Min kamp VI - læseprøve

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Min kamp er oversat fra norsk efter Min kamp Copyright © Forlaget Oktober as, Oslo 2011 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Imperiet med foto af Christina Ottosson Bogen er sat med Adobe Garamond hos Rosendahls − BookPartnerMedia og trykt hos WS Bookwell 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland 2012 ISBN 978-87-1139-0399 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Udgivet med oversættelsesstøtte fra NORLA

Oversættelsen er støttet af Statens Kunstråds, Litteraturudvalg

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Karl Ove Knausg책rd

Min kamp Sjette bog Roman P책 dansk ved Sara Koch

Lindhardt og Ringhof

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

i midten af september 2009 tog jeg op til Thomas og Marie på deres lille landsted mellem Höganes og Mölle, han skulle tage billeder af mig til de næste romaner. Jeg havde lejet en bil, en sort Audi, og kørte om formiddagen nordpå på motorvejen med en stærk følelse af lykke i brystet. Himmelen var helt klar og blå, solen brændte som den gør om sommeren. Ude til venstre lå Øresund og blinkede, til højre strakte gule stubmarker og enge sig ind i landet, delt op af hegn, bække som rækker af løvtræer voksede langs med, pludselige skovbryn. Jeg havde en følelse af at denne dag egentlig ikke burde have eksisteret, den stod som en slags oase af sommer midt i efterårets tilgustnende landskab, og det, at det egentlig ikke burde have været sådan, at solen ikke skulle brænde så stærkt, himmelen ikke være så mættet af lys, vakte en uro midt i glæden, mærkede jeg, men lod tanken om det hvile, i håb om at den ville forsvinde af sig selv, sang i stedet med på omkvædet til Cat People, som netop da lød fra stereoanlægget, og nød synet af byen der dukkede op på venstre side, havnekranerne, fabriksskorstenene, lagerbygningerne. Det var udkanten af Landskrona jeg passerede, ligesom jeg nogle minutter forinden havde passeret Barsebäck med atomkraftværkets karakteristiske og altid så skræmmende silhuet i det fjerne. Næste by var Helsingborg; landstedet jeg skulle til, lå ti-tyve kilometer uden for den.

Jeg var sent på den. Først havde jeg siddet længe inde i den store, kølige bil i parkeringshuset, jeg forstod ikke hvordan jeg skulle starte den, at gå ind på udlejningskontoret og spørge dem var udelukket, tænk om de ville tage bilen fra mig hvis jeg røbede 7

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

så stor ukyndighed, så jeg sad og læste i manualen, bladrede frem og tilbage, der stod ikke noget om motorstart. Jeg granskede instrumentbrættet, derefter nøglen, som ikke var nogen nøgle, men en sort plastikskive. Jeg havde åbnet bilen ved at trykke på den, og spekulerede nu på om det kunne være et lignende system der startede den. Ved ratstammen var der i hvert fald ikke nogen tænding.

Men hvad var det? Der var da i det mindste et hul?

Jeg stak den sorte plastikskive ind i det, og bilen startede. Den næste halve time kørte jeg rundt inde i Malmø centrum og ledte efter den rigtige vej ud af byen. Da jeg endelig kom ud på motorvejen, var jeg derfor næsten en time forsinket.

Idet Landskrona forsvandt bag åsen, famlede jeg efter mobilen på sædet ved siden af, fandt den og tastede Geir A’s nummer. Det var ham der i sin tid havde præsenteret mig for Thomas, de havde mødt hinanden i en bokseklub hvor Thomas arbejdede på en fotobog om boksning, og Geir skrev en afhandling om samme emne.

De var et umage par, for at sige det mildt, men de havde stor respekt for hinanden.

– Hej, min dreng, sagde Geir.

– Ja, hej, sagde jeg. – Vil du gøre mig en tjeneste?

– Selvfølgelig.

– Ringe til Thomas og sige at jeg bliver en time forsinket?

– Selvfølgelig. Kører du bil nu?

– Ja. – Det lyder godt.

– Det er fantastisk, til en forandring. Men nu skal jeg overhale en lastbil.

– Ja? – Jeg kan ikke tale i telefon samtidig.

– Nogen burde forske i din simultankapacitet engang. Men okay. Vi tales ved.

Jeg lagde på, gearede ned og kørte forbi den lange, hvide last8

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

bil som vuggede let i lufttrykket. Tidligere den sommer havde jeg kørt hele familien op til Koster, på vej derop var der sket to næstenulykker, første gang fik jeg dækslip i høj fart, det kunne være gået helt galt, anden gang var det ikke så slemt, men alligevel oprivende; i en kø lige uden for Gøteborg skulle jeg skifte bane, så ikke bilen der kom bagfra, og undgik kun et sammenstød fordi den bremsede så hurtigt. Den vrede dytten bagefter skar lige ind i sjælen. Efter det havde jeg ikke længere en god følelse i kroppen når jeg kørte bil, der lå altid en lille frygt der, sikkert sund, men alligevel, selv det at overhale en lastbil, bragte mig ud af fatning, jeg måtte tvinge mig til at gøre det, og efter sådan en tur havde jeg altid angst i et par dage, ligesom når jeg havde tømmermænd.

At jeg havde taget kørekort og faktisk godt måtte køre bil, tillagde sjælen ingen betydning, den hang bagefter og levede stadig i den tid hvor et af mine store og tilbagevendende mareridt handlede om at jeg satte mig ind i en bil og begyndte at køre uden at kunne. Fuld af angst på de snoede norske veje med truslen om at politiet kunne komme når som helst, hængende over mig, lå jeg og sov i en seng et sted med puden og den øverste del af dynen våde af sved.

Jeg kørte fra motorvejen og kom ind på den smallere landevej til Höganes. Varmen udenfor var synlig, der var noget med fylden i lyset og på himmelen, ligesom tilsløret, og de bløde glimt som solskinnet dryssede ud over alting. Verden stod åben, sådan føltes det, og den skælvede.

Efter ti minutter drejede jeg ind foran et supermarked, standsede og steg ud af bilen. Åh, der var et sug i luften. Den havde havets blå i sig, men var ikke varm på den måde luften er om sommeren, der var et strejf at noget køligt og roligt i den. Da jeg gik hen over asfalten til supermarkedet, hvor flagene hang slapt ned udenfor, mindede den følelse som luften gav mig, om den jeg havde fået de gange jeg havde strøget hånden over en marmorover9

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

flade en brandvarm sommerdag i en italiensk by, den både subtile og overraskende kølighed der lå i det.

Jeg købte en kurv med hindbær som gave til dem, en pakke cigaretter og en pakke tyggegummi til mig selv, stillede kurven på passagersædet og kørte det sidste stykke. Kun hundrede meter fra supermarkedet drejede en vej ned til havet, den var smal og omkranset af hække fra alle de små, hvidmalede sommerhuse. Thomas og Marie boede for enden af vejen med havet mod vest og en stor grøn mark mod øst.

Da jeg smækkede døren i efter mig, kom Thomas gående barbenet over græsplænen. Han gav mig et knus, han var et af de få mennesker der kunne gøre det uden at det føltes intimt. Hvorfor, vidste jeg ikke. Måske var det så enkelt som at han var femten år ældre end jeg, og selvom vi ikke kendte hinanden særlig godt, havde han altid haft en venlig indstilling til mig.

– Hej, Karl Ove, sagde han.

– Længe siden, sagde jeg. – Hvilken fantastisk dag!

Vi gik over græsplænen. Luften stod helt stille, træerne stod helt stille, solen hang over havet og sendte sine brændende stråler ned over landskabet. Fornemmelsen af kølighed var der aldrig.

Det var længe siden jeg havde følt sådan en ro.

– Vil du have en kop kaffe? sagde Thomas da vi standsede bag huset, hvor han sommeren forinden havde bygget en terrasse af træ, som et skibsdæk, fra huset hen til den tætte, helt uigennemtrængelige hæk, hvis rolige skygge rakte et par meter ind i haven.

– Ja, tak, sagde jeg.

– Sæt dig ned så længe.

Jeg satte mig, tog solbriller på igen og lagde hovedet tilbage for at få så meget sol som muligt mens jeg tændte en cigaret og Thomas fyldte en beholder med vand under vandhanen ude i det lille køkken.

Marie kom ud. Hun havde skubbet solbrillerne op i panden, 10

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

missede med øjnene mod solen. Jeg sagde at jeg havde læst om hende i Dagens Nyheter samme morgen, der var et referat af en kunstdebat hun havde deltaget i. Selvom jeg anstrengte mig, kunne jeg ikke længere huske hvad der havde stået om hende, men hun spurgte heldigvis ikke ind til det, sagde bare at hun ville tjekke det på biblioteket, hun var alligevel på vej derhen.

– Er din bog udkommet? sagde hun.

– Nej. Den udkommer faktisk på lørdag.

– Hvor spændende! sagde hun.

– Ja, sagde jeg.

– Jamen, så ses vi senere, sagde hun. – Du bliver til frokost, ikke?

– Jo, tak! sagde jeg og smilede. – Jeg har forresten Lindas manuskript med. Du kan få det bagefter.

Marie havde arbejdet som vejleder på forfatterskolen på Biskops-Arnö og sagt ja til at læse et novellemanus som Linda lige var blevet færdig med.

– Godt, sagde hun og gik ind igen. Umiddelbart efter startede en bil på den anden side af huset. Thomas kom ud med to kopper kaffe og et fad med muffins. Han satte sig ned, vi snakkede lidt, han hentede kameraet og tog nogle billeder mens vi snakkede videre om helt andre ting. Sidst jeg var der, havde han læst Proust, det gjorde han stadig, sagde han, lige før jeg var kommet, havde han siddet og læst om mormorens død. Det er en af de smukkeste passager, sagde jeg. Ja, sagde han og rejste sig for at tage billeder fra en anden vinkel. Jeg tænkte på den smule jeg huskede fra mormorens død. Hvordan den var kommet pludseligt. I det ene øjeblik var hun steget om bord i en vogn der skulle køre hende gennem Luxembourg-parken, i det næste fik hun en hjerneblødning som hun få timer senere døde af. Eller var det få dage senere? Huset var fuldt af læger, den altopslugende bekymring som satte sit præg på stemningen i sorgens første fase når 11

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

apatien stadig forstyrres af den uro som håbet giver. Alt som taget ud af det blå, rystelsen i det.

– Godt, sagde Thomas. – Prøv at flytte stolen ind under hækken derovre.

Jeg gjorde som han foreslog. Bagefter gik han ind for at studere billederne i skyggen. Jeg hentede mere kaffe ude i køkkenet og kastede et blik på billederne han klikkede frem da jeg gik forbi.

– Det blev godt, sagde han. – Hvis du altså ikke har noget imod at fremstå med en lidt lang næse.

Jeg smilede og gik ud igen. Thomas var ikke ude efter at få mig til at se godt ud, heller ikke efter at fange et bestemt udtryk, men det modsatte, forstod jeg, sådan som jeg så ud når jeg slappede helt af og ikke anstrengte mig på nogen måde.

Han kom ud uden kameraet og satte sig i solen.

– Er vi færdige? sagde jeg.

– Ja, sagde han. – Det blev godt. Det kan være at jeg tager nogle i helfigur senere.

– Godt, sagde jeg.

På den anden side af hækken lød lave stemmer. Jeg lagde det ene ben over det andet og kiggede op på himmelen. Den var helt skyfri.

– Jeg var på hospitalet for at besøge en af mine bedste venner før vi tog herned, sagde han. – Han har brækket nakken.

– Hvor forfærdeligt, sagde jeg.

– Ja. Han blev fundet på Gullmarsplan. Der er ingen der ved hvad der var sket, han lå der bare.

– Er han kommet til bevidsthed?

– Ja, han kan tale og er helt klar. Men han kan ikke huske hvad der er sket. Han har heller ingen anelse om hvad han lavede på Gullmarsplan.

– Havde han drukket?

– Nej, nej. Slet ikke. Han har en sygdom. Der er sket noget 12

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

lignende før, han er besvimet i sin lejlighed og er vågnet op uden at vide hvor han var. Men denne gang fik det større konsekvenser. Jeg er ikke sikker på at han klarer den.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og nikkede bare. Vi sad tavse lidt. Thomas kiggede på mig.

– Skal vi gå en tur?

– Det kan vi godt, sagde jeg.

Tre minutter senere lukkede han lågen bag os, og vi begyndte at gå over de nedgræssede marker der skrånede let ned mod stenstranden, og bølgerne der slog mod land dernede. Nogle langhornede køer stod på en lille bakke og stirrede på os. Selvom der lå et hus kun halvtreds meter væk, og bag det en trafikeret vej, føltes det alligevel som om det var en øde hede vi gik på. Måske var det havet der gjorde det, det uvante med at græsgangen løb helt ned til stranden. På disse kanter var det normalt den mest dyrebare mark, ikke noget man brugte til græsning.

– Deroppe ligger der stillinger fra krigen, sagde Thomas og pegede på nogle lave betonkonstruktioner lidt længere væk. – Du ved, Danmark er jo så tæt på.

– Det var der også der hvor jeg voksede op, sagde jeg. – Men der var det tyskernes.

– Virkelig? sagde han, løftede kameraet og tog et billede af mig i profil mod havet.

– Vi legede på dem da jeg var barn, sagde jeg. – Især bunkersene i skoven var dragende. Alene det at de fandtes! Det var i slutningen af halvfjerdserne. Det var jo kun lidt over tredive år efter krigen.

Det blæste mere herude i det åbne, men bølgerne der slog ind mod stranden, var lave og svage. Køerne var begyndt at græsse igen. Der var kokasser over det hele, nogle bløde og våde, andre tørre og stivnede.

– Derovre ligger en sjældenhed, sagde Thomas og pegede på en 13

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

lille sø der lå i et moseagtigt område af siv og mos, i ly fra havet bag en forhøjning.

– Hvad er det? sagde jeg.

– Du kan godt se søen, ikke?

Jeg nikkede.

– Der lever en frø der, som ikke findes andre steder i Sverige.

Den findes kun her. I den lille sø.

– Virkelig?

– Ja. Den findes vist også i Finland. Klokkefrø, kaldes den. Hvis vi er heldige kan vi høre dem. De lyder nemlig som små klokker. Jeg hørte engang et radioprogram hvor de havde optaget lyden af dem her og sammenlignet med dem i Finland. Skal vi gå hen og lytte?

Vi standsede lige foran vandet. Ikke en lyd at høre, bortset fra vinden der pressede mod ørerne, og det svage sus fra havet.

– Nej, sagde han. – Det er ikke altid de giver lyd fra sig. De bliver færre og færre. I gamle dage, ja ikke engang for så længe siden, fyldte søen hele området her. Efter at de begyndte at bygge huse i nærheden, er vandstanden begyndt at synke.

– Hvordan kan det være at de kun findes her?

– Det ved jeg ikke. De levede sikkert flere steder før, og så er de begyndt at uddø, bortset fra her, hvor betingelserne må have været specielt gode.

– Hvor mærkeligt.

– Ja. Det var ærgerligt at du ikke kom til at høre dem! Det lyder virkelig specielt.

Vi gik videre, ind i det som engang havde været en lille fiskerlandsby, men som nu var en ferieby. Alle de gamle huse var renoverede, alle haverne var smukke på den samme pertentlige måde, i indkørslerne stod nye biler og funklede. Vi fulgte vejen der gik mellem dem, tilbage, og snart satte vi os i den lille baghave som vi have forladt for en time siden. Thomas satte mere kaffe over, Marie stod og lavede mad.

