JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Af samme forfatter: Retrograd, roman 2007 Den perfekte mand, en selvbiografi, roman 2009
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Torben Munksgaard
ROMAN
LINDHARDT OG RINGHOF
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Sort hund © 2012 Torben Munksgaard og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Minion hos Rosendahls – BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-39231-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond for støtte til at skrive denne bog.
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
What will you do to keep away the black dog that worries you at home? – samuel johnson
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Prolog Albert Faber betragtede den kvinde, han var gift med. Hun sad med benene trukket op og læste i en bog, mens hun masserede tindingen med en finger. Som om hun forsøgte at ælte ordene ind i hjernen, tænkte han, eller som om hun rettede en pistol mod sit hoved. På et tidspunkt kiggede hun også på ham, og han kunne fornemme, at hun følte det samme som han. Det var ikke til at sige, hvorfor han opfattede dette, der var ikke noget i hendes ansigtsudtryk, som vidnede om det, hun virkede nærmest fraværende. Alligevel havde han en klar fornemmelse af, at hun også følte kvalme. Og det gjorde det på ingen måde lettere for ham; han vidste ikke, hvordan han skulle få det sagt, hvordan han skulle formulere sig. I grunden var det lige meget; uanset hvordan han fik det sagt, ville hun bebrejde ham og blive vred. Retorik var ikke en disciplin, som på nogen måde medvirkede til formildende omstændigheder i deres ægteskab. Striden var prædestineret. Han tænkte: Vi er løbet tør for strøm, Helena. Skønne Helena. Som han nu fik kvalme af at kigge på. En sur og besk smag i munden; skulle han virkelig brække sig, fordi han kiggede på sin kone? Hun var ikke længere skøn, det var sandt. Hun sad i lænestolen med hovedet tilbagelænet mod antimakassaren og et dovent, slapt udtryk i ansigtet, der lå helt sunket tilbage, så en 7
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
bleg dobbelthage lå som en rand om kæben, mens en lille, fin rynke i panden udtrykte frustration over hans tilstedeværelse. Hun var grim. Måden, hun faldt sammen på som fed, usund voks i lænestolen, hendes spidse replikker, hendes kolde stengrå øjne, hendes små flade patter, hendes fingre, der granskede hver eneste fold på armlænet eller den pude, hun havde lagt på maven, hendes vane med at holde bogen i én hånd, som om hun proklamerede en uafhængighedserklæring; hun var sgu ikke nogen Cicero, hun var hans kone, og den bog, hun læste, var elendig. »Hunden er død,« sagde han. Hun var midt i en sætning, bladede om til næste side, løftede hovedet uden at hæve blikket fra siden, læste linjen færdig, hvorefter blikket fulgte efter: »Død?« »Eller i hvert fald væk.« »Hvordan væk?« »Da jeg kom ud fra supermarkedet, var den der ikke. Den er væk.« »Så havde du nok ikke bundet den ordentligt.« »Jeg bandt den, som jeg plejer.« »Det er en katastrofe,« sagde hun med rolig stemme. »Vi må købe en ny,« konstaterede han. »Det kan vi ikke. Børnene bliver ulykkelige. Og vi kan ikke bare købe en ny. Du ved, hvor lang ventelisten er til den race og farve.« »Så må vi finde en anden race.« »Jeg vil ikke have nogen anden race. Og børnene vil have en hund. Du har bragt os i en umulig situation.« Hun rettede atter blikket mod bogen og begyndte at læse. Han gik ud i køkkenet. Han lynede sine bukser ned, rejste sig på tæerne og lagde sit lem på køkkenbordet. »Hvad gør vi?« spurgte han. 8
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
»Jeg ved det ikke,« svarede pikken. »Stikker af. Når de forfølger jer i én by, så flygt til den næste. Matthæus 10,23.« Det var en klog, filosofisk pik, tænkte han, men: »Hvorhen?« Pikken kiggede på ham, det havde den ikke noget svar på. Den plejede ellers nok at vide, hvad den ville, men nu var den tavs. Han gik ud i entréen, tog sin frakke og gik ud. Han var selvstændig erhvervsdrivende, han kunne gøre lige, hvad fanden der passede ham. Han smækkede døren bag sig og gik ned. Da han trådte ud på gaden, var det begyndt at regne, en diset støvregn. Han kiggede sig omkring, gaden var øde, ingen mennesker, ingen hund. Han var klar over, at hvis han ikke fandt hunden igen, ville hans ægteskab være et skridt tættere på det endelige sammenbrud. Dertil var det kommet. Han begyndte at gå.
