Og sådan blev det - læseprøve

”Tegningerne er både rørende og gløder med liv og kærlighed og angst ... Og så er der morskab og smerte, dødsangst og øjeblikke af naiv og sitrende skønhed.”

Søren Staal Balslev i Weekendavisen ”Indslagene er rørende, morbide, sorthumoristiske, og hele vejen igennem hylende morsomme. Det er eminent godt formidlet i et sjovt og levende talesprog og med god sans for timing.”

Når folk senere i livet hørte, at Risten havde nordnorske aner, spurgte de ofte, om nordlyset ikke var et fantastisk syn. ”Jo,” svarede hun så og skyndte sig at skifte emne. Sandheden var, at hun aldrig havde set det. Hun var jo ikke idiot.

Da Knut går fra sin samiske kone, tager han datteren Risten med og flytter fra Nordnorge til Sønderjylland. Ned til Grethe, der netop har installeret fem vietnamesiske bådflygtninge i kælderen. Blandt andet drengen, der får navnet Niels, og som Risten knytter et uopslideligt bånd til i deres fælles ensomhed.

Først som voksen genser Risten sin mor - et møde som på ingen måde bliver, som hun havde forventet.

Og sådan blev det er en grum fortælling om familiehemmeligheder, underjordiske væsner, overvægtige hunde, vanvid, onani og overlevelse.

Og sådan blev det

Johan F. Krarup i Nummer9 – magasin for tegneserier

”Få den stallutrold ind, før nordlyset tager os alle sammen,” hvæsede Áhkku og sendte Risten ud efter sin far, der ikke forstod at vise himmelfænomenet den nødvendige respekt. I mørket under nordlysets blafren prøvede hun med panik i stemmen og tårer løbende ned ad kinderne at indfange sin jublende far og genne ham ind i huset, før det gjorde det af med dem alle.

MarenUthaug

Anmelderne skrev om Ellers går det godt

MarenUthaug

Og sådan blev det Roman • Lindhardt og Ringhof

9 788711 374863 www.lindhardtogringhof.dk

Maren Uthaug, født 1972, er produkt af en norsk mor, en samisk far og en opvækst i Danmark. Og sådan blev det er hendes debut som romanforfatter. Tidligere har hun udgivet Ellers går det godt, en graphic novel, der høstede udsædvanligt gode anmeldelser. Maren vandt i 2013 Politikens tegneseriekonkurrence med striben Ting jeg gjorde og har siden været fast tegner i Politikens kultursektion.

Du kan møde hende dagligt på www.marensblog.dk.

Foto: © Peter Højby Omslagsdesign: Allan Højen

Maren Uthaug

OG SÅDAN BLEV DET Roman

Lindhardt og Ringhof

Og sådan blev det.indd 3

19/07/13 06.45

Kapitel 1

1974 Knut ræbede højt og smilede over, at Rihtta ikke var der til at give udtryk for sin væmmelse. Ræbet efterlod en smag af hjemmebrændt. Han trak alt sit tøj af, faldt tungt ned på sengen. Kvalmen skvulpede i maven. Han havde drukket for meget til festen. Han vidste det godt. Vidste det allerede, mens han gjorde det. Men det var jo nytårsaften. Hvis man ikke skulle tage sig en dram, når man tog afsked med det gamle år og bød det nye velkommen, hvornår skulle man så? Desuden var det mørketid, og det var sgu så helvedes deprimerende. Selv ikke de, der var født heroppe, kunne holde det ud. Ikke sært, de havde Norges højeste selvmordsprocent.

Kulden kunne man skærme sig for med tøj. Mørket sneg sig ind i sindet.

Rihtta havde sendt ham øjne fra den anden ende af bordet. De havde ikke siddet sammen. Hun havde placeret ham så langt fra sin mor som muligt. “Áhkku tåler dig jo ikke,” havde hun sagt og gennet ham ned i hjørnet til sin bror. Det var ikke, fordi Isak kunne lide ham. Men så længe Knut ikke drak, kunne det lige gå an. Det havde han så gjort alligevel, prøvet at skjule lommelærken. Ville fejre nytår, som han plejede hjemme i Oslo.

Knut havde først troet, at det var et lystent blik, Rihtta sendte 5

Og sådan blev det.indd 5

19/07/13 06.45

ham. Som hun plejede at gøre, når han blinkede til hende. Han vidste, hun elskede hans blå øjne. Og den måde, han kiggede på hende på, når han havde lyst til hende. Men lidt efter så han hende skændes med Isak, der havde set lommelærken.

Da de var færdige med at spise, havde hun bedt ham om at gå hjem. Han havde protesteret. De fejrede jo også Ravnas fødselsdag. Rihttas lillesøster. Seksten blev hun. Hun var et nytårsbarn.

Den slags børn bringer held til hele familien, sagde Áhkku altid.

Rihtta signalerede med hånden, at han skulle se at komme af sted. Helt ærligt, det var jo ikke, fordi han drak hver dag. Eller hver uge. Ikke engang en gang om måneden. Faktisk skete det så sjældent, at man da måtte unde en mand en dram nytårsaften.

Han var gået hjem alligevel. Havde gjort, hvad Rihtta gerne ville have. Elskede hende for højt til ikke at gøre det. Han havde klappet fødselsdagsbarnet på skulderen som farvel og havde prøvet at holde balancen, mens han sagde, at han var stolt over at være hendes svoger. Hun var en god pige. Køn var hun også. Ligesom Rihtta.

Ravna havde svinget med sin blå kofte, og han havde beundret det uldne stof og sagt, hun lignede en ægte sameprinsesse. Hun havde netop fået den i fødselsdagsgave. Hendes fingre havde pillet ved søljerne, der holdt tørklædet sammen foran på brystet, så han skulle få øje på dem. De var også nye. Det var smykker til en voksen og ikke et barn, havde hun sagt og truttet med munden.

