132 mm
29 mm
New York, 1987. Der er kun én person i verden, der rigtig forstår fjortenårige June. Det er hendes onkel, kunstmaleren Finn. Han er hendes fortrolige og bedste ven, og sammen med ham kan hun være sig selv – noget, hun har svært ved i selskab med andre. Og så dør Finn, alt for tidligt og af en sygdom, som hendes mor knapt kan tale om. Med ét bryder Junes verden sammen, men den bringer samtidig et nyt bekendtskab ind i hendes liv; en person, der kan hjælpe hende med at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Langsomt finder June ud af, at hun ikke er den eneste, der savner Finn, og at denne uventede ven meget vel kan være hendes redning midt i sorgen.
197 mm
Lad ulvene komme handler om både venskab, kærlighed, familiebånd og hemmeligheder. Det er et rørende og uforglemmeligt portræt af, hvordan medmenneskelighed kan gøre os hele igen.
Carol Rifka Brunt har tidligere fået udgivet noveller i forskellige litterære magasiner. Lad ulvene komme er hendes debutroman. Den blev i 2013 kåret som en af årets bedste bøger af The Wall Street Journal, O Magazine, Bookpage, Kirkus Reviews, Booklist og School Library Journal. Den blev også tildelt en pris, The Alex Award.
»En gribende debut.«
– Kirkus Reviews
»Medfølende og livsbekræftende.« – Bookpage
Carol Rifka Brunt kommer fra New York, men bor nu i England med sin mand og deres tre børn.
Carol Rifka Brunt Lad ulvene komme
Foto © Rose Cook
90 mm
132 mm
90 mm
»Ikke siden Dræb ikke en sangfugl har jeg læst en bog, der på så smuk vis fanger et ungt menneskes syn på verden …« – Metrosource
Carol Rifka Brunt
»Utrolig rørende.« – The Wall Street Journal
»Rørende og i sidste ende fuld af håb.« – People
»En blændende debutroman.« – O Magazine
»Fuld af karakterer, der vil leve videre i læserens bevidsthed, efter sidste side er vendt. Brunts roman er en smuk, bittersød blanding af hjertesorger og håb.« – Booklist
»En opløftende debutroman om sorg, kærlighed og usandsynlige venskaber midt i 1980’ernes aids-epidemi … En litterær fornøjelse at læse.« – BookBrowse R oman
»En smuk bog om kærlighed og sorg … følsomt fortalt og hjerteskærende.« – School Library Journal
»Ik har vi på
»Med denne debutroman, der perfekt indkapsler de skrøbelige år i midten af 80’erne, da aids begyndte at brede sig i alle lag af samfundet, etablerer Carol Rifka Brunt sig som en spirende forfatter, som man skal holde øje med ...« – Minneapolis Star Tribune
»Brunts debutroman er både en smertefuld påmindelse om de dårligt informerede svar på den dengang lidet kendte sygdom og et skønt tilbageblik på et tidligere årti. De problematiske forhold mellem forældre og søskende burde appellere til et ungt publikum, men voksne læsere vil også nyde det spændende plot og de finurlige karakterer.« – Library Journal
L i n d h a r d t o g r i n g h o f. d k
Omslag: henriettemork.dk
Lad ulvene komme_omslag.indd 1
Lindh ardt o g ring h o f
29/06/15 15.32
Carol Rifka Brunt
P책 dansk ved Rasmus Hastrup
LINDHARDT OG RINGHOF
Lad ulvene komme.indd 3
29/07/15 09.55
Lad ulvene komme er oversat fra engelsk efter Tell the Wolves I’m Home Copyright © 2012 by Carol Silverman All rights reserved Dansk copyright © 2015 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Henriette Mørk Bogen er sat med Bembo hos Lymi DTP-Service og trykt hos UAB Print it, 2015
ISBN 978-87-11-44706-2 1. udgave, 1. oplag 2015
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Lad ulvene komme.indd 4
29/07/15 09.55
Til Maddy, Oakley og Julia
Lad ulvene komme.indd 5
29/07/15 09.55
Lad ulvene komme.indd 6
29/07/15 09.55
Et Min søster Greta og jeg skulle have malet vores portræt af vores onkel Finn den eftermiddag, fordi han vidste, at han var ved at dø. Det var efter, at jeg havde indset, at jeg ikke skulle vokse op og flytte ind i hans lejlighed og bo der sammen med ham resten af mit liv. Efter at jeg var holdt op med at tro, at det der aids-noget bare var en stor fejltagelse. Da han først spurgte, sagde min mor nej. Hun sagde, at det var makabert. Når hun tænkte på os to sidde der i Finns lejlighed med de store vinduer og lugten af lavendel og appelsin, når hun tænkte på, at han så på os, som om det måske var sidste gang, kunne hun ikke holde det ud. Og, sagde hun, det var en lang køretur hele vejen fra det nordlige Westchester og helt ind til Manhattan. Hun lagde armene over kors, så Finn lige ind i de fugleblå øjne og sagde, at det simpelthen var svært at finde tid lige for tiden. “Det har du ret i,” sagde han. Det var det, der knækkede hende. Jeg er femten nu, men den eftermiddag var jeg stadigvæk fjorten. Greta var seksten. Det var i 1986, slutningen af december, og vi havde været inde hos Finn en søndag eftermiddag hver måned det sidste halve år. Det var altid bare min mor, Greta og mig. Min far var aldrig med, og det var, som det skulle være. Han var ikke med i det. 7
