Peters død læseprøve

140 mm

16,5 mm

PRESSEN SKREV

– Bjørn Bredal, Politiken

HHHHH »Guldager skriver stærkt om familie, 60’erne og følelsesmæssige afgrunde.« – Berlingske

HHHHHH »Det er et beundrings-

220 mm

værdigt skarpt tidsbillede, Guldager skaber og kombinerer med dyb indsigt i det labile menneskesind.« – Dagbladenes Bureau »Katrine Marie Guldager fortsætter sin serie om en familie fra Køge i suveræn stil.« – Kristeligt Dagblad

peters død er fjerde selvstændige bind af Køge-krøniken og foregår i 1972. Vi følger søskendeparret Henry og Leonora ind i den turbulente tid, hvor hippier og venstreorienterede sætter dagsordenen. Henry er blevet far og flytter i kollektiv, mens Leonora er ulykkelig over sin barnløshed, og Lilly bliver forladt af Ib Berthelsen. Da Leonora finder faren Peter død, mærkes det som et jordskælv, hvis rystelser forplanter sig ud i familien og i hele resten af fortællingen.

Katrine marie guldager

»Guldager har nu skrevet en smukt afrundet, forklaret, humoristisk og uhyggelig trilogi om familien fra Køge.«

140 mm

katrine marie guldager

»Tonen i Guldagers romanfortællerstemme er og bliver noget helt særligt i den danske samtidslitteratur.« – Lilian Munk Rösing, Information

katrine marie guldager (1966) er kendt for bl.a. novellesamlingen København, selvbiografien Lysgrænsen og børnebogsserien om Frøken Ignora, foruden den aktuelle digtsamling Et sted i verden.

Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

»En superskarp og sammenhængende historie i sig selv. Nye læsere kan mageligt begynde her.« – Weekendavisen

roman Lindhardt og ringhof

omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk

100 mm

foto: © Isak Hoffmeyer

100 mm

Katrine Marie Guldager

PETERS DØD Roman

Lindhardt og Ringhof

Peters død.indd 3

17/06/14 19.42

Peters død © 2014 Katrine Marie Guldager og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Alette Bertelsen Bogen er sat med Stempel Garamond hos Lymi DTP og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-35765-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Tak til Magnus Rösing og Jan Poulsen Tak til Statens Kunstfond

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Vi er hinandens verden og hinandens skæbne.

K.E. Løgstrup

Peters død.indd 4

17/06/14 19.42

Peters død.indd 1

17/06/14 19.42

1.

Historien begynder en smuk forårsmorgen, hvor lyset var helt klart og næsten oplyste menneskets krop ind til knoglerne, den begynder med en fiskekutter, der var drevet ud af sejlrenden og ind på lavt vand, med, at en høj, skægget mand forsøgte at få fiskekutteren fri af et stenet område. Historien begynder med, at han skiftevis sejlede forlæns og slog bak, at store luftbobler ramte overfladen; som havde havet længtes, længtes efter at slippe disse luftbobler, denne indestængte sandhed løs. Historien begynder i en tid, hvor de indestængte sandheder ramte overfladen, hvor kvinder og børn forlangte at blive behandlet bedre, hvor arbejderne efter at have sikret sig selv som klasse nu også forlangte at blive anerkendt og forstået som individer: med særlige drømme og særlige næser. Historien begynder i en tid, hvor veluddannede hvide mænd begyndte at strikke hønsestrik, tale dansk som havnearbejdere og sige: Sikke noget lort, mand! Den begynder i en tid, hvor man gerne ville respektere alles lige ret til at være her. I en smuk tid med andre ord.

Historien begynder med, at en person, der hedder Henry, stod foran et stort, gammelt hus på Sofievej i Hellerup. Henry stak nøglen i låsen og glædede sig over, at det var lykkedes ham og otte andre unge at skaffe de 5

Peters død.indd 5

17/06/14 19.42

50.000 til udbetalingen, den mest nødvendige istandsættelse og et nyt oliefyr. Det var, som om han blev suget ind i huset, som havde der været undertryk derinde, som havde huset ventet, ventet på at blive beboet. Lige bag ham stod Birgitte, en kvinde, han havde giftet sig med en måned forinden. Hun havde allerede havde født ham et barn og ventede det næste. Han havde mødt hende på en mark i Thy i sommeren 1970.

