JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 4 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Pythias anvisninger er oversat fra svensk efter Pythians anvisningar Copyright © 2012 Jerker Eriksson & Håkan Sundquist All rights reserved Dansk copyright © 2012 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Peter Stoltze Bogen er sat med Minion hos Rosendahls − BookPartnerMedia og trykt hos Scandbook, Sverige, 2012 ISBN 978-87-11-39649-0 1. udgave, 1. oplag 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
I erindring om jer, der tilgav
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 11 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Datid Du skal ikke tro, det bli’r sommertid, hvis ikke jeg selv gi’r et skub til sommeren og gør den lidt sommerlig, så alting kan komme i knop. Først puster jeg liv i en vintergæk, nu står den og lyser så kønt. Men allerførst smelter jeg sneen væk, så alting kan klæ’ sig i grønt. Stranden var øde bortset fra dem selv og mågerne. Skrigene fra fuglene og bølgernes brus havde hun vænnet sig til, men de raslende lyde fra den store læskærm af tynd, blå plastic irriterede Madeleine. Det gjorde det svært at sove. Hun lå på maven, og solen stegte hendes krop. Hun havde foldet det store badehåndklæde, så det dækkede hovedet, men havde lavet en lille åbning, så hun kunne se, hvad der foregik. Ti legofigurer. Og Karl og Annettes lille pige, som ubekymret legede nede ved strandkanten. Alle var nøgne bortset fra grisebonden, for han havde sagt, at han havde eksem og ikke kunne tåle solen. Han var nede ved vandet og holdt øje med pigen. Hans hund var også dernede, en stor rottweiler, som hun aldrig havde lært at stole på. Selv ikke de andre hunde gjorde det. De stod bundet til en træpæl, som stak op af sandet et stykke borte. Hun sugede på tanden. Det holdt tilsyneladende aldrig op med at bløde, men den ville ikke løsne sig. Nærmest hende sad som sædvanlig hendes plejefar. Han var solbrændt og havde små lyse hår, som glimtede overalt på kroppen. Nu og da strøg han hende over ryggen med hånden eller gned hende ind i sololie. To gange havde han bedt hende om at 11
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 12 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
vende sig om og lægge sig på ryggen, men hun lod, som om hun sov og ikke hørte det. Ved siden af ham sad kvinden, som hed Regina, og det eneste, hun snakkede om, var barnet, som sparkede i hendes mave og bare ville ud. Det blev nok ikke en pige, eftersom maven var enorm, og resten af kroppen ikke var så tyk, et tydeligt tegn på, at det blev en dreng, havde hun sagt. Han skulle hedde Jonathan, hvilket på hebræisk betød, at han var en gave fra Gud. De talte lavmælt med hinanden, næsten hviskede, og på grund af læskærmens raslen var det svært at høre, hvad de sagde. Men da han smilende strøg kvinden over maven, gengældte hun smilet, og så kunne hun høre kvinden sige, at hun syntes, det var dejligt. At hans hænder var så bløde. Hun var smuk og havde langt, mørkt hår og et ansigt som en fotomodel. Sådan som man gerne ville se ud. Men kvindens mave var ækel. Navlen var blevet trykket ud og var som en lille rød opsvulmet kugle. Desuden løb der en stribe kulsort hår fra navlen og ned til underlivet. Så meget hår havde hun kun set på mænd før, og hun ville ikke se mere. Hun vendte hovedet under badehåndklædet og kiggede i den anden retning. Dér var stranden helt øde, kun sand frem til broen og det rød-hvide fyr langt borte. Men der var flere måger i den retning, måske fordi en badegæst ikke havde ryddet ordentligt op efter sig. »Nå, er du vågnet?« Hans stemme var venlig. »Vend dig om på ryggen nu. Du risikerer at blive solskoldet.