Laks læseprøve

216mm

37 mm

pioner inden for fluefiskeri efter laks og en fremragende fortæller.

Dette er den ultimative bog om laksefiskeri med flue, hvor han har samlet og opdateret sine tre bedste bøger: Laks!, Kunsten at fiske laks og Farlige laksefluer.

• Oplevelser og erfaringer fra Mörrum i Sverige over Norges store og små elve til River Spey og Dee i Skotland

Jan Grünwald

Jan Grünwald er en legende blandt lystfiskere i Norden,

CMYK

• Strategi ved forårs-, sommer- og efterårsfiskeri • Valg af stænger, hjul, liner, forfang og fluer

283mm

• Kaste- og vadeteknik • Laksens sanser og fiskerens fluer • Over 100 effektive laksefluer

Jan Grünwald

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

113621_Laks-Cover.indd 1

lindhardt og ringhof

23/08/13 12.57

Jan Gr端nwald

LAKS

Lindhardt og Ringhof

113621_Laks-Body.indd 1

23/08/13 12.58

Laks!

En vending i strømmen. Et dybt stød og et ubønhørligt træk på linen! En laks har hugget fluen.

For det øjebliks skyld er en laksefluefisker parat til at binde laksefluer hele vinteren – studere tykke bøger om laks og fiskeri – kæmpe mod elvudbygninger, laksesygdomme og rovdrift på laksen i havet – rejse tusinder af kilometer og bo under de mest primitive forhold.

Først derefter sættes al viden og energi ind på at få en laks til at tage fluen. I dage og uger vader fiskeren i elvens tunge vandmasser – kæmper for at drive fluen ud mod blæst og regn – bliver ædt af myg og knot – oplever dårlig opgang og umulig vandstand – opgiver og kører hjem, måske uden at have oplevet det magiske øjeblik – for igen at binde fluer hele vinteren og planlægge næste års laksefiskeri!

Fluefiskeri efter laks bliver kaldt sport. Men er nærmere en tilstand eller udfordring, der påvirker en fiskers liv – fra det øjeblik stangen første gang bøjes over strømmen, og en laks stikker af sted ned ad elven med linen efter sig.

Over hele verden anses fluefiskeri efter laks for toppen af spænding. Laks fanget på andre metoder tæller ikke meget, når man én gang har fanget en god laks på flue – og oplevet dramaet og den berusende tilfredsstillelse fiskeriet indeholder.

En fluestang er et farligt våben i en øvet hånd. Udviklingen i stænger, liner og fluer har betydet, at der ikke er noget strømvand, som ikke kan fiskes med en flue. Udviklingen har samtidig medført en holdningsændring til laks og laksefiskeri som sport. I dag er det blevet almindeligt at møde laksefiskere, der kun fisker med flue. Uanset forholdene.

Fluefiskeri med tunge liner og fluer bliver anvendt på pladser, der før blev helt domineret af spinnefiskere.

Mange steder giver det bedre resultater – selv når sæsonen åbner i store kolde elve. I lav sommer-vandstand

113621_Laks-Body.indd 9

er fluefiskere med lette flydende liner og miniaturefluer blevet en trussel for laksen – en type vand, der før blev opgivet som næsten håbløst, og hvor kun ormefiskere havde chancer. Om efteråret udkonkurrerer fluen og fluefiskeren let alle andre metoder, når de fleste laks har stået længe på elvens pladser.

Der er skrevet mange bøger om laksens liv, biologi, laksefiskeri, fiskemetoder og fluebinding. Det er heller ikke vanskeligt at sætte sig ind i de teoretiske og tekniske sider af laksefluefiskeriet. Litteraturen er vigtig og lærerig til en vis grænse. Men den erstatter aldrig fiskerens behov for egne erfaringer.

Meget viden omkring laksefluefiskeri er kun mulig at videregive som oplevelser og situationer. Forsøg på at generalisere og lave faste regler opløses hurtigt i lige så mange undtagelser. F.eks. fanger vi aldrig så mange laks, at vi opnår nok erfaring i laksens og vores egne reaktioner, når fisken er på krogen. Hver enkelt kamp med en laks er en historie i sig selv. Fisken og omstændighederne er aldrig de samme, og fiskeren må hver gang tage stilling til nye overraskelser.

Min ide er fra starten at gå bag om teori og lærebøger og i stedet – i rå form – beskrive oplevelser og situationer fra lakseelvene. Fra Mörrum, til norske storog småelve og videre til Skotland. Hermed håber jeg at give et billede af forskellige elve, deres fiskeri og fluer, fiskepladser og laks – samt af forskellige fiskere og deres synspunkter på laksefluefiskeri.

Det kan ikke undgås, at min egen udvikling som fluefisker løber gennem disse sider. Jeg kan kun håbe, at læseren undervejs bliver sparet for mine fejltagelser og får nogle nyttige ideer.

Laksefiskeri kan ikke læres gennem en bog eller gennem andres erfaringer. Laksefiskeri skal opleves.

Jan Grünwald

23/08/13 12.58

Mörrum i Sverige Mörrumsåen i Blekinge er et af de sidste vande i Sydskandinavien, der holder en naturlig stamme af laks og havørred. Går der mere end 40 kubikmeter vand i sekundet gennem åen, er betegnelsen elv mere præcis for det stykke, der er statens kortvand og som benævnes: Kronans Vatten. Det er den nederste cirka 6 kilometer strækning, der mest består af hårde stryg og strømsteder mellem sten og klipper, inden åen løber ud i Pukaviken og Østersøen. Mörrumsåen har været kendt blandt europæiske fiskere som en god havørredå – med en speciel stamme af store østersøhavørred. Gennem årene er der taget en del havørred i åen på over ti kilo, og fisk på 7-8 kilo er ikke ualmindelige. Men som laksevand har Mörrum aldrig rigtig kunnet hævde sig, da opgangen er uhyre svingende.

De første, der forsøgte sig i Mörrumsåen med stang og hjul, var selvfølgelig to englændere. Det sker i 1908.

Men de havde ikke større held, og sportsfiskeri i åen blev anset for umuligt. År senere besøgte en dansker Mörrum, og da han så laks og ørred springe flere steder, forsøgte han at få tilladelse til at fiske på sportslig vis i åen. Fiskemesteren på stedet kunne ikke give ham lov og mente i øvrigt ikke, at det overhovedet var muligt at få fisken til at bide. Danskeren opgav ikke så let, men gik til højere instanser for at få tilladelse. Og det lykkedes. Beretningen lyder, at han den første dag fik 23 fisk.

Vi ved ikke, om det var laks eller havørred. Men mængden tyder på, at det har været om foråret og drejet sig om sultne nedfaldsfisk. Efter en uges fiskeri havde han fanget 600 kilo foruden en del, han havde sat ud igen.

Uden nogen erfaringer eller forhåndsviden står Mörrum for de fleste som et slaraffenvand, hvor man bare trækker fisk op. Det er ikke småting af reklame og beretninger om rekordfisk, der roterer i blade og presse, og ofte vises billeder af stolte fangere med store fisk fra Mörrumsåen.

10

En uerfaren fisker der har været udsat for denne opreklamering kan let misforstå situationen, når han for første gang betaler en for ham ganske høj pris for at fiske. Det er sket, at en sådan fisker har ment, at han har betalt for fisken på forhånd. Efter en dag uden fangst har han henvendt sig på Mörrums fiskekontor for at få sine penge tilbage.

I Sydskandinavien og specielt i Danmark har vi ødelagt næsten alt rindende vand, der har mulighed for at holde en laksestamme. På den baggrund er det besynderligt at høre selv erfarne fiskere sige: – Det kan ikke betale sig at fiske i Mörrumsåen! De sammenligner det antal kilo fisk, de har fået med det beløb, de har betalt for at fiske! Mit synspunkt er, at de penge jeg lægger i Mörrum, er vigtige for at bevare et af de få oprindelige lakse- og havørredvande i Sydskandinavien.

På et dagkort til Mörrum stod der nok så flot, at det kun er tilladt at fange 3 laksefisk om dagen. I begyndelsen af 70’erne tog et par af mine venner til Mörrum for at fiske for første gang. De var også udsat for Mörrums reklame, og på turen op gennem Sverige lagde de den plan, at de ville sætte fisk under 4 kilo ud om formiddagen, så de stadig havde chancen for de virkelig store resten af dagen.

I 3 dage fiskede de i åen uden at der skete det mindste. Men de flotte omgivelser og de spændende strømsteder fik dem til at vende tilbage og forsøge flere gange det følgende år. På et tidspunkt var de parat til at opgive Mörrumsåen som umulig, da én af dem stod og smed et lille blink ud mellem pool femtens store sten på det nederste stykke af åen. Blinket sad fast i bundens sten for 117. gang. Men da han forsøgte at få det fri af bunden med et hårdt ryk, skete der pludselig noget. Stangen blev lagt vandret og næsten trukket ud af hænderne på ham af et voldsomt træk, der fortsatte ned ad åen i ét ras. I løbet af et øjeblik var alle 200 meter line flået af

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 10

23/08/13 12.58

hjulet og knækket inde ved spolen. Rystet stod han og så på den tomme spole og spurgte ud i luften: – Hvad skete der?

De lokale fiskere fortalte dem senere, at den slags episoder ikke er ualmindelige på de nederste pools i åen. En stor fisk, der bliver kroget her, vil ofte forsøge at stikke direkte ud i havet igen, når den mærker faren.

Men oplevelsen gav dem nyt mod og de besøgte Mörrum regelmæssigt i de følgende år. De blev dygtigere, lærte efterhånden åen og dens lokale fiskere at kende og fik fisk.