Lad ulvene komme.indd 7
29/07/15 09.55
Jeg sad på bageste sæderække i vores minivan. Greta sad på rækken foran mig. Jeg prøvede at arrangere det sådan, at jeg kunne stirre på hende, uden at hun vidste det. Det er en god hobby at kigge på folk, men man skal være forsigtig. Man må ikke lade folk tage én i at stirre. Hvis de gør det, opfører de sig, som om man er storkriminel. Og måske har de ret. Måske burde det være forbudt at se noget om folk, som de ikke vil have, at man ser. Med Greta kunne jeg godt lide at betragte, hvordan hendes mørke, glatte hår glimtede i solen, og at enderne på hendes brillestænger lignede to små fortabte tårer bag hendes ører. Min mor havde tændt for KICK FM, countrykanalen, og selv om jeg ikke rigtig kan lide countrymusik, er der nogle gange, hvor lyden – hvis man giver den lov – af alle de der mennesker, der synger hjertet ud, kan få én til at tænke på store familiefester med grill i haven og sneklædte bakker med børn på kælke og Thanksgiving-middage. Sådan nogle sunde, gode ting. Det var derfor, min mor godt kunne lide at høre på det på vej hen til Finn. Der var ingen, der sagde ret meget på turene ind til byen. Der var bare bilens bløde kørsel og den sukkende countrymusik og den grå Hudsonflod med store, grå New Jersey på den anden side. Jeg holdt øjnene på Greta hele vejen, fordi så behøvede jeg ikke tænke så meget på Finn. Sidste gang vi havde været der, havde været en regnvåd søndag i november. Finn havde altid været spinkel – ligesom Greta, ligesom min mor, ligesom jeg ville ønske, jeg var – men denne gang så jeg, at han var blevet tynd på en helt ny måde. Alle hans bælter var for store, så i stedet havde han bundet et smaragdgrønt slips om livet. Jeg stirrede på det slips og spekulerede på, hvornår han havde haft det på sidst, og prøvede at forestille mig, hvilken anledning der havde 8
Lad ulvene komme.indd 8
29/07/15 09.55
været passende til noget så farvestrålende og selvlysende, da Finn pludselig så op fra lærredet med penslen i hånden og sagde: “Det varer ikke så meget længere nu.” Greta og jeg nikkede, selv om ingen af os vidste, om han mente billedet, eller at han skulle dø. Senere, derhjemme, sagde jeg til min mor, at han lignede en punkteret ballon. Greta sagde, at han lignede et lille, gråt møl indhyllet i en grå edderkops spind. Det er, fordi alting ved Greta er smukkere, selv den måde, hun siger ting på. Nu var det december, ugen inden jul, og vi sad fast i trafikken tæt ved George Washington Bridge. Greta vendte sig i sædet for at se på mig. Hun sendte mig et skævt lille smil og stak hånden i frakkelommen og halede et lille stykke mistelten frem. Det havde hun gjort de sidste to år til jul, gået rundt med en kvist mistelten, som hun kunne overraske folk med. Hun tog den med i skole og terroriserede os derhjemme med den. Hendes yndlingstrick var at snige sig ind på vores forældre og så springe op og holde kvisten op over deres hoveder. De var ikke sådan nogle, der viste affektion bare sådan uden videre, hvilket var grunden til, at Greta elskede at få dem til det. I bilen viftede hun lidt med misteltenen, lige op i ansigtet på mig. “Bare vent, June,” sagde hun. “Jeg holder den her op over dig og onkel Finn, og hvad vil du så gøre?” Hun smilede til mig og ventede. Jeg vidste godt, hvad hun mente. Enten skulle jeg være uvenlig over for Finn eller risikere at få aids, og hun ville have mig til at træffe beslutningen. Hun vidste godt, hvilken slags ven Finn var for mig. Hun vidste, at han tog mig med på kunstudstillinger og viste mig, hvordan jeg kunne gøre mine tegninger af ansigter blødere, bare ved at gnide med en finger langs med blyantsstregerne. Hun vidste også, at hun ikke var en del af alt det. 9
Lad ulvene komme.indd 9
29/07/15 09.55
