Det er et lykkeligt land - læseprøve

28mm

153mm

100mm

100mm

153mm

MICHAEL BOOTH

Måske var det alle de antidepressive midler, de tog, som fik dem til at føle sig så glade, nylig læst en rapport, hvoraf det fremgik, at det i Europa kun var islændingene, der konsumerede flere lykkepiller end danskerne, og at forbruget i Danmark var stigende.

Var den danske lykke sponsoreret af Prozac?

som regel fordi vi er blevet overgået af svenskere, islændinge, finner eller nordmænd. Man skulle tro at skandinaverne var en gruppe jublende festaber, men lykken er til at overse, torsdag eftermiddag på Knippelsbro, når regnen står i stænger og cyklisterne kæmper om kap med vandmasserne, myldretidstrafikken og fodgængernes paraplyer. Hvordan går melankoli, livslede og regnvejr i spænd med verdens lykkeligste folk?

Det er hvad den engelske forfatter, journalist og klummeskriver Michael Booth har sat sig for at undersøge. Resultatet er et morsomt, spiddende men også hjertevarmt portræt af finansvikingerne fra Island, af saunafinnerne, olie-nordmændene og de evigt korrekte svenskere – men først og fremmest af de danskere, som Booth har forelsket sig i – i bogstaveligste forstand, i det han har valgt at gifte sig med én af dem og slå sig ned i kongeriget Danmark.

ISBN 9788711385135

MICHAEL BOOTH

LINDHARDT OG RINGHOF

DER ER ET LAND

FOTO / Jan Søndergaard

Michael Booth er prisvindende engelsk forfatter, journalist og mad- og rejseskribent.

Booth bor i Danmark og skriver for en lang række internationale blade og magasiner.

Hans bøger om mad og rejser er oversat til flere sprog. Der er et lykkeligt land er hans debut på de danske boghylder.

9 788711 385135

www.lindhardtogringhof.dk

omslag / mikkel henssel

226mm

tænkte jeg ved mig selv. Jeg havde for

– og når vi for en sjælden gangs skyld ikke vinder førstepræmien, er det

DER ER ET LYKKELIGT LAND

Danskerne er blevet kåret til verdens lykkeligste folk flere gange

DER ER ET LYKKELIGT LAND AF MICHAEL BOOTH

Oversat fra engelsk af Annette Rosenberg

LINDHARDT OG RINGHOF

DANMARK

DANMARK

CLEETHORPES En tidlig, mørk aprilmorgen for et par år siden sad jeg i min stue i det centrale København indhyllet i et tæppe og længtes efter foråret. Jeg åbnede dagens avis og opdagede, at mine nye landsmænd af The Satisfaction With Life Index fra det psykologiske fakultet ved University of Leicester var blevet kåret til at være de lykkeligste individer blandt alle deres artsfæller.

Jeg tjekkede avisens dato. Det var ikke den 1. april. Et hurtigt blik på internettet bekræftede, at det her var forsidestof over hele verden. Alle medier fra Daily Mail til Al Jazeera dækkede historien, som var den et budskab mejslet på stentavler. Danmark var det lykkeligste sted i verden, Storbritannien nr. 41. Danmark: dette mørke, våde, flade lille land med sin sparsomme befolkning af stoiske, fornuftsbetonede mennesker og verdens højeste skatter? Men det var jo en mand fra et universitet, der havde sagt det, så det måtte være sandt. „Jeg må nu sige, de skjuler det utroligt godt,“ tænkte jeg ved mig selv og kiggede ud ad vinduet på den grå himmel og regnvåde havn. „De virker ikke særlig ,sprælske‘ i mine øjne.“ Nede på gaden krydsede cyklister klædt i selvlysende polarudstyr Langebro sammen med paraply-kolliderende fodgængere, mens begge grupper forsøgte at undgå at blive oversprøjtet af passerende lastvogne og busser.

Jeg tænkte tilbage på gårsdagens mentalt udmattende eventyr her i mit nye hjemland. Om morgenen havde jeg haft et af mine to ugentlige møder med den gnavne kassedame i det lokale supermarked, CLEETHORPES

· 11

der som vanligt havde slået priserne på mine vanvittigt dyre, dårlige, hollandskproducerede grønsager ind uden at lade sig mærke med min eksistens. Udenfor havde andre fodgængere tydeligt givet deres mishag til kende, da jeg gik over for rødt lys, selv om der ikke var nogen biler i miles omkreds, og jeg uden assistance har gået over gaden i flere årtier.

Jeg cyklede hjem i den silende regn og fandt en skatteopkrævning, der lettede mig for en foruroligende luns af månedens indkomst, og inden da havde jeg provokeret en bilist, som truede med mord, fordi jeg havde lavet et forbudt venstresving (han rullede helt bogstaveligt vinduet ned og råbte med samme attitude og accent som en Bond-skurk: „I vill kill you“).

Om aftenen blev der i primetime vist en tv-udsendelse om, hvordan man behandler irritationer på koyvere, efterfulgt af en ti år gammel episode af Taggart og herefter Hvem vil være millionær? – hvor forestillingen om den berømte chance for at kunne ændre hele sit liv svækkes lidt af det faktum, at en million kroner svarer til omkring 100.000 engelske pund. I Danmark er det lige nok til at kunne spise ude en aften og bagefter have penge tilovers til at gå i biografen for.

Da jeg på det tidspunkt havde levet blandt danskerne i et par år, havde jeg fået et indtryk af dem som flinke, hårdtarbejdende, lovlydige mennesker, der sjældent i blomstrende vendinger gav udtryk for … nå ja, noget som helst, og da slet ikke lykke. Danskerne var lutheranere af natur, mere end de var det i religiøs forstand: De undgik store armbevægelser, havde mistillid til overdrevne følelsesudbrud og holdt sig for sig selv. Sammenlignet med f.eks. thaier eller puertoricanere eller endda briter var de en alvorsfuld, kold forsamling. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at af de omkring 50 nationaliteter, jeg hidtil har mødt på mine rejser, ville jeg nok placere danskerne i den fjerdedel, som omfatter de mindst åbenlyst glade mennesker på Jorden, i selskab med blandt andre svenskerne, finnerne, islændingene og nordmændene.

Måske var det alle de antidepressive midler, de tog, som fik dem til at føle sig så glade, tænkte jeg ved mig selv. Jeg havde for nylig læst en rapport, hvoraf det fremgik, at det i Europa kun var islændingene, der 12 ·

DANMARK

konsumerede flere lykkepiller end danskerne, og at forbruget i Danmark var stigende. Var den danske lykke sponsoreret af Prozac?

Uanset al min skepsis var rapporten fra University of Leicester nu ikke så banebrydende, som den gerne ville være. Danskernes ry for at være lykkelige går langt tilbage i tiden. Helt tilbage i 1973 var de at finde øverst på EU’s allerførste velfærdsanalyse – Eurobarometer – og de topper stadig listen den dag i dag. I den seneste undersøgelse har over to tredjedele af de adskillige tusinde danskere, som er blevet spurgt, udtalt, at de er „meget tilfredse“ med deres liv.

Efterhånden som tiden gik, begyndte jeg at blive mere bevidst om dækningen af dette tilsyneladende paradoksale lykkemirakel. Det virkede, som om den slags hitlister over livskvalitet var ved at blive en hel mini-industri i sig selv. Og så kom selve kronen på værket, da Oprah Winfrey i 2009 aflagde København et royalt besøg og nævnte „det, at folk kan lade deres børn stå og sove i barnevognen uden for caféerne uden at være bange for, at de bliver bortført … og det, at alle ikke bare ræser og ræser og ræser af sted for hele tiden at opnå mere og mere og mere,“ som hemmeligheden bag danskernes succes. Nu var det Oprah, der udnævnte Danmark til noget særligt. Så måtte det jo være rigtigt.

På det tidspunkt havde jeg for længst forladt Danmark efter omsider at have drevet min danske kone næsten til vanvid med mine evindelige beklagelser over hendes fædreland, men jeg holdt stadig øje med det danske lykkefænomen. Landet scorede højest i Gallups globale rundspørge blandt 1000 personer over 15 år fordelt på 155 lande, som var blevet bedt om både at bedømme deres liv nu og på en skala fra 1 til 10 (som du naturligvis genkender som Gallups „Cantril Self-Anchoring Striving Scale“) beskrive, hvordan de forventede deres liv ville blive i fremtiden.

