Snigskytter læseprøve

201mm

40mm

Møllers egne erfaringer med snigskytter stammer fra ”den anden side af sigtekornet” – han er mere end én gang blevet frygt til nysgerrighed og beskriver snigskytternes metoder, den psykologi, der ligger bag det overlagte drab, den teknologiske udvikling fra middelalderens langbuer til den moderne verdens computerstyrede kikkertsigter. Møller gennemgår snigskytternes historie, fra pelsjægerne i Louisianas sumpe 256mm

over vinterkrigen i Finland, hvor en lille gruppe jægere på ski kæmpede imod den røde hær, til Vietnams jungle og vore dages ørkenkrige.

LARS R. MØLLER, oberst i Forsvarskommandoen, er forfatter til bl.a. Operation bøllebank (2001) og Vi slår ihjel og lever med det (2010). Møller har et stort publikum blandt de danske soldater og er kendt i de danske medier som en kontroversiel debattør. Hans bøger er blevet rost for deres rå fortællestil og skarpe indsigt, der tør tage fat om emner, som andre viger tilbage for. Han er blevet tildelt flere dekorationer og udmærkelser, bl.a. Kommandørkorset og Ebbe Muncks mindemedalje.

SNIGSKYTTER

beskudt af disse spøgelseskrigere. I bogen har han vendt sin

LARS R. MØLLER

Lars R. Møller giver et portræt af krigens ensomme ulve: snigskytterne

201mm

LARS R. MØLLER

SNIGSKYTTER LINDHARDT OG RINGHOF

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

LARS R. MØLLER

SNIGSKYTTER

LINDHARDT OG RINGHOF

Forord Højre side af mit ansigt blev oversprøjtet af noget rødt snask. Så hørte jeg skuddet og faldt ned. Jeg anede ikke, hvad der skete, men noget var galt, helt galt.

Jeg lå ned, vendte mig halvt om og så tilbage. Der lå knægten, og ved siden af ham sad den bosniske kompagnichef, fuldstændig forstenet. De andre fik halet ham og knægten om bag huset i en fart, jeg kravlede også derom, og selvom jeg inderst inde godt vidste, hvad der var sket, forstod min hjerne det stadig væk ikke. Omme bag huset fattede jeg det langsomt.

Det havde været en dejlig forårsmorgen i marts 1994 i det mellemste Bosnien. Jeg var sammen med min svenske besætning på PBV’en1 kørt ud til det yderste af Doboj-fingeren for at tale med de bosniske soldater i den yderste frontlinje og havde i den tidlige morgensol stået og talt med kompagnichefen.

Mellem os stod en knægt på ti-tolv år og følte sig beskyttet af min blå FN-hjelm og den store, stærke kompagnichef. Mindst 400 meter fra os havde der ligget en snigskytte i de serbiske bunkere, og han havde valgt, at knægten skulle dø – ikke mig, heller ikke kompagnichefen, men en uskyldig knægt med skæve tænder – og han havde skudt ham midt i panden. Det røde snask, jeg havde fået i hovedet, var blod og hjernemasse, da knægtens hoved bogstavelig talt var eksploderet. Bag huset begyndte jeg langsomt at forstå. Der havde bredt sig en mildest talt dårlig stemning. Kompagnichefen var brudt sammen, de omkringstående soldater var rystede, og jeg havde fået nok den dag. Jeg afbrød resten af mit program, gik tilbage til PBV’en, sagde til svendene, at vi kørte tilbage til lejren, og sagde så ikke et ord resten af vejen. Jeg anede ikke engang, hvad knægten hed. Efterfølgende blev jeg langsomt klar over, at jeg havde set en ekspert i psykologisk krigsførelse udfolde sig. Snigskytten havde med ét skud indsprøjtet en fuld dosis terror i os alle. Samtidig lagde han også grunden til denne bog.

Bogen viser konflikter set gennem sigtekorn og kikkertsigte og vender læserens opmærksomhed mod en overset kombattant, som ikke desto mindre har spillet en stor rolle – fra Kentuckys sumpe, hvor pelsklædte jægere nedskød medaljebesatte britiske officerer på stribe, over Boerkrigen, hvor en lille håndfuld farmere stoppede det britiske imperium, til Første Verdenskrigs indædte kampe i skyttegravene, til de finske jægere, der standsede den Røde Hær, over Østfronten i Anden Verdenskrig og Vietnams jungle til vore dages bykrig i Irak og bjergkrig i Afghanistan. Snigskytter har spillet en vigtig rolle og en rolle, der kun ser ud til at blive mere væsentlig, i takt med at kampene trækker sig ind i borgerkrigslignende konflikter og terrorbekæmpelse, hvor målets død og de civiles overlevelse er altafgørende. Snigskytten er med andre ord en skygge fra fortiden, som tegner til at blive en væsentlig ressource i fremtidens krigsførelse.

Forord

7

Bogen er skrevet for at belyse snigskyttens historie og den våbenteknologiske udvikling, så vi for første gang på dansk kan tage oplyst stilling til muligheder og udfordringer – ikke mindst i vores opfattelse af, hvad ”krig” er – og fremadrettet bygge videre på fortidens hårdt tjente lærepenge.

En bog om snigskytter må nødvendigvis også handle om skydevåben og deres udvikling. Sådanne tekniske udviklinger er samlet i kapitler med overskriften ”Teknologisk udvikling”, så man evt. kan springe dem over. Jeg har prøvet at begrænse mig ganske voldsomt, da jeg er helt klar over, at ikke alle deler min interesse for disse teknologiske fremskridt. Jeg har også opgivet at give den overordnede sammenhæng med de forskellige slag under krigene. Det ville blive alt for omfattende, ligesom jeg i denne bog udelukkende er interesseret i snigskytternes indsats – ikke de konflikter, de har ageret under.

En stor tak til chefsergent Jens Post for at dele sin store viden om de danske finskytter under Anden Verdenskrig, til samme Jens Post og kaptajn Ronnie H. Hansen for værdifulde input om krigen i Bosnien og Irak og til Hans Lundgaard, Hærens Kampskole, og Harder Sørensen, Hærens Operative Kommando, for uvurderlig bistand i forbindelse med kapitlet om de danske finskytter.

Også en stor tak til kommandolægen ved Hærens Operative Kommando, Lars R. Nissen, og overlæge Klaus Poulsen, patolog og retsmediciner ved Forsvarets Sundhedstjeneste, for justering og rettelse af mine misforståelser i kapitlet om skudskader. Endelig en stor tak til min far, oberstløjtnant R. R. Møller, for levering af mindst 5.000 kommaer, justeringer og positiv kritik.

Indledning Begrebet snigskytte er blandt ikke-fagfolk blevet så udvandet, at enhver med et gevær og et kikkertsigte benævnes en snigskytte. For nogle år siden blev Washington hærget af to retarderede personer, der skød folk, og pressen var hurtig til at beskrive dem som snigskytter, men de var mordere, der fejt slog tilfældige mennesker ihjel, og da politiet endelig fik dem stoppet, viste det sig, at de blot var nogle sølle eksistenser, der formentlig havde fået for lidt bryst som babyer. Wikipedia vrøvler også rundt i definitionerne. Her hævder man, at der skelnes mellem finskytter, som er en præcisionsskytte, der anvendes af politi og militær til specialopgaver. Man hævder videre, at der desuden findes skarpskytter, der er præcisionsskytter som skyder med almindelige våben, og endelig er snigskytter kriminelle præcisionsskytter, der skyder mod civile. Man kan supplerende oplyse, at en snigskytte er et udtryk fra den humanitære folkeret, der beskriver skytter, som beskyder civile (og

8

Snigskytter

måske militære mål) og aldrig er egentlige militære kombattanter. Dette er noget vrøvl.

Den amerikanske hærs uddannelsescenter i Fort Benning, Georgia, anvender følgende populære definition om snigskytter: ”Den rigtige militære snigskytte er en veluddannet professionel kriger, men i denne publikation anvendes ordet snigskytte om enhver individuel skytte, der skyder fra skjul.”2 Hærens Kampskole definerer skytter således: Den gode geværskytte (marksman) er udrustet med standardgevær med optisk sigte og kan beskyde alle former for opdukkende personel ud til 400 meter.

Finskytten (sharpshooter) er en særligt udrustet og uddannet geværskytte.

Primære måltyper er alle typer af mål ud til 700 meter. Finskytten indsættes ikke selvstændigt.

Specialskytten (sniper) er en særligt udrustet og uddannet geværskytte og patruljemand. Neutralisering af særlige mål efter lang tids forudgående observation og entydig målidentifikation, ud til minimum 1.000 meter. Specialskytten kan indsættes selvstændigt.

Snigskytten (enemy sniper), som er en fælles betegnelse for modstanderens kapacitet inden for sidstnævnte to niveauer.3 Det fremgår, at man på engelsk anvender betegnelsen snigskytte (sniper), uanset om vedkommende tilhører fjenden eller egne styrker, hvorfor jeg har valgt at anvende denne terminologi i bogen.

Jeg besluttede mig i sin tid for at skrive om snigskytter på grund af mine oplevelser i Bosnien, men også fordi emnet er så kompliceret i forhold til både teknik, psykologi, liv og død. Snigskytten skal udføre sin opgave professionelt, hvilket betyder, at han skal slå andre mennesker ihjel. I modsætning til de fleste andre soldater i kamp er snigskytten ikke i tvivl om, hvorvidt han har slået et andet menneske ihjel. Når han trykker på aftrækkeren, er det sket. Kravene til en snigskytte er grundig træning, uddannelse og nogle helt specielle menneskelige egenskaber. Det er ikke alle, der kan blive en god snigskytte, og det er slet ikke alle, der har psyken til det.

Når jeg skriver ”han” om en snigskytte, mener jeg m/k, undtagen hvor jeg decideret skriver ”hun”. Grunden er, at der op gennem historien har været en hel del dygtige kvindelige snigskytter, men det vender jeg tilbage til.

