Sommerglæder. En billedkrønike om danskernes første feriedage - læseprøve

BENT HARDERVIG

sommer glÆder En billedkrønike om danskernes første feriedage

sommer glÆder

SOMMERGLÆDER er en munter og underholdende fortælling i ord og billeder om danskernes allerførste ferieoplevelser. Om badehoteller, 276 mm

kurbade, udflugter og svagbørnskolonier. Om badegæster, landliggere og gullaschbaroner. Om kærlighedslivet, kvindefrigørelsen, sommerrevyerne og badedragterne. Om transport i hestevogn, med damplokomotiv, færge over Storebælt og meget, meget mere.

At holde ferie var i årene omkring år 1900 en sjælden foreteelse og især forbeholdt det bedre borgerskab, som ankom til de nyetablerede badehoteller i hestevogn og med det meste af garderoben i kolossale kurvekufferter. Først i 1938 blev ferieloven vedtaget, hvorved også den brede befolkning fik del i sommerlivets glæder.

BENT HARDERVIG er tidligere turistchef i Skagen og forfatter til flere bøger om lokalhistoriske emner. Igennem flere år har han på utallige loppemarkeder og hos marskandisere indsamlet nostalgiske og kuriøse fotografier fra forrige århundrede, der har resulteret i et omfattende billedarkiv, antiquephotos.dk

216 mm

BENT HARDERVIG

LINDHARDT OG RINGHOF

  

34 mm

216 mm

sommer g LINDHARDT OG RINGHOF

BENT HARDERVIG

r glÆder

En billedkrønike om danskernes første feriedage

8

tilbageblik

Det fashionable badehotel 9

S

kagens Badehotel var kendt som det mest eksklusive af alle danske bade­ hoteller­. Når facadens ruder blinkede og strålede som glødende felter af guld – da var det morgen på Grenen. Engang.

Hotellet var omsvøbt af morgensol, der spillede hen over de hvide vinduesrammer, hvide balkoner, hvide svalegange, hvide bjælker og hvide kviste, som alt sammen gav den uforlignelige bygning af træ en kniplingsagtig fornemhed og gjorde den til noget ganske særligt. En ultranordisk, romantisk fantasi, skabt af en slotsarkitekt, som her i slutningen af 1800-tallet havde virkeliggjort sit drømmesyn. Solen gled ind ad verandaens og spisesalens høje, rund­buede vinduer, inddelt i store felter. Den lyste hen over de mange magelige, let knirkende kurvestole, bambusmøbler og hvide skabe med facetslebne glas, hvori viftepalmerne på blomstersøjlerne med de krydsstillede bambusben spejlede sig.

Solens stråler gled ind i musiksalonen, hvor de blev reflekteret i de indrammede autografer på væggen – badehotellets berømte samling, der viste, at hotellet havde haft den ære at behage blandt andre majestæterne Kong Christian og Dronning Alexan­drine, Dronning Alexandra af England, Kejser Wilhelm den 2. af Tyskland, Kong Oscar af Sverige, Enkekejserinde Dagmar af Rusland og Siams Kong Chulalongkorn, hvis navn var nemmere at læse end at udtale. Han havde plantet sit banner på Grenens yderste spids som tegn på sin velvilje.

Joh, man havde pæne gæster. Sagt i al beskedenhed, selvom man da også gjorde sit til, at de følte sig tilpas.Selvfølgelig var ikke alle gæster af lige god familie – i hvert fald ikke af gammel, god familie. Der var vel også en del nyrige, hvis manerer ikke altid holdt den samme standard som deres økonomi. Men det gik an; nogle gæster kastede glans over hotellets renommé, andre var behagelige for hotellets økonomi.

10

Alle kom de, ofte efter en lang togrejse: Turen­ fra Sankt Petersborg varede 72 timer, fra Moskva­ tog det 77 timer, fra London 37 timer, Wien 40 ­timer, Paris 36 timer osv. Dog selvsagt ikke, hvis man havde privatflyvemaskine og landede på ­Grenens brede strand lige foran hotellet, sådan som det af og til hændte i årene umiddelbart før 1. verdenskrig. Det var altid en fornøjelig adspredelse for de øvrige gæster at iagttage – og det forekom så tilpas ofte, at hotel­let havde egen hangar med plads til otte flyve­maskiner. Desuden havde man tilbagevendende besøg af udflugtsfly fra både Göteborg og Stockholm. Og derudover havde man sat grund af til en planlagt station for de kæmpemæssi­ge zeppelin-luftskibe, der skulle indsættes på en tyskdrevet rute over Nordpolen.

