den flamboyante Lady Brett Ashley, og sammen rejser de fra det vilde natteliv i Paris til fiesta og tyreløb i Pamplona. I en tid med moralske falliterklæringer, spirituel opløsning ”En af Hemingways mest bevægende romaner.”
”Hemingways første, og bedste, roman.”
træt af ”den fortabte generation” – de unge mænd og kvinder, der oplevede første verdenskrigs grusomheder og bagefter flygtede ind i et kynisk og overfladisk liv.
GUARDIAN
”En absorberende, smuk og nænsomt absurd, hjerteskærende fortælling … Det er i sandhed en gribende historie … Storslået.”
Solen går sin gang lægger sig tæt op ad Hemingways egne oplevelser, og romanen anses som et af hans absolutte mesterværker.
N EW YORK TI M ES
Solen g år sin g ang
WEEKEN DAVISEN
og urealiseret kærlighed tegner Hemingway et barsk por-
TOPFOTO / POLFOTO
brølende 1920’ere. Den uheldige Jake Barnes forelsker sig i
H E M I NG WAY
Solen går sin gang følger en gruppe rodløse unge i de
ERNEST H E M I N G WAY
Solen går sin gang
”Atmosfæren er fin og skarp, ligesom på de vinterdage, hvor grenene står nøgne mod himlen.”
Solen går sin gang er Hemingways debutroman fra 1926, og romanen etablerede ham som et af århundredes største litterære forfattere. I 1954 blev Hemingway tildelt Nobelprisen i litteratur “for sin mestring af fortællekunsten, senest demonstreret i Den gamle mand og havet, og for den indflydelse, han har bedrevet på den samtidslitterære stil.”
VI RG I N IA WO O LF
lindhardtogringhof.dk
L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET
ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkelt stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.
Denne bog er til Hadley og til John Hadley Nicanor
Solen gaar sin gang.indd 5
6/22/15 5:20 PM
Solen gaar sin gang.indd 6
6/22/15 5:20 PM
„I tilhører alle en fortabt generation.“ – Gertrude Stein i en samtale
„Slægter går, slægter kommer og jorden er bestandig den samme. Solen står op, og solen går ned, den skynder sig hjem, og dér står den op. Vinden blæser mod syd, den drejer og går mod nord, den drejer og drejer, og vinden bliver ved at dreje. Alle bække løber ud i havet, og havet bliver ikke fuldt; dér hvor bækkene løber ud, bliver de ved at løbe ud.“ – Prædikerens bog
Solen gaar sin gang.indd 7
6/22/15 5:20 PM
Solen gaar sin gang.indd 8
6/22/15 5:20 PM
FĂ˜RSTE BOG
Solen gaar sin gang.indd 9
6/22/15 5:20 PM
I
Engang var Robert Cohn mester i mellemvægt på Princeton. Ikke fordi jeg er særlig imponeret af det som boksetitel betragtet, men det betød en masse for Cohn. Han brød sig ikke om boksning, han kunne faktisk ikke fordrage det, men han lærte det omhyggeligt og grundigt for at bekæmpe den følelse af mindreværd og den generthed han havde mærket, da han blev behandlet som jøde på Princeton. Der var en vis indre trøst i at vide at han kunne banke enhver der var hovskisnovski over for ham, selv om han, der var en meget genert og helt igennem pæn ung mand aldrig sloges undtagen i gymnastiksalen. Han var Spider Kellys bedste elev. Spider Kelly lærte alle sine unge gentlemen at bokse som fjervægtere, uanset om de vejede et hundrede og fem eller to hundrede og fem pund. Men det passede åbenbart Cohn. Han var faktisk meget hurtig. Han var så god, at Spider 11
Solen gaar sin gang.indd 11
6/22/15 5:20 PM
