Hesteskoen er en serie til hesteglade piger mellem 8 og 13 år, der godt kan lide at læse om heste, venskab og måske lidt kærlighed …
mille indhold.indd 6
08/01/15 11.33
Brit T. Mohn Wichlund
P책 dansk ved Elisabeth Kiertzner
mille indhold.indd 7
08/01/15 11.33
1. kapitel
mille indhold.indd 9
08/01/15 11.33
Jeg vil aldrig ride mere. Det er helt sikkert. Aldrig! Aldrig! Aldrig! Jeg lægger hovedet i hænderne og glor ned i skrivebordet. Der ligger skriveunderlaget – med heste på. Dansende, vrinskende, springende, glade heste. Jeg kigger op igen. Verden er dum og uretfærdig. Udenfor er det dejligt forårsvejr. Jeg kigger ud ad vinduet. Jeg kan høre kvidrende fugle og legende børn derude. Alle er tydeligvis glade, undtagen mig. På bordet ligger mine skolebøger, men jeg kan ikke koncentrere mig om dem og har dårligt nok åbnet geografibogen, selv om vi har et vigtigt kapitel for til i morgen. Jeg ser mig omkring i værelset med et tomt blik. Væggen bag skrivebordet er fuld af hestebilleder. 11
mille indhold.indd 11
08/01/15 11.33
Nogle af dem har jeg klippet ud fra blade, nogle er fra gamle kalendere, og så er der enkelte fotografier. Et af dem er indrammet. I en tyk guldramme. Jeg var så stolt af det billede, og jeg er lige ved at græde, når jeg ser på det. Det er et billede af mig til hest, mig og Prins. Billedet bliver en utydelig masse, da tårerne presser sig på. Jeg kender billedet godt, hver en detalje. Det blev taget til juleafslutningen på rideskolen sidste år. Jeg vinker og smiler og har mørkeblå ridejakke på og kridhvide bukser. Begge dele har jeg lånt. Det er ikke det, jeg plejer at have på, når jeg rider. Eller rettere: red. Ridehjelmen er lidt for stor, men man skal have noget at vokse i, siger min far. Som om man kan vokse i en ridehjelm. Regner han med, at jeg bliver tyk i hovedet, eller hvad? Ridepisken er min egen, og de sorte ridestøvler, der selvfølgelig er alt for store, er også mine. Det er far, der har taget billedet. Og gæt, hvem der fik lov at ride forrest i optoget? Det var næsten ikke til at fatte. Jeg, der kun havde gået på rideskolen i et år! Og i det øjeblik, far tog billedet, knejsede Prins stolt med nakken. Totalt held. Han plejede ellers bare at gå, som han ville, nemlig med hovedet højt i vejret eller ind mod bugen, og så sad jeg der med flagrende tøjler og hænderne oppe under hagen. Men på billedet er alt perfekt. Bortset fra en enkelt lille ting. Nederst i højre hjørne kan man ane 12
mille indhold.indd 12
08/01/15 11.33
fligen af en jakke. Det gyser i mig. Det er Jahnssons jakke. Ham, der ejer rideskolen. Han stod lidt i vejen for fars kamera. Jeg orker ikke at tænke mere. Gennem tårerne ser jeg den kraftige, mørke hest, der er lidt for stor til mig, med løftet hoved og tyk man, der er blevet flettet i dagens anledning. Jahnsson er morder, tænker jeg. I det samme banker det på døren. Det er mor. ”Nu er maden færdig, Mille,” siger hun og ser på mig. Mor har lavet min livret: spaghetti med kødsovs. Faktisk har hun lavet det bedste, jeg ved, i tre dage nu, og min storebror, Thomas, som er 15, siger, at han bliver forskelsbehandlet. Men i går fik vi pizza, selv om vi kun plejer at få det om lørdagen. Det kan han også godt lide. Det hjælper ikke. Jeg stikker til maden, styrer en kødbolle rundt i sovsen med gaffelen og vikler