New York Trilogien læseprøve

Presentation - no print

„Disse tre romaner markerer et afgørende øjeblik i ameri­ kansk litteratur. Her finder en for alvor ny stemme sit emne, byen sin tone, en blanding af hvid lyd og splintret blå jazz, og sit mønster, labyrinten.“

BO GREEN JENSEN, I BOGENS INTRODUKTION

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

AUSTER ROMAN

TRILOGIEN

PAUL AUSTER blev født i New Jersey i 1947 og bor i Brooklyn. Han debuterede i 1982 som prosaist med erindringsbogen Opfindelsen af ensomhed. Siden har han skrevet adskillige internationalt anerkendte romaner og essays, bl.a. Rapport fra de indre landskaber, Sunset Park, Usynlig, Illusionernes bog og murstensromanen 4 3 2 1.

Hans mest kendte værk er uden tvivl bestselleren New York Trilogien.

PAUL

NEW YORK

NEW YORK TRILOGIEN består af Austers gennembruds­ romaner By af glas, Genfærd og Det aflåste værelse.

PAUL AUSTER NEW YORK TRILOGIEN

„New York var et uudtømmeligt rum, en labyrint af ende­ løse skridt, og uanset hvor langt han gik, uanset hvor fortrolig han blev med sit kvarter og dets gader, havde han altid fornemmelsen af at fare vild. Ikke blot fare vild i byen, men også i sig selv...“

Presentation - no print

LINDHARDT OG RINGHOF

Af samme forfatter:

BY AF GLAS, roman 1987 GENFÆRD, roman 1988 DET AFLÅSTE VÆRELSE, roman 1989 NEW YORK TRILOGIEN (BY AF GLAS, GENFÆRD og DET AFLÅSTE VÆRELSE, 1993) MOON PALACE, roman 1989 I DET SIDSTES LAND, roman 1990 TILFÆLDETS MUSIK, roman 1991 OPFINDELSEN AF ENSOMHED, erindringer 1993 LEVIATHAN, roman 1993 MR VERTIGO, roman 1995 SMOKE & BLUE IN THE FACE, film/bog 1995 DEN RØDE NOTESBOG OG ANDRE SANDE HISTORIER, essays 1998 TIMBUKTU, roman 1999 ILLUSIONERNES BOG, roman 2002 ORAKELNAT, roman 2003 BROOKLYN DÅRSKAB, roman 2005 REJSER I SCRIPTORIET, roman 2006

BY AF GLAS, graphic novel, 2006 SAMLEDE DIGTE, digte 2007 MAND I MØRKE, roman 2008 USYNLIG, roman 2009 SUNSET PARK, roman 2010 VINTERNOTER, erindringer 2012 RAPPORT FRA DE INDRE LANDSKABER, erindringer 2013 … EN VERDEN I ORD, Paul Auster i samtale med Inge Birgitte Siegumfeldt, 2016 4 3 2 1, roman 2017 SAMTALER MED FREMMEDE, essays, 2020

Content_9788711691243.indd 2

18/02/21 10:16 AM

PAUL AUSTER

New York Trilogien

BY AF GLAS GENFÆRD DET AFLÅSTE VÆRELSE På dansk ved Jan Bredsdorff

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711691243.indd 3

18/02/21 10:16 AM

New York Trilogien (By af glas, Genfærd, Det aflåste værelse) er oversat fra amerikansk af Jan Bredsdorff efter The New York Trilogy (City of Glass, Ghosts, The Locked Room) © Paul Auster 1985, 1986, 1987

Dansk udgave © 2021 udgivet af Lindhardt og Ringhof A/S, København Published by agreement with Carol Mann Literary Agency, USA and Licht & Burr Literary Agency, Copenhagen Første danske udgave udkom på Forlaget Per Kofod ApS, 1987 Redaktion: Per Kofod Omslag: Harvey Macauley, Imperiet ISBN 978-87-11-69124-3 3. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2021

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof forlag a/s, et selskab i Egmont

Content_9788711691243.indd 4

18/02/21 10:16 AM

INDHOLD

Et maleri i tre fløje af Bo Green Jensen 7 New York Trilogien By af glas 15 Genfærd 157 Det aflåste værelse 225

Content_9788711691243.indd 5

18/02/21 10:16 AM

Content_9788711691243.indd 6

18/02/21 10:16 AM

ET MALERI I TRE FLØJE Om Paul Austers New York Trilogi

af Bo Green Jensen

FOR det første er der byen, som det hele vokser ud af og vender tilbage til i den sidste ende. „New York var et uudtømmeligt rum, en labyrint af endeløse skridt, og uanset hvor langt han gik, uanset hvor fortrolig han blev med sit kvarter og dets gader, havde han altid fornemmelsen af at fare vild. Ikke blot fare vild i byen, men også i sig selv,“ står der i begyndelsen af By af glas.

For forfatteren Quinn, der skriver kriminalromaner under et pseudonym, „William Wilson“, som han har lånt hos Edgar Allan Poe, er denne anonyme kvalitet pointen. Quinn vil gerne være manden i mængden. Han synes om at fare vild i sig selv: „På sine bedste ture var han i stand til at føle at han intetsteds var. Og dette var, når det kom til stykket, det eneste han forlangte: intetsteds at være. New York var det intetsteds han havde opbygget omkring sig, og det gik op for ham at han ikke havde nogen tanke om nogen sinde igen at forlade den.“ For det andet er der menneskene, som bevæger sig rundt i labyrinten, den topografiske rebus, som By af glas (1985) etablerer, før 7

Content_9788711691243.indd 7

18/02/21 10:16 AM

Genfærd (1986) forstærker den og Det aflåste værelse (1987) afvikler den igen. By af glas er befolket af personer, som egentlig hedder noget andet og synes ivrige efter at røbe det. Quinn trækkes ind i mysteriet, da han påtager sig navnet Paul Auster, og senere, da Virginia Stillman præsenterer sin Kaspar Hauser-agtige ægtemand, siger denne straks til Quinn-Wilson-Auster: „Ingen spørgsmål, tak. Mit navn er Peter Stillman. Det er ikke mit virkelige navn.“ Endelig er også tiden en flygtig, foranderlig størrelse, der skiftevis flyder ud og trækker sig sammen. I By af glas skriver vi sådan cirka her og nu i New York, skønt dette „intetsteds“ i en vis forstand er uden for tiden. I Genfærd er vi derimod tilbage i 1940’erne, og film noir-landskabet er så klassisk og stiliseret, at personerne ikke som sådan har navne, men er opkaldt efter farverne i denne atmosfære.

Blue, Black, Brown, Red og White er forfattere, forbrydere eller detektiver. Den ene skriver om den anden, som overvåger den tredje, der leder efter en fjerde person, som læser i en bog af den første.

I en vis forstand er de som cifre eller begejstrede store drenge, der leger med hemmelige identiteter. Vi er havnet i den fysiske gestaltning af en eller anden absurd symmetri, men under talmagien og farvemystikken fortælles ikke desto mindre den konkrete historie om en virkelig tid og et virkeligt sted. Vi er heller ikke i tvivl om, hvem der styrer marionetterne. Da Blue til sidst har læst Blacks bog – som han på forhånd kunne udenad – og forlader værelset ved daggry, hedder det nemlig: „Hvor han derefter går hen er uden betydning. For vi må huske på at alt dette fandt sted for mere end tredive år siden, i vor barndoms tidligste dage. Alt er således muligt. Selv foretrækker jeg at tro at han rejste langt bort, at han den morgen steg ombord på et tog og kørte vestpå for at begynde et nyt liv. Det er endda muligt at det ikke sluttede med Amerika. I mine hemmelige drømme holder jeg af at forestille mig Blue der løser billet til et skib og sejler til Kina.

Lad det da være Kina, og det er så dét. For nu er det øjeblikket hvor Blue rejser sig fra sin stol, tager sin hat på og går ud ad døren.

Og fra dette øjeblik véd vi intet.“ 8

Content_9788711691243.indd 8

18/02/21 10:16 AM

I Det aflåste værelse vender farverne og virkeligheden tilbage, ja hverdagen bryder igennem med et nærvær og en sanselighed, som virker mildt chokerende efter legen med spejle og skabeloner i de første to romaner. Det gør den først og fremmest i kraft af kvinden Sophie Fanshawe, der besidder en duftende uanfægtelighed, som man på regulær vis forelsker sig i undervejs. Men også i kraft af detektiven, som lader sig engagere til at finde hendes mand, den mystiske Fanshawe som er forsvundet, men engang var fortællerens ven. I modsætning til de første bind er Det aflåste værelse nemlig jeg-fortalt.

