Når tavshed taler - læseprøve

153 mm

DE FRANSKE ANMELDERE OM QUAND LE SILENCE PARLE flyder i hurtigt tempo, og teksten er dybt menneskelig og kompromisløs. Forfatteren

226 mm

holder sig på sporet, trofast over for livets

En gang om ugen kommer datteren, Clara, på besøg.

En dag finder hun blandt morens gemmer en lille sypude.

Indeni er skjult en håndfuld uniformsknapper fra en Waffen SS-uniform. Da Clara konfronterer sin mor, nægter Lucia at tale om det, og Clara er tvunget til selv at finde sandheden ved at tage til Paris og opsøge kvin-

valg og forpligtigelser. Denne debutroman

den Sarah. Langsomt oprulles en historie om familie-

er et sandt øjeblik af sjælefred og lykke.“

hemmeligheder og dramatiske valg, der trækker tråde

– La Marne

helt fra Anden Verdenskrig og langt op i nutiden.

„En litterær roman, der er veldokumenteret

Når tavshed taler er historien om den karismatiske

– forfatteren har gjort et stort historisk researcharbejde.“ – L’Union

Andreas og de tre kvinder, der er uløseligt knyttet til ham og til hinanden på tværs af tid og alder. Hustruen Lucia, elskerinden Sarah og datteren Clara, der vokser op i skyg-

NÅR TAV SH E D TALE R

„En overraskende debutroman. Sproget

kørestol, fortabt i sine minder om manden Andreas.

REGI T Z E SCHRØD ER

LUCIA SIDDER PÅ PLEJEHJEM, lænket til sin

19 mm

153 mm

90 mm

REGITZE SCHRØDER

NÅR TAVSHED TALER

Foto: Polfoto.dk

90 mm

REGITZE SCHRØDER (f.1953): Uddannet cand.mag i fransk og dansk. Har arbejdet som underviser, været virksomhedsejer og informationschef i private virksomheder. Har været aktiv NGO’er som formand for Foreningen af Erhvervskvinder og som repræsentant for paraplyorganisationen Kvinderådet, bl.a. i Den Europæiske

Roman

Kvindelobby (EWL) og ved FN’s generalforsamling i New York. Når tavshed taler er hendes debutroman.

gen af mareridtet og sætter sig for at bryde tavsheden.

Romanen udkom første gang i 2012 på det franske forlag France-Empire under titlen Quand le silence parle.

LINDH A RDT O G RING H O F

Omslag: Nete Banke / imperiet.dk

Regitze Schrøder

Når tavshed taler Roman

Lindhardt og Ringhof

Når tavshed taler.indd 3

19/07/13 12.49

1

LUCIA København Døren skal altid stå på klem. Lucia bryder sig ikke om det. Hun kan tydeligt høre lydene ude fra gangen herinde. Vogne med por­ celæn, der skramler hen over de nøgne gulve. En kvinde, der råber vredt fra en af stuerne: “Svineri! Jeg har ringet på klokken i en halv time for at komme på toilettet.”

Plejehjemsassistenten, der råber tilbage til hende: “Fru Jensen.

Så må du gøre det i bleen. Jeg kan ikke løbe stærkere.”

“Hvem har sagt, at jeg vil være dus med Dem?” vrisser fru Jensen tilbage.

Lucia ser ned på sit rygeforklæde. Hvad skal det gøre godt for?

Der er alligevel aldrig tid til at tænde en cigaret for hende. Der bliver banket på døren – rent symbolsk – for den står åben, som den skal. Lyden af folk, der går forbi, som skal på en times pligtbesøg.

De taler med sænkede stemmer – forstemte over at møde livets forgængelighed. De bærer sikkert en æske med flødeskumskager og ser sig undseeligt omkring. Nej – her ville de ikke selv bo, hvis de blev stillet over for valget.

“Skal du have kaffe?”

Et nyt ansigt. Altid et nyt ansigt. Hun nikker som svar. Pillerne sløver. I starten nægtede hun at tage dem. Hun har aldrig nogensinde taget piller i sit liv – hvorfor skulle hun så gøre det nu? Men datteren fik hende overtalt – det måtte jo være nødvendigt, når lægen udskrev dem på personalets anmodning.

“Og en småkage?”

5

Når tavshed taler.indd 5

19/07/13 12.49

Hun vil hellere have en cigaret. De ligger henne i skuffen i cha­ tollet. Hun peger derhen. Den unge kvinde, der er kraftig med kort, affarvet hår og hængeørenringe, lader, som om hun ikke ser det.

“Det er dejligt vejr i dag, måske kan du komme lidt ned i efter­ middag. Nu må vi se. Der er ikke så meget personale i dag.”

“Næh, Lucia, ser man nu det. Du får besøg af din datter. Lige til kaffetid.”

Der er ikke kaffe til de pårørende. Men der er indført en kaffekasse, hvor man kan lægge fem kroner.

Clara har et friskt pust om sig, som hun bringer med ind i værelset – et pust af forårssol og vind.

“Hej, søde mor, hvordan går det?”

Datteren venter ikke svar og bøjer sig ned og kysser hende på kinden. Hendes hår strejfer Lucias ansigt. Så let og så blødt som en sommerfuglevinge. Så er Clara allerede henne ved vindueskarmen og nippe blomster.

Hvorfor har Clara altid travlt? Hun har aldrig ro på sig, selv ikke når hun kommer her. En dag sagde hun, at ordet værelse kommer af “at være” – at være til stede. Pudsigt nok findes det kun på dansk, fortalte Clara, navneordet kommer af “at være”. “To be”, men “room” på engelsk, “être”, men “chambre” på fransk, for­kla­ rede hun. Clara er så litterær. Lucia tænker sit. Er det nok bare at være til stede? Når man er vant til selv at gå ud i køkkenet og lave sin kaffe.

Men hos Clara er alting kun snak. Hun kan nemt nok sige, at det er en luksus at være nærværende over for et andet menneske; at det er en gave for en fortravlet kvinde som hende at besøge Lucia. Clara, som slet ikke kan slappe af. Når hun er færdig med blomsterne i vindueskarmen, går hun ud på altanen og nipper videre af blomsterne i altankassen. Hun taler altid, mens hun står derude – med ryggen til. Døren er så smal, at rullestolen ikke kan komme derud. Hvad har arkitekten tænkt på, da han byggede plejehjemmet? Det samme gælder badeværelset – umuligt at komme derud selv. Lucia har prøvet at sidde i døråbningen til altanen. Alt virker så småt her. Især når man sidder i en kørestol.

Til Claras ros må Lucia sige, at det er godt, hun er så stædig. Hun 6

Når tavshed taler.indd 6

19/07/13 12.49

insisterede på, at det ægte tæppe skulle på linoleumsgulvet, da Lucia flyttede ind. Det er ellers imod reglementet at have tæppe på gulvet.

Lucia må have blundet, for Clara har været sit ritual igennem med blomsterne og har allerede hentet kaffekopper og kaffe ude på gangen.

“Du har vist fået dig en lille lur, mor. Hvad har du fået at spise til frokost? Har du i det hele taget spist noget?”

Clara spørger altid og forventer aldrig at få svar. Hun taler og taler. Nej, Lucia kan ikke huske, hvad de har fået at spise i dag.

Hun bryder sig ikke om maden. Hun har altid været god til at lave mad, og til trods for at pengene var små, har hun altid købt gode råvarer. Her får de saftevand til maden. Men det er da ikke en vuggestue. De er voksne mennesker. Hvem ville for eksempel drikke saftevand til en sildemad? Clara har sørget for, at der altid står en flaske rødvin og en flaske snaps til hende, men personalet har ikke tid til særbehandling. Saftevandet er allerede skænket op i glasset og står ved tallerkenen, når hun bliver kørt ind i spisesalen. Det er lunkent og smager sødt.

Clara ser godt ud i den lyse buksedragt. Håret er klippet i en kæk frisure, og hendes kulør er god.

“Jeg tager til Paris i morgen. Kan du huske, at jeg har fortalt dig om det, mor? Jeg skal ned og møde Sarah og bo sammen med hende i en uge. Det er flere år siden, jeg sidst har set hende.”

Lucia får en underlig trykken for brystet og gisper efter vejret.

Hun rækker med rystende hånd ud efter sit vandglas. Clara er optaget af at rydde op i nogle dameblade under sofabordet og ser ikke på Lucia, mens hun snakker.

“Jeg trænger sådan til at komme væk fra arbejdet og stresse helt af.”

Lucia hører sin egen stemme sige noget. Det er efterhånden sjældent, at hun siger ret meget. Den lyder alt for høj og skarp.

Dirrer af bevægelse og vrede på én gang.

“Hvorfor i alverden skal du være sammen med Sarah? Hvad skal du med det kvindemenneske?”

“Jamen, kæreste mor. Jeg har fortalt dig, at jeg skal være sam7

Når tavshed taler.indd 7

19/07/13 12.49

men med hende. Det er da sjovt, at vi har holdt kontakten i alle disse år. Sarah er en livsnyder. Det kunne jeg godt lære noget af.”

Lucia sidder i kørestolen ved vinduet. Det må være lyset, der med ét får datterens ansigt til at virke så blegt.

