Til kĂŚrligt minde om min far, Shlomo Harari
Indhold Historisk tidslinje . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Første del Den Kognitive Revolution 1 Et ubetydeligt dyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 2 Kundskabens træ . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 3 En dag i Adam og Evas liv . . . . . . . . . . . . . 50 4 Syndfloden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 A nden del Agerbrugsrevolutionen 5 Historiens største svindelnummer . . . . . . . . 87 6 Opførelsen af pyramiderne . . . . . . . . . . . . 107 7 Overbelastning af hukommelsen . . . . . . . . . 129 8 Historien er uretfærdig . . . . . . . . . . . . . . 143 Tredje del Foreningen af menneskeheden 9 Vejen frem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 10 Duften af penge . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 11 Imperiedrømme . . . . . . . . . . . . . . . . . . 198 12 Religionens lov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 13 Hemmeligheden bag succes . . . . . . . . . . . . 246 Fjerde del Den Videnskabelige Revolution 14 Opdagelsen af uvidenhed . . . . . . . . . . . . . 257 15 Forbundet mellem videnskab og imperium . . . . 285 16 Den kapitalistiske tro . . . . . . . . . . . . . . . 315 17 De industrielle hjul . . . . . . . . . . . . . . . . . 345 18 En permanent revolution . . . . . . . . . . . . . 361 19 Og de levede lykkeligt . . . . . . . . . . . . . . . 387 20 Homo Sapiens’ sidste dage . . . . . . . . . . . . . 408 Efterskrift: Dyret, der blev en gud . . . . . . . . 427 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 429 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 445 Billedkilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 447 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 449
Historisk tidslinje År før nu 13,5 milliarder Skabelsen af stof og energi. Fysikkens begyndelse. Skabelsen af atomer og molekyler. Kemiens begyndelse. 4,5 milliarder Planeten Jorden dannes. 3,8 milliarder De første organismer. Biologiens begyndelse. 6 millioner Den sidste fælles urmoder til mennesker og chimpanser. 2,5 millioner Arten Homo udvikler sig i Afrika. De første sten redskaber. 2 millioner Mennesket spreder sig fra Afrika til Eurasien. Forskelligemenneskearter udvikler sig. 500.000 Neandertalerne udvikler sig i Europa og Mellemøsten. 300.000 Daglig brug af ild. 200.000 Homo sapiens udvikler sig i Østafrika. 70.000 Den Kognitive Revolution. Udviklingen af fiktivt sprog. Historiens begyndelse. Sapiens spreder sig fra Afrika. Sapiens bosætter sig i Australien. Udslettelse af den 45.000 australske megafauna. 30.000 Neandertalerne udslettes. 16.000 Sapiens bosætter sig i Amerika. Udslettelse af den amerikanske megafauna. 13.000 Homo floresiensis udslettes. Homo sapiens er den eneste overlevende menneskeart. 12.000 Agerbrugsrevolutionen. Planter og dyr domesticeres. Permanente bosættelser. 5000 Første kongeriger, skriftsprog og penge. Polyteistiske religioner.
4250
Første imperium – Sargons Akkadiske Rige (Mesopotamien). 2500 Møntsystemet opfindes – et universelt betalings system. Det Persiske Rige – et universelt politisk system »til gavn for alle mennesker«. Buddhismen i Indien – en universel sandhed, »som vil befri alle væsner for deres lidelser«. 2000 Han-dynastiet i Kina. Det Romerske Rige i Middelhavsområdet. Kristendommen. 1400 Islam 500 Den Videnskabelige Revolution. Menneskeheden erkender sin uvidenhed og begynder at tilegne sig en uovertruffen magt. Europæerne indleder erobringen af de amerikanske kontinenter og verdenshavene. Hele planeten bliver en samlet historisk arena. Kapitalismens fremkomst. 200 Den Industrielle Revolution. Familie og lokalsamfund erstattes af stat og marked. Masseudslettelse af planter og dyr. I dag Mennesket overskrider planeten Jordens grænser. Atomvåben truer menneskehedens overlevelse. Organismerbliver i stigende grad formet af intelligentdesign frem for af naturlig udvælgelse. Fremtiden Bliver intelligent design grundprincippet for liv? Bliver homo sapiens erstattet af overmennesker?
