Nu gælder det Danmark! Statsministrenes nytårstaler - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Eva

Fischer Mellbin

F ra n z - M i c h a e l

Skjold

Mellbin

N u gĂŚ l d e r d e t

Dan mark !

s tat s m i n i s t r e n e s n y tĂĽrs tal e r

L i n d h a r d t o g R i ngho f

Nu gĂŚlder det Danmark!

NU GÆLDER DET

DANMARK! STATSMINISTRENES NYTÅRSTALER

Af Eva Fischer Mellbin og Franz-Michael Skjold Mellbin

LINDHARDT OG RINGHOF 3

Nu gælder det Danmark! Statsministrenes nytårstaler © 2011 Eva Fischer Mellbin, Franz-Michael Skjold Mellbin og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslagslayout: Stoltzedesign/Peter Stoltze Grafisk tilrettelæggelse og sats: Graphorama.dk Bogen er sat med Centaur Tak til Statsministeriet (www.stm.dk) for at stille portrætfotos til rådighed. Foto af Henrik Kauffmann (s. 42): Det Kongelige Bibliotek. Trykt hos Scandbook ISBN 978-87-11-40526-0 1.udgave, 1. oplag 2011 Printed in Sweden 2011 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Læs mere på www.nytaarstale.dk og på facebook Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont 4

Indhold

Forord ............................................................................................................. 11 “Nu gælder det Danmark og det danske folk”....................................... 17 Thorvald Stauning 1940 ................................................................... 26 “Vi lever nu som det besatte land” .......................................................... 34 Thorvald Stauning 1941 ................................................................... 38 “Yderligere indrømmelser vil sælge Danmarks fremtid” .................... 43 Henrik Kauffmann 1942 ................................................................... 50 “Gid Danmark må komme igennem disse tider uden skrammer og sår”............................................................................... 53 Thorvald Stauning 1942 ................................................................... 57 “Et frit land”................................................................................................. 61 Knud Kristensen 1946 ....................................................................... 66 “Genopbygningen må først og fremmest baseres på vore egne kræfter”........................................................................................ 71 Hans Hedtoft 1948 ............................................................................ 76 “Freden, som vi ventede den, har ikke villet bryde ud” ...................... 85 Hans Hedtoft 1949 ............................................................................ 89 “Vesteuropa må til at vise, at det nu kan selv” ..................................... 93 Hans Hedtoft 1950 ............................................................................ 97 “Et folks velstand er jo nu engang størrelsen af den produktion, det kan præstere” ........................................................ 107 Erik Eriksen 1951 ............................................................................. 111 “Ofrenes tid ikke er forbi” ...................................................................... 117 Erik Eriksen 1952 ............................................................................. 121 5

“Den nye Grundlov kan samle hele befolkningen” ............................ 125 Erik Eriksen 1953 ............................................................................. 130 “Kanonerne er bragt til tavshed i Korea” ............................................. 135 Hans Hedtoft 1954 .......................................................................... 140 “Det er så let at stille spørgsmålene. Og det er så svært at svare på dem” .............................................................................. 148 Hans Hedtoft 1955 .......................................................................... 152 “Det føles godt at høre til her” .............................................................. 163 H.C. Hansen 1956 ............................................................................ 169 “Tusind ungarere, skyllet op på vore kyster af en ond skæbne” ..... 176 H.C. Hansen 1957 ............................................................................ 182 “Der er ingen ære i at gøre det ukloge” ................................................ 189 H.C. Hansen 1958 ............................................................................ 196 “Hvad du evner, kast af i de nærmeste krav!” .................................... 203 H.C. Hansen 1959 ............................................................................ 207 “Et nyfødt barn, der nysgerrigt kigger ind i den nye verden” .......... 215 Viggo Kampmann 1961 .................................................................. 220 “Velstand uden velfærd er som et lys uden varme” ............................ 226 Viggo Kampmann 1962 .................................................................. 232 “Alle synes, at de har noget til gode” .................................................... 241 Jens Otto Krag 1963 ......................................................................... 248 “Han døde som en vågen mand” ........................................................... 253 Jens Otto Krag 1964 ......................................................................... 259 “Et moderne land på linje med det øvrige Europa” .......................... 265. Jens Otto Krag 1965 ................................................................................ 271 “Lad Tina så snart som muligt komme tilbage til sine forældre” ............................................................................................. 277 Jens Otto Krag 1966 ......................................................................... 284 “Atter er 12 måneder gået med junglekrig” ......................................... 289 Jens Otto Krag 1967 ......................................................................... 293 “Et kompromis mellem generationernes behov og ønsker” ............. 299 Hilmar Baunsgaard 1969 ................................................................. 304 6

“Et land med en vis tilbøjelighed til selvtilfredshed” ........................ 308 Hilmar Baunsgaard 1970 ................................................................. 312 “Arvinger, der ikke kunne tåle at arve den velstand, som forældrene efterlod” ......................................................................... 317 Hilmar Baunsgaard 1971 ................................................................. 322 “Jeg bestilte to øl” ..................................................................................... 331 Anker Jørgensen 1973 ...................................................................... 338 “Hvis der bliver drejet yderligere om for oliehanerne, vil følgerne blive meget alvorlige” .......................................................... 345 Poul Hartling 1974 .......................................................................... 352 “Arbejdsløshed kan betyde et knæk for livet” ..................................... 359 Anker Jørgensen 1976 ...................................................................... 364 “Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser” .......... 371 Anker Jørgensen 1977 ...................................................................... 378 “Folk i arbejde i stedet for overarbejde” .............................................. 385 Anker Jørgensen 1978 ...................................................................... 390 “Hvorfor denne snak om betalingsbalancen?” .................................... 397 Anker Jørgensen 1979 ...................................................................... 402 “Opgaven var jo ikke at uddele milde gaver” ...................................... 408 Anker Jørgensen 1980 ...................................................................... 412 “Vi mærker alle krisen” ........................................................................... 417 Anker Jørgensen 1981 ...................................................................... 422 “De syv magre år” ..................................................................................... 428 Anker Jørgensen 1982 ...................................................................... 433 “Vendepunktets år” .................................................................................. 439 Poul Schlüter 1983 ........................................................................... 445 “Fremtiden begynder i dag” ................................................................... 451 Poul Schlüter 1985 ........................................................................... 456 “Et langt og solidt skridt bort fra afgrunden” ................................... 462 Poul Schlüter 1986 ........................................................................... 469 “Spådommen om fattigfirserne forblev en myte” ............................... 475 Poul Schlüter 1987 ........................................................................... 481 7

“Vi er for hurtige til at slappe af ” ......................................................... 487 Poul Schlüter 1988 ........................................................................... 492 “Vi kan, vi vil, og vi gør det!” ................................................................ 498 Poul Schlüter 1989 ........................................................................... 504 “Et helt Europa” ....................................................................................... 510 Poul Schlüter 1990 ........................................................................... 515 “En historisk chance for hele Europa” ................................................. 521 Poul Schlüter 1991 ........................................................................... 528 “Undertrykkelse og terror for millioner af mennesker er slut” ...... 534 Poul Schlüter 1992 ........................................................................... 541 “Kunne H.C. Andersen være fransk?” .................................................. 547 Poul Schlüter 1993 ........................................................................... 554 “Tænk hvis det virkelig skulle gå hen og blive et rigtig godt nyt år” .................................................................. 561 Poul Nyrup Rasmussen 1994 ........................................................ 569 “Velfærdssamfundet advarselslamper blinker” .................................... 576 Poul Nyrup Rasmussen 1995 ........................................................ 582 “Der er ingen grund til at ryste på hånden” ....................................... 588 Poul Nyrup Rasmussen 1996 ........................................................ 594 “Den danske model. Det er os” ............................................................. 600 Poul Nyrup Rasmussen 1997 ........................................................ 609 “Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” ......................................................... 616 Poul Nyrup Rasmussen 1998 ........................................................ 627 “Kritikken har været hård” ...................................................................... 634 Poul Nyrup Rasmussen 1999 ........................................................ 642 “Loven skal overholdes, hvad enten man kommer fra Lemvig eller Libanon” ....................................................... 649 Poul Nyrup Rasmussen 2000 ........................................................ 656 “En hestehandel på Hjallerup marked” ............................................... 664 Poul Nyrup Rasmussen 2001 ........................................................ 672 “Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere” ................................. 681 Anders Fogh Rasmussen 2002 ....................................................... 691 8

“Vi har ytringsfrihed. Også til at sige noget vås” ............................... 697 Anders Fogh Rasmussen 2003 ....................................................... 703 “Befrielsen af det irakiske folk var og er alle omkostningerne værd” ...................................................................... 708 Anders Fogh Rasmussen 2004 ....................................................... 716 “Dette nytår er præget af en tragedie, vi endnu ikke kender det fulde omfang af ” .................................................................. 722 Anders Fogh Rasmussen 2005 ....................................................... 728 “Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes” .................................................. 732 Anders Fogh Rasmussen 2006 ....................................................... 740 “I dag står der respekt om Danmark” .................................................. 746 Anders Fogh Rasmussen 2007 ....................................................... 753 “Det går bedre i Danmark end nogensinde” ....................................... 759 Anders Fogh Rasmussen 2008 ....................................................... 766 “Et økonomisk uvejr raser i verden omkring os” ............................... 772 Anders Fogh Rasmussen 2009 .............................................................. 779 “Velstand er ikke naturgiven” ................................................................ 787 Lars Løkke Rasmussen 2010 .......................................................... 794 “Vores mål er, at mere end halvdelen af danskerne skal arbejde” ........................................................................... 801 Lars Løkke Rasmussen 2011 .......................................................... 809 “Vi gjorde det!” ......................................................................................... 819 Helle Thorning-Schmidt, valgnatten 15. september 2011 Efterskrift ................................................................................................... 823 Bilag I: Seertal ............................................................................................ 829 Bilag II: Emner i statsministrenes nytårstaler ...................................... 830 Bilag III: Lixtal for nytårstalerne ........................................................... 832 Bilag IV: Antal ord i nytårstalerne ........................................................ 833 Indeks .......................................................................................................... 834

Forord

Det var tæt på, at vi opgav at skrive denne bog. Ikke fordi vi tvivlede på, at det ville være arbejdet værd, men fordi vi længe var usikre på, om det ville lykkes os at få samlet alle statsministrenes nytårstaler. Fordi nytårstalen er årets vigtigste tale i dansk politik, kunne man fristes til at tro, at alle de endelige taler omhyggeligt var blevet samlet i Statsministeriet. Men vores besøg i statsministeriets arkiver blev en skuffelse. Samlingen er højst mangelfuld, og for flere af talerne findes der kun fragmenter og foreløbige udkast eller slet ingenting. Det blev indledningen på et ihærdigt detektivarbejde. Længe så det ud, som om det ikke skulle lykkes. Men ved hjælp af en række private og offentlige arkiver er det så vidt, at vi nu tør sige, at nytårstalerne – for første gang nogensinde – er blevet samlet og gjort tilgængelige, så alle kan få indblik i dette enestående øjebliksbillede af, hvad statsministeren har set som årets vigtigste begivenheder og emner i Danmark og i udlandet. Nytårstalen er i sagens natur en mundtlig genre, og vi har derfor valgt at bruge moderne retskrivning i gengivelsen af talerne, bortset fra de steder, hvor vi har anvendt citater fra taleudkast eller talemanuskript. Enkelte steder har vi også rettet grammatiske fejl som for eksempel forkerte endelser. Motivationen til at skrive denne bog kom først og fremmest af, at statsministerens nytårstale er en unik dansk tradition, der fortjener et eget samlet værk. I dag er statsministerens nytårstale en fast del af familien Danmarks nytår, og omkring 2 millioner danskere sætter sig hvert år foran tv nytårsdag for at høre, hvad statsministeren har at sige. 11

Og det er der god grund til, for det, som gør nytårstalen til noget helt særligt, er, at statsministeren personligt engagerer sig dybt i skrivningen, med det resultat at den enkelte statsministers personlighed tydeligt slår igennem i talernes indhold, stil og fremførelse. Det var Thorvald Stauning, der indledte hele traditionen ved at holde de tre første radiotransmitterede nytårstaler i årene 1940-42. Udspringet i Den Anden Verdenskrig og besættelsestiden kombineret med Staunings rolle som landsfader blev i høj grad afgørende for nytårstalens særstatus i Danmark. Stauning brugte således sine taler til at samle nationen i en tid, hvor landets overlevelse stod på spil. Sammen med kongens nytårstale, der blev sendt i radioen for første gang året efter, blev de to taler et naturligt samlingspunkt for danskerne. Og sådan har det været lige siden. Om det er statsministeren eller dronningen, der i dag har flest seere, svinger fra år til år. Samlet ligger statsministeren lidt højere med et snit på over to millioner seere over de sidste 20 år, ligesom seertallet er mere stabilt end for dronningen. Det er dog et tæt parløb, og i de seneste år har dronningen ligget højest. Til brug for denne bog har vi haft mulighed for at interviewe Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen om, hvordan deres nytårstaler blev til, om talernes indhold og om at holde nytårstalen. Det har været en uvurderlig hjælp, og vi skylder dem alle en stor tak for at afse tid til at gøre denne bog mulig. Fordi Franz-Michael er ansat i en betroet stilling i centraladministrationen, er det Eva der har stået for alle interviews med statsministrene, ligesom hun alene står for de afsnit, der vedrører Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. Herudover har vi til baggrund interviewet en lang række embedsmænd og journalister om tilblivelsesprocessen. Om deres erfaringer med og indtryk fra arbejdet med skrivningen af nytårstalerne og om deres oplevelse af, hvordan skiftende statsministre arbejdede med talen. Også dem skylder vi en stor tak. 12

Bortset fra de allerførste radiotaler, blev radiotalerne optaget i Radiohuset på Rosenørns Allé på Frederiksberg. Fra 1961 blev alle taler både tv- og radiotransmitteret, men den ældste tv-tale, man kan gense i dag, er Anker Jørgensens tale fra 1973. Således har Danmarks Radio ulykkeligvis – og helt uforståeligt – slettet en stor del af de gamle radio- og tv-optagelser med statsministerens nytårstale. Især tabet af Thorvald Staunings radiotale i 1940 er et stort tab for eftertiden. Inden 1986 blev de tv-transmitterede taler holdt på statsministerens kontor i Statsministeriet. Dog holdt Anker Jørgensen sin nytårstale 1980/1981 i statsministerens embedsbolig på Marienborg, fordi Statsministeriet på det tidspunkt var ved at flytte ind i de nuværende lokaler på Christiansborg. Siden 1986 har det været fast tradition, at nytårstalerne bliver holdt på Marienborg. Herved inviterer statsministeren Danmarks befolkning med ind i “privaten”. Fire rum på Marienborg danner hovedsageligt rammen om nytårstalerne. I arbejdsværelset på 1. sal – det nuværende bibliotek – holdt Anker Jørgensen i 1980/1981 den første nytårstale på Marienborg. Anker Jørgensen holdt meget af den fortættede stemning i det dengang burgundy-farvede arbejdsværelse, som blev ommøbleret til lejligheden. Poul Schlüter holdt også de fleste af sine nytårstaler i arbejdsværelset. Det er den samme opstilling, der bruges til samtlige otte taler, han holder i dette rum. Skrivebordet var til lejligheden stillet foran døråbningen ind til pejsestuen, der dengang var malet i en stærk, varm gul farve og med det store Blüthner-flygel i baggrunden. I pejsestuen holder Poul Schlüter de opstillingsmæssigt to mest utraditionelle nytårstaler, idet vi ikke møder statsministeren bag et skrivebord, men afslappet i en empirestol. Schlüter var et naturtalent i brugen af teleprompter, og i begge taler kigger han hele tiden på seerne og skaber dermed en følelse af et direkte møde med familien Danmark. I sin sidste tale er han dog rykket tilbage til den traditionelle opstilling i arbejdsværelset. 13

