Nattens gerning - læseprøve

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 4 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

Nattens gerning Copyright © Steen Bille & Lisbeth A. Bille og Lindhardt og Ringhof Forlag, 2013 Omslag: Kenneth Schultz Omslagsfoto: © Iair Arcavi og Nordic Optical Telescope Scientific Association, gengivet med tilladelse.

Bogen er sat med Electra LH Hos Rosendahls − BookPartnerMedia Trykt hos Scandbook ISBN: 978-87-11-38457-2 1. udgave, 1. oplag Trykt i Sverige, 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 3 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

B I LL E & B I LL E

Nattens gerning

lindhardt og ringhof

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 9 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

*1*

En frafalden. Han smagte på ordet, vænnede sig til det. Var det sådan, de andre så ham? Gammaglimtenes første refusenik. En vantro?

De kunne rende ham.

Solen havde passeret horisonten, men smed stadig tykke bundter af lys fra sig som en torvesælger før fyraften. Ti for to. Det hele for det halve.

Han trak en af de store metalporte til side og puffede en trækasse hen foran åbningen. Kassen var for lav til at være behagelig for en mand af hans højde. Til gengæld var hans udsyn over landskabet perfekt. Han satte sig på kassens hårde træ og foldede armene over knæene.

Altid samme sted. Altid samme tidspunkt. Efter solnedgang.

Lige før natten.

Han klappede sig på lommen for at sikre sig, at han havde husket cigaretterne.

Et par hundrede meter nede lå skyerne som et jævnt tæppe og glødede i rødt og orange. “De lækre bølgelængder” som hans datter kaldte dem. Rutineret tog han bestik af skydækkets dunede totter af vanddamp. Vindens opdrift mod vanddampens tyngde. Tryk og modtryk. Skyerne ville blive, hvor de var.

9

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 10 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

Han tjekkede tiden. Nogle få sekunder endnu. Så ville den runde bygning langsomt begynde at dreje om sin egen akse, præcis som han havde indstillet den til, og han ville få verdens mest fantastiske karruseltur. I roligt tempo ville de andre observatorier glide forbi. Verdens smukkeste bygninger. Hvide eller sølvskinnende, runde eller firkantede. Alle ville de ligge og lyse under ham på bjergryggen i solnedgangens bløde lys.

Han strøg en hånd gennem sit korte, grå hår og tændte den første cigaret.

Tre minutter for hver omgang. I ni lange minutter ville han føle, at tiden kunne skrues tilbage. At intet var for sent.

Han vidste godt, at det var naivt. Han kunne bare ikke lade være.

Et ryk i bygningen sendte et stød af forventning gennem hans krop. Metal skurrede mod metal.

Nu skete det. Under ham begyndte landskabet langsomt at glide forbi. Det samme panorama som altid og alligevel fuldstændigt nyt.

Han kendte hvert lille fremspring, hver strittende busk på dette fuldendte bjerg to tusind fire hundrede meter over havets overflade, jordens tredjebedste sted for astronomer. Der var Atacama-ørkenen i Chile, der var Mount Mauna Kea på Hawaii, og så var der her. En bjergtop på Kanarieøen La Palma. Højt oppe, så skyerne sjældent blokerede for udsynet. Rolig luft uden for meget turbulens, der kunne forstyrre observationerne. Mørke nætter.

Selvfølgelig var der også ulemper. Af og til blæste sand fra Sahara ind over øen, hvirvlede op ad bjerget og lagde sig til hvile på spejlet.

De fine sandkorn gjorde det sværere at se lyset fra stjerner og galakser. Mørket var heller ikke så tæt, som det havde været. Byerne var vokset.

Og så var der spanierne.

Han smilede skævt. Det problem havde de fundet en løsning på.

Indtil videre. Men deres spanske værter gik til vaflerne nu. Prisen 10

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 11 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

var skruet op. Dem og deres forbandede stolthed. Stort spejl, små resultater. En grim kombination for spansk forfængelighed.

På den anden side. Uden spansk machismo ville han ikke sidde her.

Han gjorde sig ingen illusioner. Spanierne var hans mindste problem.

Udsigten var skiftet fra det flammende skyhav, hvor bjergsiden faldt brat ned mod havet, til et kuperet landskab, badet i rødgyldne farver. Hvide og blanke bygninger drejede sig ind i hans synsfelt.

Hans danske kolleger derimod. Han vidste, at de vidste. Det hårde glimt i deres øjne. De stive nik. Tidsspilde var den ene synd, de aldrig tilgav. Og det var lige præcis, hvad han gjorde heroppe. Spildte tiden.

En gang om måneden sad han på et af verdens fineste observatorier med udstyr for mange millioner og brugte kostbare timer på ingenting. Eller næsten ingenting.

Han udførte nattens bundne opgave med et minimum af omhu.

To minutter og nogle få høflige bemærkninger. Det var alt, hvad hans lyssky forehavende krævede af ham.