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
1. Nede fra gaden lød et højt råb om hjælp. Bernhard gik hen til vinduet og kiggede ud. Midt på gaden lå en mand; lidt efter kom en ambulance og kørte ham bort. Bernhard satte sig tilbage til køkkenbordet. Samme formiddag havde han modtaget et brev fra universitetets sociologiske institut, som han satte sig til at læse for anden gang. De ville kortlægge, hvem han var. Han var blevet tilfældigt udvalgt til et interview; det var frivilligt at deltage, men hvis han indvilligede, ville han få besøg af en studerende, som ville stille ham en række spørgsmål. Senere fik han et opkald fra en ung kvinde; hun præsenterede sig som Sofia. Hun foreslog, at hun aflagde ham et besøg allerede samme eftermiddag. Hun kom til tiden; præcis klokken et ringede det på døren. Bernhard mærkede sin puls stige, da han tog dørtelefonen. Hun præsenterede sig i røret og begyndte igen at forklare sit ærinde. Bernhard forsøgte at lyde overrasket. Han åbnede døren ud til opgangen og lyttede. Hendes skridt nærmede sig, og da hun var næsten oppe, lukkede han døren. Han ventede et kort øjeblik og åbnede den igen. »Nå, jeg troede lige, du smækkede døren igen,« sagde hun. Hendes mund var lille; når hun talte, åbnede hun den næsten ikke. Som et barn; hun var også lige så bleg som et barn. Bernhard gjorde en kejtet gestus i retning af sin entré. »At du fortrød?« sagde hun. 11
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Bernhard rystede på hovedet; han følte noget blokere for stemmen i halsen og skyndte sig ud i køkkenet for at tage et glas vand. Da han kom tilbage i entréen, havde hun taget sine sko af. Hun stod midt på gulvet og kiggede alvorligt på ham. Hun bar briller og en tynd cardigan over en stribet trøje. Hendes hår var mørkt, i hånden holdt hun et indkøbsnet. »Nej, nej,« sagde Bernhard. Hun kiggede sig omkring i entréen; der var mørkt, selv midt på dagen. Han havde stadig ikke fået hængt lamper op, han havde tænkt over de lamper i mange år. Først havde han udskudt det, siden opgivet det helt. Han havde vænnet sig til mørket. »Så du fortrød ikke?« sagde hun. »Nej, nej,« sagde han. »Der er så mange, der har fortrudt,« sagde hun. »Halvdelen, tror jeg.« »Jeg har ikke fortrudt,« sagde Bernhard. »Faktisk er det over halvdelen. Hvis du fortryder, er det næsten to tredjedele.« »Jeg tror ikke, jeg fortryder.« De gik ind og satte sig ved spisebordet. »Jeg er statistiker,« sagde hun. »Jeg tænker hele tiden i procenter.« Bernhard nikkede. »Vidste du, at over halvtreds procent af alle voksne mennesker er afhængige af chokolade?« »Over halvtreds procent?« sagde han og tog sig til hovedet, som om hans tanker blev forulempet af at beskæftige sig med folks dårlige vaner. Han var ikke en mand, der brugte store udtryk, men hendes alvor indbød til, at han gav dramaet en chance. »Og over halvfems procent er i det hele taget afhængige af et eller andet.« 12
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
»Jeg er ikke afhængig af noget,« sagde Bernhard. »Der skal nok være noget,« sagde hun og tog sine papirer frem fra indkøbsnettet. Hun begyndte at fortælle om projektet. Hun havde foreløbig kun besøgt pensionister, han var den første under halvtreds. »Der er slet ingen under fyrre,« sagde hun, og han korrigerede hende, han var faktisk kun niogtredive. Hun kiggede undersøgende på ham. »Okay,« sagde hun og nikkede alvorligt. Han serverede stærk kaffe for hende, hun foretrak den sort ligesom han; de smilede hurtigt til hinanden over denne fælles præference. Hun gik i gang med spørgeskemaet, der bestod af trivielle spørgsmål om hans vaner og forbrug. Så snart hun havde stillet et spørgsmål, supplerede hun det med et bud på, hvad hun selv ville have svaret. Selv om det virkede uprofessionelt, beroligede det ham. Egentlig, tænkte han, har jeg aldrig brudt mig om professionelle mennesker, måske fordi jeg er det selv. Hun krydsede hans svar af i små runde felter, kun afbrudt af de tænkepauser, han tillod sig selv, når han var i tvivl om, hvad han egentlig mente. Og når han tænkte for længe, foreslog hun et rimeligt svar, som han accepterede. Da hun var gået, hældte han resten af kaffen fra stempelkanden ud i vasken og stod lidt og kiggede ud ad vinduet. Det regnede, nu blev hun våd, hun var sikkert på cykel. Hun havde fortalt, at hun boede i kvarteret, så hun havde ikke så langt hjem. Han havde tænkt sig at gå en tur, men nu kom regnen altså. Måske skulle han læse lidt i en bog i stedet. Hans hund var død, han kastede et blik hen på den tomme hundekurv i hjørnet. Havde han snakket for meget om sin hund? Hvad tænkte hun om ham? Måske havde han afsløret en slags afhængighed trods alt, en 13