spaghetti rundt i skeen. Rundt og rundt og rundt, indtil far begynder at rømme sig. Jeg kender den rømmen. Den er et faresignal og betyder, at far er ved at blive irriteret. Hvis han også begynder at hoste, betyder det, at der virkelig er fare på færde. Men han har heldigvis ikke hostet endnu. Han fatter ingenting. Hvordan skulle jeg kunne spise noget, når Prins er død? Så havde jeg jo været virkelig mærkelig! Min mor forstår det i det mindste, og hun ser på mig med rare øjne, da jeg på et tidspunkt 13
mille indhold.indd 13
08/01/15 11.33
sender et skulende blik op fra tallerkenen, som jeg hele tiden har haft øjnene rettet stift ned mod. Thomas lader ikke til at ane, hvad der foregår. Han opfører sig så mærkeligt for tiden. Står faktisk i flere minutter foran spejlet og pladrer gele i håret og skifter hele tiden jakke. Jeg ved, hvem han gør sig til over for. Der går en pige i hans klasse, der hedder Tone. Jeg har set dem sammen i byen en gang, og en anden gang opdagede jeg dem inde på hans værelse. Gad vide, hvad mor havde sagt, hvis hun havde vidst det. Jeg måtte love ikke at sige noget. Det løfte har jeg holdt. Den viden kan nemlig være god at have. Man ved aldrig. Jeg forlader bordet. Desserten, pandekager med jordbærsyltetøj, har jeg ikke rørt, selv om jordbær er noget af det bedste i verden. Inden jeg lukker døren bag mig, kan jeg høre far sige: ”Hvor længe skal det surmuleri fortsætte?” ”Det går nok snart over,” svarer mor. Går snart over?! Aldrig! Jeg kommer mig aldrig over, at Prins er væk for evigt. At jeg aldrig mere skal sidde på hans gode, brede ryg, se ind i hans store, kloge øjne, klappe ham på halsen og give ham en godbid, når han har været dygtig. Jeg skal aldrig mere klø ham bag ørerne og varme fingrene under hans tykke man, når det er koldt. Nu kan jeg mærke, jeg bliver vred. Sådan er jeg. Først bliver jeg ked af det, 14
mille indhold.indd 14
08/01/15 11.33
så bliver jeg vred. Jeg kender mange, der kun bliver kede af det, men jeg bliver vred oveni. Der er bare det ved det, at det ikke hjælper. Ikke denne gang. Jeg marcherer ind på mit værelse, tager billedet i guldrammen ned og lægger det i bunden af skuffen med bagsiden opad. Så slipper jeg for at se på det. Det er tre dage siden, jeg fik den forfærdelige nyhed. Vi havde været på påskeferie, mor, far, Thomas og mig. Vi havde lejet en hytte, der var masser af sne, og vi havde det vildt sjovt. Thomas og jeg skændtes ikke en eneste gang. Vi løb på ski eller var på skibakken hele dagen, og når vi kom hjem, fik vi varm kakao og vafler, som mor havde bagt. Thomas sms’ede med Tone hver aften, i smug troede han. Jeg lavede huler i sneen udenfor, og der var så meget sne, at jeg kunne hoppe fra hyttens tag og ned i snedyngen under det. Men selv om det er sjovt at stå på ski, er der selvfølgelig ikke noget i hele verden, der kan måle sig med at ride. Jeg kunne næsten ikke vente, til ferien var slut, og rideskolen startede igen. Det var mandag, og far kørte mig. Jeg plejer at cykle, for der er ikke så langt, men den her mandag småregnede det og var koldt. Jeg smed ridehjelmen ind på bagsædet af bilen og smuttede ind, inden far fik sat sig bag rattet. Bilen ville først ikke starte. Typisk. Måske skulle 15
mille indhold.indd 15
08/01/15 11.33
