Kristin lavransdatter - læseprøve

100

155

155

63

100

5

Kristin er en stolt kvinde, født med et usædvanligt varmt, krævende og gavmildt sind. Hendes forældre har valgt den noble ridder Simon Andressøn som ægtemand til Kristin, men inden giftemålet forelsker Kristin sig i den smukke Erlend Nikulaussøn.

Med sorg i hjertet trodser Kristin sine forældre og bryder sit ægteskabsløfte, og gennem hele sit liv kæmper Kristin med en stor skyldfølelse over for både familie og Gud. Fortællingen om Kristin Lavransdatter skildrer slægten op gennem generationer med Norges historie og natur omkring år 1300 som fængslende baggrund.

KRISTIN LAVRANSDATTER består af romanerne Kransen, Husfrue og Korset. Trilogien udkom i perioden 1920-22 og blev filmatiseret af Liv Ullmann i 1996.

UNDSET

SIGRID UNDSET (1882-1949) blev født i Kalundborg og voksede op i Norge. Hun modtog Nobelprisen i litteratur i 1928.

Kristin Lavransdatter Trilogien består af Kransen, Husfrue og Korset

5

Omslag: Lene Perez

SIGRID

Lindhardt og Ringhof

lindhardtogringhof.dk

SIGRID

KRISTIN LAVRANSDATTER er beretningen om den smukke Kristins liv fra fødsel til død i middelalderens Norge, et liv præget af stor kærlighed, fortvivlelse og dyb tro.

Kristin Lavransdatter

”Det var en smuk morgen, lidt hen på sommeren. Kristin stod oppe på loftet, hvor de sov nu i sommertiden; hun så solen skinne udenfor, og hun hørte faderen og mændene snakke nede på gårdspladsen – da følte hun sig så jublende glad, at hun ikke kunne stå stille, mens moderen klædte hende på, men hoppede og sprang mellem hvert stykke tøj, som hun fik på. Hun havde aldrig før været oppe i fjeldene, men var kun kommet ad den besværlige vej over Rosten til Vågå, når hun fik lov til at følge med og besøge moderens slægtninge på Sundbu, og så i de nærmeste skove sammen med moderen og tjenestefolkene, når de gik ud og plukkede bær, som Ragnfrid satte på øllet. Hun lavede også et surt afkog af tyttebær og tranebær, som hun spiste til brødet i stedet for smør i fastetiden.”

UNDSET

231

5

5

115520_SMUDS_K_Lavransdatter_155x231_2k.indd 1

18/09/15 16.05

Sigrid Undset

Kristin Lavransdatter Kransen 路 Husfrue 路 Korset P氓 dansk ved Peder Hesselaa

Lindhardt og Ringhof

Kristin-lavransdatter.indd 1

19/08/15 12.30

Kristin Lavransdatter Kransen, Husfrue, Korset oversat fra norsk efter Kristin Lavransdatter, Kransen, Husfrue, Korset © H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS All rights reserved Kransen, første norske udgave, 1920, første danske udgave, 1940 Husfrue, første norske udgave, 1921, første danske udgave, 1940 Korset, første norske udgave, 1922, første danske udgave, 1940 Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Sabon hos Lymi DTP-Service og trykt hos WS Bookwell Omslag: Lene Perez Printed in Finland 2015 2. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-11-44927-1

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Kristin-lavransdatter.indd 2

19/08/15 12.30

Kristin Lavransdatter Kransen

Kristin-lavransdatter.indd 3

19/08/15 12.30

Kristin-lavransdatter.indd 4

19/08/15 12.30

I Jørundgürd

Kristin-lavransdatter.indd 5

19/08/15 12.30

Kristin-lavransdatter.indd 6

19/08/15 12.30

1 Ved skiftet efter unge Ivar Gjesling på Sundbu i året 1306 tilfaldt hans jordegods i Sil datteren Ragnfrid og hendes husbond Lavrans Bjørgulfsøn. De havde før boet på hans gård Skog i Follo i nærheden af Oslo, men nu flyttede de til Jørundgård helt oppe på Silsvoldene.

Lavrans tilhørte den slægt, som man her i landet kaldte Lagmandssønnerne. Den indvandrede fra Sverige med hin Lauren­ tius Østgøtalagmand, som bortførte Bjelbo-jarlens søster jomfru Bengta fra Vreta kloster og rømte til Norge med hende. Herr Laurentius opholdt sig hos kong Håkon den Gamle og stod i høj yndest hos ham; kongen gav ham gården Skog. Men da han havde været her i landet i otte år, døde han af sot, og enken, folkungedatteren, som folk i Norge kaldte kongedatter, drog hjem og forligte sig med sine frænder. Hun blev siden rigt gift i et andet land. Hun og herr Laurentius havde ingen børn, og så arvede Laurentius’ broder Ketil Skog. Han var farfar til Lavrans Bjørgulfsøn.

Lavrans var blevet gift i en ung alder; han var kun otteogtyve år, da han kom til Sil, og tre år yngre end sin hustru. Som yngling havde han stået ved hirden og fået en god opdragelse; men efter sit giftermål blev han boende i ro på sin gård, for Ragnfrid var noget underlig og tungsindig og trivedes ikke blandt folk i den sydlige del af landet. Efter at hun havde haft den vanskæbne at miste tre smådrenge i vuggen, blev hun helt menneskesky. Det var da meget, for at hans hustru kunne komme sine slægtninge og bekendte nærmere, at Lavrans flyttede til Gudbrandsdalen.

De havde, da de kom dertil, et barn i live, en lille pige, som hed Kristin.

7

Kristin-lavransdatter.indd 7

19/08/15 12.30

Men da de havde fæstet bo på Jørundgård, levede de næsten lige så stille dér og holdt sig meget for sig selv; det lod ikke til, at Ragnfrid brød sig meget om sine slægtninge, for hun så dem ikke oftere, end hun var nødt til for sømmelighedens skyld.