“Det har aldrig været med min gode vilje, at du har boet hos hende. Din far insisterede på, at du kom derned for at lære fransk.

Nu er der ingen grund til, at du skal pleje omgang med hende. Jeg vil ikke have den kvinde ind i mit liv igen.”

“Hvad mener du, mor? Sarah er bare én, der lejer værelser ud, fordi hendes hus er så stort. Hun vil gerne møde mennesker fra hele verden. Det var og er stadig en livsstil for hende. Efter hendes mands død har hun købt en lejlighed i Paris. En gammel drøm om at kunne tage væk fra Aix, når det passer hende.”

“Du forstår ingenting. Og det er måske også bedst sådan. Jeg vil ikke tale om fortiden. Lad den hvile. Den kan vi alligevel ikke lave om på.”

Lucias stemme er bitter. Er det ikke nok, at Sarah i alle disse år har været som en skygge mellem hende og Claras far? Clara er så betaget af Sarah. Hvilke evner har denne Sarah, siden hun kan fordreje hovedet på alle mennesker?

“Mor dog, sikke du tager på vej.”

Clara ryster på hovedet og ser pludselig træt ud. Hun skænker kaffe og byder på medbragte linser. Nu skifter hun emne ved at tale om Per, der lige har fået en spændende opgave i et internationalt firma. Hvor er det ligegyldigt at høre om Claras mand, som Lucia for øvrigt aldrig har brudt sig om. Næh, Clara skulle være blevet hos sin første mand og fået sig nogle børn i stedet for kun at satse på karrieren. Var Per ikke bare en genvej op ad rang­ stigen i hendes stræben efter en bestyrelsespost? Alle andre her får besøg af børnebørn. De kommer løbende ned ad gangen med kåde råb. Lucia sidder ofte og ser på børnene fra sit vindue, når de leger nede i parken. Børnene – det evige liv.

“Jeg har desværre ikke så meget tid i dag. Jeg skal nå forbi kontoret og sende en pressemeddelelse ud, så jeg bliver snart nødt til at gå. Husk at drikke rigeligt vand. I kontaktbogen står, at du ikke er flink til at drikke.”

Lucia snerper læberne sammen og skubber kagen fra sig. Det 8

Når tavshed taler.indd 8

19/07/13 12.49

irriterer hende, at Clara taler til hende som til et lille barn. Det er hun begyndt på, efter at Lucia er flyttet på plejehjem.

“Det kvindemenneske har budt mig rigeligt. Du skal i hvert fald ikke hilse fra mig,” fnyser hun.

“Hvorfor er du så vred på Sarah? Fortæl mig det.”

Hun stiller sig foran Lucia med hænderne i siden og ser direkte på hende.

“Hvordan er det egentlig, at far har mødt hende? Er det tilbage i 50’erne, hvor du ventede mig?”

Lucia kan ikke helt bestemme sig til, om hun vil svare. Og så er det alligevel, som om det ene ord tager det andet.

“Din far hjalp hende, da hun engang blev påkørt i København.

Bagefter tog han sig lidt af hende. Hun var heroppe sammen med sin mand til en lægekongres. Hun gik alene rundt i byen og kedede sig, mens manden var til møder.”

Lucia tager en mundfuld kaffe og kigger ud på anlægget. Så fortsætter hun. “Siden har hun møvet sig ind i vores liv. Jeg ved ikke hvordan. Holder det aldrig op? Så mange år efter din fars død? Kan hun ikke lade os være i fred?”

Lucia ser på Clara, og stemmen er ikke længere vred, men nærmest klagende. Clara ser skuffet på hende.

“Jeg troede, at vi skulle hygge os, mor. Sarah har intet gjort.

Tvært­imod. Du skal ikke have lov til at tage min rejseglæde fra mig. Pas på, at du ikke bliver en bitter kvinde, som ingen har lyst til at besøge. Du tror det værste om dine medmennesker. Det er det rene paranoia.”

Lucia løfter en rystende pegefinger.

“Du skal ikke stå der og true mig. Når du ser hende, så spørg denne fantastiske Sarah, hvorfor hun og din far holdt kontakten i alle disse år. Hvorfor var det lige hende, du skulle ned at bo hos? Jeg ved det nu godt, men hun kan selv give dig svaret. Sarah ligner din far: ingen ansvarsfølelse, livet er en fest, om det så skal være på bekostning af andre mennesker.”

Lucia lægger ansigtet i sine hænder. Hun har sagt for meget.

Det er ikke godt for hende at blive så oprørt. Hun har ikke kræfterne. Med spag stemme siger hun: “Det er ikke op til mig at pille din far ned fra den piedestal, du har sat ham på. Du minder 9

Når tavshed taler.indd 9

19/07/13 12.49

så meget om ham. Og jeg skal ikke beklage mig. Jeg har haft et godt liv. Og en god mand. Det kan ingen tage fra mig. Det var alt sammen krigens skyld.” “Åh, lille mor, jeg bliver lidt endnu. Vi kan da ikke skilles på denne måde.”

Clara tager bevæget hendes hånd og ser indtrængende på hende.

“Lad mig sy nogle navnebånd i for dig. Der er meget af dit tøj, der ikke er blevet mærket endnu. Vi kan sludre imens.”

Clara henter syskrinet ned fra chatollets øverste hylde inde i skabet og sætter sig hen ved vinduet i sofaen. Hvor er hun egentlig kær, hendes datter, som hun sidder der. Farens øjesten – hans lykke. Deres kærlighedsbarn. Hun har klaret sig fint i skolen og med studierne og har allerede haft flere lederjobs. Andreas ville have været stolt af hende, hvis han havde oplevet det. Synd, at han fik sit hjerteanfald, da Clara var rejst til Frankrig lige efter sin studentereksamen.

Datteren skænker en ny kop kaffe til Lucia og roder lidt rundt i skrinet for at finde nål og tråd. “Åh, hvor har du meget rod i dit syskrin, mor. Skal du virkelig bruge alle de knapper og hægter og bånd?”

Lucia kan mærke, at hendes åndedræt nu er roligt. Godt, at Clara bliver lidt. Og så ser hun det ske, som hun kunne have for­udset. For at få nogle nåle fri af sypuden, som efterhånden er mør af ælde, river Clara i stoffet, som giver efter. En knap, der har været syet ind i puden, glider ud, og endnu én. Clara be­tragter de skinnende uniformsknapper. Så sprætter hun hele sy­ puden op.

“Mor, der er også et bæltespænde. Hvor kommer alle disse ting fra?”

Hun drejer knapperne mellem fingrene og undersøger bæltespændet nærmere.

“Jamen, her står jo Grüss Gott.”

Lucia er for overrasket til at kunne lade som ingenting. Kan ikke finde ordene, kan ikke finde den lille hvide løgn, som ville have været så kærkommen nu.

“Hvad skal det betyde? Hvordan er de endt her hos dig?”

10

Når tavshed taler.indd 10

19/07/13 12.49

Clara ser på moren. Moren ser på Clara.

“Er dette her et forhør? Sarah kan måske give dig svaret. Hun ved måske mere end jeg,” svarer Lucia spidst. “Jeg har slået en streg over fortiden og vil ikke tale om den. Under ingen omstændigheder. Slut. Basta. Færdig.”

De kan rende hende alle sammen. Hun skal ikke stå skoleret hverken for datteren eller for nogen anden. Hun har stadig sin stolthed, til trods for, at hun er blevet afhængig af andre mennesker. Af personale, der kommer og går.

“Men mor, du græder jo, selv om du er så vred.”

“Nej, jeg gør ej. Og jeg er ikke vred. Jeg vil bare ikke tale mere om det.”

Lucia pudser næse.

Clara går hen og omfavner moren. Lidt kejtet.

“Jeg bliver altså nødt til at gå nu. Sytøjet må vente til næste gang.”

Hun vender sig om, da hun når hen til døren.

“Hej, hej, så ses vi om en uges tid.”

Lucia kan høre hendes skridt ned ad gangen. De høje hæle på gulvet. Klip, klip, klip.

Og så er her pludselig så stille. Igen. Det eneste, der fylder rum­ met, er ventetid. Hun venter på personalet, der skal bringe hende ned i haven. Venter på at blive kørt på badeværelset. Venter på at komme ind til middagsmaden. Venter på besøg. Ud over Clara er det kun Lucias to søstre, som kommer her. Så er alt ligesom i gamle dage. De har altid holdt sammen alle fem søskende gennem hele livet. Nu er de kun tre tilbage. Mod omverdenen holdt de sammen. Når ungerne nede i Tureby råbte efter dem: Po-lak, po-lak, pak, pak, pak.

Hun er vant til at vente. Hun ventede også på Andreas. Et helt år, hvor hun ikke vidste, om han var levende eller død. Hvor alle andre fejrede befrielsen, ventede hun fuld af angst og længsel på at gense ham. Vidste ikke engang, om han var i live.

Clara har sørget for, at hun har fået en kørestol med nakkestøtte. Det er så svært efterhånden at holde hovedet selv. Lucia lægger nakken tilbage og lukker øjnene. Nej, hun var ikke sød ved Clara lige før. Clara ved intet om Sarah, selv om hun tror, at hun kender hende så godt. Hun ser hende kun som den farverige, 11

Når tavshed taler.indd 11

19/07/13 12.49

franske kvinde, der altid har gået hjemme og været fin frue. Fin frue. Lucia smager næsten foragteligt på ordene. Fin frue.