Knut havde leet og givet hende et kram. Hun var stadig bare et lille barn, der råbte se mig. Han havde et særligt blødt punkt for hende.

Måske fordi han følte, hun var den eneste i familien, der kunne lide ham. Ja, selvfølgelig foruden Rihtta. Selv om hendes hvasse kommentarer nogle gange fik ham til at tvivle.

Han havde været ved at kaste op, da han trådte ud ad døren for at gå hjem. Måtte holde sig for munden og skynde sig om bag huset. Bag sig kunne han høre Rihtta og Isak skændes højlydt om Læstadius. Altid Læstadius. Den skide sameprædikant. Isak var så hellig, at man ikke engang kunne tørre sig i røven uden at blive 6

Og sådan blev det.indd 6

19/07/13 06.45

truet med skærsilden. Knut sagde altid, at han var ateist. Det er derfor, jeg elsker dig, svarede Rihtta ham hver gang.

Gennem vinduet havde han hørt Áhkku skrige, at de alle skulle holde kæft. At hun var færdig med at have vanvid omkring sig.

Knut havde ikke brækket sig. Bare lænet sig op ad træhuset og stønnet. Han havde tømt resten af flasken med brændevin i sneen. Lavet et dybt hul, der skar sig ned gennem den hvide overflade, hvor en tynd skorpe af is havde lagt sig i løbet af dagtimerne. Det havde allerede sneet meget i år. Den lå i meterhøje driver på hver side af vejen.

Han sukkede dybt. Han havde drukket for meget. Hans mave kunne heller ikke tåle det, sagde lægen.

Turen hjem i frostvejr havde gjort ham godt. Han fokuserede på månen, ledte efter nordlyset på himlen, mærkede kulden bide i kinderne og sneen knage under fødderne. Havde nydt stilheden.

At ingen forventede noget af ham. Det var stunder som denne, der bekræftede ham i, at han var det helt rigtige sted. Når han bare kunne være i fred.

Da han endelig stod i soveværelset, var den værste beruselse dampet af. Kun kvalmen var der stadig. Han lagde sig tungt ned på madrassen og strakte armen over til Rihttas side af sengen.

Den var kold. Han savnede hendes bløde varme krop og mærkede lemmet rejse sig dovent ved tanken om hendes baller og ham, der trængte ind i hende. Han lagde hånden om roden og gjorde et halvhjertet forsøg på at trække op i huden. Men søvnen overmandede også denne drift.

Han vidste ikke, hvad klokken var, da hun vækkede ham. Det føltes, som om han lige var faldet i søvn. Kroppen havde svært ved at lystre, og tungen klæbede til ganen. Hun fjernede blidt hans hånd og tog selv fat omkring hans køn. Selv om dagene ofte var fyldt med skænderier, var de altid enige i sengen.

Knut havde svært ved at vågne, drømmene tog resterne af alkoholen i hånden og viste ham billeder af havfruer, der sang, jomfruer, der bød sig til, og hår, der bølgede i vinden. Han sukkede 7

Og sådan blev det.indd 7

19/07/13 06.45

hendes navn, hun lagde en hånd over hans mund, satte sig overskrævs på ham og red kluntet. Måske havde hun også taget sig en lille én i det skjulte. Alligevel fik han hurtigt udløsning. Han holdt aldrig længe, når han var fuld. Men det vidste hun, så han orkede ikke at undskylde for det. Rullede i stedet om på maven og lagde en hånd på hendes baller. Som han plejede. Han elskede den røv.

Få sekunder efter sov han så tungt, at han ikke opdagede, at hans hånd blev fjernet og dumpet ned på lagenet.

Smerterne i maven vækkede ham, før han var helt udsovet.

Rihtta lå ved siden af og snorkede stille.

“Godmorgen, min smukke havfrue,” hviskede han til hende.

“Tak for i går, det var dejligt som altid.”

“Flyt dig,” hvæsede hun søvnigt. “Du lugter af sprit. Desuden var det ikke spor dejligt i går. Min bror mener, du er satan selv. Jeg gav ham ret.” Hun vendte sig om på siden. Snart kunne han høre hende trække vejret i lange stød igen.

Knut kunne ikke lade være med at smile. Stakkels Isak. Livet måt­te være langt, når man skulle vogte så stædigt på moralen. Han stod ud af sengen, mærkede tømmermændene buldre i leddene. I hovedet. Det sydede i maven. Han vaklede ud i køkkenet, fiskede den kop, der var mindst snavset, op af køkkenvasken. Gjorde et forsøg på at skylle den under hanen, men den havde stået der så længe, at randen i bunden ikke gav sig så let. Han fyldte alligevel koppen med vand, hældte sit mavepulver i og drak det i én lang slurk. Hørte Áhkku bevæge sig på sit værelse oppe på loftet og skyndte sig ind i soveværelset igen. Orkede ikke sin svigermor lige nu.

Rihtta lå med åben mund og sov. Hun var sort under øjnene. Så havde hun altså haft mascara på i går. Det havde hun ikke haft siden deres bryllup sidste år. Hun syntes, det var irriterende at have noget i ansigtet. Det føltes ikke naturligt, sagde hun. Knut var ligeglad, det var ikke øjenvipperne, han havde forelsket sig i. Det havde han også sagt i bryllupstalen. Bagefter havde han skålet for hende. Det havde selvfølgelig gjort Isak rasende. Han havde endda 8

Og sådan blev det.indd 8

19/07/13 06.45

været henne og prædike for de to eneste af Knuts venner, der havde gidet gøre sig den ulejlighed at rejse så langt nordpå for at være med til brylluppet. Fordi de havde fået en øl til maden. Han havde ikke hørt fra dem siden bryllupsfesten.