Første del Den Kognitive Revolution
1. Et ca. 30.000 år gammelt aftryk af en menneskehånd på væggen i Chauvet-grotten i Sydfrankrig. Nogen forsøgte at sige: »Jeg var her!«
1 Et ubetydeligt dyr For omkring 13,5 milliarder år siden førte det såkaldte Big Bang til dannelsen af stof, energi, tid og rum. Historien om disse fundamentale træk ved vores univers kaldes fysik. Omkring 300.000 år efter deres opståen begyndte stof og energi at samle sig til komplekse strukturer, atomer, som igen forenede sig til molekyler. Historien om atomer, molekyler og deres indbyrdes reaktioner kaldes kemi. For omkring 3,8 milliarder år siden begyndte visse molekyler på en planet ved navn Jorden at forene sig, så de dannede større, mere komplicerede strukturer ved navn organismer. Historien om organismer kaldes biologi. For cirka 70.000 år siden begyndte organismer, der tilhørte arten Homo sapiens, at danne endnu mere sindrige strukturer i form af kulturer. Den efterfølgende udvikling af disse menneskelige kulturer kaldes historie. Tre vigtige revolutioner har formet historiens forløb: Den Kognitive Revolution satte skub i historien for cirka 70.000 år siden. Agerbrugsrevolutionen fik den til at accelerere for omkring 12.000 år siden. Den Videnskabelige Revolution, som for alvor kom i gang for kun 500 år siden, kan udmærket gøre en ende på historien og indlede noget helt nyt. Denne bog handler om, hvordan disse tre revolutioner har påvirket mennesket og dets medorganismer. Der var mennesker på Jorden, længe før der var historie. Dyr, der mindede meget om moderne mennesker, dukkede op for første gang for cirka 2,5 millioner år siden. Men gennem utallige generationer skilte de sig ikke ud fra myriaderne af andre organismer, som de delte bosteder med.
14 sapiens
Hvis du tog på udflugt i Østafrika for to millioner år siden, ville du formentlig kunne støde på en velkendt forsamling af mennesker: ængstelige mødre med spædbørn i favnen og flokke af sorgløse børn, der legede i mudderet; temperamentsfulde unge, der gjorde oprør mod samfundets normer, og trætte ældre, som bare ønskede at få fred; machoer, der bankede sig på brystet og forsøgte at gøre indtryk på den lokale skønhed, og kloge, gamle koner, som allerede havde oplevet det alt sammen. Disse fortidsmennesker elskede, legede, knyttede tætte venskaber og konkurrerede om status og magt – men det samme gjorde chimpanser, bavianer og elefanter. Der var ikke noget særligt ved dem. Ingen, og mindst af alle disse mennesker, havde nogen anelse om, at deres efterkommere en dag ville komme til at gå på månen, spalte atomet, kortlægge generne og skrive historiebøger. Det vigtigste faktum om de forhistoriske mennesker er, at de var ubetydelige dyr, som ikke påvirkede deres miljø i højere grad end gorillaer, ildfluer eller gopler. Biologer opdeler organismer i arter. Dyr siges at tilhøre samme art, hvis de parrer sig med hinanden og føder frugtbart afkom. Heste og æsler har nyere fælles forfædre og mange fælles fysiske træk. Men de viser kun ringe seksuel interesse for hinanden. De parrer sig, hvis de bliver tilskyndet til det – men deres afkom, mulddyr, er sterile. Mutationer i æslernes dna kan derfor ikke videreføres til heste eller det modsatte. De to typer dyr bliver derfor betragtet som to adskilte arter, der udvikler sig i hver deres retning. I modsætning hertil ser en bulldog og