Leif Davidsen - En fighter kommer til byen

䔀渀 昀 椀 最栀琀 攀爀 欀漀洀洀攀爀 琀 椀 氀

戀礀攀渀 䜀爀愀琀 椀 猀 渀漀瘀攀氀 氀 攀 昀 爀愀 戀漀最攀渀 ㄀ 洀椀 渀甀琀 琀 攀爀 椀

瘀漀爀 琀 椀 搀

En fighter kom til byen

Jeg tager om min storebrors hoved og tænker på det tidlige efterår, da Åge kom til byen, dengang for længe siden, da jeg var på vej til at forlade barndommen. Åge talte underligt københavnsk og havde en skæv næse og et øre, der sad lidt forkert. Hans pandebrask stod frem under det karseklippede hår. Hans øjne var meget blå og små i et firkantet ansigt. Han gik en lille smule foroverbøjet med løst svingende arme, næsten som en stor gorilla. Jeg ved ikke, hvor gammel han var. Jeg selv var ikke mere end 12 år, da han ankom, og syntes, at alle over 30 var meget gamle, ligesom mine forældre.

Han var vel lige fyldt 30, måske et par år yngre. De voksne talte om, at han havde været en kendt bokser, og at han næsten havde vundet over den store svensker Ingemar Johansson, som jeg vidste havde bokset mod den store neger, som man sagde dengang, Floyd Patterson.

Hvorfor han flyttede til byen, ved jeg ikke, og jeg fandt aldrig ud af det, men det var vist et eller andet med en kvinde i en fjernere landsby, der havde smidt ham ud. Sagde de voksne, når de troede, at man ikke lyttede, fordi det var voksensnak. Et par stykker mente at vide, at han havde arbejdet for en af de større herregårde ude vestpå på øen, men det blev aldrig bekræftet.

315

10 minutter i vor tid.indd 315

22/05/15 15.07

Åge var stor på en meget overvægtig måde, men de voksne mænd sagde, at han altså var meget stærk og havde været en meget omtalt professionel bokser i Danmark, som man havde kunnet læse om i avisen. Det var faktisk ikke så længe siden, at han havde haft sin sidste kamp. Han ville gerne have fortsat karrieren, men lægen havde forbudt ham at bokse mere, fordi hans højre øje var blevet skadet alvorligt. Det virkede også mindre end det venstre, og man fik det indtryk, at han skelede, når han kiggede på én. Han sagde, at hans muskler var blevet til fedt, da han holdt op med at træne hårdt. Han sagde, at han nok skulle komme i form igen. Måske var der en kamp mere i ham. Det måtte lægen afgøre. Han skulle vente endnu et år. Så var han sikkert klar.

Alt det fik vi selvfølgelig ikke at vide lige med det samme, men efterhånden tegnede der sig et billede af Åge og noget af hans livshistorie, fordi han på sin måde blev en vigtig mand i den lille by ved havet.

Der var ingen bokseklub i byen, før Åge startede én, og det kunne jo egentlig have været lige meget, hvis det ikke var, fordi min storebror blev fyr og flamme og pludselig ville lære at bokse. Jeg troede, at det var, fordi han ville banke de andre om lørdagen, når der var bal i Håndværkerforeningens Hus, men det var, fordi han ville være berømt, så han kunne flytte fra den lille by og tjene en masse penge som professionel i Amerika.

Min storebror var mit ét og alt på det tidspunkt. Han hed Hugo og var 17 år.

“Jeg bliver snart 18, mens du bare er en lille bussemand, der kom for sent ud af næsen på vores mor,” sagde han altid med sit store venlige grin.

“Sådan noget pjat,” sagde min mor, der ofte havde røde hænder og blanke øjne.

“Sikke noget at sige. Din lillebror var en dejlig lille efternøler, der kom som en gave fra den gode Gud, da vi mindst ventede det.”

316

10 minutter i vor tid.indd 316

22/05/15 15.07

Min mor talte en del med og om Gud på sin underlige dialekt. Det var, fordi hun var fra det mørke Jylland, hvor Gud tilsyneladende var mere til stede end på Fyn. Det var min far, der sagde det med Jylland. Min far arbejdede på byens jernstøberi, hvor også Hugo tog hen hver morgen for at vende beskidt hjem hen under aften. Torsdag kom mændene tit senere hjem end de andre dage. Det var lønningsdag, som kvinderne frygtede, fordi mændene på vej hjem ikke kunne undgå at gå eller cykle forbi Røde Kro på torvet, der lokkede med øl og brændevin med særlige pristilbud netop hver torsdag.

Min bedste ven hed Jan. Han og jeg elskede at ligge på lur torsdag aften for at se mændene komme hjem, selv om det også var lidt skræmmende, fordi de kunne være så støjende. Det var sjovt at se, hvor svært de havde ved at gå lige. Det var især sjovt, når de prøvede at cykle og slingrede hen ad havestien bag vores hus og en gang imellem kørte helt ind i hækken og væltede.

Deres bandeord var meget imponerende.

Min mor syntes ikke, det var sjovt, at vi syntes, det var sjovt.

Den gode Gud burde forbyde alkohol. Der kommer aldrig andet end ulykke ud af drikkeriet, sagde hun altid og tørrede sine røde hænder i forklædet og skottede nervøst hen ad vejen for at se, om min far snart kom hjem, fordi hun selvfølgelig var bekymret over, hvor mange af pengene i den gule lønningspose der var tilbage, og hvor mange krofatter havde fået fat i.

