Nanna Goul
Privat skov ROMAN LINDHARD OG RINGHOFF
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Nanna Goul
PRIVAT SKOV Roman
LINDHARDT OG RINGHOF
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Privat skov © 2012 Nanna Goul og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Palatino hos Rosendahls – BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-39124-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Über allen Gipfeln Ist Ruh, In allen Wipfeln Spürest du Kaum einen Hauch; Die Vögelein schweigen im Walde. Warte nur, balde Ruhest du auch. Goethe, Wandrers Nachtlied II
– So you agreed to marry him just to be polite? – Well, obviously there’s a downside to having good manners. Desperate Housewives
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Når mørket falder på, sidder jeg indimellem på den forblæste træterrasse med de cigaretter, det er meget længe siden, jeg har røget. Jeg puster røgen, man ikke kan se, ud i skumringen og hvisker til det skæve birketræ, som jeg ved står bag kompostbunken. Hvis jeg er heldig, kan jeg lige akkurat se bøgetræet, der står tættest på, og det vilde hindbærkrat, der står til højre for træets gamle, knudrede stamme, men for det meste går de i ét med det tiltagende mørke. Når jeg sidder der, hvisker jeg. Til regnormene, som jeg kun kan se, når jeg i dagslys stikker en greb i jorden og pludselig har fået det lille krybende væsen på gaflen. Til muldvarpen, som i børnebøger er så flink og godmodig, men som i virkeligheden bare skal dø, fordi den ikke kan leve under jorden uden at skabe rod oven over jorden. Til fuglene, der endnu ikke har forstået, at det snart er nat, til tjørnehækken, der muligvis står i blomst, til de gamle engelske roser og skvalderkålen, som jeg prøver at spise. Til brændenælderne, kejserkronen, pibeløgene og margueritterne. Alt det, jeg ikke kan se, men som jeg ved er der, hvisker jeg til, ligesom dyrene, der kommer frem om natten, rådyrene, uglen og ræven. Hvem kender navnene på alle de dyr, der kommer frem i mørket? Jeg gør ikke. Men jeg hvisker til dem, til frøene, der ligger i jorden, alle dem, jeg har lagt dér, som måske en dag vokser op 7
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
og bliver til noget, stort helst. Måske lykkes det aldrig, måske har jeg lagt dem forkert, måske har jeg ikke husket at vande, måske er de blevet spist af skovens dyr. Til alt det, der rører sig i mørket, til alt det, der ligger stille i skoven, til alt det, jeg ikke længere kan få øje på, men som har samlet sig som en stor, blind plet. Hvisker jeg. Hvad er det, du vil mig?
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Første del
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Giv dem en fisk så grim som en øgle, som skæres ud derhjemme med en kniv så skarp som en saracenerklinge. Camilla Plum, Ælle bælle frikadelle
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Da jeg en sen aftentime sad på det toilet, der tidligere var et kosteskab, og forelskede mig i Henrik Valentin Rick, var jeg mildest talt uforberedt. Jeg var nok klar over, at kærlighed optræder i mærkværdige indpakninger, men jeg havde alligevel ikke regnet med, at forelskelsen skulle ramme mig, mens jeg sad på et toilet, der både havde en løs skylleknap og et skridende sæde. Men på sin vis gav det mening. Jeg har altid frygtet forelskelsen på samme måde, som jeg frygter at gå alene på toilettet. I dag har jeg af nød accepteret at gøre dét, der nu engang skal gøres dér, i ensomhed. Det er stadig forbundet med et stort ubehag, men jeg gør det, fordi alt andet er utænkeligt – og i høj grad umuligt. Man kan ikke bare bede sin partner, sine venner eller sine kolleger om at gå med ud på toilettet og holde én med selskab. De forstår ganske enkelt ikke konceptet. De tror, man er pervers, syg eller noget, der er meget værre. De forstår ikke, hvor angstfremkaldende det kan være at sidde helt alene med væsker og klumper, der siver ud bagfra. De forstår ikke, at det er som at åbne en mørk sluse uden for éns kontrol. Den aften havde vi talt i telefon i cirka halvanden time, Henrik Valentin Rick og jeg. Det var en svær samtale, man ikke lige kunne komme ud af, og jeg drak en hel 13
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
