Muntre historier om jagt og jægere - læseprøve

Anne Egede

Anne Egede fortæller underholdende og farverigt om bukkejagt, der for mange jægere er årets højdepunkt; om et rålam, der skaber ravage; om en tysk musiker, der bliver indviet i jagtens mysterier; om ferskvandskrokodiller i en dansk sø; om kronprinsens deltagelse i en jagt – og hvad det medfører; om krybskytter og om en mindeværdig jagtfest i forsamlingshuset.

Muntre historier om jagt og jægere

Der sker mange spændende og sjove ting, når danske jægere og deres bekendte drager ud i naturen.

Muntre historier

om jagt og jægere

Anne Egede

ISBN 978-87-11-37297-5

www.lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

Anne Egede

MUNTRE HISTORIER OM JAGT OG JÆGERE

Lindhardt og Ringhof

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 3

04-07-2013 10:57:37

Søde sommer …

Det var helt usandsynlig varmt det år. Sommeren var kommet buldrende, næsten fra det ene øjeblik til det andet. Det, der havde været et frisk, lysegrønt forår, var på få dage blevet forvandlet til en sommer så hed, at træernes blade allerede havde mistet noget af det friske lysegrønne look og i stedet så støvet-grønne ud.

En af mine jagtvenner, Wesley, som passer jagten i nabolaget, var kommet forbi, og vi sad og nød en kold øl på terrassen. Hundene lå i skyggen og pustede og stønnede over den næsten ulidelige varme.

Hvor gammel Wesley er, vides ikke. Faktisk tvivler jeg på, at han selv kender sin alder. Jeg vil tro, han er et sted mellem tres og halvfjerds, rask og rørig, og jæger. Han er jæger før alt andet. Jagten er ikke bare hans passion, den er hele hans liv, og han har gået på jagt, siden han kunne stavre i hælene på sin far, når farmand tog geværet på nakken. Efter min mening er Wesley en af de sidste rigtige jægere, jeg kender. Han ved det meste om jagt, om den danske natur og om skydevåben. Og han har lært sig det hele selv. Hvad han lavede, inden han begyndte at passe jagt, ved jeg heller ikke. Passede noget andet jagt, formodentlig.

Wesley er en lille mand, hvis mest fremtrædende træk er et stort skaldet hoved, et hoved, der om vinteren får ly under 57

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 57

04-07-2013 10:57:39

en gigantisk pelshue og om sommeren gives skygge af en tilsvarende stor cowboyhat. Wesley færdes aldrig nogen steder uden sit gevær og sine to jagthunde, et par kvikke jagtterriere, som han elsker højt. Wesley har også en kone. Jeg har ganske vist aldrig set hende, og jeg ved heller ikke, hvad hun hedder. Wesley omtaler hende konsekvent som “fruen”, og det er fruen, der sørger for deres daglige fornødenheder, køber ind og den slags.

Selv vover Wesley sig sjældent til byen, og hvis det sker, så er det kun for at indkøbe et eller andet af jagtlig relevans i den lokale jagtforretning. Faktisk tror jeg, at Wesley tilbringer stort set al sin tid med at strejfe omkring ude på jagten.

Det var i hvert fald, hvad han havde brugt det meste af dagen på, inden han havde slået vejen forbi mig, og nu sad vi så her på min terrasse med udsigt over min sø og marken og skoven på den anden side af søen.

Da vi havde fået vendt den lokale verdenssituation, kom jeg i tanke om, at jeg hellere måtte forberede Wesley på, at jeg fik en feriegæst, som ikke rigtig var vant til jagt eller landliv i det hele taget. Mest så Wesley, der på alle måder er meget naturlig, ikke skræmte livet af min gæst.

Jeg fortalte derfor om det forestående besøg fra Tyskland.

Og “han er faktisk kunstner, min tyske ven, han er perkussionist”, sluttede jeg.

“Hvad siger du, han er? Kussenist?” udbrød Wesley med forargelse i stemmen og var tilsyneladende lige ved at få øllen galt i halsen. “Vorherre bevares, skal det nu ligefrem være en kunst?”

Jeg gentog min gæsts erhverv. At jeg brugte ordet perkussionist var ikke for at være specielt fin på den, men jeg kunne ærligt talt ikke huske, hvilket instrument det var, min ven 58

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 58

04-07-2013 10:57:39

spillede. Det var noget med nogle trommestikker, men trommer var det ikke, det var jeg sikker på.

“Ja, jeg forstår ikke, at du vil have sådan en person ind i dit hjem,” fortsatte Wesley og satte ølflasken ned på bordpladen med et brag, der fik hundene til at sætte sig op og se sig forbløffede omkring. “Øh, hvorfor dog ikke?” spurgte jeg lidt forvirret.

Wesley stirrede på mig. Fraværet af bandeord i Wesleys ordstrøm antydede, at han var oprigtigt rystet. Normalt siger Wesleys sjældent tre ord uden de to af dem er bandeord. Faktisk kunne jeg ikke huske, at jeg nogensinde havde hørt ham sige så meget uden at bande en eneste gang. Stærkt bekymrende.

“Jamen, en perkussionist, det er sådan en, der spiller,” prøvede jeg igen, mens jeg stadig forsøgte at komme i tanke om, hvilket instrument det var, som min ven rent faktisk spillede på.

“Ja, det vil jeg tro, han gør,” sagde Wesley med eftertryk.

“Han spiller nok hele tiden, sådan et svin. Fy for pokker.

Hvad siger din kæreste til det? Det kan ikke være sjovt for en mand, når der kommer en kussenist og besøger hans kæreste. Fruen ville aldrig byde mig, at der kom sådan en ind i vores hus.”

Wesley greb sin ølflaske og kylede den sidste halve øl ned i en enkelt mundfuld, mens han med himmelvendte øjne rystede på hovedet. Jeg forklarede, at en perkussionist spillede på en form for slagtøj. Det gjorde tydeligvis ikke sagen bedre, snarere tværtimod. Wesley har indimellem en vane med kun at høre det, han vil høre.

“Slagtøj? Slagtøj? Er han også sådan en? Der slår? Med pisk og så’en? Det bliver da værre og værre. Jeg troede virkelig ikke, du omgikkes den slags mennesker. Jeg er meget 59

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 59

04-07-2013 10:57:39

skuffet,” sagde han og trak øjenbrynene nærmest midt op på den skaldede isse.

“Nej, nej, hold nu op, det er jo kunst for pokker,” begyndte jeg og prøvede nok at forklare, hvordan tingene hang sammen. Wesley havde dog kun et hånligt snøft tilovers for mit forsøg på at udrede sagen.

“En kussenist. Og det skulle være kunst?” afbrød Wesley mig og overhørte fuldstændig min forklaring. “Det er sat’me for meget kunst til mig. Men godt du fortalte det, så kan jeg da heldigvis holde mig langt væk, mens du har besøg af ham,” sagde han, stadig med stemmen drivende af forargelse.

Derpå fløjtede han ad sine hunde, skruede den store cowboyhat ned over hovedet, og med de to vimse terriere i hælene skred han værdigt ned ad stien, der går fra mit hus og ned til gårdspladsen, satte sig ind i sin gamle pickup og raslede af sted.

En jæger dannes – næsten Det gjorde Wesley selvfølgelig ikke, altså holdt sig væk. Da jeg et par dage senere kom kørende hjem fra lufthavnen sammen med min tyske ven, blev min gæst og jeg således mødt med en scene, der var som taget ud af en klassisk western.

Hele vejen hjem havde min ven og jeg sludret lystigt. Ja, faktisk stod munden ikke stille på min gæst, som underholdt mig med alt, hvad der var sket, siden vi sidst havde set hinanden. Altså lige indtil vi drejede ind ad min indkørsel. Min tyske ven tav midt i en sætning. Så lænede han sig lidt frem i sædet, som for at få et bedre udsyn, mens en tysk ed af en slags lavmælt smuttede over hans læber. Jeg kunne ikke bebrejde ham hans reaktion. Selv blev jeg dog ikke synderlig 60

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 60

04-07-2013 10:57:39

overrasket over det syn, der mødte os – situationen var en klassisk Wesley.

For enden af indkørslen lænet op ad de to stolper, der bærer lågen, stod – ved den ene stolpe Wesley og – ved den anden stolpe – to mænd, jeg genkendte som et par af Wesleys jagtkammerater. Alle tre mænd var iført cowboyhatte, cowboybukser, ternede skjorter og jagtgeværer. Geværerne var ganske vist knækkede, men de var der. Og porten var lukket.

De tre mænd stod ubevægelige og bare stirrede ned mod os.

Det var en på alle måder ugæstfri modtagelse. Der manglede sådan set bare noget ildevarslende westernmusik i baggrunden, så ville illusionen om en forestående skudduel i det vilde vesten være fuldendt.

Jeg forklarede hastigt min ven, at de tre mænd var mine jagtkammerater, og at de sikkert bare lige ville sige hej, inden de skulle ud på jagt. Jeg var ret sikker på, at min ven ikke var klar over, at man på denne tid af året kun måtte skyde råbukke, og kun med riffel.

“Wirklich,” mumlede han og dykkede så ned i bunden af bilen, hvor han begyndte at rode rundt i sin taske.

“Ahaa,” udstødte han og fiskede triumferende et kamera op af tasken. Derpå lænede han sig ud ad det nedrullede vindue og gav sig til ivrigt at knipse løs af de tre cowboys oppe ved lågen.

Det var en udvikling, de tre selvudnævnt beskyttere af mit hjem – og muligvis også af min moral – ikke havde forudset, og der opstod et kort øjeblik en smule forvirring i deres rækker. Så trak Wesley kort på skuldrene og nikkede til jagtkammeraterne, som åbnede porten. Stadig var det med stenansigter, men de kunne alligevel ikke dy sig for at posere en smule for kameraet, sådan at geværerne tog sig bedst mulig ud, bemærkede jeg.

61

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 61

04-07-2013 10:57:39

Vi kørte gennem porten, og jeg nikkede og vinkede, hvilket blot afstedkom, at Wesley og vennerne løftede hånden og kort satte en finger til hatteskyggen. I bakspejlet så jeg, til min absolutte lettelse, at de tre mænd travede ned ad indkørslen og forsvandt ind i skoven.

Heldigvis havde min tyske ven ikke på nogen måde opfattet, at Wesley og vennernes tilstedeværelse var uvenligt ment.

Min ven fandt tværtimod, at det var en meget charmerende modtagelse. Man kunne virkelig mærke, at man var kommet på landet, sagde han begejstret, og jeg besluttede at lade det blive ved det.

Næppe havde jeg fået min gæst og hans bagage bugseret ud af bilen, før næste bevæbnede mand dukkede op, denne gang var det min kæreste. Det var midt i bukkejagten, og her sidst på eftermiddagen var kæresten på vej ud at kigge efter bukke.

Kontrasten mellem de to mænd kunne ikke være større.

