Her er omslaget med forsideteksten i 4-fargetrykket - hvis dere ikke skal ha teksten i hvit folie.
K ARL OVE KNAUSGÅRD OM EFTERÅRET
»Nu hvor jeg skriver dette, ved du ingenting om noget, om hvad der venter dig, om hvilken verden du bliver til i. Og jeg ved ikke noget om dig. Jeg har set et ultralydsbillede og lagt hånden på den mave du ligger i, det er det eneste.«
OM EFTERÅRET
Karl Ove Knausgård (f. 1968) debuterede som forfatter i 1998. Hans værker er oversat til 30 sprog, og de har fået en helt unik modtagelse verden over. Knausgård har modtaget en række litterære priser, bl.a. Kritikerprisen og Brageprisen. Han bor og arbejder i Sverige. »Karl Ove Knausgård er faktisk vor tids Proust … Det er morsomt, det er sørgeligt, det er tankevækkende, det er pirrende, det er eksistentielt vedkommende, det er smukt, det er filosofisk, det er samtid og evighed, det er storslået.« INFORMATION | Om Min kamp 2
KARL OVE KNAUSGÅRD Med illustrationer af Vanessa Baird
lindhardtogringhof.dk Forfatterportrett: André Løyning omslagsdesign: Aud Gloppen | Blæst
Et barn skal fødes. Og en far sætter sig ned for at skrive til det. Han vil vise barnet, hvad der venter det, den myriade af fænomener og materie, dyr og mennesker, som vi kalder verden. Han skriver om solen og om grævlingen, om termokanden og om pisset, om sengen og om ensomheden, mens barnet vokser i mørket.
OM EFTERÅRET er første bind af fire i en personlig encyklopædi om den nære virkelighed, skrevet af en far til hans ufødte barn. LINDHARDT OG RINGHOF
»Dette fantastiske, som du snart skal møde og se, er så let at miste af syne, og der findes næsten lige så mange måder at gøre det på som der findes mennesker. Det er derfor jeg skriver denne bog til dig. Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den.«
Om efteråret er oversat fra norsk efter Om høsten Copyright © 2015 by Karl Ove Knausgård All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Bogen er sat med Plantin hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print Omslag: Aud Gloppen / Blæst Illustrationer: Vanessa Baird 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-1148-994-9 Printed in Latvia, 2015
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Af forfatteren Ude af verden Alting har en tid Min kamp I-VI Sjælens Amerika
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Om efteråret.indd 4
28/10/15 09.06
Om efter책ret Karl Ove Knausg책rd
Med billeder af Vanessa Baird
P책 dansk ved Sara Koch
Lindhardt og Ringhof
Om efter책ret.indd 3
28/10/15 09.06
Brev til en ufødt datter | 28 .
august
SEPTEMBER
Æbler 19 Hvepse 21 Plastikposer 23 Solen 27 Tænder 29 Marsvin 31 Benzin 33 Frøer 35 Kirker 37 Pis 39 Rammer 45 Skumring 47 Biavl 49 Blod 51 Lyn 53 Tyggegummi 55 Kalk 59 Hugorme 61 Mund 63 Daguerreotypi 65
Om efteråret.indd 5
28/10/15 09.06
Brev til en ufødt datter | 29 .
september
oktober
Feber 77 Gummistøvler 79 Gopler 81 Krig 83 Kønslæber 87 Senge 89 Fingre 91 Løv 95 Flasker 97 Stubmark 99 Grævlinger 103 Spædbørn 105 Biler 107 Ensomhed 109 Erfaring 111 Lus 113 Van Gogh 115 Fugletræk 117 Tankskibe 119 Jord 121
Om efteråret.indd 6
28/10/15 09.06
Brev til en ufødt datter | 22 .