De fleste, jeg kendte og gik i skole med, havde fædre, der arbejdede på maskinfabrikken, garveriet eller jernstøberiet, hvis de ikke fiskede eller arbejdede på havnen i fiskeauktionen eller det lille skibsværft. De fleste mødre gik hjemme ligesom min mor, der tog lidt rengøringsarbejde for advokaten og tand­ lægen, når der var brug for penge. Vi boede i et lille rødt række­ hus med kakkelovn, som boligforeningen havde bygget til os, og som vi havde fået gennem fagforeningen, der “tog sig godt af småfolk, der var solidariske og betalte deres kontingent”, som min far sagde.

317

10 minutter i vor tid.indd 317

22/05/15 15.07

Jeg gik selvfølgelig i skole med børn fra alle slags familier, men byen var pænt delt op i det, min far kaldte klasser. Man hilste på hinanden, men at min far og mor skulle komme sammen privat med tandlægen eller overlægen, var helt utænkeligt.

Der er folk og partier, der i dag sværmer for halvtredserne og de tidlige tressere, hvor de hævder, at danskerne var ét folk med fælles værdier. Jeg ved ikke, hvilket Danmark de taler om. I min lille by var danskerne lige så delt som i dag. De talte nok samme sprog, men de levede ikke samme liv. De levede i adskilte kasser og kom hinanden meget lidt ved.

Jeg syntes, det var et godt liv, savnede ingenting og troede egentlig, at sådan ville livet altid være, indtil Åge kom til byen og gjorde mændene kulrede med sin snak om boksning eller “selvforsvarets ædle kunst”, som han sagde i én uendelighed.

Han mødte min far på Røde Kro, og far inviterede ham hurtigt med hjem, selv om min mor ikke kunne lide ham. Åge snakkede et hurtigt københavnsk – mente jeg det var – nev mig spøgefuldt i øret og sagde, at jeg vist var en hurtig lille én, som kunne blive en fin fighter i fluevægt en dag inden så længe. Åge gik rundt det meste af det sene efterår og snakkede om, at man skulle lave en klub, mens han pralede med, hvor god han havde været. Selv om han måske ikke længere var fit nok til at gå i ringen, så havde han så megen erfaring, at han sagtens kunne lære de unge mænd i byen at bokse som rigtige professionelle.

De ville selvfølgelig være amatører, men fulgte de hans træning, kunne de uden problemer vinde over selv de bedste. Med ham som træner ville verden ligge åben for de mest talentfulde.

Det var interessant, fordi det brød med de gamle mønstre og skabte alliancer på tværs af byens stive klasser, uskrevne sociale love og usynlige, men fastlagte rangordener. Mændene fik noget sammen, som de ikke havde haft før. Det var selvfølgelig fortrinsvis yngre arbejdere og et par funktionærer, flere fiskere og nogle håndværkere, der var vilde med tanken om boksning.

Men også et par stykker fra borgerskabet blev tændt af ilden.

318

10 minutter i vor tid.indd 318

22/05/15 15.07

Det var overlærer Sørensen, som jeg havde til engelsk og historie, og en overlæge Abrahamsen på sygehuset, der sluttede sig til bevægelsen for boksningens indførelse i byen. De havde begge store drenge, som de syntes kunne trænge til at blive gjort lidt mere hårdføre og mandige.

“De er sgu også nogle skravl,” sagde min far. “Boksning kan gøre ethvert skravl til et mandfolk.”

Det var et andet af de udtryk, som Åge fyrede af i tide og utide. Åge førte sit propagandafelttog alle vegne. Han gik meget rundt i byen eller sad på Røde Kro og snakkede for sin syge moster og satte fluer i hovedet på mændene, som min mor sagde.

Han lånte skolens gymnastiksal og trænede med nogle drenge, som han samlede op. Min bror overtalte et par kammerater på fabrikken, der også kendte et par stykker, der gerne ville bokse.

De havde intet udstyr, men måtte bruge nogle træningshandsker, som Åge havde, på skift.

Anstrengelserne bar frugt. Han fik overtalt nogle af fædrene med overlærer Sørensen i spidsen til at gå til kommunen og skaffe lidt penge, så de kunne købe nogle handsker, et par boksebolde, en sandsæk og det rigtige reb, så de kunne lave en boksering og komme i gang med seriøs træning. Det var ikke så svært. Overlægen var også fyr og flamme, og da hans fætter var formand for kulturudvalget, fandt man hurtigt pengene. Det gik ud over noget kunst og kultur, men det tog ingen sig af. I hvert fald ingen, man tog så alvorligt, at man hørte efter, hvad de havde at sige.

Overlæreren skrev nogle vedtægter og en indkaldelse til en stiftende generalforsamling, og i begyndelsen af februar opstod BOBK, som de døbte byens nye forening. Der blev surmulet lidt i et par læserbreve fra et par gamle damer, der ikke kunne lide vold, i fodboldklubben og hos de gule spejdere, som var det eneste, man ellers kunne gå til i sin fritid, og som var bange for at miste deres tilskud. Borgmesteren, der var gift med 319

10 minutter i vor tid.indd 319

22/05/15 15.07

overlægens søster, syntes også, at det var en god idé at få en bokseklub til byen, og så var den hjemme.

Generalforsamlingen blev en stor succes. Næsten 40 mænd mødte op og vedtog alt enstemmigt i Håndværkerforeningens lille sal, hvor tobaksrøgen smøg sig om de grønne ølflasker.

Min far blev valgt ind i bestyrelsen, der fik overlærer Sørensen som formand. Åge blev cheftræner. Lokalavisens fede redaktør dampede på sin cigar og skrev en lang artikel, hvor han så frem til, at også deres lille, men driftige by ville kunne levere boksere til det danske olympiske boksehold i en ikke så fjern fremtid, fordi byens stærke unge mænd ville blive trænet af en særdeles anerkendt boksekapacitet.