Min tyske ven er en lidt spinkel, ikke særlig høj mand, og meget velklædt. Hver gang han foretog en bevægelse, udgik der bølger af parfumeret duft fra ham. Min kæreste var iklædt sit jagttøj, han var to hoveder højere end vores gæst, på alle måder massiv, og kendte jeg ham ret, så ville han hellere falde død om i flere afdelinger end at udsende parfumerede dufte. Ikke desto mindre var der tilsyneladende, på trods af de indlysende forskelle, en form for sympati mellem de to mænd, fornemmede jeg.

Nu taler min kæreste ikke tysk, men han følte sig åbenbart forpligtiget til at forklare, hvorfor han havde et skydevåben under armen.

Kæresten løftede derfor riflen lidt op, så min ven ikke kunne undgå at se den.

62

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 62

04-07-2013 10:57:39

“Jagt, bang, bang,” sagde kæresten og smed forklarende geværet til skulderen, for det tilfælde, at vores gæst ikke havde forstået, hvad han mente. “Øh, jaaa, øh, jawohl, øh, gut, gut,” fremstammede min gæst og bakkede hastigt om bag mig.

“Nein, nein, ikke bange,” fortsatte kæresten. “Wir skyder bukke, nicht mennesker.”

Derpå satte kæresten tommelfingeren mod panden, viftede lidt med de øvrige fire fingre for slutteligt at bøje sig frem og småstange lidt til skulderen på vores gæst med det imaginære fingergevir.

Min tyske ven stod som lammet, men igen, han fattede sig hurtigt.

Med et dybfølt “Ahaaa” slap han sin weekendtaske, som med et bump landede på mine tæer. Så satte også gæsten begge hænder i panden, stangede ud i luften, pegede med den ene hånd på riflen, tog sig til brystet, udstødte et højlydt “Arrrrggggg” og sank delvis sammen.

“Nemlig, nemlig,” ivrede kæresten og nikkede kraftigt, hvorefter han igen pegede på riflen under udstødelsen af en lang række “uhm, uhm, uhm”, der blev afsluttet af en højlydt smasken. Kæresten så forventningsfuldt på vores gæst og gned sig så velbehageligt på maven.

Gæsten skuffede ikke. Han nikkede, gned sig så også på maven og kom endelig med en række smaskelyde, som i lydstyrke langt overgik min kærestes ditto.

“Du mit?” spurgte kæresten og viftede med riflen.

“Gerne, gerne,” nikkede vores tyske gæst.

De to mænd så indforstået på hinanden, som om de netop havde haft en lang og indgående samtale om livets sande værdier. Det havde de måske også, hvad ved jeg.

Kæresten lånte omgående vor gæst et par støvler, som 63

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 63

04-07-2013 10:57:39

ganske vist var tre numre for store til ham, men trods alt mere velegnet til skovture og jagt end de blanke, brune italienske sko, som han var ankommet i. En jagtjakke blev også fundet frem, og så var de to jægere klar.

“Jeg ringer senere,” meddelte kæresten, inden han og hans nye ven drog til skovs. På vej ud ad døren vendte kæresten sig halvvejs i døråbningen. “Du vidste nok ikke, at jeg kunne tale tysk, hva’?” grinede han. Og det kunne jeg jo kun give ham ret i.

På kommandoraid i jagtbutikken Næste morgen, som var en lørdag, var både kæresten og den tyske ven oppe før solen. Aftenen forinden havde de ikke fået nogen buk med hjem, de havde ikke engang set nogen, men nu skulle det altså være. Ergo drog de to jægere til skovs i det tidligste morgengry. Kun for nogle timer senere at vende hjem – atter uden en buk. Denne gang havde de dog set et par bukke, men ingen som de havde ment det rigtigt at skyde.

Til gengæld havde de erkendt, at der var et problem. Min tyske ven havde i løbet af det seneste halve døgn forvandlet sig fra inkarneret storbymenneske med penthouselejlighed centralt i den mest fashionable del af sin tyske hjemby, til – tilsyneladende – lige så inkarneret jæger og naturmenneske.

En metamorfose, der krævede udstyr, som hans weekendkuffert ikke indeholdt.

“Vi er blevet enige om,” meddelte kæresten mig, “at vores gæst behøver noget praktisk tøj, han vil nemlig gerne mere med på jagt og også med ud at fiske efter gedder.”

En time senere befandt vennen og jeg os derfor i det lokale tempel for alle, der interesserer sig for jagt og natur, rid64

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 64

04-07-2013 10:57:39

ning og lystfiskeri. Der er næsten altid mange mennesker i denne forretning, og den dag var ingen undtagelse.

Jagtforretningen summede af liv, og masser af mennesker snusede rundt mellem hylder og reoler. En kastede prøvende et halggevær til skulderen igen og igen, andre var i gang med at prøve smarte letvægtsjakker til sommerbrug. Fnisende 14-årige hestepiger kiggede på farvestrålende grimer til deres firbenede darling, mens en lystfisker testede en fiskestang. Med et rutineret vip af håndleddet svirpede han fiskesnøren tværs gennem butikken.

“Den er god, ikke?” sagde ekspedienten og dukkede sig hurtigt, idet snøren suste hen over hans hoved. Krogen fangede en kasket et par hylder væk, og lystfiskeren hev med et lykkeligt smil sin fangst i land. Idet kasketten var ud for ekspedienten, bøjede han sig ned og løsgjorde den behændigt fra krogen.

“Var det ikke noget, når nu du står i vand til lårene i en fossende norsk elv? Den er lun, og den blæser ikke sådan lige af hovedet.”

Lystfiskeren placerede prøvende kasketten på sin skaldede isse, og bekendtgjorde, at den måtte han også have med.

Min tyske ven og jeg drev lidt rundt i butikken, hvis jagt­ afdeling, for at skabe autentisk vildmarksstemning, er dekoreret med skiftende jagttrofæer. Et mølædt leopardskind udgjorde sammen med et kæmpemæssigt wapitigevir, en hovedmonteret impala og et par andre opsatser den aktuelle udsmykning. Min ven, som tydeligvis aldrig tidligere havde sat sine ben i en jagtbutik, kiggede imponeret og fascineret, mens vi ventede på, at en ekspedient blev ledig.

“Davs, davs, hvorledes kan jeg hjælpe herskaberne?”

Det var en af ekspedienterne, som meldte sig. En meget lille, meget splejset, lyshåret fyr, hvis hage altid blomstrer af 65

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 65

04-07-2013 10:57:39

bumser i udbrud. På det seneste havde han anlagt et lille, nærmest usynligt, overskæg. Jeg havde en mistanke om, at den tynde dunede streg under hans næsebor havde krævet alt, hvad han havde kunnet mobilisere af hanligt kønshormon.

Første gang jeg blev præsenteret for symbolet på hans maskulinitet, troede jeg faktisk, at han bare trængte til at få pudset næse. Jeg var ikke fri for at have lidt ondt af den stakkels fyr. Her stod han og ekspederede, uden at ane at hans næse løb. Jeg forestillede mig, hvor pinligt berørt han ville blive, når han opdagede det. Først da han med stolthed i stemmen indviede mig i, at han netop havde købt en skægtrimmer, gik sagens rette sammenhæng op for mig.

“Davs,” svarede jeg og skævede til overskægget, som ikke var blevet hverken større eller kraftigere siden sidst. “De der jagtbukser i camouflagestil, jeg så, sidst jeg var her. Har I flere tilbage af dem?”

“Ok ja, der er næsten ikke blevet solgt nogen af dem. De er alt for dyre.”

Denne ekspedient er ærlig i en grad, der indimellem må hæmme ham i salgsarbejdet. Han forsvandt bag nogle reoler og vendte straks efter tilbage med favnen fuld af omtalte bukser i forskellige størrelser og modeller.

“Her,” sagde han og lagde tøjbunken på et bord foran os.

Min tyske ven stirrede begejstret på camouflagestoffet og lod prøvende en hånd glide hen over det. Så smilede han stort.

“Rambo,” sagde han med et lykkeligt smil, og ekspedienten var ikke sen til at gribe den.

“Nemlig, nemlich, Rambo, super Rambo,” tilføjede han så og pegede fra bukserne til min ven, som med et nu endnu større smil nikkede ivrigt. Det var begyndelsen på en god lørdag for den unge ekspedient. De næste tre timer tilbragte 66

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 66

04-07-2013 10:57:39

min ven og han i hinandens selskab, og jeg tror godt, jeg tør sige, at de begge havde nogle lykkelige timer. Min ven prøvede stort set – sådan virkede det i hvert fald – alt, hvad butikken kunne mobilisere af forskelligt jagttøj. Og da han endelig havde bestemt sig for tre par jagtbukser, det dobbelte antal skjorter, en jakke, en vest, en hat, et sæt jagtregntøj, to par støvler – det ene letvægts til sommermorgener, forklarede ekspedienten alvorligt – kom min ven i tanke om, at han også var nødt til at købe tøj til at fiske i. Jeg forsøgte at fremføre, at det jo næppe var helt umuligt at bedrive lystfiskeri i det tøj, min ven allerede havde erhvervet, men blev bragt til tavshed af et barsk blik fra ekspedienten.

“Nu er det jo ikke uden grund,” sagde han og så alvorligt på mig, “at der findes særligt tøj til når at det er, at man sådan ligesom skal ud at fiske.”

Min ven nikkede forstående og lyttede interesseret, da ekspedienten fremviste en fiskevest med så mange lommer, at jeg var helt sikker på, at man aldrig ville kunne finde en eneste ting med alle de valgmuligheder. Selvfølgelig blev fiskevesten indkøbt, og dernæst efterfulgt af en fiskestang, et net til at lande en eventuel fanget fisk, der – at dømme efter størrelsen på nettet – kunne være alt fra en sild til en mellemstor haj – samt et bredt udvalg af lokkemad til fisk og adskillige uhyggeligt udseende kroge.

Det eneste, der ærgrede min ven, var, at de danske våbenregler forhindrede ham i også at erhverve sig et skydevåben eller to.

“Ja, det er pokkers, at jeg ikke kan sælge dig det,” sagde ekspedienten, da min ven kærtegnede et haglgevær i den absolut dyrere ende af udvalget. “Men det er våbenloven, jeg kan ikke gøre noget. Virkelig surt,” pointerede han med oprigtig tristhed i stemmen.

67

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 67

04-07-2013 10:57:39

Jeg sendte lovgiverne og våbenloven en kærlig tanke, fra­ vristede blidt min ven geværet og meddelte ham, at hvis vi ikke gik nu, så kunne han ikke nå med kæresten ud på eftermiddagspyrsch efter bukke. Det var nu ikke helt rigtigt, men ellers havde han givetvis brugt nok et par timer i forretningen.

Nok en halv times tid gik der dog, før det endelig – omkring middagstid – lykkedes mig at genne min ven ud af jagtforretningen. Belæsset med diverse poser og æsker indeholdende alt til den moderne jæger og lystfisker.

