Op til overfladen læseprøve

TIL ORIENTERING NO PRINT

WEEKENDAVISEN

„Beskrivelsen af hovedpersonens bevægelse ned i sig selv og ud i naturen er enestående. Margaret Atwood skriver en lyrisk symbolmættet prosa, med præcise billeder for sindstilstande.“ „Margaret Atwood har skabt en fremragende fortælling.“ INFORMATION

I CANADAS VILDE NATUR vender en ung kvinde tilbage til sin barndomsø for at finde sin far, som er forsvundet sporløst. Med sig har hun sin elsker og to venner, som må se til, mens hun konfronteres med det omkringliggende og kvælende vildnis, som kryber ind under huden på hende. Hun stikker af fra sine venner og bliver nærmest ét med naturen.

Lidt efter lidt går det op for hende, at hendes søgen efter faren må begynde med en indre rejse og et opgør med fortidens traumer.

MARGARET ATWOOD er canadisk forfatter, litteraturkritiker og miljøaktivist. Op til overfladen er hendes anden roman fra 1972. Den udkom første gang på dansk i 1983.

O P T IL O V E RF LAD EN

POLITIKEN

MA RGA R ET ATWO O D

„Den skal læses, og den skal leves.

Margaret Atwood har så meget at give.“

TIL ORIENTERING NO PRINT

MARGAR ET AT W OOD

OP TIL OVERFLADEN

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

Af samme forfatter: I begyndelsen Tjenerindens fortælling Katteøje Fru Orakel Tip om overlevelse Røverbruden Alias Grace Den spiselige kvinde Prinsesse Prunella og den purpurfarvede pebernød Den blinde morder Oryx og Crake Penelopiaden Syndflodens år MaddAddam Hekseyngel Gileads døtre Inderligt

Content_9788711997260.indd 2

02/02/21 2:37 PM

MARGARET ATWOOD

Op til overfladen På dansk ved Annelise Schønnemann

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711997260.indd 3

02/02/21 2:37 PM

Op til overlfladen er oversat fra engelsk efter Surfacing Copyright © 1972 by O.W. Toad Ltd. Published by arrangement with Curtis Brown All rights reserved Dansk copyright © 2021 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Simon Lilholt/Imperiet ISBN 978-87-11-99726-0 4. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont www.lindhardtogringhof.dk

Content_9788711997260.indd 4

02/02/21 2:37 PM

FØRSTE DEL

Content_9788711997260.indd 5

02/02/21 2:37 PM

Content_9788711997260.indd 6

02/02/21 2:37 PM

KAPITEL 1

Jeg kan ikke fatte jeg igen befinder mig på denne vej, der snor sig af sted forbi søen hvor de hvide birke er ved at dø, sygdommen breder sig op sydfra, og jeg lægger mærke til at de nu lejer vandflyvere ud. Men vi er stadig i nærheden af bygrænsen; vi kom ikke igennem, byen er svulmet så meget op at den har fået en ringvej, det er succes.

Jeg har aldrig betragtet den som en by, men som sidste eller første yderpost, afhængigt af hvad vej vi skulle, en hoben skure og kasser og én hovedgade med en biograf, itz, med det oyale, røde R brændt ud, og to restauranter hvor man serverede identiske, grå hakkebøffer overklistret med muddersovs og dåseærter, vandede og blege som fiskeøjne, og pommes frites der var slørede af fedtstof. Bestil et pocheret æg, sagde min mor, man kan se på kanterne om det er frisk.

I en af de restauranter kravlede min bror ned under bordet engang før jeg blev født, og lod hænderne glide op og ned ad 7

Content_9788711997260.indd 7

02/02/21 2:37 PM

servitricens ben mens hun serverede maden; det var under krigen, og hun havde skinnende, orange rayonstrømper på, han havde aldrig set dem før, min mor gik ikke med dem. Et andet år løb vi gennem sneen over fortovet på bare fødder fordi vi ingen sko havde, de var blevet slidt op om sommeren. Dengang sad vi i bilen med fødderne indsvøbt i tæpper og lod som om vi var sårede. Min bror sagde at tyskerne havde skudt fødderne af os.

Men nu sidder jeg i en anden bil, David og Annas; den har skarpe finner og er stribet af krom, et klodset uhyre fra for ti år siden, han må række ind under instrumentbrættet for at tænde lysene. David siger de ikke har råd til en nyere, hvilket sikkert ikke er rigtigt. Han er en god chauffør, det er jeg klar over, alligevel holder jeg den ene hånd på døren. For at presse imod og for at jeg kan komme hurtigt ud hvis det bliver nødvendigt.

Jeg har kørt i den samme bil med dem før, men på denne vej virker det ikke rigtigt, enten er de tre det forkerte sted, eller også er jeg.

Jeg sidder på bagsædet med rygsækkene; denne her Joe sidder ved siden af mig og tygger på tyggegummi og holder mig i hånden, begge dele får tiden til at gå. Jeg undersøger hånden: håndfladen er bred, de korte fingre strammer grebet og slapper af, mens de piller ved min guldring, drejer den, det er en refleks han har. Han har bondehænder, jeg har bondefødder, det fortalte Anna os. Nu kan alle trylle lidt, hun læser i hånden ved selskaber, hun siger det er en erstatning for samtale. Da hun læste i min sagde hun: ”Har du en tvilling?” Jeg sagde nej. ”Er du sikker?” sagde hun, ”for nogle af linierne er dobbelte.” Pegefingeren fulgte stregerne: ”Du havde en god barndom, men så kommer der den her sjove afbrydelse.” Hun rynkede panden, og jeg sagde jeg bare gerne ville have at vide hvor længe jeg skulle leve, hun kunne springe 8

Content_9788711997260.indd 8

02/02/21 2:37 PM

resten over. Derefter fortalte hun os at Joes hænder var pålidelige men ikke følsomme, og jeg lo, hvilket var en fejl.

