Pantomime - læseprøve

Pantomime Copyright © Annika von Holdt og Lindhardt og Ringhof Forlag, 2012 Omslagslayout: Peter Stoltze Bogen er sat med Berkeley hos Lymi DTP-service Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-41666-2 1. udgave, 1. oplag 2012 Printed in Latvia 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Pantomime.indd 4

05/07/12 10.22

I

offentlighedens øjne scorer jeg højt på tosse-o-meteret.

Medierne har med deres udpenslede historier og hang til det makabre gjort mig til indbegrebet af alt, hvad der er ondt og grusomt, og folk er i almindelighed enige om, at de har ret. Jeg er bedst kendt som galning, psykopat og uhyre.

Mit rigtige navn er Sharon Crane, men du kan kalde mig, hvad du vil. Lige i øjeblikket siger jeg, at det er Claire Bessette, hvis nogen spørger.

Jeg har været død i to år; gemt af vejen i seksogtredive kubikmeter eneværelse med et ammoniakstinkende lokum, stålforstærket jerndør uden håndtag, tremmer for vinduerne og udsigt til en solsveden mark, varmere end helvedes forgård.

Men jeg håber ikke, at jeg behøver at være død resten af mine dage.

Jeg havde et godt liv, før den skelsættende begivenhed, der knuste min tilværelse og slukkede lyset i min sjæl: en dejlig familie, et spændende arbejde, et par millioner i fast ejendom og et beløb af nogenlunde samme størrelse stukket til side til en regnvejrsdag, hvilket er godt det samme, for det øser ned i bibelske proportioner, og jeg kan ikke få fat i en eneste krone.

Jeg var et lykkeligt menneske – måske strejfede tanken mig af og til, at jeg ikke altid var fuldkommen lykkelig, men dog generelt taknemmelig og tilfreds med det, jeg havde 9

Pantomime.indd 9

05/07/12 10.22

syntes var en meningsfuld tilværelse, og jeg havde aldrig fortrudt de valg, jeg havde truffet.

Claire Bessette er uden fortid og oprindelse – sandsynligvis også uden fremtid – og fuldstændig anonym, uden det lange røde hår, så jeg har klippet det kort og farvet det platinblond.

Mit ansigt er ikke nogen belastning. Jeg ligner en hvilken som helst anden gennemsnitlig amerikansk 39-årig kvinde, du møder på gaden; små 60 kilo fordelt på 172 centimeter i jeans og T-shirt. Jeg skiller mig ikke ud, i hvert fald ikke på udseendet.

Inden jeg rystede medicintågerne af mig, kom til bevidst­ hed og skiftede navn, havde speciallæger i snart to år forsøgt at pille min hjerne fra hinanden for at komme ind i min sjæl. Men enten har jeg ikke nogen sjæl, eller også havde de bare ikke det rigtige værktøj til at bryde ind med, for de fandt den aldrig.

De havde heller ikke de rigtige faciliteter til at holde mig indespærret på stedet for de kriminelle sindssyge, mellem galninge og uhyrer, hvor jeg afsonede en livstidsstraf for overlagt mord af “særlig grusom” karakter. Og det eneste, de lærte om mig i Georgia State Medical Prison, var, at man aldrig skal vende ryggen til en livstidsfange, som ikke har taget sin daglige dosis kemikalier.

Jeg er ikke personlighedsspaltet og hører ikke stemmer eller sådan noget, og inden du bestiller tossevognen til mig, så lad os lige få én ting på det rene: Jeg har heller ikke dræbt nogen. Men jeg kan ikke love, at jeg ikke vil gøre det.

For to uger siden holdt jeg i smug op med at tage den lægeordinerede dosis neonorange “vitaminer”, der bar prægningen “GG/407/50”, og som jeg og de andre indsatte i Correctional Center 10 fik serveret til morgenmad (selvom det havde været billigere, hurtigere og mere effektivt at strø arsenik på vores havregrød). De fik ikke “vitaminer” i Center 1-9 og havde heller ikke polstrede vægge og fikseringsrum 10

Pantomime.indd 10

05/07/12 10.22

med spændetrøjer. Det vidste jeg, fordi jeg var blevet overført fra Center 2 halvandet år forinden.

I modsætning til de andre søvngængere i Center 10, som havde kæberne hængende nede på halsen, og som for de flestes vedkommende ikke havde nogen skoleuddannelse, så havde jeg én – endog en temmelig lang en af slagsen – og en udmærket erindring om, hvad jeg havde lært. Og jeg kendte Thorazine på farven.

Thorazine-tabletter, eller Chlorpromazine Hydrochloride for kendere, er små og neonorange og virker som en kemisk lobotomi; de slår tiden ihjel og slår enhver ihjel med tiden.

Og det var den slags “vitaminpiller”, de var begyndt at bruge til at sløre min hjerne og dæmpe det, de kaldte min uro og angst, men som i virkeligheden var vrede og frustration over, at ingen ville høre på mig.

Det var, som om de var døve alle sammen, så jeg måtte – jeg var nødt til – at tage sagen i egen hånd, hvis jeg ville gøre mig forhåbninger om ikke at ende mine dage som en ynkelig skygge af mig selv, der i klare øjeblikke flæber over, at livet har vasket gulv med mig.

Og det lille hverdagsmirakel, jeg behøvede, kom om mor­ genen den 13. august i infirmeriet, da vagthavende psykia­trisk overlæge – jeg har fortrængt hans navn – fik et hjerteslag og assisterende ECT-sygeplejerske Anna Harvey fik mere end nok at gøre med at yde førstehjælp.

