90mm
134mm
17,3mm
134mm
90mm
Anmelderne om Anna Gavalda BILLIE: ”Billie er et lille storværk.”
bbbbb – JYLLANDS-POSTEN BARE SAMMEN:
Mathilde er 24 år og deler en lejlighed i Paris med to
”Forfatteren har skabt en helstøbt, vidunderligt
piger, som hun intet har til fælles med. Hun fester lidt for
livsbekræftende og underholdende roman om
meget og har droppet sine studier til fordel for et ganske
livets grumhed.” – LITTERATURSIDEN
uinteressant job.
bbbbb – EKSTRA BLADET
Yann er 26 år og arbejder som sælger, selv om han er uddannet fra designskole og drømmer om noget helt andet. På hjemmefronten er han i et forhold, der er
VENTEDE PÅ MIG ET ELLER ANDET STED:
præget af fornuft og praktik.
”Gavalda kan nemlig skrive, så det synger, og hendes historier lyser klart længe efter, at man har lukket øjnene.” – WEEKENDAVISEN
FOTO / M. HEINRY
Hverken Mathilde eller Yann er som sådan ulykkelige, men hver især tager de en drastisk beslutning om at
ANNA GAVALDA (f. 1970) debuterede i 1999
forandre deres liv, efter de har haft et tilfældigt møde
med novellesamlingen Jeg ville ønske, der var
JEG HAR ELSKET:
med en fremmed. For hellere tage en chance med risiko for
”Et lille mesterværk om de nære ting i livet,
at blive skuffet end stå tilbage og blive overhalet af livet.
kærligheden, lykken og ikke mindst ulykken …
ROMAN / LINDHARD
T OG RINGHOF
som hun fik stor litterær anerkendelse for. Hun har siden udgivet i alt otte bøger, som er
Hendes bøger står sært lysende i det litterære landskab.” – INFORMATION LYKKEN ER EN SJÆLDEN FUGL: ”Anna Gavalda er så fransk som nogen eller
en, der ventede på mig et eller andet sted,
Anna Gavalda formår så fint og med sin helt særlige franske
oversat til mere end 30 sprog. Gavaldas store
charme at beskrive to almindelige mennesker og de valg,
gennembrudsroman Bare sammen har solgt
de står overfor i jagten på deres kald og rette plads i livet.
over en million eksemplarer alene i Frankrig og er filmatiseret af Claude Berri. Anna Gavalda
noget. Elegant og erotisk, raffineret og
bor i Seine-et-Marne med sine to børn.
stilsikker. Og helt, helt sin egen … Det er det smukkest beskrevne kærlighedsmøde mellem to voksne, jeg nogensinde har læst.” – NORDJYSKE
9 788711 321386 W W W. L I N D H A R DTO G R I N G H O F. D K
”FRANSK LITTERATUR, NÅR DET ER ALLERMEST CHARMERENDE.” – FEMINA OM BARE SAMMEN
OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
210mm
JEG VILLE ØNSKE, DER VAR ÉN, DER
Mathilde
Livet er bedre.indd 7
27/02/15 11.20
Første akt 1. En cafe i nærheden af Triumfbuen. Jeg sidder næsten altid ved det samme bord. Længst inde til venstre for baren. Jeg læser ikke, jeg rører mig ikke ud af stedet, jeg tjekker ikke mobiltelefonen, jeg sidder og venter på én. Jeg sidder og venter på én, der ikke kommer, og da jeg ikke har andet at lave, sidder jeg og ser mørket sænke sig over L’Escale de l’Étoile. De sidste kolleger, de sidste glas, de sidste slidte vittigheder, derefter stille vande i næsten en time, og endelig kan Paris strække sig: taxier strejfer om, langbenede ludere kommer ind fra Bois de Boulogne, indehaveren dæmper lyset, og tjenerne bliver yngre. De stiller små stearinlys på bordene – kunstige lys, de blafrer, men løber ikke – og lægger diskret pres på mig: Enten skal jeg købe en drink mere, eller også skal en anden have min plads. Jeg køber en drink mere. Det er syvende gang, ud over de to første gange, at jeg sidder i denne sump fuld af rovdyr og drikker i skumringen. Jeg ved det helt præcist, for jeg har gemt alle kvitteringerne. I starten forestillede jeg mig vel, at jeg kom her 9
Livet er bedre.indd 9
27/02/15 11.20
for mindets skyld, af vane eller uforklarlig tiltrækning, men i dag? I dag må jeg indrømme, at det er for at have noget at klamre mig til, når jeg stikker hånden ned i frakkelommen. At de stykker papir ligger dér, er vel et sikkert bevis på at ... på hvad, egentlig? Ikke noget. På at det er dyrt at bo tæt på Den ukendte soldat.