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
afhængighed af hunde. Han skyllede kopperne og efterlod dem i håndvasken, hvorefter han gik hen og samlede et lille pivedyr op og satte sig i sofaen. Det forestillede en lille hare eller kanin; der var bidemærker i det lyserøde gummi. Han klemte den et par gange, den kunne stadig pive; de små, luftige piv bragte ham straks minder om hunden, som nu var død. Han kastede pivedyret fra sig og lagde hovedet tilbage. Måske skulle han anskaffe sig en ny hund? Ville det være at spille fallit og give op? Burde han ikke hellere finde sig en kæreste? Han var blevet tilfældigt opsøgt af en kvinde, helt tilfældigt, det kunne ikke være mere tilfældigt, hvorfor havde han ikke udnyttet situationen? Er det ikke et tegn fra himlen, når en kvinde ud af det blå kontakter dig og beder om lov til at besøge dig i dit hjem og stille dig en masse spørgsmål for at finde ud af, hvem du er? Og alt, du gjorde, var at snakke om din hund, der er død. Han slog sig for panden og lo en glædesløs latter; han havde dummet sig. Dagen efter blev regnen afløst af tåge. Han kiggede ud ad vinduet, der var ingenting at se. Tågen lå så tæt, at han kun kunne skimte bygningen overfor, selv om gaden, han boede i, var så smal, at bilerne ofte havde problemer med at passere hinanden; en af dem måtte altid holde ind til siden, og der var ofte uenighed om, hvem der skulle vige. Det kunne resultere i en voldsom larm, og på den gade, hvor Bernhard boede, var man ligeglad med, hvilket tidspunkt af døgnet man havde trafikale problemer; var der problemer om natten, dyttede man, ofte så højt, at Bernhard vågnede. Og så sukkede han, måske højlydt, men han gjorde ikke mere ved det; han var et ordentligt menneske og opførte sig ordentligt, selv om natten. 14
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Denne nat havde han sovet uden at blive forstyrret af larm fra gaden. Stilheden havde vogtet i stuen som en skarpretter, og da han var vågnet fra en drøm om forfølgelse uden hverken den vellykkede flugts eller nederlagets forløsning, havde han følt sig mere udmattet end udhvilet. Efter at have stået og stirret ud i tågen og langsomt vænnet sig til den nye dag tog han sin frakke, en blå uldfrakke, han havde haft i to år nu, og gik udenfor. Han bevægede sig langsomt gennem tågen, der havde trukket sit badeforhæng hen foran verden, foran biler og mennesker, og han følte, at han var den eneste på gaden den dag, lige indtil et menneske eller en bil eller bus pludselig kom farende ud af tågen for straks at forsvinde ind i det mælkehvide mørke lige så hurtigt igen. Han korrigerede sig selv: Han følte sig som det eneste levende menneske på gaden den dag, de andre var spøgelser, de dukkede frem af intet og forsvandt i intet. Han havde gået lidt omkring, da en hund dukkede frem af tågen. Det var samme race som Zorro, hans hund, der lige var død, og i et kort øjeblik troede han, at det var Zorro; han tog sig selv i at række hånden impulsivt frem mod hunden, men trak den straks til sig igen, da han opdagede sin fejltagelse. Det var ikke Zorro, det var en ung hund, og dens ejer var en kold kvinde; hun kiggede på ham med et nedladende blik, hvorefter hun forsvandt ind i tågen igen. Han gik ind på en café. Han købte en espresso og satte sig ved et bord i et hjørne. De tre borde langs vinduet var alle optaget, samtlige af de andre borde var ledige. Bernhard noterede sig, at han var den eneste mand til stede, alle de andre gæster var unge kvinder. Hans bord kunne ikke ses fra gaden, det var et mørkt hjørne, som egnede sig godt til at tænke i. Der var nogle tanker, han ikke ville tænke. De gjorde ham utilpas. For eksempel ville han ikke tænke på det, han havde 15
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