Det aflåste værelse peger frem i forfatterskabet, for både rammen og tonen minder i slående grad om identitetsmysteriet Leviathan (1992), hvor fortælleren skal finde ud af, hvordan hans ven blev en radikal terrorist, men samtidig fuldfører den New York Trilogiens sindrige fletværk af henvisninger til de store amerikanske forfattere fra midten af det 19. århundrede. I By af glas blev der henvist til Poe, og forfatteren Quinn kunne være en efterkommer af Skriveren Bartleby hos Herman Melville. I Det aflåste værelse går fortælleren faktisk rundt i Paris og præsenterer sig Herman Melville.

De fleste henvisninger i romanen gælder dog Nathaniel Hawthorne, forfatteren til Det flammende bogstav, som skrev og skrinlagde en tidlig romance med titlen Fanshawe og var gift med en kvinde, som hed Sophia. Austers Fanshawe har i øvrigt skrevet en lang digtsekvens med titlen Ground Work. Da Paul Auster i 1990 samlede sine „udvalgte digte og essays 1970-1979“, skete det netop under titlen Ground Work.

Auster har om de klassiske mønstre i New York Trilogien sagt: „Jeg ville etablere en forbindelse til den gamle amerikanske tradition, for det er de forfattere, jeg sætter højest og har lært mest af, sikkert i hele verden. Disse forfattere opfandt simpelt hen amerikansk litteratur, som vi kender den. De var de første rigtige forfattere, vi havde overhovedet.

Og deres historier er interessante i sig selv. Whitmans møde med Thoreau i Brooklyn er fascinerende og meget morsomt. Hele ideen om Nathaniel Hawthorne, der gjorde sig selv til forfatter ved at låse sig inde i et værelse i 12 år, for helt bogstaveligt kun at komme ud om 9

Content_9788711691243.indd 9

18/02/21 10:16 AM

sommeren, hvor han tog på vandreture i New England. Ti måneder af året blev han i sit arbejdsværelse, og hans søster og hans mor satte maden på en bakke uden for døren, for han ville ikke forstyrres. Det var efter Fanshawe, mens han skrev på The Scarlet Letter.“ (1) New York Trilogien er blandt andet en hyldest til den slags ekstreme bevidsthed, der er villig til at gå så langt for at afstedkomme osmosen mellem drømmen, realiteten og skriften, som vi sædvanligvis kalder fiktion. Derfor netop Fanshawe, bogen som Hawthorne forsøgte at tilbagekalde: „Han prøvede at brænde alle de eksisterende eksemplarer, hvilket heldigvis ikke lykkedes for ham. Når jeg kalder min forsvundne forfatter for Fanshawe, er det fordi navnet for mig henviser til den skrivende, der vender sig mod sig selv og forsøger at ødelægge det skrevne.“ AUSTER har ofte fortalt historien om, hvordan han kom i gang med trilogien. Den bedste version står i Den røde notesbog. Optegnelsen er dateret 1992: „Min første roman fik jeg inspirationen til ved at nogen fik forkert nummer. Jeg var alene i min lejlighed i Brooklyn en eftermiddag og sad ved skrivebordet og forsøgte at arbejde, da telefonen ringede. Hvis jeg ikke tager meget fejl, var det i foråret 1980 (…) Jeg løftede røret og en mand i den anden ende spurgte om det var Pinkerton Agency. Jeg sagde nej, han havde fået forkert nummer, og lagde på. Så gik jeg tilbage til mit arbejde og glemte straks alt om opringningen.

Den næste eftermiddag ringede telefonen igen. Det viste sig at være den samme, der gentog det spørgsmål, jeg allerede havde besvaret dagen i forvejen: „Er det Pinkerton Agency?“ Jeg sagde igen nej og lagde igen på. Denne gang begyndte jeg imidlertid at spekulere på, hvad der ville være sket, hvis jeg havde sagt ja. Hvad nu hvis jeg havde foregivet at være en detektiv fra Pinkerton Agency? tænkte jeg.

Hvad nu hvis jeg havde taget sagen?

Jeg følte ærlig talt, at jeg havde forspildt en sjælden mulighed. Hvis manden ringede igen, sagde jeg til mig selv, ville jeg i det mindste tale lidt med ham, og prøve at finde ud af hvad det drejede sig om.

10

Content_9788711691243.indd 10

18/02/21 10:16 AM

Jeg ventede på at telefonen skulle ringe igen, men det skete aldrig tredje gang.“ Den i sig selv banale episode blev ved med at ligge i Austers baghoved, og eftersom han altid har følt sig tiltrukket af tilfældets musik, prøvede han ikke at skyde den fra sig. Tværtimod forstærkede han det bizarre islæt, digtede til og foretog et par strategiske navneændringer.

Stemmen i telefonen beder om at tale med „ham der kalder sig Paul Auster“. Quinn nægter i første og anden omgang ethvert kendskab til denne tvivlsomme person, men ligesom Auster begynder han at lege med situationens muligheder. Og i modsætning til Auster får han endnu en chance. Da telefonen ringer tredje gang, tager han sagen. Han siger: „Det er mig. Jeg er Auster.“ Det er karakteristisk for Austers hele væsen og praksis som forfatter, at han ikke forsøgte at rationalisere. Tværtimod gav han sig mysteriet i vold med den eventyrlystne åbenhed, som efterhånden forplanter sig til læseren: „Først og fremmest ville jeg være tro over for min oprindelige idé. Jeg følte at der ikke ville være noget formål med at skrive bogen, hvis jeg ikke holdt mig til det, der virkelig var sket. Det betød at jeg måtte indlægge mig selv i handlingen (eller i det mindste én der mindede om mig, én der hedder det samme som jeg), og det betød også at jeg skulle skrive om detektiver der ikke var detektiver, om det at udgive sig for en anden end den man er, om mysterier der ikke lader sig opklare. Om det nu var godt eller skidt, så følte jeg ikke at jeg havde noget valg.“ (2) FORMELT har romanerne kun lidt tilfælles, og Auster er den første til at påpege det.

Under et besøg i København sagde han i 1991: „Teknisk set er det vel ikke nogen trilogi. Snarere kan man kalde dem et triptykon. Det er sikkert en bedre måde at beskrive bøgerne på, selv om det lyder meget prætentiøst at tale om dem på den måde. Men de er som et maleri i tre fløje, tre dele. Man kan tage hvert af billederne og se på det alene, og det giver mening, for så vidt som det hele giver nogen mening, men når man ser dem sammen, bliver de mere interessante.

Historierne fortsætter ikke, og de flyder ikke ind og ud af hinanden, men der er en fælles stemning, en tematisk resonans, og jeg tænkte 11

Content_9788711691243.indd 11

18/02/21 10:16 AM

på dem som et hele. Jeg ønskede, at de skulle hænge sammen til sidst. De udgør ét værk i følelsesmæssig henseende.“ Paul Auster har skrevet større og ikke mindst varmere bøger efter New York Trilogien, men disse tre romaner markerer et afgørende øjeblik i amerikansk litteratur. Her finder en for alvor ny stemme sit emne, byen, sin tone, en blanding af hvid lyd og splintret blå jazz, og sit mønster, labyrinten. Fordi de tre romaner læner sig op ad en genre, vi kender – dvs. den hårdkogte krimi, som Auster netop havde prøvet kræfter med under pseudonymet Paul Benjamin, da han skrev By af glas - har vi til stadighed en formodning om, hvad der vil ske, og derfor virker det så meget mere desorienterende, når værket atter ændrer væsen og forvandler sig i vore hænder, fordi Auster så at sige systematisk bryder hver af genrens foreskrifter. (3) Denne desorientering er særdeles frugtbar. Den skærper vore sanser og erstatter i vid udstrækning den spændingsmotor, som plejer at drive begærets maskine, når vi i mere regelrette detektivromaner trænger dybere ned i mysteriet og længere ind i labyrinten, som er disse bøgers umiskendelige vandmærke. Med By af glas, Genfærd og Det aflåste værelse skrev Auster på én gang en ironisk katalog over genren, en af århundredets markante storbyskildringer og et modernistisk identitetsmysterium af de for alvor betydningsfulde. For i sit inderste væsen har rejsen mytens karakter. Som der står i Genfærd: „Det er sådan det begynder. Stedet er New York, tiden er nutiden og ingen af delene vil nogen sinde forandres.“

Bo Green Jensen (f. 1955) er forfatter, cand.phil i engelsk og kulturjournalist på Weekendavisen.

12

Content_9788711691243.indd 12

18/02/21 10:16 AM

Henvisninger (1) Citeret efter Bo Green Jensen: Andre stemmer. Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews (København: Forlaget Per Kofod, 1995), s. 27-39.

(2) Citeret efter Den røde notesbog og andre sande historier (København: Forlaget Per Kofod, 1998), ss. 33-35. Udvalget er oversat af Christian Bundegaard og Anita Bay Bundegaard.

(3) Pseudonymromanen Squeeze Play er genoptrykt i Hand to Mouth: A Chronicle of Early Failure (New York: Henry Holt and Company, 1997), ss. 237-449. Den udkom oprindelig i 1978. Dansk udgave 2003, oversat af Jette Røssell.

Content_9788711691243.indd 13

18/02/21 10:16 AM

Content_9788711691243.indd 14

18/02/21 10:16 AM

BY AF GLAS

Content_9788711691243.indd 15

18/02/21 10:16 AM

Content_9788711691243.indd 16

18/02/21 10:16 AM

1

Det begyndte med et forkert nummer, med telefonen der ringede tre gange midt om natten og stemmen i den anden ende der spurgte efter én som ikke var ham. Langt senere, da han blev i stand til at gennemtænke de ting der hændte ham, kom han til den slutning at intet var virkeligt undtagen tilfældet. Men det var langt senere. Til at begynde med var der ganske enkelt begivenheden og dens konsekvenser. Om det kunne have udviklet sig anderledes, eller om det hele var forudbestemt med det første ord der kom fra den fremmedes mund, er ikke spørgsmålet. Spørgsmålet er selve historien, og om den betyder noget eller ej tilkommer det ikke historien at fortælle.

Hvad Quinn angår er der ikke meget at opholde sig ved. Hvem han var, hvor han kom fra og hvad han tog sig til betyder ikke så meget. Vi véd, for eksempel, at han var femogtredive år gammel. Vi véd at han engang havde været gift, engang havde været far, samt at både hans kone og søn nu var døde. Vi véd også at han skrev bøger, for at være helt nøjagtige véd vi at han skrev kriminalromaner. Disse bøger blev skrevet under navnet William Wilson, i et tempo på cirka én om året, og de indbragte ham tilstrækkeligt med penge til at han kunne leve beskedent i en lille lejlighed i New York. Da han ikke brugte mere end fem eller seks måneder på en roman, havde han resten af året til rådighed til at gøre hvad der passede ham. Han læste 17

Content_9788711691243.indd 17

18/02/21 10:16 AM

mange bøger, han så på malerier, han gik i biografen. Om sommeren så han baseball i fjernsynet; om vinteren gik han i operaen. Der var imidlertid én ting han foretrak frem for alt andet, og det var at gå.

Næsten hver dag, i regn eller sol, i varme eller kulde, forlod han sin lejlighed for at gå gennem byen – uden egentlig at have noget bestemt mål, han gik bare hvor hans skridt tilfældigt førte ham.

New York var et uudtømmeligt rum, en labyrint af endeløse skridt og uanset hvor langt han gik, uanset hvor fortrolig han blev med sit kvarter og dets gader, havde han altid fornemmelsen af at fare vild. Ikke blot fare vild i byen, men også i sig selv. Hver gang han gik en tur følte han det som om han forlod sig selv, og ved at overgive sig til gadernes bevægelse, ved at reducere sig selv til at være et iagttagende øje, kunne han flygte fra forpligtelsen til at tænke, og dette – mere end noget andet – bibragte ham en vis fred, en gavnlig indre tomhed. Verden lå uden for ham, omkring ham, foran ham, og den hastighed hvormed den hele tiden forandrede sig gjorde det umuligt for ham at dvæle ret længe ved nogen enkelt ting. Det afgørende var bevægelse, at sætte den ene fod foran den anden og lade sig føre af kroppens egen retning. Ved at vandre uden mål blev alle steder lige, og det betød ikke længere noget hvor han befandt sig. På sine bedste ture var han i stand til at føle at han intetsteds var. Og dette var, når det kom til stykket, det eneste han forlangte; intetsteds at være. New York var det intetsteds han havde opbygget omkring sig, og det gik op for ham at han ikke havde nogen tanke om nogen sinde igen at forlade den.

Tidligere havde Quinn været mere ambitiøs. Som ung mand havde han fået udgivet adskillige digtsamlinger, havde skrevet skuespil, kritiske essays og havde arbejdet med flere store oversættelser. Men han havde ganske brat opgivet alt det. En del af ham var død, havde han sagt til sine venner, og han ønskede ikke at blive hjemsøgt af genfærdet. På det tidspunkt havde han taget navnet William Wilson.

Quinn var ikke længere den del af ham som kunne skrive bøger, og selv om Quinn i mange henseender vedblev at eksistere, eksisterede han ikke længere for andre end sig selv.

18

Content_9788711691243.indd 18

18/02/21 10:16 AM

Han var fortsat med at skrive, fordi det var det eneste han følte sig i stand til at gøre. Kriminalromaner virkede som en rimelig løsning. Han havde ikke svært ved at opfinde de fornødne indviklede historier, og han skrev godt – ofte på trods af sig selv – som om det ikke krævede en indsats. Fordi han ikke anså sig selv for at være ophavsmand til det han skrev, følte han sig ikke ansvarlig for det og var ikke nødsaget til fra hjertet at forsvare det. William Wilson var trods alt en opfindelse, og selv om han var blevet til inde i Quinn selv, levede han nu et uafhængigt liv. Quinn behandlede ham med respekt, til tider ligefrem med beundring, men gik aldrig så vidt som til at tro at han og William Wilson var den samme person. Dette var grunden til at han ikke trådte frem fra sit pseudonyms dække.

Han havde en litterær agent, men de havde aldrig truffet hinanden.

Deres kontakt var begrænset til breve, til hvilket formål Quinn havde lejet en nummereret boks på posthuset. Det samme gjaldt for forlæggeren, som betalte alle Quinns honorarer, penge og royalties gennem agenten. Ingen af William Wilsons bøger havde et fotografi af forfatteren eller en biografisk note. William Wilson stod ikke i noget opslagsværk over forfattere, han lod sig ikke interviewe, og samtlige de breve han modtog blev besvaret af hans agents sekretær.

Så vidt Quinn vidste var der ingen der kendte hans hemmelighed. I begyndelsen, da hans venner hørte at han var holdt op med at skrive, spurgte de ham hvordan han havde tænkt sig at leve. Han fortalte dem alle det samme; at han havde arvet sin kones båndlagte kapital.

Men faktisk havde hans kone aldrig haft nogen penge. Og faktisk havde han ikke længere nogen venner.

Det var nu mere end fem år siden. Han tænkte ikke længere særlig meget på sin søn, og først for nylig havde han fjernet sin kones billede fra væggen. En gang imellem kunne han pludselig føle hvordan det havde været at holde den treårige dreng i sin favn – men det var ikke netop at tænke, og heller ikke engang at huske. Det var en fysisk oplevelse, et fortidens aftryk som var blevet efterladt i hans krop, og som han ikke havde kontrol over. Disse øjeblikke indtraf ikke så hyppigt nu, og i det store og hele virkede det som om tingene var 19

Content_9788711691243.indd 19

18/02/21 10:16 AM

begyndt at ændre sig for ham. Han ønskede ikke længere at være død. Men på den anden side kunne det ikke siges at han var glad for at leve. Men han var dog ikke fortrydelig over det. Han levede, og denne kendsgernings stædighed var så småt begyndt at fascinere ham – som om det var lykkedes ham at overleve sig selv, som om han på en eller anden måde levede posthumt. Han sov ikke længere med lyset tændt, og gennem de seneste mange måneder havde han ikke husket nogen af sine drømme.

Det var nat. Quinn lå i sin seng og røg en cigaret og lyttede til regnen der slog mod ruden. Han tænkte på hvornår det mon ville holde op, og hvorvidt han næste morgen ville få lyst til at gå en lang tur eller en kort tur. Et opslået eksemplar af Marco Polos Rejser lå med ryggen opad på puden ved siden af ham. Efter at have afsluttet den seneste roman af William Wilson fjorten dage tidligere, havde han vansmægtet. Hans privatdetektiv-fortæller, Max Work, havde opklaret en række indviklede forbrydelser, havde døjet gennem flere omgange prygl og var med nød og næppe undsluppet nogle gange, og Quinn følte sig i nogen grad udmattet af hans anstrengelser. I årenes løb var Work kommet til at stå Quinn meget nær. Hvor William Wilson forblev en abstrakt skikkelse for ham, var Work i stigende grad blevet et levende menneske. I den trehed af personer som Quinn var blevet til, tjente Wilson som en slags bugtaler, Quinn selv var dukken, og Work var den levendegjorte stemme som berettigede hele indsatsen.

