Maddaddam læseprøve

155 mm

Foto: © George Whiteside

MaddAddam

”En af de vigtigste forfattere i den engelsksprogede verden i dag.”

GERMAINE GREER

Margaret Atwood bor i Toronto, Canada.

MARGARET ATWOOD

”Margaret Atwood er den stille Mata Hari, den mystiske, voldelige figur, der prøver kræfter med den velordnede og alt for rene verden som en brandstifter.”

MICHAEL ONDAATJE

MaddAddam

Margaret Atwood har været indstillet til – og modtaget – adskillige prestigefyldte litterære priser, bl.a. Booker-prisen i 2000.

”Det er ikke svært at værdsætte spændvidden i Margaret Atwoods værker – og deres styrke, elegance og variation. Når man lægger det sammen med hendes talent og bedrift som forfatter, efterlader det mig ved nærmere eftertanke åndeløs.”

ALICE MUNRO

155 mm

Af forfatteren til Oryx og Crake og Syndflodens år.

Det sidste bind i trilogien, der startede med Oryx og Crake og Syndflodens år. ”Atwood er poet. Ikke en eneste sætning i hendes skarpe, knastørre og levende prosa rammer ved siden af.”

JOHN UPDIKE

Margaret Atwood (f. 1939) har skrevet mere end 30 bøger, både romaner, lyrik og essays, blandt dem Tjenerindens fortælling, Katteøje, Alias Grace, Den blinde morder og senest Oryx og Crake og Syndflodens år.

38 mm

MARGARE T AT WOOD MaddAddam

Efter at en menneskeskabt pest har lagt jorden næsten øde, findes der kun en lille gruppe overlevende samt de gensplejsede crakere, som er venlige bio-skabninger, der skal erstatte menneskeheden. Men deres fredelige sameksistens trues af de voldelige og afstumpede painballere. Toby, tidligere medlem af Guds Gartnere og ekspert i svampe og bier, er blevet forelsket i den frække Zeb med den interessante fortid, bror til grundlæggeren af Guds Gartnere, Adam Ét.

Crakernes modvillige profet, Snemand Jimmy, hallucinerer efter en alvorlig feber, Amanda er i chok efter et painballer-angreb , og Ivory Bill længes efter den provokerende Swift Fox, der flirter med Zeb. Alt imens de gigantiske vilde grise og de ondsindede painballere truer med at angribe…

Med vid, overvældende fantasi og sort humor fortæller Margaret Atwood om skabninger i en verden, der har været udsat for ødelæggelse og anarki – og som forsøger at stable et nyt liv på benene i den nye verden.

MaddAddam er en flot afslutning på trilogien, der begyndte med Oryx og Crake og Syndflodens år.

www.lindhardtogringhof.dk

Omslag: Mark Airs

100 mm

LINDHARDT OG RINGHOF

231 mm

100 mm

Margaret Atwood

MaddAddam P책 dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

Lindhardt og Ringhof

MaddAddam.indd 3

10/07/14 15.47

MaddAddam er oversat fra engelsk efter MaddAddam Copyright © 2013 O.W. Toad, Ltd. All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Minion hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook AB Omslag: Mark Airs ISBN: 978-87-11-33246-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2014

Oversættelsen er støttet af Statens Kunstfond

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

MaddAddam.indd 4

10/07/14 15.47

MaddAddam.indd 6

10/07/14 15.47

MaddAddam-trilogien.

Historien indtil nu De første to bøger i MaddAddam-trilogien er Oryx og Crake og Syndflodens år. MaddAddam er den tredje bog.

1. Oryx og Crake Da historien tager sin begyndelse, bor Snemand i et træ ved kysten.

Han tror, han er det eneste rigtige menneske, der er tilbage, efter en dødelig pandemi har hærget jorden. Ikke langt derfra bor Crakes Børn, en venligtsindet menneskelig art, der er fremstillet ved hjælp af bioteknologi af den fantastiske Crake, der engang var Snemands bedste ven og rival til hans elskede, smukke og gådefulde Oryx.

Crakerne er helt fri for seksuel jalousi, grådighed og tøj, og de behøver ikke insektafvisende midler og animalsk protein – alle de ting, Crake mente ikke blot havde været skyld i menneskehedens elendighed, men også i jordens ødelæggelse. Crakerne parrer sig periodisk, når dele af dem bliver blå. Crake prøvede at gøre dem fri for symbolsk tænkning og musik, men de har deres helt egen sælsomme måde at synge på og har udviklet deres egen religion, hvor Crake er deres skaber, Oryx herskerinde over dyrene og Snemand deres modvillige profet. Det er ham, der har ført dem ud af den højteknologiske Paradix-kuppel, hvor de blev skabt.

I sit præ-pest-liv var Snemand Jimmy. Hans verden var delt mellem forskellige Enklaver – befæstede Koncerner, der husede den teknokratiske elite, der kontrollerede samfundet via deres fælles sikkerhedsarm, VagtVærnet – og plebserne uden for Enklavernes mure,

7

MaddAddam.indd 7

10/07/14 15.47

hvor resten af samfundet boede, handlede og svindlede i deres slum, forstæder og indkøbscentre.

Jimmys tidlige barndom blev tilbragt på OrganFarmen, hvor hans far arbejdede med grisongerne – de transgenetiske grise med menneskeligt materiale, udviklet med henblik på transplantationer, heriblandt af nyrer og hjernevæv. Hans far blev senere overført til HelseViis, en helse- og wellness-Koncern. Det var på HelseViis high­school, at den unge Jimmy mødte Crake, der dengang var kendt som Glenn, for første gang. De fandt hinanden over porno på internettet og indviklede online-spil. Blandt disse var Extinctathon, drevet af den kryptiske identitet MaddAddam: Adam navngav de levende dyr, MaddAddam navngiver de døde. De lærte, hvordan man fik adgang til MaddAddam via et chatroom, der kun var tilgængeligt for spillets betroede Stormestre.

Crake og Jimmy mistede kontakten, da Crake blev optaget på det velbeslåede Watson-Crick Institut, mens ord-fyren Jimmy måtte nøjes med det medtagne, humanistiske Martha Graham Akademi. Mærkeligt nok døde både Crakes mor og stedfar af en mystisk sygdom, der fik dem til at gå i opløsning. Så begyndte en bioterrorist-gruppe med kodenavnet MaddAddam at bruge gensplejsede dyr og bakterier til at angribe VagtVærnet og de herskende underlæggende strukturer.

Da Jimmy og Crake flere år senere genoptog forbindelsen, stod Crake i spidsen for Paradix-kuplen, hvor han gensplejsede crakerne. På samme tid udviklede han LystPluss-pillen, der lovede seksuel ekstase, prævention og noget, der mindede om evig ungdom. Jimmy blev overrasket over at opdage, at navnene på videnskabsfolkene i Paradix var identiske med brugernavnene i Extinctathon. I virkeligheden var det MaddAddam-bioterroristerne, der var blevet opsporet af Crake via chatroomet og lovet immunitet til gengæld for deres input i Paradix. Men LystPluss-pillen indeholdt en skjult ingrediens, og dens lancering faldt sammen med den pandemi, der udryddede menneskeheden. I det kaos, der fulgte, omkom både Oryx og Crake og efterlod Jimmy alene med crakerne.

8

MaddAddam.indd 8

10/07/14 15.47

Snemand er nu hjemsøgt af sine minder om den døde Oryx og den forræderiske Crake, han er fortvivlet over sine egne udsigter til at overleve og begiver sig, skrantende og skyldbetynget, af sted til Paradix-kuplen for at lede efter de våben og forsyninger, som han ved er der. Undervejs bliver han forfulgt af genmodificerede dyr, blandt andet den ondskabsfulde ulvund og de enorme grisonger, der på grund af deres menneskelige hjernevæv er nogle udspekulerede størrelser.

Oryx og Crake ender med, at Snemand opdager tre andre, der har overlevet pesten. Skulle han slutte sig til dem og forlade crakerne? Eller skulle han slå dem ihjel, nu hvor han kender sin egen arts destruktive tilbøjeligheder? Oryx og Crake ender, mens Snemand beslutter sig.

2. Syndflodens år Syndflodens år udspiller sig i samme periode som Oryx og Crake, men foregår i plebsområderne uden for Enklavens mure. Historien følger Guds Gartnere, en grøn religion grundlagt af Adam Ét. Dens ledere, Adam’erne og Eva’erne, underviser i konvergens mellem Naturen og Den Hellige Skrift, alle skabningers kærlighed, teknologiens farer, Koncerners ondskab, hvordan man undgår vold og passer grøntsager og bier på plebsområdernes slumtage.

Historien begynder i nutiden, i Gartner År Fireogtyve – året for Den Vandløse Syndflod, som Gartnerne kalder pesten. Toby er bevæbnet med en gammeldags riffel og har søgt tilflugt i BliNy-helsecenteret, hvor hun holder udkig efter andre overlevende – ikke mindst Zeb, den streetwise eks-Gartner, som hun i sit stille sind elsker. Hun krænker Gartner-lovene og skyder en af de grisonger, der har angrebet hendes køkkenhave. En dag ser hun en procession af nøgne mennesker i det fjerne, anført af en pjaltet, skægget mand.

Da hun ikke kender noget til Snemand og crakerne, tror hun, at hun hallucinerer.

Imens er den unge Ren lukket inde i karantænerummet på Skæl 9

MaddAddam.indd 9

10/07/14 15.47

og Spræl, den stripklub, hvor hun har arbejdet. Umiddelbart inden pesten blev klubben lagt i ruiner af painballere – umenneskeliggjorte fanger fra Koncernerne, som nådesløst har elimineret de andre kæmpende i Painball-Arenaen. Ren ved, at hun vil dø af sult, medmindre hendes barndomsven, Amanda, kan komme og lukke hende ud.

Længe inden er Toby blevet reddet af Guds Gartnere fra en voldelig painballer, Blanco, som var hendes chef på den ubehagelige HemligBurgeren-stand. Hun blev en Eva, specialiseret i svampe, bier og miksturer. Hendes læremester, gamle Pilar – som ligesom mange Gartnere er bioteknisk flygtning fra Koncernen – er i al hemmelighed stadig i kontakt med sine meddelere på stedet, blandt andre den unge Crake.

Ren var en af Tobys Gartner-elever sammen med Amanda, en hård, men karismatisk plebsrotte. Rens mor, Lucerne, var stukket af fra HelseViis-enklaven sammen med Zeb, men hun flygtede fra Gartnerne og vendte tilbage til HelseViis, da Ren var tretten, fordi hun var oprørt over Zebs manglende evne til at knytte sig til nogen.

Teenageren Jimmy forførte Ren, men droppede hende igen. Til sidst besluttede hun sig for at tjene til livets ophold ved at danse på Skæl og Spræl, hvilket var hendes bedste mulighed.

Zeb og hans støtter var uenige i de taktiske manøvrer og brød ud fra Adam Éts pacifistiske Gartnere for at beskæftige sig med aktiv bioterroristisk modstand mod Koncernen og brugte Madd­ Addam-chatroomet som mødested. De resterende Gartnere, der af VagtVærnet var tvunget til at gemme sig, fortsatte med at forberede sig på Den Vandløse Syndflod.

På nutidsplanet – År Femogtyve – når Amanda frem til Skæl og Spræl, og det lykkes hende at befri Ren. Mens de fejrer det, ankommer tre af deres Gartner-venner – Shackleton, Crozier og Oates, der er forfulgt af Blanco og to andre painballere. De fem unge mennesker flygter, men undervejs bliver Ren og Amanda voldtaget, Amanda bliver kidnappet, og Oates bliver slået ihjel.

Ren kæmper sig frem til BliNy-helsecenteret, hvor Toby ple10

MaddAddam.indd 10

10/07/14 15.47

jer hende, indtil hun bliver rask igen. Så tager de af sted for at få Amanda tilbage. Efter at have undveget vilde grisonger og ordnet den ondskabsfulde Blanco finder de en gruppe overlevende, der bor i et stenhus. Zeb er der, sammen med sin MaddAddam-gruppe; det samme gælder nogle få tidligere Gartnere. De tror alle, at Adam Ét har overlevet og leder efter ham.

Toby og Ren drager ud på en farlig færd for at få Amanda tilbage fra hendes Painball-kidnappere. Nede ved kysten falder de over en lejr fuld af mystiske, delvist blå mennesker, som har set to menneskelige mænd og en kvinde. Toby og Ren gætter på, at det må være Amanda og hendes Painball-kidnappere, netop som Snemand – smittebefængt og hallucinerende – skal til at skyde dem med sit Paradix-lasergevær.

Syndflodens år ender med, at painballerne står bundet til et træ, mens Ren tager sig af den forslåede Amanda og den febrile Snemand. Mens Toby højtideligholder Gartnerens Sankt Julians tilgivelsesfest ved at servere suppe for alle, nærmer Crakes blålødede Børn sig langs kysten, mens de fremfører deres sælsomme musik.

MaddAddam.indd 11

10/07/14 15.47

MaddAddam.indd 12

10/07/14 15.47

Margaret Atwood MaddAddam

MaddAddam.indd 13

10/07/14 15.47

MaddAddam.indd 14

10/07/14 15.47

Æg

MaddAddam.indd 15

10/07/14 15.47

MaddAddam.indd 16

10/07/14 15.47

Historien om Ægget og om Oryx og Crake og om hvordan de skabte Mennesker og Dyr; og om Kaosset; og om Jimmy Snemand; og om Det Ildelugtende Ben og De To Onde Mænds komme.

I begyndelsen boede du inde i Ægget. Det var der, Crake skabte dig.

Ja, gode, rare Crake. Vil du ikke nok holde op med at synge, ellers kan jeg ikke fortsætte med historien. Ægget var stort og rundt og hvidt, som en halv boble, og der var træer inde i det med blade og græs og bær. Alle de ting, man godt kan lide at spise.

Ja, det regnede inde i Ægget.

Nej, der var ingen torden.

For Crake ville ikke have torden inde i Ægget.

Og overalt omkring Ægget var kaosset med mange, mange mennesker, der ikke var som dig.

For de havde en ekstra hud. Den hud kaldes tøj. Ja, ligesom mit.

Og mange af dem var onde mennesker, som gjorde grusomme og sårende ting mod hinanden og også mod dyrene. Som for eksempel ... Vi behøver ikke tale om det lige nu.

Og Oryx var meget ked af det, for dyrene var hendes Børn. Og Crake var ked af det, fordi Oryx var ked af det.

Og kaosset var overalt uden for Ægget. Men inde i Ægget var der ikke kaos. Derinde var der fred.

Og Oryx kom hver dag for at undervise dig. Hun lærte dig, hvad 17

MaddAddam.indd 17

10/07/14 15.47

du skulle spise, hun lærte dig at lave ild, hun lærte dig om dyrene, hendes Børn. Hun lærte dig at spinde beroligende, hvis et menneske er såret. Og Crake holdt øje med dig.

Ja, gode, rare Crake. Vil du ikke nok holde op med at synge. Du behøver ikke synge hver gang. Jeg er sikker på, at Crake godt kan lide det, men han kan også godt lide den her historie, og han vil gerne høre resten.

Så en dag skilte Crake sig af med kaosset og de sårende mennesker for at gøre Oryx glad og for at rydde et sikkert sted, hvor du kunne bo.

Ja, en overgang fik det tingene til at lugte virkelig dårligt.

Og så tog Crake hen til sit eget sted, oppe over skyerne, og Oryx tog med ham.

Jeg ved ikke, hvorfor de tog af sted. Der må have været en god grund. Og de efterlod Jimmy Snemand til at passe på dig, og han tog dig med ud til kysten. Og på Fiske-Dage fangede du en fisk til ham, og han spiste den.

Jeg ved, du aldrig ville spise en fisk, men Jimmy Snemand er anderledes.

For han bliver nødt til at spise fisk, ellers bliver han meget syg.

For det er sådan, han er skabt.

Så en dag kom Jimmy Snemand for at besøge Crake. Og da han kom tilbage, var der et sår på hans fod. Og du spandt beroligende på det, men det blev ikke bedre.

Og så kom de to onde mænd. De var blevet tilovers fra kaosset.

Jeg ved ikke, hvorfor Crake ikke fik dem ryddet af vejen. Måske gemte de sig under en busk, så han ikke lagde mærke til dem. Men de havde fanget Amanda, og de gjorde grusomme og sårende ting mod hende.

Vi behøver ikke at tale om alle de ting lige nu.

Og Jimmy Snemand prøvede at stoppe dem. Og så kom jeg, og Ren, og vi fangede de to onde mænd og bandt dem til et træ med et reb. Så sad vi rundt om bålet og spiste suppe. Jimmy Snemand spiste suppe, og Ren og Amanda. Selv de to onde mænd spiste suppe.

18

MaddAddam.indd 18

10/07/14 15.47

Ja, der var et ben i suppen. Ja, det var et ildelugtende ben.

Jeg ved godt, man ikke behøver spise et ildelugtende ben. Men mange af Oryxs Børn kan godt lide at spise den slags ben. Skovkillinger spiser dem og stinkbjørne og grisonger og løvlam. De spiser alle ildelugtende ben. Og bjørne spiser dem.

Jeg vil fortælle dig, hvad en bjørn er senere.

Vi behøver ikke at tale mere om ildelugtende ben lige nu.

Og da de alle sammen var i gang med at spise suppe, kom du med dine lygter, fordi du ville hjælpe Jimmy Snemand på grund af hans sårede fod. Og da du kunne se, at der var nogle kvinder, der var blå, ville du parre dig med dem.

Du forstod intet om de onde mænd, eller om hvorfor de var bundet med et reb. Det er ikke din skyld, at de løb ind i skoven. Lad være med at græde.

Ja, Crake må være meget vred på de onde mænd. Måske vil han sende torden.

Ja, gode, rare Crake.

Vil du ikke nok holde op med at synge.

MaddAddam.indd 19

10/07/14 15.47

Reb

MaddAddam.indd 21

10/07/14 15.47

Reb Om den aftens begivenheder – de begivenheder, der slap den menneskelige ondskab løs i verden igen – lavede Toby senere to historier.

Den første historie var den, hun fortalte højt til Crakes Børn; den havde et lykkeligt udfald, eller så lykkelig som hun kunne magte det.

Den anden, til hende selv alene, var ikke så munter. Den handlede dels om hendes egen idioti, hendes mislykkede forsøg på at være opmærksom, men den handlede også om fart. Det hele var sket så hurtigt.

Hun havde været træt, selvfølgelig; hun måtte have været ude for et adrenalindyk. Når alt kom til alt, var hun i to dage gået til yderligheder, stresset og uden at spise ret meget.

Dagen før havde hun og Ren forladt sikkerheden i enklaven ved MaddAddams stenhus, der husede de få overlevende fra den globale pandemi, der havde udslettet menneskeheden. De havde sporet Rens bedste ven, Amanda, og de havde fundet hende lige i rette tid, for de to painballere, som havde brugt hende, havde næsten brugt hende helt op. Toby var fortrolig med den slags mænds metoder: Hun var næsten blevet slået ihjel af en af dem, inden hun blev Guds Gartner. Enhver, der havde overlevet Painball mere end en gang, var blevet reduceret til ren reptilhjerne. Sex indtil man var slidt ned til sokkeholderne var deres stil; efter det blev man middagsmad. De kunne godt lide nyrer.

23

MaddAddam.indd 23

10/07/14 15.47

Toby og Ren var krøbet sammen i buskadset, mens painballerne skændtes om den stinkbjørn, de spiste, og om hvorvidt de skulle angribe crakerne, og hvad de nu skulle stille op med Amanda. Ren var blevet skræmt fra vid og sans; Toby håbede ikke, hun ville besvime, men hun kunne ikke tage sig af det, for hun forsøgte at mande sig op til at skyde. Hvem skulle man skyde først, den skæggede eller den korthårede? Ville den anden have tid nok til at gribe sit lasergevær?

Amanda ville ikke være i stand til at hjælpe eller blot løbe: De havde et reb rundt om hendes hals, med den ene ende bundet til benet af den skæggede. En forkert bevægelse fra Toby og så ville Amanda være død.

Så var en fremmed mand kommet kravlende ud af buskene, forbrændt af solen, fyldt med sår, nøgen og klamrende sig til et lasergevær, og havde nær skudt alle inden for rækkevidde, inklusive Amanda. Men Ren havde skreget og var løbet ind i lysningen, og det havde været nok til en afledning. Toby var stået frem, havde sigtet med riflen; Amanda havde revet sig løs; og painballerne var blevet overmandet ved hjælp af et par spark i skridtet og en stor sten og så bundet op med deres eget reb og med strimler revet af den lyserøde BliNy-helsecenter solbeskyttende træningsdragt, som Toby havde haft på.

Ren havde så koncentreret sig om Amanda, som muligvis var i chok, og også om den nøgne mand fyldt med sår, som hun kaldte Jimmy. Hun pakkede ham ind i resten af træningsdragten, talte blidt til ham; som om han var en af hendes tidligere kærester.

Nu, hvor tingene var faldet mere på plads, følte Toby, at hun kunne slappe af. Hun havde samlet sig med en Gartner-åndedrætsøvelse, synkroniseret den med de nærliggende bølgers beroligende rytme – plisk-plask, plisk-plask – indtil hendes hjerte havde sat farten ned til normalen. Herefter havde hun lavet suppe.

Og så var månen stået op.

Den opgående måne signalerede begyndelsen på Guds Gartneres fest for Sankt Julian og Alle Sjæle: en fejring af Guds ømhed 24

MaddAddam.indd 24

10/07/14 15.47

og medfølelse med alle væsener. Universet er i Hans hule hånd, som Sankt Julian af Norwich lærte os i sin mystiske vision for så længe siden. Tilgivelse skal blive skænket, kærlig hengivenhed skal udøves, cirkler skal forblive ubrudte. Alle sjæle betyder alle, lige meget hvad de har gjort. I det mindste fra månen står op, til månen går ned.

Når først Gartnernes Adam’er og Eva’er havde lært en noget, blev det hos en. Det ville have været så godt som umuligt for hende at dræbe painballerne netop den aften – slagte dem med koldt blod, når de to på det tidspunkt var stramt bundet til et træ.

Amanda og Ren havde bundet rebet. De havde været på Gartner-skole sammen, hvor de havde lavet en masse håndværk med genbrugsmaterialer, så de var dygtige til knob. Fyrerne lignede noget, der var blevet knyttet sammen.

På den velsignede Sankt Julians aften havde Toby sat våbnene til side – sin egen gamle riffel og painballernes lasergevær og også Jimmys lasergevær. Så havde hun ageret den gode gudmor, øst suppe op og fordelt det nærende, så alle fik noget af det.

Hun må have været tryllebundet ved synet af sit eget storsind og kærlige gerning. At få alle til at sidde i en cirkel rundt om det hyggelige aftenbål og spise suppe sammen – selv Amanda, der var så traumatiseret, at hun næsten var katatonisk; selv Jimmy, der rystede af feber og talte med en død kvinde, som stod inde i flammerne.

Selv de to painballere: Troede hun virkelig, de ville få en forvandlende oplevelse og begynde at kramme kaniner? Det var et mirakel, hun ikke prækede, mens hun rationerede kraftsuppen. Lidt til dig og lidt til dig og lidt til dig! Lad hadet og ondsindet fare! Kom ind i lysets cirkel!

Men had og ondsind er vanedannende. Man kan blive høj af det.

Når man først har fået lidt, begynder man at ryste, hvis ikke man får mere.

Mens de spiste suppe, hørte de stemmer nærme sig gennem kystlinjens træer. Det var Crakes Børn, crakerne – de mystiske gensplejse25

MaddAddam.indd 25

10/07/14 15.47

de pseudo-mennesker, der boede ved havet. De gik i en lang række gennem træerne med lygter af harpiksfyldt fyrretræ, mens de sang deres krystalklare sange.

Toby havde kun set disse mennesker kort og om dagen. Skinnende i lyset fra månen og lygterne var de endnu smukkere. De havde alle mulige farver – brun, gul, sort, hvid – og alle mulige højder, men hver enkelt var perfekt. Kvinderne smilede med ophøjet ro; mændene var i højt løftet kurmagerstemning og rakte blomsterbuketter frem, deres nøgne kroppe var som en fjortenårigs tegneseriefortolkning af, hvordan kroppe burde være, hver muskel og fiber markeret og glinsende. Deres lyseblå og unaturligt store penisser svingede fra side til side som halerne på venligtsindede hunde.

Bagefter kunne Toby aldrig helt huske rækkefølgen af begivenhederne, hvis man da kunne kalde det en rækkefølge. Det havde mere været som plebsgadeslagsmål: rask handling, sammenfiltrede kroppe, en kakofoni af stemmer.

Hvor er den blå? Vi kan lugte den blå! Se, der er Snemand! Han er tynd! Han er meget syg!

Ren: Oh, pis, det er crakerne. Hvad nu, hvis de vil ... Se deres ... Pis! Crakerkvinden, får øje på Jimmy: Lad os hjælpe Snemand! Han har brug for, at vi spinder!

Crakermænd, lugter Amanda: Hun er den blå! Hun lugter blåt!

Hun vil parre sig med os! Giv hende blomsterne! Hun bliver lykkelig!

Amanda, bange: Gå væk! Jeg vil ikke ... Ren, hjælp mig! Fire store smukke, blomsterbærende nøgne mænd nærmer sig hende. Toby!

Få dem væk fra mig! Skyd dem!

Crakerkvinden: Hun er syg. Først skal vi spinde på hende. For at få hende til at få det bedre. Og give hende en fisk?

Crakermændene: Hun er blå! Hun er blå! Vi er lykkelige! Syng for hende!

Den anden er også blå.

Den fisk er til Snemand. Den fisk bliver vi nødt til at beholde.

26

MaddAddam.indd 26

10/07/14 15.47

Ren: Amanda, måske skulle du nøjes med at tage blomsterne, ellers bliver de vrede eller sådan noget ...

Toby, hendes stemme spinkel og uden gennemslagskraft: Vil I ikke nok høre, gå væk, I skræmmer ...

Hvad er det? Er det et ben? Flere af kvinderne stirrer ned i suppegryden: Spiser I det her ben? Det lugter dårligt.

Vi spiser ikke ben. Snemand spiser ikke ben, han spiser fisk. Hvorfor spiser I et ildelugtende ben?

Det er Snemands fod, der lugter som et ben. Et ben efterladt af gribbe. Oh Snemand, vi bliver nødt til at spinde på din fod!

Jimmy, febrilsk: Hvem er I? Oryx? Men du er død. Alle er døde. Alle i hele verden, de er alle døde ... Han begynder at græde.

Du skal ikke være ked af det, Oh Snemand. Vi er kommet for at hjælpe.

Toby: Måske skulle du ikke røre ... det er inficeret ... han har brug for ...

Jimmy: Av! Pis! Oh, Snemand, spark ikke. Det vil gøre din fod ondt. Flere af dem begynder at spinde, laver samme lyd som en røremaskine.

Ren, råber på hjælp: Toby! Toby! Hallo! Slip hende!

Toby kigger, tværs over bålet: Amanda er forsvundet i et flimrende vildnis af nøgne mandlige lemmer og rygge. Ren kaster sig selv ind i virvaret og bliver hurtigt overmandet.

Toby: Vent! Lad være ... Hold op med det! Hvad skulle hun gøre?

Det her er en kæmpe kulturel misforståelse. Hvis bare hun havde en spand koldt vand!

Halvkvalte råb. Toby styrter til hjælp, men så: En af painballerne: Hallo der! Herovre!

De her smager dårligt. De lugter som beskidt blod. Hvor er blodet?

Hvad er det her? Det her er et reb. Hvorfor er de bundet sammen med et reb?

Snemand viste os reb før, da han boede oppe i et træ. Reb er til at lave hans hus med. Oh Snemand, hvorfor er rebet bundet om de her mænd?

Rebet gør dem ondt. Vi bliver nødt til at tage det væk.

27

MaddAddam.indd 27

10/07/14 15.47

En painballer: Jah, det er rigtigt. Vi har et fucking problem. (Stønner) Toby: Lad være med at røre ved dem, de vil ...

Den anden painballer: Skynd dig, for fanden, Blånosse, inden den gamle kælling ...

Toby: Nej! Lad være med at binde det op ... De der mænd vil ...

Men det er allerede for sent. Hvem kunne vide, at crakerne var så hurtige med knob?

MaddAddam.indd 28

10/07/14 15.47

Procession De to mænd var forsvundet ind i mørket og havde efterladt et virvar af reb og spredte ulmende gløder. Idiot, tænkte Toby. Du skulle have været nådesløs. Smadret deres hoveder med store sten, skåret deres struber over med din kniv, end ikke spildt kugler på dem. Du var en tosse og dit mislykkede forsøg på at reagere tangerer forbryderisk uagtsomhed.

Det var svært at se noget – bålet var ved at dø ud – men hun gjorde en hurtig status: I det mindste var hendes riffel der stadig, en lille trøst. Men painballernes lasergevær manglede. Tåbe, sagde hun til sig selv. Så meget for din Sankt Julian og universets kærlige godhed.

Amanda og Ren klamrede sig til hinanden og græd, mens flere af de smukke crakerkvinder bekymret aede dem. Jimmy var dejset omkuld og talte med et leje af kul. Jo før de alle kunne komme til­ bage til MaddAddams stenhus, jo bedre, for de var lette ofre i mørket. Painballerne kunne komme tilbage efter de resterende våben, og hvis det skete, stod det allerede klart for Toby, at disse crakere ikke ville være til nogen hjælp. Hvorfor slog du mig? Crake bliver vred! Han sender torden! Hvis hun skød en painballer, ville crakerne kaste sig ind mellem hende og det afgørende skud. Oh, du har fået det til at sige bang bang, en mand er faldet omkuld, der er et hul i ham, der kommer blod ud! Han er såret, vi må hjælpe ham!

Men selv hvis painballerne et øjeblik blev holdt på afstand, var 29

MaddAddam.indd 29

10/07/14 15.47

der andre rovdyr i skoven. Skovkillingerne, ulvundene, løvlammene og, hvad værre var, de enorme vilde grise. Og nu, hvor menneskene var forsvundet fra byer og veje, hvem vidste så, hvor hurtigt bjørnene ville komme ned fra nord?

“Vi bliver nødt til at gå nu,” sagde hun til crakerne. Flere hoveder drejede sig, flere sæt af grønne øjne kiggede på hende. “Snemand skal med os.”

Crakerne begyndte alle at tale på én gang. “Snemand skal blive hos os! Vi skal have Snemand sat tilbage i hans træ.” “Det er det, han kan lide, han kan lide et træ.” “Ja, kun han kan tale med Crake.”

“Kun han kan tolke Crakes ord, om Ægget.” “Om kaos.” “Om Oryx, som skabte dyrene.” “Om hvordan Crake fik kaosset til at forsvinde.”

“Gode, rare Crake.” De begyndte at synge.

“Vi skal have fat i medicin,” sagde Toby desperat. “Ellers kan Jimmy – ellers kan Snemand dø.” Tomme blikke. Forstod de overhovedet, hvad død betød?

“Hvad er en Jimmy?” Forvirrede panderynker.

Hun havde begået en fejl: forkert navn. “Jimmy er et andet navn for Snemand.”

“Hvorfor?” “Hvorfor er det et andet navn?” “Hvad betyder en Jimmy?”

Det lod til at interessere dem langt mere end død. “Er det den lyserøde hud på Snemand?” “Jeg vil også have en Jimmy!” Det sidste kom fra en lille dreng.

Hvordan skulle man forklare det? “Jimmy er et navn. Snemand har to navne.”

“Hans navn er Jimmy Snemand?”

“Ja,” sagde Toby, for det var det nu.

“Jimmy Snemand, Jimmy Snemand,” gentog de for hinanden.

“Hvorfor er der to?” var der en, der spurgte, men de andre havde vendt deres opmærksomhed til det næste forvirrende ord. “Hvad er medicin?”

“Medicin er noget til at hjælpe Jimmy Snemand til at få det bedre,” sagde hun dristigt. Smil: Den tanke kunne de godt lide.

30

MaddAddam.indd 30

10/07/14 15.47

“Så kommer vi også,” sagde den, der syntes at have kommandoen – en høj, brunlig-gul mand med en romersk næse. “Vi bærer Jimmy Snemand.”

To af crakermændene løftede uden problemer Jimmy. Toby var foruroliget over hans øjne: over de tynde sprækker af hvidt, der skinnede mellem hans øjenlåg. “Flyve,” sagde han, da crakerne svingede ham op i luften.

Toby fandt Jimmys lasergevær og gav det til Ren, så hun kunne bære det efter at have slået sikringen til: Pigen vidste ikke, hvordan hun skulle bruge tingesten – hvordan skulle hun kunne det? – men det ville uden tvivl blive nyttigt senere.

Hun havde kun regnet med, at de to crakerfrivillige ville komme tilbage til stenhuset, men hele flokken fulgte med, inklusive børnene. De ønskede alle at være tæt på Snemand. Mændene skiftedes til at bære ham; resten holdt deres lygter højt, sang fra tid til anden med deres sælsommme, glasklare stemmer.

Fire af kvinderne gik sammen med Ren og Amanda, klappede dem og rørte ved deres arme eller hænder. “Oryx vil passe på jer,” sagde de til Amanda.

“Lad ikke nogen af de der fucking blå pikhoveder røre ved hende igen,” sagde Ren heftigt til dem.

“Hvad er fucking blå pikhoveder?” spurgte de forvirret.

“Lad bare være,” sagde Ren. “Ellers bliver der ballade!”

“Oryx vil gøre hende lykkelig,” sagde kvinderne, selv om de lød usikre. “Hvad er ballade?”

“Jeg er okay,” sagde Amanda svagt til Ren. “Hvad med dig?”

“Du er ikke fucking okay! Lad os nu bare få jer derhen, hvor MaddAddam’erne er,” sagde Ren. “De har senge og en vandpumpe og alt muligt. Vi kan vaske jer, og også Jimmy.”

“Jimmy?” sagde Amanda. “Er det Jimmy? Jeg troede, han var død som alle de andre.”

“Jah, det gjorde jeg også. Men det er der mange mennesker, der ikke er. Eller ja, i hvert fald nogle. Zeb er ikke og Rebecca og dig og mig og Toby og ...”

31

MaddAddam.indd 31

10/07/14 15.47

“Hvor gik de to fyre hen?” sagde Amanda. “Painballerne. Jeg skulle have smadret deres hjerneskal, da jeg havde chancen.” Hun grinede lidt, lukkede smerte ud på sin sædvanlige plebsmåde. “Hvor langt er der?” sagde hun.

“De kan bære dig,” sagde Ren. “Nej. Jeg er okay.”

Natsommerfugle flagrede rundt om lygterne, bladene over dem krusede sig i nattebrisen. Hvor langt gik de? For Toby føltes det som timer, men tiden er uvis i måneskin. De havde kurs mod vest, gennem Arveparken, bag ved dem blev lyden af bølger svagere. Der var en sti gennem parken, hun var usikker på vejen, men crakerne lod til at vide, hvor de gik.

Hun lyttede efter lyde, inde mellem træerne – lyden af skridt, en gren, der knækkede, et grynt – hun holdt bagtrop, hendes riffel var klar. Der var en kvækken, et pip eller to: en slags padde, en natfugl, der rørte på sig. Hun var bevidst om mørket i ryggen: Hendes skygge strakte sig langt, blandede sig med de dybere skygger bagved.

MaddAddam.indd 32

10/07/14 15.47

155 mm

Foto: © George Whiteside

MaddAddam

”En af de vigtigste forfattere i den engelsksprogede verden i dag.”

GERMAINE GREER

Margaret Atwood bor i Toronto, Canada.

MARGARET ATWOOD

”Margaret Atwood er den stille Mata Hari, den mystiske, voldelige figur, der prøver kræfter med den velordnede og alt for rene verden som en brandstifter.”

MICHAEL ONDAATJE

MaddAddam

Margaret Atwood har været indstillet til – og modtaget – adskillige prestigefyldte litterære priser, bl.a. Booker-prisen i 2000.

”Det er ikke svært at værdsætte spændvidden i Margaret Atwoods værker – og deres styrke, elegance og variation. Når man lægger det sammen med hendes talent og bedrift som forfatter, efterlader det mig ved nærmere eftertanke åndeløs.”

ALICE MUNRO

155 mm

Af forfatteren til Oryx og Crake og Syndflodens år.

Det sidste bind i trilogien, der startede med Oryx og Crake og Syndflodens år. ”Atwood er poet. Ikke en eneste sætning i hendes skarpe, knastørre og levende prosa rammer ved siden af.”

JOHN UPDIKE

Margaret Atwood (f. 1939) har skrevet mere end 30 bøger, både romaner, lyrik og essays, blandt dem Tjenerindens fortælling, Katteøje, Alias Grace, Den blinde morder og senest Oryx og Crake og Syndflodens år.

38 mm

MARGARE T AT WOOD MaddAddam

Efter at en menneskeskabt pest har lagt jorden næsten øde, findes der kun en lille gruppe overlevende samt de gensplejsede crakere, som er venlige bio-skabninger, der skal erstatte menneskeheden. Men deres fredelige sameksistens trues af de voldelige og afstumpede painballere. Toby, tidligere medlem af Guds Gartnere og ekspert i svampe og bier, er blevet forelsket i den frække Zeb med den interessante fortid, bror til grundlæggeren af Guds Gartnere, Adam Ét.

Crakernes modvillige profet, Snemand Jimmy, hallucinerer efter en alvorlig feber, Amanda er i chok efter et painballer-angreb , og Ivory Bill længes efter den provokerende Swift Fox, der flirter med Zeb. Alt imens de gigantiske vilde grise og de ondsindede painballere truer med at angribe…

Med vid, overvældende fantasi og sort humor fortæller Margaret Atwood om skabninger i en verden, der har været udsat for ødelæggelse og anarki – og som forsøger at stable et nyt liv på benene i den nye verden.

MaddAddam er en flot afslutning på trilogien, der begyndte med Oryx og Crake og Syndflodens år.

www.lindhardtogringhof.dk

Omslag: Mark Airs

100 mm

LINDHARDT OG RINGHOF

231 mm

100 mm