oktober
november
Konservesdåser 129 Ansigter 131 Smerte 133 Dæmring 135 Telefoner 137 Flaubert 139 Opkast 141 Fluer 143 Tilgivelse 147 Knapper 151 Termokander 155 Piletræet 159 Toiletkummer 161 Ambulancer 163 August Sander 165 Skorstene 167 Rovfuglen 169 Stilhed 171 Trommer 173 Øjne 175
Om efteråret.indd 7
28/10/15 09.06
Om efter책ret.indd 8
28/10/15 09.06
Om efter책ret.indd 9
28/10/15 09.06
Brev til en ufødt datter
Om efteråret.indd 11
28/10/15 09.06
Om efter책ret.indd 12
28/10/15 09.06
28 . au g u s t . Nu hvor jeg skriver dette, ved du ingenting om noget, om hvad der venter dig, om hvilken verden du bliver til i. Og jeg ved ikke noget om dig. Jeg har set et ultralydsbillede og lagt hånden på den mave du ligger i, det er det eneste. Der er seks måneder til du bliver født, og hvad som helst kan ske på den tid, men jeg tror at livet er stærkt og ubændigt, jeg tror det vil gå dig godt, og at du vil blive født sund og rask og stærk. Se dagens lys, hedder det. Da din ældste søster, Vanja, blev født, var det nat udenfor, mørket var fuldt af hvirvlende sne. Lige før hun kom ud, trak en af jordemødrene i mig, du tager imod, sagde hun, og det gjorde jeg, et lille barn gled ud i mine hænder, glat som en sæl. Jeg var så glad at jeg græd. Da Heidi blev født halvandet år senere, var det efterår og overskyet, koldt og fugtigt som det kan være i oktober, hun kom ud om formiddagen, fødslen gik hurtigt, og da hovedet var ude, men ikke resten af kroppen, lavede hun en lille lyd med læberne, det var så frydefuldt et øjeblik. John, som din storebror hedder, kom ud i en kaskade af vand og blod, stuen var uden vinduer, det føltes som at være inde i en bunkers, og da jeg bagefter gik ud for at ringe til jeres to bedsteforældre, blev jeg overrasket over lyset derude, og at livet fortsatte som om intet var sket. Det var den femtende august 2007, klokken må have været fem eller seks, det var i Malmø, som vi var flyttet til sommeren før. Senere den aften kørte vi til et patienthotel, og dagen efter hentede jeg dine søstre, som havde meget sjov med at sætte et grønt plastikfirben på hans hoved. Tre og et halvt og næsten to år var de dengang. Jeg tog billeder af det, du skal se dem en dag. Sådan så de dagens lys. Nu er de store, nu er de vant til verden, og det mærkelige er at de er så forskellige, så helt 13
Om efteråret.indd 13
28/10/15 09.06
og aldeles sig selv, og at de altid har været det, lige fra første øjeblik. Jeg går ud fra at det også vil være sådan med dig, at du allerede er den du vil blive. Tre søskende, en mor og en far, det er os. Det er din familie. At jeg nævner det først, er fordi det er det vigtigste. Godt eller dårligt, varmt eller koldt, strengt eller venligt, det er lige meget, det er det vigtigste; det er relationerne du kommer til at se verden igennem, og som kommer til at forme din opfattelse af næsten alt, direkte eller indirekte, både i form af modstand og medgang. Netop nu i disse dage har vi det godt. Mens børnene var i skole i dag, tog din mor og jeg til Limhamn, og på en café der, i sensommervarmen – det har været en helt fantastisk dag i dag, sol, blå himmel, med et lillebitte strejf af efterår i luften og alle farver ligesom dybe, men samtidig klare – diskuterede vi hvad du skal hedde. Jeg havde foreslået Anne, hvis du er en pige, og nu sagde Linda at hun rigtig godt kunne lide det navn, der er noget let og lyst ved det, og det ønsker vi at forbinde med dig. Hvis du er en dreng, skal du, foreslog vi, hedde Eirik. Så har du den samme lyd i navnet som dine tre søskende – j – for hvis man siger navnene højt, har de den alle tre – Vanja, Heidi, John. De