Jeg er blevet nødt til at foretage nogle valg med hensyn til måleenheder, idet ikke alle i den civiliserede verden er gået over til metersystemet. I Europa (minus Storbritannien) og den amerikanske hær anvender man metersystemet, mens man i Storbritannien og det amerikanske marinekorps anvender det gamle imperiale system med enheder som yards, tommer og grains. Det giver nogle udfordringer, for eksempel vejer et M40A1-gevær 14,5 pund, svarende til 6,57

Indledning

9

kg. Det afskyder et 7,62-mm M118-projektil svarende til 0,308 tomme, der vejer 173 grains, svarende til 11,21 gram, med en mundingshastighed på 2.550 fod pr. sekund, svarende til 777 meter i sekundet, og kan ramme et mål på 1.000 yards, svarende til 914 meter. Når jeg omregner til metersystemet, giver det nogle ”skæve” afstande. Eksempelvis giver det mening at skyde efter en skive, der står på en afstand af 1.000 yards, men når det omregnes, skyder man efter en skive på 914 meters afstand, hvilket kan virke fjollet: Hvorfor lige 914 meter, hvorfor ikke 920? Jeg har derfor omregnet de forskellige afstande til metersystemet, og jeg har også tilladt mig at tillempe afstandene, så det giver mening for læseren. 1.000 yards har jeg generelt oversat til 1.000 meter, undtagen når vi taler rekorder og lignende.

I starten anvender jeg konsekvent ordet riffel for at understrege forskellen på et våben med riffelgange i forhold til et glatløbet. Efter midten af 1850 forsvinder de glatløbede våben stort set, og jeg anvender herefter ordet gevær, som er det danske ord for en riffel. En bøsse er i denne sammenhæng et glatløbet våben, der skyder med hagl, heraf navnet en haglbøsse. Ordet kugle stammer fra den gammeldages blykugle, og selvom kuglen også er et projektil, anvender jeg først ordet projektil, når man forlader blykuglerne. I de historiske afsnit er jeg også klar over, at jeg ikke kan skrive, at noget blev opfundet i Tyskland, fordi Tyskland jo først opstår i det 19. århundrede, efter at Bismarck fik samlet de tyske stater. Bær over med mig.

Endelig skal vi lige runde begrebet kaliber, som kan betyde forskellige ting.

Kaliberbetegnelserne stammer fra haglbøssernes ”hjemland”, England, hvor man tilbage i 1800-tallet bestemte kalibrene ved at støbe lige store runde kugler af et engelsk pund (454 gram) bly. Det løb, kuglerne lige akkurat kunne passere igennem, fik kaliberbetegnelsen efter det antal kugler, der blev ud af pundet.

Støbte man for eksempel 12 kugler, svarede kuglernes diameter til diameteren af et kaliber 12-løb. Blev der 20 kugler, svarede kuglernes diameter til et kaliber 20-løb.4 Dette betyder også, at kaliber 12-hagl er større end kaliber 16. Typisk engelsk. Våbnets kaliber anvendes også til at angive løbets længde på en kanon, men det vil jeg ikke gå nærmere ind i. Her i bogen er det imidlertid en anden betydning af kaliber, der er vigtig. Før jeg kommer ind på dette, skal det nævnes, at en patron består af et hylster og et projektil. Hylstret består af metal, oftest messing. I bunden af hylstret sidder fænghætten, som rammes af geværets slagstift, der antænder krudtet i hylstret. Krudtet består af stangeller rørkrudt, og hylstret er næsten fyldt helt op med krudt. Gastrykket, der udvikles i en geværpatron, ligger afhængigt af kaliber på 3.000-4.000 kg pr. kvadratcentimeter. Dette enorme tryk giver projektilet en udgangshastighed på 600-1.200 m/s.5 Når vi taler om kaliber, taler vi også om størrelsen af det

10

Snigskytter

projektil, der kommer ud af geværmundingen. Et våbens kaliber angiver den indvendige diameter af våbnets løb målt over riflingens felter og angives normalt i mm eller cm. Kaliber kan også angive projektilets diameter i 1/100 tomme. En salonpatron, som er 5,6 mm i diameter, er derfor en kaliber 22 (0,22 tomme er 5,588 mm). Et 12,7-mm projektil er derfor en kaliber 50 (0,5 tomme). Det giver også lidt forvirring, når man taler ammunition. En 7,62-mm findes også som 30.06, 308 eller 300, som egentlig er 0,3006 tomme og udtales ”tredive nul sekser”, mens den anden hedder ”tre hundrede og otter”, men vi taler altså stadig om en 7,62-mm. Normalt oplyses en patron som 7,62 x 57 mm, hvilket betyder en kaliber på 7,62 mm, og patronhylstret er 5,7 cm langt, hvilket indikerer mængden af krudt i hylstret. En magnumpatron er en patron med ekstra krudt i hylstret, hvilket giver større hastighed på projektilet. Et magnumhylster er længere end det almindelige hylster og betegnes eksempelvis 300 WIN MAG eller 308 WIN MAG, hvilket betyder kaliber, Winchester (der hvor patronen er fabrikeret) og magnum, altså ekstra krudt. Når man taler om, at ammunition er underkalibreret, så betyder det, at ammunitionen er mindre end våbnets kaliber. Man anvender denne ammunition, når man skal skyde igennem panser eller skudsikre veste. Man forsyner projektilet med noget materiale, der kaldes sabot (træsko), som falder af, når projektilet har forladt mundingen, og projektilet, som består af en meget hård kerne, farer nu frem mod målet og kan gennemtrænge panser. Det er altså panserbrydende ammunition.

Skulle man i anden sammenhæng løbe ind i det imperiale målesystem kontra metersystemet, er her en omregningstabel: For at konvertere grains til gram: Gang med 0,0648. Fra gram til grains: Gang med 15,43.

For at konvertere pund (lbs) til kilo: Gang med 0,4536. Fra kilo til pund: Gang med 2,205.

For at konvertere tommer til millimeter: Gang med 25,4. Fra millimeter til tommer: Gang med 0,0394.

For at konvertere fra yards til meter: Gang med 0,9144. Fra meter til yards: Gang med 1,094.

For at konvertere fra fod pr. sekund (fps) til meter pr. sekund (m/s.): Gang med 0,3048. Fra m/s. til fps: Gang med 3,281.6 Jeg gør en del ud af de erfaringer, man høstede under Første Verdenskrig, og det skyldes, at den moderne snigskytte blev født under denne gigantiske krig. De fleste erfaringer, der blev indhentet, blev ganske vist glemt efter krigen, men ved hver eneste efterfølgende konflikt blev de genopdaget, prisen blev betalt i blod, og de fleste af erfaringerne anvendes den dag i dag. Jeg har valgt ikke at gentage mig selv unødigt i løbet af bogen, selvom det nok ville have været

Indledning

11

det mest korrekte. Når man anvendte sine erfaringer ved skudafgivelse under Første Verdenskrig, og de efterfølgende blev glemt, så blev de siden genopdaget under Anden Verdenskrig og senere igen under Korea- og Vietnamkrigen, men nævnes altså kun første gang i bogen. Dette gør sig også gældende for det 21. århundredes snigskytteindsættelser. De fleste erfaringer blev gjort under den anden Irakkrig, og kun i det omfang, de er blevet suppleret, har jeg medtaget dem under krigen i Afghanistan, hvorfor dette kapitel ikke er så omfangsrigt.

I en bog om et så specielt emne som snigskytter bliver man nødt til at begrænse sig til de markante historier, hvilket bliver meget tydeligt under Anden Verdenskrig i beskrivelsen af kampagnen efter invasionen i 1944 og frem til afslutningen af krigen i Europa. Stort set alle de kilder, jeg har fundet, kommer ind på snigskytteaktiviteten, men mere som bibemærkninger. De specifikke bøger om landgangen i Normandiet har snigskytteaktivitet som undertema ligesom de gennemgående bøger om specifikke enheder eller enkeltpersoner. Jeg har derfor valgt at begrænse mig i kapitlet om invasionen, ikke fordi der ikke anvendes snigskytter på begge sider, men fordi de indhentede erfaringer allerede er beskrevet.7 Jeg anvender ret få specifikke militære termer, men et af dem er begrebet Rules of Engagement forkortet til ROE. Det er de retningslinjer, som militære enheder udstyres med, og som beskriver den mængde magt, der må anvendes for at løse en opgave. Det er den militære chefs måde at kontrollere den enkelte soldats måde at anvende magt på og de kan være meget detaljerede. Eksempelvis kan de beskrive, at man ikke må anvende dødelig magt, medmindre man bliver nødt til at forsvare sig. Jeg anvender også et typisk militært udtryk, når et våben ikke fungerer, som det skal. I forsvaret får det funktioneringsfejl – ikke funktionsfejl. Når man anbringer et våben i en dertil udviklet holder, så hedder holderen en affutage, og disse affutager anvendes normalt, når man ønsker at skyde præcist med tungere våben som for et eksempel et tungt maskingevær.

Hvad er en snigskytte?

Menneskers evne til at ramme præcist har altid fascineret. Nævner jeg Robin Hood, så ved I, hvad jeg mener. Her bør man nok også nævne Wilhelm Tell, der for at redde sin søn skød et æble af hovedet på ham med sin armbrøst.

Der er ingen tvivl om, at kong Richard 1. var et mål for en snigskytte under korstoget i 1199. Han blev ramt i skulderen og døde efterfølgende af sit sår.8 Én mand påvirkede historiens gang.

12

Snigskytter

Selve begrebet snigskytte er ret nyt. Når man tidligere beskrev en god skytte, talte man om en skarp- eller mesterskytte. Begrebet snigskytte, på engelsk ”sniper”, stammer fra jagt og er i dag synonymt med en mesterskytte, der jager mennesker. Det var kun særlig dygtige skytter, der kunne (og kan) nedlægge en ”snipe” – en sneppe (egentlig bekkasin, men lad det nu være), da disse små fugle er hurtige og adrætte, ligesom deres flyvemønster gør, at kun rigtig dygtige skytter kan nedlægge dem (i skrivende stund har jeg endnu ikke fået ram på én) – og derfor blev en dygtig sneppeskytte kaldt en sniper.

Udtrykket blev kendt fra breve, som britiske officerer sendte hjem fra Indien i slutningen af det 18. århundrede, hvor de beskrev jagten på snepper. Det tidligste brev, vi kender til, stammer fra 1773, og et andet fra 1782 omtaler, at enhver person, der dukker op, vil blive ”sniped”. En journalist skrev i 1824, at flere indfødte soldater blev dræbt eller såret af fjendens ”snipers”, og op til Boerkrigen i slutningen af det 19. århundrede var en ”sniper” en skytte, der skød på lange afstande.9 Udtrykket snigskytte blev anvendt af pressen i begyndelsen af Første Verdenskrig og er blevet hængende, men er også blevet udvandet, således at det i dag kan betyde alt fra morder til højtuddannet specialist.