Han lagde sig ved siden af Rihtta i sengen. Krøb ind til hende.

Lagde hænderne om de buede bryster og snusede til det lange, glatte hår. Det lugtede af nødder og jord og gav ham øjeblikkeligt lyst. Han strøg hende mellem benene og mærkede, at hun langsomt gav efter og blev blød mellem hænderne på ham.

Ti minutter senere rullede han om på ryggen igen. Rihtta smøg sig ind til ham og faldt i søvn med hovedet på hans bryst. Han mærkede lidt savl fra hendes mund glide ned på sin brystkasse.

Gid livet altid ville være sådan her, tænkte han og lukkede øjnene.

Ni måneder senere blev han far.

Og sådan blev det.indd 9

19/07/13 06.45

Kapitel 2

2007 Kirsten sparker til fuglen på stien. Den har været død længe. Miderne vælter ud af siden på den. Vrider og vender sig mellem hinanden. Prøver ikke engang at komme væk. Men hvor skal de også tage hen? Det er jo her, ådslet er.

Kirsten sætter sig på hug og tager et billede af fuglen. Til Niels.

Hvis hun synes om det, gør han også.

“Kom og se,” råber hun til Rod. Han er henne ved gyngerne.

Han vender sig med det samme. Løber hen til hende på sine små ben.

De bøjer sig begge over fulgen, betragter livet, der engang har været. Og dem, der har overtaget det.

Rod løber tilbage til gyngerne. Kirsten rejser sig, kigger efter sin søn. Mærker efteråret i luften. Snart vil lyset igen blegne.

“Det er den bedste tid,” sagde hendes mor altid. Altså den anden mor, den rigtige. “For i mørket kan man være sig selv.” Og så havde hun plukket ræverøde blade af buskene foran huset, sat dem fast med knappenåle på væggen over sengen og sagt, at det da kun var idioter, der klaskede malerier på væggen, når man kunne hænge noget så flot som naturen op.

Men det var dengang. Deroppe. Under nordlyset. Måske var det aldrig sket.

10

Og sådan blev det.indd 10

19/07/13 06.45

I Danmark er efteråret ikke det samme. Men det kan stadig lugtes. Kirsten sætter sig med lukkede øjne på gyngen ved siden af Rod. Hører bilerne fra trafikken. Lader luften sive ind ad næse­borene.

Telefonen tager stilheden. Det er Niels’ telefon, fra restaurant­ en. Hun har lånt den, bare i dag. Hvis nu hendes mor har brug for at kontakte hende. Gav hende nummeret, da de havde samtalen.

Kirsten har ikke selv en mobil. Har ingen interesse i, at man altid kan få fat i hende. Altså undtagen i disse dage, efter hun har snakket med sin mor. Inden hun gik hjemmefra, viderestillede hun endda hjemmenummeret, som Niels har vist hende, man kan.

Bare for at være på den sikre side.

Kirsten kigger ned på displayet. Sukker og tager den.

“Mojn, det er os,” siger Grethe. “Er du hjemme? Vi er der om en halv time.”

“Snart,” svarer Kirsten.

“Knut og jeg har en lille overraskelse til dig.”

Kirsten kigger efter Rod. Følger hans usikre gang hen over balancebommen.

“Er du der?”

“Det lyder spændende.”

“Er der noget galt?”

“Vi ses om lidt.” Kirsten lægger mobilen ned i lommen og kalder på Rod, der netop er faldet ned af bommen og giver den et los, før han vender sig om og piler i hendes retning.

Kirsten kan godt lide sin far, Knut. Alligevel ønsker hun indimellem, at han holder op med at trække vejret. Så hun kan begynde at trække sit.

De ringer på, allerede før hun og Rod har fået overtøjet af. Hun trykker på knappen og hører døren åbne nede i opgangen. Grethe kommer op ad trappen med en lille kasse i strakt arm foran sig.

“Her,” råber hun, i samme øjeblik hun ser Kirsten.

Kirsten smiler tilbage. Hun rækker ud efter kassen.

“Det er tolv ens kopper. De har et virkelig kært motiv,” siger Gre11

Og sådan blev det.indd 11

19/07/13 06.45

the, før Kirsten når at åbne den. “Jeg fandt dem i Poetsch. Sidst vi var her, sagde du jo selv, at du manglede ens kopper.”

“Nej, det gjorde jeg faktisk ikke,” svarer Kirsten og tager imod den flygtige omfavnelse. “Det var dig, der sagde det.”

Det er ikke, fordi Knut og Grethe ofte er på besøg. De er alle enige om, at der er langt til København.

“Det er jo næsten ikke til at trække vejret her, når man er vant til den friske, sønderjyske luft,” siger Grethe og puffer op i pagehåret, så det buer lidt mere indad.

“Vi er her jo for at besøge Kirsten. Og gutten,” siger Knut og bøjer sig ned til Rod, der sidder og leger med sine klodser på det forårsgrønne babytæppe, som Grethe fik en af nabokonerne til at hækle til ham, lige efter han var blevet født. Det er blevet nusset i kanten. Han er egentlig også for stor til det.

“Hvordan er det, tæppet ser ud? Se lige, Knut!”

“Han bruger det jo,” siger Kirsten og vender ryggen til. Hun skubber diskret ringen ind under tegneblokken i vindueskarmen.

Det er Áhkkus ring. Hun har fundet den frem til rejsen. Hun kan ikke tage af sted uden.

“Det var et pænt tæppe,” siger Grethe.

“Det er det da stadig,” siger Knut og rejser sig. Han stønner.

Grethe stryger hånden let hen over tæppet, så det lægger sig pænt langs gulvet, rejser sig og går hen til bordet. “Nu skal vi have noget kaffe og sandkage. Kommer han hjem?”