jeg alligevel være cyklet. Far blev sur og brokkede sig over ’den gamle kasse’, som han gør, hver gang vi er ude at køre. Men vi kom da af sted. Kort efter kørte vi ind ad porten til rideskolen, som hedder Liljelund Ridecenter. Liljelund var engang for længe siden et gods, har far fortalt. Men nu er der ikke længere noget tilbage af det. Jeg har heller ikke set nogen liljer der, kun græstotter. Men porten står der altså endnu, og den er enestående. En høj smedejernsport med masser af krummelurer og forgyldte spidser, selv om guldet efterhånden er slidt næsten helt af. Fars bil bumpede af sted ned ad den hullede grusvej, og vi parkerede på pladsen foran ridecentret. Det er helt nyt og moderne og ret stort. Det har to adskilte stalde under samme tag: én til rideskoleheste og én til privatheste. Begge stalde er store og lyse, og alle hestene har god plads i boksene. Lidt derfra ligger ridehallen, som blev bygget sidste år. Den er også stor og flot. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok ud af bilen. Klokken var tolv minutter over fem, og ridetimen skulle starte kvart over. Jeg havde skyndet helt vildt på far for at få ham til at køre hurtigere, men uden held. Så jeg greb ridehjelmen og pisken og for op til ridehuset, hvor jeg regnede med at se de andre. Der var tomt. Jeg blev forvirret. Så kom jeg i tanke om, at det her var første time, og løb i fuld fart op mod stalden, hvor staldpigerne måtte være ved at gøre hestene klar 16
mille indhold.indd 16
08/01/15 11.33
til ridetimen. Den dejlige duft af hø og hest slog mig i møde, da jeg åbnede døren, som stod på klem. Der var et mylder af mennesker i stalden, nogle, som jeg kendte, og som gik på samme hold som mig, og andre, som jeg ikke kendte så godt. Jeg løb hen til Prins’ boks. Den var tom. Total forvirring igen. Stod Prins et andet sted? Så opdagede jeg, at hans navneplade var væk. Jeg greb fat i nærmeste hestepasser, en pige fra min parallelklasse. ”Hvor er Prins?” spurgte jeg forpustet. ”Har du ikke hørt det?” sagde hun alvorligt. ”Hørt hvad?” Jeg mærkede en snigende uro. Pigen strøg en hårtot væk fra ansigtet. Hun så på mig og sagde tøvende: ”Han er sendt til slagtning.” Jeg sagde ingenting. Stod bare med åben mund. Hun kunne lige så godt have slået mig, så jeg faldt og slog hovedet mod det hårde stengulv. Alt omkring mig blev en forvirret masse af heste, piger og staldgrej. Jeg pressede læberne sammen, vendte om og gik ud. Udenfor var det begyndt at regne meget. Jeg mærkede det ikke. Jeg kunne høre heste vrinske indenfor og folk snakke. Jeg stirrede tomt frem for mig. Til slagtning. Det var helt uvirkeligt. Jeg var tør i munden. Det var bare så helt ufattelig brutalt. Jeg ville væk og løb hen mod bilen. Far sad stadig i den og læste avis. Han blev overrasket, da jeg flåede døren til bagsædet op. 17
mille indhold.indd 17
08/01/15 11.33
”Skal du ikke ride?” spurgte han. Jeg kastede mig ind. ”Nej,” fik jeg sagt gennem sammenpressede læber. Far så på uret. ”Men timen begynder nu?” Han så fra mig til sit armbåndsur og så på mig igen. Far er ikke dum. Han fornemmede, at noget var galt, og startede bilen, som for en gangs skyld satte i gang med det samme. Under hele køreturen, som varede en evighed, stirrede jeg ud ad vinduet uden at sige noget. Han prøvede ikke at få mig til at fortælle, hvad der var galt. Han vidste, at det ikke nyttede