sover nu, alle fire. Jeg sidder på mit arbejdsværelse, det er egentlig et lille hus med to værelser og en hems, og ser hen over græsplænen på huset de ligger i, de mørke vinduer, som ville have været usynlige hvis ikke det var for gadelygterne på den anden side, og lyset fra dem som fylder køkkenet med et svagt, spøgelsesagtigt skær. Huset er egentlig tre huse som ligger i forlængelse af hinanden, bygget sammen til et. To af dem er af rødmalet træ, et af hvidkalket mursten. Engang var det familier der arbejdede på en af de store gårde i nærheden, som boede her. Mellem disse to huse ligger et gæstehus, som vi kalder sommerhuset. Inde i hesteskoen som de udgør, ligger haven, som strækker sig måske tredive meter hen til en hvid mur. To blommetræer står der, et gammelt 14
Om efteråret.indd 14
28/10/15 09.06
hvor den ene gren har vokset sig så lang og samtidig er blevet så tung at den skal støttes af to krykker, og et ungt, jeg plantede det sidste sommer, det bærer frugt for første gang nu, desuden et pæretræ, det er også gammelt, meget højere end huset, og tre æbletræer. Et af æbletræerne har været i ganske dårlig forfatning, mange af grenene var døde, det virkede stift og livløst, men så beskar jeg det tidligere i sommer, det har jeg aldrig gjort før, og jeg blev så ivrig, klippede og klippede uden at se hvordan det blev, før jeg endelig, langt ude på aftenen, klatrede ned og trådte et par skridt tilbage for at betragte det. Skamferet var ordet jeg tænkte om det. Nu er grenene vokset ud igen, bladene er tætte og det bugner af æbler. Det er den erfaring jeg har fået af at arbejde i haven, der er ingen grund til at være forsigtig eller bange for noget, livet er så robust, det kommer ligesom i kaskader, blindt og grønt, og det er af og til skræmmende fordi vi også lever, men under en slags kontrollerede omstændigheder, som gør at vi frygter det blinde, det vilde, det kaotiske, mod solen sig strækkende, men som regel smukt, på en dybere måde end det visuelle, for jorden lugter af råd og mørke, vrimler med pilende biller og konvulserende orme, blomsterstænglerne er saftige, kronerne propfulde af dufte, og luften, kold og skarp, varm og fugtig, fuld af solstråler eller regn, lægger sig om den indevante hud som omslag af nærvær. Bag hovedhuset ligger vejen, som ender hundrede meter længere inde, i et slags nedlagt lille halvindustrielt område, bygningerne har bølgebliktag, og vinduerne er knuste, motorer og hjulaksler ligger og ruster udenfor, halvt forsvundet i græsset. På den anden side, bag huset jeg sidder i, ligger en stor gårdbygning af røde mursten, den er smuk som den står og tårner sig op mellem det grønne bladværk. Rødt og grønt. Det siger dig ingenting, men for mig ligger der så meget i de to farver, jeg mærker et sug ind mod noget i dem, og jeg tror det er en af grundene til at jeg er blevet forfatter, for jeg mærker dette sug så stærkt, og jeg forstår at det er vigtigt, 15
Om efteråret.indd 15
28/10/15 09.06
men jeg har ikke ord til at udtrykke det og ved derfor ikke hvad det er. Jeg har forsøgt, og jeg har kapituleret. Kapitulationen er bøgerne jeg har udgivet. Du kan læse dem en dag, og måske vil du forstå hvad det er jeg mener. Blodet der flyder i årerne, græsset der vokser på jorden, træerne, åh, træerne som vajer i vinden. Dette fantastiske, som du snart skal møde og se, er så let at miste af syne, og der findes næsten lige så mange måder at gøre det på som der findes mennesker. Det er derfor jeg skriver denne bog til dig. Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den. Hvad er det der gør livet værd at leve? Ingen børn stiller det spørgsmål. For børn er livet selvfølgeligt. Livet siger sig selv: Om det er godt eller dårligt, spiller ingen rolle. Sådan er det fordi de ikke ser verden, ikke betragter verden, ikke betænker verden, men er så dybt inde i verden at de ikke skelner mellem den og sig selv. Først når det sker, når der opstår en afstand mellem det de er, og det verden er, melder spørgsmålet sig: Hvad er det der gør livet værd at leve? Er det følelsen af at trykke håndtaget ned og skubbe døren op, mærke hvordan den svinger indad eller udad på hængslerne, altid let og villig, og komme ind i et nyt rum? Ja, døren åbner sig som en vinge, og kun det gør livet værd at leve. Har man levet i mange år, er døren en selvfølge. Huset er en selvfølge, haven er en selvfølge, himmelen og havet er en selvfølge, selv månen der hænger og lyser over hustagene om natten, er en selvfølge. Verden siger sig selv, men vi hører ikke efter, og eftersom vi ikke længere befinder os i dybet af den og oplever den som en del af os selv, er det som om den forsvinder for os. Vi åbner døren, men det betyder ingenting, det er ingenting, bare noget vi gør for at komme fra et værelse til et andet. 16
Om efteråret.indd 16
28/10/15 09.06
Jeg vil vise dig vores verden som den er nu: døren, gulvet, vandhanen og vasken, havestolen op ad muren under køkkenvinduet, solen, vandet, træerne. Du kommer til at se den på din egen måde, du kommer til at gøre dig dine egne erfaringer og leve dit eget liv, så det er selvfølgelig først og fremmest for min egen skyld jeg gør det: At vise dig verden, du lille, gør mit liv værd at leve.
Om efteråret.indd 17
28/10/15 09.06
SEPTEMBER
Om efter책ret.indd 18
28/10/15 09.06
Æbler
Af en eller anden grund er frugter i Norden let tilgængelige, med kun en tynd, let gennembidelig skræl over frugtkødet, det gælder for pærer og æbler samt blommer, man kan bare gumle løs, mens frugter som vokser længere sydpå, ofte er dækket af tyk, uspiselig skræl, for eksempel appelsiner, mandariner, bananer, granatæbler, mangoer og passionsfrugter. Normalt, set ud fra mine andre præferencer i livet, fortrækker jeg det sidste, både fordi tanken om at nydelse skal fortjenes gennem et forudgående arbejde, er så stærk i mig, og fordi jeg altid har haft en dragning mod det skjulte og hemmelige. At bide et stykke skræl af toppen af en appelsin, og mærke den bitre smag skyde ind i mundhulen et kort øjeblik, for så at få fat med tommelfingeren, ind mellem skallen og frugtkødet, og så rive flage efter flage løs, nogle gange, når skallen er tynd, i helt små stykker, andre gange, når skallen er tyk og forbindelsen til kødet løs, i et eneste langt stykke, har også noget rituelt over sig. Det er næsten som om man først er i templets søjlegård og langsomt bevæger sig ind til det inderste rum når tænderne bider gennem den tynde, blanke hinde, og frugtsaften løber ud i munden og fylder den med sødme. Både arbejdet og det hemmelige, altså utilgængeligheden, øger nydelsens værdi. Æblet er en undtagelse. Man skal bare række hånden op, tage æblet og sætte tænderne i det. Ikke noget arbejde, ikke nogen hemmelighed, bare lige til nydelsen, den næsten eksplosive frigørelse fra æblets skarpe, friske og syrlige, men alligevel altid også søde smag i munden som kan få nerverne til at isne og måske også musklerne i ansigtet til at trække sig sammen, som om afstanden mellem menneske og æble er præcis stor 19
Om efteråret.indd 19
28/10/15 09.06