« Hun adlød i tavshed og lukkede øjnene, mens hun hørte ham ryste flasken med sololien. Han var omhyggelig og sørgede for at børste sandet af hende først, en slags betænksomhed, hun ikke forstod, og hun foldede badehåndklædet over ansigtet igen, uden at han protesterede. datid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 13 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Hans hænder var varme, og hun vidste ikke, hvad hun skulle føle. Det var dejligt og ubehageligt på samme tid, ligesom med tanden. Det kløede ligesom pirrende i den, og når hun førte tungen mod dens øvre del, fik den ru overflade hende til at gyse, på samme måde som hun gøs ved berøringen fra hans hænder. »Du er så pæn,« sagde han. Hun vidste, at hendes krop var mere udviklet end mange af hendes jævnaldrendes. Hun var meget højere end dem og var tilmed begyndt at få bryster. Det troede hun i hvert fald selv, for de føltes hævede, og det kløede, som om de voksede. Det var derfor, det også kløede bag tanden, som snart ville gå løs. Der var en ny tand, som ville vokse ud under den gamle, en voksentand. Nogle gange havde hun det, som om hun ville blive skør af al den kløe. Det kløede fra selve skelettet, som om det voksede så hurtigt, at knoglerne skrabede mod kødet rundt om. Han havde sagt, at kroppen hurtigt blev gammel, men at det ikke var noget at skamme sig over. Om bare få år ville hendes krop være slidt af at vokse så meget. Den ville være fuld af bristninger, små streger, som ville komme, fordi huden bliver spændt ud, jo større man bliver, lidt som på den gravide kvindes mave. Han havde også sagt, at det var vigtigt, at hun kunne lide sin krop, og at det styrkede hendes selvværd, jo oftere hun var nøgen sammen med andre. Han kaldte det for social nøgenhed, og det betød, at man kom tættere på andre mennesker og respekterede dem som dem, de var med alle deres kropslige skavanker. At være nøgen gør en tryg. Hun troede ikke på ham, men syntes alligevel, at hans hænder var dejlige, selv om hun ikke ønskede det. Han holdt op med at røre ved hende, tidligere end hun havde troet. En dæmpet kvindestemme bad ham lægge sig ned, og hun hørte, hvordan hans albuer borede sig ned i sandet. 13
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 14 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
»Lig ned ...« hviskede den samme stemme blidt. Hun drejede forsigtigt hovedet. Gennem åbningen i badehåndklædet så hun, at det var den tykke kvinde, Fredrika, som satte sig ved siden af ham med et smil. Hun tænkte på legofigurerne. Små mennesker af plastic, som man kunne gøre med, som man ville, og som blev ved med at smile, når man smeltede dem i ovnen. Hun kunne ikke lade være med at kigge, da kvinden bøjede sig ned over hans skød og åbnede munden. I åbningen så hun snart, at hendes hoved langsomt begyndte at bevæge sig op og ned. Hun havde lige været i vandet, håret klistrede til kinderne, og alt så vådt ud. Rødt og vådt. Et stykke borte så hun flere ansigter. Politimanden med overskægget rejste sig og kom hen til dem. Hans krop var behåret og gammel og mager, og maven var næsten lige så stor som den gravide kvindes. Den var også rød, men af solen, og neden for maven så alt skrumpent ud. De var kun legofigurer. Hun forstod dem ikke, men kunne alligevel ikke lade være med at stirre. Hun tænkte på dengang, da de var på Skagen, og hendes plejefar slog hende for første gang. Hun havde heller ikke forstået det dengang. Det havde været en strand med mange mennesker, ikke tomt som her, og alle havde haft badetøj på. Her bagefter vidste hun ikke hvorfor, men hun var gået hen til en mand, som sad alene på sit tæppe, drak en kop kaffe og røg. Hun havde trukket sin badedragt ned foran ham, eftersom hun troede, at manden gerne ville se hende nøgen. Han havde bare smilet skævt til hende, mens han pustede røgen ud, men de var blevet afsindige, og far Peo havde taget fat i hendes hår og hevet hende væk. »Ikke her,« havde de sagt.
datid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 15 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Nu var alle bare nysgerrige, og skyggerne fra deres kroppe begyndte at spærre for lyset. Tanden kløede, og hun kunne mærke, hvor koldt det blev i luften, da solen forsvandt. Grisebondens rottweiler kom hen til dem. Sandet sprøjtede fra poterne, og den viftede nysgerrigt med halen. Tungen hang skinnende ud af munden, og den stønnede, som om den var ivrig. De kiggede på, og hun kiggede på. Der var ikke noget at skamme sig over. En af de nye, lyshårede kvinder tog sit kamera frem. Det var sådan et, som fastfrøs billederne og spyttede dem ud med det samme. Et polarkamera, hed det. Det fik molekyler til at stivne. Læskærmen raslede, og hun lukkede øjnene igen, da kameraet klikkede. Så gik tanden pludselig løs. Der kom isninger fra hullet i tandkødet, og hun legede med den i munden, mens hun så på. Det kløede og smagte af blod.