Under en konflikt vil en snigskyttes tilstedeværelse normalt altid have en virkning på andre. Virkningen er så stor, at de allierede stabe under konflikterne i Irak og Afghanistan kun anvender begrebet under yderst kontrollerede omstændigheder. Årsagen er, at den almindelige soldat oplever snigskyttens målrettede projektiler helt anderledes end almindelige våben. For at forstå dette skal man forstå den psykologi, der eksisterer blandt soldater i kamp. De fleste soldater ved, at det, de gør, er livsfarligt, både for dem selv og for dem, de bekriger. Soldaten anvender sit våben mod fjenden, men normalt ser han ham kun sjældent, ligesom han sjældent ser resultatet af sine egne gerninger, på grund af enten lang afstand eller et kaotisk miljø. Han kan anvende artilleri og fly mod fjenden, ligesom han ved, at fjenden også vil forsøge at uskadeliggøre ham. Fjenden kan også anvende miner eller vejsidebomber, men det opleves næsten aldrig personligt. Soldaten kan overbevise sig selv om, at det ikke var ham personligt, der nedkæmpede fjenden, ligesom fjendens forsøg på at nedkæmpe ham aldrig opleves som et personligt forsøg på at slå ham ihjel.

Denne psykologi ændres afgørende, når en snigskytte melder sin ankomst på slagmarken eller i missionsområdet.

Næsten alle mennesker frygter at blive overfaldet af et andet menneske.

Mange voldsofre får psykiske skader, fordi de grubler sig syge ved at prøve at undskylde, føle skyld, skamme sig, blive vrede, undgå, efterrationalisere, genopleve overfaldet og sideløbende hele tiden prøve at forstå, hvorfor voldsmanden lige nøjagtig overfaldt dem. Et sådant overfald opleves ikke som uper-

Hvad er en snigskytte?

13

sonligt. Det opleves som et groft personligt overgreb, en livstruende fokuseret handling mod ens liv og førlighed, og det er noget helt andet end den almindelige risiko, vi som mennesker oplever, når vi begiver os ud i trafikken eller udsættes for ulykker. Jeg vil tillade mig at sammenligne krig med en dagligdags trafiksituation. Jeg kører i trafikken, og hvis jeg er uheldig eller laver fejl, kan jeg miste livet eller blive såret, men det opleves næsten aldrig som noget personligt; det er jo et uheld. Denne perception udgør en form for skjold, der dæmper eller afværger den sande vægt af den psykiske byrde, der næsten altid vil være til stede under krig. Forsøger nogen derimod bevidst at køre mig ned, lige netop mig, og bliver jeg forfulgt med henblik på, at nogen vil slå mig ihjel, er der tale om en helt anden psykologisk virkning. Metaforen er ikke helt ude i hampen – man kan statistisk påvise, at psykiske skader ved naturkatastrofer er langt færre, end hvis man er blevet overfaldet af et andet menneske.

Dette er også årsagen til, at en snigskytte opleves helt anderledes end almindelige soldater. Snigskytten udser sig nemlig et individuelt mål og forsøger helt bevidst at slå det ihjel. Det, at man personligt er blevet udpeget til at blive slået ihjel, flår skjoldet væk, og vi udsættes for målrettet aggression rettet direkte mod vores ret til og ønske om at eksistere. Det betyder, at en snigskytte har to virkninger på fjenden: dels hans våbens fysiske virkning og dels den betydelige psykologiske virkning, som hans tilstedeværelse har på alle soldater i området. Det er ikke en ny følelse. En beretning fra en britisk officer under slaget om New Orleans (1815) er måske den første beretning om det psykologiske aspekt ved en snigskytte: ”Vores opmærksomhed blev fanget af en mand bag brystværnet, da han strøg sin hat tilbage og sigtede mod os. Afstanden var så stor, at vi så på hinanden og smilede. Vi så mundingsglimtet, og manden på min højre side faldt ned fra sin hest. Manden ladede sit våben igen, og denne gang var der ingen, som smilede. Et nyt mundingsglimt, og endnu en gang faldt en af vores kammerater om. Det var frygteligt at marchere frem mod den visse død. Granater og tusindvis af musketkugler fløj os om ørerne, men det betød intet, fordi der var en chance for, at vi ikke blev ramt, men at have vished for, at hver gang riflen blev rettet mod os og affyret, så ville døden ramme os med sikkerhed og stadig marchere frem, var simpelthen frygteligt.”10 I mange bøger gøres der ofte en del ud af, hvor mange bekræftede nedskydninger den pågældende snigskytte har haft, som en slags skala for, hvor god vedkommende har været. Det er efter min mening uden ret megen værdi, fordi tallene ikke er sammenlignelige. En meget erfaren tysk snigskytte, Sepp Allerberger, fik ordre til at rapportere sine træffere til sit kompagni og sørge for, at en befalingsmand bevidnede dem, men dræbte han fjender under angreb eller

14

Snigskytter

forsvar, talte de ikke. Hertil kom, at han tit blev nægtet en underskrift af vidner, især artilleriobservatører, der ofte betragtede snigskytterne som unfair mordere og ikke ville give deres underskrift til støtte for en så gennemført barbarisk opførsel.11 Den amerikanske snigskytte Chris Kyle fra SEAL-team 312 forklarer: ”Flåden siger, at jeg har skudt flere bekræftede fjender end nogen anden amerikansk soldat nogensinde. Det skal nok være rigtigt. De kan ikke rigtig blive enige om det korrekte tal, den ene uge er det 160 (som er det officielle tal), så er det højere eller noget derimellem. Hvis I vil have et tal, så spørg flåden, og på en god dag kan det være, I får sandheden. Jeg opgiver selv ingen tal, jeg er ikke talekspert. Tal er ikke vigtige for mig, jeg ville bare ønske, at jeg havde dræbt flere, der prøvede at dræbe amerikanere eller irakere, som var loyale over for det nye styre.”13 Snigskytterne har altid stået uden for det almindelige fællesskab. Under Første Verdenskrig skete det, at soldaterne indgik en slags uofficiel våbenhvile, hvor man ganske vist skød efter hinanden, men sørgede for ikke at ramme, fordi en dræbt soldat øjeblikkelig betød hævn, oftest i form af heftig artilleribeskydning. Samme mønster sås under Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen. Snigskytten kom bare frem til linjerne, skød en eller flere fjender og forsvandt igen, mens hans kollegaer blev tilbage, overladt til fjendens hævn, hvilket ikke ligefrem kaldte på kollegiale følelser. Da tyskerne havde trukket sig tilbage over Dniester, faldt der ro over fronten, mens parterne forberedte sig. Pausen blev benyttet til at bade og tage sol, men det lykkedes Sepp Allerberger at skyde en solbadende russisk soldat på 600 meters afstand, hvilket totalt ødelagde den gode stemning og resulterede i et langvarigt sovjetisk artillerioverfald.14

At dræbe Det er svært at finde viden om at slå nogen ihjel, og jeg må derfor falde lidt tilbage på min egen forskning inden for emnet.

De fleste mennesker gennemgår fem faser, når de skal slå nogen ihjel – det lyder barskt, og tanken er tabu, men uanset dette er der nogle mennesker, samfundet har ansat til at udføre opgaver, som i værste fald indebærer, at de må slå ihjel. Derfor må vi også vide, hvad det er, vi i værste fald betaler andre for at gøre på vores vegne. Det danske sprog er værdiladet. Når vi taler om at slå ihjel, er den, der gør det, på engelsk en ”killer”, hvilket på dansk kan oversættes til en ”drabsmand”. Dette ord er værdiladet, da associationerne har noget at gøre med drab, retssager og noget kriminelt. Det er en betegnelse, som vores soldater og politifolk ikke fortjener, og når vi undersøger emnet, har jeg derfor valgt den forholdsvis neutrale omskrivning ”nedskydning” i stedet for ”drab”.

Hvad er en snigskytte? At dræbe

15

De fem faser er: ængstelse, nedskydning (drabet), ophidselse, fortrydelse og endelig bearbejdning og accept.

Den første fase består af bekymring, nervøsitet eller ængstelse. I denne fase overvejer soldater og politifolk, om de er klar til at ”trykke på aftrækkeren”. Man overvejer, om man kan tage et andet menneskes liv, hvis det er nødvendigt for at løse opgaven. Det er særdeles vigtigt, at man har overvejet dette og truffet et valg, inden situationen opstår. Er man ikke villig til at trykke på aftrækkeren for at løse opgaven eller frelse liv, så kan man ikke være soldat eller politibetjent. Selvom man har truffet beslutningen, vil man ofte være bekymret, ængstelig, spændt eller nervøs for, om man kan gøre det, der forventes af en – eller om man vil stivne og måske blive årsag til, at nogen kommer til skade eller dør, eller at missionen mislykkes. For snigskytten er dette endnu vigtigere. Når en snigskytte skal arbejde, betyder det næsten altid, at han skal skyde nogen. Det kræver virkelig, at man har tænkt over tingene.

Fase to er selve nedskydningen. Snigskytter skal slå fjenden ihjel, men mange gange opfattes det anderledes. En af USA’s mest erfarne snigskytter var seniorsergent Carlos Hathcock fra Marinekorpset, som blev noteret for 93 bekræftede nedskydninger, selvom det reelle tal formentlig lå over 300. Da han blev spurgt, svarede han: ”Spørgsmålet er egentlig ikke, hvor mange jeg har slået ihjel, men mere hvor mange liv jeg har reddet. Det var sådan, jeg så på det.

For hver nedkæmpet fjende kunne en amerikansk soldat måske vende tilbage til USA i live.”15 Hathcock udtrykte det således: ”Jeg trak vejret dybt for at berolige mig selv og gik ind i snigskyttens boble.

Jeg ventede, overrasket over, hvor rolig jeg var, og min puls føltes næsten normal. Han kiggede frem bag træstammen. Havde han aldrig hørt, at man kan dø af nysgerrighed? Han havde et ungt, glat ansigt og kort hår, og jeg kunne se hans sorte øjne i kikkertsigtet, da han gloede i min retning, næsten som om vi stod ansigt til ansigt. Jeg tænkte på, hvad de havde fortalt på snigskytteskolen.

