Lageret Huset Marie - læseprøve

JONAS EIKA RASMUSSEN

På et tidspunkt blev jeg træt og satte mig ned på en af pallerne.

Jeg følte mig rolig blandt de ting der var i rummet: papkasserne mod min ryg, kulden. Duften af metal og europalle. Lyden af maskine der kunne høres nu og da, nogle gange tæt ved mit ansigt. Mørket blev tegnet op af de grønne og røde lysprikker, så langt væk jeg kunne se til alle sider. Ingen fornemmelse af tid længere, af sekunder eller minutter der fulgte hinanden på en lige linje. Det var mere som om tiden blev trukket ud sammen med de fjerneste af prikkerne og var indeholdt i det mørke, den uendelighed, de aftegnede.

Min telefon vibrerede i lommen.

Ja, kom, jeg vil også gerne se dig, skrev Marie.

Jonas Eika Rasmussen

LAGERET HUSET MARIE

Lageret Huset Marie

Foto: Lil Wachmann

Jonas Eika Rasmussen er født i 1991 og debuterer med Lageret Huset Marie.

Roman

9 788711 460658

Lindhardt og Ringhof Lageret_omslag_1opl.indd 1

12/06/15 16.20

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 2

15/06/15 11.53

JONAS EIKA RASMUSSEN

Lageret Huset Marie

Lindhardt og Ringhof

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 3

15/06/15 11.53

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 4

15/06/15 11.53

4

Om aftenen den 4. januar var jeg igen på vej mod Dansk Supermarkeds Nonfood-lager. Jeg huskede de sidste tre døgn i en serie af øjeblikke, hvor lyset, lagenet eller regnen falder på Maries ansigt på en helt bestemt måde, og jeg tænker, hun er det smukkeste menneske, jeg kender. Eller det er morgen, hun piller sit blødkogte æg og stiller det klar i æggebægeret, stikker pegefingeren lodret ned og penetrerer det.

Så trækker hun den op igen og slikker den ren for blomme, før hun spiser resten med skeen. – Det er bare et ritual, jeg har! udbryder hun, som om jeg har krævet en forklaring, og jeg har lyst til at ruske hende, Du er så vild! og kysse hende overalt på hendes krop. Det var i det hele taget ulækkert, så meget vi havde rørt ved hinanden, men det ulækre – alt det savl to munde eller én mund og et køn kan producere – havde jeg også bare lyst til at slikke i mig, jeg kunne ikke blive fyldt; Marie var i mig på en vidtstrakt og åben måde. Mit bryst føltes som en stor tom stue med gennemtræk, indtil 12’eren kom og fyldte den med tungt inventar, intet i omgivelserne havde ændret sig. Bussen kørte ud af byen gennem Åbyhøj og Brabrand, hvor først Costa, Collins og Andréj, senere Andreas og Adriana, steg på som de plejede: med et nik eller ingenting, det var underordet, underforstået: Busturen er stadig en opvågning. Det gælder om at strække den 43

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 43

15/06/15 11.53

døsighed, man tog med sig op af søvnen, så langt som muligt ind i aftenen. Man lader sig stramme langsomt op imod den kølige rudes ansigtsmaske.

I rundkørslen der forbandt Silkeborgvej med Herningmotorvejen, drejede bussen fra og kørte ind i industriområdet. På vores højre side sås et par andre lagerbygninger bag vidtstrakte parkeringspladser. Marken lå ubebygget, endnu usolgt, på vores venstre. Vi passerede Danske Fragtmænds transportcenter og kunne se Lageret rage op forude som en lille himmel under himlen, samme mørkegrå farve med undtagelse af bygningens oplyste venstre hjørne med logoerne: Bilka, Føtex, Netto.

Da vi trådte ud af bussen, kunne jeg dufte de hårde marker, træerne og det frosne græs i luften, kulden, iblandet en mere materiel renlighed, gråtonet. Her dufter af navnet på området, tænkte jeg: Logistikparken.

– Hvad så, drenge, sagde jeg.

Costa og Collins vendte sig og mindede mig med deres fremstrakte hænder om, at vi var kommet på håndtryk før ferien.

– Danish man, sagde Collins og nikkede.

– Hvad så, Collins, sagde jeg, er du klar til en nat mere?

– Åååh, sagde han og løftede hagen, det er ingenting. Jeg kom hjem i morges og lavede den bedste ndolé med habanero, dejligt stærk. Jeg lover dig, jeg stegte rejerne helt perfekt og så godt med peanutolie og ingefær.

Han samlede pege- og langefinger mod tomlen, gav dem et smækkys og viftede dem dampende under min næse.

44

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 44

15/06/15 11.53

Adriana, Andreas og Andréj stødte til bagfra og faldt ind i det kor, vores skosåler traskede mod gruset.

– Jeg siger dig, fortsatte Collins, bare spise i sengen mens ndolé renser mig for det her sted og så sove sove sove…

– Hold nu kæft, afbrød Costa, og jeg kom i tanker om, hvordan Collins før ferien havde snakket om mad hver eneste aften: kyllingesuppe, majs-sangah eller nu denne ndolé med rejer og peanutolie, det havde været de retter der gjorde det muligt at skelne de lyse nætter fra hinanden.

– Få nu fart på, vi skal møde ind lige om lidt, sagde Andreas bagfra, mens Costa stod og fandt sit identitetskort frem foran porten.

– Ro på, sagde Costa.

– Det er ikke vores skyld, at bussen er langsom i dag, tilføjede Collins.

– Andreas er bare stresset, fordi han har Lars oppe i røvhullet, sagde Adriana.

– Gør det ondt? spurgte Collins.

– Nej, sagde Andreas, jeg gider bare ikke til at forklare, hvorfor hele holdet kommer for sent … produktiviteten har åbenbart været for lav de sidste par nætter, okay? Der skal ingenting til, før Lars flipper.

– Hvad fuck snakker du om, sagde Costa, vi arbejder i det tempo, pakkerne kommer i?

– For fanden, sagde Andreas, lad os nu bare skynde os til Nonfood.