“Hvor var det bare hyggeligt,” sagde ekpedienten og trykkede hjerteligt min ven i hånden, samtidig med at han holdt døren for ham. “Til lykke med dit nye look, og kom snart igen.”

Lørdag er torvedag i Køge, hvilket vil sige, at torvet er proppet med små boder, der sælger alt fra grønsager og blomster til mærkelige gipsfigurer og underligt nips. Som følge heraf myldrede torvet og de nærmeste gader med mennesker. Det er ikke for meget at sige, at min ven og jeg vakte en del opsigt, da vi bevægede os gennem de tætbefolkede gader. Min ven var nemlig så begejstret for det nye jagttøj, at han havde insisteret på straks at iføre sig en del af sine indkøb – det var det, ekspedienten i jagtforretnngen havde ment med det nye look. Jeg bevægede mig således – slæbende på et utal af poser og med en fiskestang under armen – gennem Køges lørdagstravle gader sammen med en person, som – iført sine nye camouflagebukser, jagtstøvler og jagtskjorte, herover en lædervest og på hovedet en ditto hat – lignede en krydsning mellem en muskelfattig Rambo og Indiana Jones. Eller måske bare en noget forvirret sommerfuglejæger, eftersom min ven glad bar sit nye fiskenet over skulderen, da det ikke 68

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 68

04-07-2013 10:57:39

havde været muligt at finde en pose stor nok til at rumme nettet.

Selvfølgelig syntes min ven, der gerne ville have så meget folkestemning med som muligt, at vi skulle krydse hen over torvet på vej tilbage til bilen.

Jeg anførte spagfærdigt, at der var virkelig mange mennesker, og at det ikke var særlig nemt at manøvrere, når man jonglerede med ti stopfyldte poser samt en fiskestang. Det viste sig dog, at jeg havde overvurderet problemet. Det var nemlig så heldigt – eller hvad man nu skal kalde det – at jagt­ ekspedienten også havde solgt min ven et såkaldt bukkekald.

Et bukkekald skal lyde som en brunstig rå og har derfor en høj pibende, intens og meget insisterende lyd, der går gennem marv og ben. Bukkekaldet bar min tyske ven i en lædersnor om halsen, og på et tidspunkt, hvor trængslen på torvet var så stor, at vi nærmest ikke havde bevæget os ud af stedet i 10 minutter, satte min ven bukkekaldet for munden og blæste i det. Effekten udeblev ikke. Folk foran os sprang rædselsslagne til alle sider, og vi kunne fortsætte vor færd.

Hver gang der var bare det mindste tegn på sløv trafik, brugte min ven ivrigt bukkekaldet, mens han begejstret mumlede “schön, schön”, når vandene skiltes foran ham.

Ganske uanfægtet af sure miner spadserede min ven rask til, mens han jævnligt lod lyden af en brunstig rå gjalde ud over Køge torv. Jeg gjorde mit bedste for at lade, som om jeg ikke havde noget som helst kendskab til originalen med nettet over skulderen og bukkekaldet på læberne. Det skal dog siges, at i de tilfælde, hvor det ikke lykkedes mig at fraskrive mig ham, undskyldte jeg pænt over for de mennesker, som i forskrækkelse var sprunget til side og uheldigvis var havnet med et ben i en spand med blomster eller på enden i en kasse blomkål.

69

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 69

04-07-2013 10:57:39

Næsten vel over torvet, kom gentleman-genet op i min ven, og han insisterede på at købe mig en buket roser. Inden jeg kunne nå at forhindre det, snurrede han derfor omkring og begav sig atter ind i menneskemyldret, glad svingende med sit fiskenet over skulderen og lystigt truttende i bukkekaldet. Selvfølgelig måtte det gå galt.

Boderne på torvet er ofte ret primitivt opbygget, og mange af sælgerne har deres varer stående på hylder, som i virkeligheden blot er brædder, der hviler på en omvendt spand eller kasse, i hver ende. Nogle af boderne er mere avancerede og har opbygget et system af løse brædder, hvis ene ende hviler på køleren af deres bil, mens bræddernes anden ende er placeret på et kreativt udvalg af ting. En trillebør, et par kasser stablet oven på hinanden, eller hvad der nu lige har været for hånden.

Min ven styrede med lange skridt mod en af disse tilfældigt opbyggede blomsterboder. Ejeren af denne bod havde åbenbart et kunstnerisk gen, for hendes roser var smukt arrangeret efter farve. Først et bræt med spandevis af røde roser, på næste bræthylde var de lyserøde og laksefarvede roser, og på tredje etage, helt oppe ved bilens køler, stod solopgangsorange roser flankeret af mælkebøttegule kolleger, og endelig, på selve køleren, afsluttedes udstillingen af et par spande med sarthvide roser. Smukt så det ud, ingen tvivl om det. Min ven stoppede op og kiggede betaget på det mangefarvede orgie af roser. Så meget fart havde min ven haft på, at han var kommet et stykke foran mig, som jo var en anelse hæmmet af at balancere med alle hans poser for slet ikke at snakke om fiskestangen. Min ven stod altså nu ved boden og funderede over, hvilke roser han skulle begave mig med, slet ikke noget nemt valg med alle de forskellige farver, faconer og størrelser, det måtte man medgive ham. Jeg så, at min ven 70

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 70

04-07-2013 10:57:39

drejede hovedet og så forbløffet ud, da han opdagede, at jeg ikke, som han havde forventet, stod ved siden af ham. Om han pludselig blev overvældet af stor bekymring for, hvor jeg var henne, ved jeg ikke, men erkendelsen af, at jeg ikke var at finde ved hans side, fik ham til at dreje hurtigt rundt på hælen for at se efter mig. Det var en uheldig manøvre. Min ven havde nemlig tydeligvis så ganske glemt det store fiskenet, han havde over skulderen. Idet min ven vendte rundt, ramte fiskenettet spandene med sarthvide roser og sendte samtlige af de sarthvide i frit fald ud over bilens køler. Bodens indehaver udstødte et skrig af dimensioner, der fik omtrent al snak og mumlen på torvet til at forstumme, og kastede sig frem i et forsøg på at redde sine blomster. Min ven, der var ganske uvidende om den ravage, fiskenettet havde forårsaget bag hans ryg, blev forståeligt nok forskrækket over skriget. Det gav et sæt i ham, og han tog forvirret et skridt baglæns, hvilket præcist bragte ham ind i blomsterdamens bane. Et sammenstød var uundgåeligt, og blomsterdamen, der bestemt ikke hørte til de mindste, bragede direkte ind i min ven, der, eftersom han lå adskillige vægtklasser under hende, hjælpeløst blev fejet med. Øjeblikket efter landede min ven delvis på ryggen i en trillebør sammen med indholdet fra adskillige rosenspande og med blomsterdamen sprællende i sit net.

Lad mig bare indrømme det. Det var en af den slags situationer, hvor man har stor lyst til stille og roligt at forsvinde i folkemængden. For folk var der nok af på torvet, og det virkede, som om de alle stimlede sammen omkring den stadig småhvinende blomsterdame og min uheldige ven. Jeg kendte dog min pligt, og ved at prikke lidt her og der med fiskestangen fik jeg banet mig vej gennem opløbet og frem til dets to hovedpersoner blandt roserne i trillebøren. Blomsterdamen 71

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 71

04-07-2013 10:57:39

skældte og smældte, mens hun prøvede at vikle sig ud af fiskenettet.

“Undskyld,” sagde jeg. “Det er min ven, han er her på ferie, og han er tysker, så han forstår slet ikke, hvad du siger.

Og i øvrigt var det et uheld, han gjorde det altså ikke med vilje,” begyndte jeg at forklare.

Min tilsynekomst fik blomsterdamen til kortvarigt at tie stille og rette sin opmærksomhed mod mig. Det gav åbenbart min ven præcis det pusterum, han havde haft behov for. I en elegant bevægelse smøg han sig ud under blomsterdamen og kom på benene. Herefter greb han en langstilket, højrød rose i den ene hånd og rakte så, med et lille, galant buk den anden hånd frem mod blomsterdamen i trillebøren. Damen så betuttet ud, men tog så den udstrakte hånd, fik med noget besvær vristet måsen ud af såvel fiskenet som trillebør og kom på benene. Med et stort smil rakte min ven den lang­ stilkede rose frem mod hende og sagde så, på tysk, en hel masse sludder. Sådan lød det i hvert fald i mine ører.

“Hvad siger han?” spurgte blomsterdamen og stirrede surt på min ven og den fremstrakte rose.

Han siger, oversatte jeg, at han er død og er kommet i himlen, omgivet som han er af skønne roser og en endnu skønnere kvinde.

Blomsterdamen – et hoved højere end min ven og 50 kilo tungere – som var iført et par grålige arbejdsbukser og en gammel T-shirt, under hvilken en bh, mindst to numre for lille, kæmpede en ulige kamp for at holde et par enorme bryster på plads, så skeptisk ud.

“Hm, hvad mener han med det?” spurgte blomsterdamen, der ikke var sådan at imponere.

“Jeg tror, han mener dig,” forklarede jeg. “Dine smukke roser, og, øh, ja, altså dig.”

72

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 72

04-07-2013 10:57:39

“Mig? Mig?” “Hm,” nikkede jeg. Min ven nikkede, alle omkring os nikkede. Endelig nikkede også blomsterdamen, mens et smil langsomt bredte sig på hendes ansigt. Opmuntret af sin succes gik min ven et skridt videre.

“En rose til en rose,” sagde han på en meget overbevisende måde, og rakte igen den langstilkede frem. Jeg oversatte pligtskyldigt, og, er jeg stolt af at kunne sige, uden at fortrække en mine.

“Tihiiiiiiiiii,” fnes blomsterdamen og modtog rødmende rosen. “Tihiiii.”

Min ven smilede stort, og som for at sætte trumf på tog han i en fejende bevægelse sin hat af og kom med nok et belevent buk. Jeg mente at kunne høre indtil flere kvindesuk fra folkemængden omkring os, som ivrigt fulgte den lokale opførelse af rosenkavaleren.

Blomsterdamen snusede henført – og højlydt – til den langstilkede og så så begejstret ud, at man skulle tro, hun aldrig tidligere i sit liv havde så meget som bare set en rose.

“Skal vi nu ikke se at komme videre?” hviskede jeg til min ven. Men for sent, min ven havde nemlig også hørt suset og sukket fra mængden omkring os, og han havde afgjort intet imod at befinde sig i begivenhedernes centrum.

“Alle die schönen Damen,” sagde han og slog ud mod tilskuerne. Herpå erklærede han, på tysk, at alle de smukke damer da også skulle have roser.

“Er du blevet fuldstændig vanvittig?” spurgte jeg lavmælt. Min ven rystede på hovedet og så beslutsom ud.

“Hvad siger han?” spurgte blomsterdamen igen.

“Jeg tror nok, han siger, at han gerne vil købe dine roser.”

“Hvor mange?” spurgte blomsterdamen og snusede nok en gang med et par store snøft til den langstilkede.