del rødvin og gamle slatter portvin undervejs for at få mod til at sige det, der skulle siges. Alligevel fik jeg det ikke sagt, og på et tidspunkt forstod jeg, at det aldrig ville blive sagt, og at det egentlig kunne være det samme. Jeg ville afslutte samtalen, men Henrik Valentin Rick nægtede at give op i den anden ende. Så måtte dét gå, som det bedst kunne. Min blære kunne ikke klare et sekund længere, og jeg tog mobilen med ud på toilettet og rev en halv rulle toiletpapir ned i kummen. Først gik det efter planen, og jeg roste indvendig mig selv for mit grundige forarbejde. Men til sidst gik der alligevel hul på bjerget af toiletpapir, og vi kunne begge tydeligt høre strålen, der ramte vandet. Det var ikke planen, og i et langt øjeblik sagde ingen af os noget. Så begyndte han pludselig at græde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til dét, men vi kunne begge to mærke det. Følelsen af et bånd, der var etableret. Det var sådan, jeg blev forelsket i Henrik Valentin Rick. Jeg må understrege, at det kom som et chok for mig, at jeg pludselig var forelsket i Henrik Valentin Rick. Ikke fordi jeg ikke kunne lide manden, for det kunne jeg naturligvis godt. Det var jo det, der havde ført først det ene og så det andet med sig, men jeg havde aldrig tænkt på det som noget alvorligt. Første gang jeg mødte ham, syntes jeg, at han så decideret mærkelig ud. Især i hovedet; kroppen var sådan set et fint eksemplar. Det var, som om nogen havde presset hans hoved som en citron, så saften var løbet ud. Der var noget tørt og løst over hele ansigtet. Noget tilfældigt over 14
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
hudens folder. Øjnene var som små citronkerner, der var lige ved at falde ud. Man skulle ikke presse ham yderligere, det var klart. Så ville det hele skride. Så var der hans diskrete hygiejneproblemer. Det var ikke sådan, at han gik rundt og lugtede på nogen udtalt måde, for han gik tit i bad og skyllede sig. Han glemte bare at vaske sig, når han stod i badet. Han tændte for vandet og stod helt stille i et par minutter. Og gik så ud og tørrede sig. Det betød, at der altid var en hengemt lugt i armhulerne, og penis, ja, det var selvsagt en anden lugt, men rart lugtede den ikke. Jeg bad ham nogle gange om at gå ud og vaske den, når den var alt for beskidt. Det blev det bestemt bedre af, men den underlige lugt forsvandt aldrig helt. At give Henrik Valentin Rick et blowjob var som at gå ind i en gammel lejlighed, hvor en mand, der tisser i potteplanterne og aldrig lufter ud, har boet i årtier. Derfor var det også noget af en overvindelse at erkende, at det var sådan, det stod til. At jeg, Olga Kvist, var blevet forelsket i Henrik Valentin Rick. Og at min udkårne tilmed var uddannet fra Handelshøjskolen og hele tiden talte om fornuftige investeringsmuligheder. Det var ubehageligt, men det var uden for min kontrol. Jeg måtte synke og holde mig for næsen. Og efterhånden, langsomt, vænnede jeg mig til lugten i bageriet. Det er naturligvis hårdt arbejde at gøre sig sådanne erkendelser. Jeg startede med at acceptere, at jeg havde store følelser for ham, selv om han muligvis – objektivt set – ikke var det værd. 15
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Jeg udviklede en teori, der handlede om, at jo mindre grund der er til at elske en person, desto smukkere er det, hvis man gør det. Det er så nemt at elske folk, fordi de er kloge, smukke, talentfulde, søde, sympatiske og omsorgsfulde. Det er meget sværere at elske den anden vej. At elske én, selv om han ligner en presset citron og dybest set ikke er et venligt menneske, det kræver virkelig noget. Så jeg besluttede mig for at tage det som en udfordring. Jeg var forelsket, og jeg ville også elske ham. Man kan som bekendt, hvad man vil. Og man kan vænne sig til meget. Også til kærlighed. Når jeg taler om Henrik Valentin Rick på den måde, kan det naturligvis undre, at jeg overhovedet blev forelsket i ham. Og det gjorde jeg også i lang tid. Undrede mig. Men det hjalp ikke rigtig noget. Jeg var forelsket og kunne overhovedet ikke begribe, hvorfor jeg var blevet det. I flere uger efter det skelsættende toiletbesøg havde jeg det elendigt og kastede op, hver gang jeg kunne komme af sted med det. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget i vejen med ham. Noget rigtig dårligt. For der er naturligvis altid noget i vejen, men det var, som om der var noget ekstra usundt ved Henrik Valentin Rick. Problemet var bare, at jeg ikke var i stand til at vurdere, hvor usundt det var. Måske var det bare mig, der havde en forvrænget opfattelse af tingene? Henrik Valentin Rick mente i hvert fald ikke, at der var noget i vejen med ham. Med mig, jo, afgjort. Men ham? På ingen måde. 16