Den store forskel på at skyde mod hurtigt løbende skygger og pludseligt opdukkende mål i forhold til koldt og velovervejet at udvælge en mand til henrettelse.

At se ham øjnene, når man trykkede på aftrækkeren. Mange kunne ikke gøre det, sagde de. Han strakte sig bag træet for bedre at kunne se, og jeg sigtede midt i hovedet. Jeg havde indskudt på 200 meter, men på denne korte afstand på under 100 meter måtte jeg holde lavt. Jeg sigtede på hans hals, men kunne stadig se hans øjne i det øverste af sigterammen. Jeg så hans øjne sidste gang.

Han var bare et mål, jeg skød. Geværkolben rykkede på min skulder, og projektilet smadrede hans ansigt. Jeg kunne ikke se noget, kun en rødlig tåge, hvor hans ansigt havde været. Min første træffer kunne noteres i min logbog.”16 Den næste fase er ophidselse. ”En underlig følelse skød gennem mig; det

16

Snigskytter

var anderledes, end da jeg som knægt skød min første kænguru. Et øjeblik følte jeg mig syg, men det gik hurtigt over,” fortalte en australsk snigskytte, da han under Første Verdenskrig skød en tysk observatør.17 Andre gange er det mere en følelse af: ”Yes! Jeg fik ham.”

Fortrydelsesfasen er ofte overstået meget hurtigt – nogle skytter vil hævde, at de slet ikke har oplevet den, hvilket godt kan være rigtigt, specielt efter længere tids indsættelse og mange træffere. Rigtig mange hævder også, at de ikke fortrød noget som helst, for eksempel Chris Kyle: ”Når man spørger mig, om jeg ikke fortryder, at jeg dræbte så mange mennesker i Irak, så er svaret NEJ – og jeg mener det. Første gang man skyder nogen, bliver man lidt nervøs. Man tænker: Kan jeg virkelig skyde ham? Er det her helt o.k.? Men efter at man har dræbt fjenden, opdager man, at det er o.k., og man siger: Fedest! Man gør det igen og igen. Man gør det, for at fjenden ikke kan slå en selv eller ens kammerater ihjel, og man gør det, indtil der ikke er flere at slå ihjel. Det er krig, og jeg er yderst tilfreds med det, jeg gjorde.”18 Men den vigtigste fase er bearbejdning og accept. Her er forholdene for snigskytter anderledes end for de fleste andre soldater, fordi de normalt befinder sig langt væk fra målene, men også fordi de tit meget klart kan se, hvad der sker, når målet bliver ramt. Neta Bar er antropolog og har interviewet 30 israelske finskytter, der kæmpede i Palæstina i 2000-2003. Igennem de mange samtaler med skytterne blev det klart for hende, at de opfattede deres ofre anderledes end de øvrige soldater. Hun mener, at denne holdning skyldtes den fysiske afstand til ofrene, og at de sommetider havde haft dem under observation i flere timer eller dage. ”Der er meget distance i drabene, men det er også meget personligt. Jeg vil gå så vidt som at sige intimt,” fortæller hun.

Ud over at opfatte deres ofre anderledes bearbejdede finskytterne også selve drabene anderledes. Ingen af de 30 israelske finskytter viste tegn på traumer efter at have taget en persons liv. Ifølge Bar retfærdiggør finskytterne i høj grad deres opgaver og føler derfor ikke skyld over drabene. En af de interviewede fortæller således om en familie, der sørger over en mand, han lige har dræbt. ”Det var en, der var elsket af sine venner. Og jeg er sikker på, at han var en god mand, der kæmpede af ideologiske årsager. Men fra vores side havde vi forhindret ham i at dræbe uskyldige. Og derfor er vi ikke kede af det.”19 Dette er et gennemgående træk ved snigskytters bearbejdning og accept. De er oftest helt afklarede med deres arbejde og nøje udvalgt.

Alle, der uddanner snigskytter, må tage højde for det psykologiske aspekt hos dem, der koldt og velovervejet skal dræbe et andet menneske. Elever, som er motiveret af prestige, vil ofte ikke kunne mønstre den fornødne nøgterne

Hvad er en snigskytte? At dræbe

17

rationalitet. Den rette mentale motivation kan ikke læres eller indoktrineres gennem uddannelse. Aspektet drøftes ofte blandt instruktører og snigskytter.

Major Culver er instruktør på det amerikanske marinekorps’ skole i Quantico: ”En snigskytte skal føle, at han kan dræbe, når han skal, men han skal også have menneskelige følelser. Han skal have samvittighed, ikke nødvendigvis en stor religiøs indsigt, men den, som dræber, fordi han kan lide det, er værdiløs som snigskytte.” Oberstløjtnant Randy Smith forklarer: ”Under snigskyttekurset bliver soldaten nødt til at tænke over det, han skal gøre. At skyde nogen gennem et kikkertsigte er meget personligt. Fjenden er ikke kun en uniform, der løber over en vej. Han er en mand, man lige har set tænde en cigaret, man kan have betragtet ham i timevis, før man skyder. Man har en profil af ham, han ryger med venstre hånd og har blå øjne. På 1.000 meters afstand ser snigskytten stadig ansigtet af den person, han skal skyde.” Snigskytten Chuck Mawhinney, som havde 103 nedskydninger i Vietnam, siger: ”Psykologisk skal en snigskytteelev have tænkt sig om og gjort op med sig selv, om han kan affyre det dræbende skud. Vi er alle opvokset med de ti bud – ’du må ikke slå ihjel’ – så man bliver nødt til at håndtere det. Jeg anvendte tesen ’du må ikke slå ihjel, men du må heller ikke slå mig eller mine kammerater ihjel’. Man har muligheden for at tænke sine skud igennem, og man har mulighed for mentalt at forberede sig på at dræbe en eller andens søn. Man har muligheden for at tænke over sine handlinger og forberede en forklaring, der retfærdiggør ens handlinger. Nogle skyder for at frelse liv, nogle af had til fjenden, andre fordi det er deres arbejde, men uanset hvilken grund man anvender, så skal man kunne retfærdiggøre sine handlinger over for sig selv.”20 Den britiske sergent Dan Mills, som var snigskytte i Irak, fortæller: ”Man kan se hans ansigt, når man dræber ham. Man slår en hel person ihjel, man har formentlig studeret ham i et stykke tid før skuddet, og når man langsomt trykker på aftrækkeren, bliver man nødt til at erkende over for sig selv, at man tager et liv. Der er ingen mening i at investere et otteugers kursus med ekstremt hård fysisk såvel som psykisk uddannelse, hvis skytten, når skuddet skal tages, begynder at tænke på, at målet måske har hustru og børn derhjemme. Han kan være far til otte unger og have fire bedsteforældre, som han er ansvarlig for, men han er fjenden, og sådan er det. Bare ærgerligt.”21 Alle snigskytter kan huske deres første nedkæmpede fjende. Sergent Jeffrey Clifford fra det amerikanske marinekorps husker sit første mål således: ”Vi var indsat i området omkring Hill 55, hvor terrænet mest var fladt med enkelte lave bakker. Jeg tror, at ens første træffer altid vil være noget, man husker – jeg glemmer i hvert fald ikke min. Hun var omkring 18 år gammel og var bevæbnet med et M1-gevær. På dette tidspunkt vidste jeg selvfølgelig ikke, at det var en

18

Snigskytter

hun, og jeg vidste heller ikke, at hun var gravid. Jeg var i stilling i en forladt villa, hvorfra vi kunne overskue terrænet. En lille gruppe fjendtlige soldater kom ud fra skovbrynet og var på vej tilbage, da jeg skød den bagerste. Afstanden var omkring 550 meter, og projektilet gik ind i den lave del af ryggen og ud foran.

Liget og geværet blev bjærget og nedskydningen bekræftet. Soldaterne lykønskede mig med to træffere med ét skud. Jeg kiggede bare op mod solen.”22

Skudsår og ballistik Historien om snigskytterne drejer sig om udviklingen af geværer og ammunition, men våben og ammunition er kun midlerne til, at snigskytten kan løse sin opgave, som er at dræbe mennesker. Når et projektil rammer en person, afhænger skaden af mange forskellige faktorer, hvoraf nogle er uforklarlige, og når man skriver om snigskytter, skriver man reelt om projektilers virkning på mennesker. Op gennem tiden har man studeret denne virkning, som har ændret sig i forbindelse med udviklingen af våben og ammunition.

De projektiler, der blev anvendt frem til det 19. århundrede, var meget store i forhold til moderne projektiler og blev afskudt med relativt lav hastighed. Projektilet påførte målet meget alvorlige skader. Den tunge blykugle deformeredes, når den ramte, og blev forvandlet til en blyklat på op til 2,5 cm i diameter. Den lave hastighed betød normalt, at kuglen blev siddende i kødet. Al den energi, der var i kuglen, blev således overført til målet. I begyndelsen af det 19. århundrede forbedrede man skydevåbnene og forøgede projektilets hastighed, hvilket betød, at træfningen blev mere nøjagtig og målets skader værre.

Kirurger, der arbejdede under Den Amerikanske Borgerkrig, forsøgte at forstå, hvad der skete, når mennesker blev ramt af projektiler, og i 1877 beskrev professor T. Longmore skudskaderne: ”Hvis et moderne geværprojektil rammer en hård og kraftig knogle som et lårben, bliver knoglen smadret i mange forskellige stykker, ofte så mange, at man normalt ikke kan tælle dem. En stor del af splinterne sendes af sted i forskellige retninger og forvandles til sekundære projektiler. Der dannes et stort hulrum inde i låret, og når det vaskes rent, opdager man, at musklerne er smadret og gennemboret af en masse knoglesplinter. Denne massive skade kan normalt ikke ses udefra, fordi projektilets indgangshul ofte ligner et pænt lille hul, hvor man lige kan få det yderste af en finger ind.” Longmores beskrivelse var en del af en generel undersøgelse af skudsår, hvor man forsøgte at finde ud af, hvad der skete, når projektilet ramte.