“Nej, han er i restauranten.”

“Ja, det er han vel. Har du rigtig kaffe?”

“Jeg har neskaffe.”

“Nå.”

“Lad os nu bare tage den kaffe, Kirsten har, og hygge os lidt, ikke også mor? Det klarer vi nok, for en gangs skyld.” Knut blinker til Kirsten. Hun blinker tilbage.

Grethe rynker på næsen og sætter tallerkener på bordet. “Sig mig, har du heller ingen ens tallerkener?”

“Nej.” 12

Og sådan blev det.indd 12

19/07/13 06.45

“Man skulle da tro, han i hvert fald tjente nok til, at I kunne få jer noget ordentlig service. Der er jo skår i dem alle sammen. Skal jeg ikke købe nogle nye til dig, næste gang jeg er over grænsen?”

“Nej tak.”

“Det er en gave.”

Kirsten tager tre skefulde kaffe i en kop og rækker den til sin far.

“Den bliver bedst med tre.”

“Han skal kun have én,” siger Grethe og stryger Knut kærligt over kinden.

Kirsten skovler et stykke kage over på sin tallerken og spiser det med fingrene. Rod kigger spørgende på hende, så hun tager et stykke og smider det ned på tæppet til ham.

“Han er vel ikke et dyr,” siger Grethe.

Kirsten bøjer sig ned og skubber en tallerken ind under kagestykket. Hun slikker fingrene og sutter ihærdigt under den ene fingernegl for at få det hele med.

Grethe smiler, ryster på hovedet og kigger over på Knut. Han kigger på kagen.

“Nu skal det gøre godt med kaffe og kage.” Han skubber sin store mave tættere ind til bordet. Bevægelsen får ham til at fise med et skarpt smæld. Rod kigger op på ham. De andre rører i kaffen.

“Hvis vi kører nu, kan jeg lige nå at se Wetten Dass klokken otte,” siger Grethe to timer senere.

“Så lad os komme af sted,” svarer Knut og giver hende et lille dask bag i.

Kirsten står i vinduet og ser dem køre. Grethes hånd flagrer ud ad ruden. Som kan hun ikke forestille sig andet, end at Kirsten står og vinker.

Måske skulle hun alligevel have givet dem en chance for at forberede sig på det. Have fortalt dem, at nu skete det. At hun rejste derop. At hun skulle se sin mor. Skulle møde Rihtta, for første gang siden dengang.

Og sådan blev det.indd 13

19/07/13 06.45

Kapitel 3

1973 Rihtta og Knut havde mødt hinanden på et kontor på den forkerte side af Polarcirklen. På toppen af Norge. Det sted, de fleste nordmænd ville karaktisere som bunden. Mængden af kulturelle problemer mellem det samiske urfolk og den norske stat og de deraf fortabte skæbner var så mangfoldig, at det var et godt sted for humanistiske ildsjæle. Her kunne man gøre en forskel, der var til at få øje på. Både Knut og Rihtta mærkede glædens rus ved at stå midt i kampzonen. Hun som same. Han som norsk jurist med et næsten færdiggjort speciale om minoriteter i vestlige samfund.

Deres første møde var gået godt. De arbejdede begge for en græsrodsorganisation, der prøvede at skabe bedre vilkår for samerne.

Knuts afdeling ude ved kysten var blevet nedlagt. Fornorskningen af befolkningen havde især været hård for fiskebygderne. Nu var det for sent. Den nye generation ville ikke være samer. De var nordmænd, sagde de. Så Knut havde pakket både afdelingen og de gode intentioner sammen og var rykket til Indre Finnmark. Her boede den største koncentration af samer. Her hviskede man ikke, når man talte samisk.

Knut havde straks mærket et voldsomt begær efter Rihtta. Så han havde vist sig fra sin bedste side. Havde sørget for at holde 14

Og sådan blev det.indd 14

19/07/13 06.45

blikket fast. Kvinderne havde altid sagt, han havde flotte øjne. Han var gået ud på toilettet og havde prøvet at tæmme sit tykke mørke hår med vand, havde sat hornbrillerne på plads på næseryggen og ærgrede sig over, at han ikke havde børstet tænder siden i forgårs.

Samiske kvinder var noget særligt, syntes han. Han havde haft en kort affære med en samisk kvinde, mens han læste i Oslo. Der var noget anderledes ved hende. En intensitet. Og en råhed i hendes personlighed. I hendes latter. I hendes bevægelser. Det fik det til at sitre i hans køn. Det var selvfølgelig ikke kun derfor, han havde søgt nordpå, da han så stillingen som jurist heroppe. Det betød selvfølgelig også noget, at de så stort på, at han endnu ikke havde skrevet sit speciale færdigt.

Han havde da været sammen med et par samekvinder i det halve år, han havde været her. Men de havde ikke været som hende fra universitetet. Havde slet ikke vakt det samme i ham. De var både søde og dejlige, men han fandt ikke meget, der adskilte dem fra norske kvinder. Indtil denne lille samekvinde trykkede hans hånd og sagde, hun hed Rihtta.

Rihtta havde sukket længselsfuldt efter hans en meter og toogfirs lange krop. Dem fandtes der ikke mange af på egnen og da slet ikke blandt samerne. Hun rettede på sit sjal og frydede sig over, at hun havde sat brochen, den med rensdyret og den blå sten, på trøjen i dag. Den gjorde hendes øjne endnu mere blå. Hun mærkede et sug i maven, da han blinkede til hende, idet han undskyldte sig for at gå på toilettet. Og hun nærmest sitrede af begær ved tanken om, hvor irriteret hendes familie ville blive, hvis hun og nordmanden blev et par.

