Mordet på øen - læseprøve

100 mm.

”

Hun var bange. Ikke for maskerne. Men fordi det var i aften, hun skulle dø.

Det sneede, som det havde sneet siden november. Fiskerne i Søby havde talt om overisning, da hun havde været på havnen og i Dagli’Brugsen tidligere på dagen. Snart voksede de sammen med de andre øer. Det skete fra dag til dag, fra time til time. Isen skimlede frem. Og snart lukkede

231 mm.

havet helt. Det havde hun aldrig oplevet før.

Det var en uge inde i det nye år.

Helligtrekongersaften. Ingen vidste noget. Maskerne kunne sige,

155 mm.

39 mm.

155 mm.

Kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København bliver under efterforskningen af mordet på en ung, københavnsk modeblogger kaldt til Ærø. Her er der begået endnu et mord, som ser ud til at pege i retning af den samme gerningsmand. Sammen med makkeren, den yngre Frank Bolbro, kommer Folmer på sporet af en uhyggelig sammenhæng mellem mordene.

Men sagen viser sig at være langt mere kompliceret, end de først havde troet.

Alle gemmer på hemmeligheder. Ikke mindst Amtsavisens journalist, Charlotte Monson, der har oplysninger om gerningsstedet, som hun ikke burde have. Og den omstridte forfatter, Mikkel Thorsboe, der bliver hyret til at skrive om den formodede gerningsmand, netop som mordsagen udvikler sig i en uventet retning.

I MORDET PÅ ØEN er intet tilsyneladende, hvad det giver sig ud for at være, men undervejs afdækkes så megen farlig viden, at det truer med at sende Folmer og Bolbro i døden. For de er oppe mod en fjende, hvis lige de aldrig har set. En fjende, der slet ikke er færdig med at slå ihjel.

hvad de ville. De vidste ingen­ting.

Hun og han vidste. De havde en hemmelighed sammen. Den måtte aldrig blive afsløret. Aldrig.

Uddrag fra bogen

9

Mille Larvik Foto

MICHAEL LARSEN (født 1961) debuterede i 1992 med Med livet i hælene og har siden skrevet spændingsromanerne Uden sikker viden (1994), Slangen i Sydney (1997) og Femte sol brænder (2000), der er solgt til udgivelse over hele verden. Dernæst udkom det prisbelønnede værk Den store tid (Aftenlandet, 2004 og Stormen 2008). Michael Larsen har i mange år boet på Ærø, og senest udkommet er de anmelderroste Ærø i tanke og streg bd. I-II (2007 og 2009) og Ærøs Natur (2014).

788711 385319

www.lindhardtogringhof.dk

115506_MORDET PÅ ØEN-2.indd 1

10/09/15 15.45

MICHAEL LARSEN

MORDET PÅ ØEN

LINDHARDT OG RINGHOF

Mordet på øen.indd 1

04/09/15 11.35

Af samme forfatter: Med livet i hælene, roman 1992 Uden sikker viden, roman 1994 Slangen i Sydney, roman 1997 Femte sol brænder, roman 2000 Den store tid, Aftenlandet, roman 2004 Ærø i tanke og streg, bind 1, 2007 Den store tid, Stormen, roman 2008 Ærø i tanke og streg, bind 2, 2009 Ærøs natur, 2014

Mordet på øen Copyright © 2015 Michael Larsen All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Henrik Koitz Bogen er sat med Minion hos Lymi og trykt hos Scandbook ISBN 978-87-11-38531-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Mordet på øen.indd 2

04/09/15 11.35

KAPITEL 1 Hun var bange. Ikke for maskerne. Men fordi det var i aften, hun skulle dø.

Det sneede, som det havde sneet siden november. Fiskerne i Søby havde talt om overisning, da hun havde været på havnen og i Dagli’Brugsen tidligere på dagen. Snart voksede de sammen med de andre øer. Det skete fra dag til dag, fra time til time. Isen skimlede frem. Og snart lukkede havet helt. Det havde hun aldrig oplevet før.

Det var en uge inde i det nye år. Helligtrekongersaften. Ingen vidste noget. Maskerne kunne sige, hvad de ville. De vidste ingenting.

Hun og han vidste. De havde en hemmelighed sammen. Den måtte aldrig blive afsløret. Aldrig.

Lige fra hun var barn, havde hun fundet maskerne uhyggelige. Men hun havde også altid fundet stedet her uhyggeligt. Gården. Ikke mindst når det hylede som nu. Og rev i blikportene til maskinhallen og brændeskuret. Det blev et kompromis. Hun tændte udendørs­ lyset. Der havde alligevel ikke gået masker hernede i mange, mange år. Og da slet ikke i et vejr som denne aften.

3

Mordet på øen.indd 3

04/09/15 11.35

Hendes mand havde altid forsikret hende om, at øen var et af de fredeligste steder i verden. Som om hun ikke vidste det.

– Alt, der er fredeligere end Ærø, er det samme som døden.

Robert kom her aldrig. Og selv om hun egentlig aldrig havde villet tilbage hertil, var det alligevel blevet hende, der tog herover.

Hende, der endte med at nyde at være på øen. Især efter i sommer.

De kom ved halvnitiden. Maskerne. Tiltrukket af lyset som insekter.

Hun vidste ikke, om det var snefoget, der tvang dem ind, men hun blev alligevel overrasket, da hun fik øje på dem på gårdspladsen i sneen, der havde lagt sig i driver. Maskerne gik aldrig hernede, så langt væk fra byerne. Nu kom de gående ud af mørket.

De tre masker trådte indenfor i en kakofoni af pibestemmer og forvrøvlet snak. En ram hørm af noget vådt og hengemt steg op fra de gamle frakker, og hun måtte undertvinge en let irritation over de uanmeldte gæster. Måske var det, fordi hun havde været så langt væk i en anden verden, at hun i en stille stund havde fortrængt, at hun befandt sig langt ude på markerne på en ø i et mørkt hav fjernt fra Svendborg og advokatkontoret. Og det slog hende pludselig, at hun i grunden foragtede denne latterlige tradition med voksne mennesker, der klædte sig ud – og så så tæt på fastelavn – og som talte mærkeligt og lugtede mølædt og indegemt, og som mindede hende om familiemiddage og hølofter og lader og stalde og kolort og meningsløse samtaler på bodegaen i Søby, som nu hed Dok4.