På vej over parkeringspladsen gik jeg og stenede over de rektangulære stenbede og små træer, man havde pyntet den 45

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 45

15/06/15 11.53

med. De var placeret efter et system der skulle give indtryk af tilfældighed, men mindede mig mest om at spille The Sims, alle elementer plukket med en mus og sluppet ned i en struktur som var der i forvejen.

En falmet rød Citroën kørte forbi og bremsede hårdt ind på pladsen tættest ved bygningen. Jarif sprang ud med en Nettopose i strakt arm og kom løbende efter os med hovedet og overkroppen skudt frem efter den, mens benene blev trukket af sted. Han nåede os ved bagindgangen og spurgte forpustet, om vi ikke var sent på den. Der var sket en ulykke på Vejlefjordbroen, han havde skyndt sig alt hvad han kunne.

– Det var satans, sagde jeg, da der ikke var andre der svarede. Hvor er du kommet fra?

– Fyn, min ven.

– Hvad har du lavet på Fyn? – Jeg bor på Fyn, vidste du ikke det? Min kone er køkkenhjælper, så det er der vi bor. Eller i Nørre Åby, lige efter broen.

Han blev kun mere forpustet af at tale; åndedrættet kunne ikke følge med, det haltede hele tiden endnu et par skridt bag efter den kapgang, vi gik igennem administrationsbygningen. Men det er jo ham selv der er gået i gang med at fortælle, tænkte jeg. Måske bliver han skuffet, hvis jeg slutter samtalen her?

– Så du kører tilbage til Fyn hver morgen? prøvede jeg.

– Ja, til Nørre Åby, sagde han.

– Shit mand, er det ikke svært at holde sig vågen?

– Det er ikke noget problem for mig. Jeg drikker en cola 46

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 46

15/06/15 11.53

og så lidt god musik, lidt Dylan og den slags, og så bare holde øjnene åbne. Det passer med, at jeg står op, når børnene kommer hjem fra fritidsordning. Det er godt nok.

Han løftede hænderne om bag hovedet og tog et par dybe indåndinger. Så fik Costa kørt sit ID-kort igennem læseren, og jeg gik forrest hen ad den næste hvide gang med en mærkelig følelse af at være med i en fiktion. Den havde vist sig i kraft af det, den ikke kunne rumme, alt det Jarif netop havde gjort mig opmærksom på: Det liv, som han og de andre levede, når de ikke var på Lageret sammen med mig, det var uden for min sfære. Jeg kiggede op i det hvide loft og så på samme tid Jarifs Citroën Xantia, idet den endelig kørte af Lillebæltsbroen og satte farten op. Den tætte trafik blev opløst ud ad Fynske Motorvej som svingede til højre i en bue parallelt med begge kystlinjer, det lignede to mennesker der lå i ske.

Den første halvdel af vagten stod Jarif tyve meter fra mig på arbejdsdækket. Ligesom et barn på en kælk skal have et lille skub for at komme i gang, lænede han sig fremover for at sætte benene i bevægelse, når han skulle hen til en af vareelevatorerne efter de større pakker. Han aktiverede vakuumløfteren, sugede hovedet fast på pappet og trak det igennem luften tilbage til sin station. Ved et vægtskifte fra højre til venstre fod løftede han de mindre pakker fra stålrammen ned på pallen. Han havde smerter i ryggen, det var tydeligt, men var alligevel i stand til at falde ind i fragtens tempo, gøre sine arme til en forlængelse af transportbåndene.

47

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 47

15/06/15 11.53

Jeg prøvede at huske, hvad han havde sagt om arbejdet – for eksempel at Lageret muligvis var min store chef, men at jeg lige så godt kunne se det som min tjener. Du får serveret pakkerne og koncentrerer dig om to ting: Pas på din ryg, og pak de smukke paller. De første par nætter havde han ageret internt arbejdstilsyn og var jævnligt kommet hen for at minde mig om at køre pallen op og ned i rammen, så jeg pakkede i den rigtige højde. Før han gik tilbage til sin station, sagde han en eller anden sloganagtig sætning såsom Pakkemandens kunst er firkantet eller Det bliver en smuk kasse, hvis du tænker Tetris.

Sådan én sendte jeg nu af sted, og jeg lænede mig som sædvanlig ind over rammen for at følge den ned. Forestillede mig Jarif høre Baby, Let Me Follow You Down på sin iPod, hver gang han gjorde det samme. Jeg havde selv forsøgt, men mine høretelefoner kunne ikke forhindre hallens støj i at lave musikken til grød.

Men den lange gule arm er stadig sjov at se på! tænkte jeg. Hvordan den cirkulerer omkring den nedadgående varestabel, så ivrig med sin plasticwrap; deler sig og bliver til to for at klippe wrappen over til sidst, og så til én igen med en bevægelse som en soldat der giver agt.

Men pallen gik i stå halvvejs nede. Der var en revne mellem de øverste pakker og bunden af min ramme, hvorigennem jeg kunne se ned til Forsendelsen. En mand i sort kansastøj kom løbende, det måtte være Bo! Indtil nu havde han været den her mystiske figur, som jeg aldrig havde set, men hele tiden vidst fandtes et sted under Pakkestationen.

48

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 48

15/06/15 11.53

Bo nede i Forsendelsen. Han havde efter sigende haft nattevagten dernede de sidste fem år uden en eneste sygedag. Han er så stabil, det kører som smurt. Man kan regne med Bo nede i Forsendelsen.

Han hentede en stige, stillede den under min station og kravlede op til den rillede metalboks. Den lignede en kæmpe kokon. Han stak sine hænder op i den, trak en halvanden meter lang paprulle ud og tog den med sig. Kort efter kom han tilbage med en frisk rulle wrap, som han lagde på skulderen og bar med forsigtige skridt op ad de fem trin. På det øverste stillede han den oprejst, gik ned i knæ, tog fat om bunden og pressede rullen op i metalboksen med hele kroppen, så der lød et metallisk vræl. Han så op på mig. Hans kinder, øjenposer, læber og næse krængede ned mod hagen og lignede transplantationer der var ved at falde af igen. Og hvor var han dog grå, umenneskeligt cementgrå i hele ansigtet! Han sænkede hovedet og vendte issen til mig, imens armen genoptog sine svingninger omkring pakkestablen.