Henry stillede sine sko i entreen og gik ind på strømpesokker.

Gruppen var blevet stiftet et år tidligere og havde allerede undergået en del forandringer. Først bestod den faste gruppe af Henry og Birgitte og deres nyfødte barn, Thomas, af Lars og Kelle og Lis og Hansi, men så blev Lis forelsket i Lars, og de foretrak en anden boform. Kelle havde forladt gruppen, fordi han var blevet tilbudt et godt job i Nordsverige, sagde han. Siden var Bent og Inge og deres to børn kommet til. Steen og hans søster Mette havde også været interesserede. Birgitte havde sagt, at de måske heller ikke skulle være for mange. Det var blevet diskuteret på et møde, og ved en flertalsbeslutning var man blevet enige om, at man ikke ville begynde kollektivets historie med at udelukke søgende mennesker, og derfor måtte man bare håbe, at det hus, man fandt, havde plads nok til alle.

I den endelige gruppe var de endt med at være otte voksne og tre børn. Otte voksne, der havde betalt 6.000 hver (to havde dog kun betalt 4.000 og lånt resten af gruppen); otte mennesker, der kom dryssende i løbet af eftermiddagen, der ryddede op, vaskede ned, flytte6

Peters død.indd 6

17/06/14 19.42

de sofaer og stablede malede ølkasser, otte mennesker, der vendte papirkurve på hovedet og brugte dem som lampeskærme, beklædte væggene med farvestrålende indiske tæpper og indtog et rum og et hus (der villigt tog imod disse bløde, unge mennesker og deres drømme).

Alle havde en drøm om fremtiden, alle ville noget andet og mere end deres forældre, ingen anede, at de var en del af en kulturrevolution, der var så uendelig meget større end dem selv.

Henry stod ved køkkenvasken: – Nå, piger, skal jeg ikke lave mad?

Anni smilede til ham og afslørede et par dybe smilehuller.

Birgitte åbnede det køleskab, hun lige havde gjort rent, og sagde: – Der skal først købes ind.

Steen sad ved det store, brede køkkenbord og rullede en smøg med én hånd. Hans lange, mørke hår faldt tungt ned på begge sider af det ansigt, der var smalt og forsynet med en hage så spids, at den ledte tankerne hen på årets mørkeste måneder, roemarker og pludseligt jern. Hans øjne var gemt bag to små brilleglas, sygekassebriller, han var kommet i besiddelse af som værnepligtig på en CF-kaserne i Hillerød. Steen var utvivlsomt kollektivets mest dystre stemme, i perioder var hans stemme faktisk så dyster, at den forsvandt ned under det menneskelige register og kun hørtes som en dyb brummen fra den orange sækkestol i hjørnet, hvor han sad så ofte, at hovedparten af kollektivets medlemmer aldrig siden kunne høre lyden af krøyerkugler i bevægelse uden at tænke på ham.

7

Peters død.indd 7

17/06/14 19.42

Nu sagde han: – Jeg går gerne til købmanden.

Loftsrummet var lille og støvet, og Leonora mærkede, at spændet på hendes ene sko gnavede en smule. Hun bukkede sig ned, løftede det væk fra den rødmende hud. Så rejste hun sig og gik over til en papkasse med gamle vaser, hendes mor havde lavet. Hun betragtede et bryllupsbillede af sine forældre, og det var også det, hun glædede sig til, når hun en dag skulle være mor: at det ville samle familien. Hun glædede sig til at række barnet både til sin mor og sin far, men måske især til sin far, fordi det var mellem ham og hende, at kærligheden strømmede friest.

Og hun undte ham det. Den glæde. Hun kunne allerede mærke, hvordan det ville være at række ham barnet, og hun stillede sig under det lille, rustne vindue og lod solen varme ansigtet: Det var, som om det hele var her allerede.

Eller var det? Hun forsøgte at lade ansigtet slappe af i solen, men nedenunder, nedenunder var uroen der naturligvis, den lille onde stemme, der spurgte: Og hvad nu, hvis det ikke sker? Hvad nu, hvis det aldrig sker? Er det på grund af aborten? Leonora var snart 30, og hun og Klaus havde ikke brugt beskyttelse i ti år. Det havde været ti år, hvor Leonora var blevet dybt ulykkelig, hver gang hun havde fået menstruation. Hver måned havde hun prøvet at overbevise sig selv om, at det sikkert var lige ved at ske.

Hver måned tolkede hun alt i omverdenen som et tegn på, at nu var hun gravid.

Hun havde tvunget sig selv til at tro på det.

Alligevel var hun begyndt at sove dårligt, nervøst, uro8

Peters død.indd 8

17/06/14 19.42

ligt, hendes kræfter var for hver dag blevet mere umu­ lige, mere knudrede. Lægen havde sagt, at hun bare skulle slappe af, så ville det komme af sig selv, men lige meget hjalp det: Leonora kunne hverken blive gravid eller sove.

Hun havde prøvet med sovepiller, som hun havde lånt af sin grandtante Maren Katrine, hun havde prøvet med snaps og lange gåture i skoven, hun og Klaus havde prøvet med fri dans, med daglig sex og en særlig form for hoppeøvelser (der skulle forøge blodgennemstrømningen i underlivet).

Men intet var sket.

Ikke andet end at den udeblivende graviditet efterhånden var et fast samtaleemne, når hun tilfældigt mødte en gammel skoleveninde eller bekendt.

Man sagde: – Det kommer, når du mindst venter det.

– Du skal bare tænke på noget andet. Så sker det.

Men kommentarerne havde den stik modsatte effekt, for jo mere folk nævnte den udeblivende graviditet, jo mere mislykket følte Leonora sig.

Leonora åbnede øjnene og kunne pludselig ikke huske, hvad det var, hun skulle hente på loftsrummet. Nå jo, hun ville hente et maleri. Hun ville hænge det op i stuen. Det maleri, hun valgte, forestillede en fugl, der sad på kanten af en klippe og så ud, som om den var lige ved at lette. Eller kiggede den bare? Leonora tog maleriet under armen. Det ville se godt ud over sofaen, tænkte hun.

Leonora gik ned ad den smalle loftstrappe.

For ikke at støde maleriet mod de skrånende, kalkede vægge holdt hun det ud i strakt arm. Hun gik ind ad 9

Peters død.indd 9

17/06/14 19.42

køkkendøren og besluttede sig for, at det var tid til en kop te. Hun havde god tid, hun havde overstået dagens rengøring. Hun stillede maleriet inde i stuen, åbnede køleskabet og satte omhyggeligt de ting, hun skulle bruge, på en bakke. Efter aftensmaden skulle hun ned at se til sin far, Peter, men det hastede ikke.

Henry og Birgitte havde som sagt mødt hinanden i Thylejren. Birgitte var blaffet derop med en veninde fra pædagogseminariet, Henry havde deltaget i forlejren, gravet huller til toiletter og bygget den scene, som blandt andre Gasolin’ senere skulle spille på. Han havde hængt ud i et af de tre militærtelte, der udgjorde Dans Tetelt, og hun var trådt fra lyset ind i mørket for at smage noget af den galarkakao, hun havde hørt så meget godt om. Og senere havde han ført hende væk fra musikken og ind i en Ford Transit, der havde navnet GNAGS malet på siderne (i forbifarten havde hun spurgt: Hvad er det? Er det noget, man kan spise?), og han havde bundet et pandebånd om hendes hoved og talt om deres historiske chance for at drømme nye drømme, og hun var blevet forelsket. Hvad enten hun solgte smykker på et lille tæppe foran sit telt eller hjalp til med at duplikere lejravisen, så følte hun, at Henry var den person, der kunne hjælpe hende med at kaste alle de forbandede hæmninger over bord. Efter nogle uger fulgte hun ham hjem til København, hjem til det lejede værelse i Blågårdsgade, og en aften lænede hun sig tilbage ind over hans spisebord, blottede sine bryster og sagde: – Jeg vil have et barn med dig, Henry.