14

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Mens vi spiste, omelet og brasede kartofler, brød og øl, talte vi om Jon Fosse. Marie oversatte hans dramaer til svensk, og var lige blevet færdig med et der skulle opføres på Dramaten senere det efterår. Fosse er en forfatter der er gået fra at beskrive verden som den er, de første romaners socialrealistiske mareridt af små, uomgængelige ting og forhold, fulde af neuroser og panik, til at beskrive verden som den egentlig er, mørk og åben. Fra verden som den kan være hos den enkelte, til verden som den er mellem os, det er udviklingslinjen i hans forfatterskab. Orienteringen mod Gud og det guddommelige er en følge deraf. Alle der arbejder sig ind mod eksistensens betingelser, bliver før eller siden også nødt til at arbejde med det. Det menneskelige har en indre grænse og en ydre grænse, imellem dem ligger kulturen, som er det vi kommer til syne for os selv i. Hos Fosse er den lavmælt og næsten ubestemmelig, åben mod kræfterne udenfor, vinden og mørket, der ligesom stiger og synker i de mennesker han skriver om. Deri har de noget førmoderne ved sig, for alt det vi fylder vores tid med, alle aviserne, alle tv-programmerne, hele den strøm af politik, nyheder, sladder og kendisser som udgør vores verden, i hvert fald min, står Fosses karakterer uden for. Enkelheden i hans senere værker får nogen til at kalde det minimalisme, mørket til at nævne Beckett, men der er ikke noget minimalistisk hos Fosse, det er essentialistisk, og ikke noget Beckettsk, for Beckett er hård, ironisk, uden håb, mørket hos ham er koldt og fuldt af latter, mens mørket hos Fosse er varmt, trøsterigt, uden latter. Måske fordi han er kommet dertil fra det indre, og ikke går den anden vej, som Beckett?

Der var ikke noget af det jeg kunne sige til Thomas og Marie, for som tilfældet er med størstedelen af det jeg læser af litteratur og ser af kunst, forholder jeg mig til det med noget andet end tankerne. Fosse er sådan og sådan, Beckett sådan og sådan, det ved jeg, men der stopper det.

15

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

– Hvordan er det gået med din onkel? sagde Thomas. – Er han stadig lige vred? Du fortalte sidst at han ville anlægge retssag?

– Der er ikke sket noget nyt, sagde jeg. – Bogen er i trykken, så hvis der kommer en retssag, bliver det efter at den er udkommet.

Han truede også med at gå til aviserne med det. Det er egentlig det jeg er mest bange for. At de får nys om det.

– Men hvis han ikke ønsker at nogen skal læse det du har skrevet, er det jo ikke særlig smart at gå til aviserne, sagde Marie og førte gaffelen op til munden. – Eller hvad?

– Nej, men der er ikke noget rationelt ved det her.

Jeg skubbede tallerkenen fra mig og lænede mig tilbage.

– Tak for mad, sagde jeg. – Det smagte dejligt!

Jeg havde lyst til en cigaret, men ventede til de var færdige med at spise.

Thomas løftede hovedet og så på mig.

– Ryg du bare, hvis du har lyst, sagde han.

– Tak, sagde jeg og tændte en cigaret, så på den mørkeblå stribe af hav over den grønne hæk, skinnende ude i horisonten, hvor sollyset udviskede alt som en bombe, og fra hvor himmelen, lysere på grund af disen, steg op.

Det var en rigtig dejlig dag.

De begyndte at bære ind, jeg lagde cigaretten i askebægeret og hjalp til, stillede tallerkenerne på køkkenbordet ved siden af Marie, som begyndte at skylle af. Hun nærmede sig tres år, men hun virkede meget yngre, som så mange der skriver gør; kun af og til, i korte glimt, kunne man se alderen i hendes ansigt. Indtrykket af ansigtet og ansigtet er to forskellige størrelser, vævet ind i hinanden, omtrent som de tegninger der forestiller én ting hvis man ser på skyggepartierne, en anden hvis man ser på resten, kunne man tænke sig, bortset fra at et ansigt er så uendelig meget mere komplekst. Ikke alene forandres det fra time til time, alt efter hvilke stemninger der strømmer bag det og omkring det, men også fra år 16

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

til år, efter hvilke relationer man har til det. Min mors ansigt, for eksempel, det er som regel uforandret for mig, det er »mor« jeg ser, som hun altid har været, hvis hun så drejer hovedet lidt, ser jeg til min forskrækkelse at hun er en gammel dame nu, en kvinde der nærmer sig halvfjerds og måske ikke har mere end ti år tilbage at leve i. Så vender hun sig om igen og siger noget, og det eneste jeg ser nu, er »mor«.

Jeg satte mig udenfor igen, cigaretten brændte stadig, jeg stak den mellem læberne og sugede så hårdt at filteret blev varmt, så først op på himmelen, derefter hen på Thomas som kom ud med kurven med hindbær i hænderne.

– Før i tiden kunne vi høre nattergalen herude, sagde han og satte sig på den anden side af bordet. – Det er ikke så mange år siden.

– Hvad skete der? sagde jeg.

Han trak på skuldrene.

– De forsvandt bare.

Da jeg kørte hjemad en times tid senere, med solen lavt over Danmarks land på den anden side af sundet, var det de forsvundne nattergale jeg tænkte på. Det var en perfekt begyndelse på den roman jeg ville skrive når Min kamp var færdig. En ældre mand, mæt af dage, der trisser rundt i sin have på Gotland, sidder i skyggen og læser, går lange ture i skoven eller på de endeløse strande, og som hver aften går tidligt i seng. Det er sommer, solen brænder om dagen, vegetationen er tør og afsvedet, han er helt alene, der er ikke et menneske i nærheden. Det er ham der sidder og tænker på en samtale han havde engang, for mere end tredive år siden, i solen på et landsted ved Øresund, hvor hans ven Thomas, nu død som så mange andre af hans gamle venner, talte om nattergalene der var forsvundet. Det var første gang han hørte om det. Umiddelbart efter så han en dokumentar i fjernsynet om bierne der var forsvun17

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

det i USA. De forvandt bare fra den ene dag til den anden, ingen vidste hvor de var blevet af, om de havde fundet nye tilholdssteder eller om de simpelthen bare var uddøde. En søndag hvor han var ude i den store bøgeskov uden for byen han boede i, sammen med sin familie, havde de set flere hundrede døde flagermus som lå strøet omkring i terrænet. I aviserne kunne man læse om lignende tilfælde, store fugleflokke der faldt ned fra himmelen, enorme fiskestimer som flød døde rundt i havet. Der skete noget i verden, som ingen vidste hvad var. Fiskene, kunne det være et undersøisk jordskælv eller gasser der steg op fra undergrunden og slog dem ud? Eller var det menneskeskabt? Fuglene, var det en sygdom der bredte sig blandt dem? Hvorfor faldt de i så fald ned samtidig?

Kunne det være en slags stress? Vildlaksen forsvandt, nogle mente at det var på grund af opdrætslaksen. Bestemte sommerfuglearter forsvandt, var det miljøet der forandrede sig så hurtigt at de ikke kunne tilpasse sig? Og så, i løbet af et par somre, holdt nogle af de store fuglekolonier op med at komme til deres ynglesteder langs kysten nordpå. Hvad det var der skete, var der ingen der vidste dengang.

Hver aften før han går i seng, skriver han et par sider i en notesbog, mest for sin egen skyld, hans dage derude er så ens at de uden disse notater ville glide umærkeligt sammen. Han skriver hvad han laver, hvordan han har det, hvad han ser, og indimellem begivenheder fra sit tidligere liv, som på den måde stiger usystematisk frem.

Den var den idé jeg broderede på i tankerne mens jeg kørte hjemad. For at få helt fri om eftermiddagen havde jeg taget morgentørnen med børnene, givet dem mad, klædt dem på og fulgt dem i børnehave, og det var med det in mente jeg var kørt fra Thomas og Marie så tidligt, for så havde jeg lidt tid tilovers, som jeg havde tænkt mig at tilbringe på en café i Helsingborg. Jeg drejede af til venstre, susede gennem et industriagtigt område som gled 18

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

over i et villakvarter, derefter en lang række ejendomme på begge sider af vejen, ned ad en stejl bakke, og der lå centrum af byen foran mig, med havnen glitrende i lyset fra den lave sol.

Jeg havde været der en gang tidligere sammen med Linda og børnene, det var den første tur vi havde været på efter at jeg havde fået kørekort. Eftersom jeg havde anmærkninger i et skyldnerregister, kunne jeg hverken optage lån eller leje bil i Sverige, derfor havde vi lejet bilen i Lindas navn, en enorm, uhåndterlig minibusagtig sag som vi kom trillende ind i byen i, jeg med bankende hjerte, det var med nød og næppe at jeg kunne manøvrere den, samtidig glad, det gav mig en uhørt stærk følelse af frihed at køre bil selv, det var som om farten løste alle mine problemer. Nu vidste jeg derfor at der var parkeringspladser længst ude på det store havneområde, og kørte langsomt derud.

Et enormt cruiseskib lå forankret et lille stykke uden for molen.

Det så ud som om det kunne rumme flere tusind passagerer. Jeg låste døren og begyndte at gå derhen. På den anden side af sundet, forbavsende tæt på, lå det jeg antog var slottet i Helsingør, Kronborg. Tanken om at jeg så på Hamlets hjem, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg forsøgte at eliminere alt hvad der var kommet til af biler, både og huse siden dengang, se slottet i landskabet, tænke på de enorme afstande der var dengang, hvor lidt plads mennesket optog i verden, hvor meget plads der var mellem dem, og så se over på slottet, hvor kongesønnen, nedbrudt af fortvivlelse, for hans far var død, sandsynligvis dræbt af hans onkel, måske lå på ryggen i sengen og stirrede op i loftet, martret af den enorme meningsløshed der var kommet mellem ham og verden.

Hans venner, Rosenkrans og Gyldenstjerne, som sad på en bænk i borggården og kastede lange skygger ud over brolægningen, fordrukne af lys og kedsomhed.

Jeg stod og så lidt på slottet før jeg vendte om og gik langs kajen ind mod byen. Nogle steder stod turister lænet op ad hegnet og 19

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

stirrede ned i det køligblå vand. Måske svømmede der fisk frem og tilbage dernede, måske var det dybet i sig selv som var dragende.

Centrum lå neden for en stejl ås; som den eneste af de skånske byer jeg havde været i, var der bakker og niveauforskelle i denne.

Det gav en helt anden rumfølelse. Jeg gik ind på gågaden, for enden af den lå en park; der, under nogle store, skyggefulde løvtræer, lå en pavillon, hvor jeg et par minutter senere satte mig og bestilte en kop kaffe. De der sad ved bordene omkring mig, talte engelsk med amerikansk accent, de kom helt sikkert fra cruiseskibet.

Jeg så op i trækronerne. Bladene var ikke gule, men deres grønne farve var ikke så tyk og pastøs som den var om sommeren, nu var den tørrere, blegere. Rundt om mig strømmede lydene fra byen gennem luften. Rullende dæk mod asfalt, brummende bilmotorer, lyden af skridt, stemmer, latter.

Hamlet blev skrevet i slutningen af femtenhundredetallet. Den første bevarede udgave er fra 1603. For et par år siden ville jeg have tænkt at det var længe siden. Sådan tænkte jeg ikke længere. Sekstenhundredetallet lå ikke mere end et par generationer tilbage.

Goethe, for eksempel, må have mødt mennesker der var født i sekstenhundredetallet. For Hamsun var Goethe en der døde en generation før han blev født. Og for mig var Hamsun en der døde en generation før jeg blev født.

Nej, sekstenhundredetallet var ikke så længe siden.

En tjener i sort forklæde kom gående over vejen med en bakke i hånden. Selve caféen lå i en bygning på den anden side af gaden.

Hun gik hurtigt op ad de to trappetrin op til pavillonen, standsede foran mig, stillede en kop kaffe, en lille kande mælk og et lille papirør med sukker på bordet foran mig. Jeg gav hende tredive kroner og sagde at det var i orden. Hun forstod ikke hvad jeg sagde, begyndte at lede efter byttepenge i forklædelommen, jeg holdt håndfladen op mod hende, sagde, nej, nej. Tak, sagde hun og vendte sig om.

20

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Kaffen var besk, den havde nok stået der i et par timer. Det var ikke kaffe folk drak i varmen.

Jeg tændte en cigaret og så op på tagene på den anden side af vejen, den blikklædte skorsten reflekterede skinnet fra solen, men uden at lysets bevægelser var synlige, så det virkede som om det var blikket der udsendte det, fra en uudtømmelig kilde. De gråsorte skifferplader som lå rundt om den, brandtrapperne der forsvandt ned i baggårdene på den anden side.

Der var en horisont i alles liv, det var dødens horisont, den lå et sted mellem anden og tredje generation før os, og et sted mellem anden og tredje generation efter os. Inden for de to linjer var vi og vores nærmeste. Udenfor var de andre, de døde og de ufødte. Der lå livet gabende tomt uden os. Det var derfor en skikkelse som Hamlet kunne blive så vigtig. Han var fiktiv, nogen havde skrevet ham frem, givet ham tanker og handlinger og et rum at tænke og handle i, men pointen var at det fiktive ikke længere var noget gyldigt skel, nogen gyldig forskel så snart man kom uden for dødens horisont. Hamlet var hverken mere eller mindre levende end de historiske skikkelser som engang færdedes på jorden; på en måde var alle derfra fiktive. Eller, eftersom Hamlet var iklædt ord og begreber, og de andre kød og knogler, var det kun ham og hans livsform der kunne overvinde tiden og forgængeligheden.

Rejser han sig op der i sit kølige sengekammer? Op ad den smalle trappe, ud på taget, hen til brystværnet? Hvad ser han i så fald? Det blå sund, det grønne land på den anden side, marken der strækker sig langt ind i landet. Hvad tænker han? Det skrev Shakespeare jo. Jorden ligner i Hamlets øjne et goldt og øde forbjerg.

Luften, denne dejlige tronhimmel, dette smukke firmament, den fantastiske hvælving, dette kongelige tag forsiret med gylden ild som han beskriver det for sine to venner, Rosenkrans og Gyldenstjerne, er for ham ikke andet end en smudsig, forpestet hob af dampe. Og mennesket kun en støvets kvintessens. Det var det han 21

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

så derovre på slottet. Det engelske ord for dampe, vapours, var det samme der blev brugt om sindet når det var formørket, og det rum der opstår der, mellem sindets og verdens formørkelse, minder mest om en afgrund.

Jeg tog mobiltelefonen frem og tastede Lindas nummer.

Hun svarede med det samme.

– Hvordan går det? sagde jeg.

– Det går fint, sagde hun. – Vi er i parken. Vejret et jo helt fantastisk! Heidi nægtede at gå på et tidspunkt, men nu går det fint.

Hvornår kommer du hjem?

– Snart. Jeg er i Helsingborg. Det tager nok en lille times tid.

Og så skal jeg lige aflevere bilen og gå hjem. Skal jeg købe ind på vejen?

– Nej, jeg tror vi har alt hvad vi har brug for.

– Okay, sagde jeg. – Så ses vi. Hej, hej.

– Hej då, sagde hun, og så lagde vi på.

Jeg sad med telefonen i hånden og så op ad gaden. To kvinder iført nederdel og sandaler og med tasker i et let stof kom gående på fortovet. Bag dem en mand på cykel og et barn på cykelstolen klemt ind mod hans ryg. De havde begge hjelm på. Manden briller og jakkesæt. Jeg tænkte på Heidi og smilede. Hun ville altid bæres. Hvis hun kunne bestemme, havde hun aldrig gået en meter, var blevet båret hele livet. Sådan havde hun været helt fra begyndelsen. Jeg var så tæt på hende dengang, da hun kom. Vanja var jaloux og lagde beslag på Linda så meget hun kunne, jeg bar rundt på Heidi. Helt til hun blev halvandet, og John kom. Så forsvandt den, den nærhed vi havde. Af og til følte jeg en lille sorg over det.

