Om vinteren - læseprøve

K ARL OVE KNAUSGÅRD OM VINTEREN

»Nu hvor jeg skriver dette, ved du ingenting om noget, om hvad der venter dig, om hvilken verden du bliver til i. Og jeg ved ikke noget om dig. Jeg har set et ultralydsbillede og lagt hånden på den mave du ligger i, det er det eneste.«

OM VINTEREN

Karl Ove Knausgård (f. 1968) debuterede som forfatter i 1998. Hans bøger er oversat til 30 sprog og har fået en overvældende modtagelse verden over. Knausgård har modtaget en række litterære priser, bl.a. Kritikerprisen og Brageprisen. Han bor og arbejder i Sverige. »Karl Ove Knausgård er faktisk vor tids Proust …

Det er morsomt, det er sørgeligt, det er tankevækkende, det er pirrende, det er eksistentielt vedkommende, det er smukt, det er filosofisk, det er samtid og evighed, det er storslået.« INFORMATION | Om Min kamp 2

KARL OVE KNAUSGÅRD Med illustrationer af Lars Lerin

lindhardtogringhof.dk forfatterportræt: André Løyning omslagsdesign: Aud Gloppen | Blæst

Et barn skal fødes. Og en far sætter sig ned for at skrive til det. Han vil vise barnet, hvad der venter det, den myriade af fænomener og materie, dyr og mennesker, som vi kalder verden. Han skriver om månen og om tøjdyr, om sne og om tandbørster, om hjernen og om halvfjerdserne, mens barnet vokser i mørket.

OM VINTEREN er andet bind af fire i en personlig encyklopædi om den nære virkelighed, skrevet af en far til hans ufødte barn.

LINDHARDT OG RINGHOF

»Dette fantastiske, som du snart skal møde og se, er så let at miste af syne, og der findes næsten lige så mange måder at gøre det på som der findes mennesker. Det er derfor jeg skriver denne bog til dig. Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den.«

2

Om vinteren.indd 2

16/12/15 14.54

Om VINTEREN

Karl Ove Knausg책rd Med billeder af Lars Lerin P책 dansk ved Sara Koch

Lindhardt og Ringhof

Om vinteren.indd 3

16/12/15 14.54

Om vinteren er oversat fra norsk efter Om vinteren Copyright © 2015 by Karl Ove Knausgård All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Bogen er sat med Plantin hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print Omslag: Aud Gloppen / Blæst Illustrationer: Lars Lerin 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-1151-026-1 Printed in Latvia, 2016

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Eddadigtene er med visse tilpasninger citeret efter Olaf Hansens oversættelse fra 1911.

Dele af teksten “Brev til en nyfødt datter” har været trykt i bogen Nakker, Pelikanen 2014.

Olav H. Hauges digt «Gullhanen» er hentet fra Olav H. Hauge Dikt i samling, Det Norske Samlaget 1994.

Af forfatteren Ude af verden Alting har en tid Min kamp I-VI Sjælens Amerika Hjemme – ude (med Fredrik Ekelund) Om efteråret

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Om vinteren.indd 4

16/12/15 14.54

Brev til en ufødt datter | 2.

DECEMBER

DECEMBER

Månen 23 Vand 25 Ugler 27 Vandaber 31 Den første sne 35 Fødselsdag 39 Mønter 41 Christina 43 Stole 45 Refleks 49 Rør 55 Rod 57 Vinterlyde 61 Julegaver 65 Julemænd 67 Gæster 71 Næsen 75 Tøjdyr 79 Kulde 81 Fyrværkeri 83

Om vinteren.indd 5

16/12/15 14.54

januar

JANUAR

Sne 95 Nikolai Astrup 97 Ører 99 Björn 103 Odderen 105 Det sociale 109 Ligfærden 113 Krager 115 At sætte grænser 119 Krypten 123 Vinter 125 Seksuelt begær 127 Thomas 131 Toge 135 Georg 137 Tandbørster 141 Jeget 145 Atomer 149 Loke 153 Sukker 157

Om vinteren.indd 6

16/12/15 14.54

Brev til en ufødt datter | 29 .

januar

FEBRUAR

Hulrum 169 Samtale 171 Det lokale 175 Vatpinde 177 Haner 179 Fisk 183 Støvler 187 Livsfølelse 191 J. 195 Busser 199 Vaner 205 Hjernen 207 Sex 209 Snedriver 213 Forsvindingspunkt 217 Halvfjerdserne 219 Bål 223 Operation 225 Brandhaner 229 Vinduer 233