73

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 73

04-07-2013 10:57:39

“Hvor mange roser vil du købe?” spurgte jeg “Alle, alle,” udbrød min ven og slog teatralsk ud med begge hænder. “Für die Damen.” Et nyt kollektivt suk lød fra folkemængden.

“Alle mine roser?” sagde blomsterdamen vantro.

“Alle hendes roser?” måbede jeg.

“Alle,” sagde min ven med eftertryk og fandt sin pung frem. Uden at ryste på hånden betalte han for roserne. Blomsterdamen kvidrede henrykt og var ét stort smil oven over de kæmpemæssige bryster, som i øvrigt også, så vidt jeg kunne bedømme, blev skubbet et smule mere frem.

“Hold lige det her,” sagde min ven og stak fiskenettet under den af mine arme, der ikke allerede var optaget af fiskestangen. Herpå gav min ven sig til at dele roser ud til kvinderne i opløbet, som blev større, da folk opdagede, hvad der foregik. Alle roser blev ledsaget af kindkys, små galante buk, børn blev klappet på hovederne, hunde nusset bag ørerne og endnu flere roser uddelt. Det var i det hele taget en seance, som ville have gjort en hvilken som helst socialdemokratisk politiker om muligt endnu mere rød – af misundelse.

“Hvem er han?” hørte jeg en spørge.

“Aner det ikke, men jeg stemmer helt sikkert på ham næste gang,” lød svaret.

Langt om længe var roserne brugt op, og min ven og jeg tog afsked med blomsterdamen, som henrykt knugede min ven ind til sig og kyssede ham to gange på begge kinder, før det lykkedes ham at vriste sig ud af hendes favn.

Så drog vi tilbage over torvet mod bilen, mens min ven smilede og vinkede til folk, som glade viftede tilbage til ham med deres roser. Vel fremme ved bilen proppede jeg alle indkøbene ind, mens min ven lige vinkede en ekstra gang til et par af sine mange nye blomstervenner.

74

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 74

04-07-2013 10:57:39

“Ih, sikke en god dag,” konstaterede min ven med stor tilfredshed i stemmen, da han langt om længe satte sig ind på forsædet ved siden af mig. “Kør nu ikke for hurtigt, jeg skal have tid til at vinke, ikke?”

Ergo listede vi os således af sted i sneglefart på gaden, der omkranser Køge torv, mens min ven hang halvvejs ud ad det åbne vindue, sendte luftige fingerkys af sted, viftede med hatten og vinkede. To omgange omkring torvet måtte vi tage, før jeg fik lov at sætte kursen ud af byen.

“Man skulle ærlig talt tro, du var italiener eller måske politiker,” sagde jeg henkastet til min ven, da han igen satte sig ind i bilen, efter jeg, for tredje gang, havde måttet holde ind til siden, fordi min ven lige skulle klappe en baby på hovedet og kindkysse barnets mor, som knugede en håndfuld nys erhvervede roser ind til sig.

Min ven så forbløffet på mig.

“Jamen, det er jeg da også, altså politiker. Jeg sidder i kommunalbestyrelsen derhjemme, og jeg er halvt italiener.

Min far var italiener. Det var da fantastisk, at du lige gættede på det, og så begge dele endda. Hvordan i alverden kunne du dog vide det?” spurgte han med dybfølt undren i stemmen.

Blodigt krokodilleoverfald Om sommeren er søen et overflødighedshorn af liv. Dyr på både to, fire, seks, otte – eller slet ingen – ben, myldrer i og omkring søen, der gavmildt tilbyder føde og husly til alle.

Både over og under vandet har søen faste beboere – hvoraf mange i øvrigt gerne spiser hinanden, om de kan komme til det. Sommersøen rummer så mange forskellige dyr, at man 75

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 75

04-07-2013 10:57:39

uvilkårligt forbløffes over frodigheden og mangfoldigheden, som man snarere ville forvente at finde under sydligere himmelstrøg end på danske Sydsjælland.

En tur rundt om søen på denne årstid er altid en oplevelse.

Langs den ende side af søen strækker sig det levende hegn af tjørn og vilde æbler, hvis blomster i forsommeren drysser og pudrer jorden med de smukkeste hvide og lyserøde blomsterblade. Det er en helt særlig fornemmelse at bevæge sig af sted på et tæppe af bittesmå blomsterblade, mens andre blomster som snefnug stille daler ned omkring en, hvis blot antydningen af en vind bølger gennem træernes grene. Og næppe er tjørnen og æblerne afblomstret, før syrenerne springer ud i et orgie af hvidt, lilla og lyslilla. Syrenernes blomsterklaser parfumerer luften med sin tunge, kraftige lugt, og det forekommer ikke underligt, at mere end en bi ses slingrende beruset rundt i luftrummet efter et besøg i syrenbaren.

Ude på vandet sejler gåsefamilier af sted, mor gås først, så en række dunede gæslinger og far gase som beskyttende bagtrop. Andemødre med et kuld ællinger vippende i kølvandet svømmer som regel tættere på bredden end gæssene. Ænderne er enlige mødre, for andrikker gider – modsat grågaserne – ikke småbørn. Langs kanten af søen står, ganske svagt vuggende som buttede siv helt inde ved søbredden, hejrerne, hvis blødt grå fjerdragt altid får mig til at tænke på skyer fyldt med sommerregn. Hejrerne er drevne fiskere, men snupper med deres lange, spidse næb også gerne en ælling, hvis de kan slippe af sted med det. Som regel er det kun modvilligt, at hejrerne afbryder deres fiskeri, så først når man er helt tæt på dem, flakser de op foran en som en stor, grå skygge, der altid når at forskrække en smule, inden man er bevidst om arten af skyggen.

76

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 76

04-07-2013 10:57:39

På varme, solrige eftermiddage er stien omkring søen ofte brunprikket af små, vævre skovfirben, der har smidt sig direkte på maven med de fire, der har givet dem navn, slapt ud til hver side. Som små, lysebrune chokoladefigurer, der underligt nok ikke smelter i solen, ligger firbenene fuldstændig stille, indtil pludselig et af dem giver et spjæt – og så er de væk, alle sammen, i hvad der forekommer at være én kollektiv bevægelse. En bevægelse så hurtig, at man aldrig når at se, hvor de små, usandsynligt smukke padder bliver af.

En anden af søens beboere, der også kender kunsten at bevæge sig hurtigere end hurtigt, er isfuglen, som man dog skal være heldig for at opleve. Når det lykkes, er det betagende at se den lille, smukke fugl med de glinsende turkisblå og røde metalfarver, der får isfuglen til at ligne en flyvende ædelsten. Isfuglen ernærer sig ved at dykke efter fisk, og jeg har aldrig set den lave et dyk og komme op til overfladen igen uden en sprællende fisk i næbbet.

Under vandoverfladen er der et lige så heftigt, om end lidt mere stille, liv. Søen rummer fisk af alle de arter, som nu kan leve i en dansk sø – lige fra fredelige kæmpekarper til rovfisk som sandart og gedder. De fredelige karper og de skarpe gedder ser jeg i øvrigt tit, da begge arter holder af at trække ind på lavt vand. Karperne står gerne og småsover i det lave, solvarme vand, og man får indimellem fornemmelsen af, at de store fisk mediterer, mens de, ligesom en kat, langsomt og dovent flytter sig med solen. Karperne forekommer at være fredelige og rare fisk, som egentlig bare gerne vil slappe mest muligt af og nyde tilværelsen. Med gedderne er det ganske anderledes. Der er intet afslappet eller roligt over disse fisk, heller ikke selv om de – ligesom karperne – kan bruge lang tid på at stå ubevægelige tæt på søbredden. Gedderne medi77

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 77

04-07-2013 10:57:39

terer bestemt ikke. Nok står de stille, men altid holder de skarpt øje med, hvad der sker omkring dem. Hele tiden er de slanke, torpedoformede rovfisk klar til, på en brøkdel af et sekund, at kaste sig frem i vandet og smække den tandfyldte mund rundt om en uforsigtig fisk. Og en fisk, der først spræller i gabet på en gedde, har ikke mange chancer for at slippe væk. Gedderne har hele kæften fyldt med tænder, nålespidse, knivskarpe, bagudvendte tænder. Selv ganen i sådan en geddemund er fyldt med rækværk efter rækværk af de uhyggelige – og effektive – tænder. Gedderne kan blive over en meter lange og nå en anseelig vægt, så deres tilnavn, “ferskvandskrokodiller”, er bestemt ikke uden grund. Alt, hvad der er mindre end den selv, opfatter enhver gedde med respekt for sig selv som potentielt bytte. Fisker man efter gedder og er heldig at få en på krogen, skal man passe ganske meget på sine fingre. Selv en lille gedde er udmærket i stand til at tilføje én grimme læsioner, hvis man er uforsigtig nok til at stikke fingrene ind i munden på gedden, når den skal af krogen.

Gedder var just, hvad vi var efter denne dag, sidst på eftermiddagen, hvor jeg, kæresten og den tyske ven, som var iført sit nye lystfiskertøj med tilhørende udstyr, satte os i jollen og begav os ud på søen. Søen var blank som isfuglens fjerdragt, og solen skinnede, slet ikke et vejr at fiske gedder i, men min vens ferie lakkede mod enden, og der havde kun været solrige, varme dage, så nu skulle det altså være, hvis han skulle have en chance for at afprøve sit dyrtindkøbte lystfiskergrej.

Bukkejagten var det ikke gået så godt med. På trods af at kæresten og vennen havde været ude at kigge efter bukke både morgen, middag og aften de seneste par dage, var det ikke lykkedes dem at komme på skudhold af nogen. Nu håbede 78

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 78

04-07-2013 10:57:39

min ven, der i løbet af sit ophold hos os havde udviklet sig fra inkarneret storbymenneske til jæger og naturelsker – jo, det er nemlig oftest det samme – at der ville være mere held ved fiskeriet.

Min andel i fisketuren var at ro båden, eftersom de to herrer begge var optaget af at montere fiskestængerne med det helt rigtige forfang, tror jeg nok, de kaldte det, samt diverse andre finesser, som skulle sikre, at gedderne ville flokkes om stængerne. Personligt har jeg aldrig helt forstået konceptet omkring at fiske. Jeg holder umådeligt meget af at ro ud i jollen, midt ud på søen, hive årerne ind, lægge mig på maven og kigge ud over stævnen og ned i vandet, mens båden driver for strøm og vind. Rigtig mange fisk, lige fra sværme bestående af bittesmå, vimse fiskeunger til helt store gedder, kan man være heldig at se på denne måde.

Men nu var vi her altså, og nu skulle vi fange gedder. I mere end to timer sad vi i båden. Så masser af natur, men ikke bare skyggen af en fisk.

Vi havde egentlig opgivet og var på vej tilbage, da to skud fra et haglgevær bragede ud over søen, og nedfaldshagl fra skuddene med en plirrende, klirrende lyd ramte vandoverfladen rundt om båden. Min tyske ven dukkede sig uvilkårligt. Næppe var lyden af skuddene klinget af, før et langtrukkent “oooohøøøøj” rullede ud over vandet.

