Nye tider læseprøve

100 mm

151 mm

23,5 mm

151 mm

100 mm

Pressen skrev om

FAY WELDON

KONGEN LÆNGE LEVE ”Intelligent underholdning i særklasse.” – Litteratursiden ”Downton Abbey møder Fay Weldon. Så bliver det ikke bedre.” – Femina EN PASSENDE AFTALE “Underholdning i særklasse.”

anlagt Fay Weldon-trilogi.

Lige fra første side er vi godt underholdt.”

★★★★★ – Fyens Stifttidende ”Fay Weldon spidder kærligt, men ubarmhjertigt både det bedre og det knapt så gode borger- og tjenerskab, og man er som læser altid i sjovt selskab hos Weldon.”

E

Lady Rosina, nu velhavende enke, insisterer på at udgive en afslørende bog på trods af sin mors indvendinger. Arthur Dilbernes ældste søn, som han har med sin amerikanske kone Minnie, er ny arving til herresædet, men Minnie er ikke altid enig i lady Isobels opdragelse af begge sønner. Meget er under forandring – det kongelige besøg er i fare, såvel som Dilbernes økonomi – og endnu en gang må familien igennem en stor omvæltning.

FOTO / ALEX BARKER

Fay Weldon (f. 1931) har skrevet om kvindeliv i romaner, essay- og novellesamlinger, hvoraf der er

226 mm

”Overbevisende start på stort

-

NYE TIDER

♥♥♥♥♥ – Politiken

gland, 1905. Lord Robert og lady Isobel Dilberne og hele deres stab af tjenestefolk gør klar til at få besøg af kong Edward VII. Forberedelserne er mange, men ikke alle glæder sig.

TREDJE BOG I

udkommet over 30 på dansk.

Hun har også skrevet tv-dramatik, kulturjournalistik og en selvbiografi.

Hun skrev endvidere første episode af tv-serien Herskab og tjenestefolk, der senest har inspireret den populære tv-serie Downton Abbey.

Nye tider er tredje og sidste bog i Fay Weldons trilogi Kærlighed og arv. Første bog er En passende aftale

– Kristeligt Dagblad

NYE TIDER er tredje og sidste bog i Kærlighed og arv-trilogien.

og anden bog Kongen længe leve, som ISBN 9788711342763

udkom på dansk i 2013.

Læs mere om forfatteren på hendes

9

www.lindhardtogringhof.dk

Nye.tider.indd 1

hjemmeside: www.fayweldon.co.uk

78871 1 342763

ROMAN / LINDHARDT OG RINGHOF OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

26/06/14 13.40

Fay Weldon

N ye tider På dansk ved Charlotte Grubb

LINDHARDT OG RINGHOF

Nye tider.indd 3

26/06/14 13.17

Nye tider er oversat fra engelsk efter The New Countess Copyright © Fay Weldon 2013 All rights reserved Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2014 ISBN 978-87-11-34276-3 1. udgave, 1. oplag 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Nye tider.indd 4

26/06/14 13.17

Nye tider.indd 6

26/06/14 13.17

En tur til Stonehenge

Sankthansdag, 22. juni 1905 »Lige på klokkeslæt,« sagde Anthony. »Det skulle det da gerne være,« sagde hans søster.

De tog det som et godt varsel, om end ikke mere end de havde fortjent. Klokken ti minutter i fem ramte den opgående sols første stråler Friar’s Heel-monolitten, nøjagtig sådan som det var meningen. Den berømte sten glødede som et bavneblus, mens alt omkring den stadigvæk var konturløst og tågegråt. Så lige pludselig kom det pragtfulde lys, man kunne se alting klart og tydeligt, og årets længste dag var over dem.

Så var det tid til at tage toget tilbage til et overskyet London. De var taget derned aftenen før, havde snuppet et par timers søvn i The Rose and Crown i Salisbury, kørt de femten kilometer i drosche til Stonehenge og hver især betalt en shilling i entre. Anthony var ikke speciel overtroisk, men han var blevet redaktør for The Modern Idler, et litterært magasin, og var nødt til at holde sig ajour med de ting, der var oppe i tiden. Han havde observeret en stigende optagethed af alverdens okkulte og halvokkulte fænomener hos både læsere og skribenter. Gyldne Daggry, druidernes hellige ild, den bukkefodede store gud Pan og så videre, lod nu til at interessere det progressive miljø næsten lige så meget som eksotiske seksuelle eksperimenter. Hvis en mand var tvunget til at tjene til føden, og Anthony havde ikke længere noget andet valg, så burde han i det mindste indleve sig i tingene og gøre det grundigt. Et køligt Stone7

Nye tider.indd 7

26/06/14 13.17

henge-daggry og en hoppende, dansende forsamling af messende, hvidklædte druider – mænd og kvinder, som ikke var til at skelne fra hinanden – kunne blive til en god lederartikel, og det var ikke forbundet med noget større besvær.

Anthony var ikke særlig glad for at tage nogen steder hen uden et publikum, så han havde bedt sin søster om at tage med. Nu var det tilfældigvis Dianas fødselsdag – hun fyldte otteogtyve, helt bestemt en temmelig skrækkelig milepæl for en ugift kvinde – og han kendte ikke andre, der var indstillet på at stå så tidligt op. Og endnu vigtigere, han havde et forslag at stille hende. Han udskød det, indtil de sad i toget tilbage til Waterloo Station, ved et sent morgenmåltid i spisevognen. Han fik grød med fløde, kippers og æg, bacon og pølser; hun fik grapefrugtstykker og røræg på ristet brød. Selv kaffen var god. »Diana,« sagde han, »jeg må tale et alvorsord med dig.« »Jeg frygtede noget i den retning,« sagde hun. Hun var en livlig, klog, munter pige – den type, mændene hellere ville have som bedste ven end som hustru – eller det frygtede hendes bror i det mindste. Hun var dristig, direkte, højrøstet, havde for fremstående en hage til at kunne kaldes smuk og forekom ham at savne enhver form for erotisk princip, som mænd søgte efter hos en kvinde. Hvad værre var, så var hun ludfattig ligesom han selv.

Deres far, lord Ashenwold, var død tre måneder tidligere og havde kun efterladt det nødtørftigste til Anthony og Diana – titlen, godset og pengene var gået til hans ældste søn og arving Bevis.

Men Dianas ugifte stand lod overhovedet ikke til at tage pippet fra hende. »Vi er nødt til at se det i øjnene,« sagde Anthony efter den sædvanlige rømmen, der gik forud for en af hans alvorlige kundgørelser (såsom »Vi har efter mange overvejelser besluttet, mr. Kipling – eller Haggard eller Benson eller Wells eller Hardy, eller hvad det nu var for en vildt succesrig forfatter – »at vi vil udgive Deres næste 8

