Content_9788711989845.indd 2
18/11/20 1:22 PM
PÃ¥ dansk ved Charlotte A.E. Glahn
Natsangeren 155x232 STD4 OMS.indd 2
20/08/2020 15.23
LINDHARDT OG RINGHOF
Content_9788711989845.indd 3
18/11/20 1:22 PM
Natsangeren er oversat fra svensk efter Nattsångaren Copyright © Johanna Mo 2020 All rights reserved Dansk copyright © 2020 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Published by agreement with Ahlander Agency Omslag: Thomas Szøke efter design af Maria Sundberg Bogen er trykt hos Scandbook AB, 2020
ISBN 978-87-11-98984-5 1. udgave, 1. oplag 2020
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Content_9788711989845.indd 4
18/11/20 1:22 PM
Til Mika
Content_9788711989845.indd 5
18/11/20 1:22 PM
Content_9788711989845.indd 6
18/11/20 1:22 PM
Den sidste dag Fire skridt, så vender Joel sig om igen. Tør ikke stole på tavsheden bag sig. Den eneste lyd er løvgræshoppernes sang. Ingen summen fra motorer. Ingen fugle. Han savner natsangerne. De høje, trillende toner, der holder mørket på afstand. En skygge i vejkanten får ham til at fare sammen, og han mærker et jag i det brækkede ribben. Det er bare en busk. Mørket er fuld af genfærd, der danser omkring ham – stadig hurtigere, nærmere – og de gør det svært at trække vejret. Måske har ribbenet skadet lungerne. Endelig får han øje på lyset. En prik, der langsomt vokser til en firkant. Hovedet dunker, og kvalmen ruller frem og tilbage, rykker i lyset. Han forsøger at fastholde det med blikket. Det er der, han skal hen. Benene giver efter, og han synker ned på knæ. Søger støtte med hænderne. Munden fyldes af sure opstød. Det er, som om nogen har trykket en knyttet næve ind i brystet og drejer den rundt. Det er fristende at blive liggende, men han er så tæt på. Han kommer usikkert på benene og vakler frem. Det knaser bag ham. Skridt? Nej, det kan det ikke være – det må have været et dyr.
7
Content_9788711989845.indd 7
18/11/20 1:22 PM
Han opfanger en bevægelse i lyset og standser. Øjnene vægrer sig mod det, de ser, vil ikke sende det videre. Hvorfor? Spørgsmålet flår i ham, i jorden under ham. Alt er ved at ramle.
Content_9788711989845.indd 8
18/11/20 1:22 PM
onsdag d. 15. maj
Content_9788711989845.indd 9
18/11/20 1:22 PM
Content_9788711989845.indd 10
18/11/20 1:22 PM
Kapitel 1 Hanna Duncker fulgte grusvejen til smedejernslågen. Den protesterede jamrende, da hun skubbede den op. Listen over ting, der skulle ordnes, var ved at blive lang. Det var omtrent en måned siden, hun var flyttet ind i det hvide træhus med de lyseblå vinduer. Det var ikke engang halvtreds kvadratmeter stort og lå i udkanten af byen Kleva. Hun var opvokset på den anden side af Öland, på østsiden, men det havde ikke været et alternativ at flytte tilbage dertil. Der ville hun ikke være andet end Lars Dunckers datter. I efteråret var det til sidst lykkedes Lars at drikke sig ihjel. Mens Hanna havde tømt barndomshjemmet, var det gået op for hende, hvad hun ville. At køre over broen for første gang i så mange år havde vækket en voldsom længsel i hende. En længsel efter alt det, hun havde savnet i Stockholm. Det var på Öland, hun hørte hjemme. At købe et så arbejdskrævende hus havde ikke været helt gennemtænkt, men det havde været det bedste til salg inden for hendes prisklasse. Da beslutningen var truffet, havde hun ikke haft tålmodighed til at vente på bedre muligheder. Inden der var gået tre uger, havde hun solgt sin lejlighed lidt uden for Stockholm, købt hus og fået nyt arbejde. Først da havde hun ringet til sin bror Kristoffer i London og fået nogenlunde den reaktion, hun havde ventet. 11
Content_9788711989845.indd 11
18/11/20 1:22 PM
Du er syg i hovedet, havde han råbt. Hun og Kristoffer havde ikke talt sammen siden. Hun havde også fået sagt en del hårde ord, der havde ophobet sig så meget vrede. At han ikke engang var kommet til begravelsen. At han havde overladt alt det praktiske til hende, med opgørelse af boet og at tømme det hus, de var vokset op i. Der var kun et år imellem dem. Engang havde de været som tvillinger. Allerede den første morgen i det nye hus havde Hanna fået sig en rutine. At spadsere de syv hundrede meter ned til Kleva strand. Efter omkring halvtreds meter passerede hun Ingrids grå murstenshus, der formodentlig var nogenlunde dobbelt så stort som hendes eget. Denne morgen sad Ingrid i gyngesofaen i haven med lukkede øjne. Sølvgråt hår og huden fuld af rynker. Et tæppe over benene. Ligheden med Hannas mormor var slående. Det var sådan, hendes mormor tilbragte sine dage nu, hvor den store glemsel havde overtaget hende. Hanna forsøgte at liste forbi. Lige nu var hun ikke i humør til at tale med nogen. Ikke engang med Ingrid. Ingrid slog øjnene op, og ligheden forsvandt. Øjnene var ikke grønblå som mormorens, men mørkebrune, og nærværet var tydeligt i dem. Hun sad sikkert kun udenfor for at vente på Hanna. Udsigten var bedre på den anden side, hvor de snorlige marker bredte sig ud – i denne retning lå kun en ujævn mark, som formodentlig snart skulle bebygges. Men Ingrid var mere interesseret i naboerne end i naturen. Tæppet gled af, da Ingrid rejste sig og tog et par skridt hen mod hende. ”Hej,” sagde hun. ”Stor dag.” Hanna nikkede. Det var hendes første dag som efterforsker hos Kalmarpolitiet. Her skulle hun arbejde med grov kriminalitet i Kalmar len, hvilket omfattede det østlige Småland og hele Öland.
12
Content_9788711989845.indd 12
18/11/20 1:22 PM
For at lægge lidt blidt ud havde hendes nye chef, Ove Hultmark, foreslået, at hun skulle begynde på en onsdag. Hvorfor havde han ansat hende, med den forhistorie, de havde? Hanna havde stadig svært ved at forstå det. Og det lå ligesom og rugede: at der foregik noget, hun ikke forstod. ”Du skal bare lade være med at brokke dig, så går det nok,” sagde Ingrid. Brok var det værste, Ingrid vidste. Et par dage efter at Hanna var flyttet ind, havde Ingrid banket på hos hende med en kurvfuld nybagte boller. Hanna havde forsøgt at blive i døren og snakke, men Ingrid havde inviteret sig selv indenfor, bedt om te til bollerne. Sort te uden blomster og andet pjat. Og da hun havde set al rodet, havde hun fnyst: Det var altså det her, du ikke ville have, at jeg skulle se? Den ligefremme tone havde fået alle Hannas parader til at falde. Hendes mormor havde været på samme måde, og uden hende havde Hanna næppe klaret sig. I løbet af få minutter havde Ingrid leveret en kort sammenfatning af sit liv. At hun hed Mattsson til efternavn. At hun efter lange, barnløse år endelig som seksogtrediveårig havde født sin søn. At han drev den gård, hun havde arvet af sin far. At hun havde tre børnebørn, de to ældste studerede på universitetet i henholdsvis Linköping og Umeå, den yngste var en efternøler på elleve år med Downs syndrom. At hun havde problemer med den ene hofte. Direkte adspurgt havde Hanna sagt sit efternavn. Er du datter af den Lars? havde Ingrid spurgt. Hanna havde nikket, og derefter havde de ikke talt mere om det. Men i et øjeblik havde Ingrids brune øjne været fulde af medlidenhed. Måske burde Hanna gøre som Kristoffer og skifte efternavn. Han hed Baxter som sin hustru. Men Hanna ville ikke. Hun havde ikke gjort noget forkert. ”Hvad skal du i dag?” spurgte Hanna.
13
Content_9788711989845.indd 13
18/11/20 1:22 PM
”Det er onsdag,” sagde Ingrid. ”Så tager jeg altid bussen til Mörbylånga og indleverer en kupon.” ”Trav,” tilføjede Ingrid, da hun så Hannas spørgende ansigtsudtryk. ”Det er V65 i dag.” Hanna undskyldte sig med, at hun havde lidt travlt, og fortsatte ned mod strandvejen. Endnu lå der kun to huse på det korte stykke ned til vejen mod havet. I det ene boede en børnefamilie. Det andet lod til at stå tomt. Måske blev det anvendt som sommerhus. Sit andet besøg havde Ingrid helliget en gennemgang af beboerne i Kleva, som ikke talte flere end omkring tredive, men hun havde ikke haft så meget at fortælle om dem på strandvejen. Hun havde fortalt mest om Jørgen. Stockholmeren, der var flyttet hertil med sin hustru for et par år siden, og som beklagede sig over det meste. Alt fra hestepærer på vejen til forfaldne huse. Pokkers til brokkehoved, havde Ingrid sagt. Jeg har ikke tænkt mig at lave noget om, bare fordi en sur mand fra fastlandet siger det. På trods af årene i hovedstaden regnede Ingrid hende for øbo. Og ifølge Ingrid var hun velkommen i byen. Hun var jo politibetjent. Vejen mod havet var Öland for Hanna. En snorlige grusvej med kornmarker til begge sider. Små, strittende planter af fodermajs og noget andet, hun ikke genkendte. Ukrudtet voksede så højt i grøften, at det lave stengærde næsten var skjult. Et par hundrede meter fremme stod træerne som et løfte om noget bedre. På den anden side af dem lå Kalmarsund. Langsomt kom træerne nærmere, og lugten af gødning måtte vige for duften af fyrretræer og tang. Hanna lænede hovedet bagover og lod vinden kærtegne sit ansigt. Det her havde hun savnet. I Stockholm havde hun boet klemt inde i et femetageshus mellem mennesker, hun ikke anede noget som helst om. Her kunne hun trække vejret. Efter yderligere et par skridt blev sundet synligt som en blå klat mellem træerne. For hvert skridt voksede den. Grusvejen 14
Content_9788711989845.indd 14
18/11/20 1:22 PM
mundede ud i en lille parkeringsplads. Hanna valgte badestranden fra, skråede over parkeringspladsen og gik mod syd. Badesæsonen var ikke rigtig kommet i gang endnu, og det var stadig tidligt på døgnet, men hun ville alligevel helst ikke møde nogen. En ældre mand og hans labrador kom gående imod hende, og Hanna nikkede som hilsen. Måske skulle hun få sig en hund. Ganske vist arbejdede hun i dagtimerne, men hun gættede på, at Ingrid gerne ville passe den. Af en enogfirsårig at være var hun umådelig frisk. Problemet med hoften var bestemt ikke noget, man lagde mærke til. Men nej. Hanna brød sig jo i virkeligheden slet ikke om hunde. Desuden var ensomheden mindre åbenlys her på Öland, selv om hun egentlig ikke havde talt med andre end Ingrid. Der var ingen i Stockholm, hun ville holde kontakten med. Og da slet ikke Fabian. Hanna fulgte vandrestien et stykke og standsede så for at se ud over Kalmarsund. Trak duften af tang og salt ned i lungerne. Blæsten havde bøjet fyrretræerne indad. Ved siden af hende lå en omvendt robåd. Den hvide farve var skallet af langs kølen. Egentlig foretrak hun udsigten i den anden retning. Havet, der gled sammen med horisonten og forekom uendeligt. Eller søen, som de sagde om vandet på østsiden, som en forkortelse af Østersøen. Her kunne man skimte fastlandet på den anden side. Ingrid var ikke ene om at mene, at de fleste problemer kom derfra, og at det at komme fra fastlandet ikke talte til nogens fordel. Hanna havde reageret på det, første gang hun læste Ölandsbladet efter at være tilbage på øen. På side fire havde der været to notitser om tidligere forbrydelser, og i begge tilfælde blev det understreget, at gerningsmændene havde været fra fastlandet. Længslen greb fat i hende. En efterdønning af det, hun havde mærket, da hun kørte over broen i efteråret. Driften mod et liv, der ikke kvalte hende langsomt. Den sidste dag, hun var rigtig lykkelig, havde hun været tolv år. 15
Content_9788711989845.indd 15
18/11/20 1:22 PM
Fingrene søgte ind under jakken og trøjeærmet. Hun behøvede ikke at se den lille tatovering for at fornemme, at den var der. Hendes egen puls som et bankende fuglehjerte under de sorte streger. Det beroligede hende altid at røre ved tatoveringen. Hvis Hanna skulle nå til politihuset i tide, burde hun vende om nu, men hun kunne ikke rigtig tage sig sammen til at gå. Først skulle hun mødes med Ove Hultmark og siden deltage i morgenmødet. Det var det første, der gjorde hende mest nervøs. Sidst hun sad over for ham, havde hun været nitten år, og han havde spurgt hende ud om faren. Om det, Ove påstod, at faren havde gjort. Du er syg i hovedet. Kristoffers ord meldte sig igen og kradsede og forstyrrede. Mistanken om, at han faktisk havde ret. Det, han havde snøftet, lige før han afbrød samtalen: Du fatter ikke, hvad du roder op i. Du kommer til at ødelægge alt.