Måske var det, fordi hun havde planlagt en helt anden aften, at hun ved et kig ud over havet og lysene i Svendborg pludselig længtes tilbage mod en stor by, hvor man kunne lukke sin dør uden frygt for, at naboer eller bekendte pludselig stod udenfor og klemtede på dørtelefonen og insisterede på en øl eller en kop kaffe eller en halv aften med ligegyldig snak. Måske var det, fordi hun ved et blik på de tre masker, eller udklædter, som de også kaldtes, pludselig blev mindet om, at nok var der en grund til, at hun var kommet tilbage, men der var også en grund til, at hun i sin tid forlod denne ø, rejste fra denne ø, flygtede fra denne ø. Denne ø med disse indforståede

4

Mordet på øen.indd 4

04/09/15 11.35

ritualer og langborde og fællesskab og indviklede stammesange og skurrile tilråb, dette klaustrofobiske sammenhold, hvor alle mere eller mindre var i familie med hinanden, og hvor man aldrig kunne undslippe sin fortid. Eller måske var det bare, fordi hun egentlig altid havde været en smule bange for maskerne.

Der kom portvin på bordet. Og maskerne drak af deres sugerør. Og da det ret hurtigt stod klart, at hun ikke havde begreb skabt om, hvem hun havde fået på besøg, blev der gentagne gange opfordret til, at hun gættede. Og hun gættede til stor moro for gæsterne, og hun anede ikke, om hun ramte rigtigt. Hun anede ikke, hvem de var.

Der var tre ansigter. Tre masker. Den ene person var klædt ud som kvinde med kyse og paryk. De to andre som mænd. Udstyret med stokke og fjederstøvler. Det eneste, hun var sikker på, var, at det var drevne folk. Der kunne drikke af sugerøret med største selvfølgelighed selv på trods af masken. Der kunne snakke, og som kendte øen ud og ind. Var de kvinder eller mænd? Selv det var hun ikke sikker på. Hun regnede med, at mindst to af dem var mænd, som de også foregav at være. Den tredje var hun ikke sikker på. Fistelstemmen kunne let være snyd. Det kunne være tre mænd, der var på besøg.

Tale kunne de. Og tale gjorde de. Om hende. For det hele handlede om hende. Ikke ondt, ikke nedrigt. Den slags var der regler for.

For det meste. De vidste ingenting. Men de vidste alt. Og sandheder kom frem. Om hendes liv. Om dengang hun var barn. Om hendes tidligere kærester. Om hendes liv i storbyen. Om hendes bette havudsigt, som ganske vist udstrakte sig i et vældigt panorama fra Horne Land i vest til istidspuklerne på Langeland i øst, men som jo var helt usynlig om aftenen, som de grinende slog fast. Det var folk, der kendte hende. Kendte hendes familie. Kendte hende ud og ind. Med alt det, der blev sagt, kom hun til at tænke på Robert og de anonyme breve. Dødstruslerne. Men hun havde stadig ingen anelse om, hvem de var inde i deres gamle stadstøj. Inde bag sjalet, halstørklædet og muffediserne. Inde bag kysen, køreslaget og kasketten.

De så så glade ud. Maskerne. Med deres mærkeligt livagtige ansigtsudtryk og det lille hul til sugerøret. Men også underligt døde.

5

Mordet på øen.indd 5

04/09/15 11.35

Døde og livløse. Stivnede. Og det var nok altid det, hun havde fundet lidt uhyggeligt. De små sprækker til øjnene, som var det eneste sted, hvor der blev afsløret noget menneskeligt. For uanset maskernes tilsyneladende gemytlighed virkede netop øjnene altid udtryksløse og sært umenneskelige, fordi man kun kunne ane blodårerne i det hvide i øjnene og de små pupiller og aldrig kunne aflæse, om personen med disse øjne ville en det godt eller ej.

Da hun endelig et par timer senere fik gelejdet dem ud, blev hun afkrævet flere gæt om deres identiteter, men hun anede ikke, om hun skød langt forbi, og hun mente heller ikke, at maskerne plejede at afsløre, hvem de var. Fra sin barndom huskede hun, hvor svært det kunne være at gætte rigtigt, for selv den mest forsagte og forpinte sjæl kunne i ly af masken forvandle sig til den mest morsomme og veltalende person. Hun ville ikke skilte med sin uvidenhed om, hvordan man gjorde nu til dags, så hun frittede ikke efter svar. Det var, som om kvinden i selskabet gættede hendes rådvilde og uforløste tilstand, og midt i “å glæli’ Hell’trekower” og “Vi ser” tog hun med de perlebroderede handsker fat om Henriettes håndled og sagde: – I dag falder visse masker ved midnat.

– I kommer måske ligefrem igen? sagde Henriette og vinkede til maskerne, men fik intet svar, og en af maskerne stivnede foran hende og stirrede udtryksløst på hende, før de gik. Mens de tre udklædter stavrede gennem den megen sne på gårdspladsen og forsvandt i mørket, stod hun og stirrede efter dem. Derefter satte hun sig ved køkkenbordet. Forventningsfuld. Lettet over, at de var gået. Hun fandt et papir frem og skrev et par linjer. Hun spekulerede over, hvordan døden føltes. Så vendte hun sig med et sæt mod vinduet.

Og stirrede. På masken.

Mordet på øen.indd 6

04/09/15 11.35

KAPITEL 2 Kriminalkommissær Jan Folmer vidste udmærket, at der kun var en minimal chance for, at besøget på Fyn gav noget, men ikke desto mindre fandt han, at det var besværet værd. Han vidste godt, at det sandsynligvis ikke førte direkte til Maria Steiners morder, men han var også overbevist om, at det var et spor, man var nødt til at følge til dørs. Han var den fotokyndige af dem. Derfor var det naturligt, at han forfulgte sporet.