Mörrum som læreplads

Det vil være synd at sige, at en fluestang var en naturlig forlængelse af min kastearm, da jeg første gang besøgte Mörrumsåen. Jeg havde nærmest ved et tilfælde fået et par mindre laks i Norge på flue. Men mine vigtigste erfaringer som fluefisker havde jeg fra havørredfiskeri på kysten. Strømmende vand var således en helt ny udfordring og Mörrumsåen blev et af mine første læresteder. Og hvilken uhyggelig skrap læreplads! Vanskelige,

Hug i Mörrum i 60'erne.

hårde strømme med store sten og lumske huller samt træer og grene, der hænger ud over det mørke vand, gør det vanskeligt at kaste og vade på de fleste pladser.

Lige fra begyndelsen havde jeg sat mig for, at jeg kun ville bruge flue og fluestang i åen. Af den grund blev det nødvendigt med waders for overhovedet at komme i nærheden af fiskens pladser. Ligeledes var vadning nødvendig for at komme fri af de tilgroede brinker. Der skulle være plads til bagkastet. Men Mörrum er uhyre vanskelig at vade i uden det nødvendige lokalkendskab.

Utallige gange fik jeg en dukkert, når jeg var vadet ud og blev fanget af lumske strømme – eller forsøgte at finde fodfæste på de glatte sten. Jeg fik – sammen med mine bitre erfaringer – lært et par steder at kende ved at iagttage andre fiskere og især lokale vade på forskellige pladser. Især bemærkede jeg, hvor de gik ud og kom i land igen. For det meste var det pladser, hvor mange andre også fiskede. Det var steder, hvor det ikke var alt for vanskeligt at vade, og især hvor der ikke krævedes Mörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 11

11

23/08/13 12.58

specielle kast for overhovedet at få fluen i vandet. Jeg fiskede med min enhånds kyststang, da jeg havde fået at vide at den var fuldt tilstrækkeligt til Mörrumsåen.

Min kasteteknik var begrænset til et almindeligt overhåndskast, der kræver et helt frit område til bagkastet.

Det meste af tiden gik med at lære at kaste og forsøge at føre fluen rigtigt i vandet. Ofte glemte jeg fuldstændig, at jeg fiskede i et vand med store laks og havørred. Jeg var så optaget af at forbedre min ringe kasteteknik og få det hele til at fungere, at jeg lige så godt kunne have fisket i en vandingsgrøft. Men det er farligt igen og igen at lægge en flue ud i en strøm med store fisk.

En eftermiddag iagttog jeg en fisker, der var vadet ud og fiskede fra en større sten under vandet ved »Åkrogen«. Et stykke ude i strømmen, havde en lokal fisker fortalt mig, fandtes der en sikker standplads, som ofte holdt en stor laks eller havørred. Jeg satte mig og ventede for at se, hvor fiskeren vadede og kom i land igen.

Om aftenen forsøger jeg selv at komme ud til stenen. Men det er bestemt ikke let! Flere gange er jeg ved at blive taget af strømmen og et par gange skvulper vand over kanten på mine waders. Men til sidst lykkes det. Da jeg skal kaste viser et nyt problem sig: Nogle store grene hænger ud over vandet bag mig, og den eneste mulighed er at føre bagkastet langs grenene og derefter »vinkle« linen ud over vandet. Med min manglende kasteteknik, kan jeg kun nå 10-12 meter ud over strømmen. Det er umuligt at komme bare i nærheden af standpladsen ude i midten. Da jeg har set dygtige fiskere kaste og fiske under lignende forhold, bliver jeg stående og øver mig i mere end en time på samme sted.

Efterhånden er jeg så optaget af mine kasteøvelser, at jeg ikke fisker fluen helt ud, inden jeg løfter linen til et nyt kast. Lyset er ved at forsvinde og træernes konturer er uden farve på den modsatte bred, da jeg bestemmer mig for de 3 sidste kast, inden den farefulde vej tilbage til bredden.

De 3 sidste kast bliver aldrig til noget, for pludselig er der et voldsomt træk på stang og line! Jeg forsøger at holde igen ved at tage med hånden omkring hjulet, med det resultat, at jeg får et par hårde slag over fingrene, da hjulet afgiver line i rasende fart. Fluelinen og det halve af baglinen er flået af hjulet, da fisken endelig stopper nede i et stort sving. I lang tid står jeg med den bøjede 12

stang fastknuget i hænderne, men fisken rører sig ikke fra sin plads, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Til sidst springer forfanget, der har mindst 10 vindknuder efter mine kasteøvelser. Jeg ruller den lange tomme line ind på hjulet, griber vadestokken og forsøger at komme tør i land. To gange kommer jeg i vanskeligheder, da mine ben er usikre efter spændingen og jeg må klamre mig til vadestokken. Da jeg omsider er kommet gennem det værste, snubler jeg alligevel inde ved bredden og bliver gennemblødt til skindet.

Året efter havde jeg næsten samme oplevelse et andet sted i åen. I hård strøm havde jeg kæmpet mig ud til en flad sten med dybt vand på alle sider. Da en fisk huggede fluen og straks tog et langt udløb ned ad strømmen, havde jeg ingen chance for at følge efter den. Det blev en ulige kamp og kun et spørgsmål om tid, før den slog sig fri.

De erfarne fiskere i Mörrum bruger næsten uden undtagelse tohåndsstang, hvis der er godt med vand i åen. Første gang man står og vipper med en lang tohåndsstang hjemme i stuen, virker den som et unødvendigt kraftigt og klodset redskab. Men fornemmelsen forsvinder, når man skal kaste og styre fluen i elvens tunge vandmasser. Og med en stærk laks i enden af linen er den som et siv i vinden.

For den uerfarne kan en tohåndsstang på 13 til 15 fod synes voldsom til et mindre vand som Mörrumsåen. Men den lange stang har store åbenlyse fordele i forhold til en enhåndsstang: For det første er det nemmere at kaste på pladser, hvor der ikke er frit bagkast, og dem er der flest af i Mörrum – switch og underhåndskast med god længde kan udføres med en mur af træer eller grene bag ryggen. Dybe, effektive mendninger af en lang line, er ligeledes kun muligt med en tohåndsstang. Desuden fisker en lang stang, der rækker ud over strømmen bedst på vanskelige pladser, da der bliver mindre vinkel på linen og dermed bedre styring af fluen. Men den vigtigste grund til at bruge en tohåndsstang i Mörrum er, hvad jeg selv bittert erfarede: Fiskeren står fast ude i strømmen. Eller træer og grene forhindrer ham i at bevæge sig efter en fisk langs bredden. Og den eneste chance er at lægge pres på fisk og line med en lang stang.

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 12

23/08/13 12.58

Disse overvejelser gjorde, at jeg anskaffede mig en tohåndsstang og næsten måtte begynde forfra med at lære at kaste. Den lange tohåndsstang virkede tung og klodset i begyndelsen, og en masse tid gik med at hente fluer ned fra grene og buske, da den lange stang havde tilbøjelighed til at plante dem de mest utrolige steder.

Selve kastet er også anderledes end med en enhåndsstang, da der ikke er nogen venstrehånd fri til at trække i linen og dermed spænde stangen yderligere.

Efterhånden kommer man ind i den lange stangs rytme, og kastene kommer af sig selv. Stangen forekommer mindre tung, og til sidst er det, som om den kaster af sig selv. Den skal bare sættes i gang af fiskeren.

Mörrumsåen er et hårdt, men godt lærested for en begynder, der ønsker at se effektivt laksefiskeri i funk-

Et spændende stykke af Mörrums fluevand.

tion. Mange af Mörrums lokale fluefiskere hører uden tvivl til Europas allerbedste laksefiskere. At iagttage dem under fiskeri er oplysende og lærerigt for alle, hvad enten det gælder vadning i vanskelig strøm, beherskelse af alle kast på trange pladser eller udtrætning af store fisk uden bevægelsesfrihed. Lokale fiskere bliver ind i mellem beskyldt for at være uvenlige eller meget lidt meddelsomme af tilrejsende fiskere. Det er bestemt ikke rigtigt. Grunden er nok, at Mörrumsåen på visse tidspunkter i sæsonen bliver fisket hårdt af uerfarne fiskere. De vader på laksens standpladser i lav vandstand, skræmmer fisken med plaskende liner, eller vader ligefrem ud og begynder at kaste foran en Mörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 13

13

23/08/13 12.58

fisker, der allerede er på vej ned over en plads. En lokal fisker, der lige er kommet fra arbejde og har tænkt sig at fiske en plads eller to et par timer om aftenen, finder dem måske helt optaget af fremmede fiskere. Eller han bliver måske gentagne gange forstyrret af fiskere med ringe stil. De begynder f.eks. at fiske lige foran ham, så han må opgive. Hvis en eller anden beder en erfaren mörrumsfisker om gode råd i den situation, er det forståeligt, at han ikke har særlig lyst til at svare. Så han løber en risiko for at blive kaldt uvenlig.

En forudsætning for at lære andre fiskere at kende ved et fremmed vand og selv få glæde af sit fiskeri er at udvise god stil. God stil er at holde afstand til andre fiskere og ikke vade ud foran en fisker, der er på vej ned over et stykke vand. Hvis du er i tvivl, om du er for tæt på, så spørg ham inden du begynder. Men spørg ham kun, når der er en rimelig afstand, for han vil sikkert under alle omstændigheder svare ja! Også selv om du generer hans fiskeri. Vad ikke direkte ud på en plads,

14

du har fået at vide holder fisk, for at dække andre pladser. Vad med omtanke, både for din, fiskens og den næste fiskers skyld.

God stil er at lade være med at fare rundt mellem forskellige pladser og fiske dem hårdt i én køre. Sidder man derimod og venter til en fisker er gået en plads igennem, uden straks at vade ud bag ham, er der alle chancer for at han kommer hen, hvor du sidder. Her er mulighederne for at få værdifulde oplysninger om fiskens standpladser, fluevalg, hvor man bedst kan vade osv. Oplysninger det ville tage år selv at finde frem til. Gennem årene har jeg lært flere lokale fiskere at kende, og de har selvfølgelig haft stor betydning for mit eget fiskeri. Sune Almquist, Evald Lorentz, Ingmar Österlund og Erik Erlandsson var nogen af de første lokale jeg fiskede sammen med. Og det er fra dem, en god del af mit lokalkendskab til Mörrums strømme og laksepladser stammer. »Håveren« arbejder i Kungsfossen for at skaffe gydefisk til Mörrums lakseklækkeri.