Gallup stillede også andre spørgsmål om sociale netværk („Hvis du har problemer, har du så nogen slægtninge eller venner, som du kan gå til, når du har brug for dem?“), frihed („Er du tilfreds eller utilfreds med den frihed, du har i dit land til at vælge, hvad du vil gøre med dit liv?“) og korruption („Er korruption udbredt blandt erhvervsvirksomheder i dit land?“). Svarene afslørede, at 82 procent af danskerne „trivedes“ (det CLEETHORPES

· 13

højeste procenttal), og at kun 1 procent „led“. Deres gennemsnitlige „oplevelse af hverdagen“ lå højest i verden og scorede 7,9 ud af ti. Til sammenligning var der i det lavest placerede land, Togo, kun én procent, der angav, at de trivedes.

I 2012 sammenholdt FN’s allerførste „World Happiness Report“ nogensinde, udarbejdet af økonomerne John Helliwell, Richard Layard og Jeffrey Sachs, resultaterne af alle de aktuelle „lykkeundersøgelser“ – Gallup World Polls, World and European Values Surveys, European Social Survey og så videre. Og tænk en gang – Belgien indtog førstepladsen!

Nej, det er selvfølgelig min spøg. Danmark blev endnu en gang bedømt til at være verdens lykkeligste land, med de andre nordiske lande lige i hælene: Finland (2), Norge (3) og Sverige (7).

Det virker, som om en globalt domineret livskvalitet ikke er noget entydigt dansk fænomen, men snarere et regionalt: Her har vi den berømte nordiske exceptionalisme. Så sent som i sidste uge hævdede Newsweek f.eks., at det rent faktisk er Finland og ikke Danmark, som har den bedste livskvalitet; Norge lå øverst i FN’s seneste „Human Development Index“; og endnu en rapport udpegede Sverige til at være det bedste land at leve i – i hvert fald hvis man var kvinde.

Danmark kommer altså ikke altid på en førsteplads i alle kategorier i den slags analyser af velfærd, tilfredshed og lykke, men ligger altid højt på ranglisten, og hvis landet ikke er nummer et, så er det næsten altid et andet nordisk land, der er det. Af og til lykkes det måske New Zealand eller Japan at få en plads i billedet (eller måske Singapore og Schweiz: Førstnævnte får mange point for uddannelsessystemet, mens sidstnævnte scorer højt mht. pålidelige lovgivere), men samlet set var det budskab, man kunne læse ud af alle disse rapporter, lige så klart som en islandsk gletsjer: Skandinaverne var ikke alene de lykkeligste og mest tilfredse mennesker i verden, men også de mest fredelige, tolerante, egalitære, progressive, velhavende, moderne, liberale, frigjorte, veluddannede, de var teknologisk udviklede og havde den bedste popmusik, de cooleste tv-detektiver og, inden for de senere par år, endda også den bedste restaurant. Befolkningerne i disse fem 14 ·

DANMARK

lande – Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island – kunne prale af at have verdens bedste uddannelsessystem (Finland), at være et strålende eksempel på et ægte sekulært, multikulturelt, moderne industrisamfund (Sverige), at råde over kolossale olierigdomme, der blev investeret i fornuftige, langsigtede ting i stedet for absurd høje hoteller eller callgirls (Norge), at være det land i verden, der havde den mest udbredte ligestilling mellem kønnene, de længstlevende mænd og en masse torsk (Island) og at repræsentere en ambitiøs miljøpolitik og et generøst statsligt velfærdssystem (dem alle sammen).

Resultaterne er utroligt enslydende: Hvis man vil vide, hvor man finder den definitive model for, hvordan man lever et fuldt, lykkeligt, velafbalanceret, sundt og oplyst liv, bør man vende blikket til et sted nord for Tyskland og lige til venstre for Rusland.

Jeg gjorde mere end dét. Jeg flyttede tilbage igen.

Der var ikke tale om en eller anden storsindet tilgivende gestus fra min side: Min kone ville gerne flytte tilbage til sit hjemland, og jeg har i årenes løb gennem en effektiv kombination af egeninteresse og rystende erfaringer lært, at det som regel er bedre, hvis jeg bare gør, hvad hun siger.

Da jeg vendte tilbage til Danmark nogle år efter mit første forsøg – måske klogere, men i hvert fald ældre – opdagede jeg til min store overraskelse, at når jeg læste alle den slags analyser, ranglister og internationale tabeller, sad jeg stilfærdigt og nikkede samtykkende og sagde, „Ja, det er sikkert rigtigt nok,“ i stedet for frustreret at slå ud med armene og sige: „Har de aldrig prøvet at købe ind her en lørdag eftermiddag?“ eller: „Måske skulle de spørge somalierne i Ishøj om, hvor lykkelige de er“. Så nu er hele verdens antropologer, økonomer, sociologer og jeg fuldstændigt enige. Jeg tog fejl, og de havde ret. Jeg havde klart fejlbedømt Skandinavien.

Da jeg oprindeligt flyttede hertil, var jeg på grund af en blanding af ungdommelig selvmedlidenhed og kuldsejlede ambitioner ude af stand til at se længere end vejret (selv om danskerne altid påstod, at det var „ligesom vejret i England, ikke?“, var det faktisk omkring ti procent vådere, koldere og mørkere, end jeg var vant til – hvilket var mere end tilstrækkeligt til lige præcis at give mig det sidste skub ud over vanviddets rand), skatterne og CLEETHORPES

· 15

den frygtelige saltlakrids. Dengang var jeg endnu ikke blevet far; jeg havde levet et relativt glamourøst 1990’er-liv i London og var frustreret over manglen på muligheder og ambitioner i København. Byen havde virket så kvælende, både fysisk og kreativt; det danske samfund var så provinsielt og passivt; og popmusikken var udsøgt dårlig.

I dag har jeg det noget anderledes. Fra mit mere afbalancerede, ja, ligefrem skarpsindige perspektiv, der følger med en snarligt truende senilitet, er jeg nu tilbøjelig til at erklære mig enig i, at skandinaverne har en forfærdelig masse, de kan belære resten af verden om; hvordan samfund bør fungere, hvordan folk kan leve et liv med balance mellem karriere og fritid, uddanne sig selv ordentligt og tage sig af hinanden, om værdier, holdninger, tolerance, mådehold og økonomisk ansvarlighed.

Altså i sidste ende om, hvordan de kan blive lykkelige.

I betragtning af al den positive PR og i lyset af, hvordan bevidstheden om det nordiske mirakel efterhånden er udbredt til hele verden, begyndte jeg at spekulere over, hvorfor alle andre så ikke strømmer til landet for at slå sig ned her? Hvorfor drømmer folk stadig om et hus i Spanien eller Frankrig? Hvorfor pakker de ikke deres muldyr og styrer mod Aalborg eller Trondheim? Hvorfor er uvidenheden om Skandinavien stadig så afgrundsdyb i resten af verden? Hvordan kan det være, at folk i Frankrig eller Amerika ingen anelse har om, hvor Aalborg eller Trondheim rent faktisk ligger? Hvorfor kan ingen, jeg kender, tale svensk eller „klare sig“ på norsk? Eller sige, hvad den danske udenrigsminister hedder. Eller Norges mest populære komiker. Eller en finsk person. En hvilken som helst finsk person.

En del af årsagen til denne kollektive globale blindhed over for Skandinavien – og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg også selv var utroligt uvidende om regionen, før jeg flyttede hertil – er, at relativt få mennesker fra oversøiske lande nogensinde rejser rundt i denne del af verden. De omkostninger, der er forbundet med at besøge Skandinavien, kombineret med det deprimerende klima – for ikke at nævne Frankrigs fortsatte eksistens – synes at afholde de fleste fra at tage på ferie her. Og trods den store succes, skandinaviske krimier og tv-se16 ·

DANMARK

rier har opnået*, foregår de kulturelle udvekslinger med Skandinavien næsten kun i form af trafik fra Storbritanien og USA til Skandinavien.