sagt til sin mor sidste gang, de havde talt i telefon sammen. Han havde sagt, at han havde mødt en kvinde. Hans mor var blevet glad, alt for glad, syntes han. Især i betragtning af at han ikke havde mødt nogen kvinde. Nu tænkte han igen på pigen, der havde interviewet ham til sin undersøgelse, Sofia. Havde hun en lille skønhedsplet på kinden? En næsten usynlig skønhedsplet, som han kun havde fæstnet sin opmærksomhed ubevidst ved? Tog hun ikke også hånden op til denne kind et par gange under interviewet som for at henlede hans opmærksomhed på dette område? Han rystede på hovedet, han vidste det ikke, det kunne lige så godt være noget, han sad og fandt på. Han havde en stærk mistanke om, at han – trods sin alder på næsten fyrre år – stadig ikke kendte sig selv så godt, som han burde. Han følte sig styret af noget andet, en uigennemskuelig og skruppelløs Mr. Hyde, som han bar rundt på. Han kaldte ham nu ikke Mr. Hyde, han kaldte ham Mr. Ronnie efter en dreng, han havde kendt som barn. Mr. Ronnie fik ham til at gøre ting, han ikke var klar over, at han havde lyst til, og måske havde han slet ikke lyst til det. Ronnie vidste han ikke, hvor befandt sig i dag, men Mr. Ronnie var der stadig. For eksempel nu denne skønhedsplet, den fandtes sikkert ikke, det var sikkert noget, Mr. Ronnie fandt på. Var Sofia single? Sagde hun noget om det? Det gjorde hun sikkert ikke, så ville han have lagt mærke til det. Han vidste, hun boede i kvarteret, måske skulle han forsøge at finde hende. Han havde hendes telefonnummer fra dengang, hun ringede til ham. Det ville han finde frem, når han kom hjem igen. Han kiggede på uret over baren, klokken var kun to, der var lang tid til aften, udenfor lå tågen og skærmede for udsynet. Den var nu så tæt, at han var i tvivl om, hvorvidt byen stadig fandtes. 16
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Han tænkte igen på det, han ikke ville tænke på – at han havde fortalt sin mor om en kvinde, der ikke fandtes. Han havde sagt, at hun studerede jura, det var det fineste, han kunne finde på. Nu fortrød han, at han havde tilegnet hende en profession, som han vidste så lidt om. Det ville blive vanskeligt at opretholde løgnen, hvis hun spurgte mere ind til den nye, ikkeeksisterende kærestes beskæftigelse. Han tømte sin kop og gik op og bestilte en ny. Pigen bag bardisken var omkring femten år yngre end han og virkede ikke som en, der gad betjene ham. Hun sukkede og gik over og lavede en ny espresso til ham. Selv om han smilede til hende, da han betalte, smilede hun ikke tilbage. Hun behøvede tydeligvis ikke at være venlig for at tiltrække opmærksomhed. Han overvejede at spørge, hvad hun hed, men lod være. Hun skulle ikke ødelægge hans dag. Han gik ned og satte sig med sin espresso og rørte en sukkerknald i. I mellemtiden var et bord ved vinduet blevet ledigt, men han besluttede sig for at blive ved bordet, hvor han sad; det egnede sig bedre til at tænke i. Han havde fortalt sin mor, at hans nye kæreste hed Julia. Det var en sang, han havde hørt i radioen; der blev sunget Julia, og derfor kom hans nye kæreste til at hedde det. Den eneste fordel ved, at hun ikke fandtes, var, at han selv kunne bestemme hendes navn. Og egentlig også hendes egenskaber, selv om han mistænkte sig selv for at gribe til umiddelbare klicheer; hun var køn, mørkhåret og intelligent. I grunden var det ganske urealistisk, og han mindede sig selv om, at han måtte supplere med nogle fejltrin, næste gang han talte med sin mor, for at hun ikke fattede mistanke. Foreløbig var hun smuk. Måske skulle han føje en lille skønhedsplet til hendes kind? Det gjorde han, Julia havde en skønhedsplet på den ene kind, og nu han var i gang, havde 17
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
hun også en ved nøglebenet; den kunne kun ses, når hun bar nedringede kjoler, hvilket hun ikke gjorde så ofte. Så den virkede ikke så vigtig som den på kinden, men den var rar at have til uventede situationer. Han tænkte efter og besluttede sig for, at Julia mest gik i bukser, hun var ikke så meget til kjoler. På den måde virkede hun dygtigere til sine studier; han havde engang kendt en intelligent kvinde, og hun gik aldrig i kjoler. Han tømte sin kop og rejste sig. Mens han tog frakken på, håbede han, at pigen bag baren ville kaste et blik over på ham og smile, inden han gik, men hun var travlt optaget af en bog. Han ville gerne vide, hvad det var for en bog, måske kunne titlen fortælle noget om hende, men han kunne ikke se den derfra, hvor han stod. Inden han tog i døren, stoppede han op, undersøgte sine frakkelommer, som om han tjekkede, at alt var, hvor det skulle være, skønt lommerne var tomme. Hans nøgler lå i bukselommen blandt nogle mønter, og det var alt, han havde på sig. Da han trådte ud på gaden, rakte han ned i sine frakkelommer igen. Nej, der var ingenting. Det var tidlig eftermiddag; han skuttede sig og skyndte sig ind i tågen.