Content_9788711989845.indd 16
18/11/20 1:22 PM
Kapitel 2 ”Morgenmad,” sagde Rebecka Forslund og bankede på døren lige under den enhjørning, som Molly havde tegnet til sin storebror. Panodilen havde mildnet hovedpinen til en murrende fornemmelse, men kvalmen havde ikke givet sig. Det var ikke blevet til meget søvn i nat. Det havde forværret angsten, at alkoholen forlod kroppen. Hun havde prøvet at ligge stille og ikke forstyrre Petri, men hen på de små timer var hun stået op og havde taget et varmt brusebad. Derefter var hun gået i seng igen. Da Petris vækkeur ringede, havde hun ladet, som om hun sov. Selv om hun var vågen, havde hun haft svært ved at komme ud af sengen, da hendes egen alarm gik i gang. Joel hadede at skulle skynde sig om morgenen, og han ville ikke være glad for at blive vækket, en halv time før bussen gik. Om onsdagen skulle han først møde klokken ni. Rebecka ventede ikke på svar, før hun åbnede Joels dør. Han kunne sove gennem hvad som helst. For et par nætter siden var Gerds garage brændt ned. Brandbilen var kommet farende med hylende sirener, og Joel måtte være den eneste i hele Gårdby, der ikke var vågnet. Heldigvis havde ilden ikke bredt sig. Værelset lugtede svagt af sved og hormoner og den der væmmelige røgelse, han insisterede på at brænde af. Rebecka gik hen til vinduet, trak persiennen op og åbnede det, indsnusede den kølige luft. At have en teenager var ikke, som hun havde 17
Content_9788711989845.indd 17
18/11/20 1:22 PM
regnet med. Sin egen mor havde hun både råbt af og kastet ting efter. Og Joel kunne da også være humørsyg, men han vendte det indad. Kunne tilbringe timevis lænet over en skitseblok eller foran computeren. Han gjorde næsten altid, som han fik besked på. Det var sjældent, hun behøvede at skælde ham ud over snavset tøj på gulvet eller lektier, der ikke var blevet lavet. Alligevel lå bekymringen og gnavede: at han skulle ende som en særling, der stadig boede hjemme som voksen. At han ikke ville kunne klare at leve i verden. Mørket i ham skræmte hende. Rebecka vendte sig om, og det varede lidt, før hun forstod, hvad hun så. Sengen var tom. Det sorte tæppe lå i en bunke midt på sengen, men det gjorde det sådan set altid. Hun ville ikke have andre regler for børnene end dem, hun selv levede efter. Eftersom hun havde hørt, at støvmider havde sværere vilkår i uredte senge, redte hun kun seng, når hun ventede besøg. Tankerne gled tilbage til dagen forinden. De havde grillet hjemme hos Gabriel og Ulrika. Normalt blev de hjemme på hverdage, men Gabriel fyldte fyrre, og Ulrika havde købt en hundedyr grill til ham og inviteret dem over for at indvie den. Tanken om Gabriel blokerede et øjeblik for andre tanker, men hun skubbede ham væk. Det gjorde for ondt at tænke på ham. Joel havde fulgt Molly hjem og havde puttet hende ved nitiden. Da Rebecka og Petri fulgte efter et par timer senere, havde hun kigget ind til begge børn, og de havde ligget og sovet. Det var ikke kun konturerne af Joels spinkle skikkelse, hun havde set, men også hans uglede, mørke hår. Men nu var Joels seng tom. Hvad betød det? Joel plejede ikke at gå ud om natten. Især ikke midt på ugen. Rebecka gik ned i køkkenet igen, mens uroen voksede. Molly mærkede den og løftede blikket fra sin morgenmad. ”Skal jeg vække ham?” spurgte hun. Indimellem sendte Rebecka Molly op for at lokke Joel ned. Hvor gnaven og indadvendt han end var om morgenen, lykkedes 18
Content_9788711989845.indd 18
18/11/20 1:22 PM