Jeg efterlod Anna Harvey i et klædeskab i infirmeriets per­ sonalegarderobe med et gummibidestykke stoppet i mun­den, en lille bule i baghovedet og tomme lommer. Jeg fiske­de i hast 260 dollars op af den gode overlæges skjortelomme (som jeg sandsynligvis kommer til at betale tilbage med evighedsrenter), hvorefter jeg lod ham ligge bevidstløs på gulvet i det, der igennem den fortættede luft af desinfektionsmidler, medicin og sved umiskendeligt stank som hans tarmindhold.

Anna Harvey var ellers en af de flinke, og dem var der 11

Pantomime.indd 11

05/07/12 10.22

ikke så mange af i dette dødens venteværelse. Hun sendte mig altid et svagt smil, som om hun forstod, inden hun satte strøm til min hjerne, og jeg håber, hun tilgiver mig, men hun var på det forkerte hold. Og måske forstod hun heller ingenting. Hvorom alting er, kunne jeg ikke vinde mod den hvidkitlede hær, skønt jeg igen og igen forsøgte at forklare dem sandheden. Problemet var bare, at det gjorde alle de andre fanger også ... for ingen i Georgia State Medical Prison er skyldige.

Fængselsbetjenten, der holdt vagt uden for sygeafsnittet den 13. august, sov i timen bag sit pornomagasin. Det eneste jeg så af ham, var hans fregnede pande og håret, der var så rødt, at det så ud, som om han havde vasket det i jod.

Han nikkede ligegyldigt til hilsen, da jeg spadserede stivleddet forbi ham, iklædt Anna Harveys tøj, under en crème de menthe-farvet kittel og mit lange hår gemt under et grønt hårnet.

De lydisolerede døre langs korridoren var alle sammen lukkede, eller måske var de låst, det var ikke til at se, men jeg kunne se gennem råglasruderne, at der vandrede mennesker omkring derinde som hvileløse spøgelser. Men ingen af dem kiggede ud.

Fangevogteren så heller ikke op fra sit blad, idet jeg sendte ham et hurtigt stjålent blik, inden jeg rystende låste elevatordøren op for enden af gangen, og det gamle skrummel susede ned gennem skakten til kælderetagen; for en gangs skyld uden at sætte sig fast mellem to etager.

Ingen råbte stop efter mig, da jeg løb forbi køkkenet, nogle lager- og maskinrum, låste den isolerede dør op til par­ keringskælderen og vareindleveringen med Anna Harveys gyldne magnetkort og skyndte mig ned ad den halvmørke betontrappe.

Det var ikke til at sige, hvor længe jeg blev ved med at have heldet med mig, men den morgen var det, som om jeg var indhyllet i velsignet tryllestøv, eller som om Gud 12

Pantomime.indd 12

05/07/12 10.22

kompenserede for de år, han havde glemt mig. Gud – eller måske skæbnen – ville også, at de to uniformerede betjente, der patruljerede i parkeringskælderen, var travlt optagede af at bakse med en båre, på hvilken der lå en legemsstor sort vinylpose. Og ingen af dem løb efter mig med knipler og spændetrøjer, da jeg smuttede ind i et udrykningskøretøj, som denne morgen stod parkeret med bagenden vendt mod mig, et par meter inden for den store oprullede port, der åbnede ud til friheden og Georgias fugtige hede ...

Pantomime.indd 13

05/07/12 10.22

B

ussen kørte dybere og dybere ind i sumplandskabet under et loft af sammenvoksede egetræskroner, hvis tætte skygger af og til flængedes af en vildfaren solstråle.

Jeg sad ved et vindue bagerst i bussen direkte bag den bagerste udgang, sådan at jeg ville kunne komme ud hurtigt, hvis det blev nødvendigt; hvis man er uden valgmuligheder, er man uden håb. Valgmuligheder er en luksus, men en luksus, der i øjeblikket var mig noget begrænset.

Jeg stirrede ud på vejen, mens jeg lyttede til motorens rytmiske, tikkende brummen, dækkenes snurren, trafikkens susen og lydene af grene, der skrabede imod taget og siderne som en hvisken, men det hele flød sammen til en hvid støj, som jeg hurtigt lukkede ude. Det var noget, jeg havde øvet mig på de sidste to år – at fokusere min bevidst­ hed på det univers, der var inde i mig selv, at lukke lyde ude med uigennemtrængelig fjernhed, og jeg mestrede teknikken så godt, ja, nærmest transcendentalt, at hvis jeg lukkede øjnene, kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg var en diorama-dukke i en glaskugle, hvor ingen og intet kunne røre mig eller nå ind til mig ... ikke andet end den fjerne, per­lende barnelatter, der altid var til stede og altid ville være det. Min guddommelige styrke var denne evne, mit eneste tilflugtssted, det eneste, der havde hjulpet mig til at holde rædslen og gruen på afstand og mig selv i live. Min lydløse drøm i forvirringens og uvishedens skærsild.

14

Pantomime.indd 14

05/07/12 10.22

I et stort reklameskilt mellem det dybgrønne buskads udenfor lignede bussen et lysreflekteret sølvprojektil, og mit perlemorsblege spejlbillede i rudens overflade mindede om en mumie, der netop havde rullet sig selv ud af gazen. Min hud var indtørret af klimaanlæggets konstante luftstrøm og lige så mærket og pergamentgusten af at have været foruden dagslys i længere tid, som min personlighed var udvisket og mit hår mat.