2. Inde fra tågen lød politisirener. Han gik hurtigt videre, lyden forfulgte ham, så han drejede ned ad en sidegade. Han trak ind i en port og stod et øjeblik og betragtede sin ånde, der blev opløst som røg i tågen. Pigen med spørgeskemaet, Sofia, havde spurgt, om han var 18
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
gift. Han havde svaret nej. Dernæst havde hun spurgt, om han levede i registreret partnerskab. Igen havde han svaret nej. Endelig havde hun spurgt, om han så var samlevende med en kvinde eller havde en kæreste. Og igen måtte han benægte. Måske var det derfor, han var begyndt at tale om sin hund. Han gik ned til Anna. Hun arbejdede på et lille bordel, der lå nogle gader fra Bernhards hjem. Han stillede sig i det røde lys og ringede på. Der lød en brummen, og han skubbede døren op. En kvinde, der sad ved et lille bord, nikkede til ham uden at smile. Hun forklarede, at Anna var optaget. Han meddelte, at han ville vente. Han kom til at vente en halv time. Anna gav ham et knus, hvorefter hun begyndte at knappe hans skjorte op. Han forklarede, at hun kunne nøjes med at lyne hans bukser ned. Hun nikkede tavst og satte sig på hug foran ham. Da hun var færdig med ham, bad han om lov til at blive lidt for at snakke. Han fortalte, at hans hund var død. Hun satte sig og lyttede. Han forklarede, at han havde været hos dyrlægen med den nogle gange, men at han ikke kunne få sig selv til at følge dyrlægens råd om at lade hunden aflive. Det var tydeligt, at den led. Men han kunne ikke. En dag lå den så død midt på gulvet. Den lå i en underlig forvreden stilling, som han ikke kunne glemme igen. Og nu fortrød han sin egoisme; han burde have fået hunden aflivet, da dyrlægen anbefalede det. Han rystede på hovedet, Anna lænede sig frem og strøg en hånd hen over hans kind. Han følte tårerne presse sig på, men han ville ikke græde, ikke her, foran hende. Han rejste sig med et sæt og tog sin frakke. Han betalte, hvad han skyldte, og skyndte sig ud i tågen. Så snart han var på afstand af bordellet, brød han ud i gråd. »For fanden da også, Ronnie,« sagde han. 19
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
»Hvad nu?« udbrød Mr. Ronnie fornærmet. Han sad på Bernhards skulder i en forstilt ophøjet skrædderstilling. Som en irriterende lille buddha. »Det er dig, der får mig til det.« »Du vil gerne tale om det. Jeg får dig til det, du gerne vil.« Bernhard nikkede og gik hjemad. Men så snart han var inde i sin opgang, tøvede han. Hvad skulle han hjem efter? Han gik ud i tågen igen. Han gik i egne tanker, og lidt efter stod han igen i det røde lys foran bordellet. Han gik indenfor. »Hvad nu?« spurgte damen i det lille forlokale. Hun smilede stadig ikke; hun rettede blikket mod et ugeblad foran sig. »Er hun ledig?« spurgte Bernhard. Damen nikkede uden at hæve blikket. Han havde forestillet sig, at Anna var ved at gøre klar til en ny kunde, men hun sad i et hjørne foran en lille bærbar computer. »Hvad laver du?« spurgte Bernhard og satte sig i lokalets modsatte hjørne. »Skriver mail.« »Nå. Hvem skriver du til?« Det undrede Bernhard, at hun skrev mail, det havde han ikke forestillet sig, men selvfølgelig gjorde hun det. Det gjorde de fleste. »Til min kæreste.« »Din kæreste?« Bernhard følte væmmelse ved det ord. Han spurgte, hvor lang tid de havde været kærester, og hun svarede, at det var over to år. Han sad lidt og studerede sine håndflader uden at vide, hvad han skulle sige. Snakken om hendes kæreste havde ødelagt hans initiativ. Lidt efter tog hun det: »Hvordan går det med filmen?« spurgte hun. Bernhard var i gang med at skrive et filmmanuskript; forleden havde han fortalt hende om det. Han havde kun skrevet 20
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
en side, men han havde alligevel løftet sløret for, hvad filmen handlede om. »Jo tak,« sagde han, som om hun havde spurgt til hans helbred. »Hvad var det nu, den handlede om?« spurgte hun. »Om en mand,« sagde han. »Nå ja,« sagde hun og nikkede. »Hans søn er klogere end ham,« forklarede Bernhard. Hun nikkede. »Og hans datter er kønnere end ham,« fortsatte han. »Og hans kone er lykkeligere end ham. Den eneste måde, han kan skaffe sig opmærksomhed på, er ved at få en dødelig sygdom. Han falder om til en fest, men desværre fejler han ingenting. I stedet opfinder han en sygdom; han lider af ...« Bernhard holdt en pause, inden han udtalte de svære ord: »Hypertrofisk kardiomyopati. Det betyder, at hans hjerte er for stort, og hvis han ikke får en hjertetransplantation, risikerer han at dø. Det er en meget risikabel operation (Bernhard lænede sig frem i stolen), så hans kone foreslår, at hele familien tager på en fjorten dages badeferie inden operationen. Så de kan være sammen. Hvis det nu går galt. Da de ankommer til ferieøen, forsvinder konens trusser. De har kun været der en dag, og så forsvinder hendes trusser.« Han holdt en pause og løftede blikket. Hun kiggede spørgende på ham. »Hvorfor kom du tilbage?« spurgte hun. Bernhard pegede bagud, hen over sin skulder. »Regner det?« »Nej, det er bare ...« Hun nikkede.
