Mit liv min linedans læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Content_9788711998519.indd 2

19/09/21 8:12 AM

Sonja Oppenhagen

Mit liv, min linedans

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711998519.indd 3

19/09/21 8:12 AM

Content_9788711998519.indd 4

19/09/21 8:12 AM

Indhold Prolog: En evig søgen ��7 Kapitel 1: Min moders verden, mit barndomsland ��13 Kapitel 2: Dansen med far ��31 Kapitel 3: Mit nye hjem ��40 Kapitel 4: Kontrasterne ��57 Kapitel 5: En ny verden ��71 Kapitel 6: Min scene ��84 Kapitel 7: Kærligheden og karrieren ��103 Kapitel 8: Enlig mor ��131 Kapitel 9: Kunstnere for fred ��151 Kapitel 10: Morten ��162 Kapitel 11: Et nyt kapitel ��181 Kapitel 12: Min datter ��190 Kapitel 13: Sommeren 1992 ��199 Kapitel 14: Korea – En rejse til Morgenstilhedens land ��209 Kapitel 15: Scenen – mit andet liv ��216 Kapitel 16: Brødet og osten ��234 Kapitel 17: Manifest ��245 Kapitel 18: Mit liv, min linedans ��250 Epilog ��260

Content_9788711998519.indd 5

19/09/21 8:12 AM

Content_9788711998519.indd 6

19/09/21 8:12 AM

KAPITEL 2

Dansen med far

I en af de første barndomserindringer, jeg har om min far, sidder min bror og jeg i vindueskarmen og venter på, at han skal komme hjem. Selv om min mor hver dag stod parat med maden, kom han aldrig hjem til tiden. Min far var fire år yngre end min mor og var 26, da jeg kom til verden. Jeg tror simpelthen ikke, at han var klar til at være far, han var så ung og umoden. Egentlig tror jeg ikke, at min far nogensinde blev klar til den rolle, eller til nogen som helst anden rolle for den sags skyld. Desuden var han frygtelig forfængelig og meget pernittengryn med sit udseende. Altid uhyre optaget af, hvilke signaler han sendte. Vi måtte for eksempel ikke sidde på skødet af ham, for så ville vi blot ødelægge pressefolderne i hans bukser, og hvis der var den mindste fold på dem, nægtede han at tage dem på. Det samme gjaldt de stivede flipper til hans skjorte; var der det mindste i vejen, tog han flippen af og krævede en ny. Da jeg blev født, arbejdede min far hos Købmand Christensen, men blev senere ansat på Frederiksberg Slot som leder af forlaget på Hærens Officersskole. Det nye arbejde bestod blandt andet i at føre regnskab med salget af undervisningsmaterialer, og som sædvanlig var det min mor, der – i lighed med i hans første job – sørgede for, at bogholderiet stemte, og at det hele var i orden. Men han 31

Content_9788711998519.indd 31

19/09/21 8:12 AM

imponerede alle, der ikke kendte ham. Hans fremtoning var som et spejlbillede i et spejlkabinet; den person, man så, passede altid til lejligheden, men var det den sande Lüche? Kun i de momenter, hvor han optrådte eller fortalte historier, var han rigtig til stede. For så bagefter at forsvinde igen. Derfor vidste jeg aldrig, hvornår jeg havde det ærlige menneske foran mig, for jeg oplevede så ofte, at han vendte op og ned på sandheden, selv om den stod skrevet så tydeligt for os andre. Min far levede på og med sin alt for livlige fantasi, der udviklede sig til et bedrag med psykopatiske træk. Ved juletid havde vi altid en dag, hvor jeg skulle med far på ’juleindkøb’, men i stedet for at købe julegaver besøgte vi hans biologiske mor, min rigtige farmor. Kvinden hed Edith og boede på Amager, hvor vi – og kun den ene gang om året – besøgte hende. Jeg husker en artikel i et af de kulørte blade, hvor der stod, at hun havde været ringforlovet 25 gange og gift ti. Vores besøg hos Edith var blot en af de mange løgne, min far gjorde mig medskyldig i, for min mor stod altid parat derhjemme og spurgte mig: “Har I haft det hyggeligt og købt gode gaver?” “Ja,” svarede jeg med et stort smil. Hyggeturen blev derfor aldrig hyggelig, når dagen altid ville ende med, at jeg skulle hjem og lyve for min mor. Skønt min far kunne være både beleven og elegant med morsomme anekdoter om sin opdigtede barndom på et stort gods med masser af heste, afslørede hans meget begrænsede viden om heste, at han var en fantast. Han blev egentlig aldrig en dominerende figur i mit liv, for indimellem forsvandt han bare. Da jeg blev konfirmeret, skulle min far rejse væk den næste dag, angivelig fordi han havde fået dårlige nerver. Han skulle en uge til Spanien og rekreere, men i virkeligheden rejste han væk med en dame. Det var først senere

Et af de lykkelige øjeblikke i sommerferien, hvor jeg er tæt på min far.