Seks måneder senere stod Rihtta i sin nysyede, grønne kofte og en skinger rød samehue ved siden af Knut, der havde lånt Isaks brune fløjlsjakkesæt. Bukserne gik kun til midt på læggene. Knut havde taget støvler på for at gøre det mindre tydeligt. De stumpede ærmer kunne han til gengæld ikke skjule. De var blevet enige om at gifte sig. Begge med en følelse af, at det var bedst at slå til, før den anden ombestemte sig.

15

Og sådan blev det.indd 15

19/07/13 06.45

Før de gik ind på rådhuset, gav Knut Isak sit polaroidkamera og bad ham tage et billede af dem. Det var det eneste bryllupsbillede, der blev taget. Rihtta, som netop skulle til at hoste, da billedet blev taget, så ud, som om hun var ved at kaste op. Knut så den anden vej, over på Áhkku, der daskede til Ravna, som hev alt for højt op i sin kofte og kiggede forelsket på sin søsters høje mand.

“Har du set Aslak?” råbte Áhkku til Rihtta hen over hovedet på de andre, da billedet var taget.

Rihtta rystede på hovedet. Hun havde sendt bud op til ham på fjeldet om brylluppet. Han dukkede aldrig op. Áhkku tørrede øjne­ ne flere gange i løbet dagen, savnet efter hendes ældste søn var større, end hun ville være ved. Ikke mindst sorgen over at se ham slægte sin far og galskabet på.

“Er du sikker på, han har fået beskeden?” spurgte hun Rihtta.

Det var hun ikke. Aslak var svær at komme i kontakt med. Sad på femte år og rugede i en gamme, en hytte af jord, mellem to klipper på den nordlige side af fjeldet. Kom kun ned, når sulten eller frosten tvang ham til det.

“Han har arvet sin fars skrøbelige sind,” sagde folk. Og hviskede til hinanden, om Áhkkus tre andre børn mon også viste tegn på at være til en side. Om Isaks tro på Gud og Læstadius holdt sig inden for det normale. Om Rihttas temperament bare var det første tegn på, at hun var ved at miste forstanden. Kun den yngste, Ravna, virkede aldeles mild og normal. Men hun var selvfølgelig stadig så ung.

Og sådan blev det.indd 16

19/07/13 06.45

Kapitel 4

1982 Dagen før deres niårs bryllupsdag spyttede Rihtta Knut i ansigtet.

Det var ikke første gang, hun gjorde det. Det særlige var, at det var sidste gang. For en måned efter kørte Knut sydpå og kom ikke tilbage. Men det var der endnu ingen af dem, der vidste. Rihtta greb sit sjal og gik med hårde skridt mod døren, som hun smækkede efter sig. Han havde spurgt, om hun ville vaske hans skjorter.

“Vask dit lort selv,” havde hun hvislet sammen med en række samiske bandeord, hvoraf Knut kun nåede at fange det, der betød horebuk. Knut kiggede efter hende, mens han langsomt tørrede spyttet væk med skjorten. Halvfjerdsernes tidsånd havde invaderet hans ægteskab. Sammen med alt det andet. Han skævede til sin datter, Risten. Hun sad og tegnede ved køkkenbordet. Havde ikke ladet sig mærke med forældrenes skænderi.

“Hvad er det for et spektakel? Jeg gamle menneske har jo brug for min middagslur,” vrængede Áhkku, mens hun langsomt vuggede ned ad trappen med sin stok foran sig.

Hun stoppede op for at samle energi til det sidste stykke hen over gulvet til gyngestolen. Den sure lugt af urin og dårlige tænder var for længst nået både Knut og Risten.

“Det var din datter, der smækkede med døren, fordi jeg spurgte, 17

Og sådan blev det.indd 17

19/07/13 06.45

om hun ville tage mine skjorter med, næste gang hun vaskede,” svarede Knut på det samiske, han efterhånden mestrede næsten lige så godt, som var han født med sproget i munden. Áhkku vendte sig mod Risten for at få en oversættelse. Hun havde ikke behov for at forstå sin svigersøn.

“Det var din datter, der smækkede med døren, fordi jeg spurgte, om hun ville tage mine skjorter med, næste gang hun vaskede,” gentog Risten på samisk, uden at kigge op fra den tegning, hun havde været i gang med, siden dagen begyndte. Hun ville tegne hele sin familie på ét ark. Der fandtes ikke noget fotografi af dem sammen.

“Ved du, om en af biigaerne kommer og gør rent i dag, så kunne hun måske nå en vask?” spurgte Knut Áhkku.

Risten gentog igen sin far ordret.

“Jeg bad den sidste biiga om ikke at komme mere. Hun stjal af kødet. Så han må vaske selv,” svarede Áhkku henvendt til barnet og satte sig møjsommeligt i den gyngestol, hun tilbragte dagene i.

Den knagede under hendes vægt.

“Ja, så gør jeg det,” sagde Knut på samisk. Det var ikke, fordi han ikke kunne vaske. Det var bare nemmere, hvis en anden gjorde det. Áhkku kiggede afventende på Risten.

“Ja, så gør jeg det,” sagde Risten og lagde hovedet på skrå for at se, om den sidste streg sad, hvor den skulle. Det gjorde den. Så fjernede hun en lok af sit lange, pjuskede hår, der havde sat sig i mundvigen. Hun lagde blyanten på bordet og kiggede kritisk på sit værk.

“Jaja,” sagde Áhkku med et tilfreds suk og bankede to gange i gulvet med stokken. Risten rejste sig modstræbende med øjnene klistret til papiret. Áhkku holdt øje med hende og bankede igen.