Ikke ret mange af os besøger Japan eller Rusland eller taler deres sprog, men selv om vi angelsaksere måske ikke er i stand til at sætte navn på alle deres politiske ledere, kunstnere eller mindre byer, gætter jeg på, at vi i det mindste kan nævne nogle. Skandinavien er imidlertid i bund og grund terra incognita. Romerne gad ikke beskæftige sig med det. Karl den Store var totalt ligeglad. Som den nordiske historiker T.K. Derry skriver i sin beretning om regionen, forholdt det sig i bogstavelig talt tusinder af år sådan, at „Norden næsten befandt sig fuldstændigt uden for alle civiliserede menneskers interesseområde.“ Selv i dag er der en øredøvende mangel på interesse. Den engelske journalist og selvudnævnte sverigeselsker A.A. Gill beskrev for nylig i Sunday Times denne del af verden som „en samling lande, vi ikke kan kende forskel på.“ Det slog mig, at vi i vores skoler, tv og aviser i Storbritannien lærer mere om livet blandt fjerne indianerstammer i Amazonas-området end om skandinaverne. Og godt nok fremviser de fjerne indianerstammer i Amazonas-området faktisk deres blottede kønsdele oftere end svenskerne, nordmændene eller danskerne, men ikke helt så tit som finnerne, så det kan ikke være grunden. Hvor er rejsebøgerne om Norden? Hylderne i de engelske boghandler bugner af memoirer fra middelhavsområdet, men hidtil lader der ikke til at være nogen, der har haft lyst til at tilbringe „Et år i Næstved.“ Danskerne og nordmændene er vores nærmeste naboer mod øst, islændingene de nærmeste mod nord, og hvad mentalitet angår, har englænderne mere til fælles med alle de nordiske lande end med franskmænd eller tyskere: vores humor, tolerance, mistillid til religiøse dogmer og politiske autoriteter, ærlighed, indifferens over for frygteligt vejr, sociale orden, dårlige mad og manglende tøjstil står i modsætning til vo*

Jeg har altid syntes, der var noget paradoksalt ved det faktum, at et af de sikreste områder i verden er så kendt for sine fiktive skildringer af en tilsyneladende hverdagsagtig, ritualiseret nedslagtning af mennesker foretaget af et statistisk usandsynligt antal utilfredse lesbiske kvinder.

CLEETHORPES

· 17

res sydlige naboers følelsesmæssige inkontinens, indgroede korruption, falde på halen-humor, umodne temperament, mangelfulde personlige hygiejne, udsøgte køkken og elegante skrædderkunst.

Man kan endda gå så vidt som til at hævde, at briter i bund og grund er skandinaver. En slags. I det mindste en lille smule. De kulturelle bånd er uden tvivl stærke og kan føres helt tilbage til det berygtede angreb på klosteret i Lindisfarne den 8. januar 793, hvor – som samtidige beretninger fortæller – „De hedenske mænds hærgende plyndringstogter forårsagede skrækkelige ødelæggelser i Guds Kirke på Holy Island“.

Vikingekongerne kom til at herske over en tredjedel af Storbritannien – det område, der også kaldes Danelagen – i en epoke, der kulminerede med, at Knud den Store blev enevældig konge over hele England.

Udgravninger af en skibsgrav ved Sutton Hoo i det østlige England tyder på, at der også er en svensk forbindelse; og meget tyder på, at vikingerne – da de først havde fået alle voldtægterne og plyndringerne ud af deres system – fredsommeligt slog sig ned blandt angelsakserne, uanset hvilken stamme de kom fra, drev handel, indgik giftermål og fik stor indflydelse på den oprindelige befolkning.

De satte i hvert fald præg på det engelske sprog og sågar også det engelske landskab, hvor opdelingen af den nordlige landsdel Yorkshire i en nordlig, en østlig og en vestlig „riding“ stammer fra vikingernes udtryk for en „tredjedel“. Jeg gætter også på, at Yorkshire’s „Dales“ er af nordisk oprindelse (det danske ord „dal“); og jeg har ofte spekuleret på, om de fonetiske stød i nordengelske dialekter mon ikke også er en eller anden lingvistisk afsmitning fra danskerne (som i mine ører ofte kan lyde, som om de ikke blot sluger de fleste af konsonanterne i de enkelte ord, men også deres tunge). Så er der nogle af ugedagene (Wodin eller Odin i Wednesday; Thor i Thursday; Freja i Friday) og utallige stednavne. The Doomsday Book, som indeholder kong Vilhelm den Førstes (Vilhelm Erobreren) folketællingsoplysninger fra 1086, er fuld af skandinaviske navne på bosættelser: enhver by, der ender på „by“ eller „thorpe“, var en gang en vikingeboplads – f.eks. Derby, Whitby, Scunthorpe, Cleethorpes og så videre. Jeg er født i nærheden af en by, der hedder East Grinstead, 18 ·

DANMARK

hvis navn jeg vil gætte på er af dansk oprindelse; og i London boede jeg en gang fem minutter fra Denmark Hill, hvis navn dog stammer fra en nyere forbindelse: Det var en gang dronning Annes danske gemals hjem – den danske og britiske kongefamilie har gennem mange århundreder været tæt knyttet sammen via ægteskabelige forbindelser.

Ord for familiemedlemmer – mother (mor), father (far), sister (søster) og brother (bror) – ligner også hinanden temmelig meget, selv om det i mine øjne er en skam, at englænderne aldrig har tilegnet sig de meget nyttige skandinaviske betegnelser som „far-far“, „mor-mor“, „far-mor“, „mor-far“, ved hjælp af hvilke man nemt kan skelne mellem bedsteforældre på henholdsvis morens og farens side. En norsk sprogprofessor ved Oslo Universitet, Jan Terje Faarlund, gik for nylig så vidt som til at erklære engelsk for et skandinavisk sprog med henvisning til det fælles ordforråd og de mange ligheder i syntaksen, f.eks. at objektet sættes efter verbet (i modsætning til tysk førnutid). „Selv den dag i dag kan Yorkshire-landmænd tale med norske landmænd om får og forstå hinanden,“ fortalte dr. Elizabeth Ashman Rowe, der er lektor i skandinavisk historie ved Cambridge University, da jeg udspurgte hende om den kulturarv, vikingerne har efterladt i Storbritannien. Jeg har hørt noget tilsvarende om, at fiskerne i Norfolk kan gøre sig forståelige over for de vestjyske fiskere. Rowe påpegede også andre kulturelle forbindelser: påvirkningen fra nordisk kultur hos forfattere som J.R.R. Tolkien og J.K. Rowling og ikonografien i new age- og heavy metal-stilen.

Den skandinaviske indflydelse har selvfølgelig også gjort sig gældende længere vestpå. Den norske viking Leif Eriksson (Leif den Lykkelige) opdagede Amerika omkring år 1000 e.Kr. Han vendte straks om og sejlede hjem, men 900 år senere havde skandinaverne mere held med deres anstrengelser for at befolke Nordamerika, da 1,2 millioner svenskere sammen med mange nordmænd og en del finner sejlede tværs over Atlanten. På et tidspunkt i 1860’erne var en tiendedel af alle de immigranter, der ankom til USA, fra Skandinavien, og mange af dem endte i Minnesota, hvor landskabet mindede dem om deres hjemlande. I dag siCLEETHORPES

· 19

ges der at være næsten fem millioner norskamerikanere og lige så mange svenskamerikanere i USA. Hvis det ikke var for dem, havde vi hverken haft Uma Thurman eller Scarlett Johansson.

I det 20. århundrede virkede det imidlertid, som om de kulturelle påvirkninger mere gik i den modsatte retning. Hvis man f.eks. er i selskab med skandinaviske mænd fra en bestemt aldersgruppe, vil samtalen på et tidspunkt næsten uvægerligt komme til at handle om Monty Python-sketches, mens kvinderne henført udveksler minder om de mandlige hovedpersoner i Brideshead Revisited eller snakker om deres tid som au pair i London. Alle kender Upstairs Downstairs, Trevor Eve og Not the Nine o’Clock News og har en urokkelig tro på, at Fint skal det være er en dokumentarudsendelse om livet i England. Trods skandinavernes avancerede uddannelsessystem er de afhængige af at se Midsomer Murders (Barnaby). Giv dem et vedbendklædt Cotswold-hus og et frisk middelklasselig, så er folk fra Norden i den syvende himmel. Selv udskiftninger i den britiske regering optræder i de danske nyheder. Jeg gad vide, hvor mange britiske regeringsmedlemmer der kunne nævne navnet på deres respektive danske kolleger?