Om vinteren.indd 7

16/12/15 14.54

Om vinteren.indd 8

16/12/15 14.54

Om vinteren.indd 9

16/12/15 14.54

Om vinteren.indd 10

16/12/15 14.54

Brev til en ufødt datter

Om vinteren.indd 11

16/12/15 14.54

Om vinteren.indd 12

16/12/15 14.54

2 . d e c e m b e r . Du har ligget i din mors mave hele somme­ ren og hele efteråret. Omgivet af vand og mørke er du vokset gennem de forskellige fosterstadier som set udefra ligner menneskeartens egen evolution, fra at være et præhistorisk rejelignende væsen med rygraden formet som en hale og huden over den centimeterlange krop der er så tynd at dens indre tydeligt skinner igennem – som en af de regnfrakker i gennemsigtig plastik som du engang vil få at se og måske tænke det samme som mig om, nemlig at der er noget obskønt ved dem, måske fordi det føles så naturstridigt at se igennem hud, og en sådan regnfrakke er en slags hud vi tager på – til den første pattedyrslignende form, hvor rygraden ikke længere er det dominerende træk, men hovedet, enormt i forhold til den smalle, bøjede underkrop og de uhyre tynde, stilkeagtige ben og arme, for ikke at tale om de nåletynde fingre og tæer. Ansigtstrækkene er endnu ikke udviklet, øjne, næse og mund kan kun lige anes, omtrent som en skulptur hvor finpudsningen mangler. Og sådan er det vel også, bortset fra at arbejdet ikke foregår udefra og ind, men indefra og ud: Du forandrer dig selv, du vokser frem gennem kødet. Sådan, med vage og utydelige ansigtstræk, så du ud i slutningen af juni da vi var på ferie på Gotland i et hus der lå langt inde i skoven på Fårö, i en lille lysning mellem alle fyrretræerne, hvor luften lugtede af salt, og lydene fra havet susede mellem stammerne. Vi badede om formiddagen på en af de lange, smalle Østersøstrande, spiste middag udendørs på en restaurant, så film i huset om aftenen. Din ældste søster var ni år dengang, din næstældste søster var syv, og din bror fem, næsten seks. Der er meget postyr med dem, især de to piger som er så tæt på hinanden i alder at de hele tiden føler de bliver nødt til at justere afstanden mellem sig og begyn13

Om vinteren.indd 13

16/12/15 14.54

der at skændes og af og til slås, men aldrig når de er på stranden, aldrig når de bader, der er de sammen om alt, og sådan har det altid været: I vandet forsvinder alle konflikter, alle problemer, der glemmer de alt omkring sig og leger bare. De holder så forfærdelig meget af deres lillebror, de synes han er så sød, og siger af og til at de ville gifte sig med ham hvis ikke han havde været deres bror. To måneder efter det havde han sin første skoledag, det var i slutningen af august, og du lå stadig lillebitte i dit mørke, hovedet gigantisk i forhold til kroppen, benene som små grene, men med negle på tæerne og på de små fingre som du nu kunne bevæge, noget du sikkert også gjorde, stak tommelen i munden og suttede på den. Du havde ingen begreber om noget, vidste ikke hvor du var, eller hvem du var, men vagt, vagt måtte du have vidst at du var, eftersom der var forskelle i dine tilstande, for selvom du måske ikke følte noget når hånden svævede uden for hovedet, måtte du gøre det når du stak den i munden, og den forskel, at noget er noget, og noget er noget andet, må være bevidsthedens udgangspunkt. Men mere end det kan det ikke have været. Alle lydene der trængte ind til dig, stemmer og motorlyde, mågeskrig og musik, dunk, skramlen, råb, må bare have været der, som mørket og vandet, noget du ikke skilte ud som noget særligt, for der kan ikke have været forskel mellem dig og dine omgivelser: Du var bare noget der voksede, noget der strakte sig ud. Du var mørket, du var vandet, du var stødene når din mor gik op ad trappen. Du var varmen, du var søvnen, du var den lillebitte forskel der opstod da du vågnede.