en cockerspaniel meget forskellige ud, men de tilhører den samme art med en fælles dna. De parrer sig med glæde, og deres hvalpe vokser op og parrer sig med andre hunde for at avle endnu flere hvalpe. A rter, der har en fælles stamfader, samles under betegnelsen ‘slægt’. Løver, tigre, leoparder og jaguarer er forskellige arter inden for slægten Panthera. Biologer giver organismer latinske navne, der består af to dele: slægt efterfulgt af art. En løve er for eksempel en Panthera leo, arten leo fra slægten Panthera. Og vi må gå ud fra, at alle, som læser denne bog, tilhører Homo sapiens – arten sapiens (den tænkende) fra slægten Homo (menneske). Slægter grupperes i familier som for eksempel katte (løver, pantere, tamkatte), hunde (ulve, ræve, sjakaler) og elefanter (elefanter, mammutter, mastodonter). Alle medlemmer af en familie kan spore deres
et ubetydeligt dyr 15
afstamning tilbage til en oprindelig matriark eller patriark. Alle katte, lige fra den mindste kattekilling til den vildeste løve, har for eksempel en fælles kattestamfader, der levede for omkring 25 millioner år siden. Homo sapiens hører også til en familie. Dette banale faktum var tidligere en af historiens bedst bevogtede hemmeligheder. Gennem lang tid foretrak Homo sapiens at se sig selv som adskilt fra dyrene, et hittebarn uden familie, uden søskende, fætre eller kusiner og – vigtigst af alt – uden forældre. Men sådan forholder det sig ikke. Uanset om vi bryder os om det eller ej, er vi medlemmer af en stor og meget støjende familie, der kaldes menneskeaber. Vores nærmeste levende slægtninge omfatter chimpanser, gorillaer og orangutanger. Chimpanserne er vores allernærmeste slægtninge. For bare seks millioner år siden fik en enkelt hunabe to døtre. Den ene blev stammoder til alle chimpanserne, den anden er vores egen stammoder.
Skeletter i skabet Homo sapiens har skjult en endnu mere foruroligende hemmelighed. Vi har ikke bare utallige uciviliserede fætre og kusiner, men engang havde vi også en hel del brødre og søstre. Vi har vænnet os til at betragte os selv som de eneste mennesker, for gennem de seneste 10.000 år har vores art været den eneste menneskeart på kloden. Men den egentlige betydning af ordet menneske er »et dyr, som tilhører arten Homo«, og engang var der mange andre repræsentanter for denne art ud over Homo sapiens. Og som det vil fremgå af det sidste kapitel i denne bog, risikerer vi i den ikke alt for fjerne fremtid igen at skulle strides med ikke-sapiens mennesker. For at skelne klart bruger jeg ofte ‘sapiens’ om medlemmer af arten Homo sapiens, mens jeg bruger ordet ‘menneske’ om alle eksisterende medlemmer af slægten Homo. Mennesker udviklede sig i Østafrika for cirka 2,5 millioner år siden af en tidligere abeslægt ved navn Australopithecus – den »sydlige abe«. For cirka to millioner år siden forlod nogle af disse arkaiske mænd og kvinder deres hjemland for at rejse rundt og slå sig ned i store dele af Nordafrika, Europa og Asien. Eftersom der krævedes andre egenskaber for at overleve i de snedækkede skove i det nordlige Europa end for at holde sig i live i Indonesiens fugtige jungler, udviklede de menneskelige
16 sapiens 2. Forslag til, hvordan voressøs kende kan have set ud (fra venstre til højre): Homo rudolfensis (Østafrika); Homo erectus (Østasien); Homo neanderthalensis (Europa og Vestasien). Alle er mennesker.