Inde på bredden så vi en skikkelse hoppe op og ned, mens vedkommende svingede et haglgevær i den ene hånd og en kæmpemæssig cowboyhat i den anden.

Det var selvfølgelig Wesley. Skuddene var en, efter Wesleys mening, helt naturlig måde at sige hej på, forklarede jeg min ven, mens vi roede ind til Wesley.

“For satan da, det er jo hedt som ind i helvede selv,” lød 79

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 79

04-07-2013 10:57:39

Wesleys hilsen, mens han greb bådens ankertov og trak jollen ind mod land.

“Jeg troede ellers, at du ikke havde tid til at kigge ind, mens jeg havde besøg,” sagde jeg lavmælt til Wesley, der jo på det nærmeste havde udstedt en bandbulle mod min tyske ven.

“Nååå,” svarede Wesley med et skævt grin. “Jeg hørte om jeres optræden på Køge torv, fruens veninde var derinde, og hun fortalte det til fruen. Og så tænkte jeg, at jeg kunne da lige tage ham tyskeren i nærmere øjesyn. Man skal jo ikke dømme folk. Og selv om han er kussenist,” her sænkede Wesley stemmen lidt, “ja, så er han jo også et menneske,” tilføjede han og så så hellig ud, at det var tydeligt, han følte sig meget storsindet.

Med mit kendskab til Wesley ville jeg tro, at han bare var hamrende nysgerrig efter at se, hvad min ven var for en fætter, men det ville han selvfølgelig hellere falde død om end indrømme.

Jeg præsenterede min tyske ven og Wesley for hinanden, og til min forbløffelse var der umiddelbart gensidig sympati.

Min ven beundrede Wesleys haglgevær, og Wesley kom med pæne bemærkninger om min vens fiskegrej.

“Men I må sgu da være tovlige at tage på fisketur i sådan et vejr. Gedderne står og sover inde mellem sivene, de gider da for fanden i helvede heller ikke en papskid i den her hede,” meddelte Wesley. Det kunne vi kun give ham ret i.

“Hvis man endelig skal noget med søen i dag, så er det da at svømme i den,” fortsatte Wesley, og tog et par illustrative svømmetag, hvorefter han pegede på vandet. Min tyske ven lyste op i et stort smil og nikkede ivrigt.

“I har ikke noget badetøj med,” argumenterede jeg på både dansk og tysk.

Min tyske ven slog ud med armene på en så nonchalant 80

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 80

04-07-2013 10:57:39

måde, at jeg vidste, hvad han ville sige, inden han sagde det.

Og ganske rigtig, han kunne ikke se det manglende badetøj som noget problem. Man kunne vel bare bade uden tøj.

Wesley nikkede tænksomt, da jeg havde oversat for ham.

“Ja, det kunne vi vel godt. Der er jo ikke nogen her,” sagde han.

“Ja, jeg er her for eksempel,” anførte jeg, “og jeg gider altså ikke se på jeres bare røve, og hvad der ellers hører til,” meddelte jeg puritansk.

“Jamen, du behøver vel ikke at være her?” indskød kæresten.

Jeg ved, hvornår jeg er slået hjem.

Enden på det blev selvfølgelig, at jeg måtte overlade båden til de tre mænd og bevæge mig hjemad på gåben. Næppe havde jeg lagt det første sving bag mig, før lyden af et par megaplask rullede over søen – mændene var åbenbart allerede hoppet i baljen.

En fredelig times tid tilbragte jeg med at læse lidt, dovne i skyggen sammen med hundene og drikke cola med isbjergstore isterninger dumpet i. Så ringede mobilen. Det var Wesley.

“Vi har været udsat for et krokodilleangreb, og vi har en hårdt såret. Så du bliver nødt til komme, og tag godt med plaster med,” sagde han på en så rolig måde, at jeg i første omgang troede, det var gas.

“Ja, ja, det er godt,” svarede jeg og tog en slurk cola, kølet ned til den helt rigtige temperatur, bemærkede jeg.

“Hygger I jer? Eller er I udgået for kolde øl?” spurgte jeg muntert.

“Nej, for helvede, det er jo det, jeg siger. Tyskeren er blevet hapset af en krokodille, og han bløder som et slagtesvin i dets livs sidste sekunder.”

81

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 81

04-07-2013 10:57:39

“Hvad?” råbte jeg “Hvor er han blevet bidt?”

“Det vil jeg ikke sige,” meddelte Wesley “Hvor, Wesley?”

“Jeg siger det ikke,” gentog Wesley stædigt. “Jeg tager for fanden da ikke den slags ord i min mund.”

“Hvilke nogle ord? Kunne du ikke bare fortælle, hvor han er blevet bidt? Er det slemt? Skal jeg tilkalde en ambulance?”

“Ved det ikke. Tror det måske.”

På dette tidspunkt spurgte jeg, om jeg kunne få lov at tale med min kæreste.

“Desværre, han hjælper med at holde.”

“Holde hvad?”

“Holde såret lukket, så blodet ikke poster alt for meget ud,” sagde Wesley gudhjælpemig.

“Okay, bliv hvor I er. Jeg kommer om et øjeblik. Hvis I har flere kolde øl, så prøv at presse sådan en mod læsionen. Kulden trækker blodkarrene sammen, måske kan det få såret til at bløde mindre,” forklarede jeg, samtidig med at jeg spænede rundt i huset og smed plastre, desinfektionsmiddel, forbindsstoffer, og hvad jeg ellers mente at kunne få brug for, i en rygsæk.

Et skingert skrig lød gennem telefonen. Et skrig med tydelig tysk accent.

“Hvad gør I ved ham?” råbte jeg til Wesley.

“Det, du sagde, vi skulle. Pressede en kold øl mod såret.

Det hjalp vist ikke. Og nu er øllen fuldstændig ødelagt,” tilføjede Wesley med ærgrelse i stemmen. “Ja, jeg drikker den i hvert fald ikke, efter den har været der,” fortsatte han, mens jeg alt for tydeligt kunne høre min tyske ven jamre sig i baggrunden.

82

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 82

04-07-2013 10:57:39

Det var heromkring, jeg vurderede, at jeg lige så godt kunne afbryde samtalen, eftersom Wesleys oplysninger kun bidrog til yderligere bekymring.

Jeg styrtede ud, greb min mountainbike og oksede af sted langs søen for at nå frem, mens der forhåbentlig stadig var liv at redde.

Allerede på afstand så det dramatisk ud. Min tyske ven lå fladt udstrakt på ryggen, mens kæresten sad ved siden af og tilsyneladende pressede ham på maven. Wesley cirklede rundt om dem, mens han brugte den enorme cowboyhat som vifte foran sit blege ansigt.

For en gangs skyld havde Wesley faktisk ikke overdrevet.

Der var vitterlig meget blod. Jeg kastede cyklen fra mig og var på vej hen mod den uheldige tysker, da et råb fra kæresten stoppede mig.

“Stop, rør dig ikke,” brølede han.

Jeg stoppede omgående.

“Du må ikke komme nærmere,” fortsatte han så.

Kæresten sad med ryggen til mig ved siden af den sårede, så jeg kunne ikke rigtig se, hvad der var sket. Jeg kunne dog tydeligt se en stor blodpøl lidt oppe på bredden af søen og et spor af bloddryp fra den og dertil, hvor min tyske ven nu lå.

Det tegnede ikke godt.

“Hvorfor må jeg ikke komme nærmere?” spurgte jeg mystificeret.

“Fordi det er et delikat sted, der er gået hul på,” svarede kæresten. “Kast forbindsstofferne herhen, så fortæller jeg dig, hvad jeg ser, og så siger du, hvad jeg skal gøre.”

“Jeg sagde det jo,” mumlede Wesley. “Jeg sagde det jo, ikke et ord jeg tager i min mund.”

Det varede lige et øjeblik, før det gik op for mig, hvor min 83

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 83

04-07-2013 10:57:39

ven var såret. Og jeg forstod pludselig, hvorfor det havde været så pokkers ubehageligt at få presset en iskold øl på læsionen.

“Okay, hvis I vil dø af generthed, så for min skyld ingen alarm. Her!” Jeg fandt en pean, som er en slags tang, der kan bruges til at klemme sammen om sår og dermed stoppe en blødning.

Wesley overbragte peanen til min kæreste, der stirrede uforstående på den.

“Du lokaliserer blødningen, og så sætter du tangen på lige over blodets udspring, uden at kvase mere hud end nødvendigt,” instruerede jeg med ryggen til ofret og hans to hjælpere. “Den skal trykkes helt sammen, så den låser. Det burde stoppe blodet.”

“Trykkes helt sammen? Kvase?” pippede Wesley og blev endnu blegere.

“Det kan jeg sgu da ikke. For pokker da, så kommer han jo til at synge sopran resten af sin tid,” meddelte kæresten mig med desperation i stemmen.

En kort rådslagning mellem kæresten og min tyske ven fulgte. Derpå løftede min ven hånden og viftede mig nærmere.

Heldigvis viste det sig at være knap så slemt, som Wesley og kæresten havde fået det til at lyde, men det blødte virkelig, virkelig meget. En besigtigelse af skadens omfang lod mig ikke i tvivl om, hvad der var sket.

Min tyske ven havde glad svømmet rundt i søen da en nærsynet gedde – en ferskvandskrokodille – havde taget hans ædlere dele, der sikkert havde bølget blidt rundt i vandet, for middagsmaden. Gedden havde dog ikke fået fat om noget, hvis man kan udtrykke det sådan, men dens barber84

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 84

04-07-2013 10:57:39

bladeskarpe tænder havde snittet min vens pung og lavet et snit så rent, at man skulle tro, det var skåret med en kniv. Et lille blodkar var blevet skåret over, og da denne del af den mandlige anatomi har en overordentlig god blodtilstrømning, blødte det helt utrolig meget.

Mens min stakkels ven lå med pinefuldt sammenknebne øjne og røde kinder, lykkedes det mig at finde blodets udspring og få sat peanen på. Det var kun i huden, så bekymringer om fremtidig sopransang var der umiddelbart ingen grund til. Jeg trak mig diskret tilbage, og vi ventede en halv times tid, hvorefter min ven forsigtigt fjernede tangen. Et nyt blodbad fulgte, og jeg måtte atter montere peanen. Der var ingen vej udenom, læsionen i huden skulle have et par sting, ellers ville blødningen formodentlig begynde igen, så snart tangen blev fjernet.

Vi fik iført min ven sine underbukser samt en skjorte og bugseret ham op i båden. Med den ene hånd nede i underbukserne, fordi han skulle holde i peanen, så dens vægt ikke tyngede for meget, sejlede vi skadelidte hjem. Det så en smule grotesk ud, som han sad der i båden med den ene hånd godt nede i bukserne, og vi andre tre måtte tage os sammen for ikke at grine.