Det er også i pejsestuen, at Poul Nyrup Rasmussen holder hovedparten af sine nytårstaler med forskellige opstillinger, forskellige kameravinkler og forskellig belysning. Anders Fogh Rasmussen er i sin første tale rykket lige inden for døren i Marienborgs store mødelokale, der dengang var malet i en støvet blå farve. Lokalet ligger i forbindelse med det dengang røde arbejdsværelse og gule pejsestue, som begge kan anes i baggrunden. Året efter starter Fogh sin egen tradition og introducerer først spisestuen i stueetagen med den smukke klosteragtige vægbelysning og senere modtageværelset i stueetagen, som også er det rum, statsministeren modtager sine gæster i. Lars Løkke Rasmussen har holdt sine to nytårstaler i henholdsvis modtageværelset og i spisestuen. Selv om nytårstalen har været en fast tradition siden Thorvald Stauning holdt sin tale i 1940, har der været flere afbrydelser undervejs. I de sidste krigsår gjorde Besættelsen, at der ikke blev holdt nogen tale. I 1947 holder statsministeren heller ingen nytårstale – uvist af hvilken årsag. I 1960 har H.C. Hansen skrevet en nytårstale, men hans fremskredne kræftsygdom afholder ham fra at holde den. Jens Otto Krag, som aldrig følte sig helt tilpas med tv-mediet, forsøgte sig i 1972 alternativt med et nytårsinterview i sit private hjem på Egernvej på Frederiksberg, hvor journalisten Ole Andreasen stod for interviewet. Den eneste gang en statsminister har brudt taletraditionen. På grund af folketingsvalg i januar måned bliver der heller ikke holdt nytårstaler i 1968, 1975 og 1984. Den manglende tilgængelighed har efter vores opfattelse gjort, at et vigtigt historisk perspektiv i forhold til de danske statsministre hidtil er blevet overset. Vi håber derfor, at denne bog vil inspirere til en større interesse for statsministrenes nytårstaler som en vigtig historisk kilde. For eksempel overså den store Koldkrigsudredning i 2005, at første gang, H.C. Hansen offentligt løj om udstationeringen af atomvåben på dansk jord, var i nytårstalen 1958, ligesom også Sta14

unings tale fra 1940 – neutralitetstalen – er blevet fejlciteret og misforstået. Med denne bog håber vi derfor, at vi foruden at sikre talerne for eftertiden også kan kaste nyt lys over historien. Når historie skrives, sker det i bakspejlet – men med talerne har vi muligheden for at komme tæt på historien, samtidig med at den udspiller sig, og oven i købet fortalt af de mennesker, der selv var en del af den. For os har det været en enestående – og ofte underholdende – rejse. Vi håber, at det er lykkedes os at få formidlet denne oplevelse, så også læserne kan have fornøjelsen af at træde ind i den levende danmarkshistorie. København, september 2011 Eva Fischer Mellbin & Franz-Michael Skjold Mellbin Læs mere på www.nytaarstale.dk og på facebook

“Nu gælder det Danmark og det danske folk” Thorvald Stauning 1940

Nationale traditioner opstår ofte af øjeblikkets drama. Og de danske statsministres nytårstaler er ingen undtagelse. I december 1939 er Europa i krig. Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunionen har delt Polen mellem sig, mens russerne har tiltvunget sig fodfæste i Baltikum og er gået til angreb på Finland. På Vestfronten står Frankrig og England klar til at gå i krig mod Nazityskland. Danmarks fremtid som selvstændig nation er på spil. I Danmark hedder statsministeren Thorvald Stauning. Den socialdemokratiske partileder har været en respekteret og populær statsminister i ti år. Hans status som landsfader er allerede slået urokkeligt fast. Det er ham, danskerne forventer, skal føre landet sikkert gennem krigens vanskeligheder. Og Staunings lederskab vil være afgørende for, hvordan det store flertal af danskerne vil forholde sig til krigen. I Statsministeriet er stemningen imidlertid dyster. Stauning er pessimistisk og deprimeret. Det står klart, at det kun er et spørgsmål om tid, før Danmark bliver hvirvlet ind i stormagternes kamp – en kamp hvor Danmark har alt at tabe og intet at vinde. I Første Verdenskrig var det kun muligt at bevare neutraliteten, fordi Storbritannien accepterede, at Danmark uden modstand lod tyskerne minere og dermed dominere adgangen til Kattegat og bælterne. Der er ingen garanti for, at Storbritannien igen vil acceptere, at den tyske Kriegsmarine får lov til at annektere de danske farvande med stiltiende dansk accept. Politisk er Stauning også dybt bekymret. Hidtil har danskerne ikke ladet sig forføre af hverken fascister eller kommunister. Men ude i 17

Europa er mange af befolkningerne splittede og de etablerede politikere skubbet til side af yderliggående, udemokratiske kræfter. Det må ikke blive Danmarks skæbne. Derfor er det magtpåliggende for statsministeren, at danskerne forstår at stå sammen over for det tyske tyranni, hvis det værste skulle ske. Men tiden er knap, for alle venter kun på, at krigen på Vestfronten skal bryde ud i lys lue. Derfor vil Stauning tage et usædvanligt skridt og tale direkte til danskerne om landets stilling. Nytåret er den perfekte anledning. Der har i mange år været tradition for, at både statsministeren og andre partiledere udsender et “nytårsbudskab” gennem deres respektive partiaviser. Nytårsbudskaberne har som regel en partipolitisk drejning. Denne gang skal det være anderledes. Statsministeren vil tale til hele nationen. Og derfor skal budskabet ud i radioen. Da statsminister Stauning den 1. januar 1940 sætter sig foran mikrofonen, er det for at holde Danmarks mest dramatiske og kontroversielle politiske tale i det tyvende århundrede. Det er talen, der skal forberede danskerne på en national ydmygelse fra tysk side. Talen, der skal gøre det klart, at selve Danmarks overlevelse står på spil. Og talen, der skal gøre samarbejde – ikke væbnet kamp – til nationens ledetråd gennem krigen. Alt dette er velkendt. Men der mangler en brik i puslespillet. For i Rigsarkivets gemmer ligger en undseelig notits, der kaster lidt mere lys over Staunings motiver og bidrager til at forklare, hvorfor landsfaderen var så fast i sin tro på, at Storbritannien ville tilgive en dansk passivitet over for Tyskland. Når det gælder budskabet, ligger svaret for Stauning i en uforfærdet åbenhed om, hvad der er i vente. En åbenhed, der delte vandene dengang som nu. Men uanset hvad man måtte mene om klogskaben i og moralen bag Staunings nytårstale, er den beundringsværdig direkte i sin udlægning af situationen. Ingen anden europæisk stats- eller regeringschef havde før så offentligt udstillet sine allermest centrale udenrigspolitiske overvejelser. 18

