Nissen der ville være berømt læseprøve

Den nat drømte Nissen igen. Han drømte, at han var en berømt nisse inde i fjernsynet med sofa og sutsko, og folk klappede og råbte bravo.

Og pludselig vågnede han med et spjæt. Et kæmpespjæt. Det var jo soleklart, det hele. Han kunne nemt blive lige så berømt, han ville. „Jeg er nemlig en vaskeægte nisse!“ råbte Nissen så højt, at det rungede i klædeskabet. „Og nisser er noget af det allerallersjældneste i hele verden! Så derfor kan jeg blive berømt så nemt som ingenting!

Folk vil råbe hurra og putte mig i fjernsynet!“

carlsen.dk

n i s s e n d e r v i l l e væ r e b e r ø m t

–2–

n i s s e n d e r v i l l e væ r e b e r ø m t

–3–

I Jeg vil fortælle en historie om en nisse, der boede i en vaske­ kælder. Det var ude på landet, i en lille snottet landsby, som ingen kan huske, hvad hedder. „Haha,“ siger alle børn i munden på hinanden. „Nisser bor ikke i kældre, de bor på hølofter! Og for resten gider vi ikke høre om nisser. Vi vil hellere høre om pirater og cowboys og bankrøverier.“ Men denne her nisse boede nu altså i en vaskekælder, fordi der ikke var nogen hølofter i nærheden, og denne her historie handler altså om en nisse og ikke om alt muligt andet. Basta.

Det hele startede sidste år ved vintertid. Nissen havde læn­ ge levet et nøjsomt liv og var ganske godt tilfreds. Han sov i et klædeskab og holdt af grød og en god pibe tobak, som nisser ofte gør.

Manglede han ellers noget, huggede han det bare i fadebu­ ret ved siden af vaskekælderen. Der var pølser og dåsemakrel og alting. Der lå naturligvis osse et hus oven på kælderen, men det er en anden historie. Alt i alt må man sige, at Nissen havde det fint.

Men alligevel. Selv en nisse kan jo blive en lille smule træt af grød og vaskekældre. For at opleve lidt bestemte han sig en af­ ten for at slentre en tur i nabolaget, når det nu var mørkt og tyst.

–8–

n i s s e n d e r v i l l e væ r e b e r ø m t

–9–

n i s s e n d e r v i l l e væ r e b e r ø m t

– 10 –

n i s s e n d e r v i l l e væ r e b e r ø m t

Og det gjorde han. Han kravlede ud ad kældervinduet og traskede rundt og røg i den stille by. Der var en nydelig stjerne­ himmel og nyfalden sne overalt, og fra de små hjem strøm­ mede lys og varme ud. Alt i alt var det en glimrende aftentur.

Men så fik han den dér lyst. Han fik en kriblende, krablende, kroplende, kruplende, krillende lyst til at kigge ind ad folks vinduer. Den stakkels nisse fik så uhyrligt meget lyst, at det spjættede i hans ben og boblede i hans mave. Det var jo ikke for at lure eller luske eller udspionere nogen. Den type var han slet ikke. Det er nisser vist i øvrigt aldrig. Det var jo bare for at få lidt adspredelse og opleve noget. Det var såmænd det hele.

Og han gjorde det sørme. Han kiggede ind. Inde i stuerne sad folk i lænestole og havde det godt. De hældte fløde i kaffen og fik vaniljekranse eller sandkage, og der var lunt og godt og fint tapet på væggene. „Humhum,“ mumlede Nissen til sig selv, for der var jo ikke andre. „Der kan man bare se …“ Da Nissen den nat lå i sit klædeskab, på den sædvanlige hyl­ de, tænkte han, om det måske var sådan, at mennesker hav­ de det bedre end nisser. Men der måtte han nu alligevel ryste på hovedet. „Jeg er vist ved at blive et gammelt sludrechatol,“ sukkede han og lagde sig til at sove.

Men det fortsatte, sørme. Hver aften, når mørket faldt på, måtte Nissen ud på tur. Han måtte simpelthen. Det spjættede i benene og boblede i maven, lige til han gjorde det. Og når han først var udenfor, ja, så måtte han simpelthen kigge ind ad folks vinduer. Bare lidt. Han så mænd ryge cigarer og damer i rene køkkener med kager og rødkål. Han så bløde sofaer i fine – 11 –

n i s s e n d e r v i l l e væ r e b e r ø m t

mønstre og radioer og strygejern og elektriske fodvarmere og standerlamper og alt muligt andet.

Det skete tiere og tiere, at Nissen tænkte, om mennesker monstro havde det en smule bedre end nisser. Han tænkte over det om dagen. Han tænkte over det, før han faldt i søvn.

Han tænkte, at han måske osse godt kunne tænke sig at bo med sofa og tapet og vaniljekranse, hvis det skulle være.

Men så rystede han igen på hovedet. „Man er vist ved at bli­ ve et gammelt fjols.“ Så sukkede han og lagde sig til at sove i sit klædeskab.

Men det hjalp bare ikke! For aldrig så snart var han faldet i søvn, før han drømte, at han lå i et stort fad med rødkål, der var så lunt og godt, at han kunne have oprullede skjorte­ærmer.

Det var en dejlig drøm. Men der er jo det med drømme, at de kun holder, til man vågner, og Nissen vågnede, og så måtte han på den igen. Aftenerne gik med at kigge ind ad folks vin­ duer, og den stakkels nisse tænkte efterhånden ikke på andet.

Både om dagen og før han lagde sig til at sove og indimellem og før og efter. Puha. Og en aften gik det helt galt …

n i s s e n d e r v i l l e væ r e b e r ø m t

Og det gjorde det, fordi han en aften listede sig ind i et hus, hvor der ikke var nogen hjemme. Nu var det jo ikke for at hug­ ge noget. Det var bare for at sidde i sofaen og kigge lidt på ta­ petet og sådan. Han lirkede et vindue op (den slags er nisser altså bare dygtige til), og hold da helt op, hvor der var dejligt indenfor. Der var lige akkurat så varmt, som han havde fore­ – 13 –

Den nat drømte Nissen igen. Han drømte, at han var en berømt nisse inde i fjernsynet med sofa og sutsko, og folk klappede og råbte bravo.

Og pludselig vågnede han med et spjæt. Et kæmpespjæt. Det var jo soleklart, det hele. Han kunne nemt blive lige så berømt, han ville. „Jeg er nemlig en vaskeægte nisse!“ råbte Nissen så højt, at det rungede i klædeskabet. „Og nisser er noget af det allerallersjældneste i hele verden! Så derfor kan jeg blive berømt så nemt som ingenting!

Folk vil råbe hurra og putte mig i fjernsynet!“

carlsen.dk