15
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 16 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Södermalm
Begyndelsen til enden er en brændende, blå bil på Tantobergets højeste punkt. Og et brændende bjerg midt på Södermalm er ikke det, kriminalkommissær Jeanette Kihlberg har forventet skulle være den del, som fuldender helheden. Da hun sammen med sin kollega Jens Hurtig i høj fart passerer Hornstull og får øje på Tantoberget, ligner det en vulkan. Inden området mellem Ringvägen og Årstaviken blev park, var Tantoberget stort set kun en losseplads, en kirkegård for menneskers levninger, og nu er den endnu en gang blevet forvandlet til en plads for skrot og rester. Ilden på parkens højeste punkt kan ses fra det meste af Stockholm, og flammerne, som springer op fra den brændende bil, har også fået fat i en efterårstør birk i nærheden. Det gnistrer og knitrer, og ilden truer med at sprede sig til de små kolonihavehuse, som ligger ikke så mange meter derfra. Lige nu har Jeanette ingen som helst anelse om, at det hele er begyndelsen til enden, og at alt, som på en eller anden måde er forbundet, vil få en forklaring. Men hun er jo trods alt kun et menneske og vil derfor kun tage del i en brøkdel af helheden. Hannah Östlund og klassekammeraten fra Sigtunas humanistiske læreanstalt, Jessica Friberg, er med skellig grund mistænkt og efterlyst for fire mord. Anklager Kenneth von Kwist har erklæ-
nutid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 17 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
ret, at der formentlig vil være tale om særlig bestyrket mistanke og grundlag for at rejse tiltale. Bilen, som lige nu bliver opslugt af flammerne oppe på bjerget, er registreret i Hannah Östlunds navn, og det er derfor, Jeanette er blevet sat på sagen. De kører ad Hornsgatan til Zinkensdamm, hvor to brandbiler kommer kørende i høj fart fra modsat retning. Hurtig sætter farten ned og lader dem komme forbi, inden han svinger til højre ind på Ringvägen, forbi bandybanen og ind i parken. Vejen snor sig i cirkler op ad bjerget. Jeanette Kihlberg ser, at nogle mennesker har samlet sig for at bevidne branden, men på grund af risikoen for at benzintanken skal eksplodere, står de på tryg afstand. De forenes af hjælpeløsheden ved ikke at kunne gribe ind og deler skammen over at være for feje. De ser ikke på hinanden, og nogle kigger ned i jorden, graver med skoen i gruset og skammer sig over ikke at være en helt. Da Jeanette åbner bildøren for at stige ud, mærker hun den hede, giftige og sorte røg. Den stinker af olie, gummi og smeltet plast. På forsædet, mellem de dødeligt varme flammer, kan hun se silhuetterne af to livløse kroppe.
17
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 18 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Barnängen
Aftenhimlen bader i det gule skin fra lysforureningerne i det centrale Stockholm, og kun Nordstjernen er synlig for det blotte øje. De kunstige lys i form af gadelygter, lysstofrør og elpærer gør den åbne plads neden for Skanstullsbron mere dunkel, end hvis byen havde været helt mørkelagt og stjernehimlen den eneste belysning. De få nattevandrere, som passerer Skansbron og kaster et blik på Norra Hammarbyhamnen, ser kun lys og skygger i en skiftevis blændende, skiftevis blindende lysforgiftning. De ser ikke den sammenkrøbne skikkelse, som vandrer langs det gamle, nedlagte jernbanespor; de ser ikke, at vedkommende bærer på en sort plasticsæk, drejer af fra sporet og stiller sig på kajkanten for til sidst at blive opslugt af skyggerne fra broen. Ingen ser heller ikke, at sækken bliver opslugt af det sorte vand. Da en lastbåd langsomt glider ind i Hammarby sø med en håndfuld måger på slæbetov, tænder personen på kajen en cigaret, og gløden ses som en rød prik i mørket. Den røde prik er stille et øjeblik, derefter bevæger den sig tilbage, krydser jernbanesporet igen og standser foran en bil. Dér falder gløden på jorden med nogle røde gnister. Skikkelsen åbner en bildør og sætter sig ind på førersædet, tænder kabinelyset og fisker en stak papirer frem fra handskerummet. Efter et par minutter slukkes lyset, og bilen starter. Den store, hvide firehjulstrækker kører ud fra parkeringspladnutid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 19 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