Med jævne mellemrum spurgte min ven mig, om jeg var sikker, helt, helt sikker på, at han ikke fremover ville miste nogen grundlæggende fornøjelser i sit liv som følge af uheldet.

Da jeg for tiende gang eller så forsikrede ham om, at det bare var en flænge, og at intet vitalt var beskadiget, anlagde jeg en anden strategi. Lagde ansigtet i meget alvorlige folder og forklarede så, at det var den risiko, man som meget, med tryk på meget, viril mand løb, når man badede nøgen i en geddesø.

Den slags overgik sikkert kun særdeles veludrustede personer. Det var det åg, sådanne måtte bære i slige situationer, 85

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 85

04-07-2013 10:57:40

sagde jeg. Min ven så pludselig betydelig mere veltilfreds ud, og han spurgte ikke mere.

“Ja, så kunne det jo være sket for enhver af os,” meddelte Wesley så. “Enhver af os. Jeg tror, det var et rent tilfælde, at den huggede tyskeren.”

Sjovt nok gav kæresten omgående Wesley ret.

“Nej, nej,” min ven rystede på hovedet. “Den fisk, den vidste, hvad den gik efter. Den ville have noget for pengene, så den tog fat der, hvor der var mest at tage fat i,” sagde han og grinede for første gang siden uheldet.

Wesley og kæresten stirrede ret isafkølet på min tyske ven, der sad der i båden, stadig med den ene hånd i underbukserne, og nu pludselig så ret fornøjet ud. Inden de nåede at tage til genmæle, mindede jeg dem om, at tyskeren var gæst, endda en gæst, der havde været ude for en meget ubehagelig oplevelse.

“Pøh,” hviskede Wesley og så mopset ud. “Han kunne jo åbenbart lide det, sådan som han praler med det.”

Så var vi heldigvis hjemme, og fornøjelsen ved at tage med på skadestuen blev overladt til kæresten og Wesley.

Et par timer senere var trioen tilbage fra sygehuset, og ganske rigtig, så havde det været nødvendigt at sy min ven. To små, fine sting, kunne jeg forstå. Da det hele nu var godt overstået – og min ven endda var blevet syet af en kvindelig læge, der tilligemed havde været ung og køn – var han faktisk ret tilfreds med sig selv. En smule udmattet var han dog, meddelte han, og trak sig tilbage til sit værelse. Wesley havde taget sit gevær, som jeg havde opbevaret, mens de var på skadestuen, og var forsvundet ud i skoven igen.

Kæresten og jeg sad nu ude på terrassen med hver vores kolde øl og vendte dagens begivenheder.

86

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 86

04-07-2013 10:57:40

Det havde, fortalte kæresten, vakt en del furore på skadestuen, da Wesley som fortrop var styrtet derind og havde meddelt receptionsdamen, at der om et øjeblik ville ankomme en patient, der “blødte som et slagtesvin, fordi han var blevet overfaldet og bidt af en krokodille”.

Inden kæresten og min ven var nået hen til skadestuens indgang, var et mylder af hvidkitlede personer kommet farende ud medbringende en båre på hjul. De hvide kitler var ikke fri for at være lidt skuffede, da sagens sammenhæng gik op for dem. Wesleys dramatiske udlægning af sagen havde dog medført, at min ven var kommet til med det samme.

Da det trods alt ikke er hverdagskost, at skadestuen har patienter, der er blevet bidt af en fisk, og så på det sted og med så kraftig en blødning til følge, havde en lind strøm af sygeplejersker og læger været forbi og kigge på min vens læsion. Min ven, der på dette tidspunkt åbenbart var kommet sig så ganske over sin generthed, havde om og om igen fortalt, hvordan han pludselig havde følt en skarp smerte, og hvordan vandet omkring ham øjeblikket efter var blevet farvet rødt af blod.

“Man sku’ fand’me tro, han var blevet overfaldet af en kæmpemæssig haj, sådan som han beskrev det,” bemærkede kæresten syrligt.

Dagen efter “overfaldet”, som min ven havde døbt hændelsen, lod han ingen i sin nærhed i tvivl om, at han var blevet bidt. Ikke bare af en fisk, men af en ferskvandskrokodille, et udtryk, som han var meget glad for.

Postbuddet var blevet underholdt med hændelsen, naboerne kendte til den i detaljer, kassedamen i Brugsen afslog høfligt, men bestemt at besigtige skaden, og sådan fortsatte det. Kærestens tålmodighed var hurtigt brugt op, og jeg 87

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 87

04-07-2013 10:57:40

måtte indrømme, at jeg også selv begyndte at finde situationen anstrengende.

At noget måtte gøres, blev dog for alvor klart, da kæresten på dag to kom farende ind og meddelte mig, at hvis ikke jeg greb ind lige pr. omgående, måtte vi sandsynligvis selv i al fremtid hente Ugeavisen på redaktionen i Haslev.

“Hvad mener du?” spurgte jeg. Jeg var nemlig i gang med en god bog og havde faktisk ikke lyst til at flytte på mig.

“Kig ud ad vinduet,” sagde kæresten og pegede med en dirrende finger i retning af det. Det gjorde jeg, og så skal jeg ellers love for, at jeg kom i omdrejninger. Nede ved postkassen stod nemlig min ven.

Presset med ryggen op mod postkassen, stod avisdrengen, som jeg, selv på afstand, kunne se havde et lettere desperat udtryk i ansigtet. Min ven lavede store svømmetag i luften med armene, så – pludselig – gennemrystedes han af trækninger i hele kroppen, bøjede sig let fremover og greb sig i skridtet. Avisbuddet sad på dette tidspunkt på det nærmeste oven på postkassen, nu med et udtryk af utilsløret rædsel i ansigtet.

Min ven tog igen et fast tag i sit skridt og trak ud i sine bukser, mens hans ansigt var fordrejet af, hvad der sikkert skulle forestille smerte. Jeg ventede ikke for at se på fortsættelsen af denne pantomime, men fløj ud af huset med kurs mod postkassen.

“Halløj, øh, hallo,” råbte jeg i det sekund, jeg var udenfor hoveddøren. Mest for at påkalde mig min vens opmærksomhed, men han vendte blot kort hovedet, kiggede op mod mig og fortsatte så sin meget kropslige fortælling. Jeg var udmærket klar over, at fagterne skyldtes sprogproblemer og ikke var et forsøg på at krænke avisbuddets blufærdighed. Det vidste avisbuddet desværre bare ikke.

88

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 88

04-07-2013 10:57:40

Da jeg nåede frem til gerningsstedet, sad buddet oven på postkassen. På dette tidspunkt hoppede min ven fra det ene ben til det andet, samtidig med at han havde et solidt greb i sine ædlere dele og under udstødelsen af en lang række højlydte “åh, åh, åh”.

En situation, der ikke alene kunne misforstås, den var decideret skabt til misforståelser.

Jeg greb fat i min ven, som forbløffet stoppede midt i en rækker åh’er og kiggede undrende på mig. Stadig stående på et ben og med den ene hånd solidt plantet i skridtet. På tysk forklarede jeg hurtigt, at jeg var aldeles sikker på, at avisbuddet havde hørt nok.

“Nå, okay, er han udlænding?” sagde avisdrengen, som om det forklarede det hele, og hoppede ned fra postkassen.

“Han er tysker. Og det, han prøver at fortælle dig, er, at han havde et mindre uheld, da han forleden på en fisketur tog en svømmetur i søen.”

“Ahhh, han blev bidt i røven?” spurgte avisbuddet, som åbenbart havde forstået mere af pantomimen, end jeg lige havde troet.

“Noget i den retning. Men du må meget undskylde. Det var helt sikkert ikke hans mening at genere dig.”

“Nå, okay, ja, man ved jo aldrig. Man bliver sgu lidt skræmt-agtig. Sådan roder rundt med klokkeværket, dingdong og sådan, ikke?”

“Hvad siger han?” spurgte min ven, der havde forholdt sig tavs.

Han siger, at han ikke er det fjerneste interesseret i at høre mere om dit uheld, oversatte jeg løgnagtigt.

“Nicht? Sicher?”

“Fuldstændig sikker,” sagde jeg og følte allerede, at sejren så småt var hjemme.

89

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 89

04-07-2013 10:57:40

“Næ, hør, hov, det sagde jeg da ikke,” indskød avisbuddet, som åbenbart desværre kunne lidt tysk. “Er det et stort sår? Hvad blev han bidt af?” fortsatte buddet så med uforfalsket interesse.

“En fisk,” meddelte jeg kort for hovedet og prøvede at genne min ven i retning af huset.

Min ven, der allerede på Køge torv havde afsløret en forkærlighed for opmærksomhed, havde imidlertid fanget, at her var endelig en person, der interesserede sig for hans kvæstelser.

Min ven pegede på sit skridt, åbnede munden og klaprede højlydt med tænderne. Og denne gang forstod avisbuddet meningen.

“I klokkeværket? For satan da. Blev den bidt af?”

“Der var ikke noget, der blev bidt af,” meddelte jeg. “Og tror du ikke, du skal videre på din rute?”

“Jo, jo, men for satan da, du har min sympati, gamle dreng,” sagde avisbuddet og klappede min ven let et par gange i brystet med en knytnæve. Min ven skulle til at kaste sig ud i en ny omgang, men et dræbende blik fra mig stoppede ham. Avisbuddet rystede beklagende på hovedet, hoppede så endelig op på knallerten og trillede ned ad grusvejen.

“Det er virkelig et uheldigt sted, jeg er blevet bidt,” sagde min ven, mens jeg gennede ham op mod huset.

“Ja, ja,” svarede jeg åndsfraværende.

“Ja, jeg mener, man kan jo ikke være bekendt at vise folk såret,” sagde han med oprigtig ærgrelse i stemmen, “og det er jo på en måde ret trist. Jeg mener, hvor mange har overlevet et krokodilleangreb? Folk vil gerne se sådan et sår.”

“Nu var det jo altså ikke en krokodille …” begyndte jeg.

I det samme ringede telefonen, og jeg nåede ikke at til90

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 90

04-07-2013 10:57:40

kendegive min mening om sagen, hvilket måske var meget heldigt.

På sporet af en usynlig buk I telefonen var en ulykkelig jæger, som netop havde skudt til en buk. Problemet var bare, at bukken ikke lå død dér, hvor han havde forventet at finde den. Faktisk var der ingen buk at se nogen som helst steder, og det fandt jægeren ret mærkeligt, eftersom der havde været lungeschweiss på anskudsstedet. Lungeschweiss er blod fra lungerne, og det er normalt et tegn på, at dyret er dødt og derfor kan findes inden for en radius af ikke særlig mange meter fra anskudsstedet.

Men altså ikke denne buk – den var helt og aldeles forsvundet. Kunne bukken virkelig kun være anskudt, når der var lungeschweiss, spurgte jægeren bekymret.