21
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Han vågnede ved, at hun klappede ham på kinden. Da han kiggede over på væguret, kunne han konstatere, at han kun havde blundet nogle få minutter. Hun forklarede ham, at han blev nødt til at gå; arbejdet kaldte, men hun ville gerne høre mere om filmen en anden gang. Han rejste sig og børstede sit tøj, som om han var blevet beskidt af at sove. »Filmen skal hedde Solskin,« sagde han. Hun nikkede anerkendende. »Jeg har skrevet en hund ind i manuskriptet, efter at Zorro døde,« forklarede han. Hun smilede omsorgsfuldt til ham. Med en hånd på hans skulder førte hun ham ud i forlokalet, mens han forklarede, hvordan den altid sad og ventede på ham, når han kom hjem, og en dag gjorde den så ikke. Hun nikkede og medgav ham, at det var hårdt, hvorefter hun med en blid bevægelse skubbede ham ud i tågen. Han stod et øjeblik i det røde lys, men skyndte sig væk, da han hørte skridt nærme sig.
3. Dagen efter var tågen lettet. I stedet regnede det. Han stod længe og kiggede ud i regnen. Den faldt uden variationer. Telefonen ringede. Han drejede hovedet og betragtede den et øjeblik, hvorefter han med langsomme skridt gik hen mod den, så vedkommende, der ringede op, fik en chance for at fortryde. Han var nået helt hen til den, da den holdt inde. Han blev stående, han kunne næsten mærke det som en sitren i luften, at den ville ringe igen. Lidt efter begyndte appa22
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
ratets elektroniske kurren ganske rigtigt at lyde igen. Han lod den ringe et par gange, hvorefter han løftede røret. Det var fra dyrlægeklinikken. De havde sendt ham en regning på den seneste konsultation, men havde fået den retur. Bernhard genkaldte sig med ubehag lægens ord ved denne konsultation: »Du bør lade hunden aflive.« Sekretæren i røret læste adressen op, og Bernhard bekræftede, at det var den rigtige. »Vi fik den retur,« gentog sekretæren undrende, efter at fejlen viste sig ikke at være forbundet med adressen. »Måske har posten begået en fejl?« foreslog Bernhard. Han følte ikke lyst til at føre denne samtale. Hvorfor ringede de overhovedet på en lørdag? Hvorfor havde man aldrig rigtig fri, når man ikke havde noget arbejde? »Måske,« sagde hun. »Vi fik den i hvert fald retur.« Bernhard gik ud og åbnede sin hoveddør. Skiltet på døren sad der stadig; selv Zorros navn var der endnu. Han overvejede at pille det ned, men valgte at udskyde det lidt endnu. Han kom i tanker om, at de for nylig havde fået sat postkasser op nede i opgangen. Han skulle til at gå ned, men fandt det uvist af hvilken grund ubehageligt at befinde sig i opgangen uden overtøj, så han tog sin frakke på, inden han smækkede døren bag sig. Navneskiltet på postkassen sad også, hvor det skulle. Han trådte ud på trappestenen foran opgangen; navnet på dørtelefonen var også rigtigt. Nu var han nået helt ud, nu kunne han lige så godt gå. Han besluttede sig for at finde et sted og få sig en kop kaffe. Han rakte hånden ud, regnen føltes let. Alligevel var hans hår helt gennemvædet, da han trådte ind på en café ikke langt derfra. På nær en ung mand bag baren var der helt mennesketomt. Bernhard gik op og tiltalte den unge mand med et ‘undskyld’. »Et øjeblik,« sagde den unge mand uden at fjerne blikket fra den computer, han sad med på skødet. 23
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Bernhard blev tålmodigt stående og ventede, og selv om det tog længere tid, end hvad rimeligt var, besluttede han sig for ikke at hidse sig op over sådanne bagateller. Det var en ny dag, og han ville have det bedste ud af den. Da han havde fået sin kaffe, satte han sig ved vinduet og betragtede trafikken udenfor. Der var færre biler end normalt, og de få cyklister, der passerede forbi, var pakket godt ind i regntøj og overlod ikke meget til Bernhard at kigge på. Han tog sin notesbog frem fra sin faste plads i frakkelommen for at skrive videre på sit filmmanuskript. Han sad en rum tid og stirrede på en blank side, hvorefter han pakkede bogen væk igen. I stedet tænkte han på Sofia, pigen med spørgeskemaet. Hvad mon hun foretog sig i dag? Bernhard kom i tanker om, at det var lørdag, det var derfor, trafikken var så stille. Altså var det fredag i går, så måske havde hun været i byen og lå og sov lige nu. Hvad havde han selv foretaget sig i går? Pludselig kunne han ikke huske det. Havde hans fredag aften været så ligegyldig? Det kunne også være, at Sofia sad og skrev på den opgave, hun havde interviewet ham til. Det var en forførende tanke. Hvad skrev hun om ham? Hvor mange sider fyldte han? Hun virkede som en grundig og pligtopfyldende pige, hun skrev nok ikke bare en halv side. Der havde været mange spørgsmål; Bernhard var sikker på, at en analyse af ham fyldte mindst tre-fire sider. Og det var endda nok lidt i underkanten. Regnede det stadig? Han kastede et blik ud ad vinduet. Ja, det regnede stadig. Han gik op til baren for at købe en kaffe mere, men denne gang reagerede den unge mand ikke ved hans henvendelse. Han sad dybt optaget af at skrive noget, det blå lys fra skærmen oplyste hans ansigt, mens fingrene bevægede sig ivrigt hen over tastaturet. Bernhard gik ned og tog sin frakke og forlod caféen. 24