Har hun taget en uddannelse som Lucia? Nej. Har hun nogensinde spinket og sparet som Lucia? Nej. Har hun været sin mand tro som Lucia? Nej. Har hun prøvet at få børn og tage ansvar for dem? Nej. Nej og atter nej.

Hvornår skal Lucia hjem fra dette sted, der altid lugter af en sursød, ram lugt? Hun bliver tosset i hovedet af at være her. Især på grund af alle pillerne. Der er en æske med en stribe af piller til morgen, en æske til middag og igen én til aften. Hun spørger altid Clara, når de ringer godnat sammen, om hvornår hun skal hjem. Det er personalet, der ringer op for hende. Hun kommer i seng halv otte, lige på det tidspunkt, hvor det ville gøre godt med en kop kaffe og en cigaret. Derhjemme gik hun først i seng ved midnat. En lille, god lejlighed. Nogen, der ser efter dig. Tryghed.

Sådan havde Clara sagt og lagt papirerne foran hende, som hun skulle skrive under på. Hjemmehjælpen var blevet træt af Lucia, det var vel derfor, hun var anbragt her? De kom alt for tidligt om morgenen og vækkede hende og hev i hende for at få hende ud af sengen.

“Er det en koncentrationslejr?” skreg hun til dem.

De var bange for hende. Hun ville sove længe. Hele sit liv havde hun stået op klokken fem, også da hun fik arbejde i børnehaven. Hun skulle åbne tidligt for de mødre, der arbejdede på fabrikken. De fleste var enlige og havde flere børn. Nogle kom ind med toget helt fra Ishøj og med en dyne om barnet.

Hvorfor komme tidligt op om morgenen i sit eget hjem for at sidde i den samme stol henne i hjørnet hele dagen, indtil aftenhjælpen kom? Den begyndende koldbrand i benet åd sig ind på hende, hun kom aldrig ud mere. Det var også blevet alt for forvirrende at finde nøgler, huske adresser og busser. Når hjemmehjælpen kom, stod aluminiumsbakken, bragt ud med madordningen – med kartoffelmos, sovs og noget ubestemmeligt kød – urørt i vindueskarmen ved den stol, som hun var blevet sat i om morgenen. Fortiden er mere levende end nutiden. Det er vel ikke ensbetydende med, at man er dement? Der var pludselig bare nogle ting, som hun ikke kunne finde ud af. For eksempel dørtelefonen, 12

Når tavshed taler.indd 12

19/07/13 12.49

så hjemmehjælpen måtte låse sig ind med nøgle. En dag stod der pludselig en stor, sort mand foran hende. Han skulle sørge for hendes personlige hygiejne, forklarede han. Hun nægtede. Hjemmehjælpen erklærede så, at hun var vanskelig.

Et krøllet hoved kigger ind. Igen et nyt ansigt.

“Jeg kører dig ned på terrassen om fem minutter, Lucia. Du kan lige nå at sidde lidt i eftermiddagssolen, inden du skal spise. Skal vi skiftes inden?”

Personalet har ikke tid til at gå på toilettet med hende. De gjor­ de det i starten. Så kom de med en lift, når hun skulle på toilettet.

Det var et spørgsmål om tid. Lucia vidste udmærket, at når de først holdt op med at gå med hende ud på toilettet, så ville det gå ned ad bakke for hende, for så fik hun slet ikke brugt sine ben.

Musklerne ville forsvinde. Ganske rigtigt. Hurtigt kom hun i kørestol. Nu er hun pacificeret. Kan ikke længere gå ud og spørge efter en cigaret.

Ude på gangen lugter der som altid af uskiftede bleer. Kørestolens hjul knirker over gulvet. Det ene hjul er fladt, kan Lucia mærke. Henne i krogen ved elevatoren sidder Klaus og Jonna og ryger og drikker kaffe. Nullermændene danser i aftensolen under stolene. Hvorfor skal personalet altid drikke kaffe på samme tid, så der ikke er nogen ude hos beboerne?

Fru Brandt sidder med sin Noilly Prat i aftensolen nede foran indgangen. I silkebluse og perlekæde. Lucia misser mod solen.

Den er endnu varm. Fru Brandt nikker høfligt til Lucia. Hun er en reserveret kvinde, men altid venlig. De sidder begge i tavshed. Det passer Lucia fint. Hun lukker øjnene. På indersiden af øjen­lågene ser hun, hvordan solen danner røde formationer, der trækker hende frem og tilbage. Frem og tilbage. Som var hun på vej ud i himmelrummet på røde skyer – med store, røde oceaner nedenunder. Sejler hun, eller flyver hun? Er hun oppe på en sky eller nede på havet? Ovre fra boldbanen kan hun høre de unge mennesker råbe begejstret – der er nok én, der lige har scoret mål.

Andreas holdt så meget af fodbold. Han tog tit sin middagsmad med hen i vindueskarmen for at se på fodboldkamp. Lejligheden, hvor de boede, ligger kun et stenkast herfra. De smukke popler, 13

Når tavshed taler.indd 13

19/07/13 12.49

der omkransede banerne, er fældet nu. Men dengang holdt hun af at gå tur med deres puddelhund Trille og høre vinden suse i de høje træer. Det lette bladløv klingede så smukt i blæsten og lignede sølv, når solen strejfede de sartgrønne blade.

Fru Brandt hoster diskret for at komme i kontakt med Lucia.

“De er heldig, Fru Tvede, at De har en datter. Jeg mener, at jeg så hende gå for lidt siden. Forestil Dem ikke at have familie. At der aldrig er nogen, der rører ved én. Jeg savner så frygteligt, at der er nogen, der rører ved mig.”

Lucia ser på fru Brandt. En nydelig kvinde – enke og sikkert med god pension efter sin mand. Hun sidder her altid om eftermiddagen med sin Noilly Prat. Det var også Andreas’ foretrukne vermouth. “Ældre mennesker har også brug for kærtegn. Det hører ikke op, fordi man bliver gammel. Her er vi blot et værelsesnummer.

Alt bliver registreret. Om vi har afføring, hvornår vi sover, og hvilke piller vi har fået.”

Fru Brandt ser ivrigt på Lucia, mens hun taler. Den intimitet, der er opstået imellem dem, generer Lucia. Hun har ikke været på fortrolig fod med særlig mange mennesker igennem sit liv. Lucia prøver at ignorere hendes blik. Hvordan har hun dog kunnet tage så meget fejl af fru Brandt?

Fru Brandt nikker spørgende hen mod Lucia, om hun vil have et glas med. Lucia ryster på hovedet som svar. Hun skænker sig endnu et glas. Lucia ved, at hun har køleskab på værelset og er kvik i hovedet. Det er der mange fordele ved. Hos fru Brandt er det synet og sukkersygen, der driller.

“Jeg kommer til at dø af sorg her, fru Tvede,” sukker fru Brandt.

“Det er en smuk aften, fru Brandt. Glæd Dem over nuet. De viser Deres respekt og taknemmelighed over for livet og over for Vorherre ved at klæde Dem så smukt. Det er så livsbekræftende.”

“Så er det tid, de damer,” siger den rødhårede, der vist hedder Britt. Hun kommer hen og slår bremsen fra Lucias kørestol og drejer den hurtigt rundt og kører ind i forstuen. Så hurtigt, at Lucia bliver svimmel og ikke når at sige farvel til fru Brandt.

14

Når tavshed taler.indd 14

19/07/13 12.49

Endnu en lang, uendelig dag. Eftermiddagskaffen er strøget, efter at de er gået over til at få kaffe lige efter frokost. Tiden er derfor frygtelig lang indtil aftensmaden. Lucia har ondt i ryggen af at sid­ de i den samme stilling i kørestolen. Blikket glider fra chatollet, hvor Andreas’ billede står – billedet er taget kort tid efter krigen, han er så smalansigtet – og ud på anlægget nedenfor. På tagryggen overfor sidder en måge på skorstenen. Sådan sad hun også en morgen i Leifsgade med ondt i ryggen. Og så på en havmåge på skorstenen overfor. Hun havde siddet i den samme stilling i kurvestolen hele natten. Hun havde lige modtaget postkortet fra Andreas. Det var afsendt fra Bornholm. Hun ser sig selv ganske tydeligt på værelset – som i en sort-hvid film – oppe på femtesalen.

Et lysende punkt bevæger sig derinde. Det er gløden fra Lucias cigaret. Hun trækker benene op under sig. Hun fryser. Flasken med Kijafa er ved at være halvtom. Den søde kirsebærvin dulmer angsten, mens tankerne flyver rundt som indespærrede fugle.

Postkortet lå der, da hun kom hjem. Hun kunne se, at det var afsendt fra Bornholm. Havde stirret vantro på Andreas’ letgenkendelige håndskrift og måtte sætte sig, inden hun begyndte at læse.

Postkortet var en del af ham. Hans hånd havde rørt ved det. Hun har læst de få ord igen og igen: “Vi ses snart. Din for altid.”