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Han kunne overhovedet ikke indse det mystiske i, at han i soveværelset havde hængt nøgenbilleder op af sig selv – især hvor han kravlede op ad gamle, knudrede træer i Hareskoven. Eller at han indimellem, når vi havde skændtes, lagde sig hovedkulds ned på sofaen overvældet af en akut træthed, hvorefter han halvt sovende begyndte at tale til mig, som om jeg var den kat, Sofus, der i øvrigt var en hunkat, og som han i sin barndom havde elsket med en særdeles upassende lidenskab, hvis du spørger mig. Flere gange begyndte han også at mjave. Det var sådan nogle ting, der bekymrede mig. Men når Henrik Valentin Rick så bestemt kunne afvise, at der var noget at bekymre sig om, kom jeg i tvivl. Jeg ville gerne tro ham, og min instinktive rummelighed arbejdede virkelig til hans fordel. Der skal jo være plads til alle, også dem, der kravler nøgne op ad træerne i Hareskoven. Og uanset hvor meget jeg bekymrede mig, kunne jeg ikke komme ud af følelsen af at være forelsket. Det var en dybt problematisk oplevelse, der endte med en accept af status quo. Jeg affandt mig med, at jeg var forelsket, og efterhånden gik det mig ikke så meget på. Jeg vænnede mig langsomt til kropslugten og nøgenbillederne, og en dag vågnede jeg op og troede, at det ikke kunne være anderledes. Det var for så vidt en fin dag. Hvis ikke man kan forestille sig, at tingene kan være anderledes, har man det med at tro, at de er, som de skal være.
17
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
*** Alle de ting talte jeg helt åbenhjertigt om med Poul. Poul er en meget forstående mand, og jeg har det rigtig godt i hans selskab. Han er i slutningen af 40’erne, har små briller med aluminiumsstel og går altid i skjorter med klare farver. Jeg ved ikke særlig meget om Poul. Jeg ved, at han elsker frokostpizzaer og hver dag lidt i tolv kæmper med ikke at købe én fra det lokale pizzeria. Resten af dagen er det ikke noget problem; det er frokostpizzaerne, der trækker. Det er ikke altid, han vinder kampen, og så kan det dufte ret kraftigt, når jeg dukker op. Jeg ved også, at Poul som 19-årig vandt en stor svømmekonkurrence i Canada. I flere år troede han, at han skulle svømme sig frem i livet. Men så en dag stod han i et omklædningsrum i en forstad til München. Han havde netop slået en ny personlig rekord og kom til at kigge lidt for længe på sine hænder og fødder. De var næsten gået i opløsning. Dér blev han ramt af en følelse af, at hvis det her fortsatte, ville han forsvinde inden for ganske kort tid. Der var grænser for, hvor meget af sin hud, man hver dag kunne give slip på. Han besluttede sig for, at han havde brug for sit skind og stoppede med at svømme. Jeg var som udgangspunkt begyndt at snakke med Poul, fordi jeg i en periode mente, at jeg gjorde alting forkert, hvilket igen forårsagede, at jeg græd rigtig meget på forkerte steder og forkerte tidspunkter. I Netto, i store lyskryds, på retrospektive kunstudstillinger og til familiesammenkomster. For eksempel. 18
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Og selv om det kan være rigtig upraktisk at bryde sammen ved frostafdelinger, er det endnu mere skadeligt at gøre det til familiesammenkomster. For så tror de, at den er helt gal. Og når den faktisk er helt gal, bliver det endnu mere galt af, at de ved det. Det gode, der dog kom ud af mine sammenbrud ved familiesammenkomsterne, var, at mine forældre i en periode tilbød at sponsorere en psykolog. Jeg havde altid drømt om at gå til psykolog, men aldrig haft chancen eller økonomien til det. Jeg tænkte, at det var nu eller aldrig. De første gange var det imidlertid slet ikke, som jeg havde drømt om. Hos den første psykolog, der muligvis var psykoterapeut, skulle jeg sidde i en sandkasse i hendes klinik og forme mit indre landskab. Desværre havde jeg på det tidspunkt ikke noget særlig klart billede af mit indre landskab, så det blev mest til en masse bakker. Det syntes hun også var interessant nok, men hun sagde aldrig noget. Så efter et par gange uden nogen form for respons, skiftede jeg over til Bodil, der ikke havde nogen sandkasse, men til gengæld en masse forskellige test, jeg skulle igennem. En af disse test gik ud på at beskrive mig selv som en boligannonce. Jeg skulle med andre ord forestille mig, at jeg var en bolig. Det kunne man sige meget ud fra, mente Bodil. Min boligannonce kom til at lyde sådan her: Olga Kvist, 3. th., København K Jeg er et stort, højloftet bindingsværkshus, der ligger midt i city. Der er gulvvarme, og der er i det 19
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
hele taget dejlig varmt om vinteren, når det er koldt udenfor. Jeg har en kæmpe altan, hvorfra jeg kan se helt til Malmø; mine potteplanter har det med at dø. Jeg udlejer kun ét værelse – til den, jeg har kær. Det er til gengæld billigt. Luften er lidt tung, og jeg ønsker mig en emhætte i fødselsdagsgave; man kan stadig lugte de boller i karry. Jeg har et påklædningsværelse med store festkjoler. Toiletbrættet falder hele tiden af. Da Bodil læste boligannoncen, stod det hurtigt klart, at jeg ikke var én, hun nogensinde ville overveje at flytte ind i. Det blev jeg ærlig talt lidt såret over, og da jeg samme morgen havde opdaget, at hun over knagerækken havde hængt en masse glade og taknemmelige breve op fra tidligere patienter, der efter en snak med Bodil var blevet sunde og hele mennesker, syntes jeg, det var på tide at skifte psykolog igen. Og så fik jeg Poul. Poul har været mig en god mand gennem tykt og tyndt, og på mange måder er Poul min nærmeste fortrolige. Han ved alt om mig, og derfor er det selvfølgelig lidt trist, at vi ikke kan være venner. Men det kan vi ikke, siger Poul, det er ikke passende, og han opfordrer mig i stedet til at gøre mine rigtige venner til fortrolige. Det kan bare være svært. Hvordan får man for eksempel flettet ind i en samtale, at man er blevet snuppet for butikstyveri? Når man egentlig har penge nok og ikke engang selv ved, hvorfor man lige kom til at tage to flasker amarone – endda på tilbud – ned i tasken? Og hvordan man blev opdaget af en butiksdetektiv, slæbt 20
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
ind i et baglokale i Kvickly og tvunget til at erklære sig skyldig i uretmæssig tilegnelse af nedsat rødvin? Det skal dog siges, at der faktisk er en positiv krølle på lige præcis den historie, hvilket jeg også fortalte Poul. Da jeg var gået hjem efter den noget nedslående oplevelse, der ikke engang kunne druknes i god rødvin, ventede jeg i to uger på, at en politimand med en meget lys stemme ringede til mig. Det var to lange uger, men da jeg først fik ham i røret, var det egentlig ikke så slemt. Jeg fortalte ham, at jeg havde været lidt ustabil på det tidspunkt, men at jeg nu havde det bedre og arbejdede med min last hos en fornuftig psykolog. At jeg havde lært lektien og aldrig kunne finde på at gøre det igen. Da politimanden kunne se, at jeg ikke tidligere havde lavet noget kriminelt, i hvert fald ikke noget, der stod registreret noget sted, var han til at formilde. Han sagde, at han ikke ville skrive noget på min straffeattest, hvis bare jeg lovede, at jeg ikke ville gøre det igen og ville blive en helt igennem retskaffen samfundsborger. Det lovede jeg naturligvis, og jeg synes, at hele affæren endte med at blive en meget opmuntrende historie. Man kan selvfølgelig vinkle det på den måde, at det er lidt trist, at jeg ikke kunne tale med Henrik Valentin Rick om de ting. Poul mente, at det i høj grad var noget, jeg skulle arbejde med, men da han efterhånden forstod, hvordan vores forhold var indrettet, gav han op. Han fik dog indført en terapeutisk praksis, der i den forbindelse var rigtig nyttig, og som jeg i gode perioder har været flittig til at holde i hævd. Han mente, at jeg 21
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
skulle skrive breve til Henrik Valentin Rick og andre, hvori jeg satte ord på de ting, jeg ellers har svært ved at sige. Så kunne jeg altid give dem brevene, hvis jeg engang fik mod på det. Men det vigtigste var at sætte ord på. Så kunne jeg også bedre forstå, at det var virkeligt. Sagde Poul. Det var som udgangspunkt Henrik Valentin Rick, der insisterede på, at vi havde en opbyggelig dialog kørende, som ikke afslørede for mange huller i eksistensen. For eksempel nægtede han at indgå i en dialog om sin mjaven. Det påvirkede ham ikke det mindste, da jeg de første gange – noget oprevet – konfronterede ham med hans fortrængte kattestemmer. Han slog det hen som et lille kuriøst krydderi, der giver et menneske kant. Men som naturligvis aldrig skulle undslippe parforholdets fire vægge. Det bekymrede ham ganske enkelt ikke, det var i småtingsafdelingen. Hans selvbillede som et sundt og stærkt menneske var så fasttømret, at sådanne små detaljer ikke kunne slå ham ud af kurs. De var at sammenligne med en fodvorte. På samme måde bar han over med mine fodvorter, de blev ikke engang kommenteret. Som når jeg tømte snapseflasker om natten og lå i sengen til langt ud på eftermiddagen. Som når jeg ikke dukkede op til middage med hans forretningsforbindelser og i flere dage forsvandt og ikke lod høre fra mig. Sådanne detaljer kunne Henrik Valentin Rick ikke lade sig oprive af. Når jeg græd for højt, lagde han sig ind på sofaen og sov. Når jeg kom hjem efter et flere dage langt forsvindingsnummer, lod han som ingenting. Eller næsten. 22
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Han kunne godt finde på at spørge, om jeg havde husket at købe ind til aftensmad. Det gjorde han nemlig aldrig. På den måde havde Henrik Valentin Rick tegnet et kort over, hvad man gjorde, og hvad man ikke gjorde i vores parforhold, og jeg fandt det utrolig praktisk. Jeg havde absolut ingen anelse om, hvordan man gebærdede sig, så hans regler faldt på et tørt sted. Og når hans kort tilmed var designet sådan, at det var o.k. at male udenfor, bare man ikke snakkede om det, ja, så var det jo ikke det sværeste kort i verden at navigere efter. Jeg tænkte, at det var en god ting, og spurgte aldrig mig selv om, hvor det var, kortet ville føre os hen. Og havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville føre os ud i den skov.
23
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Kære Henrik Kan du huske, at du undrede dig over de røde blondetrusser? De havde de dér små hjerter på, og det hele var temmelig gennemsigtigt. Og de lyseblå med delfiner? Og de sorte blomstrede? Du kunne ikke forstå, at jeg lige pludselig havde købt så mange nye underbukser, der var i en helt anden boldgade end tidligere. Men det havde jeg jo heller ikke. Det er nok rigtigt, at der ikke tidligere var så meget knald på trussefronten – so to speak. Jeg er opvokset i en lingeripuritansk familie. Det er svært at løbe fra. Og du havde måske virkelig kedet dig med al den hvide bomuld, for da jeg pludselig løb rundt i underbukser i alle regnbuens farver, skal jeg da ellers love for, at piben fik en anden lyd. Jeg synes bare, du skal vide, at det ikke var mine trusser. Inden du bliver forarget, vil jeg sige til mit forsvar, at det ikke var mig, der startede. Jeg havde hængt en meget omfattende portion hvide bomuldsunderbukser til tørre i gården en fredag, og da jeg vågnede op lørdag morgen, var de væk. Det kan du måske godt huske. Først var jeg rigtig arrig. Men når man tænker grundigt over, hvem det er, der gider stjæle Sloggi-trusser med løs elastik en fredag nat fra et faldefærdigt tørrestativ på Ydre Nørrebro, så bliver man om ikke andet lidt formildet af det sørgmuntre i situationen. Jeg tog det, som du ved, ganske pænt. Jeg valgte at betragte situationen som en kærkommen lejlighed til at forny trusse24
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
garderoben og var faktisk meget tilfreds, da jeg havde lagt de 12 nye par Sloggi Light Cotton ned i trusseskuffen. Made in Heaven. Da hele den nye familie af Sloggi Light Cotton forsvandt en nat, denne gang mellem onsdag og torsdag, var der imidlertid ikke mere overbærenhed at komme efter. Så måtte jeg træde i karakter. Det gjorde jeg som eksperimenterende trussetyv. Jeg listede mig ud, når det var blevet mørkt, og du var gået i seng, for lige at tage en runde i gården og se, om der var brugbare trusser på tørrestativerne. Det var der tit. Når det kom til stykket, var det langtfra dem alle, jeg kunne passe. Dem, der enten var alt for små eller ukomfortable, hængte jeg ned på tørresnorene igen næste aften. Jeg er jo trods alt et samvittighedsfuldt menneske. Som du ved. Jeg må sige, at det var utrolig tilfredsstillende at gå rundt i stjålne underbukser. Jeg kunne gå op og ned ad trapperne i opgangen og vifte med numsen lige foran underboen, du ved hende Henriette, og vide, at måske, måske ikke var det Henriettes underbukser, der lige i dette øjeblik sad på min røv som velfortjente, syntetiske tyvekoster. Made in Taiwan. De kærligste hilsner fra Olga
25
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Når man tænker over det, er det nærmest umuligt at forklare, hvorfor man gør, som man gør. Man kan selvfølgelig skabe alle mulige rimelige forklaringer for sig selv og andre, for når alt kommer til alt, kan man altid finde på ét eller andet, der giver mening. Læne sig op ad noget fornuftigt, som éns mor eller Dalai Lama engang har sagt, og hvis det ikke helt holder, kan man altid opfinde en eller anden indviklet psykologisk forklaring. Der er altid en forklaring, hvis man gerne vil have en forklaring. Når jeg spørger mig selv, hvorfor Henrik Valentin Rick og jeg, et ungt par i slutningen af 20’erne, pludselig valgte at flytte ud i en skov, er det derfor svært for mig at gennemskue, hvad den egentlige årsag var. Der var naturligvis masser af grunde, som vi fornuftigt serverede for hinanden hen over middagsbordet på Ydre Nørrebro, men ingen af dem var – set i tilbageblik – særlig rationelle eller overbevisende. Jeg tror, det handlede om noget andet. Det var, som om vi havde slugt hver sin klump af den samme dej, der lige så langsomt hævede, til vi var ved at briste. Pludselig var dejen over det hele, og vi måtte rulle små pølsehorn af vores øjenlåg for overhovedet at kunne se ud. Dejen, der hævede inden i os, var naturen. Jeg kan ikke huske præcis, hvornår naturen gik hen og blev så interessant, men det havde helt sikkert noget at gøre med Ydre Nørrebro, hvor Henrik Valentin Rick og jeg havde boet i cirka tre år. 26
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Ydre Nørrebro havde aldrig appelleret voldsomt til hverken Henrik Valentin Rick eller mig, men inden han fik et stort udbytte af sine aktiespekulationer, kunne vi ikke tillade os at være alt for kræsne. Så da vi af en bekendts søsters gamle onkel fik tilbudt en rummelig lejlighed på Ydre Nørrebro, virkede det som det rene held. Egentlig troede jeg, at lejligheden lå i Bispebjerg, men da jeg ringede til onkel Henry, der skulle flytte ud, blev han helt balstyrisk, da jeg nævnte det med Bispebjerg. Han havde fandeme ikke boet det halve af sit liv i Bispebjerg, det kunne han godt sige mig, han havde aldrig boet andre steder end Ydre Nørrebro. Bispebjerg! Han spyttede i telefonen, og selv om jeg undskyldte flere gange, tog det et godt stykke tid, før han blev god igen. Fandeme Ydre Nørrebro, blev han ved med at sige. Fandeme Ydre Nørrebro! Sgu da ikke Bispebjerg! Men han endte da med at være helt flink, ham Henry, selv om han virkelig bandede en del. Da han flyttede ud, efterlod han os en støvsuger, otte dåser forloren skildpadde og en seddel med navnet på en stenhugger, der var til at tale med. Han havde fået en god aftale på poleret labrador-granit – hele hans motto var kommet med. Fandeme Ydre Nørrebro. Det var nok ikke det. I det hele taget var det nu ikke nemt at finde ud af, hvor vi var flyttet hen. Alle i området havde tilsyneladende forskellige opfattelser af, hvor de boede, og på den måde var det dybest set et geografisk limbo, vi var endt i. Vores nabo, Inger, brokkede sig altid over, at de unge mennesker i Emdrup var uligevægtige og slet ikke til at 27
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
stole på. Hun boede altså i Emdrup, mens de to bedemænd på den anden side af Tagensvej på hver sit skilt hævdede, at de tilhørte Bellahøj. Så var der blomsterhandleren på Tuborgvej, der hed Nordvest blomstrer, hvilket det uanset navnestriden i hvert fald aldrig gjorde, mens vi boede der, og der lå stenhuggeren på Frederiksborgvej, der kaldte sig selv for Bispebjergs Gravstensforretning. Det var til at blive helt rundtosset af, og hvis det ikke havde været for Henry og mit eget grundfæstede behov for utvetydigt at kunne navngive de steder, jeg bor, ved jeg ikke, hvad det var endt med. Jeg er bogstavelig talt vokset op i det rene ingenting og har lært min lektie. Man er nødt til at kunne forklare, hvor man bor. Det er et basalt minimumskrav, man som menneske må tage på sig. Hvis ikke man kan forklare, hvor man bor, er der ikke ret meget at bygge videre på. Så jeg slog mig til tåls med Ydre Nørrebro. Måske var det de mange stenhuggere, bedemænd og blomsterhandlere med deres bårebuketter, kistepynt og gravkranse, der gjorde, at vi begyndte at længes efter noget, der mindede lidt mere om liv. Meget kan man sige om naturen, men ting vokser ukueligt frem, uanset om det så er tidsler eller skvalderkål, som man alligevel vælger at trække op igen. Ting kan blomstre i naturen, og på Ydre Nørrebro var det, som om mennesker kun kom, når de var døde eller bare utrolig tæt på. I følgeskab, naturligvis, med alle de mennesker, der kom for at besøge de døde eller dem, der var utrolig tæt på.
28
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 29 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Døden strakte sig på Ydre Nørrebro mellem Bispebjerg Hospital, psykiatrisk skadestue, krematoriet og kirkegården. Der var ingen tvivl om, at Ydre Nørrebro var et praktisk sted at dø; alting lå lige om hjørnet. Det var bare ikke det mest opmuntrende sted at leve. *** Baby under vandet. Hvordan får en nyfødt hval luft? Det blev efterhånden det første, jeg gjorde, når jeg stod op. På jagt efter den mærkelige åskøjteløber ved Lellinge Å. Den er indrettet til at færdes på vandoverfladen, hvor den jager bytte og finder sig en mage. Tænde for radioen. Den våde gartner. Stueakvariet er en kilde til naturoplevelser for mange mennesker. Lave kaffe. Snæblen – Danmarks panda. En lille laksefisk, som kun findes i Vadehavet. Nu skal den sikres. Smøre en mad, vente lidt. En festlig bille. Natursyn besøger Kongelunden, som er en af lokaliteterne for den grønne sandspringer, for at komme tættere på det fascinerende insekt. Natursyn på P1. Sneglen, de kaldte dræber. Naturen kommer på besøg dér, hvor du er. *** Men naturen kom alligevel ikke rigtig på besøg dér, hvor vi var. Vi havde godt nok hospitalsparken, som vi godt måtte bruge, selv om vi var raske, og der var naturligvis også Bispebjerg Kirkegård, der var grøn og dejlig at gå tur på om søndagen, hvis altså bare man kunne abstrahere fra alle de døde mennesker. Det kunne vi ikke altid.
29
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 30 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Så var der selvfølgelig også barndommen på landet, der rumsterede i baghovedet. Både Henrik Valentin Rick og jeg var vokset op på landet, og mens vi boede på Ydre Nørrebro, faldt vi oftere og oftere ned i samtaler om den vidunderlige tid på landet. Vi mindedes, vi trak historier frem, som vi ellers havde glemt; pludselig kunne vi huske og huske og huske. Vi kunne huske, at somrene engang var fyldt med valmuer, kodrivere, jordbær og mirabeller. Vi kunne huske, at vi altid havde haft en hjemmelavet is i hånden, at isen på det nærmeste var sprunget ud af regnbuen, at vaflerne var vokset ud af stærekasserne. Vi slikkede os gennem somrene, gjorde vi ikke? Kravlede vi ikke gennem buskadserne med varme, runde topmaver, mens bukserne sprang af lykke? Grinede vi ikke hele tiden, mens vi drak litervis af hjemmelavet jordbærsaftevand? Jo! For der var næsten ingen ende på latteren derude på landet, den fyldte husene og haverne og markerne med det bølgende korn, latteren bar os af sted, den tog os med på udflugter i dalene, hvor vi pakkede vores madpakker op, figenpålæg og pølse, vi spredte kopper og tallerkener og glas ud over picnictæppet, pludselig rystede det, og mælken fløj ned i skødet, men det var bare latteren, der lå og boblede under os, så vi grinede endnu højere, løb ud efter køerne og sommerfuglene, smed tøjet, hvis vi stadig havde noget på, og sprang ned i bækken og klukkede med dén, indtil skumringen kom, og vi lette og perlende løb hjem over bakkerne og højene og blomsterne og markerne. Måske var det også derfor, vi flyttede ud i den skov.
30
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 31 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
*** Under alle omstændigheder blev vi på Ydre Nørrebro ramt af naturens enkle skønhed. Jeg plantede blomster og persille i krukker i baggården, og jeg blev tung om hjertet hver lørdag og søndag, når nattens syndere havde druknet planterne i guldøl, urin eller opkast. Tingene kunne bare ikke spire frem på Ydre Nørrebro, så vi begyndte at tage på lange udflugter på landet, klappe heste, plukke blomster og samle kastanjer, selv om jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle stille op med dem, de uspiselige kastanjer; det virkede alligevel fjollet at lave kastanjedyr uden børn. Men så lagde jeg dem på et fad midt på spisebordet, så vi kunne sukke over dem hele ugen, når vi spiste aftensmad, så vi kunne huske naturen, selv om vi efterhånden ikke tænkte på andet. Vi begyndte at se Søren Ryge, Bonderøven og Camilla Plum. Især Camilla Plum. Vi kunne tale længe om georginer, hvor trist det var, når frosten kom for tidligt, om surbundsbede, klatreroser, engelske roser og drivhuse. Camilla Plum havde et skønt drivhus med de mest fantastiske chilier. Camilla Plum havde får, kartofler, hestebønner og squash. Camilla Plum havde rabarber, kruspersille og store vuggende bryster med hjemmesyltede drømme. Camilla Plum fremstillede hjemmelavet eddike på en eddikemor – eddikemor! Camilla Plum skar ben af grise, som var det kyllingevinger, bagte brød så store som møllehjul og lavede frugtlæder – frugtlæder! 31
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 32 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Camilla Plum begyndte at fylde meget; jeg drømte om hende i tide og utide. Nogle drømme var erotiske. I én drøm skulle jeg slikke hjemmelavet brombærsyltetøj direkte fra hendes kusse, det væltede ud med det, og på et tidspunkt blev jeg nødt til at sige fra, så meget brombærsyltetøj kan et enkelt menneske ganske enkelt ikke magte. Så lokkede hun med andre hjemmelavede lækkerier dernedefra, stuvet spinat og spidskål, det var bedre for en tid, men også det kan man få for meget af. For afvekslingens skyld, vil jeg tro, kom der nogle gange et lam med ind i billedet, men Camilla Plum blev altid vanvittig sur, når det brægede. Så gjorde hun kort proces med sin økse, det var et værre svineri. Måske var det også det, der gjorde, at mine drømme om Camilla Plum nogle gange udviklede sig i retning af et mareridt. Indimellem kom hun ved en fejl til at hugge mit hoved af. Så hængte hun det op på et kosteskaft i køkkenhaven, det kunne lige så godt gøre lidt nytte. Så hang det dér. Hovedet. Mine øjne var faldet ud, og jeg havde syltetøj i mundvigene. Meningen var, at jeg skulle skræmme fuglene bort. Sådanne drømme om Camilla Plum skubbede jeg væk, det var jo noget pjat. I stedet overbeviste jeg mig selv om, at jeg havde grønne fingre ligesom Camilla. Henrik Valentin Rick kunne også mærke det. Hvordan det prikkede i fingrene, når vi så noget grønt. Noget natur. Noget levende. Noget spirende. Hvis det ikke var et tegn på at have grønne fingre, så vidste vi ikke hvad.
32
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 33 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Kære Camilla Jeg drømmer rigtig meget om dig. Der er både gode og dårlige drømme, men sådan er det jo med drømme. Du fylder bare meget om natten, og jeg tror, det skyldes, at du er så livskraftig en kvinde. Jeg beundrer dig meget og tænker på, hvor du har fået al din styrke fra. Har du altid hakket ben af lam uden at ryste på hånden? Har du aldrig tvivlet på, om det er det rigtige at gøre? Hvis du var en blomst, tror jeg, du ville være en rød georgine. Jeg har aldrig set så flot en have som din. Hvis jeg skulle have en stor have en dag, skulle den se lige præcis sådan ud. Du skal ikke lade dig gå på af ham med drømmehaverne, han ville aldrig holde mere end fem minutter ude i den virkelige natur. Det ved jeg, du ville. Jeg er faktisk også i tvivl med Søren Ryge, jeg tror, han er mere skrøbelig, end han umiddelbart giver udtryk for. På den anden side er det selvfølgelig ikke noget, jeg skal gøre mig klog på. Du kender dem sikkert meget bedre end jeg. Faktisk går jeg selv og drømmer om at flytte på landet, men det er en virkelig svær beslutning. Var det også svært for dig, eller har du altid boet på landet? Bor dine venner også på landet? Jeg er nemlig bange for at flytte væk fra mine venner. 33
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 34 SESS: 9 OUTPUT: Wed Mar 21 14:00:24 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1871_Privat_skov_Palatino_133x210/Materie
Men måske får man nye venner, når man flytter på landet? Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal møde dem, hvis man nu bor rigtig langt ude. Måske kan man gå til noget og møde folk dér? Går du til noget? Jeg har altid haft utrolig svært ved at gå til noget som voksen, jeg synes på en eller anden måde, at det kun er for børn. Noget andet er, at jeg er mørkeræd. Det er meget barnligt, det ved jeg godt, men selv om jeg har øvet mig, er det ikke gået væk. Der er meget mørkt på landet, og det kunne godt blive et problem. Har du mange lygter i gården? Og er det sådan nogle automatiske? Jeg kan godt se det smarte i, at de tænder af sig selv, men hvad nu, hvis de også tænder, når der kommer en kat eller en ræv? Her tænker jeg ikke så meget på strøm, men mere på det uhyggelige ved, at lygterne bare tænder og tænder, uden at man kan se nogen. Måske var det bare en ræv? Eller måske står der en mand og gemmer sig bag udhuset? Det synes jeg er en meget foruroligende tanke. De bedste hilsner fra Olga
34