nok til at dette miniatureskalachok aldrig helt forsvinder uanset hvor mange æbler man har spist i sit liv. Da jeg var helt lille, begyndte jeg at spise hele æblet. Ikke kun frugtkødet, men også hele kernehuset med alle stenene i, og stilken med. Det var ikke fordi det smagte godt, tror jeg, heller ikke fordi jeg mente at der ikke skulle gå noget til spilde, men fordi det at spise skroget og stilken gav nydelsen modstand. Det var en slags arbejde i omvendt rækkefølge: først belønningen, så arbejdet. Det er stadig utænkeligt for mig at smide et æbleskrog væk, og når jeg ser mine børn gøre det – af og til smider de halvspiste æbler ud – fyldes jeg af indignation, men siger ikke noget, for jeg vil have at de skal bejae livet og have et overflodsagtigt forhold til det. Jeg vil have at de skal føle at livet er let at leve. Derfor har jeg også ændret min indstilling til æbler, ikke som en viljeshandling, men som et resultat af at jeg har set mere og forstået mere, tror jeg, og nu ved jeg at det aldrig handler om verden i sig selv, men kun om vores måde at forholde os til den på. Over for det hemmelige står det åbne, over for arbejdet står friheden. Sidste søndag tog vi til stranden små ti kilometer herfra, det var en af de tidligere efterårsdage som sommeren har strakt sig ind i og næsten helt fyldt med sin varme og ro, samtidig med at alle turisterne for længst var taget hjem, og stranden var mennesketom. Jeg tog børnene med en tur ind i skoven som vokser helt ned til strandkanten, og som for det meste består af løvtræer, med et rødstammet fyrretræ hist og her. Luften var varm og stille, solen hang tung af lys på en let mørkeblå himmel. Vi fulgte en sti ind i skoven, og der, midt i skoven, stod et æbletræ fuldt af æbler. Børnene var lige så forundrede som jeg, æbletræer er noget der vokser i haver, ikke vildt ude i skoven. Må vi spise dem, spurgte de. Jeg sagde ja, bare tag. Jeg forstod i et pludseligt glimt, lige så fuldt af lykke som af sorg, hvad frihed var.
Om efteråret.indd 20
28/10/15 09.06
Her er omslaget med forsideteksten i 4-fargetrykket - hvis dere ikke skal ha teksten i hvit folie.
K ARL OVE KNAUSGÅRD OM EFTERÅRET
»Nu hvor jeg skriver dette, ved du ingenting om noget, om hvad der venter dig, om hvilken verden du bliver til i. Og jeg ved ikke noget om dig. Jeg har set et ultralydsbillede og lagt hånden på den mave du ligger i, det er det eneste.«
OM EFTERÅRET
Karl Ove Knausgård (f. 1968) debuterede som forfatter i 1998. Hans værker er oversat til 30 sprog, og de har fået en helt unik modtagelse verden over. Knausgård har modtaget en række litterære priser, bl.a. Kritikerprisen og Brageprisen. Han bor og arbejder i Sverige. »Karl Ove Knausgård er faktisk vor tids Proust … Det er morsomt, det er sørgeligt, det er tankevækkende, det er pirrende, det er eksistentielt vedkommende, det er smukt, det er filosofisk, det er samtid og evighed, det er storslået.« INFORMATION | Om Min kamp 2
KARL OVE KNAUSGÅRD Med illustrationer af Vanessa Baird
lindhardtogringhof.dk Forfatterportrett: André Løyning omslagsdesign: Aud Gloppen | Blæst
Et barn skal fødes. Og en far sætter sig ned for at skrive til det. Han vil vise barnet, hvad der venter det, den myriade af fænomener og materie, dyr og mennesker, som vi kalder verden. Han skriver om solen og om grævlingen, om termokanden og om pisset, om sengen og om ensomheden, mens barnet vokser i mørket.
OM EFTERÅRET er første bind af fire i en personlig encyklopædi om den nære virkelighed, skrevet af en far til hans ufødte barn. LINDHARDT OG RINGHOF
»Dette fantastiske, som du snart skal møde og se, er så let at miste af syne, og der findes næsten lige så mange måder at gøre det på som der findes mennesker. Det er derfor jeg skriver denne bog til dig. Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den.«