Rotteungen - læseprøve

Malan Jacobsen

Rotteungen

Rotteungen

Mime vågner uden hukommelse midt på gaden.

Hun aner ikke, hvem hun er, eller hvad der er sket. Politiet siger, at Mime er sigøjner, og at hendes forældre er omkommet i en voldsom brand. Mime sendes på asylcenter, og her opdager hun, at der forsvinder børn med blå øjne. Også den lille dreng, Mijlan, som Mime tager sig af, forsvinder. Mime er fast besluttet på at finde Miljan, og det fører hende ud på en lang rejse ned gennem Europa. Undervejs bliver både hun og hendes nye ven Sejr forfulgt af kidnapperne.

Samtidig genfinder Mime langsomt sin fortid, og det går op for hende, at det måske er hende selv, der har sat ild til sin families beboelsesvogn …

Malan Jacobsen

Mime skreg og skreg og blev ved med at skrige, indtil det gik op for hende, at hun ikke anede, hvorfor hun skreg. Så tav hun, lukkede munden med et smæld og åbnede de blå øjne. Omkring hende på gågaden stod flere nysgerrige og stirrede.

Ingen af dem kom hen til hende, og Mime gloede vredt tilbage.

9 788711 418826

rotteungen omslag5.indd 1

17/02/11 14.13

rotteungen ombrydning ny.indd 6

17/02/11 14.13

Rotteungen Af Malan Jacobsen

rotteungen ombrydning ny.indd 7

17/02/11 14.13

Malan Jacobsen Rotteungen Tekst © 2011 Malan Jacobsen og Forlaget Carlsen Omslag © 2011 Christian Højgaard og Forlaget Carlsen Forlagsredaktion: Birgitta Gärtner Grafisk tilrettelægning: Kat·Art Bogen er sat med Baskerville ISBN 978-87-1141-882-6 1. udgave, 1. oplag 2011/E/03.11 Printed in Latvia 2011, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

rotteungen ombrydning ny.indd 10

17/02/11 14.13

Kapitel 1

Alene

M

idt på gågaden stod en pige og skreg. Hun var spinkel og så ud, som om hun var omkring ti år. Hendes tøj var gammelt og lidt for stort. Den nussede, lilla striktrøje hang over de knyttede hænder, den blå nederdel nåede næsten brostenene, og på fødderne havde hun et par slidte, brune sutsko.

Over panden havde hun et flettet bånd i rødt, blåt og grønt. Båndet var også snoet ind i en fletning ved pigens ansigt. Pigens øjne var klemt hårdt sammen, mens hun skreg, så højt hun kunne. Hun skreg, og samtidig var det. som om hun vågnede, selv om hun ikke havde sovet. ­Pigens navn var Mime.

Mime blev ved med at skrige, indtil det gik op for hende, at hun ikke anede, hvorfor hun skreg. Så tav 11

rotteungen ombrydning ny.indd 11

17/02/11 14.13

hun, lukkede munden med et smæld og åbnede de blå øjne. Omkring hende på gågaden stod flere nysgerrige og stirrede. Ingen af dem kom hen til hende, og Mime gloede vredt tilbage. Så trådte en ung pige alligevel nærmere og bøjede sig frem mod hende. ”Hey,” sagde pigen.

Mime sagde ingenting. Hun var stadig vred. Hun var også ked af det og bange. Meget bange. ”Hvad sker der?” spurgte pigen og kneb øjnene sammen.

Mime rystede på hovedet. ”Der sker ikke en skid,” svarede hun surt og begyndte at gå væk fra de nysgerrige.

Den unge pige gav ikke op, men rakte en hånd ud og tog fat om Mimes skulder. Uden at tænke satte Mime tænderne i pigens håndryg og bed til. Pigen skreg og hev hånden til sig. ”Det er, hvad du får ud af at snakke til sådan en rotteunge,” var der en, der sagde bag hende.

Mime gik hurtigere. De nysgerrige mennesker gjorde hende nervøs, og hun vidste, at hun måtte væk fra dem. Hurtigt drejede hun om bag hjørnet af en skobutik og gav sig panisk til at lede efter et sted at gemme sig. Hun fandt intet. ”Det der var bare ikke i orden!”

12

rotteungen ombrydning ny.indd 12

17/02/11 14.13

Mime snurrede rundt. Pigen stod mellem hende og gågaden. Mime krummede sig sammen og gik langsomt baglæns, mens hun knurrede som en hund. ”Du er godt nok mærkelig,” sagde pigen og hev en lyserød mobiltelefon op af bukselommen.

Pigen trykkede tre tal. ”Hallo. Ja, jeg skal have en ambulance til Korsgade. Jeg er blevet bidt af en unge, der har hundegalskab!”

Da Falckredderne kom løbende ind i gyden, begyndte Mime at skrige igen. Hun var fanget, og det værste i verden var at være fanget! Hun sprællede og skreg og forsøgte at bide, men Falckredderne holdt hende så fast, at hun næsten ikke kunne røre sig. I ambulancen blev Mime spændt fast til en båre med bælter, men det lykkes hende at rive en arm løs og kradse en af redderne i ansigtet, så det blødte. Bagefter strammede han bæltet så hårdt om hendes overarme, at hendes hænder begyndte at sove.

Da Mime blev båret ind på hospitalet, var det, som om alle kræfter forsvandt, og hun overgav sig. Hun gav op. Derfor var hun fredelig, da en rødhåret sygeplejerske løsnede bælterne om hendes arme.

13

rotteungen ombrydning ny.indd 13

17/02/11 14.13

”Var det nu nødvendigt?” mumlede hun og kiggede vredt op på Falckredderne, der blev flove som små drenge. ”Hun sparkede og bed,” sagde den ene. ”Hun er ikke mere end ti år. Vil du bilde mig ind, at to velvoksne mænd ikke kan styre en lille pige?”

Den ene Falckredder blev rød i kinderne. ”Vi troede, hun havde hundegalskab.” ”Pjat,” sagde sygeplejersken og strøg Mime over kinden.

Mime skar ansigt. Hendes kind sved og føltes mærkeligt varm. ”Jeg er sgu da tolv,” sagde hun surt til sygeplejersken. ”Så var det nok derfor, de ikke kunne klare dig,” svarede sygeplejersken og lo. ”Hvad hedder du så?” ”Mime.” ”Hvad mere?” ”Mere?” ”Ja, hvad hedder du til efternavn?”

Sygeplejersken skrev Mimes fornavn med en plastikpind på en lille computer. ”Det ved jeg ikke,” svarede Mime langsomt.

Hun vidste det faktisk ikke. Hun havde ingen 14

rotteungen ombrydning ny.indd 14

17/02/11 14.13

anelse. Pludselig vendte angsten tilbage. Den angst, hun havde følt, da hun skreg midt på gå­gaden. Uden at tænke over det trak hun ærmet op på højre arm og fandt et rødt bånd, der var bundet om håndleddet.

Båndet var flettet af tre snore i forskellige røde farver.

Mime pillede nervøst ved det røde armbånd, mens hun kiggede på sygeplejersken med store øjne. ”Okay. Det er også i orden,” svarede sygeplejersken. ”Hvor bor du henne, Mime?”

Mime tænkte efter. Så rystede hun på hovedet. ”Det ved jeg ikke.”

Nu smilede sygeplejersken ikke mere. ”Hvad hedder din mor og far?”

Mime kunne mærke, at hendes øjne sved. Uden at ville det begyndte hun at græde. ”Det ved jeg ikke,” hulkede hun.