Livet er bedre.indd 10
27/02/15 11.20
2. Klokken et om natten. Igen en nitte. Jeg går hjem. Jeg bor ikke langt fra Montmartre kirkegård. Jeg har aldrig gået så meget i mit liv. Før havde jeg en cykel – kaldte den Peter Kanin – men den mistede jeg forleden. Jeg ved ikke præcist hvornår. Efter en fest hos nogle mennesker, jeg ikke kendte, og som vistnok boede ovre ved Saint- Lazare banegård. En ung mand havde fulgt mig hjem til sig selv. Da jeg gik med ham arm i arm, var jeg glad, men da jeg lå i hans seng, var jeg det ikke længere. Kattebakken, mønstret på hans dynebetræk, filmplakaten fra Fight Club over Ikea-sengen, jeg ... jeg kunne ikke. Jeg kunne åbenbart klare mere alkohol, end jeg havde regnet med. Det var første gang, det skete, at jeg pludselig blev ædru og sådan trak mig, og det var lidt nedtur. Jeg kunne ellers godt have tænkt mig det. Ja, jeg kunne godt have haft brug for at give lidt slip. Det kan jeg godt lide. Og så var Edward Norton og Brad Pitt ikke de værste at have med på en kigger. Men nu havde min krop svigtet mig. 11
Livet er bedre.indd 11
27/02/15 11.20
Hvordan kunne det overhovedet ske? Min krop. Der ellers er så medgørlig ... Jeg ville aldrig have indrømmet det den nat, men her i aften, efter de mange kilometers ensomme vandring hjem, og oven på den tomhed, og den intethed, og savnet af alt, alle vegne og hele tiden, da giver jeg mig: Det var ham. Parasitten, det var ham, og første gang hans undermineringsarbejde manifesterede sig, var mellem fyrens grimme lagener. Dér lå jeg helt nøgen og skuffet med ryggen mod væggen og var totalt forvirret, og så hørte jeg en grødet stemme sige beroligende til mig: – Nå, men ... Du må da godt blive her alligevel ... Hvis jeg havde haft en riffel ved hånden, ville jeg have sigtet efter hans hoved. På grund af det der “alligevel”, på grund af hans foragt og den nådesbevisning, han til sidst kom med til den dumme kælling, der ikke havde givet ham et blowjob. Bang. Det var, så jeg rystede. På vejen ned ad trappen, ude på gaden, og også da jeg ledte efter min cykel mellem gadelygterne. Jeg rystede af raseri. Jeg havde aldrig nogen sinde haft det sådan før. Jeg havde bræksmag i munden, og jeg spyttede for at slippe af med den. Men da jeg ikke kan spytte ordentligt, kom jeg bare til at savle ned ad mig selv, på ærmet og mit pæne tørklæde, og godt det samme, for hvordan skulle jeg have forklaret alt det had? 12
Livet er bedre.indd 12
27/02/15 11.20
Jeg levede det liv, jeg havde fortjent, og jeg levede ... alligevel.