det næsten altid hans lillesøster at nå ind til ham. Der var ni år imellem dem og et forlist forhold. Nogle gange ønskede hun, at hun havde mødt Petri tidligere, at han havde været far til begge hendes børn. Hun burde ringe til Petri. Han var kørt til Kastlösa allerede for en time siden. Et ungt par ville have renoveret køkkenet i deres sommerhus, før de ankom til øen i begyndelsen af juni. Egentlig tvivlede hun på, at Joel kunne være stået op, uden at hun havde hørt det, i det mindste ikke efter klokken fire. Men hun kunne ikke være sikker, og måske havde Petri kørt ham. Det gjorde han nogle gange, når Joel ikke nåede skolebussen eller skulle møde tidligere end normalt. Mörbylånga lå alligevel på vejen. Hun ledte efter mobiltelefonen, som hun var sikker på, hun havde lagt på køkkenbordet. ”Mor?” spurgte Molly opfordrende. ”Joel er allerede taget af sted,” sagde Rebecka. ”De skal på tur med skolen. Det havde jeg bare glemt.” Løgnen smuttede ud uden modstand. ”Jeg vil også på tur.” Molly så på hende, ventede et svar, men Rebecka formåede kun at nikke. Hvor fanden var den skide telefon? Hun gravede rundt i bunken af gamle aviser og flyttede cornflakespakken så voldsomt, at den væltede. Kvalmen steg op i halsen, og hun tog sig for munden, drak et par hurtige slurke af glasset med vand, som hun havde slugt hovedpinepillerne med. Til sidst fandt hun telefonen oven på mikroovnen, hvor hun altid lagde den. Hun gik ud på trappen for at ringe, ville ikke have, at Molly skulle høre det. Petri svarede efter tre ring. ”Kørte du Joel i morges?” spurgte hun. ”Nej. Han skal jo først møde sent i dag.” ”Så du ham?” ”Nej. Hvorfor spørger du?” ”Sengen var tom, da jeg ville vække ham.” 19
Content_9788711989845.indd 19
18/11/20 1:22 PM
At sige det højt var som at komme brændsel på et bål. Rebecka hulkede. ”Han er sikkert kørt med nogle andre,” sagde Petri. ”Eller har taget en tidligere bus.” Han ville berolige hende, men ordene fik den modsatte effekt. Der var ingen fornuftig forklaring på den tomme seng. Joel havde ikke noget gruppearbejde, der skulle forberedes, ingen glemte lektier, og det var kun i de tilfælde, han tog i skole, før han skulle møde. ”Har du prøvet at ringe til ham?” ”Selvfølgelig har jeg det,” snerrede Rebecka og lagde på. Hvad fanden var der med hende? Hun havde jo ikke et øjeblik tænkt på at ringe til Joel. Hun trykkede på nummeret, men hans telefon var slukket. Måske havde hun ikke straks ringet til ham, fordi hun anede, at den ville være slukket. Det føltes som en bedre forklaring, end at hovedet var tungt af søvnmangel og gårsdagens brandert og følelsesudladninger. Femten års skyldfølelse kom samtidig tilbage og fik hende til at svaje. Tanken om, at hvor meget hun end anstrengte sig for at være en god mor, så var det aldrig nok. Men frem for at svælge i den ringede hun til Joels veninde Nadine. ”Hvornår har du sidst været i kontakt med Joel?” spurgte hun uden at hilse. ”I går. Hvorfor?” ”Ved du, hvad han laver i dag?” Der fulgte en kort tavshed, som Rebecka tolkede som tøven. ”Han er vel i skole,” sagde Nadine. Rebecka orkede ikke diskutere med hende. Hendes tøven kunne handle om så meget. Nadine var flyttet fra Gårdby til Kalmar for tre år siden, men hun var stadig den, sønnen så mest. Nogle gange troede Rebecka, at de var kærester, men hun havde lært ikke at spørge. Hun håbede ikke, de var det. Joel havde aldrig sagt noget om det, men Rebecka vidste, at Nadine havde forsøgt at begå selvmord mindst en gang. At det var en af grundene til, hun var flyttet. 20
Content_9788711989845.indd 20
18/11/20 1:22 PM