Angenieux-objektivet var ikke ubetaleligt. Det var dyrt, men ikke i klasse med gamle Leica-objektiver. Til gengæld var det mere sjældent, og faktisk kunne Jan Folmer ikke komme i tanker om, at der nogensinde havde været annonceret ét eneste Angenieux-objektiv.

Af samme grund vidste han, det var eftertragtet af især filmentusiaster, der brugte objektiverne til levende billeder. Naturligvis vidste han godt, at sandsynligheden for, at der var tale om det Angenieux-objektiv, han ledte efter, var forsvindende lille, men han fulgte som altid sin intuition. Intuitionen fortalte ham også, at når han fik afsluttet Maria Steiner-sagen og fundet hendes morder, var der mange andre ting, der ville være afsluttede og afklarede. Det havde noget med Julie at gøre. Med ham. Og pigerne. Netop fordi han ikke havde fået løst Maria Steiner-sagen, blev hans rådvildhed og den sag for ham indbyrdes forbundne.

De folk, der annoncerede på fotosiderne i Den Blå Avis, kunne

7

Mordet på øen.indd 7

04/09/15 11.35

groft inddeles i to kategorier. Der var dem, der – for det meste uden stavefejl – grundigt og korrekt oplyste om optikkens fabrikat og blændetal. Så var der dem, der bare havde slynget en skrammelkasse af gamle kamerahuse og støvede objektiver op i et syndigt rod på et billede, hvor det var umuligt at se, hvad der var hvad, hvilket oftest heller ikke blev oplyst. Det var de sidste, der var interessante.

Den første kategori havde som regel undersøgt hvert et objektiv på nettet og prissat dem efter auktionerne på eBay. Selv om man kunne være rimelig sikker på, at kvaliteten var i orden for den første kategoris vedkommende, var det i den anden, man kunne gøre et kup. Som regel var der tale om personer, der enten havde fundet eller arvet et gammelt kamera med tilhørende optikker, som de ikke anede, hvad de skulle stille op med, og som de oftest heller ikke anede om besad mere værdi end affektionsværdien.

Der fandtes også en tredje kategori, men dem beskæftigede Jan Folmer sig aldrig med, når han handlede privat. Det drejede sig om komplet uvidende mennesker, der satte helt urealistiske forventninger til det udstyr, de i forvejen ikke begreb. De vidste ikke, at den engang så dyre mekanik havde tabt værdien under den digitale verdens fremkomst og først nu var ved at genvinde lidt af det tabte med de små spejlløse systemkameraers fremmarch, da optikkerne pludselig igen var anvendelige, og de prissatte ofte efter fortidens relativt høje priser.

Besynderligt nok var disse mennesker ofte ikke til hverken at hugge eller stikke i, hvad prisen angik. Repræsentanter fra både den ene, den anden og den tredje kategori stillede af og til som et krav, at man mødte personligt op, beså varen og afregnede på stedet, hvis man ønskede at erhverve sig varen. Derfor befandt Jan Folmer sig foran en opgang til en beboelsesejendom ved Fruens Bøge på Fyn en tirsdag i januar lidt over klokken et om eftermiddagen. Mens han afsøgte navneskiltene, trak han mobilen op af lommen og kastede et blik i retning af en bil, der kørte ind til siden og parkerede små 20 meter fra ham. Han tastede et nummer på mobilen og fik fat på den vagthavende.

– Kan du ikke fortælle Frederik Karpov, at jeg ikke søger den stil-

8

Mordet på øen.indd 8

04/09/15 11.35

ling i Europol? Jeg har fri i dag, og jeg er lidt træt af at have hans folk efter mig.

– Tror du ikke, du ser syner, Folmer?

– Jeg ser, hvad jeg ser. Jeg har et eller andet skyggehold efter mig.

En sort Sedan svingede ud fra en parkeringsplads efter Bispeengbuen ved Frederiksberg. Siden har den ligget i røven af mig hele vejen fra København til Odense. Den tankede, da jeg tankede ved Slagelse. Den svingede fra, da jeg svingede fra ved Nyborg Strand.

Og den har nu troligt fulgt mig på den mest omstændelige omvej over Fyn. To minutter efter jeg standsede bilen her i Fruens Bøge, kom den kørende og holder nu parkeret 20 meter fra mig. Jeg ser, hvad jeg ser.

– Er du sikker på, det er Karpovs folk?

– Jeg ved ikke, hvem det er.

– Jeg undersøger det, sagde den vagthavende på Gårdens radiotjeneste.

– Jeg kan også gå over og spørge dem, sagde Jan Folmer.

– Jeg undersøger det, sagde den vagthavende.

Walther Ingolf Groth. Folmer vidste, de ragede rundt i blinde.

Selv hvis objektivet var Maria Steiners, kunne det være en hælervare. Men lige nu var det deres bedste spor. Der blev stjålet et objektiv fra Maria Steiner den nat, hun døde. Og det var af samme esoteriske mærke som det, Walther Ingolf Groth havde sat til salg i Den Blå Avis.

Folmer trykkede på knappen.

Jan Folmers uortodokse facon var det, der forhindrede ham i at avancere til de øverste poster, og det, der forhindrede ham i at gøre sig selv overflødig. Hans egenrådighed.

Jan Folmer sorterede under vicekriminalinspektør Frederik Karpov i Drabsafdelingen. Med de udvidede beføjelser, som gode resultater gennem årene havde givet. Han var født i Århus og havde fulgt den slagne vej. Ingen i hans familie havde haft noget med ordensmagten at gøre, heller ikke i negativ forstand. Efter nogle løse jobs som ung havde han udstået sin militærtjeneste og var siden

9

Mordet på øen.indd 9

04/09/15 11.35

blevet sergent og officer af reserven. Han var flyttet til København i 1980’erne og havde taget sin grunduddannelse i politiet. Han havde, modsat Frank Bolbro, der kom fra Uroerne, først været politiassistent og var derefter blevet kriminalassistent og havde en overgang været tilknyttet Rejseholdets Drabssektion. I det hele taget var Jan Folmer en af korpsets mest trænede efterforskere. Han var manden bag opklaringen af Spynnow-sagen og manden, der skød Rune Kaldan. Han var en “fucking celebrity”, som de unge i korpset sagde.