Af mere jordnære foranstaltninger havde hotellet 39 garager til gæsternes „selvejerautomobiler“. Det var et af de krav, tiden havde skabt.

Garagerne lå i nærhe­den af tennis- og badmintonbanerne, hvor man kunne fornøje sig med blandt andet fjerbold. Det var blevet så moderne. Det samme var golf, og derfor havde man – omend beskedent – anlagt en golfbane.

Fra musiksalonens autografer gled solens stråler til salonen med det store billardbord og tittede ned i køk­kenet, hvor køkkenpigerne var ved at gøre den store ovn klar til bagning af gæsternes morgenrundstykker. Friskbagt skulle det alt sammen være. Og lyset gled videre ind til de morgensøvnige hotelkarle, der netop havde indsamlet skoene foran dørene på gangene, nogle skulle pudses, andre skulle kridtes.

Godmorgen Rundt omkring i de mange værelser, med de i alt 200 senge, kneb de sovende gæster øjnene i for den drilagtige sol og stak næsen dybt ned i puden.

Aftenens dansant til det noble, men hotte orkester havde trukket ud. Som sædvanlig. Måske man ikke var ganske ung mere, men det var ikke noget, man ville indrømme – hverken over for sig selv eller de unge piger. Himmel, hvor så de godt ud! Bedre, end da man selv var ung.

Det fashionable badehotel

Hen over terrassen, ned ad trappen, ud mod vandet, marcherede konsulen, iført slåbrok og med badehåndklæde over armen – demonstrativt energisk. Gud ved, hvem han ville imponere på dette ukristelige tidspunkt. Nu måtte man så håbe, at han ikke forivrede sig i sit vandpjaskeri på trods af de fornuf­tige direktiver fra hotellets egen kurlæge. Dagen var begyndt på Skagens B ­ adehotel.

Mens morgenbordene blev dækket af hotellets tjenstvillige ånder, til akkompagnement af den lette lyd af deres hastige fødder, begyndte enkelte af gæsterne at sive ud på den store terrasse vendt mod havet, hvor de afventede serveringen af de lune rund­stykker. De sad morgentavse og spredt med en ring af utilnærmelighed omkring sig, som sad de foran en katedral. Så sent som aftenen før havde hotellet snarere fremstået som et galehus – båret af danseorkestrets utilbørlige musik­rytmer.

Handskefabrikanten holdt sig inde i skyggen, hvor han sad og skulede og vurdere­de, om hans opførsel om aftenen havde medført en distance hos den bedre del af gæsterne. De havde dog for længst rubriceret ham som en alkoholiseret vellyst­ning.

Efterhånden som også damerne gled ud på terrassen og klemte sig ned i de lette fletstole, bredte der sig en let pudderduft. Flere af de allerede ankomne herrer rejste sig galant og bukkede let, når en dame tonede frem. Det var elegante damer, ofte med en vis excentrisk ynde. Dog ikke mere excentri­ske, end at de gerne med et dvælende smil rakte hånden frem mod børsspekulan­ter i fornuftige sko.

Også indehaversken af en københavnsk privatskole havde sat sig ved terrassens balustrade, hvor hun kunne holde øje med stranden. Hun var pebermø og amatørmalerinde og yndede især at tegne skitser af nøgne drenge på stranden, som hun gav en skilling for at stille op som modeller.

Skitser, som de øvrige gæster fandt lovlig „nærgående“ – men hvad, det var sikkert heller ikke altid nemt at være peber­mø, sagde damerne med et lille, fornemt smil.

Lidt isoleret sad også den tidligere danserinde med sit stærkt gulerodsfarvede hår. Hendes gros-

serermand havde som sædvanlig sat sig inde i foy­ eren. De var efter sigende blevet gift dengang, da hun var meget ung og besnærende. Nu sad han altid inde i foyeren og vrissede. Hun var kendt for sin specielle stepdans, som hun med energisk ildhu præsenterede ved enhver lejlighed, hvor gæsterne ikke protesterede. Dette gjorde de dog i stigende grad. På den baggrund havde hun sit mest positive publikum blandt de nyankomne gæster, der en kende benovede lod sig overrumple af hendes entusiastiske udfol­delser, som de kvitterede for med høflige klapsalver. En tilkendegivelse, de dog hur­tigt lærte at styre, da den altid blev opfattet som en opfordring til sveddryppende ekstranumre.

Værelsernes efter­nølere ankom i vild uorden – og alle strømmede ind til morgenbordet. Resten af formiddagen gik mestendels med at passiare, veksle håndtryk, lette på stråhatten og ryge cigaretter.

Gæster, der huskes Redaktøren med det evigt ironiske smil vakte altid nogen ambivalens hos hotellets andre gæster. Han udgav i hovedstaden en avis, som på det nærmeste blev opfattet som socialistisk, men mest blev læst af de privilegerede klasser, der gerne ville opfattes som humanister. Altid skulle han provokere. Man huskede tydeligt den pinlige episode, da han henslængt i en strandstol på terrassen sagde til hotellets direktør Jørgensen: „Hr. direktør, har De aldrig tænkt på, at dette hvide landskab af sand med bløde, uvir­kelige forhøjninger, hvor over hvide fugle flyver – at det er dødens landskab? At disse hvide skikkelser i dette hvide landskab er døde sjæle i det hinsides? De hedder måske slet ikke direktør Jørgensen – De hedder måske Sankt Peter?“ Særligt uforglemmelig for et par af stuepigerne var en sønderjysk apotekerfamilie, der et enkelt år tilbragte deres tre ugers ferie på Skagens Badehotel. Ikke mindst hr. apotekeren var meget “missionsk“, hvilket selvsagt også prægede fru apotekeren og deres seks børn. Allerede ved det første 11

måltid efter ankomsten medførte det missionske nogle lidt flakkende blikke hos serveringspersonalet og – ikke mindst – hos hoteldirektøren. Knap havde det gesvindte personale serveret første dampende ret med et smilende „velbekomme“ – før apotekeren med bøjet hoved foldede sine hænder og med høj røst bad: Fader, tak for dagligt brød, tak for sjæleføde.

Giv os altid nådsens brød.

Herre, lad os mødes hisset ved dit højtidsbord, når vi flytte skal fra jord, frelste af din nåde. „Amen!“ råbte alle hans børn.

Den ivrige snak ved bordene rundt omkring ebbede langsomt ud under bønnen, og stemningen gik fra munter til målløs. Mod sædvane var snakken i spisesalen lavmælt, mens gæsterne strakte sig til siden for at se hen på apotekerfamilien, der nu – det måtte man lade dem – tog godt for sig af retterne. En undtagelse var selvfølgelig redaktøren, der med kraftig stemme spurgte hotel­ direktøren: „Hva’ helved’ var det?“ Direktør Jørgensen smilede blegt og usikkert.

Da næste ret blev båret ind, blev alle tavse, og stemningen var spændt – men der skete ikke noget, alle slappede af, og den sædvanlige munterhed indfandt sig. Først da desserten var indtaget, skete det – apotekeren foldede atter sine hænder: Tak for mad, oh milde Fader, vi blev styrket, vi blev mæt.

Ja, din godhed ej aflader til vort sidste åndedræt.

Blot vi tror, skal vi få, alt hvad vi trænge må. „Amen!“ skreg alle børnene. Med apotekeren forrest i rækken forlod familien spisesalen.

Genstand for herrernes velvillige blikke var den elegante „englænderinde“, som var utilbø12

jelig til at opgive sit navn, da hun ønskede at tilbringe sin ferie „inkognito“, som hun udtrykte det.

Enkelte af terrassens damer mente dog at kunne genkende hende som cabaret­sangerinde med et repertoire af sjofle viser, sunget på uforståeligt fransk. Dertil kom, at hun efter sigende var model for fotografer med speciale i frivole motiver.

Det måtte tilsyneladende give hende en solid indkomst, når hun var i stand til at tilbringe sin ferie på Danmarks dyreste badehotel. De andre damer nikkede og fandt det sandsynligt, at det forholdt sig således.

Kun for de velbemidlede Man befandt sig vel, og det gamle ord talte sandt: Lige børn leger bedst! Skagen var jo – dog kun for feriegæsterne – blevet mondænt. På grund af kunst­nerne. Måske lidt paradoksalt, idet kunstnerne i deres første og op­rindelige Skagen­motiver skildrede jævne menneskers jævne liv, der var alt andet end mondænt.

