135mm
13,5mm
EN MORGEN, tre måneder efter det forbrændte lig af hans hustru blev fundet i et sommerhus i Nordsjælland, vågner Daniel Fischer og opdager at alle lyde er forsvundet. Ting står ikke hvor de stod i går, og solen skinner gennem vinduer, den aldrig før har skinnet gennem. På gaden er der ingen mennesker, og rådhuset er styrtet sammen. Mærkeligst er dog at der indløber en besked om at hans hustrus telefon er blevet tændt i Paris. PÅ SIN GAMLE MOTORCYKEL kører han sydpå gennem et stedse mere surrealistisk Europa. Ekstreme skyformationer kommer og går, menneskeflokke har hængt sig i skovene, Paris står under vand, regnen har ødelagt hegnene omkring de zoologiske haver, og de vilde dyr strejfer om. I LA CIOTAT på den franske sydkyst mener han at finde det første spor efter hustruen. Opdagelsen fører ham på en klaustrofobisk vandring i underjordiske grotter, hvor han prøver at forstå hvad der er virkelighed, og hvad der er håbets illusion.
MÅSKE ET SPINKELT JORDSKÆLV
Uddrag fra bogen
105mm
MORTEN BRASK
”
Det føles lidt som den fornemmelse man kan få når man vandrer tankeløs langs en mark og der uden varsel sker et ganske lille omslag i vejret. Man sanser det næsten ikke, blot en brise gennem kornet, en kølighed på armen. Og alligevel fornemmer man at dette ubetydelige omslag får noget til at forskyde sig inde i en. Et slags skifte i sjælen, og det forsvinder ikke, og man aner, lige netop aner, at man er forandret og at alt er forandret.
135mm
210mm
105mm
Foto: Lærke Posselt
Morten Brask er forfatter til tretten bøger, senest romanerne Havet i Theresienstadt, William Sidis’ perfekte liv, En pige og en dreng og Ofrene. Vinder af Bottari Lattes Grinzane-prisen, Edoardo Kihlgren prize for European literature, og nomineret til Prix du roman Fnac, Prix Chapitre du roman européen og Premio Letteraria. Forfatterskabet er solgt til udgivelse i elleve lande og tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium.
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
9 788711 987551 > Omslag: Mikkel Henssel
Af samme forfatter Rejse i regntid, rejsebog 2001 Blondanett, dokumentarbog 2005 Havet i Theresienstadt, roman 2007 Film macht frei, fagbog 2008 William Sidis perfekte liv, roman 2011 En pige og en dreng, roman 2013 I morgen stopper jeg, biografi 2014 Ofrene, roman 2016
Content_9788711987551.indd 2
24/06/21 4:25 PM
Morten Brask
Måske et spinkelt jordskælv
Lindhardt og Ringhof
Content_9788711987551.indd 3
24/06/21 4:25 PM
Måske et spinkelt jordskælv © 2021 Morten Brask All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency, København Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-11-98755-1 Printed in Latvia 2021 Denne roman har modtaget støtte fra Autorkontoen, Danske Skønlitterære Forfattere og Statens Kunstfond.