sen og derefter mod nord med Nordstjernen som pejlemærke oven over forruden. Kvinden i bilen genkender himlens syge, gule lys fra andre steder. Hun ser det, andre mennesker ikke ser. Nede på kajen ved industrisporet havde hun set små vogne skramle forbi fuldt lastede med døde mennesker; ude på vandet en fregat under sovjetisk flag, hvor hun vidste, at besætningen led af skørbug efter flere måneders tjeneste i Sortehavet. Himlen over Sevastopol på Krimhalvøen havde været lige så sennepsgul som her, og i skyggerne under broerne lå ruinerne af de sønderbombede huse og slaggebunkerne med affald fra raketfabrikkerne. Drengen i sækken havde hun fundet på tunnelbanestationen ved Babij Jar i Kijev for over et år siden. Stationen bar samme navn som den koncentrationslejr, som tyskerne havde oprettet på stedet under krigen, og hvor så mange af dem, hun havde kendt, var blevet systematisk henrettet. Syrets. Hun kan stadig fornemme smagen af drengen i munden. Det er en gul, flygtig smag, der minder om rapsolie; om lysforgiftede himle og kornmarker. Syrets. Selve ordet drypper af den gule smag. Verden er tvedelt, og det er kun hende, der kender til det. Der findes to verdener, og de adskiller sig på samme måde som et røntgenbillede fra en menneskekrop. Drengen i plasticsækken befinder sig lige nu i begge verdener. Når man finder ham, vil man kunne se, hvordan han så ud, da han var ni år gammel. Hans krop er bevaret som et fotografi af det forgangne, balsameret som en fortidig barnekonge. Et barn for altid. Kvinden i bilen kører videre mod nord gennem byen. Ser menneskene, som hun passerer. Hendes sanser er yderst forfinede, og hun ved, at ingen overho19
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 20 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
vedet kan ane noget om hendes indre. Ingen ved, hvad der sker inden i hende. Hun ser angsten, som hele tiden findes i menneskenes nærhed. Hun ser deres onde tanker malet i luften omkring dem. Men ingen ved, hvad hun ser i menneskenes ansigter. Selv ses hun ikke. Hendes ydre er sirligt, upåklageligt diskret. Hun har en evne til at gøre sig usynlig i et rum med mennesker, billedet af hende sætter sig ikke fast på deres nethinder. Men hun er altid til stede i nuet, iagttager omgivelserne og forstår dem. Og hun glemmer aldrig et ansigt. For lidt siden havde hun set en enlig kvinde gå ned til kajen i Norra Hammarbyhamnen. Kvinden havde været usædvanligt letpåklædt for årstiden og havde siddet nede ved vandet i en lille halv time. Da hun til sidst havde rejst sig for at gå tilbage, og lyset fra en af gadelygterne faldt over hendes ansigt, havde hun genkendt hende. Victoria Bergman. Kvinden i bilen kører gennem et søvnigt Stockholm, hvor mennesker gemmer sig bag gardiner og persienner, der er trukket for, og hvor gaderne er døde, selvom klokken ikke er blevet elleve endnu. Hun tænker på Victoria Bergmans øjne. Det er over tyve år siden, hun så hende sidst, og da havde Victorias øjne været brændende, næsten udødelige. De havde rummet en enorm styrke. Nu havde hun set et mat skær i dem, en slags træthed, som har spredt sig til hele hendes væsen, og hendes erfaring med menneskers ansigter siger hende, at Victoria Bergman allerede er død.
nutid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 21 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Vita bergen
Sofia Zetterlund går ned ad Renstiernas gata og ser op på klippevæggen til højre. Sprængt ind i grundfjeldet tredive meter under Sofiakirken ligger Sveriges største serverrum. Det ser ud, som om bjerget brænder, men i virkeligheden er det luften fra det underjordiske serversystem, som møder kulden udenfor. Dampen ligger som en hvid sky over gaden, og efterårsaftenens kølige vindstød stryger hen over de knudrede stenskråninger. Overskudsvarme. Som om det koger derinde. Hun ved, at transformatorerne og dieselgeneratorerne inde i bjerget sikrer, at alle de datamatiserede informationer, som tilhører de svenske myndigheder, vil overleve en katastrofe, selv om byen bliver jævnet med jorden. Deriblandt de fortrolige filer om hende selv. Om Victoria Bergman. Informationer, som blev digitaliseret i halvfemserne på Nacka Sygehus for siden at blive gemt i form af sikkerhedskopier under Vitabergsparken. Hos naboen til hendes lejlighed på Borgmästargatan findes hendes liv bevaret i al fremtid, og hun kan ikke gøre noget ved det, medmindre hun sprænger hele bjerget og udsletter den ild, som brænder dernede i jorden. Hun passerer gennem den tætte, fugtige røg, og et kort øjeblik kan hun ikke se noget. Straks efter står hun uden for gadedøren til lejligheden. Hun kaster et blik på sit ur. Kvart over ti, hvilket betyder, at hun har gået en tur på en god fire og en halv time. 21