Stemmen i radioen er velkendt. Statsministeren ved præcis, hvad han gør, og hvorfor det skal gøres. Der er ingen tøven. Sætning for sætning, ord for ord er nøje overvejet. Og Staunings budskab er krystalklart, når det gælder regeringens stilling til krigen: Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning for neutraliteten, men krigsførelse i egentlig forstand er udelukket af de geografiske forhold, ligesom befolkningens ringe størrelse også udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op imod de magter, som kan tænkes at stå kampberedte over for Danmark. Efter talen kan ingen dansker være i tvivl om, at regeringen agter at give efter over for eventuelle tyske militære krav og neutralitetskrænkelser. Og det samme gælder selvsagt for regeringskontorerne i London og Berlin. Bag kulisserne på Christiansborg udspiller der sig et drama i dagene efter nytåret. Udenrigsministeren, den drevne og erfarne P. Munch, har ikke fået lov til at bidrage til talen. Men P. Munch er også imod. Imod talen. Imod sætningerne. Imod ordene. Ikke fordi den socialdemokratiske statsminister og hans radikale udenrigsminister er uenige om, at Hitler snart vil stille Danmark over for krav, som gør fortsat dansk neutralitet umulig. Men fordi udenrigsministeren mener, at Stauning med nytårstalen spiller sig en trumf af hænde umiddelbart forud for den europæiske tragedies næste akt. For diplomaten er det en nærmest forbryderisk omgang med sandheden at afsløre kongerigets grundlæggende sikkerhedspolitiske overvejelser for de to store nabolande. Og især over for den grådige nabo mod syd. Udenrigsministeren ville hellere have set tiden an. For at bevare i hvert fald et gran af usikkerhed hos Hitler om, hvor langt Danmark vil strække sig. I det mindste en antydning af, at Danmark vil 19

modsætte sig en egentlig besættelse. Og måske – måske – muligheden for en diplomatisk løsning, når tyskerne melder sig med sine krav. For P. Munch er alt andet bedre end den nøgne og bitre sandhed. Det viser sig hurtigt, at udenrigsministeren ikke står alene. Pressen er dybt kritisk. Oppositionen er oprørt. I forsvaret opfattes talen som en direkte provokation. Den 11. januar angriber oberst Giersing i et læserbrev i Berlingske Tidende regeringen for dens manglende forsvarsvilje. Og Det Konservative Folkeparti følger op dagen efter med et brev til Stauning med forslag til en folketingserklæring om, at Danmark skal forsvares “med alle til rådighed stående midler”. For Stauning er det afgørende, at debatten ikke udvikler sig til en splittelse i befolkningen om forsvarspolitikken. Regeringen tager derfor debatten i Folketinget. Det bliver P. Munchs opgave at rede trådene ud for Stauning. Og trods udenrigsministerens personlige skepsis, gør han det blændende. Efter intense forhandlinger mellem partierne afsluttes debatten med en enstemmig folketingsbeslutning om neutralitetspolitikken den 19. januar 1940. Staunings nytårstale er siden i høj grad blevet fortolket i lyset af den efterfølgende debat og folketingsbeslutningen. Men det er meget tvivlsomt, om nytårstalen overhovedet kan forstås som indledningen på et indenrigspolitisk opgør om dansk forsvarspolitik. For Staunings intention var jo den modsatte. Nationen skulle samles – ikke splittes. I stedet for at forsøge at forstå talen ud fra, hvad der siden skete, er der mere at hente ved at fokusere på selve talen, og hvad der gik forud. Allerede den lidt forunderlige indledning til nytårstalen fortæller os, at noget særligt er i gære: Ærede tilhørere! Man har ønsket, at jeg igennem radioen skal bringe en nytårshilsen til det danske folk, og dette ønske opfylder jeg gerne. “Man” har ønsket. Hvem mon “man” er? Det er i al fald ikke udenrigs20

ministeren! Der er ingen grund til at tro, at Stauning ikke ville stå ved, at han personligt lagde vægt på at tale til hele nationen. Men statsministeren vil understrege, at han ikke står alene med sine synspunkter. Han taler ikke kun til danskerne, men for danskerne. Det er befolkningens kollektive vilje i krigens skygge, der er hans emne. Denne forståelse støttes af statsministerens nytårsudtalelse i partiavisen Social-Demokraten. Udkastet til udtalelsen i Social-Demokraten er skrevet i hånden af Stauning selv. Der er næsten ingen rettelser på de ti sider. Bogstaverne flyder frit fra partiformandens pen. Manuskriptet er så tæt på Staunings tanker op til nytårstalen, som vi kommer. Blækket afslører en bekymret og bitter statsminister: “Jeg forstaar ikke at der er Landsmænd i Pressen, i Rigsdagen og for øvrigt også i det private Liv som gider spilde Tid og Kræfter paa underordnede Bagateller, paa politiske Spidsfindigheder og Drillerier, naar det dog var adskilligt mere nyttigt, hver Dag at lære Befolkningen hvad andre Nationer har maattet opleve og hvad der fremdeles er Risikoen for endnu bestaaende smaa Nationer. Det synes jeg nemlig, at den danske Nation trænger til, Belæring om Tidens Alvor”. Humoren har dog ikke helt forladt ham: “At undergrave en Regering af politiske Modstandere i Fredstid kan være baade nyttigt og fornøjeligt, men at udføre denne Øvelse i en Tid som den nuværende, synes jeg indebærer en vis Fare.” Artiklen runder statsministeren af med at understrege, at “Der er kun én Opgave: Danmark bevaret som fri og selvstændig Nation”. At Stauning ikke er i tvivl om, at faren udgår fra syd, fremgår af en af de meget få rettelser i udkastet til Social-Demokraten. Efter først at have skrevet: “Jeg har den sikre Tro, at en international Forhandling ville have bragt en – for Tyskland – tilfredsstillende Løsning,” retter Stauning skyndsomt sætningen til: “en – for Tyskland som for Vestmagterne – tilfredsstillende Løsning.” Der er ingen grund til at tirre Berlin unødigt. Staunings svar på truslen udefra er ikke væbnet kamp, men national samling. Danskerne skal stå sammen i en tid, hvor stormagterne 21

fjerner det ene land efter det andet fra europakortet. Det er det, som radiotalen skal bruges til. I nytårstalen får danskerne derfor en belæring om tidens alvor og kravet om ubetinget sammenhold: Det gælder om at holde sammen og om at holde ud sammen. Indbyrdes strid er det, der i forhold til det store, som foregår, er småting, er upassende i en mørk, alvorstung tid. Vi må bære nationens byrder i fællesskab, og de, der har evne, må tage en part af det, de svage må lade ligge. Det er sagt, så ingen kan være i tvivl om, at statsministeren forventer, at alle bakker op om den fælles sag. Men for en sikkerheds skyld understreger Stauning i slutningen af nytårstalen på ny sit hovedbudskab til alle danskere: Vi skylder vort Land at stå sammen om opgavernes løsning. Nu gælder det ikke den enkelte og ikke politiske retninger. Nu gælder det Danmark og det danske folk. “Danmark og det danske folk”. Hvad er det for et Danmark statsministeren ser for sig? Ja, med en nationalromantisk pensel maler Thorvald Stauning et danmarksbillede af et lille, lykkeligt land, med et dygtigt folk. Et glansbillede mange lyttere formentlig hellere end gerne deler med ham: Danmarks land er lyst og mildt. Her er skønhed i naturen, her er sol, skov og strand, og her glæder sig en befolkning, som står højt i oplysning og dannelse. En befolkning, der helt igennem har fået del i kulturens goder, og som netop derfor har den dygtighed, som er fornøden for at kunne hævde sig ved siden af andre nationer, der er rigere udstyret fra naturens hånd. 22

Når det gælder neutralitetspolitikken – som der bestemt ikke er bred enighed om i Folketinget – ryster Thorvald Stauning ikke på hånden, da han forsøger at overbevise danskerne om, at hans egne værdier repræsenterer et kollektivt fælleseje: Neutralitet er blevet landets løsen uden hensyn til de skiftende regeringers politiske farve. Der har været en tid efter krigen i 1864, hvor Danmarks regering åbenlyst anlagde et forsvar rettet imod Tyskland, men dette er forlængst dømt af folket, og ingen har siden tænkt på en sådan position, og ingen regering er fulgt i dette spor siden slutningen af forrige århundrede. “Dømt af folket”. Sådan dømte Stauning sine tvivlere ude. Og der var givet et stort flertal af danskere, som var enige i, at krig var udansk. Tilbage står at minde danskerne om god protestantisk arbejds moral; pas jeres arbejde og stop klynkeriet: Produktion og omsætning er livet for det danske folk, og dermed løser vi en opgave ikke alene for os selv, men også for andre nationer. Produktion er arbejde og indtægt for de hundredtusinder af arbejdere, og det er vigtigere at skaffe kul, jern, foderstoffer og andet produktionsbehov til landet end den luksus, som der nu og da jamres over, at vi ikke får i samme omfang som før. Men der ligger mere bag talen. For Stauning henvender sig i nytårstalen ikke kun til sine egne, men også til regeringerne i London og Berlin. Radiotalens budskab vil vække berettiget opsigt i udlandet, og dermed give statsministeren en enestående mulighed for at se, hvordan Storbritannien vil reagere på udmeldingen om, at Danmark ikke aktivt vil forsvare sin neutralitet over for Tyskland. At netop den britiske regerings reaktion var et vigtigt motiv for 23