befolkningsgrupper sig i forskellige retninger. Resultatet var flere adskilte arter, som af forskerne har fået tildelt forskellige latinske navne. Mennesker i Europa og det vestlige Asien udviklede sig til Homo neanderthalensis (»mennesket fra Neander-dalen«), normalt kaldet neandertalere. De var kraftigere bygget og mere muskuløse end os, sapiens, og tilpasset det kolde klima i Istidens vestlige Eurasien. De mere østlige områder af Asien var befolkede af Homo erectus, »det oprejste menneske«, som overlevede i det område i tæt ved to millioner år, hvilket gør det til den mest levedygtige menneskeart nogen sinde. Denne rekord bliver næppe slået af vores egen art. Det er tvivlsomt, om Homo sapiens stadig eksisterer om tusind år, så to millioner år er nok uden for vores rækkevidde. På øen Java i Indonesien boede Homo soloensis, »mennesket fra Solodalen«, som var tilpasset et liv i troperne. På en anden indonesisk ø – den lille ø Flores – blev de arkaiske mennesker til dværge. Mennesker nåede oprindelig frem til Flores, da vandstanden var usædvanligt lav, og der var nem adgang til øen fra hovedlandet. Da havene steg
et ubetydeligt dyr 17
igen, blev nogle mennesker fanget på øen, der havde få ressourcer. De største mennesker, som havde brug for masser af føde, døde først. De mindre havde langt større held med at overleve. I løbet af generationer blev menneskene på Flores til dværge. Denne unikke art, som videnskabsfolk kalder Homo floresiensis, have en maksimal højde på en meter og vejede under 25 kilo. Ikke desto mindre var de i stand til at lave stenredskaber, og indimellem lykkedes det dem endda at nedlægge en af øens elefanter – selv om det må indrømmes, at elefanterne også tilhørte en dværgrace. I 2010 blev endnu en forsvunden bror eller søster reddet fra glemslen, da forskerne opdagede en fossil fingerknogle i Denisova-hulen i Sibirien. Genetiske analyser viste, at fingeren tilhørte en hidtil ukendt menneskeart, som blev kaldt Homo denisova. Hvem ved, hvor mange af vores forsvundne slægtninge der venter på at blive opdaget i andre huler, på andre øer og i andre klimaer? Mens disse mennesker udviklede sig i Europa og Asien, gik udviklingen i Østafrika ikke i stå. Menneskehedens vugge nærede fortsat
18 sapiens
adskillige nye arter såsom Homo rudolfensis, »mennesket fra Rudolfsøen«, Homo ergaster, »det arbejdende menneske«, og med tiden vores egen art, som vi så ubeskedent har døbt Homo sapiens, »det tænkende menneske«. Medlemmerne af nogle af disse arter var kæmpestore, og andre var dværge. Nogle var frygtindgydende jægere, og andre var fredsommelige plantesamlere. Nogle boede på en enkelt ø, mens mange gennemstrejfede kontinenter. Men de tilhørte alle sammen slægten Homo. De var alle sammen mennesker. Det er en udbredt vildfarelse at forestille sig disse arter i en lige, nedstigende linje, således at ergaster avlede erectus, erectus avlede neandertalerne, og neandertalerne udviklede sig til os. Denne lineære model giver det fejlagtige indtryk, at kun én type mennesker befolkede Jorden på et givet tidspunkt, og at alle tidligere arter blot var ældre udgaver af os selv. Sandheden er, at Jorden fra omkring to millioner år siden til cirka 10.000 år siden på én og samme tid var hjemsted for adskillige menneskearter. Og hvorfor ikke? I dag findes der mange ræve, bjørne- og svineracer. For 100.000 år siden gik der mindst seks forskellige menneskearter rundt på Jorden. Det er vores nutidige eksklusive situation, ikke vores fortid med mange arter, der er speciel – og måske belastende. Som vi snart skal få at se, har vi sapiens gode grunde til at undertrykke mindet om vores søskende.
Prisen for at tænke Trods de mange indbyrdes forskelle deler alle menneskearter adskillige afgørende træk. Det mest iøjnefaldende er, at mennesker har usædvanligt store hjerner sammenlignet med andre dyr. Pattedyr, der vejer 60 kilo, har i gennemsnit en hjernestørrelse på 200 kubikcentimeter. For 2,5 millioner år siden havde de tidligste mænd og kvinder en hjerne på cirka 600 kubikcentimeter. Og moderne sapiens kan prale med en gennemsnitlig hjerne på 1200 til 1400 kubikcentimeter. Neandertalernes hjerner var endnu større. At evolutionen skulle favorisere store hjerner, forekommer måske os at være indlysende. Vi er så begejstrede for vores høje intelligens, at vi går ud fra, at mere er bedre, når det gælder hjernekraft. Men hvis det var tilfældet, ville kattefamilien også have frembragt katte, der kunne
et ubetydeligt dyr 19
løse matematiske opgaver, og frøer ville have lanceret deres eget rumprogram. Hvorfor er kæmpehjerner så sjældne i dyreriget? Faktum er, at en kæmpe hjerne stiller kæmpe krav til kroppen. Den er ikke nem at slæbe rundt på, især ikke når den er omgivet af et tungt kranie. Og det er endnu sværere at levere næring til den. Hos Homo sapiens udgør hjernen omkring to-tre procent af den samlede kropsvægt, men den forbruger 25 procent af kroppens energi, når kroppen er i hviletilstand. Til sammenligning bruger hjernen hos andre aber kun otte procent af energien, når kroppen hviler. Urmennesker måtte betale for deres store hjerner på to måder. For det første brugte de mere tid på at lede efter mad. For det andet blev deres muskler mindre. Ligesom en regering, der omdirigerer penge fra forsvar til uddannelse, omdirigerede mennesker energi fra muskler til neuroner. Det er ikke givet, at det er en god strategi for overlevelse på savannen. En chimpanse kan ikke vinde en diskussion med en Homo sapiens, men aben kan flå mennesket i småstykker som en kludedukke. I dag har vi god nytte af vores store hjerner, fordi vi kan producere biler og våben, som gør os i stand til at bevæge os hurtigere end chimpanser og skyde dem på sikker afstand i stedet for at slås korporligt med dem. Men biler og våben er et nyt fænomen. Gennem mere end to millioner år blev det menneskelige nervesystem ved med at vokse, men bortset fra nogle flinteknive og spidse pinde havde mennesker ikke meget andet at prale med til gengæld. Hvad var det, som fremmede udviklingen af den store menneskehjerne gennem disse to millioner år? Det ved vi ærlig talt ikke. Et andet iøjnefaldende menneskeligt karakteristikum er, at vi går oprejst på to ben. Når man står op, er det nemmere at spejde ud over savannen efter vildt eller fjender, og armene, der ikke bruges til at bevæge kroppen fremad, bliver frigjort til andre formål såsom at kaste med sten eller signalere. Jo mere disse hænder kunne udrette, desto større succes havde deres ejermænd, så evolutionen førte til en øget koncentration af nerver og forfinede muskler i håndflader og fingre. Af samme grund kan mennesker udføre meget komplicerede opgaver med hænderne. Og frem for alt kan de producere og bruge avancerede redskaber. De første tegn på menneskelige redskaber er omkring to millioner år gamle, og fremstilling og brug af redskaber er de kriterier, som arkæologer bruger til at identificere forhistoriske mennesker.
20 sapiens
Men der er også ulemper ved at gå oprejst. Skelettet hos vores forfædre, primaterne, blev udviklet for millioner af år siden for at understøtte et dyr, der gik på alle fire og havde et relativt lille hoved. Det var lidt af en udfordring at tilpasse sig en oprejst stilling, især når knoglestrukturen skulle understøtte et særlig stort kranie. Mennesket betalte for det forbedrede udsyn og de ferme hænder med hold i ryggen og nakken. Kvinder betalte en ekstra høj pris. Den oprejste gang førte til smallere hofter og en indsnævret fødekanal – samtidig med at spædbarnets hoved blev større og større. Dødsfald under fødsler blev en væsentlig risiko for kvinder. De, der fødte tidligt, når barnets hjerne og hoved stadig var relativt lille og blødt, klarede sig bedst og levede længe nok til at få flere børn. Den naturlige udvælgelse favoriserede således de tidlige fødsler. Og hvis man sammenligner med andre dyr, bliver mennesker faktisk født for tidligt, mens mange af deres livsvigtige systemer stadig er underudviklede. Et