Bogen er tilegnet min søster, Laufey Ýr Sigurðardóttir – Yrsa
Kulde.indd 5
12/03/15 16.46
Afslutningen
Odin vågnede med et sæt ved, at nogen hostede. Havde han sovet længe? Måske havde han bare blundet et øjeblik. Han fnisede og undrede sig over den stønnen, der undslap ham. Han følte sig godt tilpas, men han mærkede, at han var ved at falde i søvn igen og strittede imod. Hvor var det lige, han var? Han prøvede at smile, men det endte blot med en slap trækning om munden, så han kunne ikke lade være med at fnise igen. Så blev der stille. Og alligevel hørtes lyden af en motor. Lyden virkede hypnotiserende på ham, og hans øjne gled i. Var han fuld? Igen lyden af hoste. Men den kom ikke fra ham selv. Han åbnede øjnene en anelse og kiggede sig med stort besvær omkring. Han sad på sin plads på fører sædet. Ved siden af ham sad hans datter, Rún, hendes hoved var sunket ned på brystet, og hendes sorte hår hang ned og skjulte hendes spinkle ansigt. Han lo, som om han aldrig havde set noget morsommere i hele sit liv. Men der var noget galt. Han sad beruset ved rattet. Og alligevel ikke. Og dog var han glad. Rún hostede igen, og hendes hoved dinglede slapt. Hendes bløde hår svingede let frem og tilbage, frem og tilbage, som om hun stod ude i blæsten, og Odin var endnu en gang ved at slå en høj latter op, men til trods for denne underlige lykkefølelse mærkede han, at der ikke var noget morsomt ved det. Alligevel var han ét stort smil. De sad inde i bilen. Inde i garagen. Odins hage var sunket ned på brystet, og uendelig langsomt løftede han hovedet, som om det var lavet 7
Kulde.indd 7
12/03/15 16.46
af papirtyndt glas. Hvad var det her for en garage? Han burde vide det, men kunne overhovedet ikke genkende den. Hvad laver vi her? Hvorfor har jeg det så mærkeligt? I tankerne kunne han høre svarene, og alligevel var de hele tiden uden for rækkevidde. Og det var irriterende, for de var vigtige. Meget vigtige. Odin trak vejret kraftesløst ind gennem næsen. Han kunne se nogenlunde, hvis han blinkede med øjnene igen og igen, men det var, som om de hele tiden var ved at glide i for sidste gang. Glæden voksede på ny i ham, og denne gang lykkedes det ham at smile ordentligt. Eller det troede han i hvert fald. Det var vidunderligt. Med en kraftanstrengelse rakte han ud og fik fat i sin datters spinkle hånd. Den var helt slap. Den idiotiske glædesfølelse tog lidt af, og Odin klemte om den fugtige hånd. Rún rørte sig ikke, hang bare i sikkerhedsselen. Et glimt af fornuft brød igennem glædestågerne. Der var noget helt galt. Hvorfor sad de inde i bilen? Og inde i den her ukendte garage? Han burde vide det, og han forsøgte endnu en gang at genkalde sig, hvordan de var kommet herhen. Men lige så snart noget syntes at blive klarere, var tanken væk igen. Forsvandt som dug for solen. Laura. Laura. Laura. Hans tidligere kone, Rúns mor. Hvordan kom hun ind i billedet? Hun var død for længe siden. Han fnisede igen, selvom han overhovedet ikke syntes, det var morsomt. Nu var det ham selv, der hostede, så det sved i brystet, og da han fik vejret igen, mærkede han, hvor underlig luften var. Sur. Giftig. Han smilede, mens han famlede efter knappen, der kunne sætte blæseren i gang, men han kunne ikke strække sig langt nok og sank sammen hen over gearstangen. Selvom han vidste, at det burde gøre ondt, så var smerten så utydelig, at han ikke engang skar en grimasse. Som om han havde en tyk skidragt på. Han kiggede ned og så, at han bare havde helt almindeligt tøj på. Men ingen frakke. Mærkeligt. Var det ikke iskoldt udenfor? Var det ikke helt sikkert vinter? Odin var ikke sikker. Det betød heller ikke noget. Nogen eller noget sagde ham, at alt ville blive godt. Måske var det Laura. Det lød i hvert fald som hendes stemme. 8