Fra siden ligner han bisonen på den amerikanske femcent, lådden og butsnudet, med små, sammenknebne øjne og det trodsige men sindssyge udtryk, som hos en art der engang var dominerende, men nu trues af udslettelse. Det er også sådan han opfatter sig selv: afsat, uretfærdigt. Han ønsker hemmeligt at de ville oprette en slags park for ham, ligesom et fuglereservat.

Smukke Joe. Han kan mærke jeg betragter ham og giver slip på min hånd. Så tager han tyggegummiet ud, pakker det sammen i sølvpapiret og putter det i askebægeret og lægger armene over kors. Det betyder at det ikke er meningen jeg skal iagttage ham; jeg ser fremad.

I de første par timer vi kørte, kom vi gennem udfladede, ko-overdryssede bjerge og løvtræer og døde elme-skeletter, derpå ind i nåletræerne og de tunneler som var blevet sprængt i den lyserøde og grå granit, og de usolide turisthytter, og skiltene hvor der stod PORTEN TIL NORDEN; der er mindst fire byer der påstår de er det. Fremtiden ligger mod nord, det var engang et politisk slagord; da min far hørte det, sagde han at der var ikke andet i norden end fortiden, og den var der heller ikke meget af.

Hvor han end er nu, død eller levende og ingen ved hvilken af delene, laver han ikke længere epigrammer. De har ikke ret til at blive gamle. Jeg er misundelig på dem hvis forældre døde da de var unge, det er nemmere at huske, de forandrer sig ikke. Det var jeg sikker på mine ikke ville, jeg kunne tage af sted og vende tilbage meget senere, og alt ville være det samme. Jeg tænkte på dem som nogen der levede på en anden tid, gik og passede hvad de skulle, lukket trygt inde bag en mur der var lige så gennemsigtig som husblas, mammutter frosset inde i en gletcher. Det 9

Content_9788711997260.indd 9

02/02/21 2:37 PM

eneste jeg skulle gøre var at komme tilbage når jeg var klar, men jeg blev ved med at udsætte det, der ville blive alt for meget der skulle forklares.

Nu passerer vi den sidevej som går ned til den grube amerikanerne hulede ud. Herfra ser den ud som en uskyldig bakke dækket af graner, men de tykke elektriske ledninger der løber ind i skoven, røber den. Jeg har hørt de var taget af sted, det var måske en finte, de kunne sagtens være der endnu, generalerne i betonbunkers og de almindelige soldater i underjordiske boligkomplekser hvor lyset er tændt hele tiden. Der er ingen mulighed for at kontrollere det, for vi får ikke lov at komme ind. Byen indbød dem til at blive, det var godt for omsætningen, de drak en masse. ”Det er der raketterne er,” sagde jeg. Var. Jeg retter det ikke.

David siger: ”Skide fascistiske svineyankeer,” som om han kommer med en bemærkning om vejret.

Anna siger ikke noget. Hendes hoved hviler på ryglænet, de lyse hårspidser vifter i trækken fra sidevinduet som ikke kan lukke rigtigt. Tidligere havde hun sunget House of the Rising Sun og Lili Marlene, begge to flere gange, mens hun prøvede at gøre stemmen guttural og dyb; men det lød som et hæst barns. David åbnede for radioen, han kunne ikke finde noget, vi var mellem to stationer. Da hun var midt i St. Louis Blues begyndte han at fløjte, og hun holdt op. Hun er min bedste ven, min bedste veninde; jeg har kendt hende i to måneder.

Jeg læner mig frem og siger til David: ”Flaskehuset ligger forbi næste sving og til venstre,” og han nikker og sagtner farten. Jeg har fortalt dem det tidligere, jeg regnede med det var den slags ting som ville interessere dem. De er ved at lave en film, Joe laver kameraarbejdet, han har aldrig gjort det før, men David siger de er de nye renæssancemænd, man lærer sig selv hvad man har 10

Content_9788711997260.indd 10

02/02/21 2:37 PM

brug for at lære. Det var hovedsagelig Davids idé, han kalder sig instruktøren; de har allerede forteksterne klar. Han vil gerne have billeder af ting de falder over, tilfældige eksempler kalder han dem, og det kommer filmen også til at hedde: Tilfældige eksempler. Når de har brugt deres beholdning af film op (hvilket var alt hvad de havde råd til; og kameraet er lejet) vil de se på det de har samlet, og omarbejde det. ”Hvordan kan I vide hvad I skal tage med, hvis I ikke allerede ved hvad det handler om?” spurgte jeg David da han beskrev det.

Han gav mig et af sine indviet-til-novice blikke. ”Hvis du lukker sindet på forhånd på den måde, ødelægger du det. Du har brug for at det strømmer.” Anna der stod ovre ved komfuret og målte kaffe af, sagde at alle hun kendte var ved at lave en film, og David sagde at det sgu da ikke betød, at han ikke skulle gøre det. Hun sagde: ”Du har ret, undskyld”; men hun ler ad det bag hans ryg, hun kalder filmen Tilfældige sextempler.

