95 mm
5 mm
155 mm
64 mm
I A N K E R S H AW
„Imponerende … fremragende … En bedre kortlægning af de menneskelige aspekter af Nazi-Tysklands nederlag findes ikke.“ – Ames J. Sheehan, New York Times Sunday Book Review „Gribende … Kershaw forener historikerens fineste dyder: ufejlbarlig viden og beundringsværdig klarhed i tanke og tale.“ – Anthony Beevor, forfatter til bl.a. D-Dag, Anden Verdenskrig og Berlin „En virtuos beretning om Hitler-tyranniets endelige nederlag … Et uovertruffet portræt af regimets dødskramper.“ – Booklist
„Kershaws omfattende forskning, velskrevne prosa og jordbundne indsigt mødes i en hypnotiserende forklaring på, hvordan og hvorfor NaziTyskland valgte at udslette sig selv.“ – Publishers Weekly „Kershaw fører os sikkert gennem Hades og krigens sidste, mørke måneder … eftertænksomt og tankeprovokerende … beundringsværdigt … og velskrevet.“ – Roger Moorhouse, The Independent „Mesterligt …. En skrækindjagende, men uomgængelig, bog.“ – Peter Lewis, Daily Mail
231 mm
S LUT S PI L
SIR IAN KERSHAW (f. 1943) britisk historiker og prisbelønnet forfatter med speciale i Det Tredje Riges historie. Af mange anset for at være blandt verdens førende eksperter i Adolf Hitler og Nazi-Tyskland, og berømt for sin monumentale biografi i to bind om Hitler, Hybris og Nemesis. Ian Kershaw er medlem af The British Academy, Royal Historical Society og Wissenschafts kolleg zu Berlin. I 2002 blev han slået til ridder for sit enestående historiske arbejde og han har bl.a. vundet The Elizabeth Longford Prize for Historical Biography, Wolfson Literary Award for History og The British Academy Prize.
og destruktion 1944-45
„En ufattelig fortælling, skrevet af den regerende engelske mester i Det Tredje Riges historie … nøje gennemtænkt og stærkt fortalt.“ – Kirkus
Hitler-Tysklands hårdnakkede modstand
„Pionerarbejde … Kershaw fastholder at … terroren alene aldrig vil kunne forklare det tyske embedsværks bizarre effektivitet … og endnu mindre den store mængde … af breve, dagbøger og aflyttede samtaler blandt soldaterne, der viser støtten til Hitler helt ind i krigens sidste måneder.“ – Mark Mazower, The Guardian
155 mm
S LUT S PI L Hitler-Tysklands hårdnakkede modstand og destruktion 1944-45
I A N K E R S H AW
5 mm
95 mm
En fascinerende og original undersøgelse af, hvorfor Det Tredje Rige kæmpede til den bitre ende i Anden Verdenskrig. Der er skrevet utallige bøger om, hvorfor Hitler-Tyskland tabte Anden Verdenskrig, men meget få har forsøgt at kaste lys over det mindst lige så afgørende spørgsmål: Hvordan og hvorfor holdt tyskerne ud, så længe som de gjorde? Det Tredje Rige overgav sig ikke, førend Tyskland lå i ruiner og var næsten fuldstændig besat. Selv i de sidste dommedagsagtige måneder, hvor det var tydeligt for alle og enhver, at krigen var tabt, nægtede tyskerne at overgive sig, selvom nazisterne trak landet gennem en stadig mere vanvittig hvirvelvind af ødelæggelse og brutalitet. Det er ekstremt sjældent, at en hel nation vælger at gå op i flammer sammen med sin leder. Det var ikke desto mindre, hvad tyskerne gjorde i 1945. Hvilke magtmekanismer gjorde det muligt? Hvorfor blev ordrerne adlydt? I hvilken udstrækning var de almindelige tyskere indstillede på at følge Hitler til den bitre ende? Støttede de ham af egen fri vilje? Eller blev de terroriseret til at gøre det? Det er dette mørke sted i Europas – og menneskehedens – historie, Ian Kershaw trænger ned i med Slutspil – Hitler-Tysklands hårdnakkede modstand og destruktion 1944-45.