”Vil du bede ham om at ringe til mig, hvis du hører fra ham?” ”Selvfølgelig.” Molly kom ud med sin lyserøde enhjørningetaske på ryggen. Egentlig burde hun have en jakke på, det var ikke varmt nok til at gå med bare arme endnu, men Rebecka hentede ikke en. Ligesom hun heller ikke spurgte Molly, om hun havde børstet tænder. Åbenbart var det netop det, børn oftest løj om. Hun tog datteren i hånden og begyndte at gå mod Gårdby skole. Der var ikke mere end otte hundrede meter derhen, men hun stolede ikke på Molly i trafikken. Hun blev for let distraheret. Hun stolede heller ikke på de mennesker, der susede forbi. Langt fra alle overholdt hastighedsbegrænsningerne. Molly fnisede. ”Hvad er der?” ”Vil du virkelig gå i dem der?” Rebecka så ned på sine fødder og opdagede, at hun havde Petris træsko på. De var syv numre for store. ”Ups,” smilede hun. Men smilet falmede ved det spørgsmål, der nu fyldte det hele: Hvor var Joel? De passerede den nedbrændte garage. Kun den bagerste væg var tilbage. Resten var en sort bunke, hvor forvredne bjælker og planker stak op som arme, der strakte sig efter hjælp. Røglugten var stadig så skarp, at den sved i næsen. På trods af at det havde været uvejr den nat, var mange overbeviste om, at branden havde været påsat. Brande var et følsomt emne her. I to år i slutningen af halvtredserne hærgede en pyroman på det østlige Öland, og han var aldrig blevet pågrebet. I marts 2003 blev Ester Jensen i Åby myrdet, og der blev sat ild til huset med hende i. Mellem 2005 og 2012 omkom seks mennesker i brande på det nordlige Öland. Den sidste brand var påsat i en garage for at skjule et dobbeltmord. Molly så ikke engang i retning af garagen. Hele vejen til skole talte hun om, hvad de skulle lege i det første frikvarter. Det 21
Content_9788711989845.indd 21
18/11/20 1:22 PM
var noget med røvere og soldater. Mollys cykel var punkteret i weekenden, men hun havde ikke plaget om at få den lappet. Rebecka brummede tilstrækkelig ofte til at slippe af sted med ikke at høre efter. Efter et hurtigt knus forsvandt Molly ind i den gule skolebygning, som Rebecka selv havde gået i for tredive år siden. Dengang havde der været færre børn, men ellers lignede det meste sig selv. Rebecka blev stående lidt. Vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. ”Hej.” Rebecka vendte sig mod stemmen. Det var Ulrika, der kom for at aflevere Elias. Han fyldte snart ni år og var ikke overvældende begejstret for at have sin mor med. Hun tiltvang sig et hastigt kram, før hun lod ham gå. ”Tak for i går,” sagde Rebecka. ”Selv tak, det var rigtig hyggeligt.” Ulrika så betydeligt friskere ud, end hun selv følte sig. Selv om Ulrika også havde drukket en del, mens de grillede. Lige trådt ud af badet og let sminket, kun en svag skygge under øjnene, som dækcremen ikke kunne sløre. Hun havde inviteret dem over hækken samme dag, hvisket, at det skulle være en fødselsdagsoverraskelse for Gabriel. Ulrika var håbløs, når det kom til at planlægge. Foruden Elias havde de også Linnea, der var et år yngre end Joel. At de havde børn på nogenlunde samme alder, var grunden til, at de var begyndt at ses, da de blev naboer for syv år siden. Rebecka, Petri og Joel var flyttet ind i huset, et par måneder før Molly blev født. Hvordan havde Joel virket i går? Lidt stille, måske, men han og Linnea havde siddet og tegnet. Hun ville lære at tegne portrætter. Tegningen var blevet overraskende vellykket, men hun ville aldrig blive lige så god som Joel. Ulrika trak sin mintgrønne cykel, så de kunne følges ad tilbage. Hun sad ved kassen i Almérs og havde tilpasset sine vagter efter børnene. I hverdagene begyndte hun først klokken 22