Resten af tiden drømte han. Eller kiggede på Venus. Ikke på Mars, der trak overskrifter og bevillinger. Ikke på fjerne galakser, hvor stjerner blev født i tiden før tiden. Men på Venus. Jordens nærmeste nabo. Så tæt på.

Netop dette teleskop var ideelt til formålet. Spejlet kunne vippes til næsten lodret. Derfor kunne det fange lyset fra Venus, selv når Venus kun stod nogle få grader over horisonten. Aftenstjerne. Morgenstjerne.

Navne uden mening. Venus var ikke en stjerne. Venus var en planet. Alligevel kaldte også han hende for stjerne i sit hjerte.

Morgenstjerne. Aftenstjerne.

Bygningen var nu roteret en halv omgang. Tyve tons metal, cement, kikkert, spejl og computere drejede med. Alt sammen kun for hans fornøjelses skyld.

11

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 12 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

Under ham svævede en rovfugl. Han vidste, at nådesløse magtkampe udspillede sig i tusmørket mellem hårde klipper og tørre buske. I disse minutter afgav dagens konger al magt til nattens despoter.

Om lidt ville musvåger og tårnfalke intet kunne se, og deres bytte ville i stedet tilhøre uglerne. Flagermus ville erobre rummet, mens krager og sangfugle søgte ned mod nåletræerne længere nede ad bjerget. Cikader ville tie. Firben søge skjul.

Imens ville han bare dreje rundt. Rundt og rundt i en verden, der sitrede af forandring. Gik fra dag til nat. Fra lys til mørke. Fra varme til kulde.

Tre omgange havde han bevilliget sig selv. Drejetid. Drømmetid.

De andre havde opgivet ham. De vidste bare ikke, hvad de skulle stille op. Ikke så længe, han løste sin særlige opgave. Den, de ikke selv ville røre ved.

Hvide og blanke bygninger gled igen ind i hans synsfelt. Indenfor var englændere, italienere, belgiere og hollændere ved at gøre sig klar til nattens opgaver. Han kendte deres rutiner. Om lidt ville de åbne for kuplerne og indstille kikkerter og spejle. Inden da havde de fyldt flydende kvælstof på instrumenterne for at holde temperaturen nede. De havde tjekket filtre, kontrolleret linser, repeteret positioner på stjerner og galakser og lagt de førte kommandoer ind på deres computere.

Nu sad de og ventede. På mørket.

De fleste ville sidde med en uforløst spænding i kroppen. Var det mon i nat, de ville se noget uventet? En overraskende variation i en dobbeltstjerne. En lille skævhed i en fjern galakses beregnede bane.

Noget, der ville tegne et helt nyt mønster? Nervøst ville de rykke frem og tilbage i deres kontorstole, mens de småsludrede uden at sige noget. Som han selv havde gjort det engang. For længe siden.

Han var tilbage ved den stejle side af bjerget. Laget af skyer under ham var nu Anton Berg-farvet. I det skrå lys var alle totter og bøl12

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 13 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

ger tydelige. De fik skydækket til at virke solidt, som om man kunne gå på det. Han smilede. Endnu en illusion om fasthed. Han vidste præcis, hvornår hans karriere var endt. Hvornår ilden i ham var gået ud. Han opdagede det ikke, mens det skete. Men bagefter vidste han det, på dato.

De havde jagtet gammaglimt. Danske astrofysikere og så resten af verden. Sådan følte han det. Sådan følte de det.

I uger og måneder var der ikke sket en bønne. Og så var de kommet på stribe. Tre gammaglimt i streg. 23. marts, 24. marts, 28. marts.

Nat efter nat havde de knoklet som sindssyge, været svimle af træthed, spændt ud mellem håb om gennembrud og frygt for at begå fejl. De havde observeret, samlet data, analyseret, samlet nye data. Omsider var det blevet weekend, og alle tog hjem for at hvile ud. Troede de.

Så var alarmen gået igen. Signalet kom fra HETE-2-satellitten, deres aldrig sovende spejder i rummet. De var styrtet tilbage til deres instrumenter. Og de havde nået det. Søvndrukne, overspændte og febrile. De havde nået det.

De følgende timer fandt de eftergløden fra et gammaglimt, der var tættere på Jorden end noget andet gammaglimt, de nogensinde havde oplevet. En enestående chance. Med rødsprængte øjne og tyndslidte nerver var de fortsat med at måle og tænke og beregne og fodre nogle af verdens stærkeste computere med helt nye data. En uge havde det taget dem. Så var de i mål.

Da havde de knækket koden til universets mest voldsomme begivenheder siden Big Bang.

Hans hold beviste, at meget store stjerners indre kan kollapse og slynge deres ydre lag ud i rummet i en gigantisk eksplosion, et sidste lydløst skrig.

Hans gruppe påviste forbindelsen mellem supernovaer og gammaglimt.

13

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 14 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

Hans forskere hentede ny viden om universet ned til menneskene. Han huskede stadig følelsen. Triumfen. Sejren. Ilden.

Og så var det slut. For ham.

Senere havde de gjort nye opdagelser. Fanget nye gammaglimt.

Større gammaglimt. De havde stirret så langt ud i rummet og så langt tilbage i tiden, at de nærmede sig universets fødsel.

Han var ligeglad.

En dag havde han vidst det. At hans liv var delt i et før og et efter.

At han selv var en døende stjerne, bortset fra, at han ikke eksploderede, men sygnede hen. Og at han var indforstået med sin skæbne.

Kun hans intelligens og erfaring og et højt forbrug af ph.d.-studerendes arbejdskraft havde holdt ham oppe. Han havde produceret sine artikler. Han havde fået sine bevillinger. Men de andre vidste det. Og snart ville det være slut.

Så snart det spanske problem var løst, ville han trække sig tilbage.

Han ville bruge tiden sammen med sin familie. Hellige sig det nære. Sit eget kosmos. Mærke sin kones hår og sit barnebarns fingre.

Måske skulle han købe en amatørkikkert og give sig til at stirre på månen?

Han smilede ved tanken, tog et sidste sug af cigaretten, det var, som om de smagte bedre heroppe i den tynde luft. Som en anden bebumset skoledreng ville han beundre månens kratere og stirre forgabt på dens forrevne overflade.

Solen og skyerne var nu nået til det sidste favntag, en overdådig finale i guld og purpur.

En lyd fik ham til at dreje hovedet.

Uventede skridt trængte gennem bygningens raslen og køleanlæggenes brummen.

“Nå. Det er dig!” sagde han og vendte sig hurtigt igen for at skjule sin irritation. Hvorfor kunne man aldrig få fred? Han var optaget.

Var det virkelig så svært at se?

Slaget i baghovedet nåede han knap nok at registrere. Han var 14

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 15 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

bevidstløs, da han blev skubbet ud gennem åbningen. Han mærkede det ikke, da han landede nogle meter nede på det smalle metalgitter, der sad som en svalegang rundt om observatoriet. Han hørte ikke lyden af bygningen, der blev ved med at dreje. Eller af jerntrappen, der kom tættere på.

Havde han været ved bevidsthed, ville han nu have sendt en bøn til Venus om, at trappens sensorer fungerede. Mindet hende om, at bygningen og svalegangen hvilede på to forskellige fundamenter. At svalegangen altid stod fast, også når bygningen drejede. Og at trappen var svejset fast til bygningen og ville knuse alt på sin vej.

Venus Aftenstjerne ville forstå. Venus Morgenstjerne ville redde ham.

Han elskede dette nordiske observatorium på toppen af et fremmed bjerg. Han havde passet på det. Beundret det og beskyttet det.

Derfor skreg det til himlen, hvis netop denne bygning skulle blive hans død.

Han ville have tryglet Venus om at gribe ind. Standse bygningen.

Standse trappen.

Men han var ikke ved bevidsthed. Derfor sendte han ikke en sidste bøn om hjælp, da trappen nåede hans fod. Og Venus kunne ikke hjælpe ham.

15

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 16 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

*2*

Thea Vind løftede hovedet med et sæt. Hun så sig diskret omkring.

Alles øjne var rettet mod redaktør Erik Johnsen, ligesom hendes egne havde været det, indtil de var gledet i. Bare et lille øjeblik. Ingen havde vist bemærket noget.

Officielt hed det redaktionsmøde. Reelt bestod det af, at redaktøren placerede sig selv for bordenden med en bunke papirer foran sig og sine tre medarbejdere forsamlet omkring sig. Redaktørens bunke blev mindre og mindre, efterhånden som invitationer, pressemeddelelser og forslag fra læserne blev fordelt med nogenlunde enslydende bemærkninger om opgavens hastende karakter. Dag efter dag. Det utrænede øje ville se kedsommelig rutine. Kendere ville vide, at hvert eneste papir kunne vise vej til en ægte nyhed. Et videnskabeligt gennembrud, regnskabsrod i millionklassen eller vennetjenester for offentlige midler på kanten af korruption. Selvfølgelig var de sjældne, disse perler af afslørende journalistik. Sådan var det på alle medier. Hendes problem var, at de blev sjældnere. I stedet voksede mængden af ligegyldigt rygklapperi over for forsk.nu’s bevillingsgivere.

Statistisk set burde hendes kollega Lasses bunke nu være på størrelse med hendes egen. Så meget for statistik.

“Nå, Thea. Du er med os igen?”

16

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 17 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

Fandens også. Hun undlod at svare.

Med og med. Hvor meget med behøvede man egentlig at være for at forstå opfordringerne fra redaktørens velplejede forbindelser?

