Nattens skygge - læseprøve

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

00

01

02

03

04

05

06

07

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

56

57

58

00

flyve mellem hænderne på en. ”

– Entertainment Weekly

”Fans af Harkness’ debutroman Heksenat fra 2011 kan glæde sig … Harkness leverer romantik og serne vil elske den.”

– People

har været før … Nattens skygge er ikke bare vidun­ derlige detaljerede beskrivelser af England i 1591,

12

lokalisere manuskriptet, før det bliver fortryllet. Rejsen tilbage til

Fortsættelsen af H E K S E NAT

“Deborah Harkness tager os med til steder, vi ikke 11

vil skjule sig for dem, der misbilliger deres forhold, men de skal også

10

I Nattens skygge er Diana og Matthew, ved hjælp af Dianas evne som tidsrejsende, søgt tilbage til Matthews hjem ved Oxford i år 1590. De

09

spænding, så siderne vender sig af sig selv. Læ­

08

det er som at være der. Læseren tidsrejser fuld­

dunkle elizabethanske London er fuld af farer og spioner, men parret

stændig som Diana og Matthew … Nattens skygge

modtager hjælp fra Matthews venner i det mystiske selskab Nattens som han troede var glemt og begravet.

ender med løfter om mere. Heldigvis for os.”

– USA Today

14

Rom an

Skole, og Matthew bliver konfronteret med en del af sin lange fortid,

13

D ebor a h H a r k ness er amerikaner og historie­professor og har boet og studeret i Oxford, England. Heksenat, der udkom på dansk i 2011, var hendes debutroman og første bog i trilogien om heksen Diana. Nattens skygge er den længe ventede fortsættelse, og tredje og sidste bog forventes fær­ dig i 2014. Hele serien er solgt til udgivelse i 34 lande, og Warner Bros. har købt filmrettighederne.

som kan tryllebinde en læser og få 700 sider til at

07

ham og Diana.

på hver eneste side … En fortryllelse er kastet, den,

06

Matthew Clairmont, og et romantisk forhold udvikler sig mellem

riker, videregiver ved at besøge fortiden, er tydelig

05

at få fingrene i i århundreder. En af dem er vampyren og genetikeren

“Den begejstring, som Harkness, der selv er histo­

04

andre væsener – hekse, vampyrer og dæmoner – forgæves har forsøgt

– Miami Herald

03

støder hun på et gammelt, fortryllet manuskript, som det viser sig, at

02

ren Diana Bishop fra Oxford, som er ud af hekseslægt. En dag

01

D

ette er den spændende fortsættelse af Heksenat om historike­

DEBOR A H HARKNESS

© Marion Ettlinger

Sammen løftede vi fødderne og trådte ind i det ukendte ...

” Nattens skygge er en perfekt blanding af fantasy, historie og kærlighed ...

Hvis du har læst Heksenat, er den et absolut must.”

15

Deborah Harkness har endnu en gang kreeret en fascinerende og farefuld verden fuld af fantasi, alkymi, tidsrejser, kærlighed og

kærligheden til en historisk periode, som det er om Matthew og Diana. Den er fuld af farverige

17

magiske opdagelser.

DEBOR A H H ARKNESS

”Denne roman er lige så meget en fortælling om 16

På facebook.com/DenAndenSide kan du glæde dig til ekstramateriale og læseprøver på alle Lindhardt og Ringhofs magiske og over­ naturlige romaner.

personer, hvoraf mange er plukket direkte fra hi­ 18

storiebøgerne, og Harkness beskriver slutningen af det 16. århundrede levende med en fantastisk – BookPage

19

detaljerigdom.”

20 21

9

7 8 8 7 1 1 3 8 0 4 1 3

www. lindhar dt ogr inghof . dk

Omslag: Thomas Szøke – eyelab.dk efter originalt forlæg

Lindhardt og Ringhof

22

Omslagsillustration: Stik fra Panorama of London by C.J. Visscher, 1616, med tilladelse fra London Metropolitan Archives

23

Nattens skygge OMS 155x231.indd 1

➋ Relief spot varnish

14/03/13 18.59 24

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

MAT COVER. Print order: CMYK

NATTENS SKYGGE er oversat fra engelsk efter Shadow of Night Copyright © 2012 by Deborah Harkness All rights reserved First published in 2012 by Viking, a member of Penguin Group (USA) Inc. Dansk copyright © 2013 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: eyelab.dk efter originaldesign Illustration: Panorama of London by C.J. Visscher, 1616, London Metropolitan Archives Bogen er sat med Minion Pro hos Lymi DTP Service og trykt hos Scandbook, Sverige, 2013 ISBN 978-87-11-38041-3 1. udgave, 1. oplag 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Nattens skygge.indd 4

04/03/13 15.02

Untitled-1 1

07/02/13 23.15

På dansk ved Lene Gulløv

Untitled-1 1

Nattens skygge.indd 3

LINDHARDT OG RINGHOF

07/02/13 23.15

04/03/13 15.02

Første del

Woodstock: The Old Lodge

Nattens skygge.indd 11

04/03/13 15.02

1 Vi ankom i en uværdig bunke af heks og vampyr. Matthew lå under mig, og hans lange arme og ben var bøjet på en akavet og ukarakteristisk måde. En stor bog var klemt fast mellem os, og den hårde landing fik den lille sølvfigur, jeg havde knuget i hånden, til at kure hen ad gulvet. »Er vi havnet det rigtige sted?« Mine øjne var knebet sammen for det tilfælde, at vi stadig befandt os i Sarahs lade i Madison i det enogtyvende århundrede og ikke i Oxfordshire i det sekstende århundrede. Ikke desto mindre sagde de uvante dufte mig, at jeg ikke var i min egen tid eller på mit eget sted. Iblandet duftene var der noget græsagtigt og sødt samt en voksagtig lugt, der mindede mig om sommer. Der var også en gennemtrængende lugt af brænderøg, og jeg kunne høre knitrende ild. »Luk øjnene op, Diana, så skal du bare se.« Kølige læber strejfede fjerlet min kind, og der lød en dæmpet klukken. Øjne i samme farve som et stormfuldt hav så ind i mine, fra et ansigt, der var så blegt, at det kun kunne tilhøre en vampyr. Matthews hænder gled fra min hals til mine skuldre. »Er du uskadt?« Efter at have rejst så langt tilbage i Matthews fortid føltes min krop, som om den kunne falde fra hinanden ved det mindste vindpust. Sådan havde jeg ikke haft det siden vores kortvarige tidsvandringer i tanternes hus. »Jeg har det fint. Hvad med dig?« Jeg koncentrerede mig om Matthew, fordi jeg ikke turde kigge mig omkring. »Jeg er lettet over at være hjemme.« Matthews hoved faldt ned på gulvbrædderne med et dæmpet bump, hvilket udløste mere af den sommerlige aroma fra de siv og lavendler, der var spredt ud over gulvet. Selv i 1590 var han fortrolig med The Old Lodge.

13

Nattens skygge.indd 13

04/03/13 15.02

Mine øjne vænnede sig til det svage lys. En stor seng, et lille bord, smalle bænke og en enkelt stol tonede frem. Mellem de udskårne stolper, der støttede sengehimlen, fik jeg øje på en døråbning ind til et andet rum. Derfra faldt lyset ind på sengetæppet og gulvet og dannede et deformt, gyldent rektangel. Rummets vægge havde det samme smukke foldeværk, som jeg huskede fra de få gange, jeg havde besøgt Matthews hjem i nutidens Woodstock. Jeg lagde hovedet bagover og kiggede op på loftet – et pudset kassette­ loft med en prangende rød og hvid Tudor-rose, fremhævet med forgyldning, i samtlige fordybninger. »Roserne var obligatoriske, da huset blev bygget,« bemærkede Matthew tørt. »Jeg kan ikke døje dem. Vi maler dem alle sammen hvide ved førstgivne lejlighed.« De gyldne og blå flammer i lysene i en lysestage blussede op ved en pludselig trækvind og oplyste hjørnet af en farverig gobelin og de mørke, blanke kontursting omkring et mønster af blade og frugter på det lyse sengetæppe. Moderne stoffer havde ikke den glans.

Jeg smilede begejstret. »Jeg klarede det! Jeg kludrede ikke i det og førte os et andet sted hen, såsom Monticello eller –« »Nej,« sagde han med et smil, »du klarede det fint. Velkommen til den første Elizabeths England.« For første gang i mit liv var jeg jublende henrykt for at være heks. Som historiker studerede jeg fortiden. Eftersom jeg var heks, kunne jeg tilmed aflægge besøg i den. Vi var kommet til 1590 for at oplære mig i magiens forsvundne kunst, men der var meget mere, jeg kunne lære her. Jeg bøjede hovedet for at fejre det med et kys, men jeg stoppede, da jeg hørte en dør blive åbnet.

Matthew pressede en finger mod mine læber. Han drejede hovedet lidt og spilede næseborene ud. Anspændelsen forlod ham, da han indså, hvem der var inde i det tilstødende rum, hvor jeg svagt kunne høre raslen. Matthew samlede bogen op og trak mig samtidig ubesværet op at stå. Han tog min hånd og førte mig hen til døren.

I rummet ved siden af stod der en mand med pjusket, brunt 14

Nattens skygge.indd 14

04/03/13 15.02

hår ved et bord, der flød med korrespondance. Han var middelhøj, havde en nydelig kropsbygning og var iført dyrt, skræddersyet tøj.

Jeg kendte ikke den melodi, han nynnede, og indimellem sang han nogle ord, der var for dæmpede til, at jeg kunne høre dem.

Matthew så et øjeblik chokeret ud, så fortrak hans læber sig i et hengivent smil. »Hvor er du i virkeligheden, min egen søde Matt?« Manden holdt en side op mod lyset. Lynhurtigt kneb Matthew øjnene sammen, og fornøjelse blev erstattet af mishag. »Leder du efter noget, Kit?« Ved Matthews ord tabte den unge mand papiret ned på bordet og snurrede omkring med et ansigt, der lyste af glæde. Det ansigt havde jeg set før på min paperbackudgave af Christopher Marlowes Jøden fra Malta. »Matt! Pierre sagde, at du var i Chester og måske ikke nåede hjem. Men jeg vidste, at du ikke ville forsømme vores årlige møde.« Ordene var velkendte nok, men belagt med en ejendommelig kadence, der krævede, at jeg fokuserede på, hvad han sagde, for at forstå dem. Elizabethansk engelsk var hverken så anderledes end moderne engelsk, som jeg havde lært, eller så let forståeligt, som jeg havde håbet i betragtning af mit kendskab til Shakespeares skuespil. »Hvor er dit skæg blevet af? Har du været syg?« Marlowes blik flakkede, da han fik øje på mig, og puffede til mig med det pågående pres, der umiskendeligt viste, at han var dæmon.

Jeg undertrykte lysten til at storme hen til en af Englands største skuespilforfattere og trykke hans hånd, inden jeg bombarderede ham med spørgsmål. De få oplysninger, jeg engang havde haft om ham, fløj ud af min hjerne nu, da han stod foran mig. Var nogen af hans stykker blevet opført i 1590? Hvor gammel var han? Helt givet yngre end Matthew og mig. Marlowe kunne ikke være fyldt tredive endnu. Jeg smilede varmt til ham. »Hvor i alverden har du fundet dét?« Marlowe pegede, og hans stemme var fuld af foragt. Jeg kiggede mig over skulderen og regnede med at se et hæsligt kunstværk. Men der var helt tomt.

Han mente mig. Mit smil blev usikkert. »Far med lempe, Kit,« sagde Matthew skulende.