10

Peters død.indd 10

17/06/14 19.42

Deres første barn var kommet til verden på en fødeklinik i den indre by, det andet barn befandt sig allerede inde i hendes mave; hun var i syvende måned, og hun var træt. Så snart de havde spist, ville hun undskylde sig med kvalme og træthed og gå i seng. Hun ville lægge sig på en madras ved siden af Thomas, der netop var blevet et år, og så ville hun sikkert sove i ti-tolv timer.

Foreløbig sad hun ved køkkenbordet og drak en kop te.

Steen sagde: – Jeg skal bare lige være færdig med den her.

Inge sagde: – Der ligger en Irma oppe på Strandvejen.

– Irma, sagde Steen. – Er det ikke for gamle, rige damer?

Steen slikkede på cigaretpapiret, tændte sin hjemmerullede cigaret, rejste sig og rakte hånden frem, som ville nogen forsyne ham med både indkøbsseddel og penge.

Bent sagde henvendt til Henry: – Skal vi ikke gå ned og se på det oliefyr imens?

Bent og Inge var kommet ind i gruppen på anbefaling af Kelle, der som sagt havde trukket sig. Henry havde været skeptisk over for Bent allerede fra starten; han var ikke ambitiøs nok. Det var jo ikke bare et bofællesskab, de skulle have til at fungere, det var en revolution, de skulle have sat på skinner! De havde diskuteret det på et par fællesmøder: Hvad var deres fremtidsvision? Nogle var tilfredse med bare at få et sted at bo, andre så kollektivbevægelsen som en mulighed for at skabe et alternativt samfund i samfundet. Og Bent virkede ikke, som om 11

Peters død.indd 11

17/06/14 19.42

han rigtig forstod det. Han havde ikke sagt noget, der var decideret reaktionært. Han virkede bare så forsigtig. Det var noget med måden, han holdt Inge i hånden på.

De to mænd gik ned ad den smalle kældertrappe, Henry tog opstilling ved fyret og forklarede Bent, at det var blevet tilsluttet den gamle olietank i haven, som muligvis skulle udskiftes inden for en overskuelig årrække.

Han pegede begejstret: – Men dét dér er en Tasso-kedel, og déroppe der er varmtvandsbeholderen. Der er både brugsvand og radia­ torvand. Om en måneds tid kan vi selvfølgelig slukke radiatorvandet, så det kun er brugsvandet, der cirkulerer.

Han gik et skridt tilbage, pegede nedad.

– Inde i brænderen sidder dysen og forstøver olien, som så bliver antændt. Det kan du se gennem det lille vindue dér. Hvis der ikke er nogen flamme, så er der noget galt.

Det sidste sagde han med samme alvor, som var det selve den flamme, der holder det menneskelige legeme varmt, han talte om, flammen i den enkeltes sjæl, ja, flammen i den kollektive sjæl.

Bent sagde: – Ja, hvis nu det går ud en dag, og du ikke er her.

Henry nikkede, som havde Bent sagt noget, der både var usandsynligt og dumt.

Hoveddøren smækkede bag Steen, og Hansi kom ud af det værelse, han havde »erobret« efter kun at have opholdt sig i huset i tyve minutter. Aftalen havde ellers været, at værelsesfordelingen skulle godkendes på det første fællesmøde, men Hansi var ikke til at diskutere med.

12

Peters død.indd 12

17/06/14 19.42

Efter at han havde flyttet sine to flyttekasser ind på det værelse, han havde udset sig, havde han højlydt erklæret, at han ikke ville forstyrres. Kun en enkelt gang var han kommet ud for at låne en hammer.

Henry havde spurgt, om han skulle hjælpe, men Hansi havde bare forklaret, at han hele sit liv havde drømt om at erobre en plet i verden, og nu skete det (det, han havde drømt om hele sit liv, for pokker! Det skete på en eneste eftermiddag!), nu skete det, og fra denne plet ville han skabe en ny verden på ruinerne af den gamle, én, som han kunne holde ud at leve i, OG HAN VILLE IKKE HAVE HJÆLP TIL AT INDRETTE DEN, ELLERS TAK. Så havde han lukket døren bag sig, og der havde lydt en masse bulder og brag. Hansi var ellers en fattet mand fra Roskilde. Hans far var overlæge, hans mor var hjemmegående, og Hansi var en længe ventet og højt elsket søn, der siden 17-årsalderen havde haft et velplejet cykelstyr på den smalle overklasseoverlæbe. Han nød at gå med alpehue og sige de få franske ord, hans mor altid havde sagt, når hun drak gin og tonic før klokken 12 (Vous êtes un enchantement! Quelle beauté!). Jo, han var måske nok lidt excentrisk, en smule vanvittig, men findes der i grunden nogen børn, der ikke bliver vanvittige af at have forældre? Findes der nogen forældre, der ikke bliver vanvittige af at have børn? Sådan kunne Hansi spørge, og selvom han var sådan (drejende som en akse, der ikke gik igennem midtpunktet), så var han også utrolig følsom og forstående: Kvinderne i huset elskede ham.

Hansi åbnede døren ud til køkkenet, netop som Anni var på vej ud ad den: 13

Peters død.indd 13

17/06/14 19.42

– Jeg er lige på vej op for at hente en stegepande på mit værelse.

– Fedt, sagde Hansi.

Han satte sig ved det store bord i køkkenet, trak en flaske rødvin op og spurgte, om der var nogen, der ville have et glas?

Birgitte rystede på hovedet, Inge sagde: – Åh, hvor skønt, lige hvad jeg trænger til! Men skal den ikke ilte?

– Nej, nej, sagde Hansi. – Den her kan drikkes lige fra flasken.

Anni kom tilbage med stegepanden, stillede den på komfuret og satte sig ved siden af Hansi. Anni var psykologistuderende på første år; hun kom fra Slagelse og havde store, brune øjne og mørke krøller. Hun var kollektivets absolut yngste beboer, bare seksten år, som Bent sagde med henvisning til Gitte Hænnings glade hit, skønt Anni faktisk var atten. Hun kunne virke usikker, men også endnu mere stålsat end de andre, og hun var i øvrigt den i gruppen, der havde været mest desperat for at få et sted at bo. Det første år i København havde hun mere end én gang været nødt til at tage til takke med skumle tilbud på skumle værtshuse, hvis hun da ikke ville lægge sig til at sove på en varmerist.

Steen kom hjem, tømte indkøbsposens indhold ud på køkkenbordet og sagde: – Det ser ud til, at vi skal have hakkebøffer.

– Hakkebøffer? gentog Anni. – Jeg troede, vi var enige om, at vi ikke skulle spise så meget kød?

Steen standsede midt i en bevægelse. Han kneb øjnene 14

Peters død.indd 14

17/06/14 19.42

sammen, som var de tanker, der passerede gennem hans hjerne, tunge og kantede som klippeblokke.

Han åbnede øjnene og sagde: – Du har ret, Anni. Det var min tillærte adfærd, der slog igennem dér.

I Køge var Leonora og Klaus ved at være færdige med at spise aftensmad, frikadeller med surt, og mens Klaus satte sig i sofaen med sin avis, gik Leonora ud i køkkenet for at vaske op. De boede i den øverste lejlighed i en etage­ ejendom i Køge, og deroppe var der hen under aftenen så stille, at det var, som om de hjemvendte fugle løftede husets tag og bar byens lyde langt ud over havet. Klaus skubbede sine brunternede slippers af, lagde benene op på sofabordet og sukkede. Åh, denne mæthed, denne stilhed var en befrielse. Han lagde avisen fra sig, tænkte på, om der bag forårshimlen var en anden himmel, en anden verden; en ny måne bag skyerne. Fra køkkenet hørte han den dæmpede lyd af Leonoras lille transistorradio. Af og til sang hun med.

I kollektivet var maden først lige blevet færdig. Bordet blev dækket med uens tallerkener, tilfældigt bestik, i stedet for en dug anvendte man gamle lagener og følte sig kreative. Inge, der som den eneste havde børstet sit kraftige hår og iført sig en løs kjole af indisk tilsnit, kiggede ud over det hele, slog hænderne sammen og sagde: – Sikke en vidunderlig mangfoldighed! Det første måltid i vores nye hus!

Og således tog man plads. Og idet man tog plads, tog man ikke bare plads ved et aflangt egetræsbord på en vej 15

Peters død.indd 15

17/06/14 19.42

i Hellerup i april 1972, man tog plads i et forsøg på at skabe en ny familieorden. For hvor familiens orden før havde været fastlagt og præget af, at mor og far havde komplementære roller, af, at der var klokkeklare grænser mellem børn og voksne, drenge og piger (verden havde både et nord, et syd, et øst og et vest), så var den nye orden, den såkaldte storfamilie, ikke klart defineret endnu. Kernefamilien var allerede et skældsord på dette tidspunkt, ja, selve parforholdet satte man spørgsmålstegn ved. For havde denne tohed overhovedet sin berettigelse i det kommende samfund? Skulle alle ikke bare overgive sig til gruppen? Og hvorfor kunne mænd ikke være mere som kvinder og kvinder som mænd? Hvorfra havde man retten til at bestemme over børn? Var de ikke i virkelig­ heden mere naturlige og sande end de voksne, skulle de ikke i virkeligheden gå først ind i fremtiden?

Henry, der ikke havde været helt så aktiv i forhold til madlavningen, som han havde lovet, kiggede ud over grup­pen og følte sig beruset, han havde næsten den samme følelse, som dengang han ankom til Thylejren, altså bortset fra at dette ikke var en sommerlejr, et eksperiment, dette var (indtil videre) for resten af livet. Han hævede sit glas, sagde skål, og da alle kiggede hen mod ham for at besvare hans gestus, kunne han ikke bare mærke, hvordan kærligheden løb mellem de spisende kollektivister, nej, Henry kunne også ligefrem se kærligheden forbinde den ene med den anden med store, gennemsigtige blækspruttearme. Således kunne han se en stor, tyk arm strømme over mod Birgitte og nænsomt lægge sig om hendes trætte skuldre, han kunne se armens klare lys. Han lod glasset 16

Peters død.indd 16

17/06/14 19.42

svæve i luften, efter at alle andre havde stillet deres ned, han morede sig over at se, hvordan hans kærlighed også strømmede over mod Steen, Inge og Hansi, ja, sågar mod Bent. Kun den kærlighed, der løb over mod Anni, så anderledes ud, den havde en anden farve. Pludselig følte han sig optændt af seksuel energi, han følte sig liderlig.

Han satte glasset ned, smilede til hele bordet og sagde: – Vi kommer til at være det fedeste kollektiv i hele Dan­mark!

Steens søster, Mette, rakte ham fadet med hakkebøffer og tog selv nogle kartofler. Hun var den, der var ankommet sidst, og derfor havde hun også været den sidste til at vælge værelse.

Nu spurgte hun: – Er værelsesfordelingen egentlig blevet godkendt på et fællesmøde?

Steen sagde: – Hvor er det godt, at du tager det op, Mette. Vi skal jo lige vænne os til den demokratiske proces alle sammen.

Han rømmede sig og påtog sig ivrigt ordstyrerens rolle: – Er der nogen, der er utilfreds med det værelse, de har fået?

Der blev stille.

Mette sagde spagt: – Jeg er ikke decideret utilfreds, men måske kunne man forestille sig en turnusordning? Værelserne er jo meget forskellige.

Både Steen og Bent nikkede.

Kun Hansi sad uroligt på stolen.

17

Peters død.indd 17

17/06/14 19.42

– Det kan altså ikke lade sig gøre, sagde han, øjnene lyste af angst. – Jeg har allerede planlagt, hvordan mit værelse skal males, og det vil tage mig flere år at blive færdig, jeg forestiller mig et motiv, hvor en masse mennesker svæver hen over et nyt kontinent, der …

Birgitte tog sig til maven: – Jeg er altså virkelig ked af det, men jeg er nødt til at gå op og lægge mig.

Hun løftede Thomas ned fra hans højstol og tog sig til lænden.

Hun lagde en hånd på Henrys skulder og hviskede: – Vi klarer os.

Alligevel rejste Henry sig, bar Thomas op ad trappen og gjorde hans tremmeseng klar.

Da Thomas lå i sengen, og de stod i deres nye, tomme værelse, deres nye hjem, spurgte han: – Skal jeg ikke tilslutte telefonen med det samme?

Husets eneste telefonstik var tilfældigvis i deres værelse.

De havde hele tiden sagt, at det var helt uformelt og kun af praktiske årsager, at de skulle giftes (en medvirkende årsag havde nu også været, at Birgitte havde hørt, at jordemødrene på fødeklinikken så ned på de kvinder, der ikke havde ring på). Men så var det alligevel endt med, at Henry i det lejede beboerlokale på Nørrebro havde holdt en tårevædet tale for sin hustru, med, at Birgittes far havde trukket Henry til side og betroet ham, at det eneste, der virkelig betød noget for ham i dette liv, var, at hans kone, Birgittes mor, havde det godt.

– Sådan er det, havde han sagt. – Når man bliver gift, 18

Peters død.indd 18

17/06/14 19.42

har man ansvaret for en kvindes lykke, og det er det eneste ansvar, der giver mening. Børnenes lykke skal hun nok tage sig af.

Birgittes far havde rystet smokingjakken på plads og sagt: – Jo, arbejdet skal gøres, pengene skal tjenes, og regnskabet skal gøres op. Men hvis ikke lillemor er glad, så er det ligegyldigt alt sammen. Forstår du, hvad jeg siger?

Det havde været første gang, deres forældre havde mødt hinanden, og Lilly havde været i sit stiveste puds.

Under armen havde hun haft Ib Berthelsen, den mand, hun havde boet hos, siden hun forlod Peter og det Køge, hvis provinsielle kulturliv hun stadig kunne få åndenød af at tænke på. Peter elskede stadig sin første og eneste kone, men efterhånden som han havde erkendt, at Lilly aldrig ville komme tilbage til ham, var han begyndt at bruge sin gamle kæreste og forlovede, Ella, som ledsager. Henry havde ikke ligefrem været glad for at høre, at Ella skulle med til hans bryllup, for nok havde hun reddet hans liv, da han var dreng, men eftersom han som ung havde haft en kærlighedsaffære med hende, brød han sig ikke om, at hun skulle overvære hans bryllup.

Henry og Birgitte var ankommet til Rådhuspladsen hånd i hånd, de havde været med en af Københavns sidste sporvogne. Thomas var vandret fra arm til arm og havde været helt stille, mens de gav hinanden deres ja. I det øjeblik havde Birgitte genert kigget ned på brudebukettens lilla farve, og Henry havde ikke følt den mindste ambivalens, den mindste tvivl, han havde været lige så rent til stede, som han nu var det den første aften i kollektivet. Han 19

Peters død.indd 19

17/06/14 19.42

havde ikke tvivlet på Birgitte eller dét, de havde sammen.

Og alligevel var der også noget andet, et andet rum, som ikke havde noget med hende at gøre. For eksempel følte han ikke, at det havde det mindste med Birgitte og deres ægteskab at gøre, da han, efter at have tilsluttet telefonen gik nedenunder, lukkede døren bag sig selv og Anni. Han følte ikke, at det havde noget med Birgitte at gøre, da han flåede Annis kjole af, grådigt rørte ved hendes små, spidse bryster og kyssede hende på halsen, mens hun allerede stønnede. Han syntes slet ikke, at det havde noget med Birgitte at gøre, da han indså, at de begge formelig kogte, at de var så liderlige, at der ikke var tid til at tage hendes underbukser af, at han bare måtte trække dem til side og støde hårdt ind i hende, som var der noget inden i hende, han måtte og skulle nå, noget, som et øjeblik senere ville være væk, noget, som han måtte, måtte, måtte mærke, røre.

Fordi spændingen ikke kunne komme ud gennem stem­ men, var Anni nødt til at bide fast i hans hånd, hun fik tårer i øjnene, hendes ansigt krøllede sig sammen, og i det øjeblik, da han så hendes ansigt, sagtnede han farten lidt, så de kunne nyde det, så det ikke skulle være overstået for hurtigt, og han lukkede øjnene og var pludselig væk.

Han var dybt inde i skødet på en attenårig pige, der kun ønskede én ting, nemlig mere, men Henry var væk: Som havde han et øjeblik forenet sig med noget guddommeligt, som var han i det øjeblik kun det dunkende begær, der strømmede i ham, som var han tusindvis af mænd, der verden over fik udløsning i samme øjeblik, som var han sin forhadte far, en soldat, der grådigt voldtog en uskyldig kvinde, en træt familiefar, der gjorde sin pligt, 20

Peters død.indd 20

17/06/14 19.42

en desperat gadesælger, en svimmel buschauffør, en narkohandler, der kneppede en luder. Han var væk, han var intet, og det eneste, der tilsyneladende var tilbage af ham, var nogle lysbilleder, der var smeltet fast i den bløde hjernemasse, en håndfuld gamle forestillinger, der udgjorde hans erindring.

Da han vendte tilbage, faldt hun sammen som en slap klud, hun ville takke og sige, at hun havde kvalme, men Henry holdt pegefingeren hen foran en spidset mund.

– Stille!

Og alligevel hviskede hun: – Nu er jeg ikke jomfru mere.

Fra køkkenet hørtes dæmpede, rolige stemmer. Inge var færdig med at vaske op, og Hansi var ved at tørre de sidste glas. Steen og Mette var gået ovenpå for at sætte lamper op i hendes værelse, Bent var ved at lave en madplan. Henry gik træt og tilfreds op ad trappen, han åbnede forsigtigt døren ind til sin lille familie. Birgitte var faldet i søvn med ansigtet vendt mod natlampen og det lille natbord, hvor den grå drejeskivetelefon, der endnu ikke havde ringet for første gang, stod. Henry gik over til tremmesengen og kiggede ned til Thomas, der havde kastet sin dyne af sig og så fredfyldt ud. Så kiggede han hen på de fire flyttekasser, de endnu ikke havde pakket ud, og tænkte: Vi bliver glade her, det er jeg sikker på.

Han fór sammen, da telefonen ringede. For at Birgitte ikke skulle nå at vågne, skyndte han sig over til natbordet og løftede røret så lydløst som muligt, men hendes øjne var allerede små sprækker.

21

Peters død.indd 21

17/06/14 19.42

– Ja? sagde han.

Det var Leonora, der spurgte efter ham.

Han sagde: – Det er mig, Leonora, er der noget i vejen?

Leonoras stemme var alvorlig, tung.

Hun sagde: – Der er sket noget med far, Henry. Du er nødt til at kom­me hjem.

Peters død.indd 22

17/06/14 19.42

140 mm

16,5 mm

PRESSEN SKREV

– Bjørn Bredal, Politiken

HHHHH »Guldager skriver stærkt om familie, 60’erne og følelsesmæssige afgrunde.« – Berlingske

HHHHHH »Det er et beundrings-

220 mm

værdigt skarpt tidsbillede, Guldager skaber og kombinerer med dyb indsigt i det labile menneskesind.« – Dagbladenes Bureau »Katrine Marie Guldager fortsætter sin serie om en familie fra Køge i suveræn stil.« – Kristeligt Dagblad

peters død er fjerde selvstændige bind af Køge-krøniken og foregår i 1972. Vi følger søskendeparret Henry og Leonora ind i den turbulente tid, hvor hippier og venstreorienterede sætter dagsordenen. Henry er blevet far og flytter i kollektiv, mens Leonora er ulykkelig over sin barnløshed, og Lilly bliver forladt af Ib Berthelsen. Da Leonora finder faren Peter død, mærkes det som et jordskælv, hvis rystelser forplanter sig ud i familien og i hele resten af fortællingen.

Katrine marie guldager

»Guldager har nu skrevet en smukt afrundet, forklaret, humoristisk og uhyggelig trilogi om familien fra Køge.«

140 mm

katrine marie guldager

»Tonen i Guldagers romanfortællerstemme er og bliver noget helt særligt i den danske samtidslitteratur.« – Lilian Munk Rösing, Information

katrine marie guldager (1966) er kendt for bl.a. novellesamlingen København, selvbiografien Lysgrænsen og børnebogsserien om Frøken Ignora, foruden den aktuelle digtsamling Et sted i verden.

Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

»En superskarp og sammenhængende historie i sig selv. Nye læsere kan mageligt begynde her.« – Weekendavisen

roman Lindhardt og ringhof

omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk

100 mm

foto: © Isak Hoffmeyer

100 mm