Ligesom Bolbro kunne Jan Folmer lide at fange forbrydere, men mens det for Bolbro vist stadig handlede om en næsten fysisk tilfredsstillelse ved at kunne smække håndjernene om alverdens udskud, var Folmers motivation af mere intellektuel karakter. Det havde stor betydning for ham, at han var med til at gøre en forskel.

Det havde altid været drivkraften.

Engang havde han haft en følelse af, at det påhvilede ham personligt at overvåge verden. At passe på den. Selv om lønnen ofte var utak. Han huskede de unge år med Julie, hvor man – han – aldrig rigtig vidste, om han var velkommen, når de blev budt til middag hos de venner og bekendte, de troede, de skulle kende hele livet.

Han selv huskede især firserne som en hæslig tid. De middage, hvor man altid røg ud i en diskussion med en eller anden fulderik, der mente, man måtte være kryptofascist, når man arbejdede for politiet. Dengang havde han taget enhver diskussion. Nu afholdt han sig helt fra det.

På et helt andet plan var pigerne, Mie og Malene, også en forklaring på det ansvar, han følte. Måske fordi han i sin bekymring for pigerne anså det for vigtigt, at han blev stående som den urokkelige autoritet, der kunne forsikre dem om, at de levede i en tryg verden, hvor intet ondt kunne ske dem. For få år siden havde spørgsmålene været lige så vanskelige, men også mere abstrakte: Hvorfor skal man dø? Er dit job farligt, far? Det var tvivlen, der var sat ind. Længe før den burde. Og så fulgte Julies død. Katastrofen. Nedsmeltningen.

Som var alt andet end teoretisk.

10

Mordet på øen.indd 10

04/09/15 11.35

I juledagene havde han lige så forudsigeligt som juleaftens gavmilde donation af nye handsker og nye sokker modtaget en årligt tilbagevendende depression. Det havde utvivlsomt ikke bidraget til lindringen, at han for at finde adspredelse havde givet sig til at læse i Sharing Secrets – Explaining International Intelligence Cooperation, en ph.d.-afhandling skrevet af den svenske forsker Björn Fägersten fra universitetet i Lund. Afhandlingen var en knusende dom over de europæiske efterretningstjenesters samarbejde over grænserne, der druknede i bureaukrati og ineffektivitet og nationale særinteresser.

Han havde ellers altid fået det til at give mening. Han løb dem op. Morderne, psykopaterne, voldsmændene. Han var en del af renovationen. Hans kollegaer i andre lande gjorde det samme. Men ingenting nyttede det. De midler, der før afskrækkede kriminelle, havde ingen virkning på de hårdkogte lejesoldater og professionelle dræbermaskiner, de stødte på nu. De unge betjente mødte trusler nu, som før var utænkelige.

De konkrete overvejelser blev hurtigt til mere filosofiske gennemgange af verdens beskaffenhed, og han sad tilbage med en tung fornemmelse, som han skulle helt tilbage til barneårene for at finde magen til: De var ikke mange nok.

Han tændte for tv’et og løb hastigt hen over satellit-kanalerne.

Han slukkede igen og tændte for sin mobiltelefon. Fandt de mest gruopvækkende overskrifter på formiddagsbladenes hjemmesider.

Menneskehandel, narkokriminalitet, berigelsesforbrydelser, storpolitik, ubeskrivelige rædsler i gruopvækkende korrupte regimer, statsterrorisme, skatteunddragere, voldspsykopater, sædelighedsforbrydere. Og lige så forudsigelig som de nye handsker og sokker og den årligt tilbagevendende depression var den fortvivlede brandert, han nu i et par af juledagene søgte tilflugt i.

Bortset fra en gevaldig hovedpine bragte sprittågerne ikke umiddelbart megen klarhed over hans motiver for at have overvejet jobbet i Haag. I lang tid havde han været helligt ansporet af at bekæmpe international it-kriminalitet. For ham, som for så mange andre i etaten, stod det klart, at internationale forbryderbanders kriminali-

11

Mordet på øen.indd 11

04/09/15 11.35

tet på nettet blev det store og næsten helt uoverskuelige område, der ville tegne fremtiden. De store syndikaters indtog i denne verden var ikke glemt i medierne, men det var kun en forsvindende lille del af problemet, der overhovedet blev omtalt i spalterne. Et eller andet i ham sagde, at det hele var omsonst. Og til sidst endte han med at ombestemme sig. Måske i en sært ædruelig og fatalistisk erkendelse af, at i en verden styret af ondsindede algoritmer skulle der unge folk til, der kendte kodernes sprog. Bolbro og hans generation. De måtte tage over. Måske var tiden simpelt hen kommet nu. Det var andre typer af kriminelle, de ville møde. De ville bedre have forudsætningerne for at bekæmpe det, der ville komme. De var unge. Det var en anden verden, de unge mødte. Helt forskellig fra den gamle.

Og fuldkommen identisk med den. Med den klare fordel, det gav at være begrænset af egen uvidenhed: De kunne endnu se meningen med det hele.

I stedet valgte Jan Folmer i juledagene at kaste sig over de problemer, han kunne løse. Skulle løse. Maria Steiner-sagen.

Maria Steiner var datter af en polsk far og en dansk mor. Begge var efter at have levet en relativt anonym og behagelig tilværelse flittige gæster i ugebladene og formiddagsaviserne. Den driftige Joachim Steiner kom for alvor i offentlighedens søgelys, da SKAT pludselig kastede sig over hans lyssky aktiviteter på Kanaløerne. Som andre rigmænd, der ikke brød sig om at betale for meget, havde han oprettet en række trustfonde på først Jersey og siden Guernsey, og selv om han i retten påstod, at alt var foregået helt efter bogen, delte dommerne ikke hans opfattelse. Byretten takserede bøden til 17 millioner kroner, men det blev senere omstødt af Landsretten, der forhøjede straffen til 24 millioner kroner. Desuden lød dommen på tre års ubetinget fængsel. Fra sine kontakter i Bagmandspolitiet vidste Jan Folmer, at det kun var en lille del af de ulovlige aktiviteter, han var indblandet i, som han reelt var blevet dømt for. Men man opgav at rejse tiltale i en lang række andre sager.