Livet er bedre.indd 13
27/02/15 11.20
3. Jeg hedder Mathilde Salmon. Jeg er fireogtyve år gammel. Officielt er jeg stadig indskrevet på kunsthistorie (smart fundet på), men i virkeligheden arbejder jeg for min svoger. Ham den rige og flotte. Ham, der er cool. Ham, der hele tiden gnider sig på næsetippen og aldrig går med slips. Han driver et stort digitalt reklamebureau, der laver webdesign, branding og produktudvikling til nettet (jeg afkoder det lige – hvis du har noget, du vil afsætte på nettet, er det ham, der designer et fint udstillingsvindue til dig og en afmærket vej frem til betaling (sikker betaling)), og det var ham, der ansatte mig sidste år. Han stod og manglede lejesoldater, og jeg manglede lommepenge, det var min fødselsdag, og vi skålede på aftalen. Der er de arbejdskontrakter, der er værre. Som studerende kan jeg få studenterrabat i biografer og på museer og i fitnesscentre og universitetskantiner, men da jeg det meste af tiden sidder foran en fordummende skærm og tjener for mange penge til at gide gå i kantine, har jeg nærmest ikke fordel af noget længere. Jeg sidder hjemme og arbejder i mit eget tempo, jeg 14
Livet er bedre.indd 14
27/02/15 11.20
arbejder sort, jeg har tusind navne, tusind adresser, tusind pseudonymer og lige så mange avatarer; jeg redigerer svindelkommentarer dagen lang. Tænk bare på sangen Le poinçonneur des Lilas, billetkontrolløren ved metrostationen Les Lilas. Det er helt det samme her. Jeg skriver så mange kommentarer, at jeg også kunne synge om det: Kommentarer, kommentarer, nok en kommentar Nogen til 2. kla-a-sse, nogen til 1. kla-a-sse ... Jeg modtager uendeligt lange lister med hjemmesider med påtegnede instrukser som “tilsvines” eller “praise only” (når noget er smart inden for det digitale, er det altid på engelsk), det er for i første omgang at svække og derefter kapre eventuelle kunder. Til sidst sørger vi for at lægge positive tilkendegivelser ud på diverse diskus sionsfora og give dem den bedst mulige reference på Google, men først når kunden har lagt tilstrækkeligt mange penge. Et eksempel: Virksomheden superyoyo.com fremstiller og sælger mega fine yoyoer, men da deres hjemmeside er mega outdated (dem, der ikke vil tro det, kan bare kigge på de mange barske kommentarer, der hist og pist er smidt ud på nettet, droppet, delt, blogget, posted, spottet, tweetet, poked, tagged, requested, boarded, disliked, unLOLed eller chattet af Micheline T. (mor her), PeterRabbit41 (mig), Choubi_angel (her), Helmutvonmunchen (Ich) eller NYUbohemiangirls (me and myself)), ja, så opstår der uro i Yoyoland. Og langt om længe må hr. og fru Yoyo give sig. De er blevet informeret om min svogers bedrifter via kneb, der er lige så mugne, som de er opfindsomme (men det vil føre for vidt at forklare det her) (og i øvrigt er det også helt vildt uinteressant), 15
Livet er bedre.indd 15
27/02/15 11.20
og nu kommer de krybende og siger, at de må have en ny hjemmeside. Simpelthen! Og at det gælder liv og død for virksomheden. Min svoger spiller kostbar og accepterer til sidst at hjælpe dem. Inden der er gået tre uger, skal du bare taste “yo” eller “yoy”, og åh! og mirakel! så er du straks i Yoyoland (Du kan ikke nøjes med bare at skrive “y”, men vi arbejder hårdt på det). Og så er det igen åh! og mirakel! og så bliver der bestilt ti af hver til børnebørnene, jeg jubler og garanterer, at der vil blive talt positivt om det i alverdens reklamespots for super yoyoer, det er super cool – ich möchte infos für at blive Yoyo Sektor Refendeur and me and myself are sooooo excited coz yoyos are sooooo French. Nå, men, jeg skriver altså kommentarer. Og imens sidder min svoger i sin kæmpestore lejlighed i 16. arrondissement og forsøger at sprede buzzen endnu mere. Jeg ved godt, at det ikke er særlig smart af mig. Det ville være klogere at få gjort min masteropgave færdig (få begyndt på den) “Fra Nederlandenes dronning Vilhelmina til Paul Jouanny – et studie af akvarel- og andre friluftsmaleres vogne, deres historie og udformning” (utroligt, ikke?), eller tænke på mig selv og min egen fremtid, på penge og pension, men desværre mistede jeg troen undervejs, og nu kan jeg heller ikke forestille mig, at jeg selv kunne leve anderledes end direkte efter motiv. For alt er svindel og bedrag ... For alt er bare kommentarer ... For polerne er ved at smelte, for bankerne ender med at få udbetalt erstatning, for bønderne hænger sig hjemme i laderne, og de offentlige bænke bliver fjernet, så de hjemløse ikke kan sætte sig på dem ... Helt ærligt? Hvorfor skulle jeg så plage mig selv med at gå og være på hugst for mig selv i en verden som den? 16
Livet er bedre.indd 16
27/02/15 11.20
Så for at glemme er jeg med på min svoger og Larry Pages lille, snedige arrangement. Jeg lyver fra morgen til aften, og fra aften til morgen danser jeg. Eller det vil sige ... det gjorde jeg. Nu spænder jeg livremmen ind og strejfer rundt i måneskin og venter på en fyr, der ikke engang ved, jeg venter. Det er virkelig langt ude. Jeg må virkelig være ude af den, mangle noget være sart, siden det er gået sådan.