LINDHARDT & RINGHOF
Ian Kershaw: Slutspil – Hitler-Tysklands hårdnakkede modstand og destruktion 1944-45 Oversat fra engelsk efter The End – The Defiance and Destruction of Hitler’s Germany, 1944-45 Copyright © 2011 Ian Kershaw Udgivet på engelsk ved Penguin Books Ltd. Danske rettigheder forhandlet gennem The Wylie Agency Dansk udgave © 2012 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Oversat af Morten Visby Grafisk tilrettelæggelse og sats: Lymi / Leif Milo Omslag: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen, efter den amerikanske udgave, © Darren Haggar Forsidefoto: Arthur Grimm / bpk Berlin Trykt hos Scandbook ISBN 978-87-11-39379-6 1.udgave, 1. oplag 2012 Printed in Sweden 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Slutspil.indd 4
28/09/12 12.04
I a n K e r s h aw
Slutspil Hitler-Tysklands hårdnakkede modstand og destruktion 1944-45
På dansk ved Morten Visby
Lindhardt og Ringhof
Slutspil.indd 3
28/09/12 12.04
Introduktion: Opslugt af flammer
Onsdag den 18. april 1945: Amerikanske tropper står uden for Ansbach, distriktshovedstaden i Mittelfranken. Den nazistiske distriktsleder er flygtet i ly af natten, de fleste tyske soldater er blevet rykket sydpå, indbyggerne har boet i beskyttelsesrum i dagevis. Det eneste fornuftige ville være at overgive sig. Men den militære kommandant i byen, dr. Ernst Meyer – en 50-årig Luftwaffe-oberst med en doktorgrad i fysik – er fanatisk nazist og insisterer på at kæmpe til den bitre ende. Den 19-årige teologistuderende Robert Limpert, som er blevet erklæret uegnet til militærtjeneste, beslutter sig for at skride til handling for at forhindre, at byen bliver ødelagt under en meningsløs kamp til sidste mand. Måneden forinden havde Limpert set den smukke by Würz burg blive fuldstændig jævnet med jorden af Allierede bomber. I begyndelsen af april ansporede det ham til det særdeles risikable foretagende at begynde at uddele flyveblade, der tryglede myndighederne i Ansbach om at overgive sig uden kamp, mens byens maleriske barok- og rokokobygninger stadig var intakte. Nu løber han en endnu større risiko. Omkring kl. 11.00 om formiddagen denne dejlige forårsdag kapper han, hvad han tror er telefonforbindelsen mellem komman dantens base og værnemagtsenheden uden for byen – men 31
Slutspil.indd 31
28/09/12 12.04
slutspil
faktisk er det et nyttesløst forsøg på sabotage, for hvad han ikke ved, er, at basen lige er blevet flyttet. Mens han er i færd med det, bliver han opdaget af to drenge, som er medlemmer af Hitler Jugend. De rapporterer, hvad de har set, og sagen bliver straks overtaget af den lokale ordensmagt. En politibetjent bliver sendt hen til Limperts hjem, og han finder den unge mand i besiddelse af en pistol og belastende bevismaterialer og arresterer ham. Det lokale politi rapporterer anholdelsen til lederen af det, der er tilbage af den civile administration i byen i Ansbach, som ringer til den militære kommandant, der i øjeblikket be finder sig uden for byen. Denne bliver, som man kunne forvente, rasende over det, han hører, og skynder sig hen på politistationen, hvor han uden at tåle nogen modsigelse nedsætter et tribunal bestående af politimesteren, dennes næstkommanderende og kommandantens egen assistent. Efter en farcepræget „retssag“, der ikke varer mere end et par minutter, og hvor den anklagede ikke har lov til at sige noget, erklærer kommandanten ham dømt til døden med umiddelbar eksekvering af dommen. Idet man lægger en strikke om halsen på ham uden for rådhusporten, lykkes det Limpert at rive sig løs og stikke af, men han når ikke længere end 100 meter, før han bliver fanget af politiet, sparket og trukket skrigende tilbage ved håret. Ingen blandt de sammenstimlede gør noget for at hjælpe ham. Nogle tager endda aktivt del i at slå og sparke ham. Hans lidelser er dog ikke overstået endnu. Han får lagt strikken om halsen igen og bliver klynget op. Men rebet knækker, og han falder ned på jorden. Endnu en gang får han strikken om halsen, og først nu lykkes det endelig at hejse ham ind i døden her på rådhustorvet i Ansbach. Kommandanten beordrer, at liget skal blive hængende, „indtil det stinker“. Umiddelbart efter beslaglægger han en cykel og flygter fra byen. Fire timer se 32
Slutspil.indd 32
28/09/12 12.04
introduktion: opslugt af flammer
nere trænger amerikanerne ind i Ansbach uden så meget som at løsne et skud og skærer liget af Robert Limpert ned.1 Som denne barske episode viser, fungerede det nazistiske regimes terroriserende undertrykkelse helt til det sidste. Det var imidlertid ikke kun et spørgsmål om, at den rabiate nazistiske kommandant, dr. Meyer, oberst i Luftwaffe, som repræsentant for regimet udnyttede sin overmagt til skånselsløst at gøre det af med, hvad han opfattede som en forræder og sabotør. Selv konfronteret med en sådan fanatisme kunne politifolkene, som jo vidste, at amerikanerne var lige på nippet til at indtage byen, have sparet sig selv for efterfølgende problemer med besættelsesmagten ved at lade anholdelsen og afhøringen af Limpert trække ud. I stedet valgte de at følge reglerne og gøre det, de mente var deres pligt, så ekspedit som muligt, hvorved de vedblev at fungere som underordnede vogtere af en lov, der på nuværende tidspunkt ikke længere var udtryk for andet end kommandantens vilkårlige magtudøvelse – hvilket de selv senere påstod at have indset allerede dengang. Det samme kunne man sige om lederen af den civile lokaladministration. Også han kunne have brugt sin erfaring og sin bevidsthed om en umiddelbart forstående afslutning på kamphandlingerne til at trække tiden ud. I stedet valgte han at gøre alt, hvad han kunne, for at fremskynde processen og samarbejde med kommandanten. De bysbørn, der havde fundet vej til rådstorvet og så Limpert flygte, kunne ligeledes have ilet ham til undsætning i den situation. I stedet hjalp nogle af dem ligefrem politiet med at slæbe den unge mand tilbage til henrettelsesstedet. Under disse ekstreme omstændigheder i krigens sidste øjeblikke vedblev magthaverne i Ansbach altså på alle niveauer at tjene regimets interesser – og i den forbindelse var de ikke uden opbakning fra befolkningens side. 33