Efter afsoningen af straffen blev han og konen, Ditte Kusker, der var arving til emballagefirmaet Koning, et fast indslag i jetsetlivet.

12

Mordet på øen.indd 12

04/09/15 11.35

De sås ofte i nattelivet, til film- og teaterpremierer, og fra at have levet godt og skjult indviede parret nu offentligheden i alt det, som de før havde sendt deres advokater efter for at forhindre kom frem.

Maria Steiner trådte som den selvfølgeligste ting af verden ud af forældrenes skygge, da hun fyldte 18, og ud over at passe sine studier på Øregård Gymnasium forfulgte hun en lovende modelkarriere og jobbet som modeblogger.

Uden at forældrenes brogede fortid skulle lægges Maria Steiner, der havde en pletfri straffeattest, til last, havde de været nødt til at dykke ned i farens forbindelser, uden dog umiddelbart at finde brugbare spor. De vidste næsten med sikkerhed, at det ikke var en gammel kending, der havde haft sex med Maria Steiner i oktober og derefter slået hende ihjel. Men manglen på spor forvirrede dem.

Voldtægterne i Kødbyen havde ingen sammenhæng med den sag.

Og Maria Steiner-sagen var ikke, som de først havde troet, relateret til en række overfald på forstædernes S-togsstationer. Maria Steiner-sagen var en selvstændig sag. Den skulle løses, så hendes forældre kunne få fred. Så alle kunne tro på noget igen. Omkring midten af november måned havde det hele set lyst ud. De havde aftrykket fra Rockground-støvlen på gulvet i hendes lejlighed, ligesom de havde fundet det i baggården på en metalplade. Men da forviklingerne omkring lytteudstyret opstod, blev de sat alvorligt tilbage. Og efter hundredvis af afhøringer, hundredvis af mundskrab, aflytninger, rapporter, rekonstruktioner og genafhøringer stod de desværre stort set på bar bund i sagen om den smukke fotomodel, der var blevet fundet sexmisbrugt og kvalt i sin lejlighed. Han havde håbet og – på grund af den lovende start, de fik – også troet, at hans hold havde kunnet nå en opklaring inden jul. Det var slået fejl.

Mere end nogen anden sag, han havde arbejdet med, havde Maria Steiner sat sig fast i hans hoved. Kunne han løse den sag, kunne han finde hendes morder, havde han løst denne verdens problemer. Han tænkte af og til på det: Hvis de havde nået at komme væk dengang.

Hvis de var rejst. På den charterferie, han havde bestilt til dem. Hvis bare der var gået tre uger mere, og ingen af dem havde været hjemme. Så havde han reddet alle.

13

Mordet på øen.indd 13

04/09/15 11.35

Et lyspunkt var der dog: Det var den første jul siden Julies død, at pigerne ikke havde nævnt deres mor.

Jan Folmer og Anne havde kendt hinanden intimt i to år. Hun arbejdede som offentlig anklager for Statsadvokaturen for København, der havde til huse i Jens Kofods Gade. Midt mellem Nyboder og Kastellets volde.

Som jurist havde Anne Folmer aldrig været i tvivl om, at hun ville søge ind til anklagemyndigheden. De havde meget lidt samkvem i embeds medfør, og det skete kun meget sjældent, at de talte arbejde, når de havde fri. Det blev til en lidt poppet overskrift, da ALT for damerne tegnede et livsstils­portræt af parret i en serie om arbejdsægteskaber. “Sådan holder vi samlivet i gang”, var overskriften. Naturligvis havde hun vidst, at det var ham, der var præmiepokalen og årsagen til, at bladet havde henvendt sig. De havde talt det igennem, og de var enige om, at det var fint at få portrætteret en kvindelig rollemodel, selv om det måske var hans drabelige oplevelser, de var mest interesserede i. Skudepisoden på Islands Brygge gik de begge, hun og han, let hen over, selv om det var den episode, der mere end nogen anden havde cementeret Jan Folmers stjernestatus. Jan Folmer havde også følt et indirekte pres fra ledelsen om at stille op. Det var moderne tider, og man kunne ikke bare gå og gemme sig mere.

– Du er vores ansigt, Folmer, sagde Frederik Karpov. – Du indgyder den tillid, befolkningen har brug for. Og så gør det jo heller ikke noget, at folk ser, at du rent faktisk er menneskelig.

Jan Folmer stod altså som garanten for det ubestikkelige politi og sikre samfund. Derfor smertede det ham også, hver gang et broddent kar blev afsløret i deres egne rækker. Faktisk var det i hans optik langt værre end rockerskyderier, gadeoptøjer og bydele i brand.

Det undergravede tilliden til systemet og blev næsten et argument i sig selv for, at rockerskyderier, gadeoptøjer og bydele i brand var berettigede reaktioner på et samfund i forfald. Jan Folmer havde altid troet på Systemet, men var i stigende grad blevet opmærksom på, hvor skrøbeligt det hele var. Disse ting havde han nævnt for journalisten, men det kom ikke med. Detaljerne om, hvordan ægte­

14

Mordet på øen.indd 14

04/09/15 11.35

parret boede hver for sig som en anden Woody Allen og Mia Farrow, fik derimod god plads. Man svælgede nærmest i det. “Living apart together” var helt hipt, som de fik at vide af en ung journalist på bladet. Bortset fra den uvelkomne og altid sært ubehagelige eksponering var det alt i alt såmænd meget sobert. Og overfladisk.

Anne og han kendte hinanden uden at kende hinanden godt, og da de tre år efter Julies død fandt sammen, var der en forbløffende forståelse hos både kollegaer og bekendte. Der var nærmest tale om noget forventeligt. Heller ikke Mie og Malene havde haft nogen indvendinger. De kendte jo også Anne i forvejen, og i perioder var de simpelt hen rykket ind hos Anne og sov der ofte.