Nye tider.indd 8

26/06/14 13.17

historie«). »Du er otteogtyve i dag, Diana, og som den ældre kvinde, du er, er din udsigt til at blive gift forringet.« »Vær nu ikke sådan en sær gammel støder, Rødhals,« sagde Di­ ana. »En eller anden skal nok vise sig. Ikke en adelig, sådan som det vil passe Bevis, ikke en berømt forfatter, sådan som det vil passe dig, men en, som passer mig. Desuden har jeg slet ikke lyst til at blive gift. Jeg bryder mig lige så lidt om børn, som du gør.« »Det kræves ikke af en mand, at han kan lide børn,« sagde han, »kun at han gør, hvad han kan, for dem. Men det er helt bestemt et passende krav til en kvinde.« »Så er jeg måske ikke en passende kvinde,« sagde hun. »Hvad mener du dog?« sagde han. »Vi er sandelig noget af et par!« Hans stemme lød på en eller anden måde halvkvalt, men nu talte mange mænd med hans sociale baggrund på samme måde – som om alle ytringer måtte sendes igennem et slags filter, før de kunne slippes fri. Den velbårne Anthony Robin, næstældste søn, var en høj mand med fremspringende buskede øjenbryn og forbløffende blå øjne. Han havde den gamle ikke-sportsdyrkende Eton-elevs værdige og venlige ludende holdning, men var ikke, havde Diana konkluderet for længe siden, nødvendigvis venlig. Hun havde en mistanke om, at han havde inviteret hende med på denne udflugt – som hun da bestemt havde nydt – ikke af altruis­tiske årsager, men fordi han ville promovere en af sine luskede planer. Hun havde ret. »Sådan som dine udsigter er,« fortsatte han, »har du ikke andet valg end at tjene til føden. Du kan arbejde for mig som min husholderske.« Nu blev han lyrisk. Han havde netop lejet nye lokaler, hvorfra han ville køre The Modern Idler. Fra nu af skulle det udkomme en gang om måneden. Han havde fundet et charmerende lille hus i Fleet Street, der havde udsigt lige ud til The Law Courts og Chancery Lane længere væk. Det var et område, hvor journalister kom og gik, 9

Nye tider.indd 9

26/06/14 13.17

og forfatternes klubber lå. Huset havde skæve mure og skrånende gulve, og om natten kunne man høre dødningeurbillen tikke løs, selv om man havde forsikret ham om, at de gamle egebjælker havde så hård en kerne, at al deres gnasken var forgæves. Et excentrisk sted til en bolig, måske, men et fint sted at bo for redaktøren af et politisk og litterært magasin. »Åh, Anthony, nu forstår jeg det,« sagde hun. »Du vil have mig til at flytte ind og gøre hele arbejdet? Give væggene limfarve, slibe gulvene, ordne belysningen, købe møbler, måske oven i købet anlægge en have, hvor du kan drikke kaffe, mens du læser manuskripter og afviser håbefulde forfatterspirer?« »Det lyder guddommeligt,« sagde han.

Når byggearbejdet var færdigt, sagde han, så kunne hun blive hans sekretær. »Du kan skrive på maskine, du kan lave layout og klistre det op, og du kan hjælpe med redigeringen, subskriptionslisterne og så videre.« »Ih, tusind tak, Rødhals,« sagde hun. »Hvad nu, hvis du blev gift, og hun hadede mig og smed mig ud?« »Jeg er ikke typen, der gifter sig,« sagde han. »Det ved du. Jeg er en bogens mand. Jeg er en flanør og en flirt. Jeg tror på Livskraften og lejlighedsvist et drag opium, et snif kokain. Men det ved du også. Det hele er lovligt, det hele kommer fra Fleet Street-apoteket længere nede ad gaden. Men jeg har mine små særheder. Dem kommer du til at finde dig i.« »Jeg vil muligvis kunne se gennem fingrene med dem,« sagde hun, »hvis jeg får min egen halvside i din Modern Idler en gang om måneden. Ikke om mode eller madopskrifter, eller hvordan man pudser en kedel, men om politik.« »Ikke under dit eget navn,« sagde han. »Jeg ønsker ikke at være til nar og grin.« »Mrs. Humphrey Ward udgiver under sit eget navn,« indvendte Diana.

10

Nye tider.indd 10

26/06/14 13.17

»Men hun er gift. Du ville være en miss uden hjerne eller erfaring. Måske burde du indgå et fornuftsægteskab.« Diana løftede øjenbrynene, og Anthony Robin sagde, at hun havde lige til Waterloo Station til at tænke over fordelen ved at være under hans vinger. Ellers ville han lave alternative planer. De var ved Basingstoke, så hun havde omkring en time.

De hensank i tavshed. Hun smurte honning på sit ristede brød.

Anthony valgte marmelade. Han åbnede The Times, mens hun stirrede ud ad vinduet på grønne marker og spirende hvede. Pludselig kom der et irriteret bjæf fra Anthony, som fik hende til helt at hoppe i sædet. »Ingeniørgeni, må jeg være fri,« sagde han. »Kluntede unge hvalp. Var min slave dengang på Eton. Åh, hvor han peb, hvis jeg slog ham, det krybende lille fæhoved. Vidste ikke, hvad han skulle stille op med en dåse støvlecreme.« Arthur Hedleigh havde tilmeldt sin nye touring-model, benævnt Jehu III, til Isle of Man-væddeløbet i september, og ifølge The Times ansås han for at være den britiske automobilindustris nye store håb. Artiklen lod til at have gjort Anthony ganske ude af den.

Adspurgt hvorfor, sagde han, at Dilberne var en tarvelig skiderik, en højrøvet laban, en forkælet arving, en mors dengse, en blødagtig tøsedreng, en slyngel og ingen gentleman – som med sin far, den nuværende Earl of Dilbernes medviden engang havde snydt ham, Anthony, for halvtreds pund og forsøgt at skabe problemer for ham med politiet. En svinsk familie. »Åh, Anthony, jeg kender hans søster Rosina ret godt,« sagde Diana mildt. »Hun rejste til Australien, og jeg savner hende så meget stadigvæk.« »Du kan beholde søsteren,« sagde Anthony. »Hun havde i det mindste så meget omløb i hovedet, at hun rejste over på den anden side af jorden. Men broderen – jeg forbander ham. Han giftede sig med en tynd, lille, papistisk arving fra Chicago: bestemt ingen 11

Nye tider.indd 11

26/06/14 13.17

jomfru, den dame. Jeg siger, lad ham falde ned i et kar med hans egen motorolie og dø kvælningsdøden og trække hende med sig.« »Åh, Anthony,« indvendte hun, »folk kan godt elske hinanden.« Hans voldsomhed overrumplede hende. Hun skænkede ham endnu en kop fra den høje sølvkaffekande uden at bruge en serviet, for hun havde glemt, hvor varme håndtag af pletsølv kunne blive.

Hun gik ud fra, at den specielle temperatur havde noget at gøre med nikkelindholdet snarere end kobberindholdet i sølvplet. Ægte sølv, selvfølgelig, den rigtige slags, var lang tid om at varme op.

Diana havde udover etnografi studeret kemi i Oxford. Hun havde ikke kunnet tage afgangseksamen, det kunne kvinder ikke. Det bekymrede hende ikke; hvornår havde verden været andet end uretfærdig? Til gengæld kunne Anthony fnyse af raseri over uretfærdighed. Det nagede ham, at Arthur Hedleigh havde fået sit billede i avisen, ville ende som Earl, hvor han, Anthony, aldrig ville arve en titel endsige få fat på en arving. »Jeg mener det metaforisk,« sagde Anthony, »men det kommer ikke til at holde. Hun er ikke hans type.« »Åh?« spurgte Diana interesseret. »Hvad er så hans type?« »Rund, blond, køn og dum.« Diana var klog nok til ikke at spørge, hvordan han vidste det – jo før han faldt ned, des bedre.

Nu var de ved at køre ud af Woking i en stor sky af damp og melankolsk tuden. Inden længe ville de være på Waterloo. Han havde ret – hendes valgmuligheder var begrænsede. Hun kunne leve som gammeljomfru-søster hos sin rige, kedsommelige bror Bevis eller som husholderske hos sin mindre kedsommelige bror Anthony.