Det preussiske krigsministerium afholdt forsøg, hvor man skød på kadavere på forskellige afstande fra 25 til 1.800 meter. Når projektilers virkning på levende væv skulle undersøges, anvendte man bedøvede dyr, primært grise og geder, da deres sår lignede menneskers, ligesom man anvendte blokke af ler, sæbe og

Hvad er en snigskytte? Skudsår og ballistik

19

gelatine, som minder meget om menneskeligt væv. I 1960’erne begyndte man at anvende computere til at simulere projektilernes virkning.23 Når man i dag skal demonstrere et geværprojektils virkning, anvender man en plastikdunk fyldt med vand. Når dunken rammes, sker der en dramatisk reaktion, idet den næsten eksploderer, når projektilet rammer. Man kan også anvende demonstrationen til at belyse forskellige våbens virkning, men det, man ser, er kun en del af virkningen, den såkaldte hydrauliske chokbølge. I den virkelige verden eksploderer mennesker ikke, når de bliver ramt, men forsøg, obduktioner og moderne lægevidenskab har betydet, at vi efterhånden har en betydelig viden om, hvad der sker, når et projektil rammer et menneske, og selvom principperne for sårballistik er forholdsvis gamle, bliver vi stadig klogere.24 Et geværprojektils virkning afhænger af dets hastighed. En højere hastighed bevirker dels, at projektilet er præcist, men forøger også den skade, der sker, når det rammer, altså dets anslag. Der findes forskellige definitioner på højhastighed, hvilket i denne sammenhæng ikke er vigtigt, da alle moderne geværer affyrer højhastighedsprojektiler. Projektilers hastighed måles på tre forskellige måder. Mundingshastigheden, som er den hastighed, hvormed et projektil forlader geværløbet. Anslagshastighed, som er den hastighed, projektilet rammer målet med, og endelig den resterende hastighed, som er projektilets hastighed, når det forlader kroppen, under forudsætning af at det ikke sidder fast i vævet. Forskellen på rest- og anslagshastigheden er en nøglefaktor, når man skal vurdere virkningen. Jo mere projektilet opbremses, jo større er energioverførslen til målet, og jo større er den potentielle skade. En ulempe ved højhastighedsammunition er projektilets tendens til at skære tværs gennem vævet uden at afsætte ret meget energi i målet. Denne ulempe er altid relativ, idet skader i hovedet eller på kroppen stort set altid er omfattende. Et geværprojektil er ustabilt i modsætning til en pil, hvis flugt og balance naturligt bevirker, at spidsen rammer målet. Et projektil er langt og tyndt med en spids næse og er optimalt til at skære sig gennem luften med overlydshastighed.

Når projektilet er i bevægelse, vil det have en tendens til at svinge eller rokke i længdeaksen, fænomenet er kendt som at ”gire”, men denne tendens modvirkes ved, at riffelgangene i geværløbet giver projektilet en ekstraordinært hurtigt rotation; det drejer sig om sin egen akse. Dette skaber en gyroeffekt, som holder projektilet stabilt i flugten, hvorved det flyver i en normal ballistisk bane. Den stabilitet, som opstår, når projektilet roterer, ophører, når det rammer menneskeligt væv, som er 800-900 gange tættere end luft. Projektilet bliver øjeblikkelig ustabilt og begynder at kolbøttere. Et projektils ustabilitet varierer afhængigt af dets design og beskaffenheden af det væv, det gennemtrænger.25

20

Snigskytter

Den militære snigskytte interesserer sig for sårballistik for mest effektivt at kunne dræbe eller uskadeliggøre målet. Men for skytter inden for politiet, paramilitære styrker og militære enheder, der også løser opgaver inden for kriminalitet og terrorbekæmpelse, er det ofte nødvendigt med større præcision, når et mål skal uskadeliggøres. I visse situationer, især hvis der er taget gidsler, er der krav om ”øjeblikkelig uskadeliggørelse”. Begrebet stammer fra et FBIstudie fra 1987 og betyder, at en gidseltager fysisk skal hindres i at trykke på en aftrækker (også som en refleks), når projektilet rammer ham. Øjeblikkelig uskadeliggørelse kan kun opnås, hvis man tilintetgør rygmarven over skulderniveau, eller ved at man påfører øjeblikkelig og massiv skade på hjernestammen inklusive den forlængede marv.26 I de nævnte områder af centralnervesystemet findes de vigtige centre, der styrer vejrtrækning og hjertefunktion, men også pyramidebanen, som er forbundet med de motoriske nerveceller.27 Når et projektil rammer dette målområde, vil målet øjeblikkelig kollapse. Den forlængede marv er 37 mm lang og op til 20 mm bred, og selv på meget korte afstande under 100 meter kan end ikke den bedste skytte garantere en træffer. Det er årsagen til, at skytter med disse opgaver normalt opererer på kortere afstande end den almindelige snigskytte. Hertil kommer, at målet skal have en ret vinkel i forhold til skytten. Hvis man vil ramme rygmarven over skuldrene, skal projektilet ramme mellem næsen og tænderne, lige over øret eller der, hvor rygraden går op i kraniet. Hjernevæv er relativt blødt og fyldt med væske, og da hjernen er indkapslet i et kranium, er vævet det eneste, der kan eksplodere, når det bliver ramt. Ideen er, at man hindrer gidseltageren i at skyde. Hvis gidseltageren beslutter sig for at skyde, sendes et signal til aftrækkerfingeren via nervesystemet. Meningen er at hindre dette signal i at nå frem. Det tager et projektil 0,12 sekunder at tilbagelægge 100 meter og yderligere 0,0000516 sekunder at afbryde gidseltagerens nervesignal, hvilket er langt mere effektivt end de 10-15 sekunder, det tager, før målet forbløder efter et perfekt skud i hjertet.28 Der findes dog andre synspunkter på øjeblikkelig uskadeliggørelse. Martin Fackler, som er pensioneret kirurg fra den amerikanske hær, hævder, at et skud i hjernen, specielt i den lavere del af hjernen, også vil skabe den øjeblikkelige uskadeliggørelse, fordi projektilets sekundære virkning, jævnfør nedenfor, vil ødelægge den forlængede marv. Dette giver et væsentlig større mål på størrelse med en knytnæve. De forskellige opfattelser kan bevirke, at en politiskytte kan træffe en forkert beslutning, hvis vedkommende ikke mener at kunne placere skuddet i den forlængede marv. Ved et eksempel, hvor en politimand blev holdt som gidsel med en pistol mod hovedet, besluttede skytten ikke at skyde mod rygraden, fordi vinklen ikke var rigtig. I stedet skød han forbryderen i brystet,

Hvad er en snigskytte? Skudsår og ballistik

21

og gidslet blev skudt, fordi skuddet ikke var øjeblikkeligt dræbende. Havde han skudt mod hovedet, ville gidslet ifølge eksperten Richard Fairburn formentlig have været i live.29 Det næste trin på skalaen er ”hurtig uskadeliggørelse”, hvor målet dræbes eller uskadeliggøres inden for få sekunder. Eksempelvis vil et projektil, der rammer hjertet, bevirke, at målet mister bevidstheden og normalt dør inden for 10-15 sekunder, men dette er ikke helt sikkert. Der er eksempler på, at offeret først er død efter et par minutter, og et enkelt eksempel på, at en ung kvinde efter et rent hjerteskud nåede at løbe næsten 100 meter, før hun faldt om.

Generelt passer 10-15 sekunder dog meget godt. Træffere i rygraden, leveren, de større blodårer og nyrerne er helt anderledes. Nyrerne modtager tilsammen ca. 1,2 liter blod i minuttet, det vil sige 600 ml pr. nyre, så en forblødning tager flere minutter. Det samme gælder leveren. Man kan overleve et leverskud i flere timer, selv uden behandling (det kan naturligvis også gå hurtigere). Hvad angår skud i rygraden kommer det helt an på, hvor man rammer. I den nederste del af rygraden (lændedelen) stopper rygmarven lige under brystdelen (ud for 2. lændehvirvel). Under dette niveau er der ”kun” nerverne til benene. Man kan sagtens overleve et skud i rygraden helt op til halvniveau. Bliver man ramt i den øverste del af halsrygraden med ødelæggelse af øverste halvdel af rygmarven, ryger nerverne til mellemgulvet, som er vores vigtigste muskel til vejrtrækning. Så har man et problem og risikerer at dø af kvælning.30 Kun meget få personer er normalt i stand til at foretage sig noget fornuftigt, når de rammes af et højhastighedsprojektil i hovedet eller på kroppen. En erfaren, men meget ung, russisk snigskytte fra den tjetjenske krig, Nicolai Lilin, beskriver forskellen: ”Hvis projektilet ramte hovedet, kunne man se målet lave en hurtig gestus, som om han ville ryste en hårlok væk fra panden. Derefter stivnede han og kollapsede fuldstændig som en marionetdukke uden snor. Hvis man ramte hjertet, skete der undertiden ingenting, der var intet at se på målet i nogle sekunder, og ofte kunne jeg nå at skyde ham igen, inden han faldt.”31 Den energi, der afsættes i menneskevæv, når det rammes af et objekt, kaldes anslagsenergi eller kinetisk energi og består af ½ x massen (af det, der rammer) x hastigheden i anden potens. Hermed ser man også, hvor vigtig hastigheden er: Fordobles hastigheden, vil anslagsenergien firedobles. Anslagsenergien måles i kgm (kilogrammeter) eller J (joule).32 Det er meget vanskeligt at omsætte afsat energi til skader på et menneske, fordi skader jævnfør nedenstående er utrolig afhængige af mange forskellige faktorer. Nogle polititeknikere mener, at et slag på 40 joule giver et blåt mærke på et menneske, og afsættes der mere end nogle hundrede joule, er vi på et niveau, hvor mennesker kan blive slået ihjel. Energi kan ikke skabes eller tilintetgøres, men den kan ændre

22

Snigskytter

form. Eksempelvis har et blyprojektil i sit patronhylster, der er fyldt med krudt, ingen energi. Når tændsatsen antænder krudtet i hylstret, og de ekspanderende gasser udvider sig, omdannes disse til energi, som afsættes i projektilet, der presses ud af mundingen. Projektilet vil fortsætte med samme hastighed og energi, indtil det bliver udsat for andre udefrakommende energier (eksempelvis luftmodstand og tyngdekraft). Når et projektil rammer en menneskekrop, vil projektilets masse og hastighed afsætte energi i det ramte væv. Vævet ødelægges og skubbes væk fra projektilet. Jo større arealet er på projektilets spids, jo mere væv vil blive ødelagt, og jo mere energi afsættes, hvilket skaber en større skade. Arealet af et projektils spids afhænger af flere faktorer: projektilets profil, størrelse og udformning, om det skifter størrelse (form), når det rammer, om det slår kolbøtter (kolbøtterer), når det rammer, eller om det skifter retning, når det rammer, og endelig om det rammer andet i kroppen, som derefter afsætter energi. Overordnet inddeles det i profil, kolbøttering og fragmentation.33 En isøkses profil (spids) er mindre end et baseballbat, som er meget mindre end en lastbil. Et projektil med hul spids (som et dum-dum-projektil), der bliver mast og deformeret, når det rammer, vil have en langt større profil ved anslaget, end før dets form blev ændret. Denne ændring forøger det areal, som ødelægger væv og afsætter energi og forårsager store skader. Fidusen er, at projektilet skal udformes således, at det påvirkes mindst muligt af luftmodstanden. Det skal være spidst, fordi dette giver den bedste præcision og rækkevidde, men når det rammer, er der behov for så stor en overflade som muligt, fordi der derved afsættes mest mulig energi og påføres maksimal skade. Er trykket på projektilet tilstrækkelig højt, bliver metallet, som projektiler er lavet af, flydende og deformeres. Rent bly flyder ved et tryk på 35 bar. Legeret (først og fremmest med antimon) kan det bringes til at modstå et tryk på helt op til ca. 750 bar. Rent kobber flyder ved ca.