Men sådan var det med børn, alting foregik i stadier, og stadierne fik en ende. Snart blev de voksne, og den de havde været som børn, som jeg havde elsket, ville forsvinde. Ja, jeg så billeder af dem, ikke mere end et år gamle, og kunne mærke en sorg over at den de havde været dengang, ikke længere fandtes. Men de fyldte så me22

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

get nu, og hvirvlede vores dage op med en intensitet så stor at der ikke var plads til den slags følelser. Alt var her og nu med dem.

Ikke uden lettelse slap jeg bilnøglen ned i Europcars postkasse en times tid senere; at både jeg og bilen var hele efter en hel dag på vejene, var ingen selvfølge. Solen skinnede på St. Petri-kirkens høje, sorte spir over mig, men gaden nedenunder, som jeg straks efter gik hen ad, var skyggefuld og kold. Jeg gik så hurtigt jeg kunne, som altid havde jeg dårlig samvittighed over at være væk fra familien, det vil sige, over at Linda var alene med børnene. Det var gået mig i blodet. Jeg gik videre op langs Hansagalleriet, forbi HiFi-klubben og Orvars korvkiosk, krydsede vejen, gik hen til kanalen der gik gennem den lille park, forbi Granit og Designtorget, over broen og ind på gågaden, hvor det gulhvide Hilton-hotel tårnede for enden. Der var mange mennesker i byen, begge de to caféers fortovsservering var fulde, der sad unge piger to og to eller tre og tre og sladrede, nogle teenagedrenge stod og pralede, foruden et par mænd på min egen alder, mere forsigtige i både kropssprog og klædedragt. Alle drak af denne uventede sommerdag. Jeg var både rolig og overspændt på en gang; jeg havde en positiv følelse, men angsten lå lige nedenunder.

Vores lejlighed lå ved torvet på den anden side af Hilton-hotellet. En strid strøm af mennesker passerede fra tidlig morgen til sen aften vores hoveddør, som lå klemt inde mellem Søstrene Grene og en kinesisk takeaway-restaurant. På selve torvet lå et springvand, som vi hørte den rislende lyd fra om natten, og en stor, ottekantet grillbar som spillede sjælere og firserhits for sine kunder, som regel mennesker der kom udenbysfra og som sad ved bordene og proppede sig med pølser og hamburgere med en masse indkøbsposer stående ved benene. På bænkene et lille stykke længere væk sad de hjemløse. Vores lejlighed lå helt øverst i bygningen og havde en altan langs hele forsiden. Engang havde Vanja smidt en 23

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

lighter ned deroppefra, den havde ramt jorden lige ved siden af et par og var eksploderet. De var hoppet til side og kiggede op, hvor jeg stod og forsøgte at vinke afværgende, det var et uheld, bliv nu ikke vrede ...

Jeg så op på rækværket langt deroppe. Tog nøglerne frem fra lommen, det var et andet minde, for på nøgleringen sad et billede af Vanja og mig inde i et stykke plastik, vi står på en båd og skal ud og se på delfiner, det er på Grand Canaria, hun er tre år gammel og holder mig i hånden, har en hvid hat på og et spændt udtryk i ansigtet. Jeg førte det orange nøglekort hen over fladen ved siden af døren, der lød et klik, jeg skubbede døren op og gik ind i opgangen, trykkede på elevatorknappen, tjekkede mobiltelefonen mens jeg ventede på at elevatoren skulle komme. Der var ingen der havde ringet. Det vidste jeg jo godt. De eneste der kunne finde på at ringe på mobiltelefonen var Yngve, mor, Tore, Espen og Geir Angell. De havde hver deres ringemønstre, og ingen af dem plejede at ringe på denne tid. Yngve og mor talte jeg med cirka en gang om ugen, mor som regel søndag aften. Espen talte jeg med cirka hver anden uge, Tore nok en gang om måneden. Geir Angell talte jeg med et par gange om dagen. Det var stort set hele mit sociale liv uden for familien. Men det var nok. Det var sådan jeg ville have det.

Elevatoren kom, jeg gik ind og trykkede på den øverste knap, så på mig selv i spejlet mens jeg langsomt gled op gennem den smalle, mørke skakt i husets indre. Mit hår var blevet langt den sommer, og jeg havde anlagt et slags skæg. Min skægvækst var ikke imponerende, der voksede næsen ingenting på kinderne, så hver gang jeg så mig selv i spejlet, spekulerede jeg på om det så dumt ud eller ej. Det var svært, ja, faktisk umuligt at sige, for der var ingen kriterier at dømme efter. Hvis jeg spurgte Linda, sagde hun selvfølgelig bare at jeg så godt ud. Mente hun det? Åh, det er umuligt at vide. Og der var selvfølgelig ingen andre jeg kunne spørge om no24

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

get så intimt og selvoptaget. Et par uger tidligere havde jeg derfor barberet det væk. Da jeg kom over i børnehaven næste dag, havde Ola, den eneste der var jævnaldrende med mig, far til Benjamin, Vanjas for tiden bedste legekammerat, dekan på universitetet i Malmø, set på mig og spurgt om der var noget der var anderledes ved mig? Havde jeg ikke haft noget i ansigtet? Han var ironisk, ville ikke kalde det skæg, og jeg tænkte at det havde været rigtigt at barbere det af. Men så fik jeg næste fredag fremkaldt nogle af de billeder vi havde taget den sommer. Jeg sad sammen med Vanja, Heidi og John på caféen på Triangeln, der hvor gik vi hen hver fredag efter børnehave, de fik is og jeg drak kaffe; denne eftermiddag med en bunke billeder som jeg bladrede igennem og viste dem. På et af dem stod jeg på en strand ude på Österlen med John på armen. Jeg så usædvanlig godt ud, tænkte jeg, der var noget med skægget og solbrillerne som gjorde mig ... ja, så maskulin. Og med John på armen lignede jeg desuden en ... ja, sgu, en far.

I det øjeblik bestemte jeg mig for at lade skægget gro igen. Men nu, på vej op gennem bygningen, var jeg usikker igen. Næste dag skulle jeg til Oslo og give interviewer i forbindelse med lanceringen af den første roman. Det fik mig til at tænke på skjorter, jakke, bukser, sko, frisurer og altså skæg. De sidste par år havde jeg ikke bekymret mig om alt det, aldrig tænkt på hvordan jeg gik klædt, bare taget noget på de gange jeg skulle ud, hvilket stort set kun var når jeg skulle hente eller bringe børnene, eller når vi var ude sammen med dem i weekenden i en by hvor jeg stort set kun kendte nogle få mennesker og ikke bekymrede mig om hvad de tænkte om mig. Der lå en frihed i det, jeg traskede rundt i gamle, vide bukser og store, snavsede jakker, grimme huer og joggingsko, men nu, fra og med slutningen af sommeren, hvor udgivelsen altså nærmerede sig og de første interview-aftaler i fem år var blevet indgået, forandrede det sig.

Jeg vendte mig automatisk om da elevatoren gled op til sjette 25

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

sal, efter tre år vidste jeg præcis hvor lang tid det tog, trådte ud i gangen, som var fuld af vores børneting; to barnevogne, et søskendebræt, Vanjas løbehjul og Heidis løbecykel, og åbnede døren ind til lejligheden.

Jakker og sko på gulvet, legetøj strøet ud over det hele, fjernsynslyde fra stuen.

Jeg tog tøjet af og gik ind. Heidi og Vanja sad tæt sammen i den ene stol og stirrede på fjernsynet. John stod i ble og intet andet midt på gulvet med en bil mellem hænderne og så op på mig.

Linda sad i sofaen og læste avis.

Tæppet var sammenkrøllet, der lå bamser smidt ud over hele stuen, og desuden en masse bøger og plastiklegetøj, tuscher og papir som de havde tegnet på.

– Gik det godt? sagde hun.

– Ja, ja, sagde jeg. – Var ved at køre ind i noget da jeg skulle tanke benzin. Du ved nede i den der smalle kælder. Men det gik fint. Skal hilse fra Thomas og Marie.

– Fik du afleveret mit manuskript?

Jeg nikkede.

– Hvordan går det, piger? sagde jeg.

Ingen reaktion. De sad helt stille med deres lyshårede hoveder og så tv. I samme stol, det vil sige at de var gode venner i aften.

Jeg smilede, de holdt tilmed hinanden i hånden.

– Far kælder? sagde John.

–Nej, sagde jeg. – Far har kørt bil i dag.

– Far i kælderen! sagde han.

– Er du sulten? sagde Linda. – Der er lidt aftensmad tilbage derude.

– Okay, sagde jeg og gik ud i køkkenet. Deres tallerkener stod stadig på bordet, pigernes fulde af mad, de spiste næsten ingenting til aftensmad, det havde de aldrig gjort. I begyndelsen havde Linda og jeg haft diskussioner om det, jeg ville have disciplin ved målti26

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

derne, at de skulle blive siddende ved bordet til de havde spist op, men Linda havde den modsatte holdning, nemlig at alt hvad der var forbundet med mad, skulle være så utvungent som muligt. Jeg havde tænkt at hun nok havde ret, det lød jo forfærdeligt at knytte mad og tvang sammen, så vi havde altid ladet dem gøre som de ville. Når vi kom hjem fra børnehave og de råbte at de var sultne, fik de en mad, et æble, et par frikadeller eller hvad de nu havde lyst til, og når maden var færdig og stod på bordet, fik de lov til at sidde så kort eller længe de havde lyst til. Som regel var det kun et par minutter, hvor de gaflede lidt i sig, så gled de ned fra stolen og forsvandt ind i stuen eller ind på deres værelse, mens Linda og jeg sad alene tilbage på hver vores side af bordet og spiste.

Jeg hældte makaroni og kjøttbullar, svenskernes nationalret, op på en tallerken, skar en tomat i fire, sprøjtede lidt ketchup på og satte mig ned for at spise. Det første år i Malmø havde jeg talt med en af de andre børnehavefædre om det. Hvad gjorde de med aftensmaden? De havde skam ingen problemer, sagde han. Hun sad ved bordet og spiste sin mad. Hvordan i alverden får I hende til det? spurgte jeg og cyklede op på siden af ham, vi var på vej ud til Limhamnsfältet for at spille fodbold, noget vi gjorde hver søndag formiddag. Hun ved at hun skal, sagde han. Hvordan ved hun det? sagde jeg. Vi har knækket hendes vilje, sagde han. Hun skal blive siddende til hun har spist op uanset hvor lang tid det tager.

Engang sad hun i flere timer. Hun græd og råbte, ville overhovedet ikke spise, ikke også? Men til sidst forstod hun og spiste op og fik lov til at gå fra bordet. Jeg tror hun sad der i tre timer! Efter det har der næsten ikke været problemer. Han så på mig og smilede. Vidste han hvad han fortalte om sig selv? tænkte jeg, men sagde ikke noget. Det er det samme når hun er stædig og får et raserianfald, fortsatte han. Jeg har jo set at du af og til har lidt problemer med Vanja. Ja, sagde jeg, hvad gør du i de situationer? Så holder jeg hende fast, sagde han. Ikke på nogen dramatisk måde. Jeg holder 27

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

hende bare fast til det går over, uanset hvor lang tid det tager. Det burde du også gøre. Det er effektivt. Ja, sagde jeg, noget bliver jeg i hvert fald nødt til at gøre.

Det mærkelige med den samtale, tænkte jeg nu mens jeg skovlede den lunkne mad ind i munden, var at jeg havde troet at de – det vil sige de to forældre – var alternative, det vil sige bløde.

Han bar rundt på den yngste i en slynge, og på en lejr vi havde været på med børnehaven, havde jeg overhørt ham tale om fordelen af den fremfor BabyBjörn. De var mere end normalt optaget af at maden skulle være sund og uden tilsætningsstoffer, børnenes tøj var så ofte som muligt i naturmaterialer, og de var blandt de mest aktive til møderne i børnehaven. Så at der skulle dukke kompromisløse og attenhundredetalsagtige opdragelsesmetoder op hos lige dem, overraskede mig. Eller også kompletterede det min forståelse, for jeg havde altid spekuleret på hvorfor deres ældste pige, som ofte legede med Vanja, var så medgørlig. Hun sad aldrig i vognen, gik altid hvor end de skulle hen, i modsætning til Vanja som kunne finde på at plage om at få lov til at sidde bag Heidi i vognen allerede et par meter uden for børnehavens låge.

Det var sket at jeg havde bestemt mig for at knække hendes vilje, og det lykkedes naturligvis altid til sidst, men ikke uden at jeg havde det elendigt bagefter. Det kunne ikke være rigtigt? På den anden side var det godt for hende at sidde sammen med os og spise, godt for hende at gå, godt for hende at tage tøj på selv, godt for hende at børste tænder og passe sin sengetid.

Engang var Vanja taget med dem hjem, hun skulle overnatte for første gang nogensinde. Da jeg hentede hende næste morgen, sagde de at det var gået godt, men på Vanja, som ville have helt tæt kontakt med mig, kunne jeg mærke at det ikke havde været helt ukompliceret. Han sagde at der havde været en lille episode, men at det havde løst sig, ikke også, Vanja? Hvad skete der? sagde jeg.

Jo, hun bad om mere mad, og da vi så havde givet hende det, ville 28

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 29 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

hun ikke have det alligevel. Så skulle hun blive siddende til hun havde spist op.

Jeg så på ham.

Var han gået fra forstanden?

Nej, han var allerede ved at lede efter hendes sokker for mig, og jeg sagde ikke noget selvom jeg var vred. Hvad bildte han sig ind, troede han at han havde ret til at tvinge mit barn til at efterleve hans fikse idéer? Jeg tog imod sokkerne og gav Vanja dem på, hun strakte først den ene fod frem, så den anden, jeg rakte hende jakken og håbede inderligt at hun selv ville tage den på, så jeg ikke behøvede at gøre det under hans kritiske blik.

Linda blev vred da jeg fortalte det. Jeg var kommet på bedre tanker, det var ikke så slemt, hun havde sikkert bare godt af at opleve at der var forskellige regler i forskellige hjem.

– Det er ikke det, sagde Linda så. – Der ligger en kritik i det, ikke også? Åh, hvor det irriterer mig. De to, altså. Du skulle høre hvor selvgod hun er. Det er helt utroligt.

– De inviterede forresten Vanja med til et løb ude i skoven, sagde jeg. – Næste weekend, i Pildammsparken.

Det var sådan en aktivitet vi aldrig ville have fundet frem til på egen hånd. For Vanja var det stort. Hun fik lov at stille sig bag en startlinje med et nummer på brystet, løbe sammen med en flok andre børn på en sti i skoven, og ville få en medalje og en is når hun krydsede målstregen.

Der blev mig der fulgte hende hen til startlinjen sammen med børnehaveveninden og hendes mor, mens Linda passede Heidi ovre i målområdet. Vanja var stolt over at have et nummer på brystet, og da der blev råbt løb!, for hun af sted så hurtigt de små ben kunne. Jeg småløb ved siden af hende under træerne midt i flokken af børn og forældre. Men allerede efter hundrede meter satte hun farten ned, og standsede snart helt. Jeg er træt, sagde hun. Veninden og moren var selvfølgelig allerede langt foran os. De standsede, vendte sig om 29

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 30 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

og ventede på os. Kom så, Vanja, sagde jeg. De står og venter på os!

Lad os løbe! Og vi løb videre, Vanja med sin lidt dinglende løbestil, jeg med min luntende, elgagtige, indhentede dem og fortsatte et stykke side om side før veninden og moren igen løb fra os og vi endnu en gang lå langt bagud. Hun løb som vinden, Vanjas veninde. Vanja hev efter vejret ved siden af mig og standsede. Kan vi ikke gå lidt, far? spurgte hun. Jo, sagde jeg, lidt. De ventede tålmodigt på os til vi havde indhentet dem igen. Kom så, Vanja, sagde jeg.