Her må jeg tilføje, at anskudte dyr langtfra altid er så slemt, som det lyder. For blandt de såkaldte anskudte dyr tæller man også dyr, som er døde i det øjeblik, kuglen ramte, men som alligevel er løbet et stykke, inden de faldt om. For det gør de altså indimellem, dyrene. Løber. Selv om hele hjertet bagefter viser sig at være skudt i stykker, og man således med sikkerhed kan fastslå, at dyret afgjort har været dødt i samme øjeblik, kuglen traf det. Det kan lyde underligt, hvis man ikke selv har oplevet det, men sådan er det altså.

Jeg beroligede jægeren med, at bukken sikkert lå et sted i nærheden, godt camoufleret i den kraftige sommervegetation. Og så lovede jeg at komme forbi med mine Bayerske Bjergschweisshunde, for hvem det sikkert ikke ville være nogen sag at snuse sig frem til bukken.

Min tyske ven, der de seneste dage ikke havde haft noget 91

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 91

04-07-2013 10:57:40

højere ønske end at se en buk, blev fyr og flamme, da jeg fortalte ham, hvad opkaldet drejede sig om. Om han dog ikke nok kunne få lov til at komme med?

Jeg så strengt på ham og sagde, at såfremt han skulle med på eftersøgning, var det på betingelse af, at han ikke med så meget som et eneste ord nævnte det såkaldte krokodille-overfald. Det lovede han.

Det var sidst på eftermiddagen, men varmen var ikke aftaget. Solen skinnede stadig fra en skyfri himmel og fik en flimrende varmedis til at stå over markerne, da vi kørte ud på eftersøgning. På vejen kom vi forbi en af hørmarkerne. “Åh, en smuk sø,” sagde min ven og stirrede begejstret på hørmarken. “Men,” tilføjede han så med et forvirret udtryk i ansigtet, “den sø var der da ikke, da vi kørte forbi forleden dag, oder?”

Og det havde han sådan set helt ret i. Da vi et par dage forinden havde passeret den samme mark, var det lidt ud på aftenen, og hørblomsterne var gået til ro for natten.

Det er nemlig så fantastisk, at når hørmarkerne blomstrer, så tryller de jord om til himmel og hav, eller sø, om man vil.

Tidlig morgen og sen aften er de blå, blå hørblomster fast lukkede, og marken er blot en almindelig brungrøn mark at se på. Så snart solstrålerne rammer hørplanterne, folder de imidlertid deres heftigt blå blomster ud. Blå blomster, der rækker og strækker sig mod solen, og som farver marken så lysende blå, at den smelter sammen med himlen, og man får en fornemmelse af at se på et jublende blåt, uendeligt hav.

Dog kun så længe solen skinner, i samme øjeblik den gule stjerne dykker ned bag en sky, klapper hørblomsterne i – så hurtigt, at man næsten forventer at høre et højt smæk. Med solen forsvinder den blå magi, og marken er igen bare en 92

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 92

04-07-2013 10:57:40

mark. Min ven var dybt betaget, da jeg fortalte ham, hvorfor der nu pludselig var en sø, eller noget der lignede.

“Naturen er forunderlig,” sagde han henført, og det kunne jeg kun give ham ret i.

Ved leddet ind til skoven blev vi mødt af en trist jæger. En rutineret en af slagsen, der havde skudt mange bukke, og som udmærket vidste, hvordan man gjorde den slags. Netop derfor var han så forbløffet over, hvad han havde oplevet.

“Jeg forstår det ikke, jeg forstår det ikke,” mumlede han om og om igen. Ingen tvivl om, at jægeren var meget ked af situationen. Det er i øvrigt, hvad man som regel oplever, når man kommer ud som schweisshundefører. At jægeren, der har sluppet kuglen, er oprigtig ulykkelig over, at bukken ikke bare er styrtet død om. Her vil jeg gerne moralisere en smule.

Det er nemlig ofte sådan, at ikke-jægere bliver meget opbragte over, at det indimellem sker, at en buk anskydes og forsvinder fra anskudsstedet. Det får ofte disse ikke-jægere til at fremsætte meget kontante meninger a la “hvis man ikke kan ramme ordentligt, hvorfor skyder man så i det hele taget?”

Til det er der bare at sige, at vi i Danmark generelt har nogle meget dygtige og ansvarsbevidste jægere. Men hvor der er jagt, vil der også ske anskydninger, for så nemt er det altså heller ikke at gå på riffeljagt, og ingen er mere ulykkelig end ham, der har anskudt et dyr. Det er noget, alle jægere hader, og er skaden sket, gør de alt, hvad de kan, for at rette op på det, blandt andet ved at tilkalde en schweisshund.

Det var just, hvad denne jæger jo altså også havde gjort. Min ven og jeg kørte efter jægerens bil, og snart var vi godt inde i skoven. Vi gik det sidste stykke vej hen til anskudsstedet, og på vejen gav den uheldige jæger mig en udførlig beskri93

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 93

04-07-2013 10:57:40

velse af handlingsforløbet. Det, sammenholdt med de store klatter lungeschweiss, vi fandt på anskudstedet, der hvor bukken havde stået, da den var blevet ramt af kuglen, overbeviste mig om, at bukken måtte ligge død ikke langt derfra.

Min tyske ven var fyr og flamme og fotograferede ivrigt de lyserøde blodklatter i skovbunden, mens jægeren undrende så til.

“Min ven har aldrig før været med på en schweisseftersøgning,” forklarede jeg, mens jeg gav Rose, min Bayerske Bjergschweisshund, schweisshalsbånd og sporline på.

Så pegede jeg på anskudsstedet, og Rose satte sin fantastiske og fintfølende næse mod jorden og gav sig til at snuse rundt.

I løbet af to sekunder havde Rose sporet og trak videre ind i skoven. Ind under de store bøges bladhang, hvor der, selv når solen står højest på himlen, altid er noget dunkelt.

Kun når solstrålerne finder vej ned mellem bøgebladene, finder sollyset frem til skovbunden. Og da kun som flimrende, dansende gyldne prikker, der får en til at tænke på feer og skovalfer.

Rose trak godt igennem i schweissremmen, og der var ingen tvivl om, at hun havde fat i sporet. Bag mig fulgte min ven og jægeren, der for en sikkerheds skyld havde sin riffel med. Rose arbejdede overbevisende og sikkert, og som altid, når jeg går bag en af mine hunde med den lange line i hånden, nød jeg at betragte hundens effektive arbejde. Jeg tror nok, at jeg lige nåede at tænke, at den buk finder vi lige om lidt, da Rose brat stoppede. Det virkede, som om hun tøvede.

Så gik hun et skridt frem og to tilbage, gentog de mystiske trin og endte så med at sætte sig ned. En meget underlig adfærd, som jeg aldrig før havde set hende udføre. Samtidig 94

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 94

04-07-2013 10:57:40

logrede hunden roligt med halen, et sikkert tegn på, at bukken var lige foran hende.

Langsomt gik jeg op på siden af Rose og tog den lange rem af hende, så hun kunne finde bukken til mig. Intet skete. Rose blev siddende, hvor hun sad, mens hun skiftevis kiggede op på mig og frem for sig, uden dog at flytte på sig selv. Hmmm.

En god regel hedder, at man aldrig skal gå foran sin hund på en eftersøgning, altså blev jeg ved siden af Rose, mens jeg spejdede ud over skovbunden i et forsøg på at få øje på den buk, som Rose tydeligt fortalte, var et sted lige foran os.

Jeg kunne ikke se nogen buk. Jeg prøvede at animere Rose til at gå frem og vise mig bukken, men hun blev blot, hvor hun var, mens hun kiggede intenst på mig. Hvad der var endnu mere underligt var, at vi kun havde sporet en 30-40 meter fra anskudsstedet.

Jægeren, som havde skudt til bukken, kom op ved siden af hunden og mig. Min tyske ven blev heldigvis stående et stykke bag os, mens han – kunne jeg høre – knipsede løs med fotoapparatet.

Efter en kort rådslagning jægeren og mig imellem blev vi enige om, at han forsigtigt skulle gå frem i terrænet, mens Rose og jeg blev, hvor vi var, og holdt os klar til aktion.

Og sådan blev det. Med riflen løftet lidt højere end ellers, så han om nødvendigt hurtigt kunne smide den til kinden, bevægede jægeren sig fremad. To skridt, tre skridt, og så skete det.

For øjnene af Rose og mig forsvandt jægeren. Han blev ganske enkelt opslugt af jorden. Det ene øjeblik var han der, og det næste var han der ikke. Det gik lynhurtigt, virkede simpelthen, som om en kæmpehånd greb ham og trak ham ned i jorden. Jeg troede nærmest ikke mine egne øjne – væk var vores jæger.

95

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 95

04-07-2013 10:57:40

“Ooooh,” lød det fra et sted bag mig, som en tilkendegivelse af at også min medbragte ven var mystificeret over jægerens bratte forsvinden.

Rose vendte hovedet og kiggede på mig, sådan lige for at understrege, at det var det, hun hele tiden havde prøvet at fortælle mig.

Så, næsten lige så hurtigt som jægeren var forsvundet, dukkede han op igen. Det vil sige, hans overkrop dukkede op. Eller rettere noget, der lignede en væsentlig mindre muskuløs udgave af The Hulk, den der grønne tegneseriefyr, poppede op af jorden.

Jægeren udstødte en række uforståelige gurglelyde, der mundede ud i kun to forståelige ord, “min riffel”.

Og det var faktisk først heromkring, at det gik rigtig op for mig, hvad der var sket. Jægeren var intetanende vadet lige ud i en lille sø, som havde været så dækket med grøn plantevækst, at den her, sidst på eftermiddagen og under de skyggende kæmpebøge, havde været helt usynlig. Det vil sige, Rose havde vidst, den var der, men for os andre var det en total overraskelse.

Ved at smide enden af schweissremmen ud til jægeren lykkedes det min ven og jeg at få hevet den uheldige jæger op, dog måtte han efterlade sin ene jagtstøvle nede i dybet.

Han var smurt ind i grøn, slimet algevækst, men det, der bekymrede ham mest, var riflen, som han heller ikke havde fået med tilbage på fast grund.

Jeg kunne så fortælle ham, at udover hans riffel og støvle lå også hans buk et eller andet sted nede i den grønne grød.

“Er du sikker, helt sikker?” spurgte han. Det kunne jeg kun svare klart ja til, for det var det, Rose længe havde prøvet at gøre mig opmærksom på.

“Det var en stor seksender,” mumlede han og så speku96

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 96

04-07-2013 10:57:40

lativt på det grønne vand.

“Jeg ringer lige til min kammerat. Han sidder ude i den anden ende af skoven,” meddelte han så, og trak en drivende våd mobiltelefon op af lommen. “Åh, for pokker da,” mumlede han og betragtede lidt modløst den ubrugelige telefon. Jeg forbarmede mig over ham og lånte ham min telefon.

