Solstorm - læseprøve

Foto: Thomas A.

H VA D G Ø R D U, N Å R K ATA S T R O FE N R A M M E R?

RASMUS DAHLBERG (f. 1977) er ekstern lektor i katastrofehistorie

Et svært genkendeligt København er kulissen, som Lisbeth og hendes papbarn, Halfdan, vandrer rundt i. De flytter ind til Lisbeths far, en pensioneret kommandørkaptajn fra flåden, som har forskanset sig i sit store hus på Frederiksberg med nødgenerator og konserves i kælderen.

Mens samfundet falder fra hinanden, eftersøger Lisbeth sin ekskæreste, Halfdans far, som er forsvundet under en opgave for de danske myndigheder. Samtidig går Lisbeth ind i det frivillige hjælpearbejde og udfordres både på sin erfaring og sine følelser, mens København bliver stadig mørkere.

ved Master of Disaster Management på Københavns Universitet og forfatter til en lang række fagbøger om bl.a. katastrofehistorie.

Desuden medforfatter til spændingsserien PLAN B og krimien Liv eller død.

SOLSTORM

viser med skræmmende klarhed, hvad der sker, når katastrofen skræller det tynde lag af civilisation væk og slipper vildskaben og uforudsigeligheden løs i vores moderne samfund.

155 cm

R A S M U S DA H L B E R G

SOLSTORM

231cm

I december 2012 vender Lisbeth Storm hjem til sin lejlighed på Nørrebro efter endnu en opgave for en international hjælpeorganisation i et af verdens katastrofeområder. Oplevelserne har givet hende ar på sjælen, og hun har besluttet at skifte spor og lægge tragedierne bag sig. Men Lisbeth får brug for al sin viden om overlevelse, da strømmen i hele Danmark forsvinder efter en voldsom solstorm.

24 cm

R A S M U S DA H L B E R G

155 cm

90 cm

SOLSTORM ROM AN

L I N D H A RDT O G RI N G H O F

90 cm

Jeg misser med øjnene og prøver at stille skarpt. Så træder jeg et skridt frem mod vinduet og kigger ud. Den sydlige del af himlen over København er fuldstændig oplyst af de smukkeste hvide, blå og grønne mønstre, som bølger og bugter frem og tilbage. Jeg gisper og griber ud efter bordkanten, men får i stedet fat i Halfdans hånd igen.

– Det er nordlys. Trillioner af elektriske partikler, som rammer Jordens atmosfære og afgiver noget af deres energi i form af stråling.

Det lyder, som om han læser op af en fysikbog. Imens står jeg som forstenet og betragter mønstrene. Det er på samme tid det smukkeste og mest skræmmende, jeg nogensinde har set.

– Hvad sker der nu? spørger Halfdan og knuger min hånd.

– Jeg ved det ikke. Det er dig, der er fysikeren, svarer jeg stille og klemmer igen.

OMSL AG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

Rasmus Dahlberg Solstorm © 2012 Rasmus Dahlberg og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt / Imperiet Illustrationer: Per Diemer Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-39903-3 1. udgave, 1. oplag 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Rasmus Dahlberg

Solstorm Roman

Lindhardt og Ringhof

Til de frivillige i Dansk Røde Kors, Beredskabsforbundet, Hjemmeværnet og andre organisationer, som vil gøre en forskel, når katastrofen rammer.

Det bedste, du kan gøre, er det rigtige.

Det næstbedste er at gøre det forkerte.

Det værste er at gøre ingenting.

– theodore roosevelt

1859 Han kan næsten ikke vente med at komme i gang. Klokken er lidt over 11 om formiddagen, det er torsdag, den første dag i september, og det klare sensommervejr skal udnyttes fuldt ud. Den 33-årige Richard Carrington skynder sig ud til sit observatorium, som han har fået opført ved siden af sommerresidensen i Redhill, Surrey, syd for London. Det er blevet en tradition, ligefrem en besættelse for den stræbsomme, dygtige amatørastronom, som har en fornem uddannelse fra Trinity College og utrætteligt arbejder ulønnet for Royal Astronomical Society.

Med et håndsving åbner Carrington kuplen, som beskytter teleskopet. Lyset fra den helt klare, blå himmel strømmer ind. Han bliver blændet et kort øjeblik. Så sætter han sig til teleskopet og begynder at finjustere. De seneste seks år har han stort set hver dag foretaget sine observationer. Solen hænger deroppe og byder sig til. Nogen skal holde øje med den. Nogen er Richard Carrington.

Ved hjælp af sit to meter lange messingteleskop studerer han hver dag de mystiske pletter, som aftegnes på Solens overflade.

Et kors af tynde guldtråde hjælper ham til at bestemme positionerne præcist, når lyset og skyggerne fra teleskopet kastes over mod en glasplade, han har placeret bag det store instrument.

Gengivelsen af Solen er omkring elleve tommer i diameter. Så håndgribeligt, så nærværende. Han har bragt dette store himmellegeme ned på Jorden.

7

I dag er en helt særlig dag. Der er ualmindeligt mange og store solpletter. Alene den samling, Carrington indleder sine observationer med at studere, er enorm. Næsten ti gange Jordens diameter. Men på Solens overflade synes pletterne ikke af meget.

Richard Carrington arbejder koncentreret med sine optegnelser.

Klokken er nu 18 minutter over 11. Han lytter til hjerteslaget fra kronometeret, som sikrer, at hans observationer fæstnes præcist i tid og rum. Astronomen er i perfekt symbiose med sit teleskop.

Han føler et stærkt slægtskab med Solen, denne brændende disk på himlen, som drager og skræmmer på samme tid. Den er så ukendt, så kraftfuld, så ...

To hvide pletter dukker op for øjnene af Richard Carrington.

Først tror han, at det er sollys, som ved en fejl er trængt gennem afskærmningen omkring teleskopet, men da han skubber lidt til instrumenterne, følger lyspletterne med. Det er Solen selv, der laver tricks med ham. Carrington stirrer forbløffet på de to hvide pletter, som tager til i styrke. Mens han betragter dem, antager de nyreformede faconer.

Carrington tror ikke sine egne øjne. Dette må dokumenteres!

Han noterer: »Øjeblikket for det første udbrud var ikke 15 sekunder forskelligt fra 11 timer og 18 minutter Greenwich Mean Time ...« Men vil man tro på ham, en amatør, godt nok en respekteret amatør, men stadig en amatør? Han rejser sig og stormer ud af observatoriet for at finde et vidne, men der er ingen at se.

Et minut senere vender han tilbage. Nu er de hvide solpletter allerede ved at forsvinde.

Han noterer det præcise tidspunkt: 23 minutter over elleve Greenwich Mean Time. Så undersøger han atter Solens overflade minutiøst ved hjælp af sit teleskop. Der er intet unormalt at se.

Solpletterne er forsvundet. Carrington fortsætter med at studere himlen i en time, men Solen ligner atter sig selv.

8

18 timer efter Carringtons observationer sker der sære ting over hele Jorden. Gnister slår ud fra telegraferne, og det bliver umuligt at sende beskeder tværs over den amerikanske prærie. Himlen oplyses af det mest fantastiske nordlys, som får fuglene til at synge midt om natten. I Boston opdager de forundrede operatører, at de stadig kan transmittere, selv om de kobler batterierne fra. Luften og telegrafledningerne er ladet af energi. Besætningen på et skib ud for Chile kæmper for at overleve midt i en brandstorm, da de pludselig sejler ind i et oprørt hav af blod: »Hele himlen var dybrød, og havet reflekterede denne farve«, fortæller søfolkene senere.

Andre besætninger oplever denne nat tilfælde af bemærkelsesværdig stærk Sanktelmsild, lysende udladninger, som danser i kranse omkring mastetoppene på deres skibe.