Hun var ikke så god til at beslutte sig. »Selv om det selvfølgelig kan være konen, som kommer på af­ veje,« sagde Anthony eftertænksomt. »Hun har noget af en fortid.« »Åh, Anthony,« sagde Diana. »Nu må du ikke være sådan.« »Jeg håber, hun er ham utro og giver ham en helvedes tid,« sagde han, men hun mente, han sagde det lige så meget for at straffe 12

Nye tider.indd 12

26/06/14 13.17

hende selv, fordi hun ikke støttede ham i hans vrede, som fordi han virkelig mente det. Eller det håbede hun i det mindste. »Åh, i Himlens navn, Rødhals,« sagde hans søster.

Han ville ønske, hun ville lade være med at kalde ham Rødhals: Det var et navn, han havde fået i skoletiden, da han var ung og tåbelig og havde redigeret The Eton Chronicle. Og alle de der ‘Åh’er’, hun krydrede sit sprog med, irriterede ham, for det virkede, som om hun hele tiden kom med bebrejdelser. Men det var vel det, kvinder gjorde, tænkte han. Og han holdt af hende, og hun havde brug for ham. »Vil du så?« spurgte Anthony. »Åh, Anthony, selvfølgelig vil jeg det,« svarede hun.

Nye tider.indd 13

26/06/14 13.17

Minnie holder et fødselsdagsselskab

25. juni 1905, Belgrave Square »Mit liv er perfekt,« mumlede Melinda, bedre kendt som Minnie, Vicountess, lady Hedleigh. Men mens hun sagde det, sådan nærmest ud i luften, kiggede hun ud ad de store vinduer i huset på Belgrave Square 17 og så en knægt, let genkendelig med den moderne telegrafdrengs kasket og gamacher. Han havde den forsorne mine – eller det syntes Minnie i det mindste – som en, der kommer med gode, ikke dårlige nyheder.

Minnie lyttede, men kunne ikke høre klokken, der blev overdøvet af støjen fra de festende småbørn. Der var uden tvivl klokker, der bimlede på behørig vis i tjenestefolkenes afdeling. Selskabet var blevet larmende, trods ældre og yngre barnepigers pacificerende tilstedeværelse. Små børn tumlede ubesindigt fra bord til gulv, hvinede og kastede med dessertgelé og kage. Isobel, Countess of Dilberne, som havde inviteret sin svigerdatter Minnie samt hendes to små børn til London i en uge, krympede sig, da fedtede hænder kom faretruende nær på den nye lysegule chintzpolstring i morgensalonen, men sagde ingenting. Dagen i dag var en festdag. »Åh,« sagde Isobel generøst, »lad dem more sig. Der er kun fødselsdag en gang om året.« Så barnepigerne holdt sig i baggrunden, og Edgar og hans lillebror Connor rullede rundt på gulvet og lo og fnisede og sparkede hinanden.

14

Nye tider.indd 14

26/06/14 13.17

Minnies ældste søn Edgar var tre år gammel og kunne ikke gøre noget galt. Connor Hedleigh, som var født præcis et år efter Edgar, kunne gøre ikke så lidt galt, i det mindste efter hans engelske bedsteforældres mening, eftersom han ikke havde den forsonende gave at være den førstefødte. Minnie havde forsøgt at give sine forældre, ægteparret O’Brien fra Chicago, den nødtørftigste introduktion til det indviklede forhold mellem navne og titler i det engelske aristokrati, men uden held. »Gud fri mig vel!« havde Tessa indigneret udbrudt, da hendes datter tog børnene med over til kvægmarkedet i Guds eget land for at vise dem frem. »Hvorfor er Edgar en Dilberne og Connor kun en Hedleigh? De er da brødre, ikke sandt?« »Det skal man være englænder for at forstå,« havde Minnie svaret. »I det mindste er ingen af dem en elendig Turlock,« havde deres bedstefar, kvægbaronen Billy O’Brien sagt – heldigvis ikke, mens Arthur hørte det. Var der noget, Minnie ikke ønskede, så var det at få rodet op i sin fortid; og da mindst af alt hendes tvivlsomme forhold til den forstyrrede amerikanske kunstmaler Stanton Turlock.

Hendes far kunne godt lide at sige tingene ligeud, men det kunne godt være pinligt.

Begge hendes sønner var fine, muskuløse, ranke drenge, som deres far Arthur var tilfredsstillende stolt over. Minnie elskede dem begge to lige højt, men måske Connor en lille smule mere, fordi han altid kom galt af sted og var nummer to i arvefølgen. Edgar var arvingen og skulle arve titlen. Connor var ‘reserven’. Selv Arthur kaldte ham det undertiden – ‘reserven’ – som i »Sig til reserven, at han skal holde op med at tude og tage det som en mand« – selv om hun ønskede, han ville lade være. Hun var fornuftig nok til ikke at sige det. Opvæksten sammen med faren havde lært hende, at hvis man bad en mand om at lade være med at gøre noget, så var han endnu mere tilbøjelig til at gøre det igen.

15

Nye tider.indd 15

26/06/14 13.17

Nu, hvor støjniveauet steg, tog Arthur til orde. Han havde siddet lidt på afstand og forholdt sig tavs, selv om han havde smilet overbærende, om end måske lidt tvungent, i forsøget på ikke at tage sig af al hurlumhejet. Han havde en dyb stemme: Den var meget maskulin og skar gennem kvinder og børns skrig og hyl. Minnie elskede ham. »Risus abundat in ore puerorum,« sagde Arthur. »Åh, Arthur,« sagde hendes svigermor, »endnu et latinsk citat.

Nøjagtigt ligesom din far. Du er så klog. Hvad betyder det?« »Der er rigeligt med latter i små drenges munde,« sagde Arthur. »Men nu må det vist være nok. Barnekammerverdenen kan være meget støjende og irriterende. Intet under, at far har fundet en presserende aftale.« »Udmærket,« sagde Isobel. »Lad misregimentet få en ende,« og hun nikkede hen mod gruppen af barnepiger, som suste i aktion, sådan som de havde siddet og længtes efter, og hurtigt som lynet var de små tilbage på stolene igen, alt for overraskede til at komme med indvendinger, hænder og munde var tørret rene, og de var nette og søde som de små lam, de var på en god dag, ikke små løver længere.

Arthur smilede og tog Minnies hånd. Han havde sin fars lange, lige næse, markerede kæbeparti og kraftige lyse hår og så ud til at få mere og mere tyngde år for år – ikke længere en dreng, men i allerhøjeste grad en mand. Han var taget ind til London sammen med Minnie og drengene for at tilbringe dagen med deres bedsteforældre og havde for en gangs skyld uddelegeret arbejdet i sit automobilværksted til andre. Mere end fire år inde i ægteskabet, og hun kunne stadigvæk henrykkes over lyden af hans stemme, berøringen af hans hånd. Hun var meget heldig.

En skam, at bedstefar Robert, Earl of Dilberne, alligevel ikke kunne være der. Han var som altid blevet indkaldt til statsanliggender – anledningen var regulær nok – en eller anden form for opstand 16

Nye tider.indd 16

26/06/14 13.17

i Rusland, der krævede gehejmerådets opmærksomhed, også selv om det var søndag. Nu, hvor den moderne verden udviklede sig i det tempo, den gjorde, var politik ved at blive en fuldtidsbeskæftigelse, ikke længere et tidsfordriv for en velhavende og patriotisk mand. Robert var ikke den, der unddrog sig sine pligter.

Minnie fandt stadigvæk sin svigerfar skræmmende; men hun kunne godt lide fornemmelsen af at være i centrum for det hele, og det hændte, at han trakterede hele forsamlingen med beretninger om, hvad der foregik i udlandet eller i Koloniministeriet, hvilket var en af grundene til, at hun nød at komme ind til Belgrave Square. Det var begyndt at gå op for hende, at Arthurs interesser i stigende grad begrænsede sig til det indvendige af automobiler, Arnold Jehu III’s skønhed, fordelene ved luftkølede motorer sammenlignet med vandkølede. Hun gjorde sit bedste for at fastholde begejstringen, men nogle gange sent ud på natten faldt hun i søvn med hovedet på puden, mens Arthur snakkede.

Hun havde sagt noget i den retning til Tessa, dengang hendes forældre var på besøg. »Det er bedre, at han er forgabt i et automobil,« havde Tessa skarpt repliceret, »end i en eller anden korpige.« Og Minnie kunne godt se sandheden i dette.

I morgen ville Minnie gå med Isobel til Heal’s og tage deres nys hjemkomne sortiment af bambusmøbler i øjesyn for at finde ud af, om nogen af dem kunne passe til soveværelserne ud til bagsiden af huset på Belgrave Square – helt udelukket, naturligvis, til Dilberne Court med de massive himmelsenge, slagbænke og cedertræs­ lin­ned­kister. Tjenestefolkene måtte bare fortsætte med at løfte og udstramme og polere ældgammelt egetræ – og så ville damerne måske gå videre til Bond Street for at kigge på de nye rundskårne nederdele fra Paris, lagdelte og snorebesatte, men to tommer kortere end de havde været i nogen tid, så de ikke længere slæbte hen ad jorden og ikke krævede den endeløse børstning, der tog så 17

Nye tider.indd 17

26/06/14 13.17

meget af stuepigernes tid. Der var en hel del i den moderne tilværelse at være taknemmelig for. Møblers form og stil interesserede hende. Engang, kunne hun svagt mindes, havde hun haft drømme om at blive billedhugger. Stanton Turlock havde endda sagt, hun var en Camille Claudel til hans Rodin – ikke at han nogensinde var kommet længere end til maling på lærred. Hun kunne lide stoffer, at føle på dem og nyde farverne, men Isobels besættelse af mode kunne hun slet ikke følge. Ikke desto mindre ville hun af hensyn til Isobel foregive en dyb interesse. Man skulle bare spærre øjnene op, stirre indgående og tænke på noget andet.

Minnie havde glemt alt om telegrammet, da førstetjeneren Reginald kom ind med det på en sølvbakke. Han havde været lang tid om det, fordi han uden tvivl havde dampet den tynde brune konvolut op, læst indholdet og så hastigt forseglet den igen. Han var en slyngel, om end en elskværdig en af slagsen. Isobel åbnede telegrammet, læste det og tilkendegav med et nik, at Reginald kunne forlade stuen. Hun havde det samme chokerede og vantro udtryk som lille Edgar, når han lige pludselig blev snuppet fra gulvet og anbragt på sin stol.

Reginald gik lidt baglæns, men forlod ikke rummet. Han ville ikke blive tilrettevist, vidste Minnie. Det blev han aldrig. »En flot fyr, en rigtig vigtigprås,« havde Billy sagt om ham året forinden, da svigerforældrene var kommet over til Wimbledon. »Slipper af sted med alt. Du kan være evigt forvisset om, at han ved mere, end han bør.« Og det mente Minnie nok var tilfældet. Det var et af problemerne med at bo sammen med tjenestefolk. Ikke at de andre lod til at bemærke det, endsige bekymre sig om det.

Isobel lod konvolutten falde, som om brevet ikke havde den store betydning. »Det er din søster Rosina,« sagde hun til Arthur i et nærmest anklagende tonefald. »Dampskibet Ortona anløber Tilbury i mor18

Nye tider.indd 18

26/06/14 13.17

gen eftermiddag. Rosina vil være om bord. Ingen forklaring, ingen information, intet. Hun bekendtgør bare sin ankomst. Hvor er det dog uforskammet, hvor er det dog typisk Rosina.« »Rosina! Jamen, hvor vidunderligt!« udbrød Minnie i den tavshed, der sænkede sig over hele forsamlingen. Selv de små børn indstillede deres larm. Minnie tøvede. Man misbilligede Rosina.

Men hvorfor? Rosina var vanskelig og humørsyg, sandt nok, og var egensindigt draget af sted til Australien og var faldet i unåde efter en hastig vielse, men hun var en del af familien, husets eneste datter. En eller anden form for begejstringsytring måtte da bestemt være tilladt? Hjemme i Chicago ville der have lydt glædes­ hyl, og alle ville have omfavnet hinanden og fældet tårer, og man ville være styrtet ud for at fortælle alle om de gode nyheder. Den fortabte datters hjemkomst. Men dette her var Belgrave Square, og spontanitet hørte ikke til her. »Kære Rosina,« sagde Arthur henkastet og roligt. »Den urostifter!« Og så, med et sideblik til Minnie: »Selv om man naturligvis er morderlig glad for at høre fra hende efter al den tid. Hvor længe siden er det mon? Tre år?« »Din søster har taget tavsheden til sig,« sagde Isobel. »Altid kun de mest kortfattede breve, og der har ikke været nogen i godt et halvt år.« »Intet nyt om ægtemanden eller et barn?« »Intet. Ikke engang den elskværdighed.« »Hvad med hendes papegøje?« Hans mor ignorerede ham og henvendte sig til Reginald. »Ortona anløber Tilbury. Er det Orient Pacific Line?« »Det er jeg bange for, det er, my lady. Et immigrantskib, der vender halvtomt tilbage.« Han virkede, som om det nærmest morede ham. »Hvor ualmindeligt ukomfortabelt for hende,« sagde lady Dilberne. »Hvorfor altid denne perverse nostalgie de la boue – denne trang til at spille afrakket?« 19

Nye tider.indd 19

26/06/14 13.17

»Jamen, det er dog alligevel vores Rosina!« indvendte Minnie. »Det er sådan nogle gode nyheder! En at tale med!« Dette lød en lille smule uvenligt. Isobel sendte hende et ejendommeligt blik.

Det samme gjorde Arthur. Minnie forsøgte altid af al magt ikke at buse ud med tingene, og det lykkedes hende for det meste, men i dag var det ikke gået så godt. »Jeg har dig at tale med, min kære, naturligvis har jeg det,« sagde hun til Arthur for at råde bod på det, »det har jeg i det mindste, når du er hjemme, men du er så ofte på dit værksted.« Nu havde hun gjort det hele værre. Hvorfor skulle livet absolut være så vanskeligt? »Og jeg er vis på, at du har travlt nok med vore børn,« sagde han, da han fornemmede en anklage. »Nu om dage har du knap nok tid til at sende mig mere end et overfladisk blik.« »Nå, nå,« sagde Isobel, der frygtede, at der var optræk til et skænderi. »Vi sender Reginald ned for at møde Ortona i morgen.

Minnie, du kan være sikker på, at Rosina nok skal få den fortabte datters velkomst. Selv om hun i det mindste kunne have givet besked i god tid.« »Det kan du da ikke forvente. Det er svært at lære en gammel papegøje nye kunster, ikke sandt?« sagde Arthur.

Minnie fnisede, hvilket hun ikke burde have gjort.

Rosina var, nærmest uden varsel, draget ud til Vestaustralien tre år tidligere, i selskab med en ny ægtemand, en mr. Frank Overshaw, teosofist og godsejer. Han var ikke noget parti for en datter af en earl, men Rosina var ugift, over tredive, høj og klodset, klogere end godt var og kunne ikke tillade sig at være kræsen. Men selv da havde den hast, ægteskabet var blevet indgået i og afrejsen påbegyndt, været upassende, endog skandaløs, især da Rosina var sejlet af sted på en billet reserveret til hendes egen kusine Adela, Franks første valg af en brud. Det formodedes, at hastværket skyldtes den normale årsag, men det havde vist sig ikke at være tilfældet. Hvorom 20

Nye tider.indd 20

26/06/14 13.17

alting er, havde der ikke været nogen omtale af et spædbarn i de første kortfattede breve, Rosina havde sendt hjem. Kun beskrivelser af et land, der var ufatteligt varmt og farligt, hvor postgangen var elendig og tjenestefolk ikke-eksisterende, samt nogle ønsker om opslagsværker: Emile Durkheims Den sociologiske metodes regler, hans afhandling om selvmord i aboriginernes kultur og alle Max Webers tidlige udgivelser. »Jamen, Mama,« sagde Minnie nu – det var på Isobels anmodning, at Minnie kaldte hende ‘Mama’ – »der skal da være en fra familien til at tage imod hende. Hun har været væk i samfulde tre år – hvem ved, måske er hun syg.« »Jamen, Ortona!« sagde Isobel. »Tilbury, ikke engang Liverpool,« som om det afgjorde sagen. Men hun lagde ikke Minnie hindringer i vejen og sagde endda, at deres indkøbstur til Heal’s ganske glimrende kunne udsættes til tirsdag: Minnie måtte endelig tage af sted for at modtage Rosina, hvis hun gerne ville. Man kunne kun håbe, at båden ankom nogenlunde præcist, og stakkels Minnie ikke behøvede at vente hele dagen. At møde op ved både var bedre at overlade til tjenestefolk – men hvis det var det, Minnie ville ... Selv ville Isobel tilbringe dagen sammen med Robert i Overhuset.

Så sagde Arthur, at han desværre ikke kunne tage med Minnie, for hans Jehu III befandt sig på et kritisk stadium. Han var blevet klar over, at luftkøling var en misforståelse, han var nødt til at være tilbage i morgen tidligt, men Minnie måtte sende Rosina de bedste hilsner, og han ville se hende inden længe. Han gik ud fra, at hun i det mindste i et stykke tid ville opholde sig på Belgrave Square.

Så alt var godt, men Minnie ønskede, at hun ikke havde tænkt, »Mit liv er perfekt,« så højt og tydeligt i sit hoved. Hun havde en nagende fornemmelse af, at Guderne havde hørt det, og at hoveddørsklokkens ringen, så kort tid efter denne tanke, havde været et tegn på deres mishag. Men hvordan kunne det være dårligt, at Rosina kom hjem?

Nye tider.indd 21

26/06/14 13.17

Et foruroligende forslag

26. juni 1905, Newmarket Robert tog Isobel med til det sidste af fladbanevæddeløbene i Newmarket. Hans hustru brød sig ikke om heste, men på saddelpladserne var hun i det mindste langt nok væk fra dyrene til at føle sig tryg. Han havde insisteret. »Westminster er alt for kedelig for tiden,« sagde han, da Isobel foreslog, at hun kom ind og spiste frokost med ham i Overhuset efter at have tilbragt formiddagen på tilskuerbalkonen. Han ville i stedet tage hende med til Newmarket og vise hende frem. »Cherry Lass tippes til at vinde de 1000 Guineas, og du skal have en stråhat med blomster på, en hvid minkstola, en nederdel med slæb og alt, hvad hjertet kan begære, af kniplinger og garneringer.« »Jamen, jeg holder så meget af at lytte til en god debat i Over­ huset,« sagde hun, »og så spise frokost med dig. Themsen glitrer, og flodbådene sejler forbi: Det er en stor fornøjelse.« »Det bliver en pragtfuld dag i Newmarket,« sagde han. Hun kunne se, at han var opsat på at komme derud. »Det eneste, der foregår i Overhuset, er gennemgangen af militærbudgettet, hvilket betyder endnu et rivegilde over krigen i Sydafrika og mere nonsens fra de liberale om de stakkels trælbundne kinesere, der arbejder i vores miner dernede.« Han tilføjede, at i tilfælde af, at hun var blevet urolig over rygterne, så havde alle minearbejderne, hvad enten de var hvide eller kinesere, fremragende arbejdsforhold i deres egen mine derude i Modder Kloof, kunne gå, hvor de ville, fik meget rimelige lønninger og levede lige så godt som deres egne folk 22

Nye tider.indd 22

26/06/14 13.17

på godset i Sussex. »Der har ikke været rapporter om sammenstyrtninger eller dødsfald i månedsvis,« sagde han. »Som enhver mineejer siger, lige inden minen styrter sammen,« sagde Isobel. Hendes far havde indledt tilværelsen som minearbejder og var endt som kulmagnat, og hun vidste udmærket godt, hvor forskelligt det hele tog sig ud fra henholdsvis arbejderens og ejerens side. »Åh, kære du,« sagde lord Dilberne. »Overlad alt det til Rosina, når hun kommer hjem. Hun er født til at være familiens samvittighed.« Det gjorde Isobel med største fornøjelse og affandt sig med en dag på væddeløbsbanen, mens hun mumlede, at hun håbede, at tre år i antipoderne havde lært deres datter lidt om livets realiteter. »I det mindste er hun i live og har det formodentlig godt,« sagde lorden. »Og der er vel ingen indvendinger imod, at hun kan få sine gamle værelser tilbage i huset i Sussex, nu hvor Adela er væk.« Adela var Rosinas kusine, som for ikke så længe siden havde giftet sig og var flyttet til Schweiz, hvor den progressive Asconabevægelse havde hovedkvarter, og nøgen soltilbedelse praktiseredes i fuldt alvor. »Hun kan være selskab for Minnie,« sagde Isobel. »Jeg er ikke i tvivl om, at Rosina vil sige, at hun er nødt til at bo på Belgrave Square, ikke gemmes af vejen på Dilberne Court, men for en gangs skyld må hun gøre, hvad hun får besked på. Det ville være direkte tåbeligt at lade hende bo lige rundt om hjørnet fra Overhuset. Det sidste, vi ønsker, er, at hun dukker op midt i en debat og vifter med flag og protesterer over, at de kinesiske kulier bliver undertrykt.

Hun er fuldt ud i stand til det.« Robert medgav, at det ville være uheldigt, men tilføjede noget trist: »Man kan stole på, at de fleste mennesker tilpasser deres overbevisninger efter deres interesser, men sådan er det ikke med Rosina.

Pudsigt nok beundrer jeg hende nærmest for det. Men lad os nu tage ud til væddeløbsbanen og lade Minnie om at modtage Ortona.« 23

Nye tider.indd 23

26/06/14 13.17

Isobel følte sig pludselig helt munter: Uanset hvad der var gået forud, var hendes eneste datter på vej hjem over havet efter tre års fravær, og hun var glad. Hvis de skulle stå over for en skilsmisse, så måtte det være sådan. Et uheldigt ægteskab var bedre end slet intet ægteskab: Det kunne betragtes som tilværelsens lune fremfor en forsømmelig mors fejl. Nu, hvor Adela var rejst, var Rosinas ankomst ligefrem noget af en velsignelse. Arthur var så vældigt optaget af sin virksomhed og sine automobiler, at Minnie ofte måtte føle sig ensom. Måske burde Isobel være taget med Minnie til Tilbury – men Robert havde behov for hende, og ens pligter lå da i første række hos ægtemanden og derefter hos børnene. Der var masser af børn, men kun én ægtefælle. Og en dag på væddeløbsbanen var ikke den værste skæbne, man kunne få.