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk
Content_9788711987551.indd 4
24/06/21 4:25 PM
E
n morgen midt i juni vågner jeg i villaens soveværelse med en sær fornemmelse af at noget er forandret. Jeg ved ikke hvad der er forandret. Jeg ved heller ikke hvor forandringen er opstået. Om det er her i soveværelset eller i huset eller et sted ude i byen. Jeg ved kun at jeg er vågnet med denne sære fornemmelse af at noget er indtruffet mens jeg sov. At noget er kommet til, noget der ikke var her da jeg lagde mig i sengen i aftes, men som er her nu, er til stede. Jeg kan ikke åbne øjnene. Mine øjenvipper er sammenfiltrede af salt, og jeg sprætter dem op med fingrene som to små breve. Der undslipper en sprækkende lyd da jeg river øjenlågene fri. Nogle minutter bliver jeg liggende og kigger rundt i soveværelset, men jeg ser ikke noget der er forandret herinde. Alle genstandene ser ud som de gjorde i går. Sengen står hvor den altid har stået, det samme med klædeskabet og skamlen hvor jeg lægger tøjet om aftenen. Og strandstenene som Gabrielle har fundet på stranden ved den sydfranske
5
Content_9788711987551.indd 5
24/06/21 4:25 PM
kystby La Ciotat da hun var lille, de ligger som de altid har gjort i vindueskarmen i form af et kors. På hendes natbord ligger Dagenes skum af Boris Vian. Jeg har ikke kunnet få mig til at sætte den ind i reolen. Jeg burde stille den i reolen under V hvor den før har stået, men jeg har ikke kunnet få mig selv til at gøre det. Når jeg støver af, lader jeg romanen ligger akkurat hvor hun selv placerede den. Ved siden af bogen står den lille glasvase fra Lyon. Gabrielle satte altid blomster i den. Hun lod dem stå et par dage før hun plukkede nye i haven. Jeg fortalte hende aldrig at jeg ikke bryder mig om duften af blomster før jeg skal sove. Hvorfor skulle jeg det, når blomsterne og duften gør hende så glad? Soveværelsets vindue står åbent. Fra haven lyder en solsorts stigende og faldende sang. Birkebladenes sitren på grenene. Barkens knagen når træerne strækker deres slanke kroppe. Og den stille summen af bier. Jeg hører bierne så klart nu, jeg kan skelne hver enkelt bis bevægelser. Det er sjældent København er så stille at man kan høre bierne. Ikke engang på tidlige søndage plejer man at kunne høre disse små skift i deres summen når de flytter sig i luften. Jeg prøver at komme i tanke om, om jeg har hørt bier før i år. Det må jeg have gjort. Det er højsommer nu, bierne har været her længe. Så sent som i går må jeg have hørt dem, og alligevel kan jeg ikke huske at have hørt dem før i dag. Sådan er det med meget for tiden. Jeg husker ingenting mere. Før kunne jeg huske alt. Jeg kunne huske lyde. Og hvad jeg så og hvad jeg oplevede, jeg kunne huske alle begivenheder og ansigter og tal. Jeg kunne huske hvad jeg havde spist på en
6
Content_9788711987551.indd 6
24/06/21 4:25 PM
given dag, og næsten hvert ord i en samtale jeg havde flere år tilbage. Det har ændret sig. Min hukommelse er blevet en poleret marmorblok hvor alt glider af. Jeg former munden til et lille o og suger langsomt luften ind gennem o’et, bliver ved med at suge til lungerne er fyldt, holder vejret så længe jeg kan, og udstøder så luften med en hul susen. Det var et ritual jeg havde som dreng. Jeg har ikke gjort det siden dengang. Hvorfor jeg gør det nu, kan jeg ikke forklare. Jeg strækker benene op mod loftet og lader dem derpå falde mod gulvet så resten af kroppen vipper op, og jeg kommer op at stå i en glidende bevægelse. Det er sådan jeg altid står ud af sengen, men denne morgen gør det bratte skift fra liggende til oprejst position mig svimmel. Jeg må sætte mig tilbage på sengekanten og sænke hovedet ned mellem benene så blodet løber til hjernen. Der går et stykke tid før tågen trækker sig ud i synsfeltets udkant og forsvinder, og mens jeg sidder i denne foroverbøjede stilling, kan jeg se at der ligger noget tøj inde under sengen. Det har jeg ikke lagt mærke til før. Jeg har ellers støvsuget derinde for et par dage siden. Jeg lægger mig på gulvet, rækker ind og trækker det ud. Det er tøjet jeg havde på i går. En T-shirt, et par jeans og bæltet som Gabrielle købte til mig sidste år i Marais. Jeg rejser mig op og lægger det fra mig på sengen. Jeg prøver at huske tilbage på i aftes da jeg tog tøjet af. Smed jeg det på gulvet og sparkede det ind under sengen? Nej, selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg kunne aldrig finde på at gøre den slags, jeg har aldrig nogensinde gjort det, ikke engang som barn. Jeg lægger altid
7
Content_9788711987551.indd 7
24/06/21 4:25 PM
mit tøj på skamlen. Uanset hvor træt eller distraheret jeg er, og selv når jeg kommer beruset hjem fra en fest, så tager jeg mig altid tid til at folde tøjet sammen og lægge det på skamlen. Skulle jeg virkelig have fået den ide at jeg i går ville sparke tøjet ind under sengen? Det kan jeg slet ikke få til at stemme, men det lå der, der er jo ikke anden forklaring. Jeg tager bukserne op, trækker bæltet ud af stropperne og smider smider tøjet i vasketøjskurven. Derpå åbner jeg skabet og finder et par rene jeans og en armygrøn T-shirt i skabet og lægger dem på sengen så det er klart når jeg kommer ud fra badet. Døren til badeværelset er lukket, og jeg standser foran den. Jeg har tidligere elsket denne del af dagen, badet, renselsen. Nu fylder det mig med tristhed. Jeg åbner døren, tænder for vandet og lader det blive varmt inden jeg træder ind i brusenichen under strålerne, hælder shampoo ud i hånden. Jeg vasker håret så hurtigt jeg kan for at komme ud herfra. At tage mit morgenbad er blevet en pine, for jeg forbinder det med morgenen hun tog afsted. Som en hund frygter den gade hvor den blev slået, frygter jeg badet, tristheden er en pavlovrefleks der udløses af varmen og vandet og lyden af strålernes fald, for det var netop her jeg stod og gennemførte netop disse bevægelser, da hun rejste sig fra køkkenbordet, tog sin taske og gik ud i entréen og forsvandt. Jeg tænker ofte på at da hun gik forbi badeværelset, har hun kunnet høre vandets plasken. Hun har været bevidst om at jeg stod her, bevidst om at når jeg åbnede døren, ville vores
8
Content_9788711987551.indd 8
24/06/21 4:25 PM
liv som det var, være forbi. Måske tøvede hun på den anden side af døren. Standsede et øjeblik, lyttede. Måske satte hun hånden på dørhåndtaget. Overvejede at åbne og se på mig. Måske tænkte hun på at sige noget til mig, forklare mig, forberede mig. Måske kom hun frem til at det var det bedste bare at gå uden ord. Jeg læner hovedet bagover, og vandet glider som en glinsende hinde over mit ansigt. Det slår mig at shampooen dufter anderledes. Den dufter som en vandretur i en granskov, af fyr og harpiks og regnvåd jord. Sådan plejer den ikke at dufte. Den plejer at dufte af citrus. På flasken er der et billede af en citron der rammer noget vand, hvorfor dufter den pludselig af gran?
Content_9788711987551.indd 9
24/06/21 4:25 PM
E
fter barberingen klæder jeg mig hurtigt på og går ud i køkkenet. Morgensolen læner sig ind gennem vinduet, og breder en fintkornet glans over bordet og vasken og uret på væggen. Støvet hvirvler i lyset, jeg står og mærker solens varme på benene. Køkkenet er smukt i solen. Alt bliver smukkere i solen. Men så slår det mig at der er noget som ikke passer. Hvordan kan der være sol? Vinduet er nordvendt. Der er aldrig morgensol i køkkenet. Hvis der er morgensol, skinner den inde i stuen og spisestuen. Det eneste tidspunkt der er sol i køkkenet, er på højsommeraftener. Jeg ser på analoguret over bordet. Det viser tyve minutter over otte. Kan det tænkes at det slet ikke er morgen, men aften? At jeg har sovet hele dagen? Sekundviseren står stille. Jeg går hen og banker på urets glas. Viseren flytter sig ikke, så jeg tager uret ned fra væggen og åbner den lille luge bagpå. Der er ikke noget batteri i. Men det har da gået indtil nu? Jeg har jo set på det hver dag. Jeg åbner en skuffe hvor vi har
10
Content_9788711987551.indd 10
24/06/21 4:25 PM
batterier, og sætter et i uret. Det begynder straks at tikke. Jeg hænger det tilbage på sømmet. Af et køkkenur at være, er det ganske pænt. For otte år siden hang det i Gabrielles køkken i Paris. Da hun flyttede til Danmark, tog hun det med. Det er udformet som et kirkeur fra en eller anden fransk kirke. Hun købte det dengang hun skrev en opgave om ure i kirkebygninger gennem de sidste fem hundrede år. Hun studerede arkitektur i Paris. Det var ikke så overraskende et valg. Begge hendes forældre er arkitekter, og hun har arvet deres skabertrang, deres glæde ved at se de første skitser realisere sig i beton og træ og mursten og glas. Hendes forældre havde et godt navn som arkitekter af luksushuse, men Gabrielle havde valgt en anden retning. Under studierne specialiserede hun sig i kirkearkitektur, et område der ikke er så snævert som man skulle tro. Der bygges stadig mange kirker i verden, der er stadig folk der går til gudstjeneste. Gabrielle har indtil nu tegnet ni kirker. Tre er opført i Danmark, fire i Frankrig, en enkelt i Portugal. Den sidste skulle være i Holland, men blev aldrig opført. Hendes drøm er en dag at få lov til at tegne en katedral. Intet ville være større end det. Hun har naturligvis også tegnet andre slags bygninger, både boliger, butikker og kontorer, men når hun havde fået til opgave at tegne en kirke, var hun allermest lykkelig. Sene aftener måtte jeg ringe til tegnestuen for at minde hende om at hun skulle komme hjem. Hun sov næsten ikke, stod tidligt op for at komme ind til sine tegninger. Når det var alt andet end kirker, var hun slet ikke så optændt.
11
Content_9788711987551.indd 11
24/06/21 4:25 PM
Det er ikke fordi hun finder kirker mere æstetisk interessante end en lagerhal, men fordi det giver hende en højere mening at være med til at skabe et hus til sin gud. Gabrielle er troende katolik. Det er ikke noget hun taler om til andre, og hun nævnte det slet ikke på vores første dates. Men efter et par uger gik det op for mig at Gabrielle er mere religiøs end de fleste, og det i en grad at det er selve omdrejningspunktet for alle hendes tanker og følelser. Hun er troende som folk var det i midddelalderen. Der er slet ingen tvivl hos hende. Hun tror på guds eksistens, på hans søn, helligånden, jomfru Maria. Det er en virkelighed for hende, som dette køkken er det for mig. Når hun beder før hun går i seng, så mener hun hvert ord. Hun ved at de bliver hørt af hendes gud. Hun læser i Bibelen hver dag, og hun tror på skriften i den. Det er ikke fordi hun går rundt og citerer fra den eller prøver at overbevise andre, men hun inkarnerer ordene i sig. Af og til drillede jeg hende med det, kyssede hende mens hun læste eller gik rundt og fløjtede falsk, tændte støvsugeren, og det lykkedes mig som regel at få hende til at grine. Men hun vendte hver gang tilbage til teksten. I starten gik jeg ud fra at det skyldtes hun var opdraget i en familie hvor den katolske tro betød meget, men der var ingen af de andre familiemedlemmer som var troende, og slet ikke hendes lidt ældre bror som hun ellers var meget knyttet til. Da jeg spurgte hende hvad der havde vækket hendes tro, prøvede hun at undgå emnet og slog det hen. Det eneste jeg kunne få ud af hende, var at hendes omvendelse skete en sommer da hun var
12
Content_9788711987551.indd 12
24/06/21 4:25 PM
elleve år gammel. Hun var på en ferie hos sine bedsteforældre der boede i La Ciotat. Noget skete den sommer. Et eller andet skete. Hun ville ikke fortælle mig hvad det var. Jeg spurgte om det var en person der havde overbevist hende, en præst eller en nonne, var det en bestemt begivenhed, et besøg i en kirke, et tilfælde? Men hun rystede på hovedet. – Det er noget du ikke vil forstå, Daniel, sagde hun. – Det ved du da ikke. – Jo. – Hvis du siger hvad der skete, kan det være jeg forstår det. Hun rystede på hovedet og lod sin hånd glide ned over min kind som hun altid gjorde. Hun lagde hovedet ind til mit bryst. – Du forstår det ikke. Du tror ikke. Og det er sikkert rigtigt. Jeg er ateist og forstod og forstår ikke den religiøse impuls. Naturligvis er de fleste i Vesten påvirket af den kristne moral, værdier og tanker. Det er naturligt nok når man tænker på den indflydelse kirken har haft indtil den videnskabelige metode vandt frem og overtog religionens plads. Men at man i vor højteknologiske tidsalder stadig kan tage springet og tro på en højere magt, det er ubegribeligt for mig. Da hun kom hjem fra sommerferien hos bedsteforældrene, bad hun sine forældre om at blive flyttet til en katolsk skole. De troede det blot var en forbigående grille hun havde fået, men hun sad på sit værelse og læste i Bibelen og stillede konstant spørgsmål om kristendommen, spørgsmål som de ikke kunne besvare. Til sidst gav de sig og flyttede hende til en skole der lå i
13
Content_9788711987551.indd 13
24/06/21 4:25 PM
den anden ende af Paris. Skolen var knyttet til en klosterorden, og de fleste af lærerne var munke og nonner. Ud fra Gabrielles beskrivelse kunne jeg forstå at de vævede katolicismen ind i samtlige fag. I matematiktimerne lærte børnene at i tallenes uendelighed ligger det guddommelige. I biologi at alt i naturen, fra en bregnes krumning til snegle der skifter køn, var guds værk. De andre naturfagslærere, der dog var skolede i videnskabelig metode, indbildte børnene at gud skabte kontinenterne og havene, naturkræfterne, iltmolekyler, trafiklys, galakser, planternes fotosyntese. Alt var udtænkt af herren, og herren sendte sin søn for at frelse verden. Den indoktrinering på skolen har jo næppe gjort hende mindre religiøs. Vi var i La Ciotat for nogle år siden. Hun viste mig huset. Hendes bedsteforældre levede ikke mere, men det var endnu familiens ejendom. Vi holdt udenfor på vejen. Det var udlejet til en familie, og hun ville ikke forstyrre. Vi boede en lille uge på et af byens utallige hoteller. En af dagene sagde hun at hun ville køre ud og besøge en gammel veninde i en anden by. Jeg skulle ikke med, det ville bare kede mig at høre på dem snakke om gamle dage. Så vi aftalte at jeg blev i La Ciotat. Jeg vandrede rundt i byen og lagde mig ved stranden, spiste på restauranterne der lå langs strandpromenaden, sad og læste i skyggen fra en palme. Jeg fik ingen beskeder fra hende mens hun var væk, og det gjorde mig ikke noget. Jeg havde det godt i mit eget selskab. To dage efter kom hun tilbage. Jeg vågnede ved at hun kom ud fra hotelværelsets badeværelse. Hun var nøgen, og jeg så at
14
Content_9788711987551.indd 14
24/06/21 4:25 PM
hun havde fået lange rifter på armene og lårene. Hendes tøj var gået i stykker, hun havde lagt det i hotelværelsets papirkurv. Jeg blev forskrækket over at se hende i den tilstand og frygtede hun havde været udsat for et overfald. Men hun lo bare og var helt overstadig af glæde. Der var skam intet sket hende, sagde hun. Skrammerne havde hun fået fra et fald på nogle klipper da hun og veninden gik ned på en strand i området hvor veninden boede. Jeg åbner køleskabet. Der er ikke andet end lidt ost, men den er muggen, mælken er blevet sur. Jeg er nødt til at gå ned og købe ind med det samme hvis jeg skal have morgenmad. Jeg går ud i entréen, får sko på og åbner gadedøren. Der er varmt udenfor. Luften står stille. Det har været hedebølge forbløffende længe. For nogle uger siden hørte jeg en meteorolog sige i radioen at der ikke var målt så høje temperaturer i Danmark siden 1941. Ikke at jeg har noget imod det, jeg vil til enhver tid foretrække varme for kulde, men det her er næsten for voldsomt. Hver eneste dag er man våd over hele kroppen af sved. Jeg går gennem haven hvor bierne flyver i sætvise stød som om de hænger i gummisnore, de lander på blomsterkronerne, malker dem ud og trækkes op af gummisnorene der dropper dem ned på den næste blomst. Vingerne summer i den stille morgen. Igen tænker jeg at det er mærkeligt at her er så stille. Hvor er alle de lyde der plejer at være her? Trin mod fortovsfliserne, menneskers samtaler når de passerer vores villa, lynlåse som trækkes op, dæk der glider hen over asfalt, motorernes
15
Content_9788711987551.indd 15
24/06/21 4:25 PM
brummen, bussernes suk når de åbner dørene, motionsløbernes forpustede åndedrag, teenagere der råber med stemmer i overgang, babygråd i barnevogne, mødre og fædre der bøjer sig frem, beroliger de små som mødre og fædre altid beroliger børn, en stigen i tonelejet, ord om at alt er godt, ord der skærmer børn mod erkendelsen af at det onde findes, vinduer der slås op, sættes på hasper, latter og samtaler i de andre haver, klirrende glas, betonbor i det fjerne, elektriske skruetrækkere fra håndværkere som renoverer huse på vejen, musik, hundeglam og kirkeklokker, rungende klokkemalm der slår huller i luften, vind gennem vejene, udrykninger i det fjerne, sirener og bag dem det dybe brus af hovedstaden der fylder sine lunger og tømmer dem. Alle disse lyde er fraværende i dag. Det er som om byen er foldet ind i fløjl. Jeg går den sædvanlige tur op til supermarkedet, men møder ingen på vejen. Det er ellers onsdag, alle burde være ude nu, men af en eller anden grund er der ikke en eneste bil på vejene, ingen cyklister, fodgængere, ingen passagerer i busser. Supermarkedets glasdør glider til side. Der er ikke nogen medarbejdere ved kasserne nu, de er sikkert ved at stille varer op. Jeg tager en kurv og går ned langs hylderne, finder en bakke æg, et brød, en roquefort-ost og en liter mælk. Jeg lægger mærke til at der ikke er andre kunder herinde. Ingen medarbejdere der stiller varer på hylderne. Da jeg kommer tilbage til kassen, er der stadig ingen. Jeg er sulten og gider ikke stå og vente. Et øjeblik overvejer jeg at trykke på knappen som kasseassistenterne plejer at
16
Content_9788711987551.indd 16
24/06/21 4:25 PM
bruge når de tilkalder en kollega, men det vil nok se mistænkeligt ud på videoovervågningen hvis jeg går ind bag afskærmningen. – Kommer der nogen til kassen? Jeg bliver forlegen ved lyden af min stemme der virker vred, fordi jeg råber så højt. Jeg venter lidt, og da ingen reagerer på mit råb, sætter jeg kurven på varebåndet og går ned til enden af supermarkedet hvor der er to gennemsigtige låger ud til baglokalerne. – Er der nogen der kan komme til kassen? Denne gang råber jeg ikke så højt. Jeg skubber den ene låge op og går ind i det store, neonoplyste lagerrum med fyldte paller, containere, bunker af papkasser og en emballagepresser. Nogen har tabt en kasse med grøntsager midt på gulvet. – Er her nogen der kan komme til kassen? Stadig intet svar. Det undrer mig at personalet bare har efterladt et supermarked, så alle kan stjæle hvad de vil. Det næste rum er kølerummet hvor de fylder hylderne op til køleboksene med mejerivarer. Det er et pudsigt sted. Lige før gik jeg derude. Nu er jeg på supermarkedets vrangside. Da jeg stadig ikke kan finde nogen, går jeg tilbage til kassen. Desværre har jeg ingen kontanter jeg kan lægge, så i stedet løfter jeg kurven op foran et af overvågningskameraerne. Så kan de se hvad jeg har taget. Jeg vil gå tilbage senere i dag og betale. På vejen tilbage gør jeg en besynderlig opdagelse. Det er min skygge, den opfører sig usædvanligt. Når jeg går eller bevæger
17
Content_9788711987551.indd 17
24/06/21 4:25 PM
en arm, er det som om skyggen ryster en smule. Den burde være skarp når solen er så hård, men skyggen har en slags sitren i sine kanter. Jeg stopper, holder kroppen og armene i fuldstændig ro for at se om det var mig selv der rystede, men skyggen bliver ved med at sitre på jorden. Jeg vifter med en arm, vipper hovedet lidt frem og tilbage, og den sitrende skygge følger mig. En fjollet indskydelse får mig til at gå ind i en opgang hvor solen ikke når, og derpå gå ud i lyset igen som om jeg på den måde kan nulstille skyggen. Det ændrer naturligvis ikke noget. Jeg ved ikke hvad der forårsager dette fænomen. Måske er det hedebølgen der gør det, en slags varmedis eller en flimren i luften der påvirker det mine øjne ser. Eller måske er det selve fortovet der ryster lidt. Den slags kan jo ske. Jeg har oplevet jordskælv under en ferie i Tyrkiet, det kan være noget lignende. Ikke så voldsomt, ganske vist. Men det kan være en minimal tektonisk uro under byen? Måske et spinkelt jordskælv? Tilbage i køkkenet lægger jeg varerne på bordet og rækker ud efter elkedlen, men griber i den tomme luft. Den står ikke ved vasken som den skal. Det er ellers her den har sin faste plads. Den er heller ikke på køkkenbordet eller komfuret eller på nogen af hylderne. Måske i opvaskemaskinen? Nej, man sætter ikke elektronik i opvaskemaskinen. Kan jeg have stillet den i et af skabene? Jeg åbner dem fra en ende af, og så, i det sidste skab, hvor vi ellers kun opbevarer krydderier, kiks og chokolade, står elkedlen på en hylde, indeklemt som en forvildet fugl.
18
Content_9788711987551.indd 18
24/06/21 4:25 PM
Mens jeg venter på at vandet koger, rister jeg brød og koger nogle æg. Da det hele er klart, sætter jeg mig ved køkkenbordet for at spise. Solen falder ind på koppen med den dampende kaffe. Jeg kapper den øverste skal af det første æg med kniven. Gabrielle kaldte mig for Robespierre fordi hun mente jeg guillotinerede æggene. Hun foretrak selv at slå skallen ind med en teske. Som om det var mere humant. Blommen er som den skal være, ikke for fast, ikke for flydende. Jeg drysser grove peberkorn og salt over ægget. De tykke flager roquefort lægger jeg på de ristede brødskiver og hælder flydende honning over. Jeg har altid elsket roquefort med honning, men i dag smager det ikke helt som det skal. Det er som om roqueforten er for stærk i det. Den stikker i ganen. Honningen er en anelse bitter. Mens jeg spiser, går det op for mig at elkedlen ikke er det eneste jeg er kommet til at anbringe et forkert sted. Der ligger en østersåbner på køkkenbordet selvom jeg ikke har spist østers meget længe. Faktisk ikke siden vi var i Bretagne forrige år. Flere af dåserne med te og mel er også flyttet rundt. En stegepande har jeg af uransagelige årsager hængt på en krog hvor der normalt hænger en beholder til salt. Ikke at køkkenting behøver faste pladser, men jeg har i det store og hele ladet ting være dér hvor de var. Jeg ved ikke. Det er som om genstandenes placering trøster mig. Uforanderligheden ved det faste. Det holder hende fast for mig på en måde. Som de forstenede mennesker i Pompeji. Som ofrene der blev brændt til skygger på Hiroshimas mure.
Content_9788711987551.indd 19
24/06/21 4:25 PM
135mm
13,5mm
EN MORGEN, tre måneder efter det forbrændte lig af hans hustru blev fundet i et sommerhus i Nordsjælland, vågner Daniel Fischer og opdager at alle lyde er forsvundet. Ting står ikke hvor de stod i går, og solen skinner gennem vinduer, den aldrig før har skinnet gennem. På gaden er der ingen mennesker, og rådhuset er styrtet sammen. Mærkeligst er dog at der indløber en besked om at hans hustrus telefon er blevet tændt i Paris. PÅ SIN GAMLE MOTORCYKEL kører han sydpå gennem et stedse mere surrealistisk Europa. Ekstreme skyformationer kommer og går, menneskeflokke har hængt sig i skovene, Paris står under vand, regnen har ødelagt hegnene omkring de zoologiske haver, og de vilde dyr strejfer om. I LA CIOTAT på den franske sydkyst mener han at finde det første spor efter hustruen. Opdagelsen fører ham på en klaustrofobisk vandring i underjordiske grotter, hvor han prøver at forstå hvad der er virkelighed, og hvad der er håbets illusion.
MÅSKE ET SPINKELT JORDSKÆLV
Uddrag fra bogen
105mm
MORTEN BRASK
”
Det føles lidt som den fornemmelse man kan få når man vandrer tankeløs langs en mark og der uden varsel sker et ganske lille omslag i vejret. Man sanser det næsten ikke, blot en brise gennem kornet, en kølighed på armen. Og alligevel fornemmer man at dette ubetydelige omslag får noget til at forskyde sig inde i en. Et slags skifte i sjælen, og det forsvinder ikke, og man aner, lige netop aner, at man er forandret og at alt er forandret.
135mm
210mm
105mm
Foto: Lærke Posselt
Morten Brask er forfatter til tretten bøger, senest romanerne Havet i Theresienstadt, William Sidis’ perfekte liv, En pige og en dreng og Ofrene. Vinder af Bottari Lattes Grinzane-prisen, Edoardo Kihlgren prize for European literature, og nomineret til Prix du roman Fnac, Prix Chapitre du roman européen og Premio Letteraria. Forfatterskabet er solgt til udgivelse i elleve lande og tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium.
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
9 788711 987551 > Omslag: Mikkel Henssel