Dette kom i nogen grad af, at Lavrans og Ragnfrid var særlig fromme og gudfrygtige mennesker, som flittigt besøgte kirken, gæstfrit modtog Guds tjenere og folk, der rejste i kirkens ærinder, eller pilgrimme, når de drog op gennem dalen til Nidaros, og de viste deres sognepræst – han var deres nærmeste nabo og boede på Romundgård – den største agtelse. Men ellers syntes folk der i dalen, at kirkevældet stod dem dyrt nok i tiende, gods og penge, så de syntes ikke, de behøvede at anstrenge sig så meget med faster og bønner eller trække præster og munke til huse, med mindre der var brug for dem.

Ellers var folkene på Jørundgård meget ansete og også vel lidt, især Lavrans, thi han var kendt som en stærk og modig mand, fredsæl, stilfærdig og retsindig, jævn i sin færd, høvisk af væsen, en overordentlig dygtig landmand og en stor jæger, der især gjorde hidsig jagt på ulve og bjørne og alskens skadedyr.

Han samlede på få år megen jord under sine hænder, men han var en god og hjælpsom husbond mod sine fæstebønder.

Ragnfrid så folk så lidt til, at de snart holdt op med at snakke ret meget om hende. Den første tid, efter at hun var kommet hjem til dalen, havde mange undret sig, for de huskede hende fra den tid, hun gik hjemme på Sundbu. Smuk havde hun aldrig været, men den gang havde hun set god og glad ud; nu havde hun skæmmet sig så meget, at man godt kunne tro, hun var ti og ikke tre år ældre end manden. Folk syntes, at hun tog dette med børnene urimelig tungt, for ellers havde hun det dog i alle måder bedre end de fleste koner – hun sad i stor velstand og anseelse, og hun levede godt sammen med manden, såvidt folk kunne se: Lavrans gav sig ikke af med andre kvinder, han rådførte sig meget med hende i alle sager, og han sagde hende ikke et umildt ord, hvad enten han var ædru eller drukken. Hun var da heller ikke ældre, end at hun kunne få mange børn endnu, hvis Gud ville forunde hende det.

De havde noget svært ved at få unge tjenestefolk på Jø-

8

Kristin-lavransdatter.indd 8

19/08/15 12.30

rundgård, fordi husmoderen havde dette tunge sind, og fordi de overholdt alle faster strengt. Ellers levede folk godt der på gården, og der faldt sjældent onde ord eller afstraffelser; både Lavrans og Ragnfrid gik også selv forrest i alt arbejde. Manden var også munter på sin måde og kunne være med til en dans eller synge for, når ungdommen legede i vågenætterne på Kirkebakken. Men det var dog mest ældre mennesker, der søgte til Jørundgård; disse befandt sig godt og blev i lang tid.

Da Kristin var syv år gammel, skete det engang, at hun fik lov til at følge sin far op på sæteren.

Det var en smuk morgen, lidt hen på sommeren. Kristin stod oppe på loftet, hvor de sov nu i sommertiden; hun så solen skinne udenfor, og hun hørte faderen og mændene snakke nede på gårdspladsen – da følte hun sig så jublende glad, at hun ikke kunne stå stille, mens moderen klædte hende på, men hoppede og sprang mellem hvert stykke tøj, som hun fik på. Hun havde aldrig før været oppe i fjeldene, men var kun kommet ad den besværlige vej over Rosten til Vågå, når hun fik lov til at følge med og besøge moderens slægtninge på Sundbu, og så i de nærmeste skove sammen med moderen og tjenestefolkene, når de gik ud og plukkede bær, som Ragnfrid satte på øllet. Hun lavede også et surt afkog af tyttebær og tranebær, som hun spiste til brødet i stedet for smør i fastetiden.

Moderen viklede Kristins lange, gule hår op og fastgjorde det under hendes gamle, blå hue, kyssede derefter datteren på kinden, og Kristin sprang ned til faderen. Lavrans sad alle­rede i sadlen; han løftede hende op bag sig, hvor han havde lagt sin kappe sammen som en pude over hestens lænd. Der kunne Kristin sidde overskrævs og holde fast i hans bælte. Så råbte de levvel til moderen, hun kom løbende ned fra svalegangen med Kristins hættekåbe, rakte Lavrans den og bad ham passe godt på barnet.

Solen skinnede, men det havde regnet stærkt om natten, så bækkene plaskede og sang alle vegne ned over skråningerne, og tågeresterne drev langs fjeldsiderne. Men over fjeldkammen gled hvide skyer, der spåede godt vejr, op i den blå luft, og Lavrans og hans mænd snakkede om, at det nok blev varmt ­længere op

9

Kristin-lavransdatter.indd 9

19/08/15 12.30

ad dagen. Lavrans havde fire svende med, og de var alle vel bevæbnede, for der færdedes på denne tid mange mærkelige folk på fjeldet – dog de var så mange, og de skulle ikke længere ind, end det ville være urimeligt, at de skulle mærke noget til dem.

Kristin var glad for alle svendene; de tre var lidt ældre mænd, men den fjerde, Arne Gyrdsøn fra Finsbrekken, var en halvvoksen knøs, og han var Kristins bedste ven; han red næst efter Lavrans og hende, for det var ham, der skulle fortælle hende om alt det, de så langs den vej, de kom.

De red ind mellem husene på Romundgård og udvekslede hilsener med Erik Præst. Han stod udenfor og skændtes med sin datter – hun styrede hus for ham – om noget nyfarvet garn, hun havde hængt ud dagen før og glemt; nu var det blevet ødelagt af regnen.