Staunings nytårstale afsløres af notitsen i Rigsarkivet. Det er en indberetning dateret 2. januar 1940 fra gesandtskabet i London, der beskriver de britiske reaktioner oven på nytårstalen. Staunings nytårstale får som forventet bred dækning i Storbritannien. Fra Sunday Times over Daily Herald til Daily Telegraph. Og statsministerens budskab er forstået. The Times konstaterer tørt, men ikke uvenligt, at Stauning i spørgsmålet om Danmarks neutralitet “for længe siden var ophørt med at tro på nogetsomhelst”. Staunings skolemesteragtige gennemgang af Danmarks udenrigspolitik har således også tjent sit formål som en belæring af briterne. Fra det danske sind over Danmarks geografi til neutralitetspolitikken: Der er forløbet 75 år siden Danmark sidst var tvunget ind i en krig, og siden har viljen til fred fæstnet sig i det danske folks sind. over Danmarks geografi: Danmark er et lille land af en særegen beskaffenhed, ikke et sammenhængende land som Holland, Belgien, Sverige, Norge, Tyskland. til den lange redegørelse for baggrunden for neutralitetspolitikken: Allerede i året 1894 vedtog Det Danske Folketing et forslag om at kræve anerkendelse for dansk neutralitet hos andre magter. Få uger efter talen udtalte Winston Churchill, der på det tidspunkt var britisk marineminister: “Jeg kan ikke bebrejde Danmark noget ... Danmark er så frygtelig nær Tyskland, at det ville være umuligt at bringe hjælp”. Churhills udtalelse beseglede regeringens holdning. De sympatiske britiske reaktioner bestyrkede Staunings opfattelse af, at 24

Storbritannien på ny ville tilgive Danmark, hvis vi igen lod tyskerne krænke neutraliteten. Uden hjælp fra Storbritannien ville enhver dansk modstand under alle omstændigheder være nyttesløs. I Berlin gør nytårstalen ikke noget større indtryk, selv om de tyske aviser glæder sig over talen. Her er der vigtigere spørgsmål at tage stilling til. Den danske puslebrik skal nok falde på plads so-oder-so. Der er ingen grund til at tro andet, end at Stauning håbede på og regnede med, at tyskerne ville nøjes med at tage magten over Kattegat og bælterne, som det var sket under Første Verdenskrig. Eller i værste fald at Danmark måtte acceptere tyske militærbaser i landet, ligesom Sovjetunionen dengang havde tiltvunget sig i de baltiske lande. Alt tyder da også på, at det var den oprindelige tyske plan. Men kapløbet mellem Tyskland og Storbritannien om kontrollen over Norge og dermed de svenske jernmalmsforsyninger til Tyskland ændrede med ét slag billedet. Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 og de efterfølgende “fem forbandede år” blev det eftermæle, som den første nytårstale fra en dansk statsminister til folket ville blive husket for. Alligevel viste statsministerens nytårstale sig at være en særdeles levedygtig tradition, som man ikke finder helt mage til i noget andet vestligt land. Allerede året efter bliver det besluttet, at også kongen skal holde sin traditionelle nytårstale ved nytårstaflet på Amalienborg over radioen. Så i 1941 får danskerne to nytårstaler i radioen. Også kongens nytårstale rodfæster sig, og hermed kan Stauning tage æren for at have grundlagt to af de vigtigste danske nytårstraditioner.

1. januar 1940

Thorvald Stauning Ærede tilhørere! Man har ønsket, at jeg igennem radioen skal bringe en nytårshilsen til det danske folk, og dette ønske opfylder jeg gerne. Jeg ønsker alle mine landsmænd et godt og lykkeligt år, men jeg vil ikke skjule, at det er med et neddæmpet håb, at vi kan skride ind i det nye år, thi uden for vore grænser er der ufred, og mange klager, mange suk og megen gråd trænger ind til os. Der er og har længe været vanskeligheder her i landet. Vi var begyndt at føle glæde over det almindelige opsving, over erhvervslivets fremgang, over landbrugets forbedrede vilkår, over arbejdsløshedens formindskelse fra dag til dag, men atter formørkedes tilværelsen. Krigen udbrød, og nye vanskeligheder optårnedes. Erhvervslivet måtte indstille sig efter krigens vilkår. Risikoen for liv og gods, der skulle befordres over havene, forøgedes og foranledigede større fragtomkostninger og dermed højere varepriser. Produktionen indskrænkedes, og de arbejdsløses hær voksede igen. Valutaforholdene ændredes og gav landbrugseksporten mindre udbytte, og det hævede prisniveau foranledigede krav om dækning fra arbejdere og funktionærer. Alt blev igen usikkert, svingende og flydende, og samtidig lagde krigstilstanden nye byrder på befolkningens skuldre. Sikringsstyrken måtte mobiliseres, hærens og flådens materiel måtte forstærkes, og resultatet er skatter på indkomst og formuer, afgifter på luksusvarer og deraf igen følgende formindsket købeevne, formindsket omsætning, formindsket produktion, men forøget arbejdsløshed og svækket erhvervsliv. 26

Danmark i fred er et overmåde lykkeligt land. Her er rige muligheder for fremstilling af livsfornødenheder, her er dygtige landbrugere, dygtige mejerifolk. Brød, smør, flæsk, kød, fjerkræ og æg kan leveres i uoverskuelige mængder, og ved hjælp af disse varer kan andre varer hjemføres til brug for håndværk og industri. En betydelig industri er udviklet, endskønt vi savner råstofkilderne her i landet, og dygtige ingeniører og dygtige arbejdere af alle fag konkurrerer med held på de internationale markeder med danske frembringelser såsom skibe, motorer, maskiner, cement, porcelæn, sølvtøj og adskilligt andet. Den danske fiskerbefolkning hævder sig smukt som et led i eksportvirksomhederne, og dansk skibsfart med dygtige, uforfærdede sømænd besørger sin del både af dansk og international transport og tilfører landet betydelige indtægter. Og Danmarks land er lyst og mildt. Her er skønhed i naturen, her er sol, skov og strand, og her glæder sig en befolkning, som står højt i oplysning og dannelse. En befolkning, der helt igennem har fået del i kulturens goder, og som netop derfor har den dygtighed, som er fornøden for at kunne hævde sig ved siden af andre nationer, der er rigere udstyret fra naturens hånd. Under krig er Danmark kun henvist til at leve sin egen fredelige tilværelse, men når dette sker, så er Danmark – trods alle vanskeligheder, der kan befrygtes – dog et af verdens lykkeligste lande. Der er forløbet 75 år siden Danmark sidst var tvunget ind i en krig, og siden har viljen til fred fæstnet sig i det danske folks sind. Danmark er et lille land af en særegen beskaffenhed, ikke et sammenhængende land som Holland, Belgien, Sverige, Norge, Tyskland og så videre, men et ørige, der består af halvøen Jylland og hen ved 150 større og mindre øer, hovedsagelig beliggende mellem Kattegat og Østersøen. Vi har en kyststrækning – foruden en række mindre ind-

“Mange klager, mange suk og megen gråd trænger ind til os”

skæringer – på ca. 5.000 km og kan således ikke sammenlignes med noget andet land i Europa. Vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje imod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab. Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning for neutraliteten, men krigsførelse i egentlig forstand er udelukket af de geografiske forhold, ligesom befolkningens ringe størrelse også udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op imod de magter, som kan tænkes at stå kampberedte over for Danmark. Igennem de 75 år har Danmark udviklet sig på den måde, der stemmer med landets forhold. Neutralitet er blevet landets løsen uden hensyn til de skiftende regeringers politiske farve. Der har været en tid efter krigen i 1864, hvor Danmarks regering åbenlyst anlagde et forsvar rettet imod Tyskland, men dette er forlængst dømt af folket, og ingen har siden tænkt på en sådan position, og ingen regering er fulgt i dette spor siden slutningen af forrige århundrede. Allerede i året 1894 vedtog det danske Folketing et forslag om at kræve anerkendelse for dansk neutralitet hos andre magter. Og to år efter vedtog folkerepræsentationen en dagsorden, hvori det hedder, at regeringen ikke må lade nogen lejlighed ubenyttet til at lade andre stater vide, at Danmark under konflikt mellem andre stater agter at indtage en neutral stilling. Ved fredskonferencerne i Haag i året 1899 og i 1907 tiltrådte Danmark konventionerne angående rettigheder og forpligtelser for de neutrale stater under krig mellem andre stater, og i 1912 afsluttede Norge, Sverige og Danmark aftaler om, hvorledes neutralitetsforpligtelserne i krigstilfælde skulle gennemføres. Igennem lange tider har neutralitet således været anerkendt som en naturlig stilling for de små nationer. De store magters ledende per28

soner, regeringer og parlamenter har udtrykt deres forståelse for disse småstaters holdning, og traktater og pagter, der udelukkede angreb på disse stater, er afsluttet og skulle tjene til sikring, selv om andre nationer kom i strid. Neutralitet betyder altså, at man ikke deltager i krig mellem andre stater, men indtager en upartisk holdning og bevarer et venskabeligt forhold til samtlige stridende parter. Efter at Folkenes Forbund var oprettet, efter den sidste krig, gik tendensen i anden retning, idet forudsætningen var, at alle stater skulle underkaste sig forbundets vedtægter. En løfteparagraf lovede almindelig afrustning, fredsbrud skulle pådømmes af forbundet, og i fornødent fald skulle alle yde deres bidrag til kampen imod fredsbryderen, om ikke ved militær hjælp så dog ved økonomisk krig, boykotning og lignende foranstaltninger. Det har desværre vist sig, at Folkenes Forbund ikke havde den fornødne styrke. Flere Stater gik ud af forbundet, og den kollektive sikring blev ikke effektueret med fornøden fasthed i det enkelte tilfælde, hvor det forsøgtes, og siden har de nordiske lande tilkendegivet, at de ikke vil føle sig bundne af disse regler under de forhold, som i øvrigt udviklede sig. Vi står da igen på den neutrale linje sammen med de øvrige nordiske lande og flere stater uden for Norden – Holland, Belgien, Schweiz og flere. Neutralitet fritager ikke for folkeretlige forpligtelser. Man skal forholde sig passiv over for krig, man skal være upartisk over for de krigsførende. Vil man drive handel, skal man fortsætte i det spor, der er fulgt i fredstid, man kan ikke unddrage den ene part varer, som man sædvanlig afsætter til denne, for at forøge afsætningen hos den anden part. Man skal være udrustet således, at man kan hindre parterne fra at benytte neutralt område i krigsøjemed, og man skal derfor udøve kontrol og bevogtning både af land- og søområder. Den neutrale stat har imidlertid mange vanskeligheder, og særligt træder disse stærkt frem under den krig, som nu foregår. Vi skal have 29

tilførsler af varer fra begge krigsførende parter og desuden fra Canada, Sydamerika, Chile og andre lande. Disse tilførsler er betingelsen for at kunne opretholde produktion og handel som i normale tider. Vi skal have korn, majs, oliekager og gødningsstoffer for at kunne opretholde landbrugsproduktionen og den normale afsætning i Tyskland, England og andre lande. Vi skal have brændsel, kul, olie, benzin og petroleum for at kunne drive fiskeri, mejeri, skibsfart, jernbaner, automobiler og industrielle virksomheder, og disse varer skal hentes hjem over havene, og desuden skal vi hjemføre jern, metaller, træ, bomuld, tobak, kaffe, papir og meget andet. Minerne, der udlægges som led i krigsførelsen, er lige så farlige for neutrale som for andre, og vi har desværre oplevet en række ulykker, minesprængninger med påfølgende tab af skibe og menneskeliv, ligesom opbringning af skibe og ladninger og anden fare stadig truer de neutrale skibe. Vi har alle grund til ved dette årsskifte at takke søfartens mænd, fordi de bogstavelig har sat livet ind på opfyldelsen af den pligt, de som danske har til at hjælpe deres land igennem denne hårde tid. Landbrug og anden eksportvirksomhed er såre vigtig for landet, og så længe de forskellige led sættes ind på opretholdelse af produktionen, for at landet kan gennemføre sin neutralitetspolitik, er der grund til anerkendelse, men størst taknemmelighed og anerkendelse skylder vi det erhverv, hvis udøvere hver dag sætter livet som indsats, og som i de svundne måneder har set mange brave mænd miste livet i landets tjeneste. Det er forståeligt, at folk under indtrykket af de ulykker, som krigsførelsen påfører Danmark og andre neutrale lande, spørger, om vi og de andre kan forblive neutrale. Jeg forstår godt, at spørgsmålet opstår, men jeg ser ikke, hvilken anden vej vi skulle følge. For krigens udfald er vor stilling uden betydning, men for vor nation er der kun sikker udsigt til undergang, hvis neutraliteten blev opgivet. Det er med dyb sorg og med stor bekymring, vi ser på krigen og de med den følgende ulykker, og det er naturligvis et overordentlig 30

alvorligt slag, der er rettet imod Finland, der som de øvrige nordiske lande troede sig sikret ved aftaler og traktater, der skulle udelukke angreb. Spørgsmålet om værdien af traktater, neutralitetserklæringer og anerkendelse af sådanne er kommet ind på livet af de nordiske folk, og vi må dybt beklage, at folkeretten er blevet svækket således, som det synes at være tilfældet. Hvad målet er for den russiske stats adfærd over for Finland, er det ikke min sag at udrede, det er i hvert fald sikkert, at troen på sandhed og ret har lidt stor skade. Det kan dog ikke tænkes, at Europas nationer kan lade den skæbne, der synes tiltænkt Finland, være dem ligegyldig. Vi har for alvor fået at se og at føle, hvad den ny krig betyder, og Nordens fredselskende folk har al grund til at betragte den sidste tids tildragelser med den alvorligste bekymring. Fire måneder er forløbet. Polen blev udslettet, før hjælpen kom. Krigen blev erklæret. Flyverne, undervandsbåde, torpedoer og miner spreder død og ødelæggelse, og hære står beredte til at lade kanonerne tale deres forfærdelige sprog, og samtidig kæmper det lille finske folk for bevarelse af dets frihed og selvstændighed imod en modstander, der talmæssigt er langt overlegen. Jeg forsøger ikke at være dommer angående krigens mål, men det ved jeg, at krigen vil medføre ulykker, lidelser, tab af menneskeliv, forødelse af værdier og nedbryden af menneskelige følelser, svækkelse af den kultur, som man i fredstid søger at fæstne og at udvikle. Jeg skal ikke bedømme de krigsførendes udsigter, men jeg kan se, at krigen medfører navnløse lidelser og tab for alle, forarmelse og fattigdom, og dernæst må kolossale byrder på kommende slægter følge af en langvarig krig – vi har dog alle sørgelige erfaringer fra 1914 til 1918. Og det kan enhver se, at de små nationer i Europa, de neutrale, de vil bukke under, hvis krigen fortsat skal gå ud over disse, således som det er sket i de forløbne fire måneder. Jeg spår ikke om de neutrales skæbne, men jeg ser på de kendsgerninger, jeg har for øje, og jeg ser ikke forhåbningsfuldt på fremtiden. 31

Imidlertid, det ved vi, at håbløshed er en dårlig ledestjerne. Vi har her i Nordens lande følt en stærk samhørighed, og vi har anlagt folkenes liv på fredens gerning. Vi har indbyrdes lovet hinanden fred, og vi har indrettet os således, at ingen trussel kom fra Norden imod noget andet land. Det er forståeligt, at vi er dybt skuffede over de tildragelser, der igennem Finland rykker ind i Norden, og vi appellerer derfor stadig til den retsfølelse, der dog må leve i enhver nation inden for civilisationens område. For det danske folk er der kun en vej farbar: Vi må fortsætte på neutralitetens vej, og vi må håbe på holdbarheden af de løfter og aftaler, som gælder for os. Jeg kommer på denne årets første dag til det folk, jeg selv tilhører, og som jeg har tjent i hele mit liv. Jeg kommer til folket, til alle mine landsmænd med de bedste ønsker for det nye år, med ønsket om, at vi, der lever, måtte få lov at opleve freden endnu engang. Men det er fremgået af, hvad jeg har sagt, at vi må imødese en streng, en hård tid, i hvilken måske mange landsmænd vil segne. Vi kan ikke gribe til våben, og det ville også være uden værdi, men også til freden kræves der sammenhold. Vanskelighederne er godt begyndt, men der vil komme flere. Det gælder om at holde sammen og om at holde ud sammen. Indbyrdes strid er det, der i forhold til det store, som foregår, er småting, er upassende i en mørk, alvorstung tid. Vi må bære nationens byrder i fællesskab, og de, der har evne, må tage en part af det, de svage må lade ligge. Vi vil alle komme til at føle tidens tryk, og der vil komme mange krav, efterhånden som tiden går. Men for os alle gælder det, at vi må se på vort lands og hele vort folks sag, før vi forfalder til egoistiske betragtninger.

“Jeg kommer på denne årets første dag til det folk, jeg selv tilhører, og som jeg har tjent i hele mit liv”

Jul og nytårstid er igennem århundreder viet børnene, den kommende slægt. Hvad kan en opløst, kæmpende verden byde nye slægter andet end ufred og opløsning? Her ønsker vi at byde den nye slægt et lykke ligt, fredfyldt hjem. Igennem snart hundrede år har det danske folk styret sine egne sager, og således håber vi, det vedblivende skal være. I arbejde og i fred skal nyttig gerning øves, og det er ved nyttig gerning, at folket skal hævde sig både inde i landet og over for udlandet. Det gælder om at vise verden, at her lever et folk, der anstrenger sig for at gøre sin gerning. Vi må ikke lade stå til i sløv ligegyldighed, men holde produktionslivet i god gang, så godt som vi er i stand til det under den svækkelse, der påføres landet udefra. Erhvervslivet må holdes i gang. Tilførsler er en nødvendighed, men for at få disse, må der produceres det, som kan give os midlerne til indkøb ude i verden. Produktion og omsætning er livet for det danske folk, og dermed løser vi en opgave ikke alene for os selv, men også for andre nationer. Produktion er arbejde og indtægt for de hundredtusinder af arbejdere, og det er vigtigere at skaffe kul, jern, foderstoffer og andet produktionsbehov til landet end den luksus, som der nu og da jamres over, at vi ikke får i samme omfang som før. Vi skylder vort land at stå sammen om opgavernes løsning. Nu gælder det ikke den enkelte og ikke politiske retninger. Nu gælder det Danmark og det danske folk. Lad os fra hjem til hjem i denne stund love at stå sammen i vort lands interesse, og i håbet om tilslutning fra hele folket udtaler jeg ønsket om et godt nytår, med fred som det vigtigste for hele menneskeheden.

“Det gælder om at holde sammen og om at holde ud sammen”

“Vi lever nu som det besatte land” Thorvald Stauning 1941

Den 9. april 1940 skete katastrofen. Hitler iværksatte operation Weserübung. Danmark blev besat. Skyggerne fra værnemagtens fly faldt tungt og ildevarslende igennem Statsministeriets vinduer. For Thorvald Stau ning var den tyske besættelse et hårdt psykisk slag. En tysk krænkelse af de danske farvande var én ting, en besættelse af landet noget helt andet. Stauning påtog sig det fulde ansvar for kapitulationen. Alligevel kom det aldrig på tale, at Stauning skulle gå af som statsminister. Han var og forblev landets førstemand og nationale samlingspunkt. Og der var stadig et solidt flertal i befolkningen bag regeringens passivitet over for overmagten. Ved en kraftanstrengelse lykkes det for Stauning i juli 1940 at få stablet en samlingsregering på benene. Men bag statsministerens solide ramme gemmer der sig allerede et stadig mere skrøbeligt sind. Stauning synker ned i pessimisme og depression. Det er, som om nationens politiske fyrtårn har mistet sin urkraft og begynder at flakke usikkert frem og tilbage. Og i nytårstalen 1941 går det galt. Nytårstalen begynder ellers godt. Stauning vil igen i år opmuntre befolkningen til at stå sammen og værne om det danske fællesskab. I sin indledning ser den socialdemokratiske leder derfor ufortrødent tilbage på besættelsesåret. Vi mærker tydeligt lettelsen over, at landet kom igennem den tyske magtovertagelse uden ødelæggende kampe. Alt er dog langtfra godt. Og i næsten poetiske vendinger minder statsministeren os om de hårde tider, der følger med den stigende arbejdsløshed: 34

Men selv under disse vilkår er der mange landsmænd, for hvem livet former sig mørkt og trist. Mange småbørn, som kun har haft en kummerlig jul, fordi far var uden arbejde og indtægt. Og dette igen, fordi noget er i ulave, noget, de små børn endnu ikke forstår. Bagefter vender Stauning blikket udad. Eller rettere mod syd. Ordvalget skurrer i vores ører i dag, som det må have gjort det dengang: Vi oplevede, at fremmede tropper rykkede ind i landet for at sikre det imod andre magters indgreb. Og vi lever nu som det besatte land, men bestandig som landet, der ikke er krigsførende, landet, der venter og håber på freden. Hvem i Danmark følte sig “sikre”, efter de tyske tropper rykkede ind i landet? Vel var Stauning og hans ministerkollegaer under daglig pres fra Berlin, men hvorfor lyde, som om overgrebet kan legitimeres? Men det skal blive endnu værre, før talen er forbi. Ved nytåret 1941 er det åbenbart for alle, at Stauning og regeringen vil forsøge at vente krigen ud og håbe det bedste. Det var trods alt sådan, Danmark var kommet helskindet gennem Første Verdenskrig. Da udenrigsminister P. Munch under regeringsdannelsen blev ofret for regeringens fejlslagne udenrigspolitik, banede det samtidig vejen for, at Erik Scavenius igen blev udenrigsminister. Scavenius havde været udenrigsminister under Første Verdenskrig. Dengang høstede han megen anerkendelse for, at det var lykkedes at holde Danmark ude af krigen ved at føre en tyskvenlig linje. Et kvart århundrede senere skulle han – og Stauning – høste umådelig megen kritik for samme taktik. For i talen ligger en ildevarslende leflen, når statsministeren skal beskrive overmagtens motiver: Vi beundrer meget, som er sket og har bragt ændringer i mange forhold, og vi vil mindeligt arbejde i god forståelse med andre 35