700 bar, mens hårde kobberlegeringer såsom messing kan modstå tryk på over 2.000 bar uden at deformeres.34 Dette blev opdaget allerede i det 19. århundrede, og ammunitionsfabrikken i Dum Dum i Indien producerede et projektil, der ekspanderede, når det ramte væv. Ballistiske eksperter mente, at et sådant projektil ville forårsage større skader, end det var nødvendigt i krig, hvorfor projektilerne blev forbudt i militære konflikter. St. Petersburg-deklarationen fra 1868 og Haag-konventionen i 1899 anerkendte dette princip og forbød dum-dum-projektiler sammen med andre ekspanderende projektiler, men kun til militær brug. Politi, militser og gendarmer må gerne anvende ammunitionen.

Et almindeligt projektils tyngdepunkt ligger i bagenden af projektilet. Når projektilets spids rammer noget, nedsættes hastigheden hurtigt. Momentum bevirker, at projektilets bagerste ende (tyngdepunktet) forsøger at komme frem foran spidsen, og dette skaber en bevægelse, hvor projektilet kolbøtterer og

Hvad er en snigskytte? Skudsår og ballistik

23

forvandler sig til en lille, hvidglødende rundsav, der fræser sig gennem vævet.

Projektiler med bløde næser eller dem, der er designet til at gå i stykker ved anslag eller indeholder fragmenter, forøger skaden, når de rammer væv, da de forøger anslagsarealet langt mere end et enkelt massivt projektil, og denne energi afsættes meget hurtigt i vævet. Hvis projektilet fragmenterer, opnår man to ting: Langt mere væv vil blive ramt, og skaderne vil blive påført større områder, fordi flere organer vil blive ramt. Virkningen af et haglgevær demonstrerer dette, da al energien afsættes over et stort område på én gang.35 Når et projektil rammer et mål, inddeles skaden i tre hovedområder.

Det første er flænsning og ødelæggelse af væv, når projektilet skærer igennem kroppen og efterlader en permanent sårkanal. Hvis sårkanalen går gennem et større organ eller overskærer større blodårer, vil skaden være ødelæggende.

Alle projektiler, der rammer en krop, vil uanset deres hastighed skabe en permanent sårkanal, men kun det væv, der kommer i kontakt med projektilet, bliver direkte skadet. Størrelsen og dybden af den permanente sårkanal afhænger at det væv, der rammes, projektilets energi og dets relative stabilitet.

FBI har opstillet krav om, at pistolprojektiler som minimum skal kunne trænge igennem 30,5 cm menneskeligt væv for at være effektive, således at projektilet kan gå gennem en arm eller et ben og stadig forårsage skader på kroppen. Ved geværprojektiler er det ikke aktuelt at tale om gennemtrængningsevne, da de alle sagtens kan leve op til dette krav.36 Den anden type skade, der opstår, når et projektil rammer, er den hydrauliske chokbølge, som dog kun opstår ved overlydsprojektiler. Når projektilet begynder at skære sårkanalen, presses vævet foran projektilets spids sammen, hvorved der udsendes en chokbølge, som er nogenlunde sammenlignelig med lydens hastighed i vand (1.463 m/s.). Skønt chokbølgen kun varer en milliontedel af et sekund, kan den bevirke, at der opstår skader, som ligger væk fra sårkanalen, især hvis bølgen kan følge væske som eksempelvis blod i vener eller arterier. Jo tættere vævet er, jo bedre modstås den hydrauliske chokbølge, hvorfor organer som lever, milt eller hjerne, der har et relativt stort indhold af væske, er særlig sårbare.

Den tredje form for skade er det midlertidige hulrum, der opstår, når et projektil med høj hastighed baner sig gennem vævet. Når et projektil rammer kroppen, afsættes en enorm energi i det omkringliggende væv. Energien er så voldsom, at vævet bliver skubbet fremad og udad, og bevægelsen fortsætter, efter at projektilet har forladt kroppen. Denne bølge og skvulpende bevægelse skaber et hulrum, som kan være op til 30 gange større end projektilet.

Hulrummet kollapser efterfølgende i en serie bevægelser, og derved skabes den permanente sårkanal. Blødt væv mases, små blodårer ødelægges, og knogler

24

Snigskytter

kan splintres uden at blive ramt direkte. Nerver kan blive så ødelagte, at dele af kroppen lammes, og trykket på blodårer kan, selvom de ligger i en vis afstand fra såret, føre til dannelsen af blodpropper.37 Man mistænkte tidligere, at sådanne omfattende skader stammede fra eksplosive projektiler, men de stammer altså fra almindelige højhastighedsprojektiler.

Virkningerne af hulrumsdannelsen fortsætter i et stykke tid, efter at såret er blevet dannet. Det døde væv, der er resultatet af bølgebevægelserne, udgør et ideelt vækstmedie for bakterier. Hertil kommer, at bølgebevægelsen skaber et midlertidigt vakuum, som suger urenheder, snavs, tøjrester og andet ind i såret. Dette forøger risikoen for infektion og kan i værste fald føre til koldbrand.

Behandlingen af sådanne skudsår bliver derfor vanskeligere for lægen og mere smertefuld for patienten. Herudover kan der opstå yderligere komplikationer på grund af sekundære missiler. Når et projektil rammer kroppen, kan partikler fra væv og især fra knogler blive slynget udad og væk fra projektilets bane og dermed forøge sårets omfang. Når projektilet rammer væv, er der modstand fra det underliggende væv, således at indgangshullet næsten altid er rundt, og da projektilet spinder rundt om sig selv, vil der rundt om indgangshullet være én til to mm, hvor huden er blevet skrabet af, hvilket ikke ses ved udgangshullet.

Der sker også en forbrænding i samme område på grund af friktionen ved projektilets rotation, hvilket naturligvis kun gælder roterende projektiler, ikke ved glatløbede våben som haglgeværer. Denne ring med hudafskrabning og forbrænding kaldes tilsammen for kontusionsringen, og den er karakteristisk for indskuddet.38 Udgangshullet er ofte større og stjerneformet, da der jo ikke er modstand fra væv på denne side.39 Dette gælder dog ikke altid. Hvis det er et gennemskud, uden at projektilet har ramt hårdt væv som knogle eller brusk, har udgangshullet ofte samme størrelse og form som indgangshullet. Det kan til og med være mindre, fordi der ikke er kontusionsring.40 Snigskytters foretrukne mål er generelt hovedet, selvom det er et relativt lille mål og derfor vanskeligere at ramme. Det skyldes, at hovedet rummer så mange sårbare områder, der fører til hurtig uskadeliggørelse. Det vigtigste er selvfølgelig hjernen. Skønt et menneske kan overleve massive hjerneskader for eksempel efter slag med en økse eller en hammer, så er virkningerne af det hydrauliske chok og dannelsen af hulrummet efter projektilet ødelæggende.

Dette skyldes især, at kraniet begrænser hjernens udvidelse, og det store problem med hjernelæsioner er, at hjernen ligesom alt andet væv hæver ved beskadigelse, og da kraniet er et lukket hulrum, betyder det, at trykket i kraniet (det intrakranielle tryk) stiger meget hurtigt, hvilket kan være ødelæggende for nervecellerne i hjernen. Så snart det intrakranielle tryk er over 20 mm Hg, er der risiko for hjerneskade.41 Typisk vil et højhastighedsprojektil smadre hjerne-

Hvad er en snigskytte? Skudsår og ballistik

25

skallen som en æggeskal og blæse fragmenter af knogle og hjerne ud af et stort udgangshul.42 Man kan faktisk se denne virkning på den film, der blev optaget i forbindelse med mordet på præsident John F. Kennedy i november 1963, hvor man et øjeblik ser en blodig tåge om hans hoved.43 Træffere i hovedet er således populære, men kan medføre nogle praktiske problemer, hvis der er tale om flere personer, der skal nedkæmpes samtidig.

Den 3. februar 1976 kidnappede seks terrorister en skolebus i Djibouti nær grænsen til Somalia. Franskmændene sendte straks ti mand fra det franske antiterrorkorps under ledelse af løjtnant Prouteau, og efter at have undersøgt området ved skolebussen besluttede han sig for, at gidseltagerne skulle nedkæmpes samtidig. Efter nogen tid fik de franske snigskytter hovederne på fire gidseltagere i sigtet samtidig, hvorefter der blev givet ordre til at skyde. De døde med det samme, og en femte terrorist blev skudt på klos hold uden for bussen. Den sidste terrorist blev skudt senere, men først efter at have såret en lille pige dødeligt. I 1985 tog Kanak-nationalister gidsler på Ny Kaledonien i Stillehavet. Den franske regering sendte 14 specialuddannede gendarmer under ledelse af kaptajn Philippe Legorus. Snigskytterne fandt gidsler og gidseltagere i junglen, og da gendarmerne meldte, at de havde alle gidseltagerne i sigtet, blev der givet ordre til at åbne ild. Sekundet efter lå alle gidseltagerne døde, ramt i hovedet.44 Det problematiske i sådanne situationer er ikke selve skuddet, men timingen, da alle skal rammes samtidig, hvilket kræver nedtælling over radio eller meget, meget godt uddannet personel.

På længere afstande sigter snigskytten efter kroppen. Kroppen er ikke nær så sårbar som hovedet, men er fyldt med mange vitale målområder, ligesom den er langt større og derfor nemmere at ramme. Især maveregionen er sårbar over for højhastighedsprojektiler. Effekten af hulrumsdannelsen er voldsom på organer som lever, nyrer, bugspytkirtel og milt, også selvom de ikke rammes direkte. En direkte træffer er katastrofal, ligesom bølgebevægelsen medfører, at gasserne i tarmen udvides og sammenpresses, hvilket fører til læsioner af tarmene, overrivning af blodårer med efterfølgende indre blødninger. Modsat er brystet luftfyldt, og selvom hjerte og de store blodårer er meget modtagelige over for bølgebevægelsen, så er lungerne relativt modstandsdygtige, selvom ribbensbrud kan beskadige dem og medføre indre blødninger. Skader på lemmerne er mindre alvorlige relativt set, men kan stadig være meget voldsomme, især hvis større knogler eller større arterier og vener rammes.45 Ved træffere i benene optræder de splintrede knogler ofte som sekundære projektiler, musklerne ekspanderer væk fra projektilets bane, hvilket forårsager blødninger.46 Sår i benene er mere alvorlige og uskadeliggørende dels på grund af de store blodårer, dels fordi de bærer kroppens vægt.

26

Snigskytter

Skadeniveauet bestemmes ud over hastighed og træffeområde også af selve projektilet, dets kaliber, vægt og design. Efter Anden Verdenskrig er 7,62-mm-projektilet blevet standard for militære snigskytter, selvom man kan se 5,56-mm anvendt, hvis der er fare for at skyde igennem målet og ramme noget sårbart bagved, eksempelvis i et fly. Man taler her om overgennemtrængning. Under Vietnamkrigen studerede man virkningen af 5,56-mm (M193), som blev anvendt i M16-geværet, og konklusionen var, at projektilet var særdeles sårfremkaldende. Projektilets virkning blev vildt overdrevet. Der gik historier om, at Viet Cong’er var blevet dræbt af det hydrauliske chok efter at være blevet ramt i fingeren, men uanset historierne virkede projektilet kun tilfredsstillende på afstande op til maksimalt 200 meter. Skønt de fleste infanterikampe netop foregår på disse afstande, opererer snigskytter almindeligvis på længere afstande, hvor 5,56-mm-projektilet kun havde ringe virkning.

Forsøg med projektilet affyret gennem en blok gelatine på kort afstand forklarer dets virkning. Da projektilet var 10,16 cm inde i blokken, begyndte dets 3,56 gram at kolbøttere op til 90 grader, før det blev splintret i flere fragmenter. Hele dets energi blev anvendt til at skabe hulrummet i vævet, ligesom opdelingen i flere fragmenter påfører yderligere skade, når disse sønderriver muskler og vitale organer.47 Det langt kraftigere 7,62-mm M80-projektil, der anvendes i mange NATOgeværer, frembringer nogle helt anderledes sårkarakteristika. Da projektilet var 15,24 cm inde i blokken, begyndte dets 9,72 gram at kolbøttere op til 180 grader over en afstand på 63,5 cm. Når projektilet begynder at slå kolbøtter, afgiver det en enorm mængde energi, som skaber et meget stort hulrum. Projektilet splintredes ikke i fragmenter, og skønt M80 er et godt militært projektil, er det for stabilt til at skabe store sår. Det skyldes, at en normal sårkanal i gennemsnit er mindre end 15,24 cm, og da projektilet først begyndte at slå kolbøtter efter de 15,24 cm, ville det først afsætte hele sin energi senere. Det betyder, at projektilet kan ramme den kødfulde del af en arm eller et ben eller visse steder på kroppen, for eksempel skulderen, og fortsætte tværs igennem uden at afsætte ret meget energi, selvfølgelig under forudsætning af at det ikke bliver bremset af knogler eller tungere væv som muskler.

Ikke al ammunition er så stabil. Den tyskfremstillede 7,62-mm IWK NATOpatron, som er meget populær på grund af sin præcision, består af et projektil med kobberdækket stålfrakke, som er væsentlig tyndere og mere skrøbelig end den kobberlegering, som anvendes i M80. Efter at projektilet var trængt 7,62 cm ind i blokken, begyndte det at kolbøttere og fragmenterede derefter, hvorved det afsatte en meget kraftig energi. Det amerikanske 7,8-mm Federal Match Sierra-projektil, som anvendes af snigskytter, begynder at slå kolbøtter

Hvad er en snigskytte? Skudsår og ballistik

27

efter kun 5,8 cm og danner en stor, permanent sårkanal, før det splintres i to fragmenter, som forårsager to separate kanaler på henholdsvis 55,9 og 40,6 cm.

Konklusionen på disse forsøg er, at snigskytten bør anvende konkurrenceammunition (match-grade ammunition) med ustabile projektiler for at forårsage mest mulig skade. Når et sådant projektil affyres, forlader det mundingen med 792m/s., og riflingen i geværløbet bevirker, at projektilet spinder rundt inde i piben med 187.200 omdrejninger i minuttet. Når projektilet rammer målet og bliver ustabilt, vælter det rundt med 3.000 omdrejninger i sekundet, indtil det bringes til standsning eller forlader kroppen.48 Konklusionen er nogenlunde klar: Enhver, der bliver ramt af et højhastighedsprojektil, bliver skadet alvorligt, og vedkommendes effektivitet reduceres væsentligt. En snigskytte bør derfor ikke altid vente, til målet præsenterer sig bedst muligt. Nogle gange kan det at såre være nok til at sætte målet ud af spillet på kamppladsen. Skud i lemmer vil altid reducere målets effektivitet og som minimum ændre ham fra at være en offensiv trussel til en defensiv. Skud i torsoen vil næsten altid dræbe eller skade så meget, at målet ikke udgør en defensiv trussel. Placering af skuddet er vigtigere for en snigskytte i politiet end for en militær snigskytte, fordi kravet til øjeblikkelig uskadeliggørelse er det primære, hvis en gidseltager skal hindres i at lave ulykker efter at være blevet ramt.49

Skydeteori Et højhastighedsprojektil indeholder en enorm kraft, men som alle flyvende objekter påvirkes det af luftmodstand og tyngdekraft. Med et korrekt indstillet kikkertsigte håndterer skytten disse forskellige kræfter på forskellige afstande.

Skytten indstiller kikkertsigtet til den korrekte afstand, og under gunstige forhold flyver projektilet langs en kurvet projektilbane, indtil det rammer målet. Når projektilet forlader geværmundingen, stiger det indtil maksimalhøjden, som man kalder kulminationspunktet, der ligger på ²⁄³ afstand til målet, hvorefter projektilet falder ned mod målet. Det foregår i princippet fuldstændig, som når man skal ramme et mål med en bold: Man kaster bolden højt op i luften, for at den kan komme ud på den afstand, målet står på. Når et 7,62-mmprojektil affyres på relativt korte afstande, er projektilbanen næsten flad (man kalder det ”raserende”), og hvis man skyder mod et mål på 300 meters afstand, ligger projektilets kulminationspunkt kun 16 cm over sigtelinjen. Årsagen er projektilets bane, som beskriver en bue, der bøjer mere og mere, jo længere afstanden bliver. På 100 meter vil skudbanen ligge 15 cm over sigtelinjen, 16 cm på 200 meter og 0 på 300 meter. På 400 meter er afvigelsen 36 cm, 91 cm på 500 meter og 196 cm på 600 meter. Hvis man fejlbedømmer afstanden på kort afstand, vil man formentlig ramme målet alligevel, men ikke på de lange

28

Snigskytter

afstande. Når afstanden øges, stiger projektilbanen tilsvarende (ligesom når man kaster med en bold), og på en afstand på 1.000 meter ligger kulminationspunktet hele 3,28 meter over sigtelinjen. Kendskab til dette er afgørende for en snigskytte, som normalt skyder på lange afstande. Hvis afstanden bedømmes for kort, vil projektilet ramme jorden foran målet, og hvis afstanden bedømmes for lang, vil projektilet flyve over målet.

For at en snigskytte kan ramme det, han sigter på, må geværet være indskudt korrekt. Kikkertsigtet er udstyret med to skruer, hvor man kan indstille afstand og vind. Højdeskruen justeres til den korrekte afstand, og sidejusteringsskruen anvendes til at justere for vinden. Indstilling af geværet foregår ved, at man sigter midt i målet på en bestemt afstand uden vind. På en skydebane kan snigskytten indstille sit våben, således at projektilerne rammer der, hvor han sigter. Denne justering ændres, hvis kikkertsigtet får et dunk eller behandles forkert, og skytten bliver tvunget til at indskyde sit gevær igen.

I teorien vil et projektil sigtet mod et bestemt punkt ramme punktet hver gang.

Dette er dog ikke muligt i praksis på grund af flere udefrakommende påvirkninger, og projektilernes træfning vil variere. Skytten forsøger at placere sin træfning så tæt samlet som muligt. Størrelsen af denne gruppe træffere vil afhænge af kvaliteten af geværet, ammunitionen og skyttens skydefærdighed.

En god skytte, der skyder med førsteklasses konkurrenceammunition, vil kunne placere sine skud inden for en cirkel med en diameter på 2,5 cm på 100 meters afstand. Når afstanden øges, forøges diameteren for træfningen proportionalt, så på 600 meters afstand vil diameteren på cirklen være 15 cm, hvilket skulle være nok til et hovedskud.

Når eleven har vænnet sig til sit gevær og kikkertsigte, går han på skydebanen for at forbedre sine færdigheder. Der findes fire grundlæggende skydestillinger: stående, knælende, siddende og liggende. Den bedste skydestilling er

Illustration af ballistisk bane: a) Projektilets udgangsretning. b) Projektilets bane bliver en kurve pga. tyngdekraften. c) Toppunktet. d) Sigtelinjen. e) Skudseriens træfferbillede i målet.

Hvad er en snigskytte? Skydeteori

29

den laveste, fordi geværet har mest støtte i liggende skydestilling og mindst i stående. Når snigskytten skal skyde under kamp, vælger han den skydestilling, som situationen betinger, ligesom han kan have hjælp i form af støtteben, sandsække og så videre.50 Når snigskytten har indtaget en korrekt skydestilling, bedømt afstand og vindhastighed og indstillet sit kikkertsigte, går han i gang med at få ro på sit åndedræt, som er en af de vigtigste faktorer, når man skal lave et perfekt skud. Der findes forskellige metoder til at få ro på åndedrættet, hvilket kræver stor mental styrke, når man er i kamp. Når der er ro på åndedrættet, gælder det om at kontrollere aftrækkeren. Aftrækkeren presses langsomt tilbage uden at bevæge geværet, indtil skuddet går af. Herefter holdes geværet i fuldkommen ro for ikke at påvirke projektilet, når det bevæger sig frem inde i piben. Snigskytten holder kolben tæt presset ind mod skulderen, aftrækkerfingeren i ro og observerer i kikkertsigtet, hvor skuddet falder. Denne skudprocedure er altafgørende for, om snigskytten rammer sit mål. Snigskytten må koncentrere sig 100 procent om sit skud og lukke af for alle andre indtryk.

Carlos Hathcock beskrev denne psykologiske proces under et snigskyttekursus efter Vietnamkrigen: ”Det regner aldrig, når man er på skydebanen. Det er hverken for koldt eller for varmt. Man er hverken sulten eller tørstig. Man har det aldrig ubehageligt eller mister koncentrationen, når man er i stilling. Når man mentalt kan fjerne udefrakommende indtryk, befinder man sig i ‘boblen’.

Da jeg var i Vietnam, kunne temperaturen være op til 40 grader. Det kunne øse ned, vinden kunne blæse rådne blade ind i øjnene på mig, men når jeg gik ind i boblen, lagde jeg overhovedet ikke mærke til noget. Min eneste tanke var fuldstændig fokuseret på at affyre det perfekte skud.”51 Der indgår fire hovedelementer, når et snigskyttegevær eller en almindelig riffel skal konstrueres. Låsen er det ene element. I forlængelse af løbets bagerste del sidder låsestolen. Heri er anbragt det bevægelige bundstykke, der kan føres frem og tilbage ved ladning og afladning. Det næste er geværløbet, som normalt kaldes en pibe, så kommer skæftet, som undertiden betegnes som kolben, og det materiale, der sidder under piben, og endelig er der kikkertsigtet og kikkertmontagen. Alle fire hovedelementer skal være i harmoni med hinanden, for at geværet fungerer effektivt.

Låsen er for det meste af mausertypen, som er en cylinderlås. Cylinderlåsen har en slagmekanisme (slagfjeder og slagstift) indbygget i det cylinderformede bundstykke. Som en del af bundstykket er der på siden fastgjort et ladegreb.

Låsen betjenes ved, at ladegrebet løftes (drejes op), hvorved bundstykkets lukkeknaster frigøres, idet de drejer ud af indgreb med de tilsvarende udfræsninger i låsestolen. Når ladegrebet er i øverste stilling, kan bundstykket trækkes tilbage, hvorved der åbnes ind til kammeret. Når bundstykket trækkes tilbage,

30

Snigskytter

vil patronudtrækkeren, der sidder forrest i bundstykket, trække patronen ud af kammeret. En fjederpåvirket udkaster eller en pal bagerst i låsestolen sørger for, at patronen kastes ud. Når ladegrebet og dermed bundstykket føres fremad, vil en ny patron fra det underliggende magasin føres frem og ind i kammeret. Når bundstykket er helt fremme, kan ladegrebet trykkes ned, og derved griber bundstykkets lukkeknaster sammen med låsestolen, og låsen er lukket.52 Låsen udsættes for stort tryk under skudafgang, og den skal derfor laves så stærk og stiv som mulig. Dette er også hovedårsagen til, at mange foretrækker låse med ladegreb frem for halvautomatiske våben. Når låsen lukkes, forstærker den hele mekanismen på en måde, som ikke er mulig for et halvautomatisk våben med dets mange bevægelige dele.53 Piben på et snigskyttegevær er lavet af kulstof eller rustfrit stål, der har en meget stor styrke. Under skudafgang udvikles der i piben et gastryk på op til 5.000 kg pr. kvadratcentimeter. Piben er indvendig forsynet med riffelgange, normalt fire eller seks. Riffelgange er længdegående, snoede riller, der går fra kammeret til mundingen. Under skudafgang bliver projektilet presset ud gennem piben og bliver derved sat i en kraftig rotation om sin egen længdeakse – ca. 3.200 omdrejninger pr. sekund. Denne rotation giver projektilet en stabil skudbane. En pibes præcision vil normalt begynde at aftage på grund af slid efter 3.000-6.000 skud afhængigt af kaliber og stålkvalitet.54 Piben minder om en stemmegaffel. Når skuddet går, skal vibrationerne i piben være ens og foregå samtidig, hvis man skal maksimere præcisionen. Derfor er det intet, der må røre piben. Piben skal være flydende, det vil sige at der ikke må være noget, der rører ved den, heller ikke skæftet, undtagen der hvor piben er skruet ind i låsen.

Præcisionen afhænger også af pibens tykkelse: Jo tyndere den er, jo mere vibrerer den. For at minimere vibrationerne er snigskyttegeværer normalt udstyret med tunge piber med en diameter på op til 25 mm ved mundingen. For at skjule snigskyttens position ved at mindske mundingsglimtet og for at reducere rekylen anbringes normalt en kombineret bremse og mundingsglimtskjuler på piben.

Skæftet skal være stærkt og upåvirkeligt af fugt og temperaturskift, hvorfor et skæfte af træ normalt dækkes af et epoxymateriale. Alternativt anvender man skæfter lavet af glasfiber.

Kikkertsigterne er den mest komplicerede del af våbensystemet.55 De er i dag lukkede og skal ikke vedligeholdes. Kikkerten skal være let at montere og anbringes på en solid montage. Kikkertsigter er blevet forbedret meget over de seneste år, men de basale problemer med forstørrelse kontra synsfelt har ikke ændret sig. Jo større forstørrelse, jo mindre synsfelt, hvorfor man indgår et kompromis, således at de fleste militære kikkertsigter forstørrer mellem seks og ti gange, med en relativt stor linse på omkring 40 mm. Linsespecifikationer an-

Hvad er en snigskytte? Skydeteori

31

føres normalt som forstørrelse og linsebredde, således at en kikkert med 6 x 42 betyder seks gange forstørrelse og en linse på 42 mm. Gode kikkertsigter kan indeholde en afstandsmåler.

Når man vil sammenligne geværers præcision, anvender man ofte en målestok, som hedder en MOA (minute of angle). Én MOA betyder, at et gevær er så præcist, at man kan samle træfningen inden for en cirkel på én tomme (2,54 cm) på 100 yards (91 meter), hvorfor en halv MOA altså betyder, at man kan samle træfningen på en halv tomme (1,28 cm) på 100 yards. En sådan præcision er ganske fremragende, men man får også lov til at betale for den, og man regner normalt med, at et snigskyttevåben skal ligge på omkring én MOA for at være egnet. Det betyder nemlig, at man kan skyde den forlængede marv over på 100 yards, og på 800 yards svarer det til en træfsikkerhed på 20,3 cm.

En MOA på tre fjerdedele er muligt rent økonomisk, men en MOA på en halv er så præcist, at de fleste snigskytter (88 procent) ikke er dygtige nok til at udnytte præcisionen, og så er der ingen grund til at investere i et så fremragende (og kostbart) præcisionsinstrument.56 Specifikke snigskyttegeværer er et relativt nyt fænomen. De har normalt været modificerede våben, enten en forbedret version af et almindeligt tjenestevåben med et kikkertsigte eller et sports- eller jagtgevær, som var mere præcist end det militære gevær. Sidstnævnte løsning var ikke ideel, fordi jagtvåben ikke er konstrueret til kampmiljøets barske vilkår, ligesom civil og militær ammunition er forskellig. De fleste snigskytter har anvendt militære våben, men amerikanerne anvendte begge former under Vietnamkrigen. Den amerikanske hær anvendte en forbedret M14, mens Marinekorpset anvendte modificerede Winchester- og Remington-geværer. Det første rigtige konstruerede snigskyttevåben var det sovjetiske SVD fra først i 1960’erne, men det var først sidst i 1970’erne og op gennem 1980’erne, at de småkalibrede karabiner med kort rækkevidde betød, at man i Vesten måtte fremstille særlige snigskyttevåben.57

Snigskytter Copyright © Lars R. Møller og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2013 Fotos © Getty Images (forside), © POLFOTO (bagside) Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet Tilrettelægning: Annette Borsbøl / Imperiet Bogen er sat med Foundry Form Serif og Foundry Form Sans Trykt hos Livonia Print ISBN: 978-87-11-35354-7 1. udgave, 1. oplag Trykt i Letland 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, Der har indgået aftale med Copy-Dan, Og kun inden for de i aftalen nævnt rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont.

195mm

Møllers egne erfaringer med snigskytter stammer fra ”den anden side af sigtekornet” – han er mere end én gang blevet beskudt af disse spøgelseskrigere. I bogen har han vendt sin frygt til nysgerrighed og beskriver snigskytternes metoder, den psykologi, der ligger bag det overlagte drab, den teknolo250mm

giske udvikling fra middelalderens langbuer til den moderne verdens computerstyrede kikkertsigter. Møller gennemgår snigskytternes historie, fra pelsjægerne i Louisianas sumpe

SNIGSKYTTER

Lars R. Møller giver et portræt af krigens ensomme ulve: snigskytterne

LARS R. MØLLER

Y P O G C OF L S A L O PR K E T I IK

27mm

195mm

PY O C LG F O L SA O PR K E T I IK

LARS R. MØLLER

SNIGSKYTTER

over vinterkrigen i Finland, hvor en lille gruppe jægere på ski kæmpede imod den røde hær, til Vietnams jungle og vore dages ørkenkrige.

LARS R. MØLLER, oberst i Forsvarskommandoen, er forfatter til bl.a. Operation bøllebank (2001) og Vi slår ihjel og lever med det (2010). Møller har et stort publikum blandt de danske soldater og er kendt i de danske medier som en kontroversiel debattør. Hans bøger er blevet rost for deres rå fortællestil og skarpe indsigt, der tør tage fat om emner, som andre viger tilbage for. Han er blevet tildelt flere dekorationer og udmærkelser, bl.a. Kommandørkorset og Ebbe Muncks mindemedalje.

LINDHARDT OG RINGHOF