noget. Og at mor før eller siden ville få at vide, hvad der var sket. Det var i mandags. I dag er det torsdag, og jeg tror ikke, jeg vil græde mere nu. Men jeg vil heller ikke ride mere. Og det er Jahnssons skyld, ham, som ejer Liljelund Ridecenter, og som er morder. Jeg har aldrig kunnet lide Jahnsson. Jeg mærker en våd snude mod min hånd. Det er vores hund, Laban, en sort labrador. Han er enormt sød og gør aldrig noget galt, bortset fra dengang han spiste mors vasketøj. Tøjet lå spredt ud over hele græsplænen, og jeg troede, mor ville blive stiktosset, men hun begyndte bare at grine. Vi var lige flyttet her til Terneby, og jeg var ikke begyndt på rideskolen endnu. Jeg klapper Laban på hovedet. Det føles, som om det er hundred år siden. Jeg tænker tilbage på dengang, 18
mille indhold.indd 18
08/01/15 11.33
da jeg begyndte at ride. Jeg var otte år, da jeg opdagede det vidunder, som heste er. På en gård i nærheden af, hvor vi boede før, var der shetlandsponyer og en lille rideskole. Der kom jeg nogle gange. Men mor kunne ikke lide bestyreren, og far frøs halvt ihjel, engang han stod og ventede på mig midt om vinteren. Han fik lungebetændelse og var syg i flere uger. Men egentlig tror jeg også, han syntes, det var lidt okay at ligge på sofaen og tygge pastiller og blive opvartet en del længere, end lægen havde sagt var nødvendigt. Så flyttede vi til Terneby, som er en flække og egentlig en forstad til en større by. Efter lidt tid hørte jeg om Liljelund Ridecenter. Der har jeg gået i halvandet år. Men jeg troede ikke, at min karriere som rytter ville være så hurtigt overstået. Jeg vil ikke ride mere, og bare tanken får tårerne til at presse sig på. Grimme, onde Jahnsson! Jeg knytter hænderne i vrede, og Laban ser på mig. Hvis jeg bare kunne hævne mig … Men hvad kan en pige stille op over for en voksen mand? Ingenting.
mille indhold.indd 19
08/01/15 11.33
2. kapitel
mille indhold.indd 21
08/01/15 11.33
”Kamille!” Stemmen skærer mig i ørerne. Den går gennem marv og ben. Stemmen tilhører Jansen, der sidder ved katederet og peger på mig med en pegepind. Kamille, det er mit fulde navn. Egentlig hedder jeg Kamille Ophelia. Det er helt utroligt, at nogen kan finde på at døbe et barn Ophelia, men jeg har en grandtante, som var blevet dødeligt fornærmet, hvis jeg ikke var blevet opkaldt efter hende. ”Kan Kamille fortælle os, hvilken elv der er Norges længste?” Jansen peger på mig igen med den lange pegepind. Han er vores geografilærer og virkelig upopulær. Han sidder og skuler ud gennem de runde briller, der 23
mille indhold.indd 23
08/01/15 11.33
sidder yderst på hans spidse næse. Så læner han sig frem over katederet og tager fat om hjørnerne med sine knoklede hænder. Han ser ud, som om han er klar til at lave et bukkespring og kaste sig over en af dem, der sidder på forreste række. Det gør jeg heldigvis ikke, men det hjælper ikke lige nu. Jeg lavede ikke lektier i går. Jeg plejer at lave lektier. Jeg er faktisk ret god i skolen, og derfor bliver jeg sjældent hørt. Men i dag er jeg virkelig uheldig. Jeg vrider mig på stolen og synker en klump. Der er dødstille i klassen, samtlige blikke er rettet mod mig. Norges længste elv. Alle fornemmer, at et afgørende øjeblik nærmer sig. Jeg kan ikke svare, og Jansen gør et notat i sin sorte bog. Der tiskes og hviskes bag mig. Det er Maria, min bedste veninde, der prøver at redde mig. ”Nå,” siger Jansen højt, ”eftersom Maria allerede har svaret, behøver jeg jo ikke at gentage spørgsmålet.” Han tager den sorte bog frem. Timen slutter et par minutter senere, men det føles som en evighed. Jeg ånder lettet op, da jeg kommer ud i den varme forårssol. Maria og jeg står i skolegården og misser med øjnene i det stærke lys. Rundtomkring er der små vandpytter, og jeg zigzagger for ikke at blive våd. ”Han var forfærdelig i dag,” siger Maria. Jeg nikker. Og så kan jeg heller aldrig tænke på Jansen uden at tænke på Jahnsson. Man kan sige, at jeg kan sætte 24
mille indhold.indd 24
08/01/15 11.33
navn på mit livs forskrækkeligheder: Det er Jansen med eller uden h, to s’er og -on til sidst. ”Jeg var henne på rideskolen i går,” siger Maria. Hun er hestepige ligesom mig og har redet omtrent lige så længe. Jeg lader, som om jeg ikke er interesseret. Min tid som rytter er forbi. Desuden bliver jeg rasende, når jeg tænker på Jahnsson, og ked af det, når jeg tænker på Prins. Ulykken betød jo ikke så meget for Maria, så hun går stadig på rideskolen. Det kan jeg godt forstå. Hun behøver ikke at sørge med mig, og jeg forlanger ikke, at hun er solidarisk. Der var to andre rideskoleheste, ud over Prins, som måtte lade livet, men ingen af dem var Marias. Den ene var Pil, en brun hoppe, som jeg ikke kendte så godt. Hun var lunefuld, og jeg red aldrig på hende. Den anden var Tim, en fjordhest. Han var ret tyk. Jeg red på ham et par gange, og om ikke andet var det god motion. Der var elleve rideskoleheste; nu er der otte tilbage. Jeg trækker på skuldrene. Maria har lyst til at fortælle noget, men hun kan se, at jeg er ked af det. I stedet siger hun. ”Hestene var gamle.” ”Ikke sååå gamle,” siger jeg. Jeg kan mærke, jeg bliver oprørt. Prins var femten, det er ret meget, men ikke enormt meget. Tim var sytten, og jeg ved ikke, hvor gammel Pil var. 25
mille indhold.indd 25
08/01/15 11.33
”Og syge,” siger Maria forsigtigt. Jeg har hørt om Prins’ sygdom. Dyrlægen sagde, at den var uhelbredelig, og at Prins bare ville blive mere og mere svækket. Men jeg troede ikke på ham. Måske havde han rottet sig sammen med Jahnsson og var en lige så stor idiot. Sådan noget kan man jo ikke vide med sikkerhed. Jeg nægter at tro på, at Prins var dødssyg! ”Måske var det bedst sådan,” siger Maria forsigtigt. Hun ser på mig. Hun fornemmer mit temperament. Noget inden i mig gør oprør, men et eller andet sted jeg ved godt, at hun har ret. Jeg siger ikke noget. ”Tak, fordi du prøvede at hjælpe mig i timen,” siger jeg i stedet. Det er Marias tur til at trække på skuldrene. Jeg har lyst til at snakke om noget andet end heste, men jeg kan se, at Maria er ved at revne, og jeg er lidt nysgerrig. Så buser hun ud med det. ”Der kommer fire nye heste til rideskolen!” Hun kigger ivrigt på mig. Hvis nyheden var kommet inden påske, havde jeg været lige så begejstret, som hun er. Fire nye heste! ”Fire ponyer!” siger Maria. Jeg ser det straks for mig: fire smukke, dansende ponyer, som leger på en eng. Man og hale stråler i solen. Et øjeblik får jeg også lyst til at råbe hurra. Så tager jeg mig i det. Jeg skal jo ikke ride mere. ”Nå,” siger jeg bare. Maria ser på mig. Hun ved selvfølgelig, at jeg er holdt op på rideskolen. Jeg var 26
mille indhold.indd 26
08/01/15 11.33
kun halvvejs inde i forløbet, og vi fik til fars store lettelse pengene tilbage for resten af sæsonen. Han tænker kun på penge. Ikke på, at Prins er død. Jeg forstår ikke voksne. ”Hvornår kommer de så?” spurgte jeg med påtaget ligegyldighed. ”Jeg ved det ikke helt, men i hvert fald inden sommer!” Marias øjne stråler af begejstring. Jeg lader som ingenting. Efter skolen cykler jeg hjem i fuld fart. Det er fredag eftermiddag. Så sagtner jeg farten. Som regel laver jeg lektier fredag eftermiddag, så jeg har fri i weekenden. Og i weekenderne plejer jeg så at være på rideskolen hele tiden … men nu er der ligesom ingen grund til at skynde sig. Jeg cykler forbi rækker af huse, store, gamle murermestervillaer og flade, moderne træhuse. Så bliver der længere mellem husene, og jeg når til et kryds, hvor jeg skal dreje til højre for at komme hjem til vores hus på Kløvervej. Lige fremme ligger Liljelund Ridecenter. Det er meget mærkeligt at tænke på, at jeg ikke skal cykle den vej mere. Jeg sætter mig i mit værelse og er ekstra omhyggelig med lektierne. Jeg tænker på Jansens skulende blik. Der går en time eller to. Jeg læner mig tilbage i stolen, strækker mig og sukker. Alle mine vægge er bare. Ingen hestebilleder at kigge på, ingen søde 27
mille indhold.indd 27
08/01/15 11.33
ponyer, der kommer løbende, og ingen store, flotte heste, der knejser stolt med nakken i elegant trav. Jeg tænker på de fire nye ponyer, som Maria har snakket om. Inden jeg ved af det, er jeg kravlet længst ind i klædeskabet, hvor jeg har gemt mine hesteting. Jeg trækker posen med strigle, mankam, hovrenser og den slags frem. Noget af det har jeg fået i fødselsdagsgave eller til jul, andet har jeg selv købt med surt opsparede penge. Det lugter af hest. ”Det stinker af hest,” plejede Thomas at sige, når jeg kom hjem fra rideskolen. Han fatter jo ingenting. Hest lugter godt, det lugter af stald, hø og … forventninger! Jeg snuser ind. Striglen er stadig fuld af hår. Det er Prins’ hår. Jeg plukker dem ud af striglen og lægger dem på bordet. Det er det eneste, der er tilbage af Prins, tænker jeg. Det er ufatteligt. Tænk, hvis Prins havde kunnet leve nogle år mere. Han kunne have gået og hygget sig på en frodig eng uden rideskolens slid og slæb. Men det passede ikke Jahnsson. Det ville koste plads, foder og dyrlæge. Det er sådan, voksne tænker. Jeg bliver vred. Men måske havde Maria ret … Jeg kigger ud ad vinduet. Uanset hvad, er Prins væk. Sådan er det bare, og det må jeg acceptere. Jeg når lige at tænke, at det er over tre uger siden, jeg har redet, næsten fire, da jeg hører en dør gå 28
mille indhold.indd 28
08/01/15 11.33
nedenunder. Så lyder der latter og fnis, og jeg spidser ører. Det må være Tone og Thomas. Jeg lister hen til døren og åbner den forsigtigt på klem. Jo, det er dem. Jeg når lige at se ryggen af Tone, inden de forsvinder ind på Thomas’ værelse. Alle er åbenbart glade, undtagen mig. Pludselig gider jeg det ikke længere. Jeg trækker lynhurtigt i et par gamle jeans, finder gummistøvlerne og den slidte anorak frem, som jeg plejer at ride i. Så sætter jeg mig op på cyklen og begiver mig af sted mod rideskolen. Jeg har en vigtig opgave i morgen. Jeg må overtale mor til at finde et ridehold til mig igen.
mille indhold.indd 29
08/01/15 11.33