Jeg trak på skuldrene. “Han kysser mig bare på kinden.” Men selv mens jeg sagde det, tænkte jeg på, at Finns læber altid var meget tørre. At der somme tider var revner, hvor de begyndte at bløde. Greta lænede sig tilbage og hvilede armene mod ryglænet. “Jo, men hvordan kan du vide, at bakterierne fra et kys ikke kan komme ind gennem huden på din kind? Kan du være sikker på, at de ikke bare kan svømme ind i dit blod gennem porerne?” Det kunne jeg ikke vide. Og jeg ville ikke dø. Jeg ville ikke blive grå. Jeg trak på skuldrene igen. Greta vendte sig om igen, men selv bagfra kunne jeg mærke, at hun smilede. Det begyndte at sne, og små stykker våd is splaskede mod forruden, mens vi kørte gennem byens gader. Jeg prøvede at komme på noget at sige til Greta, noget, der kunne få hende til at forstå, at Finn aldrig ville udsætte mig for fare. Jeg tænkte på alle de ting, Greta ikke vidste om Finn. Som at han havde fortalt mig, at portrættet bare var en undskyldning. At han havde set mit ansigtsudtryk allerførste gang, vi var taget derhen for at blive malet. Han havde ventet på, at min mor og Greta var gået ind i stuen, og lige der, da der kun var ham og mig i den smalle gang inden for døren, havde han lagt en hånd på min skulder, bøjet sig frem og visket: “Hvordan skulle jeg ellers kunne få alle de her søndage sammen med dig, Krokodille?” Men det var noget, jeg aldrig ville sige til Greta. I stedet sagde jeg, da jeg var ved at kravle ud af bilen i den dunkle parkeringskælder: “Og desuden er hud vandtæt.” Greta lukkede bildøren stille og gik om på min side af bilen. Hun stod lidt og stirrede på mig. På min store, klodsede krop. Hun strammede rygsækkens remme om sine spurveagtige skuldre og rystede på hovedet. 10
Lad ulvene komme.indd 10
29/07/15 09.55
“Du må tro, hvad du vil,” sagde hun. Så vendte hun sig om og gik hen mod trappen. Men det var umuligt, og Greta vidste det. Man kunne godt prøve at tro, hvad man ville, men det virkede ikke. Éns hjerne og hjerte bestemte, hvad man troede på, og sådan var det. Uanset om man kunne lide det eller ej. Min mor brugte timerne hos onkel Finn i hans køkken, hvor hun lavede te i en fantastisk russisk tepotte, som Finn havde, der var guldfarvet og rød og blå, med små dansende bjørne rundt langs kanten. Finn sagde, at den tepotte kun blev brugt til te til hans yndlingsmennesker. Den ventede altid på os, når vi kom. Inde i stuen kunne vi høre min mor ordne Finns køkkenskabe. Hun tog glas og dåser og tallerkener og kopper ud og stillede dem ind igen. En gang imellem kom hun ind og gav os te, som næsten altid nåede at blive kold, fordi Finn havde travlt med at male, og Greta og jeg ikke måtte bevæge os. Alle de søndage så min mor næsten ikke på Finn. Det var tydeligt, at hun var totalt knust over, at hendes eneste bror var ved at dø. Men somme tider tænkte jeg, at der var mere. Hun så heller aldrig på maleriet. Hun kom ind i stuen, satte tepotten fra sig og gik lige forbi staffeliet, mens hun drejede hovedet den anden vej. Nogle gange tænkte jeg, at det slet ikke var Finn. Nogle gange var det, som om det var lærredet og penslerne og malingen, hun prøvede ikke at se. Den eftermiddag sad vi i halvanden time, mens Finn malede os. Han havde sat Mozarts Requiem på, som både Finn og jeg var helt vilde med. Selv om jeg ikke tror på Gud, overtalte jeg sidste år min mor til at lade mig deltage i det katolske kirkekor i byen, bare så jeg kunne synge Mozarts Kyrie til påske. Jeg kan ikke rigtig synge, men det er sådan, at hvis man lukker øjnene, når man synger på latin, og stil11
Lad ulvene komme.indd 11
29/07/15 09.55
ler sig helt omme bagved og samtidig holder en hånd ind mod den kolde stenmur, så kan man lade, som om man er i middelalderen. Det var derfor, jeg gjorde det. Det var det, jeg var med for. Det med Requiem var min og Finns hemmelighed. Bare os to. Vi behøvede ikke engang at se på hinanden, når han satte den på.Vi forstod det bare. Han havde taget mig med til en koncert i en smuk kirke på 84th Street engang og havde sagt, at jeg skulle lukke øjnene og lytte. Det var der, jeg først hørte det. Det var der, jeg først blev forelsket i den musik. “Det sniger sig ind på én, ikke?” havde han sagt. “Det lokker én til at tro, at det er rart og harmløst, det summer bare af sted, og så pludselig, bum, så stiger det og bliver ret truende. Store