omgående gav ham for stærk en modstander og fik hans næse slået flad for tid og evighed. Det forøgede Cohns afsky for boksning, men det gav ham på en eller anden mærkelig måde en vis tilfredsstillelse, og det pyntede i hvert fald på næsen. Det sidste år han var på Princeton læste han for meget og begyndte at gå med briller. Jeg har aldrig mødt nogen fra hans årgang der kunne huske ham. De kunne ikke engang huske, at han havde været mester i mellemvægt. Jeg nærer en naturlig mistro til alle oprigtige og ligefremme mennesker, særlig når deres historier hænger sammen, og jeg havde altid en mistanke om, at Robert Cohn måske aldrig havde været boksemester i mellemvægt, og at en hest måske havde trådt ham i ansigtet, eller det kunne være at hans mor var blevet forskrækket over et eller andet eller havde set et eller andet, eller at han eventuelt var stødt ind i noget som lille, men omsider fik jeg nogen til at få historien bekræftet af Spider Kelly. Ikke alene kunne Spider Kelly huske Cohn. Han havde tit spekuleret på hvad der var blevet af ham. Robert Cohn hørte på sin fars side til en af de rigeste jødiske familier i New York, og på sin mors side til en af de ældste. På militærakademiet hvor han tog adgangseksamen til Princeton og gjorde en udmærket indsats på fodboldholdet var der ingen der havde gjort ham racebevidst. Ingen havde 12
Solen gaar sin gang.indd 12
6/22/15 5:20 PM
nogensinde ladet ham mærke med at han var jøde og dermed forskellig fra alle andre før han kom til Princeton. Han var en pæn dreng, en venlig ung mand, og meget genert, og det gjorde ham bitter. Han fik afløb ved at bokse, og han forlod Princeton med smertefuld selvbevidsthed og den flade næse, og blev gift med den første pige, der var sød ved ham. Han var gift i fem år, fik tre børn, tabte de fleste af de halvtreds tusind dollars hans far havde efterladt ham, mens resten af formuen gik til hans mor, og stivnede i en ret ubehagelig form i et ulykkeligt ægteskab med en rig kone; og netop da han havde besluttet at forlade sin kone, forlod hun ham og drog af med en miniaturemaler. Da han i månedsvis havde overvejet at forlade sin kone og ikke havde gjort det, fordi det ville være for grusomt for hende at skulle undvære ham, var hendes afrejse et meget sundt chok. Skilsmissen blev ordnet, og Robert Cohn rejste over til Vestkysten. I Californien havnede han blandt litterater, og da han stadig havde lidt af de halvtreds tusind tilbage finansierede han inden han fik set sig om et litterært tidsskrift. Tidsskriftet blev til at begynde med udgivet i Carmel, Californien, og endte i Provincetown, Massachusetts. Cohn, som udelukkende var blevet betragtet som økonomisk bagmand, og hvis navn kun var forekommet på redaktionssiden som rådgivende medlem, var på det tidspunkt blevet eneredaktør. Det var hans 13
Solen gaar sin gang.indd 13
6/22/15 5:20 PM
penge, og han opdagede, at han kunne lide den magt der lå i at redigere. Han var ked af det, da tidsskriftet blev for dyrt, og han måtte opgive det. På det tidspunkt havde han imidlertid andet at tænke på. Han var blevet indfanget af en dame, der håbede på at få succes sammen med tidsskriftet. Hun var meget energisk, og Cohn havde ikke en chance for at slippe for hendes omsorg. Desuden var han sikker på at han elskede hende. Da denne dame opdagede, at tidsskriftet ikke ville få succes, blev hun lidt vred på Cohn og tænkte, at hun hellere måtte se at redde hvad reddes kunne, mens der endnu var noget at få, så hun insisterede på at de rejste til Europa, så Cohn kunne skrive. De tog til Europa, hvor damen havde fået sin uddannelse og blev der i tre år. I de tre år, hvoraf det første gik med at rejse og de to sidste tilbragtes i Paris, havde Robert Cohn to venner, Braddocks og mig. Braddocks var hans litterære ven. Jeg var hans tennisven. Kvinden, der havde kapret ham, Frances hed hun, opdagede da der var gået knapt to år at hun var ved at falme, og hendes holdning over for Robert skiftede fra nonchalant besiddelse og udnyttelse til en fast beslutning om at han skulle gifte sig med hende. I løbet af den tid havde Roberts moder fastsat et månedligt bidrag til ham på ca. tre hundrede dollars. I løbet af de to et halvt år tror jeg ikke Robert Cohn så meget som så til en anden kvinde. Han var forholdsvis 14
Solen gaar sin gang.indd 14
6/22/15 5:20 PM
lykkelig, bortset fra at han ligesom mange andre der bor i Europa hellere ville have været i Amerika, og han var begyndt at skrive. Han skrev en roman, og det var faktisk ikke så ringe en roman som kritikerne senere sagde, selv om det var en meget dårlig roman. Han læste mange bøger, spillede bridge, spillede tennis og boksede i en lokal idrætshal. Første gang det gik op for mig, hvordan hans veninde havde det med ham var en aften vi havde spist til middag sammen alle tre. Vi havde spist på Avenue, og bagefter gik vi over på Café de Versailles og drak kaffe. Vi fik adskillige fines efter kaffen, og jeg sagde at jeg måtte se at komme af sted. Cohn havde snakket om at vi to skulle tage et eller andet sted hen en weekend. Han trængte til at komme ud af byen og gå nogle ture. Jeg foreslog at vi fløj til Strasbourg og tog op til Sainte Odile, eller et andet sted i Alsace. Jeg kender en pige i Strasbourg, der kan vise os byen, sagde jeg. Jeg fik et spark under bordet. Jeg troede det var tilfældigt og fortsatte: „Hun har boet der i to år og ved alt hvad der er værd at vide om den by. Det er en mægtig sød pige.“ Jeg fik igen et spark under bordet, og da jeg så op så jeg Frances, Roberts veninde, med næsen i sky og et hårdt udtryk i ansigtet. „Men hvorfor fanden skulle vi egentlig tage til Strasbourg?“ sagde jeg. „Vi kan også tage til Brügge, eller til Ardennerne.“ 15
Solen gaar sin gang.indd 15
6/22/15 5:20 PM
Cohn trak vejret lettet. Jeg fik ikke flere spark. Jeg sagde godnat og gik. Cohn sagde at han v ille købe en avis og følges med mig hen til hjørnet. „Hvorfor i himlens navn,“ sagde han, „sagde du det om den pige i Strasbourg? Så du ikke Frances?“ „Nej, hvorfor skulle jeg det? Hvad fanden kommer det Frances ved, om jeg kender en amerikansk pige der bor i Strasbourg?“ „Det spiller ingen rolle. Det er ligegyldigt hvad det er for en pige. Jeg fik bare ikke lov at rejse, så enkelt er det.“ „Hold nu op.“ „Du kender ikke Frances. Det er komplet ligegyldigt hvad det er for en pige. Så du ikke hvordan hun så ud.“ „Nåja,“ sagde jeg, „så lad os tage til Senlis.“ „Du må ikke være sur.“ „Jeg er ikke sur. Der er rart i Senlis, og vi kan bo på Le Grand Cerf og gå en tur i skoven og tage hjem igen.“ „Det er fint, det lyder godt.“ „Nå, vi ses på banen i morgen,“ sagde jeg. „Godnat, Jake,“ sagde han og begyndte at gå tilbage til caféen. „Du glemte avisen,“ sagde jeg. „Det gjorde jeg også.“ Han fulgtes med mig hen til kiosken på hjørnet. „Du er ikke vred, vel Jake?“ Han vendte sig om med avisen i hånden. „Nej, hvorfor skulle jeg være det?“ 16
Solen gaar sin gang.indd 16
6/22/15 5:20 PM
„Vi ses til tennis,“ sagde han. Jeg kiggede efter ham, mens han gik tilbage til caféen med avisen i hånden. Jeg kunne egentlig godt lide ham, og hun var åbenbart ret skrap ved ham.