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 22 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Hun erindrer intet om gaderne og pladserne, hun har passeret; hun kan knap nok huske sine egne tanker under spadsereturen. Det er som at prøve at erindre en drøm. Jeg går i søvne, tænker hun, mens hun trykker dørkoden ind. Hun tager trappen, og det skarpe ekko fra støvlehælene får hende til at vågne op. Hun ryster regnen af frakken, purrer op i håret, retter på den fugtige bluse, og da hun til sidst stikker nøglen i låsen, kan hun intet huske om den lange spadseretur. Sofia Zetterlund kan ikke huske, at hun sad på sit kontor og forestillede sig Södermalm som en labyrint, hvor indgangen var porten til hendes klinik på S:t Paulsgatan, og udgangen var døren til hendes lejlighed i Vita bergen. Hun husker ikke, at hun et kvarter senere sagde farvel til sin sekretær, Ann-Britt Eriksson, og forlod klinikken. Hun husker heller ikke, at hun ved labyrintens første forgrening valgte at gå til højre ad Swedenborgsgatan ned mod Södra station, i håb om igen at få øje på den kvinde, som hun tidligere er fulgt efter på samme gade. En kvinde med en velkendt, vuggende gang, gråt hår i en nydelig knold i nakken, og fødder, som pegede udad. En kvinde, som hun har set to gange før. Hun husker heller ikke manden, som hun mødte i baren på Clarion Hotel nede ved Skanstull, og som hun fulgte med op til værelset; heller ikke, at han blev forbavset, da hun ikke ville have betaling. Hun husker ikke, at hun siden stavrede ned gennem hotellobbyen, gik mod øst ad Ringvägen og tog Katarina Bangata ned til Norra Hammarbyhamnen for at stirre på vandet, prammene og magasinbygningerne på kajen overfor, eller at hun gik tilbage op til Ringvägen, som drejer mod nord og bliver til Renstiernas gata, som løber neden for Vita bergens stejle klippevægge. Og hun husker ikke, hvordan hun fandt hjem, til labyrintens udgang. Labyrinten er ikke Södermalm, den er en søvngængers hjerne, nutid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 23 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
dens kanaler signal- og nervesystemer med utallige vindinger, vejkryds og blindgyder. En vandring gennem skumrende gader i en søvngængers drøm. Nøglen rasler i låsen, hun drejer den rundt to gange mod højre og åbner døren. Hun har fundet vej ud af labyrinten. Sofia ser på klokken, og det eneste, hun vil nu, er at sove. Hun tager overtøjet af og går ind i stuen. På bordet ligger en stabel papirer, mapper og bøger. Hendes samlede forsøg på at hjælpe Jeanette med en gerningsmandsprofil i sagen om drabene på indvandrerdrengene. Forgæves, tænker hun og vender adspredt nogle papirer. Det havde jo alligevel ikke ført nogen steder hen. De var endt i sengen, og Jeanette havde ikke nævnt sagen siden natten ude i Gamla Enskede. Det var måske bare et påskud, for at de kunne mødes? Hun føler det utilfredsstillende, eftersom arbejdet ikke er afsluttet, og Victoria hjælper hende ikke, viser hende ingen erindringsbilleder. Ingenting. At hun har dræbt Martin, ved hun. Men de andre? De navnløse børn og den hviderussiske dreng? Ingen erindringer. Intet andet end kværnende skyldfølelser. Hun går hen til bogreolen, som skjuler det lydisolerede værelse. Da hun løfter haspen af for at skyde reolen til side, ved hun, at det vil være tomt. Det eneste, der findes derinde, er resterne af hende selv og lugten af hendes egen sved. Gao Lian har aldrig siddet på motionscyklen i det fjerne, venstre hjørne, men hans sved har løbet fra hendes hår ned over hendes ryg og arme. Hun har cyklet jorden rundt flere gange med hjulene snurrende frit i luften, og hendes krop er blevet stærk, men hun er ikke kommet en centimeter frem. Intet er sket. Hun har bare trampet rundt på samme sted i centrifugale cirkler. 23
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 24 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Gao Lian fra Wuhan findes overalt i værelset, selvom han ikke eksisterer. På tegninger, på avisudklip, på notatblade og på en kvittering fra apoteket, hvor hun har tegnet en ring omkring varernes begyndelsesbogstaver, så de danner kombinationen GAO. Gao Lian fra Wuhan kom til hende, fordi hun havde brug for en, som kunne kanalisere hendes skyld. Betale regningen, som hun skyldte menneskeheden. Hun har troet, at alle teksterne, alle avisudklippene om de døde børn, har handlet om hende selv. Sideløbende med at have fulgt det, som er sket, har hun søgt forklaringerne og fundet dem i sig selv. Hendes opfindelse hed Gao Lian fra Wuhan, og inspirationen til personen findes i hendes umiddelbare omgivelser, i lejligheden. Hun går hen til