Nadia Plesner
Simple Living Kamp og kunst fra en campingvogn
Lindhardt og Ringhof
Simple Living – Kamp og kunst fra en campingvogn © Nadia Plesner og Lindhardt og Ringhof Forlag 2015 Omslagslayout og -illustration: Nadia Plesner Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-45304-9 1. udgave, 1. oplag Trykt i Letland 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont Navne på enkelte personer, steder og organisationer er blevet ændret af hensyn til de involverede
Til Andreas
Prolog I mine mareridt er jeg tilbage i campingvognen. Min klæge, blodplettede dyne holder mig fast, og den vædes langsomt af snavset kondensvand, der pibler ned ad væggen, i den ene ende og af mine tårer i den anden. Fortvivlelsen sidder tungt i min brystkasse, og jeg kæmper febrilsk for at komme væk. Det er umuligt, jeg kan ikke bevæge mig. I stedet ligger jeg apatisk og stirrer på de brunblomstrede gardiner, hvor sorte skimmelsvampe danner nye mønstre time for time. Så vågner jeg. Og selv nu, flere år efter, er jeg dybt taknemmelig over at ligge i en tør, varm seng med førligheden i behold. Det er noget, jeg tænker på dagligt. Og det er, præcis hvad jeg tænker, da jeg ligger i de rene, knitrende lagner på hotellet i Genève. Jeg ligger smilende på sengen med armene bredt helt ud. Jeg skal altid prøve sengen som det første, når jeg tjekker ind på et hotelværelse. Denne seng og dette værelse er noget af det lækreste, jeg har oplevet. Jeg tager mine strømper af og nyder følelsen af det tykke gulvtæppe mellem tæerne, mens jeg går rundt og pakker ud. Jeg hænger min nye kjole frem på skabet og stiller mine højhælede sko under den. Adrenalinen pumper rundt i min krop, og jeg føler mig enormt beæret over at være her. Men jeg må stadig knibe mig i armen. Det er mange års arbejde og udfordringer, som nu kulminerer her i Genève. Jeg husker tilbage på, hvordan jeg skabte min tegning, Simple Living, og alle de tanker, der lå bag den. Jeg husker mine drømme om at lave et værk, som kunne skabe debat og udfordre informationsstrømmen i massemedierne. 7
Jeg er blevet inviteret af FN’s specialrapportør for kulturelle rettigheder, Farida Shaheed, som står bag den første FN-rapport nogensinde om kunstnerisk frihed og kreativitet. Den er udgivet af FN’s Menneskerettighedsråd og beskriver de mangeartede måder, som retten til kunstnerisk frihed og kreativitet kan indskrænkes på. I rapporten beskriver Farida lovgivninger og økonomiske, politiske og religiøse faktorer, som påvirker denne frihed. Og i morgen, hvor hun skal præsentere rapporten for Menneskerettighedsrådet, har hun inviteret fem kunstnere, som skal dele deres personlige erfaringer med kunst og censur, med på scenen. Jeg er en af dem. Før jeg forlod København, købte jeg en ny, lækker moleskin-notesbog og en ny kuglepen, så jeg kunne skrive min perfekte tale til FN i min perfekte notesbog. Jeg har åbnet den flere gange og lavet små kruseduller på første side, men jeg har ikke skrevet et eneste ord. Jeg har det hele i hovedet, men kan ikke få det ned på papiret. Jeg lægger mig på sengen og åbner notesbogen igen. Det virker helt vanvittigt at møde frem i morgen uden tekst eller notater. Jeg opgiver at skrive en hel tekst, men satser i stedet på at formulere en enkel, knivskarp boullionterning af erfaringsbaseret argumentation, som skal være min afsluttende replik: seks års arbejde i én sætning, som vil blæse tilhørerne omkuld. Men der kommer intet, så jeg opgiver og går ned i hotellets restaurant for at møde de andre. Der venter Ole Reitov og Marie Korpe, som tager varmt imod mig. De er gift og har sammen startet organisationen Freemuse, som arbejder for musikeres rettigheder. Jeg mødte dem første gang for et år siden i Oslo, hvor de arrangerede den første verdenskonference om kunst og censur: All That Is Banned Is Desired. Jeg var inviteret med som taler i kategorien Corporate Censorship og skulle fortælle om, hvordan min kunst endte i en retssal i Haag. Den varme og entusiasme, de begge viste mig og de andre kunstnere til konferencen, var som forældreomsorg, og jeg føler mig både glad og mindre nervøs, nu hvor jeg ser dem. 8