Han er i Danmark. I to år har han fyldt hendes liv. Det andet år er levet på minderne fra det første. Hun vågnede ved, at fuglene begyndte at synge. Hun er ør i hovedet. Ikke kun af kirsebærvinen, men af champagnen fra dagen før. Bagermesteren lod op til flere propper springe. Egentlig brød hun sig ikke om champagne, men alligevel drak hun begærligt af de tilbudte glas. Krigen var forbi. Det kunne ikke fejres med mindre end champagne. Bagermesteren brølede gennem hele huset: “Kom og hør BBC – Danmark er frit.”

Den danske speaker afbrød sig selv i den almindelige nyhedsoplæsning for at bringe en vigtig meddelelse.

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har over­ givet sig. Her er London ... vi gentager: Montgomery har op­lyst ...”

15

Når tavshed taler.indd 15

19/07/13 12.49

Hun rejser sig fra kurvestolen, strækker sig og trækker gardinet op. En stor, hvid havmåge er lige lettet fra skorstenen. Hvor mon den er på vej hen? Kan den flyve helt til Bornholm? Hvis hun kunne blive lige så lille som Niels Holgersen, kunne hun flyve med.

Den bog læser hun tit højt af for bagermesterens børn.

Nu er hun i bagermesterens stue. Pigerne kommer løbende ned fra femte sal og falder hinanden om halsen. Børnene er stået op og løber rundt i nattøj. Vinduer bliver slået op i husene overfor.

Folk kommer ned på gaden med glas i hænderne og dannebrogsflag. Mørklægningsgardiner rives ned og smides ud af vinduerne og erstattes af stearinlys. Bagermesteren siger, at Lucia bare kan løbe ned sammen med de andre unge. Hans kone ser næsten ikke sur ud. For enden af Leifsgade er tændt et stort bål, hvor folk kaster mørklægningsgardiner ind i flammerne. Lucia står så tæt på bålet, at det fyger om hende med rødglødende gnister.

Lugten af bål. Folk puffer, sender flasker rundt, som de drikker af, vifter med dannebrogsflag, synger og råber. Hun får øje på en messingknap, der ligger og glimter i gløderne. Et jag af smerte går gennem hendes brystkasse, så hun må snappe efter vejret.

Knapperne fra Andreas’ uniform – de ligger heldigvis syet ind i hendes sypude i syskrinet. Hun opdagede dem, da hun skulle tømme askeskuffen. Nu skal hun være på vagt. Alt kan blive brugt mod hende.

Ventetiden er slut. Eller er den? Bornholm er stadig besat, mens resten af Danmark fejrer befrielsen. Så tæt på og tænk, hvis hun alligevel ikke får ham at se igen? Hun har savnet ham hvert minut det sidste år. Det vil være risikabelt at møde ham igen. Tidligere – det vil sige inden hun mødte Andreas – var hun altid fornuftig.

Der er ingen, der siger, at hun skal møde ham igen. Andreas sagde ofte: “Du får først en skæbne, når du tager den på dig. Og din skæbne er det, der gør dig unik. Angsten for at lide nederlag må ikke afholde os fra at handle.”

Hun har aldrig tænkt over, om hun tror på skæbnen. Men nu indser hun, at hun tog sin skæbne på sig, den dag hun brændte hans uniform.

16

Når tavshed taler.indd 16

19/07/13 12.49

Nej – det er ikke morgenrøde nu, men aftenrøde. Solen står lavt ind i det lille værelse – og alligevel er det større end det i Leifs­ gade. Bare hun kunne tænde sig en cigaret uden at skulle ringe på personalet. Snoren med ringeklokken er uden for rækkevidde, konstaterer hun. Og de har alligevel ikke tid.

Maj 1945. Befrielsen. Det er en frygtelig tid. Glæde og rædsel går hånd i hånd. Hun har intet hørt fra Andreas, siden hun modtog postkortet. Fire dage efter at Bornholm er befriet, er øen besat af Sovjet. Flere tusinde mennesker er husvilde efter voldsomme bombeangreb. Der er mange dræbte. Russerne sendte bombefly til Rønne og Neksø, da den tyske kommandant nægtede at overgive sig. Bornholm er blevet glemt igen. I København har folk nok i deres egen sejrsrus.

Folk går rundt som helte med frihedskæmpernes blå armbind og hjelm. Også dem, som man mindst forventer det af. Tag for eksempel ismejeriets Hansen. Han spankulerer rundt med hjelm og armbind og ser højtidelig ud. Alle vegne er der en stemning af jubel, frygt og hævnfølelse. Der er vedtaget en lov om landsforræderi med tilbagevirkende kraft. En lov om at straffe handlinger, der rent juridisk ikke var strafbare i gerningsøjeblikket. Handlinger, som den danske regering anbefalede udført i samarbejds­ politikkens navn. Statsminister Buhl havde endda kaldt de illegale – som nu kaldes frihedskæmpere – for skadelige. Nu ser Lucia hver dag lastbiler med bevæbnede frihedskæmpere komme kørende gennem gaderne. Hornet i bund. På ladet står de danske landsforrædere, nazister, værnemagere og tyskerpigerne – f­eltmadrasserne. De står med armene højt løftede over hovederne og svajer på ladet, når lastbilerne med fuld fart kører rundt om g ­ adehjørnerne. “Svin”, råber folk efter dem. De står og ser ynkelige ud, mens der bliver piftet af dem og spyttet langt efter vognene.

Dagene efter befrielsen er et opgør mellem vindere og tabere.

Pludselig er vindere tabere og tabere vindere. Folk bliver henrettet uden at være blevet stillet for en domstol. Befolkningen er fanget i en rus, hvor alle angiver alle – med eller uden grund.

17

Når tavshed taler.indd 17

19/07/13 12.49

Køge Torv. Fem dage efter befrielsen. Lucia er på konditori med Mama. En kop eftermiddagskaffe på konditoriet er en fin lille udflugt for Mama, for Lucia har ikke tid til at tage helt hjem til Røde Kro. Lucia kan godt se på moren, at hun gerne vil spørge om nyt fra Andreas. Men Mama er diskretionen selv, tænder en lille hjemmerullet cigaret og nipper til kaffen. Hun har i dagens anledning taget sin pæne kjole på og sit storblomstrede sjal, der kun bliver brugt til festlige lejligheder.

“Lucia, jeg har fået brev fra Stasia i Warszawa.”

Mama tager konvolutten op af sin kjolelomme og lægger det hvide papir med de fremmede og farvestrålende frimærker på cafebordet. Hun glatter den krøllede konvolut med en næsten øm bevægelse, som om hun derved kunne trykke sin søster i hånden.

Mama har tårer i øjnene.

“Vi har haft det godt her under krigen. Gad vide, om nogen i Danmark gør sig klart, at Warszawa har været igennem to opstande mod nazisterne.”

Mama misser med øjnene. Briller har hun ikke anskaffet sig, og Lucia kan ikke tilbyde at læse for hende, da hun aldrig har lært at læse polsk.

“Først opstanden i jødernes ghetto, og året efter forsvarede polakkerne Warszawa mod tyskerne. Modstandsfolkene sad og ventede på hjælp fra russerne. De stod bare ovre på den anden flodbred og så til ...”

Mama tørrer øjnene i servietten, synker uden at have kaffe i munden og har svært ved at sige det følgende. Stemmen svigter hende.

“Janek ... er ... er ... er ... omkommet i Auschwitz sammen med Tadeusz,” fremstammer hun. “De havde bare stjålet lidt pølse, hele familien var ved at dø af sult. De blev grebet på fersk gerning og så sendt til lejren. Mine brødre ...”

Lucia tager morens hånd. Der er intet at sige. Et stykke tid sidder de i tavshed. Tårerne glider ned ad Mamas furede kinder.

Hun gør intet for at stoppe dem. Mennesker kommer og går inde på konditoriet. Folk haster forbi udenfor. Alt er så uvirkeligt. Har intet med Lucia at gøre. Hun har aldrig været i Polen og kender kun familien af omtale.

18

Når tavshed taler.indd 18

19/07/13 12.50

“Jeg kommer aldrig tilbage til Polen mere. Det er for sent. Jeg er for træt og for gammel.”

Mama læser i sit brev igen. Hun tørrer øjnene, læser lidt videre, snøfter og tørrer øjne igen.

Bilhorn tuder pludselig insisterende udenfor, og to lastbiler kommer kørende i fuld fart og standser på torvet med hvinende bremser.

“Hvad sker der?”

Mama ser forskrækket på Lucia.

Lucia rejser sig og forsikrer, at hun straks vil være tilbage.

Det er alle tyskerpigerne, som frihedskæmperne har været ude at samle op – ikke blot i Køge, men også i omegnen, ude på gårdene. Herre Gud. Mange af pigerne, der er blevet opvartet af tyske soldater, var jo blot naive, romantiske og måske ensomme.

Lucia har mødt flere af dem hos fru Brun i Landsbyen, hvor de har danset med tyskerne. På fru Bruns opfordring, så det kunne sætte gang i udskænkningen.

Lucia strækker hals i menneskemængden for bedre at se. Tænk, hun er ikke bedre end de andre, der står her, nyfigne og sensationslystne.