Mime sad på en hospitalsstue og drak saftevand og spiste franskbrød med marmelade, mens sygeplejersken gik ind ved siden af for at ringe. Hun spiste hurtigt og grådigt, som om det var længe siden, hun havde spist. Da hun havde slikket krummerne af tallerknen og drukket den sidste dråbe saft, gik hun ud for at finde sygeplejersken. Måske måtte hun få mere brød. Så snart hun trådte ud på gangen, hørte hun 15

rotteungen ombrydning ny.indd 15

17/02/11 14.13

sygeplejerskens stemme. Hun talte højt og ophidset med en eller anden, og Mime trådte forsigtigt nærmere døren til personalestuen. ”Prøv nu at høre her,” sagde sygeplejersken.”Jeg står med et barn, der intet kan huske. Hun er tolv år gammel, hedder Mime, og hun lugter kraftigt af røg.

Desuden er hendes kinder skoldede, og jeg er ret sikker på, at hun har været i nærheden af en brand.”

Mime løftede armen og snusede til sit ærme. Sygeplejersken havde ret. Hun stank af røg. Hendes hals gjorde også ondt. Måske var det, fordi hun havde indåndet røg. I et pludseligt glimt huskede Mime et hav af flammer.

Tårnhøje flammer, ildrøde og brændende varme. Flammerne larmede som mange mennesker, der råbte samtidig.

Så var glimtet væk igen. Hun kneb øjnene sammen og holdt vejret for at tvinge mindet til at vende tilbage, men der skete intet. Til gengæld råbte sygeplejersken nu endnu højere. ”Jeg er ligeglad med, om klokken er over fem.

Den pige skal have et trygt sted at være, ikke en hospitalsseng!”

Mime hørte sygeplejersken sukke. ”Sikke en idiot,” mumlede hun bag døren, og Mime gættede, at samtalen var slut.

16

rotteungen ombrydning ny.indd 16

17/02/11 14.13

Hun sprang væk fra døren og ind på den stue, hun kom fra. Kort efter trådte sygeplejersken ind. ”Du var nok sulten, hva’?” sagde hun og smilede.

Mime nikkede. ”Skal du ha’ en til?”

Mime nikkede igen, og sygeplejersken gik ud for at hente flere madder og mere saftevand.

Da madderne var væk, sad Mime længe og ventede. Der var ikke andet i rummet end et bord med to stole og en seng. Der var ingenting at kigge i eller undersøge. Minutterne gik langsomt, og Mime overvejede at snige sig ud og stikke af, men hun var så træt, og desuden kunne hun godt lide den rødhårede sygeplejerske. Hun lænede sig ind over bordet, lagde hovedet på armene og faldt i søvn.

”Mime?”

Mime missede med øjnene og gabte. Sygeplejersken sad på stolen ved siden af og strøg hende over håret. ”Er du vågen?”

Mime nikkede. ”Politiet er her,” sagde sygeplejersken.

Mime var pludselig lysvågen og sprang op så hurtigt, at stolen væltede.

17

rotteungen ombrydning ny.indd 17

17/02/11 14.13

”Der sker ikke noget,” sagde sygeplejersken forskrækket og tog blidt fat om Mimes arme.”Jeg skal nok blive her.”

Mime kiggede panisk på den halvåbne dør, parat til at løbe, men det var for sent. Døren gik op, og to betjente trådte ind. Mime udstødte et lille hyl og løb om bag sygeplejersken. Den ene betjent trådte nærmere. Han rømmede sig og smilede til Mime. Men hans grå øjne smilede ikke. ”Ved middagstid i dag udbrød der brand i en beboelsesvogn, som holdt parkeret lige uden for bygrænsen,” sagde han.

Mime tænkte på flammerne. Hun så en gammeldags hestevogn for sig. En hestevogn, som man kunne bo i, selv om betjenten intet havde sagt om en hest. ”Da brandvæsenet nåede frem, var det for sent.

Vognen udbrændte helt. Inde i vognen var der mennesker, som døde. Vi tror, at det var din familie. Din mor og far.”

Betjenten så på Mime med blege, grå øjne. Mime ledte desperat i sin hjerne efter minder, billeder, men hun fandt stadig intet. ”Jeg er ked af det,” sagde betjenten stille og rejste sig.

18

rotteungen ombrydning ny.indd 18

17/02/11 14.13

”Var der en hest?” spurgte Mime, og betjenten kiggede overrasket på hende. ”Ja, der var faktisk en hest. Den døde også.”

Mime lænede sig ind mod sygeplejersken. ”Folk i byen siger, at familien i vognen var sigøjnere,” sagde betjenten og rejste sig. ”Vi ved slet ikke, om pigen har opholdstilladelse.”

Sygeplejersken så vredt på ham. ”Nu må I holde op. Hun har boet her længe. Hun taler jo dansk, ikke? I sender hende ikke på asylcentret! Det er ikke et sted for en lille pige!”

Betjenten trak på skuldrene og nikkede farvel. Så gik han og kollegaen ud og lukkede døren stille bag sig.

Mime kiggede op på den rødhårede sygeplejerske. ”Jeg kan ikke huske dem. Hvordan kan man sørge over nogen, man ikke kan huske?”

Sygeplejersken smilede trist. ”Hvad mente han med opholdstilladelse?” spurgte Mime. ”Han er ikke sikker på, at din familie er her fra landet.”

Mime nikkede. Det vidste hun godt. Hendes familie kom fra alle steder og ingen steder. Hun vidste 19

rotteungen ombrydning ny.indd 19

17/02/11 14.13

også, at sigøjner var et grimt ord, og at det rigtige ord var roma. Den viden lå dybt i hende ligesom hendes navn, men hun huskede ingen ansigter, ingen oplevelser eller følelser. ”Hvad betyder opholdstilladelse?” ”Det betyder, at man har fået lov at være her. Enten fordi man er født her, eller fordi ens familie har søgt om lov,” svarede sygeplejersken.

Mime tænkte lidt. ”Hvad er et asylcenter?” ”Det er det sted, man skal bo, mens man venter på at få at vide, om man må være her i Danmark. Man kan også bo der, hvis man har fået at vide, at man ikke må blive. På asylcentret kan man være, indtil man kan blive sendt hjem igen.” ”Hvor vil de sende mig hen, hvis mit hjem er brændt?” spurgte Mime.

Sygeplejersken rystede på hovedet. ”Det ved jeg ikke.”

Et stykke tid sagde ingen af dem noget. Mime følte sig tom indeni. På gågaden havde hun været bange og ked af det og vred. Lige nu følte hun intet.

Hvis hendes forældre var døde, burde hun være ked af det, men hun følte slet ingenting. Måske var det, fordi hun ikke kunne huske dem.

20

rotteungen ombrydning ny.indd 20

17/02/11 14.13

”Desværre ender det nok med, at kommunen sender dig ud på asylcentret, uanset hvad jeg siger,” sagde sygeplejersken pludselig. ”Men jeg tror, jeg kan udsætte det et par dage.

Bare til du kommer dig lidt. Jeg kender afdelingslægen på børneafdelingen, og han vil helt sikkert sige ja til at indlægge dig et par dage. Men i stedet for at sove på sygehuset kan du komme med hjem til mig.

Måske kan du nå at huske noget, inden du ryger på asylcentret, så vi kan finde noget familie, du kan bo hos,” sagde sygeplejersken og kiggede på Mime. ”Du må selvfølgelig gerne være på børneafdelingen om natten, hvis du hellere vil det.” ”Har du marmelade?”

Sygeplejersken smilede. ”Det har jeg i hvert fald!”

Sygeplejersken hed Lena, og Mime kunne godt lide hendes lejlighed. Den var lille og propfyldt med ting.

Vindueskarmene var gemt under vaser, figurer og potteplanter, og den grønne sofa var fyldt med puder i alle mulige farver. Gulvet var af træ, men føltes som plastic. Lena sagde, det hed parketgulv. Mime lånte en T-shirt af Lena, mens hendes eget tøj røg i vaskemaskinen. Det eneste, Lena ikke fik lov at vaske, var 21

rotteungen ombrydning ny.indd 21

17/02/11 14.13

det røde bånd om Mimes håndled og det farvede bånd i hendes hår. ”Fandeme nej,” sagde Mime og kiggede trodsigt på Lena. ”Så må du putte lidt sæbe på, mens du selv bader,” sagde Lena og viste Mime ind i badeværelset.

Mime smilede, da hun så bruseren. Hun elskede brusere, og hun stod længe under det løbende vand.

Det var skønt at bade og få vasket røglugten af huden. Hun prøvede alle de shampooer og sæber, som Lena havde i brusekabinen.

Lena havde fri hele dagen, fordi hun havde været på nattevagt, og hun sov et par timer over middag.

Da Mimes tøj var tørt, tog Lena og Mime i byen og købte et par orange gummistøvler. Sutskoene var slidt op, men Mime syntes alligevel, det var svært at smide dem ud. De hørte til et liv, hun ikke kunne huske, og hun var bange for at smide noget ud, der kunne have betydning. Til sidst tog hun en dyb indånding og smed sutskoene i affaldsskakten uden for Lenas lejlighed. Så kiggede hun på sine fødder og smilede. De orange gummistøvler var flotte.

Mime fik lov at sove oven på alle puderne i den grønne sofa. Men selv om hun elskede de klare farver og fornemmelsen af at synke dybt ned i puderne, sov 22

rotteungen ombrydning ny.indd 22

17/02/11 14.13

hun næsten ikke den første nat. Tre gange vågnede hun gispende og svedende og bange, men hun kunne ikke huske, hvad hun havde drømt. Lejligheden var alt for stille. Den eneste lyd var en svag summen fra køleskabet i køkkenet. Stilheden virkede fremmed og næsten truende, og Mime kunne ikke falde i søvn igen. Til sidst gav hun op og kravlede ud af sofaen.

Uden en lyd listede hun gennem stuen og ud i entreen. Herfra kunne hun høre Lenas åndedræt, og det gjorde stilheden lettere at bære. Mime lagde sig på klude­tæppet i gangen, krøllede sig sammen som en hundehvalp og faldt i søvn.

Næste dag måtte Mime være på børneafdelingen, mens Lena var på arbejde. Hun kedede sig helt forfærdeligt. Afdelingen var fuld af bøger og blade, som Mime ikke forstod et ord af, og babylegetøj og dvdfilm for småbørn. Det meste af dagen sad Mime og stirrede ud ad vinduet.

Da hun endelig kom hjem til Lena igen, var Mime fuld af rastløs energi.

Hun undersøgte alle tingene i Lenas lejlighed og spurgte om det hele. Hun ville høre historien bag hver eneste lille glaselefant og lysestage, der var i lejligheden. I stuen fandt hun en kurv med garnnøgler.

23

rotteungen ombrydning ny.indd 23

17/02/11 14.13

”Strikker du?” spurgte hun. Lena rystede på hovedet. ”Jeg ville gerne. Det ser så hyggeligt ud, men jeg kan ikke finde ud af det,” forklarede Lena og Mime gik videre rundt i huset.

I badeværelset fandt Mime et smykkeskrin, som hun bar ind på sofabordet og åbnede. ”Åh,” sukkede hun, da hun så alle de glitrende ting i Lenas smykkeskrin. ”Det meste er uægte,” sagde Lena og smilede, men Mime var ligeglad.

Det var en skattekiste. Hun hev en halskæde med glassten op, et armbånd med sorte perler og en broche med en skinnende rose. ”Hvor har du mange fine ting,” sagde Mime, og Lena lo. ”Tja, det har jeg vel. Hov,” sagde hun og fiskede en lille fingerring op. ”Den her havde jeg helt glemt.”

Lena holdt en lille fingerring med tre røde sten.”Du må gerne få den,” sagde hun og rakte ringen til Mime. ”Den er alt for lille til mig.”

Mime tog forsigtigt imod fingerringen og vendte og drejede den i lyset. Langsomt lod hun den glide over sin ringfinger. Den passede perfekt.

24

rotteungen ombrydning ny.indd 24

17/02/11 14.13

”Se, hvor fint den passer til armbåndet,” sagde Lena.

Om aftenen spiste hun og Lena hjemmelavet pizza og spillede Ludo, og om natten sov Mime ved siden af Lena i dobbeltsengen. Lyden af Lenas åndedræt gjorde Mime rolig, og hun faldt let i søvn.

Næste dag, efter en lang dag på børneafdelingen, gik Mime igen på opdagelse i Lenas lejlighed og fandt et fotografi i guldramme, som var gemt i en skuffe i stuebordet. Fotografiet forestillede en mørkhåret dame på Lenas alder, som havde briller og et rart smil. ”Hvem er det?” spurgte Mime.

Lena blev rød i kinderne og lagde billedet på plads i skuffen. ”Er det din søster?”

Lena rystede på hovedet. ”Det er min gamle kæreste. Hun hedder Anja.”

Mime stirrede på Lena med store øjne. ”En dame?”

Lena nikkede. ”Ad,” udbrød Mime, og Lena kom til at grine højt.

Lidt efter grinede Mime også, selv om hun stadig syntes, det var underligt. Hun havde aldrig hørt om en dame, der var kærester med en dame.

25

rotteungen ombrydning ny.indd 25

17/02/11 14.13

”Hvorfor er I ikke kærester mere?” spurgte hun efter et stykke tid. ”Det er min skyld,” sagde Lena og kiggede ud ad vinduet bag Mime. ”Hun ville gerne have børn. Det ville jeg ikke. Det var noget rod.”

Mime kiggede lidt på Lena. ”Damer kan da ikke få børn sammen.” ”Hun ville gerne være plejemor for andres børn,” svarede Lena og så pludselig trist ud. ”Anja er psykolog. Hun ville blive en fin plejemor. Men man skal være to voksne for at få plejebørn.” ”Hvorfor ville du ikke være plejemor sammen med hende?”

Lena trak på skuldrene. ”Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne elske andres børn.”

Mime sad lidt og tænkte. ”Hvorfor siger du ikke bare undskyld?”

Lena smilede. ”Det gør jeg måske også.”

Da Lena hentede Mime på børneafdelingen den tredje eftermiddag, havde hun en flad pakke i gult papir og en sort plasticpose med.

Lena satte sig på en af de små stole i legerummet 26

rotteungen ombrydning ny.indd 26

17/02/11 14.13

og bad Mime sætte sig også. Lena så alvorlig ud, og Mime blev bange. ”Tiden er udløbet. Kommunen vil have dig ind på asylcentret nu,” sagde Lena, og Mime kunne høre, at hun var ked af det. ”Jeg vil hellere blive hos dig,” sagde Mime.

Lena nikkede. ”Det kunne være dejligt. Men det kan du ikke.” ”Hvorfor?” ”Selv om du ikke skulle på asylcenter, kan jeg ikke være din plejemor. Der skal være to forældre i en plejefamilie,” sagde Lena og strøg Mimes mørke hår.

Lena havde flettet det samme morgen, men nu strittede totterne ud til alle sider. ”Jeg kommer og besøger dig,” sagde Lena og pillede ved det orange bånd om pakken. ”Den her er til dig.”

Mime tøvende tog imod pakken. Inde i pakken lå en bog i rødt læderbind og en blå kuglepen. Mime vendte kuglepennen og så, at hendes navn var skrevet med hvide bogstaver på den ene side. Så satte hun nøglen i låsen, åbnede bogen og bladrede gennem den. Siderne var blanke. Hun så op på Lena. ”Det er en huskebog,” sagde Lena. ”I den kan du skrive de ting, du kommer i tanke om. Både små og 27

rotteungen ombrydning ny.indd 27

17/02/11 14.13

store ting. Du kan også tegne, hvis du husker bedre på den måde.”

Mime lagde bogen og slog armene om Lena. ”Såh,” sagde Lena og strøg Mimes hår. ”Jeg har også noget mere.”

Lena tog den sorte plasticpose frem. ”Det er bare en T-shirt,” sagde hun og smilede. ”Du skal jo have et eller andet at sove i.”

rotteungen ombrydning ny.indd 28

17/02/11 14.13