Vi bestiller mad og vin. Sangerinden Deeyah støder til selskabet. Hende mødte jeg også i Oslo, og hun er lige så blændende smuk, som jeg husker hende. Hun lyser op, da hun ser mig. “Hey, min danske søster,” griner hun og giver mig et knus. Mens vi spiser, gennemgår Ole programmet for næste dag og forklarer os, hvordan vi kommer igennem sikkerhedskontrollen, og hvilken sal vi skal tale i. Vi er enige om, at konferencen i Oslo var fantastisk, men at det er helt vildt, at vi nu skal på scenen i FN. Selvom vi er spændte, er stemningen løssluppen, og jeg griner så meget, at jeg får ondt i kæberne. Deeyah fortæller en sjov historie om sine kvaler med en meget smuk mand, hun dater. “Man skal altid holde sig fra de smukkeste mænd!” siger Marie. “De giver kun problemer. Det lærte jeg hurtigt, så dem droppede jeg at bruge min tid på.” “Hov, hov,” siger Ole. Vi er helt færdige. Vi bliver enige om ikke at gå for sent i seng, så vi kan være friske til den store dag. Jeg kan ikke selv lyne min nye kjole helt op, så jeg spørger Deeyah, om hun vil komme forbi mit værelse næste morgen. Da jeg falder i søvn, har min notesbog stadig blanke sider, men om natten drømmer jeg, at jeg står på scenen og siger det helt rigtige. Halvt i søvne skribler jeg det ned på en af hotellets servietter, som ligger på natbordet. Næste morgen vælter solen ind ad vinduet. Jeg tager et bad og tager min nye kjole på. Det er dagen før min 32-års fødselsdag, og det er nøjagtig to år siden, jeg modtog den endelig dom i min retssag. Det føles, som om det er et helt liv siden. Deeyah banker på. “Er du klar?” spørger hun. “Yes, jeg mangler bare din hjælp til lynlåsen,” siger jeg. Hun lyner mig op i nakken, og jeg tager min taske, så vi kan gå. “Hov, vent,” siger jeg og løber tilbage for at hente servietten med min tale. Vi går udenfor i solen og prajer en taxa. 9
Da vi står i kø foran FN-bygningen, fortryder jeg mit valg af sko. Jeg har helt nye, tårnhøje stiletter på, og de gnaver. Det er varmt, og den lange kø af mennesker kaster sorte skygger på asfalten. Der er et virvar af forskellige nationaliteter, og de fleste lande synes at være repræsenteret allerede her i køen. Vi snegler os fremad. Deeyah falder i snak med en irakisk mand, som står foran os i køen. Han spørger interesseret til den høring, vi skal deltage i. Bagefter fortæller han om sit eget ærinde i bygningen, men jeg hører ikke rigtig efter. Jeg har så meget adrenalin i kroppen, at det nærmest suser for ørerne. Tankerne flyver rundt. Efter halvanden time når vi frem til indgangen. Det ligner sikkerhedsområdet i en lufthavn, bare ti gange så kontrolleret. Der er vagter overalt, og vi står i kø for at lade vores tasker, jakker og mobiltelefoner køre igennem scanneren. En vagt vinker mig frem, så jeg kan gå igennem sensoren, og den hyler højt. “Shoes off!” siger han og vifter mig bagud. Jeg tager mine stiletter af, og nyder at kunne hvile fødderne et øjeblik. Jeg går igennem på strømpefødder, og han giver tegn til, at jeg kan tage skoene på igen. På en væg af storskærme kan man følge alle de høringer og møder, som foregår i dag. “The right to freedom of artistic expression and creation, room XXV”. Det er os. Efter sikkerhedstjekket skal vi forbi en række brune skranker og vise pas og opgive formål med besøget. Damen i skranken kan ikke finde mig på skærmen og må ringe rundt. Der er blevet byttet rundt på mit mellemnavn og mit efternavn i systemet. Hun retter fejlen, giver mig et kort, jeg kan have om halsen, og jeg går videre. Det er i den tilstødende bygning, det hele foregår. Ydersiden er tung og konservativ, indersiden er et pulserende organ af interna tionale ansigter, som hurtigt og rutineret bevæger sig forbi hinanden. I starten synes jeg, at alle ser så triste ud. Men så opdager jeg, at det ikke er tristhed. Det er alvor. Det føles helt uvirkeligt at få muligheden for at blive hørt et sted, hvor der tages beslutninger. 10
I forhallen samles vi med resten af holdet. Selvom det kun er otte måneder siden, vi mødtes første gang i Oslo, er det som at se gamle venner. Vi krammer og smiler nervøst til hinanden. Vores lille gruppe er en broget skare. Vores erfaringer med censur dækker et bredt spektrum, og man skulle tro, vi også var udvalgt i forhold til at repræsentere forskellige folkeslag. Ud over Deeyah og mig tæller gruppen den senegalesiske rapper Didier, den svenske teaterdirektør Jonathan og den malinesiske musiker Manny. Jeg har altid drømt store drømme, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at min tegning en dag ville blive valgt som FN’s officielle illustration på en rapport om kunstnerisk ytringsfrihed. Det hele er spændende, rørende og nervepirrende på én gang, og jeg bliver helt overvældet, mens vi står der i hallen. Vi bliver officielt budt velkommen af Mylene, som er en af arrangørerne. Hun viser os rundt, og jeg suger til mig af indtryk. Hun leder os igennem bygningen forbi en lang række sale, hvor skærme ved siden af dørene viser, hvilke høringer der er i gang. I midten af bygningen ligger den cirkelformede hovedsal. Ydervæggen er af glas fra gulv til loft, og jeg trykker næsen imod ruden. Salens form og stemmernes summen minder mig om en bikube. Vi begiver os videre mod den sal, vi selv skal tale i. Op ad rulletrapper, ned ad almindelige trapper og gennem lange, blanke gange, hvor gulligt lys giver genskin i gulvet. Vores lokale er mørkt og kompakt, og her taler man afdæmpet. Da vi træder ind i lokalet, knuger jeg hotelservietten i hånden. Oppe på scenen står et langt, mørkt bord med vandglas, papir, kuglepen og navneskilt foran hver plads. Der er tyve minutter, til høringen starter, og vi smalltalker foran scenen, mens FN-folk tester lyd, henter vand og rykker rundt på navneskiltene i forhold til rækkefølgen af vores taler. De viser os, hvor11
dan vi skal tænde for mikrofonerne på bordet, når vi taler. Jeg er nummer fire. Jeg er nervøs for at virke uprofessionel, men sniger mig til diskret at tage et foto af mit navneskilt med min telefon. Det er så syret en oplevelse at se det der på bordet, at jeg er nødt til at forevige det. Nede i salen står navnene på de forskellige dele gationer. Der er lande, menneskerettighedsorganisationer, kunst organisationer og grupper, som repræsenterer immaterielle rettigheder. Den norske ambassadør og direktøren for OHCHR skal også med på scenen for at deltage i debatten. Jeg kigger rundt i salen og læser navnene på de forskellige lande og organisationer. Jeg bemærker, at Frankrig har valgt ikke at deltage. Jeg er fuld af adrenalin og føler mig helt klar i hovedet. Det eneste, der generer mig, er mine sko. De har skrællet huden af hælene, og hvert skridt giver et jag af smerte. Der bliver givet tegn til, at vi skal sætte os på vores pladser. Til min store glæde ser jeg, at forsiden af bordene går ned til gulvet, så jeg smider skoene med det samme. Nu er der ikke noget, som distraherer mig, jeg er parat. “Det er simpelthen så vildt at være her,” hvisker jeg til Mylene. “Ja, det er en historisk dag,” svarer hun. “Det er første gang, en gruppe kunstnere er blevet inviteret til at gå på scenen i FN for at dele deres erfaringer med censur.” Mit hjerte banker. Ordstyreren tænder for sin mikrofon og byder velkommen. Så er det nu. Deeyah læner sig bagud i sin stol, og vores øjne møder hinanden bag ryggen af panelister. Hun blinker til mig. Jeg har det, som om min krop er klar til at løbe et maraton. “Er du klar?” hvisker Mylene. “Ja,” svarer jeg og sætter mig helt frem på stolen. Jeg folder servietten ud foran mig og repeterer endnu en gang listen over de fotos, jeg skal vise under min præsen12
tation. Det første viser en gammel, beskidt campingvogn, som står i dyb sne og tusmørke. Sneen har lagt sig i en lodret stribe ned over den mørke rude og får den til at ligne to bedrøvede øjne. Det er ubegribeligt, at det var dér, det hele begyndte for syv år siden.
14
15
Kapitel I Da jeg pludselig forlader alt og flytter til Amsterdam, overrasker det alle i min omgangskreds. Mit liv ser perfekt ud udefra: Jeg har været sammen med min første kærlighed i seks år, siden vi var atten og nitten år gamle. Jeg er blevet optaget på mit drømmestudie på Den Grafiske Højskole, hvor jeg har fået en masse skønne venner. Det er 2006, der er økonomisk opsving, og min kæreste og jeg har købt en dejlig lejlighed og to biler. Alt går efter planen. Jeg har arbejdet hårdt og målrettet hen imod det liv, vi har skabt, og forsøgt at være den perfekte kæreste, studerende, datter, veninde og medarbejder på den restaurant, hvor jeg arbejder deltids. Jeg er elevrådsformand og formand for festudvalget, og ved siden af studiet maler jeg og plejer drømmen om at blive kunstner. Jeg er fireogtyve og forsøger at ligge i front på alle områder. Og jeg føler, at jeg kvæles langsomt. “Du er sådan en, alle gerne vil være,” siger en af mine klassekammerater på et tidspunkt, men jeg har ingen idé om, hvem jeg egentlig er, og jeg tager imod hendes kompliment med en følelse af at være falsk. Jeg får hele tiden ros for, hvor meget jeg kan præstere, men bruger mere og mere tid på at græde på toilettet. Jeg er fuld af længsel efter noget nyt. Noget andet. Jeg har haft den samme kæreste i så mange år, at jeg ikke ved, hvem jeg er uden ham. Jeg har lyst til at rejse og tage på eventyr, og jeg har brug for at mærke begæret i min krop. Han er min bedste ven, men jeg har ikke lyst til ham længere. Ikke fordi jeg ikke elsker ham, ikke fordi han ikke er skøn og lækker, men fordi han repræsenterer vores liv, som jeg hader mere og mere dag for dag. 17
Jeg deler min tvivl med min onkel Tony. “Du vil fortryde det, hvis du forlader ham,” siger han. “Han har jo sådan set ikke gjort andet end at elske dig.” Han har ret. Og jeg hader mig selv for at have det sådan. Hvorfor kan jeg ikke bare være lykkelig, når jeg har det hele? Jeg forsøger flere gange at tale med min kæreste om det. Jeg foreslår, at vi rejser jorden rundt. Eller sælger lejligheden. Men han er afvisende. “Jeg elsker vores liv, som det er,” siger han, og jeg føler mig som en forræder – jeg har selv været med til at designe hver eneste del af vores tilværelse, og nu kan jeg kun tænke på at komme væk. Men dagene går, og jeg passer mine pligter. Jeg får meget hurtigt nogle fantastiske venner på Den Grafiske Højskole. På vores første dag bliver vi sat sammen to og to og sendt ud på en lang gåtur for at lære hinanden at kende. Jeg bliver sendt af sted sammen med Christian, og det er, som om vi har kendt hinanden altid. Han er en superdygtig grafiker og har rejst i hele verden. Jeg suger til mig, når han fortæller om eksotiske destinationer, koncertoplevelser, eller hvilke typer der kom forbi, dengang han arbejdede i en pølsevogn. En norsk pige, der hedder Juli, som går i klassen over os, er vores rusvejleder og skal tage sig af os i starten. Hun er høj og blond, og når hendes boblende latter hvirvler gennem gangene, smiler vi alle sammen. Vi klikker med det samme, og jeg kan mærke, at hun vil blive en nær veninde. Jeg melder mig til festudvalget og er med til at arrangere rusturen, som vi beslutter skal have pensionisttema. Alle skal trække en seddel med en bestemt type og møde udklædt op til turen. Vi har det sindssygt sjovt med at finde på rollerne. Der er katte damen, manden med svigtende korttidshukommelse, som hele tiden gentager sig selv, den inkontinente, den døve og et par stykker med stomi. Udklædningerne er kreative og ulækre, og vi griner, så støttestrømperne glider ned. Jeg trækker selv rollen som kattedame og laver et komplet fotoalbum med 100 forskellige fotos af 18
den samme kat. Jeg tager albummet og en flaske små grå med over til Juli. Da vi har tømt flasken, og jeg har fortalt hende indgående om min fiktive kat igennem flere timer, er vores venskab beseglet. Efter rusturen er Christian, Juli og jeg sammen hele tiden. Vi griner, fester og spiller bordfodbold i hver pause. Vi går til fredagsbar og arrangerer udklædningsfester, og jeg danser gennem gangene som Tina Turner, pensionist og bjørnebandit. Jeg elsker mine nye venner, men jeg er stadig fuld af udlængsel og deler mine frustrationer med dem over adskillige øl og kopper med Nescafé. De er helt med på, at det kunne være fedt at rejse, og vi arrangerer en tur til Amsterdam i vinterferien. Vi tager af sted en uge sammen med fem andre klassekammerater, og jeg glæder mig sådan til at komme væk fra det hele. * Vi ankommer til Amsterdam, som er dækket af gråsort sjap, men vi er helt oppe i gear over hinanden og over at være af sted. Vi går langs kanalerne fra coffee shop til coffee shop, hvor vi snakker og drikker kaffe og spiller backgammon. Jeg elsker at være væk og nyder hvert sted, vi kommer ind, hvert kunstmuseum og hver butik. Før jeg søgte ind på Den Grafiske Højskole, gik jeg på et forkursus sammen med min gode ven Mads. Vi søgte ind sammen, men han blev ikke optaget, og så flyttede han til Amsterdam og blev optaget på kunstakademiet Gerrit Rietveld. Da han hører, at jeg kommer til byen, inviterer han mig ud for at se Rietveld. Akademiet ligger uden for centrum og er opført i stål og glas. Den berømte møbeldesigner Gerrit Rietveld har tegnet akademiet ud fra sine egne teorier om, hvordan rum og lys skal spille sammen, så de skaber de bedste rammer for at lave kunst. Jeg føler mig draget af stedet allerede ude fra vejen. Gennem de store glas 19
partier på bygningens forside kan jeg se alle de studerende i fuldt sving på alle etager. De maler og bygger og banker. De kommer slæbende med spande, brædder, staffelier, papirruller, gipsplader, stofbunker og skrald. De hænger ting op på væggene: malerier, tegninger, fotos og installationer. De hører jazz og brygger kaffe. De har stearinlys og vinflasker i vindueskarmene og går i sjovt tøj. De er af alle nationaliteter, og jeg er ikke nået længere end til forhallen, før jeg har genkendt fem forskellige sprog samt registreret et par, jeg ikke kunne tyde. Jeg står i indgangen og kigger ind i kantinen til venstre, som summer af liv. Der spises, snakkes og grines, og mellem kaffekopper, vandflasker og sandwicher ligger der kunst på nærmest samtlige borde. Små værker, som folk er i gang med eller viser frem til deres medstuderende. Der er en kæmpe væg fuld af opslag, tegninger, plakater og invitationer til udstillinger, teaterstykker, koncerter og happenings af forskellig art. Jeg vil være med til det hele. På den modsatte side ligger akademiets egen butik med materialer. Der er forskellige slags papir, blyanter, pensler, kul, maling, tape, ståltråd og bøtter og æsker med alle mulige udefinerbare ting i. Der lugter af ler, bibliotek, viskelæder, terpentin, grafit og lim. Mads kommer mig i møde, og jeg har svært ved at skjule min begejstring. “Hvor er her fantastisk!” jubler jeg, og han griner. “Du har jo slet ikke set noget endnu,” svarer han og indleder en guidet tur rundt i bygningen. Akademiet er kæmpestort, og der er en masse forskellige afdelinger. Mads studerer grafisk design og viser mig, hvordan de har rigtige gamle trykkemaskiner nede i kælderen. Der er sættekasser med metaltyper til forskellige fonte, og overalt ligger smukke print til tørre på metalstativer. Der lugter af tryksværte, og han, der står for værkstedet, hilser hjerteligt på mig med en sortsmudset hånd og går over og sætter Billie Holiday på pladespilleren. Vi kommer til det ene fantastiske værksted efter det andet. Man kan arbejde med glas, keramik, smykker, tøj, grafik, 20
træ, metal, lyd og film. Der er et stort rum fyldt med staffelier, hvor friske værker står til tørre. På øverste etage holder basisårseleverne til. Det er her, man går det første år og får lov til at prøve kræfter med det hele, før man skal vælge en specifik linje. Jeg er helt overvældet af alle de nye indtryk og har ikke lyst til at forlade stedet. Mads og jeg drikker kaffe og udveksler erfaringer fra vores forskellige studier. Jeg fortæller ham, hvor glad jeg er for mine nye venner, men at jeg ikke synes, studiet er det rette for mig. At vi sidder ved computeren og designer bogomslag, foldere, reklamer og cd-covere, men at det ikke rigtig rører noget i mig. Og at jeg også tvivler på, at det rører noget særligt i modtagerne. Nu hvor jeg er her blandt de kunststuderende, kan jeg virkelig mærke mit hjerte banke. Jeg ønsker brændende at være en del af det miljø. Jeg har tegnet og malet hele mit liv. Men studievejlederen på mit gymnasium sagde til mig, at det praktisk talt var umuligt at blive optaget på et kunstakademi, så jeg kunne lige så godt finde på noget andet at lave. Og derfor har jeg søgt andre veje. Det slår mig pludselig, hvor latterligt et råd det var. Alt i min krop vil det her sted. Mads fortæller, hvor glad han nu er for, at han ikke kom ind på Den Grafiske Højskole, fordi han nyder sit liv på Rietveld så meget. “Men det er virkelig helt anderledes her,” forklarer han. “Hvis de for eksempel finder ud af, at du er god til at tegne, så vil de nok bede dig tegne med venstre hånd. Eller med græs i stedet for en blyant.” Jeg elsker det. Da jeg mødes med de andre i byen, er jeg helt høj og fortæller på livet løs. Vi nyder byen og spiser dejlig mad, og jeg føler mig gladere, end jeg har gjort længe. Vi har snart besøgt samtlige coffee shops i byen, og jeg spørger de andre, om vi ikke snart skal finde et sted at danse. Jeg er den eneste i gruppen, som ikke ryger joints, og stemningen er mere flad end danseagtig. Jeg røg alt for mange joints i gymnasiet og endte i det forkerte selskab. Da jeg var lige 21
ved at tabe min eksamen på gulvet, tog jeg en beslutning om ikke at leve i tågerne længere, og selvom jeg nu er et andet sted i mit liv og i en helt anden gruppe venner, har jeg stadig ikke lyst. Men jeg vil rigtig gerne feste. “Vi skal finde den coffee shop, der hedder The Room,” siger Christian. Der er både joints og drinks, så der kan vi alle sammen få, hvad vi har lyst til. Vi går igennem byen og når frem til The Room. Der er saloonagtige svingdøre ind til den lille, brune coffee shop, og røgen hænger tykt i luften. Der er stuvende fuldt. Folk sidder på indbyggede træbænke langs væggene og små skamler på gulvet. Der er masser af turister i forskellige aldre, men rundt om baren sidder en forsamling, som tilsyneladende har faste pladser. Baren er proppet med flasker og glas i flere lag, og det hele er pakket ind i sammenfiltrede, støvede lyskæder, som hænger dovent og blinker. Jeg lægger mærke til bartenderen med det samme. Han er høj og mørkhåret og meget smuk. Han taler højt og griner meget og har konsekvent en smøg hængende i mundvigen. Når røgen siver op til hans øjne, kniber han dem sammen, så man kan se, at han har et ar i øjenbrynet. Han har stærke overarme, og hans muskler spændes, når han hænger i fadølshanen for at læne sig ud over baren og høre folks bestillinger igennem den høje musik. Der står en rand af piger om ham og plirrer med øjenvipperne. Hans kollega ser ud til at være brasilianer, og de kaster kækt flasker til hinanden gennem baren, når de skal mikse drinks. Mine venner gennemgår entusiastisk hash- og potmenuen, og jeg bestiller øl til os alle sammen. Jeg kan lugte bartenderens hud på halsen, da han læner sig frem imod mig. Han dufter sindssygt godt, som en helt koncentreret essens af mand. Sved, træ og salt. Han har en overstadig selvtillid, som er irriterende og tiltrækkende på én gang. 22
Simple_Living_cover_2015_tryk.pdf 1 4/8/2015 6:00:01 PM
9
788711
453049