Pigerne er blevet gennet ned fra vognene. Så begynder mændene at hive tøjet af dem og med kul tegner de et hagekors på de nøgne rygge. Én holder pigerne, én anden klipper dem, så de til sidst er helt skaldede eller kun sidder med få totter hår tilbage på hovedet. De græder, de beder, de skriger. Nogle af pigerne prøver at slå fra sig. Men de fleste opgiver at trygle om nåde og bøjer skamfuldt hovederne og græder. De overgiver sig til ydmygelserne. Lucia genkender en af kvinderne. Frøken Nielsen fra postkontoret. En midaldrende gammeljomfru. Måske har en tysk soldat været hendes første store kærlighed?

Og så får Lucia øje på sin veninde Maren. Hun sidder og ser med et trodsigt blik på sin plageånd. En firkantet, korpulent bonde ude fra Havdrup. Lucia har set ham komme med varer til torvedagene, hvor han har en stand.

Pludselig råber Maren hadefuldt til ham: “Du er så from – kom Jesu ord i hu – hvem kan kaste den første sten? Har du fortalt din kone, når du kører til kirke med hende, at du er en horkarl? Tror 19

Når tavshed taler.indd 19

19/07/13 12.50

du ikke, at jeg har set dig med din malkepige? Min tyske Hans når du ikke til sokkeholderne. Du kender ikke forskel på kærlighed og lir. Du er bare en simpel horkarl. Horkarl – horkarl,” vrænger hun.

I et brøl af raseri flår bonden sin bukserem af og slår hende over munden.

“Hold kæft, din tyskertøs”, siger han, men så lavt, at Lucia knapt kan høre ordene.

Marens læbe springer op, og blodet løber fra en stor flænge ned over hendes hvide, nøgne barm. Dannebrogs farver – rødt og hvidt. Og så slår han hende igen og igen over ryggen – over hagekorset. Til sidst er der nogen, der griber fat i manden og forsøger at dysse ham ned.

Maren ligger sammenkrøbet på brostenene. Ingen tager længere notits af hende. Folk har travlt med at se de andre piger blive ydmyget. Især de, der gør modstand og skriger, er de mest interessante at kigge på.

Maren stønner svagt, mens hun ligger udstillet i al sin nøgenhed og smerte, med sin hudflettede ryg og ansigtet smurt ind i blod. Det ene øje er blevet ramt. Det er helt glasagtigt og kan ikke lukkes. I et kort øjeblik fanger det andet øje Lucias blik. Er det forbavselse, Lucia kan læse i det? Og dernæst skuffelse? Anklage? Lucia vrister sig ud af menneskemængden og løber tilbage til konditoriet. Mama kan ikke forstå, at Lucia har kvalme og ikke vil have mere kage.

Lucia vil med det samme tilbage til stationen. I toget sidder hun og ryster, mens hun rokker frem og tilbage i sædet. Tårerne får frit løb, mens hun fremhvisker sit Fadervor. Så gentager hun igen og igen, mens hun holder armene i et tæt greb omkring sig selv: “Tilgiv mig Fader, tilgiv mig. Som Peter fornægtede dig, har jeg i dag fornægtet min veninde.”

Så hellere mindes befrielsesdagen end opgøret, der fulgte. Hun er tilbage til den 9. maj om aftenen inde på Rådhuspladsen. Lucia er taget derind med Gurli efter at have festet med alle naboerne i Leifsgade. Hun er ør af bagermesterens champagne og af den spiritus, tilfældige mennesker gæstfrit har budt hende. Der er et sort, 20

Når tavshed taler.indd 20

19/07/13 12.50

bølgende hav af mennesker på pladsen. Fakler og Dannebrogsflag alle vegne. En hujen og råben. En mand beder hende om at holde i den ene side af et stort Dannebrogsflag. De er flere om at holde det. Og så løber alle pludselig ned ad Strøget med det store flag imellem sig. Det er folk, hun ikke kender. Hun løber sammen med dem. Trøjen har hun om livet. Hun sveder, til trods for at hun kun har en tynd kjole på uden ærmer. Hun er en del af dette sydende hav, som bølger videre, videre, fremad. Hun kan lige nå at se profilen af ham, der holder flaget i den modsatte side. Han råber så kraftigt, at årerne står og vibrerer på hans magre hals.

Han er ganske ung. Øjnene skinner. En følelse af samhørighed med denne fremmede griber hende.

Nede ved Kongens Nytorv må hun slippe flaget, da hun bliver hevet ind i en ny menneskemængde. En mand tager fat i hende oppe fra en sporvogn, og en anden skubber hende op bagfra, så hun kommer op på taget af vognen. Her står en masse mennesker, der holder om hinanden og synger. Sporvognen sætter i gang igen. Den klemter med klokken hele tiden. Bremserne hviner om hvert et gadehjørne. De er én organisme oppe på taget.

Derfor er hun ikke bange for at falde ned, selv om der puffes og skubbes. Hun skriger sig hæs og jubler sammen med de andre.

Folk vinker op til dem – hun vinker igen. Er til stede lige her og nu i majnatten. Tænker ikke på Andreas, og hvor han mon kan befinde sig. Tænker ikke på i morgen. Hun er som beruset til en fest, hvor det gælder om at holde længst ud, og alle håber, at det ingen ende vil tage. Tømmermændene har endnu ikke indhentet sejrsrusen.

Når tavshed taler.indd 21

19/07/13 12.50

2

CLARA Paris “Entré,” lyder det derindefra.

Sarah står i modlys henne ved vinduet, så en lysende glorie står om det ildrøde hår. Hun er blevet mere krumbøjet, men Clara kan se, at hun har gjort sig umage. Kohl om øjnene. En østersfarvet bluse i fed silke. En kashmirtrøje i støvet grønt – der matcher hendes øjne ­– er nonchalant slynget om skuldrene. Neglene er lakerede med den lak, som Sarah altid bruger – Rouge Noir fra Chanel.

“Clara, comme tu es belle. Comme toujours.”

Ved lyden af Sarahs franske udtale af hendes navn er Clara allerede en anden kvinde. Ikke længere Clara Svendsen, PR-ansvarlig i en mediekoncern og gift med sin anden mand, Per Frederiksen, erhvervsmand, kendt for sine bøger om coaching og ledelse. Den franske udtale af hendes navn forvandler igen Clara til den studerende, som hun var for 30 år siden. Hvor hun læste eksistentialisterne og hang ud på cafeerne i Aix-en-Provence. Røg Peter Styveseant-mentholcigaretter, drak vin i tide og utide og elskede intenst med de mænd, hun mødte på sin vej.

Stuen er med fritliggende spær. Det må oprindeligt have været et tørreloft, der er lavet om til lejlighed. Det mørkebrune knudrede træ står i kontrast til de lyse vægge. På bordet mellem de to sofaer er et par glas med lang stilk stillet frem sammen med en flaske champagne. Hun går hen til Sarah. De kindkysser og sætter sig i hver sin sofa over for hinanden. I sofaerne flyder store, 22

Når tavshed taler.indd 22

19/07/13 12.50

farvestrålende puder. Kunstbøger ligger i stabler på gulvet, og en reol spækket med bøger fylder den ene endevæg.

“Tchin-tchin – À ta santé, Clara.”

Sarah skåler og fører med klirrende armbånd glasset til munden.

Og på sin sædvanlige, grænseoverskridende facon, som ­Clara har lært at holde af, spørger hun: “Hvordan går det med kærligheden?

Er din mand en lige så god elsker som din første mand”?

Clara giver Sarah det, hun vil have. Lidt fortrolig snak, men på et overfladisk plan, hun orker ikke at gå i dybden med det. Jo, hendes mænd er forskellige. Men Sarah vil vide hvordan. Clara skifter emne.

“Det er en dejlig lejlighed, du har fundet her.”

Og så tager hun mod til sig: “Det er ikke kun for sjov, at jeg er taget til Paris. Jeg har sat mig for at få opklaret nogle ting om fortiden ...”

Skal hun tage uniformsknapperne frem, som ligger i hendes jakkelomme? Hun tog dem med fra Lucias syskrin, uden at hun så det. Clara nipper til sit glas og lader blikket hvile på det, mens hun drejer det rundt mellem hænderne. Så sætter hun glasset fra sig og skal lige til at tage knapperne frem, da Sarah afbryder hende.

“Clara.” Sarah kommer med en afværgende håndbevægelse, og hendes grønne øjne bliver hårde, næsten sorte. “Det er så længe siden. Man skal ikke dvæle ved fortiden.”

Sarah rejser sig med besvær og går hen til vinduet med sit glas.

Hun står med ryggen til Clara.

“Du har kendt min far siden krigen, Sarah, og holdt kontakt med ham i alle årene indtil hans død. Har han fortalt dig, hvor han var under krigen? Jeg har aldrig helt forstået, hvordan I mødte hinanden.” “Åh, det er ikke interessant. Jeg vil meget hellere tale om dig.”

Sarah vender sig om mod Clara. “Hvorfor er du begyndt på at klæde dig så klassisk, Clara? Du burde klæde dig mere ungt.”

Clara ser ned på sin beige buksedragt og den hvide skjorte.

Hvidt har aldrig klædt hende.