Det endte med, at hensynet til Anne og pigerne blev udslagsgivende, da han endelig tog beslutningen om ikke at søge jobbet i Haag. Det eneste, man virkelig kunne forandre, var forholdet til ens nærmeste. Alle andre steder syntes al virkelig samtale at være forstummet, overmandet af åndløse refleksioner, ligegyldige billeder, statusopdateringer og proklamationer på 140 tegn. “Vi vil komme i tæt kontakt med fjerne mennesker og fjerne os fra dem, der står os nær,” som han engang havde læst i en eller anden andenrangs krimiforfatters dystopiske vision af fremtiden.

Alle de fejl, han hidtil havde begået, skulle korrigeres. Uden Julie var det overladt til ham og i nogen grad Anne – i stædig kamp med mediegrøden – at fortælle pigerne om den verden, de så småt var ved at danne sig et billede af. Det var svært at byde dem velkommen uden for puppen. At forklare dem krigsbillederne på tv, jordskælv, vulkanudbrud, hungersnød og forureningskatastrofer, farlige dyr, planter, meteorregn, døden. Man følte ikke ansvar for det. Kun skyld. Og havde ingen steder at gøre af den. Og frem for alt var det svært at forklare sine døtre, at det var for deres skyld, at man brugte så lang tid på andre ting end dem.

Det var enhver forælders lod at være den, hvis ord fik illusionerne til at briste. Det var også svært at være den, der smed det hele og meldte sig ud, for der skulle penge på bordet, og netop opgivelsen, syntes man til sidst, var den virkelige fjende, man sloges mod. Empatien havde Jan Folmer hidtil fordelt på alle de ofre, hvis mordere

15

Mordet på øen.indd 15

04/09/15 11.35

og skændere han forsøgte at løbe op, og på de pårørende, hvis tab han forsøgte at erstatte med noget, der mindede om retfærdighed, udligning, men som i sidste ende kun var en slags alter over tabet – det umistelige. Fremover skulle det være anderledes. Han vidste, han skulle øve sig. For det var nyt for ham. Nærheden.

Derfor havde han i hemmelighed bestilt rejsen. En charterrejse til de fire. Ligesom dengang. Derfor havde han ikke søgt jobbet. Dét var den egentlige årsag. Og derfor havde han proppet hele bagagerummet på bilen med ringbind om Maria Steiner-sagen.

Syvogfyrre fuldt opklarede drabssager havde han bag sig. I en enkelt sag voterede juryen endnu, og kun to var uopklarede. Det var meget godt gået efter et langt liv som drabsefterforsker, sagde han til sig selv. Men det var naturligvis de to uopklarede, der drev ham til vanvid, og den ene var Maria Steiner-sagen. Når først den var overstået, kunne verden begynde på ny. Så ville alt blive anderledes.

Mordet på øen.indd 16

04/09/15 11.35

KAPITEL 3 Walther Ingolf Groth havde fuldskæg og var dårligt gående. Han havde langt, kraftigt hår, der endte i tjavser et godt stykke nede på ryggen. Umiddelbart havde Jan Folmer svært ved at bestemme hans alder. Han skød ham til at være et sted mellem midt i trediverne og midt i fyrrerne. Hvis Jan Folmer ikke havde været sådan et dannet menneske, ville han nok have beskrevet manden som “usoigneret”.

Da han åbnede døren og tog imod, skete det støttet til en stok.

– Kom indenfor, sagde han til Jan Folmer og humpede foran gennem en smal, mørk gang, der ledte ind til en lille, indelukket stue.

– Kan jeg byde på noget? Kaffe?

– Kaffe er fint, sagde Jan Folmer og kastede et blik rundt i lokalet.

På bordet lå nogle glittede magasiner, en avis, et shirtingsindbundet partitur og en brochure for butoh-dans. Ved siden af på en bakke lå objektiverne.

– Skal du have noget i? råbte manden fra køkkenet.

– Nej tak, sagde Jan Folmer. Han studerede rummet, som var spartansk møbleret. På væggen over et hjørnebord med levende lys hang et par japanske bunraku- og shishimai-masker. De blev sært levende i den flakkende lyssætning. På en reol stod et stereoanlæg. På gulvet foran stod et beskedent kulsort 25-tommers fladskærms-tv.

17

Mordet på øen.indd 17

04/09/15 11.35

– Bare sort, svarede Jan Folmer og gik hen til vinduet. Inde fra nabolejligheden strømmede musik.

Jan Folmer og Walther Ingolf Groth havde korresponderet via mail i et stykke tid. Jan Folmer havde kørt hans data gennem diverse registre, men der var ingenting på ham. Han havde en ren straffeattest, og han betalte sine regninger til tiden, for han var ikke opført i RKI Kreditinformation, eller på godt dansk, Ribers. Han kunne konstatere, at Walther Ingolf Groth ikke tidligere havde stået bag køb og salg på Den Blå Avis. Han havde ikke meldt klart ud om, hvordan han var kommet i besiddelse af objektivet, men fra Jan Folmers korrespondance med andre på Den Blå Avis, hvor han havde handlet privat, vidste han, at retskrivning og præcise oplysninger snarere var en undtagelse end en regel. Så selv om Jan Folmer på lis­ tig vis havde forsøgt at lokke serienumrene ud af ham, var det ikke lykkedes, og da han nu i forvejen havde brugt en del tid på manden, ville han være helt sikker i sin sag. Ret beset anede han ikke, om der overhovedet var noget suspekt ved objektivet. Om der overhovedet var tale om et tyveri. Joachim Steiner havde svoret på, at objektivet var i datterens besiddelse, da hun døde, men strengt taget kunne hun have foræret det væk uden hans vidende. Det kunne ikke bevises, at det havde været i lejligheden den nat, hun døde. Intet andet tydede i øvrigt på en berigelsesforbrydelse. Endelig var der også den mulighed, at objektivet nu var en hælervare, og at manden, Jan Folmer havde valgt at opsøge, bare var kommet i besiddelse af det på en eller anden måde. Der var mange ubekendte.