Jeg sad med siden til ryglænet og kiggede ud ad vinduet på det dampende drømmeslør, den sidste byge havde efterladt – jeg skævede også løbende ud ad bagruden for at være sikker på, at politiet ikke interesserede sig for bussen. Det lod til, at jeg var tryg her for en tid. Bussen trillede tungt videre sydpå, og rækken af biler i baggrunden voksede, men jeg så ingen patruljevogne, ingen blinkende sirener.

Ikke desto mindre havde jeg en ubehagelig fornemmelse af, at jeg allerede havde opholdt mig i bussen i alt for lang tid.

Jeg kendte dette landskab lige så godt som kurverne på min egen krop, men lige i øjeblikket virkede det hele frem­ med, både landskabet og kurverne. Vi nærmede os byens største indfaldsvej, næsten fem kilometer fra Lake Pont­ chartrain, og forude ventede den by som for mange år siden havde været min hjemegn: New Orleans.

Uden akut bekymring for min umiddelbare sikkerhed, havde jeg svært ved at holde utålmodigheden fra livet. Hurtigere, hurtigere, lød mit tavse mantra. Det eneste, der overgik den febrilske følelse af at blive jagtet, var mit desperate behov for (og nærmest dyriske trang til) at gense min søn, røre ham, indsnuse den rene duft af hans varme hud og holde om ham. Og nu kunne det ikke gå hurtigt nok. Jeg havde forestillet mig øjeblikket, hvor jeg genså ham, intenst, levende og af hele mit hjerte i to år, hvert eneste lille øjeblik af hver eneste dag. Men under de herskende trafikforhold og i dette dieselhørmende køretøj oversteg farten ikke på noget tidspunkt 60 kilometer i timen. Utålmodigheden gnavede i 15

Pantomime.indd 15

05/07/12 10.22

mig med sine skarpe tænder og fik mit hjerte til at sætte i et ubehageligt dunkende trav, jeg kunne mærke oppe i halsen.

Der er intet som lange køreture, der kan holde tankerne beskæftiget, og jeg spekulerede på, hvad jeg skulle gøre, når jeg nåede frem. Jeg havde ingen strategi. Jeg ville næppe få ham udleveret på mit blanke ansigt med et “undskyld” eller “tillader De”, og hvis jeg tilstod, hvem jeg var, ville de ringe til politiet, inden jeg nåede at se skyggen af ham.

Noget mørkt svirrede forbi, og en gren ramte ruden få centimeter fra mit ansigt med et hårdt smæld. Vagtsomheden og anspændelsen tvang mig i knæ. Det gav et sæt i mig; jeg skulle til at løfte hænderne for at beskytte mig, og jeg var lige ved at skrige. Men jeg nåede at beherske mig, og i stedet tog jeg en dyb indånding og drejede mig i sædet, så jeg vendte fremad.

Sædernes farvestrålende mønster, beregnet til at bortlede opmærksomheden fra snavs og slid, skreg i mine øjne og gjorde mig en lille smule svimmel. Jeg har aldrig været god til lange køreture. Desuden var jeg træt, havde hovedpine, og mine øjne føltes, som om de blødte.

Der var kun to passagerer i bussen foruden mig: en lille dreng og hans bedstemor, der sad på pladsen lige over for mig. Selvom jeg for tiden tolkede alles tilfældige blikke som fordækt nysgerrighed, passede de nu sig selv. Drengen havde fået sin bedstemor til at læse højt, og jeg kunne ikke undgå at høre, at de læste Vinden i Piletræerne, og drengen var lige så begejstret for fortællingen om Rotte, Muldvarp og de andre venner i skoven, som Max også altid havde været det. Da den lille dreng smilede, gik det op for mig, at jeg havde smilet først, for hans smil var et svar på mit.

Et langstrakt suk undslap bedstemoderen, da bussen sagt­nede farten på grund af begyndende kødannelse på vogn­banerne umiddelbart foran os. Jeg kiggede hurtigt ud ad vinduerne. Vi kørte meget langsomt forbi en forlystelsespark, der var lukket. Jeg kunne se toppen af pariserhju­let 16

Pantomime.indd 16

05/07/12 10.22

samt rutsjebanens mørke omrids mod den blodrøde efter­ mid­dagssol, men alle boderne var tilskoddede.

Jeg havde netop konstateret, at det var begyndt at regne igen, da jeg så en af politiets patruljevogne køre op på siden af bussen. Jeg blev stiv i ryggen af frygt.

“Efter køreplanen skulle vi være fremme klokken 18.23,” sagde den gamle dame og kiggede ærgerligt på mig. “Det når vi i hvert fald ikke nu!” Hun kiggede ud ad vinduet og derefter på sit armbåndsur. “Vi bliver hentet på stationen af min svigerdatter,” fortsatte hun og gav drengens skulder et klem. “Men hun venter forhåbentlig på os, selvom hun altid har så travlt. Er der også nogen, der venter på Dem, på stationen?” spurgte hun og så på mig.

Jeg fik med en kraftanstrengelse min stemme til at lyde normal. Jeg rystede på hovedet og rømmede mig. “Nej, det tror jeg ikke,” sagde jeg og håbede, at jeg havde ret. Jeg prøvede at dreje hovedet, men hun holdt mig fast med sit blik og spurgte: “Bor De i New Orleans?”