Det skal fremover være slut med de pæne dragter, beslutter hun i selvsamme øjeblik. Og alligevel ved hun, at det ikke sker, for forandringen skal komme indefra. Engang kom hun hjem fra 23

Når tavshed taler.indd 23

19/07/13 12.50

USA med Sarah og havde købt det samme som hende. Selvfølgelig på Sarahs opfordring. Sort læderjakke, sorte snørestøvler, store ørenringe og smalle, ternede bukser. Henne på kommoden står Clara og Sarah på et foto og ler til kameraet i deres ens antræk.

Hun forærede det hele væk, da hun kom hjem til Danmark. Det var ikke Clara, hun så i spejlet.

Sarah løfter glasset: “I morgen skal jeg til frokost på La Coupole og møde to interessante herrer – den ene er formand for vores kulturelle klub i Aix, den anden er en amerikansk kunstner, der er blevet min nabo dernede. Hvis du vil med, er du velkommen. Og husk, vi er helt uafhængige af hinanden. Vi gør kun, hvad vi har lyst til.”

Sarah tømmer glasset og skænker op igen.

“Hvis du vil prøve min frisør, hedder hun Céline. Hun er god til at farve. Er du ikke blevet meget mørk? Hun er også fantastisk til at klippe korthårsfrisurer.”

Sarah får altid Clara til at føle sig konet. Men Sarah holder af hende – det er der ingen tvivl om. Hun er bare så direkte. Clara har noget i sig, som Sarah altid forstår at finde frem, når de er sammen: Livsappetitten – “Le gout de vivre”. Den er ellers godt gemt væk til daglig hjemme i Danmark. Det kan Clara konstatere, når hun ser sit imposante CV. Hun kan ikke genkende sig selv, når hun læser det. Hvor er den kvinde, der engang boede i Aix? Hende, der ikke var bange for at gå med en ukendt hjem, hvis hun var tiltrukket af ham, eller sidde nøgenmodel for en kunstner under et større selskab. Nu sidder hun i strategimøder, laver handlingsplaner, fyrer og ansætter folk. Er altid på i 24 timers presseberedskab. Når radioavisen ringer til hende fra tidlig morgen, skal hun kunne udtale sig på virksomhedens vegne eller gå på skærmen med kort varsel i TV-avisens sene udsendelse.

“Clara, nu har jeg allerede fået tre glas champagne, jeg trænger til at hvile mig. Der er modeopvisning med forårskollektionen hos Armani i aften. Vil du med?”

“Det lyder herligt, Sarah. Gå ind og hvil dig, så pakker jeg ud.

Bagefter går jeg nok en lille tur ned omkring Place des Vosges. Så ses vi her sidst på eftermiddagen.”

Sarah rejser sig og ser veltilpas ud. Champagnen har gjort hen24

Når tavshed taler.indd 24

19/07/13 12.50

de godt. Clara kan se, at hendes ben smerter mindre, da hun går ind i soveværelset, der vender ind mod gården. Værelset er malet i farven nougat. En litografi i brunt, rødt og blåt fylder det meste af den ene væg. Motivet er en kvinde set delvist bagfra, der vender sit ansigt om mod tilskueren. Hun har rødt, opsat hår og stor, rød mund. Den nøgne overkrop har et blåt klæde slynget skødesløst om hofterne. Det mest iøjnefaldende er den røde, strittende brystvorte – i kontrast til den stærke, koboltblå farve, der også ligger som tung makeup omkring hendes øjne. Det er Egon Schieles meget genkendelige sensuelle streg, på en gang dragende og samtidig frastødende. Sarah lukker døren til værelset.

Forårssolen er gået bag skyerne, og det er begyndt at regne.

Henne på musikanlægget er den dæmpede, klassiske musik holdt op med at spille. I stedet er musikken erstattet af regnen, der trommer på taget. Det lyder voldsomt i den stille stue. Clara stiller sig hen ved vinduet og ser fra femtesalen ned på gaden. Husene overfor er næsten utydelige nu – visket væk af regn.

Regn eller ikke regn: Paris er Paris. Clara går fra Rue du Roi de Sicile ned ad Rue des Écouffes og ud i Rue des Rosiers. Kvarteret er eftertragtet. Et sted for bohemer og kunstnere – og ikke mindst for flere og flere investorer, der lejer ud til velhavende udlændinge. Rue des Rosiers bærer stadig præg af at være der, hvor jøderne blev henvist til, helt tilbage i 1300-tallet, når de ankom til Paris. Guldsmedeforretninger med religiøse smykker, atelierer, der udstiller Chagall-lignende malerier, bagerbutikker, der ekspederer ud til gaden, så øjet kan fryde sig over de nybagte kager og brød i alle variationer. I nogle af bagerbutikkerne er der også kaffesalon, hvor hele familier sidder og indtager eftermiddagskaffen.

Flere af forretningerne har bevaret de gamle, originale facader og restaureret dem. Motiver af blomsterguirlander, der snor sig om skønne kvinder i flagrende gevandter, pryder de skinnende facader af tykt, bemalet glas. Bittesmå forretninger, der er klemt inde mellem beboelsesopgange, har jødisk litteratur og religiøse rekvisitter udstillet side om side. I gadebilledet ses mænd med kalot. I nabogaden ligger synagogen, hvor der lige ved siden af ligger et spisested med alskens lækkerier udstillet i vinduet. Over25

Når tavshed taler.indd 25

19/07/13 12.50

for ligger skolen. Smarte modebutikker og eksklusive genbrugsbutikker med mærkevarer er efterhånden ved at erstatte de småhandlende. Clara har allerede fundet et par Giorgio Armani-sko i en genbrugsbutik – kun brugt til en enkelt modeopvisning, siger ekspedienten, en ældre kvinde med brune øjne og affarvet, skulderlangt hår.

Clara spadserer tilbage ad Rue des Francs Bourgeois efter at have genset Place des Vosges. Paris’ smukkeste plads, hvor legende børn er under opsyn af stolte forældre eller barnepiger, der skal have dagen til at gå og ser ud til at kede sig. Det er så koldt, at hun må begrave begge hænder godt nede i frakkelommerne. Hun kan ikke undgå at røre mobilen, der ligger nede i den ene lomme. Hun burde ringe. Hun gør det ikke. Hvad skal hun sige? At hun er ankommet, fortælle om vejret i Paris – spørge om vejret i Danmark? Almindeligheder. Per vil tage telefonen, og han vil lyde venlig, men fraværende. Hun kan bare nøjes med at sende en SMS. Men hun har glemt sine briller i lejligheden.

Det er blevet opholdsvejr. Hun er igen på Rue de Rivoli. Karruselmanden har fået kunder på Place Saint-Paul. De er vel mellem tre og seks år. Begejstret holder børnene krampagtigt fat i den lille helikopters styrepind eller motorcyklens styr. Bedsteforældre står og ser på, forældrepar, der endnu rører ved hinanden. Hun ser scenen med Per og sig selv inden flyafgangen i København som en film, der ikke rigtig rører noget i hende. Hvem er de to mennesker?

En mand og en kvinde i en bil. Hun er chaufføren. Ingen af dem siger noget. Den eneste lyd er vinduesviskeren, der skraber mod ruden. Af og til bliver deres ansigter oplyst af en modkørende bil.

De nærmer sig lufthavnen. Hun sætter farten ned, og få minutter efter holder de foran afgangshallen. Hun lader motoren gå. Først nu ser hun på ham. Hun ser ham kun i profil. Han stirrer lige ud, som om han har kontakt med noget på den anden side af forruden, hvor regnen løber i stride strømme. Grå tindinger, markant, men velformet næse, kødfulde, sensuelle læber.

“Jeg mener, hvad jeg sagde i går aftes, Per. Tænk over det, mens jeg er i Paris.”

26

Når tavshed taler.indd 26

19/07/13 12.50

Hendes ansigt er udtryksløst, som hvis hun bad en af sine medarbejdere om at udføre en bestemt opgave.

“Jeg henter dig som aftalt.”

“Jeg lader høre fra mig,” svarer hun i samme neutrale tonefald som hans og stiger ud af bilen. Allerede inden han er nået om til hendes dør for at sætte sig ind på førersædet, har hun taget sin kuffert fra bagagerummet og er på vej hen mod lufthavnsbygningen. Regnen siler trøstesløst ned fra en sort himmel. Hun vender sig ikke om.

“En mand kan tilgive en kvinde alt – undtagen ikke at kunne gøre hende lykkelig,” udtalte Francoise Sagan engang. Sætningen kommer pludseligt og uforklarligt til Clara. Hun må give forfatteren ret. Per gør hende ikke lykkelig, og derved har hun vel også frataget ham chancen for at være lykkelig? De mødtes til en konference på et todages seminar på Kragerup Gods. Under middagen flirtede de med hinanden. Da det gik op for hende, at han var bestyrelsesmedlem i den virksomhed, som ville opkøbe hendes firma, var det kun oplagt, at hun tog imod hans invitation til en drink i baren. De sad længe og talte sammen, efter den officielle del af festen var overstået. Hen ad de små timer gik de op på hendes værelse. Ugen efter ringede han til hende.

Det var slet ikke meningen, at det skulle udvikle sig. Hun var gift med Claus. Claus var forstående som altid og syntes, at hun skulle leve det ud med Per. En erotisk passion, der forsvandt lige så hurtigt, som den var opstået. Men da havde hun allerede forladt Claus.