Slutspil.indd 33
28/09/12 12.04
slutspil
Rystende hændelsesforløb som i dette tilfælde, hvor lokale indbyggere forsøgte at undgå meningsløs ødelæggelse i krigens allersidste dage og blev mødt med brutale repressalier, hvorimod andre stadig støttede undertrykkelsen udøvet af regimets funktionærer, var ikke noget særsyn i disse sidste faser af den forfærdeligste krig nogensinde i verdenshistorien. Man kunne anføre snesevis af andre tilfælde som eksempler på opretholdelsen af regimets terror – der nu i de sidste måneder af konflikten blev rettet, ikke kun mod udenlandske arbejdere, fanger, jøder og andre, der længe havde været opfattet som regimets fjender, men også mod dets egne borgere.2 Det var ikke blot i form af diverse fanatikere og despera doers stadig mere uhæmmede terrorudfoldelser, at regimet fungerede til det sidste. Vigtigst af alt var militærets adfærd. Havde værnemagten ophørt at fungere, ville regimet som helhed være brudt sammen. Der var mange tegn på opløsning og desintegration i værnemagten i krigens senfase, mest iøjnefaldende i vest. Der var soldater, der deserterede uagtet risikoen for brutale straffe. I begyndelsen af 1945 følte de fleste, i hvert fald på vestfronten, at det var meningsløst at fortsætte kampen, og de ønskede kun at komme hjem til deres familier. Ikke desto mindre vedblev værnemagten at kæmpe. Generaler og feltofficerer blev ved med at udstede ordrer, selv under de mest håbløse omstændigheder. Og ordrerne blev adlydt. Mens bomberne faldt, under den kaotiske ødelæggelse af store og små byer efterhånden som det tyske rige brød sammen under indtryk af fjendens ekstremt overlegne styrke i både øst og vest, blev der opretholdt et skær af „normalitet“ midt i den stadig voksende ravage, hvor bureaukratiet anstrengte sig til det yderste for at blive ved med at fungere. Riget blev naturligvis mindre og mindre, for hver dag der gik, kommunikationslinjerne brød sammen, transportnetværket var så godt som udraderet, basale offentlige forsyninger som 34
Slutspil.indd 34
28/09/12 12.04
introduktion: opslugt af flammer
gas, elektricitet og vand var ikke længere til rådighed i millioner af hjem, og den bureaukratiske administration stod over for en lang række enorme praktiske problemer. Men i de områder, hvor Tyskland endnu ikke var besat af fjenden, udbrød der ikke anarkistiske tilstande. Civiladministrationen vedblev at fungere, omend ganske ineffektivt som følge af ekstreme vanskeligheder og enorme forstyrrelser. Militære såvel som civile domstole vedblev at idømme stadig hårdere straffe. Så sent som i april 1945 blev der stadig udbetalt lønninger.3 En førende akademisk institution i Berlin vedblev helt indtil de sidste uger af krigen at uddele stipendier til udenlandske studerende, der selv på dette fremskredne tidspunkt stadig blev betragtet som en investering i Tysklands fortsatte indflydelse i „Det Nye Europa“.4 Til trods for voksende vanskeligheder blev distributionen af de stadig knappere fødevarerationer opretholdt omend med besvær, og med stadig mere improviserede midler lykkedes det også postvæsnet at klare sig igennem på bedste beskub. Et begrænset udbud af underholdning blev også opretholdt som et bevidst forsøg på at holde moralen oppe og kortvarigt aflede opmærksomheden fra den katastrofe, der var under fuld udfoldelse. Berlinerfilharmonikernes sidste koncert blev afholdt den 12. april, fire dage før det sovjetiske angreb på rigshovedstaden blev indledt. Og på programmet var naturligvis finalen fra Richard Wagners Götterdämmerung.5 Nogle biografer var stadig åbne. Så sent som en uge inden Stutt garts kapitulation den 22. april kunne byens borgere finde en flygtig distraktion fra deres traumatiske situation ved at tage en tur i biografen og se Die Frau meiner Träume.6 Der blev endda stadig spillet fodboldkampe. Krigens sidste kamp blev spillet så sent som 23. april 1945, hvor FC Bayern München, Gaumeister 1945, slog deres lokale rivaler TSV 1860 München 3-2.7 Der blev stadig udgivet forkortede aviser. Den 35
Slutspil.indd 35
28/09/12 12.04
slutspil