trommer og skrigende strenge og dybe, mørke stemmer. Og så bliver det stille og roligt lige så hurtigt igen. Kan du høre det, Krokodille? Kan du?” Krokodille var et navn, som Finn havde fundet på til mig, fordi han sagde, at jeg var ligesom noget fra en anden tid, der lurede og kiggede og ventede, før jeg besluttede mig for noget. Jeg elskede, når han kaldte mig det. Han sad der i kirken og prøvede at sikre sig, at jeg forstod musikken. “Kan du høre?” sagde han igen. Og det kunne jeg. Eller det troede jeg i hvert fald. Eller måske lod jeg bare som om, for det værste i hele verden ville være, hvis Finn syntes, jeg var dum. Den eftermiddag svævede Requiem over alle de smukke ting i Finns lejlighed. Hans bløde tyrkiske tæpper. Den gamle høje hat med den slidte side ind mod væggen. Det gamle henkogningsglas fyldt med alle mulige forskellige plektre. Guitar-pickles, kaldte Finn dem, fordi han havde dem i det der glas. Musikken svævede ned ad gangen, forbi døren til Finns soveværelse, som var lukket og privat, ligesom den plejede at være. Det lod ikke til, at min mor og Greta lagde 12
Lad ulvene komme.indd 12
29/07/15 09.55
mærke til, at Finn bevægede læberne til musikken – voca me cum benedictus ... gere curam mei finis ... De anede ikke engang, at de lyttede til en dødssang, hvilket var godt, for hvis min mor havde vidst, hvad det var for noget musik, ville hun have slukket med det samme. Med. Det. Samme. Efter et stykke tid vendte Finn lærredet om, så vi kunne se, hvad han havde lavet. Det var en stor ting, for det var første gang, han havde ladet os se maleriet. “Kig godt efter, piger,” sagde han. Han talte aldrig, mens han arbejdede, så da han endelig sagde noget, var hans stemme en tynd og tør hvisken. Et glimt af forlegenhed sås i hans ansigt, så rakte han ud efter en kop kold te, tog en lille slurk og rømmede sig. “Danni, også dig – kom ind og kig.” Min mor svarede ikke, så Finn råbte ud i køkkenet.“Kom nu. Bare et øjeblik. Jeg vil gerne høre, hvad du synes.” “Lidt senere,” råbte hun tilbage. “Jeg er lige midt i noget.” Finn blev ved med at se ud mod køkkenet, som om han håbede, at hun måske ville skifte mening. Da det stod klart, at hun ikke ville, rynkede han panden og vendte sig om og stirrede på lærredet igen. Han rejste sig fra den gamle blå stol, han altid malede i. Han krympede sig og skar ansigt, mens han holdt fast i armlænene et øjeblik og fandt balancen. Han trådte et skridt væk, og jeg kunne se, at ud over det grønne slips om livet på ham var den eneste farve, han havde, de små stænk på hans hvide kittel. Mine og Gretas farver. Jeg havde lyst til at rive penslen fra ham, så jeg kunne farve ham, male ham tilbage til sit gamle jeg. “Gudskelov,” sagde Greta og strakte armene op over hovedet og rystede håret løs. Jeg stirrede på portrættet. Jeg så, at Finn havde anbragt mig lidt i forgrunden, selv om vi ikke sad på den måde. Jeg smilede. 13
Lad ulvene komme.indd 13
29/07/15 09.55
“Det er ikke færdigt ... er det?” spurgte jeg. Finn kom hen og stillede sig ved siden af mig. Han lagde hovedet på skrå og så på portrættet, på den malede Greta og på den malede mig. Han kneb øjnene sammen og så lige ind i øjnene på den anden mig. Han lænede sig frem, så hans ansigt næsten rørte det våde lærred, og jeg fik gåsehud på armene. “Nej,” sagde han og rystede på hovedet, mens han stadig stirrede på billedet. “Ikke helt. Kan du se? Der mangler noget. Måske noget i baggrunden ... måske lidt med håret. Hvad synes du?” Jeg pustede ud og slappede af i brystet. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg nikkede kraftigt. “Jeg synes det samme. Jeg tror, vi skal komme et par gange mere.” Finn smilede tilbage og gned sig over sin blege pande med en bleg hånd. “Ja. Et par gange mere,” sagde han. Han spurgte os, hvad vi syntes om billedet indtil videre. Jeg sagde, det var fantastisk, og Greta sagde ikke noget. Hun stod med ryggen til os. Hun så ikke engang på maleriet. Hun havde begge hænder i lommerne, og da hun langsomt vendte sig om, var hendes ansigt helt udtryksløst. Det er noget, hun kan. Hun kan skjule alt, hvad hun tænker. Og pludselig havde hun taget misteltenen frem og stod med den i hånden. Hun svingede den i en bue, som om hun skar luften i stykker over hovederne på os, som om hun holdt noget andet end bare en kvist med juleblade og bær. Finn og jeg så begge to op, og mit hjerte slog et slag over. Vi så på hinanden i måske så lang tid som ét sandkorn i et timeglas eller en dråbe vand fra en utæt vandhane, og Finn, min onkel Finn, læste mig – knips – bare sådan. I den der lille brøkdel af et sekund så han, at jeg var bange, og så bøjede han mit hoved og kyssede mig på håret, så let, at det kunne have været en sommerfugl, der landede. 14