Solen gaar sin gang.indd 17
6/22/15 5:20 PM
II
Den vinter tog Robert Cohn til Amerika med sin roman, og den blev antaget af et ret godt forlag. Der var en mægtig ballade da han rejste, hørte jeg, og jeg tror det var der, Frances mistede ham, for i New York var der mange kvinder der tog sig af ham, og da han kom tilbage var han helt forandret. Han var mere begejstret for Amerika end nogensinde, og han var ikke så ligetil, og han var ikke så flink. På forlaget havde de rost hans roman temmelig meget, og det gik ham nok til hovedet i nogen grad. Dernæst var der en del kvinder, der havde bestræbt sig på at være søde ved ham, og det havde fuldstændig forandret hans horisont. I fire år havde hans horisont været begrænset til hans kone. I tre år, eller næsten tre år, havde han aldrig set længere end til Frances. Jeg er sikker på at han aldrig havde været forelsket i hele sit liv. 18
Solen gaar sin gang.indd 18
6/22/15 5:20 PM
At han havde giftet sig var et udslag af at han havde haft det så rædselsfuldt på universitetet, og at Frances fik ham var et udslag af at han havde opdaget, at han ikke betød alt for sin kone. Han var ikke forelsket endnu, men han var klar over, at kvinder syntes han var noget at samle på, og at den kendsgerning at en kvinde holdt af ham og gerne ville leve sammen med ham ikke simpelthen var et guddommeligt mirakel. Det forandrede ham, så han ikke længere var så rar at omgås. Han havde også satset højere end han egentlig havde råd til i nogle temmelig hårde bridgespil sammen med sin newyorker-omgangskreds, og vundet flere hundrede dollars. Det gjorde, at han var meget stolt af sit bridgespil, og han talte flere gange om, hvordan man kunne leve af at spille bridge, hvis det nogensinde skulle blive nødvendigt. Så var der en ting til. Han havde læst W.H. Hudson. Det lyder som noget forholdsvis uskyldigt noget at tage sig til, men Cohn havde læst og genlæst The Purple Land. The Purple Land er en meget uhyggelig bog, hvis man læser den for sent i livet. Den beretter om en fuldendt engelsk gentlemans pragtfulde indbildte kærlighedseventyr i stærkt romantiske omgivelser, som er glimrende beskrevet. Når en mand i en alder af fireogtredive tager den som vejleder i hvad livet drejer sig om, er det omtrent lige så betryggende som det ville 19
Solen gaar sin gang.indd 19
6/22/15 5:20 PM
være for en mand i samme alder at komme til Wall Street direkte fra en fransk klosterskole udstyret med et komplet sæt af underskolens regnebøger. Jeg vil tro, at Cohn opfattede hvert ord i The Purple Land så bogstaveligt som om det havde været en R.G. Dun-rapport. Det er klart, han tog nogle forbehold, men i det store og hele forekom bogen ham fornuftig. Den var lige det der skulle til for at sætte ham i gang. Jeg var ikke klar over i hvor høj grad den havde sat ham i gang før han en dag kom ind på mit kontor. „Dav, Robert,“ sagde jeg. „Kommer du her for at muntre mig lidt op?“ „Kunne du tænke dig at tage til Sydamerika, Jake?“ spurgte han. „Nej.“ „Hvorfor ikke?“ „Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig haft lyst. Det er for dyrt. Og man kan alligevel træffe alle de sydamerikanere man vil her i Paris.“ „Det er ikke rigtige sydamerikanere.“ „Jeg synes de ser utrolig rigtige ud.“ Jeg skulle have ugens historier af sted med bådtoget og kun halvdelen af dem var skrevet. „Har du nogen sladderhistorier?“ spurgte jeg. „Nej.“ „Er der ingen af dine højtstående bekendte der skal skilles?“
20
Solen gaar sin gang.indd 20
6/22/15 5:20 PM
„Nej. Hør nu efter, Jake. Hvis jeg klarede udgifterne for os begge to, ville du så tage med til Sydamerika?“ „Hvorfor mig?“ „Fordi du taler spansk. Og det er sjovere når man er to.“ „Nej,“ sagde jeg, „jeg kan lide byen her, og jeg tager til Spanien om sommeren.“ „Hele mit liv har jeg ønsket at tage sådan en tur,“ sagde Cohn. Han satte sig op. „Jeg bliver for gammel, før det nogensinde kan lade sig gøre.“ „Lad nu være at være dum,“ sagde jeg. „Du kan rejse hvorhen du vil. Du har masser af penge.“ „Det ved jeg godt. Men jeg kan ikke komme i gang.“ „Op med humøret,“ sagde jeg. „Alle lande ser ud nøjagtig ligesom på film.“ Men jeg havde ondt af ham. Han havde det skidt. „Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at livet går så hurtigt, og jeg ikke lever fuldt ud.“ „Der er aldrig nogen der lever fuldt ud, undtagen tyrefægtere.“ „Jeg er ikke interesseret i tyrefægtere. Det er ikke noget normalt liv. Jeg har lyst til at rejse ind i baglandet i Sydamerika. Vi kunne få en fantastisk tur.“ „Har du nogensinde tænkt på at tage til Britisk Østafrika og gå på jagt?“ „Nej, det ville jeg ikke bryde mig om.“ „Der ville jeg godt tage med.“
21
Solen gaar sin gang.indd 21
6/22/15 5:20 PM
„Nej; det interesserer mig ikke.“ „Det er fordi du aldrig har læst en bog om det. Tag og læs en bog der kun handler om kærlighedsaffærer med skønne kulsorte prinsesser.“ „Jeg vil gerne til Sydamerika.“ Han havde en snert af hårdnakket jødisk stædighed. „Gå med ned og få en drink.“ „Sidder du ikke og arbejder?“ „Nej,“ sagde jeg. Vi gik ned ad trappen til caféen i stueetagen. Jeg havde opdaget at det var den bedste måde at slippe af med vennerne på. Når man først havde fået en drink behøvede man bare at sige: „Nå, jeg må se at komme op igen og få sendt nogle telegrammer af sted,“ og det var så det. Det er meget vigtigt at finde på den slags elegante exits i bladverdenen, hvor en af de vigtigste uskrevne love er at det aldrig må se ud som om man arbejder. Nå, men vi gik ned i baren og fik en whisky og soda. Cohn kiggede på flaskerne der stod rundt langs væggen. „Det er et godt sted,“ sagde han. „Der er masser af sprut,“ indrømmede jeg. „Du Jake,“ han lænede sig frem over baren. „Har du aldrig den fornemmelse af at hele livet går, og du får ikke noget ud af det? Er du klar over at du allerede har levet næsten halvdelen af den tid du har?“ „Jo, en gang imellem.“ „Ved du at om cirka femogtredive år til er vi døde?“ 22
Solen gaar sin gang.indd 22
6/22/15 5:20 PM
„Ja, hvad faen, Robert, hvad faen.“ „Det er alvor.“ „Det er i hvert fald en af de ting jeg ikke bekymrer mig om.“ „Det burde du gøre.“ „Jeg har haft nok at bekymre mig om i min tid. Jeg er færdig med at bekymre mig.“ „Ja, jeg ville nu gerne til Sydamerika.“ „Ærlig talt, Robert, det hjælper ikke at rejse til et andet land. Det har jeg prøvet alt sammen. Man kan ikke komme væk fra sig selv ved at flytte sig fra et sted til et andet. Det duer ikke.“ „Jamen du har aldrig været i Sydamerika.“ „Sydamerika! Det ville sgu være nøjagtig det samme hvis du tog til Sydamerika, sådan som du har det. Det her er en god by. Hvorfor begynder du ikke at leve livet i Paris?“ „Jeg er dødtræt af Paris, jeg er led og ked af Latinerkvarteret.“ „Så hold dig væk fra Kvarteret. Gå for dig selv og se hvad der sker.“ „Der sker aldrig noget. Jeg gik alene for mig selv en hel nat, og det eneste der skete var at en betjent på cykel standsede og bad om at se mine papirer.“ „Var der ikke rart i byen om natten?“ „Jeg bryder mig ikke om Paris.“ Så det var det. Jeg havde ondt af ham, men der var ikke noget at gøre ved det, for man løb straks ind i hans to fikse ideer: Sydamerika kunne ordne 23
Solen gaar sin gang.indd 23
6/22/15 5:20 PM
det hele, og han brød sig ikke om Paris. Den første havde han fra en bog, og jeg tror også den anden stammede fra en bog. „Nå,“ sagde jeg. „Jeg må se at komme op og få sendt nogle telegrammer.“ „Skal du virkelig gå?“ „Ja, jeg må se at få de telegrammer af sted.“ „Har du noget imod at jeg går med op og bare sidder i kontoret?“ „Nej, kom bare.“ Han sad i forkontoret og læste aviserne og Editor and Publisher, og jeg arbejdede hårdt i to timer. Så sorterede jeg gennemslagene fra, satte en rubrik på, puttede det hele i et par store manilakonvolutter og ringede efter et bud, der skulle aflevere dem på Gare St. Lazare. Jeg gik ud i forkontoret, og der sad Robert Cohn og sov i en lænestol. Han sov med hovedet på armene. Jeg kunne ikke lide at vække ham, men jeg ville gerne have lukket kontoret og af sted. Jeg lagde hånden på hans skulder. Han rystede på hovedet. „Jeg kan ikke,“ sagde han og puttede hovedet længere ned mellem armene. „Jeg kan ikke gøre det. Der er intet der kan få mig til at gøre det.“ „Robert,“ sagde jeg, og ruskede ham lidt i skulderen. Han så op. Han smilede og glippede med øjnene. „Sagde jeg noget højt lige nu?“ „Et eller andet. Men ikke tydeligt.“ „Gud, sikke en hæslig drøm.“ 24
Solen gaar sin gang.indd 24
6/22/15 5:20 PM
„Faldt du i søvn af skrivemaskinen?“ „Ja det tror jeg. Jeg lukkede ikke et øje i nat.“ „Hvad var der i vejen?“ „Snak,“ sagde han. Jeg kunne se det for mig. Jeg har en hæslig vane med at forestille mig mine venners sovekammerscener. Vi gik hen til Café Napolitain for at få en apéritif og kigge på dem der gik aftentur på boulevarden.
Solen gaar sin gang.indd 25
6/22/15 5:20 PM
den flamboyante Lady Brett Ashley, og sammen rejser de fra det vilde natteliv i Paris til fiesta og tyreløb i Pamplona. I en tid med moralske falliterklæringer, spirituel opløsning ”En af Hemingways mest bevægende romaner.”
”Hemingways første, og bedste, roman.”
træt af ”den fortabte generation” – de unge mænd og kvinder, der oplevede første verdenskrigs grusomheder og bagefter flygtede ind i et kynisk og overfladisk liv.
GUARDIAN
”En absorberende, smuk og nænsomt absurd, hjerteskærende fortælling … Det er i sandhed en gribende historie … Storslået.”
Solen går sin gang lægger sig tæt op ad Hemingways egne oplevelser, og romanen anses som et af hans absolutte mesterværker.
N EW YORK TI M ES
Solen g år sin g ang
WEEKEN DAVISEN
og urealiseret kærlighed tegner Hemingway et barsk por-
TOPFOTO / POLFOTO
brølende 1920’ere. Den uheldige Jake Barnes forelsker sig i
H E M I NG WAY
Solen går sin gang følger en gruppe rodløse unge i de
ERNEST H E M I N G WAY
Solen går sin gang
”Atmosfæren er fin og skarp, ligesom på de vinterdage, hvor grenene står nøgne mod himlen.”
Solen går sin gang er Hemingways debutroman fra 1926, og romanen etablerede ham som et af århundredes største litterære forfattere. I 1954 blev Hemingway tildelt Nobelprisen i litteratur “for sin mestring af fortællekunsten, senest demonstreret i Den gamle mand og havet, og for den indflydelse, han har bedrevet på den samtidslitterære stil.”
VI RG I N IA WO O LF
lindhardtogringhof.dk
L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET
ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkelt stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.