Nu havde jeg endnu mere brug for adspredelse. På få timer var jeg blevet fyldt med den samme tunge og trætte fornemmelse, en tørhed i alle mine porer, som havde været der før ferien. Jeg kunne mærke, hvor langsomt tiden gik, når den ikke var fyldt med andet end gentagelser. Hvordan gentagelserne flød sammen og blev til en pøl af tid, ligesom bevægelserne blev til én lang bevægelse der strakte sig som en uendelig tør arm igennem hallens tarm.

– Lad os ryge på brandtrappen i dag, sagde Costa og viste 49

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 49

15/06/15 11.53

vej forbi kontoret til metaldøren med det grønne exitskilt.

Udenfor satte han sig på den hullede repos med ryggen mod gelænderet, hev en færdigrullet joint op af sin cigaretpakke og tændte den.

– Vil du ryge? spurgte han og rakte den frem mod mig.

Bare rolig, der er ingen kameraer her.

– Hvad er det? spurgte jeg. Jeg bliver så træt af hash.

– Skunk, sagde han.

– Så lad gå, sagde jeg og tog nogle sug. Røgen var lidt kras øverst i halsen på samme måde som Samuels hjemmegroede, men jeg kunne ikke smage den ordentligt. Al støvet fra papkasserne havde fremkaldt en allergisk reaktion, så jeg sugede igennem en gane af snot. Mine øjne var røde for længst. Jeg rakte jointen over mod Jarif der rystede på hovedet og sagde, at han var blevet for gammel. Så gav jeg den til Costa og satte mig ved siden af ham.

– Jeg skal snart ud af det her lortested, sagde han. Jeg har været skæv de sidste to måneder.

– Det har jeg ellers ikke lagt mærke til, sagde jeg.

– Ha ha, hvad så med Andreas og Andréj, har du lagt mærke til dem?

– Hvad mener du?

– De sniffer. Efter frokostpausen går de ud og sniffer. Så er de kørende de sidste fire timer.

– Shit mand, det er jo sindssygt dyrt. Det får de da brugt det meste af deres løn på?

– Fuck dem. Andreas tilbød mig noget i går, han tror, at bare fordi jeg er polak, så sniffer jeg også. Fuck ham.

50

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 50

15/06/15 11.53

Jeg fnøs og rystede på hovedet for at give Costa ret, og så var vi stille lidt. Han rakte mig jointen med filteret først, så vores fingerspidser rørte ved hinanden.

– Men jeg skal virkelig snart væk, sagde han.

– Hvor længe har du arbejdet her? spurgte jeg.

– Seks år, tiende omgang på natholdet. Man bliver fed af det, har du tænkt over det?

– Ja, man går rundt og spiser uden at være sulten. Det sætter sig.

– Og når man kommer hjem, sagde Jarif, så sover man højst fem timer, før man vågner og spiser igen. Det er som om kroppen ikke ved, hvordan den skal fylde hullet ud efter natten, og så æder den bare.

Vi sad på bagsiden af bygningen. Lamperne øverst på væggen oplyste vores repos og de første ti meter af asfalten nedenfor som gled over i mark et sted, vi ikke kunne se, som gled over i himmel et sted. Man kunne høre en lastbil, et hvæs der tonede langsomt ud, mens det nærmede sig langs bygningens vestlige langside, Forsendelsen. Lyset fra forlygterne kiggede omkring hjørnet af bygningen, før hvæset døde ud og startede igen lidt mere anstrengt sammen med bakgearets biplyde.

– Jeg har fundet en træner, sagde Costa, en boksetræner.

Jeg har snart penge nok til at starte igen.

– Vil du da gerne være bokser? spurgte jeg.

– Ja, vidste du ikke, at han var det? spurgte Jarif. I Polen?

– Hvorfor ikke længere? spurgte jeg.

– Phuff, sagde Costa, det er en lang historie.

51

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 51

15/06/15 11.53

– Fortæl?

Costa tog det sidste sug og knipsede jointen ud over trappen, pustede ud og kiggede efter røgen, mens den opløstes i luften. Der var noget ved hans blik, det var melankolsk og hårdt på samme tid, som om det så kynisk på sin egen længsel. Han så på sit ur, mens lastbilens motor døde ud. Der var kun maskineriets brummen igennem murene, en stilhed, næsten.

– En aften var jeg i byen med min lillebror, sagde han så.

Det er otte år siden nu. Han var ikke vant til at drikke, så jeg tog ham med ud, du ved, storebroren der skal lære den lille, hvordan man går på druk. Jaja. Ud på natten blev han alt, alt for fuld, og da vi så er på vej hjem, provokerer han en eller anden voldelig nar. Jeg kan huske, at jeg står helt tæt med ham fyren og prøver at lægge ham ned – så jeg kan vride armen om på ham og få ham til at slappe af – og så hører jeg lyden af glas der bliver smadret tæt ved mit øre, og der er skår mod min kind. Han bliver helt slap i mine arme og falder til jorden. Foran mig står min bror med en stump af flasken i hånden, og han ser på mig, og der er ikke andet end den mest fatsvage tomhed i hans øjne, så jeg ringede til ambulancen, og vi løb. Næste dag stod politiet foran vores dør. Jeg sagde, det var mig. Min lillebror kunne ikke huske noget.

– Han vidste det slet ikke? spurgte jeg.

– Nej, sagde Costa, og det gør han stadig ikke, men det er okay. Han havde aldrig været voldelig før og heller ikke siden. Nu er han blevet gymnasielærer. Jeg fik en betinget 52

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 52

15/06/15 11.53

dom og mistede min bokselicens, det var derfor, jeg tog herop. For at bokse.

– Men hvorfor tog du skylden for ham?

– Derfor. Han var ved at uddanne sig, jeg var bare bokser.

Og det var mig der drak ham fuld. Det var ikke ham der gjorde det med den flaske, han var ikke sig selv, forstår du det?

– Ja, sagde jeg. Det er en smuk ting, du har gjort for din bror.

– Lad være med at sige, det er smukt. Han rystede på hovedet og så ned på hullerne i reposens stål. – Det får det til at lyde som et offer eller sådan noget.

– Men det er da et slags offer, sagde jeg.