Lad ulvene komme.indd 14
29/07/15 09.55
På turen hjem spurgte jeg Greta, om hun troede, man kunne få aids fra hår. Hun trak på skuldrene og vendte sig om og så ud ad vinduet resten af turen. Jeg vaskede hår tre gange den aften. Så viklede jeg mig ind i håndklæder og kravlede ned under dynen og prøvede at falde i søvn. Jeg talte får og stjerner og græsstrå, men der var ikke noget, der virkede. Det eneste, jeg kunne tænke på hele tiden, var Finn. Jeg tænkte på det der lille kys. Jeg tænkte på, hvordan aids og Greta og min mor var forsvundet fra rummet, bare et øjeblik, lige da han lænede sig frem mod mig. Der var kun Finn og mig i det lillebitte øjeblik, og inden jeg kunne nå at gøre noget ved det, spekulerede jeg på, hvordan det ville være, hvis han virkelig kyssede mig på munden. Jeg ved godt, hvor klamt det er, hvor ulækkert, men jeg vil fortælle sandheden, og sandheden er, at jeg lå der i sengen den aften og forestillede mig at blive kysset af Finn. Jeg lå i sengen og tænkte på alting i mit hjerte, der var muligt og umuligt, rigtigt og forkert, hvad der kunne siges og ikke kunne siges, og da alle de tanker var væk, var der kun én ting tilbage: hvor forfærdelig meget jeg ville komme til at savne min onkel Finn.
Lad ulvene komme.indd 15
29/07/15 09.55
To At gå alene ind i skoven er den bedste måde at lade, som om man er i en anden tid på. Det er noget, man kun kan gøre alene. Hvis der er andre med, er det for let at huske, hvem man i virkeligheden er. Den skov, jeg går ind i, begynder omme bag skolen. Den begynder der, men fortsætter masser af kilometer nordpå, op mod Mahopac og Carmel og endnu længere væk, til steder jeg ikke kender navnene på. Det første, jeg gør, er at hænge min rygsæk på en gren. Så går jeg. Hvis det skal virke, skal man gå, indtil man ikke kan høre nogen biler længere, og det gør jeg. Jeg går og går, indtil det eneste, jeg kan høre, er små kviste og grene, der knager og knækker, og den klukkende lyd fra bækken. Jeg følger bækken til et sted, hvor der er et gammelt stendige og et højt ahorntræ med en rusten saftspand sømmet til stammen lige over hovedhøjde. Det er mit sted. Der standser jeg. I bogen A Wrinkle in Time står der, at tiden er ligesom et stort, gammelt, krøllet tæppe. Jeg kunne godt tænke mig at sidde i sådan en fold. Puttet væk. Gemt i en lille fold. Som regel anbringer jeg mig selv i middelalderen. Mest i England. Nogle gange synger jeg brudstykker af Requiem for mig selv, selv om jeg godt ved, Requiem ikke er fra middelalderen. Og jeg ser på alting – sten, visne blade, døde træer – som om jeg har evnen til at læse dem. Som om mit 16
Lad ulvene komme.indd 16
29/07/15 09.55
liv afhænger af, at jeg kan forstå nøjagtigt, hvad skoven har at sige. Jeg sørger altid for at have en gammel Gunne Sax-kjole med, som Greta fik, da hun var tolv. Den er alt for lille til mig, så jeg er nødt til at have en bluse på indenunder og lade være med at knappe knapperne bagpå. Den ligner mere noget fra Det lille hus på prærien end fra middelalderen, men jeg har ikke noget bedre. Og så er der mine middelalderstøvler. Alle ved, at sko er det sværeste at få helt rigtigt. I lang tid havde jeg bare nogle sorte gummisko, nogle Keds, som jeg gjorde mig vildt meget umage for ikke at kigge på, fordi de ødelagde det hele. Jeg fik støvlerne, som er lavet af sort ruskind og har lædersnører foran, til middelalderfestivalen på The Cloisters sammen med Finn. Det var i oktober, og Finn havde allerede været i gang med portrættet i fire måneder. Det var tredje gang, han havde taget mig med på festivalen. Første gang var det hans idé, men de andre to gange var det min. Så snart bladene begyndte at blive brune og krølle i kanterne, begyndte jeg at plage ham om det. “Du er da ved at blive en ægte middelalderforsker, Krokodille,” sagde han. “Hvad har jeg gjort ved dig?” Han havde ret. Det var hans skyld. Middelalderkunst var