Hvis Wilson var en illusion, så retfærdiggjorde han ikke desto mindre de to andres eksistens. Hvis Wilson ikke eksisterede, så var han ikke desto mindre den bro som tillod Quinn at gå fra sig selv og over i Work. Og lidt efter lidt var Work blevet tilstedeværende i Quinns liv, var blevet hans indre bror, hans kammerat i ensomheden.

Quinn tog Marco Polo-bogen op og begyndte igen at læse den første side. „Vi vil optegne sete ting som de er set, hørte ting som de er hørt, således at vor bog kan blive en nøjagtig optegnelse uden nogen form for opdigt. Og alle, som læser eller hører denne bog, kan føle sig ganske trygge, for den rummer intet andet end sandhe20

Content_9788711691243.indd 20

18/02/21 10:16 AM

den.“ Netop da Quinn begyndte at grunde over meningen i disse sætninger, mentalt at granske disse knappe og korte forsikringer, ringede telefonen. Langt senere, da han var i stand til at rekonstruere den nats begivenheder, kunne han huske at han havde set på uret, set at klokken var over midnat, og undret sig over hvorfor nogen ville ringe til ham på det tidspunkt. Højst sandsynligt, tænkte han, var det dårlige nyheder. Han stod ud af sengen, gik nøgen hen til telefonen og tog røret da den ringede anden gang. „Ja?“ Der var en lang pause i den anden ende, og Quinn troede et øjeblik at den ringende havde lagt røret. Så kom, som over en vældig afstand, lyden af en stemme der ikke lignede nogen anden stemme han havde hørt. Den var på én gang mekanisk og følelsesfuld, næppe mere end en hvisken og dog fuldkommen hørlig, og med et så jævnt toneleje at han ikke var i stand til at afgøre om den tilhørte en mand eller en kvinde. „Hallo?“ sagde stemmen. „Hvem er det?“ spurgte Quinn. „Hallo?“ sagde stemmen igen. „Jeg lytter,“ sagde Quinn. „Hvem taler jeg med?“ „Er det Paul Auster?“ spurgte stemmen. „Jeg ville gerne tale med mr Paul Auster.“ „Her er ingen med det navn.“ „Paul Auster. Fra Detektivbureauet Auster.“ „Jeg er ked af det,“ sagde Quinn. „De må have fået forkert nummer.“ „Dette er en yderst presserende sag,“ sagde stemmen. „Jeg kan ikke gøre noget for Dem,“ sagde Quinn. „Her er ingen Paul Auster.“ „De forstår ikke,“ sagde stemmen. „Tiden er ved at slippe op.“ „Så vil jeg foreslå Dem at ringe op igen. Dette er ikke et detektivbureau.“ Quinn lagde røret. Han stod på det kolde gulv og så ned på sine fødder, sine knæ, sin slappe penis. Et kort øjeblik fortrød han at 21

Content_9788711691243.indd 21

18/02/21 10:16 AM

have været så kort for hovedet over for den ringende. Det kunne have været interessant, tænkte han, at have fulgt det lidt op. Måske kunne han have fundet ud af noget om sagen – måske kunne han endda have hjulpet på en eller anden måde. „Jeg må lære at tænke hurtigere når jeg står,“ sagde han til sig selv.

I lighed med de fleste mennesker vidste Quinn så godt som intet om forbrydelse. Han havde aldrig myrdet nogen, havde aldrig stjålet noget, og han kendte ingen som havde. Han havde aldrig været inde på en politistation, havde aldrig talt med en privatdetektiv, og han havde aldrig talt med en kriminel. Hans kendskab til disse ting stammede udelukkende fra bøger, film og aviser. Men det betragtede han imidlertid ikke som et handicap. Det der interesserede ham ved de historier han skrev var ikke hvordan de forholdt sig til verden, men hvordan de forholdt sig til andre historier. Quinn havde, endda før han blev til William Wilson, været en passioneret læser af kriminalfortællinger.

Han vidste at de fleste af dem var dårligt skrevet, at de fleste ikke kunne stå for selv den mest overfladiske granskning, men det var dog formen der tiltalte ham og det var kun den sjældne, ufatteligt dårlige kriminalhistorie som han nægtede at læse. Hvor hans smag hvad angik andre bøger var streng, næsten bornert krævende, udviste han over for disse værker næsten ingen kræsenhed. Når han var i den rette stemning faldt det ham ikke vanskeligt at læse ti eller tolv lige efter hinanden.

Det var en slags sult der greb ham, en stærk trang til en bestemt slags mad, og han standsede ikke før han havde spist sig mæt.

Det han godt kunne lide ved disse bøger var deres sans for overflod og økonomiseren. I den gode kriminalhistorie er intet overflødigt, der er ikke en sætning, ikke et ord, som ikke er betydningsfuldt. Og selv om de ikke er betydningsfulde, så er de det potentielt – hvilket kommer ud på det samme. Bøgernes verden bliver levende, sværmer af muligheder og rummer hemmeligheder og modsætninger. Da alt hvad der iagttages eller siges, selv den mindste og ubetydeligste ting, kan have en forbindelse til historiens udfald, må intet overses. Alt bliver kerne; bogens centrum flytter 22

Content_9788711691243.indd 22

18/02/21 10:16 AM

sig med hver begivenhed som driver den frem. Centrum befinder sig da alle vegne, og der kan ikke trækkes en omkreds før bogen har fundet sin afslutning.

Detektiven er en som ser, som lytter, som bevæger sig gennem dette morads af genstande og begivenheder i sin søgen efter den tanke, den idé som kan sammenfatte alle disse ting og give dem en mening. I realiteten kan forfatteren og detektiven byttes ud med hinanden. Læseren ser verden gennem detektivens øjne, og erfarer dens enkeltheders hastige formering som var det første gang.

Han er blevet vågen over for de ting der omgiver ham, som om de kunne finde på at tale til ham, som om de muligvis – på grund af den opmærksomhed han nu udviser dem – begyndte at rumme en betydning der gik videre end deres blotte eksistens. Private eye.1 Udtrykket rummede for Quinn en tredobbelt betydning. Ikke alene var det bogstavet „i“, som stod for „investigator“, det var også det store „I“, livets lille knop der lå begravet i selv’ets åndende krop.

Samtidig var det også forfatterens fysiske øje, øjet hos en mand der fra sig selv ser ud på verden og forlanger af denne verden at den afslører sig for ham. Gennem fem år havde Quinn levet i dette ordspils greb.

Det var naturligvis længe siden han var holdt op med at tænke på sig selv som en virkelig person. Hvis han overhovedet levede i denne verden, var det med Max Works imaginære person som mellemled.

Hans detektiv måtte nødvendigvis være virkelig. Det krævede bøgernes væsen at han var. Hvis Quinn havde ladet sig selv forsvinde, havde trukket sig tilbage bag grænserne af et mærkeligt og aflukket liv, så fortsatte Work med at leve i andres verden, og jo mere Quinn lod til at forsvinde, des mere vedholdende blev Works tilstedeværelse i den verden. Hvor Quinn knap nok kunne føle sig hjemme i sin egen hud, var Work aggressiv, hurtig i replikken og hjemmevant uanset

1 Private eye, jargonudtryk for private i(nvestigator) = privatdetektiv. Lydligheden mellem bogstavet „i“ og ordet „eye“ giver ordspillet. O.a.

23

Content_9788711691243.indd 23

18/02/21 10:16 AM

hvilken klemme han var i. De selv samme ting som skabte problemer for Quinn tog Work for givet, og han vandrede gennem sine eventyrs voldsoptrin med en afslappet skødesløshed som bestandigt imponerede hans skaber. Det var ikke netop at Quinn ønskede at være Work, eller blot at ligne ham, men han fandt det betryggende at foregive at være Work mens han skrev sine bøger, at vide at han havde evnen til at blive Work om han nogen sinde skulle vælge det, om det så kun var i tankerne.

Den aften, da han omsider faldt i søvn, prøvede Quinn at forestille sig hvad Work ville have sagt til den fremmede i telefonen. I en drøm, som han senere glemte, befandt han sig alene i et værelse hvor han affyrede en pistol ind i en bar, hvid væg.