Men succes forvandler – også kunstnerne, der, selvom de vel ikke ønskede det, blev betragtet som „spænden­de“ af det købedygtige bedre borgerskab. At have fiskernes dagligliv hængende på væggene var blevet et tegn på god smag. Og viste desuden, at man havde finanserne i orden, ikke at forglemme. Det var måske ikke lige det, kunst­ nerne havde forestillet sig, men en stærkt forbedret økonomi er ikke nogen ringe trøst, heller ikke for en kunstner.

Det var også økonomiske forventninger, der gjorde, at en gruppe investorer i sin tid havde udpe­get netop Skagen som det rigtige sted for et højfornemt kur- og badehotel. Med byrådets billigelse blev området pålagt den servitut, at intet andet badehotel kunne anlægges, og ingen anden kunne erhverve såkaldt baderet. Sidstnævn­te medførte, at kun badehotellets gæster kunne bade gratis fra områdets strand – alle andre skulle erlægge 50 øre, som i 1898 kunne skræmme enhver væk, hvilket måske også var meningen.

Indretningen af hotellet skete med tydeligt henblik på et kræsent klientel. Foruden en stor

Det fashionable badehotel

dansesalon med musik af de bedste danseorkestre, var der spille- og læsesale samt billardsalon og bibliotek. Flere af værelserne var med separat bad- og vandkloset. Derfor havde hotellet også sit eget kloakeringssystem, en virkelig kostbar nyskabelse i Skagen, hvor de øvrige små­hoteller kun kunne byde på almindeligt „das“ til ensidig glæde for rabarberbedene. I en hvisken forlød det også, at der på alle hotellets toiletter fandtes det nye amerikanske påhit: toiletpapir på ruller. Hvad var der nu i vejen med avispapir? Ingen ville undre sig, hvis det nye badehotel kom til at trækkes med en anstrengt økonomi.

På siden ud mod havet lå hotellets pompøse terrasse med henblik på udendørs servering. ­Direkte fra denne udgik lange gangbroer af planker, helt ned til strandkanten, så hotellets gæster ikke fik mere sand i skoene end nødvendigt. Der var ikke sparet på noget – der var lagt an til high life.

Priserne var også derefter, i 1904 kostede ­en­­keltværelser 2-6 kr. pr. dag og dobbeltværel­ ser 4-10 kr. pr. dag. Fuld kost for 3 dages ophold­ 4,50 kr. pr. dag. Fuld kost for 7 dages ophold 3,50 kr. pr. dag. Det var sandelig ikke for en ­almindelig økonomi.

Danmarks sundhedskilde For at leve op til ambitionerne om at være kurhotel – under mottoet „Danmarks sundhedskilde“ – havde man egen læge, som man anbefalede gæsterne at konsultere ved ankomsten. Dette for at tage hensyn til eventuelle skrøbeligheder og for at undgå, hvad man kaldte „uhensigtsmæssig anvendelse af søbadene“. I hotellets 28 siders brochure kunne man læse: Man skal ikke tage sit første søbad før på den tredje dag efter ankomsten.

I den første uge skal man ikke tage mere end 3 bade.

Man skal ikke opholde sig længere end 5 minutter i vandet, da badets virkning så allerede er indtrådt.

Ved Skagens Søbad opnås bedring og helbredelse særlig for følgende sygdomme og svagheder: Nervesygdomme af enhver art, lammelse, krampe, neurasthenie, neuralgisk hovedpine, nervøse lidelser i strubehovedet, hjertet og fordøjelsesorganerne, ischias.

Helbredelse ved varme søbade med massage: Søvnløshed og åndelig depression.

Endvidere skrophulose og rachitis, tuberkulose, kronisk katarrh i luftrøret, høstsnue, kighoste, rheumatiske sygdomme – særlig kronisk muskel- og ledrheumatisme – hudsygdomme og forskellige kvindesygdomme.

Jamen, sagde man lokalt – hvad betød dog alle de sære ord? Det var nok udenlandske sygdomme.

Man måtte håbe, de ikke smittede.

Det ambitiøse projekt lykkedes over al måde – ikke mindst, fordi badehotellets bestyrelse ansatte den overordentlig kompetente Georg Jørgensen som direktør. Det blev om ham sagt, at han kunne reklamere, disponere og konversere. Han ledede hotellet i mere end 25 år, og denne periode var ho­ tellets store tid.