Hun er stadig tiltrukket af Per. Måske fordi han er så uudgrundelig og svær at fastholde. Det pirrer hendes konkurrencegen.

Lige så charmerende og opmærksom, som han kan være, lige så pludseligt er han fraværende, optaget af andre tanker. Det piner hende, at han ikke længere har lyst til hende. At det skulle overgå dem – de to, som var så vilde med hinanden. Hvor længe siden er det, de har haft sex sammen?

Hun sætter sig på en bænk og trækker frakkens hætte tættere sammen om ansigtet. Den blege forårssol er kommet frem igen.

En lille, lyskrøllet dreng med store, brune øjne har ikke fundet ud 27

Når tavshed taler.indd 27

19/07/13 12.50

af, at helikopteren kan bevæge sig op og ned, hvis han trykker på en knap foran sig. En rødmosset, korpulent bedstefar, en rigtig bon vivant, der sikkert har en gryde cassoulet stående derhjemme og snurre på komfuret, prøver ivrigt at vise ham med tegnsprog, hvordan han skal gøre. Karrusellen snurrer forbi, og musikken overdøver hans tilråb til barnebarnet.

Nu bliver det for koldt om fødderne at sidde stille. Hun går ned ad gaden i den isnende vind og hen til Rue Saint-Paul og ind på baren Le Petit Saint-Paul. Kaffemaskinen buldrer infernalsk, men det er en god lyd. Den lover varm kaffe. Døren står åben ud til gaden. Hun spørger indehaveren, om hun må lukke den. “Bien sûr, Madame,” svarer han med et stort smil og peger imødekommende hen mod et bord. Hun bestiller en cognac til café au laiten for at få varmen. Over for hende sidder to kvinder. Den ene er vel midt i tresserne, den anden omkring de firs. Den yngste af de to kvinder sidder og drikker et glas vin, det ser ud til at være vin chaud, og læser i en bog, tilsyneladende uanfægtet af, at den ældre kvinde taler til hende. Af og til kigger hun op fra bogen og siger noget, så læser hun videre. Der er en dejlig ro over de to kvinder. De accepterer stiltiende hinanden. Den ene vil læse. Den anden vil snakke. Kvinden lægger bogen fra sig og fortæller den anden, at hun har været til manicure på Boulevard Haussmann tidligere på dagen. Hun læner sig frem over bordet og betror hende, som var det en intim hemmelighed, at hun altid gnider sine hænder ind i creme og tager handsker på, inden hun går i seng.

Clara kan ikke dy sig for at betragte kvindens hænder. Neglene er blanke med neutral lak, huden hvid og glat.

Det er begyndt at regne igen. To teenagere har siddet ved et af de få borde udenfor for at kunne ryge. Nu kommer de leende og støjende ind. Hvor er de sorgløse og fulde af fortrøstning til fremtiden. Clara nipper til sin cognac.

Hun var vel lidt ældre end dem, da hun kom ned til Sarah i Aix-en-Provence for at læse fransk. Det var lige så meget en undskyldning for at komme hjemmefra. Det første forsøg på at flytte fra forældrene var et tomt værelse på Skt. Jacobs Plads ude på Østerbro. Hun husker oplevelsen, som var det i går.

28

Når tavshed taler.indd 28

19/07/13 12.50

Hjertet hamrer i brystet, da hun går op ad trappen og ringer på døren. Som om hun er på vej til at begå en forbrydelse. Der går en rum tid, hvor ingen svarer. Hun ringer på igen og er lige ved at fortryde og tage trappen ned i fuldt firspring. Det er for uoverskueligt at skulle flytte. Forældrene er imod det. De kommer med saglige argumenter, men hun kender grunden. Hun vil gøre dem ulykkelige. De hører sammen alle tre, et uadskilligt trekløver. Opgangen er nydelig, nærmest herskabelig med hvide, høje paneler og kongeblå vægge. Dørene er i massivt træ og med messingskilte. Det er hendes veninde Mette fra franskstudiet, der har givet hende adressen. Mette bor på kollegium og synes, at det er helt vanvittigt, at man i Claras alder stadig bor hjemme. Nitten år! Nu høres der skridt inde bag døren. Det må være en uendelig lang korridor. En sikkerhedslås skramler, døren åbnes på klem.

En lille kvinde af ubestemmelig alder ser mistroisk på hende: “Er det Dem, der har lavet aftalen om en fremvisning?”

Clara nikker. Kvinden tager sikkerhedslåsen fra.

“Kom indenfor,” siger hun, og Clara følger efter hende. For enden af den lange, nøgne gang, der har tre lukkede døre på hver side, åbner kvinden døren ind til et ovalt værelse.

“Ja, det er så det,” siger hun og fortsætter: “Mine logerende spiser deres varme mad ude om dagen og tager tørkost om aftenen.

Her er ikke adgang til køkken, jeg vil ikke have stegeos. Men De kan altid lave Dem en kop te. Der er et lille toilet på gangen. De kan bade lige over for i Øbrohallen. Og jeg ser ikke gerne, der er besøg og slet ikke efter klokken ti om aftenen.”

Clara nikker og nikker. Uden hun ved af det, har de aftalt, at hun kommer om mandagen med depositum og kan flytte ind til den første.

Vinden river i hendes ophedede ansigt, da hun cykler hjem langs søerne. Hun stamper i pedalerne. Hun må tvinge sig selv til at flytte, kværner det indvendigt. Hun må løsrive sig fra forældrene. Eller er det kun, fordi Mette har presset hende så længe, at hun nu ikke vil tabe ansigt over for hende? Hvad er det egentlig, Clara vil? Forældrene og Mette hiver i hver sin retning.

Faren går hektisk rundt i entreen og binder sin kjolesløjfe, da Clara kommer hjem.

29

Når tavshed taler.indd 29

19/07/13 12.50

“Lucia,” råber han til moren. “Har du set mine hvide skindhandsker?”

Det er et velkendt scenarie. Han bruger timer på badeværelset hver tirsdag eftermiddag, når han skal i logen om aftenen. Og han er altid frygtelig stresset, inden han går. Hvorfor? Ofte har han siddet natten før og skrevet filosofiske taler, eller hvad det nu er, han foretager sig. Han har tit mareridt om natten. Så står han op, rumsterer rundt, skabslåger går op og i ude i køkkenet.

På et tidspunkt bliver der pludselig stille. Når hun kommer sent hjem fra fest, sidder han ofte oppe i pyjamas og slåbrok inde i sin stol og ser forpint ud. Når han har mareridt, skriger han. Hun forstår ikke ordene. Moren og hun taler aldrig om det. Engang sagde moren: “Din far er et nervemenneske. Det ligger til den fa­ mi­lie.”

Faren er langt om længe gået. Endelig er hun og moren alene.

“Det er din livret, fiskefrikadeller, spis nu,” siger moren træt.

Hun har en lang arbejdsdag bag sig. Hun gør som regel indkøb på vejen hjem og går straks i gang med madlavningen, når hun er kommet inden for døren.

For at få det overstået med det samme fortæller hun moren, at hun har set på et værelse i dag. Tør ikke fortælle, at hun har sagt ja til det. Moren standser bevægelsen med fiskefrikadellen på gaflen, øjeblikket fryser fast. Det føles som minutter. Og da gaflen endelig bliver lagt ned på tallerkenen, er fiskefrikadellen stadig urørt.

“Hvor kan du, Clara? Du kan ikke have gennemtænkt det. Det vil tage livet af din far, det ved du da?”

“Det er bestemt, og jeg flytter til den første,” siger Clara og ser moren fast i øjnene. Det må så være op til hende at fortælle faren det. I det samme ringer telefonen. Moren går ud i entreen til kommoden, hvor telefonen står. Hun står med ryggen til Clara, men hun kan se morens ansigt i spejlet over kommoden. Det er askegråt. Hun lytter, svarer ikke, og så smider hun røret på “Det var Mettes mor. Hun vil tale med far og mig om dig, men det bliver der ikke noget af. Hun skal ikke tro, at hun skal til at rode i vores privatliv, fordi hun er psykiater.”

Clara forlader bordet og går ind på sit værelse. Uden at have 30

Når tavshed taler.indd 30

19/07/13 12.50

smagt en eneste fiskefrikadelle. Hun hører moren bære servicet ud i køkkenet igen. Nu hulker hun derude. En gråd, der ingen ende vil tage. Clara koncentrerer sig om lyden af bilerne nede på Roskildevej. Hun kan godt lide den. En kontinuerlig summen, der aldrig holder op. Noget uforanderligt. En tryg, velkendt lyd. Tænk hvis alt pludselig blev stille? Angsten sniger sig ind på hende, mens hun betragter billygterne, der danser hen over hendes væg.

Værelset på Østerbro er en stor misforståelse.

Da det bliver mandag, accepterer hun med lettelse forældrenes besked: De har ringet til værtinden på Skt. Jacobs Plads.

I Paris er regnen taget til og står ned i kaskader. Døren står igen åben ud til gaden, hvor de unge piger er gået ud for at ryge. Her er iskoldt, men cognacen giver hende varmen. Hov, klokken er allerede ved at være halv seks. Sarah må undre sig over, at hun har været væk så længe.

Forældrene havde store forventninger til hende – egentlig har hun vel opfyldt dem? Hun tog en akademisk uddannelse og har haft adskillige lederjobs i det private erhvervsliv. En skam, at faren ikke nåede at opleve det.