Måske er den vage fornemmelse af genkendelighed, den overfladiske ensartethed en af årsagerne til, at vi i Storbritannien ikke rigtigt har gjort noget for at lære skandinaverne bedre at kende. Og selv om de stereotype beskrivelser af skandinaver som regel omfatter referencer til deres angivelige seksuelle frisind og fysiske skønhed, formår de alligevel at projicere et image af sig selv som skinhellige lutheranere med løftet pegefinger. Det er da godt gået på en og samme tid at blive opfattet som utroligt hot og køligt utilnærmelig, ikke? Skandinaverne markerer sig ikke særligt, de er ikke dem, der praler. Det er mod deres regler (helt bogstaveligt, som vi senere skal få at se). Slå ordet „tilbageholdende“ op i ordbogen – du finder ikke et billede af en finne, som står i et hjørne og kigger ned i gulvet, men det burde du.

Mens jeg skrev denne bog, var der en del mennesker – herunder nogle danskere og især mange svenskere – der udtrykte ægte forundring over, at de overhovedet kunne være af interesse for nogen uden for Skan20 ·

DANMARK

dinavien. „Hvorfor tror du, folk gerne vil vide noget om os?“ spurgte de. „Hvad er der at vide?“ „Vi er alle sammen så kedelige og stive.“ „Der må være mere interessante mennesker i verden, du kan skrive om. Hvorfor tager du ikke til Sydeuropa?“ Det ser ud til, at de betragter sig selv nogenlunde, som vi andre gør – som flaskecontainere eller filteret i vaskemaskinen: bravt og funktionsdygtigt, men plaget af en vedvarende kedelighed, der som regel afholder folk fra at undersøge sagen nærmere.

De flittige, troværdige og politisk korrekte skandinaver er som aktuarer til en fest, fem lande fyldt med socialrådgivere med løftede pegefingre, undervisere med Ecco-sko og humørforladte lyseslukkere.

Men jeg synes, at danskerne, svenskerne, finnerne, islændingene og selv nordmændene er utroligt fascinerende. Som Oprah ville have fundet ud af, hvis hun var blevet længere end en eftermiddag, kan vi lære meget af de nordiske lande, med hensyn til hvordan de lever deres liv, hvilke prioriteringer de foretager, og hvordan de håndterer deres velstand. De er også sjove. Ikke altid bevidst, men det er i mine øjne det allersjoveste.

Jeg kunne godt tænke mig at grave lidt dybere ned i det nordiske mirakel. Findes der en skandinavisk skabelon for en bedre livsform? Var der elementer af den „nordiske exceptionalisme“ – som fænomenet er blevet kaldt – som kunne omsættes til andre forhold, eller var det noget stedsspecifikt, en særlig historisk og geografisk ejendommelighed?

(Den første indvending – der blev videregivet i al stilfærdighed, efter en lang pause og et dybt suk, af en dansk diplomatven, som tålmodigt havde fundet sig i en tale, jeg holdt for ham om meget af ovennævnte – gik ud på, at hverken finner eller islændinge teknisk set var rigtige skandinaver: det er en betegnelse, der kun henviser til befolkningerne i de oprindelige vikingelande, Danmark, Sverige og Norge. Men, som jeg har opdaget på mine rejser rundt i regionen, så har finnerne forbeholdt sig retten til at melde sig ind i og ud af de gamle røveres klub, som det passer dem, og jeg tror heller ikke, islændingene ville være særligt kede af at blive kaldt skandinaver. Hvis vi taler om alle fem lande samlet, burde vi egentlig bruge udtrykket „nordiske“. Men det her er min bog, så jeg forbeholder mig retten til at bruge begge udtryk stort set i flæng.)

CLEETHORPES

· 21

Det er selvfølgelig sådan, at når først man begynder at se nærmere på de nordiske samfund og deres indbyggere, når først man abstraherer fra de vestlige mediers klichéer om Skandinavien – den dunkle „Nordic Noir“-kriminallitteratur eller søndagsavisens tillæg om svenske sommerhuse, typisk beboet af blonde kvinder i blomstrede kjoler, bærende på kurve med selvplukkede vilde bær og omgivet af børn med malerisk pjusket hår – begynder der at tegne sig et mørkere, og undertiden ret foruroligende billede. Det omfatter alt fra de relativt godartede ulemper forbundet med at bo i så komfortable, homogene, egalitære samfund som de nordiske (med andre ord, når alle tjener det samme, lever i samme slags huse, klæder sig ens, kører i de samme biler, spiser den samme mad, læser de samme bøger, har samme mening om strikvarer og skæg, stort set samme religiøse overbevisning og tager de samme steder hen på ferie, kan det hele blive bare en lillebitte smule kedeligt – det er der mere om i kapitlerne om Sverige) til de alvorligere revner i de nordiske samfund: racisme og islamofobi, de større og større sociale forskelle, alkoholismen, og de enorme, forvoksede offentlige sektorer, som kræver et beskatningsniveau, der ville blive anset for at være fuldstændig vanvittigt af alle andre end dem, det langsomt har sneget sig ind på i løbet af de sidste 50 år som en dødbringende tidevandsbølge, der kvæler alt håb, al energi og alle ambitioner … … Hvor var jeg? Nå ja, men altså nogle år senere og stik imod alle forventninger vendte jeg tilbage til Skandinavien og opdagede, at det pludselig var blevet stort set den mest coole region i verden. Dens filmstjerner og instruktører vandt priser ved festivaler over hele verden.

Tv-dramaer – især de danske, Forbrydelsen, Borgen og Broen – var blevet utroligt store globale kritikersucceser; og millioner af mennesker var på uforklarlig vis blevet afhængige af nordisk kriminallitteratur, i særdeleshed Stieg Larssons trilogi og Henning Mankells sørgmodige krimier.

Regionens teknologiske vidunderdrenge havde givet os Spotify, Skype og Angry Birds. Den finske by Turku tog sin tørn som europæisk kulturby, Helsinki blev af tidsskriftet Monocle udnævnt til at være verdens bedste by at leve i (som afløser for København, som havde været på førsteplad22 ·

DANMARK

sen nogle få år forinden), og Norge blev på mere tragisk vis forsidestof i kølvandet på Anders Behring Breiviks myrderier i Oslo og på øen Utøya.

Det førte uundgåeligt til indgående analyser af landets integrationspolitik og af højrefløjsekstremismen, men afslørede også, at nordmændene er et imponerende roligt og moderat folkefærd, som i høj grad levede op til den udfordring, det er at skulle håndtere meningsløse handlinger foretaget af en galning, uden at ty til skræmmepolitik. Nå ja, og Island fremskyndede den globale økonomiske krise. „Hvis man skulle genfødes et sted i verden som en person med gennemsnitlige talenter og indtægter, ville man ønske sig at blive viking,“ proklamerede The Economist som en lidt bagvendt kompliment i en særudgave med nordisk tema.

Derfor gik jeg i gang med at se nærmere på de fem nordiske lande.

Jeg mødtes med historikere, antropologer, journalister, romanforfattere, kunstnere, politikere, filosoffer, videnskabsfolk, nissespecialister og julemanden. Jeg ville finde hemmelighederne bag den skandinaviske succeshistorie, årsagerne til det såkaldte nordiske mirakel, men jeg ville også undersøge, hvordan de var forskellige, og – som det mest spændende – hvad de syntes om hinanden.

CLEETHORPES

· 23

DANMARK 1

LYKKE Mens regnskyerne endelig trækker væk, så man kan se den lyseblå aftenhimmel, vover vi os alle sammen ud af teltet og vejrer den kølige, fugtige luft som nervøse politihunde og vender os mod den nedgående sol. Den kaster et diset, lyserødt skær, der, efterhånden som aftenen skrider frem, forvandles til et magisk hvidt midsommerlys og senere til et fuldendt blåsort bagtæppe for et himmelsk sceneri med millioner af blinkende diamanter.

Midsommeraften er en af højtiderne i den skandinaviske kalender.

Fejringen af den var oprindelig en hedensk skik, men den blev overtaget af kirken og omdøbt til ære for „Sankt Hans“ (på engelsk St John). I Sverige danser man om majstænger udsmykket med blomster; i Finland og Norge samles man omkring bålet. Her i Danmark, ude i haven i min vens sommerhus i Nordsjælland, flyder øllet og drinksene frit. Klokken ti samles vi også omkring et bål og synger „Vi Elsker Vort Land“ og andre bevægende, nationalistiske sange. En heksefigur, lavet af gammelt tøj og et kosteskaft, brændes af, så hun sendes til – oplyser min vens otteårige datter mig om – til „Bloksbjerg“ eller Brocken, det højeste bjerg i Harzen i Tyskland.

Danskerne er mestre i den slags udskejelser. De tager deres fester meget alvorligt, går entusiastisk til spritten, er dedikerede fællessangere og yderst socialt indstillet, når de har lyst, og når de er blandt venner.

De holder gode fester. Til denne her er der hyret to bartendere; to store griller hvorpå et udvalg af grisekød langsomt karamelliseres, og senere kommer den meget vigtige „natmad“, som serveres omkring midnat og 24 ·

DANMARK

består af pølser, ost, bacon og brød og serveres for at opsuge alkoholen og sikre, at vi klarer os til solopgang.

Som det så ofte er tilfældet, registrerer jeg, at den skarpsindige antropologiske indsigt begynder at melde sig omkring min tredje gin og tonic.

Det forekommer mig, at midsommerfesten er det perfekte sted at begynde min dissekering af det danske lykkefænomen, idet min vens fest fremviser eksempler på mange af de karakteristika ved det danske samfund, som jeg finder beundringsværdige, og som jeg mener bidrager til deres højtberømmede tilfredshedstilstand. Mens jeg står her ved de sidste gløder fra bålet, begynder jeg i tankerne at krydse nogle af dem af.

Den ene ting er stemningen her i den grønne have omgivet af høje bøgehække og med den obligatoriske flagstang med et stort rød-hvidt Dannebrog. Selv om der ikke har været mangel på drikkevarer, er atmosfæren afslappet, der er ingen hævede stemmer, ingen antydning af alkoholaffødt aggression.

Så er der børnene, som farer rundt overalt. Danske børn har det, der i britiske øjne næsten kan ligne en gammeldags frihed til at strejfe om og gøre deres egne erfaringer, og det er naturligt, at de børn, der er til stede i aften, deltager i festen på lige fod med de voksne. De farer stadig rundt, efterhånden som klokken nærmer sig midnat, og råber og skriger, leger skjul, bliver høje på Coca-Cola og hotdogs.

De fleste af de personer, der er samlet her, er gået tidligt hjem fra arbejde – de har ikke sneget sig ud eller er „gået til et møde“ eller har foregivet at være syge, men de har direkte fortalt deres chef, at de skal til sankthansfest en times kørsel nordpå langs kysten og derfor er nødt til at tage tidligt hjem for at blive klar. Og det har deres chefer – hvis de da ikke allerede selv er gået hjem af samme årsag – haft det helt fint med.

Danskerne har et forfriskende afslappet forhold til balancen mellem arbejdsliv og fritid, noget, der som vi skal se, har haft store konsekvenser – både positive (lykken) og negative (somme tider er man altså virkelig nødt til at tage fat og få noget arbejde fra hånden – f.eks. under en global recession). Jeg har ikke mødt ret mange mennesker af den type, der „lever for at arbejde“, her i landet. Faktisk er der mange danskere – og efter LYKKE

· 25

min erfaring særligt dem, som arbejder i den offentlige sektor – som er helt oprigtige og ikke undskylder deres vedvarende indsats for at bruge så få timer som muligt på deres arbejde, så længe de bare kan opretholde en acceptabel tilværelse. Danskerne arbejder kun omkring halvt så mange timer om ugen som for hundrede år siden og markant færre timer end befolkningerne i resten af Europa: 1.559 timer årligt sammenlignet med EU-gennemsnittet på 1.749 timer (dog arbejder grækerne 2.032 timer, så det er jo klart nok ikke en skudsikker målestok for produktivitet). Ifølge en OECD-undersøgelse fra 2011 (Organisation for Economic Co-operation and Development) af 30 lande var kun belgierne mere dovne end danskerne – og det var på globalt plan. Som I HELE VERDEN. Det betyder i praksis, at de fleste går hjem omkring klokken fire eller fem om eftermiddagen, at ikke ret mange føler sig presset til at arbejde i weekenden, og at man godt kan glemme alt om at få noget lavet efter klokken et fredag eftermiddag. Der er seks ugers ferie om året, og i juli lukker hele landet ned, når danskerne ligesom godmodige vilde dyr emigrerer i flok til deres sommerhuse, campingpladser og lejrpladser omkring en times kørsel fra, hvor de bor.

Over 754.000 danskere i alderen 15-64 (man regnes officielt som hørende til arbejdsstyrken fra det fyldte femtende år), svarende til 21 procent af den samlede arbejdsstyrke, arbejder slet ikke og får tildelt en rundhåndet arbejdsløshedsunderstøttelse eller invalidepension. The New York Times har kaldt Danmark „verdens bedste sted at blive fyret“, fordi arbejdsløshedsunderstøttelsen udgør hele 90 procent af det seneste lønniveau i op til to år (og hvis du synes, det er længe, kan jeg fortælle, at det en gang var 11 år). Det er den berømte „flexicurity“, et nyt udtryk, der kombinerer den fleksibilitet, danske virksomheder har med hensyn til at fyre folk med kort varsel og næsten ingen kompensation (sammenlignet med Sverige, hvor der stadig opereres med livstidsansættelser), og den sikkerhed, arbejdsmarkedet nyder godt af ved at vide, at der findes rigelig understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed. Flere grunde til danskernes lykke? Her må vi også nævne det føromtalte sommerhus – en hyggelig, L-formet enetages bygning, som er identisk med mange tusinde andre, der ligger spredt langs 26 ·

DANMARK

kysterne. De små træ- og murstenstilflugtssteder er der, hvor danskerne tager hen for at slappe af i klipklapper og solhatte, grille deres hotdogs og drikke deres billige, skummende øl. Og hvis man ikke ejer et sommerhus, kender man som regel nogen, der gør det, eller måske har man et permanent areal på en campingplads eller et skur i en kolonihave (hvor man i Danmark lægger mere vægt på at sidde stille med en dåse billigt, skummende øl og en hotdog end at pukle i grønsagsbedene).

Det her sommerhus er som de fleste andre møbleret med forskellige småting og hårdnakkede IKEA-evergreens; den ene væg er dækket af godt brugte paperbacks; der er også det obligatoriske skab propfyldt af brætspil og puslespil, hvor der mangler nogle brikker; og selvfølgelig en pejs med brænde i, så man kan få varmen efter at have været i det kolde hav. Gulvene er bare trægulve, så det er nemmere at feje græs og sand af dem; og på de hvidkalkede murstensvægge er der hængt kunstværker op udført af en særlig kunstnergruppe bestående af nære slægtninge – familiemedlemmernes forsøg med olie- og vandfarver (hvor motivet af en eller anden grund ofte er en naivistisk elefant eller en tændstikmand med et stort hoved).

Som jeg har nævnt, flyder alkoholen frit her til aften. Danmark har et langt mere afslappet forhold til sprit end resten af regionen – der er ingen statsmonopoler her, som der er i de fire andre nordiske lande. I Carlsbergland sælges der alkohol i alle supermarkeder og butikker. Svenskerne, hvis lys jeg kan se glimte på den anden side af Øresund, er længe strømmet til deres sydlige nabo for at slappe af og prøve den særligt danske livsstil, som set fra deres synsvinkel er temmelig ukonventionel og festlig. (Unge danskere tager til gengæld til Berlin for at opleve det samme.)

Sent på aftenen går en gruppe af os fnisende ned på stranden for at klæde os af og liste på tæerne ud i det iskolde vand. Det er noget, jeg har kæmpet for at vænne mig til, men her er det ikke noget særligt at være nøgen, og nu er det da i det mindste mørkt. Kulden lammer mig næsten, da vandet når mig til lårene, og jeg tager omsider mod til mig og dykker ned under overfladen i det altid overraskende varme, danske sommerlige hav.

LYKKE

· 27

På sådan nogle aftener er det nemt at se, hvorfor danskerne er blevet så tilfredse med deres skæbne i løbet af de tyve år. Hvis de bare undgår at læse nogen historier om deres økonomi i aviserne og ikke åbner kuverterne med deres kreditkortregninger, må livet egentlig føles temmelig fantastisk, når man er en midaldrende middelklassedansker. Det er faktisk svært at forestille sig, at det kunne være ret meget bedre. Men tingene har ikke altid været lige rosenrøde „in the State of Denmark“.

Danskerne har for at opnå det nuværende niveau af optimal lykke måttet gennemgå frygtelige traumer, ydmygelser og tab.

28 ·

DANMARK

DANMARK 2

BACON Engang herskede danskerne over hele Skandinavien. De kan godt lide eventyr, danskerne, men dette her er nu sandt. Det, man kaldte Kalmar-unionen, var et historisk højdepunkt for dem, hvor deres fantastiske og diplomatiske dronning Margrete I herskede over en løs alliance bestående af Norge, Sverige og Danmark. I 1520 huggede den danske kong Christian II noget overilet hovedet af omkring 80 svenske adelsmænd under det såkaldte Stockholmske Blodbad. Det syntes svenskerne ikke om, og det endte med, at Kalmarunionen blev opløst kort efter. Selv om det lykkedes Danmark at holde fast i Norge yderligere et par hundrede år, og man stadig klynger sig til Grønland, kom svenskerne fremover til at spille en mere proaktiv rolle i regionens historie, hvor de det meste af tiden holdt Danmarks hoved nede i toiletkummen, mens Storbritannien og Tyskland stod i kø for at skylle ud.

Danmark oplevede en kortvarig periode med fremgang under landets store renæssancekonge, Christian IV, som gennemførte nogle af Danmarks mest ambitiøse militære og arkitektoniske projekter – hovedsageligt finansieret af den told, han opkrævede ud for Helsingør af skibe, der sejlede til og fra Østersøen gennem Øresund, denne Nordens Panamakanal. Christian IV døde imidlertid i 1648, fortæret af jalousi over, at hans svenske rival Gustav Vasa var ved at få overtaget. En historiker har skrevet følgende om kong Christians begravelse: „Rent økonomisk var Danmark nu sunket så dybt, at da landets mest storslåede konge omsider blev lagt til hvile, var hans krone pantsat, og selv det silkeklæde, der dækkede hans kiBACON

· 29

ste, var købt på kredit.“ Da Gustav Vasa derimod døde i kamp mod tyskerne – noget, der holdt ham beskæftiget langt op i en høj alder – havde han forvandlet Sverige til det mest magtfulde land i regionen og mere end det.

De efterfølgende århundreder var endnu mindre venlige mod danskerne, og jeg beklager at måtte sige, at briterne her spillede en central rolle. I 1801 angreb en engelsk flåde med Nelson som næstkommanderende den danske flåde, der lå forankret uden for København for at forhindre, at den faldt i hænderne på franskmændene. Englænderne vendte tilbage i 1807 af nogenlunde samme grund, og denne gang bombarderede de selve København i tre dage, hvilket førte til hele 2000 dødsfald blandt indbyggerne og ødelæggelse af en stor del af byen. Det er antageligt det første luftbombardement af et civilt mål i hele krigshistorien. Virkelig ikke fair; selv de britiske medier forholdt sig kritisk til angrebet på det pågældende tidspunkt, og rent faktisk endte det med at tvinge danskerne over på fransk side. Hvis man besøger det gamle universitetsbibliotek i København, kan man stadig, når man er nået halvt op ad trappen, se en montre med en bog, der har dele af en engelsk kanonkugle indlejret mellem siderne. Bogens titel er Defensor Pacis (Fredens Forsvarer – en titel, jeg altid har syntes var en lidt suspekt tilfældighed. Jeg nævner det bare).

Selv om de fleste englændere har glemt bombardementet af København, er der stadig mange danskere, der af og til bringer emnet på bane. „Jo, men I truede jo med at støtte Napoleon,“ prøver jeg altid at forklare det med, men det lader ikke til at hjælpe.

Jeg kan mærke, at jeg mod min vilje er ved at blive presset til at redegøre for den europæiske geopolitik i begyndelsen af det 19. århundrede, men det er en fristelse, jeg vil modstå. I store træk var det sådan, at da støvet havde lagt sig efter Napoleonskrigene, og alle havde skiftet side mindst én gang, opdagede Danmark, at man havde mistet Norge til Sverige i endnu en af de pokkers traktater, nemlig den, der blev underskrevet i Kiel i 1814.

Hvor danskerne dog må være kommet til at grue for traktatunderskrivelser. Endnu en, der blev underskrevet senere i det fatale århundrede, berøvede omsider Danmark for dets problematiske „tyske“ territorier, 30 ·

DANMARK

Slesvig-Holsten, efter at danskerne var blevet tvunget til at opgive Dannevirke til preusserne i 1864. (Her er jeg igen stærkt fristet til at gå mere i detaljer med emnet, men som de berømte ord fra lord Palmerstone en gang lød: „Slesvig-Holsten-spørgsmålet er så kompliceret, at der kun er tre mænd i hele Europa, der nogensinde har forstået det. Den ene var prins Albert, som er død. Den anden var en tysk professor, som endte med at blive sindssyg. Jeg er den tredje, og jeg har glemt alt om det.“). Lad mig nøjes med at sige, at den danske konge på et særligt lavpunkt i historien endda bragte den idé på bane, at Danmark blev en del af Det Tyske Forbund, og da den idé blev afvist, tilbød han Island som kompensation. Men Bismarck var en alt eller intet-type, så derfor forblev begge hertugdømmerne tyske, og Danmarks grænser måtte endnu en gang tegnes om.

Nu, hvor Slesvig og Holsten var blevet en del af Tyskland, havde Danmark mistet omkring en tredjedel af sit landområde og sin befolkning, og skønsmæssigt helt op til halvdelen af sin potentielle indtægt.

Med tiden mistede Danmark også sine små kolonier i Indien og Vestindien, og selv Færøerne stemte for indførelsen af selvstyre. Gudskelov for Island, kan jeg høre jer råbe. Men til sidst blev selv den skrøbelige forbindelse, det fælles monarki udgjorde mellem de to lande, også brudt – omend ufrivilligt – af en person, man ellers ikke beskriver som en befrier, Adolf Hitler, da den tyske hær invaderede Danmark i april 1940 og befriede Island for dets fjerne statsoverhoved.

Danmark og Tyskland havde året forinden underskrevet en gensidig ikkeangrebspagt, men der var tre faktorer, der nærmest virkede på Tyskland som en invitation til at invadere sin nordlige nabo: Danmark havde besluttet at lade mange af sine militærposter være ubemandede syv måneder om året, det danske nazistparti var blevet stærkere – især takket være støtten fra landmænd og godsejere – og havde nu repræsentanter i regeringen, og tyskerne formodede ganske rigtigt, at danskerne ville være utilbøjelige til at gøre gengæld og risikere at fremprovokere et bombardement i stil med det, de havde oplevet i 1807.

Der var egentlig ikke ret megen modstand mod den tyske besættelsesmagt i de første tre år af krigen – faktisk kritiserede både den davæBACON

· 31

rende danske konge og statsminister den spirende danske modstandsbevægelse, når den fra tid til anden udførte mindre sabotagehandlinger.

I modsætning til nordmændene, som havde fordelen af deres bjerge og klima, havde danskerne ikke ret mange andre muligheder end at underkaste sig tilværelsen som en lydig, tysk satellitstat.

Det ville være overraskende, hvis denne lange klagesang om tab og nederlag ikke havde gjort varigt indtryk på danskerne, men jeg vil faktisk gå et skridt længere. Jeg har en mistanke om, at det har formet danskerne i endnu højere grad end alle andre faktorer – mere end deres geografi, mere end deres lutheranske tro eller vikingeforfædre, endda mere end deres moderne politiske system og velfærdsstat. For Danmarks tab blev på en lidt bagvendt måde også landets tilblivelse.

Danskernes nu langt mindre geografiske rammer bandt dem tættere sammen som stamme end noget af de andre nordiske lande. Historikeren T.K. Derry skriver (om Sveriges overtagelse af Norge): „Den danske konge og det danske folk resignerede over for tabet … betragtede det som en fælles ulykke, som førte dem sammen i et ønske om at undgå alle fremtidige ændringer.“ De territoriale tab, tæskene og ydmygelserne tvang danskerne til at vende blikket indad og indgød dem en frygt for forandringer og eksterne kræfter, som stadig eksisterer den dag i dag.

Nu, hvor Danmark ikke længere var den europæiske stormagt, landet en gang havde været, trak det sig ind i sig selv, mobiliserede de få tilbageblevne ressourcer og besluttede sig for aldrig mere at have nogen ambitioner i den retning. Herefter fulgte en slags proces med det, man kan kalde „positiv provinsialisme“: danskerne anlagde et glasset er halvt fuldt-syn på livet, fordi deres glas nu kun var halvt fuldt. Det er en holdning, som jeg er overbevist om har formet deres karakter og dannet grundlag for deres vellykkede samfund helt frem til i dag.

Selvfølgelig er der mange faktorer, som påvirker en national psyke, og jeg skræller selvfølgelig meget væk for at nå frem til en pointe, men denne provinsielle trang til at isolere sig kan sammenfattes i en talemåde, som alle danskere stadig kan udenad, og som til en vis grad stadig gælder: „Hvad udad tabes skal indad vindes.“ 32 ·

DANMARK

Det er en sætning, der oprindeligt blev skrevet af forfatteren H.P. Holst i 1811, men som fik et større tag i befolkningen, da Det Danske Hedeselskab gjorde den til sit motto. De fortolkede den helt bogstaveligt som udtryk for deres arbejde med at genvinde kystområderne ved at dræne sandede arealer i Jylland. Det havde de så stort held med, at Danmark i 1914 stort set havde erstattet de hektarer, man havde mistet til Tyskland, med frisk landbrugsegnet jord. Men Holsts erklæring sammenfattede også det, der skulle blive til danskernes store kulturelle „Guldalder“ – en periode i midten af det 19. århundrede med øget social mobilitet og kunstnerisk opblomstring, hvor vaskekonens søn H.C. Andersen udgav sine første eventyr og senere blev en af de første ægte danske verdensberømtheder; Søren Kierkegaard skrev sine banebrydende eksistentialistiske værker; og den store klassiske billedhugger Bertel Thorvaldsen bidrog sammen med malere som C.W. Eckersberg og hans elev Christen Købke, foruden den kongelige balletmester Auguste Bournonville, til en stor bølge af kunstnerisk aktivitet i Danmark på det pågældende tidspunkt. Danskerne tog værkerne fra disse ægte verdensklassekunstnere til sig som en trøst for periodens pinefulde tab. De lærte at gøre det, de stadig gør bedst: at være taknemmelige for – og at få mest ud af – de forhåndenværende ressourcer, at nyde de enkle glæder i fællesskabet, at hylde deres danskhed og frem for alt at undgå at irritere tyskerne.

Anne Knudsen er redaktør på den danske avis Weekendavisen og en af landets førende kommentatorer af politiske og samfundsmæssige forhold. Da jeg mødtes med hende på hendes kontor i det centrale København, gennemgik hun sin tidslinje for etableringen af den moderne opfattelse af „danskhed“. „Der var jo tabet til Sverige i 1658 og englændernes bombardement i 1807 og tabet af Norge i 1814, men på det tidspunkt vidste folk i Jylland ikke, hvad folk på Sjælland tænkte om noget af alt det. Selvfølgelig påvirkede bombardementet borgerskabet og militæret, men begge grupper befandt sig i København; og tabet af Norge var mere mærkbart i Aalborg, som havde været Danmarks næststørste og meget velhavende by, og som nu mistede omkring 75 procent af sin handel. Men der var egentlig kun en BACON

· 33

meget lille gruppe mennesker, som havde en mening om tingene. Udviklingen af den danske nationale bevidsthed begyndte rigtigt med Grundloven i 1849, så egentlig kan man først fra det tidspunkt tale om ,danskerne‘ som en helhed. Kort efter var der den katastrofale krig i Slesvig, som virkelig skabte et fælles grundlag for alle danskerne. Den tabende part gav sig til at forklare, at vi alle sammen var bedre stillet med at være så små, og de blev afløst af socialdemokraterne, som videreførte denne verdensanskuelse. Andre steder udsprang socialdemokratiet af fremskridt, industri, modernitet, men i Danmark handlede det om kolonihaven.“ Ud over at gøre provinsialismen til danskernes mest karakteristiske kendetegn*; denne proces, hvor afgivelsen af territorier er kombineret med udviklingen af en kollektiv bevidsthed med tæt samhørighed og en redefineret national stolthed, har skabt en besynderlig dualitet i danskerne, som bedst kan beskrives som en form for „ydmyg stolthed“. Som mange ofte forveksler med selvtilfredshed.

Lad mig lige forklare: Danskerne går ud fra, at man er helt uvidende om Danmark, hvorfor man efter et par minutter i selskab med en dansker med stor sandsynlighed vil høre vedkommende sige noget i retning af: „Det her er jo bare et lille land. Vi er kun lidt over fem millioner mennesker, og vi ligner hinanden ret meget.“ Herefter kommer der sandsynligvis en tilføjelse om, at der ikke findes nogen bjerge eller vandfald, og at man kan køre i bil fra den ene ende af landet til den anden på fire timer. Men efter et stykke tid – det kan være alt fra fem minutter til et *

34 ·

Et godt eksempel på det er nyhedsdækningen her i landet, der groft sagt kan siges at høre til i kategorien „Kat fanget oppe i træ“. Der sker generelt ikke særlig meget i Danmark, men det bør ikke afholde nyhedsredaktørerne fra at sætte det, der nu en gang er sket, øverst på deres dagsorden, uanset hvilke begivenheder der er indtruffet andre steder i verden. Engang blev jeg så ophidset over, at Danmarks Radio efter den japanske tsunami og under optakten til krigen i Libyen som sin hovednyhed havde en historie om, hvordan nogle lejere i udlejningsejendomme måske ikke var klar over, at deres indboforsikring kunne være en hjælp i søgsmål vedrørende lejeforhøjelser, at jeg ringede til nyhedsredaktøren for at spørge, hvad de egentlig tænkte på: „Nå jo, vi mente ikke, der var så meget nyt at sige om Libyen,“ svarede han lidt pinligt berørt.

DANMARK

år afhængigt af den pågældende dansker – begynder udefrakommende at kunne spore en kæmpemæssig stolthed under den ydmyge overflade.

Den kan tage form af en skødesløs bemærkning om landets globale førerposition inden for vindmølleindustrien, fraværet af fattigdom i Danmark, det gratis uddannelses- og sundhedssystem og de rundhåndede understøttelser. Man vil få at vide, at befolkningen er de mest troværdige og ligestillede mennesker i hele verden, at landet har verdens bedste restaurant, og ja, vikingerne vil nok også lige blive bragt på bane.

En to siders artikel i Politiken gav for nylig en perfekt skildring af denne dikotomi mellem beskedenhed og stolthed: på den ene side var der en karikaturtegning af en gruppe kinesiske forretningsmænd, der stod og kiggede på et verdenskort. En af dem siger: „Danmark? Hvor er det helt præcis? Ræk mig lige mine briller,“ en henvisning til, at kineserne har foretaget færre investeringer i Danmark end i noget andet europæisk land. På den modstående side var der en overskrift med ordlyden: „Thorning kan lægge pres på Kina,“ og artiklen handlede om, at den nuværende danske statsminister ville sige de kinesiske ledere et par sandheder om deres menneskerettighedsproblemer under sit forestående besøg i Beijing. Jeg tør vædde på, de rystede i bukserne.

Danskerne har en dyb, berettiget tilfredshedsfølelse, der frem for alt stammer fra bevidstheden om, at de fra næsten ingenting har opbygget det, man kan påstå er det mest vellykkede samfund på Jorden. Ordene „man kan påstå“ er mine. I danskernes øjne er der ikke tale om en påstand.

En af de vigtige hjørnesten var Den Store Skolekommission, som i midten af det 19. århundrede førte til udformningen af et af de første gratis, landsdækkende grundskolesystemer i hele Europa. Det blev 30 år senere fulgt op af et lignende system af demokratiske folkehøjskoler, grundlagt af digteren, teologen og den glødende tyskermodstander N.F.S. Grundtvig. I mellemtiden udviklede landet sig fredsommeligt i retning af demokrati, da kongen med Grundlovens vedtagelse i 1849 afgav sine enevældige privilegier, og snart efter opstod den altafgørende andelsbevægelse. Da priserne på majs styrtdykkede på grund af den billige amerikanske import, betød kooperativerne, at de danske landmænd BACON

· 35

næsten fra den ene dag til den anden var i stand til at omlægge driften fra agerdyrkning til svineavl. Da de blev klar over, hvilken type bacon englænderne foretrak til morgenmad, og fik standardiseret svineavlen, så den opfyldte denne efterspørgsel, havde den danske arbejdsstyrke fundet sit kald.

Min egen uvidenhed om Danmark var næsten total, indtil jeg for ti år siden begyndte at komme her, så før vi forsøger at grave dybere i hemmelighederne bag danskernes succes, vil jeg bruge et øjeblik på at fortælle om nogle aspekter af det moderne liv i Danmark, som jeg selv mener gør det til sådan et vidunderligt sted at bo, men som udenlandske læsere måske ikke kender til.

Jeg nævner tingene i lidt tilfældig rækkefølge, men bær over med mig – jeg tror, det giver et godt overblik: – Det sydfynske landskab, som bugter sig blødt ligesom et nøgenstudie af en kvinde.

– Den behageligt bøvede fornemmelse efter at have spist en frokost med marineret sild med rødløg på rugbrød ledsaget af en Tuborg og en iskold snaps.

– Flødeboller (selv om man selvfølgelig skal undgå dem med marcipanbund).

– Den kendsgerning, at der er masser af parkeringspladser og næsten ingen trafik sammenlignet med stort set alle andre udviklede lande.

– Udsigten fra det lokale, der huser møntsamlingen på Nationalmuseet, hvor man kan kigge over på de kongelige stalde på bagsiden af Christiansborg.

– Ordet „overskud“, f.eks.: „Jeg kan ikke slå græsplænen nu, jeg har simpelthen ikke overskud efter den store frokost.“ Jeg ved ikke, hvordan jeg har kunnet klare mig uden det ord i alle de år. „Smask“ er et andet godt dansk ord, som der ikke findes en engelsk sproglig parallel til.

– Den rørdrum, der trutter som et tågehorn uden for mit vindue, mens jeg sidder og skriver det her. Der findes kun omkring tre rørdrummer i hele England.

36 ·

DANMARK

– Det, at jeg en gang før en valgrunde så Poul Nyrup gå rundt på det stærkt befærdede Strøget i København, og at ingen skænkede ham den mindste smule opmærksomhed.

– Arne Jacobsens benzinstation på Strandvejen. Den mest elegante benzinstation i verden.

– Tv-serien Klovn. Alt det, dens hovedrolleindehaver Casper Christensen har gjort, er kopieret fra engelske eller amerikanske serier, men her har han overgået forlægget.

– At lægge penge for asparges i uovervågede kasser ved landevejene på Sydfyn.

– Et besøg i den gamle forlystelsespark Bakken nord for København.

Det er for mig den bedste måde at rejse tilbage i tiden til 1968 på.

– Babyer, der sover i deres barnevogn uden for caféer. Den tidligere amerikanske viceboligminister Catherine Austin Fitts fandt en gang på noget, der hedder The Popsicle Index, hvor landene indplaceres i forhold til, hvor stor en procentdel af deres borgere, der mener, at det er sikkert nok for deres børn selv at gå hen for at købe en is og gå hjem igen. Her må Danmark klart ligge øverst eller næsten øverst på listen.

– Ordet „pyt“. En afværgende udånding, som på engelsk kan formuleres som noget i stil med „Let it go, it’s not worth bothering with“.

Er sankthansfesten truet af regn? „Pyt med det!“ – Man sælger vin og øl i biografen og har som regel lov at tage det med ind i salen. Findes der en klarere lakmusprøve på et civiliseret samfund end netop dét?

– Skuespilleren Jesper Christensen, i hvis trætte, stoiske ansigt alverdens bekymringer er indgraveret.

– De stokroser, der hvert forår skyder op mellem brostenene på Christianshavn.

– Paletten af gråtoner i et Hammershøi-interiør.

– Lego Dødsstjernen.

BACON

· 37

Bidrager fantastiske konditorivarer, marineret sild og komplekst modulært byggelegetøj til opskriften på menneskelig lykke? Sandsynligvis ikke (selv om de gør det for mig personligt). Men der er flere facetter af det succesrige Danmark og det lykkeniveau hos indbyggerne, som næsten fortjener en olympisk guldmedalje. Mange flere.

38 ·

DANMARK

Til min danske familie og mine danske venner – med alle de relevante undskyldninger.

Der er et lykkeligt land Oversat fra engelsk Copyright © 2013 Michael Booth Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Oversat af Annette Rosenberg Omslag: Mikkel Henssel Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote grafik / Lars Ole Trykt hos: Livonia print ISBN: 978-87-11-38513-5 1. udgave / 1. oplag 2013 Printed in Latvia 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.

28mm

153mm

100mm

100mm

153mm

MICHAEL BOOTH

Måske var det alle de antidepressive midler, de tog, som fik dem til at føle sig så glade, nylig læst en rapport, hvoraf det fremgik, at det i Europa kun var islændingene, der konsumerede flere lykkepiller end danskerne, og at forbruget i Danmark var stigende.

Var den danske lykke sponsoreret af Prozac?

som regel fordi vi er blevet overgået af svenskere, islændinge, finner eller nordmænd. Man skulle tro at skandinaverne var en gruppe jublende festaber, men lykken er til at overse, torsdag eftermiddag på Knippelsbro, når regnen står i stænger og cyklisterne kæmper om kap med vandmasserne, myldretidstrafikken og fodgængernes paraplyer. Hvordan går melankoli, livslede og regnvejr i spænd med verdens lykkeligste folk?

Det er hvad den engelske forfatter, journalist og klummeskriver Michael Booth har sat sig for at undersøge. Resultatet er et morsomt, spiddende men også hjertevarmt portræt af finansvikingerne fra Island, af saunafinnerne, olie-nordmændene og de evigt korrekte svenskere – men først og fremmest af de danskere, som Booth har forelsket sig i – i bogstaveligste forstand, i det han har valgt at gifte sig med én af dem og slå sig ned i kongeriget Danmark.

ISBN 9788711385135

MICHAEL BOOTH

LINDHARDT OG RINGHOF

DER ER ET LAND

FOTO / Jan Søndergaard

Michael Booth er prisvindende engelsk forfatter, journalist og mad- og rejseskribent.

Booth bor i Danmark og skriver for en lang række internationale blade og magasiner.

Hans bøger om mad og rejser er oversat til flere sprog. Der er et lykkeligt land er hans debut på de danske boghylder.

9 788711 385135

www.lindhardtogringhof.dk

omslag / mikkel henssel

226mm

tænkte jeg ved mig selv. Jeg havde for

– og når vi for en sjælden gangs skyld ikke vinder førstepræmien, er det

DER ER ET LYKKELIGT LAND

Danskerne er blevet kåret til verdens lykkeligste folk flere gange