Pigen fra det store hvide skib.indd 2
05/12/2020 10.54
JESPER BUGGE KOLD MICH VRAA
PIGEN FRA DET STORE HVIDE SKIB
Lindhardt og Ringhof
Pigen fra det store hvide skib.indd 3
05/12/2020 10.54
Pigen fra det store hvide skib Copyright © 2021 Jesper Bugge kold & Mich Vraa All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Imperiet/Simon Lilholt Forsideillustration: © Magdalena Russocka/Trevillion & Erik Petersen/Ritzau Scanpix Bogen er sat med Garamond hos LYMI DTP-Service og trykt hos Scandbook UAB ISBN 978-87-11-98964-7 1. udgave, 1. oplag 2021 Udgivet efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency, København Forfatterne ønsker at takke ØK Fonden, Jyllands-Postens Fond og Kong Christian den Tiendes Fond for økonomisk støtte
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk
Pigen fra det store hvide skib.indd 4
05/12/2020 10.54
Tilegnet de kvinder og mĂŚnd der sejlede med M/S Jutlandia fra januar 1951 til oktober 1953
Pigen fra det store hvide skib.indd 5
05/12/2020 10.54
Pigen fra det store hvide skib.indd 6
05/12/2020 10.54
OPTAKT
Pigen fra det store hvide skib.indd 7
05/12/2020 10.54
Pigen fra det store hvide skib.indd 8
05/12/2020 10.54
Odense, maj 1945
Det bødes der for Jeg nåede at opleve befrielsens eufori. Først ordene fra BBC, “Her er London …”, fulgt af en kort stilhed og så brølet af glæde. Følelsen af at byen vågnede til live netop som mørket havde sænket sig. Ligesom alle andre løb jeg ud på gaden. Vi ville møde vores naboer og dele øjeblikket med dem. Bål blussede op, de forhadte sorte rullegardiner krympede sig i flammerne. Det var som havde en pest, en dødbringende epidemi, endelig sluppet sit tag. Vi havde selvfølgelig vidst at det ville ske, at den ville komme, denne dag som viste sig at være en aften. Det var køligt og blæsende, men vi varmede os ved vores fælles glæde. Det samme gjaldt dagen efter, den officielle befrielsesdag. Grå skyer lagde sig over det befriede land, og det regnede. Der blev festet alligevel, selv om denne lørdag skulle vise sig at blive den blodigste under hele besættelsen. Netop som krigen skulle være slut, brød den ud i Odense. Flere steder i byen var der kampe mellem modstandsfolk og tyskere. Skud og eksplosioner bragede gennem gaderne. Ingen forstod hvorfor, men følgerne var grusomme: snesevis af døde og sårede mænd, kvinder og børn. Sygehusets modtageafdeling og operationsstuer var i højeste 9
Pigen fra det store hvide skib.indd 9
05/12/2020 10.54
beredskab fra de første meldinger begyndte at komme, alle blev kaldt ind, og mit hold alene udførte seks større operationer den dag. Blødninger, knuste knogler, en enkelt amputation, indre kvæstelser. Talrige kødsår efter projektiler. For en tid var det ellers altid så veltilrettelagte arbejde på operationsgangen erstattet af panik og råb og blodige fodaftryk på det grå linoleum. Det var som et lazaret, og mens jeg var i det, føltes det uvirkeligt, som en scene i en grotesk udpenslet roman. Vi kæmpede for at bevare overblikket og holde en fornuftig rækkefølge i vores indsats, prioritere de alvorligste blødninger og se det i øjnene i de tilfælde hvor vi var nødt til at give op. Nogle af de sårede havde mistet så meget blod at de var døde ved ankomsten til modtagelsen; andre døde på operationsbordet. De fleste var voksne, men ikke alle. Om eftermiddagen kom to reddere løbende ind i modtagelsen med en båre der var tilsølet i blod. De havde gjort hvad de kunne, for at standse blødningerne, men der var for mange sår, for mange ødelagte vener og arterier, patienten var i hypovolæmisk chok; op mod halvdelen af blodet befandt sig uden for hans krop. Da redderne standsede og stod forpustede på gangen, kom en af mine jævnaldrende kolleger løbende ud fra vagtstuen. Jeg gik så hurtigt jeg kunne; man løber kun yderst sjældent på en operationsgang. Jeg så hende bøje sig ned over patienten og lægge en hånd på hans ansigt for at dreje det om mod sig. Men da hun så ham, krøllede hendes eget ansigt sammen, og jeg vidste at hun ikke var nogen nytte til, at hun kun ville gøre ondt værre. Da jeg nåede båren, sagde hun et eller andet, men ordene blev kvalt i hendes hulken, og jeg skubbede hende til side og så ned på den sårede. Det var en dreng på omkring ti år. Jeg lagde en finger mod hans hals og følte efter pulsen uden at forvente at finde den. Den var der, men den var alt for hurtig, halvandet hundrede, og drengens hud var kold. Jeg så ned 10
Pigen fra det store hvide skib.indd 10
05/12/2020 10.54
i hans ansigt, snavset og blodigt, med skorper af et eller andet om munden. Øjnene var næsten helt lukket i, og havde det ikke været for den takykardiske hjerterytme, ville jeg have taget ham for allerede at være død. Der var netop på det tidspunkt et mindre ophold i strømmen af sårede, og med reddernes hjælp fik vi drengen ind på operationsstuen. Der var ikke tid til mere end den vigtigste rengøring, sterilisation af miljøet tæt på bordet, gulvet var glat af blod som ingen havde mulighed for at moppe op. Det klæbede under mine træskos gummisåler. Drengens venstre arm havde voldsomme læsioner; hans ternede skjorteærme var revet op, og da jeg havde klippet det af, så jeg blottede sener og blodkar hvorfra blodet vældede ud. En kollega fortsatte afklædningen af drengen, mens jeg satte klemmer på arterierne og kaldte på blod. Instrumenter klirrede i sterile stålbakker. Overlægen kom ind fra kirurgisk vask med hænderne løftet foran sig, og vi gik i gang. Senere læste jeg drengens navn; det stod i alle aviserne. Frantz. Ti år. Han havde leget i gården bag Skt. Hedvigsøstrenes Børnehjem i Absalonsgade da en håndgranat blev kastet over muren. Seks børn blev såret. Frantz var ramt af adskillige fragmenter. Da vi gik i gang med at operere, stod det hurtigt klart at blødningerne i armen og skulderen nok var alvorlige, men det stod værre til i bughulen. Leveren var perforeret og næsten revet over; der var flere indre blødninger. Det forekom mærkeligt at han havde været i live ved ankomsten til sygehuset. Mens vi sled for at redde drengen, sænkede overlægen pludselig den hånd der holdt den sterile sårhage jeg netop havde givet ham. Jeg fulgte hans blik og så det samme som han i drengens kridhvide ansigt. Han var der ikke længere. Den hurtige puls var væk. Det var næsten en lettelse; vi ville aldrig have kunnet redde hans liv. Et kort sekund var det som om jeg så 11
Pigen fra det store hvide skib.indd 11
05/12/2020 10.54
drengens sjæl forlade hans mishandlede krop, kredse en omgang under loftet og forsvinde ud ad vinduet. Jeg mærkede min hals snøre sig sammen, men tog et voldsomt tag i mig selv og trådte væk fra operationsbordet. Jeg så over på overlægen; hans ansigt var alvorligt, men også nærmest udtryksløst. Vi nikkede til hinanden; vi vidste at vi havde gjort hvad vi kunne. Det var ikke overlæge Schmidt dengang. Det var en ældre mand, professor Ohlsen, som var tæt på pensionsalderen, men det var som om han den dag vågnede til dåd og blev ung igen da kaos brød løs. Bagefter sank han sammen som en klud. Han trak sig tilbage få måneder senere. Måske havde han brugt sine sidste kræfter på den forrykte dag. Da jeg forlod sygehuset først på aftenen, var jeg så udmattet at mine hænder rystede da jeg fiskede mine cigaretter op af jakkelommen. Jeg stod et øjeblik under den grå himmel og fyldte lungerne med den friske luft inden jeg tændte en cigaret og begyndte at gå hjemad. Jeg vidste at jeg havde gjort alt hvad der stod i min magt, som det var formuleret i det gamle sygeplejerskeløfte. Det var nok. Jeg ville ikke få onde drømme om denne dag på opera tionsgangen. Mit mareridt ventede forude. Så tæt på at jeg ikke nåede at ryge cigaretten færdig. Jeg ville uendeligt gerne kunne sige at jeg var uden skyld. Det lyder måske mærkeligt, men på en vis måde ville det gøre alting nemmere. En del af min smerte er netop min skyldfølelse. Ja, jeg kendte en ung mand der hed Leo, og jeg holdt meget af ham. Og ja, han var soldat i værnemagten. Ikke at jeg vidste det da vi mødtes, men uvidenhed er vel ingen undskyldning. Leo var tysker, det ville han ikke benægte. Men han kunne skjule det hvis han ville. Han talte lydefrit dansk. Hans familie havde i generationer boet i Sønderjylland, på Als og på fastlan12
Pigen fra det store hvide skib.indd 12
05/12/2020 10.54
det, og havde vel engang i tidernes morgen været dansk. Leo blev født i genforeningsåret 1920, og hans forældre tilhørte derefter det tyske mindretal, men var også danske statsborgere da Hitlers propagandister sidst i 30’erne for alvor begyndte at agitere i Sønderjylland. Leo fortalte mig hvor svær situationen havde været for hans forældre. De følte sig som tyskere, men ikke som nazister. Han blev indkaldt til militærtjeneste, blev indrulleret og sendt nordpå. Først Fredericia, så Odense. Her mødtes vi en sommeraften i Kongensgade. Mine forældre havde været i biografen for at se en ny dansk film med titlen Det bødes der for. Allerede dagen efter opsøgte min mor mig i min lejlighed og forærede mig en biografbillet. Jeg måtte ubetinget se filmen, sagde hun. Det var aldrig sket før. “Hvorfor?” sagde jeg. Hun tøvede lidt. “Det er en film som alle unge mennesker bør se,” sagde hun så. Jeg huskede at jeg i kaffestuen på sygehuset havde set en omtale af filmen i Fyns Venstreblad hvor ordet “opbyggelig” var faldet mig i øjnene. Det var ikke et ord der under normale omstændigheder ville lokke mig i biografen, men der var langt mellem adspredelserne de sidste år under besættelsen. Jeg så filmen alene en torsdag aften i Fønix-teatret, og den var faktisk mere underholdende end opbyggelig. Den handlede om løsagtighed og kønssygdomme. En ung charmør møder en kvinde i Tivoli i København og får gonorré. Mens jeg sad i biografens mørke – næsten alene på en stolerække til den tidlige forestilling – kom jeg indimellem til at le ad personernes tåbeligheder, og så gik det op for mig at jeg var næsten den eneste der gjorde det. Der var dog én, en mand der sad skråt foran mig, og hvoraf jeg kun kunne se nakken og skuldrene og lidt af hans profil, som også lo. Det blev næsten påfaldende – som om vi sad sammen og morede os over de samme scener 13
Pigen fra det store hvide skib.indd 13
05/12/2020 10.54
og over de fjollede unge mænd der var så nemme at fordreje hovedet på. Filmen endte skidt for charmøren, og da den var forbi, var der ugerevy inden næste forestilling. Mange rejste sig og gik, men manden foran mig blev, og det gjorde jeg også. I biografsalen lød spredt hujen og et enkelt pift ad de tysk venlige nyheder. Men lyset forblev slukket. Så marcherede soldater over lærredet indtil billedet pludselig standsede, og lampen omgående brændte sig igennem det frosne billedes celluloid. Et øjeblik var der stille, så kom der en lyd fra manden på rækken foran mig; en mellemting mellem en hånlig fnysen og en sagte latter. Da lyset endelig blev tændt, rejste jeg mig og tog min jakke på. Jeg nåede ikke at se ham rigtigt, for han var allerede ude i midtergangen og på vej ned ad den korte trappe midt i salen. Jeg stak hånden i lommen efter mine cigaretter. Men da jeg klikkede med min lighter, tændte den ikke. Så jeg gik ud af biografen med den utændte cigaret i munden. Uden for hovedindgangen stod folk og kiggede på de fotografier fra kommende film der var udstillet på de tykke søjler foran biografen. Frihed, lighed og Louise, stod der med hvide, kantede bogstaver øverst i glasmontren. Han var en af dem; jeg kunne kende hans profil, hagen og det nyklippede, brune hår. Han vendte sig netop som jeg kom ud ad indgangen, og da han så min cigaret, stak han uden tøven hånden i lommen og tog sin lighter frem. Han smilede, en flamme sprang op imellem os, og jeg tog et par skridt og bøjede mig frem mod den. Man siger at ægte skønhed kommer indefra, men den ser man jo først når man kender folk. Den anden slags fanger ens blik på gaden. Sådan var Leo, en meget flot mand. Høj og med brede skuldre, markeret ansigt og nysgerrige, intelligente øjne. Han var velklædt, næsten elegant, i en lysegrå jakke og mørkere bukser. Skoene havde samme farve som hans hår og var 14
Pigen fra det store hvide skib.indd 14
05/12/2020 10.54
velpudsede. Alt det så jeg på et sekund, så bøjede jeg mig frem mod hans flamme og mærkede lugten af benzin fra lighteren. Jeg stak cigaretten ind i den gule flamme og fik ild. Så løftede jeg blikket og så på ham. På trods af sin alder havde han fine smilerynker om øjnene. Det kunne jeg godt lide. “Tak,” sagde jeg. Han svarede ikke, men nikkede og smilede igen. Hans stemme hørte jeg først et øjeblik senere da jeg var begyndt at gå hen ad fortovet, og han gik samme vej. Da talte han til mig, og jeg svarede ham, og vi fulgtes ned til hjørnet af Vestergade. Den tanke at han ikke var civilist, at han var en tysk soldat der blot havde orlov og havde klædt sig pænt på, måske i håb om at møde en pige, faldt mig ikke et øjeblik ind. De næste tre måneder sås vi så ofte vi kunne komme til det. Altid i smug. Det var sommeren 44, netop da de allierede var gået i land i Normandiet. Jeg vidste – jeg ved – at Leo ikke var nazist, tværtimod, han havde ikke selv bedt om at blive indrulleret i værnemagten. Jeg troede på ham når han sagde at han allerhelst ville være dansker igen, krænge uniformen af og lægge krigen bag sig. Nogen tid efter kom han første gang i min lejlighed i Nedergade. De kommende uger prøvede vi at undgå at nogen så os, men selvfølgelig lykkedes det ikke. Min nabo, et postbud, en anden nabos dreng. Måske var det en af dem der stak mig. Måske var det ikke. Var det en forbrydelse? Var det forkert? Kan kærlighed være forkert? For jeg elskede ham. Og han mig. Vi begyndte at lægge planer for livet efter krigen. Fred. Arbejde. Børn. Et hjem. Og så var han pludselig væk. På trods af hvad ugerevyerne fortalte, rykkede de allierede frem. Tyskerne mobiliserede alt. Jeg så aldrig Leo igen; han døde vel ved Atlantvolden eller i Ardennerne. Aldrig hverken før eller siden har jeg grædt som den dag 15
Pigen fra det store hvide skib.indd 15
05/12/2020 10.54
han rejste. Jeg var fortvivlet. Den tanke at noget endnu værre kunne ramme mig som en følge af vores kærlighed, faldt mig slet ikke ind. Men der er altid nogen der er misundelige på andres lykke. Og i et lille samfund kan intet holdes skjult. Så da krybene kom frem på befrielsesdagen, kendte flere af dem til Leo og hans danske kæreste. Jeg fandt senere mit navn i et af de illegale blade som gerne udstillede mistænkte for værnemageri uden mindste dokumentation. De vidste hvem jeg var, hvor jeg boede, og hvor jeg arbejdede. De kendte mine vaner og mine forældre, og de havde forberedt sig på den dag hvor de kunne få den hævn de mente sig berettiget til. Jeg kendte ingen af dem, men de kendte mig. Og da jeg forlod sygehuset den 5. maj, ventede de på mig. Jeg tænker indimellem på hvem de var. Men endnu mere på hvem jeg selv var før det skete. Om aftenen den 4. maj, for eksempel. Jeg festede med mine naboer, og jeg husker hvor glad og overstadig jeg var. Jeg lo og lo, og tømreren i naboejendommen, en rar mand med en køn kone og tre børn, hentede en flaske Gordon’s gin og skænkede i små glas som der slet ikke var nok af. Han og jeg stod side om side foran det stinkende bål, han rakte mig flasken, og jeg drak af den. Jeg blev lidt beruset, men jeg husker den aften så tydeligt alligevel. Hvem var Molly Dahl den aften? Sygeplejerske, temmelig nyuddannet, temmelig ung, men ambitiøs, ja, det var hun. Dygtig. Glad og … tillidsfuld? Ja, det tror jeg. Jeg var ikke bange for mennesker dengang. Jeg krympede mig ikke når mænd så på mig; måske satte jeg endda pris på det. Mændenes blikke. Jeg vidste godt at jeg tiltrak dem. Men jeg var ikke bange. Det er vigtigt. Sådan var jeg. Men det er som om jeg ikke husker det rigtigt. Jeg ser det ligesom udefra. Jeg ser Molly stå der ved siden af tømreren og le og smile og være glad, men jeg kan ikke 16
Pigen fra det store hvide skib.indd 16
05/12/2020 10.54
huske at jeg selv var den pige. Det der skete dagen efter, kappede min forbindelse til hende. Jeg blev en anden.
Pigen fra det store hvide skib.indd 17
05/12/2020 10.54
Saksen Jeg fik øje på dem for sent. Da jeg forlod sygehuset, var jeg udmattet, og jeg var til fods. Da jeg blev kaldt på arbejde om morgenen, havde jeg fundet min cykel flad på baghjulet, og jeg havde skyndt mig over til Flakhaven hvor jeg var sprunget på en sporvogn. Men efter den strabadserende arbejdsdag på operationsgangen havde jeg lyst til at spadsere for at få dagens gru lidt på afstand. Der var kun to en halv kilometer hjem, og vejret var blevet bedre; det var stille og forårsagtigt. De fleste af dem måtte have gemt sig bag stenhuggerens bygning lige ved indgangen til kirkegården. Kun en enkelt, en af kvinderne, stod ved lågen der førte ind på kirkegårdens område, og jeg fattede ikke mistanke til hende, så hende knap nok. Da jeg var helt henne ved lågen, talte hun pludselig til mig, og jeg standsede, forbløffet over at høre de ord fra en vildfremmed. “Din lille naziluder,” sagde hun. Tonefaldet var lavmælt, næsten en hvisken, og ordet var så chokerende at jeg først troede – håbede, åh, hvor jeg håbede – at jeg havde hørt forkert. Men så vendte jeg mig, og det gik op for mig at jeg var i fare. Hendes ansigt var blegt og hadefuldt, og bag hende stod nu en hel flok 18
Pigen fra det store hvide skib.indd 18
05/12/2020 10.54
hvis stirrende blikke ikke lod nogen tvivl mulig. Det var mig de var kommet efter. Der var syv mænd og to kvinder. Senere undrede jeg mig over at selv om mændene nok var grove og sjofle i deres tilråb, så var kvinderne de mest brutale. Det var dem der slog og sparkede mest. De rev og knurrede og spyttede som arrige katte mens de flåede i mit tøj og slog mig i ansigtet og på kroppen. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, hen ad vejen, og snart var jeg ud for den næste låge. En enlig skikkelse gik lidt længere fremme. En mand. Jeg standsede og råbte efter ham, råbte om hjælp, men han reagerede ikke, satte bare farten op og fortsatte uden at vende sig. Så nåede forfølgerne mig. En hånd greb fat i min arm og holdt mig fast, og resten kom til, og de begyndte at slæbe mig hen mod lågen mens jeg skreg. Jeg kæmpede imod, og da en af dem hvæsede en række skældsord ud for mit højre øre, svingede jeg albuen hårdt opad og bagud og ramte et ansigt. Jeg kunne høre på hylet at det var en af kvinderne; hun forsvandt bag mig mens de andre trak mig videre ind på kirkegården. Jeg mistede orienteringen, men efter nogen tid kom vi til en lille plads mellem buske og træer. Der var flere pompøse grave, en af dem med en mandshøj bronzestatue af en hyrde med en lang stav og to lam. Så fik jeg et slag i baghovedet og så endnu et, og det svimlede for mig. De var over mig nu, deres hænder var overalt, ragede på mig, hev i mit tøj og flænsede det. Jeg kæmpede imod og fik flere slag, og så væltede de mig om på jorden, og jeg blev holdt fast og lå endelig stille. Jeg så op. Kvinden stod over mig. Det var hende jeg havde ramt; hendes ansigt var blodigt, næsen var brækket, og blodet strømmede ned over hagen som på et rovdyr der lige har taget en luns af sit levende bytte. “Din grimme hore,” hviskede hun. Hun bukkede sig ned og slog mig med flad hånd i ansigtet, og jeg kunne smage blod på min læbe. Så stak hun hånden ind bag min allerede opknappe19
Pigen fra det store hvide skib.indd 19
05/12/2020 10.54
de jakke, greb fat om min uniforms stropper og rev til. Jeg ville standse hende, men mine arme var låst fast af to tunge skikkelser der sad på knæ i græsset; jeg så op i deres ansigter, og den ene lo så hans tænder lyste gulligt i den store, våde mundhule. Stropperne sprang, og kvinden rettede sig op og holdt et eller andet op i lyset foran sit blødende ansigt. “Molly,” læste hun. “Molly Dahl.” Hun sagde noget mere, som jeg ikke hørte, og kastede mit navneskilt fra sig. Så bukkede hun sig atter ned, flåede min bluse i stykker og arbejdede sig brutalt nedefter, hjulpet af mændene indtil jeg lå næsten nøgen i græsset foran dem, og jeg hørte dem le. Mændene pressede mig hårdt ned mod jorden, og kvinden satte sig på mig. Hun havde noget i hånden nu, det lignede et syltetøjsglas, og mens hun havde hele sin vægt hvilende på mine lår, stak hun en pind med en klud viklet om ned i det og begyndte at male eller skrive på min hud. Jeg mærkede den primitive pensels kulde mod mit maveskind, strøg efter strøg af brede tuschstreger, og jeg vred mig desperat, men de holdt mig som i en skruestik, og kvinden skrev og skrev og flåede min bh af og førte penslen over min bryster, først det ene og så det andet. En af de mænd der holdt mig, udstødte et langt fløjt som om han piftede efter en pige på gaden. Jeg så op i hans blussende ansigt og blanke, ophidsede øjne. Han løftede en hånd og tørrede sveden af panden, og jeg så at han havde en tatovering på oversiden af underarmen; et skib og et ord eller navn der ikke gav mening. Han lo og slog mig med flad hånd i ansigtet. Så rejste kvinden sig og så ned på sit værk. “Lad det tørre lidt,” sagde hun til mændene, og de strammede deres greb, så smerten skar gennem mine arme. Jeg havde opgivet at gøre modstand, men gjorde det alligevel da jeg hørte saksens stålklinger klippe i luften ud for mit øre og mærkede en hånd der greb om min hårknold, begyndte at løsne den. Nogen slog mig igen. Og så var det som om de forsvandt, og lyden af saksen 20
Pigen fra det store hvide skib.indd 20
05/12/2020 10.54
blev fjern, men det var kun trÌtheden der endelig vandt over adrenalinet i mit blod og lod mig fü et øjebliks fred.
Pigen fra det store hvide skib.indd 21
05/12/2020 10.54
Odense, september 1950
Et helvede Man kan aldrig være sig selv. I en mellemstor by som Odense er der øjne overalt. Hvis jeg boede på landet, ville der være færre, men til gengæld ville de alle sammen kende mig. Det ville være endnu værre, for de ville vide hvad jeg var engang. De ville aldrig lade mig glemme det. Det er kun et års tid siden at jeg vendte tilbage til byen som jeg forlod over hals og hoved umiddelbart efter befrielsen. I en lang periode vikarierede jeg på forskellige sygehuse fra Sønderborg til Randers indtil jeg endelig var faldet så meget til ro at jeg kunne påtage mig en fast stilling på Faaborg Sygehus. Og nu er jeg så tilbage i Odense. Jeg arbejder så meget som muligt. Når jeg er på arbejde, giver alting mening, og mine tanker ophører med at kredse om fortiden. Men indimellem må selv jeg holde fri. Det er efterår, men da jeg i dag gik gennem byen, skinnede solen, og jeg blev et øjeblik uforklarligt optimistisk. Jeg gik ind på Brockmanns og bestilte en kop kaffe, men da kaffen kom, havde jeg mistet lysten. Jeg nippede til den, men jeg fortrød at jeg var gået derind. Der var andre gæster, selvfølgelig. Deres øjne kastede
22
Pigen fra det store hvide skib.indd 22
05/12/2020 10.54
stjålne blikke hen over kager og service og aviser og hatte der hvilede på bordender. Det er mest mændene der stirrer. Somme tider tænker jeg på at jeg gerne ville være en anden. For jeg ved hvad de glor på, disse mænd i alle aldre, drenge og unge mænd, familiefædre og grånende grosserere med cigar og skaldepande. Der var engang en – nej, skal jeg være ærlig, mindst to, måske snarere tre siden krigen – der sagde at jeg lignede Lauren Bacall. Jeg synes ikke det er sandt; Bacall ligner en upålidelig overklassepige. Da jeg hørte det første gang, så jeg mig i spejlet og forstod delvis. Det var kort tid efter dengang i foråret 45, og mit hår var stadig tjavset og kort og mine øjne bange. Og ja, jeg lignede hende på trods af frygten i mine øjne. Den er der endnu, selv om jeg er blevet bedre til at skjule den. Måske bag et blik ligesom Bacalls. Da jeg kom hjem, havde posten været der med et brev til mig, og mit hjerte slog et ekstra slag ved synet af kuverten. Jeg ved ikke hvorfor – så vigtigt var det vel heller ikke for mig. Blot en mulighed for at komme væk, måske finde fred et sted langt fra Danmark. Men det store højrøde kors på kuverten betød ikke i sig selv noget; det kunne lige så godt være det afslag jeg egentlig havde forventet. Jeg havde læst et sted at flere tusind sygeplejersker havde søgt om at komme med på hospitalsskibet, og de skulle kun bruge højst halvtreds. Så jeg forberedte mig på at læse det og smide det i skraldespanden og slå det ud af hovedet. Pludselig kunne jeg se hvor vanvittig ideen havde været. Mig på et skib, spærret inde i en lille kahyt med en anden, måske med flere andre sygeplejersker … Det kunne blive et helvede. Jeg rev kuverten op og tog brevet ud.
23
Pigen fra det store hvide skib.indd 23
05/12/2020 10.54
Til Molly Dahl 12. september 1950 Tak for Deres ansøgning om deltagelse i ho spitalsskibet Jutlandias togt til Korea. Der har været overvældende stor interesse for togtet blandt danske sygeplejersker. Dansk Røde Kors har modtaget flere tusind ansøgnin ger om ansættelse i Jutlandias hospitalsstab, og uanset hvor stor taknemmelighed denne interesse må afføde, har vi naturligvis måt tet udvælge et mindre antal til personlige ansættelsessamtaler. Det er mig en glæde at kunne meddele Dem at De er blandt de udtagne. Jeg skal derfor anmode Dem om at give møde i Dansk Røde Kors’ hovedkontor på Blegdams vej 27 i København førstkommende mandag den 18. dennes kl. 14.00. Medbring alle relevante dokumenter, såsom eksamensbeviser, anbefalin ger og deslige som De ikke har vedlagt Deres skriftlige ansøgning. Med venlig hilsen J. Roos, Rekrutteringschef
Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Jeg vidste ikke om jeg skulle opfatte brevet som en god eller en dårlig nyhed. Ville jeg virkelig rejse så langt væk? Og hvis jeg ville, hvis det var mit ønske, var jeg så i grunden kommet meget nærmere at få det opfyldt? Der var sikkert indkaldt mange hundrede til samtale. Brevet var en standardskrivelse. Mit navn og datoen og tidspunktet for mødet var skrevet til med typer der tydelig24
Pigen fra det store hvide skib.indd 24
05/12/2020 10.54
vis stammede fra en anden skrivemaskine end den der havde skrevet selve brevet. Men nederst var der tilføjet nogle linjer med den samme type: PS – Jeg bør tilføje at De er indkaldt til samtale på trods af Deres alder. Vi forventer at arbejdet om bord på Jutlandia kan byde på voldsomme og strabadserende oplevelser, og vi bestræber os på at ansætte erfarent plejepersonel med en vis alder og robusthed i sindet. Når De alligevel er kommet med i betragtning, skyldes det at De ifølge Deres papirer og anbefalinger på trods af Deres unge alder tilsyneladende allerede har stor erfaring som operationssygeplejerske. /JR
Jo, det var virkelig en fin anbefaling overlæge Schmidt havde skrevet. Ikke at det overraskede mig; vi kom godt ud af det med hinanden, og der var noget over Schmidt som helt udelukkede at han betragtede mig som andet end en dygtig sygeplejerske. Og det er så for resten ikke sandt, for jeg følte ofte at jeg havde mere af hans fortrolighed end vores kollegiale forhold tilsagde. Det jeg mente, var at han ikke så på mig som de fleste andre mænd. Det skyldtes ikke hans alder, for han var sygehusets yngste overlæge og endnu ikke fyldt fyrre. Schmidt var en meget dygtig kirurg, måske sygehusets dygtigste, og det var den praktiske kirurgiske behandling der interesserede mig, muligheden for at lappe noget sammen som var gået i stykker, få en krop til at fungere efter at den havde været lagt ned, revet fra hinanden, brudt op. Jeg arbejdede helst med somatiske lidelser, akutte traumer. Jeg ville kunne arbejde på et lazaret, midt i en krig. Som feltsygeplejerske. Måske ville jeg få den chance nu, i Korea. 25
Pigen fra det store hvide skib.indd 25
05/12/2020 10.54
Jeg vidste ikke alverden om Korea. Jeg havde en fornemmelse af at det var et lille land, ligesom Danmark. Måske var det derfor så mange danskere havde interesseret sig for invasionen. Fordi den havde fået dem til at tænke på den 9. april? Men hvordan Korea så ud på et kort, og om landet lå tæt på ækvator eller måske syd for, det vidste jeg ikke. Var det måske tidligt forår nu i september, i Korea? Jeg fandt mit gamle skoleatlas – en laset sag som jeg havde glemt at aflevere da jeg forlod realskolen – og lagde det på mit vakkelvorne spisebord. På side to var der et verdenskort hvor Danmark lå stort set midti, altså i forhold til øst-vest. Jeg søgte med blikket ude mod øst. Mongoliet, Kina, Rusland, Japan … og dér var det. Korea. En del af Japan. Jeg vendte atlasset og fandt kolofonen. 1926. Jeg havde været to år da det atlas blev trykt, så hvad Korea angik, havde det været forældet siden verdenskrigens afslutning. Så meget vidste jeg dog: Landet var ikke en del af Japan længere; det var – ligesom Berlin – blevet delt op mellem de sejrende parter. Jeg studerede atlasset alligevel. Korea lå jo hvor det lå, selv om det ikke længere var japansk. Et lille land, men dog betragtelig større end Danmark. Jeg målte med fingrene på atlassets sider: Hele Korea var cirka på størrelse med Italien. Mens jeg så på kortet, gik det op for mig at det lignede en del af den menneskelige anatomi som man kan se den afbildet i tværsnit i en anatomisk eller kirurgisk lærebog: Korea-halvøen hang som en blindtarm under den kinesiske landmasses udspilede tyktarm. Japan var placeret omtrent hvor endetarmen ville være. Japan som havde mistet alt da atombomberne faldt. På kortet så landet sølle ud, som en sønderrevet klud ved randen af Stillehavet. Mens tusmørket sænkede sig over min lille lejlighed, sad jeg med det gamle atlas og så på landmasserne på den modsatte side af jordkloden; vrimlen af store og små øer i denne del 26
Pigen fra det store hvide skib.indd 26
05/12/2020 10.54
af Stillehavet. På verdenskortet prøvede jeg at følge ruten fra Danmark til den del af verden; jeg vidste ikke om det var den rigtige, om en styrmand på et stort skib måske ville vælge en helt anden vej, men det var under alle omstændigheder en ubegribelig lang sørejse. Efter nogen tid lukkede jeg atlasset og satte en kasserolle på mit gasblus. Den indeholdt suppen fra i går. Det var hvad jeg havde, og det var godt nok.
Pigen fra det store hvide skib.indd 27
05/12/2020 10.54
JUTLANDIA
JESPER BUGGE KOLD
(født 1972) debuterede i 2014 med romanen Vintermænd, der blev nomineret til BogForums Debutantpris. Siden har han udgivet romanerne Land i datid, Krigsturisten og Tiden før døden. Hans bøger er oversat til blandt andet engelsk, tysk, svensk, tjekkisk, finsk og polsk.
MICH VRAA (født 1954) er forfatter og litterær oversætter. Fra 2016-18 udkom Mich Vraas roste og prisnominerede romantrilogi om Dansk Vestindien, Haabet, Peters kærlighed og Faith. Seneste roman er Vaniljehuset fra 2019. Mich Vraa har modtaget Dansk Oversætterforbunds Ærespris, Otto B. Lindhardt-prisen og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat. f o r fat t e r f o t o : s ø r e n l a g o n i
PIGEN FRA DET STORE HVIDE SKIB
er en fortælling om en gruppe danske kvinder og mænd, som forlod deres tilværelse i Danmark for at drage mod det ukendte. Det er en historie om venskaber og romantik, om landlov på eksotiske destinationer og først og fremmest om at forsøge at genfinde håbet.
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
pigen f ra de t s t or e h v i de sk i b
Den 23. januar 1951 afsejler hospitalsskibet Jutlandia fra Langeliniekajen med kurs mod Korea. Om bord er den unge, idealistiske sygeplejerske Molly Dahl, som ved Danmarks befrielse seks år tidligere blev offer for et brutalt overfald. For Molly bliver rejsen til Korea også en flugt fra de traumatiske hændelser i hendes fortid.
j e s p e r b u g g e ko l d mich v r a a
Jeg stirrede hen ad kajen mod skibets vældige agterstavn. Den løftede sig over alt andet, huse, mennesker, biler, den gråbrune, snedækkede kaj. Jeg havde aldrig set så stort et skib. Navnet, som jeg kunne skimte gennem det lette snefald, stod skrevet over agterspejlet.
ko l d vraa jesper bugge
mich
pigen fra det s tore hvide sk ib rom a n
lindh a r dt og r inghof
o m s l ag : s i m o n l i l h o lt
/
imperiet