På bakken oven for præstegården lå kirken, den var ikke stor, men smuk og velholdt og frisktjæret. Ved korset uden for kirkegårdslågen tog Lavrans og hans mænd hattene af og bøjede hovederne; så vendte faderen sig i sadlen, og han og Kristin vinkede ned til moderen, som de kunne se ude på toften foran gården derhjemme; hun vinkede til dem med en snip af sit hovedklæde.

Her på kirkebakken og kirkegården plejede Kristin at lege næsten hver dag; men i dag, da hun skulle ud på så lang en rejse, syntes barnet, at det velkendte syn af hjemmet og bygden var helt nyt og mærkeligt. Husklyngerne på Jørundgård var ligesom blevet mindre og mere grå, som de lå dernede på sletten, om­ givet af den ydre og indre gårdsplads. Elven bugtede sig blank, og dalen udvidede sig med de brede, grønne enge, og moser i bunden og gårde med marker og græsgange op ad skråningerne under de grå og bratte fjældsider.

Langt nedenfor, hvor fjeldene nåede sammen og stængede, vidste Kristin, at Loptsgården lå. Dér boede Sigurd og Jon, to gamle mænd med hvidt skæg; de skulle altid lege og skæmte med hende, når de kom til Jørundgård. Jon var hun glad for, thi han snittede de smukkeste dyr i træ til hende, og hun havde engang fået en guldring af ham. Men sidst han var hos dem, ved pinsetide, havde han haft en ridder med til hende, der var udskåret så smukt og malet så godt, at Kristin syntes, hun aldrig havde fået

10

Kristin-lavransdatter.indd 10

19/08/15 12.30

prægtigere gave. Hun måtte have ham med i seng hver eneste nat, men om morgenen, når hun vågnede, stod ridderen på trinet foran sengen, hvor hun lå sammen med forældrene. ­Faderen sagde, at han sprang op ved hanegal, men Kristin forstod nok, at moderen fjernede ham, når hun var faldet i søvn, for hun havde hørt hende sig, at han var så skarp og hård, hvis de kom til at ligge på ham om natten. Sigurd fra Loptsgård var Kristin bange for og kunne ikke lide, at han tog hende på skødet, for han sagde gerne, at når hun blev fuldvoksen, skulle han sove i hendes arme. Han havde overlevet to koner og sagde selv, at han nok skulle overleve den tredje med; så kunne Kristen ­blive den fjerde. Men når hun græd over det, lo Lavrans og sagde, han troede ikke, Margit ville opgive ånden så snart, men skulle det gå så ilde, og kom Sigurd på bejlefærd, så skulle han få nej, hun behøvede ikke at frygte noget.

Omtrent et bueskud nord for kirken ved vejen lå en stor stenblok, og omkring den var der en tæt lund af birketræer og asp.

Dér plejede de at lege kirke, og Tomas, den yngste af Erik Præsts dattersønner, trådte frem og messede efter morfaderen, stænkede med vievand og døbte, når der stod regnvand i fordybningerne i stenen. Men det foregående efterår var det engang sket, at det gik dem galt. Først havde Tomas viet hende og Arne – Arne var ikke ældre, end at det hændte, han fulgte med børnene for at lege, når han kunne komme afsted med det. Så fangede Arne en lille gris, som gik dér, og den bar de til dåben. Tomas salvede den med mudder, dyppede den i et vandhul og efterabede morfaderen, sang på latin og skældte ud, fordi de ikke ofrede nok – da lo børnene, for de havde hørt de voksne snakke om Eriks umådelige pengegriskhed. Og jo mere de lo, jo værre blev Tomas til at finde på; så sagde han, at dette barn var avlet i fastetiden, og de skulle bøde til præsten og kirken for deres synd. Da brølede de store drenge af latter, men Kristin blev så skamfuld, at hun var gråden nær, som hun stod dér med grisen på armen. Og mens de var optaget af dette, så gik det ikke bedre, end at Erik selv kom ridende hjem fra sygebesøg i sognet. Da han forstod, hvad børnene havde for, sprang han af hesten, rakte de hellige kar til Bentein, den ældste dattersøn, der fulgte ham, i en sådan fart, at

11

Kristin-lavransdatter.indd 11

19/08/15 12.30

Bentein nær havde tabt sølvduen med Guds legeme på jorden; præsten fór ind mellem børnene og pryglede så mange, som han kunne få fat i. Kristin tabte grisen, og den fór skrigende ned ad vejen med dåbsklædet slæbende efter sig, så præstens heste rejste sig på bagbenene af skræk; præsten rystede også hende, så hun faldt omkuld, og han stødte til hende med foden, så hun havde ondt i hoften mange dage efter. Lavrans mente, da han hørte dette, at Erik dog havde været for streng mod Kristin, eftersom hun var så lille. Han sagde, at han ville tale med præsten om det, men Ragnfrid bad ham om ikke at gøre det, for barnet havde ikke fået andet, end hvad hun havde fortjent, når hun gik med til slig bespottelig leg. Så talte Lavrans ikke mere om sagen, men han gav Arne de værste klø, drengen nogensinde havde fået.

Derfor, da de red forbi stenen, nappede Arne Kristin i ærmet.

Han turde ikke sige noget for Lavrans, men han skar ansigt, smilede og klappede sig på bagen. Men Kristin bøjede skamfuldt hovedet.

Vejen førte ind i en tæt skov. De red under Hammerås; dalen blev trang og mørk, og elvens larm hørtes stærkere og ­barskere – når de så et glimt af Lågen, gik den isgrøn med hvidt skum mellem bratte stenvægge. Fjeldene stod sorte af skov på begge sider dalen; der var mørkt og stygt og trangt i Rosten, og det blæste koldt. De red ned over gangbroen over Roståen, og snart så de broen over elven nede i dalen. I et dybt hul i elven lidt neden for broen boede nøkken; Arne ville fortælle Kristin derom, men Lavrans befalede strengt drengen at tie stille med slig tale her i skoven. Og da de kom til broen, sprang han af hesten og førte den over ved bidslet, mens han holdt barnet om livet med den anden arm.

På den anden side af elven førte en ridesti stejlt opad, så mændene stod af hesten og gik, men faderen løftede Kristin længere frem i sadlen, så at hun kunne holde fast i sadelbuen, og så fik hun lov at ride Guldsvein alene.

Nye grå og blå fjeldtoppe med snestriber løftede sig over fjeldsiderne, eftersom de kom højere op, og nu skimtede Kristin mellem træerne et glimt af bygden nord for Rosten, og Arne pegede og sagde, hvad de gårde hed, som de kunne se.

12

Kristin-lavransdatter.indd 12

19/08/15 12.30

Højt oppe på fjeldsiden kom de til et lille hus. De standsede ved gærdet; Lavrans kaldte højt, og råbet blev ved at give genlyd i fjeldene. To mænd kom løbende ned over de små agre. Det var begge sønnerne i hytten. De var dygtige tjærebrændere, og Lavrans ville tinge dem til at brænde for sig. Deres mor kom bagefter med en stor skål mælk, for det var blevet en varm dag, som mændene havde ventet. »Jeg så, at du havde din datter med,« sagde hun, da hun havde hilst, »jeg syntes, jeg måtte se hende. Du kommer til at løse hendes hue; de siger, hun skal have sådan et smukt hår.« Lavrans gjorde, som konen bad, og Kristins hår faldt ned over hende lige til sadlen. Det var tykt og gult som moden hvede. Isrid, konen, tog fat i det og sagde. »Ja, nu ser jeg, at rygtet ikke har talt for store ord om din lille pige – som en lilje og en rose ser hun ud, og hun ligner en riddersmands barn. Milde øjne har hun, og hun slægter dig på og ikke Gjeslingerne. Gud give, du må få glæde af hende, Lavrans Bjørgulfsøn! Og Guldsvein rider du så strunk som en hofmand,« skæmtede hun og holdt skålen frem, mens Kristin drak.

Barnet rødmede af glæde, for hun vidste godt, at faderen blev anset for den smukkeste mand vidt omkring, og han så ud som en ridder, som han stod dér med sine mænd, skønt han næsten var klædt på bondevis, sådan som han brugte det derhjemme til daglig. Han bar en temmelig vid og kort kofte af grønligfarvet vadmel, åben i halsen, så man kunne se skjorten; ellers havde han strømper og sko af ufarvet læder og på hovedet en gammeldags, bredskygget hat. Af smykker bar han kun et glat sølvspænde i bæltet og en lille sølvplade i skjortelinningen; desuden sås om halsen lidt af en gylden halskæde. Den bar Lavrans altid, og i den hang et guldkors besat med store bjærgkrystaller. Det var til at åbne, og indeni lå lidt af den hellige fru Elin af Skøvdes ligklæde og hår, thi Lagmandssønnerne regnede deres æt fra en af denne salige kvindes døtre. Men når Lavrans var i skoven eller optaget af sit arbejde, plejede han at stikke korset ind på det bare bryst for ikke at tabe det.

Men i sine grove hjemmeklæder så han mere velbyrdig ud end mangen ridder og hirdmand i gæstebudsdragten. Han var

13

Kristin-lavransdatter.indd 13

19/08/15 12.30

statelig af vækst, høj, hærdebred og hoftesmal; hovedet var lille og sad smukt på halsen, og han havde fine, lidt langstrakte ansigtstræk – tilpas fyldige kinder, smukt rundet hage og velformet mund. Af lød var han lys med frisk ansigtsfarve, grå øjne og tykt, glat og silkegult hår.

Han blev stående og snakkede med Isrid om hendes sager, spurgte også til Tordis, Isrids slægtning, som passede Jørundgårds sæter den sommer. Hun havde nylig fået et barn; Isrid ventede kun på lejlighed til at få sikkert følge gennem skoven, så skulle hun selv bære drengen ned for at få ham døbt. Lavrans sagde så, at hun kunne følge med dem op; han skulle tilbage næste aften, og det måtte være godt og trygt for hende, at der var så mange mænd med hende og det hedenske barn.

Isrid takkede: »Sandt og sige, så er det nu det, jeg har ventet på. Vi véd, vi fattige folk heroppe på fjeldet, at du vil gøre os en vennetjeneste, om du kan, når du kommer hertil.« Hun løb tilbage for at hente sin bylt og en kåbe.

Sagen var, at Lavrans befandt sig godt mellem disse småfolk, som sad på rydninger og små fæstegårde højt oppe i udkanten af bygden; hos dem var han altid glad og skæmtefuld.

Med dem talte han om skovdyrenes færd og renerne inde på vidderne, om alt det spøgeri, der findes sådanne steder. Og han stod dem bi med råd og dåd og håndsrækning, tilså deres syge kreaturer, fulgte dem i smedjen og på tømmerarbejde, ja, lagde undertiden sine stærke kræfter i, når de skulle løsne de værste sten eller rødder. Derfor hilste disse mennesker altid med glæde Lavrans Bjørgulfsøn og Guldsvein, den store, røde hingst, han red på. Det var et smukt dyr med blankt skind, hvid manke og hale og lyse øjne – så stærkt og kraftigt, at der gik ry af det i bygderne, men overfor Lavrans var hingsten føjelig som et lam, og han plejede at sige, han havde den så kær som en yngre bror.

Det første ærinde, Lavrans havde, var, at han skulle tilse varden på Heimshaugen. For i de strenge ufredstider for hundrede eller endnu flere år siden havde bønderne nogle steder op igennem dalene bygget varder på fjældene, der mindede om varderne i sødistrikterne langs kysten, men disse varder i dalene hørte

14

Kristin-lavransdatter.indd 14

19/08/15 12.30

ikke ind under landeværnet. Bondegilderne vedligeholdt dem, og brødrene skiftedes til at tage sig af dem.