Content_9788711989845.indd 22
18/11/20 1:22 PM
ni. Indimellem tog hun ekstravagter i weekenden for at komme op på flere timer. ”Er Linnea i skole?” spurgte Rebecka. ”Det håber jeg virkelig.” Ulrika så på hende med bekymret mine, og uroen fossede ud af Rebecka. ”Han tog sikkert bare tidligt af sted,” sagde Ulrika. ”Kom nu. Det er Joel, vi taler om.” Det var mindet om sine egne teenageår, der havde fået Rebecka til at tro, at Joels ville blive værre. Men hun havde aldrig grebet ham i hverken løgne eller druk. Rebecka skævede til Ulrika. Det havde været hyggeligt i går. I løbet af de seneste måneder havde det været forbavsende let at ses alle fire. Måske fordi de havde så mange lignende aftener at falde tilbage på. Men at sætte sig sammen med både Ulrika og Gabriel ville ikke fungere længere, ikke efter det, han havde gjort mod hende. Rebecka tvivlede stærkt på, at Gabriel ville fortælle Ulrika det. Det var han for fej til. Hun havde nu heller ikke tænkt sig at sige noget til Petri. ”Vi ses,” sagde Ulrika og fortsatte hen mod sit eget hus. Rebecka havde en bestilling på et frugtfad og burde gå ud i atelieret. Hun fik det lige akkurat til at løbe rundt som keramiker. Malede også en del med oliefarver, men solgte sjældent sine billeder. Hun vidste dog, at hun ikke ville kunne koncentrere sig om arbejdet. I stedet gik hun ud i køkkenet og hældte det sidste kaffe op. Joel ville blive sur på hende, men der var ingen vej udenom. Hun ringede til Skansenskolen og blev stillet om til viceinspektøren. ”Er Joel Forslund der?” spurgte hun. ”Godt, du ringer,” sagde kvinden, som hun havde solgt en serie tekopper til. ”Jeg skulle lige til at ringe til dig. Joel var her heller ikke i går. Er der sket noget?”
Content_9788711989845.indd 23
18/11/20 1:22 PM
0
01
02
03
04
05
06
07
08
09
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26 0
27 01
28 02
29 03
30 04
31 05
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
06 0 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22
Lindhardt og Ringhof
10
Krimi
09
lindhardtogringhof.dk
08
Forfatterfoto: © Stefan Tell
Forfatterfoto: Sofia Eckerblad Omslagsdesign: Miroslav Sokcic Författarfoto: Sofia Eckerblad Omslag: Maria Sundberg/Art by Sundberg Dansk omslag: eyelab.dk Omslag: Sundberg/Art by Sundberg Dansk omslag:Maria eyelab.dk
07
”Natsangeren er første bog i Ölandsserien og handler om fordomme og relationer. Vi følger både offer og gerningsmand på nært hold. Det er komplekse karakterer, og det hele udspiller sig i fantastiske miljøer … Det er en krimi om ikke at kunne kappe båndet til sin barndomsø og fortiden.” – Sveriges Radio
06
”Brutalt god.” – Sofie Sarenbrant, bestsellerforfatter
05
NATSANGEREN
04
MO
03
JOHANNA
”En klassisk velstruktureret kriminalroman. Mo formår på gribende og overbevisende vis at fange alle de stærke følelser, som et mord vækker. Hun beskriver også fint miljøet på Öland, som til forskel fra krimitunge Gotland RÖSTER OM JOHANNA MOS DEikke har taget meget plads på krimikortet CKARSERIE OM HELENA siden Johan Theorin, men det kommer til at MOBACKE: ændre sig nu. Jeg glæder mig meget til fortsættelsen af denne serie.” ”En bottnar,Dagbladet bra berättelse med flera – Skånska snabbläst och spännande.” ”Johanna Moom kan sit håndværk skabe Dagens Nyheter Allting trasigt ska blioghelt karakterer; de syder af liv og er som hentet ud af virkeligheden … Mange seroch frem til fort”Historien är mäktig, mättad