Men billederne fra din brors første skoledag skal du se engang; det ene af dem hænger på væggen i spisestuen, de står der alle tre og smiler, hver på deres typiske måde, med haven, grøn og blinkende i lyset fra morgensolen, som baggrund, i deres nye tøj under en blå sensommerhimmel.

Det lyder idyllisk og lykkeligt. Og det var det også, både dagene på strandene på Fårö og første skoledag var gode dage. Men når du engang læser dette, min kære, hvis alt 14

Om vinteren.indd 14

16/12/15 14.54

går som det skal, og graviditeten forløber normalt, noget jeg håber og tror, men som der ikke er nogen garantier for, vil du vide at det ikke er sådan livet ser ud, at det ikke er dage med sol og latter der er reglen, selvom de også findes. Vi er overladt til hinanden. Alle vores følelser og ønsker og begær, hele vores individuelle psykologiske konstitution, med alle dens mærkværdige krinkelkroge og hårde plader, stivnet engang tidligt i barndommen, næsten umulige at rive op, står mod andre følelser og ønsker og begær og deres individuelle psykologiske konstitution. Selvom vores kroppe er enkle og smidige, i stand til at drikke te af det tyndeste og fineste porcelæn, og vores manerer er gode, og vi som regel ved hvad de forskellige situationer kræver af os, ligner vores sjæle dinosaurer, de er store som huse, bevæger sig tungt og langsomt, men hvis de bliver bange eller vrede, er de livsfarlige og skyr intet for at skade eller dræbe. Med det billede vil jeg sige at selvom alt kan virke tilforladeligt i det ydre, sker der altid helt andre ting i det indre, og i en helt anden størrelsesorden. Mens et ord i det ydre bare er et ord der falder til jorden og forsvinder, kan et ord blive til noget enormt i det indre, og det kan blive der i mange år. Og mens en hændelse i det ydre bare er en hændelse, ofte tilforladelig og altid hurtigt overstået, kan den blive altafgørende i det indre og skabe frygt som hæmmer, eller skabe bitterhed som hæmmer, eller omvendt skabe overmod som ikke hæmmer, men som kan føre til et fald der gør det. Jeg kender mennesker der drikker en flaske sprut hver dag, jeg kender mennesker der spiser psykofarmaka som bolsjer, jeg kender mennesker der har forsøgt at tage deres liv, en ville hænge sig på loftet, men blev fundet, en anden tog en overdosis i sengen og blev fundet og fragtet på hospitalet i en ambulance. Jeg kender mennesker som i lange perioder har været indlagt på psykiatriske afdelinger. Jeg kender mennesker der har været skizofrene, som har været manisk depressive, som har haft psykoser, og som slet ikke kan magte deres liv. Jeg kender mennesker der er bitre, og som lægger skylden for deres stilstand eller ned15

Om vinteren.indd 15

16/12/15 14.54

tur på andre, ofte i forbindelse med ting der skete for ti, tyve eller tredive år siden. Jeg kender mennesker der slår dem de elsker, og jeg kender mennesker der finder sig i alt fordi de ikke venter sig mere af livet.

Alt dette stivnede og miserable, al denne lidelse og alt dette meningstab er også en del af livet, og det findes overalt, men det er ikke så let at se, ikke kun fordi det tager udgangspunkt i det indre liv, men også fordi de fleste forsøger at skjule det, og fordi det er så smertefuldt at indrømme: Livet skulle jo være lyst, livet skulle jo være let, livet skulle jo være børn der løber leende hen over stranden i vandkanten, som står og smiler til et kamera første skoledag, sprækkefærdige af forventning og spænding.

At følge sit barn i skole den første dag, som vi forhåbentlig en dag skal gøre med dig, er et mindeværdigt øjeblik for forældrene, men også hjerteskærende, for derinde, hvor de skal tilbringe de fleste dage de næste femten år, skal de klare sig selv. Det er først og fremmest det de skal lære, tænker jeg, at være sammen med andre – for viden i sig selv er ikke så vigtigt, den skal de nok tilegne sig før eller siden. For nogle år siden havde en af dine søstre det svært, jeg kunne se det, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Der var nogle piger hun gerne ville være sammen med. Af og til legede de med hende, så var hun fuld af glæde, af og til legede de ikke med hende, så gik hun alene i skolegården, sad alene på biblioteket og læste i det store frikvarter. Jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg kunne tale med hende, men for det første ville hun ikke tale om det, for det andet, hvad kunne jeg sige der hjalp? At hun var uendelig sød, uendelig smuk, og at det her kun var en ubetydelig episode i begyndelsen af et liv som ville folde sig ud på rige måder hun selv og vi ikke kunne overskue? Det hjalp ikke at jeg syntes hun var sød hvis de ikke gjorde det. Det hjalp ikke at jeg syntes hun var morsom og smart, hvis de ikke gjorde det. En aften var vi ude at gå en tur sammen, hun og jeg, og så spurgte hun om vi ikke kunne flytte. Jeg spurgte hvorhen. Australien, sagde 16