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Så snart han var kommet inden for døren, ringede telefonen. Bernhard hængte langsomt sin frakke på plads på knagerækken i entréen, inden han med rolige skridt gik ind i stuen til telefonen. Men den vedblev med at ringe, og til sidst tog han den. Det var hans mor. Hun ville fortælle ham, at det havde regnet så meget, at vandet var løbet ind ad sprækkerne i vinduerne. Bernhard sagde, at sådan var det også hos ham. Det passede ikke, men det reducerede hans mors katastrofe, og på den måde havde hun ikke så meget at beklage sig over. I stedet skiftede hun emne og spurgte til Julia. »Julia?« sagde Bernhard, fordi han et kort øjeblik havde glemt, hvem Julia var. Hans mor begyndte ofte at tale om personer, han ikke kendte eller havde glemt alt om, så en eller anden tilfældig Julia var ikke nødvendigvis nogen usædvanlig indskydelse. Men nu var det jo hans kæreste, hvad hans mor måtte forklare for ham, og han skyndte sig straks at udbryde: »Nå, Julia.« Han forklarede, at det gik fint. Hun havde været til middag i går, fredag aften, det havde været en hyggelig aften. Nu var hun gået hjem, hun skulle lave en opgave til universitetet. Bernhard tænkte på Sofia, og forklarede sin mor, at Julia var i gang med en undersøgelse om forskellige menneskers forbrugsvaner. »Hvad har det med jura at gøre?« udbrød hans mor irriteret. »Det har en masse med jura at gøre,« replicerede Bernhard. Hvad vidste hun om jura? Jura er love, og love styrer vores forbrug, det hang udmærket sammen. Han sagde, at hun specialiserede sig i sådan noget, som andre ikke specialiserede sig i, det var vel ikke så svært at forstå? I øvrigt gad han ikke snakke mere om Julia, nu var det begyndt at regne voldsomt 25
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
ind ved vinduerne, forklarede han og forsøgte at lyde stresset. Hans mor sagde, at situationen var den samme hos hende, så de afsluttede samtalen. Hun nåede at sige: »En potteplante er skyllet på gulvet, så voldsomt er det,« inden hun lagde på. Bernhard blev stående et øjeblik ved telefonen. Han var træt, han havde sovet elendigt. Han var vågnet klokken tre ved, at overboen spillede høj musik. Han havde ligget længe og lyttet, inden han omsider havde taget sit tøj på og var gået ud i opgangen. Her stod han nogen tid foran overboens dør, indtil han – uden at have foretaget sig noget – gik ned og lagde sig og tænkte på noget andet; der var rigeligt at tage af. Omkring halv fem hørte han politisirener lige neden for vinduet. Han gik hen og kiggede ud, men havde svært ved at se noget. I forbindelse med den nye miljølovgivning havde regeringen indført forbud mod gadebelysning hver nat mellem to og fem, og selv om de blå blink fra politibilerne lyste gaden op, var personerne svære at skelne fra hinanden. Han endte med at konkludere, at tre betjente stod og sparkede en person, der lå på asfalten. Det var en tavs scene med mekaniske bevægelser. Bernhard gik tilbage og lagde sig, men havde svært ved at falde i søvn igen. Han tænkte på sit liv. Nu stod han ved telefonen og fik samme ubehagelige tanke. Han måtte gøre noget. Det var ikke til at holde ud mere. Han kunne ikke leve uden hund. Han havde ikke råd til en ny, men han måtte finde på noget, der kunne kompensere for Zorros fravær. Anna? Nej, ikke Anna. Anna var bare noget midlertidigt, et sjældent selskab, som han heller ikke havde råd til mere. Han havde brugt sine sidste penge på hende; som kontanthjælpsmodtager var kvinder som Anna ikke en fornøjelse, han kunne tillade sig. Men en hund? Enhver havde ret til en hund. Her brød Mr. Ronnie ind. Han havde rejst sig op, så hans 26
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
ansigt var lige ud for Bernhards øre. Han hviskede indsmigrende: »Få dig en kat.« Bernhard slog vredt ud med hånden, så Mr. Ronnie faldt ned fra skulderen. Han gik ind og satte sig foran computeren og slog hendes adresse op, Sofia, pigen med spørgeskemaet. Måske hun kunne hjælpe ham? Han havde ingen anelse om hvordan, men han var desperat, han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre. Han fandt hendes nummer på telefonens nummerviser fra dengang, hun ringede til ham, så han kunne slå hende op i de offentlige registre; efter det generelle påbud om at være offentligt registreret i åbne registre var det svært at holde sit nummer hemmeligt, selv om det stadig lykkedes for mange at undslippe registrene. Da han slog nummeret op, fik han sig imidlertid en ubehagelig overraskelse; adressen var hans egen. Samme by, samme gade, samme husnummer. Der var ikke angivet nogen etage, og han kunne ikke genkende abonnentens navn: Statens Sociale Forskningsenhed stod der. Bernhard sad stille et øjeblik og stirrede på skærmen. Han havde aldrig hørt om denne institution før, men han følte sig sikker på, at det ikke havde noget med universitetets sociologiske institut at gøre. Han rejste sig, hans hænder rystede. Hun kunne umuligt bo her, hvordan skulle hun kunne det? Han syntes, hun nævnte noget om, at hun boede i retning af Ø-kvarteret, at hun sagde, at hun skulle den vej, da hun gik. Desuden havde han aldrig set hende før. Der boede ikke nogen Sofia i hans opgang, han kendte alle navnene fra postkasserne. Der lå heller ikke nogen social forskningsenhed. Han begyndte at kredse rundt i stuen, han forsøgte at se hende for sig, som om hendes ansigt kunne levere et svar. Nej, hun var tavs, væggene var tavse. Han gik ud i entréen, tog sin frakke og sit halstørklæde og forlod lejligheden for an27
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
den gang denne formiddag. Pludselig føltes det langt mere magtpåliggende at finde hende. Da han kom ned på gaden, kunne han konstatere, at det var holdt op med at regne. Han kiggede op; en ny byge var på vej, mørke skyer rejste sig som en mødding over tagene. Han begyndte at gå og nåede frem til Ø-kvarteret efter godt ti minutters rask gang. Han var klar over, at det var mere eller mindre formålsløst; han havde ingen idé om, hvor hun kunne bo, hvis hun da overhovedet boede i denne retning. Måske havde hun løjet for ham om det også. Og hvorfor skulle hun ikke det? Hun havde ringet fra et nummer, der var registreret på hans adresse. Hun kom sandsynligvis ikke fra universitetet, og selvfølgelig boede hun ikke her, selvfølgelig var det hele en løgn. Han stoppede op; han følte sig mere forladt, end han længe havde gjort. Hun havde aldrig eksisteret, Sofia med spørgeskemaet, hun var en del af noget andet, noget større, noget langt mere ubehageligt. Hvad skulle han nu gøre? På det modsatte fortov sad en hvid hund og betragtede ham. Selv på denne afstand kunne han se, at hunden kiggede direkte på ham. Bernhard følte, at det betød noget; han krydsede gaden og standsede op ved siden af hunden. Dens snor var fæstnet til en krog på muren. Bernhard kiggede sig omkring; han befandt sig uden for et lille supermarked, der havde lørdagsåbent. Mr. Ronnie var åbenbart fulgt med ham, for pludselig stod han på Bernhards skulder med korslagte arme og et køligt blik. »Tag den,« sagde han. »Hvad?« sagde Bernhard. »Tag den,« gentog Mr. Ronnie. Hans blik var bestemt. »Det kan jeg da ikke.« »Vil du have en hund eller ej?« 28
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 29 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie
Bernhard nikkede, Mr. Ronnie havde ret. Han kiggede sig endnu en gang omkring, løsnede snoren fra krogen og trak hunden med sig. Da den fulgte med uden at gøre modstand, følte han straks, at han havde gjort det rigtige. Så snart han var nået om et hjørne, bøjede han sig ned og pillede hundetegnet af hundens halsbånd. Han smed det i en rist uden at studere det nærmere. Han gik lige hjem, og først da han var nået op i sin lejlighed og havde smækket døren bag sig, faldt han til ro. Han løsnede snoren fra hunden og lod den undersøge lejligheden. Han stod tilfreds og observerede, hvordan den snusede sig frem gennem lejligheden med logrende hale. Den gik med stor hast fra rum til rum; snuden bevægede sig nogle få centimeter over gulvet, mens den kortlagde de nye lugte. Til sidst stillede den sig midt i entréen, kiggede op på Bernhard og gøede. Den fulgte ham, da han gik ud i køkkenet. Han hældte vand i en skål og stillede den foran hunden; den kiggede op på ham, vandet interesserede den ikke. Den gøede igen. Han løftede den op og bar den over i Zorros kurv, men så snart han havde lagt den, hoppede den ud af kurven igen. Den begyndte på ny at undersøge rummene med stor iver. »Sådan,« sagde Mr. Ronnie, og Bernhard nikkede. Han gik ud og åbnede hoveddøren og pillede Zorros navn af døren. Herefter gik han ind til telefonen og løftede røret. Han trykkede sin mors nummer. »Jeg har fået hund,« sagde han glad. »Har du fået hund?« udbrød hun. »Ja, jeg har fået hund. Den hedder Batman.«
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 30 SESS: 31 OUTPUT: Mon Mar 12 07:59:49 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1864_Sort_hund_133x210_minion/Materie