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 14

23/08/13 12.58

I årene indtil 1977 var der dårligt med laks i Mörrum, og det var kun et fåtal lokale, der fiskede i slutningen af maj, når de få, men store opgangslaks viste sig i åen. Der blev kun fanget enkelte laks i maj og juni, men jeg mødte troligt op hvert år og fiskede en uge for den chance. Men uden resultat. Mange af mine fiskevenner havde for længst opgivet Mörrum som laksevand og fiskede kun om efteråret efter havørreder i strømmene.

Når jeg blev spurgt, hvorfor jeg blev ved at fiske i Mörrum i maj, selv om jeg ikke fik noget, havde jeg mest lyst til at svare: – Det er måske ikke særlig vigtigt at fange laks, men det er vigtigt at prøve! Jeg syntes, jeg lærte en masse om fiskeriet og vandet. Jeg nød bare at være ved åen, vade og fiske i strømmene med alle sanser åbne.

Selvfølgelig med den tanke i baghovedet, at en­gang ville en blanklaks skyde frem i strømmen og tage min flue. Om aftenen sad jeg ofte i hesteskuret ved pool 15, der var samlingssted for lokale fiskere. Her hørte jeg historier fra år med stor lakseopgang, rigtig vandføring og temperatur og om drabelige kampe med store nystegne blanklaks.

1977. Mörrum i maj

Efter en uges laksefiskeri i Mörrumsåen sad jeg forstenet med laksestængerne mellem knæene og rygsækken ved siden af og stirrede ud ad kupé-vinduet. Det lille kystbanetog satte i gang mod Malmø og den samme togmand, der havde billetteret mig på udvejen kom ind i kupeen for at sælge mig en billet. Han kikkede fra siden på mig og forsvandt så videre ned gennem toget.

En halv time senere kom han tilbage og satte sig på det tomme sæde lige over for mig og spurgte: – Hvad er der sket? Og da jeg ikke svarede straks: – Har du mistet en laks? Togmanden var en af Mörrums fiskere, så jeg tog mig sammen og fortalte ham historien: En søndag i slutningen af maj ringede jeg op til Evald Lorenz for at høre, hvordan mulighederne i Mörrumsåen så ud.

Han fortalte, der var mere vand i åen, end der havde været i mange år, og at vandet for en gangs skyld var koldt, under 9 grader. De første blanke laks havde vist sig på de nederste stykker af åen, og der var allerede taget et par stykker på spin. Det så lovende ud, og han forventede, at hovedtrækket af laks ville indfinde sig i

åen når som helst. Der var alle muligheder for, at det blev stort, hvis åen stadig gik med så høj vandføring.

Jeg ringede straks til mit arbejde og meldte mig syg for den næste uge. – Er du virkelig syg? spurgte de. – Ja! – Har du feber? – Ja! – Laksefeber? – Ja ... de kender mig lidt for godt.

Næste morgen tog jeg kysttoget fra Malmø op til Mörrums lille station og gik langs åen med stængerne og rygsækken op til Karins røde træhus, der ligger med udsigt over pool 7 og 8. Jeg havde ringet i forvejen, og nøglen lå under en sten ved siden af hoveddøren. Huset består af to små lejligheder, der kun benyttes af fiskere.

De er yderst spartanske: Et lille køkken med rindende vand, en kogeplade og det nødvendigste køkkengrej.

Desuden en lille stue med seng og en kakkelovn med en stor stabel brænde til den kolde tid. Jeg lagde alt mit grej ind i den mindste lejlighed og bestemte mig for med det samme at gå de to kilometer op til Mörrum by for at købe madvarer og fiskekort til en uges ophold.

På tilbagevejen fulgte jeg en smal sti langs åen. Åen gik med 45 kubikmeter vand i sekundet, og i strømstederne var den blevet en brusende elv. Jeg kom forbi pool 4, da en laks gik op og viste ryggen i overfladen lige oven for jernbanebroen. Min puls steg et par slag, og jeg satte tempoet op!

Da jeg når de store træer lige før nakken mellem 7 og 8, opfanger jeg det kendte »switch« af en flueline i luften, men jeg ser ingenting. Jeg sætter madposerne på jorden og venter. Der er ingen tvivl. En fluefisker er i gang oppe på det blanke stykke, lige før vandet vælter over nakkens store sten. Et øjeblik efter hører jeg igen lyden og ser en lang flueline blive strakt op over engen, for straks efter at forsvinde ud over vandet, jeg nærmer mig forsigtigt stedet, hvor linen er forsvundet og opdager en fisker i en regnjakke, nede mellem breddens siv. Fiskeren er Lill-Oskar fra Mörrum. Jeg hilser på ham og spørger, om han har set eller mærket noget. Han fortæller mig, at han har fisket i 14 dage, uden at der er sket det mindste. I mellemtiden har han lagt et nyt langt kast ud over strømmen, og i det samme ser jeg en hvælving i overfladen, hvor fluen er landet. – Der er den! hører jeg Oskar sige.

Samtidig spændes linen op af vandet, så vanddråberne springer af den, mens stangspidsen bøjes helt ned Mörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 15

15

23/08/13 12.58

mod overfladen. Laksen tager det roligt i begyndelsen og bevæger sig rundt i dybet. Et tegn på, det er en stor fisk, og den sikkert er kroget godt. Jeg er ikke ret langt fra huset og springer op for at få fat i mit fotografiapparat. Da jeg kommer tilbage, har laksen taget et par kraftige udløb op i det rolige vand. Oskar står bare der mellem sivtuerne med en god bue i stangen og uden at røre hjulet, da laksen viser sig første gang i overfladen. Laksen, der mærker kræfterne begynder at svigte, bliver mere urolig og slår voldsomt med hovedet, og pludselig stikker den i fuld fart ned over fos-nakkens sten i den hårde strøm. Oskar er på forhånd klar over faren. Han viser nu sit kendskab til pladsen og springer lynhurtigt ned forbi laksen, indtil han bliver stoppet af nogle store træer. Her presser han laksen ud af den hårde strøm i én bevægelse. Laksen kæntrer et øjeblik i strømmen under presset, men kommer dog ind i roligere vand ved siden. Et par meter line mere og laksen var fortsat ned i strømmen og gået tabt. En vanskelig kamp fortsætter for at holde fisken i det rolige vand og flere gange er den lige ved at overliste Oskar, når den styrer mod hovedstrømmen.

Til sidst er den så træt, at den står med hoved og hale ret op og ned i vandet. Et øjeblik efter kan Oskar føre den helt ind til bredden og løfte den i land med et greb om haleroden.

Der ligger den i græsset, bred og dyb, stadig med pulserende sølvsider. En hanlaks med den første antydning af krog i underkæben. Jeg åbner munden på laksen og lige bag tungen sidder en enkeltkroget uldsok str. 1/0 på tværs med forfanget op bag det ene gællelåg.

Vægten viser 13½ kg.

Jeg var nu så varm, at jeg alvorligt overvejede at fiske samme aften. Men mit fiskekort gælder først fra næste morgen! Jeg tog mig sammen og gik i stedet op til huset for at rigge grejerne til og efterse alt. Aftenen brugte jeg til at skærpe kroge og checke lakselinernes splejsninger, pakke waders og stænger ud, så alt var klar til om morgenen.

Et par krager skræppede op i æbletræerne lige uden for huset i den første lysning. Jeg vågnede og lå i sengen og så ud på en diset grå himmel med en berusende fornemmelse af frihed. I de næste fem dage skulle jeg ikke 16

foretage mig andet end at spise, sove og fiske laks. Da jeg stod uden for huset, var luften varm og dampet. Det betød, at disen ville lette op ad dagen, når solen fik fat.

Hele morgenen og formiddagen fiskede jeg på de nederste pladser af åen uden at se fisk eller mærke nogen ting. Ved pumpestationen mødte jeg en gammel lokal laksefisker, der bor ved Ellebjerg, åens udløb.

Han fortalte mig, at erhvervsfiskerne uden for Mörrum havde fået fine fangster i deres garn og det så ud til, at et stort træk af laks var på vej op i åen.

Om eftermiddagen bestemte jeg mig for at gå op og prøve pool 1. I fangstbogen, der ligger uden for fiskekontoret ved pool 1, så jeg, at der var taget to laks om formiddagen. Min idé var at prøve pladserne uden for øerne, da to fiskere var i gang på den modsatte side.

Mellem øerne er der udspændt en wire med en lille båd, der kan trækkes frem og tilbage, da der er alt for meget vand til at det går at vade.

Jeg lader båden hænge i wiren, da jeg har trukket mig over til øen, så jeg kan stå op i båden og få bedre plads til kastet. Gang på gang lægger jeg fluen over til den store sten ved modsatte bred og lader den suges ned i strømmen bagved. Der er flere fine laksepladser på strækket ned til pool 2, og jeg fisker alle dem, jeg kan nå, omhyggeligt igennem. Men der virker tomt. Solen er brudt igennem, og jeg lægger mig i græsset yderst på øen, hvor jeg har fuldt udsyn over strømmen. To gange synes jeg, at jeg ser en bevægelse i overfladen på grænsen mellem pool 1 og 2. Men jeg er ikke sikker. 20 minutter senere bestemmer jeg mig til at prøve forfra igen med en mindre og lysere flue.

Solen varmer og overfladen har fået en blå tone. En 1/0 Thunder and Lightning bliver udskiftet med en to numre mindre Rusty Rat, og jeg begynder at dække de øverste pladser fra båden igen. Inden jeg har fået en hel linelængde ud, viser en laks sig midt i åen lige neden for, hvor jeg står.