Da de nåede den første sæter, slap Lavrans alle heste med undtagelse af den, der bar oppakningen, løs i indhegningen, og nu fulgte de en smal gangsti opad. Det varede ikke længe, før der blev åbent mellem træerne. Store fyrretræer stod døde og hvide som ben ind gennem mosedragene, og nu så Kristin ­nøgne, grå fjeldtoppe dukke op imod himlen alle vegne. De gik i sten og småkrat lang tid ad gangen, og nu og da løb en bæk over stien, så at faderen måtte bære hende. Vinden blæste godt og frisk heroppe, og der var sort af bær i lyngen, men Lavrans sagde, at de ikke nu kunne gøre ophold for at plukke. Arne løb snart foran, snart bagefter, plukkede bær til hende og forklarede hvis sæter det var, de så under sig i skoven – for der var skov over hele Høvringsvangen dengang.

Og nu stod de under den sidste runde og nøgne fjeldtop og fik øje på det svære tømmerstillads mod luften og vardehytten, der lå i læ under en stejl klippevæg.

Da de var nået op over fjeldkanten, slog vinden imod dem og tog i deres klæder, så Kristin syntes, at det var som noget levende, der boede heroppe, kom dem imøde og hilste. Det blæste og ruskede, mens hun sammen med Arne gik hen over de mosklædte flader. Børnene satte sig yderst på en pynt, og Kristin stirrede med store øjne, aldrig havde hun tænkt sig, at verden var så vid og stor.

Der var skovklædte fjeldsider under hende overalt; dalen var kun som en fordybning mellem de vældige fjelde, og sidedalene var endnu mindre fordybninger; der var mange af dem, men alligevel var der kun få dale og mange fjelde. Alle vegne ragede grå fjeldtoppe, flammende gule af lav, op over skovtæppet, og langt ude mod himmelranden stod blånende fjelde med hvide glimt af sne og blandede sig for øjet med de gråblå og hvide sommerskyer. Men mod nordøst, nær ved – lige på den anden side af sæterskoven – lå en klynge vældige, stenblå bjergtinder med fin, nyfalden sne ned over siderne. Kristin kunne forstå, at det var Ornefjeldene, som hun havde hørt om, for de lignede da tydeligt en flok tunge orner, der fjernede sig

15

Kristin-lavransdatter.indd 15

19/08/15 12.30

og vendte ryggen til bygden. Alligevel sagde Arne, at der var en halv dags ridt hen til dem.

Kristin havde troet, at bare hun kom op over fjeldtoppene derhjemme, så kunne hun have set ned i en anden bygd magen til deres egen med gårde og marker, og det føltes så underligt i hende, da hun så, at der var så langt mellem de steder, hvor folk boede. Hun så de små, gule og grønne pletter nede på dalbunden og de bittesmå lysninger med grå husprikker i fjeldskoven; hun begyndte at tælle dem, men da hun havde talt tre dusin, kunne hun ikke holde rede på det længere. Og alligevel fyldte menneskenes boliger intet i ødet.

Hun vidste, at i vildskoven herskede ulve og bjørne, og under stenene boede trolde og underjordiske mænd og ellefolk, og hun blev bange, for ingen vidste tal på dem, men der måtte være mange flere af dem end af kristne mennesker. Da råbte hun højt på sin far, men han hørte hende ikke i blæsten – han og svendene var ved at rulle store sten op ad klippeskråningen for ved hjælp af dem at afstive tømmerstokkene i stilladset.

Men Isrid kom hen til børnene og viste Kristin, hvor Vågå Vestfjæld lå. Og Arne udpegede Gråfjeldet, hvor folk fra bygderne fangede rener i gruber, og kongens falkejægere lå i stenhytter. Det arbejde tænkte Arne selv på at kaste sig over – men så ville han også lære at afrette fugle til jagt – og han løftede armene, som om han kastede falken ud.

Isrid rystede på hovedet. »Det er et grimt liv, Arne Gyrdsøn – det ville blive en stor sorg for din mor, hvis du blev falkefænger, dreng. Ingen kan klare sig deroppe, uden at han slår sig sammen med de værste mennesker og med dem, der er værre endnu.« Lavrans var kommet til og havde hørt det sidste. »Ja,« siger han, »der er vist mere end et sted derinde, der hverken svarer skat eller tiende.« »Ja, du har vist set et og andet, Lavrans,« forsøgte Isrid. »Du, som kommer så vidt omkring.« »Åh – åh,« Lavrans trak på det. »Det kan være – men jeg synes ikke, man skal snakke om den slags. Man må unde de mennesker, der har forspildt freden for sig selv i bygden, den

16

Kristin-lavransdatter.indd 16

19/08/15 12.30

fred, de kan finde på fjeldet, mener jeg. Alligevel, så har jeg set gule agre og smukke enge, hvor få folk véd, at der findes dale – og jeg har set flokke af kreaturer og får, men om dem véd jeg ikke, hvorvidt de tilhørte mennesker eller andre.« »Åh ja,« siger Isrid. »Bjørne og ulve får skyld for de kreaturer, der bliver borte her på sæteren, men der er værre røvere på fjeldet end dem.« »Kalder du dem værre,« spørger Lavrans tankefuldt og stryger datteren over huen. »På fjeldet syd for Ornefjeldene så jeg engang tre smådrenge, og den største var som Kristin her – gult hår havde de og skindkofter. De viste tænder som ulveunger, før de løb bort og gemte sig. Det er vel ikke så underligt, om den fattige mand, hvis eje de er, får lyst til at bjerge sig en ko eller to.« »Åh, unger har da både ulve og bjørne,« siger Isrid vredt. »Og dem sparer du ikke, Lavrans, hverken dem eller deres unger. Og det til trods for, at de ikke har lært lov eller kristendom sådan som de ildgerningsmænd, du under så vel.« »Synes du, jeg under dem det så vel, fordi jeg under dem det en smule bedre end det værste,« siger Lavrans og smiler lidt. »Men kom nu, så får vi se, hvilken rejsemad Ragnfrid har undt os idag.« Han tog Kristin ved hånden og trak hende med sig. Og han bøjede sig ned over hende og sagde: »Jeg tænkte på dine tre små brødre, lille Kristin.« De kikkede ind i vardehytten, men der var kvalmt og lugtede muggent. Kristin så sig om et øjeblik, men der var kun nogle jordbænke langs væggene, et ildsted midt på gulvet og så tønder med tjære og knipper af fyrrepinde og birkebark. Lavrans syntes, de skulle spise ude, og lidt nede på en birkeskråning fandt de en smuk, grøn slette.

De læssede oppakningen af hesten og strakte sig i græsset.

Og der var megen og god mad i Ragnfrids ransel – blødt og fint brød, smør og ost, flæsk og tørret rensdyrkød, fedt, kogt oksebryst, to store bimpler tysk øl og en lille dunk mjød. Så gik det hurtigt med at skære kødet ud og dele rundt, mens Halvdan, den ældste af mændene, tændte et bål – det var mere trygt at have ild her i skoven end at være foruden.

17

Kristin-lavransdatter.indd 17

19/08/15 12.30

Isrid og Arne plukkede lyng og fjeldbirk og kastede på bålet; det spruttede, når ilden rev det friske grønne af kvistene, så at små, hvide, brændte fnug fløj på flammens røde manke; røgen hvirvlede fed og mørk mod den klare himmel. Kristin sad og så til; hun syntes, det var, som ilden var glad for, at den var ude i frihed og fik lov til at lege. Den var anderledes, end når den sad derhjemme på arnen og skulle trælle med at koge mad og lyse for dem i stuen.

Hun sad og lænede sig ind til faderen med en arm på hans knæ; han gav hende, hvad hun ville have, af alt det bedste og lod hende drikke alt, hvad hun kunne af øllet og smage flittigt på mjøden. »Hun bliver så beruset, at hun ikke kan gå ned til sæteren,« sagde Halvdan og lo, men Lavrans klappede hende på de runde kinder. »Ja, så er vi folk nok her, som kan bære hende – hun har godt af det – du skal også drikke, Arne – I, som vokser endnu, gør Guds gaver godt og ingen men – giver jer sødt, rødt blod og god søvn, men vækker ikke galskab eller uforstand –« Mændene drak også flittigt og dybt; Isrid lod sig heller ikke nøde, og snart lød deres stemmer og ildens buldren og hvinen som en fjern larm for Kristins øre – hun begyndte at blive tung i hovedet. Hun sansede dog, at de trængte ind på Lavrans og ville have ham til at fortælle om, hvad han havde hørt af mærkelige ting, når han var på jagt. Men han ville ikke sige ret meget, og hun syntes, det var så trygt og godt – og så var hun så mæt.

Faderen sad med et helt blødt bygbrød; han formede småstykker mellem fingrene, så de kom til at ligne heste, skar små stykker sul af og anbragte dem overskrævs på brødhestene; disse lod han ride over sine lår og ind i munden på Kristin. Men snart var hun så træt, at hun hverken kunne gabe eller tygge – og så sank hun sammen på jorden og faldt i søvn.

Da hun kom til sig selv igen, lå hun varm og mørk i faderens arm – han havde svøbt sin kappe om dem begge. Kristin rejste sig, strøg sveden af ansigtet og tog huen af, så at luften kunne komme til at tørre det fugtige hår.

Det måtte være langt hen på dagen, for solskinnet var helt

18

Kristin-lavransdatter.indd 18

19/08/15 12.30

gulligt, og skyggerne var blevet længere og faldt nu mod sydøst.

Der rørte sig ikke en vind mere, og myg og fluer summede og surrede om de sovende mennesker. Kristin sad musestille, kradsede de mygstukne hænder og så sig omkring – bjergtinden over dem skinnede hvid af mos og gul af lav i den brændende sol, og stilladset af vejrslået tømmer løftede sig mod himlen som et skelet af et eller andet besynderligt dyr.

Hun begyndte at blive ilde til mode – det var så underligt at se dem sove allesammen i det nøgne og klare dagslys. Skete det, at hun vågnede hjemme om natten, så lå hun lunt og mørkt med moderen på den ene side og tæppet, der var spændt over vægstokkene, på den anden. Da vidste hun, at huset var stænget med lås og slå mod natten og vejret derude, og lyde hørtes fra de sovende mennesker, der lå godt og trygt mellem skind og puder.

Men alle disse kroppe, der lå sammenvredne på jorden omkring den lille hvide og sorte askedynge, kunne godt være døde – der lå nogen på maven og nogen på ryggen med optrukne knæ, og de lyde, som kom fra dem, gjorde hende forskrækket. Faderen snorkede tungt, men når Halvdan trak vejret, peb og hvinede det i hans næse. Og Arne lå på siden med ansigtet gemt ned imod armen og det blanke, lysebrune hår i lyngen; han lå så stille, at Kristin blev bange for, han skulle være død. Hun måtte bøje sig forover og røre ved ham – da vendte han lidt på sig i søvne.

Kristin kom pludselig til at tænke på, om de måske havde sovet en hel nat, og dette var den næste dag – da blev hun så forskrækket, at hun ruskede i faderen, men han brummede bare og sov videre. Kristin var selv tung i hovedet endnu, men turde ikke lægge sig til at sove. Så krøb hun hen til bålet og ragede i det med en pind – det glødede lidt i det endnu. Hun lagde lyng og små kviste på, som hun rev op rundt om sig, men hun turde ikke gå uden for kredsen af de sovende for at finde store grene.

Så dundrede og drønede det i jorden lige ved – hjertet sank i Kristin, og hun blev kold og angst. Da så hun en rød krop mellem træerne, og Guldsvein brød frem mellem småbirkene, stod dér og så på hende med sine klare, lyse øjne. Hun blev så glad, at hun fór op og løb hen til hingsten. Dér var den brune hest, som Arne havde reddet på, og hesten, der havde båret oppak-

19

Kristin-lavransdatter.indd 19

19/08/15 12.30

ningen. Da følte hun sig så godt og tryg til mode; hun gik hen og klappede dem alle tre på låret, men Guldsvein bøjede hovedet, så at hun kunne nå at kæle for den på begge sider af hovedet, ruske i dens gulhvide hår, og den snuste i hendes hænder med sin bløde mule.

Hestene luntede græssende ned ad birkeskråningen, og Kristin blev ved med at følge dem, for hun troede ikke, der kunne være nogen fare, når hun holdt sig nær ved Guldsvein – den havde tugtet bjørnen før. Og blåbærrene groede så tæt her, og barnet var tørstig og havde en grim smag i munden; hun havde ikke rigtig lyst til øl nu, men de søde, saftige bær var så gode som vin. Lidt borte mellem stenene og buskadset så hun også hindbær – da greb hun Guldsvein i manken og bad den pænt følge sig derhen, og hingsten fulgte føjelig med den lille pige.

Efterhånden som hun gik længere og længere ned over skråningen, fulgte den efter, når hun kaldte på den, og de to andre heste fulgte efter Guldsvein.

Hun hørte en bæk, som klukkede og rislede et sted i nærheden; så gik hun efter lyden, til hun fandt den, og hun lænede sig frem over en stor flad sten og vaskede sit svedige, mygstukne ansigt og hænderne. Under stenen stod vandet i en stille, sort fordybning, for lige overfor hævede en klippe sig lodret op bag nogle små birketræer og vidjebuske; det var det fineste spejl, og Kristin bøjede sig frem og betragtede sig selv i vandet, for hun ville se, om det var, som Isrid sagde, at hun lignede sin far.

Hun smilede og nikkede og bøjede sig frem, til hendes hår mødte det lyse hår om det runde, storøjede barneansigt, hun så i bækken.

Rundt om voksede der utrolig mange af de fine, lyserøde urter, der kaldes lægebaldrian – de var meget mere røde og smukke her ved fjældbækken end hjemme langs elven. Da plukkede Kristin blomster og fastgjorde dem med græsstrå, til hun havde lavet sig den skønneste, tætteste lyserøde krans. Barnet trykkede den ned over håret og løb hen til vandhullet for at se, hvordan hun så ud, nu hun var smykket som en voksen pige, der skal træde dansen.

Hun lænede sig ud over vandet og så sit eget mørke billede

20

Kristin-lavransdatter.indd 20

19/08/15 12.30

stige op fra bunden og blive klarere, efterhånden som det kom hende imøde – da så hun i bækkens spejl, at der stod et menneske mellem birkene på den anden side og bøjede sig imod hende.

Hurtigt kom hun op på knæene og så derover. Først syntes hun, det kun var fjeldvæggen og træerne, som klamrede sig til dens fod, men med ét blev hun et ansigt vár mellem løvet – der stod en kvinde derovre med hvidt ansigt, brusende, hørgult hår – de store, lysegrå øjne og de udspilede, blegrøde næsebor mindede om Guldsveins. Hun var klædt i noget blankt løvgrønt, og grene og kviste skjulte hende op til de brede bryster, der var overhængt med spænder og blanke kæder.

Kristin stirrede på synet – da løftede kvinden en hånd og viste hende en krans af guldblomster; hun vinkede med den.

Bag sig hørte Kristin Guldsvein vrinske højt og skræmt – hun drejede hovedet – hingsten stejlede, udstødte en gjaldende stønnen, kastede sig omkring og satte afsted, så det gungrede i jorden. De andre heste fulgte efter – de fór gennem buskadset, så at stenene buldrede ned, og grene og rødder knækkede raslende i stykker.

Da skreg Kristin himmelhøjt. »Far,« råbte hun. »Far!« Hun kom på benene, løb op efter hestene og turde ikke se sig tilbage over skuldrene, klatrede op over den stenfyldte skråning, trådte i sin kjole og gled et stykke, klatrede påny og greb for sig med blødende hænder, krøb på ømme, forslåede knæ, råbte på Guldsvein og kaldte på faderen ind imellem – mens sveden sprang frem over hele hendes krop, randt som vand ned i hendes øjne, og hjertet dunkede, som skulle det slås i stykker mod brystkassen; angstens gråd snørrede hendes strube sammen. »Åh, far, åh, far!« Da hørte hun hans stemme et sted over sig. Hun så, at han kom i lange spring ned over den stenfyldte skråning – den lyse, solhvide skråning; små birketræer og asp stod ubevægelige og blinkede med små sølvglimt fra bladene – fjeldskråningen var så stille og så lys, men faderen kom springende ned over den og råbte hendes navn, og Kristin sank sammen og forstod, at hun var reddet. »Hellige jomfru!« Lavrans knælede ned ved datteren og tog

21

Kristin-lavransdatter.indd 21

19/08/15 12.30

hende ind til sig – han var bleg og med nogle underlige trækninger om munden, så Kristin blev endnu mere bange; det var, som så hun først i hans ansigt, hvor stor en fare hun havde været stedt i. »Barn, barn,« – han løftede hendes blodige hænder i vejret, så på dem, fik øje på kransen om hendes utildækkede hår og rørte ved den. »Hvad er det – hvordan er du kommet hid, lille Kristin –« »Jeg fulgte Guldsvein,« hulkede hun og gemte sig ind til ham. »Jeg blev så bange, fordi I sov allesammen, men så kom Guld­ svein. Og så var der en, der vinkede til mig dernede ved åen –« »Hvem vinkede – var det en mand?« »Nej, det var en kvinde – hun vinkede med en krans af guld – jeg tror, at det var ellepigen, far –« »Jesus Kristus,« sagde Lavrans sagte og gjorde korsets tegn over barnet og sig selv.

