Røverbruden læseprøve

„En genialt tænkt og hudløs ærlig beskrivelse af kvinder, når de er bedst – men nok i højere grad værst.“ ALT FOR DAMERNE

„I Røverbruden spiller Atwood på alle sit talents strenge.“ JYLLANDS-POSTEN

„Humor og ironi drejer fortællingen i retning af det groteske, men uden at sætte den grundige, uddybende persontegning over styr.“ POLITIKEN

TONY, CHARIS OG ROZ er tre meget forskellige kvinder, der mødes til frokost én gang om måneden. Omdrejningspunktet for deres venskab er mindet om deres nu afdøde rivalinde Zenia, som manipulerede sig vej ind i deres liv, stjal deres mænd én efter én – og siden forsvandt. Men en dag under frokosten træder den smukke Zenia lyslevende ind på restauranten, på jagt efter mere.

Røverbruden handler om kvinder og om dynamikkerne kvinder imellem. Atwood sætter tingene på spidsen og i perspektiv uden nogen form for politisk korrekthed. Det er både tankevækkende, tidløst og underholdende.

MARGAR ET AT W OOD

RØVER BRUDEN

MARGARET ATWOOD er canadisk forfatter, litteraturkritiker og miljøaktivist. Røverbruden udkom første gang på dansk i 1994.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

Af samme forfatter Op til overfladen I begyndelsen Tjenerindens fortælling Katteøje Fru Orakel Tip om overlevelse Den blinde morder Alias Grace Den spiselige kvinde Prinsesse Prunella og den purpurfarvede pebernød Oryx og Crake Penelopiaden Syndflodens år MaddAddam Hekseyngel Gileads døtre

Content_9788711918210.indd 2

03/04/20 2:10 pm

MARGARET ATWOOD

Røverbruden På dansk ved Lisbeth Møller-Madsen

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711918210.indd 3

03/04/20 2:10 pm

En klapperslange, der ikke bider, lærer dig ingenting.

– Jessamyn West Kun det, der er fuldstændig mistet, kræver at blive nævnt igen og igen. Der opstår en mani med at kalde på den mistede ting, indtil den vender tilbage.

– Günter Grass Illusion er den største af alle glæder.

Content_9788711918210.indd 6

– Oscar Wilde

03/04/20 2:10 pm

Indhold

Optakt 9 Restaurant Toxique 15 Sort lak 143 Luskede nætter 247 Røverbruden 365 Restaurant Toxique 497 Udfald 577

Content_9788711918210.indd 7

03/04/20 2:10 pm

Content_9788711918210.indd 8

03/04/20 2:10 pm

Optakt

Content_9788711918210.indd 9

03/04/20 2:10 pm

Content_9788711918210.indd 10

03/04/20 2:10 pm

1

Historien om Zenia burde begynde, da Zenia begyndte. Det må have været et sted for længe siden og langt, langt borte, tænker Tony, et medtaget sted og meget kaotisk. Et europæisk stik, håndkoloreret, okkerfarvet, med støvet solskin og en masse buske på – buske med tykke blade og ældgamle, knudrede rødder, bag hvilke der, ude af syne i bundvegetationen og kun antydet ved en støvle, der stikker frem, eller en slap hånd, foregår noget almindeligt, men grufuldt.

Det er i hvert fald det indtryk, Tony sidder tilbage med. Men så meget er blevet slettet, så meget er blevet gemt under forbindinger, så meget med velberåd hu filtret sammen, at Tony ikke længere er sikker på, hvilken af Zenias fortællinger om sig selv, der var sand.

Nu kan hun ikke så godt spørge, og selv om hun kunne, ville Zenia ikke svare. Eller også ville hun lyve. Hun ville lyve oprigtigt med en stemme, der var ved at knække over, bævede af undertrykt sorg, eller også ville hun lyve tøvende, som var det en tilståelse, eller også ville hun lyve med uanfægtet, trodsig vrede, og Tony ville tro på hende.

Det har hun gjort før.

Vælg en ende og klip, og historien trævles op. Sådan begynder Tony en af sine mere indviklede forelæsninger, den om dynamikken i spontane massakrer. Metaforen går på at væve eller strikke og på broderesakse. Hun kan godt lide at benytte den. Hun kan godt lide 11

Content_9788711918210.indd 11

03/04/20 2:10 pm

det lidt chokerede udtryk i tilhørernes ansigter. Det er sammenstillingen af husflid og masseblodsudgydelse, der gør indtryk på dem, en sammenstilling, som Zenia ville have sat pris på, for hun elskede den form for tumult, den slags voldelige modsætninger. Mere end elskede: skabte. Hvorfor står stadig ikke klart.

Tony ved ikke, hvorfor hun synes, hun må vide det. Kan det ikke være lige meget så længe efter? En katastrofe er en katastrofe. De, der rammes af den, forbliver ramt, de, der bliver dræbt, forbliver dræbt, murbrokkerne forbliver murbrokker. Snak om årsager kommer ikke sagen ved. Zenia var en grim historie, man burde lade ligge. Hvorfor forsøge at dechifrere hendes motiver?

Men Zenia er også en gåde, en knude. Hvis blot Tony kunne finde en løs ende og trække i den, ville en masse løses op for alle, der var involverede, og også for hende selv. Det håber hun i hvert fald. Som historiker tror hun på, at forklaringer gavner.

Problemet er, hvor hun skal begynde, for intet begynder, hvor det begynder, og intet er forbi, når det er forbi, og alt har brug for et forord: et forord, et efterord, en oversigt over samtidige begivenheder.

Historien er et tankeværk, siger hun til sine studerende. Alle indgangsvinkler er mulige, og alle valg er vilkårlige. Men der er afgørende øjeblikke, øjeblikke, vi bruger som referencepunkter, fordi de bryder vores følelse af kontinuitet, de ændrer tidens gang. Vi kan se på disse begivenheder, og vi kan sige, at efter dem var intet længere var det samme. De skaber begyndelser for os og også slutninger. Fødsler og dødsfald, for eksempel, og ægteskaber. Og krige.

Det er krigene, der interesserer Tony, på trods af hendes blondekraver. Hun kan godt lide klare udfald.

Det kunne Zenia også, eller det mente Tony i hvert fald engang.

Nu har hun sværere ved at afgøre det.

Altså et vilkårligt valg, et afgørende øjeblik: den 23. oktober 1990.

Det er en strålende, klar dag, usædvanlig varm for årstiden. Det er en tirsdag. Sovjetblokken smuldrer, de gamle kort er ved at gå 12

Content_9788711918210.indd 12

03/04/20 2:10 pm

i opløsning, de østlige stammer bevæger sig igen over de flyttede grænser. Der er ballade i Golfen, ejendomsmarkedet er ved at bryde sammen, og der har udviklet sig et stort hul i ozonlaget. Solen er på vej ind i Skorpionen, Tony skal spise frokost på Toxique med sine to veninder Roz og Charis, en svag brise driver ind over Ontariosøen, og Zenia genopstår fra de døde.

Content_9788711918210.indd 13

03/04/20 2:10 pm

Content_9788711918210.indd 14

03/04/20 2:10 pm

Restaurant Toxique

Content_9788711918210.indd 15

03/04/20 2:10 pm

Content_9788711918210.indd 16

03/04/20 2:10 pm

2

TONY Tony står op klokken halv syv, som hun plejer. West sover videre, mens han jamrer lidt. Han drømmer sikkert, at han råber. I drømme er lyde altid højere. Tony betragter hans sovende ansigt, hans skarpe kæbelinje, der i afslappet tilstand er blevet blød, hans overnaturligt blå eneboerøjne, der er roligt lukkede. Hun er glad for, at han stadig er i live. Kvinder lever længere end mænd, og mænd har svage hjerter, somme tider falder de bare om, og selv om hun og West ikke er gamle – de er overhovedet ikke gamle – så er det alligevel sket, at kvinder på hendes alder er vågnet en morgen med døde mænd liggende ved siden af sig. For Tony er dette ikke en morbid tanke.

Hun er også glad på en mere generel måde. Hun er glad for, at West overhovedet er her på jorden og her i huset, og at han hver aften falder i søvn ved siden af hende og ikke et andet sted. På trods af alt, på trods af Zenia er han stadig her. Det virker egentlig som et mirakel. Nogle dage kan hun ikke komme over det.

Stille, for ikke at vække ham, famler hun efter sine briller på natbordet, og så lader hun sig glide ud af sengen. Hun tager sin Viyella-morgenkåbe på og sine bomuldssokker og de grå uldne arbejdssokker over dem og stikker sine klumpede fødder i mor17

Content_9788711918210.indd 17

03/04/20 2:10 pm

genskoene. Hun lider af kolde fødder, et tegn på lavt blodtryk.

Morgenskoene er udformet som vaskebjørne og var en gave fra Roz for mange år siden, af grunde som kun Roz kender. De er magen til de morgensko, som Roz samtidig forærede sine otteårige tvillinger.

De er endda samme størrelse. Vaskebjørnene er efterhånden noget slidte, og den ene mangler et øje, men Tony har aldrig været god til at smide ting ud.

På sine isolerede fødder sniger hun sig ned ad gangen til sit arbejdsværelse. Hun vil helst begynde dagen med en time derinde.

Hun synes, det skærper hendes koncentration. Værelset vender mod øst, så hun får solopgangen med, når der er én. Det er der i dag.

Hendes arbejdsværelse har nye, grønne gardiner med et mønster af palmetræer og eksotiske frugter og en lænestol med puder, der matcher. Roz hjalp hende med at vælge stoffet og overtalte hende til at betale, hvad det kostede, og det var mere, end Tony ville have betalt, hvis hun havde været alene. Hør her, skat, havde Roz sagt.

Det her – det her! er et røverkøb. Og desuden er det til det sted, hvor du tænker! Det er dit mentale miljø! Ud med de kedelige, gamle, marineblå sejlskibe! Det skylder du dig selv. Nogle dage føler Tony sig overvældet af trompetblomsterne og de orange mangofrugter, eller hvad det nu er, men boligindretning skræmmer hende, og hun har svært ved at sige nej til Roz’ ekspertise.

Hun har det bedre med resten af arbejdsværelset. Bøger og papirer ligger i stabler på tæppet, på væggen er der en reproduktion af Slaget ved Trafalgar og en anden af Laura Secord, der klædt i usandsynligt hvidt under den engelsk-amerikanske krig driver sin sagnomspundne ko gennem de amerikanske linjer for at advare englænderne.

Dynger af æselørede krigsbiografier og samlinger af breve og jordslåede bøger med reportager fra fronten skrevet af for længst glemte journalister er mast ind i den olivengrønne bogreol sammen med adskillige eksemplarer af Tonys to bøger, Fem baghold og Fire håbløse projekter. Gedigen forskning, en forfriskende ny fortolkning skrev de anmeldere, som er citeret på paperbackudgaverne. Sensationslysten, alt for vidtløftig, skæmmende overlæsset med detaljer, skrev de, der ikke 18

Content_9788711918210.indd 18

03/04/20 2:10 pm

er citerede. Tonys ansigt, med ugleøjne og alfenæse og yngre, end det er nu, stirrer ud fra omslagets bagside med en svag panderynke i et forsøg på at se betydelig ud.

Foruden et skrivebord har hun et arkitekttegnebord med en drejestol, der øjeblikkelig gør hende højere. Den bruger hun, når hun retter semesteropgaver. hun kan godt lide at balancere højt oppe på stolen, mens hun svinger med sine korte ben og har opgaverne liggende skråt foran sig, så hun kan rette dem på skønsom afstand, som om hun maler. I virkeligheden er hun begyndt at blive langsynet foruden nærsynet, som hun altid har været. Inden længe må hun underkaste sig bifokale brilleglas.

Hun retter med venstre hånd og bruger diverse farveblyanter, som hun holder mellem højre hånds fingre som pensler: rød til dårlige kommentarer, blå til gode, orange til stavefejl og violet til spørgsmål. Somme tider bytter hun hånd. Når hver enkelt opgave er færdig, lader hun den falde ned på gulvet med en tilfredsstillende flagren. For ikke at kede sig læser hun indimellem et par sætninger højt for sig selv bagfra. Reigolonket ednererruknok mo nebaksnediv re baksnedivrætilim. Hvor sandt. Det har hun ofte sagt til sig selv.

I dag retter hun hurtigt, i dag er hun synkroniseret. Hendes venstre hånd ved, hvad den højre gør. Hendes to halvdele er kongruente, der er kun en svag halvskygge, en ganske lille forskydning.

Tony retter opgaver, til klokken er kvart i otte. Solskinnet vælder ind i værelset, gyldent af de gule blade udenfor. Et jetfly krydser henover, skraldevognen nærmer sig ude på vejen, skramlende som en tank. Tony hører den, tøfler hurtigt nedenunder og ud i køkkenet, løfter skraldeposen op af spanden, binder knude på den, løber ud til hoveddøren med den og farer ned ad trappen, mens hun holder op i morgenkåben.

Hun behøver ikke løbe ret langt, før hun indhenter vognen. Mændene griner til hende, de har set hende i morgenkåbe før. Det er egentlig Wests opgave at gå ud med skraldeposen, men han glemmer det.

Hun går ind i køkkenet og laver te, varmer potten, kommer en nøje afmålt mængde blade i, tager tid på sit armbåndsur med de 19

Content_9788711918210.indd 19

03/04/20 2:10 pm

store tal, mens den trækker. Det er Tonys mor, der har lært hende at lave te, en af de få nyttige ting, hun lærte hende. Tony har kunnet lave te, siden hun var ni. Hun husker, hvordan hun stod på køkkentaburetten og målte op, skænkede, bar koppen ovenpå, uden at det skvulpede over, til sin mor, der lå i sengen under sengetøjet, en rundet høj, hvid som en snedrive. Hvor dejligt. Stil den der. Og at hun senere fandt koppen, kold, stadig fuld.

Væk, Mor, tænker hun. Rom, kæv. Hun bortviser hende, ikke for første gang.

West drikker altid den te, Tony laver. Han tager altid mod hendes gaver. Da hun kommer ovenpå med koppen, står han ved vinduet og betragter den forsømte og vanrøgtede efterårshave. (De siger begge, at de vil plante noget i den, snart, senere. Ingen af dem gør det). Han er allerede påklædt: jeans og en blå sweatshirt med påskriften Scales & Tails og en skildpadde på maven. En eller anden organisation, der arbejder for at redde padder og krybdyr og – forestiller Tony sig – ikke har særlig mange medlemmer, endnu. Nu til dags er der så mange andre ting, der trænger til at blive reddet. ”Her er din te,” siger hun.

West knækker sammen flere steder, som en kamel der sætter sig ned, for at kysse hende. Hun stiller sig på tå. ”Undskyld, jeg glemte skraldeposen,” siger han. ”Det er i orden,” siger hun, ”den var ikke tung. Ét eller to æg?”

Engang snublede hun i morgenkåben under sit morgenløb med skraldeposen og tog den på hovedet ned ad trappen. Heldigvis landede hun på selve posen, der revnede. Men det har hun ikke fortalt West. Hun behandler ham altid forsigtigt. Hun ved, hvor skrøbelig han er, hvor let han kan gå i stykker.

Content_9788711918210.indd 20

03/04/20 2:10 pm

3

Mens Tony koger æg, tænker hun på Zenia. Er det en forudanelse?

Overhovedet ikke. Hun tænker ofte på Zenia, oftere end da Zenia var i live. Som død udgør Zenia ikke så stor en trussel og behøver ikke stuves væk, proppes ind i det spindelvævsdækkede hjørne, hvor Tony opbevarer sine skygger.

Selv om blot Zenias navn er i stand til at vække den gamle følelse af raseri, af ydmygelse og forvirret smerte. Eller i hvert fald et ekko af den. I virkeligheden har hun nogle gange – tidligt om morgenen, midt om natten – svært ved at tro på, at Zenia virkelig er død. Mod sin vilje, på trods af sin sunde fornuft bliver Tony ved at vente, at hun vil dukke op, slentre ind ad en eller anden ulåst dør, klatre ind ad et vindue, som nogen har glemt at lukke. Det virker usandsynligt, at hun simpelt hen skulle være forduftet, uden at noget er blevet tilbage. Der var for meget af hende. Al den ondsindede vitalitet må være et eller andet sted.

Tony lader to stykker brød glide ned i brødristeren og roder i køkkenskabet efter marmeladen. Selvfølgelig er Zenia død. Død og borte. Stendød. Hver gang Tony tænker dette, glider luften ned i hendes lunger og dernæst ud igen med et langt lettelsens suk.

Mindegudstjenesten for Zenia ligger fem år tilbage i tiden, eller fire og et halvt. Det var i marts. Tony husker tydeligt dagen. Vejret var 21

Content_9788711918210.indd 21

03/04/20 2:10 pm

vådt, gråt, og senere udviklede det sig til slud. Det, der dengang overraskede hende, var, at der var mødt så få mennesker op. De fleste var mænd med opsmøgede frakkekraver. De undgik forreste række og forsøgte hele tiden at komme til at stå bag hinanden, som om de helst ikke ville ses.

Ingen af disse mænd var Roz’ bortløbne mand, Mitch, bemærkede Tony interesseret og lidt skuffet, selv om hun var glad på Roz’ vegne. Hun kunne mærke, at Roz strakte hals og lod blikket glide over ansigter. Hun måtte have regnet med, at han ville være der, og hvad så? Så ville hun have lavet skandale.

Charis kiggede også, på en mindre påfaldende måde, men hvis nogen af disse mænd var Billy, ville Tony ikke have vidst det, for hun havde aldrig mødt ham. Han var kommet, og forsvundet igen i den periode, hun ikke havde haft forbindelse med Charis. Ganske vist havde Charis vist hende et fotografi, men det var uskarpt, og det øverste af Billys hoved var skåret af, og dengang havde han haft skæg. Mænds ansigter ændrede sig mere end kvinders i tidens løb. Eller de kunne ændre dem mere, hvis de ville. Lægge sig ansigtshår til eller trække det fra.

Der var overhovedet ingen, som Tony kendte, selvfølgelig bortset fra Roz og Charis. De ville ikke være gået glip af det for nogen pris, sagde Roz. De ville gerne følge Zenia til dørs, sikre sig at hun virkelig var helt (Tonys ord) uarbejdsdygtig. Charis’ ord var fredelig.

Roz’ var kaput.

Mindegudstjenesten var foruroligende. Den virkede så improviseret og foregik i et begravelsesetablissement med en klumpet og magenta klodsethed, der ville have fyldt Zenia med foragt. Der var mange blomsterbuketter, hvide krysantemum. Tony spekulerede på, hvem der havde sendt dem. Hun havde ikke selv sendt blomster.

En mand i blåt jakkesæt, der præsenterede sig som Zenias advokat – altså den samme mand, der havde ringet til Tony og fortalt hende om mindegudstjenesten – læste en kort hyldest til Zenias gode egenskaber, blandt hvilke mod stod øverst, selv om Tony ikke syntes, at den måde, Zenia var død på, havde været specielt modig. Zenia var blevet 22

Content_9788711918210.indd 22

03/04/20 2:10 pm

sprængt i tusind stykker under en eller anden form for terroristangreb i Libanon. Hun havde ikke været målet, hun havde bare været i vejen.

Et uskyldigt offer, sagde advokaten. Tony følte skepsis over for begge ord: uskyldig havde aldrig været Zenias yndlingsadjektiv om sig selv, og offer havde ikke været hendes typiske rolle. Men advokaten sagde ikke, hvad hun egentlig havde foretaget sig dér på den unavngivne gade i Beirut. I stedet sagde han, at hun ville blive husket længe. ”Ja, det ved gud hun vil,” hviskede Roz til Tony. ”Og med mod mente han store babser.” Tony syntes, det var usmageligt, for størrelsen på Zenias babser var vel irrelevant nu. Efter hendes mening gik Roz somme tider for vidt.

Selv var Zenia kun til stede i ånden, sagde advokaten, og også i form af sin aske, som de nu ville begive sig til Mount Pleasantkirkegården og gravsættes. Han sagde faktisk gravsætte. Det havde været Zenias ønske, som udtrykt i hendes testamente, at hendes aske skulle gravsættes under et træ.

Gravsætte lignede slet ikke Zenia. Og det gjorde træet heller ikke.

Faktisk lignede det slet ikke Zenia at have oprettet et testamente eller overhovedet at have en advokat. Men man kunne aldrig vide, mennesker forandrede sig. Hvorfor havde Zenia for eksempel opført de tre på listen over personer, der skulle informeres i tilfælde af hendes død? Var det anger? Eller var det en måde at hævne sig på? I så fald havde Tony ikke forstået det.

Advokaten havde slet ikke været til nogen hjælp. Han havde kun haft en liste med navne, eller det hævdede han i hvert fald. Tony kunne dårligt forvente, at han skulle forklare Zenia for hende. Det burde vel snarere være omvendt. ”Var De ikke hendes veninde?” havde han anklagende spurgt. ”Jo,” sagde Tony. ”Men det er meget længe siden.” ”Zenia havde en glimrende hukommelse,” sagde advokaten med et suk. Tony havde hørt den slags suk før.

Det var Roz, der havde insisteret på, at de tog med på kirkegården efter mindegudstjenesten. De kørte med hende i hendes store bil.

23

Content_9788711918210.indd 23

03/04/20 2:10 pm

”Jeg vil se, hvor de anbringer hende, så jeg kan lufte hundene dér,” sagde hun. ”Jeg vil lære dem at lette ben op ad hendes træ.” ”Det er ikke træets skyld,” sagde Charis indigneret. ”Du er ufølsom.”

Roz lo. ”Netop, skat! Så slipper du!” ”Men du har ikke nogen hunde, Roz,” sagde Tony. ”Jeg gad vide, hvilken slags træ det er.” ”Så køber jeg nogle alene af den grund,” sagde Roz. ”Morbær,” sagde Charis. ”Det stod i vestibulen med en seddel på.” ”Jeg tror ikke, det kan klare sig her,” sagde Tony. ”Her er alt for koldt.” ”Det skal nok klare sig,” sagde Charis, ”bare knopperne ikke er sprunget ud.” ”Jeg håber, det går ud,” sagde Roz. ”Nej, helt ærligt! Hun har ikke fortjent et træ.”

Zenias aske befandt sig i en forseglet metalurne, der lignede en lille landmine. Tony kendte godt den slags urner, og de gjorde hende deprimeret. Der var ikke samme højtidelighed over dem som over kister. Hun forestillede sig, at menneskene i dem var blevet kondenserede ligesom kondenseret mælk.

Hun havde troet, at noget ville blive spredt, det, som advokaten havde kaldt de jordiske rester, men urnen blev ikke åbnet, og asken blev ikke spredt. (Bagefter – efter mindegudstjenesten og også efter at have kogt æg denne oktobermorgen – havde Tony lejlighed til at spekulere over, hvad der virkelig havde været i den. Sand, sikkert, eller noget ulækkert som hundelorte eller brugte kondomer. Den slags havde Zenia kunnet finde på, engang, da Tony lærte hende at kende).

De stod der alle sammen i den fine, kolde støvregn, mens urnen blev sat ned, og morbærtræet oven på den. Jorden blev stampet ned.

Der var ingen sidste ord, ingen afskedsord. Støvregnen begyndte at blive til slud, og de frakkeklædte mænd tøvede, hvorefter de gik deres vej i retning af deres parkerede biler. ”Jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at vi har glemt noget,” sagde Tony, da de gik derfra.

24

Content_9788711918210.indd 24

03/04/20 2:10 pm

”Der blev ikke sunget,” sagde Charis. ”Hvad mener du?” sagde Roz. ”En stage gennem hendes hjerte?” ”Måske mente Tony, at hun var et medmenneske,” sagde Charis. ”Medmenneske, min bare,” sagde Roz. ”Hvis hun var et medmenneske, så er jeg dronning af England.”

Det, Tony havde ment, var ikke så næstekærligt. Hun havde tænkt, at i tusinder af år havde de overlevende gjort sig mange anstrengelser, når mennesker var døde – især hvis det var mennesker med magt, især hvis det var mennesker, der var frygtede. De havde skåret halsen over på deres bedste heste, de havde begravet slaver og yndlingshustruer levende, de havde hældt blod ned i jorden. Det havde ikke været sorg, det havde været forsoning.

De havde villet vise deres gode vilje, uanset hvor falsk det var, for de vidste, at den dødes ånd ville være misundelig, fordi de stadig var i live.

Måske skulle jeg have sendt blomster, tænkte Tony. Men blomster ville ikke have været nok, ikke for Zenia. Hun ville have vrænget ad blomster. Der skulle en skål blod til. En skål blod, en skål smerte, noget død. Så ville hun måske forblive begravet.

Tony fortalte ikke West om mindegudstjenesten. Måske ville han have deltaget og være brudt sammen. Eller også ville han ikke have deltaget og haft dårlig samvittighed bagefter eller have været ked af, at hun var gået uden ham. Men han vidste godt, at Zenia var død, han havde læst det i avisen, en lille notits gemt midt på siden.

Canadier dræbt i terroristbrag. Da de var unge, havde brag været en betegnelse for en fest. Han havde ikke sagt noget til Tony, men hun havde fundet siden med artiklen klippet ud. De havde en stiltiende aftale om aldrig at nævne Zenia.

Tony serverer æggene i to keramikæggebægre formet som kyllinger, som hun har købt i Frankrig for nogle år siden. Franskmændene kunne godt lide at lave fade formet som de ting, der skulle serveres på dem. Hvad mad angik, var de meget direkte. Deres menukort var en vegetars mareridt – én slags hjerter, en anden slags hjerner. Tony 25

Content_9788711918210.indd 25

03/04/20 2:10 pm

kan godt lide denne ligefremhed. Hun har også et fransk fiskefad, formet som en fisk.

Normalt bryder hun sig ikke om at gå i forretninger, men hun har en svaghed for souvenirs. Hun købte disse æggebægre i nærheden af den slagmark, hvor general Marius fra Rom udslettede hundred tusind teutoner – eller to hundred tusind afhængigt af, hvem der nedskrev det – hundred år før Kristi fødsel. Ved at sende en lille fortrop af sine styrker ud foran fjenden havde han lokket dem til sin udvalgte slagteplads. Efter slaget blev tre hundred tusind teutoner solgt som slaver, og yderligere halvfems tusind blev måske, måske ikke smidt i en grav på Sainte Victoirebjerget på opfordring af en muligvis syrisk seerske, hvis navn måske, måske ikke var Martha.

Hun sagdes at have gået i violette gevandter.

Denne påklædningsdetalje er overleveret gennem århundrederne med overbevisende autoritet, på trods af usikkerheden hvad andre dele af historien angår. Selve slaget har dog med sikkerhed fundet sted. Tony har inspiceret terrænet: en flad slette omgivet af bjerge på de tre sider. Et dårligt sted at kæmpe, hvis man var i defensiven.

Den nærmeste by hedder Pourrières. Det hedder den stadig, opkaldt efter lugten af de rådnende lig.

Tony nævner ikke (og har aldrig nævnt) denne forbindelse til æggebægrene over for West. Han ville blive forfærdet, ikke så meget over de rådnende teutoner som over hende. Engang sagde hun til ham, at hun godt kunne forstå de konger, som i gamle dage fik lavet drikkebægre af deres fjenders hjerneskaller. Det var en fejltagelse. West vil helst opfatte hende som venlig og godgørende. Og selvfølgelig tilgivende.

Tony har lavet kaffe, hun har selv malet bønnerne. Hun serverer den med fløde på trods af kolesterolen. Før eller senere vil deres arterier fyldes med slud, de vil blive nødt til at gå væk fra fløden, men ikke endnu. West sidder og spiser sit æg. Han er opslugt af det som et lykkeligt barn. De strålende primærfarver – de røde kopper, den gule dug, de orange tallerkener – giver køkkenet en stemning af legeplads. Hans grå hår virker som en tilfældighed, en uforklarlig 26

Content_9788711918210.indd 26

03/04/20 2:10 pm

forvandling der er overgået ham i nattens løb. Da hun lærte ham at kende, var han lyshåret. ”Godt æg,” siger han. Små ting som gode æg henrykker ham, små ting som dårlige æg gør ham deprimeret. Han er så let at glæde, men vanskelig at beskytte.

West, gentager Tony for sig selv. En gang imellem siger hun hans navn, tavst, som en trylleformular. Han har ikke altid heddet West.

Engang – for tredive? toogtredive år siden? – hed han Stewart, indtil han fortalte hende, at han hadede at blive kaldt Stew. Derfor vendte hun om på ham, og siden har han heddet West. Men hun snød lidt.

Strengt taget skulle han have heddet Wets. Men sådan er det, når man elsker nogen, tænker Tony. Så snyder man lidt. ”Hvad har du på programmet i dag?” siger West. ”Mere ristet brød?” spørger Tony. Han nikker, og hun rejser sig for at tage sig af brødristeren, men standser op for at kysse ham på issen, mens hun inhalerer den velkendte lugt af hovedbund og shampoo.

Hans hår er begyndt at blive tyndt i toppen. Inden længe har han tonsur som en munk. Lige nu er hun højere end ham. Det er ikke ofte, hun får et sådant fugleperspektiv.

Der er ingen grund til at fortælle West, hvem hun skal spise frokost med. Han bryder sig ikke om Roz og Charis. De gør ham nervøs.

Han føler – med rette – at de ved for meget om ham. ”Ikke noget særligt,” siger hun.

Content_9788711918210.indd 27

03/04/20 2:10 pm

„En genialt tænkt og hudløs ærlig beskrivelse af kvinder, når de er bedst – men nok i højere grad værst.“ ALT FOR DAMERNE

„I Røverbruden spiller Atwood på alle sit talents strenge.“ JYLLANDS-POSTEN

„Humor og ironi drejer fortællingen i retning af det groteske, men uden at sætte den grundige, uddybende persontegning over styr.“ POLITIKEN

TONY, CHARIS OG ROZ er tre meget forskellige kvinder, der mødes til frokost én gang om måneden. Omdrejningspunktet for deres venskab er mindet om deres nu afdøde rivalinde Zenia, som manipulerede sig vej ind i deres liv, stjal deres mænd én efter én – og siden forsvandt. Men en dag under frokosten træder den smukke Zenia lyslevende ind på restauranten, på jagt efter mere.

Røverbruden handler om kvinder og om dynamikkerne kvinder imellem. Atwood sætter tingene på spidsen og i perspektiv uden nogen form for politisk korrekthed. Det er både tankevækkende, tidløst og underholdende.

MARGAR ET AT W OOD

RØVER BRUDEN

MARGARET ATWOOD er canadisk forfatter, litteraturkritiker og miljøaktivist. Røverbruden udkom første gang på dansk i 1994.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF