Madens Verden læseprøve

Page 1

madens verden

Forord 5 Signaturretter 9

Let og lyst 47 Mere grønt 89 Alt i en gryde 117 Tid til mad 145 Det, som hører til 175 Spis brød til 211 Madplan 222 Ugeplan 224

Forord

Det har længe været et ønske – ja, lidt en drøm for os – at få mulighed for at lave en Madens Verden-kogebog. Vi har fået mange mails og beskeder fra vores brugere af Madensverden.dk, som ønsker sig en kogebog med de bedste opskrifter. Og det kunne vi ikke sige nej til. Så her er den: Madens Verdens første kogebog. Fyldt med opskrifter på lækker aftensmad.

Der er både klassiske Madens Verden-retter eller signaturretter, som vi kalder dem, gryderetter og mad i fad, lette retter med kylling og fisk, en del bud på kødfrie og grønne retter, tilbehør og lækre madbrød.

Det meste er god hverdagsmad, du kan nå på travle dage, men der er også et afsnit med opskrifter, når du har lidt mere tid til aftensmaden – både når den skal laves og nydes.

Alle opskrifterne er til fire personer, hvis der ikke står andet.

Som en del af kogebogen har vi også et afsnit om madplaner. Her får du vores bud på en god madplan ud fra opskrifterne her i bogen og også gode tips til, hvad du skal tænke på, når du selv sammensætter en madplan.

Der er tre ting, som har været omdrejningspunkter for os i arbejdet med kogebogen, og som også gennemsyrer hele Madens Verden:

• Det skal være sjovt og let at lave mad

• Der skal være mere grønt og mindre kød

• Vi skal undgå madspild

5

Det skal være sjovt og let at lave mad. Det skal føles nemt at lave god mad, og retten skal både smage godt og se lækker ud – lige meget om du er helt ny i et køkken eller har lavet mad i mange år.

Opskrifterne skal være enkle og til at forstå. Ingredienserne skal være nemme at få fat i, og fremgangsmåden skal være let at gå til.

Mere grønt, mindre kød. Vi vil gerne skrue lidt op for grøntsagerne og lidt ned for kødet. Det handler ikke om at blive vegetar eller veganer – men fordi det giver god mening at spise mindre kød og mere grønt i forhold til både sundhed, økonomi og klima.

Vi har for eksempel selv indført en ugentlig kødfri dag, ligesom vi heller ikke putter helt så meget hakket oksekød i vores kødsovs, som vi gjorde tidligere.

Derudover er smag og tilgængelighed af råvarerne vigtige. Det giver mening at spise efter årstiden. Både fordi råvarerne er billigere der, og fordi smagen er i top.

Undgå madspild. Der er ikke noget mere ærgerligt end at smide råvarer ud, der er blevet for gamle eller er udløbet, fordi du glemte at bruge dem i tide. Derfor har vores opskrifter få ingredienser, og vi tænker også i at få brugt hele grøntsagen ved for eksempel at komme et halvt spidskålshoved i en gryderet den ene dag og resten i en salat dagen efter. Det handler både om økonomi og klima og om den der ah-fornemmelse, når du får ryddet ud i grøntsagsskuffen og brugt det, der er tilbage, i en grøntsagssuppe.

6

Hvem er vi?

Bag Madens Verden er vi, Holger og Katrine Rørby Madsen.

Vi startede Madens Verden som vores helt egen private kogebog, hvor vi skrev Holgers opskrifter ned og lagde dem ud på internettet. På den måde var de altid ved hånden, når vi havde brug for dem. Det var egentlig ikke for, at andre skulle læse med – men efterhånden gjorde flere og flere det, og i dag er der ca. to millioner brugere på Madensverden.dk hver måned.

I dag bruger vi begge det meste af vores tid på Madens Verden. Holger udvikler fortsat de fleste opskrifter, og Katrine laver madplaner, nyhedsbreve og passer de sociale medier. Vi svarer begge vores brugere på stort og småt om mad, og så har vi skrevet denne kogebog sammen.

Den vigtigste pointe for os er, at det skal være sjovt at lave mad. Det giver glæde at lave mad, og så stimulerer det vores sanser, både når vi laver maden, og når vi spiser den. Ikke mindst skaber god hjemmelavet mad rum for at spise sammen med dem, vi holder af.

Vi håber, at du vil nyde vores opskrifter og madplaner og de mange små tips og tricks til god mad og bedre madlavning, der er rundtom i bogen. Det er nogle gange de helt enkle ting, der gør en verden til forskel.

Katrine og Holger

7

Koteletter i vildtsauce

Koteletter i vildtsauce smager himmelsk godt og kan sagtens serveres for gæster. Koteletterne er dækket med bacon, og saucen har en vildtagtig smag.

Koteletter

Smør eller olie til fadet

4 spsk. hvedemel

1 tsk. paprika

Salt og friskkværnet peber

4 koteletter uden ben, må gerne være lidt tykke

2 spsk. smør til bruning

Vildtsauce

Stegesky fra koteletterne

1 spsk. smør

2 spsk. hvedemel

2 dl vand

1 bouillonterning

2 dl fløde

4 tsk. ribsgele

1 spsk. engelsk sauce

Lidt citronsaft

Salt og friskkværnet peber

8 skiver bacon

Tænd ovnen på 200 °C varmluft, og smør et ildfast fad med plads til fire koteletter med lidt smør eller olie.

Bland hvedemel, paprika, salt og friskkværnet peber i en dyb tallerken.

Vend koteletter i det krydrede hvedemel.

Varm en pande godt op – gerne 7 på en skala fra 1-9. Kom et par spsk. smør på, og lad det bruse af.

Brun hurtigt koteletterne på begge sider, men uden at de bliver for mørke. Læg dem i fadet.

Kom smør på panden og derefter hvedemel, og rør det ud. Rør bouillonterningen ud i kogende vand, og kom den på panden med fløde.

Lad det koge op, og skru derefter lidt ned for varmen, så det blot simrer.

Kom ribsgele og engelsk sauce i, og smag til med lidt friskpresset citronsaft, salt og friskkværnet peber.

Hvis saucen er for tyk, kan du tilsætte lidt mere vand eller fløde. Hæld sauce over dine koteletter i fadet, og læg derefter skiver af bacon over koteletterne, så de næsten dækker kød og sovs. Stil fadet i ovnen på næstnederste rille i 20-25 minutter.

Server koteletter i vildtsauce med krydret blomkål med paprika og hvidløg, se opskriften s. 183, og spidskålssalat med æble, se opskriften s. 188.

Tip

Vil du gøre retten endnu mere vildtagtig, kan du fordele stegte skiver af champignon over koteletterne, inden du lægger baconskiverne på.

20

Spinatpandekager med kyllingekødsovs

De grønne pandekager smager skønt og ser festlige ud. Du kan spise dem med alt muligt fyld. Her har vi lavet en kødsovs med hakket kylling og mere spinat.

Spinatpandekager

31⁄2 dl mælk

175 g hvedemel

3 æg

Lidt salt

2 spsk. olivenolie 100 g frisk spinat

Smør til stegning

Kyllingekødsovs

1 stort løg

3 fed hvidløg

1 rød peberfrugt 400 g hakket kylling Smør til stegning

2 spsk. engelsk sauce

1 ds. hakkede tomater

2 spsk. tomatpasta 1 dl vand

1 hønsebouillonterning

2 tsk. tørret timian

Lidt friskpresset citronsaft 100 g frisk spinat

Salt og friskkværnet peber

Lav først dejen til dine spinatpandekager.

Kom alle ingredienserne – undtagen spinat – i en blender, og blend det sammen til en dej. Skyl spinaten, afdryp, og kom den i blenderen. Blend igen.

Nu skal du lave kyllingekødsovsen.

Pil løg og hvidløg, og hak dem fint.

Skyl peberfrugten, og skær den i små tern.

Brun det hakkede kyllingekød i lidt smør i en gryde.

Tilsæt løg og hvidløg, og lad det svitse med.

Tilsæt peberfrugt, og svits yderligere et minut, inden du kommer de øvrige ingredienser i – undtagen den friske spinat. Rør godt sammen, og lad kødsovsen simre i ca. 15 minutter.

Skyl spinaten, og vend den i sovsen. Rør godt rundt, og lad den falde sammen.

Smag til med salt og peber, og lad den køle lidt af, mens du bager pandekagerne.

Bag pandekagerne i en smule smør. Du får 6-8 spinatpandekager afhængigt af størrelsen.

Fordel lidt kyllingekødsovs på hver pandekage, og rul sammen.

Server dem med salat med ovnbagte tomater og pinjekerner, se opskrift side 199, eller spidskålssalat med æble, se opskrift side 188.

Tip

Det kan være bøvlet at skylle spinat, og derfor kan du med fordel købe færdigskyllet spinat, der er klar til brug. Spinatpandekagerne kan i øvrigt også fyldes med salat og en rest kylling eller andet kød, så du får brugt dine rester op.

64

Cremet kartoffel ­ porre ­ suppe med bacon

Suppen er en rigtig hverdagsfavorit. Suppen blendes og anrettes med sprød bacon og persille. Du kan servere den både som forret eller hovedret.

Suppe

1 løg

2 fed hvidløg

500 g kartofler

2 porrer

3 spsk. smør

1 1⁄4 liter hønsefond eller bouillon af 1 1⁄4 liter vand og 2 hønsebouillonterninger

1 dl fløde

1 citron

Salt og friskkværnet peber

Pynt

4 skiver bacon

1 bundt persille

Pil løg og hvidløg, og hak dem groft. Skræl kartoflerne, og skær dem i mindre tern. Skær toppen og roden af porrerne, og skyl dem godt. Skær dem derefter i tynde skiver.

Smelt smørret i en gryde, og tilsæt kartofler, porrer, løg og hvidløg.

Lad det svitse i ca. fem minutter ved lav varme, så det ikke tager farve. Rør i det undervejs, så det ikke brænder på. Tilsæt hønsefond eller bouillon og fløde, og kog videre i ca. 10-15 minutter, indtil porrer og kartofler er helt møre. Imens suppen koger, kan du gøre bacon og persille klar til pynt på din suppe.

Steg bacon sprødt på panden eller i ovnen. Skyl, og hak persillen fint. Blend suppen i gryden med en stavblender, så den bliver helt jævn.

Smag til med lidt friskpresset citronsaft, salt og friskkværnet peber.

Anret den varme kartoffel-porre-suppe i lune, dybe tallerkener, og pynt med bacon og persille.

Server den med et stykke friskbagt ciabattabrød, se opskriften side 215.

Tip

Du kan også pynte suppen med tynde ringe af porrer, som du sauterer et par minutter i smør på panden.

114

Madensverden.dk er et af Danmarks største madsites med over 2 millioner brugere om måneden. Her er mottoet, at det skal være let at lave mad –både at købe ind til og at tilberede. Og så skal det være noget, som hele familien kan lide. I denne bog får du alle de bedste opskrifter fra Madens Verden lige fra de populære signaturretter til lette retter med kylling og fisk, grønne retter samt masser af tilbehør og lækre madbrød.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.