Om vinteren.indd 16

16/12/15 14.54

hun. Jeg tænkte, det er så langt væk som man kan komme.

Jeg spurgte: Hvorfor Australien? Hun sagde at der havde de skoleuniformer. Hvorfor vil du have skoleuniform? sagde jeg. Fordi så går alle i det samme tøj, sagde hun. Hvorfor er det vigtigt? sagde jeg. Fordi ingen siger at mit tøj er flot når jeg får nyt tøj. Er mit tøj ikke flot? sagde hun og så på mig.

Jo, sagde jeg og så væk, for mine øjne var blanke. Jo, du har superflot tøj.

Vanskeligheder venter også dig. Men der er langt dertil!

Nu er det december, der er tre måneder til du bliver født, og så går der nogle år hvor du er helt afhængig af os og lever i en slags symbiose, til den augustdag kommer hvor vi også sender dig afsted på din første skoledag. Når du læser dette, ligger den allerede mange år tilbage og er et af dine mange minder.

I går faldt temperaturen kraftigt, ud på aftenen blev det frostgrader, alle vandpytter frøs til is, og bilens ruder var rif­lede af rim. Før jeg gik i seng, stod jeg ude på gårdspladsen og kiggede op på himmelen, den var helt klar og fuld af stjerner. Da jeg kom ind, lå Linda på ryggen i sengen med maven halvt blottet. Hun sparkede lige, sagde hun. “Hun”, det er dig. Måske gør hun det igen? Jeg så på maven, og så, bare nogle få sekunder senere, så jeg hvordan den et kort øjeblik bulede ud, det var som om en lille krusning gik over den, omtrent som vandet kruser sig når et havdyr bevæger sig lige under overfladen. Det var din fod som indefra sparkede op mod loftet. Hvis du var blevet født nu, ville du have kunnet overleve selvom marginerne ville have været små.

Du drømmer når du sover, og du genkender de forskellige lyde du hører.

Du er måske begyndt at fornemme verden udenfor, og hvis du havde haft evnen til at reflektere, ville du nok have antaget at verden bestod af et lille, mørkt rum, fyldt med vand som du svævede i, og at alt udenfor var rent auditivt og bestod af lyde af forskellig art. At det var universet, og at du var alene i det. Og måske er det også sådan herude, at vi er 17

Om vinteren.indd 17

16/12/15 14.54

alene i et stort, sort rum fuldt af stjerner og planeter, og at der uden for rummet findes lyde, ligesom fra et endnu større rum, som vi aldrig vil kunne trænge ind i, men kun med tiden, og måske helt fra udkanten af universet, vil kunne høre lydene fra.

Det er mærkeligt at du findes, men at du ikke ved noget om hvordan verden ser ud. Det er mærkeligt at der findes en første gang man ser himmelen, en første gang man ser solen, en første gang man mærker luften mod huden. Det er mærkeligt at der findes en første gang man ser et ansigt, et træ, en lampe, en pyjamas, en sko. I mit liv sker det næsten aldrig længere. Men snart vil det ske. Om nogle få måneder vil jeg se dig for første gang.