Min tyske ven var mildest talt begejstret. Det var helt klart, at denne eftersøgning overgik hans hedeste fantasier om vildmarksliv. Han kredsede rundt om vandhullet, som blev fotograferet fra alle tænkelige vinkler, mens han sludrede løs om, hvor heldigt det var, at der i det mindste ikke havde været farlige fisk i det andemadsoverdækkede vandhul.

“Jeg sagde ikke krokodiller,” pointerede han med et skævt smil, da han bemærkede det blik, jeg sendte ham, da han begyndte at snakke om fisk. “Jeg sagde farlige fisk.”

Et kvarter senere dukkede jægerens jagtkammerat op. Da kammeraten havde fået grinet af og hånet sin ven – hvilket tog i hvert fald yderligere et kvarter – blev han praktisk.

“Vi trækker vod,” sagde kammeraten.

“Med hvad trækker vi vod?” spurgte den uheldige jæger.

“Med den,” svarede jagtkammeraten og pegede hen på hochsitzen, som jægeren oprindeligt havde afgivet sit skud fra.

“Vi skiller den ad og bruger lægterne til at trække vod.”

Her protesterede jægeren og anførte, at han jo først lige havde fået lavet hochsitzen færdig. Og at han faktisk havde brugt en god del af vinteren på projektet.

Kammeraten spurgte, ret ufølsomt, synes jeg måske nok, om den uheldige jæger helst ville have sin hochsitz eller sin riffel og bukken. Og anførte i samme åndedrag, at han jo ikke 97

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 97

04-07-2013 10:57:40

havde brug for hochsitzen, hvis han ikke havde sin riffel. Stillet over for denne logiske argumentation gik jægeren, om end stadig noget modvilligt, med til at ofre hochsitzen.

Derpå skilte de to mænd møjsommeligt hochsitzen ad – ved hjælp af en multilommekniv med et hav af funktioner.

Faktisk første gang jeg har set, at nogen reelt har haft brug for alle de mange underlige save, neglerensere, skruetrækkere, og hvad der ellers kan være proppet i en lommekniv.

Forholdsvis hurtigt havde mændene fået befriet et par lægter, og kort derefter havde de bjerget riflen. Efter en lille halv times roden rundt i vandhullet var der bid igen. Og så var også bukken på land. Jagtstøvlen derimod fik lov at sove med fiskene. Hele redningsaktionen blev selvfølgelig nøje fotodokumenteret af min tyske ven. “Åh,” sagde jagtkammeraten, da vi efter endt redningsaktion sad og fik en øl. “Jeg kan næsten ikke vente med at fortælle den her historie til gutterne. Det er dælme første gang, jeg har fisket en råbuk.”

Den uheldige jæger, som i sit våde tøj kunne være glad for, at det var en ualmindelig varm sommeraften, sagde ikke noget. Men det var ret tydeligt, at han sagtens kunne vente med, at historien blev fortalt videre.

Da vi skulle til at gå, vågnede jægeren, der vitterlig havde været meget tavs det sidste stykke tid, op til dåd igen. “Øh, de der billeder din ven har taget,” begyndte han, “han er ikke journalist eller noget, vel?” Det var helt klart, at jægeren – og det kunne jeg sådan set godt forstå – ikke havde noget ønske om pludselig at gense sig selv på forsiden af et jagtmagasin stående i vand til brystet og smurt ind i grøn andemad.

Jeg beroligede ham med, at det ikke var tilfældet, og at billederne kun var til privat brug.

98

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 98

04-07-2013 10:57:40

“Ja, du kan være helt rolig,” indskød hans kammerat. “Jeg har købt alle billederne af tyskeren, så de kommer kun i det lokale jagtblad.”

Sjovt nok forekom jægeren ikke synderlig beroliget af den udmelding, og jeg måtte forsikre ham om, at billederne hverken ville blive overgivet til pressen eller hans ven.

Her indskød min ven, der jo altså aldrig før havde været i nærheden af jagt, at han slet ikke kunne forstå jægerens bekymring over billederne, for han – min ven – synes da, at jægeren var totalt en helt. Ja, altså på den måde han havde kæmpet sig op af vandhullet og alting. Og tænk på alle de farlige fisk, og hvem vidste, hvad der måske lurede i sådan et vandhul.

Jægeren rettede sig lidt op i sit våde, sjaskede tøj.

“Ja, vel var det ubehageligt, men man må jo gøre, hvad der kræves i sådan en situation,” sagde han så med et skævt smil.

Her afbrød jeg ganske hårdhjertet samtalen. Jeg var nemlig udmærket klar over, at min ven kun havde ført samtalen hen på vandhullers farlighed for at kunne fortælle om sit uheld i søen. Hurtigt tog jeg afsked med jægeren og hans ven og slæbte så af med min tyske ven, inden han kunne nå at kaste sig ud i en beretning om krokodiller – og dillere, om jeg så må sige.

Det var sommeren, hvor solskinnet ingen ende ville tage.

Næste morgen, hvor kæresten skulle køre min ven til lufthavnen, var termometret således allerede et godt stykke over de tyve grader, inden klokken var ni.

Min ven havde bekymret spurgt, om det nu var forsvarligt at rejse, når han endnu ikke havde fået taget stingene. Jeg mente nok, at de to små sting, jeg havde forstået, det drejede 99

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 99

04-07-2013 10:57:40

sig om, kunne han enten selv fjerne eller også få sin læge til det.

Mens kæresten knoklede med at læsse min vens bagage, der med alle nyindkøbene var betydelig mere omfangsrig nu, end da han var ankommet, gav jeg min ven en gave. En gave, som jeg følte mig overbevist om, at han ville blive meget glad for.

I mange år havde jeg haft underkæben af en gedde stående i min vindueskarm. Kæben stammede fra en kæmpemæssig gedde, jeg havde fundet død på bredden af søen.

Gedden havde målt over en meter i længden og havde et hoved på omkring 35-40 centimeters længde. Kæben fra dette søuhyre var tæt besat med ca. 2 centimeter høje, trekantede tænder – hver og en af dem skarp som et barberblad.

Min ven stirrede undrende på kæben og spurgte så, hvad i alverden det var for noget. Jeg forklarede, hvad han stod med i sin hånd og tilføjede, at det var sådan en fisk, der havde nappet ham.

Min ven blev bleg og ganske tavs i mindst et minut, mens han vendte og drejede monsterkæben.

“Jeg troede ikke,” mumlede han endelig og sank lydeligt et par gange. “Jeg troede ikke, at det var rigtigt, men det er det jo. Det er en krokodille. Den kunne jo, den kunne jo – her sank han igen et par gange – have klippet det hele af. Jeg har virkelig været i livsfare. Mit liv kunne på nuværende tidspunkt have ligget i ruiner.”

“Det er måske vel meget at sige,” anførte jeg. “Men ja, du kan da være glad for, at det ikke var ham her eller hans storebror, der tog fat i dig for alvor.”

Da min ven lige havde sundet sig lidt, erklærede han, at han var meget glad for gaven. Nu havde han et bevis, han kunne tage frem og vise eventuelle tvivlere, når han kom 100

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 100

04-07-2013 10:57:40

hjem. Et bevis på, at han vitterlig havde været i livsfare i en dansk sø.

Jeg tænkte, at det nok ikke ville vare længe, før alle i min vens omgangskreds ville være godt trætte af den kæbe.

“Ih, det bliver skønt at komme hjem og fortælle om det alt sammen, og det har været skønt at være her. Og jeg har billederne fra bukkejagten, og mit nye jagttøj. Du må da indrømme, at når jeg har det på, så ligner jeg faktisk Rambo lidt, ikke?”

Så satte min ven sig ind i bilen ved siden af kæresten, og hele vejen ned ad grusvejen, så længe jeg kunne se bilen, hang han ud ad vinduet og viftede med kæben, mens han med et stort smil råbte gentagne “Wiedersehen, wiedesehen, see you, see you”.

Historien om gedde-overfaldet sluttede imidlertid ikke der, erfarede vi et par dage efter, min ven var rejst. En morgen, hvor kæresten havde været i den lokale Brugs efter morgenbrød, kom han brasende ind i huset, smækkede døren efter sig og brølede tværs gennem huset, hvad det egentlig var, min tyske ven havde fortalt avisbuddet.

“Hvorfor i alverden spørger du pludselig om det?” spurgte jeg.

“Fordi,” spruttede kæresten “at det skide avisbud har udbredt rygtet, at din kæreste – altså mig,” tilføjede han så, for det tilfælde at jeg midlertidig skulle have glemt det. “At din kæreste har fået klippet dilleren af i en badeulykke. Brugsdamen klappede mig trøstende på hånden og ævlede en masse om, at der heldigvis også er andre ting, kvinder ser i en mand.”

“Herregud, en lille misforståelse,” grinede jeg.

101

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 101

04-07-2013 10:57:40

“Lille? Den er aldeles ikke lille.”

“Hvad taler vi om nu?” spurgte jeg. “Øh, ja, i princippet begge dele,” meddelte kæresten mig.

Herpå greb han telefonen, ringede og klagede sin nød til Wesley, der modsat mig straks forstod omfanget af skaden.

Wesley lovede fluks at fortælle enhver, han mødte, hvem der var blevet overfaldet af en gedde. Og hvem der ikke var. Og det løfte holdt han på vanlig Wesley-maner. Skrev simpelthen en seddel og satte den op i Brugsen. Hvor længe sedlen hang der, vil jeg slet ikke vide. Og jeg fjernede den uden at ryste på hånden, i samme sekund mit øje faldt på den, og kunne kun håbe, at ikke alt for mange havde læst teksten: “Til de, der ikke ved det. Annes kæreste er meget veludrustet, og det er han stadigvæk. Jeg ved det, for jeg så det hele. Hilsen Wesley.”

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 102

04-07-2013 10:57:40

Muntre historier om jagt og jægere © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2013 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11-37297-5 Forfatter: Anne Egede Forlagsredaktør: Stig Nielsen Grafisk tilrettelæggelse: Pamperin & Bech Grafisk Omslag: Janus René Andersen Bogen er sat med Palatino og Mete Plus Omslagsfotos: Scanpix Trykkeri: Scandbook Printed in Sweden 2013 Udgivet af: Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 11 1148 København K Telefon 36 15 66 00 www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof – et selskab i Egmont Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof.

bog2752_Muntre-historier-om-jagt-og-jægere.indd 4

04-07-2013 10:57:37

Anne Egede

Anne Egede fortæller underholdende og farverigt om bukkejagt, der for mange jægere er årets højdepunkt; om et rålam, der skaber ravage; om en tysk musiker, der bliver indviet i jagtens mysterier; om ferskvandskrokodiller i en dansk sø; om kronprinsens deltagelse i en jagt – og hvad det medfører; om krybskytter og om en mindeværdig jagtfest i forsamlingshuset.

Muntre historier om jagt og jægere

Der sker mange spændende og sjove ting, når danske jægere og deres bekendte drager ud i naturen.

Muntre historier

om jagt og jægere

Anne Egede

ISBN 978-87-11-37297-5

www.lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF