155 mm
I FORÅRET 2013 blev Danmark udråbt til en af verdens
er lektor i virksomhedshistorie på Copenhagen Business School og forfatter til 231 mm
en række erhvervshistoriske bøger, bl.a. Global Shipping in Small Nations – Nordic Experiences after 1960 (2012) og Creating Nordic Capitalism – the Business History of a Competitive Periphery (2008) samt GN Store Nord – a Company in Transition (2004). Martin Jes Iversen var i 2009 gæsteforsker på University of California, Berkeley og er studieleder på det trikontinentale HA International Business GLOBE program – et elitesamarbejde mellem CBS, Chinese University of Hong Kong samt University of North Carolina.
SIDSTE UDVEJ er historien om Finansiel Stabilitets udvikling fra efteråret 2008 til foråret 2013, hvor selskabet trods en nedarvet dansk modvilje mod statseje af banker kom til at overtage 12 pengeinstitutter, 459.000 enkeltkunder, udlån og garantier for 99 milliarder kr. samt 2.600 medarbejdere. Undervejs fortælles på baggrund af ubegrænset arkivadgang og samtaler med nøglepersoner om den danske version af den globale finanskrise – om aktørerne, bankpakkerne og de mange bankkrak.
155 mm
MARTIN JES IVERSEN
90 mm
SIDSTE UDVEJ er en fortælling om de nøglepersoner, der har virket i og omkring Finansiel Stabilitet: Formandsskabet, Henning Kruse Petersen
SIDSTE UDVEJ
Martin Jes Iversen (f. 1972)
mest solide økonomier. Bare fem år tidligere var det finansielle Danmark på randen af et regulært sammenbrud. Med et samlet udlån på astronomiske 1.750 mia. kr. truede alene Danske Bank reelt landets stabilitet. Som svar spændte den danske stat et ubegrænset sikkerhedsnet ud under hele banksektoren og etablerede et nyt og epokegørende finansielt holdingselskab – Finansiel Stabilitet – som en sikker landingsplads for landets vildfarne pengeinstitutter.
23 mm
MARTIN JES IVERSEN
90 mm
og Jakob Brogaard, den adm. dir. Henrik Bjerre-Nielsen, samt de ledende politikere, Lene Espersen, Brian Mikkelsen og Ole
SIDSTE J UDVE
Sohn, og topembedsmændene Mikael Dithmer, Ulrik Nødgaard samt sektorens ledende skikkelser bl.a. Peter Straarup og Peter Schütze.
Finansiel Stabilitet og Danmarks bankkrise
Lindhardt og Ringhof
Omslag: Simon Lilholt / imperiet.dk
M artin Jes Iversen
SIDSTE UDVEJ Finansiel Stabilitet og Danmarks bankkrise
Lindh a rdt og Ringhof
Indledning Finansiel Stabilitet var sidste udvej. Der var ikke andre muligheder, da EBH Banks bestyrelse efter et langt og dramatisk møde onsdag den 12. november 2008 henvendte sig til statens nystiftede afviklingsselskab. Andre løsninger var prøvet – at rejse ny aktiekapital, finde en kapitalstærk partner eller skille sig af med de mest problemfyldte engagementer – men forgæves. Nu ventede kun en uvis skæbne som den første kunde i statens afviklingsselskab. Selvsamme onsdag i november 2008 blev formandskabet i Finansiel Stabilitet – Henning Kruse Petersen og Jakob Brogaard – valgt, ligesom administrerende direktør Henrik Bjerre-Nielsen blev koblet på ledelsesholdet. Dette trekløver stod ligesom EBH Bank over for en uvis fremtid. I de følgende fire år skulle deres selskab komme til at befinde sig i epicenteret af den store danske bankkrise. Finansiel Stabilitet skulle komme til at overtage 12 pengeinstitutter, 459.000 enkeltkunder, udlån og garantier for 99 milliarder kr. samt 2.600 medarbejdere. Det fundamentale paradoks var, at afviklingsselskabet Finansiel Stabilitet i løbet af det første år af sit korte og intense liv udviklede sig hurtigere end noget andet statsligt – eller for den sags skyld privat – selskab i den finansielle danmarkshistorie. Hver måned kom der nye opgaver på bordet. Banker, der skulle afvikles i en kompliceret parallelproces, milliardstore statsgarantier, ejerskab af pengeinstitutter. Og måske vigtigst af alt skulle ledelsen i Finansiel Stabilitet afsøge en holdbar balance mellem på den ene side at være et statsejet selskab og på den anden side at kontrollere tidligere private banker. 7
