en spændende historie i et
POSTBUDDET RINGER ALTID TO GANGE er en mørk
blændende tempo.”
fortælling om den unge dagdriver Frank Chambers, som gør
SATURDAY REVIEW OF LITERATURE
stop ved en diner i det sydlige Californien under depressionen i 1930’erne.
”Cain kan beskrive de dyriske impulser af grådighed og sex
Dineren bestyres af den unge og smukke Cora og hendes
med færre ord end nogen anden
ældre mand, Nick. Da Frank og Cora indleder et liden-
forfatter, vi kender.”
skabeligt forhold, må hendes mand skaffes af vejen, og de
NEW YORK TIMES
to begynder at planlægge hans død.
”En god, hurtig og voldelig
POSTBUDDET RINGER ALTID TO GANGE er James M.
historie.”
Cains debutroman fra 1934. Med sin blanding af vold og
DASHIELL HAMMETT,
erotik er romanen blevet en klassiker inden for den hård-
FORFATTER TIL MALTESERFALKEN
kogte noir-genre.
”Cain var en af de forfattere, som først forbløffede og
EVERETT COLLECTION
som kan konstruere og fortælle
JAMES M. CAIN postbuddet ringer altid to gange
”Mr. Cain er en rigtig forfatter,
JAMES M. CAIN (1892-1977) var en amerikansk forfatter og journalist. Han anses for at være en af skaberne af noir-genren. POSTBUDDET RINGER ALTID TO GANGE er med sin blanding af vold og erotik en klassiker inden for genren, og romanen sikrede ham allerede ved udgivelsen en plads i amerikansk
frydede mig, da jeg var gammel
litteraturhistorie.
nok til at se mig om og opdage, hvad der blev gjort i amerikansk litteratur … Jeg kan se, hvor kompleks Cains tempofyldte og hårdkogte teknik i virkeligheden er.” TOM WOLFE
lindhardtogringhof.dk
JAMES M. CAIN R O M A N • L I N D H A R DT O G R I N G H O F
omslag: imperiet
JAMES M. CAIN
POSTBUDDET RINGER ALTID TO GANGE Pa째 dansk ved Aage Dons
Lindhardt og Ringhof
Postbuddet ringer altid to gange.indd 3
22/06/15 14.09
Postbuddet ringer altid to gange er oversat fra amerikansk efter The Postman Always Rings Twice Copyright © 1934 by James M. Cain Copyright © renewed 1962 by James M. Cain This translation published by agreement with Alfred A. Knopf, Inc. Udgivet af Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Imperiet efter original af Arthur Hawkins, Jr. Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP-service og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 3. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-11-45939-3 Bogen udkom første gang på dansk på Nyt Nordisk Forlag • Arnold Busck 1939 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Postbuddet ringer altid to gange.indd 4
22/06/15 14.09
Til Vincent Lawrence
Postbuddet ringer altid to gange.indd 5
22/06/15 14.09
Postbuddet ringer altid to gange.indd 6
22/06/15 14.09
1 De smed mig af hølæsset ved middagstid. Jeg var sprunget på natten i forvejen nede ved grænsen, og så snart jeg var kommet op under sejldugen, var jeg faldet i søvn. Jeg trængte til en masse søvn efter tre uger i Tia Juana, og jeg sov stadigvæk som en bjørn, da de drejede ud til siden for at lade motoren køle. Så så de en fod stikke ud og smed mig af. Jeg prøvede at lave lidt sjov med dem, men jeg fik ikke andet ud af det end sure fjæs, så det virkede ikke. De gav mig trods alt en cigaret, og jeg listede hen ad landevejen for at se at få noget at spise. Så var det, at jeg stødte på Twin Oaks Tavern. Det var ikke andet end en almindelig diner som tusind andre i Californien. Der var en frokoststue og oven over den lejligheden, hvor de boede, og på den ene side var en benzintank og ude bagved et halvt du7