Flaskehuset er lavet af sodavandsflasker der holdes sammen af cement og har flaskebunden udad, grønne og brune i zigzag-mønstre, ligesom dem de lærte os at tegne på indianertelte i skolen; der er en mur rundt om som også er lavet af flasker, ordnet i bogstaver så at de brune siger FLASKE VILLA. ”Fint,” siger David, og de står ud af bilen med kameraet. Anna og jeg kravler ud efter dem; vi strækker armene, og Anna tager en cigaret. Hun har en lilla tunika og hvide bukser med svaj på, der er allerede en plet på dem, olie fra bilen. Jeg sagde til hende hun skulle tage cowboybukser eller sådan noget på, men hun siger hun ser tyk ud i dem. ”Hvem har lavet det, bevar mig vel, tænk på alt det arbejde,” siger hun, men jeg ved ikke andet om det end at det altid har ligget der, og at den indfiltrede, sorte gransump rundt om det får det til 11

Content_9788711997260.indd 11

02/02/21 2:37 PM

at se endnu mere usandsynligt ud, et meningsløst monument for en eller anden sær person i landflygtighed eller måske en frivillig eneboer ligesom min far, der har valgt denne sump fordi det var det eneste sted han kunne opfylde sin livslange drøm om at leve i et hus af flasker. Inden for muren er der et forsøg på en græsplæne og et bed med orange, kvastede morgenfruer. ”Mægtigt,” siger David, ”virkelig godt,” og han lægger armen om Anna og giver hende et kort klem for at vise han er glad, som om hun på en eller anden måde er ansvarlig for flaskevillaen. Vi sætter os ind i bilen igen.

Jeg ser på sidevinduet som om det er en fjernsynsskærm. Der er ikke noget jeg kan genkende før vi når grænsen, afmærket med det skilt som siger BIENVENUE på den ene side og WELCOME på den anden. Der er skudhuller i skiltet, de ruster rødt i kanterne. De har altid været der, om efteråret bruger jægerne det til at skyde til måls efter; ligegyldigt hvor mange gange de erstatter det eller maler det, kommer skudhullerne igen, som om de ikke bliver lavet der, men vokser ved en slags indre logik eller smitte, ligesom mug eller bylder. Joe vil gerne filme skiltet, men David siger: ”Arh, hvorfor det?”

Nu er vi på min hjemmebane, fremmed territorium. Min hals snører sig sammen, som den lærte at gøre da jeg opdagede at folk kunne sige ord som gik ind i ørerne på mig og ikke betød noget. At være døvstum ville være nemmere. De kort med håndalfabetet på som de stikker frem mod én når de gerne vil have en kvartdollar.

Alligevel ville man blive nødt til at lære at stave.

Den første lugt er møllen, savsmuld, der er dynger af det i gården med de stablede træplader. Træmassen kommer et andet sted hen i papirmøllen, men de større træstammer samles i et aflukke på floden, en ring af træstammer som er lænket sammen, mens de 12

Content_9788711997260.indd 12

02/02/21 2:37 PM

løse stammer skubber til hinanden indenfor; de kommer ned til saven via en larmende slisk oppe i luften, det er ikke blevet lavet om. Bilen kører under den, og vi snor os op i en lille arbejderby, nydeligt planlagt med offentlige blomsterbede og et springvand fra det attende århundrede midt i, stendelfiner og en kerub som mangler noget af ansigtet. Det ligner en kopi, men det kan godt være den er ægte.

Anna siger: ”Arv, sikke et flot springvand.” ”Firmaet har bygget det hele,” siger jeg, og David siger: ”Rådne kapitalistsvin” og begynder igen at fløjte.

Jeg siger han skal dreje til højre, og det gør han. Her burde vejen være, men i stedet er der et ramponeret, ternet skilt, vejen er spærret. ”Hvad nu,” siger David.

Vi tog ikke noget kort med fordi jeg vidste vi ikke fik brug for et. ”Jeg bliver nødt til at spørge,” siger jeg, så han bakker bilen ud og vi kører ned ad hovedgaden indtil vi kommer til en hjørnebutik, blade og slik. ”De må mene den gamle vej,” siger kvinden med kun en anelse accent. ”Den har været lukket i årevis, I skal tage den nye.” Jeg køber fire vaniljeis fordi det er ikke meningen man skal spørge uden at købe noget. Hun huler ned i paptromlen med en metalske. Tidligere fik man isen indrullet i papir, som de så skrællede af som bark og trykkede de korte isstammer ned i vaflerne med tommelfingeren. Det må være gået af mode.

Jeg går tilbage til bilen og fortæller David hvilken vej han skal køre. Joe siger han bedre kan lide chokolade.

Intet er det samme, jeg kender ikke vejen længere. Jeg lader tungen glide rundt om isen, prøver at koncentrere mig om den, de kommer tang i den nu, men jeg er ved at begynde at 13

Content_9788711997260.indd 13

02/02/21 2:37 PM

ryste, hvorfor er vejen anderledes, det skulle han ikke have givet dem lov til, jeg vil helst vende om og tage tilbage til byen og aldrig finde ud af hvad der er sket med ham. Jeg vil komme til at græde, det ville være forfærdeligt, ingen af dem ville vide hvad de skulle gøre, og det ville jeg heller ikke. Jeg bider ned i vaflen og jeg kan ikke føle noget et øjeblik andet end den knivskarpe smerte op ad siden af ansigtet. Bedøvelse, det er én teknik: hvis det gør ondt, så opfind en smerte. Jeg har det udmærket.

