Minh
DER HVOR JEG KOMMER FRA
Mine forældre var i starten af 20’erne, da de kom til Danmark. For dem var det et ukendt land. Dengang havde verdenskortet for dem groft sagt bestået af Kina, Australien, USA, Tyskland og Frankrig. Min far ville gerne have været til USA eller Australien, et af de lande, han kendte fra tv. Men skæbnen ville det altså anderledes. Hans storebror var flygtet nogle år forinden og var endt i Danmark, og da min far sidenhen flygtede, blev han samlet op af et indonesisk skib, og først sendt til en flygtningelejr i Indonesien og efterfølgende til Danmark.
Den dag min far ankom til Danmark og trådte ud af flyvemaskinen, var det med stil. I tanktop og klipklapper, som om han skulle på charterferie. Min far har altid insisteret på, at den 26. september 1985 var Danmarks koldeste septemberdag. Om det var, fordi der rigtigt var koldt, eller om det var, fordi han kom direkte fra solens stråler, vides ikke. Senere kunne mine forældre konkludere, at danskerne aldrig fryser. Altså i modsætning til dem. Om vinteren brugte de hårtørreren til at varme vores senge, så vi kunne krybe ind under en varm dyne.
Min mor kom til Danmark kort efter min far. De bosatte sig først i Horsens, men min far blev kaldt til Randers af sin storebror for at hjælpe ham med hans grillbar. Mine forældre blev sendt til danskundervisning, og inden længe begyndte min far på en uddannelse. Min mor passede både mig, min bror og mine fætre, samtidig med at hun indimellem hjalp min onkel og tante med grillbaren.
Ejerne af nabobutikken var et ældre, nysgerrigt ægtepar, som havde et godt øje til os børn. Anette og Tage – eller ”mormor” og ”morfar”, som de insisterede på, vi skulle kalde dem — åbnede deres hjem for os og hjalp mine forældre med grundlæggende kulturdannelse. ”I Danmark spiser vi kartofler med brun sovs, og når nogen har fødselsdag, så står den på lagkage.” Således blev vi introduceret for autentisk, dansk mad. Mine forældre langede meget lækkert vietnamesisk mad over bordet i min barndom, men til deres skuffelse var der kun én ret, som gav mig stjerner i øjnene: kartofler med brun sovs. En udsøgt, eksotisk ret for sådan en som mig, der ikke kendte til neddæmpet mad, der kun var krydret med salt og peber. Især smagen af den cremede mælk i mormorsovsen var helt fremmed for mig. En guderet!
Det tog mine forældre 3-4 måneder at lære nok dansk til at begå sig i landet. På et tidspunkt åbnede de en grillbar, hvor de solgte ærkedanske hotdogs. Min far arbejdede fuldtid sideløbende, og da mine forældre ikke havde et netværk til at hjælpe med at passe os børn, lå jeg i pølsevognen, når jeg var for syg til at komme i skole. Faktisk på den nederste hylde bag disken med en dyne på. Det gav helt sikkert et par gisp, når kunderne kom ind i biksen. Senere åbnede de også en kinesisk restaurant, fordi de ikke mente, at danskerne var klar til vietnamesisk mad.
Mine forældre observerede, og man må sige, at de fortolkede på bedste vis. De tog julen til sig, og vi pyntede selvfølgelig op med julenisser og juletræ ligesom alle andre. Da jeg var tre år, spurgte jeg min far, om julemanden fandtes. Han grinte hånligt, den type grin, der kommer nede fra maven og sagde ”nej.” Når jeg spurgte min mor, hvad der var i min julegave, afslørede hun blankt, at det var en walkman eller en CD. Vietnamesere kan være sådan ret direkte i deres kommunikation.
Mine forældre havde også fanget, at dansk juleaften var en sjov og hyggelig aften, hvor man er sammen som familie. Vores jul bød på kartofler, juleand og brun sovs. Men risengrød ville min mor ikke gå med til, for ris og mælk hører ikke sammen, synes hun. Og så handlede juleaften om, at man skulle have det festligt og sjovt. Hvordan fortolker vietnamesere ”fest og sjov”? Et ord: karaoke – på fuld blæs. Vi børn måtte skrue helt op for Disneys Juleshow for ikke at blive overdøvet af karaokeanlægget.