Jan Folmer satte en finger på persiennen og trak lidt ned. Bilen holdt stadig parkeret dernede 20 meter fra hans egen.

Manden vendte tilbage med en bakke, som han satte fra sig på bordet. Han anviste Jan Folmer en stol og stavrede så hen til vinduet til den plet, Jan Folmer lige havde forladt. Han kastede et blik ned på vejen. Han gav en lille smaskelyd fra sig. Som om han stemte tungen mod fortænderne.

– Er det dig, der kører i den grønne?

Jan Folmer nikkede.

– Så behøver du ikke bekymre dig. Du holder lige bag mig. Og på

18

Mordet på øen.indd 18

04/09/15 11.35

den side af vejen sker der mærkeligt nok aldrig noget. Holder man på denne her side, er der nogle knallertkørere, der sparker vindspejlene af.

Han humpede hen til bordet og satte stokken fra sig.

– Forhåbentlig ikke noget alvorligt? sagde Jan Folmer.

– Det er bare en forstuvning.

Når Folmer privat havde handlet med folk på Den Blå Avis, havde det som regel drejet sig om objektiver. Ofte foregik handlerne ved, at man satte penge ind på en konto, og så blev varerne afsendt.

I en forbløffende gensidigt tillidsfuld atmosfære handlede man for selv pænt store beløb. Det var sket et par gange før, at han var blevet afkrævet et personligt fremmøde. Det var ofte et sælsomt kig ind i hjem og verdener, man ikke troede fandtes. Folk boede de særeste steder, indrettede sig på de underligste måder, og folk dyrkede de mest bizarre interesser. På en måde var det lige så skræmmende som fascinerende at få dette indblik i, hvor mange subkulturer der fandtes i et tilsyneladende så homogent samfund som det danske.

Jan Folmer havde kun identificeret sig selv ved navn. Manden lod ikke til at have genkendt ham. Det skete fra tid til anden, at vildfremmede hilste på ham og formentlig bagefter gik og funderede over hvorfor. Det var ikke tit, han optrådte i medierne, men både Maria Steiner-sagen og omtalen i ALT for damerne havde gjort ham synlig. Som regel var de sporadiske omtaler dog hurtigt glemt, selv om skudepisoden havde ikoniseret ham, mere end godt var. Han holdt mest af at kunne færdes ubemærket.

– Som sagt er der lidt forskelligt. Og du skal ikke spørge mig om detaljer. Det var min bror, der havde dem stående. Han er død nu.

Men nu kan du jo se på det og sige, hvad du vil give. Har du fotograferet længe?

Jan Folmer nikkede.

– Nogle år. Og da jeg var ung. Men nu er jeg ligesom blevet grebet af det igen.

– Jeg har med vilje ikke rørt noget af det for ikke at lave ulykker.

Der skulle være lidt af hvert. Det Angenieux-objektiv, du var interesseret i, og noget andet. Der er også en japaner, en Helios 135

19

Mordet på øen.indd 19

04/09/15 11.35

mm. Nå, men nu kan du jo se på det. Han gav igen et lille smask med tungen.

Da Jan Folmer var barn, havde han i en lang periode en vane med at nidstirre folk i jagt på uvaner. De fleste mennesker havde en eller anden uvane, som de ikke selv var sig bevidst. De suttede på håret, de pillede sig i næsen, gned den, måske når de løj, de knækkede fingre, bed negle, de havde tics, spærrede næseborene op, eller de havde en særlig odør, behagelig eller rædsom. Det var, som om kun en vedholdende nidstirren kunne afgøre, om der var tale om et charmerende træk eller en irriterende uvane. Denne nidstirren havde han rubriceret som en uvane hos sig selv, og han tvang sig selv til at holde op med det.

De ungdommelige studier af andre mennesker havde han tit haft brug for i det arbejde, han siden kom til at bestride. Så han trøstede sig med, at tiden ikke havde været helt spildt. Men nu sad han her igen. Var det en irriterende uvane, denne smaskelyd? Den var i hvert fald særegen. Distinkt. Gav Wal­ther Ingolf Groth lidt et udseende af at være kræsen. Kritisk og lidt overlegen.

Jan Folmer vækkede sig selv af absencen og tog imod objektiverne. Når Groth angiveligt ikke selv fotograferede, var der heller ikke den store sandsynlighed for, at optikkerne var plastret til med hans fingeraftryk. Alligevel tog Jan Folmer strategisk fat om dem, da han tog dem op ét efter ét, for ikke at tvære alt ud, der måtte være på dem. Synet af støvet på optikkerne og kameraerne var både godt og skidt. Set ud fra et efterforskningsmæssigt synspunkt talte det til mandens fordel. Det var et udtryk for, at han ikke vidste, hvad han havde med at gøre. Set ud fra et brugsmæssigt synspunkt var det mere speget. Den utilstrækkelige og lemfældige pleje af udstyret kunne desværre betyde, at der var støv og andet snavs indeni, som det ville kræve et utal af arbejdstimer at få fjernet, eller simpelt hen at udstyret var ubrugeligt.

Han aflæste diskret serienummeret på Angenieux-objektivet. Så vidt han huskede, var dette tal tæt på, men ikke identisk med det nummer, han ledte efter. Papiret med nummeret på det objektiv, han ledte efter, havde han liggende i bilen, så det nemmeste var bare

20

Mordet på øen.indd 20

04/09/15 11.35

at sikre udstyret, så det kunne kontrolleres i ro og mag. Nu vidste han jo, hvor han kunne finde manden, hvis objektivet skulle vise sig at være det rigtige.

– Hvis du slår 200 af, skal jeg nok tage det hele, sagde Jan Folmer.

– 1200 kr., sagde Walther Ingolf Groth og gned sin hage eftertænksomt. – Længere ned kan jeg ikke gå.

Folmer accepterede. Walther Ingolf Groth rejste sig og fandt en pose frem til varerne.