Laksen tager fluen i et hårdt stød, da den er på vej tværs over strømmen. Den springer vildt ud af vandet to gange og er væk. Det utrolige er hændt – en blank laks har hugget på min flue! Selv om det ikke er lykkedes at kroge den, er jeg godt tilpas, da jeg vandrer hjemad langs åen. Jeg har stadig 5 dages fiskeri foran mig – med masser af muligheder.

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 16

23/08/13 12.58

De næste to dage reagerede ingen laks på mine anstrengelser, selv om jeg lod fluen fiske gennem hver tænkelig plads i strømmen. Der var efterhånden samlet en god del laksefiskere på de nederste stykker af åen.

Tredje dags morgen gik jeg op til en gammel lakseplads ved »Åkrogen«. Jeg håbede en laks var gået over Kungsfossen og havde stillet sig her. Stod der en laks på pladsen, var jeg i hvert fald den første, der viste den en flue.

Mellem de store sten er strømmen kolossalt hård, og jeg har besvær med at fiske fluen langsomt og dybt nok. Jeg skifter til en tung rørflue for at være sikker på at komme ned under den hårde overfladestrøm. Da fluen hænger lige ned på en strakt line, tager en laks den helt inde ved kanten. Laksen farer straks midt ud i det værste bulder med linen efter sig, vælter rundt i strømmen og slipper fri!

Jeg var efterhånden ikke særlig stolt ved situationen. To store chancer havde jeg haft, uden at det endnu var lykkedes. Den ubehagelige tanke, at jeg nok gjorde noget forkert, sneg sig langsomt ind på mig. Andre fiskere havde fået laks de sidste dage, så det var nok mig selv og mit fiskeri, der var noget galt med.

Et par timer senere går jeg ud på den første ø i pool 1. Op ad et træ står en stang, og mellem buskene sidder en fisker på en rygsæks udklapsstol og stirrer ud over strømmen. Han er på min alder og ser bestemt ikke begejstret ud. Jeg sætter mig ved siden af ham og beretter om mit »uheld« om morgenen. Han har selv ikke haft meget mere held: En halv time tidligere havde han mistet en stor laks, fordi fluelinen knækkede!

Når der er meget vand i åen, dannes der en fin standplads i sideløbet bag ved øen, som kun få fiskere kender. Her havde han kroget en laks, der straks var gået ud mellem øerne til hovedstrømmen. Pludselig var flue­linen knækket midt på. Og laksen var rendt med den anden halvdel. Det var ikke få svenske eder, der faldt over fabrikanten af fluelinen og redskabsmarkedet i al almindelighed. Det var mit første møde med Erik Erlandsson, en lokal fisker, som jeg kom til at kende og fiske med mange gange i de følgende år.

Der var mange laks i Mörrumsåen. Flere end i mange år. Der var virkelig chancer, og jeg fiskede hårdt de sidste dage. Jeg var så træt om aftenen, når jeg vendte

tilbage til Karins hus, at jeg oftest faldt i søvn, før jeg havde fået noget at spise. Næste morgen trak jeg bare i de efterhånden dyngvåde waders, greb stangen og fortsatte på pladserne. Midt på dagen smed jeg mig i græsset, hvor jeg befandt mig og sov en time eller to. Men lige meget hjalp det. Jeg fik ikke flere tilbud.

Den sidste dag måtte jeg opgive fiskeriet ved middagstid. Jeg skulle nå et tog om eftermiddagen og gik tilbage mod huset for at pakke og gøre rent. Da jeg kom forbi grænsen mellem pool 7 og 8 – det samme sted hvor Oskar havde fået sin fisk den første dag – så jeg en hvirvel fra en stor laks oppe på det blanke vand. Jeg satte mig i græsset og iagttog stedet et stykke tid. Netop som jeg rejste mig for at gå – jeg tænkte laksen allerede var fortsat opover i åen – var der en stor rolig bevægelse under vandet på samme sted. Laksen satte af og skubbede en stor bølge i overfladen foran sig.

Jeg løsrev mig og gik op til huset for at pakke, men holdt hele tiden øje med nakken, der var synlig fra det ene vindue. Og pludselig viste laksen sig igen på samme sted. Jeg fik travlt med at ordne det sidste.

Straks efter står jeg mellem sivene i pool 7 og lægger fluen ud over nakken. Jeg har endnu halvanden time, før toget går. Gang på gang kaster jeg og lader fluen suges ned mod stenene, over laksens formodede standplads. Snart bliver jeg klar over, at laksen har et højst ejendommeligt bevægelsesmønster. Cirka hvert tiende minut går den op og sætter af med en hvirvel i overfladen, så den lille sivmåtte, jeg står på i kanten, gynger. Derefter fortsætter den fremad i vandet med en stor bølge foran sig og forsvinder åbenbart for at vende tilbage til sin plads. Jeg beregner, at der går mindst 5 minutter fra den sætter af fra sin plads, til den vender tilbage i dybet og stiller sig igen. Hver gang den viser sig i overfladen og skyder fremad, holder jeg en fem minutters pause, hvor jeg bare lader linen hænge i kanten, inden jeg begynder at kaste igen. Hver anden gang jeg holder pause, bytter jeg flue. Men jeg er kommet i den tilstand, hvor man kaster og fisker mekanisk uden tro på, at laksen vil tage fluen. En tilstand hvor man næsten har glemt, at en stor laks ser ens flue passere i hvert kast og kan tage den når som helst.

Jeg er ved at give op, da tre fiskere kommer gående Mörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 17

17

23/08/13 12.58

113621_Laks-Body.indd 18

23/08/13 12.58

langs stien bag mig. De har set laksen i overfladen og lægger sig på græsmarken i nærheden – i håb om at der vil ske noget. Jeg kan høre, de diskuterer laksens størrelse. Som sidste forsøg binder jeg en stor General Practitioner på forfanget og lægger den langt ud over strømmen. Samtidig vender jeg mig mod fiskerne og bemærker: – Den ta’r ikke – jeg har prøvet den i næsten en time!

Fluen er på vej ned mod suget, da et voldsomt ryk spænder linen og presser stangen hårdt ned mod overfladen. En laks på mere end 20 kilo ryger ud af vandet i et flere meter langt fladt spring med bugen opad og ryggen nedad! I én fortsat bevægelse skyder laksen skråt over mod den anden bred. Det går så hurtigt og med sådan en kraft, at fluehjulet næsten tier i sine høje omdrejninger. Linen skærer en lang fure i korkhåndtaget, da jeg i refleks klemmer om line og håndtag oven for hjulet. I baggrunden er fiskerne sprunget op fra deres magelige stilling i græsset, og jeg hører en af dem udbryde: Stangen knækker! Ved den modsatte bred går laksen mere roligt, mens jeg flytter fra sivmåtten til en bedre position længere oppe på bredden.

Laksen bliver igen urolig og slår hidsigt med forkroppen, mens den svømmer opstrøms over til min side.

For sent husker jeg, at der netop her ligger en stor spids sten og rager op under vandet. Inden jeg kan foretage mig noget, er laksen gået inden om stenen, og forfanget bliver raspet op på den skarpe kant. To dybe stød og forfanget springer med et smæld! Jeg står fuldstændig lammet, da en af fiskerne kommer hen og lægger armen om min skulder og siger: – Sådan en fisk får man aldrig!

Tv øverst / En laks har hugget fluen og er på vej ned i den hårde strøm.

Tv nederst / Fiskeren lægger fuld pres på stangen, mens en ­hjælper holder sig klar i strømkanten. Øverst / Fanget!

Nederst / Over 10 kilo.

Mörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 19

19

23/08/13 12.58

Jeg skiller stangen ad, får fat i rygsækken, og når lige akkurat at springe på toget.

Da jeg kom hjem, kunne jeg simpelthen ikke ryste oplevelsen af mig. Når jeg lagde mig, og lige inden jeg faldt i søvn, viste en laks sig på nethinden med bugen opad og ryggen nedad i et vældigt spring – og jeg fór op af sengen. I to dage gik jeg rundt og kunne ikke rigtigt foretage mig noget fornuftigt, og til sidst gjorde jeg det eneste der ville hjælpe: Jeg pakkede mine grejer og stænger, tog toget op til Mörrum og gik alle laksepladserne igennem stille og roligt endnu en gang.

Det store træk af laks var forsvundet og spredt opover i åen. Jeg oplevede ikke noget, men jeg faldt til ro og glædede mig over, at der endnu var en lang sæson i de norske lakseelve. Som salt i såret var de svenske fisketidsskrifter bagefter fulde af artikler om det gode år og de strålende fangster, der var gjort i Mörrum.

Dårlige år i Mörrum

I de følgende år var opgangen af laks i Mörrumsåen under middel eller dårlig. De få laks, der blev taget i maj 20

Rosendala med glimrende vandføring.

og juni måned, kunne tælles på to hænder. Rygtet om det fine fiskeri i 77 havde lokket en del nye laksefiskere til Mörrumsåen. Der var mere trængsel omkring laksepladserne, end jeg før havde oplevet. Men da opgangen af blanklaks var så sparsom, faldt de fleste nye fiskere snart fra, og der var bare de samme tilbage, som fiskede og mødtes hvert år.

Jeg nyder at være i Mörrum den sidste uge af maj, hvor træerne får de første små lysegrønne ører. Specielt er jeg kommet til at holde af de øverste stykker af Kronans Vatten. Rosendala, Persakvarn og Hönebygget er navnene på de øverste stræk, hvor åen løber i en fantastisk natur med spændende strømsteder, store sten og fosnakker. Åen er en skovelv med fart på her oppe. Den gemmer mange fine pladser for fisken, og alle fluefiskere i Mörrum holder specielt af det øverste stykke.

Men Mörrum blev for mig kun en forsmag på laksesæsonen senere i de norske eller skotske elve.

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 20

23/08/13 12.58

Min uge i Mörrum blev mest til samvær med fiskere og venner på elvbredden, afprøvning af nye grejer og teorier, men ikke ret meget effektivt fiskeri. Mörrums fiskere talte på det tidspunkt ofte om sandsynligheden for en god opgang af laks i 1980 eller 81.

Regnestykket så således ud: I 77 var der mange laks i åen. Disse laks måtte have produceret en masse yngel, der efter 2 år i åen og 1 eller 2 år i havet ville vende tilbage for at gyde i 80 eller 81. De år ville sandsynligvis blive gode. Jeg fik faktisk en laks i Mörrum i 1980.

Laksen tog en lille Thunder and Lightning oppe i Persakvarn en skummel aften med regnbyger og sorte skyer, der fejede hen over himlens sidste lys. Den vejede 4 kilo og havde stået i åen en tid. Den var sort som et kakkelovnsrør og havde et grimt åbent sår ved haleroden.

Derudover var der færre laks i åen end nogensinde, og året efter blev det ikke meget bedre.

I de år var en af de store nyheder laksefluestænger lavet af kulfiber. I Mörrum blev de første fabrikater grundigt testet og gennemprøvet af dygtige fiskere, der også bragte dem med til Norge og Skotland. Resultatet var: Til trods for fabrikanternes store lovord og påstande, kaster eller fisker kulstænger ikke længere eller bedre end stænger af andre materialer. De er bestemt heller ikke stærkere eller mere holdbare. Snarere tværtimod. Men de har en afgørende fordel frem for andre materialer: de er væsentlig lettere!

En laksefluestang på 14-15 fod er som en lang vægtstang. I praksis har vægten ikke større betydning for selve kastet. Men det kan mærkes i ryggen at svinge en tung stang og holde den ud over strømmen en hel dag.

Jeg har set fiskere med træstænger stå på elvbredden og lave dybe knæbøjninger for at rette ryggen ud efter et fiskepas. Træstænger, f.eks. splitcane, er konstrueret til fiskere på en tid, hvor der var flere laks og færre laksefiskere, og fiskeriet har været mere afslappet. Man fiskede på et par forskellige laksepladser en time eller to og havde måske en gillie til at bære grejerne rundt.

I dag er der flere fiskere og langt færre laks i elvene.

Moderne laksefiskeri er ofte et spørgsmål om udholdenhed og mange timers fiskeri. Jeg byttede selv min tunge Sharpe splitcanestang til en mange gange lettere kulstang på 14 fod, og oplevede at jeg var meget mere koncentreret og opmærksom dagen igennem og ikke så

udmarvet de dage, hvor der var et stort træk af laks i elven. Dage hvor man fisker hårdt i mange timer for sin chance.

Jeg oplevede godt laksefiskeri i både Norge og Skotland i de år, men Mörrum var stadig et problem. Jeg fik dog enkelte mindre laks og et par fine havørreder om efteråret. I maj 81 var der færre laks i åen end nogensinde. Men jeg havde det held, at en blanklaks gik op og tog min flue inde under træerne i renden lige oven for broen i Hønebygget. Laksen masede rundt i poolen oven for broen et stykke tid. Da jeg stod elendigt inde under træerne med store grene hængende ud over strømmen, kunne jeg kun holde stangen vandret lige over vandet. Jeg havde næsten ingen styr over line og fisk og kunne ikke flytte mig. Det endte med, den strøg med strømmen ned gennem det midterste hul under broen og fik vristet krogen af. Igen var det mislykkedes at få en blanklaks i Mörrum. Åen og dens fisk syntes forhekset for mig. Men jeg så, at mange andre fiskere – også dygtige lokale – havde samme »uheld« som jeg selv i de år. Grunden var den samme: Fiskeren er låst fast et sted, hvor han ikke har nogen mulighed for at følge fisken i strømmen. Mörrum er simpelthen det vanskeligste laksevand, jeg kender. Det er besværligt at vade og kaste og kroge en laks her. For ikke at tale om at få den velbeholden ud af strømmen, hvis det endelig lykkes. Det skal der et helt lille mirakel til!

Maj 83 – Revanche

Der var ikke tegn på, der skulle ske noget særligt i Mörrum i 83. Forårsfiskeriet havde været godt. Der var fanget en del blanke havørreder på det nederste af åen – fisk i god kondition, som ikke havde været på leg om vinteren. Og der havde været godt med vand i marts og april. I maj ringede jeg op til Erik, og vi talte lidt frem og tilbage om mulighederne. Jo, der var taget en enkelt meget tidlig laks i åen i april og et par større fisk først i maj. Mörrum gik med god vandføring, og der var stadig meget vand i depoterne oppe i de store søer. Vandstanden skulle nok holde i hele maj. Flåden af erhvervsfiskere i havet meldte om store fangster. Hvis der bare kom et omslag i vejret, så en del af laksene undgik nettene, ville der ikke gå mange dage, før de første viste sig i åen. Andre år havde set lige så lovende ud i starten.

Mörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 21

21

23/08/13 12.58

Men havde vist sig være en skuffelse. Det var bare at vente og håbe.

Om aftenen, hørte jeg i radioens vejrmelding, at et solidt højtryk var ved at opbygges over Mellemsverige, og jeg bestemte mig for at tage til Mörrum næste morgen.

Da jeg steg af toget på trinbrættet i Mörrum by var det fint solskin med varme i luften. En svag vestlig brise raslede i træernes kroner. Jeg tog stangposen under armen, slængte rygsækken på nakken og fulgte stien langs skinnerne til jernbanebroen over pool 4. Der var mere vand i åen end jeg havde forestillet mig eller turdet håbe på. Over 40 kubikmeter. Vandmassernes drønen under broen havde en dyb tone. Jeg gik ud på jernbanebroen og forsøgte at se ned til de to flade sten på bunden – en af de første standpladser i åen, hvor man kan se laksen. Men vandet var for uklart og en spinnefisker stod ved cementmuren og kastede uden ophold mod stenene, så jeg fortsatte ned langs åen til Karins Hus. På køkkenbordet i den lille lejlighed lå en besked 22

To kendte profiler i Mörrumsfiskeriet – Erlandsson og Schyberg.

til mig: »Lasse«, en svensk laksefisker, ville dukke op i løbet af eftermiddagen og bo i husets anden lejlighed i nogle dage. Herligt!

Det er altid en særlig og forventningsfuld stemning, der griber mig, når jeg trækker laksestængerne ud af poserne for første gang efter en lang vinter. Fluer, hjul og liner lægges frem. Er jeg alene, kan jeg tage mig selv i at gå og snakke med laksestængerne.

Himlen, der havde været høj og klar under togrejsen, fik et let gråt skær og blev skyet om eftermiddagen.

Lasse havde ikke vist sig endnu, da jeg bestemte mig for at gå ned og prøve et par kast i »Smörholjan«. På vej ned over hestemarken mærkede jeg, at vinden var drejet over i øst, og luften var blevet kold. Mit termometer, som jeg lod svaje i strømkanten, viste en vandtemperatur på 13-14 grader. Luftens temperatur viste bare 12 grader, og jeg bestemte mig for at bruge en letsynkende line og en str. 4 flue.

Enhver lakseelv har sine egne favoritfluer – fluer,

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 22

23/08/13 12.58

som påstås at fange bedre end andre. Mörrum har også sine favoritter: Thunder and Lightning med hårvinge og orange kropshackel er en af de allermest brugte.

General Practitioner – en hidsig rødorange flue, der fisker godt i mørkt og uklart vand og Uldsokken, der er en helt lokal flue. I flere år pønsede jeg på at binde en flue af Spey-typen med et langt pulserende hackel til Mörrum. I Skotland og Norge havde jeg set, hvor godt Speyfluer fungerede i hård strøm og fangede laksens opmærksomhed. Efter succesen med Black Shank som tog laks i mange elve, hvor den blev prøvet, bandt jeg vinteren 82-83 en flue med lysebrune og mørkspættede vinger, sort silkekrop og et langt rødt speyhackel fra guldfasan, specielt til Mörrums laks. Nu skulle den stå sin prøve.

En spinnefisker, der ikke havde set mig, stillede sig op på en sten og begyndte at kaste i strømmen lige foran mig. Jeg rullede ind og bestemte mig for at gå op og lægge årets første kast, hvor jeg havde haft mit livs laks på – grænsen mellem pool 7 og 8.

Jeg holdt den nye flue i en kort line i kanten og iagttog dens liv i strømmen. Fluens farver passede fint til vandets tone af brun humus. Det lange hackel pulserede og fulgte levende strømmens svajen. Jeg var tilfreds eller som »Stjørdals-Arne« ville have sagt: – Den flue er farlig!

Lidt usikker efter vinteren sætter jeg stangen i bevægelse og lægger et par kast ud over den blanke flade på 7'erens nakke. Snart indfinder den gamle rytme sig. Da kastene ligger helt nede i suget ved stenene, tænker jeg allerede på at prøve et nyt sted! Det er svært at blive ret længe på én plads, når det er årets første dag.

Jeg ruller noget line ind på hjulet og fortsætter rundt om svinget med en kort line og fluen hængende ude i strømmen. Langs min egen bred er der en kraftig strøm, efter vandet oppe fra det blanke stykke bliver presset ned mellem en række store sten og bredden.

Jeg fisker fluen i strømrenden ved at rulle den skråt fremad på en kort line.

Det er ikke den lange blågrå skygge i vandet, jeg ser først. Derimod det hvide ved kæberne, da laksen går op bag fluen og åbner munden. Laksen aner åbenbart ikke uråd, men fortsætter med fluen op gennem strømren-

den – bare et par meter fra, hvor jeg står, til det rolige vand oven for nakken.

Linen spændes og laksen, der endelig mærker, noget er galt, vælter sig ud af vandet i et langt fladt spring og sætter tværs over åen. Det er en stor laks, og det er 1977 om igen. Men også med erfaringerne fra dengang.

Jeg er klar over de farlige steder, og får laksen styret bort fra dem. Laksen prøver alle numre med mig: Den springer ud af vandet, så bølgerne slår op på bredden.

Den foretager lange udløb og går rundt i dybet med linen som en skærende streng efter sig i overfladen. Der er al sandsynlighed for, at laksen i et sidste panikforsøg vil gå over stenene på nakken. Og jeg husker Oskar, der sprang ned forbi sin laks for at presse den ud af den hårde strøm i 77. Desværre er en af buskene på elvbredden nedenfor, hvor jeg står, vokset til et mindre træ. Jeg er ikke sikker på, om jeg kan svinge stangen med linen over toppen. Men det er den eneste chance!

Laksen vender i dybet og tager fart ned mod nakken.

Jeg kan mærke på rystelserne i stangen, at nu sker det.

Det er utroligt, hvor hurtigt man kan bevæge sig i sådan en situation. Laksen går nedover for fuld fart, med halen piskende i overfladen, da den ryger over stenene.

Jeg springer langs bredden og svinger stangen højt over træet, så toppen bliver slået af og en masse blade drysser ud over vandet. Jeg bliver stoppet af træerne i svinget, men er på siden af fisken og lægger al det sidepres på stangen, jeg vover. Forfanget holder, og jeg får vendt laksens hoved i strømmen i sidste øjeblik. Endelig drejer den ind i roligere vand i siden. Laksen er langtfra færdig, og en knaldhård kamp for at holde den fra hovedstrømmen er kun lige begyndt. Gang på gang forsøger den at komme ned i strømmen. Hver gang holder jeg igen med al magt og får vendt den – en meter line eller to mere, og den havde fået tag i strømmen og var forsvundet.

Noget pigtråd fra hesteindhegningen ligger i vandkanten lige nedenfor, hvor jeg står. Landingen kan blive farlig, og jeg bestemmer mig for at bruge min lille lommefangstkrog første gang, jeg får chancen.

Laksen kommer pludselig glidende lige forbi mig.

Jeg hæver stangen og presser den et øjeblik nærmere og sætter krogen i ryggen på den, før den når at dreje ud i strømmen. I samme bevægelse trækker jeg den langt op i græsset!

Mörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 23

23

23/08/13 12.58

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad ved siden af den, før jeg vågnede og forstod, at det var lykkedes.

Laksen var en nystegen han. Skinnende blank og tyk som en gris. Bare 104 centimeter lang og vejede 16,2 kilo – og i siden af kæften sad min nye flue! Hvilken start på laksesæsonen efter 10 minutters fiskeri!

Jeg vaskede mine hænder i strømkanten, lagde en lykke om haleroden på laksen og tog den på nakken op til huset. Lasse var kommet og ventede på mig sammen med den gamle fiskekontrollør Gustafsson.

Efter flere kontrolvejninger sad vi udenfor på træverandaen og skålede på laksen, mens aftenen og mørket sneg sig ind på os. Mange gange gik jeg om bag huset og så på fisken. Hver gang blev den større og mere utydelig i tusmørket. Midt på natten havde den ikke noget omrids mere, men skællene lyste som perlemor.

Vandpumpens rytmiske stød vækkede mig et øjeblik i morgenens første grå lys. Jeg hørte Lasse rumstere i køkkenet, men sov igen, inden kaffelugten nåede ned i soveposen.

Det var langt op ad formiddagen, da jeg endelig stod op og var lidt ulden i hovedet. Lasses stang var væk, og

24

Majlaks i topkondition.

det så ud til, at meteorologerne for en gangs skyld havde haft held med langtidsvejrmeldingen. Det var varmt solskin, da jeg sad på trappen til verandaen. De to heste på marken, rullede sig i græsset, men kom snart hen og tiggede med hoved og hals strakt ud over indhegningen. Jeg havde ikke noget hastværk og resten af formiddagen brugte jeg til at efterse og kontrollere mine redskaber. Fluelinen og et langt stykke af baglinen blev strippet af hjulet og lagt i græsset. Meter for meter blev gennemgået for eventuelle fejl eller skader. Splejsningerne blev checket. Hele den nederste del af forfanget, der bliver hårdest belastet, udskiftede jeg med et frisk stykke nylon 0,40. Et af de øverste øjer på stangen havde fået et slag og var bukket ind mod stangklingen. Det var sikkert sket, da jeg svingede stangen over trætoppen. Med en tang fik jeg forsigtigt rettet det op. Den lille teleskopiske fangstkrog blev trukket ud og tørret, fik en dråbe olie i leddene, og spidsen blev skærpet.

Enhver sportsudøver kender betydningen af den slags små gøremål. Noget af det mest utilgivelige og ærgerlige er, at en lille ubetydelig fejl ved redskaberne

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 24

23/08/13 12.59

bliver afgørende for en kamps udfald. Den anden vigtige betydning af den rutineprægede kontrol af grejet er, at fiskeren lader op, samler sin energi og koncentration om opgaven og ofte kommer umærkeligt frem til en taktik, mens det bare ser ud som om man nusser unyttigt omkring.

Jeg har set og også selv oplevet ærgerlige og unødvendige tab af laks, fordi noget svigtede i sidste øjeblik.

En laks lægger ofte så hårde fysiske belastninger på grejerne, at selv om alt er sundt, er det tæt på bristepunktet. I sådan et øjeblik er en lille skavank eller fejl det svage led og bliver afgørende for udfaldet.

Der er nok af situationer på vanskelige pladser i elvene, hvor en kroget laks har næsten alle fordelene.

Den kan udnytte sin styrke i strømmens pres, uden at selv en erfaren laksefisker kan gøre ret meget fra eller til – og kun held kan bringe laksen på land.

Det er utroligt – og viser også mangel på viden om laksefiskeri – at så mange fisker med bl.a. deformerede og udslidte øjer på deres stænger, gamle liner, der ikke har været efterset eller taget af hjulet i årevis, forfang af tilfældige stumper nylonliner og anden eller tredjerangs kroge, der knækker eller rettes ud under kampen med en laks. Det er ofte den slags fiskere, der beretter drabelige historier om laks, de har haft på. Laks, der var så store, at intet kunne holde dem.

Det var langt over middag og solen glitrede i vandet, da jeg stod og så ud over strømmen i pool 15 og 16. Der var varme i luften. En mindre flue på en flydende line måtte være chancen. En fluefisker var vadet halvvejs ud mellem stenene ved den lille bro og kastede i et stykke vand, der sjældent holder fisk. Jeg prøvede at forklare ham, hvilken vej han kunne komme længere ud mellem stenene, så han kunne nå et par gode pladser med fluen.

I stedet kom han ind og satte sig på broen og bad mig fiske pladsen over, så han kunne se, hvor jeg vadede.

Resten af eftermiddagen og aftenen blev jeg på de nederste pladser i åen. Jeg fiskede dem en gang igennem, men sad mest bare og iagttog vandet. Når en ny laks kommer op i åen er pool 15 og 16 det første strømsted, den møder. Oftest svømmer den lidt rundt i strømmen for at orientere sig i de nye omgivelser og viser sig i overfladen med et slag eller vending. I den

grå time – lige før det blev helt mørkt – viste flere store hvirvler i overfladen, at der var laks på vej op i åen. De gik så hurtigt gennem strømmen, at ingen kunne nå at friste dem med sin flue. Men det så godt ud for de kommende dages fiskeri.

Det var helt mørkt, da jeg fandt tilbage til huset, hvor Lasse var ved at lave aftensmad. Han havde fisket hele dagen lidt længere oppe i åen uden held. Men han havde også set fisk passere i strømmen opover.

Når de første laks viser sig i Mörrumsåen samler fiskeriet sig naturligt om de nederste stykker af Kronans Vatten. Ingen laksefisker vover at fiske på det nordlige stræk, før der er sikre tegn på, at laksen er gået over Kungsfossen. Men hvornår går laksen over fossen? Det er altid det store spørgsmål.

Længe sad vi og snakkede frem og tilbage for at lægge en taktik for den kommende dags fiskeri. Vi havde begge set laks passere hurtigt i strømmen. Og da vi nærmede os weekenden og trykket af tilrejsende fiskere begyndte at kunne mærkes på åens nederste del, bestemte vi os til at tage chancen og fiske oven for Kungsfossen næste dag.

Skoven var lige sprunget ud. Der var utroligt smukt og fredfyldt, da vi stod midt på den svajende hængebro oppe i Rosendala. Nedover, så langt øjet rakte, var sommerens mange fine pladser blevet til en lang fos med hvidt buldrende vand og umuligt at fiske. Fra nakken ved Stenkisten og op til Sydkrafts grænse – et stykke på hundrede meter – var strømmen og vandet perfekt. En laks, der har kæmpet sig gennem det lange hårde stryg, stiller sig oftest her på det roligere vand og hviler et stykke tid, inden den fortsætter opover.

Der stod fine, nye græsstrå på stien op til Sydkrafts grænse – et tegn på det var længe siden nogen har gået eller fisket her. Hvilke pragtfulde omgivelser at fiske i, selv om der måske ingen laks fandtes.

Lasse vader forsigtigt ud ved grænsen og begynder at lægge fluen ud over strømmen ved den store sten.

Omhyggeligt fisker han alle pladserne igennem, mens han bevæger sig nedover i kanten af strømmen. Da han er helt nede ved nakken, starter jeg øverst og følger langsomt efter.

Vi sidder i mere end en time på brinken mellem de Mörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 25

25

23/08/13 12.59

Den første laks fanget ovenfor Kungsfossen i 83.

nyudsprungne træer – tilfredse med bare at være her.

Pludselig springer Lasse op fra sin magelige stilling i græsset og peger ned over åen. En laks er gået over nakken og viser sig med kraftige bevægelser i overfladen, da den forsøger at finde en hvileplads lige oven for fossen. Laksen er gået over Kungsfossen til de nordlige stræk. Her er chancen!

Lasse griber sin stang og begynder at fiske ned mod stedet, hvor laksen har vist sig. Imens finder jeg en plads oppe på bredden med god udsigt over vandet. Jeg kan se Lasses Thunder and Lightning fiske over strømmen på en sinktip line. Men intet sker og laksen viser sig ikke.

I strømmen ligger et par små sten et sted, der kun kan opdages i laveste vandstand. Der er ingen synlig forandring, hvor overfladestrømmen går over stenene, men det er en god plads, hvor en ny laks ofte vil stille sig. Jeg tvinger mig til en lille pause, inden det er min tur til at fiske ned over strømmen. Netop som kastet 26

strækker forfanget mod de små sten, går laksen op i vandet, tager fluen og kaster sig voldsomt fremad, idet den mærker krogen trænge ind. Et øjeblik hænger den skråt i luften, men er straks i vandet igen og går op mod grænsen til Sydkrafts vand. Med et let sidepres bliver laksen oppe på det rolige stykke vand, til den er udtrættet, og vi kan få den op i græsset. En hunlaks på lige ud ti kilo og den første, der er fanget oven for Kungsfossen det år.

Om aftenen, da vi står ved fiskekontoret for at veje laksen og skrive den ind i fangstrapporten, siger en lokal fisker til mig: – Nu har du opbrugt dit held og kan godt tage hjem!

Som regel er det lige modsat. Den selvtillid og sikkerhed, en laksefisker får, når han har fået en laks eller to, gør ham »farlig«. Det er uklart om grunden er, at han har set, hvordan han skal fiske strømmen på den bedste måde. Eller det er »troen, der flytter bjerge«. Realiteterne er, at det ofte er de samme fiskere, der fanger flere laks.

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 26

23/08/13 12.59

Jeg fiskede i fem dage i Mörrum i den periode og havde kontakt med laks hver dag i gennemsnit. Jeg mistede kun én og fik fire: Den første på 16,2 kilo blev den største fanget på flue det år i Mörrum. De tre andre vejede 12,5 kilo, 10 kilo og 6,5 kilo. Der blev fanget mange blanke laks i slutningen af maj det år, og Mörrum kunne måle sig med det bedste norske laksefiskeri til ind i juni.

Jeg havde bestemt mig for at udnytte de strålende muligheder i Mörrum fuldt ud. Efter at have ordnet nødvendige ting i København fik jeg chancen for at fiske den første uge af juni. Min far overlod mig sin gamle bil. Det var bare at tage af sted ved første lejlighed.

Samme formiddag jeg ankom til Mörrum, havde Simon Agersø fået en god laks helt nede på grænsen til pool 16. Hvis den var en del af et større træk på vej op i åen, regnede vi med, at resten ville være nået til omkring landevejsbroen.

Da Simon og jeg kravler over hestegrinden inde under landevejsbroen ser vi mellem træerne en fisker stå midt ude i pool 12 med en bøjet stang. Pool 12 er et af de få steder i Mörrumsåen, hvor der er god plads til at fighte en laks. Vi følger stien ned til åen, mens vi diskuterer, om fiskeren har fisk på eller bundbid. Da vi er ud for ham, har han overhovedet ikke flyttet sig, men står bare i strømmen og stirrer på et punkt ret ned, hvor linen forsvinder i vandet. Noget er helt galt.

– Har du fisk på? råber Simon ud til ham og bruger begge hænder som tragt for at trænge gennem vandets brusen. Men fiskeren hverken svarer eller rører sig! – Efter et stykke tid råber Simon igen: – Du må flytte dig længere ned med fisken! Stadig hverken svarer eller rører fiskeren sig. Der er ingen tvivl om, at der er gået panik i manden, og han er tøjret til en laks, der bare står og hviler bag en sten ret ned for ham. Simon griber sin vadestav og kanter sig forsigtigt ud ved siden af fiskeren, der er helt hvid i hovedet og ryster. Simon lægger den ene arm om skulderen på ham og begynder langsomt at føre ham længere ned mellem stenene ind mod land. Imens snakker han med fiskeren og forklarer, at han bare skal holde stangen lodret og ellers intet gøre.

Linen danner efterhånden en bue ned i strømmen. Da laksen mærker forandringen i trækket, skyder den ud i åen fra sin plads ved stenen. Men den er allerede træt,

og efter et par sving i strømmen lykkes det fiskeren – med gode råd fra Simon – at føre laksen ind til en plads, hvor jeg nemt kan få den på land.

Fiskeren er pure begynder og har aldrig fisket laks før i sit liv. Men hvilket syn, da han står der med et fangstnet beregnet til aborre i bæltet og holder en 8 kilos blank laks som et spædbarn i armene.

Fra den første uge i juni husker jeg bedst en morgen, hvor jeg fiskede i pool 9, lige neden for huset. Pladsen er en af de vanskeligste i Mörrumsåen. En høj skrænt med træer og buske i ryggen betyder, at kun switch eller speykast, der ikke kræver noget bagkast, kan bruges. Midt i strømmen ligger en slags undersøisk aflang ø med store træer i en række. Mellem øen og bredden falder vandet ned i en rende, der er overdækket med træer og grene. Der er mistet mange laks i den pool – enten går laksen ned i renden, hvor den er umulig at følge, eller den går uden om øen og ud i hovedstrømmen. Det er også hændt, at laks er gået gennem de små strømme, der dannes mellem øens træer, når der er mere end 35 kubikmeter vand i åen. Som en fisker sagde til mig: – Laksen skal simpelthen udtrættes på 15 gange 15 meter. Ellers går det galt! Han havde kort forinden tabt en laks her. Den var gået ud mellem træerne og druknet en lang line i den hårde strøm.

Første gang jeg fisker ned over pladsen, synes jeg, jeg ser en bevægelse i nærheden af fluen, da den er midt ud for den store sten i kanten. Jeg er ikke sikker, men det er nok til, at jeg kanter mig langs skrænten et stykke tilbage og fisker nedover en gang til.

Da fluen for anden gang driver ind over fordybningen ud for den store sten glider en laks roligt op i overfladen og tager den. Hele laksens blankside lyser gennem vandet, da den vender med fluen og synker mod bunden. Fluelinen danner en nedstrøms bue i overfladen, men spidsen forsvinder som en pil, da laksen skyder frem og selv sætter krogen. Jeg har det held, at laksen straks følger roligt med op i strømmen, hvor jeg står. Imens får jeg det meste af fluelinen op på hjulet.

Da laksen er ret ud for mig i strømmen, er freden forbi. Med voldsomme bevægelser i overfladen pisker den vandet til skum, så jeg bliver våd langt op på brystet. Jeg husker på alle de historier om laks, der er miMörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 27

27

23/08/13 12.59

stet på denne plads, fordi de har fået for meget line og spillerum. Hver gang laksen vender og forsøger at få fart og stikke ned i strømmen, lykkes det mig at lægge den lange stang over til modsatte side med alt det sidepres, jeg orker. Laksen kommer hver gang ud af kurs og svinger rundt i strømmen, hvor den bliver endnu mere vild. Det er vanvittigt at prøve at holde en laks på så kort line. Vandet koger og er i vildt oprør foran mig, og jeg kan mærke krogen næsten blive vredet ud af sit hold i munden på laksen, når den kaster sig rundt.

Jeg vover ikke at give laksen så meget som en meter line eller lade den slippe ned i strømmen. Det er den hårdeste nærkamp, jeg har været med til – mirakuløst holder både krog og forfang. Panikken både hos laksen og mig bliver mindre. Med den ene hånd får jeg famlet fangstkrogen op af lommen, slået den ud og hængt den i kanten af vadebukserne klar til brug. Laksen er træt og pludselig kæntrer den så tæt på, at jeg kan nå at sætte fangstkrogen lige i kæbevinklen under hagen.

Men hvor skal jeg gøre af den sprællende laks? Jeg står med ryggen direkte op ad den lerede skrænt med vandet fossende om benene. Det vil være umuligt at klatre op ad skrænten med en levende laks. Det ender med, jeg presser laksen fast med kroppen mod skrænten og får nogle voldsomme slag af halen i maven, inden jeg får taget livet af den med min kniv.

Jeg fik igen 4 laks og mistede to i den første uge af juni: En på 11,5 kilo fra pool 9, en på 7,7 kilo i pool 12 og 2 på 7,3 og 4,2 kg i pool 15.

I alt blev det 75 kilo blanklaks, fordelt på 8 fisk med en gennemsnitsvægt på 9,3 kilo! Og jeg havde stadig hele sommerens norske laksefiskeri til gode.

Alle fiskene blev taget på den »Mörrumsflue« jeg havde bundet samme vinter i størrelserne 4-6-8 på Partridge's brune dobbeltkrog med nedadbøjet øje. Andre fiskere prøvede fluen på deres forfang og fik også laks på den.

Normalt brugte jeg en flydende line eller en Intermediate, der hænger et par centimeter under den hårde overfladestrøm. Der var et par morgener, hvor luften var iskold, og jeg satte en regulær synkeline på hjulet, efter det gamle system: Når luften er koldere end vandet, skal fluen fiske dybere. I Mörrum bruger jeg et ret langt forfang på de flydende eller halvflydende liner: 28

cirka 5 meter langt og 0,32 til 0,42 i spidsen – bestemt af fluestørrelsen og vandføringen. Modsat bruger jeg et kort forfang på de synkende liner – mellem 1 og højst 3 meter.

Jeg sad den sidste dag og talte med Mörrums fiskemester og chefbiologen for Sydsverige, som netop var på besøg i Mörrum. Det var med stor glæde, de kunne fortælle, at laksen og laksefiskeriet i Mörrumsåen havde slået alle rekorder. Det var mere end 20 år siden, der havde været så stor en opgang af laks. Desværre er der ikke et tælleapparat i mundingen af Mörrumsåen, der helt præcist kan vise, hvor mange laks, der går op. Kun fangstbogen hvor alle fangster skal skrives ind, kan give et nogenlunde skøn. Den viste, at bare i den sidste halvdel af maj, var der fanget ca. 50 laks med en gennemsnitsvægt på 8 kilo! Juni måned så ikke ud til at blive ringere, da den allerede var noteret med 20 laks den første uge. Og for en gangs skyld var langt de fleste taget på flue. Østersølaks er kendt for at være tykke og runde fisk i topkondition, når de er på vej mod ferskvand. Men de laks, der blev fanget i maj 83 gik helt ovenud af konditionstabellerne: De var kortere og tykkere i forhold til vægten, end det før er set.

Biologerne havde beregnet, at en større udsætning af mærket lakseyngel skulle veje 6 højst 7 kilo, hvis de gik op i åen i 83. Genfangster af disse mærkede fisk i og uden for Mörrumsåen overraskede fuldstændig biologerne. Efter 2 år i åen og kun 1 år i havet vejede de helt op til 11 kilo.

De store udsætninger af lakseyngel fra Mörrums lakseklækkeri sammen med Østersøens umådelige spisekammer havde virkelig båret frugt.

Desværre mente en svensk havbiolog, der er ekspert i Østersøen, at Mörrums store opgang af laks kunne sammenlignes med »den syges sidste opvågnen« lige før han dør. Østersøen er så forurenet og iltfattig, at det kun drejer sig om ganske kort tid, før laksen simpelthen ikke er i stand til at overleve her. De pludselige store laksefangster er et eksempel på et fænomen, man har set i andre vande, hvor forureningen virker som en Mörrums største laks i 83 – 16,2 kilo.

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 28

23/08/13 12.59

Mรถrrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 29

29

23/08/13 12.59

Mörrums tidligere fiskemester Curt Johansson med majlaks.

næringseksplosion lige før alt dør. Jeg håber ikke, at han har ret, men de kommende år vil afgøre det.

Den sandsynlige grund til den gode opgang i Mörrum 83 var sikkert specielle strøm- eller vindforhold i Østersøen. Forhold, der gjorde det massive garnfiskeri mindre effektivt og betød, at en større del af laksene slap igennem og op i åen.

Mörrum og store forhåbninger

Efter det fine lakseår i 83 havde vi alle store forhåbninger til Mörrum, der endelig så ud til at kunne noteres som et stykke laksevand af klasse. Men allerede året efter var fiskeriet en skuffelse. Omkring midten af maj, hvor de første laks burde vise sig, var der bare 20 kubikmeter vand i åen. Vandtemperaturen var rimelig, omkring 13-14 grader, indtil den traditionelle varme med høj sol satte ind i slutningen af maj og temperaturen steg til 18 og 19 grader. Modsat laksen i f.eks. de kolde norske og skotske elve ser det ud til, at temperaturer omkring 13-14 grader passer Mörrumslaksen og 30

giver godt fiskeri. Laksestammerne i de sydlige Østersøåer er tilpasset betydeligt højere vandtemperaturer end en norsk laks, der simpelthen ville vende bugen i vejret, hvis den skulle opholde sig i Mörrums 20 til 25 grader varme om vand sommeren.

Det havde været et tørt forår. Sydkraft lukkede tidligt ned for vandmængden til normal sommervandstand. Meget få laks kom op i åen, og da vi nåede ind i juni måned, var der ikke fanget flere, end der kunne tælles på én hånd. En lille flok 10 kilos laks trak op i åen omkring midten af maj. Et par stykker tog en flue på Kronans Vatten, men kun en eller to kom på land. I løbet af et par dage var flokken spredt langt op i åen.

Enkelte laks gik op om natten, men passerede hurtigt gennem de nederste stykker og forsvandt langt opover i strømmene. Ingen fik chancen for at vise dem en flue. Fra midten af maj og et stykke ind i juni måned havde vi omtrent fast vagt ved de nederste pools 15 og 16, hvor laksen, der er på vej op, ofte viser sig, når den møder strømmen mellem de store sten. Mange aftener og først på natten sad jeg og iagttog strømmen på i pool 15. Men ingen laks gik gennem strømmene og åen var tom. Samtidig meldte erhvervsfiskerne i Østersøen uden for Mörrum om fine fangster!

Mörrum har i de senere år været plaget af en del illegalt fiskeri. I mørke nætter har tyvfiskere spærret åen med net ved udløbet i Pukaviken. Rykfiskeriet var blevet en plage. Specielt ud på sommeren, når der var få fiskere ved åen, og laksen stod synlig og ubeskyttet i den lave vandstand, blev mange fisk rykket med store trekroge og blylod. En stor laks indbragte mellem 600 og 900 kr. på det tidspunkt, og et helt gæng havde specialiseret sig i dette »tyvfiskeri«.

Det var tiltrængt med en fast hånd i Mörrum og den kom, da Curt Johansson blev ansat som chef for Kronans Vatten. Curt Johanssons far var den første fiskemester i Mörrum og var kendt for ikke at tolerere nogen form for unøjagtigheder. Straks fra starten viste Curt Johansson at han ville fortsætte i samme ånd, da han straks bortviste 13 rykfiskere fra åen. Samtidig fik han en bedre ordning med politi og kystbevogtningen om opsyn med de nederste særligt udsatte stykker af åen. I samråd med fiskere ved åen blev poolinddelingen forandret, bl.a. på det nordlige stræk, så åens plad-

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 30

23/08/13 12.59

ser udnyttes og fiskes bedre. Et par lokale fiskere optræder som fiskeopsyn. Det er en god ide, da de er mere ved åen end nogen anden og ved, hvad der foregår. Fiskeopsynet er samtidig parat til at give mindre erfarne fiskere et par gode råd og vejledning.

Fisketiden er blevet udvidet med en time om aftenen. Den udvidede fisketid har størst betydning for havørredfiskeriet senere på sæsonen, hvor fiskeriet førhen stoppede, netop som chancerne er størst. Men under laksefiskeri i lavt vand er aftenen bestemt også et vigtigt tidspunkt, der ofte bliver en varm dags eneste chance. Jeg kunne have undt Curt Johansson et godt forår til sin start som fiskemester. Under alle omstændigheder er forholdene lagt rigtigt tilrette i Mörrum.

Det er bare laksen, som mangler.

En våd og kold sommer i Mellemsverige er godt for fiskeriet i Mörrum. Med rigeligt vand kommer en del af de laks, der skal vise sig i maj-juni op i åen omkring midten af juli. På samme tid er trækket af »laksekalve« – små hanlaks mellem 2 og 3 kilo – i fuld gang. De fiskere, der ikke tager til andre elve, men holder ud i Mörrum, oplever ofte perioder med godt sommerfiskeri.

Mörrum har de sidste år haft stor opgang af laksekalve.

Indimellem ser de ud til at optage hver kvadratmeter af åen. Laksekalvene er hidsige fightere på en let enhåndsstang. Men har de stået i åen et stykke tid, bliver hannerne næsten sorte og er ikke meget værd som spisefisk. I dårlige år fylder laksekalve godt i Mörrums fangstrapporter, men de fleste erfarne fiskere sætter dem forsigtigt ud igen.

Mörrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 31

31

23/08/13 12.59

32

LAKS!

113621_Laks-Body.indd 32

23/08/13 12.59

Mรถrrum i Sverige

113621_Laks-Body.indd 33

33

23/08/13 12.59

Register 397

113621_Laks-Body.indd 397

23/08/13 13.03

LAKS © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2013 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-11-38678-1 Forfatter: Jan Grünwald

Samlet, revideret og opdateret udgave af: »Laks!« (Skarv, 1985) »Kunsten at fiske laks« (Gad, 1991) »Farlige laksefluer« (Gad, 1994)

Forlagsredaktør: Stig Nielsen Grafisk tilrettelæggelse og sats: Demuth Grafisk Omslag: Harvey Macauley/Imperiet Forsidefoto: Jan Grünwald For- og bagsats: Jørn Lien Jacobsen Bogen er sat med Cambria, Malabar LT Pro og Helvetica Neue

Fotos: Jan Grünwald samt Niels Folmer Jørgensen, Jørn Lien Jacobsen, Helge Kocman, Steffen Arendrup, Columbus Leth samt Nino Romano, Kasper Mühlbach, Jan Landén, HOF og Lasse Thorvandt Fluefotos: Columbus Leth, Jerk Sönnichsen, Morten Corneliussen og Jan Grünwald Tegninger: Jan Grünwald, Steen Langvad og Jørn Lien Jacobsen Repro: Highlight A/S Trykkeri: Balto Print Printed in Lithuania, 2013 Udgivet af: Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 11 1148 København K Telefon 36 15 66 00

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof – et selskab i Egmont

Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof.

113621_Laks-Body.indd 400

23/08/13 12.58

216mm

37 mm

pioner inden for fluefiskeri efter laks og en fremragende fortæller.

Dette er den ultimative bog om laksefiskeri med flue, hvor han har samlet og opdateret sine tre bedste bøger: Laks!, Kunsten at fiske laks og Farlige laksefluer.

• Oplevelser og erfaringer fra Mörrum i Sverige over Norges store og små elve til River Spey og Dee i Skotland

Jan Grünwald

Jan Grünwald er en legende blandt lystfiskere i Norden,

CMYK

• Strategi ved forårs-, sommer- og efterårsfiskeri • Valg af stænger, hjul, liner, forfang og fluer

283mm

• Kaste- og vadeteknik • Laksens sanser og fiskerens fluer • Over 100 effektive laksefluer

Jan Grünwald

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

113621_Laks-Cover.indd 1

lindhardt og ringhof

23/08/13 12.57