Overalt forstyrres døgnrytmen af det stærke lys fra nattehimlen. Et øjenvidne beretter: »Mystiske lys sås skyde op i lodrette spiraler næsten mod zenit, med en lysende meteoragtig klarhed, og nu strakte de sig ud mod horisonten med en blis som en forfærdelig konflagration.« Folk står op og går på arbejde midt om natten i den tro, at det er blevet morgen. »Mod nord havde himlen en udpræget grønlig nuance. De mest bemærkelsesværdige eksempler på farvet lys viste sig direkte over os. Lyset var så stærkt, at man kunne læse de fineste skrifter i avisen ved det, og det fortsatte med skiftende glans, indtil morgengryet forstyrrede det«, skriver dr. Matthew Troy i Cahawba, Alabama.

Andre tror, at dommedag er kommet. En kvinde i South Carolina betragter frygtsomt den dybrøde himmel og tænker på Johannes’ Åbenbaring: »Den fjerde engel hældte sin skål ud over Solen, og den fik givet at brænde menneskene med sin ild.« Efter nogle døgn forsvinder de mystiske fænomener igen. Verden har overlevet stormen fra Solen. Richard Carrington er sikker på, at der er en forbindelse mellem de solpletter, han observerede, og de magnetiske påvirkninger på Jorden. Andre astronomer og fysikere er enige med ham. På observatoriet i Kew har 9

man konstateret stærke magnetiske forstyrrelser, som tidsmæssigt faldt sammen med Carringtons visuelle observationer. Det er ufatteligt! Solen befinder sig næsten 150 millioner kilometer fra Jorden. Alligevel lader det til, at de voldsomme hændelser derude i rummet har øvet stærk magnetisk indflydelse på Jorden. Dette er et gennembrud for astronomien.

Knap halvanden måned efter solstormen er der møde i Royal Astronomical Society i Somerset House i London. De højtærede medlemmer lytter opmærksomt til Richard Carrington, som ved hjælp af en forstørret udgave af sine observationer fra den 1. september forklarer betydningen af det, der er sket. Hodgson, en anden astronom, bekræfter Carringtons observationer, som derved får reel videnskabelig værdi.

Det er nærliggende for det astronomiske selskabs medlemmer at opstille den hypotese, at den voldsomme solpletaktivitet har en forbindelse til auroraen, det stærke nordlys, som blev observeret over hele Jorden i dagene derefter. Aldrig før har man så tydeligt set en sammenhæng mellem hændelser på Solen og på Jorden. Men Carrington er en forsigtig herre. Han vil ikke drage vidtløftige konklusioner på baggrund af en enkelt observation. »Én svale gør ingen sommer«, siger han. Der findes ingen fysisk forklaring på, hvordan aktivitet på Solen i løbet af så kort tid skulle kunne påvirke forholdene på Jorden.

Men inderst inde ved Carrington, at han har gjort en stor opdagelse. Måske vil hans observationer få stor betydning engang i fremtiden. Måske vil hans navn gå over i historien.

Mandag

Seks dage før Hvis jeg var et hus til salg, ville ejendomsmægleren skrive i boligannoncen, at jeg trængte til en kærlig hånd. Der er furer i mit ansigt, mine hænder er sprukne, og huden under mine fødder er hård og ru. Engang havde jeg tykt, stærkt hår, men nu er det tjavset og gemt væk i en hestehale, som ikke engang kan fylde hullet bag i kasketten ud. Og jeg plejede at få at vide, at læbernes fylde og krumning var mit smukkeste træk. De er i dag to stramme, tørre kanter, som leder derind, hvor den allersidste rest af fugtighed holder til.

Det er en lang rejse hjem. Jeg flyver Delta/KLM fra Newark til Amsterdam og skal derfra videre med SAS til Kastrup. Der var lige tid til kaffe inden afgangen fra New York. Sådan har jeg altid rejst. Bare en stor rygsæk, kasket, et par gode solbriller og et papkrus med koffein. Jeg har samme størrelse rygsæk nu, som da jeg for 15 år siden første gang tog af sted. Der er ikke noget af det, jeg har set undervejs, jeg har haft lyst til at samle op og tage med.

Det er mere end to timer siden, kabinepersonalet gennemgik sikkerheden om bord, mens vi taxiede ud til startbanen. Jeg har vænnet mig til at høre efter, selv om jeg kan remserne udenad.

Jeg ved, at de, der hører efter, overlever. De fleste unødvendige ofre for flystyrt finder man i bunker oven på hinanden, alle med ryggen til den nærmeste nødudgang. Jeg tager heller aldrig mine 11

sko af, når jeg flyver. Hvis der er ild og glasskår, og jeg skal træde hen over de andre passagerer for at komme ud, er det rart med tykke såler. Og at man skal huske at tage stiletterne af, inden man springer ud på redningsslisken, det er sgu ikke rigtig relevant for mig. Jeg har aldrig været til høje hæle.

På vej ind i flyet så jeg en høj, rank mand på omkring 40, som gik foran mig i køen. Han havde dyre jeans og ternet skjorte på og holdt en MacBook i et sort etui under armen og gled ubemærket ind i rækken af diskrete forretningsrejsende, men jeg så hans senede hals, muskuløse overarme og opmærksomme blik.

Stewardesserne ved indgangen spottede ham også straks. Han havde dårligt nået at sætte sig, før han blev tilbudt et »bedre sæde« med ekstra benplads. Yeah, right, som om et flyselskab interesserer sig for en passager, som allerede har betalt sin billet og booket sin plads. Manden takkede ja og flyttede hen ved siden af nødudgangen, som han venligst indvilgede i at tage ansvar for at åbne i tilfælde af en nødsituation. En ABP’er. Able Bodied Person. Det er længe siden, jeg er blevet set på den måde.

Sæderne ved siden af mit er ledige. To pladser væk sidder en lille mørk pige på ni-ti år. Egentlig er hun blevet placeret sammen med sin mor inde i midten af flyet, men der er ikke særlig mange passagerer med, og hun flytter lidt rundt. Hun spiller på en PSP, og lyden er ikke skruet ned. Den skramlende elektroniske melodi er uudholdelig at høre på og gentages i det uendelige.

Jeg prøver at tysse på hende, men hun er helt opslugt af spillet.

I stedet rækker jeg en hånd frem. Sikkerhedsbæltet, som jeg har spændt igen, efter jeg var på toilettet, strammer til, da jeg læner mig over mod pigen uden at fange hendes opmærksomhed. Jeg bander og flår bæltet af, lægger mig ind over det tomme sæde og griber fat i hendes arm.

– Så sluk dog for helvede for det lort!

Pigen ser op på mig med enorme hvide øjne i det sorte ansigt.

Så begynder hun at græde. Hendes mor kaster sin bog fra sig og 12

kommer over. Pigen flytter væk fra sædet i nærheden af mig. Det var sådan nogle, jeg engang tog ud i verden for at redde. Små negerbørn. Nu skræmmer jeg livet af dem.

Jeg tænder min mobil, mens jeg drikker kaffe og ryger i en overfyldt kabine i Schiphol. Der er en besked på svareren, og jeg lukker mig inde mellem telefon, kaffe og smøg, mens jeg venter på, at den langsomme stemme skal sige det, jeg har hørt tusind gange før. Endelig dukker Pierres stemme op. Den er silkeblød og poleret som altid. Ligesom hans slips og hans sko.

Han har en assignment til mig, hvis jeg er interesseret. Det er en hasteopgave, han har brug for mig, jeg er hans mest erfarne medarbejder, alt det slibrige ordgejl, jeg har hørt så mange gange før. I begyndelsen troede jeg på ham, når han sagde, at jeg var den eneste, som kunne klare opgaven. At det var et spørgsmål om liv eller død for de stakkels mennesker, som lå under ruinerne i en sammenstyrtet by eller sultede og tørstede i et tørkeramt land. Men den tro har jeg også mistet. Vi skal alle sammen dø. Nogle dør bare lidt før, de havde planlagt, og på en noget mere grusom måde end de fleste andre. Sådan er det.

En nervøst udseende asiat i jakkesæt står og tripper foran mig.

Han vil et eller andet, men kan ikke få det sagt. Jeg gør en bevægelse, som skal få ham til enten at tale eller forsvinde. Han ender med at pege på min cigaret med et desperat udtryk i øjnene. Min første tanke er at give ham fingeren. Men jeg besinder mig og finder den krøllede pakke Marlboro frem fra en af lommerne på mine støvede Fjällräven-bukser. Han takker og bukker, da jeg også tænder for ham, men forstår så, at jeg ikke har tænkt mig at smalltalke.

Det gælder i øvrigt også resten af den sørgelige forsamling af nikotinhungrende mænd i rygekabinen. Flere af dem glor uhæmmet på mig, selv om jeg må ligne lort. Jeg har ikke sovet ordentligt i månedsvis, mit tøj er beskidt, gnisten i mine øjne er for længst forsvundet. Alligevel vil de knalde mig. Liderlige svin.

– Pierre Lafontaine.

13

– Det er mig.

– Oh, Lisbeth ... så dejligt at høre fra dig, ma chérie. Hvordan har du det?

– Jeg har det.

Han ler belevent.

– Ja, har du ikke altid det, Lisbeth?

Jeg beslutter, at hvis han siger mit navn én gang til inden for tre sætninger, så afbryder jeg forbindelsen.

– Nå, du har vel hørt min besked. Det bliver så Afrikas Horn denne gang. Er du stadig i New York? Jeg kan få dig til Sigonella med en af vores egne maskiner senere i dag, hvis du ikke har noget imod at sidde sammen med melsækkene og brøndudstyret ...

– Pierre ...

– ... det er godt nok kun en kort udstationering. To måneder.

Jeg ved jo, at du helst vil gøre arbejdet færdigt selv, men Jack Landy har allerede fået opgaven. Han skulle bare lige hjem og vende først. Noget med en fødsel, tror jeg.

Han ler på den måde, som får mig til at knytte næven instinktivt. Det går ud over pakken med smøger.

– Pierre, hør her ...

– Når du så er færdig med at dele vand og mad ud i verdens røvhul, så kunne du jo komme til Genève og drikke rødvin med mig. Det er ved at være længe siden ...

– PIERRE! Gennem tobakstågerne i kabinen mærker jeg de fremmedes blikke mod mig og kæmper for at få stemmen under kontrol igen, inden jeg fortsætter.

– Jeg skal ikke til Afrikas Horn. Og jeg skal absolut ikke til Genève og drikke rødvin med dig.

– Jamen, ma chérie, hvorfor dog ikke? Det er da lige en opgave efter din smag. Masser af kaos. De dør som fluer dernede. Du plejer da ...

15

– Jeg skal hjem, Pierre.

– Men ...

– Det er alvor.

Han tier lidt. Jeg kan høre, at han på trods af alle sine fejl og sit polerede ydre har forstået, hvad jeg siger.

– Er du knækket?

Tårerne begynder at vælte ud af mine øjne, og jeg mumler bare et eller andet, mens jeg dumt nikker til telefonen, inden jeg afbryder forbindelsen.

En kødrand af fede danskere står i ankomsthallen og venter på deres kære med små papirflag. Hvor kan de dog have været henne? Hvad kan de have oplevet, som berettiger sådan en velkomst? Skidtet på mit tøj lugter af død, mens de kommer hjem med brun hud og strandvind i håret. Men jeg misunder dem ikke. Hvis jeg ville have byttet, havde jeg gjort det.

Lige foran mig går en ung pige, som har været med i flyveren hele vejen fra Newark og videre fra Amsterdam. Hun ligner en gymnasietøs, som har været på studieophold, og som nu skal modtages af familien, der har taget opstilling med åbne arme tværs over hele udgangsområdet. Moren græder, faren giver et akavet kram, mens to yngre brødre roder med deres mobiltelefoner. Selv bedstemor med gangstativ har de slæbt med, men hun har tabt sit flag og er ved at vælte under forsøget på at samle det op. Jeg skubber til pigen, som er standset midt i det hele med sin tungt lastede bagagevogn, og faren vrisser ad mig. Jeg holder en hånd op, halvt som beklagelse, halvt som afvisning.

Endelig er jeg fri, og jeg når hurtigt op i mit sædvanlige tempo med rygsækken siddende stramt til over ryggen. Folk omkring mig har vintertøj på, og det går op for mig, at det snart er jul i Danmark. Ud over mine gamle vandrestøvler og bukserne har jeg bare en skjoldet langærmet T-shirt og en støvet fleecetrøje på.

De må tro, at jeg er skør. Det ser nu ikke koldt ud. Måske har de 16

andre glemt at kigge ud ad vinduet. Vejrudsigter i Danmark interesserer mig ikke. Så længe vi ligger mellem minus 10 og plus 30 grader, overlever de fleste.

– Er du spejder?

– Undskyld, hvad siger du?

– Jeg spurgte, om du var spejder, dame.

K nægten er højst syv og har stillet sig helt tæt på mig, mens jeg venter i køen ved en DSB-automat.

– Hvorfor spørger du om det?

– Fordi du har sådan noget spejdertøj på.

Han peger på mine bukser og støvler.

– Nej, svarer jeg og finder Visa-kortet frem fra en skjult lomme på indersiden af mit bælte.

– Hvad er du så?

– Fis nu af med dig, hører jeg mig selv sige.

– Hvorfor vil du ikke fortælle mig, hvad du er?

Han har sat hænderne i siden og ser anklagende op på mig.

– Fordi ...

Jeg går i stå. Fordi du er pisseirriterende. Og fordi du ikke skal høre, hvad jeg er. Det er ikke godt for dine små ører.

– Jo, du har ret. Jeg er spejder.

Hans ansigt lyser op.

– Jeg vidste det! Min storebror har også gået til spejder, men så blev han træt af det. Nu går han til kampsport. Er du også træt af at gå til spejder?

Jeg kommer til at smile.

– Ja. Lidt.

Så bliver der ledigt ved automaten, og drengen forsvinder, mens jeg køber mit klippekort.

Jeg tager metroen til Nørreport og går op til Torvehallerne. Det er dyrt og alt for pænt og rent, men giver mig alligevel et lille kick som af at være i en arabisk souk. Jeg køber stenovnsbrød, hum17

mus, oliven og gedeost og finder også en moden mango, tomater på stilk og en flaske rødvin. Så går jeg gennem skumringen over Dronning Louises Bro til min lille lejlighed på Nørrebro.

Der er ingen, der venter på mig derhjemme. Jeg har haft adresse her i 12 år, men har måske tilbragt sammenlagt tre på de 55 kvadratmeter. Havde jeg haft en kat, ville den være sultet ihjel eller løbet bort for længst. Men jeg har ingen kat. Jeg er ikke god til at passe på ting. Til gengæld anskaffer jeg mig aldrig noget.

Sidst jeg stod i mit køkken, var det sensommer med smukke, lange skygger fra karreerne omkring Blågårds Plads. Nu er det bare gråt i gråt derude. Det første vand fra hanen er rødligt af rust, og det stinker fra køleskabet, da jeg kigger ind. Jeg skubber lågen godt i igen og åbner i stedet vinen.

Jeg bor enkelt. Der er ingen sofa, kun et par madrasser og en masse store puder på gulvet i stuen, som man selv kan placere i forhold til de gamle trækasser, jeg bruger som bord. Nu står der på den ene en stor gammel lysestage, hvorfra stearinen drypper ned på den ru overflade. På kassen nærmest mig har jeg vin i et stort vandglas og en træplade med brød, ost, hummus og oliven.

Der er ikke musik på. Jeg har brug for at høre København igen.

For at se, om den har forandret sig, mens jeg var væk.

Jeg er god til at spise langsomt. Det er noget, jeg har tvunget mig selv til de seneste mange år. Når man opholder sig mærkelige steder i verden og hele tiden får nye smagsoplevelser, bør man nyde det og smage ordentligt efter. Kroppen har også meget bedre af en langsom tyggeproces. Nu gumler jeg længe og stille på den hårde, salte skorpe fra brødet, og først når jeg har sunket det hele, tager jeg en oliven eller et lille stykke ost. Indimellem drikker jeg store slurke af vinen, som hverken er god eller dårlig. Den er. Og det er fint med mig.

Da alkoholen begynder at virke, forlader en del af de sorte tanker mig. Jeg rejser mig fra puderne for at fylde glasset igen, 18

men lader det stå på køkkenbordet og går ind i mit soveværelse, hvor fleecetrøjen ligger på sengen, som jeg aldrig fik redt, før jeg tog af sted. Jeg trækker T-shirten af og betragter min krop i spejlet. Det er længe siden. Der var ikke mange spejle tilbage i Haiti. Jeg er kraftigt bygget, ikke som når kvinder bortforklarer deres overvægt, men muskuløst på en lidt maskulin måde. Jeg har naturligt aftegnede biceps og triceps, og under brysterne kan jeg spænde mavemusklerne så hårdt, at en angriber ville brække knoerne.

Jeg går over forbi skabet længst inde i hjørnet bag sengen. Som om jeg bare skal hente en ren T-shirt, åbner jeg det helt uden videre. Men det er ikke en kedelig trøje, mine hænder finder inde i mørket. Dér hænger den på sin bøjle, min fine sommerkjole med blomster og tynde stropper. Over for andre brækker jeg mig ved synet af sådan noget. Jeg har aldrig haft den på uden for lejligheden. Men når jeg kommer hjem efter en tur i helvede, har jeg mit lille ritual.

Forsigtigt trækker jeg bøjlen med den blomstrede kjole ud og lægger den på sengen. Den bølger så fint hen over det ujævne underlag. Så spænder jeg bæltet op og trækker de beskidte bukser af sammen med trusserne og strømperne. Jeg lader den tynde kjole glide ned over min krop og glatter og retter, indtil den sidder helt perfekt. Så bøjer jeg mig ned og tager en skotøjsæske frem fra bunden af skabet. Det er det eneste par højhælede sko, jeg ejer. De er åbne med tynde stropper, som skal bindes omkring anklerne. De har heller aldrig været udenfor.

Jeg går rundt i lejligheden og vænner mig til hælene. De seneste måneder har mine fødder dårligt været ude af vandrestøvlerne, og mine tæer er runkne og indeklemte. Jeg fjerner lidt sokkeuld, der har sat sig fast under den ene storetånegl, som har været flækket og ikke er blevet klippet ordentligt. Rødvinsglasset henter jeg igen i køkkenet, drikker halvdelen og hælder op igen, inden jeg går tilbage til stuen. Her lader jeg mig falde ned i pu19

derne, som absorberer min krop og kærtegner mig som en flok af grådige, lystne hænder.

Langsomt vækkes kvinden i mig til live igen. Jeg lader hænderne glide op og ned over kjolen, og jeg vrider mit underliv, indtil jeg ikke kan holde mig tilbage længere. Fingrene finder op under stoffet, ignorerer hårene på ben og kusse, de vil have mig nu, og jeg giver mig hen. Det er tre måneder siden. Derude har jeg intet køn. Det venter på mig herhjemme.

20

SOLSTORM

231cm

155 cm 24 cm 155 cm

R A S M U S DA H L B E R G