Isobel valgte et sømandstema til sin dag i Newmarket – en kæk matrosnederdel og bluse i matchende marineblåt moiré med en firkantet hvid kniplingskrave, der gik over hovedet og lå på både forside som bagside – et bredt hvidt læderbælte med et ankerformet spænde og en festlig lille stråhat med strudsefjer, som man bar på siden af hovedet – hendes kammerpige Lily fæstnede hatten med en ekstralang turkis- og diamantbesat hattenål, hvilket tog lidt af strengheden fra kostumet. Man havde jo ikke lyst til at ligne en forretningskvinde på vej til kontoret, en fare der altid lurede nu om stunder. Hun og Lily legede med ideen om at tilføje et bundt velourkirsebær til skyggen til ære for Cherry Lass, sæsonens favorit, men ombestemte sig. Det ville have moret Robert, men virkede uhæderligt – hun kunne faktisk ikke kende den ene væddeløbshest fra den anden, og hun var også ligeglad.

Newmarket bød ikke just på samme påklædningsmæssige elegance, som man fandt i Ascot, men så stødte de på Hans Majestæt, der kom gående gennem menneskemylderet. Isobel syntes, at Bertie så bemærkelsesværdig gemytlig ud og i højeste grad folkets mand, 24

Nye tider.indd 24

26/06/14 13.17

om end ikke slet så flamboyant, som han engang havde været – noget tyndere, og ikke så mange glimtende medaljer på brystet som før i tiden. Ja, han og lord Rosebery, som gik ved hans side, kunne have været endnu et par velhavende og højtstående korpulente herrer, der kom slentrende forbi. Hvad Rosebery angik, så han afgjort mindre hærget ud end sædvanligt, hans fordums flotte ydre anedes i den faste hage og glimtet i øjet. »Det er, fordi hans Cicero vandt derbyet i Ascot,« sagde Robert.

Isobel afholdt sig fra at sige, at hestesportsfolk lod til at blive lige så forfriskede af at ‘vinde et væddeløb’, som havde de selv løbet banen rundt og ikke overladt det til hesten.

En blandet gruppe af velkendte ansigter, blanke hatte og vippende skæg fulgte tæt bagefter: Isobel genkendte den unge Ponsonby, Kongens privatsekretær, og hans kønne kone Victoria Lily, som kom gående ved siden af Sidney Greville, Dronningens sekretær, der som altid gik med notesbogen knuget ind til brystet. Men ingen Dronning. I stedet gik mrs. Keppel, Kongens elskerinde, sammen med den lille klynge adelsfolk. Det var Rosebery fremfor Kongen, der holdt Alice Keppel under armen: Så meget påbød taktfølelsen formentlig. Temmelig unødvendigt, tænkte Isobel, eftersom Alice Keppel et par år forinden var blevet vist frem ved kroningen sammen med alle de andre kongelige elskerinder – i det, Dronningen en smule bittert havde kaldt ‘den løsagtige loge’.

Keppel så aldeles tiltrækkende ud, lys og frisk og kølig i en lyseblå og hvidternet tynd bomuldskjole med skinkeærmer i voile og en flad stråhat, som kunne have været en mandehat, hvis det ikke havde været for det brede atlaskbånd med sløjfe. Isobel følte sig øjeblikkeligt alt for varm og stiv i den marineblå moiré og følte, at hun var iført det helt forkerte kostume. Men da Robert og hun bevægede sig nærmere, kunne Isobel se noget, der lignede gåsehud under voileærmerne – der var en ganske kølig østlig brise selv på denne strålende sommerdag – og et lille bundt velourkirsebær på 25

Nye tider.indd 25

26/06/14 13.17

stråhattens skygge, og følte, at nej, hvis nogen havde gjort et uklogt valg, så var det Alice. Alice var over tredive, og kun unge piger kunne slippe af sted med ternede bomuldskjoler, voileærmer og billige røde velourkirsebær.

Hans Majestæt hilste på Robert og Isobel med stor begejstring, men anglede samtidig efter deres medfølelse. Havde han ikke været bemærkelsesværdig uheldig ved væddeløbene på det seneste?

Var Rosebery ikke dagens mand med sin tredje derbyvinder i Ascot og beundret af alle for årtiets fest, den store hyldest til medarbejderne, som fandt sted hos Durbans længere nede ad vejen – fem tusind mennesker og kringler og krydderøl til alle? »Det er min store vanskæbne,« klagede Kongen, »at der ikke er nogen for tiden, der giver mig lov til at være ødsel. Det, som er tilladt en Archibald Roseberry, blot en tidligere leder af Overhuset, er ikke tilladt en monark. Min mulighed for at afholde fester er sørgeligt begrænset. Hvis jeg serverede øl, ville afholdslogen fare i struben på mig. Hvis jeg serverede kage, ville de huske på Marie Antoinette. Der ville blive stillet spørgsmål i Overhuset. Keir Hardie ville holde dundertaler om min ekstravagance. Det ser ud til, at vi alle bør blive socialister nu. Hvad mere er, Dilberne, så ser De, at jeg er en fange. Jeg må ikke gå omkring alene længere. Jeg er beskyttet. Der er politifolk overalt.« Det var sandt, at et antal høje unge mænd, hvoraf Isobel ikke genkendte en eneste, diskret omringede og blandede sig med det kongelige selskab. De så ganske nydelige ud, men selv om de var klædt som gentlemen, gebærdede de sig ikke som gentlemen. De var for årvågne, for hurtige og utvungne i deres bevægelser: Ber­ ties sikkerhedsfolk, selvfølgelig – Robert havde talt om dem. »Kongen vil ikke have dem,« havde han sagt. »Bertie er blind over for fare helt ulig den tyske kejser, som farer sammen ved et musepib og har beskyttelse med sig overalt. Men nu er der Kaiser ikke elsket af alle, og det er Bertie – eller det forestiller han sig 26

Nye tider.indd 26

26/06/14 13.17

inderst inde. Når Balfour antyder, at han muligvis ikke er, bliver Kongen fornærmet. Men Balfour insisterede og vandt.« Isobel fik nu et førstehåndsindtryk af, hvordan denne sejr lod til at have gjort Kongen pikeret. »Balfour giver instrukser til Akers-Douglas, som giver instrukser til Londons Politi,« tordnede Kongen til Gud og hvermand, og mrs. Keppel strøg hans arm for at berolige ham, »som giver instrukser til politiassistent Strachan her, som fortæller mig, hvor jeg må og ikke må gå af frygt for anarkister og kommunarder. Passer det ikke, Strachan?« sagde han henvendt til den ældste af sine beskyttere. »Vist så, Deres majestæt,« sagde politiinspektør Strachan, som havde en vis lighed med en klarøjet ørn, talte et dannet sprog, men havde meget store støvler og papirflip, og hvis sociale baggrund var vanskelig at fastslå. Helt sikkert ikke lavadelig, tænkte Isobel, ej heller akademiker, men heller ikke helt fra arbejderklassen. Men tilsyneladende ganske fortrolig med hoffolks manerer. Der var helt bestemt noget fornuftigt og beroligende ved ham. »Farerne hidrører gerne fra udlændinge, sir, fra anarkister og nihilister, ikke fra Deres eget folk – som gladelig ville gå i døden for Deres sikkerhed,« sagde han nu. »Men nu, hvor de ubesværede rejseformer fylder vore fængsler med fremmede folk, en tredobling i de seneste fem år, er det kun forstandigt at tage forholdsregler.« »Måtte den Gode Gud og den brave Strachan beskytte os mod udlændinge og galninge,« sagde Kongen, og i et kort øjeblik sænkede alvoren sig over den lille gruppe.

Men så var der en eller anden i folkemængden, der genkendte Kongen, og råbet lød: »Bertie! Bertie!« Efter et diskret nik fra politiassistenten dannede de høje unge mænd en forsvarsring omkring det kongelige selskab, men da der hørtes klapsalver, og en eller anden oven i købet istemte ‘God Save the King’, nikkede Strachan diskret igen, og så opløste de atter ringen. Det var taktfuldt og ret elegant 27

Nye tider.indd 27

26/06/14 13.17

gjort, tænkte Isobel, og hun ville gerne have komplimenteret politiinspektør Strachan, men omstændighederne tillod det ikke. Mrs. Keppel gik og beklagede sig over en kølig brise. »Det er så klogt af Dem at være iført det charmerende moiré-antræk. Jeg er håbløst udsat i min bomuldskjole. Vejret er ikke, hvad det har været. Man kan ikke længere forvente at være varm, bare fordi det er højsommer.« Alice Keppel talte henkastet og utvungent som den ene ligemand til den anden, og selv om Isobel reagerede med en eller anden normal bemærkning om vejrets pludselige umildhed, var hun noget paf. De var blevet introduceret for hinanden en eller to gange tidligere, sandt nok: Alice Keppel var indbegrebet af charme, kendt som en fuldendt værtinde og accepteret i det gode selskab – omend i dets mere løsslupne ende; kendt for at være Kongens officielle elskerinde, og selv om både hendes egen ægtemand og Dronning Alexandra accepterede hende, mente Isobel – tja, hvad mente hun egentlig? At man burde vise lidt ekstra respekt for hendes egen dyd, for hendes position som en ægteviet hustru, en agtværdig kvinde, højere på ranglisten? Nej, ikke helt det, men måske forventede man, at mrs. Keppel ville henvende sig med en vis tøven, en vis ærbødighed? Nå, det gjorde hun ikke. Verden ændrede sig, ligesom vejret ændrede sig, og det måtte man bare acceptere.

Ved bemærkningen om vejret var Robert begyndt at tage sin egen sorte kashmirfrakke af for at lægge den over mrs. Keppels elegante skuldre, men Frederick Ponsonby kom først med sin kameluldsfrakke. Nu var det Ponsonbys kone, Victoria Lily, der så fortørnet ud. Uden kvindelig indflydelse, fastslog Isobel, så ville verden simpelthen synke ned i et morads af uhæmmet maskulin passion i alle henseender – krig uden ære, rang uden pligt og lidenskab uden kærlighed.

28

Nye tider.indd 28

26/06/14 13.17

Mrs. Keppel var ufatteligt rig nu, ifølge Robert, idet Kongen havde givet hende nogle gummiaktier, som under Eric Baums finansielle styring havde klaret sig overmådelig godt. Isobel kunne ikke tillade sig at tænke ilde om hende på grund af det, for Dilberne-familien havde selv profiteret ganske glimrende under Baums rådgivning.

Nu var Baum og hans kone flyttet til Palæstina, men Robert skrev stadigvæk til ham, vidste Isobel, når han havde behov for vejledning i finansielle sager.

Nu slog Kongens klagemål over på en tidligere kurs, da Hans Majestæt atter beklagede sin aktuelle mangel på succes, hvad angik væddeløb. Han havde, hævdede han, fået Flåden og selv sin nevø, der Kaiser, under kontrol, men hans stald var ilde stedt. Han havde ikke haft en vinder i årevis, om end han håbede, at Cyllene, søn af Bona Vista efter Arcadia, den avlshingst han lige havde lejet af Rosebery, med tiden ville producere et føl, der var værd at føre frem. Cyllene havde trods alt avlet den vindende Cicero til alles store overraskelse. »Det overraskede muligvis andre,« sagde Rosebery. »Det overraskede ikke mig. Ædel byrd fornægter sig ikke.« »Jeg vil bestemt gerne tro, at jeg er min faders søn,« sagde Bertie, »selv om den gode Prins aldrig var meget for krikkerne. Men han var næsten dagligt på jagt efter fuglevildt. Jeg glæder mig også til sommerdagenes ophør og vintersolens glimt i en løftet bøssepibe.

Der er intet som opskræmte vingeslag, der kan få humøret i vejret.« Kongen kunne blive helt poetisk, når det gjaldt om at dræbe fugle.

Isobel kunne ikke lade være med at mindes noget, hendes veninde grevinde d’Asti engang havde sagt. »Når en engelsk gentleman bliver for gammel til sex, finder hans romantiske impulser afløb i jagtselskabets mudder og kulde.« Nu for tiden randt disse ord hende oftere og oftere i hu. Hun forsøgte at lade være med at tænke på Hans Majestæt midt under parringsakten med Alice Keppel.

29

Nye tider.indd 29

26/06/14 13.17

Det var vanskeligt at lade være: Han var så gammel og fed, Alice så elegant. Det pinagtige ved elskerinder var, at man altid forestillede sig dem i fuld gang. Når det gjaldt hustruer, så veg fantasien diskret udenom. Elskov inden for ægteskabet var begrænset til børneavl, eller det var i det mindste meningen.

Nu henvendte Kongen sig til Robert og spurgte ham til Isobels store forfærdelse, om det så lovende ud med jagten på Dilberne til efteråret. Hun gik ud fra, at Robert ville komme med en eller anden velovervejet undskyldning, men han var så overilet at sige, at jagten ville blive pragtfuld; han forventede en virkelig god sæson. Vejret havde været mildt i foråret, og der var rigeligt med fasankyllinger. En af skytterne havde rapporteret om tredive æg i en rede, nu hvor de var begyndt at klippe vinger. Skytterne var ved at opgive de gamle skikke og anlægge en videnskabelig synsvinkel på avl, og det gav virkelig bonus, bedyrede Robert. Det var kun agerhønen, der havde haft et dårligt år, fortalte han Kongen. Der var alt for mange rovdyr løs i det tidlige forår, når fuglene var små.

Især spurvehøgene havde anrettet store skader. »Så vil jeg gerne aflægge besøg midt i december,« sagde Kongen, »weekenden efter den store fødselsdagsjagt på Sandringham.« Greville tog notesbogen frem; Ponsonby ledte efter sin. Kongen sagde henvendt til Isobel: »Ville vi være velkomne, lady Dilberne?« »Jamen, naturligvis,« sagde Isobel mat, »det vil være os en ære.« »Ikke for stort et selskab,« sagde Kongen. »Bare de Grey og muligvis Oliff-Coopers, Leicester måske – en virkelig fin skytte, men jeg ender som regel med et bedre udbytte – og nogle få andre venner. Hvad siger du til det, Alice? Tag om nødvendigt George med.« Alice mumlede, at hun også glædede sig til det. Det gjorde Isobel ikke. George? – tænkte Isobel. ‘George’ kunne kun være George Keppel, Alices ægtemand. Det var et mareridt. Mindre end et halvt år til at gøre Dilberne Court i stand, så det passede sig for en konge. Og værre endnu, så det kunne overleve det skarpe blik hos 30

Nye tider.indd 30

26/06/14 13.17

Kongens elskerinde. Stedet havde været overladt til sig selv i årevis.