David bliver færdig med sin vaffel, smider den papsmagende spids ud ad vinduet og starter bilen. Vi kører gennem den del som har bredt sig ud fra byen siden jeg var her, nybyggede firkantede bungalower ligesom dem i byen bortset fra den lyserøde og pastelblå pynt, og et par aflange skure længere fremme, tagpap og uhøvlede brædder. En klynge børn leger i det våde mudder som gør det ud for græsplæner; de fleste af dem er klædt i tøj som er for stort til dem, og det får dem til at se ud som om de er hæmmet i væksten. ”De må kneppe meget her,” siger Anna, ”det er vel kirken.” Så siger hun: ”Er jeg ikke skrækkelig.”

David siger: ”Det sande nord, stærkt og frit.”

Bag ved husene rækker to større børn med mørkt ansigt blikdåser frem mod bilen. Måske hindbær.

Vi kommer til den benzintank hvor kvinden sagde vi skulle dreje til venstre, og David stønner af fryd: ”Kære venner, se der,” og de vælter ud som om det vil slippe væk hvis de ikke er hurtige nok. Det de er efter er de tre udstoppede elsdyr på en tribune nær ved benzinpumperne: de er klædt på i mennesketøj og har ståltråd i så at de står på bagbenene, en far-elg med trenchcoat og pibe, en mor-elg i blomstret kjole og hat med blomster og en 14

Content_9788711997260.indd 14

02/02/21 2:37 PM

lille drenge-elg med korte bukser, stribet bluse og baseballkasket og viftende med det amerikanske flag.

Anna og jeg følger efter. Jeg går hen bag ved David og siger: ”Skal du ikke have benzin,” han bør ikke bruge elsdyrene uden at betale, ligesom toiletterne er de her for at trække kunder til. ”Åh, se,” siger Anna og hendes hånd kommer op foran munden, ”der er én til på taget,” og det er der, en lille pige-elg med flæsekjole og blond paryk med fletninger, og hun holder en rød parasol i den ene klov. Hende får de også. Ejeren af tankstationen står bag ved sit udstillingsvindue af spejlglas i sin undertrøje og skuler ad os gennem støvlaget.

Da vi sidder i bilen igen, siger jeg som om jeg forsvarede mig: ”De var der ikke før.” Anna drejer hovedet mod mig, min stemme må lyde mærkelig. ”Før hvad?” siger hun.

Den nye vej er brolagt og lige, to baner med en linie ned langs midten. Den er allerede ved at samle vartegn, et par reklameskilte, et krucifiks ved vejsiden med en Kristus af træ hvor ribbenene rager frem, den fremmede gud, så mystisk for mig som nogen sinde. Nedenunder er der et par syltetøjskrukker med blomster, margeritter og rød høgeurt og de hvide man kan tørre, blomsterranker, evighedsblomster, der må have været sket et biluheld.

Indimellem krydser den gamle vej os; det var en jordvej, fuld af buler og huller, den fulgte terrænets kurver, op og ned ad bakker og rundt om skrænter og kampestene. De plejede at køre så hurtigt som muligt på den, deres far kendte hver tomme af den og kunne (sagde han) køre ad den med bind for øjnene, hvilket var hvad det ofte virkede som om de gjorde, når de kom masende 15

Content_9788711997260.indd 15

02/02/21 2:37 PM

op forbi de skilte hvor der stod PETITE VITESSE og styrtede ned over elevatorkanterne og klemte sig forbi klippestykkerne, GARDEZ LE DROIT, med tudende horn; de øvrige havde haget sig fast inde i bilen og blev mere og mere køresyge til trods for de pebermyntetabletter moderen uddelte, og til sidst kastede de svimmelt op i vejkanten, blå asters og lyserød gederams, hvis han kunne nå at standse, eller ud ad bilvinduet hvis han ikke kunne, eller i papirsposer, han forudså nødsituationer, hvis han havde travlt og slet ikke ville standse.

Det går ikke, jeg kan ikke kalde dem ”de” som om de var en andens familie: Jeg må afholde mig selv fra at fortælle den historie. Men alligevel, når jeg ser den gamle vej bølge af sted i det fjerne gennem træerne (hvor hjulspor og stier allerede er blevet utydelige af græs og unge træer, den forsvinder snart) får det mig til at lede i tasken efter de pebermyntetabletter jeg har taget med.

Men der er ikke længere brug for dem, også selv om den nye vej går over til at blive grus i stedet for asfalt (”må have valgt den forkerte fyr ved sidste valg,” siger David for sjov) og den kendte lugt af vejstøv der damper bag ved og rundt om os blander sig med bilens lugt af benzin og indtræk. ”Troede du sagde det blev slemt,” siger David over skulderen, ”det er overhovedet ikke slemt.” Vi er næsten allerede ved landsbyen, de to veje løber sammen her men gjort bredere – klippen sprængt væk, træer væltet med bulldozer, rødder op i luften, nåle der bliver røde – forbi den flade skrænt hvor valgplakaterne bliver malet over igen og igen, nogle falmede og ulæselige, andre frisk gule og hvide: VOTEZ GODET, VOTEZ OBRIEN, sammen med hjerter og initialer og ord og reklamer: SALADA TE, BLUE MOON HYTTER 800 m, QUÉBEC LIBRE, OP I RØVEN, BUVEZ COCA COLA GLACÉ, JESUS FRELSER, en blanding 16

Content_9788711997260.indd 16

02/02/21 2:37 PM

af krav og sprog, et røntgenbillede af det ville være distriktets fuldstændige historie.