Hun skævede til Mia, redaktionens sekretær. Mias bunke bestod af administrative opgaver. Som altid sad hendes lyse hår perfekt, men under pandehårets lige linje var hendes blik på langfart. De skulle til Bornholm, hun og manden. Om tre uger.

Johnsen tog endnu et stykke papir frem. Thea undertrykte et gab.

Ti mod en på, at det havde kurs mod hende.

Over for hende sad Lasse med rank ryg på sin stol med et årvågent udtryk i sit brede ansigt. Hænderne lå foldet på hans lille samling papirer. Han gik altid i mørke bukser og blå skjorter. I dag havde han valgt en lys karriereblå. Ærmerne havde fået et dobbelt opsmøg.

En mand med ansvar. En mand, der var parat til at tage fat. Hun kunne se på hans hænder, at han stadig cyklede lange træningsture med Johnsen og en gruppe embedsmænd fra ministeriet. Brun håndryg, hvide fingre. De lignede hinanden, Johnsen og Lasse, tætbyggede, kompakte.

Ligheden stoppede ved deres ansigter. Lasse så konstant frisk ud, høj pande, lyst hår og klare blå øjne, der så ud, som om de havde fået for meget Photoshop. Johnsens ansigt var et knoldet landskab. Håret var gået fra mellemblondt til gråsprængt i de to år, han havde været hendes redaktør. Hans grå øjne havde et eftertænksomt udtryk. Det skulle man ikke lægge for meget i.

Nu tog han et nyt stykke papir op fra bunken og læste højt. Noget om et jubilæum. Københavns Universitet. Thea tvang sig til at spærre øjnene op. Her var alt for varmt. Hun fokuserede på en plakat på væggen over Johnsens hoved og forsøgte at tælle linjerne i det abstrakte motiv.

Gad vide, om hendes træthed virkelig skyldtes posttraumatisk stress, som hendes krisepsykolog mente. Hun var holdt op for et par uger siden. Det førte jo ikke til noget. Hun kunne ikke stille 17

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 18 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

noget op med hans bekymring og gode råd. “Vær opmærksom på, om du reagerer aggressivt, og om du får humørsvingninger.” Hans neutrale tonefald var nøje afstemt med hans hovedbudskab. Alt kan kureres. “Læg mærke til, om du trækker dig væk fra venner og familie.” Hun havde nikket. Gid det var så vel. Som om hun havde venner. Som om hun kunne trække sig fra sin familie. Lige nu boede både nevøen og niecen i hendes soveværelse. Hun havde nikket igen. Mest, fordi hun ikke kunne holde sig vågen i den time, det tog, mens hun for 117. gang berettede om begivenhederne i Syrien. Og om, hvad hun havde tænkt. Og følt. Og frygtet. Måske led hun ikke af posttraumatisk stress, men snarere af postdramatisk kedsomhed.

Thea spændte mavemusklerne og hævede diskret sine fremstrakte ben nogle centimeter over gulvet. Og ned. Og op. Alle kneb var gode kneb nu. Inden mødet havde hun pjasket vand i ansigtet ude på toilettet. Spejlet over håndvasken havde ikke været nådigt.

Hendes smalle ansigt virkede magert. Hendes korte, brune hår levede normalt et muntert liv med frodig vækst og egensindige hvirvler. Nu så det slapt og fedtet ud. Hendes øjne ... Nåja, de var stadig grønne. Og så var det da positivt, at hun kunne se dem. Sådan da. Så søvnig som hun var i disse dage, var det ingen selvfølge.

“Thea!”

Hun rømmede sig, nev sig i hånden under bordet.

“Ja?” “Vil du ikke være så elskværdig at holde dig vågen, mens du er på arbejde?”

Johnsens grå blik mønstrede hende, mere bekymret end uvenligt.

“Jo,” sagde hun hurtigt, “naturligvis. Jeg sov ikke så godt i nat.”

Løgn i hendes hals. Hun havde sovet som en sten. Hun havde været døden nær i Syrien. Tre gange havde hun troet, at nu var det slut. Livet. Hendes liv. Alligevel sov hun som et ubekymret barn. Ti 18

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 19 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

timer hver nat. Plus det løse. Alligevel var hun hver dag døden nær af træthed.

Johnsen lod papiret falde ned på bordet ved siden af sin nu magre bunke og sendte det med et lille skub hen mod Lasse.

“Den tager du. Tag en fotograf med. Husk at få billeder af rektor og dekanerne. Og så selvfølgelig institutlederen på ...” Han ledte efter navnet, men måtte opgive uden invitationen.

“Og Thea, du får en særlig opgave.”

“Ja?” Hun forsøgte at se kvik ud. Sagen i Syrien havde indbragt masser af hæder og omtale til forsk.nu. Hun selv havde høstet tilsvarende stor anerkendelse hos Johnsen. Men det var snart to måneder siden. Kontoen var ved at være tom, kunne hun se på hans blik.

Johnsen rejste sig og gik hen til døren. Mødelokalet var en del af Københavns gamle universitet med vinduer ud mod Købmagergade. Trægulve, fyldingsdøre, træpaneler op til hoftehøjde. Messinghåndtag på dørene.

Udenfor kunne hun høre den velkendte lydkulisse af mennesker i bevægelse blandet med råb fra kåde børn. Henne ved Rundetårn konkurrerede to mørklødede spillemænd på harmonika og violin med grønthandleren om at erobre den lille plads. De ville tabe stort, vidste hun. Trods spillemændenes forstærker ville deres følsomme wienervalse snart være jaget langt ned ad Die Schöne Blaue Donau.

Også i dag gjaldede grønthandlerens stemme sejrsikkert i anprisning af årets første danske jordbær. “Røde og søde, spis dem med fløde.” Hans stemme slog op ad murene på Trinitatis Kirke. “Store og større. To bakker for fyrre.”

Thea lukkede øjnene, mens forestillingen om saftige bær trak mundvand. Juni var nyopgravede kartofler og pæoner i store bundter og hvide lys på kastanjetræerne. Juni var løfter om blide dage i sol og lette briser, der strøg om ens bare ben. Hun burde rejse sig nu, i dette øjeblik, og gå ud i verden. Væk fra forsk.nu. Væk fra arbejde og pligter. Hun burde ...

19

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 20 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

“Ja, det er så Kaspar.”

Johnsens stemme klippede drømmen over.

Thea åbnede øjnene igen og så en ung mand stå i døråbningen.

Johnsen trak ham ind i rummet. Fyren var høj som et udråbstegn og lige så smal. På fødderne bar han et par tunge, sorte støvler med blanke beslag på snuderne. En lang, sort skindfrakke nåede næsten ned til støvlerne. Hans hår sad stramt ind til ansigtet, samlet i en hestehale. Også det var sort. Om halsen sad et par høretelefoner, hvorfra der strømmede svag musik. Det lød som et symfoniorkester, hvor strygerne havde kuppet sig til magten.

“Kaspar Krøjrup kommer frisk fra Journalisthøjskolen. Vi fik bevilliget en praktikant, husker I nok, og vi er så heldige, at Kaspar skal være hos os i et år. Og du, Thea, bliver Kaspars vejleder.”

Tavsheden i rummet blev stående lige så ubevægelig som manden, der hed Kaspar.

Lasse rejste sig som den første med fremstrakt hånd efter et lystigt sideblik til Thea.

“Goddag. Jeg hedder Lasse.” Lasses hånd blev hængende i luften, indtil Kaspar tøvende tog den.

Praktikant? Bevilling? Thea ransagede sin hukommelse. Det måtte være sket, mens hun var væk. Hvorfor havde Johnsen ikke spurgt, om hun havde lyst til at være vejleder? Svaret gav sig selv.

Fordi det var lige meget, om hun havde lyst eller ej. Fandens også.

Omsider kom hun på benene og bekæmpede den svage kvalme, der fulgte med. Sikkert også noget post-et-eller-andet. Hun satte sig igen med et nik til udråbstegnet, der stadig stod ret op og ned.

“Hej Kaspar,” sagde hun mat. “Glæder mig.”

Mia løsrev sig fra Bornholmeroverfarten og mumlede noget om et skrivebord, der kunne stå over for Theas.

Thea så på Johnsen. Han havde rejst sig og så ud, som om han var tilfreds med sig selv.

“Ja, vi skulle jo holde et møde,” sagde han henvendt til Kaspar, 20

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 21 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

der stadig ikke havde rokket sig en millimeter. Hvad mon der var i vejen med manden? Hun studerede hans ansigt. Han var vinterbleg med tøvende træk, som om hans ansigt ikke kunne beslutte sig for en endelig form. Pæn, sådan set, grønne øjne, høje kindben, smal næse, kun munden var helt speciel og sad som en vandret streg. T treogtyve år, vurderede hun, måske fireogtyve. Gad vide, hvad der stak ham? Han stod jo og rystede.

Johnsen greb Kaspar om skulderen, vendte ham rundt og førte ham ud af rummet. Kaspars støvler lød tungt på trægulvet.

Thea skævede til Mia og Lasse. De stirrede skiftevis på hinanden og på døren, som Johnsen havde lukket efter sig uden at se sig tilbage. “Øh, hvad skete der lige der?” spurgte Mia. Thea rystede på hovedet. Det var ikke hendes bord. Men så gik det op for hende, at det var lige præcis, hvad Kaspar var. Hendes bord. Dag efter dag ville han sidde og stirre på hende med sin blege nervøsitet.

