Legend læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

LEGEND MARIE LU

Til min mor

Legend af Marie Lu Oversat fra engelsk af Lene Ewald Hesel efter Legend First published by The Penguin Group Copyright ÂŠ Xiwei Lu, 2011 Dansk udgave ÂŠ Forlaget Carlsen, 2015 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen - et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

LOS ANGELES, CALIFORNIEN REPUBLIKKEN AMERIKA

✭✭✭ INDBYGGERTAL: 20.174.282

FØRSTE DEL ✭✭✭

DRENGEN DER VANDRER I LYSET

DAY Min mor tror, jeg er død. Det er jeg selvfølgelig ikke, men det er sikrere for hende at tro det. Mindst to gange om måneden bliver efterlysningsplakaterne blæst op på storskærmene i Los Angeles’ centrum. De virker på en eller anden måde malplacerede deroppe. Det meste af dét, der vises på storskærmene, er glade ting: smilende børn under en klar, blå himmel, turister, der poserer foran ruinerne af Golden Gate Bridge, Republikken-reklamer i skrigende neonfarver. Der er også anti-Kolonierne-proganda. Kolonierne er ude efter vores land, skriger opslagene. De vil have dét, de ikke har. Lad dem ikke besejre vores hjem! Støt sagen! Og så er der alle mine forbrydelser. De lyser op på storskærmene i al deres mangefarvede pragt:

EFTERSØGT AF REPUBLIKKEN J.NR. 462178-3233 “DAY” -------------------------------------------EFTERSØGT FOR OVERFALD, BRANDSTIFTELSE, TYVERI, ØDELÆGGELSE AF MILITÆR EJENDOM SAMT SABOTAGE AF KRIGSINDSATSEN 200.000 REPUBLIKANSKE SEDLER FOR OPLYSNINGER, DER KAN FØRE TIL HANS ANHOLDELSE

DAY De viser altid forskellige fotos ved siden af opremsningen af forbrydelser. Engang var det en fyr med briller og en stor manke af kobberrøde krøller. En anden gang var det en skaldet fyr med sorte øjne. Sommetider er jeg sort, sommetider hvid, sommetider gylden eller brun eller gul eller rød, eller hvad de nu kan finde på. Republikken har med andre ord ingen anelse om, hvordan jeg ser ud. Det virker ikke, som om de ved noget som helst om mig, bortset fra at jeg er ung, og at der ikke er noget match, når de kører mine fingeraftryk gennem deres database. Det er derfor, de hader mig, det er derfor, jeg ikke er den farligste forbryder i landet, men den mest forhadte, den mest eftersøgte. Jeg stiller dem i et råddent lys – får dem til at ligne idioter. Det er sidst på eftermiddagen, men det er allerede bælgmørkt udenfor, og vandpytterne reflekterer storskærmenes billeder. Jeg sidder i resterne af et smadret vindue i tre etagers højde, skjult bag nogle rustne stålbjælker. Det var engang en beboelsesejendom, men den er så forfalden, at den ikke står til at redde. Gulvet flyder med ødelagte lamper og glasskår, og malingen skaller af væggene i store flager. I det ene hjørne ligger et gammelt portræt af Elector Primo. Jeg spekulerer på, hvem der mon har boet her; der er trods alt ingen, der er så tossede, at de bare lader portrættet af Elector ligge og flyde på den måde. Jeg har som sædvanlig samlet mit hår og stoppet det op i en gammel kasket, der har tilhørt et avisbud. Mit blik er rettet mod det lille etplanshus overfor. Mine fingre leger med den amulet, jeg har om halsen.

DAY Tess læner sig op ad væggen ved det andet vindue i rummet. Hun holder øje med mig. Jeg er rastløs i aften, og som altid kan hun mærke det. Pesten har ramt Lake-sektoren hårdt. I skæret fra storskærmene kan Tess og jeg se soldaterne, der er i færd med at inspicere husene nede for enden af vejen. De har alle sammen gasmasker på, og deres blanke, sorte kapper hænger løst i varmen. Nogle gange, når de kommer ud af et hus, maler de et stort rødt X på hoveddøren. Derefter er der ingen, der kommer eller går – i det mindste ikke, mens nogen ser det. “Kan du stadigvæk ikke se dem?” hvisker Tess. Hendes ansigt ligger i skygge, så jeg kan ikke se hendes udtryk. I et forsøg på at tænke på noget andet begynder jeg at lave en slangebøsse af nogle gamle elektrikerrør, der ligger på gulvet. “De har ikke spist aftensmad. De har ikke siddet ved bordet i flere timer.” Jeg skifter stilling og strækker mit dårlige ben. “Måske er de ikke hjemme?” Jeg sender hende et irriteret blik. Hun forsøger at trøste mig, men det er jeg ikke i humør til. “De har tændt en lampe. Og se stearinlysene; min mor ville aldrig lade så vigtig en ressource gå til spilde og lade et stearinlys brænde, hvis ikke de var hjemme.” Tess rykker nærmere. “Vi burde forlade byen et par uger.” Hun forsøger at lyde rolig, men jeg kan høre en undertone af frygt. “Pesten er snart drevet videre, og så kan du komme hjem igen på besøg. Vi har mere end rigeligt til to togbilletter.” Jeg ryster på hovedet. “En aften om ugen, husker

DAY du nok. Jeg vil bare have lov at tjekke, hvordan de har det, en enkelt aften om ugen.” “Ja, men i den her uge har du været her hver eneste aften.” “Jeg vil bare sikre mig, at de er okay.” “Hvad nu, hvis du bliver syg?” “Jeg tager chancen. Og du behøvede ikke tage med. Du kunne have ventet på mig i Alta.” Tess trækker på skuldrene. “Nogen skal jo holde øje med dig.” Hun er to år yngre end mig, men sommetider lyder hun gammel nok til at være min værge. Tavse betragter vi soldaterne, der rykker nærmere min families hus. Hver gang de stopper ved et hus, banker en af soldaterne på hoveddøren, mens en anden står ved siden af med trukket pistol. Hvis ikke døren bliver åbnet inden for ti sekunder, sparker den første soldat den ind. Jeg kan ikke se dem, når de først er inde i folks huse, men jeg kender fremgangsmåden: En af soldaterne tager en blodprøve fra hvert familiemedlem, sætter den i den bærbare scanner og tjekker personen for pest. Hele processen tager ti minutter. Jeg tæller husene fra det sted, hvor soldaterne er nu, til det hus, hvor min familie bor. Jeg må vente endnu en time, før jeg kender deres skæbne. Nede fra den anden ende af gaden lyder der et skrig. Mit blik følger lyden, og min ene hånd flyver ned til kniven i mit bælte. Tess holder vejret. Det er et offer for pesten. Hun må have været syg i flere måneder, for hun har åbne, blødende sår, og jeg tager mig i at tænke, hvordan soldaterne kan have overset hende under de forrige inspektionsrunder. Hun

DAY vakler desorienteret rundt, hun kaster sig fremad, men snubler og falder på knæ. Jeg ser tilbage på soldaterne, som nu har fået øje på hende. Soldaten, der står med pistolen i hånden, går hen mod kvinden, mens de 11 andre bliver, hvor de er. Et enkelt pestoffer udgør ikke den store fare. Soldaten hæver pistolen og tager sigte. En salve af gnister indhyller den smittede kvinde. Hun falder sammen på jorden og ligger så helt stille. Soldaten vender tilbage til sine kammerater. Jeg ville ønske, vi kunne få fat i en af soldaternes pistoler. Et smukt våben som dét koster ikke alverden på markedet – 480 sedler, mindre end en kogeplade. Ligesom alle andre pistoler er den yderst præcis, den finder sine mål ved hjælp af magneter og elektriske udladninger og kan ramme på tre husblokkes afstand. Min far sagde engang, at det er en teknologi, vi har stjålet fra Kolonierne. Men det ville Republikken selvfølgelig aldrig indrømme. Tess og jeg kunne købe fem af dem, hvis vi ville ... I årenes løb har vi lært at gemme en del af de penge, vi stjæler, og reservere dem til nødstilfælde. Men det egentlige problem med den slags våben er ikke udgifterne. Det er, at de er så nemme at spore. Hver eneste pistol har en indbygget sensor, der registrerer brugerens position, håndfacon og fingeraftryk. Så jeg må holde mig til mine hjemmelavede våben: slangebøsser af elektrikerrør og andre småting. “De har fundet en til,” siger Tess. Hun kniber øjnene sammen for bedre at kunne se. Jeg kigger ned på gaden. Soldaterne kommer væltende ud af et andet hus. En af dem ryster en spraydåse og maler et kæmpestort, rødt X på hoveddøren.

DAY Jeg kender det hus. Den familie, der bor der, havde engang en lille pige på min alder. Mine brødre og jeg legede tit med hende, da vi var yngre – fangeleg og gadehockey, som vi spillede med jernstænger og sammenkrøllet papir. Tess prøver at få mig på andre tanker og nikker ned mod den tøjbylt, der ligger ved mine fødder. “Hvad har du med til dem i dag?” Jeg smiler og binder bylten op. “Nogle af de ting, vi har skaffet i ugens løb. Der skulle være nok til at fejre det, når inspektionsrunden er vel overstået.” Jeg roder rundt i den lille dynge af småting i bylten og holder et par beskyttelsesbriller op. Jeg tjekker dem igen for at sikre mig, at der ikke er revner i glassene. “De er til John. En tidlig fødselsdagsgave.” Min storebror fylder 19 senere på ugen. Han arbejder i 14-timers-skift ved friktionsfyrene på den lokale fabrik, og på grund af varmen og røgen kommer han altid hjem med røde, rindende øjne. Jeg var så heldig at falde over beskyttelsesbrillerne i en sending militærudstyr, som jeg plyndrede. Jeg lægger dem på gulvet og gennemgår resten af indholdet. Det er mest konservesdåser med kød og biksemad, som jeg har neglet fra cafeteriaet på et luftskib, og et par gamle sko med intakte såler. Jeg ville ønske, jeg kunne være der, når de åbner bylten. Men det er kun John, der ved, at jeg stadig er i live, og han har lovet ikke at sige noget til mor og Eden. Eden bliver ti om to måneder, så om to måneder er det hans tur til at tage Prøven. Selv dumpede jeg til Prøven, da jeg var ti. Det er derfor, jeg er bekymret

DAY for Eden, for selvom han klart er den klogeste af os tre, tænker han ligesom mig. Da jeg havde overstået Prøven, følte jeg mig så sikker på mine svar, at jeg ikke engang gad vente på bedømmelsen. Men så gennede vagterne mig over i et hjørne sammen med en flok andre børn. De gav mine prøvepapirer et særligt stempel og satte mig på et tog, der kørte ind mod centrum. Jeg måtte ikke tage noget med, bortset fra min halskæde. Jeg måtte ikke engang sige farvel til min familie. Prøven leder i forskellige retninger, afhængigt af hvordan man klarer den. Den ultimative score, det højeste antal point, man kan opnå, er 1500. Men det er der aldrig nogen, der har fået – eller, jo, en enkelt gang for fire-fem år siden. Militæret gik helt i selvsving. Gad vide, hvad der sker med en, der scorer så højt? Sikkert noget med masser af penge og magt, mon ikke? Hvis man får mellem 1450 og 1499 point, kan man klappe sig selv på ryggen, for så får man adgang til seks år på high school og derefter fire år på et af Republikkens absolut bedste og mest prestigegivende universiteter: Drake, Stanford eller Brenan. Man bliver ansat i Kongressen og tjener masser af penge. Glæde og lykke følger automatisk med. I hvert fald hvis man skal tro Republikken. Hvis man får mellem 1250 og 1449 point, er man stadig godt med. Man fortsætter på high school og derefter på et college, som Republikken har valgt. Ikke dårligt. Hvis man får mellem 1000 og 1249 point, klarer man den lige akkurat. Man bliver udelukket fra high school,

DAY og man bliver en af de mange fattige, ligesom min familie. De fattige har en høj arbejdsrelateret dødelighed; enten drukner de i vandturbinerne, eller de bliver dampet til døde i kraftværkerne. Hvis man får under 1000 point, dumper man. Det er næsten kun børn fra slumsektorerne, der dumper. Hvis man tilhører den uheldige kategori, sender Republikken et par embedsmænd hjem til familien. De får forældrene til at underskrive en kontrakt, hvormed de overlader barnet i statens varetægt. Mændene forklarer familien, at barnet vil blive sendt til en af Republikkens arbejdslejre, og at al kontakt dermed ophører. Forældrene kan ikke gøre andet end nikke og acceptere. Nogle få familier fejrer endda begivenheden, for Republikken giver dem 1000 sedler som en slags kondolencegodtgørelse. Penge plus en mund mindre at mætte – hvor er regeringen dog hensynsfuld. Bortset fra, at det hele er én stor løgn. Republikken kan ikke bruge mindreværdige børn med dårlige gener. I heldige tilfælde lader Kongressen barnet dø, før det bliver sendt til laboratorierne for at blive undersøgt for diverse svagheder. Nu er der fem huse igen. Tess ser uroen i mit blik og lægger en hånd på min pande. “Er du ved at få hovedpine?” “Nej, jeg har det fint.” Jeg spejder ned mod min families hus og får det første glimt af et velkendt ansigt. Eden kigger hurtigt ud ad det åbne vindue i retning af soldaterne, der nærmer sig, og peger på dem med en eller anden hjemmelavet tingest af metal. Så trækker han hovedet til sig og forsvinder ud af syne. Hans hvi-

DAY de krøller skinner i det flakkende lys. Han har sikkert konstrueret metaldimsen, så den fungerer som en slags afstandsmåler eller noget i den stil. “Han er blevet tynd,” mumler jeg. “Han lever og er oppegående,” svarer Tess. “Det er da positivt, skulle jeg mene.” Lidt efter går John og min mor forbi vinduet, fordybet i samtale. John og jeg ligner hinanden, selvom han er blevet mere muskuløs af de lange arbejdsdage på fabrikken. Ligesom de fleste andre i vores sektor har han skulderlangt hår, der er samlet i en enkel hestehale. Hans vest er skjoldet af rødligt ler. Jeg kan se, at mor skælder ham ud for et eller andet – sandsynligvis at han lod Eden se ud ad vinduet. Hun dasker Johns hånd væk, da hun får et af sine evindelige hosteanfald. Jeg puster ud. I det mindste er de alle tre raske nok til at gå omkring i huset. Selv hvis en af dem viser sig at være smittet, er det stadig så tidligt i forløbet, at de ville have en chance for at blive raske. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvad der vil ske, hvis soldaterne sætter kryds på hoveddøren. Min mor og mine brødre vil sikkert blive stående som lammede inde i stuen, længe efter at soldaterne er gået videre. Så vil mor tage sin sædvanlige tapre mine på, men hun vil sidde oppe hele natten og tørre tavse tårer væk. I morgen vil de så begynde at modtage små portioner mad og vand og vente på at få det bedre. Eller dø. Jeg tænker på de stjålne penge, som Tess og jeg har skjult. 2500 sedler. Nok til at holde os med mad i flere måneder ... men ikke nok til at købe antipestserum.

DAY Tre minutter slæber sig af sted. Jeg lægger slangebøssen fra mig og leger sten, saks, papir med Tess. (Af en eller anden grund er hun irriterende god til det). Jeg skæver flere gange over til min mors vindue, men kan ikke få øje på nogen. De står sikkert ude ved hoveddøren, så de er klar til at lukke op, lige så snart det banker på. Og så er tiden inde. Jeg læner mig så langt forover, at Tess holder fast i min arm, så jeg ikke falder ud af vinduet. Soldaterne hamrer på døren. Min mor lukker op med det samme, lader soldaterne komme ind og lukker så døren igen. Jeg spidser ører for at høre stemmer, skridt, hvad som helst, der kan fortælle mig, hvad der sker. Jo før det er ovre, desto før kan jeg snige mig ned med bylten. Stilheden trækker ud. “Intet nyt er godt nyt, som de siger,” hvisker Tess. “Meget morsomt.” Jeg tæller sekunderne inde i hovedet. Der går et minut. Så to, tre, fire, og endelig er der gået ti minutter. 15 minutter. 20 minutter. Jeg ser på Tess. Hun trækker på skuldrene. “Måske er deres scanner i stykker,” foreslår hun. Der går 30 minutter. Jeg viger ikke fra min udsigtspost; jeg tør ikke, jeg er bange for, at der vil ske noget så hurtigt, at jeg vil gå glip af det, hvis jeg så meget som blinker med øjnene. Jeg trommer utålmodigt på knivskæftet med fingrene. 40 minutter. 50 minutter. En time. “Der er noget galt,” hvisker jeg. Tess snerper munden sammen. “Det ved du ikke.” “Jo, jeg gør. Hvorfor skulle det ellers tage så lang tid?”

DAY Tess skal lige til at svare, men før hun når at sige noget, kommer soldaterne endelig ud af huset i en lang række. De er fuldstændig udtryksløse. Da de alle er defileret ud, lukker den sidste soldat døren efter sig – og rækker ned efter noget ved hoften. Med ét bliver jeg svimmel. Jeg ved, hvad der er på vej. Soldaten strækker armen frem og sprøjter en rød skrå streg hen over hoveddøren. Så sprøjter han en anden, så de to streger tilsammen danner et stort X. Jeg bander dæmpet og begynder at rejse mig – – da soldaten gør noget uventet, noget, som jeg aldrig har set før. Han sprøjter en tredje, vandret linje hen over X’et, så det bliver skåret midtover.

JUNE KL.13:47 DRAKE UNIVERSITY, BATALLA-SEKTOR. 22 OC INDENDØRS. Jeg sidder i dekansekretærens forkontor. Igen. På den anden side af den matterede rude i døren kan jeg se en flok af mine klassekammerater (fjerdeårsstuderende, alle sammen mindst fire år ældre end mig), der driver rundt ude på gangen i et forsøg på at høre, hvad der foregår. En del af dem så mig blive hevet ud af eftermiddagens eksercits (dagens lektion: sådan lader og aflader man en XM-621 riffel) af et par truende vagter. Og når det sker, spreder nyheden sig hurtigt over hele campusområdet. Republikkens kæledægge har rodet sig ud i problemer igen. Bortset fra en svag summen fra sekretærens computer er der helt stille i forkontoret. Jeg har efterhånden indprentet mig selv de mindste detaljer ved det her kontor (på gulvet: håndgjorte marmorfliser importeret fra Dakota; i loftet: 324 kvadratiske plader af plastic; på bagvæggen: seks meter grå forhæng draperet på hver side af portrættet af den glorværdige Elector; på sidevæggen: en 30-tommers skærm (lyden er slået fra) med overskriften “forræderiske ‘patrioter’ bomber lokal militærforlægning – fem dræbte” fulgt af “republikken besejrer kolonierne i slaget om hillsboro”. Arisna Whitaker, dekanens sekretær, sidder bag sit skrive18

JUNE bord og taster på glasset – velsagtens min indberetning. Det bliver min ottende indberetning i semestrets første halvdel. Jeg vil godt vædde på, at jeg er den eneste elev på Drake, der har fået otte indberetninger på tre måneder uden at blive smidt ud. “Kom De til skade med Deres hånd i går, frøken Whitaker?” spørger jeg. Hun holder op med at skrive og ser på mig. “Hvad får dig til at tro det, frøken Iparis?” “Uregelmæssige pauser i anslagene. De bruger næsten udelukkende venstre hånd.” Frøken Whitaker sukker og læner sig tilbage i stolen. “Ja, June. Jeg forvred mit håndled i går i en kivakamp.” “Det lyder ikke rart. Prøv at lægge svinget i armen og ikke i håndleddet.” Egentlig er det ment som en hjælp, men jeg kan godt selv høre, at det lyder lidt nedladende, og det virker heller ikke ligefrem, som om det gør hende gladere. “Lad os få noget på det rene, frøken Iparis,” siger hun. “Du tror sikkert, at du er frygtelig klog. Du tror måske, at dine fine karakterer udløser en eller anden form for særbehandling. Måske tror du ligefrem, at du har fans her på universitetet.” Hun vifter i retning af de elever, der klumper sig sammen lige uden for døren. “Men personligt er jeg meget træt af vores små sammenkomster her på mit kontor. Og tro mig, når du engang har fået din eksamen og tiltræder den stilling, som Republikken har valgt til dig, vil dine narrestreger ikke imponere dine overordnede. Er du med?” Jeg nikker, for det er dét, hun vil have mig til. Men hun tager fejl. Jeg tror ikke bare, at jeg er klog. Jeg er den eneste i hele Republikken, der scorede 1500 point til Prøven. Jeg 19

JUNE blev anbragt hér på Republikkens allerbedste universitet, da jeg var 12 år gammel, fire år før alle andre. Så sprang jeg andet år over. Jeg har fået topkarakterer på Drake i tre år. Jeg er klog. Jeg har dét, som Republikken betragter som gode gener, og mine lærere siger altid, at gode gener giver bedre soldater, der igen øger sandsynligheden for en sejr over Kolonierne. Og hvis jeg ikke føler, at eftermiddagseksercitsen i tilstrækkelig grad lærer mig, hvordan man fuldt bevæbnet klatrer op ad mure, så ... tja, det var ligesom ikke min skyld, at jeg var nødt til at klatre op ad siden på en 19-etages bygning med en XM-621-riffel på ryggen. Man kan vel sige, at jeg bare tog ansvar for egen læring. Og jeg gjorde det for Republikkens skyld. Der går rygter om, at Day engang tilbagelagde fem etager på under otte sekunder. Hvis Republikkens mest eftersøgte forbryder kan lave sådan et stunt, hvordan skal vi så nogensinde kunne fange ham, hvis vi ikke er lige så hurtige? Og hvis vi ikke kan fange ham, hvordan skal vi så vinde krigen? Der lyder tre bip fra frøken Whitakers bord. Hun trykker på en knap. “Ja?” “Kaptajn Metias Iparis holder uden for porten,” svarer en stemme. “Han skal hente sin søster.” “Godt. Send ham bare ind.” Hun slipper knappen og peger anklagende på mig. “Jeg håber, at din storebror snart begynder at holde bedre øje med dig, for hvis du og jeg mødes én gang til i det her kvartal –” “Metias holder bedre øje med mig end vores døde forældre,” siger jeg, måske en anelse skarpere, end det var meningen. Der sænker sig en ubehagelig tavshed. 20

JUNE Efter noget, der føles som en evighed, lyder der endelig ståhej ude i gangen. Eleverne, der står klinet op ad døren, deler sig, og deres skygger gør plads for en høj silhuet. Min bror. Da Metias åbner døren og træder ind, får jeg øje på nogle af pigerne ude i gangen, der forsøger at skjule deres smil bag hænderne. Men Metias ser kun mig. Vi har de samme øjne – sorte med et gyldent glimt – de samme sorte øjenvipper og sort hår. De lange øjenvipper kommer især Metias til gode. Selv efter at døren har lukket sig, kan jeg høre dem hviske og fnise ude i gangen. Det ser ud, som om Metias kommer direkte fra patruljetjeneste. Han er stadset op i fuld uniform: sort dobbeltradet officersfrakke med guldknapper, handsker (neopren, med spectra-fór og en kaptajns broderede gradstegn), blanke epauletter på skuldrene, stiv kasket, sorte bukser, blankpudsede støvler. Mit blik møder hans. Han er rasende. Frøken Whitaker sender Metias et blændende smil. “Ah, kaptajn!” udbryder hun. “Det er altid en fornøjelse at se Dem!” Metias sætter høfligt en finger til kasketten. “Jeg beklager, at det – igen – sker under disse omstændigheder,” svarer han. “Det skal De ikke tænke på, kaptajn.” Sekretæren vifter bagatelliserende med hånden. Sikke en spytslikker – ikke mindst i lyset af dét, hun lige har sagt om Metias. “Det er jo ikke Deres skyld, at Deres søster blev grebet i at klatre op ad et højhus, der ligger to blokke væk fra campus, i frokostpausen. Som De ved, må vores elever kun bruge vores egne, reglementerede klatremure til fysisk træning, og det er forbudt at forlade campus midt på dagen –” 21

JUNE “Ja, det ved jeg,” afbryder Metias og ser på mig ud af øjenkrogen. “Jeg så helikopterne kredse et sted i nærheden af Drake ved middagstid og fik en mistanke om, at June på en eller anden måde havde noget med det at gøre.” Der havde været tre helikoptere. De kunne ikke selv klatre op ad højhuset og få mig ned på dén måde, så de måtte hale mig ned med et net. “Tak for hjælpen,” siger Metias til sekretæren. Han vender sig om mod mig og knipser med fingrene som tegn til, at jeg skal rejse mig. “Når June vender tilbage til campus, vil hun vise sig fra sin allerbedste side.” Jeg ignorerer frøken Whitakers falske smil, da jeg følger efter min bror ud i gangen. Eleverne flokkes om os. “June,” udbryder en fyr ved navn Dorian, der to år i træk (uden held) har inviteret mig med til det årlige bal på Drake. “Er det rigtigt, hvad de siger? Hvor højt nåede du op?” Metias afbryder ham med et strengt blik. “June er på vej hjem.” Så planter han en hånd på min ene skulder og styrer mig væk fra mine klassekammerater. Jeg ser mig tilbage og smiler til dem. “14 etager,” svarer jeg. Gangen genlyder igen af deres summen. På en eller anden måde er dét det nærmeste forhold, jeg har til de andre elever på Drake. Jeg er respekteret, jeg bliver diskuteret og sladret om – ikke så meget snakket med. Sådan er livet for en 15-årig fjerdeårsstuderende på et universitet, der er beregnet til elever på 16 og op. Metias siger ikke et ord, mens vi baner os vej gennem gangene, forbi de velplejede plæner og statuen af den glorværdige Elector i universitetets store atriumgård og til sidst ud gennem en af gymnastiksalene. Mine klassekammerater er i gang med eftermiddagens øvelse, som jeg også skulle 22

JUNE have deltaget i. De løber rundt på den kæmpestore løbebane, der er omgivet af en 360 graders simuleringsskærm, der forestiller en mennesketom, trøstesløs krigszone. De holder riflerne foran sig og øver sig i at lade og aflade hurtigst muligt, mens de løber. På de fleste andre universiteter er der ikke så mange militærstuderende, men på Drake er vi næsten alle sammen på vej til en karriere i militæret. Nogle få er udpeget til politik og en plads i Kongressen, og nogle udvælges til at blive på universitetet og undervise. Men Drake er Republikkens bedste universitet, og eftersom de bedste fortsætter i militæret, er vores øvelseslokaler og -baner altid proppet med kadetter. Da vi langt om længe når ud til en af de gader, der omgiver universitetet, og jeg klatrer ind på bagsædet af den ventende militærjeep, kan Metias næsten ikke rumme sin vrede længere. “Bortvist i en uge?! Hvordan vil du forklare det?” forlanger han at få at vide. “Jeg kommer tilbage efter at have taget mig af Patrioternes oprørere hele formiddagen, og hvad hører jeg? Helikoptere to husblokke fra Drake. En pige, der klatrer op ad en skyskraber.” Jeg veksler et venligt blik med Thomas – soldaten, der sidder i førersædet. “Undskyld,” mumler jeg. Metias vender sig i passagersædet og kniber øjnene sammen. “Hvad fanden tænkte du på? Var du ikke klar over, at du havde forladt Campus-området?” “Jo.” “Ja, selvfølgelig var du da det. Du er 15 år. Du klatrede 14 etager op –” Han tager en dyb indånding, lukker øjnene og slår koldt vand i blodet. “Jeg ville virkelig sætte pris på bare en gang imellem at kunne passe mit arbejde uden at skulle bekymre mig om, hvad du finder på.” 23

JUNE Jeg forsøger at fange Thomas’ blik i bakspejlet, men han stirrer stift på vejen. Selvfølgelig, jeg skal ikke forvente hjælp fra hans side. Han ser lige så ulastelig ud som altid, med sit perfekte pomadehår og sin pertentligt pressede uniform. Alt sidder, præcis som det skal. Thomas er Metias’ underordnede og adskillige år yngre end ham, men han er mere disciplineret end nogen anden, jeg kender. Indimellem ville jeg ønske, at jeg selv var lige så disciplineret. Han misbilliger sikkert mine små stunts endnu mere end Metias. Vi forlader centrum af Los Angeles og kører ud ad hovedvejen i tavshed. Scenen skifter fra den indre Batallasektors 100-etages skyskrabere til tætpakkede kasernetårne og civile boligkomplekser på 20-30 etager med røde advarselsblink på taget. Årets mange storme og uvejr har flået det meste af malingen af. Murene bliver holdt sammen af jerndragere på kryds og tværs. Jeg håber, de snart får forstærket de støttebjælker. Krigen har været ret intens på det sidste, og efter at de penge, der var afsat til udbedring af infrastrukturen, i årtier er blevet omdirigeret til krigsmateriel, tvivler jeg på, at de her bygninger kan modstå endnu et jordskælv. Nogle minutter efter fortsætter Metias i et roligere tonefald. “Du gjorde mig faktisk rigtig forskrækket i dag,” siger han. “Jeg var bange for, at nogen ville forveksle dig med Day og skyde efter dig.” Jeg ved godt, at han ikke mener det som en kompliment, men jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg læner mig frem og lægger armene på det øverste af hans sæde. “Hey,” siger jeg og rykker ham i øret, sådan som jeg gjorde, da jeg var lille. “Jeg er ked af, at jeg gjorde dig forskrækket.” 24

JUNE Han pruster hånligt, men jeg kan allerede mærke, at hans vrede er ved at fortage sig. “Ja, det siger du hver gang, grønært. Giver de dig ikke nok udfordringer på Drake? For så ved jeg snart ikke, hvor du kan lære mere.” “Jo, du gør så ... Tag mig med på en af dine missioner! Det får jeg garanteret meget mere ud af, og så holder jeg mig langt væk fra problemer.” “Godt forsøgt, men nej. Du skal ingen steder, før du har taget din eksamen og får din egen patrulje.” Jeg bider mig i tungen. Metias tog mig faktisk – én gang – med på en mission sidste år, da alle tredjeårseleverne på Drake skulle i praktik i et af værnene. Hans chef sendte ham ud for at dræbe en undsluppet krigsfange fra Kolonierne. Metias tog mig med, og sammen jagtede vi krigsfangen længere og længere væk fra den stribe land, der løber helt oppe fra Dakota og ned til West Texas, og som skiller Republikken fra Kolonierne – væk fra grænsehegnene og krigszonen, hvor himlen er oversået med luftskibe. Jeg sporede fangen til en gyde i Yellowstone City i Montana, og Metias skød ham. Under jagten brækkede jeg tre ribben og fik en kniv begravet i det ene lår. Nu nægter Metias at tage mig med nogen steder. Da han endelig siger noget igen, lyder han nysgerrig mod sin egen vilje. “Sig mig,” hvisker han, “hvor længe var du så om at nå de 14 etager?” Thomas laver en misbilligende strubelyd, men jeg flækker af grin. Uvejret er ovre. Metias elsker mig igen. “Seks minutter og 44 sekunder,” hvisker jeg tilbage til min bror. “Hvad siger du så?” “Det må næsten være rekord. Altså ikke, at du skal sætte nogen som helst rekorder.” 25

JUNE Thomas standser jeepen for rødt lys og ser opgivende på Metias. “Frøken Iparis lærer jo aldrig noget, hvis du bliver ved med at rose hende, når hun bryder reglerne, kaptajn.” “Arh, kom nu, Thomas.” Metias dunker ham i ryggen. “Der sker ikke noget ved at overtræde en enkelt regel en gang imellem, og især da ikke, når man gør det for at dygtiggøre sig selv for Republikkens skyld. Sejr over Kolonierne. Ikke?” Der bliver grønt. Thomas vender blikket tilbage til vejen (det ser ud, som om han tæller til tre inde i hovedet, før han sætter jeepen i gear). “Jo,” mumler han. “Men du skulle nu stadig være forsigtig med, hvad du opmuntrer frøken Iparis til – ikke mindst i betragtning af, at jeres forældre er døde.” Metias’ mund bliver en stram streg, og han får et velkendt, anspændt blik i øjnene. Uanset hvor skarp min intuition er, uanset hvor godt jeg klarer mig på Drake, og uanset hvor perfekt jeg scorer i forsvar og måltræning og nærkamp, vil jeg altid kunne se den angst i Metias øjne. Han er bange for, at der en dag vil ske mig noget grimt – som den trafikulykke, der kostede vores forældre livet. Den angst forlader aldrig hans ansigt. Og det ved Thomas. Jeg var så lille, da vores forældre døde, så jeg savner dem ikke på samme måde, som Metias gør. Når jeg græder over at have mistet dem, græder jeg, fordi jeg næsten ikke kan huske dem. Bare slørede minder af lange voksenben, der bevæger sig rundt i vores lejlighed, og hænder, der løfter mig op i min høje stol. Det er det hele. I alle de andre minder fra min barndom – som dengang jeg skuede ud over gæsterne i auditoriet, da jeg modtog en pris, eller når nogen 26

JUNE lavede suppe til mig, fordi jeg var syg, eller når jeg blev skældt ud eller puttet i sengen om aftenen – er jeg ikke sammen med mine forældre, men sammen med Metias. Vi kører gennem halvdelen af Batalla og forbi nogle fattige blokke. (Kan de gadetiggere da ikke holde sig lidt længere væk fra jeepen?) Endelig når vi frem til Rubys funklende højhuse i forskudte terrasser, og så er vi hjemme. Metias stiger først ud. Da jeg følger efter, sender Thomas mig et lille smil. “Vi ses, frøken Iparis,” siger han og sætter en finger til kasketten. Jeg har opgivet at få ham til at kalde mig June – han forandrer sig aldrig. Men det er heller ikke så tosset at blive tiltalt ‘frøken’. Det lyder pænt. Når jeg bliver ældre, og Metias ikke besvimer ved tanken om, at jeg går ud med fyre, kunne vi måske ... “Hej, Thomas. Tak for liftet.” Jeg smiler til ham og klatrer ud af jeepen. Metias venter, til jeg har smækket bildøren. Så vender han sig om mod mig og sænker stemmen. “Jeg kommer sent hjem i aften,” siger han. Han har det der anspændte udtryk i øjnene. “Du skal ikke gå ud alene. Det forlyder fra fronten, at de slukker for strømmen til boligerne for at spare energi til luftbaserne. Gaderne vil være mørkere, end de plejer. Så bliv inden døre, okay?” Jeg sukker. Jeg ville ønske, Republikken ville skynde sig at vinde den krig, så vi måske kunne opleve at have elektricitet en hel måned i træk. “Hvor skal du hen? Må jeg komme med?” “Jeg skal bevogte et laboratorium på Los Angeles Centralhospital. Der kommer en leverance af en eller anden 27

JUNE muteret virus – det burde ikke tage hele natten. Og jeg har allerede sagt nej. Ingen missioner.” Metias tøver. “Jeg kommer tilbage, så hurtigt jeg kan. Der er meget, vi skal tale om.” Han lægger hænderne på mine skuldre, ignorerer mit spørgende blik og kysser mig hurtigt på panden. “Elsker dig, Junebug,” siger han – det er hans helt personlige afsked, hans kendingsfarvel. Han vender sig og stiger ind i jeepen igen. “Jeg venter ikke oppe,” siger jeg, men han sidder allerede i jeepen, der trækker ud fra kantstenen. “Pas på dig selv,” mumler jeg. Men Metias er for langt væk til at kunne høre det.

DAY Da jeg var syv år, kom min far hjem fra krigen på en uges orlov. Hans arbejde var at rydde op efter Republikkens soldater, så han var næsten altid væk, og mor måtte opfostre os tre drenge alene. Under hans orlov kom bypatruljen på rutineinspektion. De slæbte min far ned til afhøring på den lokale politistation. De havde vel fundet noget mistænkeligt.

Da han kom tilbage, var han udstyret med to brækkede arme og et blodigt, opsvulmet ansigt. Nogle nætter senere dyppede jeg en hård kugle af sammenknuget is i en dunk med benzin og lod olien fordele sig i et tykt lag over hele kuglen. Så satte jeg ild til den og sendte ildkuglen ind gennem vinduet til politistationen ved hjælp af en slangebøsse. Jeg kan huske brandbilerne, der kom drønende rundt om hjørnet kort tid efter, og de forkullede ruiner af politistationens vestfløj. De fandt aldrig ud af, hvem der havde gjort det. Der var ingen beviser. Jeg havde begået min første perfekte forbrydelse. Da jeg var lille, håbede min mor, at jeg ville vokse fri af mine ydmyge rødder. Blive til noget, måske endda blive berømt. Jeg er blevet berømt, men jeg har på fornemmelsen, at det ikke helt var dét, hun mente.

DAY

✭✭✭ Det er blevet aften igen; det er omkring 48 timer siden, soldaterne satte et stort, rødt mærke på min families hoveddør. Jeg venter i skyggerne i en gyde, en husblok fra Los Angeles Centralhospital, og iagttager personalet, der myldrer ind og ud ad hovedindgangen. Det er overskyet, der er ingen måne, og jeg kan ikke engang få øje på det faldefærdige Bank Tower-skilt på toppen af bygningen. Elektrisk lys vælter ud fra hver etage – en luksus, der er forbeholdt regeringsbygninger og elitens boliger. Militærjeeps holder i kø hen ad gaden, mens de venter på tilladelse til at køre ned i den underjordiske parkeringskælder. Vagter tjekker soldaternes ID-kort. Jeg sidder helt stille og holder øje med indgangen. Jeg ser ganske godt ud i aften. Jeg har mine bedste støvler på – sort læder, der er blevet blødt og smidigt af slid, med stærke snører og stålsnuder. Jeg købte dem for 150 sedler. Jeg har gemt en kniv i bunden af hver støvle; jeg kan mærke det kølige metal mod fodsålerne. Jeg har proppet mine sorte bukser ned i støvlerne, jeg har handsker på og et sort lommetørklæde i lommen. Jeg har bundet en langærmet skjorte rundt om livet. Mit hår hænger løst ned over skuldrene. Jeg har sprayet de lyse lokker kulsorte, så det ser ud, som om jeg har dyppet håret i råolie. Tidligere i dag byttede Tess sig til en spandfuld pygmæsvineblod for fem sedler. Jeg har smurt mine arme, min mave og mit ansigt med blodet. For en sikkerheds skyld har jeg også tværet lidt mudder på kinderne. 30

DAY Hospitalet optager de nederste 12 etager af bygningen, men jeg er kun interesseret i én bestemt etage. Det er tredje etage, som ikke har nogen vinduer. Det er ét stort laboratorium, hvor de opbevarer blodprøver og medicin. Nedefra er tredjesalen fuldstændig skjult bag nogle udhuggede figurer og en masse gamle flag, der er så slidte, at man knap nok kan se, det er Republikkens. Bag facaden strækker etagen sig ud i ét kæmpestort lokale uden gange og døre, men fuldt af læger og sygeplejersker med hvide mundmasker, reagensglas og pipetter, varmeskabe, køleskabe og bårer. Det ved jeg, for jeg har været der. Jeg var der, den dag jeg dumpede til Prøven – den dag det var meningen, jeg skulle dø. Jeg lader blikket glide hen over ydersiden af tårnet. Nogle gange kan jeg bryde ind i en bygning ved at klatre op ad den udefra, hvis der er balkoner, jeg kan springe fra, og afsatser eller gesimser, som jeg kan balancere hen ad. Jeg klatrede engang op ad en fireetages bygning på under fem sekunder. Men det her tårn er for glat, der er ingen holdepunkter, man kan ikke finde fodfæste. Jeg er nødt til at bryde ind i laboratoriet indefra. Selvom det er lunt, løber der en kuldegysning gennem mig, og jeg ville ønske, jeg havde bedt Tess tage med. Men to indtrængere] er nemmere at fange end én. Desuden er det ikke hendes familie, der har brug for antipestserum. Jeg sikrer mig, at min halskæde hænger inde under min T-shirt. En lastvogn med hospitalsudstyr svinger ind bag de ventende militærjeeps. Nogle soldater klatrer ud og hilser på sygeplejerskerne, mens andre går i gang med at læsse kasser af. Patruljens leder er en ung mørkhåret mand, der

DAY er klædt helt i sort, bortset fra to rækker sølvknapper på officersjakken. Jeg spidser ører for at høre, hvad han siger til en af sygeplejerskerne. “– fra området nede ved søen.” Han retter på sine handsker. Jeg får et hurtigt glimt af pistolen i hans bælte. “Jeg posterer mine folk ved indgangene.” “Tak, kaptajn,” siger sygeplejersken. Manden sætter en finger til kasketten. “Jeg hedder Metias. Hvis du har nogen spørgsmål, så kom til mig.” Jeg venter, til soldaterne har fordelt sig rundtomkring på hospitalsområdet, og manden ved navn Metias er fordybet i en samtale med to af sine mænd. Flere lastbiler kommer og kører igen efter at have sat sårede soldater af – nogle med brækkede arme og/eller ben, andre med åbne flænger i hovedet eller sønderrevne ben. Jeg tager en dyb indånding, træder ud af skyggen og humper over mod hospitalsindgangen. Det er en sygeplejerske, der først får øje på mig, lige uden for indgangen. Hun retter straks blikket mod blodet på mine arme og i ansigtet. “Må jeg komme ind, søster?” stønner jeg. Jeg skærer en grimasse af simuleret smerte. “Er der flere pladser? Jeg kan betale.” Hun kaster et hurtigt, følelsestomt blik på mig, før hun fortsætter med at skrive noget på en notesblok. Hun bryder sig sikkert ikke om at blive tiltalt ‘søster’. Hun har en kæde med et ID-kort om halsen. “Hvad er der sket?” spørger hun. Da jeg når hen til hende, knækker jeg sammen af udmattelse og må støtte hænderne på knæene. “Slåskamp,” gisper jeg. “Jeg er blevet stukket med en kniv.”

DAY Sygeplejersken ser ikke yderligere på mig. Hun skriver færdig og nikker over mod en af vagterne. “Visitér ham.” Jeg bliver, hvor jeg er, mens to soldater undersøger, om jeg har nogen våben på mig. Jeg sørger omhyggeligt for at klynke, når de rører mine arme og min mave. De opdager ikke knivene i mine støvler. Men de tager selvfølgelig den lille pung, der hænger i mit bælte. Det er prisen for at komme ind på hospitalet. Det er klart. Hvis jeg havde været fra en af de rige sektorer, ville de have lukket mig ind uden betaling. Eller de ville have sendt en læge hjem til mig helt gratis. Soldaterne stikker en tommelfinger i vejret som tegn til, at alt er i orden, og sygeplejersken nikker over mod indgangen. “Tag plads i venteværelset. Det er inde til venstre.” Jeg takker hende og vakler hen mod skydedørene. Manden ved navn Metias følger mig med øjnene, da jeg passerer ham. Han lytter tålmodigt til en af sine soldater, men jeg kan se, at han helt rutinemæssigt studerer mit ansigt. Jeg indprenter mig hans ansigt. Inden døre er hospitalet spøgelseshvidt. Til venstre for mig ligger venteværelset, som sygeplejersken sagde – et stort lokale proppet med mennesker, der fremviser skader i alle tænkelige variationer og grader. Flere af dem stønner af smerte, og en enkelt ligger ubevægelig på gulvet. Jeg tør ikke tænke på, hvor længe de har ventet, eller hvor meget de har måttet betale for at komme ind. Jeg noterer mig, hvor soldaterne befinder sig – to henne ved sekretærens skranke, to ved døren ind til lægen i den fjerneste ende af lokalet og adskillige henne

DAY ved elevatorerne; de har alle sammen synlige ID-kort – så slår jeg blikket ned i gulvet. Jeg synker sammen på den nærmeste stol. For en gangs skyld er mit dårlige knæ nærmest en fordel, som gør min forklædning endnu mere troværdig. For et syns skyld holder jeg hånden presset ind mod maven. Jeg tæller i hovedet, til der må være gået ti minutter, og der er kommet nye patienter, så soldaterne ikke længere er interesseret i mig. Så rejser jeg mig, lader, som om jeg snubler, og tumler hen mod den nærmeste soldat. Han fører automatisk hånden ned til pistolen. “Sæt dig ned igen,” siger han. “Jeg skal på toilettet,” hvisker jeg hæst. Mine hænder ryster, da jeg snubler og griber fat i ham for at holde balancen. Soldaten ser med væmmelse på mig, mens nogle af hans kammerater fniser. Jeg kan se ham stramme grebet om aftrækkeren, men en af de andre soldater ryster på hovedet: ingen skyderi på hospitalet. Soldaten nøjes med at skubbe mig væk og peger ned i den modsatte ende af lokalet med sin pistol. “Dér,” bjæffer han. “Vask dig i ansigtet. Og hvis du rører mig igen, fylder jeg dig med bly.” Jeg slipper ham og er lige ved at falde. Så lykkes det mig at vende mig om og vakle over mod toilettet. Mine læderstøvler knirker mod gulvet. Jeg kan mærke soldatens blik i nakken, da jeg går ind på toilettet. Jeg er ligeglad. De glemmer mig hurtigt. Og der går nogle minutter, før soldaten, som jeg klamrede mig til, opdager, at hans ID-kort er væk. Da jeg har låst døren bag mig, dropper jeg min sygehistorie. Jeg plasker vand i ansigtet og gnider det meste

DAY af svineblodet og mudderet af. Jeg tager støvlerne af, fisker knivene op og stikker dem ned i bæltet. Jeg tager støvlerne på igen. Så tager jeg den skjorte på, som jeg havde bundet om livet, knapper den helt op i halsen og trækker selerne uden på den. Håret samler jeg i en hestehale, som jeg stikker ned i skjorten, så den ligger helt fladt mod ryggen. Til sidst tager jeg mine handsker på og binder det sorte lommetørklæde om underansigtet, så det dækker mund og næse. Hvis nogen forsøger at fange mig nu, vil jeg blive nødt til at flygte. Jeg kan lige så godt skjule mit ansigt. Med spidsen af den ene kniv løsner jeg skruerne i gitteret til en ventilationsskakt og fjerner gitteret. Så hægter jeg soldatens ID-kort fast i min halskæde og stikker hovedet ind i ventilationsskakten. Der lugter underligt derinde, og jeg er glad for lommetørklædet for munden og næsen. Skakten er omkring 60 x 60 centimeter. Jeg maser mig frem, så hurtigt jeg kan. Hver gang jeg trækker mig fremad, må jeg lukke øjnene og huske at trække vejret og overbevise mig selv om, at metalvæggene ikke lukker sig sammen om mig. Jeg behøver ikke kravle særlig langt. Ingen af skakterne fører op til tredje sal; jeg skal bare langt væk fra soldaterne og venteværelset – så langt væk, at jeg kan hoppe ned i en af hospitalets trappeopgange. Jeg maser mig videre. Jeg tænker på Edens ansigt, på det antipestserum, som han og John og min mor får brug for, og på det underlige røde X med tværstregen. Efter nogle minutter ender ventilationsskakten blindt. Jeg kigger ud gennem gitteret, og i sprækkerne

DAY af lys aner jeg en oval trappeopgang. Gulvet er kridhvidt, nærmest smukt, og hvad der er endnu vigtigere: Opgangen er tom. Jeg tæller til tre, så rækker jeg armene så langt frem, jeg kan, og skubber til gitteret. Det ryger af og ramler ned i trappeopgangen, som viser sig at være et stort, cylindrisk rum med høje gipsvægge, små vinduer og en kolossal vindeltrappe. Nu gælder det ikke længere om at være lydløs, men om at handle hurtigt. Jeg vrikker mig ud af ventilationsskakten, lander på gulvet og sætter i løb op ad trappen. Halvvejs oppe griber jeg fat i gelænderet og svinger mig flere trin opad. Overvågningskameraerne følger mig uden tvivl, og det kan ikke vare længe, før alarmen lyder. Anden sal. Jeg har næsten ikke mere tid. På tredje sal flår jeg ID-kortet af halskæden og kører det igennem læseren ved siden af døren ind til afdelingen. Overvågningskameraerne har stadigvæk ikke udløst alarmen, og trappeopgangen er endnu ikke låst af automatisk. Der lyder et klik fra håndtaget, og jeg river døren op. Jeg står i et stort lokale fyldt med bårer på rækker og kemikalier, der står og bobler under udsugningsskærme. Læger og sygeplejersker og soldater ser forskrækket på mig. Jeg griber fat i den første person, jeg får øje på – en ung læge, der står næsten lige inden for døren. Før nogen af soldaterne når at sigte på mig, sætter jeg en af mine knive ind mod mandens strube. De andre læger og sygeplejersker står som lammede. Flere af dem skriger. “Hvis I skyder, rammer I ham hér i stedet,” råber jeg til soldaterne under mit tørklæde. De sigter på mig.

DAY Lægen skælver i mit greb. Jeg trykker kniven lidt hårdere ind mod hans hals, men er omhyggelig med ikke at skære hul. “Jeg gør dig ikke noget,” hvisker jeg ind i hans øre. “Du skal bare sige, hvor I opbevarer antipestserummet.” Han udstøder en halvkvalt klynken, og jeg kan mærke, at han sveder. Han gør tegn over mod køleskabene. Soldaterne tøver stadig – men så tager en af dem ordet. “Slip lægen!” råber han. “Hænderne op!” Jeg er lige ved at komme til at grine. Soldaten må være helt grøn. Jeg krydser lokalet med lægen i et fast greb foran mig og når hen til køleskabene. “Vis mig, hvor de er.” Lægen løfter en rystende hånd og lukker køleskabet op. Et pust af kulde rammer os. Gad vide, om lægen kan mærke mit hamrende hjerte? “Dér,” hvisker han. Jeg vender mig væk fra soldaterne lige akkurat længe nok til, at jeg kan se, hvor lægen peger hen: den øverste hylde i køleskabet. Den ene halvdel af ampullerne har etiketter med det gennemstregede X og teksten T. Filoviridae virus-mutationer. På den anden halvdel står der 11.30-serum. Men alle ampullerne er tomme. De er løbet tør for antipestserum. Jeg bander dæmpet. Jeg lader hurtigt blikket glide hen over de øvrige hylder – der er kun pesthæmmere og forskellige smertestillende midler. Jeg bander igen. Det er for sent at vende om. “Jeg slipper dig nu,” hvisker jeg til lægen. “Duk dig.” Jeg giver slip og skubber ham i ryggen, så han falder ned på knæ. Soldaterne åbner ild. Men jeg er forberedt; jeg bruger den åbne køleskabsdør som skjold, og projektilerne

DAY preller af på den. Jeg snupper nogle flasker pesthæmmere og putter dem ind under skjorten. Så spæner jeg hen mod udgangen. En vildfaren kugle strejfer mig, og en brændende smerte skyder ud i armen. Jeg er der næsten. Netop som jeg når ud i trappeopgangen, går alarmen i gang. Der lyder et kollektivt klik, da alle dørene i opgangen låses automatisk indefra. Jeg er fanget. Soldaterne kan stadigvæk komme ud i opgangen, men jeg kan ikke komme væk. Der lyder råb og løbende skridt inde fra laboratoriet. Så er der én, der råber: “Han er ramt!” Mit blik farer op til de små vinduer. De er for langt væk til, at jeg kan nå dem fra trappen. Jeg bider tænderne sammen og hiver min anden kniv frem, så jeg nu har en i hver hånd. Jeg beder til, at gipsen er blød nok, så sætter jeg af fra trappen og kaster mig op ad væggen. Jeg jager den ene kniv direkte ind i gipsen. Anstrengelsen får mig til at skrige, og blodet vælter ud af min sårede arm. Jeg hænger halvvejs mellem trappeafsatsen og vinduet. Jeg svinger mig fra side til side. Gipsen begynder at give efter. Under mig kan jeg høre døren ind til laboratoriet blive smækket op, og soldater myldre ud. Kuglerne fløjter rundt om mig. Jeg svinger mig op til vinduet og giver slip på den kniv, der sidder dybt begravet i gipsvæggen. Jeg knuser vinduesglasset, og pludselig er jeg ude i natten igen, og jeg falder, falder, falder. Jeg flår min skjorte op og lader luften fylde den bag mig, mens

DAY tankerne hvirvler rundt i hovedet på mig. Fødderne først. Land på forfoden. Bøj i knæene. Slap af i musklerne. Rul rundt. Jorden kommer susende op imod mig. Jeg forbereder mig på at ramme asfalten. Sammenstødet slår luften ud af mig. Jeg ruller fire gange rundt og ramler ind i muren på den modsatte side af gaden. Et øjeblik ligger jeg fuldstændig lammet, blindet, hjælpeløs. Jeg kan høre vrede stemmer gennem det smadrede vindue på tredje sal, da det går op for soldaterne, at de er nødt til at gå ind i laboratoriet igen for at slå alarmen fra. Langsomt kommer jeg til mig selv, mine sanser skærpes, og jeg bliver meget bevidst om smerten i siden og i armen. Jeg støtter mig på min gode arm og kommer op i siddende stilling. Det dunker i mit bryst. Jeg må have brækket et ribben. Da jeg forsøger at komme på benene, kan jeg mærke, at jeg nok også har forstuvet en ankel. Jeg ved ikke, om adrenalinen forhindrer mig i at mærke andre eventuelle følger af faldet. Der lyder råb rundt om hjørnet. Jeg tvinger mig til at tænke klart. Jeg befinder mig ved bygningens bagside, hvorfra flere gyder fører ind i mørket. Jeg humper ind i skyggerne. Da jeg ser mig over skulderen, får jeg øje på en lille gruppe soldater, der løber hen til det sted, hvor jeg landede, og hvor der nu ligger glasskår og blod. En af soldaterne er den unge kaptajn, som jeg så tidligere – ham, der hedder Metias. Han giver sine mænd ordre til at fordele sig på området. Jeg sætter farten op og forsøger at ignorere smerten. Jeg trækker skuldrene op,

DAY så mit sorte tøj og hår hjælper mig med at gå i ét med mørket. Jeg stirrer febrilsk ned i jorden – jeg må finde et kloakdæksel. Udkanten af mit synsfelt begynder at blive sløret. Jeg tager mig til øret med den ene hånd; ikke noget blod, et godt tegn. Et øjeblik efter får jeg øje på et kloakdæksel. Jeg sukker lettet, retter på det sorte lommetørklæde over mund og næse og bøjer mig ned for at trække dækslet til side. “Stå stille! Bliv hvor du er!” Jeg snurrer rundt. Et stykke bag mig står den unge kaptajn fra hospitalsindgangen, Metias. Han sigter på mit bryst med sin pistol, men til min overraskelse skyder han ikke. Jeg strammer grebet om min sidste kniv. Noget i hans blik forandrer sig, og jeg ved, at han har genkendt mig – knægten, der lod, som om han var såret, og vaklede ind på hospitalet. Jeg kan ikke lade være med at smile – nu behøver jeg ikke længere lade, som om jeg er såret. Metias kniber øjnene lidt sammen. “Hænderne op. Du er anholdt for ulovlig indtrængen, hærværk og tyveri.” “Du får mig ikke levende.” “Jeg tager dig også gerne død, hvis du foretrækker det.” Det næste står lidt uklart for mig. Metias spænder i hele kroppen, klar til at skyde. Jeg kaster kniven mod ham af al kraft. Før han når at trække af, borer kniven sig ind i hans skulder, og han falder baglæns med et bump. Jeg venter ikke på, at han skal rejse sig, men bøjer mig forover og trækker kloakdækslet til side. Så

DAY klatrer jeg ned ad stigen, trækker dækslet på plads efter mig og forsvinder i mørket. Nu indhenter smerten mig. Jeg har svært ved at stille skarpt, og hvert eneste åndedrag flår i brystkassen. Jeg må have brækket et ribben. Jeg presser en hånd hårdt ind i siden og snubler af sted, idet jeg omhyggeligt undlader at røre murene i kloakken. Jeg er tilstrækkeligt klar i hovedet til at tænke på, hvor jeg går henad, og koncentrerer mig om at gå i retning af Lake. Dér er Tess. Hun skal nok finde mig og hjælpe mig i sikkerhed. Det forekommer mig, at jeg kan høre skridt og råb over mig. De må have fundet Metias, og nogen er måske oven i købet på vej ned i kloakken. Hvis de har hunde med, tager det dem ikke lang tid at opspore mig. Jeg ændrer bevidst retning et par gange og vader langt ud i det beskidte kloakvand. Bag mig kan jeg høre plasken og stemmer, der giver genlyd i gangene. Jeg skifter retning igen, men har hele tiden mit mål – Lake-sektoren – i baghovedet. Stemmerne svinger i styrke; nogle gange er de tæt på, andre gange langt væk. Det ville da være skæbnens ironi at slippe ud af hospitalet bare for at dø hernede i den labyrintagtige kloak. I et forsøg på at holde mig ved bevidsthed begynder jeg at tælle minutterne. Fem, ti, 30 minutter. 60 minutter. Nu virker skridtene bag mig meget fjerne; forfølgerne må være i en anden gang. Sommetider hører jeg nogle underlige lyde: som boblende reagensglas og sukkende damphvæs, et overdimensioneret åndedrag. Lydene kommer og går. To timer. To og en halv time. Da jeg får øje på den næste stige op til overfladen,

DAY tager jeg chancen og haler mig op. Jeg kan næsten ikke stå på benene længere; jeg må bruge mine allersidste kræfter på at hale mig op på gaden. Jeg befinder mig i en mørk smøge. Da jeg har fået vejret, blinker jeg et par gange for at stille skarpt. Så ser jeg mig om. Nogle husblokke væk kan jeg se Union Station. Der er ikke langt. Tess venter på mig. Tre husblokke til. To husblokke. En sidste husblok. Jeg kan ikke mere. Jeg finder et mørk sted og falder sammen. Det sidste, jeg ser, er silhuetten af en pige i det fjerne. Måske kommer hun hen imod mig. Jeg ruller mig sammen og driver ind i bevidstløsheden. Lige før alt bliver sort, opdager jeg, at min halskæde er væk.