Postbuddet ringer altid to gange.indd 7
22/06/15 14.09
sin skure, som de kaldte parkeringsgården. Jeg gik derind i en fart og gav mig til at se ned ad vejen. Da grækeren dukkede op, spurgte jeg, om der havde været en mand i en Cadillac. Han skulle hente mig her, sagde jeg, og vi skulle spise frokost. „Næh, ikke i dag,“ sagde grækeren. Han dækkede op til mig ved et af bordene og spurgte, hvad jeg ville have. Jeg sagde appelsinjuice, cornflakes, spejlæg og skinke, enchilada, pandekager og kaffe. Lidt efter kom han ud med appelsinjuicen og cornflakes. „Hør her, der er noget, jeg må sige dig. Hvis manden ikke dukker op, så må du gi’ mig kredit. Det var ham, der skulle gi’, og jeg har ikke nok på mig.“ „Okay, klem på.“ Jeg så, at han var med på den, og talte ikke mere om manden i Cadillac’en. Lidt efter kunne jeg se, at han ville noget. „Hvad laver du, hvilket arbejde?“ „Nåh, lidt af hvert. Hvorfor?“ „Hvor gammel er du?“ „Fireogtyve.“ „Ung mand, hva’? Jeg kan bruge en ung mand lige nu. I min forretning.“ „Det er et rart sted, du har her.“ „Frisk luft. Ingen tåge som i Los Angeles. Slet ingen tåge. Fint og klart, hele tiden fint og klart.“ „Her må være flot om aftenen. Det kan jeg se allerede nu.“ 8
Postbuddet ringer altid to gange.indd 8
22/06/15 14.09
„Man sover godt. Har du forstand på biler? På at reparere?“ „Ja, vel har jeg det. Jeg er født mekaniker.“ Han talte igen løs om den gode luft, og hvor rask han havde været, siden han købte stedet her, og hvordan han ikke kunne forstå, hvorfor hans medarbejdere aldrig ville blive der. Jeg forstår det godt, men jeg holder mig til, hvor der er mad. „Nåh, tror du, du vil kunne li’ at være her?“ På det tidspunkt havde jeg drukket resten af kaffen og tændt den cigar, han gav mig. „Jeg skal sige det, som det er. Jeg har et par andre tilbud, det er det, der er i vejen. Men jeg vil tænke over det. Det vil jeg helt bestemt gøre.“ Så så jeg hende. Hun havde været ude bagved, i køkkenet. Men hun kom ind for at tage af bordet. Med undtagelse af hendes figur var hun skam ikke nogen skønhed, men der var noget mut ved hendes udtryk, og hendes læber stak frem på en måde, så jeg fik lyst til at mase dem ind på hende. „Det er min kone.“ Hun så ikke på mig. Jeg nikkede til grækeren, vinkede med cigaren, og det var det hele. Hun gik ud med tallerkenerne, og vi lod, som hun overhovedet ikke havde været der. Så gik jeg, men fem minutter senere kom jeg tilbage for at lægge en besked til manden i Cadillac’en. Det tog en halv time, før jeg lod mig overtale til at tage jobbet, 9
Postbuddet ringer altid to gange.indd 9
22/06/15 14.09
men til sidst stod jeg ved benzintanken og reparerede dæk. „Nåh, hvad hedder du så?“ „Frank Chambers.“ „Jeg hedder Nick Papadakis.“ Vi gav hinanden hånden, og han gik. Straks efter hørte jeg ham synge. Han havde en flot stemme. Fra benzintanken kunne jeg se lige ind i køkkenet.
Postbuddet ringer altid to gange.indd 10
22/06/15 14.09
2 Ved tre-tiden kom der en fyr, som var splintrende gal, fordi der var nogen, der havde sat et klistermærke på hans sideglas. Jeg måtte gå ind i køkkenet for at dampe det af for ham. „Enchiladas? Ja, det er noget, I forstår at lave.“ „Hvad mener du med I?“ „Naturligvis du og mr. Papadakis. Dig og Nick. Den, jeg fik til frokost, var god.“ „Såh.“ „Har du en klud? Som jeg kan holde den her med?“ „Det var ikke det, du mente.“ „Vel var det så.“ „Du tror, at jeg er mexikaner.“ „Nej, slet ikke.“ „Jo, du gør. Og det er du ikke den første, der tror. 11
Postbuddet ringer altid to gange.indd 11
22/06/15 14.09
Men ser du, jeg er lige så hvid som dig. Forstår du? Det kan godt være, at jeg har sort hår og ser lidt sydlandsk ud, men jeg er lige så hvid som dig. Hvis du vil blive her, så husk på det.“ „Du ligner ikke en mexicaner.“ „Jeg siger jo, at jeg er lige så hvid som dig.“ „Men du ligner heller ikke den mindste smule en mexicaner. De mexicanske kvinder, de har allesammen store hofter og grimme ben og bryster til op under hagen og gul hud og hår, der ser ud, som om det var smurt ind i fedt. Sådan ser du slet ikke ud. Du er lille og har fin hvid hud, og dit hår er blødt og krøllet, selv om det er sort. Det eneste mexicanske ved dig er dine tænder. Dernede har de allesammen hvide tænder, det må man lade dem.“ „Jeg er født Smith. Det lyder ikke særlig mexicansk, vel?“ „Næh, ikke særligt.“ „Desuden stammer jeg ikke engang derfra. Jeg er fra Iowa.“ „Nå, Smith. Hvad hedder du til fornavn?“ „Cora. Det må du gerne kalde mig, hvis du vil.“ Det var gået netop, som jeg havde regnet med, da jeg kom derind. Det var ikke, fordi hun skulle lave enchiladas, og det var ikke, fordi hun havde sort hår. Det var det, at hun var gift med den græker, som fik hende til at føle, at hun ikke var hvid, og hun var oven i købet bange for, at jeg skulle begynde at kalde hende mrs. Papadakis. 12
Postbuddet ringer altid to gange.indd 12
22/06/15 14.09
„Cora. Jo, det vil jeg gerne. Og hvad siger du til at kalde mig Frank?“ Hun kom hen og begyndte at hjælpe mig med sideglasset. Hun stod så nær, at jeg kunne lugte hende. Næsten hviskende spurgte jeg ind i øret på hende: „Hvordan i alverden blev du gift med den græker?“ Hun sprang op, som havde jeg ramt hende med en pisk: „Hvad kommer det dig ved?“ „Gu’ kommer det mig ved.“ „Her er dit sideglas.“ „Tak.“ Jeg gik. Det var gået, som jeg ville have. Skønt hun var på vagt, havde jeg ramt hende på det ømmeste sted og ramt, så det gjorde ondt. Fra nu af var spillet gående mellem hende og mig. Måske ville hun ikke sige ja, men hun ville i hvert fald ikke vige udenom. Hun vidste, hvad jeg mente, og hun vidste, at jeg havde regnet hende ud. Under aftensmaden blev grækeren gal på hende, fordi hun ikke gav mig flere brasede kartofler. Han ville have, at jeg skulle være glad for at være der og ikke stikke af ligesom de andre. „Gi’ manden noget at spise.“ „De står der på komfuret. Kan han ikke tage selv?“ „Det er fint, jeg er ikke færdig endnu.“ Han blev ved. Hvis han havde været klog, ville 13
Postbuddet ringer altid to gange.indd 13
22/06/15 14.09
han have vidst, at der lå noget bag, for jeg tør nok påstå, hun ikke var af den slags, der lader en mand tage selv. Men han var dum og blev ved med at mukke. Vi sad ved køkkenbordet, han for den ene ende, hun for den anden, og jeg midt for. Jeg så ikke på hende. Men jeg kunne se hendes kjole. Det var en af disse hvide sygeplejerskekitler, som de allesammen går med, hvad enten de arbejder i en tandlægeklinik eller i et bageri. Den havde været ren om morgenen, men nu var den en lille smule krøllet og forjasket. Jeg kunne lugte hende. „I himlens navn da.“ Hun rejste sig for at hente kartoflerne. Kjolen åbnede sig et øjeblik, så jeg kunne se hendes ben. Da hun gav mig kartoflerne, kunne jeg ikke spise. „Se nu der, nu vil han ikke engang spise dem efter alt det halløj.“ „Men nu har han dem, hvis han får lyst.“ „Jeg er ikke sulten. Jeg fik en meget stor frokost.“ Han teede sig, som om han havde vundet en stor sejr, og nu ville han tilgive hende, højmodig som han var. „Hun er allright. Hun er min lille hvide fugl. Min lille hvide due.“ Han blinkede og gik ovenpå. Vi blev siddende og sagde ikke et ord. Da han kom ned, havde han en stor vinflaske og en guitar med. Han skænkede, men det var en sød græsk vin, og jeg fik kvalme. Han begyndte at synge. Han var tenor, ikke en af disse små tenorer, man hører i radioen, men en stor 14
Postbuddet ringer altid to gange.indd 14
22/06/15 14.09
tenor, og på de høje toner hulkede han ligesom en Carusoplade. Men jeg kunne ikke høre på ham nu. Jeg blev dårligere og dårligere. Han så på mit ansigt og tog mig med ud. „Frisk luft, og du får det bedre.“ „Ja, den er fin. Jeg er allright.“ „Sid ned. Og vær rolig.“ „Gå bare ind. Jeg spiste for meget til frokost. Det går snart over.“ Han gik ind, og jeg kastede det hele op. Det var sgu hverken frokosten eller kartoflerne eller vinen. Jeg var så vild efter den kvinde, at jeg ikke engang kunne holde noget i maven. Næste morgen var skiltet blæst ned. Henved midnat var det begyndt at blæse, og om morgenen var det sådan et uvejr, at det rev skiltet med sig. „Det var da forfærdeligt. Se der.“ „Meget stærk vind. Jeg sov slet ikke. Har ikke sovet hele natten.“ „Ja, det er rigtig nok med vinden, men se på skiltet.“ „Er ødelagt.“ Jeg stod og flikkede sammen på skiltet, og af og til kom han ud og så på mig. „Hvordan har du fået fat i det skilt?“ „Var her, da jeg købte stedet. Hvorfor?“ „Det er noget rigtig skidt. Det undrer mig, at du overhovedet har nogen forretning.“ 15
Postbuddet ringer altid to gange.indd 15
22/06/15 14.09
Jeg gik ud for at fylde benzin på en bil og lod ham stå og tænke over det. Da jeg kom tilbage, stod han stadig og skelede til skiltet, som var stillet op mod muren til frokoststuen. Tre af pærerne var gået i stykker. Jeg satte ledningen til, og halvdelen af de andre lyste ikke. „Sætte nye pærer i, hænge op, så er det allright.“ „Ja, du er jo mester her.“ „Hvad er der galt med det?“ „Det er gammeldags. Der er ingen, der har elektriske pærer mere. De har fået neon-skilte. De ser ud af mere, og de bruger ikke så meget strøm. Og hvad står der så på dette her? Twin Oaks, det er det hele. Der står ikke engang, at det er en diner. Twin Oaks, det bliver jeg ikke sulten af. Jeg får ikke lyst til at standse og få noget at spise. Det skilt koster dig penge, du ved det bare ikke.“ „Lav i stand, så er det o.k.“ „Hvorfor køber du ikke et nyt skilt?“ „Jeg har travlt.“ Men lidt efter kom han tilbage med et stykke papir. Han havde selv tegnet et nyt skilt og trukket det op med rødt, hvidt og blåt. Der stod Twin Oaks Tavern og Spis og Bar-B-Q, og Bar, og Hygiejniske Badeværelser og N. Papadakis, indeh. „Flot. Det skal nok slå dem ud i første omgang.“ Jeg satte ordene sammen, så de blev stavet rigtigt, og han satte nogle flere krøllede haler på bogstaver n e. 16
Postbuddet ringer altid to gange.indd 16
22/06/15 14.09
„Nick, hvorfor hænger du i det hele taget det gamle skilt op? Hvorfor tager du ikke til byen i dag og får lavet et nyt skilt? Det er en fuldtræffer. Og det er vigtigt. Et skilt må svare til det, det reklamerer for, ikke?“ „Jeg gør det. Gu’ gør jeg så.“ Los Angeles lå ikke mere end tredive kilometer derfra, men han stadsede sig ud, som skulle han til Paris, og lige efter frokost tog han af sted. Så snart han var væk, låste jeg indgangsdøren. Jeg tog en tallerken, som stod efter en gæst, og gik ud i køkkenet med den. Hun var der. „Her er en tallerken, som stod derude.“ „Åh, tak.“ Jeg stillede den fra mig. Gaflen klirrede som en tamburin. „Jeg skulle også med, men jeg var begyndt på at lave noget mad, og så synes jeg, det var bedre at blive hjemme.“ „Jeg har også en masse at lave.“ „Har du det bedre nu?“ „Jeg er allright.“ „Sommetider er det bare småting, der er skyld i det – sådan som andet vand eller noget i den retning.“ „Jeg havde nok spist for meget til frokost.“ „Hvad er det?“ Der var nogen, der ruskede i indgangsdøren. „Det lyder, som om der er nogen, der vil ind.“ 17
Postbuddet ringer altid to gange.indd 17
22/06/15 14.09
„Er døren låst, Frank?“ „Ja, jeg må have låst den.“ Hun så på mig og blev bleg. Hun gik hen til svingdøren og kiggede igennem den. Så gik hun ind i frokoststuen, men et øjeblik efter var hun tilbage. „De gik igen.“ „Jeg ved ikke, hvorfor jeg låste den.“ „Jeg glemte at låse op.“ Hun begyndte igen at gå hen mod frokoststuen, men jeg standsede hende. „Lad os – lad den være låst.“ „Der er ingen, der kan komme ind, når den er låst. Jeg må lave noget mad. Jeg vasker lige den tallerken her.“ Jeg tog hende i mine arme og masede munden mod hendes ... „Bid mig! Bid mig!“ Jeg bed hende. Jeg gravede mine tænder så dybt ind i hendes læber, at jeg kunne mærke blodet stråle ind i min mund. Det løb ned ad hendes hals, da jeg bar hende ovenpå.
Postbuddet ringer altid to gange.indd 18
22/06/15 14.09
en spændende historie i et
POSTBUDDET RINGER ALTID TO GANGE er en mørk
blændende tempo.”
fortælling om den unge dagdriver Frank Chambers, som gør
SATURDAY REVIEW OF LITERATURE
stop ved en diner i det sydlige Californien under depressionen i 1930’erne.
”Cain kan beskrive de dyriske impulser af grådighed og sex
Dineren bestyres af den unge og smukke Cora og hendes
med færre ord end nogen anden
ældre mand, Nick. Da Frank og Cora indleder et liden-
forfatter, vi kender.”
skabeligt forhold, må hendes mand skaffes af vejen, og de
NEW YORK TIMES
to begynder at planlægge hans død.
”En god, hurtig og voldelig
POSTBUDDET RINGER ALTID TO GANGE er James M.
historie.”
Cains debutroman fra 1934. Med sin blanding af vold og
DASHIELL HAMMETT,
erotik er romanen blevet en klassiker inden for den hård-
FORFATTER TIL MALTESERFALKEN
kogte noir-genre.
”Cain var en af de forfattere, som først forbløffede og
EVERETT COLLECTION
som kan konstruere og fortælle
JAMES M. CAIN postbuddet ringer altid to gange
”Mr. Cain er en rigtig forfatter,
JAMES M. CAIN (1892-1977) var en amerikansk forfatter og journalist. Han anses for at være en af skaberne af noir-genren. POSTBUDDET RINGER ALTID TO GANGE er med sin blanding af vold og erotik en klassiker inden for genren, og romanen sikrede ham allerede ved udgivelsen en plads i amerikansk
frydede mig, da jeg var gammel
litteraturhistorie.
nok til at se mig om og opdage, hvad der blev gjort i amerikansk litteratur … Jeg kan se, hvor kompleks Cains tempofyldte og hårdkogte teknik i virkeligheden er.” TOM WOLFE
lindhardtogringhof.dk
JAMES M. CAIN R O M A N • L I N D H A R DT O G R I N G H O F
omslag: imperiet