Den følgende aften blev Quinn overrumplet. Han havde troet at episoden var overstået og ventede ikke at den fremmede ville ringe igen. Og så sad han tilfældigvis på toilettet, i færd med at presse en lort ud, da telefonen ringede. Det var noget senere end aftenen før, klokken var vel ti-tolv minutter i ét. Quinn var netop nået frem til det kapitel der beretter om Marco Polos rejse fra Peking til Amoy, og bogen lå opslået på hans skød mens han forrettede i det lille badeværelse. Telefonens ringen kom som en klar irritation. Hvis han skulle tage den hurtigt måtte han rejse sig uden at tørre sig, og det bød ham imod at gå gennem lejligheden i den tilstand. Hvis han på den anden side i normalt tempo afsluttede det han var i færd med, så ville han ikke kunne nå at tage telefonen. Til trods for det tøvede Quinn med at bevæge sig. Han var ikke begejstret for telefoner, og havde flere gange overvejet at skaffe sig af med sin. Det var dens tyranni han mest af alt afskyede. Ikke alene havde den magt til at forstyrre ham imod hans vilje, men han adlød uundgåeligt dens befaling. Denne gang besluttede han at stå imod. Da den ringede tredje gang var hans tarm tømt. Efter den fjerde ringning var det lykkedes ham at tørre sig. Ved den femte ringning havde han trukket bukserne op, forladt badeværelset og gik roligt gennem lejligheden.

Han tog røret da den ringede for sjette gang, men der var ingen i den anden ende. Den ringende havde lagt røret.

24

Content_9788711691243.indd 24

18/02/21 10:16 AM

Næste aften var han parat. Han lå og flød på sin seng og læste i The Sporting News, mens han ventede på at den fremmede skulle ringe for tredje gang. Indimellem, når hans nerver tog magten fra ham, rejste han sig og travede rundt i lejligheden. Han satte en plade på – Haydns opera, Manden i Månen – og gennemlyttede den fra først til sidst. Han ventede og ventede. Klokken halv tre opgav han det omsider og faldt i søvn.

Den følgende aften ventede han igen, og også aftenen derefter.

Netop som han var indstillet på at opgive sin plan, da det gik op for ham at alle hans antagelser havde været fejlagtige, ringede telefonen igen. Det var den nittende maj. Han kunne huske den dato fordi det var hans forældres bryllupsdag – eller ville have været det, hvis hans forældre havde levet – og hans mor havde engang fortalt ham at han var blevet undfanget på hendes bryllupsnat. Denne kendsgerning havde altid tiltalt ham – præcis at kunne tidfæste tilværelsens første øjeblik – og i årenes løb havde han for sig selv fejret sin fødselsdag på den dato. Denne gang var det noget tidligere end de to andre aftener – klokken var endnu ikke elleve – og idet han rakte ud efter telefonen gik han ud fra at det var en anden. „Hallo?“ sagde han.

Der var igen tavshed i den anden ende. Quinn vidste straks at det var den fremmede. „Hallo?“ sagde han igen. „Hvad kan jeg hjælpe med?“ „Ja,“ sagde stemmen omsider. Den samme mekaniske hvisken, den samme desperate betoning. „Ja. Det er nødvendigt nu. Uden forsinkelse.“ „Hvad er nødvendigt?“ „At tale. Lige nu. At tale lige nu. Ja.“ „Og hvem ønsker De at tale med?“ „Altid den samme mand. Auster. Ham der kalder sig Paul Auster.“ Denne gang tøvede Quinn ikke. Han vidste hvad han ville gøre, og nu da tiden var inde gjorde han det. „Det er mig,“ sagde han. „Jeg er Auster.“ 25

Content_9788711691243.indd 25

18/02/21 10:16 AM

„Endelig. Endelig har jeg fundet Dem.“ Han kunne høre lettelsen i stemmen, den næsten rørlige ro der pludselig bemægtigede sig den. „Det er rigtigt,“ sagde Quinn. „Endelig.“ Han tøvede et øjeblik for at lade ordene trænge ind, lige så meget for sin egen skyld som for den andens. „Hvad kan jeg gøre for Dem?“ „Jeg må have hjælp,“ sagde stemmen. „Der er stor fare på færde.

Man siger De er den bedste til at gøre den slags.“ „Det afhænger af hvad slags De mener.“ „Jeg mener død. Jeg mener død og mord.“ „Det er ikke lige min afdeling,“ sagde Quinn. „Jeg går ikke rundt og slår folk ihjel.“ „Nej,“ sagde stemmen irritabelt. „Jeg mener det omvendte.“ „Er der nogen der vil myrde Dem?“ „Ja, myrde mig. Det er rigtigt. Jeg bliver myrdet.“ „Og De vil gerne have mig til at beskytte Dem?“ „Til at beskytte mig, ja. Og til at finde manden som skal gøre det.“ „De ved ikke hvem det er?“ „Jeg ved det, jo. Naturligvis ved jeg det. Men jeg ved ikke hvor han er.“ „Kan De fortælle mig om det?“ „Ikke nu. Ikke i telefonen. Der er stor fare på færde. De må komme her.“ „Hvad med i morgen?“ „Godt. I morgen. Tidligt i morgen. Om formiddagen.“ „Klokken ti?“ „Godt. Klokken ti.“ Stemmen opgav en adresse på East 69th Street. „Glem det ikke, mr Auster. De må komme.“ „Bare rolig,“ sagde Quinn. „Jeg skal nok være der.“

Content_9788711691243.indd 26

18/02/21 10:16 AM

2

Den følgende morgen vågnede Quinn tidligere end han havde gjort i adskillige uger. Mens han drak sin kaffe og smurte sit ristede brød og læste baseball-resultaterne i avisen (Mets havde igen tabt, to-ét, på en fejl i niende inning), gik det ikke op for ham at han skulle dukke op til sin aftale. Selve vendingen, sin aftale, forekom ham mærkelig.

Det var ikke hans aftale, det var Paul Austers. Og han havde ikke begreb om hvem den person måtte være.

Men efterhånden som tiden gik, fandt han ud af at han var i færd med en god imitation af en mand der var på vej ud. Han ryddede morgenmadsservicet af bordet, smed avisen ind på sofaen, gik i badeværelset, tog brusebad, barberede sig, gik ind i soveværelset med et par håndklæder om sig, åbnede skabet og udvalgte sig det tøj han ville have på den dag. Han var mest tilbøjelig til jakke og slips.

Quinn havde ikke haft slips på siden konens og sønnens begravelse, og han kunne ikke engang huske om han stadig ejede et. Men dér hang det, midt i klædeskabets kaos. Imidlertid forkastede han en hvid skjorte som for formel, og valgte i stedet en grå-og-rødternet sag til det grå slips. Han tog det på i en art trance.

Først da han havde hånden på dørgrebet begyndte det at gå op for ham hvad han var i færd med. „Det ser ud til at jeg skal ud,“ sagde han til sig selv. „Men hvis jeg skal ud, hvor er det da helt præcis jeg 27

Content_9788711691243.indd 27

18/02/21 10:16 AM

skal hen?“ En time senere, da han stod af linje 4-bussen ved 70th Street og Fifth Avenue, havde han stadig ikke besvaret spørgsmålet.

På den ene side af ham lå parken og lyste grønt i morgensolen, med skarpe, ilende skygger; til den anden side lå Frick-museet hvidt og enkelt og så ud som om det var overgivet til de døde. Han tænkte et øjeblik på Vermeers Soldat og ung smilende pige, og forsøgte at genkalde sig udtrykket i pigens ansigt, hendes hænders præcise greb om koppen, den ansigtsløse mands røde ryg. I tankerne fik han et glimt af det blå landkort på væggen og sollyset der vældede ind gennem vinduet, så meget lig det solskin der omgav ham i det øjeblik. Han gik. Han gik over gaden og bevægede sig mod øst.

Ved Madison Avenue drejede han til højre og gik en karré mod syd, drejede så til venstre og så hvor han var. „Det ser ud til at jeg er ankommet,“ sagde han til sig selv. Han stod foran bygningen og tøvede. Pludselig betød det ikke længere noget. Han følte sig bemærkelsesværdigt rolig, som om alting allerede var hændt ham.

Idet han åbnede døren der førte ham ind i lobbyen, gav han sig selv et sidste råd. „Hvis alt dette virkelig finder sted,“ sagde han, „så må jeg holde øjnene åbne.“ Det var en kvinde der åbnede døren til lejligheden. Af en eller anden grund havde Quinn ikke ventet dette, og det gjorde ham usikker.

Tingene skete allerede for hurtigt. Endnu før han havde mulighed for at tage kvindens tilstedeværelse til sig, beskrive hende for sig selv og danne sig sine indtryk, talte hun til ham og tvang ham derved til at reagere. Derfor mistede han allerede i de første øjeblikke terræn, begyndte at sakke agterud for sig selv. Senere, da han fik tid til at tænke over disse begivenheder, lykkedes det ham at sammenstykke sit møde med kvinden. Men det var hukommelsesarbejde, og erindrede ting, vidste han, havde tendens til at nedbryde de ting der erindredes. Som følge deraf kunne han aldrig være sikker på noget af det.