Thea mærkede rummet lukke sig sammen om hende. Hun havde brug for at være alene. Føle sig usynlig. Nu røg den sidste bastion. Hun trak vejret dybt. Ro på. Hun kunne vel sende ham ud på nogle reportager. “Et døgn med rektor”. Så skulle han afspadsere i mindst to dage. Måske en serie? Et døgn med prorektor, et døgn med dekanen for jura, for naturvidenskab, for humaniora, for biovidenskab. Og alle deres prodekaner. Der var nok at tage af.

Universiteterne manglede ikke høvdinge. Alle hovedområder skulle selvfølgelig dækkes. Hvis det kneb med de store fjerbuske, kunne hun altid falde tilbage på næsten halvtreds institutledere.

Og hvorfor egentlig begrænse sig til København? Havde forsk.nu måske ikke pligt til at dække bredt? Fynboer havde vel også krav på at blive hørt. Og jyder. Og grønlændere. Forsk.nu’s udsendte medarbejder Kaspar Krøjrup, Ilisimatusarfik. Når han nu havde så gode støvler.

21

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 22 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

Resolut kom hun på benene og skubbede resten af Johnsens papirer over til Lasse.

“Dem må du hellere tage dig af. Jeg er bagud med mit vejlederforløb.”

Uden at vente på Lasses reaktion gik hun ind på det kontor, der ville være hendes helt eget i nogle få minutter endnu. Hun sank ned på sin kontorstol, drejede den og lagde benene op i vindueskarmen.

Udsigten var begrænset. Hendes kontor vendte ud mod en smal gård og et gult hus med bindingsværk med andre skrivebordsryttere bag ruderne. Intet nyt der.

Modstræbende tog hun benene ned igen, vendte sig mod computeren og gik ind på Facebook. Hun sendte et par spørgsmål af sted og brugte ventetiden på nye søgninger.

Et kvarter senere var hun sikker i sin sag. Hun lænede sig tilbage i stolen og foldede hænderne bag nakken. Okay, det var sådan, det var fat med Kaspar Krøjrup. Thea smilede.

For første gang den dag følte hun sig helt vågen.

22

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 23 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

*3*

Thea stak til maden. Kvalmen stod hende i halsen. Hun havde brug for at høre hans stemme. Brug for at vide, at Saïd stadig var i live.

Hun havde brug for et svar.

“Er du dårlig?”

Fra den anden side af spisebordet mønstrede femårige AnnaSophie hende med et kritisk blik.

“Jeg kan heller ikke lide dem,” fortsatte pigen og stak en straffende gaffel i et stykke broccoli. Det havnede på bordet.

“Taber,” sagde hendes storebror.

“De er så grønne,” forsvarede hendes niece sig.

“Grønne?” Thea forsøgte at afkode Anna-Sophies logik. Kartofler stirrede på en med deres små, sorte øjne, tomater var splattede, kød var ulækkert, porrer var uhyggelige, fisk lugtede af bvadr, men “grønne”?

“Taber,” gentog Alexander. Brillerne fik hans øjne til at se unaturligt store ud.

“Vi får pizza i morgen,” sagde Thea.

Hun rejste sig og samlede deres tallerkener sammen. Alexander satte sig hen til computeren. Anna-Sophie blev siddende. Ligesom sin storebror var hun lyshåret. I modsætning til ham var hun et 23

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 24 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

tænksomt barn. Lige nu var hendes mund krøllet sammen og gav hende et udtryk af dyb koncentration.

“Hvor var vi egentlig, hvis vi ikke var her?”

Thea gik i stå midt i en bevægelse. Nu måtte hun gøre sig umage.

Hun havde ventet på det spørgsmål, lige siden hun landede i Københavns Lufthavn for et par måneder siden.

Hendes mor havde taget imod hende sammen med Camillas børn. Lettelsen i morens ansigt havde været tydelig. “Du ved jo, at jeg ryger. Det har sådan nogle små størrelser ikke godt af.”

Det havde været en af den slags samtaler, der efterlod hende med lige dele skyldfølelse og forvirring. Mor: “Det var aldrig sket, hvis du var gået med.” Thea, overrasket: “I fængsel?” Mor, teatralsk suk: ‘Nej, Thea, ikke i fængsel, op på kommunen.’ Og så var børnene kommet tilbage med deres is. Theas mor havde kørt dem hjem til Theas lejlighed. Det manglede da bare, som hun sagde.

Anna-Sophie stirrede intenst på broccolien, mens hun langsomt trak sin gaffel ned under bordkanten.

Kun langsomt og ved hjælp af lange telefonsamtaler havde Thea fået et omtrentligt indtryk af begivenhederne. Theas lillesøster, som altid var mellem job, studerede eller var i en afklaring af en art, var omsider blevet indhentet af arbejdsmarkedet i form af et løntilskudsjob. Jobbet var selvfølgelig helt uden faglige udfordringer, som deres mor betonede. Camillas drøm var at få sit eget galleri. Hendes kvalifikationer var halvandet års studier på kunsthistorie. Men på kommunen er kultur jo en by i Rusland, havde mor forklaret. Thea: “Og hvad så?” Mor: “Ja, og så var hun blevet uforskammet.” Thea: “Hvem? Camilla?” Mor: “Nej, Thea, ikke Camilla, hende skrankepaven.” Thea: “Og hvad skete der så?” På det tidspunkt var hendes mor som regel blevet afbrudt. Af en anden telefon, som om hun havde flere end den ene, som de allerede talte i. Eller af nogen ved døren. Eller af akutte smerter.

Først femte gang de talte sammen, måtte hendes mor kapitu24

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 25 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

lere, måske tilskyndet af Theas trussel om at aflevere børnene på måtten foran morens hus uden returret. Mor: “Ja, og så kom hun altså til at tjatte lidt.” Thea: “Chatte? Camilla? Med socialrådgiveren?” Mor: “Nej, tjatte, du ved, altså skubbe en lille smule, og sådan ... Men hvordan kunne hun dog også forlange, at vores Camilla skulle i jobtilbud som pædagogmedhjælper?” Thea havde undladt at svare. Næste samtale. Mor, forurettet: “Hun havde ovenikøbet været flabet, da Camilla havde nævnt sine ...” Hendes mor tog tilløb: “... kunsthistoriske kompetencer.” Thea: “Ja? Hvordan det?” Mor: “Hun sagde, at Camilla ville være god til at tegne og male med børnene. Hvad giver du?” Thea: “Og hvad så?” Mor: “Ja, så havde Camilla jo tjattet lidt til hende heksen ... og sådan ...”

Resultatet af ‘og sådan’ havde været en sygemelding til socialrådgiveren på en uge og en straksdom til Camilla på ti uger.

“Så skulle I nok have været hos mormor,” svarede Thea omsider sin niece. Gaflen gik i stå midt i et bagholdsangreb, mens AnnaSophie tænkte sig om.

“Hvorfor kan mor ikke se på billeder her?”

Thea reddede broccolien op på en tallerken og krøllede deres servietter sammen.

“Fordi de billeder, hun skal kigge på, hænger i et andet land.

Kom nu, Anna-Sophie, I skal snart i seng.”

“Jeg vil se fjernsyn.”

“Fint,” sagde Thea. “Det gør du bare.”

Anna-Sophie hoppede ned fra stolen og satte kurs mod soveværelset, hvor Thea havde flyttet fjernsynet ind. Også sin seng havde hun med underboens hjælp fået bakset fra stuen ind i soveværelset, som de to børn havde overtaget.

Selv sov hun på Den Blå Sofa. Hun havde opgivet at smide den ud, selv om det havde været det eneste rigtige at gøre. Hun virrede med hovedet for at slette billedet af ekskæreste Martin og eksven25

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 26 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

inde Tanja på Den Blå Sofa. Hun havde større problemer lige nu.

Var han overhovedet i live?

Hun stillede sig hen til vinduet og kiggede ud på Peblingesøen.

Og hvordan skulle hun få spurgt på den rigtige måde?

Chokket sad stadig i hende. To blå streger. Så uventet.

Havde hun overhovedet lyst? Lyst til at være mor. Lyst til at danne familie. Lyst til på godt og ondt at stå til rådighed for et andet menneskes behov. Og havde hun evnerne? Kærligheden. Tålmodigheden. Og var Saïd parat til hende og barnet i en rask pakkeløsning? Hvor skulle de bo? Damaskus var udelukket, hele Syrien for den sags skyld. Hvorfor kunne hun ikke komme igennem til ham? I to uger nu havde hans telefon været død.

Thea satte døren til den franske altan på klem for at få frisk luft ind i lejligheden. Duften af blomstrende kastanjetræer gav hende nyt mod. Alting ville ordne sig. En nattergal slog en trille. Eller måske var det en solsort. Hun havde aldrig lært at høre forskel. Det lød, som om den sad på en gren lige udenfor. Hun kunne stadig se søens blanke overflade i det rosa aftenlys. Næste år ville træet være for højt. Næste år.

Klokken var over ni nu. Damaskus var en time forud. Hvis hun ikke snart tog sig sammen, ville det være for sent, selv for syrere.

“Alexander, sengetid.”

Alexander rejste sig modvilligt fra computeren. Hun kunne se på skærmen, at han havde nedkæmpet et højt antal fjendtlige mærkværdlinger fra en fremmed verden.

En halv time senere havde hun stadig ikke ringet. Børnene var for længst faldet i søvn.

Hvorfor fik hun det ikke overstået? Så svært var det vel heller ikke. Hun og Saïd havde mailet og skypet jævnligt, siden en uniformeret betjent havde eskorteret hende ud til lufthavnen i Damaskus.

Kort tid efter var protesterne mod landets diktator brudt ud, og styret havde svaret igen med tortur og flyangreb mod sin egen befolkning.

Nettet var selvfølgelig blevet mere ustabilt. Alligevel havde hun en 26

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 27 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

gnavende fornemmelse af, at det ikke var hele forklaringen på de seneste ugers tavshed.

Måske var det hende, der havde været mest ivrig efter at holde kontakten? Han havde sikkert travlt. I sin seneste mail havde han skrevet, at han og familien ville forlade Damaskus.

Hun fiskede telefonen op af baglommen og tastede hans nummer. Om lidt ville han tage den, og hun ville blive rakt rundt i familien, indtil hun havde talt med hans altid venlige mor, hans bramfri far, hans lillebror med de buttede kinder og smilehullerne og til sidst deres evigt drillende lillesøster, der kun modvilligt ville række hende videre til Saïd.

Ikke i aften. Åbenbart.

“Hi Thea. Hang on a sec.” Hun hørte en dør blive lukket.

“Hvor er I henne? Er I stadig i Damaskus?”

“Nej,” svarede han. “Min mor og far er taget til Jordan. De har taget min lillesøster med. De er i Amman nu.”

Thea ventede på fortsættelsen, men der kom ikke nogen. Hun pressede telefonen tættere mod øret. Græd han? Luften omkring hende føltes kold. Hvorfor sagde han ikke noget?

“Og din lillebror?”

Sig det nu, bad hun stille. Sig, at han har det godt, og at han passer butikken i souk’en, og at han spiser for meget, og at han har fem tusinde damaskduge og elsker hver og en.

“Der var kampe i souk’en.” Hun kunne næste ikke høre Saïds stemme. “Han blev i butikken om natten for at undgå, at den blev plyndret. Om morgenen gik han ud på gaden, han ville sikkert trække lidt frisk luft ...”

Hun ønskede, at tiden ville gå i stå, at hans fortælling ville stoppe, inden den trak dem begge ned i den fortvivlelse, der vibrerede under hans stemme.

“Han blev ramt. Vi ved ikke, hvem der skød, det var sandsynligvis tilfældigt. Han er død.”

27

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 28 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

Tavsheden sugede hende nedad.

“Hvor forfærdeligt.” Hun forsøgte at holde sig flydende. “Hvor helt igennem meningsløst og rædselsfuldt.”

Saïd rømmede sig.

“Vi begravede ham og rejste dagen efter.”

Hun kæmpede sig op til overfladen.

“Hvordan klarer I jer så i Amman? Kender I nogen?”

“Min mor har noget fjern familie. De har det så godt, som man kan forvente. Men jeg er ikke i Amman, sagde jeg ikke det? Jeg er tilbage i Cambridge på mit gamle universitet.”

Thea holdt håbet ude af sin stemme.

“Så kunne jeg jo komme over og besøge dig?”

Hans tavshed varede for længe.

“Thea, det er lidt vanskeligt ... forstår du.”

Hun sank ned på den blå sofa og krummede sig sammen. Rolig nu. Træk vejret. Måske misforstår du ham.

Allermest havde hun lyst til at slukke telefonen og sætte sig til at tude. Over en død mand, som havde elsket duge, over hans levende bror, som ikke elskede hende, ikke mere.

“Er der en anden?” spurgte hun og krympede sig over sin egen banalitet.

“Thea ...” Hans tonefald bad om tilgivelse.

Hun sank en ekstra gang. Forsøgte at tvinge tempoet på sine tanker ned. Selvfølgelig var der en anden. Signe Holm Hansen. Det måtte være hende. Den unge arkæolog, som Saïd og Thea havde opsøgt, da hendes vejleder var blevet myrdet. Den smukke arkæolog, der havde grædt og trykket sig ind til Saïd. For at få trøst. Nu havde hun åbenbart fået mere end det. Hun havde fået lov til selv at trøste.

Thea så på sine knoer, der var kridhvide. Hun løsnede grebet om armlænet.

“Jeg ville have ringet til dig noget før ...” sagde han lavmælt.

28

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 29 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

Skulle hun fortælle ham det? Lægge noget af ansvaret over på hans skuldre. I stedet for at bære det hele selv?

Nej. Hun havde været et fjols. Tre romantiske nætter for to måneder siden gav hende ikke ret til at forvente noget som helst. Hun burde have været klogere. Hendes fejl. Ikke hans. Hun havde bygget sit håb på Skype, dårlige mobilforbindelser og ønsketænkning.

“Det er okay, Saïd,” sagde Thea og kæmpede for at holde sin stemme i ro.

Saïd havde bevæget sig tættere på og længere væk på samme billet. Afstanden mellem dem var kun en time i fly, alligevel havde han aldrig været længere væk.

Da de havde sagt farvel, sad hun længe og stirrede på sin telefon.

Så slettede hun hans nummer. Mennesker på rejse skal man ikke opholde. Man skal heller ikke proppe et spædbarn ned i deres rygsæk. Hun havde hørt hans stemme. Hun havde fået sit svar. Et entydigt svar.

Hun måtte klare sig selv.

29