største nazistiske avis, Völkischer Beobachter, blev udgivet i den ikke-besatte del af det sydlige Tyskland helt til det sidste. Forsiden af den sidste udgave, fra 28. april 1945, to dage før Hitlers selvmord i bunkeren i Berlin, havde overskriften: „Fort Bayern“. Årsagerne til Tysklands sammenbrud er indlysende og velkendte. Det er knap så indlysende, hvorfor og hvordan Hitlers Reich blev ved med at fungere til den bitre ende. Det er det, denne bog forsøger at forklare. Autoritære regimer, der er ved at lide nederlag i en upopulær krig og menes at være på vej ud i en katastrofe, overlever som regel ikke længe nok til at præsidere over selve katastrofen. Nogle gange er sådanne regimer blevet væltet af revolutioner nedefra, det gælder for eksempel Rusland i 1917 og Tyskland i 1918 (i sidstnævnte tilfælde havde den militære elite først taget initiativ til at afslutte en tabt krig). Som oftest sker der imidlertid det, at de bliver væltet gennem et kup indefra, af eliter, der forsøger at redde noget af deres magtbase og ikke ønsker at blive revet med i faldet. Et godt eksempel er Mussolini, der blev afsat af sit eget fascistiske storråd i 1943. I Tyskland kæmpede regimet derimod videre, indtil det var fuldstændig destrueret og, i modsætning til i 1918, besat af fremmede magter – og det til trods for at ikke blot den jævne befolkning, men også de militære og civile magthavere generelt anså dette regime for at være på vej ud over afgrundens rand.8 Skulle man nævne nogle blot tilnærmelsesvis tilsvarende eksempler, er det svært at få øje på andre end Japan i 1945 (som imidlertid overgav sig, mens landet endnu ikke var besat) og i nyere tid Saddams Husseins Irak – hvilket dog er et ret svagt eksempel (fordi Golfkrigen var så kortlivet og militært ensidig). Kontrasten mellem 1918 og 1945 i Tyskland rejser igen spørgsmålet: Hvordan og hvorfor var Hitlers Tyskland i stand til kæmpe videre til den bitre ende? Var det den eneste mulige 36
Slutspil.indd 36
28/09/12 12.04
introduktion: opslugt af flammer
afslutning på denne frygtlige konflikt? Og i så fald, hvorfor? „Den egentlige gåde“, som man rammende har formuleret det, „er, hvorfor folk, som tydeligvis ønskede at overleve, kæmpede og dræbte så vildt og voldsomt næsten helt frem krigens sidste øjeblikke“.9 I forbindelse med Første Verdenskrig havde der selvfølgelig heller ikke været noget Allieret krav om „betingelsesløs kapitulation“. Denne formulering, der blev fremlagt af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt på Casa blanca-konferencen i januar 1943 og tiltrådt af den britiske premierminister Winston Churchill, var det første eksempel på, at en krigsførende suveræn stat formelt havde fået udstukket den totale og betingelsesløse kapitulation som eneste fredsmulighed.10 I de første efterkrigsår slog man, især blandt de tyske generaler, ofte ned på dette krav som en fuldt ud fyldestgørende forklaring på, hvorfor Tyskland fortsatte kamphandlingerne, idet man hævdede, at kravet om „betingelsesløs kapitulation“ havde udelukket ethvert alternativ.11 Nogle soldater hævdede selv længe efter krigens afslutning, at dette krav havde medvirket til at motivere dem til at kæmpe videre.12 Det kan bestemt ikke udelukkes, at det Allierede krav virkede mod hensigten og blot passede perfekt ind i den nazistiske propaganda. I den henseende bidrog det i hvert fald indledningsvis til at styrke viljen til at holde stand, men det er tvivlsomt, om man ved at holde de Allierede ansvarlige i form af en fejlslagen politik om „betingelsesløs kapitula tion“ kan opnå meget mere, end hvad en forsker har kaldt et „let gennemskueligt påskud“.13 Ifølge general Walter Warlimont, stedfortrædende stabschef i værnemagtens operative kommando under OKW, blev der „knap nok taget notits af kravet“ i værnemagtens overkommando, og „dets militære konsekvenser blev slet ikke undersøgt af den operative stab i OKW“.14 Med andre ord var det ikke udslagsgivende for den 37
Slutspil.indd 37
28/09/12 12.04
slutspil
strategi – eller mangel på samme – som den tyske militær ledelse anlagde i krigens sidste fase. Svarene på, hvorfor Tyskland kæmpede videre, må følgelig søges i strukturerne af det tyske regime i dets dødsfase og i de mentaliteter, der havde indvirkning på styrets dispositioner, snarere end i det Allierede kapitulationskrav, uanset hvad man kan sige for og imod dette. Hvorfor gjorde den tyske befolkning, i modsætning til i 1918, ikke oprør mod et regime, der helt åbenlyst ville føre til deres undergang? I de første efterkrigsår, hvor tyskerne først lige var begyndt at samle stumperne af deres tilværelse efter så traumatiske erfaringer med død og ødelæggelse og ikke var specielt ivrige efter at dvæle ved de dybereliggende årsager til den katastrofe, der havde ramt deres land, forekom det unødvendigt at lede efter andre forklaringer end den undertrykkende karakter af det nazistiske regime. Det var let – og på visse måder også betryggende – for tyskerne at se sig selv som de stakkels ofre for de brutale magthaveres skånselsløse statsterror, afskåret fra enhver form for selvstændig handling af en totalitær politistat. Det var meget forståelige følelser, og som det vil fremgå af de følgende kapitler, var de bestemt ikke ubegrundede. Selvfølgelig var der unægtelig et apologetisk islæt i den måde, hvorpå man i efterkrigstidens Tyskland kunne bruge og brugte en sådan forklaring til at rense næsten hele samfundet for medskyld i de forbrydelser, man i stedet tillagde Hitler, den almægtige Diktator, og en klike af forbryderisk brutale nazi-ledere. Også efterkrigstidens akademiske forskning lagde imidlertid langt overvejende hovedvægten på statsterror og undertrykkelse i forlængelse af det totalitarisme-teorem, der dominerede store dele af datidens historiske og politologiske litteratur (uden dog at fokusere eksplicit på den sidste fase af krigen).15 Et samfund presset til indvilligelse, som ikke kan gøre noget på grund af den allestedsnærvæ38
Slutspil.indd 38
28/09/12 12.04
introduktion: opslugt af flammer
rende tvang i en stærkt undertrykkende „totalitær stat“ – det forekom at være tilstrækkelig forklaring. Terroren er utvivlsomt en afgørende del af svaret på, hvorfor og hvordan regimet kunne blive ved med at fungere helt til det sidste. Som vi skal se, var niveauet af den statsterroristiske undertrykkelse, der primært havde været rettet mod besejrede folkeslag og „racefjender“, men nu også ramte Tysklands egen befolkning som en slags boomerangeffekt, rent faktisk en meget stor del af forklaringen på, hvorfor der ikke skete en revolution nedefra, og hvorfor der ikke var mulighed for en organiseret masseopstand. I betragtning af undertrykkelsens niveau og de voldsomme opbrud og forstyrrelser, der herskede i de sidste måneder, kunne det umuligt komme til en revolution nedefra som ved afslutningen af Første Verdenskrig. Men terroren kan ikke være hele forklaringen på regimets evne til at kæmpe videre. Det var ikke terror, der ansporede eliterne til at fortsætte kampen. Terror kan ikke forklare adfærden hos regimets koryfæer – hverken de af dem, der delte Hitlers Götterdämmerung-mentalitet og var indstillet på at lade Tyskland gå op i flammer, eller det langt større antal, der blot søgte at redde deres eget skind. Det kan ikke forklare, hvorfor den offentlige forvaltning vedblev at fungere såvel lokalt som centralt. Navnlig kan det ikke forklare, hvorfor værnemagten – eller i hvert fald værnemagtens ledelse – var villig til at fortsætte kamphandlingerne. Endelig kan terroren ikke forklare adfærden hos de folk på forskellige niveauer i regimet, der helt til det sidste var parat til at bruge terror, selv på et tidspunkt, hvor det ikke længere tjente noget formål. Selvom totalitarisme-teoremet fik noget af en renæssance efter Den Kolde Krig,16 har dets fremhævning af terrorens og undertrykkelsens kontrollerende rolle i „det totale samfund“ aldrig genvundet den position, teoremet besad i de første efterkrigsår som fortolkning af almindelige tyskeres adfærd i 39
Slutspil.indd 39
28/09/12 12.04
slutspil
Det Tredje Rige. Tværtimod har nyere forskning i stigende grad lagt hovedvægt på det tyske folks entusiastiske opbakning til det nazistiske regime og befolkningens frivillige inddragelse og medskyldighed i de politiske dispositioner, der førte til krig og folkedrab.17 „Kun ét spørgsmål står endnu ubesvaret,“ hedder det hos en tysk skribent: „Hvad var det egentlig, der fik os til at følge [Hitler] ud over afgrundens rand ligesom børnene i sagnet om Rottefængeren fra Hameln? Det er ikke Adolf Hitler, der er gåden. Det er os.“18 Hvis man ser bort fra antydningen af en folkeforførelse, rummer denne kommentar en antagelse om en grundlæggende samhørighed, helt frem til det sidste, mellem fører og folk. Hvor man tidligere fokuserede på konflikten mellem samfund og regime19 – og grundlæggende antog, at der var tale om et tyranni over en gennemgående modstræbende, men underkuet, befolkning – forflyttedes opmærksomheden nu i stedet til et samfund, der gik fint i spand med regimets intentioner, i overvejende grad var på bølgelængde med og støttede dets racistiske og ekspansionistiske politik og helt og holdent bakkede op om krigsindsatsen. Den uophørlige nazistiske propaganda havde løst sin opgave – „den krig vandt Hitler“ ifølge en fortolkning, der blev lanceret for mange år siden.20 Nazisterne havde held, hævdes det nu ofte, til at indpode folk en forestilling om at være del af et inklusivt, national-racistisk „folkefællesskab“, integreret gennem eksklusionen af jøder og andre, der vurderedes at være laverestående og uegnede til optagelse i fællesskabet, forenet gennem behovet for at forsvare nationen mod de magtfulde fjender, der omgav den til alle sider og truede selve dens eksistens.21 „Til trods for den skuffelse og bitterhed, der prægede store dele af den tyske befolkning i krigens sidste år, forblev ‘folkefællesskabet’ intakt til den bitre ende,“ har en forsker hævdet.22 Ydermere havde Hitlers regime „købt“ den tyske befolkning og sikret sig dens 40
Slutspil.indd 40
28/09/12 12.04
introduktion: opslugt af flammer
loyalitet gennem en levestandard baseret på udplyndring af de besatte territorier.23 Selvom der hersker bred enighed om, at dette „folkefællesskab“ begyndte at smuldre under indtryk af det umiddelbart forestående nederlag, bliver nazismens vedvarende støtte i befolkningen – sammenknyttet af den fælles viden om forfærdelige tyske forbrydelser – stadig fremlagt som en væsentlig grund til, at Hitlers regime kunne holde stand til det sidste.24 „Det Tredje Riges legitimitet forblev grundlæggende intakt,“ har en anden historiker hævdet, „fordi tyskerne ikke kunne forestille sig noget ønskværdigt alternativ til nationalsocialismen“ og derfor udviste „en bemærkelsesværdigt pligttroskab over for nationalsocialismen krigen igennem“. Deres efterfølgende oplevelse af at være blevet forrådt af nazismen „var baseret på en stærk identifikation med Det Tredje Rige helt op til frafaldets øjeblik“.25 Som det måske mest vidtgående eksempel på denne tilgang har man givet udtryk for, at „det store flertal af den tyske befolkning meget hurtigt blev Hitler hengivent og støttede ham til den bitre ende i 1945“. „Nogle,“ medgiver man og lader ane, at det kun drejer sig om et meget lille mindretal, „havde ganske vist fået nok af ham,“ men den konsensus, der dannede grundlag for hans diktatur helt fra starten, holdt ved helt til det sidste, lyder argumentet.26 De følgende kapitler vil fremlægge en hel del dokumentation, der sår tvivl om denne fortolkning. De vil sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt henholdsvis terrorens omfang og graden af opbakning til regimet kan være en fyldestgørende forklaring på styrets evne til at holde stand, indtil Tyskland var fuldstændig smadret. Omvendt, hvis hverken statsterror eller folkelig opbakning kan forklare det fuldt ud, hvad kan så? Der melder sig straks en række spørgsmål. Ud over betydningen af det Allierede krav om betingelsesløs kapitulation kunne man spørge, i hvilken grad de Allieredes strategiske og 41
Slutspil.indd 41
28/09/12 12.04
slutspil
taktiske fejltagelser – som der bestemt var nogle stykker af – svækkede deres egne bestræbelser på at bringe krigen til hurtig afslutning og i virkeligheden gav de tyske forsvarsstyrkers selvtillid et midlertidigt løft. Men uanset hvilken betydning sådanne faktorer eventuelt kunne tilskrives, må de afgørende grunde til Tysklands vedvarende kampvilje bestemt skulle søges internt i Det Tredje Rige og ikke eksternt, i den Allierede strategi. Hvor stor betydning skal vi for eksempel tillægge de nazistiske lederes følelse af ikke at have noget at miste ved at kæmpe videre, eftersom de under alle omstændigheder havde „brændt alle broer bag sig“? Hvor meget betød det nationalsocialistiske partis voldsomt udvidede magtbeføjelser i slutfasen, hvor det forsøgte at revitalisere sig selv gennem påberåbelse af ånden fra „kampårene“ inden magtovertagelsen i 1933? På hvilke måder bidrog det højtkvalificerede og meget kompetente statsbureaukrati – til trods for det stadig voksende og i sidste ende helt overvældende administrative kaos – til regimets evne til at holde at stand? Hvor vigtig var frygten for Den Røde Hær for tyskernes fortsættelse af kampen til det sidste? Hvorfor var de tyske officerer, især generalerne på de afgørende poster, villige til at kæmpe videre, selvom de indså, at det var nyttesløst, og helt på det rene med absurditeten i de ordrer, de havde fået udstukket? Og hvilken rolle spillede de førende nazister umiddelbart under Hitler – navnlig stærkt indflydelsesrige folk som Bormann, Himmler, Goebbels og Speer – og de provinsielle statholdere, Gauleiterne, i opretholdelsen af krigsindsatsen til trods for de først elendige og til sidst helt umulige odds, indtil regimet omsider selvdestruerede i en malstrøm af totale militære neder lag? Ikke mindst må man spørge, hvor uundværlig Speer var for den fortsatte overvindelse af de enorme forhindringer for fremskaffelsen af krigsmateriel til værnemagten. Sidst, men så sandelig ikke mindst, er der spørgsmålet om Hitlers egen 42
Slutspil.indd 42
28/09/12 12.04
introduktion: opslugt af flammer
rolle og den troskab, man vedblev at sværge ham blandt de tyske magteliter. Et simpelt – men selvfølgelig helt utilstrækkeligt – svar på spørgsmålet om, hvordan og hvorfor Tyskland kunne holde ud til den bitre ende, er rent faktisk, at Hitler ubøjeligt afviste overhovedet at overveje kapitulation, således at der reelt ikke var noget alternativ til at kæmpe videre. Selv i førerbunkerens katakombe-dyb, hvor grænserne mellem fantasi og virkelighed udviskedes mere og mere, fastholdt Hitler sit greb om magten helt indtil selvmordet den 30. april 1945. En af de centrale doktriner hele vejen op gennem hans „karriere“ havde været kravet om hævn for den nationale ydmygelse i 1918 – „1918-syndromet“ var dybt indlejret i hans psyke.27 Han fastslog ofte og meget insisterende, at der ikke kunne blive tale om en gentagelse af 1918, en ny version af den „feje“ kapitulation ved afslutningen af Første Verdenskrig. Undergang med æren i behold i kraft af kamp til det sidste, fastholdelse af det militære, næsten mytiske æreskodeks om at kæmpe til sidste mand, omdannelse af nederlagets fortvivlelse til en legende om tapperhed for eftertiden og frem for alt bevarelsen af hans egen unikke, indbildt heroiske arv – det var alt sammen efter hans mening langt mere tiltrækkende end at forhandle en „vanærende“ overgivelse på plads. Eftersom han personlig ikke havde nogen fremtid efter nederlaget, faldt det ham ikke svært at anlægge en suicidal tilgang. Det var imidlertid ikke kun personligt selvdestruktivt. Det indebar også at dømme hans eget folk og hans eget land til udslettelse. Som Hitler så det, havde det tyske folk svigtet ham og ikke vist sig værdigt til hans lederskab. Der var ikke noget forgjort i at ofre befolkningen. Uden ham var alt værdiløst, følte han i sin monstrøse egoisme. Ifølge den grelt unuancerede dualisme, der var kendetegnende for hans tankegang, havde det altid været sejr eller udslettelse. Han fulgte urokkeligt sin egen logik. 43
Slutspil.indd 43
28/09/12 12.04
slutspil
Det er indlysende, at Hitler selv spillede en central rolle i Tysklands selvdestruktive tilbøjeligheder under indtryk af rigets sammenbrud. Frem for alt udgjorde hans fastholdelse af magten en uoverstigelig barriere for enhver mulighed for at forhandle sig ud af den eskalerende død og udslettelse – en mulighed, de nazistiske topfolk under ham ellers var ivrige efter at udforske. Det bringer os blot tilbage til spørgsmålet: Hvorfor var han i stand til at fastholde denne magt? Hvorfor var hans ønske stadig deres lov, når det var tydeligt for alle omkring ham, at han ville trække dem med sig ned og bringe Tyskland til udslettelse? Hitler var måske nok en dybt selvdestruktiv person, men hvorfor tillod de herskende eliter under ham – militæret, partiet, statsmagten – ham at blokere alle rationelle exitruter? Hvorfor blev der ikke, efter det fejslagne kup i juli 1944, gjort yderligere forsøg på at forpurre Hitlers insisteren på at fortsætte krigen? Hvorfor var de underordnede nazistiske ledere og de ansvarshavende militærfolk indstillet på at følge ham helt ud i den totale udslettelse af det tyske rige? Personlig ønskede de jo nemlig ikke at følge hans selvdestruktive eksempel. Så snart Hitler var død, gjorde de alt, hvad de kunne for at holde sig fri af afgrunden. Næsten alle de nazistiske ledere flygtede, stærkt opsatte på ikke at lade sig selv gå op i flammer ligesom Hitler. De militære ledere var nu pludselig parate til at tilbyde de Allierede den ene delvise kapitulation efter den anden og kæmpede kun videre for at få så mange af deres mænd som muligt ind i de vestlige zoner og væk fra Den Røde Hær. Nogle af dem nærede ligefrem helt urealistiske forhåbninger om på et senere tidspunkt at kunne arbejde for de vestlige Allierede. Den totale kapitulation fulgte allerede lidt over en uge efter sidste akt af dramaet i førerbunkeren. Straks efter begyndte indfangningen af de flygtende nazister, der nu ikke længere havde noget tilbage at kæmpe for. Besættelsesmagterne gik i 44
Slutspil.indd 44
28/09/12 12.04
introduktion: opslugt af flammer
gang med at få styr på det kaos, der herskede overalt, og forsøgte at etablere nye former og standarder for statsstyre. Så Hitler var utvivlsomt absolut afgørende helt frem til det sidste. Men hans magt varede kun ved, fordi andre opretholdt den, idet de var uvillige eller ude af stand til at udfordre den. Problemstillingen rækker således langt ud over Hitlers egen vrangvillige personlighed og hans ubøjelige fastholdelse af det absurd polarisede dogme om enten total sejr eller total undergang. Den omfatter selve karakteren af Hitlers styre og de strukturer og mentaliteter, der understøttede det, først og fremmest inden for magteliten. Karakteren af Hitlers diktatur kan bedst beskrives som en form for „karismatisk herredømme“.28 Strukturelt mindede det på nogle måder om et enevældigt monarki. I lighed med en enevældig monark var Hitler omgivet af sleske hoffolk (omend hans „hof“ bestemt ikke havde den pragt, man forbinder med et Versailles eller et Sanssouci), han var afhængig af satrapper og stormænd i provinsen, der var knyttet til ham gennem personlig loyalitet, implementerede hans direktiver og sørgede for, at hans ord var lov, ligesom han var afhængig af betroede feltmarskaller (der blev rundhåndet belønnet med store pengesummer og landejendomme) til at føre sine krige. Analogien fortoner sig imidlertid, når man også inddrager afgørende elementer af den moderne stat såsom det vidt forgrenede bureaukrati og de fornødne mekanismer (som i dette tilfælde hovedsagelig var styret af et monopolparti) til at orkestrere folkelig opbakning og kontrollere befolkningen. En vigtig del af konstruktionen var den helt afgørende afstivning af Hitlers autoritet og hans forlening med en urørlig, næsten guddommelig status højt hævet over alle institutioner i den nationalsocialistiske stat, og det skete gennem den folkelige masseopbakning, som blev tilvejebragt ved hjælp af en kombination af propaganda og undertrykkelse. Uanset hvor 45
Slutspil.indd 45
28/09/12 12.04
slutspil
kunstigt et image det var, kan der ikke være nogen tvivl om Hitlers genuine og kolossale popularitet i hovedparten af den tyske befolkning frem til midten af krigen. Fra den første russiske vinter i 1941 peger alt imidlertid på, at hans popularitet var dalende. Efter den følgende vinter og det katastrofale nederlag i Stalingrad, som han blev holdt direkte ansvarlig for, var den stærkt nedadgående. Hvad angår Hitlers masseappel, må man altså sige, at hans „karisma“ blev terminalt undergravet, efterhånden som krigslykken vendte, og Tyskland led flere og flere nederlag. Strukturelt set var hans „karismatiske herredømme“ imidlertid langtfra til ende. Selv sammenlignet med andre autoritære regimer var Hitlervældet ekstremt personlighedsdyrkende, og det havde det været helt fra starten, tilbage i 1933. Der fandtes hverken politbureau, krigsråd, regeringskabinet (siden 1938), militærjunta, senat eller ministerkollegium til at mediere eller moderere hans herredømme. Der var intet, der svarede til det fascistiske storråd, som tog initiativ til at sætte Mussolini fra magten i 1943. Et helt centralt kendetegn ved dette personliggjorte „karismatiske herredømme“ var, helt fra starten, statsmagtens erodering og fragmentering. Omkring midten af 1944, hvor denne bog tager sin begyndelse – et tidspunkt præget af voldsomt chok og intern omstrukturering i kølvandet på det mislykkede bombeattentat den 20. juli 1944 – havde fragmenteringsprocessen antaget et stærkt udvidet og eskaleret omfang. Ingen samlet gruppering udgjorde en udfordring til Hitler. Sagt på en anden måde fortsatte det „karismatiske herredømmes“ strukturer og mentaliteter, selv efter at Hitler havde mistet sin folkelige opbakning. Disse strukturer og mentaliteter var i det store hele ikke baseret på en blind tiltro til Hitler. Langt vigtigere for ærkenazisterne var det indtryk, at de ikke havde nogen fremtid uden Hitler. Det skabte et stærkt negativt bånd: Deres skæbner hang 46
Slutspil.indd 46
28/09/12 12.04
introduktion: opslugt af flammer
uløseligt sammen. Det var loyaliteten blandt mennesker, der har brændt deres både sammen og nu ikke har nogen vej tilbage. For mange af dem, der på nuværende tidspunkt havde fået et lunkent, for ikke at sige decideret fjendtligt, forhold til nazismen, var det ofte så godt som umuligt at holde støtten til Hitler og hans regime adskilt fra den patriotiske vilje til at afværge nederlag og fremmed okkupation af Tyskland. Hitler repræsenterede immervæk en fanatisk vilje til at forsvare riget. At fjerne Hitler (som man forsøgte i juli 1944) kunne anses, og blev af mange – som et slags opkog af 1918-myten – anset, for et „dolkestød“. Ikke mindst rådede diktatoren stadig over et brutalt magt- og undertrykkelsesapparat, hvilket alle vidste. Frygt (eller i hvert fald ekstrem forsigtighed) spillede tydeligvis en væsentlig rolle i de flestes adfærd. Selv dem, der var højest på strå, vidste, at de måtte træde varsomt. Resultatet var det samme, uanset hvilke motiver folk havde: Hitlers magt blev opretholdt til det sidste. Da det lakkede mod enden, og centralforvaltningen undergik en næsten fuldstændig fragmentering, blev selv afgørelser om liv og død delegeret endnu længere ned i hierarkiet til de regionale og lokale niveauer, og dét i sådan grad, at personer som militærkommandanten i Ansbach fik uindskrænket og vilkårlig hals- og håndsret over civilbefolkningen. Den radikalisering på græsrodsplan, hvor afgørende den så end har været for den voksende irrationalitet i slutfasen, ville imidlertid have været umulig uden tilskyndelse, bemyndigelse og „legitimering“ fra den øverste ledelse i et regime, der befandt sig midt i sin dødskamp og ikke stod konfronteret med nogen udfordring indefra. Helt grundlæggende vil forsøget på at besvare spørgsmålet om, hvordan og hvorfor regimet holdt stand helt frem til den totale udslettelse, måske derfor være nødt til at tage udgangspunkt i de strukturer og mentaliteter, der er knyttet til „det 47
Slutspil.indd 47
28/09/12 12.04
slutspil
karismatiske herredømme“. Sammenkoblingen af en sådan tilgang med en differentieret vurdering af de måder, hvorpå almindelige tyskere reagerede på det hastigt tiltagende ragnarok, giver mulighed for at nå frem til et nuanceret svar på, hvordan det nationalsocialistiske styre kunne vedblive at fungere til det sidste. De følgende kapitler går kronologisk frem, begyndende med efterspillet til det fejslagne bombeattentat den 20. juli 1944 – en cæsur i Det Tredje Riges statslige strukturer – og afsluttet med kapitulationen den 8. maj 1945. Ved at kombinere strukturel historie og mentalitetshistorie og både beskæftige sig med det tyske samfund fra neden og fra oven udmærker den narrative tilgang sig ved at kunne levere en præcis gengivelse af dramatiske faser af regimets kollaps, men samtidig også beskrive dette regimes forbløffende modstandsdygtighed og desperate trods under fortsat kamp for en tydeligvis håbløs sag. Bogen igennem fokuseres der udelukkende på Tyskland: Hvad de Allierede, som netop ofte var forbløffede over tyskernes villighed til at fortsætte kamphandlingerne under håbløse omstændigheder, tænkte, planlagde og gjorde, indgår ikke i denne analyse. Dette var naturligvis på ingen måde uvæsentligt for krigens forløb, og i sidste ende var det hændelserne på de forskellige krigsskuepladser, der var afgørende. Men dette er ikke en militærhistorie, og de relevante faser af det Allierede fremstød mod Tyskland, i både øst og vest, vil kun blive opsummeret ganske kortfattet – primært for at danne ramme om den efterfølgende vurdering. Fordi vi selv ved, hvordan det endte, kan det være svært at forstå, hvorfor man ikke dengang indså det, der står så klart for os i dag, nemlig at krigen jo tydeligvis var tabt, om ikke før, så i hvert fald da de vestlige Allierede havde konsolideret deres brohoved i Frankrig, og Den Røde Hær var trængt dybt ind i Polen i sommeren 1944. Men det var først 48
Slutspil.indd 48
28/09/12 12.04
introduktion: opslugt af flammer
overraskende sent i forløbet, at tyskerne selv begyndte at se sådan på det. De var naturligvis udmærket klar over, at de store, lovende fremtidsperspektiver fra 1941-42 ikke længere ville kunne realiseres. Men hele den tyske ledelse, ikke kun Hitler, mente stadig, at man kunne få en vis gevinst af krigen. Gennem viljestyrke og radikal mobilisering, mente de, ville man kunne forlænge konflikten, indtil der kom nye „vidundervåben“ til. Krigsindsatsen ville kunne opretholdes længe nok til, at de Allierede ville søge at opnå en forhandlingsløsning for at undgå de voksende tabstal, efterhånden som deres fremstød blev blokeret eller tvunget på tilbagetog. Det ville komme til en splittelse mellem øst og vest, og Tyskland ville stadig kunne beholde nogle af sine territorialudvidelser og til sidst, med vestlig assistance, vende sig mod den fælles fjende, sovjetkommunismen. Det var ganske vist et hastigt dalende antal tyskere, der nærede sådanne forhåbninger og illusioner (især efter at det lykkedes Den Røde Hær at nå frem til Oderfloden i slutningen af januar 1945), men de blev hængende i luften næsten helt til det sidste. Selv i den sidste, forfærdelige fase, hvor der herskede død og ødelæggelse overalt, selv konfronteret med helt umulige odds, fortsatte man kampen midt i en eskalerende række regionale sammenbrud, drevet af en stadig mere irrationel, men selvforstærkende, destruktiv energi. At forsøge at forklare, hvordan det kunne gå sådan – hvordan et så fuldstændig sønderrevet regime kunne vedblive at fungere, indtil Den Røde Hær bogstavelig talt stod uden for rigskancelliets porte – dét er formålet med denne bog.
Slutspil.indd 49
28/09/12 12.04
The End:En an angel the spire the minster in Freiburg surveys the legacy of engelhigh p책on spiret af of domkirken i Freiburg, 1946. destruction left by the war.
155 mm
64 mm
I A N K E R S H AW
S LUT S PI L Hitler-Tysklands h책rdnakkede modstand og destruktion 1944-45
I A N K E R S H AW
S LUT S PI L
Hitler-Tysklands h책rdnakkede modstand
og destruktion 1944-45
231 mm
155 mm
LINDHARDT & RINGHOF