Der er ikke så langt tilbage. Du kan godt! Og Vanja bed tænderne sammen og løb videre, måske var det målstregen forude og isen hun vidste der ventede hende, som gav hende ekstra kræfter. Veninden lå omkring tyve meter foran os, løb flot og let; hvis det ikke havde været for os, ville hun have været i mål for længst. Hun vendte sig om og vinkede til Vanja, men så, idet hun vendte sig om igen, snublede hun. Hun faldt så lang hun var, og tog sig straks til knæet og græd.

Moren bøjede sig over hende. Vi nærmede os. Da vi kom op på siden af dem, gjorde Vanja tegn til at standse. Kom så, Vanja! sagde jeg. Du er næsten i mål! Løb alt hvad du kan! Og Vanja gjorde som jeg sagde, løb alt hvad hun kunne, forbi veninden, som havde blod på knæet, med mig ved siden af, forbi barn efter barn, løb hun, som en vind, og i mål!

Bag os rejste veninden sig og begyndte at halte af sted. Vanja fik en medalje om halsen og en is. Jeg vandt, mor! råbte hun til Linda, som kom smilende hen med barnevognen foran sig og Heidi ved siden af. Først da forstod jeg hvad jeg havde gjort, og rødmede som jeg aldrig havde gjort før. Vi var løbet forbi hende! For at komme først i mål. Da hun, det lille barn som var stoppet og havde ventet på os hele vejen, lå og blødte på jorden!

Bag os var det hende der fik medalje og is. Heldigvis var hun glad igen. Hendes far kom hen til os.

– Det så virkelig ud som om du gerne ville vinde der! sagde han og lo.

30

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 31 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Jeg rødmede igen, men indså at han ikke havde forstået at det faktisk havde forholdt sig sådan. At han ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig at et voksent menneske kunne opføre sig på den måde. Han lo ad det, netop fordi det var utænkeligt, at jeg skulle have skyndet på min datter for at hun skulle slå hans datter, og det ved hjælp af usportslige metoder. De var jo ikke engang fire år gamle.

Hun kom hen og sagde det samme, at det søreme havde set ud som om jeg ville vinde. De tog begge for givet at det var Vanja der stod bag, og at jeg ikke havde kunnet stoppe hende. De kunne forstå at en fireårig ikke viste empati med en veninde, men at en fyrreårig ikke gjorde det, var hinsides deres forstand.

Jeg brændte af skam mens jeg lo høfligt.

På vej hjem fortalte jeg Linda hvad der var sket. Hun lo som hun ikke havde leet i flere måneder.

– Vi vandt i det mindste! sagde jeg.

Der var allerede gået to år siden den dag. John havde kun været en måned gammel. Heidi var snart to år, Vanja tre et halvt. Jeg husker det så tydeligt, fordi vi havde taget så mange billeder den dag. John med sit store babyhoved og de smalle, rynkede babyøjne, sparkende med de tynde ben og viftende med de tynde, bare arme nede i barnevognen. Heidi med sine store øjne, lille krop og lyse hår, Vanja med de små, rene ansigtstræk og sit væsens særegne blanding af følsomhed og iver. Dengang som nu kunne jeg ikke forstå forbindelsen mellem mig selv og dem, mest af alt så jeg på dem som tre små mennesker jeg delte hjem og liv med.

Det, de havde, som jeg havde mistet, var en stor, lysende selvfølgelig plads i deres eget liv. Jeg tænkte ofte på det, hvordan de vågnede hver dag til sig selv og deres verden, og levede i den hele dagen, tog alt det der kom, uden nogensinde at sætte spørgsmålstegn ved det. Da vi ventede Vanja, havde jeg været bekymret for at 31

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 32 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

min dysterhed skulle smitte af på hende, engang havde jeg tilmed nævnt det for Yngve, som havde sagt at børn som udgangspunkt er glade, og sådan viste det sig også at være, de opsøgte altid glæden, og hvis der ikke opstod komplikationer, var de altid glade og fulde af lyst. Selv når de ikke havde det så godt, og af en eller anden grund var kede af det, fortvivlede eller vrede, bevægede de sig aldrig ud af sig selv, det var som det var, og det godtog de. Engang ville de se tilbage og stille de samme spørgsmål jeg havde gjort, hvorfor havde det været som det havde været dengang, hvorfor er det som det er nu, hvad er egentlig meningen med mit liv? Åh, mine børn, mine elskede børn, gid I aldrig må tænke sådan!

Måtte I altid forstå at I er nok i jer selv!

Men sådan går det nok ikke. Alle generationer lever deres liv som om de var de første, gør deres egne erfaringer, bevæger sig op gennem aldrene, og mens indsigten stiger på vejen, daler meningen, eller om den ikke daler, så mister den i det mindste sin selvfølgelighed. Sådan er det. Spørgsmålet er om det altid har været sådan. I Det Gamle Testamente, hvor alt kommer til udtryk via handling, og fortællingerne er tæt knyttet til den fysiske virkelighed, og i det gamle græske epos, hvor livene udfolder sig på tilsvarende konkrete måder, kommer tvivlen aldrig indefra, som en betingelse ved ens egen eksistens, men altid udefra, gennem en tildragelse, for eksempel en pludselig død, altså knyttet til den ydre, timelige verdens betingelser. Men i Det Nye Testamente er det anderledes. Hvordan kan man ellers forklare mørket i Jesu sjæl som til sidst fik ham til at rejse til Jerusalem og der lukke dør efter dør til kun den sidste og mest enkle stod tilbage? Hans sidste dage kan læses som en måde at eliminere alle valg på, således at han ikke selv havde ansvaret for det der skete, den langsomme død på korset, men ligesom blev ført dertil af andres vilje. Den samme bevægelse forekommer i Hamlet, også hans sjæl er formørket, også han går sin undergang i møde med åbne øjne, på en sådan måde at den 32

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 33 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

virker skæbnestyret og ufravigelig. For kong Ødipus er det hans skæbne, han ved det ikke, men for både Hamlet og Jesus er det valg de træffer og en retning de vælger. Ødipus er blind, Hamlet og Jesus ser med åbne øjne ind i mørket.

Jeg rejste mig, skyllede tallerkenen af og satte den i opvaskemaskinen. Den havde vi fået af det samme forældrepar, de var flyttet og havde ikke brug for den længere. De havde i det hele taget hjulpet os meget. Hvad havde vi gjort til gengæld?

Ikke særlig meget. Jeg havde lyttet tålmodigt til både ham og hende, stillet spørgsmål og gjort meget for at virke interesseret i det de fortalte om. Jeg havde inviteret ham med til fodbold om søndagen. Og så havde jeg givet ham et eksemplar af min forrige roman med en dedikation. Men to dage senere fortalte han mig at han havde givet den videre til en onkel, »der var interesseret i bøger«. Men den var jo til dig personligt, mand! tænkte jeg uden at sige noget; hvis han ikke havde forstået det af sig selv, kunne jeg ikke forklare ham det.

Sådan var det at have børn, man blev ført sammen med mennesker som var så utrolig anderledes, ja, af og til fuldstændig umulige at forstå. Engang sagde han at han og hans kone kunne lide at tale sammen om aftenen, på en sådan måde at jeg forstod at der var noget ekstraordinært og næsten spektakulært ved at tale sammen. Efter det foreslog jeg ofte Linda at vi kunne tale sammen. Det blev en lille morsomhed vi havde sammen. De havde sikkert tilsvarende vittigheder om os. Alligevel blev vi ved med at ses lige til de flyttede, især jeg; det var ikke så få eftermiddage jeg tilbragte på legepladser med ham og lyttede til hans mange forestillinger om hvordan verden og dens bestanddele hang sammen mens vores børn legede sammen.

Engang hvor vi sad sådan, havde han en bog af en Wolfram med og sad og bladrede i den. Den syntes at handle om bestemte tilbagevendende mønstre i alt fra blade til floddeltaer og forskel33

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 34 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

lige statistiske kurver. Min første association var til Thomas Browne og hans sekstenhundredetals-afhandling om quincunx-figuren, altså det mønster som en ternings femmer udgør, og dens forekomst i naturen, dernæst til noget jeg havde læst i den bog Geir Angell var i gang med at skrive, om hvordan alle komplicerede systemer – samfund, aktiemarkeder, vejrfænomener eller biltrafik – før eller siden bryder sammen på grund af ustabilitet som systemet selv er ophav til. Det sidste slog mig fordi de mønstre som disse sammenbrud danner, er det samme i menneskeskabte systemer som det er i dem der opstår i naturen. Himmelen var blå og så åben som den kun er ved havet, og selvom solen stod lavt, var luften stadig varm. Legepladsen af sand, med de omhyggeligt udarbejdede legeapparater, der er så typiske for Sverige, omgivet af et område med hårdttrampet grus med en bred, men lav dam i midten som børnene hele tiden smed nye favnfulde blade i. Bag gruspladsen lå en græsplæne, og bag den et boligområde. Det grønne græs skinnede i lyset fra solen. Jeg sagde at det så interessant ud, det med mønstre fra forskellige områder der grundlæggende var ens. Han nikkede og begyndte at tale om evolutionen. Han sagde at de komplicerede organismer og de komplekse systemer der omgiver os, egentlig er enkle, og at det skal forstås i lyset af det enorme tidsrum de har udviklet sig i. En million år, sagde han, det er så meget tid at vi ikke kan begribe det. Så tænk hvad tyve millioner år betyder. Eller tres millioner. Men tiden i sig selv er enkel.

Udviklingens princip er også enkelt. Det handler om optimering, altså hvordan man gør noget bedst muligt? Mest effektivt? Alt i naturen søger det. Når isen sprækker, følger sprækken alle de svageste punkter i isen. Når glas splintrer ligeledes. Sprækkerne følger de svageste punkter.

– Men det sker jo uden vilje, sagde jeg. – Det er ren mekanik.

En naturlov.

– Lov? sagde han. – Det handler ikke om love. De forstyrrer 34

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 35 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

bare tankegangen. Det væsentlige er at det sker. Et glas splintrer der hvor det er lettest at splintre. En gren knækker der hvor det er lettest at knække. Det er optimeringen der er det vigtige. Bladene har brug for sol, ja, så leder de efter den optimale måde at få sol på.

Hvis grenene skal løfte dem, så løfter grenene dem. Hvis du lægger forhindringer for en myresti opstår der først forvirring, men forvirringen er kun et bedrag, for hvis du vender tilbage efter et stykke tid, vil du se at den nye myresti, følger den korteste vej gennem forhindringerne. De optimaliserer. Ingen af myrerne ved at det er den korteste vej de følger, lige så lidt som isen ved at det er gennem de svageste punkter, den revner.

Han lænede sig frem, støttede hænderne på knæene, rystede hovedet lidt, så håret sad som han ønskede. Hans datter sad på hug foran det tyve centimeter høje stakit der gik rundt om legepladsen, og lagde små sten i en række oven på det. Solen glimtede i hendes gule regnbukser. Vanja var ved at kravle op på det rødmalede trætog. På knæ vendte hun sig om og så på mig. Vinden blæste håret frem i hendes ansigt, hun strøg det tilbage, det blæste frem igen.

Jeg vinkede til hende og lod blikket glide hen over legepladsen for at finde Heidi. Hun sad på den smalle bænk inde i toget. Hendes positur var helt magen til hans, fremoverbøjet med en hånd på hvert knæ. Det lille menneske, tænkte jeg, det var de ord Linda så ofte brugte om hende. Så rejste hun sig og stak hovedet ud ad vinduet, så hen på de andre børn som stadig bar blade fra under træet på græsplænen og hen til dammen.

Jeg lænede mig tilbage på bænken. På alléen der løb langs parken halvtreds meter væk, trak en fyldig kvinde en cykel. Træerne over hende vajede let i vinden, fyldte gaden nedenunder med stadig nye nuancer af lys og skygge. På en altan i et par meters højde på en af ejendommene bag alléen, ikke større end en lille kasse eller et bur, stod en mand og en kvinde med hver deres glas i hånden mens de kiggede ned på parken. Ud ad porten under dem bar 35

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 36 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

to mænd et bord. En tredje mand, som havde stået på fortovet og ventet, smed en cigaret på jorden, kravlede op i lastrummet på en parkeret varevogn, kom umiddelbart efter ud med et gråt tæppe.

På himmelen over dem steg et fly stejlt til vejrs, umuligt at skelne fra den hvide stribe bagved.

Verden er gammel, men enkel, tænkte jeg, og alt i den er åbent.

Det var som om sjælen blev løftet da jeg tænkte det. Så hørte jeg Heidi skrige, og så hen mod toget. Hun lå på maven foran det med hovedet ned i sandet. Jeg skyndte mig derhen og løftede hende op, kiggede efter blod i ansigtet, men der var ikke noget, hun havde sikkert næsten ikke engang slået sig. Men hun havde haft tre grimme fald inden for den sidste måned, to gange havde hun slået munden hårdt ned i henholdsvis bordkanten og bordpladen, der havde været blod overalt, og vi måtte først tage på skadestuen og siden til tandlægevagten. Længe efter disse hændelser tog hun sig til munden hver gang hun slog sig, uanset hvor det gjorde ondt. Men denne gang var det gået godt. Jeg holdt hende ind til mig, hun lagde hovedet mod mit bryst og græd, men snart løftede hun det og begyndte at se sig omkring, og jeg kunne sætte hende ned på jorden igen. Da jeg gik tilbage til bænken og satte mig ved siden af ham, som nu var fordybet i bogen, fik en bevægelse øverst i mit synsfelt mig til at kigge op. Det var et blad der faldt. Det vil sige, det faldt ikke. Det snurrede rundt og rundt som propellen på en helikopter og fløj langsomt gennem luften.

Tanken om episoden fik mig til at huske noget jeg havde læst for nogle måneder siden, det var en passage i Linjen, replikvekslingen mellem Heidegger og Jünger, hvor sidstnævnte havde skrevet noget om mønstre der havde gjort stort indtryk på mig dengang, og som havde blandet sig med mine andre forestillinger med en sådan intensitet og feber at jeg havde noteret det hele ned på en af de 36

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 37 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

blanke sider under titlen Det tredje rige i den hensigt at det skulle danne grundlag for en ny roman.

Jeg kunne ikke længere huske hvad der stod, og gik ind i stuen for at lede efter bogen. Linda lagde avisen til side da jeg kom.

– Hvornår i morgen tager du af sted? sagde hun.

– Flyet går klokken syv, sagde jeg. – Så ved femtiden.

– Er du nervøs?

– Lidt. Men det bliver værre i morgen.

Jeg lod blikket glide hen over ryggene i bogreolen. Alle de nederste var skubbet ind, nogle så langt at de var forsvundet ind i dybet.

Det var John der gjorde det, og det var længe siden jeg var holdt op med at trække dem frem igen efter at han havde været i gang, der gik alligevel ikke mere end et par timer før han skubbede dem ind igen.

Lad mig nu se ... H. H. H. Der! Jünger/Heidegger, Linjen.

– Bad! sagde Vanja.

– Tal i hele sætninger, sagde jeg.

– Bad! sagde hun igen og så på Linda.

– Jeg vil gerne ... sagde jeg.

– Jeg vil gerne i bad, sagde hun.

– Gider du? sagde Linda.

– Ja, sagde jeg. – Men så putter du dem, ikke også?

Hun nikkede.