Før jeg kunne nå at svare, satte bussen i gang igen, om end langsomt. Og jeg så ud ad bussens forrude at vi nærmede os et trafiklys. Det kunne næsten ikke være værre.

“Jeg synes, jeg har set Dem før,” fortsatte kvinden.

“Nej, det tror jeg ikke. Jeg bor ikke i New Orleans.”

Jeg kiggede hurtigt ud ad sidevinduet. Patruljevognen var der stadig, og betjenten, der kørte bilen, kiggede op på mig.

Jeg modstod kun lige med nød og næppe trangen til at dukke hovedet og forsvinde ned gennem en lem i gulvet.

Sandsynligvis var han ikke selv klar over, at han sad og gloe­de. Men han blev omgående vækket af sin trancetilstand, da vi kiggede hinanden i øjnene. I det sekund fandt jeg kun ringe trøst i den kendsgerning, at jeg havde ændret mit udseende til noget nær ukendelighed.

Den kølige hinde af fugt, der dækkede min hud, fik mit ansigt til at føles som en lakeret gipsmaske. Jeg prøvede at sende ham et smil, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle 17

Pantomime.indd 17

05/07/12 10.22

gøre. Den snerpede måde ville næppe gøre noget for mig, og jeg bad til, at mit ansigt ikke så ud, som det føltes. Men der opstod den særeste virkning i rudens bløde skær. Den tørre, runkne kvinde fra før forsvandt som ved et trylleslag, og mine øjne kom til syne, klarere, større og mere aflange end normalt. Skikkelsen, der var min egen refleksion, kiggede ud under sit glatte lyse pandehår og smilede indbydende – med et udtryk af ægte oprigtighed. Takket være en billig hobbysaks, et barberblad, to flasker af L’Oréals hårafblegning, en god portion tålmodighed, temmelig megen billig sminke og farvede kontaktlinser var jeg nu en korthåret platinblondine med tynde, askegrå øjenbryn og isblå øjne.

Kvinden, de ledte efter, havde langt kastanjerødt hår, karakteristiske øjenbryn og brune øjne. Jeg svedte, og mit hjerte hamrede, men det kunne han heldigvis ikke se.

Jeg fornemmede, at det ikke rigtig ville blive til noget, men spændte alligevel læberne ud i endnu et smil og ventede på, at det skulle trænge igennem hans panser af koldblodig sindsro. Hans øjne takserede mig, og jeg tvang mit blik til ikke at flytte sig og mærkede, hvordan mine Thorazine-ticks begyndte at trække ubehageligt i underkæben, og hvordan smilet var ved at gå i opløsning under min fugtige ånde. Mine kinder brændte som en opvarmet stålgryde. Jeg var også ved at gå i panik. Og jeg havde endnu ikke tænkt på, hvad jeg skulle gøre i værst tænkelige tilfælde. Et øjeblik var jeg bange for at vi ville komme til at sidde sådan og glo på hinanden i en fastfrosset evighed. Men så flyttede han med ét blikket mod kørebanen, skiftede gear med en brat bevægelse og susede over det brede, seksbanede kryds.

Jeg sank ned i sædet med en følelse af at blive væk, mens jeg hørte pulsen galoppere i ørerne.

Pantomime.indd 18

05/07/12 10.22

D

agen før jeg blev anholdt, sat i håndjern og udspurgt om, hvorvidt det var bitterhed og hævngerrighed, der havde fået mig til at gøre det – ikke, om jeg havde gjort det, for den konklusion havde de allerede draget, før jeg mod min vilje fik en indsprøjtning med et ukendt stof, der fik mig til at rulle med øjnene og derefter til at sove i hen ved otte timer, og før jeg fandt ud af, at frihed blot var en illusion, og at virkeligheden var meget værre end mine sorteste mareridt, klædte jeg mig på i en mørkeblå nederdel, en hvid, ærmeløs skjorte – ikke meget anderledes end det tøj, jeg normalt havde på under kitlen, når jeg gik på arbejde – og et par højhælede sko, der havde stået længe nok i klædeskabet til at komme i Vogue igen. Jeg forlod min konsultation, satte mig ind bag rattet i min honningfarvede Mercedes Benz model 300 SL fra 1974 for at overraske min bedste veninde med et besøg på hendes fødselsdag.

Jill og jeg havde været venner i tolv år, og jeg betragtede venskabet som lidt af et mirakel, for jeg havde ikke let ved at knytte venskaber. Jeg var studienarkoman, da vi mødtes, sidenhen arbejdsnarkoman – min vej havde altid været ensrettet og stilet mod dygtighed igennem hårdt arbejde og flid, og jeg havde aldrig prioriteret at dyrke venskaber særlig højt. Men det havde ikke været nødvendigt at bruge så megen tid på at dyrke venskabet med Jill. Vi fattede straks sympati for hinanden og opdagede hurtigt, at vi havde en 19

Pantomime.indd 19

05/07/12 10.22

masse tilfælles og samme meninger og holdninger til forskellige ting. Hun var skarp som en skalpel, let at omgås, og hun lyttede med interesse og deltagelse, når man fortalte hende noget. Desuden havde hun en herlig og uforudsigelig humoristisk sans, jeg med mit tungsind fandt livsbekræftende og oplivende. Da vi havde kendt hinanden et par år, føltes det næsten, som om vi var vokset op sammen. Hun var det tætteste, jeg kom på en søster, og jeg værdsatte venskabet med hende næsten lige så højt som mit ægteskab med Doug. Det irriterede Doug en lille smule, men han affandt sig med det, eftersom hun var min eneste veninde af betydning.