– Nej, sagde han, det er bare sådan det er … Prøv og hør, jeg kunne godt gå og fortælle mig selv, at al den tid, jeg er hér, alle de timer ofrer jeg for ham. Men hvis det er et martyrium, så skal jeg også i paradis eller hvad? Jeg gider ikke gøre det her arbejde til mere, end det er. Jeg gør det for at have penge til at leve. Og til en boksetræner.

– Klart, sagde jeg og så væk.

– Hvordan får I egentlig tiden til at gå mellem pauserne? spurgte jeg, mest for at tale om noget andet.

– Tiden går af sig selv, sagde Jarif.

Costa formede sine fingre, som om de holdt om jointen igen.

– Men den går så fucking langsomt nogle gange, sagde jeg.

– Det kommer an på, om du kan finde ud af at begrænse dig selv, sagde Jarif. Hvis nu du kun kigger på dine hænder, 53

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 53

15/06/15 11.53

jeg mener virkelig fokuserer på dem – så resten af rummet forsvinder – så sker der faktisk noget. Tænk på, hvor mange pakker der passerer mellem dine hænder hvert minut.

– Det lyder som en slags meditation, sagde jeg.

– Jeg tror mere, det er ligesom at vandre, når du virkelig gerne vil nå frem, sagde Jarif. Hvis du hele tiden ser ud over landskabet, så kan du ikke mærke, at du flytter dig. På Caminoen, for eksempel, mange dele af ruten er markeret med kors, nogle af dem på kirker, andre står bare på toppen af en bakke. Og hvis du fokuserer på de kors – ikke fordi de betyder noget, det kunne lige så godt være bananer – men hvis du pejler efter dem og ikke noget andet, så vil du kunne se, at du kommer fremad.

– Jeg forstår, sagde jeg. Men får I ikke lyst til at vide, hvordan det hele fungerer? Der er noget overnaturligt ved det her system, prøv og tænk på det: Det sender to hundrede ordrer af sted i timen, døgnet rundt, med lidt hjælp fra vores hænder, men uden at fejle på noget tidspunkt. Og det går aldrig i stå, har I nogensinde set det gå i stå?

– Nej, sagde Jarif, det er præcis det, jeg snakker om.

Tiden bliver først et problem, når du vil overskue det hele, ligesom du prøver at forstå Lageret. Det går langsomt, fordi du ikke gør dit arbejde.

– Jeg stod en gang sammen med en fyr der blev kaldt Grækeren, sagde Costa. Når han var på Depal, havde han et skakbræt stående på det lille bord mellem de to indhak.

Hver gang han trak sit bånd mellem A og B – altså i de ti sekunder, hvor han ventede på, at pallen blev løftet klar til 54

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 54

15/06/15 11.53

depalletering – der flyttede han en brik, skiftevis for sort og for hvid. Han fortalte mig, at han havde øvet sig så mange timer, at hans bevidsthed var splittet fuldstændig op i A og B. I løbet af hver depalletering, seksogfyrre pakker eller hvor mange der nu var, nåede han at glemme, hvad det andet hold havde i tankerne.

Jeg nikkede, og så sad vi lidt og kiggede ud i mørket, mens lastbilen startede igen omme ved Forsendelsen. Jeg så ikke lyskeglen, hørte kun motorlyden blive fjernere mod rundkørslen, motorvejen. De lastbiler der kom tidligst, måtte være dem der skulle længst væk – til Føtexer og Bilkaer i Nord- eller Sønderjylland, på Fyn eller Sjælland, med friske nonfood-varer.

55

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 55

15/06/15 11.53

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 56

15/06/15 11.53

5

Efter nytårsfesten havde vi pillet skodder ud af gulvtæppet, støvsuget, skrubbet vægge og gulve og vasket sofabetrækket, som en eller anden havde brækket sig på, men der var stadig den her gråsøde lugt af aske og alkohol overalt i Huset. Fornemmelsen af en begyndende forrådnelse eller gæring i væggene, under gulvtæppet og loftsbrædderne. Fugt i luftvejene, når man trak vejret. Jeg lagde mærke til det om morgenen, da jeg kom tilbage fra Lageret, som om det var sivet ind over natten. Men på den anden side, tænkte jeg, var det ikke også sådan, da jeg flyttede ind – duften mindre markant, men alligevel: som at træde ind i det tomrum, en fest har efterladt?

Nu var køleskabet så også gået i stykker. Jeg ville virkelig gerne sove, men frustrationen over ikke at have kold mælk til de havregryn, jeg havde tænkt på hele vejen hjem i bussen, oversteg min træthed, og jeg gik på Den Blå Avis med det samme.

Tre timer senere stod Marie og jeg foran en lyseblå dør med metalbeslag og ringede på flere gange. Vi skulle lige til at gå, da der blev åbnet.

– Undskyld, sorry, guys, undskyld.

Fyren var i sorte joggingbukser og T-shirt og lignede en der lige var stået op.

– Det gør da ikke noget, sagde jeg og gik hen og gav ham hånden.

57

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 57

15/06/15 11.53

Vi trådte direkte ind i køkkenet. Han pudsede næse og forklarede, at han havde influenza, det var derfor han ikke havde åbnet, han var simpelthen faldet i søvn. Han var kvabset på en mærkelig måde, alt fedtet sad på armene og i kinderne der bulede opad mod hans venlige øjne, når han talte.

– Det er bare helt i orden, sagde Marie, og så stod vi alle tre over for hinanden i et par sekunder uden at sige noget.

– Nå ja! udbrød han og drejede omkring. Her har I det så, køleskabet. Han stillede sig ved siden af og lagde håndfladen på det grå stål. – Miele PerfectFresh-zone, tilføjede han med tryk på den første stavelse i hvert ord.

– Det ser godt ud, sagde Marie.

– Ja, sagde han og åbnede lågen. Som I kan se, så er der jo plads til både grøntsager, æg, rugbrød, pålæg … Imens lod han hånden glide i luften hen over de madvarer, han benævnte. – Lågen her er rigtig god til flydende produkter, er der noget, I vil have? Mælk, juice, saft? spurgte han og løftede kartonerne op efter tur.

– Ellers tak.

– Hvad med et stykke frugt, en mandarin? Det er bare det, at der hvor jeg kommer fra, er det meget uhøfligt ikke at byde gæsterne på et eller andet. Min mor ville vende sig i graven.

Vi takkede og tog en mandarin fra den skål, han holdt frem mod os. Endnu en gang lagde han hånden på køleskabet og så på det med ømhed.

– Det er virkelig et godt køleskab, sagde han og blev fjern 58

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 58

15/06/15 11.53

i blikket, faktisk mit første. Det har tjent mig godt.

– Det ser også godt ud, sagde jeg. Det var femhundrede, ikke?

– Jo, sagde han, det var det. Femhundrede, ja … men som I kan se, så er det jo ikke tømt endnu. Det vil nok tage lidt tid.

– Har du nogen idé om hvor længe?

– Det vil nok tage nogle timer, jeg er jo heller ikke frisk.

Måske klokken fem?

– Tja, sagde jeg og så på Marie, det var hendes storesøsters bil, vi kørte i.

– Det kan vi godt, sagde hun.

– All right, sagde fyren, men ved I hvad – jeg skriver lige en sms til jer, når det er klar, så kom endelig ikke forbi, før I har hørt fra mig.

– Vi får aldrig det køleskab, sagde jeg, da vi sad i bilen igen.

Vi begyndte begge to at grine, – hvad tror du der er med det? spurgte Marie.

– Der må være et traume, sagde jeg, noget forbundet med et køleskab i den helt tidlige barndom.

– Nej nej nej nej nej, grinte hun, det er jo hans mor! Det er hans mor, det køleskab, ej, han var da noget af det sødeste!

Bagefter var vi stille lidt, og så spurgte hun, om ikke vi skulle køre forbi min farfars hus. Jeg blev helt overrasket, da hun sagde det ord, farfar, men tænkte så på hvor mange gange jeg var kommet til at nævne ham for hende. At hun vidste ting om mig som var sket, før vi havde mødt hinanden. Et øjeblik ville jeg ønske, at hun havde været der tidligere i mit 59

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 59

15/06/15 11.53

liv, ikke som en kæreste, men en ven, jeg tror, vi kunne have været gode venner.

Hun standsede ved kantstenen og lod motoren køre. Jeg følte ikke noget særligt ved at sidde og se på forhaven med de to golde buskbede og fliseopgangen til hoveddøren der var blevet skiftet ud i den hvide stenfacade. Fortovet kunne måske få mig til at tænke på vores gåture i foråret, før han lagde sig for at blive liggende. Jacoform-sko, den brune ruskindsjakke som jeg nu gik med, og sixpencen med ørelapperne.

Hvordan han gik bøjet over rollatoren, fem små skridt ad gangen; lænede hovedet bagover, kneb øjnene sammen og så op mod solen, men størstedelen af vores to år sammen havde fundet sted i baghaven og stuerne der var vendt mod den.

Vi læste bøger og så krigsdokumentarer om aftenen, jeg slog græsset og udførte de opgaver, han selv ville have stået for, hvis han kunne. Vi flyttede otiumstolen med rundt i huset, så han kunne se mig arbejde. Jeg vidste ikke, hvad mine planer var, hvorfor jeg blev boende og hvor længe, men det gjorde ingenting. Han havde hurtigt accepteret, at jeg ikke sagde noget om min fortid eller min far der var flyttet til Aalborg – det var derfor, jeg var flyttet ind hos Farfar i slutningen af gymnasiet – at mit forhold til hans søn bare ikke var særlig nært. Han forlangte aldrig forklaring.

– Jeg tror, der var noget upersonligt ved vores forhold, sagde jeg til Marie. Selvfølgelig betød vi noget for hinanden, men måske mest fordi vi kunne glemme, hvem vi var, når vi snakkede sammen. Jeg tror, det meste af det han sagde, kom fra bøger, men det betød ikke noget, fordi han læste så … han 60

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 60

15/06/15 11.53

tilegnede sig den viden og de ideer der var i bøgerne, så godt, at det ikke var til at skelne fra hans egne erfaringer. Jeg prøvede at lære det af ham … Det var så rart de år, følelsen af at være en specifik person med et selvværd og sociale tvangstanker og hvad har man, den forsvandt næsten.

– Var det samhørighed, du oplevede? spurgte Marie og slukkede motoren. Eller fællesskab, måske er det det rigtige ord?

– Ja. Det var nok et slags fællesskab.

– Det har jeg altid drømt om. Da jeg var barn, kunne jeg finde på at gå til gudstjeneste bare for at være en del af noget.

Jeg kan huske fornemmelsen af at miste min stemme under salmerne. Jeg havde fået lagt dræn i ørerne, og når jeg sang højt, så blev min stemme på en eller anden måde transponeret gennem den lille perle i mit øre til sådan en polyfonisk lyd der mindede meget om orgelet. Jeg stirrede på orgelpiberne og var sikker på, at det var min stemme der kom ud af dem.

Af en eller anden grund sad jeg altid med ryggen til alteret.

– Det lyder mest, som om du gerne selv ville være lidt guddommelig?

– Måske. Jeg kender i hvert fald den følelse af at være større end mig selv i en gruppe. Jeg tror ikke, det er forkert.

Det er også derfor, at kirken ikke var det rigtige sted for mig.

På et tidspunkt kunne jeg ikke længere holde mig fra nadveren. Det var det med at sidde på knæ og modtage den på præcis samme måde som de andre. Det var det der virkede så tiltrækkende. Men ud på eftermiddagen kastede jeg den op igen, sådan en lilla klump dej ned i kummen.

61

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 61

15/06/15 11.53

Jeg grinte og fik tårer i øjnene af træthed og lyset igennem forruden. Støvet skinnede på instrumentbrættet. Der var en gammel lugt af cigaretter og størknet mudder i kabinen som blev tættere af vores ånde, jeg rullede lidt ned. Helt stille udenfor, der var ingen på vejen, kun nogle få parkerede biler med forlygterne pegende på os.

– Jeg tror desværre, det bare var suggestion, sagde Marie, jeg gik og spændte helt vildt i maven af skyldfølelse. Jeg vidste godt, at det var helligt, det jeg havde indtaget. Den viden lå i mig. Det var det samme i sommer, da jeg mødte Mahmoud, åh Mahmoud, han var det bedste menneske, Elias! Jeg havde det ret svært dengang, men ved du, hvad han gjorde? Han bad for mig. Og han bad sin familie om at gøre det samme, og jeg følte virkelig, at noget var med mig i de to uger, jeg kendte ham … den der fornemmelse af, at man ikke længere kun er sig selv, man er også andre mennesker …

Ude på vejen skinnede bilernes tage og kølere i den nedgående sol, kabinerne lå i skygge. Jeg forestillede mig, at der sad nogen i dem og snakkede ligesom os, eller at radioerne kørte, bilerne snakkede med sig selv, de stod og mumlede fragmenter af trafikstøj, samtaler, vinden i træerne på en skovvej, radioudsendelser, drive-in-bestillinger, uden at bekymre sig om hvorfor de huskede dét frem for noget andet.

– En dag tog Mahmoud mig med hen til moskeen, fortsatte Marie, men jeg kunne simpelthen ikke gå derind, selvom jeg gerne ville. I modsætning til i kirken så kunne jeg mærke, at stedet var helligt. Den første gang er altid den sværeste, sagde han. Vi kan kun prøve. Han bad mig om at sige 62

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 62

15/06/15 11.53

trosbekendelsen efter ham. Så snart jeg havde sagt ordene, ville jeg opleve den største lykke. Jeg ville så gerne, men jeg kunne ikke, min stemme var væk.

– Jeg tror, Mahmoud har ret, sagde jeg. Forstanden må ligesom vige tilbage for handlingen, for den kan først erfare udkommet af noget, når det er sket.

– Det tænker jeg også, men jeg kunne bare ikke. Det forekom mig at være den største synd: at bruge det der er helligt, for at opnå noget for sig selv.

– Jeg forstår. Jeg mente også mest i forhold til at træde ind i et fællesskab, generelt – at man bliver nødt til at give afkald på noget for at gøre plads til noget andet. Det duer ikke at spørge sig selv, om fællesskabet nu også vil præcis det, man selv vil…

– Ej, grinte Marie, jeg kommer bare i tanker om noget, Mahmoud sagde. Han spurgte mig, om jeg nogensinde havde oplevet, at noget ligesom pustede mig i røvhullet.

– Hvad for noget?

– Om jeg nogensinde oplevede sådan et hurtigt pust bagfra uden at vide, hvor det kom fra. Jeg sagde nej, selvom jeg ikke er helt sikker på, at det var sandt, og så fortalte han mig, at det var djævlen. Det var djævlen der prøvede at forstyrre en, specielt når man lagde sig ned for at bede.

Senere på dagen stod Marie i døråbningen og sagde noget der fik mig til at springe op fra sengen og jage hende igennem hendes lejlighed. Jeg fangede hende i stuen og kastede mig over hende, så vi landede i den grønne veloursofa. Jeg 63

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 63

15/06/15 11.53

greb om hendes håndled, hun skød brystet opad og grinte, mens hun prøvede at vride sig fri. Jeg holdt hende fast, og så bed hun mig i halsen, lidt neden for øret. Hun så på mig, flabet, afventende en reaktion. Jeg dykkede ned og greb fat om hendes øreflip med læberne foldet ud over tænderne, slap den igen og fulgte med munden en muskel ned over hendes hals. Hendes ene hånd var fri nu. Den holdt om min nakke, ryg, mit lår og tog et fast greb om min pik igennem underbukserne. Jeg kunne mærke, at hendes krop pulserede, afgav varme, den varme der også var i åndedrættet. Jeg rørte ved hendes ansigt, skulder, ribben, og så pludselig – da jeg nåede til det sted, hvor hoftebenet begynder at bue ind mod skødet – blev hendes krop kold og stiv, jeg lå og gned mig mod et legeme.

– Hvad sker der? spurgte jeg og lagde en hånd på hendes kind. Jeg forstod det ikke.

Hun var helt væk, lå og stirrede på et punkt ved siden af min tinding. Jeg lagde hovedet på skrå og gled ind i det. Hun blinkede og anstrengte sig for at være til stede. Hun måtte hive sig selv op i sofaen, som når man kører dødtræt i bil og giver sig selv lussinger for ikke at falde i søvn bag rattet.

Så fortalte hun mig, at hendes far var alkoholiker. De første år af hendes barndom havde været udmærkede, men på et tidspunkt blev det for meget for hendes mor. Hun begyndte at flygte ud af huset og magtede ikke altid at tage børnene med sig. Storesøsteren blev teenager og begyndte at tilbringe aftenerne ude. Så var der kun Marie tilbage.

Vi sad i hver vores ende af sofaen med knæene trukket op 64

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 64

15/06/15 11.53

under hagen. Der var noget mærkeligt indøvet ved måden, hun talte på. Den rolige diktion, de hele sætninger, alle stavelser udtalt. Som om hun fortalte det på vegne af en anden.

Hun blinkede ikke, men lod øjnene blive fyldt med vand, indtil de flød over af sig selv. Jeg lagde mine hænder oven på hendes og kom til at tænke på hendes fars alkoholikerhænder, det måtte være de hænder, jeg pludselig havde haft mod hendes hofte lige før, og jeg skyndte mig at fjerne dem igen.

– Jeg er glad for, at du fortæller mig alt det her, sagde jeg.

Men jeg bliver nødt til at spørge, er du … er du …

– Nej, jeg er ikke blevet misbrugt, sagde hun, ikke seksuelt i hvert fald. Hun lagde sig ned på siden med ansigtet vendt væk fra mig. – Men når man ikke kan holde ud at være i sin barndom, så laver man andre verdner. Nu er det vel blevet en slags angst. Den bliver altid værre, når jeg begynder at blive glad for nogen. Så bliver jeg også bange. Når jeg begynder at blive virkelig glad for nogen. Forstår du det?

Dagen efter tænkte jeg, at det nok skulle gå, at jeg godt kunne håndtere det. Jeg var slået et smut ned igennem skoven på vej hjem og sad på stranden og tænkte på dagen før. De første par timer havde det været vildt frustrerende ikke at kunne sige noget der fik hende ud af den tilstand, hun var i.