– Om fem minutter, sagde jeg til Vanja og begyndte at bladre i den bog jeg holdt i hånden. Citatet stod ikke i Jüngers tekst, som jeg troede, men stammede fra en dagbogsnedtegnelse som Anders Olsson citerede i efterordet.

På vejen tilbage langs stranden opdagede vi en konkyliebanke.

Ingen af de muslinger og snegle der var blevet skyllet op der, var større end en bønne, mange var mindre end en ært – men det var selve universet med sine ovaler, cirkler og spiraler, omkring en fod brede. Obelisker, gotiske og romerske buer, 37

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 38 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

takker, lanser, søm, tornekroner, oliventræer, kalkunvinger, bid, rivejern, vindeltrapper, knæskåle ... Og alt formet af bølger.

– Bad nu! sagde Vanja.

– Er du en lille baby her til aften? sagde jeg.

– Bad! sagde Heidi.

– Bad! sagde John.

– Jeg skal bare lige kigge lidt i denne her bog, så skal I nok komme i bad, sagde jeg. – Fem minutter.

Jeg bladrede op på de sidste, blanke sider og læste hvad jeg havde skrevet.

Lucrets – Om tingenes natur Nazismen Afrika Atombomben En mand alene på Gotland Eugenik

Atomer naturvidenskab biologi arter materialisme

Titel: Det tredje rige Aristokrat Masse Hölderlin Heidegger Jünger Mishima Mønstre i universet, det store og det lille Faust Dyr der kan kontrolleres Albertus Seba Amerika som er opdaget, men efterladt i fred

Kroppen, blodet det biologiske det klare, åbne det hellige det dunkle

38

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 39 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Det var det hele.

Jeg havde husket det som en detaljeret nedfældelse af konkrete idéer, et univers hvor romanen skulle udspille sig, og så var der ikke andet end mine almindelige affiniteter til bestemte ord, og de forestillinger de vakte i mig. »Kroppen, blodet«, »biologi«, »atombomben«. Og Lucrets, Om tingenens natur, den havde figureret i mine notater siden midten af halvfemserne.

Men det var en roman. Det var det. En verden beskrevet gennem det materielle og det mekaniske, sand, sten, muslinger, atomer, planeter. Ingen psykologi, ingen følelser. En historie der var anderledes end vores egen, men som lignede. Det skulle være en dystopi, en roman om de sidste dage, fortalt af en mand alene midt i et tørt og varmt sensommerlandskab. Og jeg havde en slutning klar, jeg havde allerede fortalt den til Linda, som havde lyst op, den var storslagen og fantastisk. Det var den!

– Vil I i bad? sagde jeg og satte bogen tilbage i reolen.

Pigerne gled ned fra stolen og småløb ud på badeværelset.

– Ja! sagde John og stolprede efter dem.

Da jeg kom derud, havde de allerede krænget tøjet af og stod nøgne foran badekarret. Jeg tog den gule Jif-flaske på spejlhylden, tog det grønne låg af og sprøjtede skurecreme i bunden af badekarret.

– En haj! sagde Heidi, hun stod bøjet ind over kanten. Det var den form striberne med skuremiddel dannede, hun tænkte på.

– Synes du det ligner en haj? sagde jeg.

Hun nikkede.

– Hvis der kommer en haj, skal man slå den på snuden, sagde Vanja. – Så bliver den bange.

Med en håndbevægelse viste hun hvordan man skulle slå den på snuden. Jeg fugtede en svamp under hanen i håndvasken og begyndte at skure badekarret. Skyllede det med bruseren, så hvordan vandet rev den gule skurecreme med, som nogle steder opløste 39

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 40 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

sig i små skyer, stak den gummibetrukne metalprop ned i afløbet, trak i håndtaget på blandingsbatteriet, mærkede efter med hånden på den tykke stråle for at se om temperaturen var rigtig, rettede mig op.

– Okay, sagde jeg. – Hop i.

Mens Vanja og Heidi klatrede op i badekarret, hjalp jeg John af tøjet. Han strakte den ene hånd i vejret, i den anden holdt han en plastikand. Da jeg havde trukket ærmet af, tog han den over i den anden hånd.

– Godt, John! sagde jeg, trak trøjen over hovedet på ham, kastede den over til snavsetøjskurven, som tøjet blomsterkroneagtigt strømmede ud af, knappede hans bukser op, trak dem af ham, løsnede tapen på bleen og løftede ham op i badekarret, hvor han straks begyndte at plaske med begge hænder.

– Jeg så en heks på gaden i dag, far, sagde Heidi.

– Det var ikke nogen heks, sagde Vanja. – Det var en gammel dame.

– Tænk hvis det var en heks? sagde jeg og satte mig ned på hug foran dem.

– Der findes ikke hekse, sagde Vanja.

– Er du sikker? sagde jeg.

Hun kiggede på mig og smilede.

– Ja, sagde hun. Jeg så at der var noget i hende der ville sige nej.

– Tænk hvis jeg var en troldmand? sagde jeg.

– Du er bare en almindelig far! sagde Heidi.

Jeg lo og rejste mig op. Vandet gik dem til maven nu. De elskede at være i karbad, alle tre, og det havde de altid gjort. Jeg spekulerede på hvorfor. Det havde måske noget med forvandlingen at gøre, pludselig at befinde sig i et andet element? Heidi lagde hænderne på den ene kant, satte fødderne på den anden og gik op i bro, råbte se, far! og lod sig falde ned igen med et plask der slyngede en kaskade af dråber over mod mig.

40

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 41 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

– Lad være med det! sagde jeg højt. – Det kan være farligt! Og se hvor våd jeg blev!

Hun lo. John lo også, Vanja gjorde sig klar til at gøre det samme.

– Nej, sagde jeg.

– Bare en gang! sagde hun.

– Okay da, sagde jeg og trådte et par skridt tilbage. Plasket blev endnu større denne gang; rundt om badekarret var gulvet dækket af vand.

De lo alle tre. Da John ville prøve, tog jeg fat i hans arm og holdt ham nede. Nej, nej, sagde han. Jo, jeg vil, sagde han. Nej, sagde jeg. Jo, sagde han. Jo, sagde jeg, nej, sagde han, og så var truslen afværget.

– Nu skal I vaske hår, sagde jeg.

– John skal først, sagde Vanja.

– Okay, sagde jeg. – Hørte du det, John?

– Vil ikke, sagde han.

– Jo, sagde jeg og tog fat i hans skulder og pressede ham forsigtigt tilbage i vandet. Han spændte først imod, og da jeg så pressede videre, begyndte han at græde og slå omkring sig. Jeg slap grebet.

– Sådan, sagde jeg.

Han skreg videre. Jeg tog shampooflasken med et billede fra Pixarfilmen Biler, som han selv havde valgt engang, og sprøjtede den tyktflydende røde væske ud i håndfladen. Da håret var vasket, kommanderede jeg dem op at stå, tog tre klude fra bunken på hylden, sæbede dem ind og vaskede alle tre mellem benene. Det føltes som et overgreb, det tænkte jeg hver gang jeg gjorde det. Tænk hvis der kom nogen ind og overraskede mig mens jeg gjorde det.

Hvad ville de ikke tænke, en pervers far med en klud mellem benene på sine døtre? At det var en tanke der kun var mulig for en mand der havde oplevet incest-hysteriet i firserne, vidste jeg godt, 41

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 42 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

men det hjalp ikke, følelsen slap jeg ikke fra, og da de satte sig ned igen, og jeg skyllede kludene, vred dem op og hængte dem på elradiatoren, var det med stor lettelse over at der heller ikke denne gang var kommet nogen ind midt i det hele.

– Trækker du proppen ud, Vanja? sagde jeg.

– Lidt mere, far! sagde hun.

Jeg rystede på hovedet.

– Det er langt over jeres sengetid allerede.

– Snälla pappa, sagde Vanja.

– Snälla pappa, sagde John.

– Nej, sagde jeg. – Kom så. Hvis ikke du vil, så gør jeg det.

Vanja sukkede og trak proppen op. Rundt om dem begyndte vandet at bevæge sig. Da Vanja var lille, havde hun været bange for den lille malstrøm der opstod ved afløbet, hun troede den var levende, og så snart jeg havde trukket proppen op, steg hun ud af badekarret så hurtigt hun kunne, som jaget af en stor fare. Hverken Heidi eller John havde nogensinde været bange for hvirvlen.

Nu rakte jeg Vanja hånden, hun tog den og steg ud, jeg tørrede hende med et stort håndklæde, lagde det over hendes skulder før hun gik ind i stuen. Jeg gjorde det samme med Heidi, nød følelsen af at frottere dem, når de stod helt stille og ventede på at jeg skulle blive færdig, omtrent som en hest der blev striglet, kunne man måske forestille sig. John sad alene i badekarret og legede med proppen, satte den i, trak den op, igen og igen. Han protesterede da jeg løftede ham op, sprællede med benene som en uvillig kat, men også han stod helt stille på gulvet da jeg frotterede ham.

Jeg tørrede op på gulvet med hans håndklæde, hængte det op på tørrestativet over badekarret, og fulgte efter børnene ind i stuen hvor Linda havde givet Heidi og Vanja nattøj på. De store håndklæder lå som to bunker på gulvet.

– Jeg smutter ud og tjekker min e-mail, sagde jeg. – Er det i orden?

42

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 43 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Et par uger forinden var vores internetforbindelse holdt op med at virke, det kunne være fordi vi ikke havde betalt, men det kunne også være en teknisk fejl. Jeg havde løst problemet ved at ordne al min e-mail-korrespondance fra en spillehal der lå ved torvet.

– Ja, sagde hun. – Jeg tænkte på om der var noget vi manglede til morgenmad? Så kan du jo købe det når du er ude? Mælk, måske? Og et brød?

– Jeg havde nu ikke tænkt mig at gå i supermarkedet, sagde jeg.

– Nej, nej, så lad være, sagde hun.

– Jeg skal nok, sagde jeg. – Mælk og brød.

Luften på torvet var kold og skarp, og jeg lynede jakken op før jeg begyndte at gå over til internetcaféen, som lå på den anden side af gaden lidt længere henne. Jeg gik derhen mindst et par gange om dagen, der skete meget for tiden, der blev sendt manuskripter frem og tilbage mellem mig og forlaget, og så havde jeg sendt manuskriptet ud til alle jeg havde skrevet om, og de kom med tilbagemeldinger med ujævne mellemrum. Den første roman var helt færdig, den kom fra trykkeriet om to dage. Den anden roman var i sidste fase, nu skulle den tekstredigeres og korrekturlæses, og dem jeg havde skrevet om, skulle få lov til at læse den. Når jeg tænkte på det, var det som om det begyndte at brænde i mit indre. Fortvivlelse, skyld og angst var de følelser der brændte, og den eneste måde jeg kunne holde dem væk på, var ved at tænke at de endnu ikke vidste, at der ikke var sket noget endnu, men det hjalp mindre og mindre, for snart kom dagen, hvor jeg skulle give manuskriptet til Linda, og hun skulle begynde at læse det jeg havde skrevet om vores liv. Det eneste hun vidste, var at jeg havde skrevet om vores liv. Hun havde ingen anelse om hvad eller hvordan. Hun havde sagt at jeg skulle tage alle udsvingene med, at jeg ikke skulle holde noget tilbage, at det værste der kunne ske, var at jeg havde fremstillet hende som kedelig, grå og svag, det der på svensk hed en 43

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 44 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

»mes«, og hver gang jeg sagde at jeg gruede for når hun skulle læse det, forsikrede hun mig om at det nok skulle gå. Der er ikke noget at være bange for, sagde hun. Jeg kan tåle det hele, så længe det er sandt. Men Linda var en romantiker, hun accepterede hverdagslivets mistrøstigheder og skænderier så længe der også var en forestilling om noget andet, vores kærlighed og vores lykke. Hun kunne gå fra at skælde mig hæder og ære fra til at sige at hun aldrig havde elsket nogen som mig, på ganske få minutter, mens jeg på en helt anden måde akkumulerede skænderier, utilfredshed og frustration, de lå som sedimenter i mit indre, som en slags følelsernes fossiler, og formørkede mit sind stadig mere intenst, til sidst var jeg hård som sten, uimodtagelig for forsoning og kærlighed. Det havde jeg skrevet om, og det vidste jeg ikke om hun kunne tilgive mig. For det var med det blik hun blev set.

Hvorfor havde jeg skrevet det?

Jeg havde været så fortvivlet. Det var som om jeg var låst inde i mig selv, alene med frustrationen, den sorte abe, som på et tidspunkt var enorm, og det føltes som om der ikke var nogen udvej.

Altså: mindre og mindre cirkler. Større og større mørke. Ikke det eksistentielle mørke, ikke det der handlede om liv og død, søndersprængende lykke eller søndersprængende sorg, men det lille mørke, skyggen på sjælen, den lille mands eget lille helvede, så lille at det egentlig var unævneligt, samtidig med at det fyldte alt.

Hvis jeg skulle skrive om det, skulle jeg være sandfærdig. Det var Linda enig i. Men hun kendte ikke sandheden. En ting var at fornemme hvad hendes mand tænkte i sine sorteste øjeblikke, noget helt andet var det at læse om i en roman. For det var vores liv det handlede om. Hendes, Lindas, og mit, Karl Oves. Det var det vi havde, ja, det var faktisk alt hvad vi havde. Åh, fy for helvede, hvor var det dog noget værre lort. At være tvunget til at give hende manuskriptet og sige, her, læs det, det udkommer om en måned.

44

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 45 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Jeg standsede foran fodgængerovergangen og ventede på grønt lys. Det store indkøbscenter ved siden af hotellet var lige lukket, så tyndede det altid ud med folk i området, bortset fra uden for McDonald’s og Burger King, hvor der altid hang grupper af unge, for det meste indvandrere. Mange var kommet her til Malmø fra Iran, vidste jeg, og tilhørte altså det folk der engang var blevet kaldt persere. De som for ganske nøjagtigt 2500 år siden, under Xerxes, rejste i felttog mod grækerne.

Blot et par uger tidligere havde jeg læst en roman af Eyvind Johnson, Skyerne over Metapontion fra 1957. Det var et af de klareste modernistiske værker jeg havde læst, i hvert fald fra den del af modernismen der var optaget af antikken, som Ezra Pounds Cantos, Herman Brochs Vergils død og James Joyces Ulysses eller for den sags skyld Paal Brekkes Roerne fra Itaka. Ligesom dem beskæftigede Johnson sig med rummet mellem den antikke litteraturs da og det moderne nu, men han var måske i endnu højere grad end de andre optaget af tiden imellem dem. Romanen begyndte i Syditalien lige efter krigen, og begivenhederne derfra, som hovedsagelig bestod af en svensk forfatters rejse i en fransk arkæologs fodspor, en mand han havde mødt i en af tyskernes koncentrationslejre, med islæt af begivenheder fra det samme landskab som de havde udspillet sig fire hundrede år før vor tidsregning. Et gods, en godsejer, hans slaver, hvoraf en flygter og havner i et større felttog, langt inde i Asien, alt sammen beskrevet ned til mindste detalje. Ikke mindst den enorme menneskemængdes bevægelse fra Middelhavets kyster og helt ned til Babylon, gennem et landskab der var stadig mere fremmed, var skarpt og æggende gengivet. Men det mest fremmede ved bogen var for mig ikke det antikke felttog eller de antikke slavekvarterer, som lå så langt tilbage i tid at man hele tiden så forfatterens anstrengelser for at levendegøre dem, men derimod Italien ude på landet anno 1947. Landskabet øde og stille, begivenhederne små og næsten umærkelige, og selvom jeg vidste 45

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 46 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

at et andet forfattertemperament, for eksempel latinsk, som Márques, Llosa, Cela eller hvorfor ikke Cervantes, ville kunne have skrevet præcis det samme landskab frem med en selvfølgelig intensitet, menneskene der dirrede af kærlighed og længsel, således at vi her ville have befundet os i verdens midte, er netop Johnsons afstand til det hans beskriver, afstanden til menneskene og deres virke og følelsesliv, afgørende i forhold til det han måske var ude efter, nemlig den afgrund af tid der ligger mellem os og antikken, og den følelse af meningsløshed der springer ud fra den. Her sker der ingenting, menneskene er kun gæster i landskabet som er bundet i et hav af tid. Af og til bliver noget fortættet, som for eksempel krigen to år forinden, men sandheden om den er ikke anderledes, hvilket kommer frem i afsnittene om det antikke felttog, som ikke rummer noget stort og heroisk eller historisk betydningsfuldt, det falder hele tiden ud i enkeltdele, som er egehjulets knirken, støvet der står rundt om hestehovene, den enkeltes drøm om rigdom, den enkeltes nedværdigelse af tabet og flugten. Men det er roman, det er et program. Det som ikke er et program, er skildringen af efterkrigstidens Italien, fordi det i så høj grad påvirkes af en stemning vi allerede er fremmede for, men som romanen, i modsætning til antikken, står helt tæt på og er helt fortrolig med. Da jeg læste det, føltes Italien anno 1947 faktisk mere fremmed end Italien i århundrederne før Kristus, sikkert fordi det sidste var baseret på en litteratur jeg kendte, mens det første ikke var baseret på andet end livet som det udspillede sig dengang, og som stort set ikke findes andre steder end her. Vi står så uendelig langt fra det nu, samtidig med at vores forældre og bedsteforældre levede dengang.