Men de har snydt, vi er her for tidligt, og jeg føler mig berøvet noget, som om jeg ikke rigtigt kan komme hertil medmindre jeg har lidt; som om det første glimt af søen, som vi nu kan se, blå og kølig som forløsningen, skulle være gennem tårer og et slør af opkast.

Content_9788711997260.indd 17

02/02/21 2:37 PM

Content_9788711997260.indd 18

02/02/21 2:37 PM

KAPITEL 2

Vi buldrer ned ad den sidste bakke med gruset smældende på undervognen, og pludselig er der noget som ikke burde være her. MOTEL, BAR BIÉRE BEER står der på skiltet, endda neon, der er nogen der gør et forsøg; men det nytter ikke, der er ingen biler parkeret udenfor, og skiltet med LEDIGE VÆRELSER er fremme. Bygningen er som ethvert andet billigt motel, lang, grå gips med aluminiumsdøre; jorden rundt om den er stadig knoldet og uforarbejdet, endnu ikke overbevokset med ukrudt. ”Lad os få et par stykker,” siger David, til Joe; han har allerede drejet bilen.

Vi går hen mod døren, men så standser jeg, det er det bedste sted at skilles fra dem og sige: ”Gå I ind og få en øl eller noget, jeg kommer tilbage om en halv time.” ”Det er i orden,” siger David. Han ved hvad man skal undgå.

19

Content_9788711997260.indd 19

02/02/21 2:37 PM

”Vil du gerne have jeg går med?” tilbyder Joe, men da jeg siger nej, glimter lettelsen gennem hans skæg. De forsvinder alle tre gennem trådnetdøren til baren og jeg går resten af vejen ned ad bakken.

Jeg kan godt lide dem, jeg stoler på dem, jeg kan ikke komme i tanker om andre jeg bedre kan lide, men lige nu ville jeg ønske de ikke var der. Selv om de er nødvendige: David og Annas bil var den eneste måde jeg kunne klare det på, der er ingen bus og intet tog og jeg tomler den aldrig. De gør mig en tjeneste, hvilket de camouflerede ved at sige det blev sjovt, de kan godt lide at rejse. Men den grund jeg har til at være her gør dem forlegne, de forstår den ikke. De har alle for længe siden slået hånden af forældrene, sådan som man bør gøre: Joe omtaler aldrig sin far og mor, Anna siger hendes ikke var andet end nogle mennesker, og David kalder sine Svinene.

Der var engang en overdækket bro her, men det var for langt mod nord til at være malerisk. De rev den ned tre år før jeg tog af sted, for at forbedre dæmningen, og erstattede den med den betonbro som nu er her; enorm, monumental tårner den sig op over landsbyen. Det er dæmningen som styrer søen: for tres år siden hævede de vandspejlet, så at de, hver gang de ville skylle træstammerne ned ad den snævre udløbsflod til møllen, havde vandkraft nok. Men de skover ikke meget her mere. Der er nogle mænd som arbejder med at holde jernbanen ved lige, ét godstog om dagen; et par familier bestyrer forretningerne, den lille hvor de plejede at tale engelsk, den anden hvor de ikke ville. Resten tager sig af turisterne, forretningsmænd i ternede skjorter der stadig har skarpe folder fra cellofanpakkerne, og koner, hvis de kommer, der sidder to og to på de trådnet-beskyttede, fluesikrede verandaer til etværelseshytterne og beklager sig til hinanden, mens mændene leger fiskere.

20

Content_9788711997260.indd 20

02/02/21 2:37 PM

Jeg gør holdt for at læne mig over rækværket på flodsiden.

Sluseportene er åbne, de skumfarvede og brune hvirvler vælter over klippestykkerne, lyden bruser. Lyden er noget af det første jeg kan huske, det var det som advarede dem. Det var nat, jeg lå på bunden af kanoen; de var taget af sted fra landsbyen, men der var opstået tæt tåge, så tyk at de næsten ikke kunne se vandet. De fandt kystlinien og fulgte den; der var dødsens stille, de kunne høre hvad de mente var ulvehylen, dæmpet af skoven og disen, det betød at de var sejlet i den rigtige retning. Så kom den strømmende lyd af hvirvlerne og de så hvor de var, lige da strømmen greb dem. De sejlede baglæns, det var landsbyens hunde der hylede.

Hvis kanoen var kæntret, ville vi være blevet slået ihjel, men de var rolige, de opførte sig ikke som om der var fare; det som blev i mit hoved var kun tågens hvidhed, den tyste lyd af vand der bevægede sig og den vippende bevægelse, fuldkommen sikkerhed.

Anna havde ret, jeg havde en god barndom; det var midt under krigen, plettede grå ugerevyer jeg aldrig så, bomber og koncentrationslejre, lederne der brølede til hoben inde fra deres uniformer, smerte og nytteløs død, flag der smældede i takt med nationalsangene. Men det vidste jeg ikke noget om før senere, da min bror fandt ud af det og fortalte mig det. Dengang føltes det som fred.

Nu er jeg i landsbyen, går igennem den, venter på at nostalgien skal slå ned, på at denne klynge ubestemmelige bygninger skal oplyses af et indre lys som en julekrybbe man tænder for, som den så ofte er blevet det i erindringen; men der sker intet.

Den er ikke blevet større, nu om dage flytter børnene sikkert ind til byen. De samme toetages træhuse med tallerkensmækkere i vindueskarmene og kanthuggede taghjørner, brogede snore med vasketøj hængende ned som halerne på drager; selv om 21

Content_9788711997260.indd 21

02/02/21 2:37 PM

nogle af husene er smartere og har skiftet farve. Den hvide dukkehuskirke oppe på klippesiden er forsømt, malingen skaller af og et vindue er gået i stykker, den gamle præst må være væk.

Det jeg mener er død.

Nede ved bredden er der en masse både fortøjet ved distriktsbroen, men der er ikke mange biler parkeret: flere både end biler, en dårlig sæson. Jeg prøver at finde ud af hvilken af bilerne der er min fars, men da jeg lader blikket glide over dem, bliver jeg klar over at jeg ikke længere ved hvilken slags bil han ville køre i.

Jeg er kommet hen til det sted hvor man skal dreje ned til Paul, en ujævn jordsti med hjulspor efter bildæk; den krydser jernbanesporene og fortsætter gennem en sumpet mark hvor der er lagt træstammer side om side over de bløde steder. Et par kvægmyg indhenter mig, det er juli, yngletiden er forbi, men som sædvanlig er der nogen tilbage.

Vejen går opad og jeg med den, langs med bagsiden af de huse Paul byggede til sin søn og svigersøn og sin anden søn, klanen. Pauls er det oprindelige, gult med brun udsmykning, i lavstammet landlig stil; selv om det ikke er på landet her, det er mest klippegrund, og der hvor der er jord er den tynd og sandet.

Det nærmeste Paul nogen sinde var på at være landmand var at have en ko, dræbt af mælkeflasken. Skuret hvor den og hestene engang boede er nu garage.

I rydningen bag ved huset dvæler to biler fra halvtredserne, en lyserød og en rød, hævet op på træklodser, ingen hjul; spredt rundt om dem er de rustende rester af ældre biler: ligesom min far gemmer Paul alt hvad der kan bruges. Huset har føjet en spids konstruktion til ligesom et kirkespir, lavet af tidligere bildele som er svejset sammen; ovenpå er der en fjernsynsantenne, og ovenpå den er der en lynafleder.

22

Content_9788711997260.indd 22

02/02/21 2:37 PM

Paul er hjemme, han er i køkkenhaven på siden af huset. Han retter sig op og kigger på mig, hans ansigt så læderagtigt og tilbageholdende som altid, som en lukket kuffert; jeg tror ikke han ved hvem jeg er. ”Bonjour monsieur,” siger jeg da jeg står ved stakittet. Han tager et skridt hen mod mig, stadig vagtsom, og jeg siger: ”Kan De ikke huske mig,” og smiler. Igen den kvælende fornemmelse, halslammelse; men Paul taler engelsk, han har været udenfor. ”Det var vældig pænt af Dem at skrive.” ”Åh,” siger han, genkender mig ikke, men udleder hvem jeg må være, ”bonjour”, og så smiler han også. Han folder hænderne foran sig som en præst eller en porcelænsmandarin; han siger ikke andet. Vi står der på hver sin side af stakittet med ansigtet stivnet i velmenende kurver, munden smilende som en parentes, indtil jeg siger: ”Er han kommet tilbage?”

Ved den bemærkning falder hans hage ned og hovedet vipper på halsen. ”Åh. Nej.” Han kigger sidelæns, anklagende ned på en kartoffelplante nær sin venstre fod. Så ryger hovedet op igen og han siger muntert: ”Ikke endnu, vel? Men måske snart. Deres papa, han kender vildmarken.”

Madame er dukket op i køkkendøren, og Paul taler med hende på det nasale, fordrejede fransk jeg ikke kan tyde, fordi jeg kun lærte nogle få tidlige ord i skolen. Folkesange og julesange, og fra de større klasser er udenadlærte afsnit af Racine og Baudelaire ingen hjælp for mig her. ”De må komme ind,” siger han til mig, ”og få en te,” og han bøjer sig og løsner krogen på trælågen. Jeg går frem mod døren hvor Madame står og venter på mig med hænderne rakt frem til velkomst, smilende og sørgmodigt rystende på hovedet som om jeg uden egen skyld er fortabt.

23

Content_9788711997260.indd 23

02/02/21 2:37 PM

Madame laver teen på et nyt elektrisk komfur; der hænger en blå keramik-madonna med lyserødt barn over det; da jeg fangede et glimt af komfuret på min vej gennem køkkenet følte jeg mig forrådt, hun skulle være forblevet tro mod sit brændekomfur. Vi sidder på den afskærmede veranda med udsigt over søen og balancerer med tekopperne og gynger side om side i tre gyngestole; jeg har fået butikspuden som har en broderet udsigt over Niagara Falls. Den sorte og hvide collie, enten nøjagtig den samme jeg plejede at være bange for eller også dens afkom, ligger på det flettede tæppe ved vore fødder.

Madame, der har samme tykkelse hele vejen ned, har en lang kjole på og sorte strømper og et blomstret forklæde med smæk, Paul har højlivede bukser med seler, oprullede flonelsskjorteærmer.

Jeg er irriteret på dem fordi de i den grad ligner træskærerfigurer, den franske kolonisttype som de sælger i turistbutikkerne med kunsthåndværk; men det er selvfølgelig omvendt, det er træskærerfigurerne som ligner dem. Jeg gad vide hvad de synes jeg ligner, det kan være de synes mine cowboybukser og min sweatshirt og frynsede skuldertaske er mærkelige, måske umoralske, selv om den slags muligvis er mere almindeligt i landsbyen efter turisterne og fjernsynet; desuden kan man tilgive mig, fordi min familie af omdømme var underlig såvel som anglais.

Jeg løfter koppen, de holder nervøst øje med mig: det er bydende nødvendigt at jeg omtaler teen. ”Très bon,” lykkes det mig at få frem i retning af Madame. ”Délicieux.” Tvivlen griber mig, det kan være thé er hunkøn.

Det jeg sidder og husker er de visitter min mor blev nødt til at aflægge Madame mens min far besøgte Paul. Min far og Paul var udenfor og snakkede om både eller motorer eller skovbrande eller en af deres udflugter, og min mor og Madame sad indenfor 24

Content_9788711997260.indd 24

02/02/21 2:37 PM

i gyngestolene (min mor med Niagara Falls-puden) hvor de med den bedste vilje prøvede at konversere. Ingen af dem kunne mere end fem ord af den andens sprog, og efter de indledende bonjours hævede begge altid ubevidst stemmen som om de talte til en døv. ”Il fait beau,” råbte min mor så, uanset hvordan vejret var, og Madame smilede bredt og anstrengt og sagde: ”Pardon? Ah, il fait beau, oui, il fait beau, ih ja.” Når hun var gået i stå tænkte de begge så det knagede, mens stolene gyngede. ”Hvordan De har det?” hvinede Madame så, og min mor sagde efter at have tydet det: ”Fint, jeg har det fint.” Så gentog hun spørgsmålet: ”Hvordan har De det, Madame?” Men Madame kendte ikke svaret, og begge plejede så, stadig smilende, at kigge stjålent ud gennem trådnettet for at se om mændene nu kom for at redde dem.

I mellemtiden var min far ved at give Paul de kålhoveder eller ribbebønner han havde haft med fra haven, og Paul tog til genmæle med tomater og salathoveder fra sin. Eftersom der voksede det samme i deres haver, var denne udveksling af grøntsager rent rituel: efter at den havde fundet sted, vidste vi at besøget var officielt forbi.

Madame sidder nu og rører rundt i sin te mens hun sukker.

Hun siger noget til Paul og Paul siger: ”Deres mor, hun var en god kvinde, Madame siger det er meget trist; og så ung.” ”Ja,” siger jeg. Mor og Madame var omtrent på samme alder, og ingen ville kalde Madame ung; men min mor blev heller aldrig tyk ligesom Madame.

Jeg besøgte hende på hospitalet, hvor hun først gik med til at blive kørt hen da hun ikke længere kunne gå; det fortalte en af lægerne mig. Hun må have skjult smerten i ugevis, narret min far til at tro det kun var en af hendes sædvanlige hovedpiner, det ville 25

Content_9788711997260.indd 25

02/02/21 2:37 PM

være hendes form for løgn. Hun afskyede hospitaler og læger; hun må have været bange for at de ville eksperimentere med hende, holde hende i live så længe de kunne med rør og nåle, også selv om det var det de kalder terminalt, det er det altid i hovedet; og det var faktisk hvad de gjorde.

De havde hende på morfin, hun sagde der flød edderkoppespind i luften foran hende. Hun var meget tynd, meget ældre end jeg nogen sinde havde troet det muligt, huden stram over den buede ørnenæse, hænderne på lagnet krummede som kløer der klynger sig til en pind. Hun kiggede på mig med klare, tomme øjne. Det kan godt være, hun ikke vidste hvem jeg var: hun spurgte mig ikke hvorfor jeg var rejst eller hvor jeg havde været, selv om hun måske ikke ville have spurgt om det alligevel, fordi hun følte hvad hun altid havde følt, at personlige spørgsmål var uforskammede. ”Jeg kommer ikke til din begravelse,” sagde jeg. Jeg måtte læne mig tæt ned til hende, da hun ikke kunne høre på det ene øre nu.

Jeg ville have hun på forhånd skulle forstå og billige det. ”Jeg har aldrig brudt mig om dem,” sagde hun til mig, et ord ad gangen. ”Man skal have hat på. Jeg bryder mig ikke om spiritus.”

Hun må have talt om kirken eller cocktailparties. Hun løftede hånden, langsomt som om det var gennem vand, og følte sig oven på hovedet; der var en tot hvidt hår der strittede lige i vejret. ”Jeg fik ikke løgene i jorden. Er der sne udenfor?”

På natbordet sammen med blomsterne, krysantemumer, så jeg hendes dagbog; hun førte en hvert år. Det eneste hun noterede var en liste over vejret og det arbejde som var udført den dag: ingen overvejelser, ingen følelser. Hun konsulterede den når hun ville sammenligne årene, afgøre om foråret havde været tidligt eller sent, om det havde været en våd sommer. Jeg blev vred over at se den i det vinduesløse værelse hvor den ikke var til nogen nytte; 26

Content_9788711997260.indd 26

02/02/21 2:37 PM

jeg ventede til hendes øjne var lukkede og puttede den i min skuldertaske. Da jeg kom udenfor bladede jeg den igennem, jeg troede der kunne være noget om mig, men bortset fra datoerne var siderne blanke, hun havde opgivet for flere måneder siden. ”Gør hvad du synes er bedst,” sagde hun bag lukkede øjne. ”Er der sne?”

Vi gynger lidt mere. Jeg vil gerne spørge Paul om min far, men det er ham som burde begynde, han må have nyheder at fortælle.

Måske undgår han det; eller måske er han taktfuld og venter indtil jeg er parat. Endelig siger jeg: ”Hvad skete der med ham?”

Paul trækker på skuldrene. ”Han er bare rejst,” siger han. ”Jeg tager derhen en dag for at besøge ham, døren er åben, bådene er der, jeg tror han måske er ude et sted i nærheden og venter lidt. Næste dag tager jeg tilbage, alt er ligesådan, jeg begynder at blive bekymret, hvor er han, jeg ved det ikke. Så jeg skriver til Dem, han har ligget Deres caisse postale og nøglerne, jeg låser af.

Hans bil hun er her, hos mig.” Han gør en bevægelse ud mod dét bagved, garagen. Min far stolede på Paul, han sagde Paul kunne bygge hvad som helst og reparere alt. De blev engang overrasket af et uvejr med heftig regn der varede tre uger; min far sagde at hvis man kunne tilbringe tre uger i et vådt telt med en mand uden at slå ham ihjel eller selv blive slået ihjel af ham, så var det en god mand. Paul beviste for ham hans eget ideal om den enkle tilværelse; men for Paul var anakronismen påtvunget, han havde aldrig valgt den. ”Har De kigget på øen?” siger jeg. ”Hvis bådene er der kan han ikke være taget væk fra øen.” ”Jeg kigger, jo,” siger Paul, ”jeg siger til politiet nede ad vejen, de ser sig om, ingen finder ingenting. Er Deres mand her også?” spørger han uden sammenhæng.

27

Content_9788711997260.indd 27

02/02/21 2:37 PM

”Ja, han er her,” siger jeg og hopper over løgnen, selv i mine tanker. Det han mener er at en mand burde ordne sagen; Joe må gøre det ud for min mand. Min status er et problem, de tror åbenbart jeg er gift. Men jeg er i sikkerhed, jeg har min ring på, jeg har aldrig smidt den væk, den er nyttig til damer der lejer værelser ud. Jeg sendte mine forældre et postkort efter brylluppet, de må have omtalt det til Paul; det, men ikke skilsmissen. Det hører ikke med til ordforrådet her, der er ingen grund til at gøre dem ude af det.

Jeg venter på at Madame skal spørge til barnet, jeg er forberedt, vågen, jeg vil fortælle hende at jeg lod ham blive i byen; det ville være fuldkommen sandt, det var bare en anden by, han har det bedre hos min mand, min tidligere mand.

Men Madame omtaler det ikke, hun løfter endnu et stykke sukker op fra bakken ved siden af sig, og han trænger sig ind, over for mig, en café, ikke i byen men ved vejen, på vej til eller fra et eller andet sted, et mål eller møde. Han piller reklamepapiret af sukkeret og lader en firkant falde ned i koppen, jeg sidder og snakker og hans mund bliver overbærende, det må have været før barnet. Han smiler og jeg smiler også og tænker på den skive agurkepickles som sad fast øverst på hans clubsandwich. En rund, historisk mindeplade, på en supermarkedmur eller parkeringsplads som markerer det sted hvor en bygning engang lå, hvor en begivenhed af ringe betydning engang fandt sted, latterligt. Han lægger hånden over min, det prøver han ret meget, men han er nem at slippe af med, nemmere og nemmere. Jeg gider ikke høre på ham, jeg skifter problemer.

Jeg nipper til teen og gynger, ved mine fødder rører hunden på sig, søen nedenfor skælver i vinden der er ved at blæse op.

Min far er altså simpelthen forsvundet, sporløst ud i ingenting.

28

Content_9788711997260.indd 28

02/02/21 2:37 PM

Da jeg fik Pauls brev – ”Deres far er væk, ingen kan finde ham” – virkede det utroligt, men det lader til at passe.

Der plejede at hænge et barometer på verandavæggen, et træhus med to døre og en mand og en kvinde som boede indeni.

Når det skulle være godt vejr kom kvinden i sin lange nederdel og forklæde ud af døren, når det skulle blive regnvejr gik hun ind og manden kom ud med en økse. Da det første gang blev forklaret for mig troede jeg at de dirigerede vejret i stedet for bare at reagere på det. Nu leder mine øjne efter huset, jeg har brug for en forudsigelse, men det er der ikke. ”Jeg tror jeg tager ned til søen,” siger jeg.

Pauls løfter hænderne med håndfladerne udad. ”Vi ser allerede to, tre gange.”

Men der må være noget, de har overset. Jeg har på fornemmelsen det bliver anderledes hvis jeg selv kigger. Når vi kommer derhen vil min far sikkert være kommet tilbage fra hvor han nu har været, han sidder i hytten og venter på os.

Content_9788711997260.indd 29

02/02/21 2:37 PM

CMYK

CMYK

„Den skal læses, og den skal leves.

Margaret Atwood har så meget at give.“ WEEKENDAVISEN

„Beskrivelsen af hovedpersonens bevægelse ned i sig selv og ud i naturen er enestående. Margaret Atwood skriver en lyrisk symbolmættet prosa, med præcise billeder for sindstilstande.“ POLITIKEN

„Margaret Atwood har skabt en fremragende fortælling.“ INFORMATION

I CANADAS VILDE NATUR vender en ung kvinde tilbage til sin barndomsø for at finde sin far, som er forsvundet sporløst. Med sig har hun sin elsker og to venner, som må se til, mens hun konfronteres med det omkringliggende og kvælende vildnis, som kryber ind under huden på hende. Hun stikker af fra sine venner og bliver nærmest ét med naturen.

Lidt efter lidt går det op for hende, at hendes søgen efter faren må begynde med en indre rejse og et opgør med fortidens traumer.

MARGAR ET AT W OOD

OP TIL OVERFLADEN

MARGARET ATWOOD er canadisk forfatter, litteraturkritiker og miljøaktivist. Op til overfladen er hendes anden roman fra 1972. Den udkom første gang på dansk i 1983.

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF