Rejseholdets historie læseprøve

100 mm.

231 mm.

museumsleder for Politimuseet siden 2010. Uddannet cand.mag. i filosofi (2000) og i historie (2005) samt ph.d. i politihistorie (2010).

Har tidligere udgivet Efterforskningens anatomi om kriminalpolitiet 1863-2007.

OVE KRYGER RASMUSSEN (f. 1938), pensioneret politimand, ansat i politiet fra 1964, blev kriminal­ betjent i 1970 og var ansat i Rejse­ holdet fra 1972 til 1980.

39 mm.

For første gang fortælles her hele den dramatiske historie om, hvordan en række uopklarede brandsager fra det 20. århundredes begyndelse førte til oprettelsen af den sagn­ omspundne afdeling Rejseholdet, som fra 1927 og frem til 2002 assisterede politikredsene uden for København i sager af særlig karakter.

Forfatterne beskriver nogle af de mest spektakulære sager, som på forskellig vis har haft betydning for Rejseholdets arbejde gennem 75 år, for eksempel drabet på Kaj Munk, Edderkoppesagen, dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Rockerkrigene i 80’erne og 90’erne, 18. maj-urolighederne på Nørrebro og Rembrandt-røveriet fra Nivaagaard.

I bogen beskrives også forløbet omkring nedlæggelsen af Rejseholdet samt de konsekvenser, det har haft internt i politiet. Bogen bygger blandt andet på Politimuseets udfør­ lige materiale om Rejseholdets arbejde samt på interviews med nøglepersoner i og omkring Rejseholdet.

ISBN 978-87-11-33166-8 10000 ISBN 978-87-11-33166-8 10000

www.lindhardtogringhof.dk 9 788711 331668 9 788711 331668

FREDERIK STRAND OVE KRYGER RASMUSSEN

FREDERIK STRAND (f. 1975),

155 mm.

155 mm.

FREDERIK STRAND OVE KRYGER RASMUSSEN

L I N D H ARDT OG RINGHOF

”Tiden under og umiddelbart efter besættelsen havde været dramatisk som ingen anden periode i Rejseholdets historie.

Stikkerlikvideringer, modter­ ror, sabotage og en almindelig stigning i kriminaliteten havde øget arbejdsbyrden dramatisk og godt tredoblet afdelingens mandskab. Væsentligst var dog måske, at den resterende del af dansk politi havde fået øjnene op for behovet for Rejseholdet.

Man havde indset, at der kunne være et påtrængende behov for assistance i nogle sager – og ingen satte derfor længere spørgsmålstegn ved afdelin­ gens berettigelse. Rejseholdets legitimitet var blevet blåstem­ plet, og ingen skulle for alvor betvivle dén de næste 50 år.”

Rejseholdets historie

2

Frederik Strand Ove Kryger Rasmussen

Rejseholdets historie

Lindhardt og Ringhof 3

Frederik Strand Ove Kryger Rasmussen Rejseholdets historie © 2014 Frederik Strand, Ove Kryger Rasmussen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Redaktion: Lars Vestergaard Fotos: Politimuseets Arkiv medmindre andet er anført Omslag: Henrik Koitz med foto fra Scanpix Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-33166-8 1. udgave, 1. oplag 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk

4

FORORD

D

er er udgivet mange gode erindringsbøger af folk, der har gjort tjeneste i Rejseholdet, men den samlede historie om Rejseholdet er aldrig blevet fortalt. Den historie har vi sat os for at skrive, for Rejseholdet er ikke bare en række spændende kriminalsager, det er også et stykke interessant dansk kulturhistorie. De sager, vi har valgt at beskrive i bogen, er selvfølgelig kun en lille del af alle de sager, Rejseholdet har været involveret i, men de er valgt, fordi de har haft en både efterforskningsmæssig og kulturhistorisk relevans. Mens Rejseholdet voksede og udviklede sig, udviklede det danske samfund sig med det. En beskrivelse af Rejseholdet indeholder derfor også en beskrivelse af det moderne danske samfunds tilblivelse.

Ingen anden dansk politiafdeling har haft så lang levetid som Rejseholdet. På den måde var afdelingen unik – og det var måske også én af årsagerne til, at Rejseholdet fik en særlig plads i den folkelige bevidsthed. Derfor har vi bogen igennem fastholdt betegnelsen »Rejseholdet«, selvom afdelingen siden 1938 rettelig hed Rigspolitichefens Rejseafdeling. Denne betegnelse slog imidlertid aldrig igennem i den brede offentlighed. Under navnet »Rejseholdet« blev Rigspolitichefens Rejseafdeling en myte og opnåede en berømmelse, som ingen anden afdeling inden for dansk politi.

En del af Rejseholdets berømmelse skyldtes imidlertid ikke blot afdelingens lange historie, men også de mange markante personligheder, der var knyttet til afdelingen. Vi har derfor valgt de personer, der – efter vores vurdering – havde den væsentligste indflydelse på afdelingen, og ladet deres personportrætter indgå i værket.

7

Portrætterne, der er fremhævet med gråt, kan læses i sammenhæng med resten af værket eller selvstændigt.

Da Rejseholdet har haft så lang en levetid og har virket over hele landet, har vi måttet indhente information til bogen mange forskellige steder – det være sig i sagsakter, interne kilder og organisationsbeskrivelser eller i almindelig litteratur om politietaten. Det har været vores ønske at give den almindeligt interesserede læser mulighed for at dykke yderligere ned i politietatens og Rejseholdets spændende historie, hvorfor vi til bogen har udfærdiget en fyldig litteratur- og kildefortegnelse. Noteapparat har vi imidlertid valgt at udelade, både af hensyn til bogens læsevenlighed, og fordi vi i nogle tilfælde har brugt klassificerede kilder, hvor betingelserne for brugen har været, at vi hverken citerede fra disse eller henviste til dem.

En særlig tak skal gå til personalet på Statens Arkiver for kyndig bistand med at finde relevante arkivalier. Endvidere skal der gå en tak til Politimuseets personale, der har hjulpet med at lokalisere arkiv- og billedmateriale. Sluttelig skal der også gå en tak til tidligere politimester Ole Scharf, der har bidraget med materiale til en del af portrætterne i bogen fra Politimestrenes Arkiv.

En væsentlig del af bogen bygger på mundtlige kilder, og vi ønsker derfor også at bringe en særlig tak til de mange fra retsvæsenet, politiet og i særdeleshed det tidligere Rejsehold, der beredvilligt har stillet op til interviews. At de interviewede personer ikke har noget ansvar for bogens endelige indhold, er i sagens natur indlysende. Her har forfatterne det fulde og hele ansvar. For en god ordens skyld skal det dertil fremhæves, at ofre, gerningsmænd og involverede efterforskere kun er nævnt ved navn, hvis deres navne tidligere har været offentliggjort i pressen.

Frederik Strand Skovlunde, maj 2014

Ove Kryger Rasmussen Dragør, maj 2014

8

Indledning

Manden i buret

F

ørst var der den rådne lugt, da de nærmede sig den lukkede dør – så ramte musikken dem for fuld styrke. Det var Pretty Maids ‘Jump the gun’. Den høje musik og det lidt skarpe lys, de havde tændt i det ellers meget dunkle rum, gjorde, at politifolkene først lige skulle orientere sig. Så fik de øje på buret. Det var 67 cm højt, 68 cm bredt og 80 cm langt. I siden var der en låge, og i burets loft en særligt konstrueret lem. Det var gedigent håndværk. Inde i buret sad en opsvulmet mand i skrædderstilling med front mod lågen. Han havde tennissokker og ridestøvler på fødderne, og hvert af hans håndled var fæstnet til burets tremmer med håndjern. Rundt om halsen havde han en jernlænke, der trak hans hoved op mod burets loft, ved hans fødder lå noget, der lignede en mundkurv, og hans testikler var kunstfærdigt bundet op med snore. Burets bund var fyldt med blod, der langsomt var sivet ud på gulvet. Blodet stammede fra flere knivstik i mandens hals.

Det var et nærmest surrealistisk syn, som næppe nogen af de ellers garvede betjente havde set før. Hvad var der sket? Var manden blevet myrdet, eller var der tale om et kunstfærdigt selvmord. Eller var der tale om et uheld under en sexleg?

Politiet i Randers fragtede med stort besvær buret med manden til sygehuset, hvor man efter en nærmere undersøgelse kunne fastslå, at manden, hvis navn var Kaj, var død af knivstik i halsregionen. Der var altså tale om drab, og som det er kutyme, startede efterforskerne med at afhøre den dræbtes omgangskreds. Her faldt 9

blikket hurtigt på Kajs kæreste, Malene. Malene boede i Aarhus, hvor det snart lykkedes politiet at finde hende.

Hun blev – synligt overrasket over Kajs død, men uden at vise de store følelser – bragt til afhøring, hvor hun kunne berette, at Kaj og hun den 12. september havde tilbragt natten i huset i Kristrup lidt uden for Randers. Dagen efter var de vågnet omkring klokken 9, hvorpå de var taget i vægtcentret, idet de begge dyrkede styrketræning på forholdsvis højt niveau. Efter at de var kommet hjem fra træningen, havde Kaj, ved at kigge i Malenes kalender, opdaget, at hun havde en aftale med en anden mand. Kaj var blevet stærkt ophidset og havde pakket Malenes ting sammen og med trusler om tæsk tvunget hende til at forlade huset. Malene var derpå kørt ind til sin bror i Randers, hvor hun afleverede deres fælles hund, Cæsar. Derefter var hun kørt til Aarhus. Inden hun forlod Kajs hus, smed hun den nøgle, hun havde til huset, ind ad brevsprækken.

Hun skrev også et brev til Kaj, hvor hun gjorde opmærksom på, at hans hund ville blive afleveret til hans bror.

Dagen efter fortsatte afhøringen. Malene ændrede nu en smule i sin forklaring, idet hun forklarede, at Kaj, efter han havde opdaget hendes utroskab, havde forladt huset i tidsrummet 13.00 til cirka 15.30. Da han var kommet tilbage, var de blevet forsonet. Dog var de igen blevet uvenner, og Kaj var kørt efter at have bedt Malene om at forlade huset. Da var klokken cirka 17.00. Malene forlod huset klokken 18 med hunden.

Politiet blev dermed opmærksomme på en række tidsforskydninger i forhold til tidligere, men man kunne ikke finde yderligere, der belastede Malene, ud over at hun var i besiddelse af to guldkæder, der havde været Kajs. Dem skulle hun sælge for ham, forklarede hun.

Da der ikke var konkrete beviser, blev politiet nødt til at løslade Malene. Andre spor i sagen betød også, at efterforskerne kom i tvivl om Malenes skyld. Blandt andet havde Kaj forbindelser til den mere organiserede rockerkriminalitet, hvor nogle havde ytret, at de gerne så Kaj død. Sagen, der på grund af sin makabre karakter havde fået megen omtale i medierne, pegede dermed i mange forskellige ret10

ninger, og det lokale politi begyndte at frygte, at sagen ikke ville blive opklaret, hvis der ikke snart kom et gennembrud. Det var tid til at sende en assistancemelding til Rigspolitichefens Rejseafdeling – i folkemunde kaldet Rejseholdet.

Assistancemeldingen gik til Danmarks mest berømte og respekterede afdeling, der i offentligheden næsten blev opfattet som en form for Danmarks FBI. Flere end 100 efterforskere arbejdede på det tidspunkt i den mytologiske specialenhed, hvilket var det højeste antal nogensinde, og enheden rådede over materiel og teknisk udstyr, som andre dele af dansk politi kun kunne drømme om; overvågningsudstyr, EDB, særligt uddannede efterforskere – og måske vigtigst hele befolkningens og politietatens respekt og beundring. Det var en afdeling, der befandt sig på sin absolutte top. Randers Politi havde derfor også en berettiget tro på, at der ville komme et gennembrud i sagen, når Rejseholdet tog over. Rejseholdets ageren skuffede da heller ikke. De rykkede ud med al den ekspertise, de var i besiddelse af, for at løse det gådefulde og makabre drab – der lige passede ind i Rejseholdets profil. Ikke bare almindelige efterforskere ankom til Randers, men også en hel EDB-gruppe, benævnt Drabs-info, dukkede op for at systematisere alle informationer, så forskellige søgestrenge kunne benyttes, og mange informationer kombineres, hvorved det var muligt at opnå et andet og større overblik over sagen. Dette var højst usædvanligt på daværende tidspunkt, hvor man ellers brugte manuelle kort og registre med oplysninger.

Hver enkelt mand fra Rejseholdet blev sat sammen med lokale kriminalbetjente, og de dykkede nu på ny ned i sagen – for at anskue den med friske øjne. Kunne de rutinerede betjente fra Rejseholdet finde noget, som de lokale betjente ikke havde været opmærksomme på? I første omgang begyndte de at se nærmere på Kaj og hans omgangskreds – hvem var han, og hvilke venner og forretningspartnere havde han? Hvad der i første omgang faldt i øjnene, var, at Kaj boede i et forholdsvis luksuriøst hus. Der var et dyrt stereoanlæg, pæne møbler – og meget dyrt spankingudstyr, hvis værdi alene stod i mange tusinde kroner. Kaj var imidlertid arbejdsløs, så hvor fik han alle disse penge fra?

11

I Randers gik der mange rygter om store lagre af våben og narko på Kajs bopæl. En grundig undersøgelse af bopælen blev derfor sat i værk. På stedet fandt man, gemt bag et indrammet litografi, et hemmeligt regnskab over personer, der skyldte Kaj penge. Dertil fandt man 11.000 kroner gemt i en batterikasse. Med bistand fra Jyske Ingeniørregiment gravede man haven igennem, og her fandt man to syltetøjskrukker indeholdende ammunition, guldsmykker og pladeguld. Narkohunden, der gennemsøgte huset, udviste en adfærd, der antydede, at der tidligere havde været narko på stedet, men det lykkedes ikke at finde nogen stoffer.

De fundne genstande indikerede, at Kaj næppe blot var en almindelig arbejdsløs ung mand. Tværtimod tydede meget på, at Kaj havde kontakt til mere kriminelle grupperinger i og uden for Randers. Rejseholdet gik derfor i gang med at undersøge det lokale kriminelle miljø. Mange forskellige informationer blev her indhentet og samkørt i Rejseholdets Drabs-info. I den forbindelse var særligt informationer fra Aarhus Politi interessante. En større anholdelse af personer fra narkomiljøet i dette område betød nemlig, at man fik et nærmere indblik i miljøet – og ikke mindst informationer om, at Kaj gentagne gange havde truet nogle af de anholdte på livet, ligesom han tidligere havde sparket en dør ind til en lejlighed i Aarhus og truet de tilstedeværende på det groveste. Flere personer inden for narkomiljøet så altså gerne Kaj død, og det skabte derfor betydelig lettelse, da rygtet om drabet bredte sig i miljøet. Flere tilkendegav da også, at »det kunne jeg selv have gjort« – altså slået Kaj ihjel. Man kunne således nemt konkludere, at Kaj ikke var Østjyllands mest populære mand, men hvem var Kaj egentlig? Det var et spørgsmål, der gang på gang dukkede op hos Rejseholdets efterforskere og de lokale betjente, for det var trods alt ikke hver dag, man fandt en død mand med forbindelser til narkomiljøet i et spankingbur.

Kaj kom oprindeligt fra Aalborgområdet, hvor han var blevet født i maj 1961. Forældrene havde svært ved at håndtere deres samliv og pasningen af Kaj, og i en periode blev han derfor anbragt uden for hjemmet. De ægteskabelige problemer førte på sigt til en skilsmisse, inden da var forældrene dog flyttet fra Aalborg-området til Ran12

ders-egnen. Her startede Kaj i skole, hvilket ikke gik godt. Han blev mobbet på grund af sin lille vækst og havde vanskeligt ved at klare skolefagene, da han var ordblind. Det lykkedes derfor heller aldrig Kaj at få en uddannelse, og hele sin ungdom levede han hovedsageligt af bistandshjælp. I teenageårene startede han på bodybuilding og karate, herefter skiftede han på mange måder spor. Gradvist gled han ind i de mere hårde miljøer og begyndte dertil at interessere sig meget for skydevåben – faktisk så meget, at det i nogle tilfælde lignede en manisk besættelse. I løbet af 1980’erne blev han knyttet til en rockergruppe og fungerede der som skydeinstruktør for medlemmerne. Kaj faldt imidlertid aldrig rigtig til nogen steder, og folk fornemmede, at han ikke var som alle andre – han fik derfor tilnavnet ‘den sære’. En del af grunden til dette tilnavn lå i Kajs pedantiske natur. Han gik som nævnt manisk op i våben, men også inden for andre områder udviste han sære træk, blandt andet kunne han ikke tåle rod og blev rasende over dårligt håndværk.

Det var dog næppe kun Kajs pedantiske natur, der gav ham tilnavnet ‘den sære’. Siden begyndelsen af 1980’erne havde han været interesseret i sadomasochisme. På det tidspunkt havde han en lejlighed i Randers midtby, og her indrettede han for første gang et særligt spankingrum. Dette spankingrum brugte han meget tid på, idet han nøje overvejede, hvilke redskaber der skulle indkøbes, og hvordan rummet skulle indrettes. For venner og familie søgte han dog at holde dette hemmeligt, og ingen fik mulighed for at se rummet, hvis dør altid var låst. Spurgte nogen nærmere ind til den låste dør, svarede Kaj kort, at rummet var rodet – og ingen stillede yderligere spørgsmål, eftersom Kaj kunne være meget opfarende.

Kaj søgte dog partnere flere forskellige steder, og i hans omgangskreds var hans tilbøjelighed da også kendt. Partnerne var i øvrigt både mænd og kvinder, idet der dog for mændenes vedkommende ikke var tale om et seksuelt forhold i almindelig forstand. I de sadomasochistiske forhold yndede Kaj hovedsageligt at optræde som den dominerede part.

Både Kajs kriminelle og sadomasochistiske forbindelser var interessante for Rejseholdet og det lokale politis efterforskere. Først13

Det hjemmelavede spankingbur, som offeret blev fundet i, konstrueret efter en tegning i et Anders And-blad.

nævnte forbindelser var interessante på grund af Kajs tilsyneladende mange fjender inden for det kriminelle miljø, sidstnævnte naturligvis, fordi Kaj vitterligt var blevet fundet i et bur iført spankingudstyr. Et stort antal personer inden for det kriminelle miljø blev afhørt, uden at det gav nogen brugbare oplysninger eller spor.

Blikket blev derfor rettet mod de sadomasochistiske forbindelser.

Kaj havde kendt et stort antal kvinder i forbindelse med sine sadomasochistiske aktiviteter. I de sidste år havde han dog særligt været knyttet til to kvinder, nemlig Sanne og den tidligere omtalte Malene. Sanne kom oprindeligt ikke fra det sadomasochistiske miljø, men var blevet introduceret til dette af Kaj. Efterfølgende havde Sanne lært Malene op, og de havde alle tre levet sammen i en periode. Til sidst havde Sanne dog forladt Kaj, da hun fornemmede, at han foretrak Malene. Dette forhindrede dog ikke Sanne i at have en affære med Kaj selvsamme år, som han blev myrdet.

14

Gået på klingen indrømmede Sanne, at hun havde kendskab til buret og faktisk havde været med til at designe det ud fra en tegning i et Anders And-blad! Hun havde også været med til at prøve det af, mens de havde deres affære. Sanne havde dog et alibi for selve drabsdagen, da hun havde været ude at sejle ved Norges kyst og først var fløjet hjem, da hun hørte om drabet. Sanne nævnte imidlertid en interessant detalje under afhøringen: Hun påpegede, at hun ikke kunne forestille sig, at andre end Malene kunne lokke den til tider noget mistænksomme Kaj ind i buret. Sanne fortalte yderligere, at kun Malene kunne binde Kajs testikler så kunstfærdigt op.

Disse informationer fik naturligvis igen politiet til at rette søgelyset mod Malene. Hun havde lært Kaj at kende i 1989 igennem en fælles interesse for styrketræning. De havde også begge bekendte i narkomiljøet, blandt andet var Malenes tidligere kæreste narkokurer. Da Kaj og Malene begyndte at se hinanden, kom Malene fortsat sammen med denne person. Dette forhold afbrød hun dog, da hun og Kaj begyndte at se hinanden. Tilsyneladende kendte Kaj også Malenes kæreste fra tidligere, da de havde været involveret i fælles narkoleverancer. På det tidspunkt Malene og Kaj mødte hinanden, afsonede hendes tidligere kæreste en fængselsdom, så politiet antog, at dette kunne have skabt ondt blod mellem Kaj og Malenes ekskæreste.

Flere personer var således i søgelyset, men to detaljer hjalp efterforskerne på vej. For det første manglede der en nøgle, idet politiet kun havde fundet tre nøgler, mens pålidelige kilder hårdnakket fastholdt, at der burde være fire – der manglede en nøgle til spankingrummet. For det andet var der de to guldarmlænker, som blev fundet på Malenes bopæl. Begge armlænker tilhørte Kaj, og den ene havde tilsyneladende en stor affektionsværdi for ham, idet han altid bar den – hvorfor lå den på Malenes bopæl? Malene hævdede, at Kaj ville have hende til at sælge den og en anden guldkæde, men hvorfor? Kaj manglede tilsyneladende ikke kontanter.

Efterforskerne besluttede sig for at afhøre Malene igen. Sideløbende begyndte de nu også at undersøge Malenes fortid. Malene var 23 år og kom fra en almindelig kernefamilie. Hun havde søgt 15

at uddanne sig som materialist, men var sprunget fra lærepladsen, da hun blev anklaget for tyveri. I en tidlig alder, 14 år, var hun flyttet sammen med en 16-årig dreng. Herefter mødte hun den tidligere omtalte narkokurer, som hun boede sammen med i cirka tre år. Derpå flyttede hun sammen med Kaj og Sanne. I en periode havde hun været afhængig af kokain – og var kun gradvist ved at komme ud af sit misbrug. Malene og Kaj delte en fælles interesse for styrketræning og fitness – og Malene var i den forbindelse blevet Danmarksmester to gange.

På trods af de fælles interesser var forholdet mellem Malene og Kaj ofte særdeles stormfuldt. De kunne begge blive grebet af jalousi og hidse sig voldsomt op over forskellige uoverensstemmelser. Dette kunne resultere i fysiske konfrontationer, der endte med, at Malene fik tæsk, da hun, på trods af sin styrketræning, var den fysisk svage i forholdet. Tidligere havde Malene søgt at flygte fra Kaj efter en konfrontation, men han havde fundet hende og tvunget hende til at følge med ham hjem.

Rejseholdets efterforskere blev således opmærksomme på, at der havde været betydelige spændinger mellem Kaj og Malene, og dette, sammenholdt med Sannes udsagn om, at kun Malene kunne have lokket ham ind i buret, gjorde, at efterforskerne nu ønskede en ny forklaring fra Malene. Malene gjorde i den forbindelse opmærksom på, at hun ønskede sin første forklaring rettet. Som tidligere beskrevet nævnte hun, at de havde spist morgenmad sammen, var kørt til træning og vendt hjem igen. Derpå var der imidlertid en ret markant ændring: Hun forklarede nemlig nu, at de var gået ind i SM-rummet, og her var Kaj kravlet ind i buret iført alt sit udstyr.

Under seancen blev de imidlertid afbrudt, idet to mænd ringede på døren. De to mænd talte engelsk og kom fra Holland. De tiltvang sig adgang til huset ved at true Malene med en pistol. Herefter flygtede hun ud af huset, og hvad der videre skete, vidste hun ikke.

Efterforskerne borede nu yderligere i denne forklaring og foreholdt hende det mærkværdige i, at hun havde taget hunden med, da hun forlod huset, og dertil efterlod et brev til Kaj og smed nøglen i hans postkasse. Hertil svarede Malene, noget umotiveret, at de to 16

udlændinge havde tvunget hende til at gøre dette. Snart ændrede hun igen forklaring og påstod nu, at der ikke var tale om udlændinge, men danskere med en københavnsk accent. Endvidere fortalte hun, at hun ikke havde forladt huset, før mændene var gået ind i SM-rummet, men havde fulgtes med dem derind og observeret, hvordan de stak Kaj i halsen med en kniv, efter de havde tvunget hende til at tage bidslet af ham.

Rejseholdets efterforskere havde hørt mange fantasifulde forklaringer, men denne var alligevel en af de mere utroværdige, og efter et par timers yderligere afhøring tilstod Malene. Hun fortalte, at Kaj og hun den 12. september havde været til træning. Ved middagstid var de vendt hjem. Derpå var de begyndt at skændes. Kaj havde stukket hende nogle lussinger og var derpå gået. Ikke lang tid efter kom han hjem igen, og de havde sammen gjort rent i huset. Herefter var de blevet enige om at gå ind i SM-rummet. Kaj havde iført sig sit udstyr, og Malene havde bundet hans testikler op. Derpå kravlede han ind i buret og blev spændt fast. Kort efter gav Kaj Malene besked på at hente et kamera, så hun kunne tage billeder af ham, hvilket Malene gjorde.

Efter dette opstod problemerne imidlertid. Kaj bad om at blive sluppet fri, men dette opfattede Malene som en del af legen. I dette tilfælde ville Kaj tilsyneladende lukkes ud, og han blev mere og mere rasende på Malene. Til sidst truede han hende med tæsk, når han kom løs, og kaldte hende en ‘junkieluder’. Malene blev bange og prøvede at stoppe hans trusler ved at proppe bidslet i munden på ham, dette lykkedes imidlertid ikke, og hun flygtede ud af rummet, mens han udslyngede trusler efter hende. Til sidst gik hun i panik, da han truede med at dræbe hendes to hunde, når han kom fri. Hun tog derfor en rohypnol og injicerede sig med amfetamin.

I denne tilstand tog hun en steakkniv, gik ind i SM-rummet og tildelte Kaj flere dødelige stik i halsen. I en døs forsøgte hun at gøre værelset rent, men opgav og skrev i stedet det brev, politiet senere fandt – endvidere tog hun den kæde, Kaj altid bar. Til slut låste hun døren til spankingrummet og smed nøglen væk.

Malenes tilståelse afsluttede en af de mest omtalte sager i begyn17

delsen af 1990’erne. Sagens opklaring var en stor sejr for ikke bare det lokale politi, men også – og måske i særdeleshed – for Rejseholdet. Igen havde specialafdelingen vist, at den kunne løse store og meget spektakulære sager. Netop opklaringen af sådan en sag, der opskræmte befolkningen og havde flere gådefulde aspekter, var afdelingens speciale – og Rejseholdet havde endnu en gang vist, at de var deres overlegne ressourcer og store økonomiske udgifter værd.

Ros fra såvel kollegaer i det lokale politi som den landsdækkende presse regnede efterfølgende ned over afdelingen. Det var vitterligt en enhed på toppen af sin formåen.

Godt ti år senere var billedet et andet. Rejseholdet blev nedlagt, og 75 års efterforskningshistorie lagt på arkivhylderne. Dermed var Danmarkshistoriens formentlig mest sagnomspundne politienhed historie, og en fortælling, der tog sin begyndelse næsten 160 år tidligere, var fortalt til ende.

18

Rejseholdets logo. Logoet blev tegnet i begyndelsen af 1960’erne af kriminal­ overbetjent Noll Andersen fra Kriminalteknisk Afdeling, på opfordring af den daværende chef for Rejseholdet, Jørgen Schütter. Logoet blev efterfølgende søgt ændret flere gange, men man vendte altid tilbage til den gode gamle tegning, der blev benyttet som logo helt frem til Rejseholdets nedlæggelse.

19

100 mm.

231 mm.

museumsleder for Politimuseet siden 2010. Uddannet cand.mag. i filosofi (2000) og i historie (2005) samt ph.d. i politihistorie (2010).

Har tidligere udgivet Efterforskningens anatomi om kriminalpolitiet 1863-2007.

OVE KRYGER RASMUSSEN (f. 1938), pensioneret politimand, ansat i politiet fra 1964, blev kriminal­ betjent i 1970 og var ansat i Rejse­ holdet fra 1972 til 1980.

39 mm.

For første gang fortælles her hele den dramatiske historie om, hvordan en række uopklarede brandsager fra det 20. århundredes begyndelse førte til oprettelsen af den sagn­ omspundne afdeling Rejseholdet, som fra 1927 og frem til 2002 assisterede politikredsene uden for København i sager af særlig karakter.

Forfatterne beskriver nogle af de mest spektakulære sager, som på forskellig vis har haft betydning for Rejseholdets arbejde gennem 75 år, for eksempel drabet på Kaj Munk, Edderkoppesagen, dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Rockerkrigene i 80’erne og 90’erne, 18. maj-urolighederne på Nørrebro og Rembrandt-røveriet fra Nivaagaard.

I bogen beskrives også forløbet omkring nedlæggelsen af Rejseholdet samt de konsekvenser, det har haft internt i politiet. Bogen bygger blandt andet på Politimuseets udfør­ lige materiale om Rejseholdets arbejde samt på interviews med nøglepersoner i og omkring Rejseholdet.

ISBN 978-87-11-33166-8 10000 ISBN 978-87-11-33166-8 10000

www.lindhardtogringhof.dk 9 788711 331668 9 788711 331668

FREDERIK STRAND OVE KRYGER RASMUSSEN

FREDERIK STRAND (f. 1975),

155 mm.

155 mm.

FREDERIK STRAND OVE KRYGER RASMUSSEN

L I N D H ARDT OG RINGHOF

”Tiden under og umiddelbart efter besættelsen havde været dramatisk som ingen anden periode i Rejseholdets historie.

Stikkerlikvideringer, modter­ ror, sabotage og en almindelig stigning i kriminaliteten havde øget arbejdsbyrden dramatisk og godt tredoblet afdelingens mandskab. Væsentligst var dog måske, at den resterende del af dansk politi havde fået øjnene op for behovet for Rejseholdet.

Man havde indset, at der kunne være et påtrængende behov for assistance i nogle sager – og ingen satte derfor længere spørgsmålstegn ved afdelin­ gens berettigelse. Rejseholdets legitimitet var blevet blåstem­ plet, og ingen skulle for alvor betvivle dén de næste 50 år.”