Kapitel 1 Plan X for Mr. M "Jeg tror, jeg er en hobbit," sagde jeg og vippede med mine bare tæer. "Jeg har hår på fødderne." "Det har du da ikke," svarede Sabine uden at kigge. Hun sad med næsen begravet i en af sine intellektuelle bøger og virkede ikke specielt interesseret i at indgå i en diskussion om min kropsbehåring. Jeg skelede til det diskret cremefarvede omslag. Sjælens filosofi. Åh gud. Bare titlen ville have afskrækket mig. Derimod virkede det, som om min bedste veninde blomstrede op, jo mere komplekse sætningerne og tankerne blev. Sabine og jeg kendte hinanden fra folkeskolen. Hun havde altid været helt forgabt i filosofisk litteratur. Engang, i femte klasse, havde hun imponeret mig temmelig meget ved at fremsige passager fra Den lille prins. Vi stod og hang ud i skolegården med et par venner på vores første skoledag i femte. Ved vores fødder forvandlede snesjappet sig til en grå masse. Jeg brokkede mig over, at jeg altid var nødt til at stå tidligere op end mine klassekammerater, fordi jeg skulle ud og lufte min hund Teddy før skole. Sabine så alvorligt på mig og rettede på sine briller. Et par snefnug glimtede i hendes korngule hår. "Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld," svarede hun med høj barnestemme. Hun høstede et helt minuts stilhed, før latteren brød løs. Sabine kastede et lettere hovmodigt blik på os og tog så en laset bog op af sin lyserøde taske. "Her." Jeg havde godt hørt om Den lille prins, men endnu ikke læst den.
1
"Tak," sagde jeg noget forvirret. Sabine nikkede til mig, og hendes blik fortalte mig, at jeg nok var den eneste i dette udsøgte selskab af tiårige, som hun med sin overlegne IQ på 167 fandt værdig til at omgås. Det var først, da Teddy døde ti år senere, at det gik op for mig, hvor meget Sabine havde haft ret. Teddy havde været min "rose", og alle de minutter, jeg modstræbende havde tilbragt med at lufte ham, var nu blevet til skattede minder. "Mere iste?" spurgte jeg for ikke at svælge yderligere i nostalgi. "Gerne, søde." Sabine så kortvarigt op og smilede til mig. Brillerne var forsvundet i mellemtiden og fletningerne klippet af, men hendes ansigt mindede mig stadigvæk om den lille, alvorlige pige fra skolegården. Jeg skænkede endnu en kop te op til os og lænede mig så igen tilbage i min liggestol. Julisolen skinnede klar og varm ned over München, jeg lå og dovnede på min altan med min bedste veninde, og i dag, som hver mandag, havde min egen café lukkedag. Hvis bare ... "Hvordan går det med den lækre Max?" spurgte Sabine mig i samme øjeblik. Jeg så noget utilpas over på hende. Medførte en IQ på over 160 også, at man kunne læse tanker? "Lad være med at kalde ham det." Hun vendte sig mod mig, hendes blik var tydeligvis nysgerrigt. "Okay, hvordan går det med Maximilian Weber?" Max var indehaveren af den nyåbnede sportsforretning overfor, og jeg var en lille smule lun på ham. Okay, måske en lille smule mere end bare en lille smule. Nok nærmere en stor smule. Alle disse store eller små følelser havde dog ikke ført til noget. Hele min krop stivnede, hver gang han hilste venligt på mig. Engang vinkede han endda til mig, og jeg nåede at blive helt misundelig over, at han kunne agere så afslappet, før jeg helt rød i hovedet dykkede ned under min disk. Han var nu også noget af et skår! Næsten 1,90 høj, altid let solbrændt, tykt, brunt hår, funklende, mørke øjne og skægstubbe, som gjorde mig helt blød i knæene. Dette "romerske gudeansigt" blev derudover kronet af en skøn, sporty figur, som overhovedet ikke virkede
2
pumpet. Manden havde drømmefyrskvaliteter. Og det var derfor ikke underligt, at han var taget. Jeg sukkede stille. "I går kom hun igen forbi med børnene." "Har du nogensinde set, at de har kysset eller sådan noget?" Det havde været min mening at præsentere Sabine for en uimodsigelig kendsgerning, men hun forblev skeptisk med hensyn til Max' forholdsstatus. "Nej. Men ville du måske overlade dine børn til en, der kun var din bedste ven?" "Ja da. Du er min bedste ven. Du kunne da sagtens passe to små børn?" "Men han er en mand!" "Mænd kan altså ikke passe børn?" "Jo! Men altså kun når de er fædre." "Nej, hold lige op," stønnede Sabine og lagde endda Sjælens filosofi fra sig. "Han passer en gang imellem to børn. Han tager dem hverken med hjem eller kommer sammen med dem om morgenen. Måske er han og denne her kvinde skilt? Han er i slutningen af trediverne, der kan sådan noget godt forekomme." Jeg brummede et par uforståelige indvendinger. "Det er alt sammen bare en måde at beskytte dig selv på," fortsatte Sabine. "Du siger til dig selv, at han er taget og har børn. På den måde skjuler du dig bag dine moralske principper og har dermed en undskyldning for aldrig at skulle tale til ham." Nede på gaden kunne man høre en dyb buldren fra en motor med utæmmede hestekræfter. "Det er Jo." Jeg rejste mig og lænede mig ud over gelænderet for at få et glimt af vejen henne ved hushjørnet. Desværre vendte min altan ikke ud mod gaden, men over mod nabohuset, som kun lå adskilt fra "mit" hus med to indkørsler. "Du skifter emne!" nåede Sabine at sige, da jeg så Jo suse alt for hurtigt forbi, som sædvanlig. Hun kørte i en mørkegrøn Mustang cabriolet, og denne oldtimer var hendes mest dyrebare skat. Jo bestilte reservedelene i USA og
3
reparerede så vidt muligt alt selv. Sabine havde en gang for sjov kaldt bilen for "autohjælpen". Som altid havde hun på en eller anden måde haft ret. Bilen var en score-vogn og Jo var den kvindelige Don Juan af München. Kort efter ringede det på. Sabine og jeg blev liggende, for vi havde alle tre nøgler til hinandens lejligheder. "Bonjour, de damer", spandt Jo med fløjlsstemme og lænede sig smilende op ad rækværket. "Hvordan går det, din helt?" Sabine blinkede indforstået til hende. "Sig ikke, at du har arbejdet indtil nu. Klokken er jo lidt i fire." "Jo, jo," grinede Jo og satte sine guldindrammede pilotbriller i udskæringen på sin Guns N' Roses-T-shirt. Hun var den eneste kvinde, der kunne gå i skinny jeans og flade sko uden at benene lignede to frankfurtere. Sabine og jeg havde mødt Jo til en fest, da vi stadigvæk gik i gymnasiet. Dengang var hendes kulsorte page lige så revolutionær som hendes snehvide hud. Dengang ville vi alle sammen ligne "La Lopez", som lige havde udgivet sit første album, og som slangede sig solbrændt og med bølgende hårpragt på coveret. Jos outfit – de mest hullede Levis, som jeg nogensinde havde set, en afbleget bluse i oversize og af udefinerbar farve og temmelig ødelagte ankelhøje Dr. Martens – var grunge deluxe, og med hendes drengede, langbenede figur og hendes "rend-mig"-blik var hun bare uimodståelig. Fyrene på min årgang stirrede på hende, da hun trådte ind i den tilrøgede kælder, hvor vi festede, og der var flere, der blev ved at kigge efter hende. Jo spankulerede over til baren på sine lange ben, fik sig en øl og åbnede den så helt rutineret med en lighter, der lå og flød. Den flyvende ølkapsel ramte en fyr i nakken. Han så sig rasende omkring, men da han fik øje på de violblå øjne, der så på ham, smilede han bare lidt forlegent. Jo smilede ikke tilbage, hun vendte sig bare om og solede sig i mængdens blikke. Efter at hun havde lagt an på Sabine uden held og drevet hendes daværende kæreste ud i et jalousianfald, besluttede vi, at Johanna van Tessel var totalt skør, men trods alt meget elskelig. Da forholdene ligesom var
4
klarlagte – Sabine og jeg var kun hetero, Jo kun lesbisk – mødtes vi oftere og oftere og blev bedste venner. "Hvordan går det med den lækre Max?" "Nu kalder du ham det også!" mukkede jeg. "Har hun lært dig det?" Jeg pegede anklagende på Sabine, som prompte pegede fingeren mod tindingen. "Det er bare nærliggende med det navn", sagde Jo og lænede sig så langt ud over gelænderet ud mod vejen, at jeg blev bange for, at hun kunne falde ned hvert øjeblik. "Kom væk derfra og sæt dig ned," bad jeg. "Det er ikke til at holde ud." Jo lod sig dumpe ned i fodenden af min liggestol, og jeg rodede op i hendes allerede vildt strittende pixie-frisure. "Hvad sker der i musikbranchen for tiden?" "Kedelige musikere, upålidelige pladeselskaber, tørre interviews ... vil du vide mere?" svarede Jo og så lidende ud. I virkeligheden vidste vi alle, at Jo, som arbejdede som freelance musikjournalist og blandt andet skrev for Rolling Stone, var den, der havde det mest spændende liv af os tre. Der kunne Sabine, der var programchef for et lille børnebogsforlag, og jeg, der var caféejer, slet ikke følge med. Hun mødte stjernespirer og etablerede stjerner, rejste rundt til koncerter og skrev om numre, der først blev udsendt flere uger senere. "Maya vil simpelthen ikke se bort fra sin forestilling om, at han er taget og har børn, så hun kan slippe for at tale til ham." Sabine tog emnet "Max" op igen. "Hvorfor spørger hun ham ikke bare?" "Det ved jeg ik'" "Hallo? I skal lade være med at tale om mig, som om jeg ikke er her. Jeg kan jo ikke bare vade ind i hans butik og spørge ind til hans privatliv?" "Hvorfor foreslår du så ikke bare, at I kunne gå ud og få en drink? Hvis han er gift, burde han afslå." "Burde ...," sagde jeg lidt spidst. "Han ligner egentlig ikke en, der er utro," mente Jo.
5
"De fleste, der er utro, ligner ikke nogen, der er utro, det er jo det, der gør det så slemt." "Det bliver jo aldrig til noget på denne måde." Jo lod de sorte klipklapper glide af fødderne. "Så sælg din forretning og gå i kloster." "Ha!" hvinede Sabine og begyndte at rode rundt i sin store, himmelblå basttaske. "Det er mit stikord!" Hun hev et par papirer op af tasken, som hun så rakte videre til Jo og mig. "Et singlehotel?" Jo rynkede på næsen. "Ja! Et lille, fint hotel i nærheden af den østrigske grænse. Tilbuddet gælder dog kun, hvis man kommer tre. Fem dage, inklusive alle kurser!" "Kurser?" Jeg bladrede gennem papirerne. "Jeg er bange for, at jeg ikke er helt med. Drejer det sig om wellness eller yoga?" "Nej, det drejer sig om en slags hjælp til at finde en partner." Jeg lod papirerne falde. "Hvad?" "Altså til dig!" sagde Sabine helt euforisk. "Man lærer, hvordan man kommer i kontakt med mænd, hvordan man styler sig bedst muligt, hvordan man bedst muligt fører en samtale og så videre." "Det lyder mere som en træningslejr for callgirls," brummede jeg og skubbede til Jo. "Hvad synes du?" Hun lavede en grimasse. "Fem dage ude hvor kragerne vender med relationsudfordrede heteroer? Jeg kan ikke komme på noget mere spændende." "Det er ikke noget for mig." Jeg håbede, at min stålsatte mine ville være nok til at få Sabine til at opgive sin vanvittige idé. "Du skal nok kunne lide det." Okay, så let var Sabine vist ikke at overbevise. "Jeg kan ikke være væk fra min café." "Hvor længe er det, siden du sidst har holdt ferie, hva'? Det er sikkert ved at være tre år siden, ik'?" "Det er lige meget. Caféen er min livsdrøm. Så jeg har ikke brug for ferie." "Alle mennesker har brug for en pause i ny og næ, Maya," sagde Jo.
6
"Og det har du lyst til eller hvad? Lige før lød du ikke særlig begejstret," gav jeg igen. "Hvornår skulle det være?" Jo vendte sig om mod Sabine. "Ikke denne, men næste weekend." "Der kan jeg ikke." Jo virkede lettet. "Der skal jeg til to supervigtige koncerter." "Der kan du bare se", sagde jeg triumferende til Sabine. "Jo kan ikke, jeg kan ikke, det afgør sagen." Sabine blev noget bleg under sin sommerkulør. "Du må ikke blive vred," bad jeg, fordi jeg kunne se, at mine sidste ord havde såret hende. "Måske kan vi tage af sted en anden gang. Og sådan et håbløst tilfælde er jeg da heller ikke!" Jeg grinede for at lette stemningen. "Eller hvad?" Sabine så tvivlende på Jo, som gled utilpas rundt på liggestolen. "Eller hvad?" Sabine rystede næsten umærkeligt på hovedet, rev papirerne ud af hænderne på mig og stoppede dem tilbage i sin taske. Så tog hun Sjælens filosofi. Derfor koncentrerede jeg mig om at rette alle mine spørgende blikke over på Jo. "Jamen, når du siger det," sagde Jo omsider. "Ja, det er lige det, jeg siger." Jeg lænede mig tilbage og besluttede ikke at tænke mere på denne fjollede sviptur og træningen af mine evner udi selvpromovering.
7
Kapitel 2 Kagevisdom
Hver tirsdag brød helvede løs. Dermed mener jeg ikke de skærsildens glohede pinsler eller den truende dommedag. Mit personlige helvede var et uskyldigt, hvidt vækkeur, som præcis klokken halv fem satte i med en apokalyptisk bimlen, som formodentlig ville kunne vække selv de døde. Årsagen til dette umenneskelige tidspunkt var grønttorvet i München. Det var der, jeg hver tirsdag købte frugt ind til hele ugen. Hvis man ville have det store udvalg, skulle man være der tidligt. For mig var det en ugentlig kamp at stå op midt om natten. "Njjaaaaaaaaa...," mumlede jeg søvndrukkent og slog ud efter den påtrængende støjsender i halvmørket. Jeg ramte den, bare ikke det rigtige sted. Den trillede ned fra natbordet, landede skramlende på trægulvet ... og kimede videre. Jeg sukkede dybt, skubbede min dyne til side og gik på jagt. Lige da jeg lå med hovedet ud over sengekanten, begyndte min mobil at bippe. For en sikkerheds skyld havde jeg også aktiveret den, i tilfælde af at jeg i halvsøvne skulle gøre vækkeuret tavst. Som notorisk sovetryne måtte man have nogle tricks i ærmet. "Den åndssvage ... næste gang ... dumme tirsdage ... ingen så tidligt ...!" Jeg lod højre hånd glide søgende hen over gulvet, mens min venstre hånd følte sig frem efter min mobil ved siden af min hovedpude, da fastnettelefonen begyndte at ringe ude i gangen. Jeg mistede balancen, gled ud af sengen, og vækkeurets metal borede sig smertefuldt ind i min hofte. "Åhh altså ...!" Vredt tog jeg mig sammen, skubbede synderen væk fra mig og kom bandende og svovlende på benene. Jeg styrtede ud i gangen uden at komme yderligere til skade på en af dørkarmene og tog telefonen. "Det er din venlige telefonvækning!"
8
Hvordan kunne man dog være i så godt humør på sådan et umenneskeligt tidspunkt? "Maya? Hallo?" tonede Sabines glade stemme ud gennem røret. "Sover du stadig?" "Ja." "Kommer den larm fra din lejlighed?" Jeg vendte mig i retning af soveværelset, hvor vækkeuret og mobilen havde rottet sig sammen til et orkester af vækkelyde. "Ja." "Jeg er sikker på, at begge apparater har en sluk-knap. Måske skulle du prøve det." "Ja." Jeg sukkede og gabte samtidigt. "Kan jeg lægge på nu, uden at du går i seng igen?" "Ja." "Super. Så tales vi ved på et andet tidspunkt, hvor du kan sige andet end ’ja’, okay?" "Ja." "Godt, hej så længe!" "Tak ...," hviskede jeg. Sabine grinede. "Så gerne! Det er altid en fornøjelse!" Så klikkede det i røret. Jeg stillede telefonen tilbage i opladeren, tændte lyset og gik tilbage til soveværelset for endelig at skabe ro. En times tid senere var jeg klar. Da jeg tog blusen med den dybe V-udskæring på, var jeg kommet til at tænke på Max. Mon han ville kunne lide den? Jeg havde arvet min italienske mors yppige barm, og på trods af alle andre komplekser var jeg stolt af den. Jeg kunne godt lide min kavalergang. Det var en af de få af mine feminine attributter, som jeg havde et uforbeholdent godt forhold til. Jeg fuldendte mit outfit med et par jeans og et par cremefarvede ballerinaer, og kort efter låste jeg mit blågrå folkevognsrugbrød op. Motoren
9
brokkede sig, og hele den gamle spand gyngede, prustede og stønnede, indtil jeg fik sat den i gear og langsomt trillede ud af baggården. Vognen bestod hovedsageligt af omhyggeligt overmalet rust, og før hvert bilsyn blev jeg nødt til at berolige mig selv med en baldriankur. Når så synsmanden kom hen til mig med alvorlig mine, blev jeg helt dårlig og ventede det værste. Men jeg havde været heldig indtil videre, og Gonzo - det kaldte vi rugbrødet – var med hiv og sving blevet godkendt for yderligere to år. På vejen gennemgik jeg endnu engang indkøbslisten i hovedet. Mit menukort bestod af "klassikere", altså de desserter, som altid stod på kortet, og et sæsonkort, som bestod af skiftende retter. Jeg fornyede det altid i starten af måneden og tilpassede det årstiden. Det tog mig en halv time at komme til grønttorvet i Sendling. Jeg var heldig og fik købt en kasse granatæbler af bedste kvalitet hos en af mine yndlingsfrugthandlere til en meget favorabel pris. Derudover købte jeg også en kasse hindbær, to kasser jordbær, en kasse rabarber, en kasse æbler og en kasse solbær. Halv otte var jeg hjemme igen. Jeg tømte rugbrødet og gik ind i caféen gennem bagdøren, der vendte ud til gården med garagerne. Frugtkasserne stillede jeg i kølerummet og lavede så endnu en kop kaffe til mig selv. Præcis klokken otte dukkede Mathilde, min køkkenhjælp, op. "Go' morgen, chef," sagde hun, selvom jeg havde forsøgt at vænne hende af med denne måde at tiltale mig på. Mathilde var sidst i fyrrerne, men så betydeligt ældre ud. Hun havde fire børn, som stadigvæk alle sammen boede hjemme, og en mand, som havde gjort det til sin livsopgave at passe på møblerne i den lille lejlighed. Ifølge Mathilde havde han i en evighed søgt et job "i en ledende stilling". Hvad det lige var, hendes fantastiske mand ville lede, var dog forblevet uvist. Hendes fire børn, som alle var unge fyre mellem sytten og femogtyve, arbejdede ikke, fordi de alle sammen var droppet ud af deres studier og hellere ville sidde derhjemme og spille computer. Dertil husede familien tre tilløbne katte. Jeg spurgte stadigvæk mig selv, hvordan det var muligt, når man boede på syvende etage i et højhus. Sidst og ikke
10
mindst var der også lige den trebenede familiehund, som bar det fantastiske navn "Stinke". Stinke havde ikke altid været handicappet. Ifølge Mathilde havde hunden mistet det fjerde ben "en eller anden gang da børnene legede med ham". Jeg havde forbudt mig selv at tænke nærmere over det. "God morgen, Mathilde." Jeg pegede smilende med hovedet i retningen af den billige filterkaffemaskine, som stod i et hjørne af køkkenet. Mathilde var et af de mest beskedne mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Kun i forhold til kaffe var hun sær. Selvom "sær" i denne sammenhæng ikke kunne sidestilles med "krævende". Jeg havde købt en original italiensk baristakaffemaskine til min café for mange penge. Når man betjente den, føltes det som at stå i førerhuset på et gammeldags lokomotiv. Alt hvislede, der steg damp op, og kondensvand hang i sølvskinnende dråber på de forkromede sider. Maskinen var virkelig iøjnefaldende, og kaffen var også helt god. Men Mathilde kunne ikke lide min "g-maskine", som jeg kaldte den i smug. "Jeg gider da ikke at betjene et helt rumskib bare for at få en kop kaffe," havde hun mumlet ved deres første møde og kigget mistroisk på alle de mange små knapper. Jeg havde lavet en kop kaffe til hende i håbet om at overbevise hende. Men forgæves. Mathilde skar en grimasse og erklærede, at min førsteklasses italienske kaffe var noget sprøjt. Næste gang hun kom, medbragte hun en maskine, som man får til billige penge i ethvert supermarked. I stedet for en pakke Arabica-bønner havde hun noget malet pulver med, som ganske vist lignede kaffegrums, men som garanteret kun indeholdt en ringe andel bønner. Ud fra konsistensen gættede jeg på fintmalede spadserestokke eller lignende besynderligheder. Mathilde hældte et halvt kilo i kaffefiltret, og kort efter lugtede hele køkkenet som en ammoniakfabrik. Nu var det mig, der rynkede på næsen.
11
"Endelig rigtig kaffe," sagde Mathilde på sin typisk rolige facon. Hun tilbød mig en kop, men jeg takkede pænt nej. Mathilde trak på skuldrene, og hendes blik sagde: "Den pige ved bare ingenting". Så bundede hun den første kop af den skarpt lugtende drik. "Samme menukort som sidste uge?" spurgte Mathilde og hældte endnu engang det udefinerbare pulver ned i filteret. "Præcis. Jeg tænker, at jeg begynder med vores New York-cheesecake, og så kan du lave browniedejen. Opskriften hænger på køleskabet.” Mathilde nikkede, tændte for radioen, og tavse gik vi i gang med arbejdet. Vi lavede alt selv om morgenen, og hvis der var noget, der blev udsolgt i løbet af dagen, kunne man bare ikke bestille det længere. Når det var væk – så var det væk. I begyndelsen fik jeg tit gabt over for meget rent økonomisk, fordi jeg havde tilberedt alt for meget og så endte med at brænde inde med resterne. Nu tilbød jeg færre ting, og forretningen gik endnu bedre end før. Denne "kunstige knaphed" lod simpelthen til at få kunderne til at købe mere. Da jeg skulle til at tilberede marengs til risdesserten, skete uheldet. Jeg havde ikke fået sat det ene af de to piskeris ordentligt fast, og vildt snurrende rev det sig løs og fløj tværs gennem køkkenet. Af ren og skær forskrækkelse slap jeg elpiskeren, og en byge af sej æggehvide regnede ned over mig. Mathilde undertrykte et grin. "For pokker!" Irriteret strøg jeg gennem mit klistrede hår. Så vandrede mit blik over til køkkenuret. Klokken var allerede lidt i ti. Klokken elleve åbnede caféen, og jeg havde ikke tid til at lave en afstikker til min lejlighed for at vaske hår. "Det tørrer", sagde Mathilde og fortsatte med at snitte rabarber. "Super," mumlede jeg og gik på jagt efter det forsvundne piskeris. Da jeg stod bag min disk fem minutter over elleve, var min fulde opmærksomhed rettet mod et par brede skuldre, der var i færd med at
12
anbringe en reklametekst på sportsforretningens glasfacade på den anden side af gaden. I mellemtiden var æggehviden i mit hår tørret, og takket være den ufrivillige proteinkur stod håret nu ud fra hovedet i utæmmede krøller. "Wow...," mumlede jeg anerkendende, da de brede skuldre løftede armene og satte endnu en reklametekst op. Max var virkelig en fryd for øjet. Hans jeans sad perfekt, og hans sporty bluse fremhævede hans figur. Han lagde hovedet på skrå og betragtede sit værk. Jeg betragtede den gode bagdel i hans jeans. Tre unge piger trådte ind i caféen. De bestilte alle sammen en caffe latte og citronmuffins med yoghurt-ganache. "Åh ... og også lige to kaffe-donationer," sagde den ene af de tre. De andre to så spørgende på hende. "Donationer?" spurgte den ene. "Her kan man donere kaffe eller retter fra menukortet", forklarede jeg. "Det er en tradition, jeg kender fra Italien. Man betaler for det, som man vil donere til andre. Kommer der så for eksempel én ind i caféen, som næsten ingen penge har, så kan han eller hun spørge, om der er nogen gæster, der har doneret noget. Så får vedkommende det gratis. Din veninde donerer to kopper kaffe. Kommer der så to mennesker, der ikke har penge til en kop kaffe, får de kaffen, som din veninde har betalt for." Jeg holdt et rødt kladdehæfte op. "Her skriver vi alle donationer ind og krydser dem af, når en anden indløser dem." "Lyder super," sagde pigen. "Jeg donerer også to kopper kaffe." "Også mig!" sagde den tredje hurtigt. "Tak for det," smilede jeg. "Så skal I hver især betale for en muffin og tre kopper kaffe." De tre piger raslede med deres penge. "Sejt ...," sagde en af dem, da de bar deres tallerkner og kopper ud til en af de små bænke foran caféen.
13
Så lød der en dyb motorlyd: Jo, som kom forbi næsten hver morgen. Jeg lænede mig ind over disken for at holde udkig, og netop da kom hun ganske rigtigt susende. For hurtigt, som altid. Jo smed bilen ind i den ledige parkeringsbås lige foran caféen. Hun parallelparkerede så hurtigt og heftigt, at halvdelen af caféens gæster kiggede. Max, der netop var ved at fiksere den sidste reklametekst med en plasticspartel, hævede interesseret hovedet. Åh nej. Jeg fik bange anelser. Jo slukkede for motoren og steg så ud. Hendes bordeaux-farvede skinny jeans sad så lavt, at de spidse hofter stak ud over linningen. Hun skubbede sin pilotbrille lidt højere op på næseryggen og ordnede så håret med hænderne. Hun så ikke, hvad jeg så, og derfor for hun sammen, da Max pludselig begyndte at tale til hende. Han havde lagt spartlen, havde krydset vejen og syntes ikke det var spor underligt bare uden videre at tale til Jo. De to kom med det samme glimrende ud af det med hinanden. Efter deres fagter at dømme sludrede de afslappet om gamle biler og deres særlige tiltrækning. Max virkede imponeret over det, Jo sagde, for jeg så, hvordan han nikkede anerkendende et par gange. Til sidst åbnede de endda motorhjelmen. Mens Max beundrede det skinnende indre, gestikulerede Jo vildt i min retning. Jeg rystede afvisende på hovedet. Jeg ville aldrig nogensinde turde blande mig bare sådan. Jo rakte hænderne mod himlen i frustration. Pigerne på bænken foran caféen fniste. I dette øjeblik dukkede Max op igen og lod næsten med ærefrygt motorhjelmen smække i. Jeg iagttog, hvordan musklerne i hans arme trådte frem, da han forsigtigt trykkede metallet ned. Men så gjorde Jo noget, som et kort øjeblik fik mit hjerte til at gå i stå. Hun sagde noget til Max og vinkede derefter til mig gennem ruden. Jeg sank højlydt og stivnede. Max strakte hals, smilede og hævede så hånden til hilsen. Hvor var musehullet, når man havde brug for det? Jeg fik vinket kejtet tilbage. Min hånd føltes som et fremmedlegeme. Jo smilede op over begge ører og gentog så det indbydende vink, som skulle lokke mig udenfor.
14
Aldrig. Det ville blive det pinligste øjeblik i mit liv. For ikke at tænke på mit hår! Altså hev jeg alle de snavsede tallerkner, der stod rundt omkring på disken, til mig og pegede undskyldende med hovedet mod køkkenet. Max smilede igen, mens Jo lydløst formede ordet "loser" med munden. Jeg skulle bare væk. Hvis jeg endelig skulle gøre mig til grin, fordi jeg ikke kunne fremstamme en fornuftig sætning, så ville jeg i det mindste gøre det med perfekt hår. Smukt hår kunne helt sikkert udrette noget, det var jeg helt sikker på. Da jeg kom ud fra køkkenet igen, stod Jo ved disken. "Du er heldig, at der kom en fra butikken og hentede Max." Hun så skælmsk på mig. "Ellers havde jeg nemlig taget ham med indenfor." "Det gør du bare ikke." Jeg smækkede en lille stabel tallerkner ned på disken med en skramlen. "Har du set mit hår?" Jo lænede sig frem og kneb øjnene sammen. "Hvad er der med det?" "Jeg ligner en, der har sovet med hovedet i frituregryden. Jeg havde et lille uheld i køkkenet i morges, og siden da har det stået lige op i luften, som om jeg var en eller anden Albert Einstein-lookalike.” "Du overdriver." Jo lod dovent blikket glide hen over mine gæster. "Hvem interesserer sig for dit hår, når man kan kigge på din barm?" "Jo!" "Åh, lad nu være ..." Hun vendte sig om imod mig igen og grinede. ”Vil du virkelig bilde mig ind, at det er helt uden bagtanke, at du har lagt de to dér på serveringsfadet i morges?" "Du er umulig." Jo trak på skuldrene. "Og du er en lille hykler, når du stadigvæk påstår, at du ikke tænkte på den lækre Max, da du tog tøj på." "Måske lidt", indrømmede jeg. "Men ikke særlig meget." "Selvfølgelig." Mens Jo fortsatte med at tjekke mine gæster ud, lavede jeg en espresso og en Nutella-brioche til hende.
15
"Velbekomme." Jo fiskede en voldsomt krøllet tier op af møntlommen i sine jeans. "Det stemmer." "Du skal ikke altid give drikkepenge, Jo." "Og du skal ikke altid fortælle mig, hvad jeg skal gøre." Dermed var emnet for hendes vedkommende uddebatteret. Jeg lagde pengene i kassen og fodrede den fælles drikkepengesparebøsse med byttepengene. Jo tog en bid af briochen og nippede så til sin espresso. "Maya ..." Hun sank. "Det bliver aldrig til noget på den måde." "Det ved jeg godt." "Det var et ideelt oplæg. Jeg sagde til ham, at jeg skulle besøge min bedste veninde Maya, som ejer caféen. Han virkede ikke overrasket. Han kendte allerede dit navn! Du skulle bare have stillet dig ved siden af mig, og så kunne jeg have flettet dig ind i samtalen. Hvad er der så svært ved bare at sige "hej"? Han bider jo ikke. Max var fuldstændig afslappet. Ligesom normale mennesker taler helt naturligt med hinanden i ny og næ. Det er jo ikke, fordi du frier til ham, bare fordi du siger hej." Jeg stod i langt tid og skubbede papirservietter fra venstre til højre for at undgå at svare. Jo så stadig på mig. "Men mit hår ..." mumlede jeg til sidst. "Dit hår!" Jo bankede espressokoppen ned på disken igen. "Helt ærligt? Dit hår?" "Ja!" "Okay, ved du hvad? Vi tager på det der skøre singlehotel. For hvis der er nogen der har brug for undervisning, så er det dig!" "Jeg vil ikke derhen." "Jo, du vil." Jo tog sin mobil frem. "Jeg ringer til Sabine med det samme og siger, at hun skal booke det." "Nej!" Jeg ville tage mobilen ud af hånden på hende, men Jo snuppede resten af sin brioche og flygtede ud af lokalet. "Jo!"
16
Hun vinkede nonchalant og forsvandt så ud på gaden. Allerede inden hun sad i cabrioleten, havde hun trykket nummeret. "Super..." Jeg støttede mig til disken og så på, hvordan Jo satte telefonen i den håndfri holder og talte uafbrudt imens. Uden at se sig tilbage trådte hun på speederen, skød ud af parkeringsbåsen og forsvandt ud af syne. Jeg skævede over til Max' sportsforretning, men han var heller ikke at se. Jeg hang slukøret med hovedet. Hvad var det dog, Sabine havde rodet mig ud i?
17
Kapitel 3 Little Queenie Lidt i tolv kom min fuldtidsansatte. "Hej, Maya!" Thea smilede og lod en stor, mørk solbrille forsvinde i sin skuldertaske. I sin lange, spraglede sommerkjole lignede hun en sommerfugl, som tilfældigt havde forvildet sig ind i min butik. Hun strøg det lange, mørkeblonde hår væk fra ansigtet, og det skinnede med et kobberagtigt skær, som var det glaseret med den reneste rav. "Hej, Thea! Har du haft en god fridag?" "Åh, spørg mig ikke..." Hun grinede, lavede en affejende bevægelse og gik hen langs disken for at lægge sin taske inde i personalerummet ved siden af køkkenet. "Jeg har gjort rent. Men det skal du ikke sige til nogen. I det her skønne vejr burde man skamme sig over overhovedet at overveje at gøre rent." Thea forsvandt ind i køkkenet. Jeg fulgte hende med øjnene og rystede smilende på hovedet. Thea, som i virkeligheden hed Theodora Helene Kellinghusen, var lige fyldt tyve og kom fra en akademikerfamilie fra Hamborg. Moren, der var sidst i fyrrerne, havde lyse striber i håret og et jernhårdt blik, var professor i matematik-økonomi. Faren var neurobiolog med en international forskerkarriere. Begge hendes ældre brødre havde læst medicin og var godt på vej til at gøre familien ære med deres strålende karrierer. Samme plan havde man med det yngste barn. Thea, der fra starten havde været meget skeptisk med hensyn til denne idé, valgte den by, som i hendes øjne lå længst væk fra Hamborg: München. Hun havde bøjet sig for forældrenes pres om også at læse medicin, men i
18
virkeligheden havde hun kun været på universitetet én gang, og det var ved immatrikulationsfesten. I stedet havde hun besluttet sig for at finde et job og arbejde, indtil hun var sikker på, hvad hun engang ville være. I øjeblikket vaklede hun mellem folkeskolelærer og jurist. Jeg vidste, at hendes forældre støttede hende økonomisk, for Thea havde engang nævnt, at hun sparede beløbet op hver måned. Det, hun tjente som fultidsansat hos mig, var nok til at betale hendes etværelses lejlighed og hendes andre udgifter. Hun ville ikke bruge forældrenes penge, fordi de gav hende dem "under en falsk præmis", som hun engang forklarede. Hvis sandheden kom frem om hendes påståede medicinstudie, ville hun kunne betale forældrene tilbage. Hun talte aldrig om det, men jeg kunne mærke, at hun frygtede den dag, hvor hun måtte fortælle forældrene sandheden. "Hvad er planen?" Thea var flagret ind i lokalet fra køkkenet igen. Da der stadigvæk var forholdsvist tomt, besluttede jeg at sende hende i banken. Jeg havde indtjeningen fra fredag, lørdag og søndag i min håndtaske. "Kan du tage min håndtaske og finde min grå pung i den? Indtægterne skal sættes ind." "Selvfølgelig!" Hun smilede og gjorde, som hun blev bedt om. To minutter senere gik hun. Pengene var sikkert anbragt i hendes skuldertaske, hun havde sine store solbriller på næsen og havde snuppet en håndfuld rabarberstykker i køleskabet. Jeg vidste, at jeg kunne stole på hende, og det var kun derfor, at jeg en gang i mellem overlod det til hende at bringe pengene i banken. Thea, som havde nydt en beskyttet opvækst med to ældre brødre, der passede på hende, var uskylden selv. Måden, hun betragtede alt omkring sig med fordomsfri nysgerrighed på, afslørede, at der aldrig var sket hende noget ondt. Selvom der af og til var mandlige beundrere, der belejrede caféen under et eller andet påskud, førte det aldrig til noget. Thea interesserede sig overhovedet ikke for mænd.
19
Det virkede, som om hun stadigvæk havde så travlt med at finde ud af, hvem hun egentlig selv var, og hvad hun ville med sit liv, at der bare ikke var plads til en anden person i hendes liv. Inderst inde var jeg lidt taknemmelig for det, også selvom det nok var egoistisk. I løbet af de to år Thea havde arbejdet for mig, var jeg blevet så glad for hende, at jeg ikke kunne forestille mig, hvordan det ville blive, når hun endelig besluttede sig for en studieretning. Jeg blev revet brat ud af mine tanker, da en gruppe mennesker flokkedes foran min udendørsdisk. Jeg gættede på, at de arbejdede i en bank eller i forsikringsbranchen, så formelt som de var klædt på. Kvinderne havde fine sæt på i diskrete farver, og mændene havde jakkesæt og slips på. De bestilte alle sammen brioche-sandwich, som jeg tilberedte ved disken. Da de havde betalt, var Thea kommet tilbage. "Henter du nogle flere briocher?" bad jeg hende. På en gang havde jeg fået solgt elleve af de søde franske brød. Thea kom slæbende med nye forsyninger, og ved halv to-tiden kom der flere og flere i butikken. Der var mange, der sprang et solidt måltid over til fordel for en sød fristelse fra mit køkken. Dagens hit var den varme risdessert med marengslåg og friske skovbær, men den lagdelte rabarberkompot med vaniljebudding og kiksebunde i dessertglas gik også som varmt brød. I mere end to timer var Thea, Mathilde og jeg så optaget af vores kunder, at jeg ikke engang havde tid til at sende Max en enkelt længselsfuld tanke. Lidt over fire dukkede tre kvinder op i caféen, som var så iøjnefaldende klædt, at nogle af mine gæster spontant lagde skeer og gafler fra sig for at stirre på dem. Jeg derimod vinkede glad til dem, da de var populære stamgæster. "Hej, de damer! Hvordan går det?" De tre kvinder var butiksassistenter i en plus size-boutique der hed Little Queenie, som lå fire butikker længere henne. Her var det på dagsordenen "at prale frem for at skjule", og hvis man håbede på at finde noget med vidde, der
20
kunne skjule, havde man helt klart forvildet sig ind i den forkerte butik. Hos Little Queenie viste man, hvad man havde. I overensstemmelse med boutiquens sortiment havde butiksassistenterne alle sammen tætsiddende, figursyet tøj på og dertil guldglimtende, kæmpestore accessories, hvis stenbesatte detaljer næsten blændede en. Hos Queenie havde firserne overlevet, i hvert fald i forhold til de dramatiske frisurer. Hårlak var helt sikkert obligatorisk. Toupering var del af etiketten, og hvis man ikke havde nogen anelse om, hvordan man fremtryllede en firser-betonfrisure, havde man ikke noget at gøre som butiksassistent her. Højhælede sko var i øvrigt et krav. På grund af sit usædvanligt modige koncept var Little Queenie så tit på TV, at de tre assistenter og ejeren Tamara Devaulangé var blevet små stjerner. Ursi, holdets ældste, lænede sig henover disken for at give mig et smækkys. "Skattepige! Her sker da virkelig noget! Du ender med at blive millionær, og vi kommer til at sulte hver onsdag, fordi du lukker din café og slår dig ned i Miami!" Hun slap mig igen, uden at hendes kulsorte, farvede manke havde rokket sig en centimeter. Den havde knitret som bagepapir ved mine ører, da hun trykkede sig ind til mig. For mere end tyve år siden var Ursi flyttet fra Köln til München på grund af en kæreste, men sin Köln-dialekt var hun aldrig helt kommet af med. Alt, hvad hun sagde, lød på elskværdig vis som sprechstallmeister-tale. "Du har ret, der sker virkelig noget her i dag!" grinede jeg og betragtede hende diskret. Ursi havde en vovet blomstret long top på, som snoede sig om hendes frodige str. 56 som et rør af stof. Dertil et par skinny jeans, som hovedsageligt bestod af huller, og gyldne højhælede sko, hvis hælhøjde jeg skød til cirka 12 centimeter. De brede guldringe på hendes fingre ville have klædt enhver gangsterrapper. Også hendes to kollegaer, Diana og Inge, var opsigtsvækkende klædt. Diana havde en kropsnær hvid flæseminikjole på,
21
hvide strømpebukser med et storblomstret rosenmønster, en rød bolerojakke og røde pumps. Hun havde sat sit blonde hår som Farrah Fawcett. Inge havde mørkebrune leggings i imiteret læder på og en beigefarvet bluse med et broderet satinkorset udenpå, som pressede hendes i forvejen meget store barm helt op under hagen. Jeg var glad for, at hun i det mindste havde den nogenlunde anstændige bluse på indenunder, for ellers ville hun formodentlig blive anholdt for uanstændig optræden. Hun havde krøllet sit karamelbrune hår, og pandehåret nåede næsten ned til spidsen af hendes fine Barbie-næse. "Nå, tøser, hvad skal vi tage i dag?" overvejede Ursi højt, mens jeg også lod Inge og Diana overøse mig med fedtede læbestiftkys. Inge snuppede en serviet fra disken og tørrede grinende de røde og lyserøde aftryk væk. "Ja, hvad skal vi tage?" gentog Diana. "Tamara vil gerne have en New York-cheesecake med limesorbet." Hun skimmede tavlen med sæsonmenuen. "Jeg tror, at jeg er fristet af de der mandarin-cupcakes med kefirglasur." Hun så på mig. "Kan du ikke give mig to med det samme, Maya? En til hvert ben, som man siger." Hun fniste og så overhovedet ikke ud til at have dårlig samvittighed over kalorierne, hvilket jeg syntes var beundringsværdigt. "Meget gerne, Diana." "Hvordan skal jeg forestille mig en granatæbleburger, skat?" ville Ursi vide og skævede i retning af køkkenet. "Det er da noget sødt, ik'?" "Præcis. Jeg har tyknet granatæblekernerne med kirsebærsaft og gelatine, fyldt dem i forme, så de bliver lige så runde og flade som burgerbøffer. Brødet er lavet af sød gærdej. Derudover er der vaniljesovs, kirsebærsovs og karamelliserede mandelsplitter." "Ha, ha!" grinede Diana. "Vaniljesovsen som mayonnaise, kirsebærsovs som ketchup og mandelsplitterne erstatter de ristede løg. Du får nogle sjove idéer, Maya!" "Tak ...," svarede jeg lidt forlegen. "Den tager jeg!" sagde Ursi. "Jeg vil gerne have risdesserten, Maya," bad Inge.
22
"Nej altså, det går ikke!" protesterede Diana. "Den tager du altid. Nu skal du prøve noget nyt. Lad være med at være så kedelig. Se her: Forfriskningskage med appelsinbåde og kærnemælksis. Det lyder da forrygende!" "Men jeg vil nu gerne have risdesserten." Inge lod sig ikke rokke. "Men ...," protesterede Diana igen. "Så tager du forfriskningskagen næste gang," afbrød Ursi hende. "Stop nu." "Altså, en granatæbleburger, en cheesecake, to muffins og en risdessert." Jeg skrev bestillingerne ned på en seddel og gav Mathilde gennemslaget ude i køkkenet. Mens de tre gratier diskuterede muntert videre, tilberedte jeg deres bestillinger sammen med Mathilde. Så stillede jeg tallerknerne på to store bakker. Da tøserne fra Little Queenie var pålidelige stamgæster, gav jeg dem deres mad med på tallerkner og ikke i mine to-go æsker. Det så bare pænere ud, og da en af kvinderne altid bragte servicen tilbage om aftenen, var jeg ikke bekymret. De betalte, fodrede vores drikkepengesparegris og kyssede mig igen, før de trippede af sted i en sky af hårlak og blomsterparfume. Det tog hele ti minutter, før de andre gæster havde sundet sig oven på den forestilling. Thea smilede op til begge ører, da hun kom ind med en bakke tom service. "Kom lige ...," grinede jeg, tog et stykke køkkenrulle og tørrede læbestiftsresterne af hendes kinder. "Sådan kan du ikke gå rundt." "Jeg elsker de Queenies!" Thea tog bakken fra disken, og smilehullerne ved hendes mundvige fik hende til at se endnu yngre ud. "De er bare så cool." "Ja, det er de." Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide, hvor de købte deres selvsikkerhed. Der ville jeg nemlig også gerne slå til i stor stil. Ved tanken om selvsikkerhed vandrede mit blik automatisk over til sportsforretningen på den anden side af gaden. Jeg sukkede stille. Som om Max havde fornemmet mine tanker, dukkede han op i døren til sin butik. Langsomt trak jeg mig så langt tilbage bag disken, at han ikke kunne
23
se mig. Han stod og betragtede cafeens facade. Det gammeldags guldfarvede butiksskilt, de stiliserede cremehvide muffins, træbænkene foran døren. Han smilede og fik et næsten drømmende udtryk i ansigtet. Jeg sank. For pokker, hvor så han bare godt ud. Selvom jeg ville gøre meget for at lære ham at kende, vidste jeg, at mine hæmninger var for store. Hvis bare jeg havde været noget mindre hæmmet, mere selvsikker og cool, ville jeg for længst være marcheret over til hans butik med en bakke muffins og et sukkersødt "Hej, du er vist ny her, hjertelig velkommen, og jeg hedder forresten Maya", og derefter ville han ikke være sluppet ud af mine klør. I stedet for sad jeg og krøb sammen bag min disk som en forskrækket killing og ærgrede mig over mig selv. For første gang siden Sabine var kommet med forslaget om singlehotellet, spurgte jeg mig selv, om jeg mon alligevel havde brug for lidt undervisning.
24