Kvinden var omkring tredive, måske femogtredive; i bedste fald af gennemsnitshøjde; hofterne var en kende brede, eller yppige, afhængigt af ens synspunkt; mørkt hår, mørke øjne, og et udtryk 28

Content_9788711691243.indd 28

18/02/21 10:16 AM

i øjnene som på én gang var uafhængigt og svagt forførende. Hun var klædt i sort kjole og bar en stærkt rød læbestift. „Mr Auster?“ Et prøvende smil; en spørgende bøjning af hovedet. „Netop,“ sagde Quinn. „Paul Auster.“ „Jeg er Virginia Stillman,“ sagde kvinden. „Peters hustru. Han har ventet på Dem siden klokken otte.“ „Vi aftalte klokken ti,“ sagde Quinn og kastede et blik på sit ur.

Den var præcis ti. „Han har været ude af sig selv,“ forklarede kvinden. „Jeg har aldrig set ham sådan før. Han kunne simpelt hen ikke vente.“ Hun åbnede døren for Quinn. Idet han trådte over dørtrinnet og ind i lejligheden følte han at han blev helt tom, som om hans hjerne pludselig var slukket. Han havde villet tage enkelthederne i det han så til sig, men på en eller anden måde magtede han det ikke nu.

Lejligheden tårnede sig udvisket op omkring ham. Han opfattede at den var stor, måske med fem eller seks værelser, samt at den var kostbart udstyret med adskillige kunstgenstande, askebægre af sølv og fornemt indrammede malerier på væggene. Men det var alt. Ikke mere end et generelt indtryk – selv om han var der og så på de ting med sine egne øjne.

Han befandt sig på en sofa, alene i dagligstuen. Nu huskede han at mrs Stillman havde bedt ham vente der mens hun fandt sin mand.

Han vidste ikke hvor længe det havde varet. Sikkert ikke mere end ét eller to minutter. Men den måde lyset faldt gennem vinduerne fik det til at virke som om det var middag. Det faldt ham imidlertid ikke ind at se på sit ur. Duften af Virginia Stillmans parfume hang i luften omkring ham, og han begyndte at forestille sig hvordan hun så ud uden tøj på. Så begyndte han at tænke på hvad Max Work mon ville have tænkt, om han havde været der. Han besluttede at tænde en cigaret. Han blæste røgen ud i rummet. Det vakte hans behag at se røgen stødvis forlade munden, brede sig ud og antage nye afgrænsninger når lyset ramte den.

Han hørte lyden af nogen der kom ind i værelset bag ved ham.

Quinn rejste sig fra sofaen og vendte sig i forventning om at se mrs 29

Content_9788711691243.indd 29

18/02/21 10:16 AM

Stillman. I stedet var det en ung mand, klædt helt i hvidt og med et barns hvidblonde hår. På mystisk vis tænkte Quinn, i det første øjeblik, på sin egen døde søn. Og så, lige så brat som tanken var dukket op, forsvandt den.

Peter Stillman kom ind i værelset og satte sig i en lænestol med rødt fløjlsbetræk over for Quinn. Han mælede ikke et ord mens han bevægede sig derhen, og anerkendte heller ikke Quinns tilstedeværelse. Alene det at bevæge sig fra et sted til et andet lod til at kræve hele hans opmærksomhed, som om det ville sætte ham helt i stå hvis han ikke tænkte over hvad han foretog sig. Quinn havde aldrig set nogen bevæge sig på denne måde, og han var straks klar over at dette var den samme person han havde talt i telefon med.

Kroppen opførte sig næsten præcis som stemmen havde gjort det: maskinagtigt, i ryk, vekslende mellem langsomme og hurtige gestus, stift og dog udtryksfuldt, som om det var en ukontrolleret udførelse der ikke helt stemte overens med den vilje der lå bag. Det forekom Quinn at Stillmans krop ikke havde været i brug i lang tid, og at alle dens funktioner var blevet lært påny, så det at gå var blevet til en bevidst proces hvor hver enkelt bevægelse var blevet opdelt i de delbevægelser den bestod af, med det resultat at det flydende og spontane var gået tabt. Det var som at se en marionet der prøvede at gå uden sine snore.

Alt ved Peter Stillman var hvidt. Hvid, åbenstående skjorte; hvide bukser, hvide sko, hvide strømper. Virkningen var, sammen med hudens bleghed og det tynde, hørgule hår, næsten gennemsigtig – som om man kunne se helt ind til de blå årer bag ansigtets hud.

Denne blå farve var af næsten samme nuance som hans blå øjne, en mælkeagtig blå som nærmest opløstes i en blanding af himmel og skyer. Quinn kunne ikke forestille sig hvordan han skulle henvende sig til denne person. Det var som om Stillmans tilstedeværelse var en befaling om tavshed.

Stillman sænkede sig langsomt ned i sin stol og vendte omsider opmærksomheden mod Quinn. Idet deres blikke mødtes følte Quinn pludselig at Stillman var blevet usynlig. Han kunne se ham sidde 30

Content_9788711691243.indd 30

18/02/21 10:16 AM

i stolen lige overfor, men samtidig føltes det som om han ikke var der. Det faldt Quinn ind at Stillman kunne være blind. Men nej, det forekom ikke muligt. Manden så på ham, granskede ham endda, og selv om der ikke var et strejf af anerkendelse i hans udtryk, rummede det dog mere end en tom stirren. Quinn vidste ikke hvad han skulle gøre. Han sad stumt i sin stol og stirrede tilbage på Stillman. Der gik en rum tid. „Ingen spørgsmål, tak,“ sagde den unge mand omsider. „Ja. Nej. Tak.“ Han tav et øjeblik. „Jeg er Peter Stillman. Det siger jeg af egen fri vilje. Ja. Det er ikke mit virkelige navn. Nej. Selvfølgelig er mit sind ikke som det skulle være. Men det kan der ikke gøres noget ved. Nej. Noget ved. Nej, nej. Ikke mere. „De sidder der og tænker: Hvem er denne person som taler til mig? Hvad er det for ord der kommer fra hans mund? Det skal jeg fortælle Dem. Eller ikke fortælle Dem. Ja og nej. Mit sind er ikke som det skulle være. Det siger jeg af egen fri vilje. Men jeg prøver.

Ja og nej. Jeg prøver at fortælle Dem det, selv om mit sind gør det svært. Tak. „Mit navn er Peter Stillman. Måske har De hørt om mig, men sandsynligvis ikke. Betyder intet. Det er ikke mit virkelige navn.

Mit virkelige navn husker jeg ikke. Undskyld. Ikke at det gør nogen forskel. Det vil sige, ikke mere. „Dette er hvad man kalder at tale. Det er vist udtrykket. Når ord kommer ud, flyver op i luften, lever et øjeblik, og dør. Er det ikke mærkeligt? Selv har jeg ingen mening. Nej og nej igen. Men der er dog ord som De har brug for. Der er mange af dem. Mange millioner, tror jeg. Måske kun tre eller fire. Undskyld. Men det går godt for mig i dag. Så meget bedre end sædvanlig. Hvis jeg kan give Dem de ord De har brug for, vil det være en stor sejr. Tak. En million gange tak. „For længe siden var der en mor og en far. Jeg husker intet af det.

De siger: mor døde. Hvem de er ved jeg ikke. Undskyld. Men det er hvad de siger. „Altså ingen mor. Ha ha. Sådan er min latter nu, mit latterskrald af vissevasse. Store far sagde: det gør ingen forskel. For mig. Det vil 31

Content_9788711691243.indd 31

18/02/21 10:16 AM

sige, for ham. Store far med de store muskler og bum, bum, bum.

Ingen spørgsmål nu, tak. „Jeg siger hvad de siger fordi jeg intet véd. Jeg er bare den stakkels Peter Stillman, drengen som ikke kan huske. Hulk hulk. Sniksnak.

Mæhæ. Undskyld. De siger, de siger. Men hvad siger den stakkels lille Peter? Intet, intet. Ikke længere. „Dette var der. Mørkt. Meget mørkt. Så mørkt som meget mørkt.

De siger, det var værelset. Som om jeg kunne tale om det. Mørket, mener jeg. Tak. „Mørkt, mørkt. I ni år, siger de. Ikke engang et vindue. Stakkels Peter Stillman. Og bum, bum, bum. Puha-bunkerne. Tis-søerne.