tankesættelsen om Hanna Duncker.” väckande. Dessutom utan genrens vanliga – Dast Magazine klichépoliser och forcerade cliffhangers på varannan sida. 45-åriga ”Natsangeren har ingenkriminalkommisvoldsomme biljagsarien Helena Mobacke är en oerhört ter, seriemordere eller overdrevne blodige mänsklig detaljer. ickehjältinna.” Det er en befriende virkelighedsnær Tara (betyg 4ogavdet 5) om Vänd perfekt, om och varat stilla historie, passer den foregår netop på Öland.” ”Johanna Mo undviker trist polisrutin – Ölandsbladet och bäddar snyggt för fortsättningen … ”Natsangeren fokuserer på har et frygteligt Johanna Mo skriver väl och god hand traume. Det er meget intenst og konsekvent med människor … skildringen av Mobackes gennemført.” självtvivel och rädsla för ett nytt samman – Kristianstadsbladet brott är lugn, saklig och skicklig – och mycket ”Jeg harläsvärd.” ikke tidligere læst en krimi, som føles Sydsvenskan om … Döden tänkte jag mig så så troværdig En rigtig pageturner, som jeg ikke kunne lægge fra mig.” – Kalmarposten
02
”Johanna Mo vil mere end at skrive en krimi. Hun vil undersøge forsoning og tilgivelse, og hvordan det er at leve med skylden over en andens forbrydelse ... En fantastisk krimi med dybde.” – SVT
NATSANGEREN
JOHANNA MO är född och uppvuxen i Kalmar, men bor numera i Stockholm. JOHANNA MO (f. 1976) er opvokset Hon har fått Barometern-OT:s kulturpris i Kalmar og bor i Stockholm. Hun har Gyllene Fjädern och nominerats till Svearbejdet som forlagsredaktør og overriges Radios Novellpris. I närmare tjugo år sætter og været anmelder og skribent har hon arbetat som författare, redaktör, på aviser og tidsskrifter. Hun har skrelektör, kritiker och översättare. vet otte bøger og er nu forfatter på Nattsångaren är Johanna Mos åttonde fuld tid. Natsangeren er hendes første bok och den första i serien Ölandsbrotten. bog på dansk.
Politiefterforsker Hanna Duncker har ikke været tilbage på När polisen Hanna Dunckers pappa dör tvingas honder efter 16 sin barndomsø Öland i seksten år – ikke siden det, skete år i Stockholm att återvända till barndomens Öland. Trots allt med hendes far – men nu er hun vendt hjem for at arbejde som hände där. Trots alla blickar och rykten är det i den lilla ved Kalmar politi. stugan vid havet hon hör hemma. På sin 15-årige hittas död ochhun illa misshandlad vidi en MöckelførsteJoel arbejdsdag kastes hovedkulds ud tragisk mossens och Hanna drasfundet in i en død utredning som berör sag, hvorrastplats en teenagedreng bliver under mystiske hennes äldsta vän.ved Vännen hon övergav mångaAlvaret. år tidigare. omstændigheder øens store naturområde I politiets søgen efter svar støder hun på flere kendte ansigter fra Kritikerhyllade och prisbelönta Johanna sin fortid. Det bliver tydeligt, atdeckarförfattaren ikke alle er lige begejstrede Mo startar med Nattsångaren spänningsserie sommar for at se Lars Dunckers datterentilbage på øen, ogmed Hanna har paradiset Öland som brottsplats. Det är en kriminalroman om en snigende fornemmelse af, at nogen holder øje med henatt skuggan brott och att inte kunna klippa banden de.leva Haridet nogetavmed efterforskningen af drengens død at med förflutna hembygd. om den gamle sag mod gøre,det eller handleroch det sin i virkeligheden hendes far?
01
FÖRSTA BOKEN I SERIEN ÖLANDSBROTTEN
JOHANNA MO
”Natsangeren er en stærk første bog i en ny krimiserie, og det tegner godt. Den er medrivende og velskrevet!” – Dagens Bok
FØRSTE BOG I ÖLANDSSERIEN
23
ISBN 9788711989845
29/10/2020 12.16
24
Natsangeren 155x232 STD4 OMS.indd 2,4,6