Ingen tid kan have gennemgået så radikale forandringer som vores, det kan jeg ikke forestille mig, den sidste halvdel af det tyvende århundrede har næsten ingen berøring med den første, det er som om de udspiller sig i to forskellige verdener.

Jeg kiggede hen på indgangen til internetcaféen. Et nyt sug af 46

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 47 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

angst gik gennem mig. Den sidste måned havde jeg modtaget de mest forfærdelige e-mails på grund af min roman, og jeg vidste at der ville komme flere, bare ikke hvorfra. Det samme gjaldt telefonen; hver gang den ringede, stivnede jeg. Sådan havde det godt nok været siden den aften nogen ringede og ville tale med voldtægtsforbryderen Karl Ove Knausgård, men det var syv år siden, og den angst var blegnet sammen med mindet; med bogen vendte den tilbage med ny kraft, for det jeg skrev, handlede om andre mennesker, det kunne jeg ikke kontrollere, og det jeg åbnede i dem, kunne de åbne i mig, det vidste jeg; alt hvad jeg nogensinde havde gjort, kunne blive brugt imod mig. Så længe det var privat, så længe det foregik mellem mig og dem, kunne jeg håndtere det.

Det var forfærdeligt, jeg blev martret af angst hver gang, kunne næsten ikke bevæge mig, sad i en stol eller lå paralyseret på en seng i timevis, men jeg vidste at det ville gå over, før eller siden havde jeg kæmpet mig igennem det, og var i stand til at se sagens rette proportioner. Men hvis det kom ud i offentligheden ... Hvis nogen gik til aviserne med det ... Det vidste jeg ikke om jeg ville kunne klare.

Lyset skiftede fra rødt til grønt, jeg krydsede gaden, vinden blæste håret ind i øjnene, jeg strøg det til side, foldede det ligesom bag øret med en bevægelse som jeg alt for godt vidste var feminin, men alligevel brugte, skyndte mig videre, gik ned ad de tre trappetrin til internetcaféen, åbnede døren og trådte ind. Der var næsten helt mørkt derinde, bortset fra lyset fra rækkerne af skærme ved væggen, hvor der sad unge mennesker og spillede computerspil. De råbte til hinanden mens de spillede, der var sikkert flere af dem derinde der spillede det samme spil, som næsten altid handlede om soldater på opgave i en eller anden fjendtlig verden, hvad enten det var i en by, i et fabriksområde, i et ørkenlandskab eller i en skov.

Fyren ved den nærmeste maskine drejede hovedet.

47

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 48 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

– Tjena! sagde han. – Hvor har du været hele dagen, forfatter?

Vi har ventet på dig.

– Hej, sagde jeg. – Har du en maskine til mig?

– Tag nummer nitten.

– Tak, sagde jeg og gik hen til nummer nitten, trak stolen ud og satte mig.

Jeg åbnede browseren og skrev adressen til den side hvor min e-mail lå. De to-tre sekunder der gik før siden dukkede op, holdt jeg vejret. Så kom rækken af navne til syne, de uåbnede i en federe skrift. Jeg kastede et hurtigt blik ned ad rækken.

Ikke noget slemt.

En forespørgsel fra et tv-program, en fra en boghandel i et indkøbscenter i Sørlandet, en fra en boghandel i Oslo og en fra en højskole midt i landet. Jeg bad Silje på forlaget, som havde formidlet forespørgslerne, om høfligt at takke nej. Hun havde også skrevet til mig med en ændring i interviewprogrammet for næste dag, Aftenposten havde trukket sig, BT havde skiftet journalist, så nu så det sådan ud: 9-9.45: NTB Gitte Johannessen På forlaget 9.45-10.20: Bergens Tidende Finn Bjørn Tønder, telefoninterview På forlaget 10.30-11.15: Fædrelandsvennen Tone Sandberg Etoile

48

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 49 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

11.15-12.15: Morgenbladet Håkon Gundersen Etoile 12.15-12.45: frokost 12.45-13.30: Dagsavisen Gerd Elin Stava Sandve Etoile 14.30-15.15: Søndagsavisa Gry Veiby Optagelse hos NRK 15.15-15.45: NRK Radiofront Siss Vik Optagelse hos NRK Programmet var omtrent det samme som da jeg havde udgivet min forrige roman, Alting har en tid, for fem år siden. Ved at samle alle interviewene behøvede jeg ikke bruge mere end en dag på medierne. Dagbladet og Dagens Næringsliv havde interviewet mig i Malmø for nogle dage siden, Aftenposten havde trukket sig, VG var ikke interesseret, og dermed var alt dækket.

Oprindelig havde det været meningen at Bergens Tidende ville sende Siri Økland, og det var lidt ærgerligt at hun ikke kunne komme alligevel, vi havde læst litteraturvidenskab sammen i Bergen for tyve år siden, kendte ikke hinanden dengang, men havde altid hilst på hinanden, det og det at vi tilhørte samme generation, gav mig en følelse af tryghed. Hvis jeg var utryg i en interviewsituation, sagde jeg næsten ingenting, så var de nødt til at hive ordene ud af mig og det kom der aldrig noget godt ud af. Før forrige bog udkom, 49

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 50 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

havde Dagbladet lavet et interview med mig i Stockholm. Jeg havde ikke talt med nogen om bogen, var usikker både på hvad den egentlig handlede om og hvor god den var, og så havde fotografen været med til hele interviewet, vi sad på Saturnus, han sagde at han kendte Tore Renberg, sad og så på mig med et halvsmil som bragte mig ud af fatning, alt hvad jeg sagde, hørte jeg med hans ører, det var det rene idioti, Noas ark, Kain og Abel, engle og det guddommelige, så efter et par minutter lukkede jeg igen helt i, svarede ja eller nej på hendes spørgsmål, og hvis jeg forsøgte med nogle ræsonnementer, var det med rødmende kinder. Jeg tænkte hele tiden på at bede hende om at sende fotografen væk så jeg kunne tale lidt friere, men jeg turde ikke, så det blev som det blev.

Lige inden interviewet havde jeg siddet og læst i Gombrowicz’ dagbøger; for femte gang forsøgte jeg at trænge ind i dem, for femte gang læste jeg de første ti sider, uden at komme længere, og samme eftermiddag lagde jeg bogen væk igen. Men journalisten havde lagt mærke til det og lavet en lille sidehistorie om det. »Knausgård læser Gombrowicz« hed det i overskriften. Det forfulgte mig i mange år.

Flere gange blev jeg kontaktet af aviser og tidsskrifter der ville have at jeg skulle skrive noget om den polske forfatter for dem. Jeg, som kun havde læst de ti første sider af hans dagbog, og ingen af hans romaner eller skuespil, blev altså regnet for at være Gombrowiczekspert. Endnu værre var det når jeg mødte Dag Solstad, for han havde stor respekt for Gombrowicz, han var en af de vigtigste forfattere for Solstad, og eftersom jeg ikke tilstod at jeg ikke havde læst ham, første gang han talte om ham til mig, blev jeg nødt til at lade som om jeg var Gombrowicz-kender over for ham. Engang kom han hen til mig og sagde at han havde været på Gombrowicz-seminar i Stockholm, og havde forventet at se mig der? Åh, jeg havde haft så travlt, men jeg ville så gerne have været der. Var det et interessant seminar, eller hvad? Og så videre og så videre.

Jeg lukkede browseren, gik hen og lagde en tier på disken, åb50

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 51 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

nede døren og gik op ad trappen ud i den tiltagende skumring som de lave og mørke biler trængte igennem med deres forlygter og dæmpede, næsten summende motorlyd.

Alle børnene var vågne da jeg kom tilbage. De råbte far, far, da de hørte lyden fra døren som blev åbnet. Jeg tog skoene af, hængte jakken på plads og stillede mig i døråbningen.

– I skal altså sove nu, sagde jeg.

– Men vi kan ikke sove, sagde Vanja, deres talsmand i situationer som denne.

– Og det er så tråkig! Må vi ikke være oppe lidt længere? Bare lidt? En lillebitte smule til?

– Nej, sagde jeg. – Det er langt over sengetid.

Heidi der lå i overkøjen, satte sig op på knæ.

– Kram, sagde hun.

Jeg gik hen til hende, hun lagde armene omkring og trykkede sin kind mod min så hårdt hun kunne.

– Också kram! sagde John.

Han lå på ryggen i tremmesengen med puden mellem hænderne. Han slæbte puden med hvor end han gik. Det var det første han sagde når han kom hjem fra vuggestuen. Kudden, vill ha kudden!

– Du må rejse dig op, hvis du vil have et knus, sagde jeg.

Det gjorde han. Jeg kyssede ham på øret, han fnisede. Som den eneste af børnene var han kilden.

– Vanja? sagde jeg.

– Kun hvis vi må blive oppe lidt længere! sagde hun.

– Men det er ikke for min skyld! sagde jeg. – Det er for din!

– Okay, sagde hun og lænede sig frem. Jeg gav hende et knus, strøg hånden hen over hendes spinkle ryg.

– Du er så dejlig, sagde jeg. – Nu skal du sove. Okay?

– Okay. Men du må ikke lukke døren!

51

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 52 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

– Nej, nej, sagde jeg.

Hun var lidt mørkeræd, ikke så meget, men nok til at hun ville have lyset tændt når hun skulle sove. Engang hvor vi havde været på landet ude hos Lindas mor, Vanja havde nok været omtrent halvandet, havde hun haft mareridt. Hun græd, og da Linda spurgte hvad hun havde drømt, sagde hun at hun havde drømt om baderingen. Det lød mærkeligt, men et par måneder senere fik vi forklaringen. I en zoologisk have var vi standset foran et glasbur med en stor varan. Da Vanja fik øje på den, trådte hun tilbage og råbte: »Baderingen! Baderingen!« Nu lå hun og stirrede op på mig.

– Godnat, sagde jeg.

– Godnat, sagde hun. – Far? – Ja? – Hvem skal putte mig i morgen?

– Det skal du ikke bekymre dig om nu. Sov nu bare.

Vanja ville helst have at Linda skulle gøre alting, jeg så lidt som muligt. Den største lykke var at blive puttet af Linda to aftener i træk. Sådan var det, jeg var nummer to i deres rangorden, og ville altid være det, hvis der da ikke kom nogen og tog min plads. Men det gjorde mig ikke noget, hun var den der stod dem nærmest, så enkelt var det.

Jeg gik ind i stuen hvor Linda, som sad og så fjernsyn, vendte sig om og så på mig.

– Jeg glemte at købe ind, sagde jeg.

– Det gør ikke noget, sagde hun. – De er vågne?

– Ja. – Hvad skal du nu?

– Pakke lidt. Og så finde ud af hvad jeg skal have på i morgen.

Og du?

– Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg er lidt træt. Måske går jeg tidligt i seng. Det er måske ikke så dumt nu hvor du ikke er her i morgen.

52

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 53 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

– Nej, sagde jeg. – Men det er jo kun to dage. Og din mor kommer jo også.

– Ja, det var ikke sådan ment. Det skal nok gå.

Jeg gik ind i soveværelset og hentede to skjorter, et par trøjer, et par T-shirts, to par bukser og to jakkesæt, tog hele bunken med ind foran spejlet ude i gangen og begyndte at prøve tøj. De fnisede inde i værelset, jeg begyndte at blive træt af det, trådte et skridt ind i værelset og tændte lyset i loftet. De lå alle tre i Vanjas seng. Jeg tog fat i John i en fod og en arm, trak ham hurtigt hen til mig, løftede ham op og lagde ham ned i sengen, gjorde det samme med Heidi, alt sammen uden at sige noget, og med bevægelser der var beslutsomme, på grænsen til det hårdhændede.

– Sådan, sagde jeg. – Nu sover I. Forstået?

– Ja, far, sagde Vanja. – Men det var dem der kom hen til mig.

Jeg kunne ikke stoppe dem.

– Det kan jeg godt se, sagde jeg og slukkede lyset i loftet.

– Dumme far! sagde John.

Jeg sagde ikke noget, lod døren stå på klem og begyndte at prøve tøj. Et par sorte Lindeberg-jeans, en blå Ted Baker-skjorte og den grå Ted Baker-jakke. Så skoene, et par Fiorentina+Baker, ligesom alt det andet tøj købt i Edinburgh for et par uger siden. Jeg havde været på en lille litteraturfestival, Yngve og Asbjørn og et par af deres kammerater var rejst med derop for at se på, men da det kom til stykket, og jeg skulle gå fra hotellet op til sceneområdet, bad jeg dem om ikke at se på alligevel. De syntes nok det var lidt mærkeligt, festivalen var deres påskud for at rejse, men ikke værre end at de gik ud og spise i stedet. De var sandsynligvis lige så nervøse som jeg var, for at jeg skulle dumme mig. I hvert fald Yngve, som identificerede sig med mig. På scenen blev jeg interviewet sammen med en hollandsk forfatter på omkring halvtreds, han gik i et excentrisk, ternet jakkesæt, talte engelsk med perfekt accent, havde skrevet en roman bygget på Dantes Divina Commedia. Han 53

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 54 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

hed Marcel Möring og tog sig af mig på scenen. Han fornemmede sikkert hvor nervøs og utilpas jeg var, og bagefter, da vi sad og skulle signere bøger med hver vores vinglas foran os, og han havde en lang kø af mennesker foran sig, som alle sammen roste ham for hans perfekte engelsk og sagde at hans bog lød virkelig interessant, mens der ikke var nogen foran mig, sagde han høfligt at han også var begyndt sådan engang, og at tommelfingerreglen var at der ikke skete noget i udlandet, men at det ikke gjorde noget, det vigtigste var netop dette, muligheden for at rejse rundt i verden og møde mennesker. Han gav mig sit kort og forsvandt ud i natten med sin unge kone, mens jeg traskede ned på en bar for at møde de andre nordmænd. Dagen efter var Yngve taget med mig ud at shoppe, for i modsætning til mig havde han en sikker smag når det gjaldt tøj. Hvis han nikkede, købte jeg det, hvis han rystede på hovedet, lagde jeg det tilbage.

Utilpas vred jeg mig frem og tilbage foran spejlet, bukserne passede ikke helt til jakken, og var det ikke en skide kliché med forfattere og habitjakker? Fandtes der noget kedeligere?