Redaktøren havde en kæmpe vom og en lige så stor røv, der vuggede som en babys, når han gik. Når han satte sig ind i sin franske bil, hældede den faretruende, som om den kunne kæntre. Han blev aldrig kaldt andet end Trykfisen, fordi han var kommet til at slå en kæmpe prut, da Kongeskibet havde besøgt byen. Den havde åbenbart rullet tydeligt gennem rækkerne af honoratiores, lige i det øjeblik Frederik og Ingrid havde sat foden på byens jord. I det hele taget var Trykfisens prutter både legendariske og frygtede for både deres lyd og lugt.

Generalforsamlingen fortsatte under mere uformelle former på Røde Kro. Min mor talte næsten ikke med min far en uge efter. Åge selv havde en fætter eller noget andet familie i København, der kunne levere det nødvendige udstyr til ringen, og han ville selv hente det i sin ladvogn. Han havde et job som altmuligmand på trælasten nede på havnen, men ejeren var også blevet bokseentusiast og gav Åge fri med løn, hvis det drejede sig om BOBK-sager. Åge kunne for rimelige penge skaffe både handsker, boksebolde, sjippetov, bukser, skridtbind, og hvad boksesporten ellers krævede af remedier. Når man næsten havde bokset lige op med den store svensker, havde man selvfølgelig mange kontak320

10 minutter i vor tid.indd 320

22/05/15 15.07

ter, sagde Åge og stoppede pengesedlerne i sin store prangerpung.

Jeg skulle ikke have noget af at lade mig tæve frivilligt, men jeg gik ofte med min bror hen i det, han kaldte trænings­salen, og som altså bare var Industri- og Håndværkerforeningens gamle sal, hvor jeg engang havde gået til dans, før jeg blev for stor og ikke længere havde lyst til at danse med piger, mens alle andre så på det.

Nu blev der spændt en boksering ud midt i lokalet; den var hævet over gulvet med de rigtige puder i hjørnerne. Klubben havde fået rådighed over lokalet til en særlig pris indtil videre.

Fru Mortensen havde flyttet sin danseskole til en ny bygning, så salen blev ikke brugt så meget længere. Det var mest fagforeningens juletræsfest og skytteforeningens årlige generalforsamling og middag, der lagde beslag på den. Når de skulle bruge den, var det hurtigt at pille ringen og det andet ned og bagefter sætte det op igen.

Der lugtede underligt nu i salen. Helt anderledes end da jeg gik til dans. Over tyve unge mænd havde meldt sig ind i klubben, inden den overhovedet havde sin første træningstime. Efter Trykfisens overstrømmende artikel kom yderligere ti til. Åge ville ikke have drenge under 16 år med, men planlagde at starte et ungdomshold senere. De fleste medlemmer var unge fra arbejderklassen. De havde forladt skolen inden for de seneste fire-fem år, men overlærerens søn Kim og overlægens dreng Søren havde også meldt sig. Kim var en ranglet, langarmet knægt med store bumser og flakkende øjne. Han var 17 år. Søren var en jævnaldrende, mere tæt lille fyr. De gik begge i gymnasiet i Odense.

Hugo havde gået i klasse med dem, men de gik hver sin vej allerede i 5. klasse, hvor børn blev skilt dengang. De kom i boglig linje, mens Hugo gik i faglig og ud af skolen efter 7. klasse. Jeg var selv fortsat i den boglige linje og regnede med at gå videre i realskolen og gerne gymnasiet. Det støttede min mor og min klasselærer, mens min far sagde, at det måtte vi se til den tid.

321

10 minutter i vor tid.indd 321

22/05/15 15.07

Der lugtede af talkum og sved og nogle gange af blod. Der lugtede af uvaskede unge mænd, der gryntede, når de blev ramt.

Det så underligt ud, når de sjippede, som om de var tøser, men Åge sagde, at sjipning ikke bare var for tøser, men noget af det bedste for en fighter, fordi det gav styrke, smidighed og udholdenhed. Ligesom løbeturen, som skulle finde sted hver eneste dag, hvad enten det sneede eller regnede eller blæste, eller solen skinnede. Min storebror fulgte hans anvisninger til punkt og prikke. Han løb sin motionstur dagligt, og da jeg elskede min bror og så op til ham, gjorde jeg ham ofte selskab.

I dag kan man ikke gå to skridt uden at møde en motionsløber, men dengang var det ikke et almindeligt syn. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at løbe. Min krop syntes umiddelbart om det. Jeg havde selvfølgelig løbet en masse til fodbold eller gymnastik og i leg, men aldrig før systematisk i et roligt og alligevel kvikt tempo. Jeg har været løber siden, så det fik jeg med i bagagen af Åge, selv om man som barn ikke ser det i det perspektiv.

Jeg glædede mig altid til vore løbeture. Vi snakkede ikke så meget sammen undervejs, men jeg følte et nært fællesskab med Hugo, når vi løb, og han fik mig til at grine, når han skyggeboksede og gjorde nar ad de mindre talentfulde. Han stoppede, indtog boksestilling og dansede letfodet rundt om mig, mens han jabbede med højre og venstre. Jeg syntes, at han så både elegant og meget frygtindgydende ud, og var sikker på, at han en dag ville indtage Madison Square Garden, der var boksesportens Mekka, som Åge sagde. Der var meget langt til New York, men så langt var der altså heller ikke, som Åge også sagde.

Det varede ikke længe, så sagde min storebror, min far og de andre hele tiden fighter i stedet for bokser og slyngede om sig med udtryk som lige højre, venstrehook, uppercut, jab og dybe stød til kroppen, der trættede, så modstanderen sænkede paraderne, og var lige så vigtige som slag til hovedet. De talte om 322

10 minutter i vor tid.indd 322

22/05/15 15.07

fodskifte, som de før havde talt om en god aflevering i dybden eller et fint indlæg fra fløjen.