nationer på tilvejebringelse af nye og bedre samfundsformer. Og vi vil være lykkelige, når dette dagsværk kan udøves under fredens vilkår. “Vi beundrer meget, som er sket”. Ordvalget var særdeles uheldigt, fordi det kun kunne forstås, som om Stauning beundrede naziregimet i Tyskland. Formuleringen lå på linje med Erik Scavenius’ berygtede erklæring ved samlingsregeringens tiltrædelse den 6. juli 1940 om, at ved “de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland”. “Beundringen” for “Stortyskland” var en utilgivelig fejl, som de fleste af regeringens medlemmer hurtigt fortrød, de havde ladet sig besnære til at acceptere. Mere end et halvt århundrede senere giver erklæringen stadig anledning til polemik. Her en skarp meningsudveksling i Folketingssalen i januar 1998 mellem den konservative Per Stig Møller og den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Per Stig Møller roder dog lidt rundt i historien: “Den startede altså med Stauning, og han holdt jo en meget uheldig nytårstale, hvor han hyldede det nye Europa og Hitlers sejre og sagde, at vi skulle tilpasse os det nye Europa”. Men det var altså Erik Scavenius i sommeren 1940 – og Per Stig Møller synes i kampens hede at glemme, at også de konservative ministre i Staunings regering godkendte den berygtede erklæring på et regeringsmøde, før den blev udsendt. Det er med historikeren Tage Kaarsteds ord umuligt at sige flere kritiske bemærkninger om erklæringen, end der allerede er sagt. Men det falder selvsagt tilbage på Stauning, at han i årets nytårstale finder anledning til at gentage fejlen ved endnu en gang indirekte at udtrykke sin beundring for besættelsesmagten. I resten af talen forsøger Stauning at samle danskerne og landet 36

om, hvad Danmark er og står for. Her bevæger han sig til gengæld på sikker grund: Lad os gå ind i det nye år med tro og håb i behold. Og lad os styrke og udvikle kærligheden til vort land. Kærligheden mellem menneskene i vort samfund. Vi har før oplevet modgangstider og er kommet igennem sådanne. Vi vil også overvinde nutidens modgang og opnå en fremtid, hvor det atter går fremad. Også den værdiladede afslutning på nytårstalen er skrevet med sikker hånd. Stauning påtager sig ansvaret for landets førelse. Folket skal til gengæld stå sammen og værne om alt det, der er dansk: Jeg har fået overdraget den pligt at varetage store opgaver på det danske folks vegne i disse alvorstider. Og jeg beder folket om at holde sammen om vort land. Om sprog og flag. Og i håb om at dette sker, ønsker jeg hele folket et godt, et lykkeligt nytår! Efter Frankrigs fald og besættelse står Storbritannien alene tilbage i kampen mod de tilsyneladende uovervindelige tyske tropper. Storbritannien kæmper for sin overlevelse og intet tyder på, at nogen kan true Nazitysklands fremmarch i Europa. I Danmark bakker et stort flertal stadig op om Stauning og samlingsregeringen. Endnu vigtigere kan landsfaderen midt i al elendigheden glæde sig over, at danskerne stadig står samlet i deres afvisning af besættelsesmagten.

1941-talen (udsendt 30. december 1940)

Thorvald Stauning Ærede tilhørere! Et nyt år begynder, og vi forlader det gamle år uden sorg. Vi har levet et år, som har formede sig meget usædvanligt. Et år, der bragte os alle overraskelser og skuffelser, men dog et år, der har virket ved sin alvorsfulde lære, som har fået os til at indse, hvor meget godt og smukt vort land rummer. Et år der med voldsom kraft har talt til os om vort fædreland og om de værdier, der er skabt igennem mange slægtled. Værdier, som vi ikke vil miste. Igennem otte-ni måneder har vi levet i et mørklagt land, mens krigens fakkel har brændt uden for vore vinduer. Vi har oplevet krigens stemninger, og vi har fornemmet krigens virkninger. Men landet som helhed står dér nu ved årsskiftet som et land, der har freden og fredens lykke i behold. Men selv under disse vilkår er der mange landsmænd, for hvem livet former sig mørkt og trist. Mange småbørn, som kun har haft en kummerlig jul, fordi far var uden arbejde og indtægt. Og dette igen, fordi noget er i ulave, noget, de små børn endnu ikke forstår. Vi gik ind i året 1940 med vore forventninger. Vi havde set, at der var fremgang og opgang i 1939, og selv om der var ufred visse steder, nærede vi dog det håb, at Danmark skulle undgå at blive blandet ind i stridigheder. Thi det danske folk ønskede freden og ville øve fredens gerning. Vi ønskede at bygge videre på det fredens samfund, som folket mente, var det bedste for vort lille land, og vi nærede ikke uvenlige følelser over for noget andet folk. 38

Men tiden gav ikke fred. Der var gæring og uro. Berettiget misfornøjelse med tidligere tiders omlægninger i verden og trang til at ændre, hvad der en gang var fastlagt. Og begrænsede stridigheder førte til det store opgør, og nu ser vi allerede tilbage over mange måneder, hvori krigen har været det alt andet beherskende emne. Vi ser tilbage over et år, der bragte budskaber om minesprængte eller torpederede skibe, om tab af brave danske sømænd, om forlis af kostbare skibe og vareladninger. Og vi, det vil sige alle mennesker, vil længe komme til at lide under ulykker og tab. Vi oplevede, at fremmede tropper rykkede ind i landet for at sikre det imod andre magters indgreb. Og vi lever nu som det besatte land, men bestandig som landet, der ikke er krigsførende, landet, der venter og håber på freden. Håb er gået under i året, der svandt. Årets skuffelser er kommet over folket. Men det håb – ja, den overbevisning har vi i behold – at Danmark skal bestå og leve. At det danske folk skal genvinde sin frihed. At det lille rige med tusinde års selvstændighed og kultur skal genvinde retten til livet og retten til fortsat udvikling. Med denne overbevisning i behold går vi nu ind i et nyt år. Om end uvidende om, hvordan dette nye år vil arte sig. Uvidende om, hvorledes krigstilstanden vil forblive. Og uvidende om, hvor lang tid der endnu skal hengå under den sørgelige tilstand. Vi beundrer meget, som er sket og har bragt ændringer i mange forhold, og vi vil mindeligt arbejde i god forståelse med andre nationer på tilvejebringelse af nye og bedre samfundsformer. Og vi vil være lykkelige, når dette dagsværk kan udøves under fredens vilkår. Vi spejder ind i det nye år. Vi forsøger at se lyspunkter, der kan styrke håbet, og vi gyser ved tanken om, at der ikke skulle være lyspunkter. Ingen kan sige os, hvad året vil bringe. De budskaber, der nu

“Noget er i ulave, noget, de små børn endnu ikke forstår”

og da høres, melder om et eller to års udholdende kamp, og de, der hungrer og tørster efter freden, henter ikke håb fra disse budskaber. Men vort folk vil ikke tabe håbet og troen. Vi går ind i det nye år med håb og forventning. Og vi må om fornødent tage nye skuffelser, hvis året vil bringe sådanne. Men det kulturværk, som her er bygget op i forudgående slægtled, må ikke standse, og den vilje til ærligt arbejde, som lever i det danske folk, må ikke nedbrydes, men næres. Det bliver den fornemmeste opgave i året at finde former, hvorunder folket kan beskæftiges trods de vanskeligheder, som formindsket skibsfart, formindskede råstoftilførsler, formindsket brændselstilførsler, formindsket omsætning medfører. Der må findes vej til forøget selvforsyning og til nyttige arbejder, hvortil arbejdskraften er det væsentligste middel. Nu har vi i den svundne tid lært at samle os om tidens opgaver, og fortsat belæring kan måske ventes. Vi må stå sammen i det nye år. Alle gode kræfter må forenes om dét, der skal holde folkets evner og arbejdsvilje oppe. Thi det er ved ærligt arbejde, at det danske folk skal komme igennem det nye år og igennem de brydninger og vanskeligheder, som sikkert endnu venter os. Lad os gå ind i det nye år med tro og håb i behold. Og lad os styrke og udvikle kærligheden til vort land. Kærligheden mellem menneskene i vort samfund. Vi har før oplevet modgangstider og er kommet igennem sådanne. Vi vil også overvinde nutidens modgang og opnå en fremtid, hvor det atter går fremad. Jeg har fået overdraget den pligt at varetage store opgaver på det danske folks vegne i disse alvorstider. Og jeg beder folket om at holde sammen om vort land. Om sprog og flag. Og i håb om at dette sker, ønsker jeg hele folket et godt, et lykkeligt nytår!

“Jeg beder folket om at holde sammen om vort land, om sprog og flag”