Han hjalp hende opad, til de nåede en græsmark; da løftede han hende og bar hende. Hun klyngede sig om hans hals og hulkede højt – hun kunne ikke holde op, til trods for at han tyssede på hende.

Lidt efter mødte de mændene og Isrid. Hun slog hænderne sammen, da hun hørte, hvad der var sket. »Ja, det har nok været ellepigen – hun har villet lokke det yndige barn ind i bjerget, må I vide –« »Ti stille,« befalede Lavrans barsk. »Vi skulle ikke snakke om sådan noget, som vi gjorde, her i skoven – man véd ikke, hvem der sidder under stenene og hører hvert ord.« Han trak den gyldne kæde frem under skjorten og hængte den og relikviekorset om Kristins hals, lod det glide ind mod hendes nøgne krop. »Men alle I,« sagde han, »må vogte jeres mund vel, for dette må Ragnfrid aldrig spørge, at barnet har været stedt i en sådan fare.« Nu fik de fat i hestene, der var løbet til skovs, og gik derefter hurtigt ned til indhegningen på sæteren, hvor de andre heste var.

Alle svang sig da i sadlen og red over til Jørundgårds sæter; der var ikke lang vej.

22

Kristin-lavransdatter.indd 22

19/08/15 12.30

Solen var ved at gå ned, da de nåede frem; kreaturerne gik i folden; og Tordis og vogterne var ved at malke. Inde i sæterhytten stod den kogte grød til dem – folkene på sæteren havde set dem oppe ved varden tidligere på dagen, så de var ventet.

Da først stilnede Kristins gråd. Hun sad på faderens skød og spiste grød og fløde af samme ske som han.

Lavrans skulle næste dag op til en sø længere inde på fjeldet; dér lå nogle af hans folk med okserne. Kristin skulle have været med, men nu sagde han, at hun måtte blive tilbage i sæterhytten: – »og I må passe på, både Tordis og Isrid, at holde døren stænget og lyren lukket, til vi atter kommer tilbage, både for Kristins skyld og for den lille udøbte i vuggen.« Tordis var blevet så forskrækket, at hun ikke turde blive heroppe med den lille, og hun stod tilmed uden for kirken efter sin barsel – helst ville hun drage ned i bygden og blive der med det samme. Lavrans sagde, at han syntes, dette var rimeligt; hun kunne følge med dem ned den næste aften; han mente, han kunne få en ældre enke, der tjente på Jørundgård, herop i hendes sted.

Tordis havde lagt sødt, frisk fjeldgræs under skindene på bænken; det lugtede så stærkt og godt, og Kristin sov næsten allerede, mens faderen læste Fadervor og Ave Maria med hende. »Ja, det skal vare lidt, før jeg tager dig med op på fjeldet igen,« sagde Lavrans og klappede hende på kinden.

Kristin vågnede med et sæt. »Far, må jeg heller ikke komme med dig sydpå til efteråret, som du har lovet?« »Vi får se,« sagde Lavrans, og straks efter sov Kristin sødeligt mellem fåreskindene.

Kristin-lavransdatter.indd 23

19/08/15 12.30

100

155

155

63

100

5

Kristin er en stolt kvinde, født med et usædvanligt varmt, krævende og gavmildt sind. Hendes forældre har valgt den noble ridder Simon Andressøn som ægtemand til Kristin, men inden giftemålet forelsker Kristin sig i den smukke Erlend Nikulaussøn.

Med sorg i hjertet trodser Kristin sine forældre og bryder sit ægteskabsløfte, og gennem hele sit liv kæmper Kristin med en stor skyldfølelse over for både familie og Gud. Fortællingen om Kristin Lavransdatter skildrer slægten op gennem generationer med Norges historie og natur omkring år 1300 som fængslende baggrund.

KRISTIN LAVRANSDATTER består af romanerne Kransen, Husfrue og Korset. Trilogien udkom i perioden 1920-22 og blev filmatiseret af Liv Ullmann i 1996.

UNDSET

SIGRID UNDSET (1882-1949) blev født i Kalundborg og voksede op i Norge. Hun modtog Nobelprisen i litteratur i 1928.

Kristin Lavransdatter Trilogien består af Kransen, Husfrue og Korset

5

Omslag: Lene Perez

SIGRID

Lindhardt og Ringhof

lindhardtogringhof.dk

SIGRID

KRISTIN LAVRANSDATTER er beretningen om den smukke Kristins liv fra fødsel til død i middelalderens Norge, et liv præget af stor kærlighed, fortvivlelse og dyb tro.

Kristin Lavransdatter

”Det var en smuk morgen, lidt hen på sommeren. Kristin stod oppe på loftet, hvor de sov nu i sommertiden; hun så solen skinne udenfor, og hun hørte faderen og mændene snakke nede på gårdspladsen – da følte hun sig så jublende glad, at hun ikke kunne stå stille, mens moderen klædte hende på, men hoppede og sprang mellem hvert stykke tøj, som hun fik på. Hun havde aldrig før været oppe i fjeldene, men var kun kommet ad den besværlige vej over Rosten til Vågå, når hun fik lov til at følge med og besøge moderens slægtninge på Sundbu, og så i de nærmeste skove sammen med moderen og tjenestefolkene, når de gik ud og plukkede bær, som Ragnfrid satte på øllet. Hun lavede også et surt afkog af tyttebær og tranebær, som hun spiste til brødet i stedet for smør i fastetiden.”

UNDSET

231

5

5

115520_SMUDS_K_Lavransdatter_155x231_2k.indd 1

18/09/15 16.05