Content_9788711998519.indd 32

19/09/21 8:12 AM

Content_9788711998519.indd 33

19/09/21 8:12 AM

i mit liv, at jeg forstod, at mange af de historier, han fortalte om sig selv, ikke var sande. Min far var misbruger. Han tog sovepiller for at sove, og han tog opkvikningspiller for at blive frisk, når han vågnede, og den cocktail toppede han med kodimagnyler. Det var der, utrygheden sneg sig ind i lejligheden. Jeg begyndte at få ny en rolle: barnet, der skulle være voksen. Jeg måtte forsvare min mor og min bror mod min far. Om natten kunne han komme hjem og overfuse min mor. I sin sygelige jalousi beskyldte han hende for de mest urimelige ting, og han kørte hende til sidst så langt ud, at hun ikke kunne finde sig selv. Han gennemrodede hendes frakkelommer, fandt måske en sporvognsbillet, som hun havde efter en tur i Daells Varehus, og han ville påstå, at hun aldrig havde været der, og at hun havde en elsker. Psykisk og verbalt jog han hende rundt i sit eget bedrag, i sin jalousi. Hele seancen kørte i ring, som en manipulerende hvirvelvind, der slyngede hende rundt, indtil hun brød hulkende sammen og ikke vidste, hvad hun indrømmede. Jeg vågnede af deres skænderier, gik ind i stuen og blandede mig for derefter at skælde min far hæder og ære fra. I en meget ung alder lærte jeg at påtage mig høj status og agere voksen. Jeg blev ved med at udfordre ham, indtil han gav efter, og det endte med, at han brød grædende sammen. Det var mig, der afbrød det, mig, der måtte slutte det. Og intet barn skal være tvunget til at stille sig op imod sin far. Men jeg blev mere modig og frygtløs af det. Min bror og jeg mærkede konflikterne mellem vores forældre, de lå som en mørk sky hen over det hele. Min mor lukkede af for det, og jeg tror, at hun gjorde det i den bedste mening. Min fars jalousi og åbenlyse bedrag styrede indirekte vores liv. Han kunne Jeg blev konfirmeret i Frederiksberg Slotskirke i 1964. Mormor havde syet kjolen, og festen blev holdt derhjemme.

Content_9788711998519.indd 34

19/09/21 8:12 AM

Content_9788711998519.indd 35

19/09/21 8:12 AM

være en tikkende bombe, og man vidste aldrig, i hvilken retning hans humør gik. Jeg husker en aften, hvor jeg har været omkring 15 år, hvor vi ’rigtig skulle hygge os’ og spille kort. Jeg kunne slet ikke få luft. Vi var jo alle ulykkelige, og jeg reagerede voldsomt på det ved at rase og råbe ad mine forældre. Jeg løb ud på trappen og sad alene med min vrede og min frustration, da min mor til sidst kom ud og hentede mig. Hyggen var så forloren, og stemningen, det hele hvilede på, var så porøs. Det eneste, jeg ønskede, var at løbe langt væk, tilbage til teatret og gemme mig. Men på det tidspunkt var jeg ikke længere en del af den verden, fordi min tid på balletskolen var forbi. Bedraget og det forlorne liv stod nu endnu tydeligere for mig, for jeg havde ikke længere noget sted at flygte hen. Kulminationen indtraf den dag, min far forsvandt. Som 16-årig var jeg blevet en lille voksen, tvunget af omstændighederne, men alligevel ikke klar til det, der kom; min far stod ude på trappeafsatsen på fjerde sal med de sidste ejendele, jeg stod i døråbningen, og mit hjerte var iskoldt – eller blødende, jeg ved det ikke – men uden betænkning spurgte jeg ham: “Vil du virkelig hellere være sammen med den kvinde og aldrig se os mere?” “Ja …” svarede han. Og så gik han. Jeg fik aldrig sagt farvel til ham, og jeg bærer stadig på et uforløst savn, som jeg har svært ved at slippe. Jeg hørte først fra ham igen, da jeg var 27 år gammel. Jeg havde skrevet et julekort til ham, og det var et større detektivarbejde at opspore ham, for han havde hemmelig adresse. Et par år forinden – da jeg fik Anne, min datter – følte jeg et stigende behov for, at 36