Juleaften blev ofte holdt hjemme hos min onkel og tante. De havde et stort indrammet billede af dronning Margrethe, fordi de troede, at det var et tegn på respekt for regenten. Og det var, som om hun holdt øje med, om vi holdt jul på den rigtige danske måde. Men guderne skal vide, at de voksne altså virkelig prøvede.
Da jeg var barn, ønskede jeg for alt i verden at være dansk ligesom alle andre. Det var ligesom bare nemmere. Men én ting er sikkert. Når det blev tid til aftensmad, så var jeg team Vietnam.
Lad mig male et billede for dig. Et bord spækket med farverige smagfulde retter, der er lavet på kærlighed. Måltidet deles med venner og familie over samtaler og grin. Der skal ikke meget mere til, før jeg er en lykkelig kvinde.
Det lyder forkælet. Men som barn værdsatte jeg slet ikke mine forældres mad. En phở-nudelsuppe, som havde simret i 12 timer. En pekingand, der havde marineret i 2 dage. 100 små perfekt rullede forårsruller i fryseren. Varm mad hver dag. God mad hver dag. Gjorde alle andres forældre ikke også det? Det var først efter, jeg var flyttet hjemmefra, at jeg begyndte at sætte rigtig pris på det. En dag jeg kom hjem på besøg, serverede min mor som altid ris med et par forskellige deleretter. Men én ret skilte sig ud. Jeg kunne sværge, at der ved første bid lød musik og fyrværkeri. Jeg havde det som rotten i Ratatouille, da den smagte ost og jordbær for første gang. Med stjerner i øjnene bad jeg min mor fortælle, hvad der var i retten – omgående. Hun sagde, at det var den samme ret, der havde været på menuen hver uge, da jeg boede hjemme – thịt kho, karamelliserede svinekød.
Da jeg var 18 år, spurgte mine forældre mig, om jeg ville have et kørekort eller en rejse med dem til Vietnam. Et kørekort kan man vel altid tage. En rejse med dem havde ikke været muligt, siden jeg var 5 år gammel. Så jeg takkede ja til den gavmilde gave og tog på en rejse, hvor jeg kom hjem som en anden. I Vietnam mødte jeg familiemedlemmer, som havde kendt til mig hele mit liv. Min mormors søskende, mine forældres søskende, fætre, kusiner og alle deres børn. De tætteste hundrede styks. Lyden af en hel befolkning, som talte mine forældres sprog, føltes helt hjemligt og trygt. Synet af hundredvis af scootere, der dyttede og kørte i systematisk kaos. Børn, der legede ude på gaderne til sent om aftenen. Det subtile anarki. Regelløsheden. Mens jeg sad og nød min iskaffe på en lille plastikstol – sådan en, man i Danmark ville kalde en børnestol – betragtede jeg skamløst folk på en af Saigons travleste veje. Det gik op for mig, at jeg hørte til i det her kaos. På alle mulige måder skreg Vietnam på mig, at jeg skulle komme hjem. Som 22-årig valgte jeg at tilbringe mit sabbatår i Saigon. Her begik jeg mig med mit gebrokne og fordanskede vietnamesisk. Ingen så mig som vietnameser, men som en fremmed. Jeg forstod pludselig, hvordan mine forældre havde det, da de kom til Danmark. Men hvor de stort set ingen familie havde i Danmark, havde jeg de føromtalte hundrede styks plus et helt nabolag, som rakte deres hænder ud og inviterede mig ind i deres respektive hjem til store familiemåltider og dagens sludder. Mad bringer folk sammen. Aftenerne brugte jeg på at forvilde mig i gyder og gader på jagt efter de bedste streetkitchens. Jeg har kigget dem over skulderen og skrevet mentale noter, og jeg er ret sikker på, at jeg kan huske alle de smagsoplevelser, jeg nogensinde har haft.