Også for den danske stat var Finansiel Stabilitet sidste udvej. Daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen var inderligt og ideologisk imod statsejerskab af banker. I Danmark har vi i det hele taget ingen – eller i hvert fald meget ringe – historisk tradition for statsejerskab af banker endsige sparekasser eller kreditforeninger. Inden finanskrisen brød løs i 2008, virkede statsejede banker vel nok temmelig fjernt og utopisk for de fleste danskere. Nu var Finansiel Stabilitet en realitet, og Kruse Petersen, Brogaard og Bjerre-Nielsen skulle i de kommende år definere statens interesser, implementere lovgivningen og eksekvere ud fra deres blandede erfaringer. Kruse Petersen og Brogaard var kreditfolk fra den private sektor, mens Bjerre-Nielsen kendte tilsyns- og embedsmandssiden fra sine 12 år som direktør for Finanstilsynet. Denne trio skulle nu opbygge en organisationsstruktur, definere en ledig plads mellem Finanstilsynet, Nationalbanken og Økonomi- og Erhvervsministeriet, og endeligt skulle alle de små og store rutiner og procedurer defineres og fastlægges. Motivationen for at skrive Finansiel Stabilitets korte og intensive historie fra oktober 2008 til foråret 2013 er trefoldig. For det første afspejler Finansiel Stabilitets mikrokosmos en af de mest skelsættende og afgørende kriser i Danmarkshistorien – finanskrisen i 2008. Nedgangen i den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen fra 2008 til 2010 er med rette blevet sammenlignet med den økonomiske depression i 1930’erne. Krisen udsprang fra den finansielle sektor, og Danmark blev hårdere ramt end for eksempel vores nabolande Tyskland og Sverige, fordi der i årene op til krisen var blevet opbygget betydeligt mere privat gæld her i landet – fra et gældsniveau på 239 milliarder kr. i 2001 over 351 milliarder kr. i 2005 til 566 milliarder kr. i 2008. Den megen gæld var som en katalysator for opsvinget fra 2002 til 2007, men regningen blev stor, og i centrum for både opbygningen af gælden og problemet med betalingen stod pengeinstitutterne. 8
Historien om Finansiel Stabilitet handler således ikke alene om et statsligt afviklingsselskab, der frasolgte bankkunder og udstedte garantier. Det er historien om finanskrisens konsekvenser. Konsekvenserne af et fælles kapitel i vores historie præget af finansiel uansvarlighed, en løssluppen forbrugerstemning og et kollektivt blindt punkt i forhold til de ubalancer, som blev bygget op. Det er nemt – også for nemt – at udpege enkeltindivider som de skyldige bag denne udvikling. Der er folk, som står tilbage med et tungt ansvar – Niels Valentin Hansen fra Roskilde Bank, Jørgen Brændstrup fra Amagerbanken, Finn Strier Poulsen fra EBH Bank og Poul Blicher Johnsen fra Løkken Sparekasse og de andre entreprenante bankdirektører. Men deres handlinger forklarer ikke alle problemerne. De bidrog til krisen, men de skabte den ikke. Og det er værd at bide mærke i for alle os, der var samfundsborgere i perioden fra 2004 til 2012, hvor friværdifesten blev afløst af finanskrisedepressionen. Det var en rutsjetur, som man måske som individ, virksomhed eller samfund helst havde været foruden. Men nu er det sket, og så handler det om at lære af forløbet. Det kommer vi til at gøre på mange måder; historien om Finansiel Stabilitet er et lille, men væsentligt bidrag, som handler om, hvordan staten, finanssektoren og de involverede aktører forsøgte at kontrollere kaos og skabe en ny normalitet. Den anden grund til, at det er værd at beskæftige sig med Finansiel Stabilitets historie, har et mere jordnært udgangspunkt. Finansiel Stabilitet er i sin egen ret en interessant og lærerig organisation. Et selskab, som blev dyrket op fra en tom lovtekst i oktober 2008 til en virksom milliardkoncern på bare få måneder. Hvordan skabte man en organisation med procedurer, forretningsgange og kultur på så kort tid? Dertil kommer, at organisationen måtte træffe nogle endog meget store og vidtrækkende beslutninger om for eksempel bevillinger af individuelle statsgarantier til beløbsrammer, som havde potentiale til at ryste hele samfundet. 9