Jill var en feteret skønhed, og det var hende, der vakte opsigt overalt, hvor vi kom i studieårene – hun overstrålede alle, ikke kun mig. Jeg havde det imidlertid ganske fint med at stå i skyggen af hende, både dengang og sidenhen.

Jill betragtede mig som lidt af en dødbider. Jeg var vant til at tilbringe alt for mange timer i selskab med mit arbejde. Hvad sociale anliggender angik, vidste jeg, at jeg havde forspildt mange muligheder. Jill, der aldrig havde været gift eller ked af det faktum, havde en stor omgangskreds, især blandt hospitalets andre læger, og hun holdt hyppige selskaber, hvor jeg altid undskyldte mig med, at jeg havde en familie, der skulle tages hånd om, eller arbejde at se til, og jeg følte mig undertiden lidt som en fange i mit eget fængsel.

Den pågældende fredag stak jeg en solbrændt albue ud ad vinduet, kørte over Savannah River ad Talmadge-broen, trykkede vognen op på halvfjerds miles og trillede hen ad den skyggefulde landevej mod den fremtid, der ventede mig i helvede. De to ting, jeg senere huskede tydeligst fra den frygtelige aften, var køreturen derhen og køreturen tilbage.

Tordenen buldrede et sted i det fjerne, og et varmelyn glimtede hen over den mørknende himmel. Vi boede knap en times kørsel fra hinanden, hvis jeg havde valgt I-95, men mit valg af denne sceniske rute langs kysten ville forlænge 20

Pantomime.indd 20

05/07/12 10.22

min rejsetid med godt og vel tyve minutter, afhængigt af trafikken. Hvor ivrig jeg end var for at komme hjem til Jill, kunne jeg dog ikke modstå landskabets hypnotiske magt.

Jeg havde netop afsluttet en opslidende udredning og sagsbehandling af et misrøgtet og mishandlet barn og skrevet min endelige konklusion og anbefaling til myndighederne. Der lå stadig stabler af arbejde på mit skrivebord, det gjorde der altid, men intet, der ikke kunne vente til i morgen. Doug var på forretningsrejse i Miami, Maximillian var på firedages koloni på Tybee Island med børnehaven, og jeg kunne med nogenlunde god samvittighed tage aftenen fri og nyde turen.

Jeg standsede ved en italiensk delikatesseforretning og købte fire småretter, en stenovnspizza og en tomat- og moz­ zarellasalat og dertil en flaske rødvin. Jeg betalte, mens jeg indsnusede den herlige hvidløgsaroma, der bredte sig i papirsposen på disken, og følte mig lidt som en eventyrer; på trods af vores årelange venskab var det første gang, at jeg kom uanmeldt, skønt Jill altid sagde, at jeg ikke behøvede nogen invitation, og jeg kunne næsten ikke vente med at overraske hende.

Jeg havde ikke haft tid til at købe hende en fødselsdagsgave, så jeg gik ind i den lille blomsterhandel ved siden af delikatessen og købte en buket hvide roser, men jeg vidste, at dét, at jeg kom forbi og gav hende min tid og opmærksomhed, var den største gave, jeg kunne give hende, selvom hun havde planlagt at holde sin fødselsdag i ubemærkethed, for, som hun sagde: Fødselsdage er ikke noget, man bør fejre, efter at man legalt må drikke.

Det begyndte at regne, store tunge dråber, der hamrede mod stofkalechen. Jeg satte farten ned og lod vinduesviskerne svirre i højere og højere tempo, efterhånden som sigtbarheden blev ringere og den syndflodsagtige regn syntes at have skyllet alle andre trafikanter af vejen. Jeg var nær kørt forbi frakørslen og skiltet, der fortalte, at jeg allerede havde 21

Pantomime.indd 21

05/07/12 10.22

passeret statsgrænsen til South Carolina og befandt mig i Beaufort County. Jeg drejede af og kørte igennem Beaufort centrum, og da jeg nåede op for enden af hovedvejen, drejede jeg til venstre og derefter til højre første gang ned ad en snoet, asfalteret villavej med gamle himmelstræbende egetræer på begge sider, der dannede hvælvinger mange etager oppe i luften. Det tunge løvhang skærmede lidt for regnen, og jeg kunne se lysglimt og Beaufort National Cemetery, der dansede lige bag træernes grene.

Pigeon Point var et typisk middelklassevillakvarter – den type, man kunne finde i enhver lille by – et sted, hvor folk begyndte i livet og flyttede tilbage til igen, når de blev pensionerede: unge akademikere, militærpersonale og ældre folk med voksne børn, der for længst var flyttet hjemmefra.

Den smalle vej førte rundt i et sving, fortsatte i en lige strækning, gik lidt ned ad bakke, rundt om endnu et sving, og jeg lagde mærke til, at der holdt en bil parkeret op ad kantstenen ud for nummer 1249, Jills hus. Men det var først, da jeg kom meget tættere på, at jeg genkendte den ... og jeg genkendte også nummerpladerne. Jeg huskede ret tydeligt den dag, de kom med posten fra motorkontoret.

Jeg stirrede måbende og uforstående på Dougs røggrå Range Rover.

Idet jeg trampede bremsen hårdt i bund, pumpede mine blodårer adrenalin rundt i kroppen og satte ild til mit hjerte.

Jeg lænede mig frem i sædet og kneb øjnene sammen for at være helt sikker.

Hvad helvede lavede Range Roveren her? Doug var da i Miami. Han var taget af sted til lufthavnen om morgenen ... var han ikke? Spørgsmålet trak en lang række nye spørgsmål efter sig.

Det var næsten altid let at være observant i retrospekt, men den her havde jeg aldrig regnet ud ... om jeg så blev hundrede år. Doug og Jill? ... Nej, det kunne simpelthen ikke passe. De kunne ikke engang lide hinanden. Faktisk 22

Pantomime.indd 22

05/07/12 10.22

kunne de ikke fordrage hinanden! De tålte kun hinanden af hensyn til mig!

Alligevel begyndte jeg at ryste som en hundehvalp i tordenvejr. Øjeblikkelig satte jeg vognen i bakgear og kørte væk fra den parkerede bil. Jeg trådte hårdt og febrilsk på bremsen, da Mercedes’en truede med at skride ud, og jeg fik et glimt af et par billygter i bakspejlet i det fjerne. Motoren gik ud, og dér sad jeg så midt på vejen, akkompagneret af den svuppende lyd af vinduesviskerne der piskede hektisk fra side til side, mens jeg ventede på, at bilen bagved skulle overhale. Men den var åbenbart drejet af et sted forinden, for jeg kunne ikke se lygterne længere. Gaden lå øde hen i begge retninger.

Jeg slukkede billygterne, og der blev mørkt omkring mig.

Jeg kunne på afstand se, at der var tændt lys i Jills hus. Det sendte svage ravfarvede kegler ud i mørket.

Som i trance åbnede jeg bildøren og steg ud, uden at ane, hvad jeg skulle gøre. Men det behøvede jeg ikke at bekymre mig om; mine ben vidste det. Som på en mekanisk dukke ledte de mig først hen mod Range Roveren, hvor mine øjne kiggede ransagende ind gennem sideruden, der bølgede som sort vand. Jeg kunne skimte Dougs iPhone, der sad i opladeren under radioen. Digitaluret lyste rødt i mørket som en advarsel: 20.56. Jeg tænkte ironisk, at rødt var advar­slens og kærlighedens farve, hvilket vel passede meget godt til omstændighederne, lige bortset fra at kærligheden, der fandtes denne aften, ikke var min. I går aftes sad jeg på passagersædet ved siden af Doug, og livet havde været godt.

Vi havde sunget med på melodierne i radioen og skålet i McDonald’s Cola – for trætte begge to til at fejre med manér, at Doug netop havde vundet en vigtig retssag for en lige så vigtig klient, men lykkelige i hinandens selskab.

Før ekkoet af vores stemmer havde fortonet sig i erindringen, vendte jeg mig langsomt og følte kvalmen stige op i mig. Og nu det her!

23

Pantomime.indd 23

05/07/12 10.22

Skridt for skridt transporterede mine fødder mig videre hen mod huset. Regnen trommede på mit hoved og føltes som små knyttede næver på min ryg og mine bare arme.

En jungle af blomster, træer, buske og ukrudt voksede tæt omkring Jills hus og op over vinduerne som et spøgelsesagtigt spind, men jeg kunne alligevel se ind igennem det store vindue til stuen. Levende lys brændte i orkanlygter i vindueskarmene, og stuen så så indbydende ud, skønt de indbydende lys var lige så ildevarslende som en antændt lunte.

Jeg trippede sammenkrøbet ud på græsplænen foran huset for bedre at se, sank ned i den slimede bløde jord, som om det var Everglades-sumpen, og gøs, da regnvand nåede helt op over kanterne af mine højhælede sko. Jeg greb fat i en gren for at holde balancen, uden at stole på, at den ville holde, strakte halsen og kiggede målløs ind ad vinduet.

Den halvmørke stue så ud, som den plejede. Jill og Doug så også ud, som de plejede; Doug var iført det sædvanlige mørke jakkesæt og stivede, hvide skjorte med slips, som han havde overtaget et eller andet sted mellem femte og sjette semester på jurastudiet. Alt så ud, som det plejede, lige bortset fra, at den kølige kløft, der plejede at være imellem dem, nu var brolagt med glødende varme, og at al den fjendtlighed, der havde været skuespil, var fuldstændig op­løst. Alene dét at de i al den tid havde foregivet ikke at kunne fordrage hinanden, var utilgiveligt.

Mine ben rystede, og min mave trak sig sammen. Jill plejede heller ikke at gå rundt med et sort tørklæde for øjnene. Men lige nu stod hun foran ham med bind for øjnene, hænderne bundet på ryggen og iklædt et diminutivt sæt undertøj, der primært så ud til at bestå af snærende, sorte læderstropper. Hendes høje kindben skinnede som voks i stearinlysenes flaksende skær. Han tog hende under hagen, og hun trykkede sig mod hans bryst som en kat, mens han hviskede et eller andet ind i hendes øre. Hun løftede hagen 24

Pantomime.indd 24

05/07/12 10.22

en anelse trodsigt, men smilet afslørede, at hun var med på, hvad end det var, han havde foreslået. Hans blik udtrykte en barsk humor, der ikke skjulte hans utålmodighed, og som jeg kendte temmelig godt. Doug havde et par gange foreslået det, og jeg vidste, at han undertiden fantaserede om “lidt gensidig S&M”, som han kaldte det, men jeg havde aldrig tilladt det.

Jeg var på nippet til at kaste op.

Du almægtige. Det var ikke til at fatte. Vragdelene af mit liv dalede ned over mig i fuldendt partnerskab med regnen, et liv, der for få minutter siden havde været lykkeligt. Troede jeg. Jeg havde i hvert fald levet i lykkelig uvidenhed; ud ad døren om morgenen fem af ugens dage og ikke tilbage før sent om aftenen. Overlevelse begrænset til laboratorieanalyser, konsultationer, fysiske undersøgelser, udredninger, kliniske problemstillinger og journalskrivning. Lørdag og søndag helliget familielivet med Maximillian og Doug, når han altså ikke var på forretningsrejse og varmede Jills seng.

Hvor længe havde det her stået på? Du gode Gud. Det var, som om mit liv ikke længere tilhørte mig. Det hele havde været løgne og numre. Og jeg hadede den hæslige, beskidte virkelighed.

Jeg ville løbe, men kunne ikke. Jeg kunne ikke bevæge en muskel. Jeg stod fastnaglet og fortabt dér i den sumpede jord, under egetræernes himmelstræbende grene, mens jeg betragtede dem, uden at kunne høre, hvad de sagde. Deres stemmer lød som undervandsbobler, der bristede langt borte. De kyssede og holdt om hinanden i halvmørket, og han rev hendes stroptrusser af og befriede hendes bryster for bh’en. Hun lagde hovedet tilbage og lo, og det sortnede for mine øjne.

Jeg havde en forvirrende følelse af at have mistet tidsfornemmelsen, og jeg længtes tilbage i tiden, længtes tilbage til vores hjem, skønt jeg følte mig hinsides al hverdagens fornuft og tryghed ... og intet længere kunne betragtes som 25

Pantomime.indd 25

05/07/12 10.22

vores. Inden denne nat var omme, ville jeg have mistet alt, hvad der havde været vores. Tanken fyldte mine øjne med tårer. Jeg forsøgte at ruske op i mig selv, men svimmelheden og kvalmen havde mig i deres magt.

Jeg vendte ryggen til denne uvirkelige pantomime, ør i hovedet. Jeg kunne dårlig nok tage et par skridt lige ud, men det lykkedes mig alligevel at vakle tilbage til bilen i mine høje, våde sko, uden at falde eller vrikke alvorligt om.

Dér sad jeg længe og overvejede, hvad jeg skulle gøre.

Et øjeblik kunne jeg ikke få luft i den lille indelukkede og fugtige kabine og følte, at jeg skulle kvæles. Jeg tumlede ud af bilen, og i mangel på bedre ideer gav jeg mig til at gå, uden mål eller med, mens jeg prøvede at få orden på mine tanker og beslutte, hvad jeg skulle gøre. I over en time gik jeg rundt i gaderne tæt forfulgt af regnen, indtil jeg igen stod uden for bilen. Jeg var så ude af mig selv, at jeg endte med at sidde i bilen og drikke af vinen for at dulme min smerte. Da jeg havde stivet mig af med tre fjerdedele af flasken, var det holdt op med at regne og begyndt igen, og det regnede så tæt nu, at der lå et slør over gaden.

Klokken var lidt i tolv, da jeg omsider besluttede mig for at vække dem af deres – utvivlsomt velfortjente – søvn og stille dem til ansvar for deres forræderi. Vinflasken var tom nu, og jeg var særdeles veloplagt.

Jeg steg ud af bilen, denne gang uden at benene rystede under mig. Jeg skråede målrettet over gaden. Gadelygterne glitrede i de oversvømmede fortove. Jeg var gennemblødt til skindet for anden gang den aften, da jeg gik op ad trappen og tog i døren. Den var ikke låst. Jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle ringe på og dermed give dem chancen for, at Doug kunne nå at stikke af ud ad bagdøren, hvis de kiggede ud ad vinduet og så min bil. Men jeg besluttede at lade være. Jeg dirrede indvendigt for at tage dem på fersk gerning. Den lille tilfredsstillelse betød mere end noget andet i det øjeblik.

26

Pantomime.indd 26

05/07/12 10.22

Døren knirkede, men ikke højt. Jeg trådte forsigtigt ind, lukkede den lydløst bag mig og kunne mærke, at koldsveden dækkede mine håndflader, og fugten perlede på min pande. Rummet, jeg befandt mig i, var en lille, snæver entré med en dør i den modsatte ende, der førte ind til stuen, og en trappe til højre, der førte ovenpå. Begge de lange vægge var bygget op af reoler og knager nedenunder, behængt med overtøj.

Mine næsebor dirrede ved mødet med en ganske svag lugt, jeg meget vel genkendte, men som jeg pludselig ikke brød mig om: den citronagtige duft af Dougs aftershave. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg følte, at jeg havde svært ved at få vejret, som om den våde hinde, der dækkede min krop, også trykkede mig for brystet, når jeg bevægede mig.

Et mørkt omrids bølgede langsomt gennem døråbningen inde fra stuen og iagttog mig med mistro og foragt fra øjne, der lignede skinnende sølvmønter. Det sorte tegn var Mr Fing, Jills kat og kæreste ven, som i øvrigt var en hunkat, trods det maskuline navn – en slags forkortelse af “den f(uck)ing kat”, hvilket var, hvad dens forrige ejere havde kaldt den – et navn, som i øvrigt gav et ganske godt billede af dens natur. “Mr” kunne ikke forklares ved andet end Jills excentricitet.

Jeg kunne være gået derfra, have forladt stedet og aldrig være vendt tilbage, og i min underlige ude af kroppen-tilstand troede jeg et øjeblik, at jeg havde gjort det, indtil jeg blev klar over, at mine ben igen var mine overordnede og ledte mig hen mod trappen, der førte ovenpå til soveværelserne.

Pantomime.indd 27

05/07/12 10.22

J

eg blev stående ved foden af trappen i flere minutter, før jeg tog mod til mig. Og da jeg gjorde det, hamrede hjertet i ekspresfart og afstedkom en næsten fysisk smerte i mit bryst. Den boble af illusion, jeg havde bygget op omkring Doug og vores liv sammen, var bristet, men jeg forestillede mig slet ikke, at mine problemer kunne blive meget værre.

Jeg tog fat i gelænderet og gik langsomt og lydløst op ad trappen. Kort efter endte trinene i et trægulv, og jeg befandt mig på trappeafsatsen. Jeg huskede fra et af mine tidligere besøg, at der gik en korridor i hele husets længde med døre til begge sider, men lige nu fortonede de sig i mørke. Jeg vidste dog, at Jills soveværelse var det første i højre side.

Mørket heroppe var så tæt og uigennemtrængeligt, at jeg måtte famle mig hen langs væggene, indtil jeg fandt fyldningerne i egetræsdøren. Da jeg lagde hånden på dørhåndtaget, opdagede jeg, at døren ikke var lukket. Jeg tog en dyb indånding og skubbede den op. Vinduet i den modsatte side stod åbent, og et køligt pust strøg hen over mit ansigt. Gadelygternes svage lys smøg sig om silhuetten af et par, der lå tæt omslynget på dobbeltsengens hvide lagen.

“Fanden tage jer!” sagde jeg og trykkede på lyskontakten. “Fanden tage jer begge to!”

28

Pantomime.indd 28

05/07/12 10.22

D

oug stod foran pejsen og stirrede ind i ilden og skævede til mig med jævne mellemrum, som om han søgte mit blik og samtidig forsøgte at undgå det, og Jill sad på sofaen og holdt om sine bare ben som en anden Babylons skøge. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har set et menneske se så tilintetgjort ud, som hun gjorde i det øjeblik, men jeg havde jo heller ikke noget spejl. Hendes hår var uglet, øjnene hævede. Skæret fra de levende lys blafrede hen over hendes lange, sammenfiltrede øjenvipper. Hun så bare på mig, uden egentlig at se mig, mens blæksorte tårer trillede ned ad hendes kinder fra den opløste sminke.

“Hvad laver Doug her ... i din seng?” spurgte jeg sarkastisk. “Folk kunne jo tro, at I var kærester.”

“Vær sød at lade være ...”

“Svar mig!” befalede jeg.

“Det er en sag mellem jer to,” hviskede hun og kiggede væk.

“En sag mellem os? ...” Åh, jeg hadede hende for det – jeg hadede hende simpelthen i det øjeblik. Og så gjorde jeg noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg bøjede mig frem og stak hende en lussing med bagsiden af hånden, der fik hende til at glippe med øjnene. “Der er grænser, man ikke skal overskride, Jill! ... Hvordan kunne du?”

Doug rakte ud efter mig, mødte mit lynende blik, fuldt af intens afsky, og kom på bedre tanker, hvorefter han atter lod armene synke.

29

Pantomime.indd 29

05/07/12 10.22

“Der er en særlig plads i Helvede til kvinder som dig!”

Jeg stirrede insisterende på Jill, men hun besvarede ikke mit blik. Hun sad bare dér med nedfaldne skuldre og holdt sig på kinden. Jeg ventede i flere minutter, uden at få svar. Så ruskede jeg i hende og så, at hun blødte fra læben. “Jeg stolede på dig. Jeg ville have stolet på dig, om det så gjaldt mit liv. Jeg elskede dig som en søster!” “Åh, Gud, lad mig dog være!” En hel masse nye sorte tårer fulgte nu efter de første ned over hendes kinder.

“Et sidste spørgsmål,” sagde jeg stædigt. “Så går jeg, så lader jeg dig være. Hvor længe har det her stået på?”

Jill rystede på hovedet.

Så traf Doug sit valg. “Kom,” sagde han og gjorde tegn til mig hen mod døren, som om han forventede, at jeg ville følge med ham som et føjeligt barn ... eller som jeg plejede.

“Lad os køre hjem.”

“Skrid ad helvede til!” snerrede jeg.

Han tog mig om skuldrene – eller forsøgte på det. “Du har drukket,” sagde han og så på mig, som om det var mig, der havde noget at skamme mig over.

“Lad være med at røre ved mig, dit elendige svin,” hvæsede jeg og sendte en spytregn ud over hans krøllede skjorte. Jeg ville sige mere, men fandt ikke ordene. Og så tog raseriet overhånd: Han så ikke næveslaget komme, før jeg ramte ham klokkerent hen over næsen. Han forsøgte at få fat i mine arme, og jeg mærkede, at mine knoer ramte hans næse samme sted igen. Han udstødte et grynt af smerte og tog sig til næsen, men jeg fortsatte med at slå. Jeg slog, så hårdt jeg kunne, og følte hvert slag dulme mine nerver.

Pantomime.indd 30

05/07/12 10.22