bogreolen og tager den gamle bog med den sprukne læderindbinding ud. Gao Lian: Otte essays om livskunst. Hun havde købt bogen for tredive kroner på et loppemarked, har knap nok åbnet den, men forfatterens navn var hele tiden synligt på den slidte bogryg, og bogen har stået på sin plads i reolen, på hylden nærmest låseanordningen til værelset. Hun stiller bogen tilbage og går ud i køkkenet. På bordet ligger en opslået avis. En artikel om Wuhan, hovedstaden i den kinesiske provins Hubei, med et billede, som viser et ottekantet tårn, en pagode. Hun folder avisen sammen og lægger den fra sig på køkkenbordet. Hvad mere? Et fotokopieret uddrag af en rapport fra Migrationsverket om papirløse børn, en anden rapport om adoptionsbetingelser i Østasien og endnu en, som specifikt udreder menneskehandel fra Kina til Vesteuropa. Hun forstår, hvorfor hun har opfundet ham. Ud over at været en substitut for hendes skyldfølelser har han været et surrogat for nutid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 25 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
det barn, hun aldrig fik lov at beholde. Gaos opdragelse har været hendes egen opdragelse, og isoleringen har handlet om renselse, om at skærpe sanserne til det yderste. At blive stærk i både sjæl og legeme. Men et eller andet sted på vejen havde hun mistet kontrollen over Gao. Han blev ikke den, hun ønskede, han skulle blive, og derfor ophørte han til sidst med at eksistere, og hun tror ikke længere på ham. Hun ved, at der ikke findes nogen derinde. Gao Lian fra Wuhan har aldrig eksisteret. Sofia går ind i det skjulte værelse igen, finder de sammenrullede spisesedler fra formiddagsbladene frem, folder dem ud og lægger dem på gulvet. mumie fundet i buskads og makabert fund i det centrale stockholm. Hun læser om drabet på Jurij Krilov, den forældreløse dreng fra Molodetjno i Hviderusland, som blev fundet død ude på Svartsjölandet, og hun er især interesseret i sine egne understregninger i artiklen. Detaljer, navne, steder. Har jeg gjort det her? tænker hun. Hun vender den gamle madras. Bevægelsen i luften får flere papirer og små sedler til at hvirvle op foran hende. Støvet fra papirfibrene stikker i næsen. Udrevne sider fra en tysk udgave af Zbarskijs oversigtsværk om den russiske balsameringskunst. Udskrifter fra internettet. Understregninger og henvisninger til Zbarskij skrevet med hendes håndskrift. En omfattende beskrivelse af balsameringen af Vladimir Iljitj Uljanov, Lenin, udført af en professor Vorobjov ved Anatomisk Institut i Kharkov, Ukraine. Igen hendes håndskrift på nogle kvadrerede blade totalt overskrevne med tal. Matematiske beregninger af mængden af kemikalier i forhold til kropsstørrelse. 25
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 26 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Til sidst en fotokopieret artikel om en privatejet virksomhed, som i halvfemserne udførte balsameringer af myrdede russiske mafialedere. Nogle var blevet forgivet, andre dræbt med bilbomber, og virksomheden fakturerede syndikatet, ud fra hvor skadede ligene var. Sofia lægger artiklerne fra sig, samtidig med at hendes telefon ringer, og hun kan se, at det er Jeanette. Hun rejser sig for at tage den og kigger sig omkring i værelset. Gulvet er dækket af et tykt lag papir, og der er knap nogen tom overflade et sted. Men betydningen, forklaringen, det store Hvorfor? Svaret findes her, tænker hun og løfter røret. Et menneskes tanker sønderrevet i små papirstumper. En hjerne, som er eksploderet.
nutid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 27 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
Gamla Enskede
Det lille livs tilværelse, tænker Jeanette Kihlberg, da hun parkerer foran villaen i Gamla Enskede. Lige nu savner hun det enkle og forudsigelige. At føle sig tilfreds efter en lang og slidsom arbejdsdag og kunne lægge alle fagligt relaterede problemer fra sig. Blive fri for alle tanker om arbejdet i samme øjeblik, hun ikke længere får løn for at tænke dem. Johan sover ind i byen hos Åke og Alexandra, og da hun går ind i entréen, mærker hun straks tomheden i huset. Fraværet af en familie. Hvor selvoptaget Åke end var før skilsmissen, så savner hun deres samtaler over en øl ved køkkenbordet, eller småskænderierne, når de så en amerikansk krimi, og hun ikke kunne lade være med at kommentere, hvor urealistisk det var. Det havde alligevel været kærligt, og de havde trods alt elsket hinanden. Nu er der stille i køkkenet, kun køleskabets brummen og en svag susen fra radiatoren høres. På køleskabsdøren sidder postkortet fra hendes forældre. En hilsen fra deres pensionistrejse til Kina, og Jeanette mærker et stik af dårlig samvittighed, fordi hun ikke er bekymret for dem. Fordi hun ikke har skænket dem en tanke i lang tid. Men mest fordi hun faktisk ikke savner dem. Efter at Åke er flyttet, lugter der også anderledes. Hun indser modvilligt, at hun savner den tunge duft af oliemaling, linolie og terpentin, samtidig med at hun synes, det er dejligt, hun ikke hele tiden skal være nervøs for at sætte sig i en klat pariserblåt eller 27
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 28 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
pludselig opdage en uønsket plet med karmoisinrødt på væggen. Trods det tænker hun på den tid med et vist vemod, og et kort øjeblik glemmer hun al den bekymring, hun følte dengang, for at økonomien ikke ville hænge sammen. Åkes uansvarlige og nonchalante forhold til penge. I den sidste ende havde det trods alt ordnet sig for ham, og hans drøm om at kunne leve af sin kunst var gået i opfyldelse. Havde hun været for utålmodig? For svag til at give ham det sidste puf i den rigtige retning, da han havde tvivlet på sit talent? Måske, men det kan være lige meget nu. Ægteskabet er slut, og intet af det, han laver, er længere noget, som afhænger af hende. Desuden har hun nok at se til med sit arbejde og har ikke tid til at sidde og spekulere over, hvad hun kunne have gjort anderledes. Kvinderne i bilen var med stor sandsynlighed Hannah Östlund og Jessica Friberg. Ivo Andric´ var lige nu i fuld gang med at bekræfte deres mistanker. I morgen får hun svar, og har hun ret, betyder det, at sagen går videre til anklageren, og at sagen dermed erklæres for afsluttet. Der skal dog først foretages en husransagning hos kvinderne. Der skal sikres beviser på deres skyld, og bagefter skal hun og Hurtig sammenstille det hele og overdrage det til von Kwist. Det er nu ikke, fordi hun synes, hun har gjort det specielt fantastisk. Hun har bare fulgt en snørklet vej, og med lidt held og en vis rutine havde det hele fundet en løsning. Fredrika Grünewald, Per-Ola Silfverberg, Regina Ceder og hendes søn Jonathan var alle blevet myrdet af to hævngerrige kvinder. Folie à deux. Induceret psykose, som det også kaldes, forekommer næsten udelukkende i familier. For eksempel en mor og en datter, som lever isoleret fra alle andre, og som deler en sindssygdom. Ifølge Jeanettes oplysninger er Hannah Östlund og Jessica Friberg ganske vist ikke i familie med hinanden, men de er vokset
nutid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 29 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
op sammen, har gået på de samme skoler og siden været hinandens fortrolige og bedste venner. Ved siden af Grünewalds lig havde nogen lagt gule tulipaner. Og den aften, Karl Lundström døde, havde han også fået gule tulipaner. Kunne det være dem, som også havde dræbt ham? Ja, hvorfor ikke? Karl Lundström og Per-Ola Silfverberg var begge pædofile, som forgreb sig på deres døtre. Det måtte hænge sammen på den måde. Gule tulipaner og Sigtunaskolen er fællesnævnerne. Hun tænder lyset i køkkenet, går hen til køleskabet og tager smør og ost ud. Hævn, tænker hun. Hvordan i helvede kan det få så ekstreme følger? Mens hun leder efter toastbrødet i fryseren, kommer hun til at tænke på Jonathan Ceder. De havde dræbt en uskyldig dreng. Selvom det formentlig havde handlet om at tilføje hans mor så stor smerte som muligt, inden de også gjorde det af med hende, så finder hun det ubegribeligt. Jeanette tager brødet ud, brækker et par skiver af og trykker dem ned i brødristeren. Hun indser, at hun ikke kan regne med at få svar på alt. Jeanette, tænker hun, du må sgu snart få lært, at hvis der er noget, du ikke kan regne med som politimand, så er det at få tilfredsstillelse. Man kommer ikke til at kunne forstå alt. Hun sætter sig ved bordet i køkkenet og begynder adspredt at bladre i et IKEA-katalog. Det var måske ikke så dum en idé at købe nye møbler allerede nu? Salget af villaen vil formentlig tage nogen tid, og hun vil gerne slippe for hele tiden at blive mindet om sit gamle liv. Nogle gange når hun går ind i stuen, ser hun Åke ligge og slappe af i den slidte sofa. Køkkenbordet og stolene købte de sammen på Emmausloppemarkedet uden for Uppsala, da Johan lige var blevet født. Og alle lamperne og tæpperne var jo de-
29
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 30 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
res, ikke hendes. Om det så var skohylden. Alt synes at være gennemsyret af minderne om deres liv sammen. Brødristeren rasler, og hun når lige at tilføje den på listen over ting, de har anskaffet sammen, da telefonen ringer. Du er sentimental, Jeanette, tænker hun, lukker IKEA-kataloget og løfter røret. Det er selvfølgelig Åke, som om han vidste, hvad hun sad og tænkte på lige nu. »Hej,« siger hun kort i røret. »Hej, hvordan går det?« »Fint.« Tomme fraser. Hvad mere er der at sige ud over det, der angår det rent praktiske? »Hvordan går det med Johan?« spørger hun følgelig. »Johan? Jo, det går vel meget godt ... Han sover.« Der bliver stille, og hun begynder at blive utålmodig. »Det var dig, der ringede, så jeg går ud fra, at du ville noget? Er det noget med Johan igen?« Han rømmer sig. »Ja, jeg vil tage ham med til London her i weekenden. En fodboldkamp. Bare ham og mig. Være en far lissom ...« Far? Det er lidt sent, tænker hun. »Okay. Er han med på det?« Åke ler dæmpet. »Det er der vel næppe nogen tvivl om. London-derby, du ved.« Hun griber sig selv i også at le. »Fint, det vil han sikkert have godt af. Men er det kun jer to? Hvad med Alexandra?« Igen tavshed. Hun kigger fraværende på brødristeren. To gyldenbrune skiver stikker op og er vel ved at blive kolde nu. »Hun har fikset en ny udstilling og solgt en masse malerier. Kan du gætte, hvem der har købt dem?« »Katten i sækken,« kommer det spontant fra hende. »Hold nu op ... Kriminalforsorgen har købt ti billeder til Kronutid
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 31 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
nobergsfængslet. Det er jo for fanden din arbejdsplads.« Han griner. »Og Alexandra bliver i Stockholm. Hun skal sælge flere billeder. Det kører bare.« »Javel så ... Tillykke,« siger hun. »Dejligt, at det går så godt for dig.« Hun kan høre ham svælge i den anden ende. »Hvad med dine forældre?« siger han pludselig, og Jeanette kan genkende hans tendens til at skifte samtaleemne. »Er de stadig i Japan?« Jeanette smiler for sig selv, da hun tænker på, hvor lidt Åke kan lide hendes far. »De er i Kina og kommer hjem om to-tre uger.« Åke bliver tavs, og de sidder sådan et lille stykke tid. Jeanette tænker igen på deres liv sammen engang, som nu føles så fjernt, så langt borte. »Du ...« siger han til sidst, »du har vel ikke lyst til at spise en frokost, inden Johan og jeg tager af sted?« Hun tøver. »Frokost? Har du virkelig tid til det?« »Det er jo derfor, jeg spørger,« siger han irriteret. »Kan du i morgen?« »I overmorgen er bedre. Desuden venter jeg på at få grønt lys til en husransagning, så det er kun en foreløbig aftale.« Han sukker. »Okay. Lad høre fra dig, når du kan.« Og så lægger han på. Hun besvarer hans suk i det tavse rør, rejser sig fra bordet og tager brødet ud af brødristeren. Pis, tænker hun, mens hun smører madderne. Det her er ikke godt for Johan. Ikke en skygge af stabilitet. Hun mindes den kommentar, Hurtig kom med i forbifarten på vej ud til Svavelsö, hvor Hannah Östlund og Jessica Friberg fuldbyrdede Cederfamiliens tragedie. »I den alder får alting så voldsomme proportioner,« havde han sagt, og i Östlund og Friberg-sagen kunne det ikke være mere sandt. Men Johan? Hendes teenager. Først skilsmissen, så hændel31
JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 32 SESS: 25 OUTPUT: Fri Jul 13 12:16:37 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/131879_Pythias_anvisninger_140x220_minion/Materie
serne i Gröna Lund, da han forsvandt, og nu en masse renderi mellem hende, som knap nok har tid til ham, og Åke og Alexandra, der opfører sig som teenagere og ikke kan lægge planer for, hvad de skal lave bare to dage frem. Hun klemmer det sidste stykke tørt, koldt brød ned og vender tilbage til telefonen. Hun har brug for nogen at tale med, og den eneste person, som dur, er Sofia Zetterlund. Mens telefonen ringer, skutter hun sig i trækken fra køkkenvinduet. Det er en stjerneklar og gnistrende smuk efterårsaften, og mens Jeanette spekulerer på, hvad det er med mennesker, der gør, at alting bliver så satans forkert, svarer Sofia. »Jeg savner dig,« siger hun. »I lige måde.« Jeanette mærker varmen vende tilbage. »Det er ensomt herude.« Sofias åndedræt er helt tæt på. »Også hos mig. Jeg vil gerne se dig snart.« Jeanette lukker øjnene og forestiller sig, at Sofia virkelig er hos hende, at hun ligger med hovedet på hendes skulder og hvisker i hendes øre, helt tæt på. »Jeg blundede lige før,« siger Sofia. »Jeg drømte om dig.« Jeanettes øjne er stadig lukkede, hun læner sig tilbage i stolen og smiler. »Hvad drømte du?« Sofia ler dæmpet, næsten genert. »At jeg var lige ved at drukne, og du reddede mig.«
nutid