At ligge bag ved hende i sofaen og stryge hende over skulderen og gribe fat om hendes hånd uden at få nogen reaktion.

Jeg vidste ikke, om det gjorde noget godt, at jeg var der, og lidt efter lidt var det uvisse – hendes totale ubevægelighed, at jeg lige så godt kunne ligge bag ved en død eller bedøvet 65

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 65

15/06/15 11.53

krop – blevet til fornemmelsen af at være i gang med et slags overgreb, at jeg kun holdt hende fast i og forværrede det, hun var i, hvad end dét så var. Jeg havde i hvert fald ingen adgang.

Da jeg spurgte hende, sagde hun tonløst, at jeg skulle blive.

Det handler om at stole på hende, når hun siger, at jeg skal blive, tænkte jeg og slukkede min cigaret i det grå sand.

Da jeg trådte ind i stuen ti minutter senere, var Samuel midt i et spil Mario Kart med Frederik der havde forladt kælderen for første gang i fire dage. På sit værelse havde han et transportabelt sæt kogeplader og et lager af konserves, kælderskakten fungerede som køleskab. Det var nødvendigt for ham at spærre sig inde, når han skulle finde på nye projekter, etablere et rum uden ydre påvirkninger. Andre menneskers tilstedeværelse, sagde han, var altid en forstyrrelse af den fiktion, han var i gang med at opbygge. På badeværelset bag den væg, som hans seng stod opad, var Samuels skunkplanter begyndt at få topskud, og værelset blev fyldt med dampene derfra. Frederik var lige så bleg som altid, men havde også noget planteagtigt over sig, både i det grønlige skær i hans ansigt og den slaskede måde, han bar sig selv på, som om hans skelet var et fugtigt væv. Han holdt løst om joysticket og slap det ned på sit lår, idet Samuel klemte sig ind over målstregen en tiendedel af et sekund før ham. Frederik faldt tilbage i sofaen, skød brystet frem og trak vejret, som om han havde holdt det i hele sidste omgang.

– Hvor kommer køleskabet fra? spurgte jeg og nikkede ud mod køkkenet, hvor et funktionelt køleskab havde indfundet sig, mens jeg var hos Marie.

66

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 66

15/06/15 11.53

– Det var Frederiks onkel der havde et ekstra stående, sagde Samuel og begyndte at fnise.

– Fedt, sagde jeg og så på Frederik der trykkede ryggen mod sofaen, som om han prøvede at forsvinde igennem den.

Din onkel har ikke noget vildt personligt forhold til det køleskab? spurgte jeg.

Frederik grinte, og jeg grinte med og sagde: Han skrev fandeme aldrig! Han var virkelig tæt knyttet til det køleskab!

Samuel og Frederik blev stille, og jeg kom i tanker om, at de ikke anede, hvad jeg snakkede om. De var heldigvis så skæve, at situationen ikke nåede at blive mærkelig, før jeg fik fortalt dem historien om den ømme køleskabsmand, og den syntes de var meget sjov.

– Jeg tænker, min onkels køleskab er i gode hænder her, sagde Frederik. Og så har Samuel endda bagt kage for at fejre det … Så er alt jo godt, sagde han og rakte den hvide tærteform frem mod mig.

– Er den stærk? spurgte jeg.

– Du kan sagtens klare et par stykker, sagde Samuel.

Lidt senere kom Mikael og Katja ned i stuen for at hygge med, og Frederik viste os en lille film, han havde lavet før nytår. En aften var han taget rundt på forskellige klubber og diskoteker og havde fået folk til at stille op til fotografering, mens han i virkeligheden filmede dem. Resultatet var en montage af langstrakte poseringer, hævede øjenbryn, spidsede læber – mærkeligt overraskede udtryk der ligesom sagde Hov, hvor kom det kamera fra? – eller overdrevet intens creepy øjenkontakt.

67

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 67

15/06/15 11.53

– Hvad sker der, de er nogle hipsters! sagde Katja.

– De mener det! sagde Frederik i sit typiske tonefald der både var alvorligt og naivt, så man aldrig rigtig vidste, om han mente det eller ej.

Filmen var både skræmmende og fascinerende, den frastødte og sugede mig til sig. Varigheden, tiden der forløb under hver posering, flyttede ligesom fokus fra ansigtsudtrykket til den handling, det var at antage det, og personerne i filmen var dedikerede og urokkelige. Eller nærmest hengivne, og før der blev klippet, nåede jeg at tænke, at de kunne stille sig an ud i en uendelighed, indtil ansigterne løsriver sig fra hovederne og svæver rundt i det blå lys som kødfyldte poseringer for hver sit kamera. Det er måske også bare kagen der er begyndt at virke. Jeg føler det i hvert fald som en opvågning fra en anden tilstand, da filmen stopper, jeg vender tilbage til stuen. Jeg får øjenkontakt med Katja der stirrer på mig, som om jeg er ussel, ikke noget værd, og det vil hun gerne sige til mig.

Resten af aftenen spiller vi Mario Kart og ser bizarre ting på internettet. Vi når halvt ind i et spil Matador, som vi må opgive, da vi alle sammen er blevet for skæve og ikke kan holde styr på hvem der ejer hvad, og banken danser pengedansen. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal lade Katjas tilstedeværelse gå mig på. Hun er bare en af de piger der kommer i Huset og nyder at kunne hænge med os uden at være opmærksom på deres kvindelighed; at kunne være en af drengene, og hvis der alligevel sker noget, er det som en forlængelse af det venskabelige og den fjollede og stenet 68

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 68

15/06/15 11.53

tilfældige måde, det meste herude sker på. De fleste af dem plejer at forsvinde efter et par måneder, når de får en kæreste eller begynder at studere. Men de plejer ikke at se sådan på mig! Hver gang jeg løfter blikket efter et grineflip eller en udflydende tankerække, møder jeg Katjas der er helt blankt med en glød af noget hemmelighedsfuldt, som et lille barns blik der ved alt om en.

På et tidspunkt kaster Mikael sin kærlighed på Roland, Samuels full-size-tøjdyrstiger der residerer i stuen. Han opdager et hul under halen, hvilket udvikler sig til en undersøgelse af, hvor mange genstande vi kan proppe op i Roland.

Deraf forestillingen om Roland som den centrale figur i et børne-tv-program, et slags fordøjende emneregister som diverse genstande trækkes ud af røven på for at anspore børnene til leg og læring. Mikael er vært og udbreder sig indlevende om hver genstands funktion og kendetegn, og hvad man ikke bør foretage sig med den. Undervejs sætter Katja sig overskrævs på Roland og udstøder et lille støn eller en vise for hver genstand der trækkes frem.

– Det er mig der er prinsessen på tigeren! udbryder hun, da Mikael kommer til at stryge den lidt for kærligt under bugen.

Da jeg ligger i min seng og prøver at tage en lur, før jeg skal på arbejde, kan jeg ikke abstrahere fra hendes støn der skærer igennem væggen. Jeg står op og skal til at sætte noget musik på for at drukne deres samleje, men kommer i tanker om at det kun vil gøre dem opmærksomme på, at jeg kan høre dem. Hele ubehaget kommer ligesom af at være en del 69

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 69

15/06/15 11.53

af det der ikke har noget med mig at gøre. Men åh fuck, de støn altså! Prøver hun at mane et eller andet frem, tænker jeg og kommer i tanker om, hvad hun sagde, da vi spiste aftensmad den anden dag. Samuel havde siddet og prøvet at forklare, hvorfor han var så vild med at give oralsex, da Katja sagde: Det tror jeg simpelthen ikke på. Når man har sex med en anden person, har man mest af alt sex med sig selv. – Det kaldes onani, sagde Samuel. – Nej, sagde Katja, i onanien er man tvunget til at gå direkte til sig selv, det er jo derfor den ikke er tilstrækkelig … det er derfor mange bruger et spejl for eksempel. Men når man har sex, er man skubbet frem foran sig selv i skikkelse af den anden, altså i kød og blod, kunne man sige. Det er også derfor, man er sammen med nye mennesker hele tiden, fortsatte hun – ja, det er jo ikke fordi det er bedre sex, vel – men en ukendt kan være hvad som helst, han er det mest blankpudsede spejl! Og så kan man posere, som man vil foran det, miste sig selv som hvad som helst … ja, sådan er det! Man knepper altid sig selv, bekræftede hun og grinte. Jeg lagde mærke til Mikael der sad og så på hende med total fascination iblandet en lille sorg, som må være visheden om at han kun har hende midlertidigt, tænkte jeg; det samme blik som han ser hende med nu, tænker jeg, mens hun sidder øverst og prøver at få noget ud af ham og sig selv, som man trykker det allersidste tandpasta ud af tuben. Det har virkelig intet med mig, intet med nogen anden end hende selv at gøre. Jeg kan kun vente. Lade lydene være uden betydning. Lade dét være som ikke angår mig. På et tidspunkt hjemme ved Marie lagde jeg endelig hovedet på sofapuden 70

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 70

15/06/15 11.53

og prøvede at acceptere at ligge der uden at kunne aflæse, om det var godt for noget. Efter få minutter gled jeg hen i en hvidagtig døs, en forlængelse af nattesøvnen der strakte sig som et tyndt lagen hen over det meste af dagen, jeg kunne falde frem og tilbage igennem. Sidst på aftenen, da vi kom tilbage fra en gåtur, begyndte hun at få det bedre. Jeg husker det, som om hendes krop ændrede sig først: En rødmen gled ind og opblødte hudens bleghed, og jeg kunne næsten se, hvordan porerne åbnede sig mod værelset og mig. Hun blev helt nærværende igen, og vi gik i 7-Eleven efter ost og skinke og hvidt brød. Vi spiste toast og snakkede det meste af natten og hørte Pink Moon. Hun begyndte at tale om Nick Drake og sagde, at hele hans person og karriere var ét stort langbenet hul i luften, som man altid var et sekund fra at få øje på. Han fik ikke taget billeder, gav ingen interviews, spillede ikke nogen koncerter. – Og det her album, sagde hun med hagen hvilende på mit kraveben og munden tæt ved mit øre, det er sådan en tilstand tættest på ingenting lyder. Hans stemme er knap nok en hvisken. Og til hans begravelse, dér mødte alle undtagen hans familie hinanden for første gang, som om selvmordet, hvis det altså var et selvmord, var det der gjorde ham til en rigtig person.

Om morgenen vågnede jeg ved, at hun hev dynen af og kravlede op på mig. Hendes baller var stadig våde efter badet og kølige mod mine lår, da hun tog fat om min pik og førte mig ind i sig. Hele dagen var god, indtil hendes blik gik i stå ud ad vinduet og blev fjernt på samme måde som i går. Det varede kun et par sekunder, før hun vendte tilbage lige så 71

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 71

15/06/15 11.53

glad og energisk som før, men der var jeg allerede begyndt at tænke på at tage hjem. – Så kan jeg jo komme igen i morgen, sagde jeg. Jeg havde bare lige brug for at komme hjem til Huset, hjem til drengene lidt, før jeg skulle på Lageret igen om aftenen.

72

Lageret Huset Marie_materie_1opl.indd 72

15/06/15 11.53

JONAS EIKA RASMUSSEN

På et tidspunkt blev jeg træt og satte mig ned på en af pallerne.

Jeg følte mig rolig blandt de ting der var i rummet: papkasserne mod min ryg, kulden. Duften af metal og europalle. Lyden af maskine der kunne høres nu og da, nogle gange tæt ved mit ansigt. Mørket blev tegnet op af de grønne og røde lysprikker, så langt væk jeg kunne se til alle sider. Ingen fornemmelse af tid længere, af sekunder eller minutter der fulgte hinanden på en lige linje. Det var mere som om tiden blev trukket ud sammen med de fjerneste af prikkerne og var indeholdt i det mørke, den uendelighed, de aftegnede.

Min telefon vibrerede i lommen.

Ja, kom, jeg vil også gerne se dig, skrev Marie.

Jonas Eika Rasmussen

LAGERET HUSET MARIE

Lageret Huset Marie

Foto: Lil Wachmann

Jonas Eika Rasmussen er født i 1991 og debuterer med Lageret Huset Marie.

Roman

9 788711 460658

Lindhardt og Ringhof Lageret_omslag_1opl.indd 1

12/06/15 16.20