Lyden af regnen, der pisker ind mod ruderne, afbrydes af og til af kaffemaskinens buldren henne bag baren, hvor en lille, duknakket mand med alpehue har sat sig. Han har tynde ankler i de alt for store sko, hvor et par centimeter gaber fra hæl til hælkappe. Den midaldrende kvinde, der har været til manicure, er på fornavn med ham.

“Laurent?” spørger hun: “Kan du ikke ordne vandhanen ude på toilettet?”

Han kommer tilbage et øjeblik efter og erklærer, at alt nu virker. Klapsalver lyder fra gæsterne. Nye mennesker kommer ind i cafeen, et par, de er vel i halvtredserne. De ser ud til at være fortrolige. Så de kan vel næppe være gift? Måske kolleger, der er gået ud efter arbejdstid? Kvinden bærer sort hårnet om det gule, opsatte hår. De drikker øl og spiser chips uden at se på bordet, hvor glassene og chipsskålen står, så opslugt er de af deres samtale. Når kaffemaskinen brøler, tier alle stille – som et tog, man venter på skal køre forbi – og så fortsætter snakken.

31

Når tavshed taler.indd 31

19/07/13 12.50

Hun ser på uret og går op i baren for at betale. Udenfor tager hun frakken over hovedet og forsøger at springe over vandpytterne.

Sarah og Clara ankommer med taxa kvart i syv til Emporio Armani på hjørnet af Rue de Rennes og Sct. Germain des Près. Invita­ tionen, trykt på tykt, hvidt papir og med snørklet, elegant skrift, lyder til klokken 19. Der er allerede mange mennesker ved indgangen. Modne ægtepar, smarte piger med deres veninder og lige så trendy unge mænd står og venter på at blive lukket ind. De har klasse nok til ikke at danne kø, hvor der mases og skubbes.

Så snart de er lukket indenfor, afleverer folk deres invitation ved en skranke. Her bliver navnene krydset af på en liste. Man skal føle sig udvalgt.

Gæsterne får stukket champagneskåle i hånden og går op ad trappen til førstesalen, hvor modeopvisningen skal finde sted.

Clara kanter sig målrettet hen til første række ved catwalken og reserverer plads til Sarah, der taler med en ung ekspedient. Sarah hilser åbenbart altid på ham, når hun forår og efterår køber ind til sin garderobe. Hun spørger til hans mor, hans helbred, og om han ikke har tabt sig og har tillagt sig overskæg? I samme øjeblik hun spørger, forsikrer hun ham om, at det klæder ham. Han smiler henrykt. Han er helt åbenlyst til mænd og nyder Sarahs moderlige omsorg.

Inciterende rytmer lyder gennem de grå, minimalistiske lokaler, hvor alle stolerækker er optaget inden for få minutter. Og så går showet i gang. Der er ingen konferencier til at kommentere modellerne, der skrider ind på podiet med vuggende hofter i takt til musikken. Tøjet må tale for sig selv. Det er alt sammen ultrakort: nederdele, kjoler og selskabsshorts, hvor bløde silkestoffer smyger sig elegant om de spinkle skikkelser. Farverne er i skalaen grå, støvet blå og sølv. Modellernes ansigter er udtryksløse. Kroppene fremstår næsten som skeletter. Clara betragter kvinderne på den modsatte stolerække. De er brede og velnærede. De sidder med deres store, prangende tasker fra de kendte modehuse på skødet. Blanke messingskilte indikerer på forsiden af taskerne, om det er Prada, Miu Miu eller Jimmy Choo. Og lige så pludseligt 32

Når tavshed taler.indd 32

19/07/13 12.50

som showet er begyndt, lige så pludseligt er det forbi. Var det det hele? Der gøres allerede klar til næste show om et kvarter. En ny menneskehob står og venter på at komme ind.

Sarah er påfaldende tavs på vej hjem i taxaen. Hendes profil er som mejslet i sten. Kun oplyst af gadebelysningen i hurtige glimt.

Oppe i lejligheden åbner hun østers og sætter champagne i en isafkøler af sølv. Imens bladrer Clara i Armanis katalog, hjembragt fra showet.

“Det er utroligt, at hele forårskollektionen kun er til purunge kvinder med flade maver og tynde lår. Der må vel også være noget til os modne kvinder,” siger Clara uden at se op fra de glittede sider.

Der lyder et blødt smæld fra champagneproppen, da Sarah åbner flasken. Hun skænker op for Clara og rækker hende glasset.

“Tchin-tchin. Jeg har vist aldrig fortalt dig, at jeg som attenårig vejede 35 kg? Jeg kunne se mig selv i mannequinerne her til aften.

Jeg var blot endnu, ja, meget tyndere dengang.”

Clara ser forbavset på hende. Var Sarah syg, eller led hun af spisevægring? Nu ser hun, at Sarah krammer så hårdt om glasset, at knoerne er helt hvide.

“Jeg har aldrig før talt med nogen om ... den periode i mit liv ... Det har været alt for svært. Livet skulle gå videre. Men man glemmer aldrig ...”

Clara skænker mere champagne i Sarahs glas.

“Clara, vil du i det hele taget høre om det? Ingen vil nogensinde kunne forestille sig, hvordan det var. Jeg kan prøve at sætte ord på, og alligevel vil du ikke forstå det.”

Sarah tager en slurk af champagnen, ser på Clara, sætter glasset fra sig og trækker resolut sit ærme op. Hun lægger sin blottede underarm på bordet.

“Du har vist aldrig set mig uden langærmede bluser, vel? Ikke engang om sommeren. Har du tænkt over det?”

Clara ser med det samme det tatoverede nummer på Sarahs arm. Hun når ikke at tænke tanken til ende, førend Sarah siger: “Trekanten over tallene er symbol på en del af Davidsstjernen.

Du vidste ikke, at jeg er jøde, vel? Jeg var der i atten måneder, Clara. Atten måneder i helvede.”

Når tavshed taler.indd 33

19/07/13 12.50

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie

Når tavshed taler © Regitze Schrøder og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2013 Omslag: Nete Banke/Imperiet Bogen er sat med ITC Garamond hos Lymi Trykt hos Livonia ISBN: 978-87-11-37502-0 1. udgave, 1. oplag Trykt i Latvia, 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont.

Navne, personer, steder og hændelser er produkter af forfatterens egen fantasi eller bruges fiktivt og skal ikke opfattes som virkelige.

Eventuelle ligheder med faktiske begivenheder, lokaliteter eller personer, levende eller døde, er fuldstændig tilfældig.

Citaterne på s. 156, 164, 165 er fra Rainer Maria Rilkes Breve til en ung digter og anden prosa, oversat af Karsten Sand Iversen, Batzer og Co., 2001

Når tavshed taler.indd 4

19/07/13 12.49

153 mm

DE FRANSKE ANMELDERE OM QUAND LE SILENCE PARLE flyder i hurtigt tempo, og teksten er dybt menneskelig og kompromisløs. Forfatteren

226 mm

holder sig på sporet, trofast over for livets

En gang om ugen kommer datteren, Clara, på besøg.

En dag finder hun blandt morens gemmer en lille sypude.

Indeni er skjult en håndfuld uniformsknapper fra en Waffen SS-uniform. Da Clara konfronterer sin mor, nægter Lucia at tale om det, og Clara er tvunget til selv at finde sandheden ved at tage til Paris og opsøge kvin-

valg og forpligtigelser. Denne debutroman

den Sarah. Langsomt oprulles en historie om familie-

er et sandt øjeblik af sjælefred og lykke.“

hemmeligheder og dramatiske valg, der trækker tråde

– La Marne

helt fra Anden Verdenskrig og langt op i nutiden.

„En litterær roman, der er veldokumenteret

Når tavshed taler er historien om den karismatiske

– forfatteren har gjort et stort historisk researcharbejde.“ – L’Union

Andreas og de tre kvinder, der er uløseligt knyttet til ham og til hinanden på tværs af tid og alder. Hustruen Lucia, elskerinden Sarah og datteren Clara, der vokser op i skyg-

NÅR TAV SH E D TALE R

„En overraskende debutroman. Sproget

kørestol, fortabt i sine minder om manden Andreas.

REGI T Z E SCHRØD ER

LUCIA SIDDER PÅ PLEJEHJEM, lænket til sin

19 mm

153 mm

90 mm

REGITZE SCHRØDER

NÅR TAVSHED TALER

Foto: Polfoto.dk

90 mm

REGITZE SCHRØDER (f.1953): Uddannet cand.mag i fransk og dansk. Har arbejdet som underviser, været virksomhedsejer og informationschef i private virksomheder. Har været aktiv NGO’er som formand for Foreningen af Erhvervskvinder og som repræsentant for paraplyorganisationen Kvinderådet, bl.a. i Den Europæiske

Roman

Kvindelobby (EWL) og ved FN’s generalforsamling i New York. Når tavshed taler er hendes debutroman.

gen af mareridtet og sætter sig for at bryde tavsheden.

Romanen udkom første gang i 2012 på det franske forlag France-Empire under titlen Quand le silence parle.

LINDH A RDT O G RING H O F

Omslag: Nete Banke / imperiet.dk