Jeg kunne godt lide at sidde i træningslokalet og betragte fighterne i deres store shorts og ærmeløse undertrøjer. De unge mænd sled virkelig for det, så sveden fik deres brylcremeindfedtede hår til at skinne endnu mere. De hamrede løs på den svære sandsæk eller øvede hurtighed på de små boksebolde. Åge gik rundt med sin fede krop, men alligevel på en adræt måde. Man kunne se, at han engang havde været en berømt fighter på den måde, han ramte sækken på, på den måde, han viste drengene fodskifte og vægtskifte på. Hans slag på den tunge sæk var frygtindgydende hårde og smældede, så man kunne høre det over hele salen. Han gik ofte selv i ringen for at instruere. Man kunne se, at han følte sig hjemme. Han vidste instinktivt, hvor han var i bokseringen. Han havde afstandene på rygmarven.

Selv om han var stor og fed, kom der noget næsten dansende over ham i korte, lyksalige øjeblikke.

Fædrene kom ofte forbi og talte indforstået om stød, parader, undvigemønstre og venstre- og højrefodsbokseres fordele og ulemper. De stod med deres tobak og grønne ølflasker, som Åge solgte næsten til indkøbspris, og kommenterede fighterne, når de sparrede i ringen. De lod, som om de vidste en masse og kunne snakke om store boksere, selv om kun få af dem havde set en rigtig boksekamp. Det var ikke altid nemt at finde ud af, hvem de talte om, fordi de havde vidt forskellige måder at udtale de udenlandske bokseres efternavne på. Det var tydeligt at se, at de hyggede sig gevaldigt, når de stod med deres bajere, deres smøger eller piber og var fælles om at glæde sig til de store sejre, der ventede forude for deres sønner. Enkelte sagde, at det jo efterhånden blev lidt dyrt med alt det udstyr, som skulle skaffes af Åge, men de blev fejet af vejen, og kommunen spyttede en ny sum i klubben.

Alle vidste, at det var dyrt at etablere sig, hvad enten det handlede om at starte en ny virksomhed eller en ny sportsklub, 323

10 minutter i vor tid.indd 323

22/05/15 15.07

som Trykfisen skrev i sin avis, hvor han advarede mod, at konservative kræfter forsøgte at stoppe al nytænkning i byen, også på det sportslige område. Det var bedre, at de unge mænd fik afløb for unge mænds naturlige aggressivitet under ordnede forhold og kompetent vejledning, end at de lod kræfterne få ukontrolleret afløb om lørdagen, når de gik til fest. I sidste ende var pengene givet godt ud og ville komme tifold igen, skrev han. De unge mænd kæmper med åbent visir under kyndig vejledning og overholdelse af alle boksesportens fine regler i stedet for at hænge på gadehjørnerne eller brække cigaret­ automater op.

Den artikel kunne de rigtig godt lide i klubben, og den lokale bank donerede et pænt beløb til udvikling af gode karaktertræk hos byens unge mænd og til bekæmpelse af den ungdomskriminalitet, som desværre opstod, når unge mænd ikke havde fornuftige sager at tage sig til.

Der var også andre, der opdagede, at unge mænd i byen havde fået en ny interesse. De store piger begyndte at sive ned i Industriforeningen, hvor de stod i grupper og fnisede og drak sodavand og røg cigaretter med filter. De havde nylonstrømper på under stramme nederdele, og med deres spidse bh’er under farvestrålende bluser og højt touperet hår over de sminkede ansigter prøvede de at ligne Vivi Bak eller Brigitte Bardot. Det lykkedes ikke særlig godt, men det lykkedes dem at få drengenes uindskrænkede opmærksomhed. Af samme grund ville Åge ikke have dem inde i træningslokalet.

Jeg opfattede dem som mærkværdige, farvestrålende trope­ fugle, der duftede hemmelighedsfuldt af parfume og tobak, mens de selvfølgelig ikke værdigede en 12-årig så meget som et eneste interesseret blik, selv om jeg begyndte at låne lidt af Hugos brylcreme for at få mit uregerlige pandehår til at lægge sig i en bølge tilbage på hovedet.

Pigernes interesse for den nye bokseklub fik endnu flere unge mænd til at melde sig for at lære at bokse under den tidligere 324

10 minutter i vor tid.indd 324

22/05/15 15.07

professionelles kyndige vejledning, som alle de voksne sagde i tide og utide. Åge måtte begynde helt fra grunden. Lære dem at svøbe hænderne og tape handskernes snøring ordentligt op, bevæge fødderne, bruge deres vejrtrækning, at lægge krop bag stødet, aldrig at fjerne blikket fra modstanderens øjne. Boksesportens mest elementære grundregler.

Især måtte han lære dem parader. De glemte altid at passe på, fordi de busede angrebsivrigt frem. Selv de hurtigste og bedste af dem kunne han finte uden problemer, og så sad hans store handske midt i panden på dem. Han slog selvfølgelig ikke igennem, men han slog alligevel, så de mærkede det.

De skulle jo lære det, knægtene. De havde tandbeskyttere, men ingen hjelme. Derfor var der en del næseblod og et par flækkede øjenbryn, når de sparrede. Det klarede Åge også. Han var en hæderlig cutman, som han sagde. Det var et andet af hans yndlingsudtryk. Det lærte man i branchen: at rimpe småskader sammen. Overlæge Abrahamsen havde dog lovet at være til stede ved den første turnering, selv om han arbejdede som gynækolog på sygehuset og næppe behandlede mange bokseskader til daglig.

“Hvad med dig, knægt? Din storebror er et stort talent,” sagde Åge, da han en aften kom over til mig. Jeg sad som sædvanlig lidt til højre for midten af ringen på en af de højryggede stole, der var efterladt fra dengang, der var danseskole. Jeg ventede på, at Hugo skulle sparre med overlærer Sørensens lange Kim, som de kaldte Rasle, fordi han var så mager. Jeg havde altid en bog med og skiftevis læste og holdt øje med, hvad der foregik. Min mor syntes ikke om det, men min far og Hugo havde ikke noget imod, at jeg tog med. Skolen gik jo så fint, og så længe jeg også passede mit job som bydreng hos købmand Frederiksen, tog jeg ingen skade af at se, hvordan Åge gjorde drenge til mænd.

“Jeg har briller,” sagde jeg bare.

325

10 minutter i vor tid.indd 325

22/05/15 15.07

“Det har du sgu også. Det er al den læsning. Det ødelægger øjnene. Øjnene skal være gode hos en fighter. Det er lige så vigtigt som næverne. De gode øjne ser slaget, før modstanderen støder, ved du.”

“Det er sikkert rigtigt.”

“Det kan du bide spids på, knægt. Når Åge siger noget om boksning, så er det rigtigt. Det kan du bande på.”

“Det tror jeg gerne.”

“Din storebror er et stort talent. Han kan blive verdensmester en dag.”

“Tror du virkelig?”

“Det kan du bide spids på. Han har det i sig. Hurtighed.

Styrke. Energi. Disciplin. Som at se mig selv som ung.”

“Hugo er ikke så stor.”

“Naturlig weltervægter. Bliver måske større, så lad os se.

Hvad med dig?”

“Jeg har briller.”

“Det har du også. Det er al den læsning. Godt for hjernen.

Skidt for øjnene. Hold øje med Hugo. Hold øje med din bror.

Det siger den her gamle tud.” Åge prøvede at blinke med det dårlige øje, der blot skelede lidt mere, og samtidig lagde han sin pegefinger på den brækkede klumpnæse og så meget polisk ud. Jeg undertrykte en fnisen, for det ville være for tøset, men fandt Åge, som jeg oplevede de fleste voksne, temmelig tåbelig og ikke særlig klog.

Som alle andre på nær Åge vidste jeg ingenting om finesserne i boksning, men jeg kunne se, at min storebror havde et større talent end de andre. Det var så indlysende. Han sparrede først med Rasle, der tumlede rundt i ringen og forsøgte at holde Hugo på afstand med sine lange arme, men Hugo undveg nemt og fik hele tiden slag ind på Kims magre krop, så man næsten kunne høre knoglerne rasle. Hugo havde fået en del lussinger i tidens løb af overlærer Sørensen og syntes at have stor fornøjelse af at gengælde lussingerne ved at banke sønnen. Åge stop326

10 minutter i vor tid.indd 326

22/05/15 15.07

pede den ulige fight efter halvanden omgang, hvor Hugo ramte Kim direkte på næsen, der sprang op og blødte voldsomt.

Bagefter var det Sørens tur. Overlægens søn var mere af samme statur som Hugo. Han var kortere, men vejede nogle kilo mere. De klædte hinanden, men igen var det nemt også for det uøvede øje at se, at Hugo simpelthen bare var bedre. Han dansede rundt og både undveg og ramte med sine lige venstrejabs og et kort højre hook, som Åge sagde var hans specialitet.

Søren holdt også kun halvanden omgang. Åge gik selv i ringen. Han var tung og fed, men hans teknik fejlede ikke noget. Hugo kunne undvige hans tunge, langsomme slag ved at danse rundt om ham, men selv fik han næsten ingen slag ind på Åges massive krop. Han tog det hele i paraderne. Det var, som om han læste slaget, inden Hugo overhovedet havde tænkt det. Hans kondition var ringe, så efter nogle få minutter kunne man høre hans besværede åndedræt og de tunge klask til kroppen, som Hugo begyndte at få sat ind, inden Åge rakte armene i vejret.

Jeg kiggede beundrende på min storebror, der dansede rundt i ringen, byens boksekonge. Jeg var ikke den eneste, der kiggede med beundrende øjne. En gruppe tøser havde sneget sig ind og stod ved døren og kiggede på den svedige krop med Sørens blodstænk på hans hvide undertrøje. Hugo så dem. Han så især Merete. Hendes kæber malede tyggegummi, og hendes øjne skinnede, som om blodet og sveden ophidsede hende.

Det gjorde det vist, for to dage senere så jeg Hugo kneppe hende op ad rækværket bag den gamle danserestaurant, hvor de unge ofte trak sammen for at drikke og ryge og måske bolle.

Man kunne i hvert fald ofte finde brugte kondomer i buskadserne efter lørdagsbal.

De så ikke mig. Jeg startede min karriere som belurer af mennesker og så med en begyndende egen ophidselse, som var en ukendt følelse i min krop, hvordan hun lukkede øjnene, mens min bror uden problemer løftede hende halvt op og trængte 327

10 minutter i vor tid.indd 327

22/05/15 15.07

ind i hende. Hans bukser sad om anklerne på ham. Meretes nederdel lå på jorden. Hugo havde trukket hendes bluse op og taget hendes bh af, så man hele tiden fik et glimt af hendes bryster. Hun trak vejret meget hurtigt og stønnende med halvåben mund.

Jeg lå stille bag en busk og vidste, at jeg oplevede et nyt kapitel i mit liv. På det tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig, at der var noget menneske i hele verden, der var større og kunne mere end min storebror. Han var universets herre og kunne gå på vandet.

Sådan opstod der så meget underligt i byen den vinter og det forår, hvor Åge fik vendt op og ned på de vante forestillinger og alliancer. Allerede hen på den tidlige sommer kunne de ikke vente længere på at bruge deres træning og nyindvundne viden.

Bestyrelsen med min far i spidsen fik overtalt Åge til at arrangere en turnering mellem byens unge mænd og boksere fra en noget større by på Sjælland, som havde haft en klub i mange år, og som engang havde haft en rigtig Danmarksmester. Det var overlærer Sørensen, der kendte formanden for den sjællandske bokseklub. De havde gået på lærerseminarium sammen og havde tilfældigt mødt hinanden på Storebæltsfærgen. Sørensen havde pralet med deres nye klub, og hans gamle studiekammerat havde foreslået et lille sommerstævne. Åge kendte træneren i klubben og mente, at det måske var for stor en mundfuld for hans drenge, men det ville min far og de andre i bestyrelsen ikke høre tale om. Nu havde de faktisk brugt en del penge, og de unge havde trænet hårdt, så nu var det vist på tide at se, hvad de var i stand til at præstere. Tre omgange kunne de vel gå. Fighterne var selvfølgelig helt med på ideen. De var bestemt klar til et raskt stævne. De sjællændere kunne bare komme an!

Far gik så meget op i boksningen og Hugos store talent, at han helt var holdt op med at drikke på Røde Kro om torsdagen. Det var min mor selvfølgelig glad for, men hun kunne ikke 328

10 minutter i vor tid.indd 328

22/05/15 15.07

lide al den snak om boksning, for vold var en vederstyggelighed og en synd. Jesus sagde så rigtigt, at man skulle vende den anden kind til, og ufred var der nok af i verden i forvejen. Det tog Hugo og min far sig selvfølgelig ikke af. BOBK kunne stille med 10 boksere i forskellige lavere vægtklasser. Åge var ikke helt overbevist om, at det var en god idé, men han holdt hurtigt op med sine mere pessimistiske udtalelser, fordi han opdagede, at det kunne hverken hans fightere eller bestyrelsen lide. Især min far og overlærer Sørensen kunne ikke vente og talte og talte om det kommende storstævne. Hugo skulle være BOBK’s store stjerne og stillede op i weltervægt mod en fyr, der hed Torsten, som Åge sagde var god, men ikke altid helt reglementeret i sin boksning. Åge hyrede en dommer, som han kendte fra Aarhus, og som ikke krævede alt for meget i honorar, men var tilfreds med et godt værelse og en fin middag på byens hotel efter stævnet.

Dommeren var en lille mager mand, der så lidt pudsig ud i sit hvide tøj med en sort butterfly og et fedtskinnende, brunt hår, der var redt lige tilbage over den flade hovedskal. Han havde engang brækket næsen, da han selv boksede, og talte lidt snøvlende, som om han var fuld eller lige ved at falde i søvn.

Det var en lørdag eftermiddag i juni. Syrenerne blomstrede i hvert fald, men det kunne man ikke lugte i Industriforeningens store sal, der var fyldt til bristepunktet af et forventningsfuldt publikum. Min far strålede. Det her var også penge i kassen.

Alle pladser var udsolgt. Den blå tobaksrøg lå tæt hen under loftet. Merete sad på første række sammen med sin veninde Dorit på den ene side og min far på den anden. Hugo havde krævet, at Merete skulle sidde, hvor hun sad, og hun havde krævet, at Dorit skulle sidde ved siden af hende. Hugo var begyndt at gøre, som Merete sagde. De øvrige pladser ved ring­ side var besat af bestyrelsen, borgmesteren, et par honoratiores som ejeren af trælasten og Trykfisen, der pattede på sin cigar, og som de øvrige mænd slyngede om sig med deres nyfundne 329

10 minutter i vor tid.indd 329

22/05/15 15.07

bokseudtryk. Jeg selv havde fået plads på anden række. Min mor ville ikke med. Mændene var i det hele taget i stort overtal i forsamlingen. Åge stod i sit hjørne med sin spand og svamp og lugtesalt, som overlægen havde skaffet ham. Ved siden af Åge stod en lille skammel, som hans boksere kunne sidde på i pauserne mellem de tre omgange. Han havde taget hvidt tøj på og lignede en portør på sygehuset. Han var tydeligt nervøs, mens alle andre i salen syntes at tage det for givet, at nu skulle sjællænderne opleve, hvordan rigtige fynske fightere boksede, når de havde lært det af en forhenværende professionel, der havde bokset lige op med den store svensker.

Det gik selvfølgelig rivende galt fra det første slag på gongongen. Én efter én kom vore fightere i ringen, og én efter én blev de sendt til tælling, eller Åge måtte smide håndklædet i ringen, hvilket hver gang fik publikum til at pibe. Der var meget blod og snot og endnu mere skamfuld klynk og tårer. Overlæge Abrahamsen havde nok at se til og lignede efterhånden slagter Frandsen nede i Algade, når han skar grise op til jul.

Rasle var en af dem, der kastede skam over klubben, som Trykfisen senere skrev uden at nævne hans øgenavn. Han var blevet matchet med en væver lille fyr, der kom ud fra sit ringhjørne, da gongongen lød til første omgang, og plantede en lige venstre midt i ansigtet på den forbløffede Rasle, der blev trængt ud i tovene, hvor sjællænderen begyndte at bearbejde hans mave og nyrer med korte, hårde jabs. Rasles ansigt lignede et stort smertefuldt spørgsmålstegn, men han slog ud efter sjællænderen, der let undveg og lod Rasle komme ud fra tovene.

Rasle svingede med sine lange arme, men ramte kun luft. Så det var slut, da han fik et hårdt jab lige på næsen, der blødte så kraftigt, at Rasles hvide undertrøje på et øjeblik farvedes rød.

Sjællænderen sluttede af med en højre uppercut til kæben, så Rasle satte sig med et bump på røven, samtidig med at Åges håndklæde sejlede ind i ringen, inden ringdommeren overho330

10 minutter i vor tid.indd 330

22/05/15 15.07

vedet var begyndt at tælle. Rasle sad med et forstyrret udtryk i det blødende ansigt og begyndte at græde med store, gispende hulk.

Derefter faldt stemningen mærkbart i forsamlingen, der mumlede og knurrede som et frustreret dyr. Det var Søren næste gang. Han klarede som den første en hel omgang, hvor han blev jaget rundt af en ellers tungfodet knægt med et rødt, viltert hår. Jeg kunne se, at Åge havde noget besvær med at overtale Søren til at komme ud af ringhjørnet igen, men det lykkedes.

Den rødhårede sendte Søren i gulvet med en ikke særlig hård venstre. Endnu en gang sejlede Åges hvide håndklæde ind over tovene og ned på gulvet, hvor det lå som en slagen armés erob­ rede fane. Åge svedte, som om det var ham selv, der var i ringen.

Der var kun Hugo, der kunne mildne katastrofen. Forvent­ ningen var måske ikke så intens, som da stævnet begyndte, men jeg hørte mændene tale om, at Hugo nok skulle vise, at der også var talent i BOBK. Hugo kunne man stole på. Hugo var et mandfolk.

Jeg frygtede det værste, da jeg så hans modstander. Torsten kom spankulerende som en stolt hane ud fra det lokale, gæsterne havde fået som omklædningsrum. Han var af samme statur som min storebror, men der var noget selvsikkert over ham, som jeg ikke kunne lide. Han var lyshåret med fine, grønne øjne. Det var interessant, at hans bløde lokkede hår, som var uden tidens brylcreme, gav ham et feminint udtryk, men det snød, for overordnet udstrålede han maskulinitet med en styrke som et rovdyrs. Han havde en blå ærmeløs undertrøje på og shorts med logoet fra hans klub. Han blev annonceret som Torsten Clausen, weltervægt, ubesejret i 12 kampe, da han var kravlet ind mellem tovene og dansede skyggeboksende midt i ringen.

Hans træner nikkede over til Åge, der kom ind med Hugo. Åge var svedig og havde flakkende øjne, men Hugo virkede stærk og selvbevidst og blinkede med det ene øje ned til Merete, 331

10 minutter i vor tid.indd 331

22/05/15 15.07

da han var kravlet ind og stod i sit ringhjørne og steppede og skyggeboksede, mens han kiggede sin modstander an. Hugo var i hvid undertrøje. Hans mørke hår glinsede af fedt. Han havde ikke barberet sig i den sidste uge efter råd fra Åge, og man kunne skimte lidt skægvækst. Det gav ham et råt fandenivoldsk udtryk, og jeg skammer mig ikke ved at sige, at mit hjerte svulmede af stolthed, da jeg så min storebror og hørte, hvordan de annoncerede hans debutkamp.

Hans entré fik også stemningen til at stige i salen, der klappede begejstret ad deres champ, mens de stampede i gulvet. Der var gledet en del øl og brændevin indenbords i pauserne mellem de første kampe. Tobaksrøgen rev mig i halsen.

Den lille dommer med den snøvlende stemme kaldte dem ud i midten af ringen og formanede dem om at bokse rent og adlyde hans kommando, når han beordrede break. De stødte handskerne mod hinanden. De så stærke og selvsikre ud. Jeg kunne ikke forstå, at Hugo ikke var mere nervøs, når man tænkte på den massakre, hans klubkammerater havde været udsat for.

Torsten undervurderede af samme årsag min bror. Han kom selvsikkert ud fra sit ringhjørne, da gongongen lød, og forsøgte sig med to venstrejabs fulgt op af et kort højresving uden at kigge sin modstander an. Hugo satte sin venstre ind på kinden af ham og fik også et slag ind på kroppen, inden Torsten trak sig væk med noget, der lignede en smule begyndende respekt i øjnene.

De to klædte hinanden. Selv med mine uerfarne øjne kunne jeg se, at Torsten var en langt mere veltrænet og erfaren bokser, men Hugo var hurtigere og stærkere og med dette udefinerbare talent, som nogle mennesker kan have i kunst og sport. De ramte og tog imod. I slutningen af omgangen måtte Torsten ind og holde et par gange. Han forsøgte at stange Hugo, men dommeren fik dem skilt, og så var omgangen forbi. Publikum klappede som besatte.

Jeg kiggede på Hugo. Hans åndedræt var hurtigt. Åge tør332

10 minutter i vor tid.indd 332

22/05/15 15.07

rede forsigtigt hans ansigt med sin fugtige svamp, så blidt som en mor vasker sin baby, og jeg kunne se, hvordan han talte lavmælt med Hugo. Han smurte lotion i ansigtet på ham, stoppede tandbeskytteren i munden og gav ham et blidt slag på skulderen.

Anden omgang startede med Hugo som den, der tiltvang sig overtaget. Han dansede letfodet venstre om Torsten, der blev presset bagover af Hugos hurtige og skiftende slag, men Hugo var for dårlig til at beskytte sig og blev selv ramt et par gange. Man kunne se, at det begyndte at gøre ondt på dem begge, og at de blev tvunget ned i tempo. Hugo fintede til højre, men slog med venstre gennem paraderne og ind på Torstens øje og fulgte op med det korte højre hook, som Åge var så begejstret for. Torsten gik ned i knæ, og kamplederen gik imellem dem, mens han talte til 8. Salen gik amok, og Hugo stod steppende i sit ringhjørne og så vild ud i øjnene. Der løb blod fra det ene øjenbryn, og hans kind var rød og hævet.

Hugo kom ud som lyn og torden på kamplederens tegn, men Torsten var den mere erfarne. Han trak sig kæmpende tilbage for pludselig at sætte en offensiv ind, der tvang Hugo over i tovene, hvor han blev reddet af gongongen, men jeg kunne se i hans øjne, at de tunge slag til kroppen gjorde ondt.

Publikum klappede og hylede, men jeg havde lyst til at græde.

Jeg så trætheden i min brors øjne. Jeg så smerten. Jeg så, at han indså, at Torsten var den bedste af de to. Om et eller to år ville Hugo måske feje ham ud af ringen, men det var alt for tidligt, at han mødte en bokser med 12 kampe under sit bælte. Det vidste Åge. Man kunne se det på ham, mens han behandlede riften over Hugos øje, der var ved at lukke sig til. Åge fumlede et øjeblik ved sit hvide håndklæde og talte indtrængende til Hugo, der rystede på hovedet. Hugos brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt. Jeg hørte min far over larmen.

“Du smider ikke håndklædet i ringen, Åge. Det gør du fandeme ikke. Du kæmper til det sidste, Hugo. Hører du? Kæmp, 333

10 minutter i vor tid.indd 333

22/05/15 15.07

for helvede. Vi overgiver os ikke. Du har den satan. Kæmp, Hugo. Slå ham ud.” Åge kiggede over på min far og rystede næsten umærkeligt på hovedet. Han havde bedrøvede øjne. Hugo kiggede ud i ringen og over på sin modstander, fik tandbeskytteren på plads og trådte ud fra sit ringhjørne.

Torsten havde luret ham. Hugo var et talent, men hans slagrepertoire var lille og ufuldstændigt, mens hans modstanders var langt mere varieret. Torsten ramte ham igen og igen, men det var, som om han trak pinen ud, som om han fandt en satanisk glæde ved ikke at sætte det afgørende slag ind, men i stedet vente til allersidst med at slå ham ud. Hugos ene øje lukkede, og han blødte fra næsen, da kamplederen stoppede kampen og lod Abrahamsen se på Hugo. Jeg kunne se, at han prøvede at overtale ham til at stoppe, men Hugo ville ikke, og overlægen turde ikke. Publikum var et mangehovedet uhyre, der krævede det yderste offer. Jeg kunne mærke tårerne på mit ansigt. Jeg kunne høre min fars drukne stemme brøle til Åge, at han fandeme lige vovede at smide håndklædet i ringen. Jeg kunne se fortvivlelsen i Åges store ansigt, da Hugo hævede næverne og gik tilbage i kampen.

Torsten trådte frem, fintede med højre og slog hårdt ind på Hugos smertende øje med venstre, inden han fulgte op med en lige højre, som fik sved, snot og blod til at stå fra Hugos hoved.

Han gik i infight med Torsten og forsøgte at hænge på ham, men brølede af smerte, da Torstens handske, hvor snøringen var blevet blottet, gled forbi kinden og næsten rev Hugos højre øre af. Jeg så det hele som i slowmotion, da kamplederen gik to skridt frem og hævede sine arme for at stoppe kampen, samtidig med at Åges hvide håndklæde sejlede ind over tovene, og Torsten fulgte op med endnu en højre, der ramte klokkeklart på Hugos kæbe.

Lyset i min storebrors øjne slukkedes, og han faldt bagover.

Det dunk, som hans hoved gav, da hans nakke ramte gulvet, 334

10 minutter i vor tid.indd 334

22/05/15 15.07

kunne jeg høre lige så tydeligt over larmen, mens Abrahamsen kæmpede for at komme op i ringen, og jeg så ægte tårer i Åges ansigt, mens min far bandede og svovlede over, at man bare lagde sig ned og gav op som en anden tøsedreng. I det øjeblik hadede jeg min far med en intensitet, jeg ikke troede var mulig.

Torsten hævede først armene i en sejrsgestus, men da han så, at Hugo blev liggende, listede han over i sit ringhjørne og stillede sig stille med ryggen mod tovene.

Det er mange år siden, men jeg tænker på det, da jeg står ved min storebrors hoved, mens bedemanden har fat i benene.

Min bror døde i nat. Jeg nåede frem til barndomsbyen i tide til at sige farvel, men jeg tror ikke, at han kunne kende mig. Jeg er hans eneste slægtning. Han blev 65 år, men han giftede sig aldrig. Han blev lidt af en særling i byen. Han blev kaldt Hugo Snegleøre, fordi hans højre øre var snoet. Han boksede aldrig igen. Der var dem, der sagde, at hans hjerne havde taget skade.

For Snegleøre blev da lidt løjerlig efter den omgang, gjorde han ikke? Åge forlod byen hurtigt og i stilhed, da Trykfisen skrev en leder om det uansvarlige i at sende unge uprøvede drenge i ringen mod erfarne boksere. Der var også noget med nogle penge, der vist lidt rigeligt var flydt ned i hans lommer i stedet for at gå til klubben, som ikke blev lukket, men mere fadede ud, da overlæreren og overlægen trak sig. Alle var tilfredse med, at Åge blev syndebukken, og det gjaldt om at lægge historien bag sig og komme videre.

Danmark forandrede sig pludselig, og ingenting var længere det samme i byen, da de nye tider holdt deres indtog og fejede det gamle bort. Jeg blev familiens første akademiker, mens Hugo i mange år arbejdede som pedel på sin gamle folkeskole og passede sin kolonihave.

Nu skal vi synge Hugo ud. Jeg tænker på, at jeg ikke kendte ham, da vi først blev voksne. Tre af hans venner fra kolonihaveforeningen er mødt op sammen med bedemanden og hans 335

10 minutter i vor tid.indd 335

22/05/15 15.07

hjælper. Vi synger to salmer og beder fadervor, inden det hvide kistelåg lukkes over min brors fredfyldte ansigt. Han er mager nu, men var ellers en svær mand i hele sit liv.

Dagen, hvor han fik sit øgenavn, har jeg ikke tænkt på i mange år, men den kommer til mig i et overvældende sug som en voldsom erindring, da jeg hjælper med at flytte min storebror fra sengen over i kisten og kommer til at berøre det lille mishandlede øre.

10 minutter i vor tid.indd 336

22/05/15 15.07