– Kan du have dem sådan her? sagde han og rakte Jan Folmer posen.

– Det er fint. Så var det alligevel en meget god idé at køre den lange tur, sagde Jan Folmer.

– Hvad er det, man siger: De bedste idéer er dem, man planter i andre folks hoveder. Jeg burde slet ikke sælge dem, men du får nok mere glæde af dem end jeg.

Han smilede. Det gjorde Folmer også.

– Det var en fornøjelse at handle med dig, sagde Walther Ingolf Groth. – Er du interesseret, hvis jeg har noget en anden gang? For så vil jeg gemme dit nummer.

– Det kan du godt gøre, sagde Jan Folmer.

Folmer satte sig ind i bilen og kastede et blik på Audien, der holdt foran ham. Som en refleks aflæste han nummerpladen. Mobiltelefonen ringede, det var Frederik Karpov.

– Hvor er du henne?

– På vej hjem, sagde Jan Folmer.

– Jeg kan forstå, du er utilfreds med, at nogen følger efter dig? Jeg aner ikke, hvem du tror er efter dig, men hvis du har søgt en international stilling, kan du dårligt være overrasket over, at du bliver set lidt nøjere efter i sømmene.

– Få det nu ind i hovedet, Karpov: Jeg har ikke søgt stillingen i Europol.

– Ikke endnu.

– Jeg har heller ikke tænkt mig at søge den.

– Men det kan andre jo ikke vide. Han sukkede. – Hvorfor tror du

21

Mordet på øen.indd 21

04/09/15 11.35

altid, at andre vil dig det ondt? Måske er der ligefrem nogen højere oppe i systemet, der gerne så, at du søgte den.

– Hvad mener du?

– At jeg ved, dit navn har været oppe og vende.

– De spilder i så fald deres tid. Jeg har ikke søgt stillingen. Og jeg søger den heller ikke. Ville du mig noget?

– Du fortæller ingenting til dit hold, Jan Folmer. Og nu ligger du og roder rundt ovre på Fyn. – Bolbro er altid informeret. Og så er det min forbandede fridag, Karpov. Ville du mig ellers noget?

– Ja. Jeg vil godt have, du kører sydpå. Du skal møde Leo Sund og Viggo Krabovski. Leo Sund kender du vist i forvejen. De vil sætte dig ind i sagen. Jeg har sagt til dem, at du bistår, så godt du kan.

– Det kan du ikke mene. Vi har knoklet med Steiner-sagen siden oktober.

– Som i høj grad begrunder, at netop jeres hold ser på denne her.

Du kan holde fri, når du bliver gammel. Kig nu på det.

– Anne slår mig ihjel. Vi skal rejse om halvanden uge. Jeg kan ikke gå ind i en ny sag nu.

– Jeg har talt med Anne allerede. Hun ved, hvad det handler om.

Og hun har naturligvis forståelse for det.

– Jeg har faktisk også selv set frem til den tur.

– Det vil Europol elske at høre: en efterforsker, der helst vil holde fri.

– Jeg har ikke søgt den stilling.

– Der vil blive holdt et foreløbigt ligsyn. Jeg har bedt dem om at vente på dig. Du skal ud og sejle. Det lyder, som om det er vores mand.

– Hvad er det, du siger?

– At vi har et nyt mord. På Ærø.

Mordet på øen.indd 22

04/09/15 11.35

100 mm.

”

Hun var bange. Ikke for maskerne. Men fordi det var i aften, hun skulle dø.

Det sneede, som det havde sneet siden november. Fiskerne i Søby havde talt om overisning, da hun havde været på havnen og i Dagli’Brugsen tidligere på dagen. Snart voksede de sammen med de andre øer. Det skete fra dag til dag, fra time til time. Isen skimlede frem. Og snart lukkede

231 mm.

havet helt. Det havde hun aldrig oplevet før.

Det var en uge inde i det nye år.

Helligtrekongersaften. Ingen vidste noget. Maskerne kunne sige,

155 mm.

39 mm.

155 mm.

Kriminalkommissær Jan Folmer fra Drabsafdelingen i København bliver under efterforskningen af mordet på en ung, københavnsk modeblogger kaldt til Ærø. Her er der begået endnu et mord, som ser ud til at pege i retning af den samme gerningsmand. Sammen med makkeren, den yngre Frank Bolbro, kommer Folmer på sporet af en uhyggelig sammenhæng mellem mordene.

Men sagen viser sig at være langt mere kompliceret, end de først havde troet.

Alle gemmer på hemmeligheder. Ikke mindst Amtsavisens journalist, Charlotte Monson, der har oplysninger om gerningsstedet, som hun ikke burde have. Og den omstridte forfatter, Mikkel Thorsboe, der bliver hyret til at skrive om den formodede gerningsmand, netop som mordsagen udvikler sig i en uventet retning.

I MORDET PÅ ØEN er intet tilsyneladende, hvad det giver sig ud for at være, men undervejs afdækkes så megen farlig viden, at det truer med at sende Folmer og Bolbro i døden. For de er oppe mod en fjende, hvis lige de aldrig har set. En fjende, der slet ikke er færdig med at slå ihjel.

hvad de ville. De vidste ingen­ting.

Hun og han vidste. De havde en hemmelighed sammen. Den måtte aldrig blive afsløret. Aldrig.

Uddrag fra bogen

9

Mille Larvik Foto

MICHAEL LARSEN (født 1961) debuterede i 1992 med Med livet i hælene og har siden skrevet spændingsromanerne Uden sikker viden (1994), Slangen i Sydney (1997) og Femte sol brænder (2000), der er solgt til udgivelse over hele verden. Dernæst udkom det prisbelønnede værk Den store tid (Aftenlandet, 2004 og Stormen 2008). Michael Larsen har i mange år boet på Ærø, og senest udkommet er de anmelderroste Ærø i tanke og streg bd. I-II (2007 og 2009) og Ærøs Natur (2014).

788711 385319

www.lindhardtogringhof.dk

115506_MORDET PÅ ØEN-2.indd 1

10/09/15 15.45