Rosy & John - læseprøve

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier.

Jean Garnier har intet at miste: Hans kæreste er død, hans mor er i fængsel, og han har ikke noget job. Han hævder at have placeret syv bomber rundt omkring i Paris, og hvis ikke han får sine krav indfriet, truer han med at detonere bomberne én efter én. Hele politistyrken med Camille Verhoeven i spidsen er sat på en vanskelig opgave med at lokalisere bomberne, for holder Jean reelt hele byen som gidsel, eller er han bare en stakkel, som har fået storhedsvanvid? Timerne og minutterne går, og enhver beslutning kan risikere at koste uskyldige menneskeliv.

På dansk er udkommet Alex (2014), Irène (2014) og Camille (2015). I 2013 blev Lemaitre ligeledes hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman, Vi

En kort og intens spændingsroman, som ligger fint i forlængelse af Pierre Lemaitres anmelderroste krimitrilogi ALEX, IRÈNE og CAMILLE.

ses deroppe (da. 2014). Både Alex og Irène bliver desuden filmatiseret.

af SmartNovel i Frankrig i 2012 og siden samlet i pocketformat. Den er ikke en del af krimitrilogien

Alex, Irène og Camille , men skal snarere ses som et

FORFATTERFOTO © THIERRY RAJIC | OMSLAG: IMPERIET

DEN DANSKE PRESSE OM IRÉNE:

FYENS STIFTSTIDENDE OM ALEX

”DER UDGIVES IKKE MEGET BEDRE PÅ DEN FRANSKE LITTERÆRE SCENE, PÅ KRIMISCENEN SLET IKKE.”

PIE E LEMAIT E

BERLINGSKE

FYNS AMTS AVIS

KRIMIFAN

– JYLLANDS-POSTEN

DEN DANSKE PRESSE OM ALEX:

FYENS STIFTSTIDENDE

POLITIKEN

OSY & JOHN NY HISTORIE OM CAMILLE VERHOEVEN

JYLLANDS-POSTEN

DEN DANSKE PRESSE OM CAMILLE:

INKL. UDDRAG AF IRÈNE

Rosy & John blev oprindelig udgivet som føljeton

tillæg til serien.

PIE RE LEMAIT E ROSY & JOHN

”De overlevende kommer allerede ofrene, der ligger på jorden, til undsætning. Jean forsvinder ned i metroen. Han kommer ikke nogen til undsætning.

Det er ham, der har lagt bomben.”

”FORRYGENDE, FREMRAGENDE OG FRANSK.”

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

KRIMI LINDHARDT OG INGHOF

FYENS STIFTSTIDENDE

BERLINGSKE

ÅRHUS STIFTSTIDENDE

Til Pascaline Til Dominique og Jean-Paul Vormus med venlig hilsen

Rosy og John.indd 5

22/06/15 14.20

Rosy og John.indd 6

22/06/15 14.20

Der findes tilfælde (som ganske vist er temmelig sjældne), […] hvor den bedste måde at vinde tid på derfor er at skifte plads.

Marcel Proust I skyggen af unge piger i blomst

Rosy og John.indd 7

22/06/15 14.20

Første dag

Rosy og John.indd 9

22/06/15 14.20

Rosy og John.indd 10

22/06/15 14.20

Kl. 17.00 Det uforudsete møde, som vælter Deres liv, det lumske isslag, svaret, De giver uden at tænke over det … De uigenkaldelige ting sker på en tiendedel af et sekund.

Tag nu denne lille dreng på otte år. Han skal bare tage et skridt til siden, og alt kan ændre sig på et splitsekund. Hans mor har ladet sig spå i kort, man har forudsagt, at hun vil blive enke i årets løb. Hun fortalte sin søn det med sine knyttede næver trykket mod brystet og hulkende stemme. Jeg må tale med nogen om det, forstår du det? Han havde aldrig rigtig kunnet forestille sig, at hans far, som virkede uforgængelig, kunne dø. Nu lever han i frygt. Men visse mødre … Hende her er tredive år, men har en skolepiges modenhed. Denne spådom har hun for længst glemt (ud over en vis tankeløshed er hun også ret glemsom, den ene tanke afløser den anden med en undertiden fortvivlende hastighed). For hendes lille søn er det selvfølgelig en anden sag. Hans fantasi er helt opslugt af denne historie med troldkvinden, han taler ikke med nogen om det og har det ene mareridt efter det andet. Nogle dag gør tanken om hans fars død ham virkelig dårlig; og så kan den forsvinde i hele uger ad gangen som ved et trylleslag. Når den vender tilbage, sker det undertiden med tidobbelt styrke og slår bogstavelig talt benene væk under ham, han må klamre sig til noget, sætte sig ned.

11

Rosy og John.indd 11

22/06/15 14.20

Når truslen dukker op igen, udfører han alle mulige slags besværgende ritualer, overbevist om, at hvis hans far dør, vil det være hans skyld.

I dag er det, “hvis jeg ikke rører sprækkerne mellem fliserne på fortovet, dør min far ikke”. Men det gælder kun fra bageren af.

Han holder nærmest vejret, fra han går hjemmefra, og vejen er lang hen til musikskolen. Noget siger ham, at denne gang vil det ikke lykkes, men han kan ikke finde noget påskud eller nogen undtagelse, som kan give ham en gyldig undskyldning.

En gade, to gader, man ser allerede boulevarden, men ængstelsen vokser, og det forekommer ham, at jo nærmere han kommer sin destination, jo nærmere er han på katastrofen. Han går med blikket naglet til fortovet, hans klarinetetui dingler næsten ikke i hans strakte arm. Han sveder. Han er to hundred meter fra musikskolen. Gad vide hvorfor – en forudanelse måske – men nu hæver han blikket og ser pludselig sin far komme fra den anden retning. På det her sted på gaden bliver man tvunget til at gå uden om et stillads, man skal gå over et gangbræt af træ, som ligger tæt op ad kørebanen. Det er en smal passage. Med skulderen skudt frem baner hans far sig vej med beslutsomme skridt. Når han går på den måde, kan intet standse ham, skulle man tro. Drengen er overrasket, for det er sjældent at se ham komme så tidligt.

Billederne, som følger, bliver noteret i hans erindring i slowmotion.

For dette sekunds uopmærksomhed er nok, den tid, det tager at komme til sig selv og sænke blikket, drengen er standset brat op; hans fod er anbragt midt i en sammenføjning af cement …

Så hans far vil dø, det er fatalt.

Ja, de uigenkaldelige ting indtræffer med forbløffende hurtighed.

12

Rosy og John.indd 12

22/06/15 14.20

Tag også denne pige nogle få meter bag vores lille dreng.

Hun er ikke særlig køn, læser økonomi og har aldrig været i seng med nogen. Hun siger bare, at “lejligheden har aldrig været der”, det er nu lidt mere kompliceret, men skidt med det, det er i maj, hun er toogtyve år, og det er alt, der betyder noget lige i dette øjeblik, hun står på hjørnet af rue Joseph-Merlin foran en mand, som begærer hende; han har inviteret hende i byen for at sige til hende, at han kan lide hende. Hun skal bare svare ja eller nej, for at det hele skal tippe den ene eller den anden vej. Og det gælder ikke kun dette temmelig prosaiske spørgsmål om hendes uskyld. For hun vil sige nej. Manden vil så forsikre hende om, at han forstår (den er god med dig …), hun vil følge ham med øjnene, og i samme øjeblik, hvor hun begynder at fortryde sit nej og vil kalde ham tilbage …

Så er det for sent.

Eksplosionen er så voldsom, at den får hele kvarteret til at ryste. Det er som et jordskælv, lufttrykket kan mærkes i hundred meters omkreds.

I brøkdelen af et sekund ser den lille dreng sin fars store krop flyve op, man skulle tro, at en kæmpe hånd havde givet ham et brutalt stød på brystet. Den unge pige når kun lige at åbne munden, hendes eks-fremtidige elsker er allerede sendt op i luften og flyver med hovedet først gennem butiksruden på Women’s Secret.

Der ligger mange butikker på rue Joseph-Merlin. Tøj, sko, fødevarer, renseri, detailhandel … det er den livligste handelsgade i kvarteret, man skal køre helt frem til Pradelle-krydset for lettere at kunne finde den. Det er den 20. maj, solen har skinnet sommerligt i nogle dage, klokken er 17, man skulle næsten tro, vi var i juli, man får lyst til en aperitif på fortovscaféen, der er folk alle vegne, så da bomben eksploderer, er det selvfølgelig en katastrofe, men det er også en uretfærdighed.

13

Rosy og John.indd 13

22/06/15 14.20

Men samtidig, hvis verden var retfærdig …

De gående, der er blevet kastet til jorden, holder armene beskyttende over hovedet. En kvinde i en mønstret kjole er blevet slynget baglæns, hendes hoved støder voldsomt mod rækværket på gangbrættet, der er opstillet foran ejendommen.

På den side med de lige numre er en mand på scooter blevet mejet ned af en tværbjælke, som kom ud af det blå, den ramte ham i livet; han har stadig sin hjelm på, men det er ikke sikkert, at det er nok til at redde hans liv.

Efter lyden af eksplosionen følger en øredøvende, metallisk larm: lidt forsinket efter knaldet, som om det havde taget sig tid til at reflektere, løfter det enorme stillads sig lidt op fra jorden med et spjæt og styrter så sammen i en så massiv grad, at man skulle tro, det satte sig, ligesom de ejendomskomplekser i fjernsynet, der ser ud, som om de pludselig smelter. På det modsatte fortov med de ulige numre løfter en ung pige i højhælede hvide støvler hovedet og ser rørene stige til vejrs ligesom et fyrværkeri og dale hurtigt ned mod hende, på en gang både langsomt og ubønhørligt …

Eksplosionen sprænger butiksruderne, køretøjerne og al aktivitet i folks hjerner. I disse lange sekunder er der ingen, der tænker, tankerne synes også at være pustet ud ligesom stea­ rinlys. Selv de sædvanlige lyde er blevet fortrængt, over det uhyggelige sted hersker en dyster, dirrende ro, man skulle tro, at hele byen lige var død, dræbt på stedet.

Da det ganske langsomt går op for folk, hvad der er sket, reagerer de. Oven over gaden bliver de vinduer, der ikke er sprængt i stumper og stykker, åbnet, og nogle ansigter viser sig med vantro miner.

Dem på gaden, der er undsluppet katastrofen, rejser sig op og ser uforstående på det nye landskab, som breder sig ud foran dem.

En by i krig.

14

Rosy og John.indd 14

22/06/15 14.20

Butiksruderne og udstillingerne i dem er forsvundet, to mu­re under stilladset er styrtet sammen og frembringer en sky af murpuds, der lægger sig langsomt overalt som snavset sne.

Det mest iøjnefaldende er selvfølgelig det, der ligger på gaden, ophobningen af metalstænger og krydsfinerplader, fire etagers rørsystemer, det er ikke så lidt. Det hele er praktisk talt styrtet lodret ned og dækker to køretøjer, der står parkeret ved fortovet. Fra bunken af tværbjælker stritter rør op mod himlen som en punkfrisure.

Hvor mange ligger der under murbrokkerne, glasskårene og asfaltstumperne? Det er umuligt at sige.

Man kan hist og her se nogle udstrakte kroppe, jord, sand, overalt dette pudsstøv og også lidt overraskende ting som denne bøjle, der hænger på et skilt med indkørsel forbudt og bærer en jakke med blå besætninger. Efter jordskælv ser man undertiden i ruinerne af ødelagte huse et barns vugge, en dukke, en brudekrans, små ting, som Vorherre synes at have lagt der med stor nænsomhed for at vise, at med Ham skal man forstå alt på et andet niveau.

For øjnene af sin søn har faren fulgt en underlig skudbane. Eksplosionen, som fangede ham på gangbrættet, løftede ham op fra jorden og satte ham foran på en lille parkeret varevogn. Der sidder han ubevægelig, som om han forberedte sig på et parti domino med sin søn, bortset fra at hans blik er tomt, hans ansigt er blodigt, og hovedet vugger fra side til side, man skulle tro, at han prøver at løsne spændingerne i nakken.

Den lille dreng blev også blæst væk af eksplosionen. Nu ligger han udstrakt med kinden mod jorden og opspilede øjne foran en indkørsel, som har stoppet hans kurs, han holder stadig fast i sit klarinetetui, men låget er gået op, instrumentet er forsvundet, og man finder det aldrig igen.

Sirenerne begynder allerede at hyle.

15

Rosy og John.indd 15

22/06/15 14.20

Forvirringen viger for den påtrængende nødvendighed, for energien, hjælpen, de raske personer, som skynder sig hen til de liggende kroppe.

Nogle rejser sig med besvær, men falder på knæ igen, afkræftede.

Efter den lammende tavshed kommer nu skrigene, hylene, instruktionerne, fløjtene.

De jamrende lyde bliver overdøvet af bilhornenes koncert.

Kl. 17.01 En mand posteret på hjørnet af rue Joseph-Merlin og rue Général-Morieux har intet misset af scenen. Selvom han er omkring tredive år, virker han mere som en dreng, han har noget ungdommeligt, umodent måske, over sig, der står i en underlig kontrast til hans bondske, noget tunge fysik. Han er kejtet, men langtfra kluntet. Han har i øvrigt bygget sin bombe helt alene … Han har indstillet den til at sprænges kl. 17, men det er noget teoretisk, for man ved aldrig med de maskiner, om det går, som man vil.

Og om det overhovedet går.

Man forstår bedre hans nervøsitet, når man ved, at det er hans første bombe. Der ligger flere ugers arbejde bag. Han kan ikke præcist vurdere, hvor stor ødelæggelse den vil fremkalde. Trods hans beregninger er det virkelig ukendt område. En professionel ville sikkert vide det med større sikkerhed. Han er amatør og må for en stor del forlade sig på sin intuition.

Han har lavet en del beregninger, men virkeligheden har ikke meget med den slags beregninger at gøre, det ved alle. Uanset hvad, så har han gjort sit bedste med de midler, han havde til rådighed. Og nu, som Rosie siger: “Arbejdet er ikke alt. Der skal også held til.”

16

Rosy og John.indd 16

22/06/15 14.20

Under alle omstændigheder er det for sent nu.

Han tog godt nok den ene omvej efter den anden, men lige meget nyttede det, han var så nervøs, at han ankom for tidligt kl. 16.40. Tyve minutter uden noget at lave i den situation, det er en evighed. Der sad allerede mange på fortovscaféen, og den plads, som han havde udset til sig selv for længe siden, er selvfølgelig ikke ledig, men optaget af et ungt par. Han kunne ikke skjule sin irritation, pigen rynkede panden, hendes kæreste løftede hovedet for at tjekke ham ud. Så han satte sig, men rejste sig straks igen og byttede stol … Han måtte hele tiden se på sit ur, det var meningen, at folk skulle lægge mærke til ham.

Cirka 16.55 lagde han sin mobiltelefon på bordet, på højkant, med linsen rettet mod ejendommen; han bøjede sig frem for at kontrollere billedindstillingen og justere positionen. Dato og klokkeslæt er anført nederst på skærmen. I dag hænder der intet, ingen steder, som ikke bliver indfanget af et apparat, som frembringer mindst ét snapshot. Selv denne eksplosion, så uventet og usandsynlig på dette sted i Paris, bliver foreviget i en video. Det hele lettes selvfølgelig af, at det er bombemanden selv, som sikrer reportagen. Det er lidt, som om Jupiter selv havde rettet et kamera mod Fukushima.

Eksplosionen finder sted cirka halvtreds meter derfra. Han havde da ventet og også håbet, men bliver lamslået over omfanget. Han åbner munden halvt, hans mine er på en gang beundrende og rædselsslagen.

Eksplosionen sender en trykbølge mod gæsterne på caféen og får jorden til at skælve, som om metrotogene under deres fødder pludselig havde afgivet pladsen til højhastighedstoget; bordene vakler, glassene støder mod hinanden og vælter, der går flere sekunder, før de forskrækkede blikke vendes i den rigtige retning. Det er præcis i det øjeblik, at stilladset sætter sig i bevægelse, inden det styrter sammen med et grufuldt brag.

Den unge mand rejser sig og går uden overhovedet at betale, 17

Rosy og John.indd 17

22/06/15 14.20

men det er der ingen, der tænker på nu. Med nogle få lange skridt er han langt væk, han går i retning af metroen.

Lad os kalde ham Jean. Han hedder faktisk John, men det er en lang historie, han har kaldt sig Jean siden teenageårene, det ser vi på senere. Lige nu hedder han Jean.

Bomben fungerede efter hensigten; på det plan har han god grund til at være tilfreds. Selvom han gør sig bekymringer om det endelige resultat af operationen, bør den bære frugt.

De overlevende kommer allerede ofrene, der ligger på jorden, til undsætning. Jean forsvinder nede i metroen.

Han kommer ikke nogen til undsætning. Det er ham, der har lagt bomben.

Kl. 17.10 Camille Verhoeven er halvanden meter vrede. En meter og halvtreds centimeter er ikke meget for en mand, men enormt meget, når vi taler om koncentreret vrede. Bortset fra at for en politimand er vrede, selv undertrykt vrede, ikke en kardinaldyd. Det er i bedste fald et lykketræf for journalisterne (i visse mediebegivenheder har hans knivskarpe svar haft ganske stor succes), men det er frem for alt en hovedpine for vidnerne, kollegerne, dommerne, ja, stort set alle.

Camille råber eller forløber sig undertiden, men han passer frygtelig meget på. Han er snarere sådan en, der koger indvendigt. Ikke typen, der slår næven i bordet. Godt det samme, for i hans bil sidder alle styremekanismerne i rattet på grund af hans størrelse; man skal passe på med, hvor man sætter fingrene, en uheldig håndbevægelse, og man kører galt.

Hans ophidselse i dag (han finder dagligt på en grund) opstod, mens han vaskede sig, han så sig selv i spejlet, og det glædede ham ikke. Han har aldrig syntes særlig godt om sig 18

Rosy og John.indd 18

22/06/15 14.20

selv, men indtil nu har han sejrrigt bekæmpet vreden over ikke at være vokset ligesom alle andre. Men siden hans kone Irénes død har der været øjeblikke, hvor selvhadet har antaget foruroligende proportioner.

Der er gået seks måneder, hvor han ikke har udnyttet sin ret til orlov. Hans sidste store sag endte med nederlag: pigen, han ledte efter, var død, da han fandt hende, det slog ham ud (i virkeligheden er det ikke et rigtigt nederlag, for han anholdt morderen, men sådan er det med Camille, han ser altid tingene fra den mørke side). Men han tog nogle dage fri. Han var lige ved at foreslå Anne, at hun skulle tage med ham på landet, så kunne han afsløre sit tilflugtssted for hende, men nej, de har ikke kendt hinanden længe nok, han foretrak at være alene.

Han tilbragte tre dage med at tegne og male. Han er alt for talentfuld til at være politimand, men har ikke talent nok til at være kunstner. Så han er politimand. Han ville under alle omstændigheder ikke være kunstner.

Hverken i bilen eller derhjemme hører Camille musik, det forstyrrer hans tanker. Med sin hang til lapidariske sætninger siger han meget forenklet: “Jeg kan ikke lide musik.” Og det er egentlig sandt nok, for hvis han holdt af musik, ville han købe den og lytte til den. Men det gør han aldrig. Så hans omgivelser siger: Hvad, hvordan kan man ikke holde af musik, det er usandsynligt, det tror ingen på, gentager de, de er lamslåede, det er ubegribeligt, ikke at kunne lide malerier eller litteratur kan gå an, det er til at forstå, men musik! Så Camille overdriver, han kan ikke styre det, det stimulerer ham, det er sådan, han er, han kan virkelig være skideirriterende nogle gange. En dag sagde Irène til ham: “Det er en skam, at kvindehaderne ikke kender dig, det ville hjælpe dem til at sætte tingene i perspektiv.”

19

Rosy og John.indd 19

22/06/15 14.20

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier.

Jean Garnier har intet at miste: Hans kæreste er død, hans mor er i fængsel, og han har ikke noget job. Han hævder at have placeret syv bomber rundt omkring i Paris, og hvis ikke han får sine krav indfriet, truer han med at detonere bomberne én efter én. Hele politistyrken med Camille Verhoeven i spidsen er sat på en vanskelig opgave med at lokalisere bomberne, for holder Jean reelt hele byen som gidsel, eller er han bare en stakkel, som har fået storhedsvanvid? Timerne og minutterne går, og enhver beslutning kan risikere at koste uskyldige menneskeliv.

På dansk er udkommet Alex (2014), Irène (2014) og Camille (2015). I 2013 blev Lemaitre ligeledes hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman, Vi

En kort og intens spændingsroman, som ligger fint i forlængelse af Pierre Lemaitres anmelderroste krimitrilogi ALEX, IRÈNE og CAMILLE.

ses deroppe (da. 2014). Både Alex og Irène bliver desuden filmatiseret.

af SmartNovel i Frankrig i 2012 og siden samlet i pocketformat. Den er ikke en del af krimitrilogien

Alex, Irène og Camille , men skal snarere ses som et

FORFATTERFOTO © THIERRY RAJIC | OMSLAG: IMPERIET

DEN DANSKE PRESSE OM IRÉNE:

FYENS STIFTSTIDENDE OM ALEX

”DER UDGIVES IKKE MEGET BEDRE PÅ DEN FRANSKE LITTERÆRE SCENE, PÅ KRIMISCENEN SLET IKKE.”

PIE E LEMAIT E

BERLINGSKE

FYNS AMTS AVIS

KRIMIFAN

– JYLLANDS-POSTEN

DEN DANSKE PRESSE OM ALEX:

FYENS STIFTSTIDENDE

POLITIKEN

OSY & JOHN NY HISTORIE OM CAMILLE VERHOEVEN

JYLLANDS-POSTEN

DEN DANSKE PRESSE OM CAMILLE:

INKL. UDDRAG AF IRÈNE

Rosy & John blev oprindelig udgivet som føljeton

tillæg til serien.

PIE RE LEMAIT E ROSY & JOHN

”De overlevende kommer allerede ofrene, der ligger på jorden, til undsætning. Jean forsvinder ned i metroen. Han kommer ikke nogen til undsætning.

Det er ham, der har lagt bomben.”

”FORRYGENDE, FREMRAGENDE OG FRANSK.”

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

KRIMI LINDHARDT OG INGHOF

FYENS STIFTSTIDENDE

BERLINGSKE

ÅRHUS STIFTSTIDENDE