Content_9788711998519.indd 36

19/09/21 8:12 AM

han anerkendte, at jeg fandtes, jeg havde simpelthen brug for, at han vidste noget om mit liv. Han kunne næppe være uvidende om hverken min eller min datters eksistens, eftersom Klaus Pagh, som jeg var blevet gift med, gav champagne på ABC Teatret, pressen mødte op, og der blev skrevet store artikler i flere blade. Ved hver eneste premiere, hvor der var blomster, kiggede jeg efter, om der mon ikke var en buket fra min far. Jeg havde en stor trang til at vise ham, hvem jeg var, og hvad jeg var blevet til. Efter at vores far forsvandt ud af vores liv, føltes det hjemme i lejligheden, som om han boede bag en lukket dør, som min bror og jeg havde forbud mod at åbne. Skønt han var væk, var han der på en måde stadig. Og hver gang vi nærmede os den lukkede dør, trak det i hånden efter at tage i håndtaget, men døren var umulig at åbne, og det var umuligt at få min mor i tale, når det handlede om min far. Hun blev rasende, hver gang vi forsøgte, og ville ikke høre hans navn nævnt. Men nu havde jeg mit eget liv, min egen mand og mit eget barn og følte en længsel efter at møde ham igen. Derfor sendte jeg ham julekortet, hvor jeg blandt andet havde skrevet mit telefonnummer. Jeg ønskede inderligt at tilgive ham, ønskede at få kontakt til ham, så vi kunne starte på ny. En måned senere ringede telefonen, og en stemme sagde: “Det er far …” Alt i min krop gik i stå. Det var, som om blodet holdt op med at løbe, min vejrtrækning stod stille, og min krop stivnede i et kort sekund. Og så blev jeg glad. Og jeg fortalte ham det; hvor glad jeg blev for hans opringning. Jeg ville så gerne se ham igen. Han fortalte, at han godt vidste, hvor jeg boede, og at han var kørt forbi mange gange, men aldrig haft modet til at ringe på. Kort tid efter ringede han igen. Jeg inviterede ham til at komme forbi og sagde, at han selvfølgelig gerne måtte tage både sin kone og lille søn med, 37

Content_9788711998519.indd 37

19/09/21 8:12 AM

han var blot et par år ældre end Anne. Men han svarede, at hvis han kunne arrangere et besøg, skulle jeg lade, som om det var helt tilfældigt, for Inga, den nye kone, måtte ikke vide, at vi havde talt i telefon sammen. Jeg sagde til ham, at så kunne han godt glemme det – at hvis han stadig ikke kunne stå ved mig og være åben om, at han havde en datter, han kunne ringe til og tale med, når han havde lyst, så var det ligegyldigt. Han fortsatte altså med at lyve, det stoppede ikke. Nu var det bare hans nye kone, han løj for. Jeg blev dybt ulykkelig. Da jeg var i midten af trediverne, sad jeg engang til en barnedåb, og min bordherre, som jeg ikke kendte, fortalte mig pludselig, at min far var så stolt af mig. Han sagde, at han arbejdede sammen med min far på Geodætisk Institut. Jeg svarede ham, at jeg ikke havde set min far, siden jeg var 15 år gammel, og at han ikke ønskede at se mig. Min bordherre var ved at falde ned af stolen og forstod ingenting, for det var det stik modsatte, min far havde fortalt, når han solede sig i mine succeser på teatret. Men jeg var nødt til at afsløre min fars løgn, igen. Mange år senere, efter min fars død, fik jeg kontakt til min halvbror, Stefan. Jeg bad ham om at vise mig, hvor min far lå begravet. Det var en regnfuld, deprimerende februardag, og vi mødtes på Solbjerg Parkkirkegård bag ved Københavns ZOO. Stefan vidste øjensynlig ikke præcis, hvor han lå, og der var ingen sten, blot et metalskilt med et nummer på, der vistnok var min fars. Da jeg endelig stod ved hans grav, blev jeg så ulykkelig. Jeg tudede, råbte og stampede der i regnen på kirkegården, og Stefan stirrede forskrækket på mig, men der var så meget, jeg havde holdt inde. Det sad så krampagtigt fast i kroppen på mig, at jeg måtte skrige al vreden og alle frustrationerne ud. Min sorg blev til en fysisk reaktion, og der, i mit sidste møde med min far, røg det ud af mig: “Det kan du fandeme ikke være bekendt.” 38

Content_9788711998519.indd 38

19/09/21 8:12 AM

I februar 2019 spillede jeg med i forestillingen Dansen med far skrevet af Rikke Wölck på Hippodromen på Folketeatret. Stykket satte fokus på far og datter-relationen. ’Faderrollerne’ blev gestaltet af dukker, styret af dukkeførerne Rolf Søborg og Morten Hauch-Fausbøll. Rikke Wölck, Laura Müller og jeg repræsenterede tre generationer, så man som tilskuer kunne fornemme, hvordan faderrollen ændrede sig over tid. Vi kunne mærke på publikums reaktioner, at forestillingen gjorde et stort indtryk. Flere fortalte os, at de ikke kun oplevede historierne på scenen, men også tænkte på deres egen far og deres relation til ham. Stykket havde en terapeutisk virkning på mig, selv om der stadig er mange ubesvarede spørgsmål: Var han lykkelig, hvordan levede han, og hvordan døde han? Spørgsmål, som min halvbror, Stefan, kunne have svaret på, men han forsvandt lige så hurtigt ud af mit liv, som han kom ind. I dag har jeg sluttet fred med min far, selv om svigtet i mange år har siddet dybt i mig, og savnet har præget en stor del af mit liv. Men når jeg tænker tilbage på alle de skæve og sjove figurer, jeg har lavet på scenen i revyer og forestillinger, så har jeg måske alligevel fået en ’hilsen’ fra min far og hans livlige fantasi.

Content_9788711998519.indd 39

19/09/21 8:12 AM

CMYK + MATTE KASCHE

100 mm

154 mm

26 mm

154 mm

100 mm

Stod det til min mor, skulle jeg ikke have været til. Hun ønskede en abort, og jeg husker stadig hendes ord, da

S O N J A O P P E N H AG E N (født

jeg som barn spurgte:

1948) har i snart 60 år været en af

„Mor, hvorfor blev du og far gift?“ „Fordi jeg var gravid med dig.“ „Ville du gerne have mig?“ „Nej, ikke i begyndelsen, jeg sprang Gentagne gange forsøgte min mor at miste mig. Hun hoppede ned fra spisebordet, og hun hoppede voldsomt ned ad trappen, men intet hjalp. Jeg hagede mig fast i hendes skød, for jeg ville fødes, jeg ville leve, jeg ville frem.

U D D R AG F R A B O G E N

„Jeg er født i dur, og der har jeg bevæget mig det meste af

kære skuespillerinder. Hun startede

mit liv. For mig skinner solen, og glasset er halvt fyldt, men

oprindelig som balletbarn på Det

når det er sagt, tiltrækkes jeg af mol. Mol som i de store

Kongelige Teaters Balletskole, men

dramaer – og dem har der været nogle stykker af“.

skiftede siden til teatret og blev ud-

Sådan omtaler Sonja Oppenhagen selv sit livs op- og nedture. I Mit liv, min linedans åbner den folkekære skuespillerinde for et liv præget af mange opgør – opgøret med den svigtende far, opgøret med lillepigerollen på scenen og opgøret med barndommen og længslen efter trygheden, indtil hun fandt meningen med livet som skuespiller, mor – og i kærligheden.

M I T L I V, M I N L I N E DA N S er en inspirerende og livsbekræftende fortælling om længslen efter frihed og troen på kunstnerisk integritet. Sonja Oppenhagen har stået på scenen i mere end 60 år og fortæller både anekdoter fra dansk teater og giver et indblik i sine store folkekære roller i blandt andet Badehotellet og Matador.

Sonja Oppenhagen

232 mm

ned fra spisebordet mange gange.“

Danmarks mest populære og folke-

Sonja Oppenhagen

dannet som skuespiller fra Odense Teater i 1971. Siden har hun optrådt på blandt andet ABC Teatret, Aveny Teatret og Folketeatret, spillet revy i Holstebro, Hjørring og Tivoli, indspillet film og ikke mindst været på rollelisten i TV-

ERINDRINGER

serier som Matador og Badehotellet.

O M STO R E OPTURE OG TUNGE N E DT U R E

OMSLAG: ALETTE BERTELSEN, ALETTEB.DK FORSIDEFOTO: TINE HARDEN BAGSIDE: I ROLLEN SOM VICKY FRA MATADOR (1979), FOTO: JENS GLARGÅRD / RITZAU SCANPIX

L I N D H A R DT O G R I N G H O F

LR_Sonja Oppenhagen_Mit liv min linedans_omslag_FINAL.indd 2

16/09/2021 09.35