Besvimelserne. Undskyld. Apatisk og nøgen. Undskyld. Ikke længere. „Altså er der mørket. Det fortæller jeg Dem. Der var mad i mørket, ja, grødmad i det døve mørke rum. Han spiste med hænderne.

Undskyld. Jeg mener, det gjorde Peter. Og hvis jeg er Peter, så meget desto bedre. Det vil sige, så meget desto værre. Undskyld. Jeg er Peter Stillman. Det er ikke mit virkelige navn. Tak. „Stakkels Peter Stillman. En lille dreng var han. Knap få af sine egne ord. Og så ingen ord, og så ingen, og så ingenting, ingenting, ingenting. Ikke længere. „Tilgiv mig, mr Auster. Jeg kan se jeg gør Dem ked af det. Ingen spørgsmål, tak. Mit navn er Peter Stillman. Det er ikke mit virkelige navn. Mit virkelige navn er mr Trist. Hvad er Deres navn, mr Auster?

Måske er De den virkelige mr Trist ogjeg er ingen. „Hulk hulk. Undskyld. Sådan er min gråd og gnidsel. Hulk hulk, snøft snøft. Hvad gjorde Peter i det rum? Det kan ingen sige. Nogle siger ingenting. Hvad mig angår, så tænker jeg at Peter ikke kunne tænke. Kunne han skænke? Kunne han sænke? Kunne han stænke?

Ha ha ha. Undskyld. Somme tider er jeg så morsom. „Skrulpe klik bringleskok fanist. Klak klak beslak. Dødlyd, traggerfulk, spitanna. Ya, ya, ya. Undskyld. Jeg er den eneste som forstår disse ord. „Senere og senere og senere. Siger de. Det stod på for længe til at Peter kunne være rigtig klog. Aldrig mere. Nej, nej, nej. De siger 32

Content_9788711691243.indd 32

18/02/21 10:16 AM

at nogen fandt mig. Jeg husker det ikke. Nej, jeg husker ikke hvad skete da de åbnede døren og lyset kom ind. Nej, nej, nej. Jeg kan ikke sige noget om dette. Ikke længere. „I lang tid gik jeg med mørke briller. Jeg var tolv år. Det er da hvad de siger. Jeg boede på et hospital. Lidt efter lidt lærte de mig at blive Peter Stillman. De sagde, Du er Peter Stillman. Tak, sagde jeg. Ya, ya, ya. Tak og tak. Sagde jeg. „Peter var baby. De måtte lære ham alting. Hvordan man går, ved De nok. Hvordan man spiser. Hvordan man laver puha og tis på toilet. Let. Det var ikke dårligt. Selv når jeg bed dem lavede de ikke bum, bum, bum. Senere holdt jeg endda op med at rive mit tøj af. „Peter var en god dreng. Men det var svært at lære ham ord. Hans mund virkede ikke rigtig. Og han var selvfølgelig ikke rigtig klog.

Ba ba ba, sagde han. Og da da da. Og wa wa wa. Undskyld. Det tog flere år og år. Nu siger de til Peter: nu kan du gå, vi kan ikke gøre mere for dig. Peter Stillman, du er et menneske, sagde de. Det er godt at tro hvad læger siger. Tak. Tusind mange tak. „Jeg er Peter Stillman. Det er ikke mit virkelige navn. Mit virkelige navn er Peter Kanin. Om vinteren er jeg mr Hvid, om sommeren er jeg mr Grøn. De må synes hvad De vil. Jeg siger det af min egen frie vilje. Skrulpe klik bringleskok fanist. Det er smukt, er det ikke? Jeg laver den slags ord hele tiden. Det er der ikke noget at gøre ved. De kommer bare ud af min mund helt af sig selv. De kan ikke oversættes. „Spørg og spørg. Det nytter ikke noget. Men jeg vil fortælle Dem. Jeg vil ikke have at De bliver trist, mr Auster. De har så venligt et ansigt. De minder mig om en sådanledes eller et grynt, jeg ved ikke hvilken. Og Deres øjne ser på mig. Ja, ja. Jeg kan se dem. Det er meget godt. Tak. „Det er derfor jeg vil fortælle Dem. Ingen spørgsmål, tak. De undrer Dem over hele resten. Det vil sige faren. Den frygtelige far som gjorde alle de ting mod lille Peter. Vær kun rolig. De tog ham til et mørkt sted. De låste ham inde og lod ham blive der. Ha ha ha.

Undskyld. Somme tider er jeg så morsom.

33

Content_9788711691243.indd 33

18/02/21 10:16 AM

„Tretten år, sagde de. Det er måske lang tid. Men om tiden véd jeg intet. Jeg er ny hver dag. Jeg bliver født når jeg vågner om morgenen, jeg bliver gammel i løbet af dagen, og jeg dør om aftenen når jeg falder i søvn. Det er ikke min skyld. Det går mig så godt i dag. Det går mig så meget bedre end det nogen sinde før har gjort. „I tretten år var faren væk. Han hedder også Peter Stillman. Mærkeligt, ikkesandt? At to mennesker kan bære det samme navn? Jeg ved ikke om det er hans virkelige navn. Men jeg tror ikke han er mig.

Vi er begge Peter Stillman. Men Peter Stillman er ikke mit virkelige navn. Så måske er jeg trods alt ikke Peter Stillman. „Tretten år, siger jeg. Eller siger de. Det gør ingen forskel. Om tiden véd jeg intet. Men dét de fortæller mig er dette. I morgen er det slut med tretten år. Det er dårligt. Selv om de siger det ikke er det, er det dårligt. Det er ikke meningen at jeg husker. Men det gør jeg nu og da, trods hvad jeg siger. „Han vil komme. Det vil sige, faren vil komme. Og han vil prøve at dræbe mig. Tak. Men det ønsker jeg ikke. Nej, nej. Ikke længere.

Peter lever nu. Ja. Helt klog i hovedet er han ikke, men han lever dog.

Og det er noget, er det ikke. Det kan De bide spids på. Ha ha ha. „For det meste er jeg digter. Hver dag sidder jeg i mit værelse og skriver et nyt digt. Jeg laver selv alle ordene, ligesom da jeg levede i mørke. Jeg begynder at huske tingene på den måde, at lade som om jeg er kommet tilbage til mørket igen. Jeg er den eneste som ved hvad ordene betyder. De kan ikke oversættes. Disse digte vil gøre mig berømt. Ramme hovedet på sømmet. Ya, ya, ya. Smukke digte.

Så smukke at hele verden vil græde. „Måske vil jeg senere gøre noget andet. Når jeg er færdig med at være digter. Før eller senere løber jeg tør for ord, forstår De. Enhver rummer blot et bestemt antal ord i sig. Og hvor vil jeg så være? Jeg tror jeg gerne vil være brandmand efter det. Og derefter læge. Det gør ingen forskel. Det sidste jeg vil være er linedanser. Når jeg er meget gammel og omsider har lært at gå som andre mennesker. Så vil jeg danse på linen og folk vil blive forbavsede. Endda de små børn. Det ville jeg gerne. Danse på linen indtil jeg dør.

34

Content_9788711691243.indd 34

18/02/21 10:16 AM

„Men pyt. Det gør ingen forskel. For mig. Som De kan se, er jeg en rig mand. Jeg behøver ikke bekymre mig. Nej, nej. Ikke om det.

Det kan De bide spids på. Faren var rig, og lille Peter fik alle hans penge efter at de låste ham inde i mørket. Ha ha ha. Undskyld at jeg ler. Somme tider er jeg så morsom. „Jeg er den sidste i familien Stillman. Det var noget af en familie, det siger man i hvert fald. Fra det gamle Boston, hvis De skulle have hørt om den. Jeg er den sidste. Der er ikke andre. Jeg er den sidste af alle, det sidste menneske. Så meget desto bedre, synes jeg. Det er ikke en skam at det hele slutter nu. Det er godt for alle at være døde. „Faren var måske ikke virkelig slem. Det siger jeg i det mindste nu.

Han havde et stort hoved. Så stort som meget stort, og det betød at der var for meget plads derinde. Så mange tanker i det store hoved han havde. Men stakkels Peter, var han ikke? Og i virkelig frygtelige vanskeligheder. Peter som ikke kunne se eller sige, som ikke kunne tænke eller gøre. Peter som ikke kunne. Nej. Ikke nogen ting. „Jeg ved intet om dette. Ej heller forstår jeg. Min hustru er den som fortæller mig disse ting. Hun siger det er vigtigt for mig at vide, selv om jeg ikke forstår. Men selv dette forstår jeg ikke. For at kunne vide må man forstå. Er det ikke tilfældet? Men jeg ved intet. Måske er jeg Peter Stillman, og måske er jeg ikke. Mit virkelige navn er Peter Ingen. Tak. Og hvad mener De om det? „Så jeg fortæller Dem om faren. Det er en god historie, selv om jeg ikke forstår den. Jeg kan fortælle den til Dem, fordi jeg kender ordene. Og det er noget, er det ikke? At kende ordene, mener jeg.

Somme tider er jeg så stolt af mig selv! Undskyld. Dette er hvad min hustru siger. Hun siger at faren talte om God. Det er et morsomt ord for mig. Når man vender det baglæns, bliver det til dog. Og en hund har ikke så meget med Gud at gøre, vel? Vuf vuf. Bjæf vov. Det er hundeord. Jeg synes de er smukke. Så kønne og sande. Ligesom de ord jeg laver. „Nå men. Jeg var ved at sige. Faren talte om Gud. Han ville vide om Gud havde et sprog. De må ikke spørge mig hvad dette betyder.

Jeg fortæller Dem det kun fordi jeg kender ordene. Faren troede at 35

Content_9788711691243.indd 35

18/02/21 10:16 AM

et spædbarn måske talte det sprog hvis spædbarnet ikke så nogen mennesker. Men hvilket spædbarn var der? Aha. Nu begynder De at forstå. Man behøvede ikke at købe ham. Selvfølgelig kendte Peter nogle menneskeord. Det var der ikke noget at gøre ved. Men faren troede at Peter måske ville glemme dem. Efter en tid. Det var derfor der var så meget bum, bum, bum. Hver gang Peter sagde et ord lavede hans far bum mod ham. Til sidst lærte Peter ikke at sige noget. Ya ya ya. Tak. „Peter holdt ordene inde i sig. I alle de dage og måneder og år.

Dér i mørket, lille Peter helt alene, og ordene støjede i hans hoved og holdt ham med selskab. Det er derfor hans mund ikke rigtig virker.

Stakkels Peter. Hulk hulk. Således er hans tårer. Den lille dreng der aldrig kan blive voksen. „Peter kan tale ligesom folk nu. Men han har stadig de andre ord i sit hoved. De er Guds sprog, og der er ingen andre der kan tale det.

De kan ikke oversættes. Det er derfor Peter lever så nær ved Gud. Det er derfor han er en berømt digter. „Alting er så godt for mig nu. Jeg kan gøre lige hvad jeg vil. Hvor jeg vil, når jeg vil. Jeg har endda en hustru. Det kan De se. Jeg nævnede hende før. Måske har De endda mødt hende. Hun er smuk, er hun ikke? Hun hedder Virginia. Det er ikke hendes virkelige navn.

Men det gør ingen forskel. For mig. „Hver gang jeg beder om det, skaffer min hustru mig en pige.

De er ludere. Jeg stikker min orm ind i dem og de stønner. Der har været så mange. Ha ha. De kommer herop og jeg knepper dem. Det føles godt at kneppe. Virginia giver dem penge og alle er glade. Det kan De bide spids på. Ha ha. „Stakkels Virginia. Hun bryder sig ikke om at kneppe. Det vil sige, med mig. Måske knepper hun en anden. Hvem ved? Dette véd jeg intet om. Det gør ingen forskel. Men måske vil Virginia lade Dem kneppe hende hvis De er venlig ved hende. Det ville gøre mig glad.

For Deres skyld. Tak. „Altså. Der er en hel del ting. Jeg prøver at fortælle Dem om dem.

Jeg ved at mit hoved ikke er rigtig klogt. Og det er sandt, ja, og dette 36

Content_9788711691243.indd 36

18/02/21 10:16 AM

siger jeg af egen fri vilje, at somme tider skriger og skriger jeg bare.

Uden rimelig grund. Som om der behøvede være en grund. Men uden nogen som jeg kan se. Eller nogen andre. Nej. Og så er der tider hvor jeg intet siger. Flere dage ad gangen. Intet, intet, intet. Jeg glemmer hvordan jeg skal få ordene til at komme ud af min mund.

Så er det svært for mig at bevæge mig. Ya ya. Eller endda at se. Så er det jeg bliver til mr Trist. „Jeg holder stadig af at være i mørket. I det mindste somme tider.

Det er godt for mig, tror jeg. I mørket taler jeg Guds sprog og der er ingen der kan høre mig. Vær venlig ikke at blive vred. Jeg kan ikke gøre for det. „Bedst af alt er der luften. Ja. Og lidt efter lidt har jeg lært at leve inde i den. Luften og lyset, ja, også det, lyset der skinner på alle ting og sætter dem der hvor mine øjne kan se dem. Der er luften og lyset, og dette bedst af alt. Undskyld. Luften og lyset. Ja. Når vejret er godt holder jeg af at sidde ved det åbne vindue. Somme tider kigger jeg ud og ser på tingene dernede. Gaden og alle menneskene, hundene og bilerne, murstenene i bygningen på den anden side af vejen. Og så er der tider hvor jeg lukker mine øjne og bare sidder der, med brisen der blæser i mit ansigt, og lyset inde i luften og hele vejen omkring mig og lige uden for mine øjne, og hele verden er rød, smukt rød inde i mine øjne, med solen der skinner på mig og mine øjne. „Det er sandt at jeg sjældent går ud. Det er svært for mig, og jeg er ikke altid til at stole på. Somme tider skriger jeg. Vær venlig ikke at blive vred på mig. Jeg kan ikke gøre for det. Virginia siger at jeg må lære hvordan man opfører sig blandt andre mennesker. Men somme tider kan jeg ikke gøre for det, og skrigene kommer bare ud af mig. „Men parken elsker jeg at komme i. Der er der træerne og luften og lyset. I alt det er der godt, er der ikke? Ja. Lidt efter lidt får jeg det bedre inde i mig selv. Jeg kan mærke det. Det siger selv dr ­Wyshnegradsky. Jeg véd at jeg stadig er marionetdrengen. Det kan der ikke gøres noget ved. Nej, nej. Ikke længere. Men somme tider tror jeg at jeg en dag bliver voksen og bliver virkelig.

37

Content_9788711691243.indd 37

18/02/21 10:16 AM

„Men for tiden er jeg stadig Peter Stillman. Det er ikke mit virkelige navn. Jeg kan ikke sige hvem jeg vil blive i morgen. Hver dag er ny, og hver dag fødes jeg igen. Jeg ser håb alle vegne, endda i mørket, og når jeg dør bliver jeg måske til Gud. „Der er mange flere ord at tale. Men jeg tror ikke jeg vil tale dem.

Nej. Ikke i dag. Min mund er træt nu, og jeg tror tiden er inde hvor jeg må gå. Men selvfølgelig ved jeg intet om tid. Men det gør ingen forskel. For mig. Mange tak. Jeg véd De vil redde mit liv, mr Auster.

Jeg regner med Dem. Livet kan ikke vare længere end som sådan, forstår De. Alt andet er i værelset, med mørke, med Guds sprog, med skrig. Her er jeg af luften, en smuk ting for solen at skinne på. Det vil De måske huske. Jeg er Peter Stillman. Det er ikke mit virkelige navn. Mange tak.“

Content_9788711691243.indd 38

18/02/21 10:16 AM

Content_9788711691243.indd 14

18/02/21 10:16 AM

cmyk bag

cmyk for

NEW YORK TRILOGIEN består af Austers gennembruds­ romaner By af glas, Genfærd og Det aflåste værelse.

„Disse tre romaner markerer et afgørende øjeblik i ameri­ kansk litteratur. Her finder en for alvor ny stemme sit emne, byen sin tone, en blanding af hvid lyd og splintret blå jazz, og sit mønster, labyrinten.“

BO GREEN JENSEN, I BOGENS INTRODUKTION

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

AUSTER ROMAN

TRILOGIEN

PAUL AUSTER blev født i New Jersey i 1947 og bor i Brooklyn. Han debuterede i 1982 som prosaist med erindringsbogen Opfindelsen af ensomhed. Siden har han skrevet adskillige internationalt anerkendte romaner og essays, bl.a. Rapport fra de indre landskaber, Sunset Park, Usynlig, Illusionernes bog og murstensromanen 4 3 2 1.

Hans mest kendte værk er uden tvivl bestselleren New York Trilogien.

PAUL

NEW YORK

„New York var et uudtømmeligt rum, en labyrint af ende­ løse skridt, og uanset hvor langt han gik, uanset hvor fortrolig han blev med sit kvarter og dets gader, havde han altid fornemmelsen af at fare vild. Ikke blot fare vild i byen, men også i sig selv...“

LINDHARDT OG RINGHOF