Om vinteren.indd 18

16/12/15 14.54

Om vinteren.indd 19

16/12/15 14.54

20

Om vinteren.indd 20

16/12/15 14.54

DECEMBER

21

Om vinteren.indd 21

16/12/15 14.54

Om vinteren.indd 22

16/12/15 14.54

Månen

Månen, dette enorme bjerg som langt derude følger med jorden på sin færd rundt om solen, er det eneste himmel­ legeme i vores umiddelbare nærhed. Vi ser den om aftenen og natten hvor den reflekterer lyset fra solen som er skjult for os, så månen virker selvlysende og tilsyneladende hersker alene deroppe. Af og til ser det ud som om den er langt væk, som en lille, fjern kugle, af og til kommer den tættere på og hænger nogle gange som en stor, lysende skive lige over trætoppene, som et skib der nærmer sig havnen. Med det blotte øje kan man se at overfladen er ujævn; nogle dele er lyse, andre mørke. Før teleskopet blev opfundet, troede man at de mørke områder var hav. Andre troede det var skove. Nu ved vi at skyggerne deroppe er enorme sletter af lava som engang trængte op fra Månens indre og fyldte kraterne på overfladen før den størknede. Hvis man retter et teleskop mod Månen, ser man at den er helt livløs og gold og består af støv og sten, som en enorm sandgrav. Ikke engang lidt vind rejser sig af og til: På Månen hersker stilheden, ubevægeligheden, som et evigt billede på en verden før livet, eller på en verden efter livet. Er det sådan det er at dø? Er det det der venter os? Det er det nok. På Jorden, omgivet af det bugnende, kravlende og flygtende liv, får døden noget forsonende ved sig, som om den også er en del af alt det der gror og vokser, at det er ind i det vi forsvinder når vi dør. Men det er en illusion, en fantasi, en drøm. Det interstellare ingen23

Om vinteren.indd 23

16/12/15 14.54

ting, det absolut tomme og absolut sorte med den evige og uendelige ensomhed det indebærer, som Månen ved at ligne Jorden gør det muligt at forstå i glimt, er det der venter os.

Månen er det dødes øje, blind hænger den der, ligeglad med os og vores, disse bølger af liv der stiger og synker på jorden langt dernede under den. Men det behøvede ikke at have været sådan, for Månen er så tæt på at man kan rejse dertil som en slags fjerntliggende ø. To dage tager turen derud. Og engang befandt Månen sig ekstremt meget tættere på. Nu er den omkring tre hundrede tusind kilometer væk; da den blev til, var den kun tyve tusind kilometer væk. Den må have været gigantisk på himmelen. Når vi ved hvilke mærkvær­ dige væsener der er blevet skabt på jorden fra urtiden og frem til nu, med de mærkeligste særtræk for at tilpasse sig miljøets forskellige fysiske forudsætninger, skulle der ikke meget forskydning til før der kunne være dukket skabninger op som var udrustet med de nødvendige egenskaber for at forcere den korte afstand i rummet, ligesom livet på Jorden altid har forceret afstande til selv de mest fjerntliggende øer og på den måde ført livet dertil. Padderokken, denne primitive urtidsplante, kunne man ikke forestille sig at dens sporer udviklede en roterende bevægelse der kunne føre dem op gennem atmosfæren for nogle uger senere at lande blødt i støvet på Månen? Eller goplerne, kunne de ikke have forladt havet og svævet som klokker op i luften? Luftfisk, skulle det være mere mærkværdigt end selvlysende, blinde dybhavsfisk? For ikke at tale om fuglene. Så ville livet på Månen have mindet om det på Jorden, men alligevel været anderledes, som en slags radikal version af Galapagos, og Månens fugle, næsten vægtløse, iltuafhængige, ville kunne været kommet i sværme over Jorden, synlige som små prikker langt, langt deroppe, som langsomt voksede sig større, og som gled med deres enorme, papirtynde vinger over markerne, glimtende i lyset fra Månen, dette for den tids menneskers arnested for det hellige og det frygtelige.

Om vinteren.indd 24

16/12/15 14.54

Vand

Hver dag står der vand på bordet i en stor glaskande. Det er helt blankt, helt gennemsigtigt og har i sig selv ingen form: Hvis jeg hælder det op i børnenes glas, former det sig straks efter de nye vægge. Hvis jeg spilder, løber det ud over bordet, let bulende, måske drypper det ned på gulvet, for det er vandets mest karakteristiske egenskab, det søger altid mod omgivelsernes laveste punkt. Hvis det regner udenfor, glider dråberne langsomt ned ad ruden, ud på karmen, hvor de samler sig i klaser der løsner og falder ned på fliserne under vinduet, mens vandet i børnenes glas, som de grådigt sætter læberne til, løber ned i deres struber. At denne væske uden egen farve, uden egen smag, uden egen form, så let at kontrollere, helt i sine omgivelsernes vold, er skabt af det samme som bølgerne der hvert efterår og vinter rejser sig ude i havet langs kysten og med enorm kraft slår ind over land, dette inferno af skum, sus og drøn, er lige så svært at forstå som at denne lille flamme der så stille står op fra stearinlysets væge, skulle have noget at gøre med de enorme, kilometerdybe brande der af og til hærger i skovene og tilintetgør alt på deres vej. Men det har det. Vandet står på bordet, vandet løber i hanen. Vandet får gader til at glinse, marker til at mørkne, enge til at glimte. Vandet bruser i bække, styrter ned ad fjeldsider, ligger urørligt i enorme ansamlinger midt ude i skoven. Vandet omkranser kontinenter. I barndommen, da verden stadig var ny, var det mod vandet vi blev 25

Om vinteren.indd 25

16/12/15 14.54

draget. Til kæret, til bækken, til vigen. Ingen af os tænkte på det dengang, hvad det var med vandet, men det fyldte os med noget, en spænding, noget uhørt og dramatisk, et slags mørke. Vandet var en kant, vores verden sluttede der, selvom det bare var et lille høl i skoven et par hundrede meter fra de lysende huse, eller under betonbroen nede ved lystbåde­ havnen hvor vi på martsaftener kunne hoppe fra isflage til isflage, mærkeligt opstemte i det blålige mørke, støvler og bukseben tunge af væde, håndflader røde af kulde. Over tredive år senere vendte jeg tilbage dertil og mødte min bedste ven fra dengang. Jeg spurgte om han kunne huske at vi hoppede på isflagerne. Han nikkede og var lige så forundret som mig over at vi faktisk havde gjort det, det var jo dødfarligt.

Og så fortalte han mig noget der var sket året før. Han var gået ned ad den samme vej, det var om vinteren, sent om aftenen, det sneede, og der var dårligt udsyn, han gik over broen, og der, langt nede i det sorte vand, så han lys. Han lænede sig frem, hvad fanden kunne det være der lyste nede på bunden? Det var en bil, den var kørt af vejen, det måtte lige være sket. Han ringede efter en ambulance, den kom, dykkere svømmede ned til bilen, løftede chaufføren ud. Han var druknet. Bilen blev bjærget næste dag, og selvom jeg ikke selv så det, står billedet klart for mig, hvordan vandet strømmer ud af åbningerne på bilens karosseri, hængende i luften, og plaskende rammer den sorte overflade som de hvirvlende snefnug smelter mod.

Om vinteren.indd 26

16/12/15 14.54

Om vinteren.indd 30

16/12/15 14.54

K ARL OVE KNAUSGÅRD OM VINTEREN

»Nu hvor jeg skriver dette, ved du ingenting om noget, om hvad der venter dig, om hvilken verden du bliver til i. Og jeg ved ikke noget om dig. Jeg har set et ultralydsbillede og lagt hånden på den mave du ligger i, det er det eneste.«

OM VINTEREN

Karl Ove Knausgård (f. 1968) debuterede som forfatter i 1998. Hans bøger er oversat til 30 sprog og har fået en overvældende modtagelse verden over. Knausgård har modtaget en række litterære priser, bl.a. Kritikerprisen og Brageprisen. Han bor og arbejder i Sverige. »Karl Ove Knausgård er faktisk vor tids Proust …

Det er morsomt, det er sørgeligt, det er tankevækkende, det er pirrende, det er eksistentielt vedkommende, det er smukt, det er filosofisk, det er samtid og evighed, det er storslået.« INFORMATION | Om Min kamp 2

KARL OVE KNAUSGÅRD Med illustrationer af Lars Lerin

lindhardtogringhof.dk forfatterportræt: André Løyning omslagsdesign: Aud Gloppen | Blæst

Et barn skal fødes. Og en far sætter sig ned for at skrive til det. Han vil vise barnet, hvad der venter det, den myriade af fænomener og materie, dyr og mennesker, som vi kalder verden. Han skriver om månen og om tøjdyr, om sne og om tandbørster, om hjernen og om halvfjerdserne, mens barnet vokser i mørket.

OM VINTEREN er andet bind af fire i en personlig encyklopædi om den nære virkelighed, skrevet af en far til hans ufødte barn.

LINDHARDT OG RINGHOF

»Dette fantastiske, som du snart skal møde og se, er så let at miste af syne, og der findes næsten lige så mange måder at gøre det på som der findes mennesker. Det er derfor jeg skriver denne bog til dig. Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den.«