Kulde.indd 8
12/03/15 16.46
Hvor var det dog trist at se, hvordan Rún sad der helt slap ved siden af ham. Det var lige ved at ødelægge hans glæde. Han så væk. Langsomt. Meget langsomt, hovedet var stadig lavet af papirtyndt glas. Hagen rørte hans venstre skulder, og han smilede. Det var bedre. Nu kunne han se, at vinduet i hans dør var åbent, og hans hjerte sprang et slag over. Uden for bilen virkede luften grå og tåget. Hvorfor virkede det bekendt? Udstødning. Motorens giftige udånding. Han burde vide noget om det her. Det havde på en eller anden måde noget at gøre med hans arbejde. Odin forsøgte at lade være med at trække vejret, og straks blev hans tanker klarere. Den vanvidsagtige glæde forsvandt, og fortvivlelse overtog dens plads, og han kom i tanke om, at han havde hørt eller læst, at hvis man dør af iltmangel, føler man en stor lykke, lige inden det er slut. Hjernen viser den ulyksalige nåde i den sidste stund. At dø glad. Det er bedre. Hvem havde gjort det her imod dem? Hvem? Hvem? Hvem? Odin begyndte igen at fnise, men nu mærkede han, hvordan tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne. Han burde kunne huske det. Hvor havde de været? Han mærkede eftersmagen af hamburger i munden, og det foresvævede ham, at han havde været på en fastfoodrestaurant. Sammen med Rún. Men hvor var de nu? Tågen sænkede sig igen over ham, og han huskede ingenting. Intet trængte igennem til ham, i stedet gik det forfærdelige faktum op for ham, at han havde brugt dyrebar energi på at spekulere over noget, som ikke havde nogen betydning længere. Han skulle hellere have forsøgt at redde sig selv og sin datter ud af bilen. Rún. Elskede Rún. Elleve år. Skidt med ham selv. Han formåede lige akkurat at dreje hovedet om mod hende igen. Han havde lyst til at skrige, men kræfterne svigtede ham. Her hang hans datter i en sikkerhedssele, var ved at dø for øjnene af ham, og han kunne ikke engang række ud efter hende. Odin fnisede, mens tårerne strømmede ned ad kinderne på ham. Han var ligeglad med al den glæde. Hvem har lyst til at føle sig beruset i døds øjeblikket? For slet ikke at tale om, når ens barn er ved at dø. Ingen. Han udstødte en rallen, en blanding af hoste og latter. Det var ved at være forbi, og det var for sent at ændre noget. Han havde svigtet sin datter. 9
Kulde.indd 9
12/03/15 16.46
Andre fædre ville måske have nået at åbne døren, trække sig selv hen ad gulvet og over til passagersiden for at redde barnet. Der skulle ikke andet til for at redde dem, end at man fik åbnet garageporten en anelse på klem. I det mindste hende. Han var fuldstændig ligeglad med sig selv, så længe hun fik lov at leve. Le én gang til her til sidst, beordrede hans hjerne ham. Odin adlød og lo højt, uden at hans krop rystede, lo udmattet og helt blottet for glæde. Men så tav han, da hans omtågede tanker pludselig begyndte at samle sig. Han huskede, hvor de var, selvom han ikke kunne komme i tanke om, hvordan de var havnet der. Han huskede, hvorfor Laura var vigtig, selvom hun var død. Han huskede de to drenge, som døde på nøjagtig samme måde for længe siden. Vreden gjorde et kraftesløst forsøg på at få tag i ham, men sorgen havde slået sig ned i hans bryst, og selv den berusede munterhed måtte give fortabt. Der var ikke mere at fnise ad. Odin kunne ikke holde vejret længere. Dette var afslutningen. Han åbnede munden og indåndede den sure luft.
Kulde.indd 10
12/03/15 16.46
1
Odin Hafsteinsson savnede at have en hammer i hånden, tage fat om skaftet og lade slagene regne ned over et galvaniseret firetommers søm. I sine studieår havde han aldrig siddet ét minut længere end nødvendigt over bøgerne, og efter teknisk skole opgav han hurtigt det ingeniørstudium, som han havde besluttet sig for at tage, for der var han dømt til at hænge foran en computerskærm. Odin havde derimod fundet sin rette plads i sin brors entreprenørfirma, hvor han tog sig af pristilbud og forefaldende regnskab. Selvom han egentlig skulle være mest inden døre, lykkedes det ham at ordne det sådan, at han indimellem kunne smutte ud til de arbejdende folk og give et nap med der. Det rene drømmejob. Men nu var han igen blevet et mappedyr, bleg og fåmælt efter tre måneders indespærring, plaget af kedsomhed og sløvhed. Og denne dag var den værste, udenfor blæste en stærk storm, og alle vinduer var lukkede, han var tung i hovedet, og det blev kun værre, da han blev kaldt ind til kontorchefen, Heimir Tryggvason. Som sædvanligt søgte Heimirs ene dovne øje ud til siden, og som altid havde Odin lyst til at følge dets blik for at se, hvad det var, der tiltrak sig dets opmærksomhed. “Du kommer så bare til mig, hvis der er noget,” sagde Heimir. “Jeg kender ikke så meget til sagen, men jeg kan måske være behjælpelig med noget.” Odin nøjedes med at nikke, for han havde allerede to gange takket ham for det samme tilbud. 11
Kulde.indd 11
12/03/15 16.46
“Hovedsagen er at forsøge at få et indtryk af omfanget og en fornemmelse af, om det er en tikkende bombe. Selvfølgelig håber vi, at det ikke forholder sig sådan, men måske kunne vi til en afveksling komme medierne og den uundgåelige efterfølgende bølge af medfølelse i forkøbet. Det ville se godt ud.” Et glædesløst smil bredte sig på Heimirs læber, og hans øje bevægede sig så langt ud til siden, at kun halvdelen af det var synligt. “Er vi så ikke ved at være færdige her? Jeg tror, jeg nogenlunde ved, hvad der forventes af mig, og jeg tager over der, hvor Roberta slap, og afslutter sagen.” Heimirs smil forsvandt. “Jeg ved ærlig talt ikke, hvor meget vi får ud af hendes arbejde. Der var ingen, der havde gjort sig klart, hvor galt det stod til, og måske har det haft indvirkning på hendes arbejde. Det værste var, at vi ikke forstod, hvor det bar hen, der var jo ingen, der havde nogen idé om, at det var så alvorligt.” Odin åbnede munden, men besluttede sig for at tie stille. Det burde ikke være kommet bag på nogen, at der var noget alvorligt galt med Roberta. Hun havde stønnet, for hvert skridt hun tog, og med regelmæssige mellemrum havde hun taget sig til venstre overarm og den øverste del af ryggen med et smertefuldt udtryk i ansigtet. Selvom ingen sagde noget, så kom det ikke som nogen overraskelse, da de fik at vide, at hun var død af et hjerteanfald. Folk havde heller ikke reageret på den nyhed, at det var sket på kontoret, efter at alle andre var gået hjem. Det var helt normalt, at hun var den sidste, der gik. Alligevel gjorde det mange uhyggeligt til mode, at deres kvindelige kollega havde siddet død på sin arbejdsplads en hel nat. Det var sørgeligt at tænke på, at ingen havde savnet hende eller havde forsøgt at finde ud af, hvor hun var, da hun ikke kom hjem. De, der mødte tidligt om morgenen, virkede særligt chokerede, og Odin priste sig lykkelig for ikke at have været iblandt dem. Roberta havde siddet tilbagelænet i sin stol med hænderne hængende ned langs siden, hovedet lagt bagover, åben mund og ansigtet fordrejet af smerte. Hvordan det i sin tid var faldet Heimir ind at betro kvinden en af 12
Kulde.indd 12
12/03/15 16.46
de få krævende opgaver på kontoret, var fuldstændig uforståeligt. Man kunne ikke just anklage ham for at være menneskekender. Måske havde Heimir valgt hende af samme grund, som han nu valgte at betro Odin opgaven, han havde en teknisk uddannelse og lod sig derfor ikke gå på af småting. Det var med andre ord usandsynligt, at han ville gribe opgaven an med unødig følsomhed eller sentimentalitet. “Jeg vil begynde med at undersøge, om hun er kommet nogen vegne. Måske nåede hun at afslutte et eller andet.” “Du skal nu ikke gøre dig de store forhåbninger,” sagde Heimir og sendte ham et blik, der skulle forestille at udtrykke stor medfølelse. Odin rejste sig op. En forventningsfuld glæde bredte sig i ham, endelig havde han fået noget ordentligt at arbejde med, og han behøvede ikke længere at kæmpe for at fylde dagen ud med noget. Det her var en alvorlig sag, en rapport om døgninstitutionen Krókur, som havde huset vanskelige unge engang i halvfjerdserne. Det skulle undersøges, om drengene, som havde opholdt sig der, var blevet udsat for dårlig behandling og vold og derfor var blevet permanent skadede, og hvis det var tilfældet, skulle man finde ud af, om de havde ret til erstatning. Der herskede en usædvanlig tavshed omkring døgninstitutionen, endnu var der ingen, der havde gjort krav på erstatning, og ingen havde udtrykt noget om det i medierne – forhåbentlig fordi der ikke var foregået noget, som ikke tålte dagens lys. “Du kan finde Robertas dokumenter henne ved hendes plads.” Selv hos en beskeden myndighed som det statslige tilsyn herskede der en uformel hakkeorden blandt de ansatte. Alle havde ganske vist de samme farveløse møbler, men nogen sad ved vinduerne, mens andre stirrede ind i en hvidmalet betonvæg. Odin hørte til den sidstnævnte gruppe, men regnedes for at være ét trin højere i hierarkiet end Roberta, som var blevet placeret i en bås så langt fra alt og alle, som det overhovedet var muligt. Det var kun dem, der havde et ærinde hos hende, som kom helt derned. På den anden side havde hun ro til at arbejde, og man brokkede sig ikke over, hvordan hun havde pyntet op i sin bås, selvom alle andre fik at vide, at de skulle tage den slags ned. Måske var der ingen, der rigtig 13
Kulde.indd 13
12/03/15 16.46
havde lagt mærke til det. Og nu, hvor Odin nærmede sig skillevæggen, kunne han overhovedet ikke finde hoved og hale i dette sammenskrab, for ham lignede det et indviklet puslespil, hvor ingen af delene passede sammen. “Temmelig sært, synes du ikke?” Diljá Davíðsdóttir, som sad i båsen ved siden af, kiggede over skillevæggen, glad for at få lidt selskab. “Det ved jeg nu ikke. Bedre end en tom væg.” Odin bøjede sig ned og studerede et af billederne, som i modsætning til de andre var et rigtigt fotografi, ikke et print. At dømme efter det tøj, som personerne på billedet var iført, var det en del år siden, det var blevet taget, og farverne var falmet. Nogle år til og der ville ikke være andet tilbage end en skinnende hvid firkant. “Er det nogen, hun var i familie med?” På billedet stod to teenagedrenge på en græsplæne, de var iført cowboybukser med opslag og nogle temmelig nussede, slidte trøjer. Da han så bedre efter, kunne Odin se, at drengene var så forskellige af udseende, at de næppe kunne være i familie. Umiddelbart virkede den enes ansigt bekendt, men da han studerede det nærmere, forsvandt fornemmelsen. Det var utvivlsomt bare et af de der typiske runde islandske ansigter. “Jeg aner ikke noget om alt det dér. Hun svarede aldrig, hvis jeg spurgte til det, og jeg gad ikke gå hende på klingen. Lod hende bare klippe og klistre i fred.” Odin fjernede blikket fra billedet og rettede sig op. Det var ingen nytte til at prøve at forstå, hvad der lå bag denne mosaik, den eneste, som vidste, hvad udsmykningen gik ud på, lå i en kiste oppe i Grafarvogur. Han besluttede sig for at gå i gang med dokumentmapperne. Ud af øjenkrogen kunne han se, at Diljá stadig betragtede ham. “Havde hun et bestemt system i sine dokumenter?” “Øh … ja. Jeg tvivler på, at det er muligt for nogen at være så organiseret som hende. Men om der var nogen mening i hendes system, det aner jeg ikke.” Hun tav og stirrede på Odin med sine store, blå øjne. “Men det er sikkert temmelig indviklet.” “Forhåbentlig ikke.” 14
Kulde.indd 14
12/03/15 16.46
“Hvorfor begynder du også at kigge på alle de ting? Er det dig, der har fået til opgave at gennemgå dem?” Hun smilede bredt. “Wauw. Jeg var nemlig sikker på, at jeg ville blive tvunget til det.” “Glæd dig ikke for tidligt.” Odin åbnede en mappe og bladrede hurtigt igennem dem. “Jeg skal bare kigge på døgninstitutionen Krókur, og så er det sandsynligvis en anden, der skal tage sig af resten. Måske dig?” Smilet forsvandt fra Diljás ansigt. De rødmalede læber blev til en tynd streg, da hun skød hagen frem. “Jeg ville ikke tage den opgave på mig, og hvis jeg var dig, ville jeg sige fra med det samme.” Han lagde mappen på bordet, for den syntes at have med Krókur at gøre, og tog fat på den næste. “Det er nu ikke ligefrem, fordi man vælter sig i spændende sager.” Tilsynet var med årene rykket nedad i hierarkiet. De sager, som tidligere havde henhørt under det, blev nu løst udmærket af andre, og de få opgaver, der dukkede op, var ofte rester fra de riges bord, fra mere magtfulde statslige instanser eller nogle, som det lykkedes Heimir at plage sig til på månedlige møder med ledere af andre institu tioner og repræsentanter fra diverse ministerier. “Men alligevel. Jeg ville ikke have lyst til at beskæftige mig med nogle ungdomskriminelle fra fortiden. Heller ikke selvom de er blevet behandlet dårligt. Det er uddebatteret, og det er jo ikke ligefrem, fordi de var uskyldige stakler ligesom dem, der boede på de andre institutioner.” “Ungdomskriminelle er vist ikke det rette ord, tror jeg.” Odin stillede mappen tilbage, som ikke havde noget med Krókur at gøre, og tog den næste frem. “Jeg har hørt, at det drejede sig om ting, der absolut var i småtingsafdelingen. Og der var også mindreårige.” Diljá fnøs. “Det siger nu ikke rigtig noget. Børn kan sagtens begå forbrydelser. Forleden så jeg en debat på et websted om en dreng fra Nordlandet, som havde myrdet to børn. Han var ikke engang teenager endnu. Måske har der været sådan en type på døgninstitutionen. Jeg ville takke nej.” “Jeg bekymrer mig ikke om den slags. Der var ingen morder det sted, tro mig. Så ville det være kommet frem.” 15
Kulde.indd 15
12/03/15 16.46
Diljá flyttede blikket over på bordet i Robertas bås. “Hun talte konstant med sig selv.” Hun så hurtigt op på Odin. “Roberta, mener jeg.” Hun tøvede et øjeblik, men fortsatte så. “Noget af det, hun sagde, var så utydeligt, at jeg ikke kunne skelne ordene, og en gang imellem mumlede hun bare noget. Men enkelte gange kunne jeg høre hvert eneste ord. Og det var mega underligt, kan jeg godt fortælle dig.” “Og?” spurgte Odin åndsfraværende, mens han bladrede i mapperne. Diljás antydninger fangede ikke hans opmærksomhed. De kendte stort set ikke hinanden, og han havde aldrig taget notits af det, når hun stod ved kaffemaskinen og sladrede om folk, som han hverken vidste det ene eller det andet om, eller om politikere, som syntes at gå hende enormt meget på nerverne. Og endnu en gang priste han sig lykkelig for, at han ikke var gået hjem sammen med hende efter årsfesten for to måneder siden. Han havde så sandelig været velkommen, og på det tidspunkt havde en nat med hende virket som en helt og aldeles glimrende idé. Men han havde været nødt til lige at gå på toilettet, og da han kom tilbage, havde hun rettet sin opmærksomhed mod en af de andre singlemænd på kontoret. De næste dage opførte Diljá og denne mand sig så akavet over for hinanden, at alle åndede lettet op, hvis den ene af dem ikke mødte på arbejde. Hvis det skulle ske, at Odin fandt sig en kvinde, så ville det ikke blive en fra arbejdspladsen. Faktisk var der ikke den store sandsynlighed for, at han ville finde én nogen steder. Enlig far til en elleveårig pige og hverken en udpræget kvindebedårer eller en af dem, der flød i penge – sådan en mand hørte på ingen måde til blandt de hotteste ungkarle i byen. Men han kunne ikke klage. Nogle gange behøvede han blot at lede samtalen hen på sin datter, mere skulle der ikke til for at jage en kvinde ud af sengen tidligt om morgenen, når det, som aldrig havde været tænkt som andet end en enkelt nats sjov, var overstået. “Jeg tror, at den sag har slået hende ihjel. Der er noget underligt ved den, og du skal tænke dig godt om, inden du påtager dig den.” “Det har jeg nu faktisk allerede gjort.” Odin havde intet ønske om at trække samtalen i langdrag ved at påpege, at Roberta havde vist tegn på 16
Kulde.indd 16
12/03/15 16.46
at være syg, længe inden hun begyndte at kigge på, hvilke skæbner og forhold der gjorde sig gældende for de unge, der boede på Krókur. Noget andet var, at denne sag måske havde været dråben, der fik bægeret til at flyde over, fordi den havde været så krævende at arbejde med. Selv var han på den anden side overbevist om, at han ikke ville blive påvirket af denne sag, han havde ikke tænkt sig at tage andre menneskers sorg på sig, han havde rigeligt at se til med sin egen. I modsætning til de stakkels knægte på Krókur havde han faktisk skabt sin egen skæbne. Fireogtyve år gammel havde han lært Laura at kende, moren til hans barn, som var to år ældre end ham. De flyttede sammen, giftede sig, og et år senere fik de en datter. Da hun blev født, stod det endelig klart for ham, at han og Laura var håbløse sammen, noget, som længe havde været åbenlyst. Han forlod derfor Laura og deres nyligt døbte datter, Rún, og moren syntes ikke at lade sig gå særligt på af dét. De tilpassede sig begge de ændrede forhold, og livet fortsatte sin vante gang, selvom det uden tvivl var en hel del sværere for Laura end for ham. For knap et halvt år siden skete den store ulykke så. Laura faldt ud ad vinduet i sin lejlighed, og derefter var der blevet vendt fuldstændig op og ned på hans tilværelse. Weekend-faren Odin hørte nu fortiden til, nu var det ikke længere nok at tage i biografen og på Hamburgerfabrikken hver anden weekend. Han tog et andet job for at kunne passe sin datter, og så var det slut med det enkle og perfekte liv, han hidtil havde levet. Han havde endnu ikke vænnet sig til denne forandring, men var dog så småt ved at få overblik over sin tilværelse. “Jeg laver altså ikke sjov. Der var mange gange, hvor jeg hørte hende sukke og stønne, som om hun var ved at gå til af bekymring eller var ved at bryde sammen under presset.” Diljá kunne se, at Odin var uinteresseret, og tilføjede lidt mindre ivrigt: “Nogle gange var det, som om hun talte med nogen. Men altså ikke med mig, så meget er sikkert.” “Hun har vel bare talt med sig selv eller mumlet noget. Det er vel ikke så usædvanligt og måske slet ikke, hvis man ikke er rigtig rask.” Indtil nu havde Odin ikke troet, at hjertesygsomme kunne være årsagen til sinds17
Kulde.indd 17
12/03/15 16.46
forvirring eller humørsvingninger, men hvad vidste han? Han fortrød, at han havde plapret løs om det, ellers ville Diljá sikkert have ladet det ligge, sat sig ned og ladet ham være i fred. Da hun igen tog til orde, var lillepigestemmen, som hun havde tillagt sig for at behage mandfolkene, forsvundet, og i stedet talte hun med en voksen stemme og i et let irettesættende tonefald. Odin mærkede, at han meget bedre kunne lide hende sådan. “Jeg ved udmærket, hvad jeg siger, jeg har hørt på hende i næsten to år. Hun blev ikke sådan før for ganske nylig. Det virkede unaturligt, og forandringen havde at gøre med den specifikke sag. Du bestemmer selv, om du tror på mig eller ej. Nu er du i hvert fald advaret.” Hun satte sig ned igen uden at vente på Odins reaktion. Selvfølgelig ville hun gennem den tynde skillevæg kunne høre, hvad han sagde, men han valgte at beherske sig. Når der var kvinder i nærheden, havde han det med at komme til at sige et eller andet forbandet sludder, så han fortsatte med at gå igennem mapperne. Det var for sent at genoptage samtalen, da han omsider stødte på en mappe med dokumenter, som handlede om Krókur. Han syntes, det var underligt, at han halvt om halvt savnede Diljás talestrøm; det var en anelse ubehageligt at være alene om at læse det, som han fandt i dokumenterne. På første side var der en kopi af det samme billede, der hang på skillevæggen, det, som til at begynde med havde fanget hans opmærksomhed. Under billedet havde Roberta skrevet to drengenavne og tegnet et kors efter dem begge: Thorbjørn (Tobbi) Jónasson Einar Allen Først nu lagde Odin mærke til den kolde luft, der blev blæst ud over ham fra en luftkanal i loftet. Gåsehuden bredte sig langs hovedbunden, og han smækkede mappen i igen. Der var ikke lige så koldt i hans egen bås, så det var bedre at undersøge sagen nærmere der. Men selvom han ikke længere kiggede på papiret, stod de skævt tegnede kors stadig tydeligt for 18
Kulde.indd 18
12/03/15 16.46
hans indre blik. Odin rystede ubehaget af sig og skyndte sig ud af båsen. Af en eller anden grund brød han sig ikke om, at drengene på billedet så årvågent på ham. Måske havde det noget at gøre med, at de havde været vidne til Robertas dødskamp uden at fortrække en mine. Måske havde de med glæde hilst hende velkommen, fordi de dermed fik muligheden for at fortælle nogen om det, der var sket på Krókur.
Kulde.indd 19
12/03/15 16.46
100 mm.
153 mm.
28 mm.
NYT GYS FRA ISLANDS UBESTRIDTE KRIMIDRONNING Odin Hafsteinsson undersøger en gammel sag fra 1970’erne, hvor en række overgreb mod unge på behandlingsinstitutionen Krókur endte i to teenagedrenges død.
231 mm.
Odin er alene med datteren Rún efter ekskonen Láras død. I takt med at opklaringen af de to dødsfald udvikler sig, og ikke mindst afdækningen af de grusomme begivenheder på Krókur, bliver hans eget liv voldsomt påvirket.
sr-photo.com
Yrsa Sigurðardóttir er født i 1963 i Island og bor i dag i Reykjavik. Hun skriver både krimier og børnebøger. Ved siden af sit forfatterskab har hun en karriere som civilingeniør. Hendes bøger er oversat til 25 sprog.
Da Odin indser, at ekskonens død slet ikke var en ulykke, som man hidtil har troet, tager ondskaben omkring ham til med lynets hast.
”Hendes bøger tåler sammenligning med de bedste internationale krimier.” Times Literary Supplement
ISBN-13: 978-87-11-45286-8 ISBN-10: 87-11-45286-2 10000
www.lindhardtogringhof.dk
9 788711 452868
153 mm.
Om JEG SKAL HUSKE DIG “Bogen er i sandhed isnende uhyggelig og et bevis på, at foruden at være Islands krimidronning er Yrsa Sigurðardottir mindst lige så god til at skabe frygt og rædsel som Stephen King.” The Independent
”Det kan godt være, det er skandinavisk, men dette er ikke blot endnu en krimi – dette er en af de mest uhyggelige bøger, jeg nogensinde har læst.” The Bookbag