føl kan gå rundt kort efter fødslen; en killing forlader sin mor for selv at søge føde, når den er nogle få uger gammel. Menneskebørn er hjælpeløse og afhængige af, at ældre sørger for at føde, beskytte og uddanne dem gennem mange år. Dette faktum var en væsentlig årsag til menneskets usædvanlige sociale evner, men også dets unikke sociale problemer. Enlige mødre havde svært ved at finde tilstrækkeligt med føde til deres afkom og sig selv, mens de samtidig skulle bære rundt på børnene. Det krævede konstant hjælp fra andre familiemedlemmer og naboer at opfostre børnene. Opfostringen af et menneske kræver en stamme. Af samme grund favoriserede evolutionen dem, der var i stand til at knytte stærke sociale bånd. Eftersom mennesker fødes som underudviklede, kan de uddannes og socialiseres i langt større omfang end noget andet dyr. De fleste pattedyr kommer ud af livmoderen som glaseret lertøj fra en ovn – ethvert forsøg på at omforme dem vil skade eller knuse dem. Mennesker kommer ud af livmoderen som smeltet glas fra en ovn. De kan snos, strækkes og formes med en overraskende grad af frihed. Det er derfor, vi i dag kan oplære vores børn til at blive kristne eller buddhister, kapitalister eller socialister, krigere eller pacifister. *
et ubetydeligt dyr 21
Vi går ud fra, at en stor hjerne, brugen af redskaber, enestående indlæringsevner og komplekse sociale strukturer er kolossale fordele. Det virker indlysende, at disse ting har gjort mennesket til det mægtigste dyr på Jorden. Men mennesker besad alle disse fordele gennem to millioner år, hvor de forblev svage, ubetydelige væsner. Trods deres store hjerner og skarpe stenredskaber levede mennesker for en million år siden således i konstant frygt for rovdyr, de jagede sjældent storvildt og levede hovedsagelig af at samle planter og insekter, jage mindre dyr og spise af de ådsler, som mere magtfulde kødædere havde efterladt. De tidlige stenredskaber blev som oftest anvendt til at flække knogler, så man kunne spise marven. Nogle forskere mener, at det var vores oprindelige specialitet. Ligesom spætter specialiserer sig i at hakke insekter ud af træstammer, specialiserede de første mennesker sig i at pille marv ud af knogler. Hvorfor marv? Jo, lad os nu antage, at du iagttager en løveflok, som nedlægger og æder en giraf. Du venter tålmodigt, indtil de er væk. Men det er stadig ikke din tur, for først kommer hyænerne og sjakalerne – og dem tør du ikke slås med – for at fråse i resterne. Først derefter drister du og din flok jer til at nærme jer ådslet, mens I spejder agtpågivent til alle sider – og gå i gang med det spiselige væv, der er tilbage. Dette er en vigtig nøgle til at forstå vores historie og psykologi. Indtil for ganske nylig befandt slægten Homo sig midt i fødekæden. Gennem millioner af år jagede mennesker mindre dyr og indsamlede den føde, de kunne finde, samtidig med at de blev jagtet af større rovdyr. Det var først for 400.000 år siden, at flere af menneskearterne begyndte at jage større vildt med jævne mellemrum, og det er kun inden for de seneste 100.000 år – hvor Homo sapiens har spredt sig – at mennesket er sprunget op i toppen af fødekæden. Det spektakulære spring fra midten til toppen har haft kolossale følger. Andre dyr i toppen af kæden, såsom løver og hajer, har udviklet sig til at nå den position uendelig langsomt, gennem millioner af år. Det satte økosystemet i stand til at udvikle bremser og modvægte, som forhindrede løver og hajer i at forårsage alt for store ødelæggelser. Mens løver blev mere dødbringende, blev gazeller i stand til at løbe hurtigere, hyæner blev bedre til at samarbejde, og næsehorn blev hidsigere. I modsætning hertil steg mennesket så hurtigt op til toppen, at økosystemet ikke fik tid til at tilpasse sig. Dertil kommer, at
22 sapiens
mennesket selv ikke lærte at tilpasse sig. De fleste af planetens mest fremtrædende rovdyr er majestætiske skabninger. Millioner af års dominans har fyldt dem med selvtillid. Men sapiens minder mere om en diktator fra en bananrepublik. Eftersom vi indtil for ganske nylig har været en af savannens tabere, er vi stadig opfyldt af angst og nervøsitet over vores position, og det gør os ekstra grusomme og farlige. Mange af historiens ulykker, fra dødbringende krige til økologiske katastrofer, er et resultat af dette forhastede spring.
En race af kokke Et betydningsfuldt skridt på vejen til toppen var beherskelsen af ild. Nogle menneskearter har muligvis brugt ild en gang imellem helt tilbage til for 800.000 år siden. For omkring 300.000 år siden brugte Homo erectus, neandertalerne og Homo sapiens’ forfædre ild til daglig. Nu havde mennesker en pålidelig kilde til lys og varme og et dødbringende våben mod omstrejfende løver. Kort tid senere begyndte mennesker måske ligefrem bevidst at sætte ild til deres omgivelser. En omhyggeligt kontrolleret brand kunne forvandle ufremkommelige, ufrugtbare krat til førsteklasses græsland, som myldrede med byttedyr. Og når ilden var døet hen, kunne initiativrige stenaldermennesker vandre rundt i de rygende rester og høste grillede dyr, nødder og rodknolde. Men det bedste, ilden gjorde, var at varme maden op. Mad, som mennesker ikke kan fordøje råt – for eksempel hvede, ris og kartofler – blev grundbestanddele i vores kost takket være ilden. Og ilden ændrede ikke bare madens kemi, men også dens biologi. Opvarmningen dræbte bakterier og parasitter, som maden var inficeret med. Det var også langt nemmere for mennesker at tygge og fordøje gamle livretter såsom frugt, nødder, insekter og ådsler, hvis de var tilberedt over et bål. Mens chimpanser bruger fem timer om dagen på at tygge rå føde, er en enkelt time tilstrækkeligt for mennesker, som spiser kogt eller stegt mad. Brugen af ild til madlavning gjorde mennesker i stand til at spise mere varieret kost, bruge mindre tid på at spise den og klare sig med mindre tænder og kortere tarme. Nogle forskere mener, at der er en direkte sammenhæng mellem brugen af ild til madlavning, formind-
et ubetydeligt dyr 23
skelsen af tarmsystemet og den voksende menneskehjerne. Eftersom lange tarme og store hjerner forbruger masser af energi, er det en hæmsko at have begge dele. Ved at forkorte tarmene og formindske deres energiforbrug åbnede madlavningen vejen for, at neandertalerne og sapiens fik kæmpehjerner.¹ Ilden åbnede også det første betydningsfulde svælg mellem mennesket og andre dyr. Næsten alle dyrs styrke er afhængig af deres kroppe: muskelstyrken, tandstørrelsen, vingebredden. Selv om de kan udnytte vinde og havstrømme, er de ude af stand til at tøjle naturkræfterne og altid begrænsede af deres fysiske udformning. For eksempel kan ørne finde frem til luftsøjler, der stiger op fra jorden, hvorefter de breder deres store vinger ud og lader den varme luft løfte dem opad. Men ørne kan ikke kontrollere, hvor luftsøjlerne er, og deres maksimale bæreevne er afhængig af vingernes bredde. Da mennesker tæmmede ilden, opnåede de kontrollen over en lydig og potentielt set grænseløs kraft. I modsætning til ørne kunne mennesker vælge, hvor og hvornår de ville antænde en flamme, og de kunne udnytte ilden til alle mulige formål. Det vigtigste var, at ildens kraft ikke var afhængig af menneskekroppens form, struktur eller styrke. En enkelt kvinde med en flintesten eller en glødende pind kunne brænde en hel skov ned til grunden i løbet af få timer. Tæmningen af ilden var et varsel om, hvad der ville komme til at ske.
Vores brødres vogtere Trods fordelene ved ilden var mennesker stadig ubetydelige væsner igennem 150.000 år. De kunne skræmme løver væk, varme sig ved bålet i kolde nætter og brænde en skov ned. Men hvis man lagde alle arterne sammen, levede der stadig ikke mere end måske en million mennesker i området mellem Indonesien og Den Iberiske Halvø. De var bare et lille bip på den økologiske radarskærm. Vores egen art, Homo sapiens, var allerede trådt ind på verdensscenen, men indtil videre passede den bare sig selv i et hjørne af Afrika. Vi ved ikke præcis, hvor og hvornår dyr, der kan klassificeres som Homo sapiens, først udviklede sig fra et tidligere menneske, men de fleste forskere er enige om, at Østafrika for 150.000 år siden var befolket af sapiens, der så ud præcis som os. Hvis en af dem skulle dukke
24 sapiens
op i et moderne lighus, ville den lokale patolog ikke bemærke noget særligt. Takket være ilden havde de mindre tænder og kæber end deres forfædre, men store hjerner på størrelse med vores. Forskerne er også enige om, at sapiens for omkring 70.000 år siden spredte sig fra Østafrika til Den Arabiske Halvø, og derfra befolkede de hurtigt hele den eurasiske landmasse. Da Homo sapiens nåede frem til Arabien, var det meste af Eurasien allerede befolket af andre mennesker. Hvad skete der med dem? Der er to modstridende teorier. »Krydsningsteorien« handler om tiltrækning, sex og blanding af arter. Efterhånden som de afrikanske immigranter bredte sig ud over kloden, parrede de sig med andre menneskegrupper, og nutidens mennesker er et resultat af denne krydsning. Da sapiens for eksempel nåede frem til Mellemøsten og Europa, mødte de neandertalerne. Disse mennesker var mere muskuløse end sapiens, havde større hjerner og var bedre tilpasset et køligere klima. De brugte redskaber og ild, var gode jægere og tog sig tilsyneladende af de syge og svagelige. (Arkæologer har fundet knogler fra neandertalere, der har levet i mange år med alvorlige fysiske handikaps, hvilket er et tegn på, at deres slægtninge passede dem). På karikaturtegninger bliver neandertalere ofte skildret som arketypiske dyriske og dumme ‘hulemennesker’, men nyere forskning har ændret på dette billede. Ifølge krydsningsteorien parrede sapiens sig med neandertalere, da de trængte ind på deres områder, indtil de to befolkningsgrupper blev blandet sammen. Hvis det er tilfældet, er nutidens eurasiere ikke ren sapiens. De er en blanding af sapiens og neandertalere. På samme måde parrede sapiens sig med lokale erectus, da de nåede frem til Østasien, så nutidens kinesere og koreanere er en blanding af sapiens og erectus. Det modsatte synspunkt, den såkaldte ‘fortrængningsteori’, fortæller en helt anden historie – om uforenelighed, aversion og måske endda folkemord. Ifølge denne teori havde sapiens og andre mennesker forskellige kropsbygninger, sandsynligvis forskellige parringsvaner og kropslugte. De ville kun udvise ringe seksuel interesse for hinanden. Og selv hvis en neandertal-Romeo og en sapiens-Julie forelskede sig, kunne de ikke avle frugtbart afkom, fordi det genetiske svælg mellem de to befolkningsgrupper allerede var uoverstigeligt.
Ild gav os magt.
Sladder fremmede samarbejdet.
Yuval Noah Harari
Yuval Noah Harari
Agerbrug
For 100.000 år siden var Jorden beboet af mindst seks menneskearter. I dag er der kun en tilbage: Os
gjorde os sultne efter mere. (f. 1976) har en ph.d. i historie fra universitetet i Oxford og underviser i
Mytologi opretholdt lov og orden.
verdenshistorie på det hebraiske universitet i Jerusalem. SAPIENS udkom
Penge
første gang i Israel og blev efterfølgende
gav os noget at stole på.
udgivet på engelsk i forfatterens egen oversættelse. Bogen er siden udkommet
Modsætninger
på mere end 20 sprog verden over og er
skabte kultur.
allerede en international bestseller.
Videnskab gjorde os dødbringende.
Dette er den dramatiske beretning om vores ekstraordinære historie – fra ubetydelige aber til verdens herskere.
Sapiens
Yuval Noah Harari
En kort historie om menneskeheden Gyldendals Bogklubber
Sapiens
Homo sapiens Hvorfor endte lige præcis vores art med at herske over kloden? Hvordan kunne vores jæger- og samlerforfædre enes om at bygge byer og skabe kongeriger? Hvorfor begyndte vi at tro på guder, nationer og menneskerettigheder? At have tillid til penge, bøger og love? Og være slaver af bureaukrati,
En kort historie om menneskeheden
tidsplaner og forbrugerisme? Og hvordan vil vores verden udvikle sig i det næste årtusinde? Modigt og provokerende udfordrer SAPIENS alt det, vi troede, vi vidste om at være menneske: vores overbevisninger, vores handlinger, vores magt … og vores fremtid.