Jeg åbnede skabsdøren og så på de andre jakker.

En anorakagtig en, den var flot, men det passede måske ikke lige til et lanceringsinterview.

Der brød et leben løs inde på værelset, en af dem græd, en anden råbte. Jeg flåede døren op og tændte lyset.

– Så er det nok! I seng med jer!

Det var John der græd, Heidi der hylede. Vanja lå i midten og holdt sig for ørerne. Jeg trak John væk fra de andre, denne gang med et ekstra hårdt greb, satte ham i sengen, hvor han, med hænderne fængselsagtigt om tremmerne, græd videre og forbandede mig.

– John slog mig! råbte Heidi. Jeg løftede hende ud og satte hende op i sengen.

– John er så lille. Og han havde sikkert en grund til det. Nu skal du sove. Og det gælder også dig, John, sagde jeg og så over på ham.

54

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 55 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

– Dumme, hikstede han. Jeg gik hen og satte mig ned på hug ved sengen.

– Jeg er ikke dum, sagde jeg. – Men nu skal du sove. Du må ikke gå rundt. Du kan selv se hvad der sker. Så slår du dig. Læg dig nu ned.

Han gjorde mærkeligt nok hvad jeg sagde. Jeg slukkede lyset, lukkede døren, begyndte at prøve resten af tøjet, stykke efter stykke i forskellige kombinationer. Det irriterede Linda, det vidste jeg, alt hvad der lugtede af forfængelighed brød hun sig ikke om.

Jeg kunne bruge mere tid på at forberede mit udseende end på at forberede det jeg skulle sige før en optræden. Så snart jeg vidste at jeg ville være synlig, blev jeg helt besat. Det betød ikke noget om tøjet var dyrt eller billigt, nyt eller gammelt, det var selve handlingen, af med skjorter, på med skjorter og den evige selvevaluering, godt, eller ikke godt, forfærdeligt, lidt bedre, måske det?

Efter en halv time, hele tiden med Lindas tanker om det jeg var i gang med i baghovedet, gik jeg ind til hende.

– Hvad med det her? sagde jeg.

– Jättefin, sagde hun. – Du ser jättefin ut.

Det sagde hun altid, men jeg havde alligevel brug for at høre det.

Fra børneværelset lød der nogle kraftige dunk i væggen.

– Hvad er der med dem i aften? sagde Linda.

Denne gang var det nok at åbne døren, så pilede John hen over gulvet og Heidi op ad stigen.

– Nu mener jeg det virkelig, sagde jeg. – En gang til, og så bliver jeg virkelig vred.

De lå helt stille og så på mig med store øjne. Jeg gik ud på badeværelset, fandt saksen på spejlhylden og begyndte at klippe mit skæg.

Der lød trippende børnefødder ude i gangen. Det var sandsynligvis John eller Heidi.

55

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 56 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

– Gå ind i seng! råbte jeg.

– Jeg er lysvågen! sagde Heidi i døråbningen.

– Kom så, sagde jeg, løftede hende op og bar hende ind i seng.

Stod et par sekunder uden for døren og ventede, åbnede døren og så Heidi på vej ned ad stigen.

– Gå tilbage, sagde jeg. – Op i sengen igen.

– Men jeg er lysvågen, sagde hun. – Jeg kan ikke sove!

– Jeg ved hvad vi kan gøre, sagde Vanja. – Vi holder hinanden i hænderne og lukker øjnene og rejser til ketchup-landet!

– Okay, sagde jeg. – Så længe I falder i søvn.

De gjorde det, tog hinanden i hænderne, lukkede øjnene og lå helt stille. Ketchup-landet var noget de havde hørt om i børnehaven, troede jeg, men ville egentlig ikke vide det, det fyldte mig med et let ubehag, ketchup er rødt, rødt er blod, blod er død. Og så ligger de der med lukkede øjne ...

Jeg gik ud på badeværelset og klippede videre. Igen lød trippende børnefødder ude i gangen, nogen løb forbi badeværelset og ind i vores soveværelse. Jeg flåede døren op, og Heidi, som stod i vores seng, vendte sig om.

– Nu går du ind i seng! råbte jeg. – Lige nu! Du har fået så mange advarsler nu. Kom så. Ind i seng! Du MÅ ikke være længe oppe. FORSTÅR DU DET? Hun så på mig og begyndte at græde.

– Jeg skulle bare hente en bog! hikstede hun. – Voksne må ikke være vrede på børn!

Jeg fik så ondt af hende at jeg var lige ved at begynde at græde selv. Heldigvis reagerede hun ikke med raseri som hun nogle gange gjorde, så var det helt umuligt at trøste hende. Nej, hun græd bare, og jeg løftede hende op, trykkede den lille krop ind til mig og bar hende ind på deres værelse, tændte for lyset og sagde at jeg ville læse en bog til, for dem alle tre. Heidi kravlede op på mit skød.

Vanja satte sig op og knappede et dækken på en af sine mange stof56

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 57 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

hunde mens hun hørte efter med et halvt øre, mens John traskede rundt på gulvet og legede med det han fandt. Jeg læste en bog om Mumitrolden, han vågner op om vinteren, hans forældre ligger i dvale, han kan ikke vække dem og går ud på egen hånd. Heidi vred sig og spurgte om snart det ene, snart det andet – hvorfor ler de ad ham? Det er grimt at le ad andre – hvad siger han der, far? – mens Vanja fnøs ad de barnlige spørgsmål, og John var optaget af sine egne projekter ude på gulvet, nu var han i gang med en dims han kunne trykke på og som gav en høj, sireneagtig lyd.

Da bogen var færdig, og jeg endnu en gang havde slukket lyset, var de roligere. Jeg gik ind til Linda, som så nyheder, og sagde at det var mærkeligt så urolige de var til aften. Hun sagde at Heidi havde sovet to timer efter børnehaven, og at John også havde sovet længe om dagen. Jeg satte mig ned, lagde fødderne på bordet, stirrede på fjernsynet.

Vi gik i seng en times tid senere. Kyssede hinanden godnat, slukkede lyset. Jeg var nervøs og mærkede med det samme at der ville gå lang tid før jeg faldt i søvn. Jeg var nervøs for det der skulle ske næste dag, runden med interviewer der ventede, men ikke af den gamle grund, sådan som det altid havde været, frygten for at tale og tage plads og blive citeret for alt hvad man sagde, frygten for at fremstå som en idiot; denne gang var jeg bange på grund af det jeg havde skrevet. Romanen der udkom om to dage, som havde fået titlen Min kamp 1, havde jeg skrevet i ensomhed. Bortset fra Geir Gulliksen og Geir Angell havde ingen læst den undervejs. Nogle få havde vidst hvad jeg skrev om, deriblandt Yngve, men ikke hvad der stod. Efter et år på den måde, hvor det eneste perspektiv der eksisterede, var mit eget, var manuskriptet klart til at blive udgivet.

450 sider, en fortælling om mit liv, centreret om to begivenheder, den første da min mor og far blev skilt, den anden da min far døde.

De tre første dage efter at han var blevet fundet. Alt sammen med 57

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 58 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

autentiske navne, steder og begivenheder. Først i det øjeblik hvor jeg skulle sende manuskriptet til dem der var blevet omtalt, begyndte jeg at forstå konsekvenserne af det jeg havde gjort. Det havde jeg gjort i slutningen af juni. Yngve skulle være den første.

Om ham havde jeg skrevet ting jeg havde tænkt og følt, men aldrig sagt højt. Da jeg satte mig foran computeren og vedhæftede dokumentet til e-mailen, havde jeg lyst til at droppe det hele. Ringe til forlaget og sige at der heller ikke kom nogen roman i år.

En halv time sad jeg sådan. Så klikkede jeg på send, og det var gjort.

Næste dag gik vi ud til stranden ved Riebersborg, det var søndag og der var mange mennesker derude, vi fandt et lille sted ved broen ud til badehuset. Badehuset var fra begyndelsen af nittenhundredetallet, bygget på pæle omkring hundrede meter ude i havet. John sov i vognen, Vanja og Heidi soppede i strandkanten og samlede muslingeskaller, Linda og jeg sad på land og så på. Efter en halv times tid vågnede John, og vi tog dem med ud til caféen i badehuset, fandt et bord derude, lige ved rækværket mod vandet, som blinkede og glimtede omkring os, hvor vi satte os og spiste hver vores is. Det var omtrent som at være om bord på en båd. Vi havde broen til Danmark på den ene side, Turning Torso på den anden, med atomkraftværket i Barsebäck synligt i disen oppe mod nordvest.

Jeg så alt dette: folkelivet på den lange bystrand og på den brede gangsti bag stranden, hvor folk kom susende forbi på cykel eller rulleskøjter, rækker af blokejendomme fra halvtredserne eller måske tresserne som udgjorde byens sidste skanse mod havet, den store lysfanger, som ikke på nogen måde var dramatisk her i strædet mellem Sverige og Danmark. Parrene og familierne der sad omkring os, sommerklædte og brune, den høje himmel over os, hvis blå ikke havde nogen ende, før om aftenen, hvor den ville gråne og de første stjerner ligesom ville trænge igennem fra rum58

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 59 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

met bagved og synligøre de enorme afstande. Mine egne børn som sad med deres korte ben på deres stole og var optaget af deres egen verden; is, ispapir, dryppende saft eller fløde. Linda som med jævne mellemrum tørrede dem om munden med servietter, hendes øjne næsten helt skjult bag solbrillernes mørke. Jeg så alt dette, men som på film, noget jeg ikke selv var en del af, for både mine tanker og mine følelser var et andet sted. Det var Yngve jeg tænkte på, men ikke som en aktiv handling, det var mere sådan at han faldt ind i mine tanker hele tiden. Han var min bror, vi var vokset op sammen, og jeg havde støttet mig til ham næsten hele mit liv.

Vi havde stået hinanden så nær at jeg i stedet for at acceptere hans svagheder eller begrænsninger, ligesom jeg accepterede min egne, identificerede mig med dem og tog ansvar for dem, men på en indirekte måde, gennem følelserne, som skyllede gennem mig når jeg så ham gøre eller sige noget jeg ikke ville have gjort eller sagt.

Det var der ingen der vidste, allermindst ham, for hvordan skulle jeg kunne sige sådan noget højt? Nogle gange er du ikke god nok til mig?

Hvor meget fik jeg ud af at sige tingene som de var? Altså gengive mine egne følelser for ham? I forhold til hvor meget jeg mistede? Han kunne sige fuck dig, jeg vil ikke have mere med dig at gøre.

Hvad ville jeg så gøre? Fjerne det? Eller lade det stå og miste en bror?

Jeg ville lade det stå og miste en bror.

Det var der ingen tvivl om.

Hvorfor?

Var jeg gået fra forstanden?

Både Vanja og Heidi havde bidt bunden af vaflen, og havde nu store problemer med at slikke isen i sig som nu smeltede og dryppede to steder fra. John havde valgt en sodavandsis, og det burde være enklere, men han var så lille at også det voldte ham store pro59

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 60 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

blemer. Både hans hage og fingre var røde og fedtede af saften.

Men så var de i det mindste optaget af det.

– Hvad tænker du på? sagde Linda.

– Yngve, sagde jeg.

– Det skal nok gå, sagde hun.

– Det kan du sagtens sige, sagde jeg.

Det jeg havde skrevet om Linda var meget værre. Men jeg blev nødt til at tage en ting ad gangen.

En ny bølge af frygt og skam rullede ind over mig.

Hjemme igen tjekkede jeg e-mailen et par gange i timen. Det var søndag, så indbakken var tom hele dagen. Yngve var hos mor i Jølster, og det var jeg glad for, han ville kunne tale med hende om det, måske ville det mildne hans reaktion, tænkte jeg. Vi lagde børnene i seng og sad lidt på altanen, jeg tjekkede e-mailen en sidste gang før vi gik i seng: ingenting.

Næste morgen lå hans e-mail i indbakken.

Din fucking kamp lød overskriften.

Jeg rejste mig uden at læse det og gik ud på altanen, sad der og røg og så ud over byen, kold og fortvivlet.

Men jeg blev nødt til at læse det.

Det der stod, stod der hvad enten jeg læste det eller ej.

Jeg kunne udsætte det hele dagen, men det ville kun forlænge lidelsen, og resultatet ville alligevel være det samme.

Jeg skoddede cigaretten og rejste mig, gik ind i stuen, forbi køkkenet, hvor John sad i sin stol med en ske i hånden og Linda læste avisen, ind i soveværelset, ned på stolen, markøren hen til tekstlinjen, to klik, der stod det.

Ville bare skræmme dig lidt, men det har været nogle intense dage for mig hvor livet har passeret revy, frem og tilbage,

60

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 61 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

udløst af din tekst, og af at stå her og rode igennem gamle papirer og breve, mine og dine.

Jeg ved ikke helt om jeg skal skrive om din tekst eller vores liv og vores forhold, for sidstnævnte burde jo absolut få en anden behandling end det har fået hidtil, eller måske ikke?

Når det gælder teksten, så er der nogle passager der er ekstremt ubehagelige for mig at se på tryk, men jeg kan jo godt forstå hvorfor du har taget dem med.

Passagen med dig, mig, Ingar og Hans fik det virkelig til at sortne for mig. At du var, og er, flov over mig i visse situationer har jeg jo set og ser stadig. Og det er et meget ømt punkt, for det rører jo ved sider af mig selv jeg er smertelig klar over – at af og til ikke være til stede i mig selv; at tale grimt om ting jeg ikke selv har tænkt; bedre at kunne lide rollen som en der læser Adorno end at læse Adorno. Middelmådighed kombineret med dårlig selvindsigt og høje ambitioner ser ikke særlig godt ud. Men når jeg læser det igen, er det ikke så slemt ... det handler om dig og ikke om mig. Og så er der vel ikke plads til alle de gange hvor jeg har været flov over dig! »Vi så sjældent hinanden i øjnene.« Er det så slemt som det virker her? Ser vi mindre på hinanden end andre mennesker?

Og at Yngve og Espen afskyer hinanden? Det passer overhovedet ikke fra mit synspunkt ... Jeg troede at det var Tore og Espen der ikke kunne lide hinanden?

Skal læse de næste dele de næste par dage, så ringer du måske?

Yngve.

61

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 62 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Jeg gik ud i gangen og ringede til ham. Tonen mellem os var lidt usikker. Han fortalte igen hvordan han havde oplevet at læse det, men var ikke vred, det var mere som om han tog kritikken til sig, og det skabte et undertryk i situationen som jeg fandt næsten uudholdeligt, for det havde han ikke nogen grund til. At vi ikke så hinanden i øjnene, og at vi aldrig gav hånd, ja, i det hele taget aldrig rørte ved hinanden, kunne vi ikke tale om, det var helt umuligt, men da han et par uger efter denne telefonsamtale kom på besøg i Malmø sammen med sine to børn, Ylva og Torje, mødte han mit blik og rakte hånden frem da jeg åbnede døren. Der var ingen ironi, ingen subtiliteter, han ville rette op på det. Jeg blev blank i øjnene og måtte se ned.

Efter at Yngve havde læst teksten, udsatte jeg udsendelsen til de andre jeg havde skrevet om. Jeg gik og gruede for det hele sommeren, lige til begyndelsen af august, kun en måned før udgivelsen, hvor jeg til sidst tog mod til mig. Jeg sendte en e-mail til Jan Vidar og spurgte hvordan det gik med ham, fik svar et par timer senere, både han og hans familie havde det godt, i morgen skulle han på fisketur med nogle kammerater, de plejede at tage til Finnmarksvidden om sommeren. Jeg havde ikke haft kontakt med ham i mange år, sidste gang jeg så ham, var da jeg var i Kristiansand for at begynde arbejdet med en ny roman efter Ude af verden.

Det var næsten ti år siden. I den roman jeg nu skulle udgive, var han en af de vigtigste personer. Vi havde været bedstevenner fra vi var tretten til vi var sytten, omtrent, og var så gledet fra hinanden.

Det havde været nogle vigtige år i mit liv. Vi var flyttet til Tveit, jeg skulle begynde på en helt ny skole, kendte ingen, så kom han mig i møde, vi blev venner, tilbragte al vores tid sammen, ikke mindst med bandet som vi dannede. Da jeg begyndte at skrive om den tid, lå den meget tættere på end jeg havde vidst. Stemningerne i vores hus, skoven bag huset, elven neden for huset, alt det vi lavede sam62

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 63 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

men, som i bund og grund var ingenting, men alligevel alt. Hvem Jan Vidar egentlig havde været, trådte for første gang frem da jeg sad i Malmø og skrev om det, mere end tyve år senere.

Jeg havde googlet ham, og foruden hits i fiskekonkurrencer, fik jeg hits på et band, som han tydeligvis spillede i. Flere af deres sange lå på nettet. Jeg afspillede dem. Det var et bluesband, han spillede guitar, hans soloer var virkelig gode. Hvad var der sket? Da vi spillede sammen, havde det lydt forfærdeligt. Mit spil havde ikke udviklet sig siden dengang, det lød stadig som det gjorde da jeg var femten. Men han var altså blevet en virtuos. Eftersom jeg ikke havde set ham i alle de år, var det næsten ikke til at forstå. For mig var han stadig sytten.

Jeg sendte manuskriptet til ham og håbede på det bedste.

Jeg sendte det også til en anden gammel ven, Bassen, han var kun kort beskrevet, men havde været vigtig for mig dengang, og vi havde holdt kontakten længere tid, jeg havde stadig hans telefonnummer. Han læste det med det samme, havde ingen indsigelser når det gjaldt brugen af hans navn og person, men samtalen med ham var alligevel foruroligende, han sagde at der ville blive ballade, at jeg ikke skulle udelukke at der ville komme en retssag. Den mulighed var aldrig faldet mig ind, og vi snakkede længe om det. Han var kriminolog, arbejdede i Statistisk Centralbureau, og vidste hvad han talte om. Jeg tænkte at han overdrev, men der var noget ved hans alvor som sagde mig at det alligevel ikke var tilfældet.

Søgsmål? Erstatningssag? Fordi jeg har skrevet historien om mit eget liv? Hvis nogen havde indvendinger, ville jeg forandre deres navne, værre var det vel ikke?

En anden vigtig person i mit liv var Hanne, min første rigtige kærlighed, engang mit livs lys, mit alt. Vi blev aldrig kærester, og bortset fra et kort møde i Bergen, havde vi ikke set hinanden siden dengang. Også hun blev set gennem mit umodne blik, som desuden var farvet af forelskelse og indbildskhed.

63

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 64 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Jeg forsøgte at finde hendes adresse, men den lå ikke på nettet, og hun stod ikke i telefonbogen. Jeg ringede til Bassen igen, vi tre havde gået i samme klasse engang, han gav mig et telefonnummer som sandsynligvis var hendes, jeg ringede dertil, der var ingen der tog telefonen. Jeg ringede igen flere gange, der var aldrig nogen hjemme.

Tonje, som jeg havde været gift med, var næsten ikke med i romanen, kun lidt i de dele der handlede om min fars død, men jeg sendte den også til hende og forklarede at der ville komme fem romaner mere, og at hun nok ville spille en større rolle i en af dem end hun gjorde her.

Til sidst sendte jeg manuskriptet til min onkel Gunnar. Han var ti år yngre end min far, det betød at han kun var en lille dreng da hans ældre storebror bror blev gift og fik sit første barn. Fra min barndom husker jeg ham som en ung mand i tyverne, helt anderledes end far. Gunnar havde langt hår, han kunne spille guitar, og han havde en båd med en tyve hk Mercury motor. Engang skaffede han Yngve Start-spilleren Svein Mathiesens autograf, det var stort, og det ville ikke undre mig om Yngve stadig har den. Gunnar var en som Yngve og jeg så op til, en vi altid håbede ville være der når vi besøgte farmor og farfar i Kristiansand, eller var med når de kom på besøg. Da jeg blev teenager, var han gift og havde sin egen familie, de boede i et rækkehus og tilbragte sommerhalvårets fridage ude i den hytte som farmor og farfar havde købt i halvtredserne, og som han efterhånden overtog. Han var spøgefuld, havde altid et ordspil i baghånden, i den henseende lignede han Yngve, og han var ansvarsfuld, de sidste ti år af farmor og farfars liv var det ham og hans kone der hjalp dem med det de havde brug for hjælp til. Da far begyndte at slippe sit greb i mig og i alt andet, blev Gunnars rolle i mit liv forandret. Han var sikkert den samme, tror jeg, men min indstilling til ham forandrede sig. Han blev en der så hvad der skete. På det tidspunkt begyndte jeg at skrive i lokalavi64

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 65 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

serne og blev synlig på en måde jeg kunne mærke at han ikke brød sig om, samtidig røg jeg ud på et sidespor, jeg pjækkede fra skolen, drak meget, røg tilmed hash, en uhørt overskridelse som jeg af en eller anden grund mente at Gunnar var opmærksom på, i modsætning til alle de andre der var omkring mig, og mit forhold til ham blev ladet. I årene efter at jeg var flyttet hjemmefra som attenårig, havde jeg ikke særlig meget kontakt med ham, men de gange jeg var på besøg, så jeg at hans børn havde fuld tillid til ham, der var ikke spor af frygt i deres øjne når de så på ham, og det respekterede jeg ham for. Da jeg var i tyverne, samtidig med at far drak mere og mere, blev Gunnar repræsentant for alt hvad der var ordentligt og redeligt, det jeg i modsætning til min far, stræbte efter, og jeg gjorde på den måde Gunnar til en slags faderrolle og et overjeg. Hvis køkkenbordet var fuldt af øl- og vinflasker, tænkte jeg: Hvad ville Gunnar have tænkt hvis han kom ind og så det? Hvis jeg havde pjækket fra forelæsningerne i et par måneder, tænkte jeg: Hvad ville Gunnar sige til det? Hver gang jeg gjorde noget grænseoverskridende, dukkede Gunnar op i mine tanker. Det havde ikke noget med hans person at gøre, det var noget jeg selv havde skabt, men taget helt ud af det blå var det ikke: Den sommer jeg skrev det der blev min debutroman, boede jeg hos mor i Jølster, jeg var otteogtyve år gammel, og en eftermiddag hvor jeg havde været oppe hos mormors søster Borghild og talt med hende om hvordan livet på gården udspillede sig i gamle dage, eftersom jeg havde tænkt at bruge det i romanen, havde Gunnar været hjemme hos mor og irettesat hende fordi jeg var sådan en døgenigt og drivert der aldrig ville blive til noget. Min far kunne ikke tage ansvar for mig, og derfor måtte min mor gøre det, mente han, og i hvert fald ikke opmuntre den verdensfjerne drøm jeg havde om at skrive.

Men der lå også en omsorg i hans irettesættelse, tænkte jeg, og var splittet: På den ene side ville jeg være forfatter og var villig til at ofre alt for at blive det, desuden fandt jeg det grænseoverskridende 65

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 66 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

tiltalende, helt siden teenageårene har jeg hadet det borgerlige og satte; på den anden side fyldte det grænseoverskridende mig med angst, og dragningen mod det borgerlige og satte og trygge var mindst lige så stærk; det var en væsentlig årsag til at jeg blev gift og til at jeg i det hele taget havde læst på universitetet. Min far var ligeglad med mig, så når Gunnar kom og fordømte mit liv, lå der for mig noget godt i det; i det mindste havde han en mening om det jeg lavede.

Og måske var han også delt. Da far døde hjemme hos farmor og jeg tog ned til Kristiansand og gjorde rent og arrangerede begravelsen, inviterede han mig med ud til hytten en dag for at få et afbræk, og der gik vi en tur sammen, over engene og ind mellem træerne, han fortalte om hvem far havde været for ham, og det føltes som om han nærmede sig, ville dele det med mig. Senere den sommer havde han besøgt mor igen, hver sommer holdt de ferie et sted som lå et par timer fra mor, og der havde han været fuld af lovord om Yngve og mig, hvor godt vi havde håndteret situationen ved fars død. Kun nogle få uger senere udkom min første roman, og så var alt ved det gamle igen. Min far optrådte i bogen, og min fars brødre, ikke åbenlyst, men tydeligt nok til at alle tæt på ville forstå hvem jeg havde modelleret personerne over. Så da jeg sendte romanen til Gunnar, vedlagde jeg et brev hvor jeg havde skrevet lidt om mit forhold til far, og om min respekt for Gunnar som far.

Jeg gjorde det nok fordi jeg havde på fornemmelsen hvordan han ville opfatte det, i et forsøg på at mildne hans reaktion. Han blev rasende over bogen, men i stedet for at ringe eller skrive til mig, ringede han til min mor for at skælde mig ud. Hun nægtede at tage ansvar for det jeg gjorde og skrev, hun sagde at jeg var en voksen mand og at hun ikke ville blande sig i det. Et halvt år senere ringede han dog, det var da romanen havde fået Kritikerprisen, jeg boede på et hotel i Oslo og havde lige modtaget prisen da en mand ringede og præsenterede sig med et navn jeg ikke genkendte. Men 66

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 67 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

stemmen var velkendt, og et par sekunder senere forstod jeg at det var Gunnar, han havde præsenteret sig med det navn jeg havde givet en af farens brødre i romanen. Han ville ønske mig tillykke, og bortset fra at han spurgte om vi måske drak lidt vin for at fejre, var det en hyggelig samtale. Sidenhen mødtes vi til farmors begravelse, og i forbindelse med arveopgøret efter hende, og en sommer hvor jeg var hjemme hos mor sammen med Linda, Vanja og Heidi, kom han på uanmeldt besøg, ville bare sige hej, sagde han, vil I have lidt kaffe? sagde jeg, nej, tak, vi er på vej sydpå, sagde han, kom bare forbi, men vil I ikke sidde lidt, nej, heller ikke det, så stod vi ude i gangen og udvekslede høflighedsfraser i en tre-fire minutters tid, før de gik ned til bilen igen og kørte væk. Linda og pigerne lå oppe på værelset og sov, jeg spurgte om jeg ikke skulle vække dem så de i det mindste kunne se mine børn, men heller ikke det ville han, det var for megen ulejlighed, og da de var kørt igen, lo vi lidt ad hele seancen, eftersom den så åbenlyst handlede om pligt og intet andet.

Sådan var det da jeg skulle sende den nye roman til ham. Jeg vidste at han ikke ville bryde sig om det, og tanken om hans læsning gjorde mig bange. Men der var ingen vej udenom. Så den sidste dag i juli 2009, halvanden måned før romanen skulle udkomme, satte jeg mig foran computeren og skrev et brev til ham.

Kære Gunnar Det er længe siden. Håber du og din familie har det godt. Jeg var i Kristiansand i foråret, på et dramatikerseminar, og havde tænkt mig at smutte forbi, men så skulle jeg pludselig til begravelse i Ålesund – det var Sissels søster Ingunn som døde – og der var ikke tid. Også Sissels svoger, Magne, som var gift med Kjellaug, døde i foråret, så det har været et hårdt år for mor. Her i Malmø går det imidlertid fint, alle tre børn går i

67

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 68 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

børnehave nu, og Vanja skal begynde i skole næste efterår, så de værste år som småbørnsfamilie er snart forbi.

Men det er ikke derfor jeg skriver nu. Sagen er at jeg har skrevet seks selvbiografiske romaner – de tre første udkommer til efteråret, de næste tre til foråret – de beskriver forskellige dele af mit liv, og som hovedregel er alle navne og begivenheder autentiske, det vil sige, det der beskrives, er sket, om end ikke ned til mindste detalje. Den første roman udkommer i slutningen af september og består af to dele – den ene foregår i Tveit vinteren og foråret 1985, det vil sige på den tid hvor mor og far gik fra hinanden, og far begyndte sit nye liv med Unni, den anden handler om de dage i Kristiansand efter at han døde. Du optræder kortvarigt i den første, kører mig ned til en kammerat nytårsaften, og i den anden, når du og Tove kommer forbi farmors hus og hjælper med at rydde op og gøre rent. Isoleret betragtet er billedet selvfølgelig sympatisk, for det er sådan jeg tænker på dig, det er ikke der det svære og smertefulde ligger – det ligger selvfølgelig i det faktum at jeg blotlægger vores families indre liv, noget hverken du eller nogen andre i familien har bedt om. På den anden side er dette en bog om mig og min far, det er det den handler om, mit forsøg på at forstå ham og det der skete med ham.

For at kunne det, bliver jeg nødt til at gå ind til kernen, det inferno han skabte helt til sidst, hvor han ikke kun ødelagde sig selv og huset, men også farmors sidste år, foruden at gøre skade på alle omkring ham. Hvorfor gjorde han det? Hvad var det der fik ham så langt ud? Lå det latent i ham hele tiden, altså da vi var små? Jeg ved ikke om du ved det, men min far har haft en slags jerngreb om mig hele mit liv, også efter at han døde, og når jeg skal fortælle min historie, bliver jeg nødt til at gå derind. At den historie også berører andre, deriblandt, og måske især, dig, piner mig meget, men samtidig har jeg været 68

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 69 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

nødt til at gøre det sådan. Alt det forfald og forfærdelse var det jo far der skabte, ingen andre var skyld i det, men jeg kan ikke beskrive det uden også at beskrive den sammenhæng det skete i. Sådan er det. I disse dage sender jeg manuskriptet rundt til alle der spiller en rolle i det. Yngve har læst det, og mor. Nu sender jeg det altså til dig. Det er vedhæftet denne e-mail. Hvis du ønsker at dit navn skal ændres og din baggrund anonymiseres, gør jeg selvfølgelig det. Det er ikke svært, og problemet er da også et andet: At noget du ønsker skal hvile i fred, ude af syne for alles blik, nu bliver trukket frem i lyset så alle kan se. Igen, jeg beklager, men han var min far, og det er min historie jeg fortæller, og den ser desværre sådan ud.

De bedste hilsner Karl Ove De første dage tjekkede jeg mail flere gange i timen. Hver gang telefonen ringede, ramte angsten mig med et slag. Men der skete ikke noget. Jeg tolkede det som et godt tegn, han læste romanen og overvejede nøje hvad han ville sige og hvordan han skulle reagere. Enten det eller også var han ude i hytten.

Først den femte dag hørte jeg fra ham. Da jeg så hans navn i indbakken, rejste jeg mig og gik ud på altanen, sad der og røg og samlede mod. Børnene var i børnehave, der var stille i lejligheden, fra byen steg den sædvanlige strøm af lyde op. Det værste der kunne ske, tænkte jeg, var at han var vred på mig fordi jeg skrev om det jeg gjorde. Men det ville gå over. Jeg skulle bare leve med det, så ville det gå over.

Jeg havde gjort hvad jeg havde gjort. Ikke bare truffet en beslutning om at jeg ville gøre det sådan, men arbejdet under den beslutning i over et år. Ét menneskes ønske kunne ikke forandre det.

69

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 1291 SESS: 89 OUTPUT: Mon Oct 8 13:17:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134738_Min_kamp_6_151x226_AGaramond/Materie

Til Linda, Vanja, Heidi og John.

Jeg elsker jer.

156MM

69MM

156MM

Min kamp 6

232MM

Karl Ove Knausg책rd

Min kamp6_Over_Final.indd 1

08/10/12 16.16