Belysning og sanitet var antikveret og primitiv; tjenerstaben var i det store og hele ikke velkendt med Londons skikke og havde vænnet sig til at udnytte situationen. Hun kunne lige netop klare den årlige samling af heste og ryttere på Dilberne inden rævejagten, men udsigten til en kongelig fugleskydningsweekend, som sikkert kunne trække ud i en hel uge, var bekymrende.

Jo mere hun tænkte over det, jo mere skrækindjagende blev det.

Huset i London var mere moderne og indrettet til selskabelighed, men ligesom så mange andre rigtig gamle huse var Dilberne Court en labyrint af bagtrapper og gennemgangsværelser, der ikke lå ud til korridorer, så gæster kunne ikke have noget privatliv. Der skulle en opfindsom arkitekt til at få noget fornuftigt ud af det – unødvendige trapper kunne laves om til vandklosetter, nogle værelser kunne deles op i to, andre lægges sammen til et. I disse tider var der mange mennesker, der opvarmede børneværelserne, selv om Nanny selvfølgelig protesterede: »Det er dampe og dunster, der giver kold­feber, ikke Guds gode friske luft.« Lofter og kældre var gerne fugtige. Det gamle gulnede sengelinned skulle smides ud og erstattes af nyt; de kamfer-og cedertræskister, der havde egnet sig så godt til tæpper, skulle udskiftes med rigtige depotrum. Stedet var noget af en byrde. Familieportrætterne kiggede misbilligende ned på nutiden. Men når man først begyndte at rette op på den slags, var der ingen ende på det: Man fik behov for hjælp.

Alice Keppel ville foragte dem og drage tilbage til sine venner med beretninger om landlige ruiner. Køkkenet skulle forsynes med gaskomfurer, før de for alvor kunne have gæster. Det var én ting med køkkenet, men hvad med tjenerstaben? Neville-parret, butler og husholderske, var ved at blive gamle og småfordrukne, og det var på høje tid, de blev sat på græs. Også Nanny Margaret; hun var alt for eftergivende over for børnene, anvendte for mange afføringsmidler og var undertiden glemsom, selv om hun i det mindste 31

Nye tider.indd 31

26/06/14 13.17

holdt stand mod Minnies temmelig ekstreme ideer om ernæring.

Minnie var kær over for de små, men disciplin havde hun overhovedet ikke forstand på. Kokkepigen var en glimrende landkok, men Kongen havde smag for det udenlandske; de ville være nødt til at hente en fransk kok ind, og hvor kunne man finde en med så kort varsel? Blot ti gæster betød, at der skulle findes rum til mindst tredive tjenestefolk – det kongelige par var berygtet for engang at være dukket op med et følge på tres – selv om det mest skyldtes Alexandra og hendes juveler – Kongen rejste med forholdsvis let oppakning. Selv da ville husets egne folk blive nødt til at rømme deres værelser og dele senge med hinanden, hvilket altid gjorde dem knotne og sure, netop når de ikke skulle være det.

Og så var der spiseteltene – midvinterdagene var korte og kostelige – dagslyset skulle ikke spildes på at gå tilbage til huset. Frokosten skulle komme til gæsterne, ikke gæsterne til frokosten. Der skulle anlægges gangstier, så damerne ikke fik fodtøjet mudret til, når de sluttede sig til mændene, og feltkøkkener rejses, så retterne kunne serveres varme og rødvinen blive lunet. I det mindste ville Kongens champagne – han skulle bare have champagne, når han var på jagt, selv om han ellers gik beskedent til alkoholen – ville i det mindste være kold nok. Ishuset på Dilberne var styrtet sammen for adskillige år siden.

Fem måneder til at forberede en weekend – det var en monstrøs opgave. Og var det hende, Isobel, der skulle stå for sovearrangementerne – skulle Alice Keppel være nærmest ved sin mand eller ved Kongen? Isobel kunne mærke, hvor hårdt hendes hjerte hamrede, og hvor kortåndet hun blev. Hun blev svimmel. Hun svajede og ville være faldet, hvis ikke politiassistenten havde taget støttende om hendes albue. »Træk vejret langsomt og dybt, lady Dilberne,« sagde han stilfærdigt. Det gjorde hun, og så stod hun rank og strunk igen. Ingen 32

Nye tider.indd 32

26/06/14 13.17

andre havde bemærket det. Robert havde i mellemtiden stået og bukket og skrabet for Kongen og pralet med et jagtudbytte på tre tusinde fasaner sidste december, hvilket skærpede den kongelige appetit for endnu mere slagteri.

Alice Keppel var tilsyneladende den eneste, der forstod det. »Åh, kæreste dog,« sagde hun. »Sådan en stor ulejlighed. Skal jeg prøve at få Bertie væk fra ideen?« Men Isobel mærkede sit hovmod røre på sig og sagde: »Naturligvis ikke, mrs. Keppel. Jeg vil være mere end henrykt for at have både Dem og Kongen som gæster.« Og Gud sendte ikke et lyn gennem hende, sådan som hun næsten forventede, efter at have fortalt så stor en løgn.

Nye tider.indd 33

26/06/14 13.17

100 mm

151 mm

23,5 mm

151 mm

100 mm

Pressen skrev om

FAY WELDON

KONGEN LÆNGE LEVE ”Intelligent underholdning i særklasse.” – Litteratursiden ”Downton Abbey møder Fay Weldon. Så bliver det ikke bedre.” – Femina EN PASSENDE AFTALE “Underholdning i særklasse.”

anlagt Fay Weldon-trilogi.

Lige fra første side er vi godt underholdt.”

★★★★★ – Fyens Stifttidende ”Fay Weldon spidder kærligt, men ubarmhjertigt både det bedre og det knapt så gode borger- og tjenerskab, og man er som læser altid i sjovt selskab hos Weldon.”

E

Lady Rosina, nu velhavende enke, insisterer på at udgive en afslørende bog på trods af sin mors indvendinger. Arthur Dilbernes ældste søn, som han har med sin amerikanske kone Minnie, er ny arving til herresædet, men Minnie er ikke altid enig i lady Isobels opdragelse af begge sønner. Meget er under forandring – det kongelige besøg er i fare, såvel som Dilbernes økonomi – og endnu en gang må familien igennem en stor omvæltning.

FOTO / ALEX BARKER

Fay Weldon (f. 1931) har skrevet om kvindeliv i romaner, essay- og novellesamlinger, hvoraf der er

226 mm

”Overbevisende start på stort

-

NYE TIDER

♥♥♥♥♥ – Politiken

gland, 1905. Lord Robert og lady Isobel Dilberne og hele deres stab af tjenestefolk gør klar til at få besøg af kong Edward VII. Forberedelserne er mange, men ikke alle glæder sig.

TREDJE BOG I

udkommet over 30 på dansk.

Hun har også skrevet tv-dramatik, kulturjournalistik og en selvbiografi.

Hun skrev endvidere første episode af tv-serien Herskab og tjenestefolk, der senest har inspireret den populære tv-serie Downton Abbey.

Nye tider er tredje og sidste bog i Fay Weldons trilogi Kærlighed og arv. Første bog er En passende aftale

– Kristeligt Dagblad

NYE TIDER er tredje og sidste bog i Kærlighed og arv-trilogien.

og anden bog Kongen længe leve, som ISBN 9788711342763

udkom på dansk i 2013.

Læs mere om forfatteren på hendes

9

www.lindhardtogringhof.dk

Nye.tider.indd 1

hjemmeside: www.fayweldon.co.uk

78871 1 342763

ROMAN / LINDHARDT OG RINGHOF OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

26/06/14 13.40