Den sidste motivation for at skrive nærværende historie angår Finansiel Stabilitets unikke karakter. Vi har kun en spinkel tradition for statseje af virksomheder i Danmark. Hvis man ser bort fra de traditionelle etater og infrastrukturvirksomheder, så har vi i Danmark holdt os fra statsligt ejerskab af banker, forsikringsselskaber, landbrug, værfter, produktionsvirksomheder og servicevirksomheder. Sådan behøvede det ikke at være. I for eksempel Sverige, Norge og Frankrig har staten historisk set brugt selskabsejerskab aktivt til udviklingen af økonomien. Og vores manglende tradition for statsejerskab gør historien om Finansiel Stabilitet særligt interessant. Det var nemlig jomfruelig jord, som selskabets ledelse betrådte fra efteråret 2008. Hvordan skulle de tidligere private aktører i Finansiel Stabilitet definere statens interesser? Hvordan skulle de afrapportere til ejeren – det vil sige staten og i sidste ende regeringen? Og hvordan skulle de definere det overordnede formål med Finansiel Stabilitet? En statslig ejer af private banker. Et afviklingsselskab i rivende udvikling. En paradoksal organisation midt i begivenhedernes centrum. Bogen her dækker et femårigt forløb fra sommeren 2008 til foråret 2013. En begivenhedsrig periode, hvor finanskrisen kastede en mørk skygge hen over hele Danmark. Landet blev fem bankpakker rigere, men mere end 140.000 private arbejdspladser fattigere. Fortællingen om det statslige afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet A/S, handler basalt set om, hvordan politikere, embedsmænd, bankfolk og investorer forsøgte at tøjle finanskrisens årsager og konsekvenser. Set i bakspejlet stod Danmark fem år senere, i foråret 2013, tilbage med en relativt stabil banksektor. Men i efteråret 2008 var intet givet. Danmark kunne være endt med et skyhøjt renteniveau, en flodbølge af tvangsaktioner, massearbejdsløshed samt politiske uroligheder svarende til dem, som blandt andet Grækenland og Spanien blev ramt af i efteråret 2012. Tegnet med det brede penselstrøg var det mest 10
bemærkelsesværdige ved perioden, at det lykkedes at navigere en fuldstændigt underdrejet banksektor helskindet igennem den værste krisetid siden 1930’erne. Præmissen for denne bog er samtidshistorisk metode. Det vil sige, at bogens ambition er at afdække et kronologisk begivenhedsforløb fra den nære fortid og forstå dets konsekvenser. Fra oprettelsen af Finansiel Stabilitet under Bankpakke 1 over opbygningen af organisationen og dens målsætninger til de senere års afklaring af formaliserede procedurer og magtstrukturer. At skrive historie om begivenheder, som fandt sted fra 2008 til 2013, er både en velsignelse og en udfordring. Velsignelsen er lige for. Som den svenske økonomiske historiker Håkan Lindgren skrev i sin biografi om Jacob Wallenberg, så bør historikeren arbejde kritisk, systematisk og altid med en ambition om at sætte sig ind i aktørernes tid og værdisæt.1 Med en ydmyghed og respekt over for aktørerne og deres kontekst kan eftertiden forsøge at forstå og fortolke beslutninger, begivenheder og konsekvenser. Det siger sig selv, at det er nemmere at sætte sig ind i en samtid, som man deler med aktørerne. På den anden side er det en stor udfordring at skrive om den nære fortid. Vi har endnu ikke den kronologiske distance, der skal til for at kunne skelne ubetydeligheder fra formative begivenheder. Vi kender endnu ikke konsekvenserne af den store bankkrise i Danmark – vi ved reelt ikke, om den er slut eller kun ved at tage form. Som samtidshistorie er denne bog derfor et letsindigt eksperiment. Et forsøg på at fortolke og forholde sig til begivenheder, mens de bogstaveligt talt fandt sted uden for forfatterens vindue. Når det alligevel er blevet gjort, er det, fordi historien er for vigtig til ikke at blive skrevet. Bogen er et bidrag blandt mange andre til en mosaik af fortolkninger, som vi kan tage med på rejsen, når tiden efter finanskrisen skal formes. 11