Finn yndlings, og i årenes løb havde vi brugt timevis på at kigge i hans bøger sammen. Da vi var på festival for tredje gang, var Finn allerede ved at blive tynd. Det var køligt nok til uldne sweatre, og Finn havde to på oven på hinanden.Vi drak varm cider, og det var bare os to, alene sammen med lugten af helstegt pattegris og lyden af lutmusik og vrinsk fra en hest, der skulle være med i en turnering, og falkonerens ringlende klokker. Finn fik øje på støvlerne den dag og købte dem til mig, fordi han vidste, at jeg ville elske dem. Han blev sammen med mig i skomagerens telt og bandt de grove snørebånd igen og igen, som om der ikke var noget, han 17
Lad ulvene komme.indd 17
29/07/15 09.55
hellere ville. Hvis det ikke lige var de helt rigtige, hjalp han mig med at få støvlerne af igen. Nogle gange strejfede hans hånd min ankel eller mit knæ, og så rødmede jeg. Jeg sagde det ikke til ham, men jeg sørgede for at vælge et par, der var to numre for store. Jeg var ligeglad med, hvor mange par sokker jeg skulle have på. Jeg ville aldrig vokse fra de støvler. Hvis jeg havde en hel masse penge, ville jeg købe en skov. Så ville jeg lave en mur rundt om den og bo der, som om det var en anden tid. Måske ville jeg finde én anden person, der kunne bo der sammen med mig. En, der ville love aldrig at sige noget som helst om noget fra nutiden. Jeg tvivler på, at jeg kunne finde sådan en. Jeg har aldrig mødt en, der kunne love den slags. Der er kun én person, som jeg nogensinde har fortalt, hvad jeg laver i skoven, og det er Finn, og det var ikke engang meningen, at jeg ville fortælle ham det. Vi var på vej hjem til ham efter at have set Værelse med udsigt i biografen. Finn begyndte at snakke om, at alle personerne var så fortryllende, fordi de var så hæmmede, og det var smukt at se dem prøve at løsne lidt op for hinanden. Så romantisk, sagde han. Han sagde, han ville ønske, det var sådan, det var i dag. Jeg ville gerne have, at han vidste, at jeg forstod, hvad han mente – at jeg ville gøre hvad som helst for at komme tilbage i tiden – så jeg fortalte ham om skoven. Han grinede og skubbede til mig med skulderen og kaldte mig supernørd, og jeg sagde, at han selv kunne være en nørd, fordi han hele tiden var optaget af at male, og så lo vi begge to, fordi vi vidste, at vi begge havde ret. Vi vidste godt, at vi var de to største nørder i hele verden. Nu, hvor Finn er væk, er der ingen, der ved, at jeg går ind i skoven efter skole. Nogle gange tænker jeg, at ingen overhovedet kan huske, at skoven er der.
Lad ulvene komme.indd 18
29/07/15 09.55
Tre Vi fik aldrig portrættet. Ikke officielt. Ikke med ord. Det er, fordi det aldrig blev færdigt. Det sagde Finn. Vi skulle komme tilbage én gang til og så én gang til. Ingen brokkede sig over det, bortset fra Greta, som holdt op med at tage med hen til Finn om søndagen. Hun sagde, at hvis han bare manglede baggrunden, var der ingen grund til, at vi alle sammen var der. Hun sagde, at hun havde andre og bedre måder at bruge en søndag eftermiddag på. Det var en kold morgen i januar, første skoledag efter juleferien, og vi ventede på skolebussen uden for huset.Vores hus ligger på Phelps Street, som er en af de sidste gader på busruten. Vi bor i den sydlige del af byen, og skolen ligger lidt uden for den nordlige del. Hvis man kører, er der omkring tre kilometer, men hvis man skyder genvej gennem nogle haver og ind gennem skoven – som jeg somme tider gør – er der meget kortere. Fordi vores hus er et af de sidste, bussen kører forbi, er det svært at vide, præcis hvornår den kommer. I årenes løb har Greta og jeg brugt en masse tid på at vente derude, mens vi stirrer ned langs forhaverne. Phelps har en blanding af almindelige huse og gårde, bortset fra familien Millers tudor hus, som ligger på en lille bakke for enden af den blinde vej. Det er selvfølgelig ikke ægte tudor, for der boede ingen i Westchester i tudortiden, bortset fra mohegan-indianerne, 19
Lad ulvene komme.indd 19
29/07/15 09.55
så jeg ved ikke, hvem familien Miller tror de narrer. Sikkert ingen. De har sikkert overhovedet ikke skænket det en tanke. Men det har jeg. Hver gang jeg ser det. Vores er det lyseblå hus med de sorte skodder og det store røde ahorntræ foran. Den morgen hoppede jeg lidt på stedet for at holde varmen. Greta lænede sig op ad ahorntræet og kiggede på et par nye ankelstøvler i ruskind, hun havde på. Hun tog hele tiden sine briller af, åndede på dem og tørrede dem af. “Greta?” “Hvad?” “Hvad er det for nogle bedre ting, du laver om søndagen?” Jeg var ikke helt sikker på, at jeg virkelig ville vide det. Jeg lukkede frakken tættere om mig. Greta drejede langsomt hovedet og sendte mig et stort smil med lukket mund. Hun rystede på hovedet og spilede øjnene op. “Noget, som du slet ikke kan forestille dig.” “Ja, som om,” sagde jeg. Greta stillede sig over i den anden side af indkørslen. Jeg gik ud fra, at hun talte om sex. Eller måske ikke, for det kunne jeg godt forestille mig. Jeg ville helst ikke, men jeg kunne godt. Hun tog brillerne af igen og gjorde glassene hvide med sin ånde. “Hey,” råbte jeg til hende. “Vi er forældreløse igen. Det er sæson.” Greta vidste godt, hvad jeg mente. Hun vidste, at jeg mente forældreløse, fordi det var sæson for selvangivelserne. Det var det samme hvert år. Der var alt det med jul og nytår, og så forsvandt vores forældre i de værste vintermåneder. De tog af sted halv syv om morgenen, og de fleste aftener 20
Lad ulvene komme.indd 20
29/07/15 09.55
kom de ikke hjem før tidligst syv. Sådan var det at være børn af to revisorer. Sådan har det været, så længe jeg kan huske. Når det var den tid på året, og vores forældre var nødt til at tage af sted, før skolebussen kom, fik de mrs. Schegner overfor til at holde øje med os fra sit stuevindue. Niårige Greta stod der med syvårige mig. Selv om vi vidste, at mrs. Schegner var der, føltes det, som om vi var alene. Greta lagde en arm om skulderen på mig og trak mig ind til sig. Nogle gange, hvis det varede rigtig lang tid, inden bussen kom, eller hvis det begyndte at sne, sang Greta. Hun sang et eller andet fra Muppet-filmen eller somme tider den der James Taylor-sang “Carolina in My Mind” fra mine forældres Greatest Hits-plade. Allerede dengang havde hun en god stemme. Det var, som om hun var en anden, når hun sang. Som om der var en helt anden Greta gemt derinde et sted. Hun sang og holdt om mig, indtil bussen kom rundt om hjørnet. Så sagde hun til mig, eller måske til sig selv: “Se, det var da ikke så slemt, vel?” Jeg vidste ikke, om Greta stadig kunne huske det. Det kunne jeg. Selv når hun var helt vildt led, kunne jeg se på hende og huske, hvordan det var dengang. Greta skævede til mig og prøvede på ikke at virke interesseret. Prøvede at lade, som om hun var ligeglad. Hun satte hænderne i siden. “Alt det drama, June. Dine forældre arbejder sent. Og hvad så?” Hun snurrede rundt og stod med ryggen til mig, indtil bussen kom skramlende op ad vejen. Jeg tog med min mor hen til Finn tre gange mere. Vi var begyndt at tage derhen hver anden uge i stedet for en gang om måneden. Og ikke kun på søndage. Jeg ville rigtig gerne tage derhen alene, ligesom jeg havde gjort engang, i hvert 21
Lad ulvene komme.indd 21
29/07/15 09.55
fald bare en af gangene. Jeg ville gerne have en lang snak med Finn. Men hver gang, jeg bragte det på bane, sagde min mor: “Måske næste gang. Okay, Junie?” hvilket ikke engang var et rigtigt spørgsmål. Det var bare min mor, der sagde, hvordan det var. Jeg begyndte at tænke, at hun brugte mig og billedet som undskyldning for at tage derhen og være lidt sammen med Finn. Det virkede aldrig på mig, som om de havde et særlig tæt forhold, og nu var hun måske ved at fortryde det. Nu var jeg ligesom en slags trojansk hest, min mor kunne ride ind på. Det var ikke fair, og under det hele, ligesom kviksand, var der visheden om, at der ikke ville blive særlig mange næste gange. Uden at vi nogensinde sagde det, blev det klart, at vi bare ventede på Finns sidste timer. Den søndag, der endte med at blive den sidste søndag, vi var hos Finn, sad Greta ved sit bord og lakerede sine negle i to farver. Hun skiftede mellem sort og lilla. Jeg sad på kanten af hendes uredte seng og kiggede. “Greta,” sagde jeg, “ved du godt, at det ikke kommer til at vare så meget længere? Med Finn, altså.” Jeg var nødt til at være sikker på, at hun forstod det på samme måde som mig. Min mor sagde, at det var ligesom et kassettebånd, man aldrig kunne spole tilbage. Men det var svært at huske, at man ikke kunne spole tilbage, mens man lyttede til det. Og så glemte man det og faldt ind i musikken og lyttede, og lige pludselig, uden man vidste det, var båndet slut. “Selvfølgelig ved jeg godt det,” sagde hun. “Jeg vidste, at onkel Finn var syg, længe før du fik noget som helst at vide.” “Hvorfor tager du så ikke med os?” Greta stillede flaskerne med sort og lilla neglelak op på sin lille makeuphylde. Så tog hun en mørkerød ned og åbnede den. Hun skrabede omhyggeligt penslen af mod kan22
Lad ulvene komme.indd 22
29/07/15 09.55
ten af flasken. Hun trak knæene op til brystet og lakerede sine tånegle. Hun begyndte med lilletåen. “Fordi han bliver færdig med billedet på den ene eller den anden måde,” sagde Greta uden at se på mig. “Og desuden ved du lige så godt som mig, at hvis han selv havde kunnet bestemme, ville han slet ikke have haft mig med på billedet. Så ville det bare have været hans elskede Junie, helt alene.” “Sådan er Finn ikke.” “Så siger vi det, June. Jeg er også ligeglad. Det er lige meget. En eller anden dag snart ringer telefonen, og så finder du ud af, at Finn er død, og så har du et helt livs søndage at forholde dig til. Hvad gør du så? Hvad? Det er lige meget nu. En søndag fra eller til.Ved du ikke engang det?” Jeg sagde ikke noget. Greta har altid vidst, hvordan hun skulle gøre mig mundlam. Hun skruede låget på flasken og viftede med sine nymalede tæer. Så vendte hun sig om mod mig. “Hvad?” sagde hun. “Hold op med at stirre på mig.”
Lad ulvene komme.indd 23
29/07/15 09.55
132 mm
29 mm
New York, 1987. Der er kun én person i verden, der rigtig forstår fjortenårige June. Det er hendes onkel, kunstmaleren Finn. Han er hendes fortrolige og bedste ven, og sammen med ham kan hun være sig selv – noget, hun har svært ved i selskab med andre. Og så dør Finn, alt for tidligt og af en sygdom, som hendes mor knapt kan tale om. Med ét bryder Junes verden sammen, men den bringer samtidig et nyt bekendtskab ind i hendes liv; en person, der kan hjælpe hende med at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Langsomt finder June ud af, at hun ikke er den eneste, der savner Finn, og at denne uventede ven meget vel kan være hendes redning midt i sorgen.
197 mm
Lad ulvene komme handler om både venskab, kærlighed, familiebånd og hemmeligheder. Det er et rørende og uforglemmeligt portræt af, hvordan medmenneskelighed kan gøre os hele igen.
Carol Rifka Brunt har tidligere fået udgivet noveller i forskellige litterære magasiner. Lad ulvene komme er hendes debutroman. Den blev i 2013 kåret som en af årets bedste bøger af The Wall Street Journal, O Magazine, Bookpage, Kirkus Reviews, Booklist og School Library Journal. Den blev også tildelt en pris, The Alex Award.
»En gribende debut.«
– Kirkus Reviews
»Medfølende og livsbekræftende.« – Bookpage
Carol Rifka Brunt kommer fra New York, men bor nu i England med sin mand og deres tre børn.
Carol Rifka Brunt Lad ulvene komme
Foto © Rose Cook
90 mm
132 mm
90 mm
»Ikke siden Dræb ikke en sangfugl har jeg læst en bog, der på så smuk vis fanger et ungt menneskes syn på verden …« – Metrosource
Carol Rifka Brunt
»Utrolig rørende.« – The Wall Street Journal
»Rørende og i sidste ende fuld af håb.« – People
»En blændende debutroman.« – O Magazine
»Fuld af karakterer, der vil leve videre i læserens bevidsthed, efter sidste side er vendt. Brunts roman er en smuk, bittersød blanding af hjertesorger og håb.« – Booklist
»En opløftende debutroman om sorg, kærlighed og usandsynlige venskaber midt i 1980’ernes aids-epidemi … En litterær fornøjelse at læse.« – BookBrowse R oman
»En smuk bog om kærlighed og sorg … følsomt fortalt og hjerteskærende.« – School Library Journal
»Ik har vi på
»Med denne debutroman, der perfekt indkapsler de skrøbelige år i midten af 80’erne, da aids begyndte at brede sig i alle lag af samfundet, etablerer Carol Rifka Brunt sig som en spirende forfatter, som man skal holde øje med ...« – Minneapolis Star Tribune
»Brunts debutroman er både en smertefuld påmindelse om de dårligt informerede svar på den dengang lidet kendte sygdom og et skønt tilbageblik på et tidligere årti. De problematiske forhold mellem forældre og søskende burde appellere til et ungt publikum, men voksne læsere vil også nyde det spændende plot og de finurlige karakterer.« – Library Journal
L i n d h a r d t o g r i n g h o f. d k
Omslag: henriettemork.dk
Lad ulvene komme_omslag.indd 1
Lindh ardt o g ring h o f
29/06/15 15.32