Hotellet åbnede i 1898 – det år, hvor Skagen oplevede en sommerlig tem­peratur i maj måned på hele 32 grader, og det tog man som et godt tegn for hotellets fremtid. Georg Jørgensen stræbte efter – og opnåede – bevågenhed fra landets bed­ste kredse, såsom den gamle tids godsejere og den nye tids industrifyrster i fortrolig passiar med fyrster af blodet, hvilket vil sige adelen. Dertil som tidligere nævnt en perlerække af Europas krone­de hoveder. Alle besøgte de Skagens Bade­hotel, som blev betragtet som „dronningen“ blandt de danske badehoteller.

Det imposante hotelkompleks brændte i to omgange: dels i 1938 som følge af et lynnedslag, dels under krigen i 1943, da tyskerne okkuperede hotellet og i den hårde vinter fyrede for stærkt i kakkelovnene. En glorværdig epoke gik derved ­endegyldigt op i flammer.

13

14

Det fashionable badehotel

7 Et yndet tidsfordriv for den mandlige del af badehotellets noble klientel var fugleskydning fra den store terrasse – en disciplin, der blev overvåget

Fra hotellets terrasse var der lagt planker helt ud til stran-

af de hvidklædte fruer og døtre med

den, så gæsterne i gåsegang kunne spadsere hele vejen uden

slet skjult beundring.

at blive unødigt tilsmudset.

15

Badehotellet havde op til flere hestetrukne vogne med kusk, der kunne hente og bringe gæsterne fra og til togstationen. De stod også bered­ villigt til rådighed, såfremt gæsterne ønskede at promenere inde i ­Skagen i det forfængelige håb om at møde en rigtig kunstner.

16

Det fashionable badehotel

Da automobilerne – eller „selvejerkøretøjerne“, som de

Før den tid var det ikke ualmindeligt, at flere blandt

også blev kaldt – vandt mere og mere frem, overdøvede de

gæsterne­medbragte egen landauer med hest og kusk

­ganske vist lærkernes sang over klitterne, men det var nu så

­hjemmefra, men da ferietiden lagde an til en afslappet stil,

i­ nteressant.

kunne en mindre „coupé“ eller en „jumbe“ også gå an.

17

18

Det fashionable badehotel

En lille nisse rejste 19

SOMMERGLÆDER En billedkrønike om danskernes første feriedage © Bent Hardervig og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2013 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11-38225-7 Forfatter: Bent Hardervig Fotos: Antiquephotos. Side 8-9: fotograf Knudstrup, Skagen Omslag: Bettina Kjærulff-Schmidt med foto af kgl. hoffotograf Peter Elfelt Grafisk tilrettelæggelse: Bettina Kjærulff-Schmidt Forlagsredaktør: Dorte Einarsson Bogen er sat med Chronicle Trykkeri: Balto Print Printed in Lithuania 2013 Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 11 1148 København K Telefon 36 15 66 00 www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof – et selskab i Egmont Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med ­COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har ­indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof. www.antiquephotos.dk

BENT HARDERVIG

sommer glÆder En billedkrønike om danskernes første feriedage

sommer glÆder

SOMMERGLÆDER er en munter og underholdende fortælling i ord og billeder om danskernes allerførste ferieoplevelser. Om badehoteller, 276 mm

kurbade, udflugter og svagbørnskolonier. Om badegæster, landliggere og gullaschbaroner. Om kærlighedslivet, kvindefrigørelsen, sommerrevyerne og badedragterne. Om transport i hestevogn, med damplokomotiv, færge over Storebælt og meget, meget mere.

At holde ferie var i årene omkring år 1900 en sjælden foreteelse og især forbeholdt det bedre borgerskab, som ankom til de nyetablerede badehoteller i hestevogn og med det meste af garderoben i kolossale kurvekufferter. Først i 1938 blev ferieloven vedtaget, hvorved også den brede befolkning fik del i sommerlivets glæder.

BENT HARDERVIG er tidligere turistchef i Skagen og forfatter til flere bøger om lokalhistoriske emner. Igennem flere år har han på utallige loppemarkeder og hos marskandisere indsamlet nostalgiske og kuriøse fotografier fra forrige århundrede, der har resulteret i et omfattende billedarkiv, antiquephotos.dk

216 mm

BENT HARDERVIG

LINDHARDT OG RINGHOF

  

34 mm

216 mm