15

Nattens skygge.indd 15

04/03/13 15.02

Marlowe slog irettesættelsen hen med et skuldertræk. »Det er uvæsentligt. Du kan fornøje dig med hende, inden de andre kommer, hvis du absolut skal. George har været her i et stykke tid, naturligvis, og spist din mad og læst dine bøger. Han mangler stadig en velynder og ejer ikke en penny.« »George kan forsyne sig frit med alt, hvad der er mit, Kit.« Matthew lod blikket hvile på den unge mand, og hans ansigt var udtryksløst, da han løftede vores flettede fingre op til læberne. »­Diana, dette er min kære ven Christopher Marlowe.« Matthews præsentation gav Marlowe mulighed for at studere mig mere åbenlyst. Hans opmærksomme blik bevægede sig langsomt fra mine tæer og op til toppen af mit hoved. Den unge mands foragt var tydelig, men hans jalousi var godt skjult. Marlowe var virkelig forelsket i min mand. Det havde jeg fået mistanke om, da mine fingre gled hen over hans tilegnelse i Matthews udgave af Doctor Faustus. »Jeg havde ingen anelse om, at der var et bordel i Woodstock, der specialiserede sig i velvoksne kvinder. Størstedelen af dine skøger plejer at være mere spinkle og tiltrækkende, Matthew. Hende her er jo en ren amazone.« Kit snøftede foragteligt og kiggede over skulderen på de rodede papirbunker, der lå og flød på bordet. »Ifølge Gamle Rævs seneste brev var det forretninger og ikke brunst, der førte dig nordpå. Hvordan har du dog haft tid til at erhverve dig hendes tjenesteydelser?« »Det er bemærkelsesværdigt, Kit, hvor ubesværet du sætter hengivenhed over styr,« drævede Matthew, men der var en advarende undertone i hans stemme. Marlowe, der øjensynlig var opslugt af korrespondancen, hørte det ikke og smilede skævt. ­Matthews fingre knugede om mine. »Er Diana hendes rigtige navn, eller er det blevet valgt for at gøre hende mere tillokkende for kunderne? Måske ville det være på sin plads, at hun blottede højre bryst eller havde bue og pil i hånden,« foreslog Marlowe og samlede et stykke papir op. »Kan du huske, da Munke-Bess forlangte, at vi kaldte hende Afrodite, inden hun lod os –« 16

Nattens skygge.indd 16

04/03/13 15.02

»Diana er min hustru.« Matthew var forsvundet fra min side, hans hånd holdt ikke længere min, men knugede om Marlowes kravetøj. »Nej.« Kits ansigt afslørede tydeligt hans chok. »Jo. Det betyder, at hun er fruen i huset, bærer mit navn og står under min beskyttelse. Alt dette taget i betragtning – og vores mangeårige venskab, naturligvis – vil der fremover ikke komme et eneste kritisk ord eller den mindste hvisken, der drager hendes dyd i tvivl, over dine læber.« Jeg bøjede og strakte fingrene for at få følelsen tilbage i dem.

Matthews hårde greb, da han blev vred, havde boret ringen på venstre hånds langfinger ind i kødet og efterladt et lyserødt mærke.

Trods manglen på facetter fangede diamanten det varme skær fra ilden. Ringen var en uventet gave fra Matthews mor, Ysabeau. For nogle timer siden – århundreder siden? Kommende århundreder?

– havde Matthew gentaget ordene i den gamle vielsesceremoni og sat diamantringen på min finger.

Med lyden af klirrende service kom to vampyrer ind i rummet.

Den ene var en slank mand med et udtryksfuldt ansigt, vejrbidt hud i samme farve som en hasselnød og sort hår og øjne. I hænderne havde han en flaske vin og et glas, hvis stilk var formet som en delfin. Den anden var en knoklet kvinde med et fad med brød og ost. »De er hjemme, herre,« sagde manden desorienteret. Mærkeligt nok gjorde hans franske accent ham nemmere at forstå. »Budbringeren i torsdags sagde –« »Jeg ændrede planer, Pierre.« Matthew så på kvinden. »Min hustrus ejendele gik tabt under rejsen, Françoise, og det tøj, hun havde på, var så beskidt, at jeg brændte det.« Han løj med utilsløret selvsikkerhed. Hverken vampyrerne eller Kit så overbeviste ud. »Deres hustru?« gentog Françoise med en accent, der var lige så fransk som Pierres. »Jamen, hun er h–« »Helt varmblodet,« sluttede Matthew og tog glasset fra bakken. »Sig til Charles, at der er endnu en mund at mætte. Diana har ikke været rask og skal have frisk kød og fisk efter lægens råd. En eller anden må gå på markedet, Pierre.« 17

Nattens skygge.indd 17

04/03/13 15.02

Pierre glippede med øjnene. »Ja, herre.« »Og hun skal bruge noget at have på,« bemærkede Françoise og betragtede mig vurderende. Da Matthew nikkede, forsvandt hun med Pierre i sit kølvand. »Hvad er der sket med dit hår?« Matthew løftede op i en rødblond krølle. »Åh, nej,« mumlede jeg og løftede hænderne. I stedet for det sædvanlige korngule hår mærkede mine hænder fjedrende, rød­ gule lokker, der nåede ned til taljen. Sidste gang mit hår havde udviklet sin egen personlighed, gik jeg på college og spillede Ofelia i en opsætning af Hamlet. Dengang som nu var den unaturligt hurtige vækst og farveændring ikke gode tegn. Heksen i mig var vågnet under vores rejse til fortiden. Det var ikke til at sige, hvor meget magi der yderligere var blevet sluppet fri.

Vampyrer ville nok have lugtet adrenalinet og den ængstelse, der ledsagede denne erkendelse, eller hørt den musik, mit blod frembragte. Men dæmoner som Kit kunne fornemme, at min hekse-energi steg. »Ved alle guder.« Marlowes smil var fuldt af had. »Du har taget en heks med hjem. Hvilken ondskab har hun bedrevet?« »Lad det ligge, Kit. Det vedkommer ikke dig.« Matthews stemme fik igen den bydende tone, men hans fingre rørte stadig blidt mit hår. »Du skal ikke gøre dig bekymringer, mon cœur. Jeg er sikker på, at det ikke er andet end udmattelse.« Min sjette sans blussede op i protest. Denne seneste forvandling kunne ikke forklares med slet og ret træthed. Jeg var heks af afstamning og kendte endnu ikke det fulde omfang af mine nedarvede evner. Ikke engang min tante Sarah og hendes partner, Emily Mather – der begge var hekse – havde med sikkerhed kunnet sige, hvad de var, eller hvordan de bedst skulle tackles. Matthews videnskabelige prøver havde afsløret genetiske markører for det magiske potentiale i mit blod, men der var ingen garantier for, hvornår eller hvorvidt dette potentiale nogen sinde blev realiseret.

Inden jeg kunne spekulere mere over det, vendte Françoise tilbage med noget, der lignede en stoppenål, og der stak en masse 18

Nattens skygge.indd 18

04/03/13 15.02

knappenåle ud mellem hendes læber. Et omvandrende bjerg af fløjl, uld og lærred ledsagede hende. De slanke, brune ben under dyngen tydede på, at Pierre var begravet et sted derinde. »Hvad er de til?« spurgte jeg mistænksomt og pegede på knappenålene. »Til at få madame i dette her, naturligvis.« Françoise snuppede et kedeligt, brunt klædningsstykke, der lignede en melsæk, fra toppen af tøjbunken. Den virkede ikke som det mest nærliggende valg til selskabelighed, men med mit ringe kendskab til moden på den elizabethanske tid var jeg prisgivet hende. »Gå nedenunder, hvor du hører hjemme, Kit,« sagde Matthew til sin ven. »Vi kommer inden længe. Og ti stille med det her. Det er mig, der skal fortælle det, ikke dig.« »Som du vil, Matthew.« Marlowe trak ned i sin morbærfarvede, korte jakke, men den nonchalante gestus blev modsagt af hans rystende hænder, så bukkede han kort og spottende. Den fyndige bevægelse formåede både at acceptere Matthews besked og undergrave den.

Da dæmonen var gået, lagde Françoise sækken over en bænk og begyndte at gå rundt om mig og studere min krop for at finde frem til den mest gunstige angrebsplan. Med et opgivende suk begyndte hun at klæde mig på. Matthew gik hen til bordet med blikket på papirdyngerne, der lå og flød. Han åbnede et sirligt foldet brev, der var forseglet med en klat lyserød voks, og hans blik pilede hen over den diminutive skrift. »Dieu. Det havde jeg glemt. Pierre!« »Herre?« lød en dæmpet stemme inde fra stoffernes dyb. »Læg det dér fra dig og fortæl mig om lady Cromwells seneste klage.« Matthew behandlede Pierre og Françoise med en blanding af fortrolighed og myndighed. Hvis det var sådan, man behand­ lede tjenestefolk, ville det tage mig nogen tid at mestre kunsten.

De to talte dæmpet sammen henne ved ilden, mens jeg blev draperet, hæftet og snøret ind i noget, der var præsentabelt. Françoise slog smæld med tungen ad min enlige ørering, de snoede guldtråde med ædelsten, der oprindelig havde tilhørt Ysabeau. Ligesom 19

Nattens skygge.indd 19

04/03/13 15.02

Matthews udgave af Doctor Faustus og den lille sølvfigur af Diana var øreringen en af de tre ting, der havde hjulpet os med at vende tilbage til denne specielle fortid. Françoise rodede i et skrin og fandt uden problemer dens mage. Da mine smykker var i orden, trak hun et par tykke strømper op over mine knæ og fæstnede dem med skarlagenrøde bånd. »Jeg tror, jeg er klar,« sagde jeg, for jeg var ivrig efter at komme nedenunder og indlede vores besøg i det sekstende århundrede.

Det var ikke det samme at læse bøger om fortiden som selv at opleve den, hvilket mit korte samvær med Françoise og mit lynkursus i denne periodes påklædning beviste.

Matthew vurderede min fremtoning. »Det er udmærket – foreløbig.« »Det er mere end udmærket, for hun ser undselig ud og tiltrækker sig ikke opmærksomhed,« sagde Françoise, »præcis som en heks skal være i denne husstand.« Matthew ignorerede Françoises udtalelse og vendte sig mod mig. »Inden vi går ned, Diana, vil jeg minde dig om at vare din mund. Kit er dæmon, og George ved, at jeg er vampyr, men selv de mest fordomsfri væsener er mistroiske over for nogen, der er ny og anderledes.« Nede i den store forhal hilste jeg formelt og, syntes jeg selv, passende elizabethansk på George, Matthews ludfattige og velynderløse ven. »Taler den kvinde engelsk?« George måbede og løftede et par runde briller op, der forstørrede hans blå øjne til frølignende proportioner. Han havde den anden hånd på hoften i en positur, jeg sidst havde set på et miniaturemaleri på Victoria and Albert Museum. »Hun har boet i Chester,« sagde Matthew hurtigt. George så skeptisk ud. Selv ikke bøhlandet i det nordlige England lod til at kunne forklare min ejendommelige udtale. Matthews accent var mildnet og passede bedre til periodens kadence og stemmeklang, men min forblev resolut moderne og amerikansk. »Hun er heks,« rettede Kit og tog en slurk vin.

20

Nattens skygge.indd 20

04/03/13 15.02

»Virkelig?« George studerede mig med fornyet interesse. Der var ikke noget, der indikerede, at denne mand var dæmon, ingen heksesummen, og heller ikke de iskolde bivirkninger af en vampyrs blik. George var bare et almindeligt varmblodet menneske – som virkede midaldrende og træt, som om livet allerede havde slidt ham op. »Men du bryder dig lige så lidt om hekse, som Kit gør, Matthew. Du har altid forsøgt at forhindre mig i at beskæftige mig med emnet. Da jeg satte mig for at skrive et digt om Hekate, gav du mig besked på –« »Jeg kan lide hende her. Så meget, at jeg har giftet mig med hende,« afbrød Matthew og trykkede et fast kys på mine læber for at overbevise ham. »Har du giftet dig med hende?« Georges blik gled hen på Kit. Han rømmede sig. »Så er der to uventede glædelige begivenheder at fejre: Du blev ikke forsinket på forretningsrejsen, som Pierre troede, og du er vendt tilbage til os med en hustru. Jeg gratulerer.« Hans højtidelige tone mindede mig om en translokationstale, og jeg undertrykte et smil. George sendte mig et strålende smil tilbage og bukkede. »Mit navn er George Chapman, madame Roydon.« Hans navn virkede bekendt. Jeg gennemgik den rodede viden i min historikerhjerne. Chapman var ikke alkymist – det var mit forskerspeciale, og jeg fandt ikke hans navn i de områder, der var helliget dette mystikomspundne emne. Han var forfatter ligesom Marlowe, men jeg kunne ikke huske nogen af titlerne.

Da vi havde overstået præsentationerne, indvilligede Matthew i at sætte sig foran ilden et par minutter sammen med sine gæster.

Mændene snakkede politik, og George gjorde sig umage for at drage mig ind i samtalen ved at spørge til vejret og vejenes tilstand. Jeg sagde så lidt som muligt og forsøgte at notere mig de små fagter og ordvalget, så jeg kunne efterligne dem og gå for at være fra denne epoke. George var henrykt over min opmærksomhed og belønnede mig med en lang afhandling om sine seneste litterære bedrifter.

Kit brød sig ikke om at blive forvist til at spille andenviolin, så han satte en stopper for Georges forelæsning ved at tilbyde at læse højt af Doctor Faustus.

21

Nattens skygge.indd 21

04/03/13 15.02

»Det vil være en prøve mellem venner,« sagde dæmonen med strålende øjne, »forud for den egentlige opførelse senere.« »Ikke nu, Kit. Det er langt over midnat, og Diana er træt efter rejsen,« sagde Matthew og trak mig op at stå.

Kit så efter os, da vi forlod rummet. Han vidste, at vi skjulte et eller andet. Han havde kastet sig over hver eneste vending, når jeg dristede mig til at deltage i samtalen, og han var blevet tankefuld, da Matthew ikke kunne huske, hvor han havde lagt sin lut.

Inden vi forlod Madison, havde Matthew forberedt mig på, at Kit havde en usædvanlig hurtig opfattelsesevne, selv for en dæmon.

Jeg spurgte mig selv, hvor længe det ville vare, før Marlowe regnede ud, hvad vi skjulte. Svaret på mit spørgsmål kom i løbet af få timer.

Næste morgen lå vi og sludrede bag forhænget i vores varme seng, mens der kom liv i huset.

I begyndelsen var Matthew villig til at besvare mine spørgsmål om Kit (som viste sig at være søn af en skomager) og George (som til min store overraskelse ikke var ret meget ældre end Marlowe).

Men da jeg kom ind på kvindelige gøremål og det rent praktiske ved at styre husholdningen, begyndte han hurtigt at kede sig. »Hvad med mit tøj?« spurgte jeg for at prøve at få ham til at koncentrere sig om mine umiddelbare problemer. »Jeg tror ikke, at gifte kvinder sover i sådan én,« sagde Matthew og trak i min fine lærredsnatkjole. Han løsnede båndet i den krusede halsudskæring og skulle til at plante et kys under mit øre for at overtale mig til at dele hans synspunkt, da en eller anden flåede forhænget til side. Jeg kneb øjnene sammen i det stærke sollys. »Hvad siger du så?« spurgte Marlowe skarpt.

En mørklødet dæmon kiggede Marlowe over skulderen. Han lignede en energisk nisse med sin spinkle kropsbygning og spidse hage, der blev fremhævet af et lige så spidst kastanjebrunt skæg.

Hans hår havde helt tydeligt ikke set en kam i ugevis. Jeg knugede fast om natkjolen foran og var stærkt bevidst om, at den var gennemsigtig, og at jeg ikke havde undertøj på. »Du så mr. Whites tegninger fra Roanoke, Kit. Heksen ligner overhovedet ikke de indfødte i Virginia,« svarede den fremmede 22

Nattens skygge.indd 22

04/03/13 15.02

dæmon. Han lagde lidt for sent mærke til Matthew, der så vredt på ham. »Åh. Godmorgen, Matthew. Tillader du, at jeg låner din reduktionspasser? Jeg lover, at jeg ikke tager den med ned til floden denne gang.« Matthew lagde panden mod min skulder og lukkede stønnende øjnene. »Hun må være fra den nye verden – eller Afrika,« hævdede Marlowe og nægtede at omtale mig ved navn. »Hun er ikke fra Chester, heller ikke fra Skotland, Irland, Wales, Frankrig eller det britiske imperium. Jeg tror heller ikke, hun er hollandsk eller spansk.« »Godmorgen, Tom. Er der en god grund til, at du og Kit absolut skal diskutere, hvor Diana er født, lige nu og i mit sovekammer?« Matthew trak båndene i min natkjole sammen. »Dagen er alt for dejlig til at ligge i sengen, og du har været vanvittig af koldfeber. Kit siger, at du må have giftet dig med heksen, da feberen var på sit højeste. Der findes ikke nogen anden forklaring på din letsindighed.« Tom knevrede videre på ægte dæmonvis uden at gøre sig den ulejlighed at besvare Matthews spørgsmål. »Vejene var tørre, og vi ankom for flere timer siden.« »Og vinen er allerede sluppet op,« beklagede Marlowe sig. »Vi?« Var der flere? The Old Lodge føltes allerede proppet til bristepunktet. »Ud! Madame skal vaskes, inden hun hilser på Hans Nåde.« Françoise kom ind i værelset med et vandfad med dampende vand i hænderne. Som sædvanlig var Pierre lige i hælene på hende. »Er der sket noget betydningsfuldt?« spurgte George på den anden side af forhænget. Han var diskret kommet ind i værelset og kom elegant på tværs af Françoises forsøg på at genne de andre mænd ud. »Lord Northumberland er helt alene i den store forhal.

Hvis han var min velynder, ville jeg ikke behandle ham på den måde!« »Hal læser en afhandling om konstruktionen af en skålvægt, som jeg har fået tilsendt af en matematiker i Pisa. Han er såmænd ganske godt tilfreds,« svarede Tom fortrædeligt og satte sig på sen­ ge­kanten.

23

Nattens skygge.indd 23

04/03/13 15.02

Det måtte være Galileo, han talte om, tænkte jeg spændt. I 1590 havde han en lærestol på universitetet i Pisa. Hans værk om skålvægten var ikke offentliggjort – endnu.

Tom. Lord Northumberland. En, der korresponderede med Gali­ leo.

Jeg måbede af forbløffelse. Dæmonen, der sad på det quiltede sengetæppe, måtte være Thomas Harriot. »Françoise har ret. Ud. Alle sammen,« sagde Matthew og lød lige så fortrædelig som Tom. »Hvad skal vi sige til Hal?« spurgte Kit og sendte mig et megetsigende blik. »At jeg snart kommer nedenunder,« sagde Matthew. Han vendte sig om og trak mig ind til sig.

Jeg ventede, indtil Matthews venner var strømmet ud af værelset, før jeg dunkede ham på brystet. »Hvorfor gør du det?« Han krympede sig af forstilt smerte, men det eneste, jeg havde kvæstet, var min egen knyttede hånd. »Fordi du ikke har fortalt mig, hvem dine venner er!« Jeg løftede mig op på den ene albue og stirrede ned på ham. »Den fantastiske skuespilforfatter Christopher Marlowe. George Chapman, digter og forsker. Matematikeren og astronomen Thomas Harriot, hvis jeg ikke tager meget fejl. Og Troldmandsjarlen venter nedenunder!« »Jeg kan ikke huske, hvor Henry fik det øgenavn, men der er ikke nogen endnu, der kalder ham sådan.« Matthew så fornøjet ud, og det gjorde mig bare endnu mere gal. »Vi mangler bare sir Walter Raleigh, så har vi hele Nattens Skole i huset.« Matthew så ud ad vinduet, da jeg nævnte denne legendariske gruppe af radikale, filosoffer og fritænkere. Thomas Harriot.

Christopher Marlowe. George Chapman. Walter Raleigh. Og – »Hvem er du egentlig, Matthew?« Det havde jeg ikke tænkt på at spørge ham om, inden vi tog af sted. »Matthew Roydon,« sagde han med et nik, som om vi i dette øjeblik blev præsenteret for hinanden. »Ven med digtere.« »Historikerne ved stort set ingenting om dig,« sagde jeg lamslå24

Nattens skygge.indd 24

04/03/13 15.02

et. Matthew Roydon var en af de mest skyggeagtige skikkelser, man forbandt med den gådefulde Nattens Skole. »Du er vel ikke overrasket nu, da du ved, hvem Matthew Roy­ don i virkeligheden er, vel?« Han hævede et sort bryn. »Åh, der er overraskelser nok til resten af livet. Du kunne godt have advaret mig, inden du kastede mig ud i alt det her.« »Og hvad ville du så have gjort? Vi havde knap nok tid til at klæde om, inden vi tog af sted, for slet ikke at tale om at udføre et researchprojekt.« Han satte sig op og svingede fødderne ned på gulvet. Vores tid på tomandshånd havde været sørgeligt kort. »Du har ingen grund til at være bekymret. De er bare helt almindelige mænd, Diana.« Uanset hvad Matthew sagde, var der ikke noget almindeligt ved dem. Nattens Skole havde kætterske meninger, spottede dronning Elizabeths korrupte hof og hånede kirkens og universiteternes intellektuelle og videnskabelige påstande. ‘Gale, slemme og farlige at kende’ var en perfekt beskrivelse af denne gruppe. Vi havde ikke sluttet os til nogle venners hyggelige sammenkomst allehelgensaften. Vi var dumpet ned i en hvepserede af elizabethanske intriger. »Helt bortset fra hvor ubesindige dine venner kan være, kan du ikke forvente, at jeg tager det ovenfra og ned, når du præsenterer mig for nogle mennesker, jeg har brugt hele mit voksne liv på at studere,« sagde jeg. »Thomas Harriot er en af tidens mest fremtrædende astronomer. Din ven Henry Percy er alkymist.« Pierre, der var velbevandret i tegnene på, at en kvinde var irriteret, stak hurtigt min mand et par bukser, så han ikke var barbenet, når min vrede brød ud. »Det er Walter og Tom også.« Matthew ignorerede klædestykket, der blev rakt frem, og kløede sig på hagen. »Kit fusker også lidt med det uden synderlig succes. Prøv at lade være med at dvæle ved det, du ved om dem. Det er nok også alligevel forkert. Og du skal være forsigtig med dine moderne historiske etiketter,« fortsatte han og tog omsider sine bukser og trak dem på. »Will finder på Nattens Skole som et hib til Kit, men det ligger nogle år frem i tiden.« »Jeg er ligeglad med, hvad William Shakespeare har gjort, gør 25

Nattens skygge.indd 25

04/03/13 15.02

eller kommer til at gøre i fremtiden – forudsat, at han i dette øjeblik ikke befinder sig i den store forhal sammen med jarlen af Nor­ thumberland!« svarede jeg skarpt og gled ned fra den høje seng. »Selvfølgelig er Will ikke dernede.« Matthew viftede affær­ digende med hånden. »Walter bryder sig ikke om hans versemål, og efter Kits mening er han en skribler og en tyv.« »Nå, det var da en lettelse. Hvad har du tænkt dig at fortælle dem om mig? Marlowe ved, at vi skjuler et eller andet.« Matthews grågrønne øjne mødte mine. »Sandheden, går jeg ud fra.« Pierre rakte ham en kort jakke – sort med et snørklet quilte­ mønster – og stirrede ufravendt på et punkt over min skulder, indbegrebet af en god tjener. »At du er tidsvandrer og heks fra den nye verden.« »Sandheden,« sagde jeg tonløst. Pierre kunne høre hvert ord, men viste ingen reaktion, og Matthew ignorerede ham, som var han usynlig. Jeg tænkte på, om vi kom til at være her længe nok til, at jeg heller ikke ænsede ham. »Ja, hvorfor ikke? Tom vil skrive alt ned, du siger, og sammenligne det med sine notater om det algonkiske sprog. Derudover er der ingen, der vil ofre det ret meget opmærksomhed.« Matthew virkede mere bekymret over sin påklædning end over sine venners reaktioner.

Françoise vendte tilbage med to varmblodede unge kvinder, begge med favnen fyldt med rent tøj. Hun pegede på min nat­ kjole, og jeg smuttede om bag sengestolpen for at klæde mig af. Jeg var taknemmelig for, at min tid i omklædningsrum havde kvalt de fleste af mine betænkeligheder over at skifte tøj for øjnene af fremmede, og jeg trak natkjolen op over hofterne og op til skuldrene. »Kit vil. Han har ledt efter en grund til ikke at kunne lide mig, og det her vil give ham adskillige.« »Han bliver ikke noget problem,« sagde Matthew skråsikkert. »Er Marlowe din ven eller din marionetdukke?« Jeg var stadig ved at bakse hovedet fri af stoffet, da der lød et gisp af rædsel og et dæmpet ‘mon Dieu’.

26

Nattens skygge.indd 26

04/03/13 15.02

Jeg stivnede. Françoise havde set min ryg og det halvmåne­ formede ar, der gik fra den ene side af de nederste ribben til den anden, og stjernen, der sad mellem mine skulderblade. »Jeg klæder madame på,« sagde Françoise køligt til tjeneste­ pigerne. »Læg tøjet og vend tilbage til jeres arbejde.« Pigerne kniksede nysgerrigt og gik. De havde ikke set mærkerne. Da de var gået, begyndte vi alle at tale i munden på hinanden. Françoises forfærdede ‘hvem har gjort det?’ blandede sig med ­Matthews ‘ingen må vide det’, og mit eget lidt forsvarsberedte ‘det er bare et ar’. »En eller anden har brændemærket Dem med Clermont-familiens mærke,« vedblev Françoise og rystede på hovedet. »Det, der bliver brugt af herren.« »Vi brød pagten.« Jeg kæmpede med den kvalme, der fik det til at vende sig i mig, hver gang jeg tænkte på den nat, hvor en anden heks havde stemplet mig som forræder. »Det her var Rådsforsamlingens straf.« »Det er altså grunden til, at I begge er her.« Françoise fnøs. »Rådsforsamlingen var en tåbelig idé lige fra starten. Philippe de Clermont skulle aldrig være gået med til det.« »Den har holdt os i sikkerhed for menneskene.« Jeg var ikke særlig vild med hverken aftalen eller Rådsforsamlingen på ni medlemmer, der håndhævede den, men det var ubestrideligt, at den længe havde haft held til at skjule ujordiske væsener for uønsket opmærksomhed. De ældgamle løfter, der blev indgået mellem dæmoner, vampyrer og hekse, nedlagde forbud mod at blande sig i menneskenes politik og religion, og de forbød personlige alliancer de tre arter imellem. Hekse skulle holde sig for sig selv, og det samme skulle vampyrer og dæmoner. De måtte ikke forelske og gifte sig på tværs af arterne. »I sikkerhed? De må ikke tro, at De er i sikkerhed her, madame. Det er ingen af os. Englænderne er et overtroisk folkefærd, der har det med at se spøgelser på enhver kirkegård og hekse rundt om samtlige store gryder. Rådsforsamlingen er det eneste, der står mellem os og den totale udslettelse. Det er klogt af jer at søge til27

Nattens skygge.indd 27

04/03/13 15.02

flugt her. Kom, De skal klædes på og ned til de andre.« Françoise hjalp mig ud af natkjolen og rakte mig et vådt håndklæde og en skål flydende lanolinsæbe, der duftede af rosmarin og appelsiner.

Det var en mærkelig fornemmelse at blive behandlet som et barn, men jeg vidste, at det var skik og brug, at folk af Matthews stand blev vasket, klædt på og madet som dukker. Pierre rakte Matthew et bæger med noget, der var for mørkt til at være vin. »Vil det sige, at hun ikke alene er heks, men også en fileuse de temps?« spurgte Françoise dæmpet Matthew. Den ukendte vending – ‘tidsspinder’ – fremmanede billeder af de mangefarvede tråde, vi havde fulgt for at nå frem til netop denne fortid. »Det er korrekt.« Matthew nikkede med opmærksomheden rettet mod mig, mens han nippede til sit bæger. »Men hvis hun er kommet fra en anden tid, betyder det ...« begyndte Françoise med store øjne. Så blev hendes udtryk tankefuldt.

Matthew lød og opførte sig åbenbart anderledes.

Hun har mistanke om, at det her ikke er den samme Matthew, indså jeg uroligt. »Det er tilstrækkeligt for os at vide, at hun står under herrens beskyttelse,« sagde Pierre hårdt, og der var en tydelig advarsel i hans stemme. Han rakte Matthew en daggert. »Hvad det betyder, er uvæsentligt.« »Det betyder, at jeg elsker hende, og hun elsker mig.« Matthew så fast på sin tjener. »Uanset hvad jeg siger til andre, er det sand­ heden. Er det forstået?« »Ja,« svarede Pierre, men hans tonefald tydede på det stik modsatte.

Matthew sendte Françoise et spørgende blik, og hun spidsede læberne og nikkede modstræbende.

Så koncentrerede hun sig om at gøre mig klar og indhyllede mig i et tykt lærredshåndklæde. Françoise må have bemærket de andre mærker på min krop, dem, jeg fik i løbet af den ene uendelige dag med heksen Satu, samt mine øvrige, senere ar. Hun stillede imidlertid ikke flere spørgsmål, men anbragte mig på en stol ved ilden, mens hun friserede mig.

28

Nattens skygge.indd 28

04/03/13 15.02

»Og indtraf denne krænkelse, efter at De havde erklæret heksen Deres kærlighed, herre?« spurgte Françoise. »Ja.« Matthew spændte daggerten fast omkring livet. »Det var ikke en manjasang, der mærkede hende,« mumlede Pierre. Han brugte det gamle occitanske ord for vampyr – ‘blod­ spiser’. »Ingen ville løbe den risiko at påkalde sig familien Clermonts vrede.« »Nej, det var en anden heks.« Selv om jeg var beskyttet mod den kolde luft, fik den indrømmelse mig til at skælve. »Men to manjasang så til og lod det ske,« sagde Matthew sammenbidt. »Og det kommer de til at undgælde for.« »Sket er sket.« Jeg nærede intet ønske om at starte en fejde mellem vampyrer. Vi stod over for tilstrækkelige udfordringer. »Hvis herren havde taget Dem som hustru, da heksen tog Dem, er den sag ikke ude af verden.« Françoises ferme fingre flettede mit hår i stramme fletninger. Dem snoede hun omkring mit hoved og satte dem fast. »Deres navn er ganske vist Roydon i dette gudsforladte land, hvor der ikke findes synderlig loyalitet, men vi vil ikke glemme, at De er en de Clermont.« Matthews mor havde advaret mig om, at familien de Clermont var en hel flok. I det enogtyvende århundrede var jeg blevet irriteret over de forpligtelser og restriktioner, der fulgte med medlemskabet. Men i 1590 var min magi uforudsigelig, mit kendskab til heksekunster næsten ikkeeksisterende, og min tidligste kendte ane var endnu ikke blevet født. Her havde jeg ikke andet at sætte min lid til end min egen forstand og Matthew. »Vores intentioner med hinanden var helt klare dengang. Men jeg vil ikke have nogen problemer nu.« Jeg så ned på Ysabeaus ring og mærkede på den med tommelfingeren. Mit håb om, at vi ubesværet kunne smelte ind i fortiden, forekom mig nu både usandsynligt og naivt. Jeg kiggede mig omkring. »Og det her ...« »Vi er her kun af to årsager, Diana: for at finde en lærer til dig og for at finde det alkymistiske manuskript, hvis vi kan.« Det var det gådefulde manuskript kaldet Ashmole 782, der havde bragt os sammen. I det enogtyvende århundrede havde det været trygt 29

Nattens skygge.indd 29

04/03/13 15.02

begravet mellem millioner af bøger i Bodleian Library i Oxford.

Da jeg udfyldte bestillingssedlen, havde jeg ikke haft den ringeste anelse om, at den enkle handling ville låse op for en kringlet besværgelse, der bandt manuskripterne til hylderne, eller at den samme besværgelse ville blive aktiv igen, når jeg afleverede det. Jeg vidste heller ikke noget om de mange hemmeligheder om hekse, vampyrer og dæmoner, som rygterne sagde, at manuskriptets sider afslørede. Matthew havde ment, at det ville være klogere at lokalisere Ashmole 782 i fortiden frem for at prøve at låse besværgelsen op for anden gang i den moderne verden. »Dette er dit hjem, indtil vi tager tilbage,« fortsatte han i et forsøg på at berolige mig.

Jeg kendte de solide møbler i værelset fra museer og auktionskataloger, men The Old Lodge ville aldrig føles som mit hjem. Jeg pillede ved det tykke håndklæde, der var så anderledes end de falmede frottésæt, som Sarah og Em havde, og som alle var tyndslidte efter at være blevet vasket alt for mange gange. Stemmer i et andet rum dansede melodiøst i en rytme, som intet moderne menneske, historiker eller ej, kunne have forudset. Men fortiden var vores eneste valg. Det havde andre vampyrer gjort helt klart de sidste dage i Madison, hvor de havde jagtet os og nær havde slået Matthew ihjel. Hvis resten af vores plan skulle fungere, skulle jeg koncentrere mig om at kunne gå for at være en tidstypisk kvinde. »‘Åh, fagre nye verden.’« Det var en grov historisk overtrædelse at citere fra Shakespeares Stormen, to årtier før det blev skrevet, men det havde været en hård morgen. »Ja, den er ny for dig,« svarede Matthew. »Er du klar til at møde problemerne?« »Selvfølgelig. Lad os få mig i tøjet.« Jeg rankede ryggen og rejste mig fra stolen. »Hvordan hilser man på en jarl?«

Nattens skygge.indd 30

04/03/13 15.02

Af samme forfatter Heksenat

Nattens skygge.indd 2

04/03/13 15.02

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

00

01

02

03

04

05

06

07

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

56

57

58

00

flyve mellem hænderne på en. ”

– Entertainment Weekly

”Fans af Harkness’ debutroman Heksenat fra 2011 kan glæde sig … Harkness leverer romantik og serne vil elske den.”

– People

har været før … Nattens skygge er ikke bare vidun­ derlige detaljerede beskrivelser af England i 1591,

12

lokalisere manuskriptet, før det bliver fortryllet. Rejsen tilbage til

Fortsættelsen af H E K S E NAT

“Deborah Harkness tager os med til steder, vi ikke 11

vil skjule sig for dem, der misbilliger deres forhold, men de skal også

10

I Nattens skygge er Diana og Matthew, ved hjælp af Dianas evne som tidsrejsende, søgt tilbage til Matthews hjem ved Oxford i år 1590. De

09

spænding, så siderne vender sig af sig selv. Læ­

08

det er som at være der. Læseren tidsrejser fuld­

dunkle elizabethanske London er fuld af farer og spioner, men parret

stændig som Diana og Matthew … Nattens skygge

modtager hjælp fra Matthews venner i det mystiske selskab Nattens som han troede var glemt og begravet.

ender med løfter om mere. Heldigvis for os.”

– USA Today

14

Rom an

Skole, og Matthew bliver konfronteret med en del af sin lange fortid,

13

D ebor a h H a r k ness er amerikaner og historie­professor og har boet og studeret i Oxford, England. Heksenat, der udkom på dansk i 2011, var hendes debutroman og første bog i trilogien om heksen Diana. Nattens skygge er den længe ventede fortsættelse, og tredje og sidste bog forventes fær­ dig i 2014. Hele serien er solgt til udgivelse i 34 lande, og Warner Bros. har købt filmrettighederne.

som kan tryllebinde en læser og få 700 sider til at

07

ham og Diana.

på hver eneste side … En fortryllelse er kastet, den,

06

Matthew Clairmont, og et romantisk forhold udvikler sig mellem

riker, videregiver ved at besøge fortiden, er tydelig

05

at få fingrene i i århundreder. En af dem er vampyren og genetikeren

“Den begejstring, som Harkness, der selv er histo­

04

andre væsener – hekse, vampyrer og dæmoner – forgæves har forsøgt

– Miami Herald

03

støder hun på et gammelt, fortryllet manuskript, som det viser sig, at

02

ren Diana Bishop fra Oxford, som er ud af hekseslægt. En dag

01

D

ette er den spændende fortsættelse af Heksenat om historike­

DEBOR A H HARKNESS

© Marion Ettlinger

Sammen løftede vi fødderne og trådte ind i det ukendte ...

” Nattens skygge er en perfekt blanding af fantasy, historie og kærlighed ...

Hvis du har læst Heksenat, er den et absolut must.”

15

Deborah Harkness har endnu en gang kreeret en fascinerende og farefuld verden fuld af fantasi, alkymi, tidsrejser, kærlighed og

kærligheden til en historisk periode, som det er om Matthew og Diana. Den er fuld af farverige

17

magiske opdagelser.

DEBOR A H H ARKNESS

”Denne roman er lige så meget en fortælling om 16

På facebook.com/DenAndenSide kan du glæde dig til ekstramateriale og læseprøver på alle Lindhardt og Ringhofs magiske og over­ naturlige romaner.

personer, hvoraf mange er plukket direkte fra hi­ 18

storiebøgerne, og Harkness beskriver slutningen af det 16. århundrede levende med en fantastisk – BookPage

19

detaljerigdom.”

20 21

9

7 8 8 7 1 1 3 8 0 4 1 3

www. lindhar dt ogr inghof . dk

Omslag: Thomas Szøke – eyelab.dk efter originalt forlæg

Lindhardt og Ringhof

22

Omslagsillustration: Stik fra Panorama of London by C.J. Visscher, 1616, med tilladelse fra London Metropolitan Archives

23

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

MAT COVER. Print order: CMYK

➋ Relief spot varnish

14/03/13 18.59

24

Nattens skygge OMS 155x231.indd 1