Livet er bedre.indd 17
27/02/15 11.20
4. Pauline og Julie D, de to piger, jeg deler 110 m2 med i Rue Damrémont, er tvillingesøstre. Den ene arbejder inden for noget bankværk, den anden inden for forsikring. Rock’n’roll-attitude. Vi har intet til fælles, og det er lige præcis derfor, at vores bofællesskab fungerer så godt. Jeg er hjemme, når de ikke er det, og når de kommer hjem, er jeg der ikke længere. De står for regnskabet, og jeg tager imod de pakker, der kommer til dem (PayPal-pjat), jeg har croissanter med hjem, og de går ned med skraldespanden. Det er fantastisk. Jeg synes, de er lidt platte, men jeg er nu glad for, at deres casting faldt ud til min fordel. De havde kaldt en masse til samtale under mottoet Vi leder efter en næsten perfekt samboer (my goodness ...) (grandiost ...) (endnu en uforglemmelig episode i min vilde ungdom), og jeg blev Den Udvalgte. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor. Dengang stod jeg, nej, hvad er det nu, det hedder? Dengang holdt jeg opsyn, jeg var kustode, på Marmottan-museet, og jeg tror faktisk, at Monet påvirkede deres valg, for en ung og velsoigneret pige, der tilbragte så mange timer om dagen 18
Livet er bedre.indd 18
27/02/15 11.20
omgivet af Åkander, kunne selvfølgelig ikke være andet end en ordentlig pige. Nå, men de er altså lidt platte. De er her kun, fordi det er nødvendigt for dem at have et ophold i Paris på CV’et. De bryder sig ikke om at være her, og de drømmer ikke om andet end at komme hjem til Roubaix, hvor de har deres far og mor og en fed kat, Papouille, så de flygter hjem, så tit det kan lade sig gøre. Så jeg nyder mit held (en skøn lejlighed, jeg har helt for mig selv i weekenden, og et lager af mikrofiberklude pænt lagt sammen under køkkenvasken til at tørre alle vennernes bræk op med), så længe det varer, før pigerne beslutter sig til at tage hjem til Roubaix og blive der. Eller det gjorde jeg, rettere sagt. Nu ved jeg ikke rigtig længere ... Jeg tror, jeg efterhånden har svært ved at holde dem ud ... (De stikker i Isotoner ballerina-hjemmesko, så snart de kommer hjem og lytter til Chante France, mens vi spiser morgenmad, og det kan somme tider være for meget for mig). Men jeg ved godt, at det er mig, der har et problem. De er altid lige diskrete og sørger altid for at skrue ned for lyden, når jeg forsvinder ind i dampen fra deres kornkaffe. Jeg har intet at bebrejde dem. Nej, det er mig selv og ingen andre, der er skyld i min uro. Nu er der gået næsten tre måneder, hvor jeg ikke har haft fornøjelse af noget som helst, hvor jeg ikke har været i byen og ikke har drukket, og hvor ... Hvor tingene ikke har kørt for mig. *
19
Livet er bedre.indd 19
27/02/15 11.20
For tre måneder siden havde vi stadig håndværkere i lejligheden. Den var ikke i særlig god stand, og Pauline (den kvikkeste af de to) havde fået overbevist ejeren om at lade os overtage renoveringen af den, mod at vi til gengæld fik eftergivelse for huslejen med et beløb svarende til slutregningen (den sætning lyder lidt indviklet, og jeg kan garantere for, at den ikke stammer fra mig!). De var edderspændte, gik og målte op og lavede plantegninger, bladrede i kataloger og indhentede tonsvis af tilbud, som de så kunne sidde aften efter aften og snakke om, alt imens de nippede til urteteen. Jeg var ligefrem begyndt at spekulere over, om de mon ikke skulle have valgt et andet arbejde. Alt det hurlumhej gik mig på nerverne. Og for at få ro havde jeg været nødt til at flygte og i stedet tage hen og skrive mit ævl i min svogers myretue sammen med stedets søde nørder i 2.0-format, men lad mig nu bare være ærlig og indrømme, at elinstallationen ikke fungerede, som den skulle (når ovnen var tændt, blinkede min computer), at malingen skallede af alle vegne, og at badeværelset var ret upraktisk indrettet (vi skulle hele tiden gå og skræve over et gammel bidet). Jeg tog mig ikke det fjerneste af det, og da de foreslog mig, at vi betalte istandsættelsen i kontanter for på den måde at slippe for at betale moms (hvis det da kunne gøre det!), for til gengæld at få hr. Carvalhos gunst (sådan hed deres udvalgte entreprenør, en durkdreven rad, der ellers ville have alt for meget at lave), jamen så gerne for mig. I den retning er jeg heller ikke bange for noget.
20
Livet er bedre.indd 20
27/02/15 11.20
Hvorfor egentlig fremhæve alle de ting? Jo, for hvis det ikke var på grund af presset fra ham dér Carvalho, der sagde, at han fik kvalme af alle de skatter og afgifter, han skal betale som selvstændig, hvis det ikke var for den pludselige forhøjelse af merværdiafgiften på boligen, og hvis det ikke var for vores alle sammens pengegriskhed, så ville jeg ikke sidde i det deprimerende kvarter, jeg sidder i lige nu, og vente på det rene ingenting. Lad mig fortælle:
Livet er bedre.indd 21
27/02/15 11.20
5. Det var en cafe ved Triumfbuen. Jeg sad længst inde til venstre for baren. Jeg læste ikke, jeg bevægede mig ikke ud af stedet, jeg pillede ikke ved mobilen, jeg sad og ventede på Julie. Min sambo, hende, der arbejder i en bank, i BNP (selv siger hun BNP Paribas), hende, der regner på alt det, der kan deles mellem os, og pænt sørger for at sætte tal i mente (husleje, afgifter, nytårsgratiale, abonnementer, drikkepenge, vaskepulver, brandvæsnets kalender, toiletpapir, shampoo, dørmåtte og diverse andre ting og sager). Vi skulle mødes den eftermiddag sidst på dagen på en cafe i nærheden af, hvor hun arbejdede. Det havde irriteret mig lidt, at jeg skulle cykle igennem hele byen for hendes skyld, men jeg vidste jo, at hun skulle nå et tog, og det var jo trods alt også mig, der var den mest ... øh ... den mindst arbejdsomme af os tre. Hun skulle give mig deres del af gysserne til vores yndlingsmurer og fidusmager, som jeg skulle mødes med dagen efter, det vil sige en pænt tyk kuvert med 10.000 euro i kontanter. Nemlig, ja ... Ikke småpenge ... Det var store sager.
22
Livet er bedre.indd 22
27/02/15 11.20
Om eftermiddagen havde jeg pjækket og shoppet – dengang var jeg en helt almindelig lille brunette: dum, glad, overfladisk og en ødeland – og jeg sad og ventede med bjerge af indkøbsposer med pynt og stads og tilbehør og skønhedsprodukter og sko, jeg ikke havde brug for, ved siden af mig på læderbænken. Jeg havde gloet på butiksvinduer i kilometervis, og nu sad jeg og nød en mojito for ligesom at falde ned igen. Jeg var slidt og afblanket og fuldstændig skyldbetynget og meget lykkelig. Piger ved, hvad jeg mener. * Hun kom på slaget i sin lille musegrå spadseredragt. Hun havde ikke tid til at drikke noget, sagde hun, jo, så okay da, men så bare vand, en Vittel. Hun ventede, til tjeneren var gået igen, så sig mistroisk omkring og tog til sidst en kuvert ud af mappen og gav mig den med det smertelige udtryk, visse bankfolk har, når de er nødt til at række én lidt penge. – Du lægger dem ikke i tasken? spurgte hun bekymret. – Jo, jo. Selvfølgelig gør jeg da det. – Det er jo ret mange penge ... Det virkede ikke ligefrem beroligende på hende at se mig røre rundt i myntebladene. – Nu passer du godt på dem, ik’? Jeg nikkede alvorstungt (den stakkel, hvis hun bare vidste ... der skulle mere til end den smule rom og lime, før det gik mig til hovedet) og stak så pengebundtet ned i min håndtaske, som jeg beholdt på skødet for at berolige hende. 23
Livet er bedre.indd 23
27/02/15 11.20
– Det er ene 100 euro-sedler ... Først havde jeg dem i en kuvert fra banken, men så kom jeg til at tænke på, at det ikke var særlig diskret. På grund af bankens logo, forstår du ... Derfor fandt jeg en anden. – Det var godt, svarede jeg og nikkede. – Og som du kan se, har jeg ikke lukket den, for så kan du lægge din del oveni ... – Perfekt! Og da hun stadig ikke havde fået skuldrene ned: – Hey, Julie ... Alt er okay, sukkede jeg og hev skulderremmen på min taske over hovedet. Se! En rigtig sanktbernhardtshund, du! Den slyngel til Antonio skal nok få sine moneys, det lover jeg. Der er ikke noget at være bange for. Hun gjorde en grimasse med munden, måske et smil, måske et suk, det var ikke til at sige, og så tjekkede hun regningen. – Lad den ligge, jeg giver. Af sted med dig, ellers kommer du bare for sent til toget. Hils dine forældre, og sig til Pauline, at hendes pakke er kommet. Hun rejste sig, kiggede en sidste gang bekymret i retning af min store, gamle taske, spændte bæltet på sin trenchcoat og tog så ligesom modvilligt hjem i folden på weekend. Først senere på denne cafe ved Triumfbuen, hvor jeg sad langt inde og så videre, tog jeg mobilen frem. Marion havde lagt en besked, hun ville vide, om det så var endt med, at jeg havde købt den lille, blå kjole, vi havde set på sammen ugen før, da min konto var overtrukket, og om jeg havde planer for aftenen. Jeg ringede til hende, og vi sludrede længe. Jeg beskrev 24
Livet er bedre.indd 24
27/02/15 11.20
mine indkøb for hende i detaljer, nej, det blev ikke til noget med den blå kjole, men et par vildt nice stiletter, nogle yndige hårspænder og noget vildt lækkert undertøj, simpelt hen, du, en bh, der ligner dem, man kan få hos Eres, med skåle, der var sådan og sådan, og stropper, der var sådan og sådan, små trusser, der var lige til at spise, nej, nej, siger jeg, de var slet ikke dyre, men alt for nuttede, jo, det ved du da godt, med den slags sløjfer, der skjuler skøgen, og blablabla og ævl og bævl og uha-dada. Bagefter fortalte jeg hende, hvor stupid min afstumpede sambo havde set ud i hovedet, og om kuverten uden logo, og om hvordan jeg for at berolige hende havde taget min Upla-skuldertaske om halsen, og hvordan jeg sad og lignede en stor, fed spejderfører med den foran på maven, og det grinede vi selvfølgelig også af. Så kunne vi omsider komme ind på de mere seriøse emner, det vil sige aftenens fest, hvem der kom ud over os, og hvad vi skulle tage på. Og ikke at forglemme en hurtig lille gennemgang af de hankønsvæsner, vi kunne formode ville være der og deres profil i detaljer: antal kilometer, dækkenes slitage, familiesituation, kompetencer og driftssikkerhed. Jeg var blevet tørstig af al den snak og bestilte en mojito til for at stå distancen. Sig mig, hvad er det egentlig, du sidder og gnasker i? spurgte min veninde mig pludselig. Jamen, det er knust is, svarede jeg. Jeg fatter ikke, hvorfor du gør det, svarede hun med rædsel i stemmen, og jeg kom med en åndssvag hentydning med helt tydelige seksuelle undertoner om fordelene ved at kunne lide at gnaske isterninger i sig i visse situationer her i livet. Praleri, selvfølgelig. Det rene pral, som jeg fik ideen 25
Livet er bedre.indd 25
27/02/15 11.20
til, engang jeg læste en gammel spionroman, bare for at høre den gode veninde grine dumt, og som jeg allerede havde glemt igen, men et par dage senere skulle jeg få det hele tilbage i fjæset og blive ramt af skræk og rædsel. Vi vil snart få at se hvorfor. Så ringede Marion af, og jeg efterlod to pengesedler på bordet og tog mine pakkenelliker, og det var først, da jeg skulle bruge nøglerne til at låse cyklen op med, at det begyndte at slå klik for mig. Jeg havde alt det andet, poserne med skoene, antirynkecremerne og de prikkede trusser, men det, der manglede, var det eneste, der virkelig betød noget. Shit, mumlede jeg, dumme kælling ... og jeg løb tilbage i fuldt firspring og blev ved med at overøse mig selv med de værste skældsord.
Livet er bedre.indd 26
27/02/15 11.20
90mm
134mm
17,3mm
134mm
90mm
Anmelderne om Anna Gavalda BILLIE: ”Billie er et lille storværk.”
bbbbb – JYLLANDS-POSTEN BARE SAMMEN:
Mathilde er 24 år og deler en lejlighed i Paris med to
”Forfatteren har skabt en helstøbt, vidunderligt
piger, som hun intet har til fælles med. Hun fester lidt for
livsbekræftende og underholdende roman om
meget og har droppet sine studier til fordel for et ganske
livets grumhed.” – LITTERATURSIDEN
uinteressant job.
bbbbb – EKSTRA BLADET
Yann er 26 år og arbejder som sælger, selv om han er uddannet fra designskole og drømmer om noget helt andet. På hjemmefronten er han i et forhold, der er
VENTEDE PÅ MIG ET ELLER ANDET STED:
præget af fornuft og praktik.
”Gavalda kan nemlig skrive, så det synger, og hendes historier lyser klart længe efter, at man har lukket øjnene.” – WEEKENDAVISEN
FOTO / M. HEINRY
Hverken Mathilde eller Yann er som sådan ulykkelige, men hver især tager de en drastisk beslutning om at
ANNA GAVALDA (f. 1970) debuterede i 1999
forandre deres liv, efter de har haft et tilfældigt møde
med novellesamlingen Jeg ville ønske, der var
JEG HAR ELSKET:
med en fremmed. For hellere tage en chance med risiko for
”Et lille mesterværk om de nære ting i livet,
at blive skuffet end stå tilbage og blive overhalet af livet.
kærligheden, lykken og ikke mindst ulykken …
ROMAN / LINDHARD
T OG RINGHOF
som hun fik stor litterær anerkendelse for. Hun har siden udgivet i alt otte bøger, som er
Hendes bøger står sært lysende i det litterære landskab.” – INFORMATION LYKKEN ER EN SJÆLDEN FUGL: ”Anna Gavalda er så fransk som nogen eller
en, der ventede på mig et eller andet sted,
Anna Gavalda formår så fint og med sin helt særlige franske
oversat til mere end 30 sprog. Gavaldas store
charme at beskrive to almindelige mennesker og de valg,
gennembrudsroman Bare sammen har solgt
de står overfor i jagten på deres kald og rette plads i livet.
over en million eksemplarer alene i Frankrig og er filmatiseret af Claude Berri. Anna Gavalda
noget. Elegant og erotisk, raffineret og
bor i Seine-et-Marne med sine to børn.
stilsikker. Og helt, helt sin egen … Det er det smukkest beskrevne kærlighedsmøde mellem to voksne, jeg nogensinde har læst.” – NORDJYSKE
9 788711 321386 W W W. L I N D H A R DTO G R I N G H O F. D K
”FRANSK LITTERATUR, NÅR DET ER ALLERMEST CHARMERENDE.” – FEMINA OM BARE SAMMEN
OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
210mm
JEG VILLE ØNSKE, DER VAR ÉN, DER