Hårdere end første gang. Risten løsrev sig og gik over for at sætte vand over til kaffe. Hun tørrede en af kopperne på bordet af med et viskestykke. Spyttede lidt på klædet og gned det rundt i kanten, hvor morgenens kaffe havde sat sine spor. Så skar hun fem skiver 18

Og sådan blev det.indd 18

19/07/13 06.45

ost, lagde dem ved siden af koppen på en underkop og serverede begge dele for sin bedstemor, som veltilfreds dyppede osten i kaffen. Hun lod den smelte præcis så længe, at den stadig kunne hives op i ét stykke og lægges ind mellem hendes brune tænder.

Hvorefter den forsvandt ned i svælget. Risten gik hen til sin tegning igen. Hun manglede kun at få onkel Isaks øjne til at se rigtige ud.

“Kom og sid hos Áhkku,” sagde den gamle, slubrede den sidste tår kaffe i sig og satte koppen fra sig.

“Jeg kommer nu,” svarede Risten og kiggede tilfreds på tegningen. “Mor” skrev hun under tegningen af sin mor. Hun noterede også, hvem de andre var. Hvis nogen skulle komme i tvivl. Ikke at hun havde set dem alle, men Áhkku havde hvisket om dem, der ikke længere færdedes iblandt dem.

“Lad Áhkku se, hvad du har tegnet,” gryntede hun. Risten rakte hende papiret. Áhkku nikkede.

“Ingen tegner så godt som dig, Risten. Du er ramt af samme ånd som Læstadius, og vær du glad for det. Ingen mand har prædiket så godt, som han gjorde, eller er nået ind i hjertet på så mange samer. Jeg har selvfølgelig aldrig mødt ham, mens han levede, men han kommer indimellem til mig. Han tegnede også godt, siger man. Han tegnede planter. Du skulle også tegne nogle planter.

Men giv mig lige blyanten.” Áhkku kradsede “mor” ud og skrev i stedet “eadni”. Hun rakte hende tegningen. “Hent nu min bibel, så hygger vi os med Læstadius’ ord,” sagde hun og klappede med begge hænder på sine fede lår.

Det var i disse tidlige år, på Áhkkus skød, at Risten lærte at være bange for de underjordiske.

Mens gyngestolen knirkede frem og tilbage, fortalte Áhkku om mystiske, underjordiske væsener, der ikke tålte korsets tegn.

“For den, der holder sig skjult for Guds åsyn, skal til evig tid leve i skjul for hans nåde,” citerede hun fra sin bibel. Hun fortalte om underjordiske kvinder, der lokkede mennesker ned i huler under 19

Og sådan blev det.indd 19

19/07/13 06.45

skoven og aldrig slap dem fri igen. Om, at alle kunne blive lokket, men det var mest mænd og børn, der ikke kunne stå for deres bløde bevægelser og lyse sang. Desuden kunne de finde på at klæde sig som mennesker, så man ikke umiddelbart kunne se, de hørte til under jorden.

“Men hvorfor vil de have os?” hviskede Risten og knugede sig fast til armlænet.

“Fordi deres egne mænd og børn er så grimme,” svarede Áhkku.

“Derfor kan de også finde på at bytte vores babyer ud med deres egne. Ser du et barn med hareskår, klumpfod eller en mærkelig hovedform, kan du være sikker på, det er en forbyttet unge. Så er det en underjordisk, du kigger på.”

“Jamen, sagde du ikke lige, jeg ikke ville kunne kende forskel på dem og os og derfor kunne blive lokket?”

“Kvinderne kan pynte sig, så de ligner os. Men de kan ikke skjule deres hale. Selv under store skørter stikker den frem. Så gå altid hele vejen rundt om en fremmed, før du siger goddag.”

Risten nikkede og trak vejret overfladisk.

“Men der er dog en ting, der altid virker.” Áhkku lænede sig så tæt ind til Risten, at hun instinktivt ville have trukket sig væk fra hendes ånde, hvis ikke hun havde vidst, at dette var et spørgsmål om liv eller død.

“Hvad er det?” hviskede hun.

“De kan ikke tåle sølv.”

“Sølv?”

“Ja, hav altid sølv på dig, så holder de sig væk.”

Risten kunne mærke gråden trænge sig på.

“Men jeg har jo ikke noget sølv.”

“Her, tag det her.” Áhkku tog sit armbånd af og lagde det om Ristens håndled. “Mig vil de nok alligevel ikke have. Jeg er for gammel og tung. Desuden skal jeg snart i himlen. Til Læstadius.”

“Tak, Áhkku.” Risten strøg lettet fingerspidserne hen over den nye sikkerhed om sit håndled.

“Men sig ikke noget til din mor. Rihtta har aldrig forstået, hvor 20

Og sådan blev det.indd 20

19/07/13 06.45

vigtigt det her er, ja, nogle gange har jeg endda overvejet, om hun er blevet forbyttet som lille, så vred og uterlig, som hun er. Det ville jo også forklare, hvorfor hun giftede sig med den stallutrold. Men sådan er det vel bare. Små børn træder på mors skød, men store børn tramper på hendes hjerte.” Áhkku gned sine øjne og sukkede dybt. “Nå, hop så ned, så jeg kan se på dig.”

Risten hoppede lydigt ned.

“Lad mig se dig bagfra.”

Risten vendte sig om.

“Nej, du er bestemt ikke nogen underjordisk,” sagde Áhkku og verfede hende af sted med hånden. Risten løb ud ad døren med hurtige skridt, lettet over atter at være godtaget som menneske.

Det var også Áhkku, der gjorde Risten opmærksom på faren ved nordlyset. Det var nemlig med livet som indsats, hvis hun fløjtede efter det, kaldte på det, løb efter det eller prøvede at fange det.

Faktisk skulle man ikke engang kigge på det.

“Så kommer nordlyset og tager dig,” advarede hun og greb ud efter Risten, som skreg højt og løb i sikkerhed i den anden ende af stuen, hvor Áhkkus tykke ben som regel ikke kunne bære hende. Áhkku brød sig ikke om Knut. Nogle sagde, at det netop var derfor, Rihtta havde giftet sig med ham. For det meste ignorerede Áhkku ham. Undtagen når Knut begejstret løb ud i mørket for at hylde nordlyset. I det sydlige Norge, hvor han var vokset op, fandtes den slags naturfænomener ikke.

“Få den stallutrold ind, før nordlyset tager os alle sammen,” hvæ­sede Áhkku til sin datter, der sendte Risten af sted efter ham.

I mørket under nordlysets blafren prøvede hun med panik i stemmen og tårer løbende ned ad kinderne at indfange sin jublende far og genne ham ind i huset, før nordlyset gjorde det af med dem alle.

Når folk senere hen hørte, at hun havde nordnorske aner, spurgte de ofte, om nordlyset ikke var et fantastisk syn.

“Jo,” svarede hun så og skyndte sig at skifte emne. Sandheden var, at hun aldrig havde set det. Hun var jo ikke idiot.

Og sådan blev det.indd 21

19/07/13 06.45

Kapitel 5

Ravna sad på stenen og kiggede ud over vidderne. Koften hang tungt om benene på hende. Kun få steder kunne man se, den engang havde været blå. Der var hul på albuerne. Kanterne var sorte af skidt.

Otte år havde hun været her. Hos Aslak. Væk fra civilisationen.

Havde gemt sig på fjeldet. Ravna trak vejret tungt. Uden at det løsnede sig i brystet.

“Det bliver bedre med tiden,” sagde Aslak i begyndelsen. “Bare græd. Så går det over.”

Men det gik ikke over.

“Du skal se, når foråret kommer, får du det bedre,” sagde Aslak.

Vinteren var tæt på at løsne grebet i jorden. Snart ville foråret og sommeren komme og give dem noget af sin varme. Det havde været en kold vinter. Aslak havde forsøgt at isolere gammen med ting, han havde slæbt med nede fra byen. Aviser og uld og pap og gammelt tøj fra lossepladsen. Det havde ikke hjulpet meget. Hver nat havde de ligget krøllet ind i hinanden for at holde varmen. Selv om Aslak havde været oppe flere gange om natten for at passe ilden, havde kulden alligevel boret sig ind i både hænder og fødder.

Aslak havde sagt, han ville spørge Rihtta, om hun ikke kunne 22

Og sådan blev det.indd 22

19/07/13 06.45

betale for noget isolering, men Ravna havde bedt ham lade være.

Hun havde ikke set sin søster i otte år. Havde ikke set Risten, siden pigen var spæd. Rihtta havde sagt, at hun ville slå hende ihjel, hvis hun nærmede sig deres hus. Faktisk havde hun ikke været nede fra fjeldet siden dengang. Var et par gange kravlet op på fjeldtoppen og havde kigget ned på dem. Set de små firkanter, de boede i. Men var altid vendt om. Tilbage til Aslak. Áhkku havde været vred, da hun sagde, hun ville flytte. Havde sagt, at så var hun ikke velkommen hos hende mere. Ravna havde ikke syntes, hun havde andre valg. Hvem ellers ville have hende? I hvert fald ikke Isak. Ikke hvis han fandt ud af, hvad hun havde gjort.

Hun jojkede en lille stump. Lod sin stemme bølge op og ned efter vinden. Aslak var nede for at se, om der var gået en rype i fælden. Hun hørte lyden af sin stemme forsvinde i stilheden. Hendes far plejede at jojke, når han var trist. Det var han ofte. “Vi har arvet hans sind,” sagde Aslak indimellem til hende. “Det er bare sådan, det er. Du kan ikke gøre noget ved det.” Måske ikke. Men Ravna vidste, hvorfor hun var trist. Hun ville have et barn. Sit eget barn.

Aslak blev trist på en anden måde. Mørket lagde sig over ham, krøb ind i ham, så selv hans øjne blev sorte at se på.

“Men det var mest før,” sagde Aslak. “Efter du flyttede ind, har jeg haft det meget bedre. Dit selskab er den bedste medicin.” Og så holdt han om hende og spurgte hende, hvorfor hun var ked af det.

“Er det det med barnet?”

“Jeg kan lave det på dig,” havde han foreslået en dag. Hun grinede kort og rystede på hovedet, de var jo søskende. Men Aslak havde ikke ment det for sjov. Han var blevet ved med at fastholde det som en mulighed.

“Vi gifter os. Og jeg får gjort hytten varmere, så kan der godt bo et barn her.”

“Vi kan da ikke gifte os.”

“Vi gifter os med naturen som vidne. Vi har ikke brug for kirken.

Har ham Læstadius måske nogensinde gjort noget godt for dig?”

“Næ.”

23

Og sådan blev det.indd 23

19/07/13 06.45

“Nej, vi er ikke fine nok til sådan en som ham. Men det betyder ikke, at vi ikke er gode nok. Forstår du?”

Til sidst havde hun givet efter. Et barn var vel et barn. Desuden var hun jo ikke vokset op med Aslak som bror. Han var så mange år ældre end hende. Var flyttet, før hendes minder begyndte.

Det første barn gik til i hendes mave. Kom ud som en blodig klump. Aslak havde taget imod det. De havde ladet det lille spirende menneske dumpe ned i en af sprækkerne i fjeldet.

“Det er et helligt fjeld,” sagde Aslak og lagde armen om hende.

“Det var sådan, de gjorde i gamle dage. Så der er ikke noget forkert i det. Faktisk er det mere rigtigt end det, de gør i kirken.”

Det næste barn havde holdt sig længere i livmoren, men kom ud til hende længe før tid. Det var en pige. Hun levede ikke længe nok til at åbne øjnene. Ravna havde grædt i ugevis. Aslak havde måtte give den lille krop til fjeldet uden hendes hjælp.

Det tredje barn havde vokset sig stort under hendes hjerte.

Fødslen var gået i gang om aftenen, og før morgenen kom, havde hun født en velskabt lille dreng, der suttede ihærdigt ved hendes bryst. Ravna lo af lykke og jamrede af smerte, når han bed for hårdt i hendes brystvorter. Jo, dette var en kraftig lille karl, fyldt med liv. Aslak havde kysset hende på panden og sagt, at nu havde de en arving til deres rige. Ravna havde ikke helt forstået, hvad han mente. Han slog ud med armene.

“Har du ikke set dig omkring? Har du ikke set fjeldene? Vidderne? Farverne? Vi bor jo i Paradis!”

Ravna havde smilet. Der var nu tider, hvor hun syntes, det mindede mere om Helvede. For eksempel når sneen lukkede dem inde i ugevis, eller foråret holdt sig tilbage helt til midt i juni, og de gled rundt i smattet fra sneen, der skiftevis kom og smeltede.

De kaldte drengen Jukka og skiftedes til at gå med ham på armen. Havde ham hele tiden tæt på. Lod ham ligge i sengen mellem sig. Så var der ikke langt til hendes bryst om natten, når sulten meldte sig.

Det var de bedste måneder i hendes liv. Indtil hun en morgen 24

Og sådan blev det.indd 24

19/07/13 06.45

vågnede med spændte bryster. Jukka havde ikke taget for sig om natten, som han plejede. Hun trak ham ind til sig og hviskede, at han da var en værre sovetryne. Satte sig brat op, da hun mærkede, han lå livløs i det lille tæppe, hun altid rullede ham ind i om aftenen. Hun råbte til Aslak. Ruskede den lille bylt. Hans hoved faldt slapt ned til siden. Aslak rejste sig med et sæt, tog ham og holdt ham ud i strakt arm. Råbte hans navn. Ravna jamrede helt nede fra underlivet. Faldt sammen på sengen. Kunne ikke trække vejret.

Hun vidste det, hun ikke ville vide. Han var død. Lige der mellem dem, mens de sov.

“Det var dig!” skreg hun til Aslak. “Du har ligget på ham.”

“Nej,” hviskede Aslak. “Det har jeg ikke. Det tror jeg ikke.”

“Du har slået min søn ihjel!” hun flåede den lille krop fra ham og løb ud. Hun løb som en vanvittig. Råbte ad fjeldet. Svinede det til.

Var det ikke nok med de to børn, det allerede havde fået?

Hun var ikke kommet tilbage til gammen, før det var sent, ry­ sten­de af kulde og udmattelse. Stadig med Jukka knuget ind til sig. Aslak havde taget imod hende. Med matte skuldre og mørke i blikket. Havde taget drengen fra hende og lagt ham på skindet ved siden af ilden.

“Vi kan prøve igen,” sagde han uden at kigge på hende.

Ravna rystede på hovedet og lagde sig på sengen.

Og sådan blev det.indd 25

19/07/13 06.45

”Tegningerne er både rørende og gløder med liv og kærlighed og angst ... Og så er der morskab og smerte, dødsangst og øjeblikke af naiv og sitrende skønhed.”

Søren Staal Balslev i Weekendavisen ”Indslagene er rørende, morbide, sorthumoristiske, og hele vejen igennem hylende morsomme. Det er eminent godt formidlet i et sjovt og levende talesprog og med god sans for timing.”

Når folk senere i livet hørte, at Risten havde nordnorske aner, spurgte de ofte, om nordlyset ikke var et fantastisk syn. ”Jo,” svarede hun så og skyndte sig at skifte emne. Sandheden var, at hun aldrig havde set det. Hun var jo ikke idiot.

Da Knut går fra sin samiske kone, tager han datteren Risten med og flytter fra Nordnorge til Sønderjylland. Ned til Grethe, der netop har installeret fem vietnamesiske bådflygtninge i kælderen. Blandt andet drengen, der får navnet Niels, og som Risten knytter et uopslideligt bånd til i deres fælles ensomhed.

Først som voksen genser Risten sin mor - et møde som på ingen måde bliver, som hun havde forventet.

Og sådan blev det er en grum fortælling om familiehemmeligheder, underjordiske væsner, overvægtige hunde, vanvid, onani og overlevelse.

Og sådan blev det

Johan F. Krarup i Nummer9 – magasin for tegneserier

”Få den stallutrold ind, før nordlyset tager os alle sammen,” hvæsede Áhkku og sendte Risten ud efter sin far, der ikke forstod at vise himmelfænomenet den nødvendige respekt. I mørket under nordlysets blafren prøvede hun med panik i stemmen og tårer løbende ned ad kinderne at indfange sin jublende far og genne ham ind i huset, før det gjorde det af med dem alle.

MarenUthaug

Anmelderne skrev om Ellers går det godt

MarenUthaug

Og sådan blev det Roman • Lindhardt og Ringhof

9 788711 374863 www.lindhardtogringhof.dk

Maren Uthaug, født 1972, er produkt af en norsk mor, en samisk far og en opvækst i Danmark. Og sådan blev det er hendes debut som romanforfatter. Tidligere har hun udgivet Ellers går det godt, en graphic novel, der høstede udsædvanligt gode anmeldelser. Maren vandt i 2013 Politikens tegneseriekonkurrence med striben Ting jeg gjorde og har siden været fast tegner i Politikens kultursektion.

Du kan møde hende dagligt på www.marensblog.dk.

Foto: © Peter Højby Omslagsdesign: Allan Højen