Bogen bygger på skriftlige kilder, primært fra Finansiel Stabilitets arkiv, der i sagens natur først og fremmest vedrører selskabets egen virksomhed, og som forfatteren har haft ubegrænset adgang til over en 15 måneders periode. Oplysninger om kredit institutter, der har modtaget individuel statsgaranti fra Finansiel Stabilitet og kunder i de overtagne pengeinstitutter, er i vid udstrækning omfattet af tavshedspligt. De skriftlige kilder er blevet suppleret af samtaler med nøgleaktører fra blandt andet Finansiel Stabilitet, Nationalbanken, den tidligere regering, ministerierne og pengeinstitutterne. Indsigtsfulde folk har bidraget med viden og konkrete oplysninger. Uden deres åbenhed og aktive deltagelse var der aldrig blevet nogen bog. Ansvaret for tolkninger af sammenhænge og forløb samt for eventuelle fejl og mangler er dog udelukkende forfatterens. En stor tak også til redaktør Anne Mette Palm for alle de mange uundværlige råd og korrektioner samt til mit »dream team« af talentfulde HA-International Business studerende fra Copenhagen Business School, som har hjulpet med research og inspireret undervejs: Nikolaj Brammer, Frederik Daugaard, Ida Dillekås, Oliver Folkmann, Kasper Hoielt Olesen, Maria Rosenstand og Daniel Tufte-Kristensen. Endeligt en stor og dybfølt tak til min hustru, Anita, uden hvis opbakning bogen aldrig var landet. Bogen er blevet til som en del af et større forskningssamarbejde med min kollega professor Hans Sjögren fra Stockholm School of Economics om bankkriser i Danmark og Sverige med støtte fra Nationalbanken, Nordeafonden og Nykredit.
12
K apitel 1
Det finansielle jordskælv Tirsdag eftermiddag den 16. september 2008 modtog præsident George W. Bush sine økonomiske rådgivere i Det Hvide Hus’ vestlige fløj. Præsidentens økonomiske chefrådgiver, Stanfordprofessor Edward P. Lazear, lagde ikke fingrene imellem. Over for præsidenten og den snævre personkreds fastslog professoren, at USA stod foran et muligt finansielt kollaps. Mandag morgen den 15. september 2008 var den 158 år gamle investeringsbank Lehman Brothers brudt sammen, mens en anden finansiel titan, Merrill Lynch fra 1914, blev overtaget af Bank of America. Dagen efter besluttede »The Fed«, den amerikanske centralbank, at indskyde 85 milliarder dollars – eller knap 490 milliarder kr. – i AIG, forsikringsselskabet, som havde påtaget sig en uoverskuelig global, finansiel risikobyrde. Onsdag den 17. september satte USA’s største sparekasse, Washington Mutual, så sig selv til salg, og inden ugen var omme, var de to gigantiske semioffentlige finansieringsinstitutter Fannie Mae og Freddie Mac sat under statsadministration, mens storbanken Wachovia passerede afgrundens rand. Jordskælvet midt i september 2008 sprængte alle rekorder på den finansielle Richterskala. En række af Wall Streets ældste, fineste og mest velestimerede selskaber lå tilbage i ruiner. Tilliden var væk. Finansverden skulle aldrig blive den samme. 13
Edward P. Lazear befandt sig som præsidentrådgiver i krisens absolutte brændpunkt. Stanford-professoren pegede efterfølgende på to overordnede årsagsforklaringer, der kunne anvendes på den finansielle krise – henholdsvis domino- og popcorneffekten.2 Udgangspunktet for dominoeffekten var, at situationen i efteråret 2008 var unik, og at især én enkeltstående faktor – statens manglende indgriben ved Lehman Brothers’ kollaps – blev den udløsende kraft, som fik den ene brik efter den anden til at vælte. Popcorneffekten som forklaring byggede derimod på, at problemerne var strukturelle. Efteråret 2008 var som en spruttende gryde med skoldhed olie. Selv om man havde fjernet et enkelt majskorn – ved for eksempel at løfte Lehman Brothers ud af kattepinen – ja, så ville problemerne bestå. Ét for ét ville kornene poppe, lige indtil bankerne, myndighederne og kunderne langsomt fik skruet ned for blusset og gradvist løst op for finanskrisens grundlæggende årsager. Lazears konklusion var, at der ikke var tale om en dominoeffekt udløst af Lehmann Brothers’ fald. Derimod var der tale om endnu et kapitel i den finansielle verdenshistorie, som de seneste 150 år har budt på en perlerække af finanskriser med et forholdsvist forudsigeligt grundforløb: Gryende højkonjunkturer fører til nye innovative opfattelser af finansielle risici. Kreativiteten puster så yderligere liv i vidtsvævende ejendoms- og aktivbobler, og når først kreditterne flyder, føler mange investorer, virksomheder og forbrugere sig rigere, end de er. Og det var netop, hvad der var sket frem til 2008: Fra den nederste amerikanske middelklasse, som med sindrige subprimeløsninger blev til attraktive låntagere, til Lehman Brothers’ karismatiske topchef Richard Full, som modtog i alt 484 millioner dollars eller godt 2,8 milliarder kr. i løn, bonus og aktieoptioner fra sin tiltrædelse i år 2000 til kollapset otte år senere, følte amerikanerne – og ikke kun dem – sig langt rigere, end de var. Der 14
blev danset lystigt, lige indtil musikken stoppede, og alle søgte mod udgangen. Tilbage i Danmark poppede oliegryden første gang den 10. juli 2008. Roskilde Banks administrerende direktør, Søren Kaare Andersen, bad Nationalbanken om hjælp med at tilvejebringe den nødvendige likviditet for at kunne drive banken videre. Bag murene i Arne Jacobsens funktionalistiske hovedværk i Havnegade står denne julidato tilbage som indledningen på et næsten ubegribeligt halvår. Umiddelbart vurderede Nationalbankens direktører imidlertid, at der var tale om en enestående sag, som kunne løses med de kendte metoder. Det var velkendt, at Roskilde Bank stod under vand. Det var resultatet af fire års aggressiv vækst, hvor balancen var steget med 232 procent fra 2004 til 2007. Det tilsvarende tal i andre vækstorienterede banker som Amagerbanken og Forstædernes Bank var på henholdsvis 108 og 85 procent, og i international sammenhæng blinkede advarselslamperne allerede ved en årlig balancestigning omkring 20 procent. Så situationen i Roskilde Bank var ekstrem. Banken var Danmarks ottende største pengeinstitut med en balancesum på 42,9 milliarder kr., og et eventuelt kollaps blev anset som værende uacceptabelt for Danmarks finansielle stabilitet. Så Nationalbanken indvilligede samme dag i at tilvejebringe den fornødne likviditet – efter at have aftalt et bidrag på 750 millioner kr. fra den danske finanssektors eget forsikringsselskab, Det Private Beredskab, og efter at regeringen havde indvilliget i at stille en tabsgaranti.3 Den 24. august 2008 stod det klart, at Roskilde Bank ikke længere levede op til lovens solvenskrav.4 Ingen potentielle købere stod på spring i kulissen, og Nationalbanken besluttede derfor at overtage forpligtelserne sammen med Det Private Beredskab. Omfanget af tabet på Roskilde Bank var endnu ukendt, men den 1. september 2008 måtte Nationalbanken og Det Pri15
vate Beredskab indskyde 4,5 milliarder kr. for at imødekomme de mest umiddelbare fordringer. På længere sigt var Nationalbanken imidlertid ikke indstillet på at sidde tilbage med milliardforpligtelserne fra Roskilde Bank. Den private banksektor måtte ikke alene bidrage med at løfte tabene, men også hjælpe med til at organisere en mere permanent placering af tabsengagementerne. Under normale omstændigheder ville problemet blive løst ved, at en større bank overtog det nødlidende institut, og hvis det ikke var muligt, ville en kollektiv løsning blive forsøgt. Sådan havde man gjort med Varde Bank i 1992, Kronebanken i 1984 og ved andre bankkrak tidligere. Det var, så at sige, den etablerede konkursmodel på side ét i bankmandens lærebog. Men omstændighederne var ikke normale i midten af september 2008. I de foregående måneder var det gradvist gået op for Nationalbankens direktion, at Roskilde Banks omfangsrige problemer kombineret med det dårlige kredithåndværk næppe var enestående. Der var flere danske pengeinstitutter, som på overfladen måske endnu overholdt lovens solvenskrav, men som ved nærmere eftersyn udviste lignende bankkrisesymptomer: overdreven udlånsvækst kombineret med voldsom eksponering over for enkelte, meget store kunder – særligt inden for ejendomssektoren. Og da netop ejendomssektoren havde skrantet gevaldigt fra foråret 2008, ja, så led bankerne. Ejendomskrisen i Danmark ville givetvis eskalere yderligere. Spørgsmålet var nu, hvor slemt det stod til under overfladen i de forskellige pengeinstitutters bøger. Hvor dybt ville bankerne falde? Hvor hurtigt ville det gå? Hvis det drejede sig om to andre banker, kunne det måske løses under Nationalbankens paraply. Men hvad gjorde regeringen og sektoren, hvis der var fire andre pengeinstitutter, som kom i problemer? Eller otte? Eller tolv? De mest erfarne medarbejdere i Nationalbanken begyndte 16
at ane konturerne af et skræmmende, uventet og i moderne tid uset fænomen. De danske bankers situation havde potentiale til udvikle sig fra en isoleret bankkrise til en strukturel finanskrise, hvor en hel stribe danske banker kunne bukke under. Måske ville smitten derpå sprede sig fra de udsatte små og mellemstore institutter til de større og umiddelbart mere robuste banker? En strukturel finanskrise ville true landets finansielle stabilitet – og dermed kunne der opstå en egentlig økonomisk krise med lammelser i de finansielle systemer, run på bankerne, nedlukninger af virksomheder, massearbejdsløshed, fald i bruttonationalproduktet og i sidste instans potentiale til udbredt politisk og social uro. En kædereaktion som ikke var foldet ud i Nordeuropa siden 1931. I slutningen af september 2008 bankede den strukturelle finanskrise på Christiansborgs slotsport. Sent søndag aften den 5. oktober 2008 blev lysene tændt og dørene slået op til Finansministeriets traditionsrige Rentekammersal på Slotsholmen i København. Klokken havde netop passeret midnat, da økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen og finansminister Lars Løkke Rasmussen bød velkommen. At pressemødet fandt sted så sent søndag aften, var i sig selv usædvanligt. Men det, der vakte særlig opsigt, var, at ministertalerne og den efterfølgende spørgetid foregik såvel på dansk som på engelsk. Hensigten med tidspunktet og sprogvalget var logisk. Finansverdenen sover aldrig, og netop denne nat hvilede de globale analytikeres øjne på Finansministeriet i København. Hvordan ville den danske regering tæmme den potentielt altødelæggende bankkrise, som var ved at lamme landet? Svarene skulle gives, inden markederne vågnede op tidligt mandag morgen. Espersen og Løkke Rasmussen præsenterede derpå et af de mest omfangsrige økonomiske forlig i Danmark siden 1933. Forliget, som siden blev kendt som Bankpakke 1, bestod af tre hovedpunkter samt en række følgeaftaler. Det centrale aspekt var 17
Natten mellem søndag den 5. oktober og mandag den 6. oktober 2008 præsenterede daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen sammen med finansminister Lars Løkke Rasmussen Bankpakke 1. Lene Espersen havde stået i spidsen for de intensive politiske forhandlinger i de foregående døgn, og nød i den forbindelse godt af mange års ministererfaring fra Justitsministeriet. På den anden side var det økonomiske ressortområde helt nyt for Espersen, der var blevet udnævnt som økonomiog erhvervsminister samt ny konservativ partiformand den 10. september. Der gik altså mindre end en måned fra minister- og partilederskiftet til præsentationen af den historiske og dramatiske Bankpakke 1. Lene Espersen havde medvind som partiformand i de dramatiske efterårsmåneder. Hun blev udråbt som landets fjerde mest magtfulde person af Berlingske Nyhedsmagasin, og mandag den 6. oktober 2008 offentliggjorde Berlingske Tidende en meningsmåling, hvor partiet gik frem fra under 10 til 14,4 procent. Lars Løkke Rasmussen var ligeledes tæt involveret i Bankpakke 1-forhandlingerne, og seks måneder senere blev Løkke Rasmussen udnævnt til landets statsminister. I de efterfølgende år var finanskrisen regeringens ubetinget største udfordring. (Thorkild Amdi/Polfoto)
18
en toårig ubegrænset statsgaranti til landets pengeinstitutter. Garantien dækkede alle indlån og andre simple kreditorers udestående – en statsgaranti af et næsten ufatteligt omfang på over 3.500 milliarder kr. Reelt blev kongeriget Danmarks solvensstyrke spændt for de private pengeinstitutters vogn – et i dansk sammenhæng hidtil uset finansielt greb. Dertil kom nye lånefaciliteter fra Nationalbanken og som det tredje og sidste led oprettelsen af et statsligt afviklingsselskab, der kunne overtage problemramte danske pengeinstitutter. De danske pengeinstitutter havde indvilliget i at betale op til 35 milliarder kr. for forligets tre facetter. Rammerne for Finansiel Stabilitet A/S var hermed lagt.
19
JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie
Martin Jes Iversen SIDSTE UDVEJ Finansiel Stabilitet og Danmarks store bankkrise © 2013 Martin Jes Iversen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Redaktion: Anne Mette Palm Omslag: Simon Lilholt/Imperiet.dk med fotos fra Polfoto Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-37286-9 1. udgave, 1. oplag 2013
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont
Forfatterens arbejde med bogen er støttet af Nationalbanken, Nordeafonden og Nykredit.
155 mm
I FORÅRET 2013 blev Danmark udråbt til en af verdens
er lektor i virksomhedshistorie på Copenhagen Business School og forfatter til 231 mm
en række erhvervshistoriske bøger, bl.a. Global Shipping in Small Nations – Nordic Experiences after 1960 (2012) og Creating Nordic Capitalism – the Business History of a Competitive Periphery (2008) samt GN Store Nord – a Company in Transition (2004). Martin Jes Iversen var i 2009 gæsteforsker på University of California, Berkeley og er studieleder på det trikontinentale HA International Business GLOBE program – et elitesamarbejde mellem CBS, Chinese University of Hong Kong samt University of North Carolina.
SIDSTE UDVEJ er historien om Finansiel Stabilitets udvikling fra efteråret 2008 til foråret 2013, hvor selskabet trods en nedarvet dansk modvilje mod statseje af banker kom til at overtage 12 pengeinstitutter, 459.000 enkeltkunder, udlån og garantier for 99 milliarder kr. samt 2.600 medarbejdere. Undervejs fortælles på baggrund af ubegrænset arkivadgang og samtaler med nøglepersoner om den danske version af den globale finanskrise – om aktørerne, bankpakkerne og de mange bankkrak.
155 mm
MARTIN JES IVERSEN
90 mm
SIDSTE UDVEJ er en fortælling om de nøglepersoner, der har virket i og omkring Finansiel Stabilitet: Formandsskabet, Henning Kruse Petersen
SIDSTE UDVEJ
Martin Jes Iversen (f. 1972)
mest solide økonomier. Bare fem år tidligere var det finansielle Danmark på randen af et regulært sammenbrud. Med et samlet udlån på astronomiske 1.750 mia. kr. truede alene Danske Bank reelt landets stabilitet. Som svar spændte den danske stat et ubegrænset sikkerhedsnet ud under hele banksektoren og etablerede et nyt og epokegørende finansielt holdingselskab – Finansiel Stabilitet – som en sikker landingsplads for landets vildfarne pengeinstitutter.
23 mm
MARTIN JES IVERSEN
90 mm
og Jakob Brogaard, den adm. dir. Henrik Bjerre-Nielsen, samt de ledende politikere, Lene Espersen, Brian Mikkelsen og Ole
SIDSTE J UDVE
Sohn, og topembedsmændene Mikael Dithmer, Ulrik Nødgaard samt sektorens ledende skikkelser bl.a. Peter Straarup og Peter Schütze.
Finansiel Stabilitet og Danmarks bankkrise
Lindhardt og Ringhof
Omslag: Simon Lilholt / imperiet.dk